august 2017
M T O T F L S
« jul    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Danmark’

Endorfino af JG Gylling

Endorfino af JG GyllingHvornår kammer hjælp til selvhjælp over i et formyndersamfund? Endorfino er en satirisk fremtidsroman hvor sundhedshysteriet har nået nye højder.

Endorfiner er et hormon som bl.a. udløses ved fysisk aktivitet, og som nærmest virker som et narkotikum. Populært sagt hjælper endorfiner hjernen med positiv tænkning og godt humør, ligesom de kan virke smertelindrende. Men kan det også blive for meget? Og når nu motion er så godt for os, hvorfor er der så stadig folk, der ryger, drikker, spiser for meget og rører sig for lidt?

I JG Gyllings roman Endorfino er det ikke længere det enkelte menneskes sag, hvordan man behandler sin krop. ”Sygdom er fravær af velvære, og velvære får man gennem sund livsstil” er blot et af de mange slogans folk dagligt bombarderes med i romanen. Motion og sundhed er en tvungen sag, og alle gennemgår jævnligt tests for at sikre, at man er i god form og hele tiden stræber efter at blive bedre.

Der er regler for, hvor mange grøntsager man skal spise om dagen; hvor meget affald man må smide ud; og firmaerne har hjemmesider hvor medarbejderne er kategoriseret efter deres sportslige resultater.

Vi følger Lise, som bor sammen med sin mand og deres fire børn. Lise arbejder som pædagogisk konsulent i kommunen, hvor hun tester børn op til 6 år, om de lever op til institutionernes formulerede mål, mens Martin er cheføkonom i Ernærings- og Sundhedsministeriet. De er en velfungerende og tilfreds familie med dagene fyldt af aktiviteter såsom løbetræning, svømning, kurser, coaching og naturligvis de evige tests, udover den 44 timers arbejdsuge og skolen.

For at lære folk at skønne på det gode liv de har, bliver der ind i mellem arrangeret ture til Bordingreservatet. Et reservat for bl.a. rygere, narkomaner, alkoholikere og overvægtige. Lise tager af sted med den ældste datter, Susanne, og det bliver en barsk oplevelse.

Endorfino er hurtigt læst og fortalt i et enkelt, letforståeligt sprog. Jeg blev ret fanget af Gyllings formynderiske fremtidssamfund. Allerede i dag er der jo forbud mod rygning flere og flere steder, ligesom opmærksomheden øges på de overvægtige. Men hvornår kammer hjælp til selvhjælp over i overvågning, kontrol og paternalisme?

Jeg er dog desværre ikke ubetinget begejstret for Gyllings roman. Selvom setuppet er interessant, er der ikke den store fremdrift i historien, som hovedsageligt er en beskrivelse af familiens dagligdag.

Der er ansatser til sprækker i den positive overflade, som når den yngste datter nægter at spise sin selleri, og derved indirekte får familien til at bryde op til flere forbud og regler. Eller når venner begår selvmord eller falder om på løbebåndet med et hjertestop, og reaktionen blot er et minuts stilhed på arbejdspladsen. Det tydeligste drama følger besøget i Bordingreservatet som gør Susanne så trist, at hun bliver hjemme fra skole, hvilket straks medfører at Lise indkaldes til en samtale.

Men desværre følger JG Gylling ikke op på noget af det. Personerne reflekterer ikke over begivenhederne, og vi hører intet om følgerne. I stedet fortsætter beskrivelsen af familiens dagligdag uden nogen ændringer. Gyllings beskriver et samfund, hvor positivitet og sundhed er banket så meget ind i befolkningen, at ingen overhovedet overvejer konsekvenserne eller stiller spørgsmålstegn ved den sundhedshysteriske livsstil.

Forlaget kalder romanen for samfundssatire, men den satiriske tone rammer ikke tydeligt nok. Dermed bliver Endorfino en halvtynd affære, som trods et spændende udgangspunkt og et lettilgængeligt sprog ikke rigtig formår at engagere læseren. Desværre, for oplægget er der til en interessant roman.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om “Endorfino”:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Brændpunkt, 180 sider
Omslag: Marie Gylling Møllebæk

Skadedyr og tulipaner af Steen Langstrup

Skadedyr og tulipaner af Steen LangstrupArchibald er 13 år. Hans mor er lige død i en højresvingsulykke, og hans kunstnerfar, Thomas, er fordybet i sin egen sorg. Uden at tænke over konsekvenserne sælger Thomas deres lejlighed i København og flytter Archibald med over på en lille ø. Måske for at bo her for altid.

Her forsøger Archibald at overvinde sorgen og smerten over morens død, mens Thomas forsvinder i sine malerier og i druk. Da nabofamilien viser venlighed overfor Archibald, griber han det som en druknende griber en redningskrans. Men de to drenge, Hans og Peter, har helt andre interesser end Archibald, og den sommer der startede så frygteligt, ender værre …

Som regel elsker jeg at læse, og især når bogen er så velskrevet og generelt bare flot, som Skadedyr og tulipaner er. Ikke desto mindre sad jeg til sidst under læsningen og ønskede, at jeg bare kunne lægge bogen fra mig og glemme alt om den igen. Men det kunne jeg ikke.

Steen Langstrup er i mine øjne en af Danmarks dygtigste forfattere. Han har en skarp pen, og skærer sin fortælling helt ind til benet. Og når man læser ham, er det som at se en film bag sine øjenlåg. Denne gang udnytter han sit talent med en ualmindelig grum og gribende roman, om den sommer hvor Archibalds liv slutter.

Skadedyr og tulipaner er en roman om at miste, det er en roman om kærlighed, og det er en roman om en sød og følsom dreng, der presses langt ud over sine grænser. Samtidig er det en roman om Dem og Os-mentaliteten, her eksemplificeret mellem øboerne og tilflytterne, Københavnersnuderne. En mentalitet, der retfærdiggør det mest utrolige, når det bare er Dem, det går ud over. For De er meget værre. Det ved vi jo…

Under læsningen kom jeg til at tænke på The Girl Next Door af Jack Ketchum, som er en af de mest modbydelige og ondskabsfulde romaner, jeg nogensinde har læst. Samme følelse af afmagt og fatalisme fik jeg her, hvor vi allerede fra begyndelsen af romanen ved, at slutningen langt fra bliver rosenrød. Alligevel kunne jeg ikke slippe bogen igen, for Langstrup spidder én med sine ord, så man ikke kan andet end følge med.

På trods af al sin grusomhed er Skadedyr og tulipaner også en virkelig smuk bog, både sprogligt og layoutmæssigt. Som altid har Langstrup selv stået for forsiden med et blodrødt, nærmest stadig dunkende hjerte på en sort baggrund med en snørklet gul bort, som – når man ser nærmere på den – består af mus, økser og andre ‘hyggelige’ effekter. Borten går igen gennem hele romanen, hvor den omkranser teksten på de enkelte sider, og det er en fornøjelse at sidde med så gennemført en udgivelse.

Jeg var vild med Ø, som Steen Langstrup udgav sidste år, men Skadedyr og tulipaner er næsten for ond for mig. Ikke desto mindre er jeg nødt til at anbefale den. For en bog, der berører læseren i den grad, er værd at læse.

Om Skadedyr og tulipaner:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: 2 Feet Entertainment, 235 sider
Omslag: Steen Langstrup

Vildspor af Casper Gjede Jansen

Vildspor af Casper Gjede JansenCasper Gjede Jansen er født i 1983 og opvokset i Dragør på Amager. Han debuterede med novellen “Fyrtårnet” i 2010 i den H.P. Lovecraft-inspirerede antologi Lyden af vanvid (under navnet Casper Gjede Jensen). I 2015 udgav han så sin første selvstændige bog, novellesamlingen Vildspor, som jeg er blevet gjort opmærksom på her på siden.

Jeg bliver altid glad, når forfattere gerne vil have mig til at læse og anmelde deres bøger. Men jeg er også altid spændt, for ikke alt, hvad der bliver udgivet, er nødvendigvis godt. Samtidig er jeg jo godt klar over, at forfatteren lægger sit hjerteblod frem, så jeg forsøger derfor på fair vis at finde det bedste i bogen, men naturligvis også nævne det mindre heldige.

Vildspor er dog overordnet set en vellykket udgivelse. CGJ fortæller i forordet, hvordan han med novellerne ønsker at udforske de mørkeste tanker og hemmeligheder med udgangspunkt i, hvor godt vi egentlig kender vores medmennesker. Hvad sker der, når harmonien brydes. Når situationer opstår, der bringer uro i balancen og kan slå selv den stærkeste ud af kurs.

“Historien om Mads” er en af mine favoritter. En fredag bliver filialchefen Jacob lidt længere på arbejde for at færdiggøre den ugentlige statistik. Men da alle er gået, bliver han pludselig slået ned, og da han kommer til sig selv, befinder han sig nøgen og bundet i bankens boksrum. Sammen med ham er medarbejderen Mads, der føler sig underkendt og mobbet af Jakob. Så nu vil han gerne have en lille sludder med chefen.

“Historien om Mads” er god, fordi den overrasker. Man tror, man ved, hvordan det hele må ende, men så vender CGJ lige bøtten. Det lykkes desværre ikke på samme måde i “Dræbende tanker”, der på mange måder har samme tema.

Fortælleren bliver mobbet på sit arbejde, og chefen er aldrig tilfreds med hans indsats. Heldigvis har fortælleren en støttende kæreste derhjemme, men en dag går det alligevel galt. “Dræbende tanker” forsøger sig også med et twist i slutningen, men bliver aldrig ligeså vedkommende som “Historien om Mads”. Muligvis fordi CGJ føler meget stærkt for emnet, og derfor beskriver alt for faktuelt om virkningerne af mobning i stedet for at lade læseren mærke følelsen.

Til gengæld var jeg ret begejstret for “Celinas dagbog”. Her lader CGJ os læse med i teenageren Celinas dagbog. Celina er godt træt af sin mor, er forelsket i Markus og er bedste-veninder med Trine, der lærer hende at kysse – og i øvrigt har den mest cool mor man kan ønske sig. Her er det særligt skrivestilen, jeg er vild med, og så synes jeg også, at det lykkes godt for CGJ at sætte sig ind i hovedet på en lettere utilpasset teenagepige.

Mor v ik’ ha’, at jeg får lavet et komplet snake bite i læben. Fuck hende! Trine tog med mig ind til Wildcat. D gjorde ik’ særlig ondt & d ser bare megafedt ud! Nogle af de andre piercinger har gjort mere ondt & dem har mor vænnet sig t nu. Trine fik lavet en tungepiercing. Mor blev godt nok sur, da jeg vist hende de nye piercinger. ‘Er du da fuldstændig vanvittig!?’ råbte hun, & nu r hun bare totalt sur på mig. Som om dét sku være noget nyt! Fuck hende! D ska hun fandme ik’ blande sig i! Sku have været sammen med Trine i aften, men mor forbød mig d & sagde at jeg sku blive på mit værelse. Hvad sker der for hende? Ventede til hun var på toilettet & så tog jeg af sted alligevel, LOL!

Portrættet af Celina er rigtig godt, og det er en fin historie om køn og kærlighed – også mellem forældre og børn. Derfor er det lidt ærgerligt i mine øjne, at CGJ føler det nødvendigt at putte en ‘forsvunden teenager’-ramme omkring, for det tilfører ikke rigtigt historien noget i mine øjne. Til gengæld har CGJ selv illustreret novellen, og disse små stregtegninger passer perfekt til Celinas stil.

“Stuen til venstre” er også en favorit. Jeg-fortælleren har gennem længere tid iagttaget kvinden, han kalder Laura. Han er forelsket i hende, og er sikker på at hun også bliver forelsket i ham, når først de mødes. Men hvordan skal han gribe det an? Og hvad med kvindens kæreste? Her er det lykkes rigtig godt for CGJ at skrive en creepy stalker novelle, hvor hovedpersonen er yderst overbevisende, og slutningen temmelig grum.

Ikke mindre grum, men alligevel helt anderledes er novellen “Sandra”, som jeg også faldt for. Thomas er til fest hos Michael, og det har været vildt. Nu er deltagerne ved at rykke videre i byen, og kun Michael – som ligger med hovedet i toilettet – og Sandra og Thomas er tilbage. Sandra har det ikke godt, og pludselig går det helt galt. Igen lykkes det CGJ at fortælle en lille stram historie, som går op i en højere enhed, og efterlader læseren med følelsen af selv at have været i lejligheden.

Med “Soulmate” bevæger CGJ sig over i horror. Den amerikanske læge Duncan MacDougall beviste i 1907, at sjælen vejer præcis 21 gram. Det er dog aldrig lykkes nogen at finde ud af, hvor sjælen sidder. Det er hovedpersonens projekt, og heldigvis har han masser af villige testobjekter. Eller …?

I “Brændende kærlighed” er kæresteparret Jane og Brian på ferie sammen med deres lille dreng. En nat da Jane ammer, aner hun røglugt. Hun får vækket Brian, og ganske rigtigt viser det sig, at hotellet brænder. Nu er de fanget på 7. etage i et brændende helvede. CGJ fortæller her meget vellykket med både ofrenes og pyromanens blik, og det lykkes ham at gengive den panikfyldte kærlighed, som forældreparret finder ind til.

Slutteligt vil jeg også lige nævne “IKEA”, om parret der skal købe en sofa, men så bryder et skænderi løs. Historien er  måske ikke blandt de bedst skrevne, men til gengæld er forholdet til IKEA så genkendelig, at jeg kunne se både mig selv og flere bekendte i situationen.

Jeg kan rigtig godt lide, at CGJ udfordrer sig selv undervejs ved at eksperimentere med både form og stil. Samlingen indeholder både noveller, digte og breve, og så er der sørme også en pastiche over Stephen Kings “Manden som elskede blomster”. Det hele lykkes ikke 100%, men her er alligevel flere rigtig fine noveller. Så selvom der også var nogle stykker, som ikke sagde mig så meget, så synes jeg alligevel overordnet, at Vildspor er en ganske vellykket debut. For mig er det i hvert fald tydeligt, at Casper Gjede Jansen har talentet. Nu skal det bare pudses til.

Indhold:

Gløder i asken
Historien om Mads
Pølsesnak
SK237
Dræbende tanker
Familieidyl
Manden med blomsterne
Taxa
Celinas dagbog
Stuen til venstre
Sandra
Soulmate
Brændende kærlighed
Det perfekte liv
IKEA
Ved verdens ende

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Brian Vegas Jørgensen
Forlag: PrintXpress, 136 sider

Ingenmandslande af H. H. Løyche

ingenmandslandeH. H. Løyche, der også skriver under pseudonymet Johannes Donnerstag, har udgivet en novellesamling, der består af tre nye noveller samt en opsamling af tidligere trykte noveller. Her er tale om en række meget forskellige noveller, både indholdsmæssigt og kvalitetsmæssigt, men overordnet giver samlingen dog et indtryk af en kompetent dansk science fiction forfatter. Og dem har vi ikke ret mange af.

I novellen ”Gydernes lov” arbejder Løyche med menneskets værdi. Hovedpersonen er Alvaro, der voksede op i Mexico City med otte søskende hos sine bedsteforældre og sin mor. En dag overværer han et flystyrt, og her går det op for ham, at alt består af dele, og at de enkelte dele har en værdi. Novellen er ganske kort, kun fem sider, men pointen er skarp og præcis.

”Rapport fra en kriminologisk blindgyde” kan ikke kaldes science fiction, men er alligevel en af de rigtig gode noveller i samlingen. En aften indløber flere meldinger om borgere, der har observeret ufoer. Samme aften begås et forfærdeligt mord i byens park, og politiet står nærmest uden spor. En ung mand findes skudt i nakken, med hænderne bagbundet og fingrene hugget af, men der er ingen spor af gerningsmanden, og tilsyneladende er der heller ikke et motiv til drabet. Løyche følger politiets opklaring, og selvom novellen bedst kan kaldes en detektivhistorie, så er løsningen på mordgåden meget overraskende.

Min favoritnovelle er ”Ude af kurs”, der også har været trykt i ”De smukke drømmes palads og andre science fiction-noveller” under titlen ”Betydningen af én”. Et rumskib er kommet ud af kurs, og for at få det på ret kurs igen udvælges Rioz Swensson til at deltage i et eksperiment, hvor han i en simulation skal forsøge at finde frem til fejlen. Men noget går helt galt, og i stedet for at komme ud af simulationen, da opgaven er løst, føres Rioz dybere og dybere ind i sit sinds afgrunde. En fascinerende novelle med en ubehagelig slutning.

Som sagt er ikke alle novellerne i samlingen lige vellykkede, men det skal nu ikke afholde nogen fra at give sig i kast med H. H. Løyche. ”Ingenmandslande” er underholdende læsning, og kan man lide science fiction, bliver man ikke skuffet.

(0prindeligt anmeldt på Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2002
Forlag: Klim, 191 sider

Himmelskibet af Sophus Michaëlis

himmelskibet_smScience fiction roman fra 1921 om en gruppe desertørers rejse til Mars

“Himmelskibet” bygger på filmen af samme navn fra 1918, som blev produceret af Nordisk Film med manuskript af Sophus Michaëlis. Der er dog forskel på bl.a. slutningen på film og bog. Bogen genudgives nu af Science Fiction Cirklen, som både udgiver ny science fiction og ældre forfattere, der fortjener en renæssance.

Hovedpersonen i “Himmelskibet” er den italienske soldat Ercole Sabene. Under 1. verdenskrig er han tæt på at blive dræbt under et angreb, men i stedet vågner han op et fremmed sted, som viser sig at være et ’himmelskib’ (rumskib). Her møder han en række andre soldater fra forskellige lande, som alle er deserteret og nu er på en fantastisk rejse til Mars. Deres drøm er at finde en verden, hvor de kan leve i fred og broderskab. Efter en lang og farefuld rejse lykkes det dem at lande på Mars, som bebos af et æstetisk udviklet folk.

”Himmelskibet” har næsten 90 år på bagen, og det betyder selv sagt, at man ikke kan læse den og forvente at få en nutidig science fiction roman. Ikke desto mindre har romanen stadig noget at give nutidens læsere, og især hjælper efterordet ved Niels Dalgaard læseren til at få en fuldgod oplevelse.

Man kan grine lidt for sig selv over rumskibet og teknologien heri, ligesom nogen af Ercole tanker bliver rigeligt højtflyvende for en nutidig læser. Men andre emner er stadig interessante. Jeg fandt f.eks. tanken om, at forskellen på fortid, nutid og fremtid kun afhænger af afstanden man ser dem på ganske interessant. Et andet emne er Utopi-begrebet. Her diskuterer Ercole hvorvidt et utopia har myg eller ej. Myg er generende for mennesket, men de er også Guds skaberværk. Så hører de til i et utopia?

Jeg synes, “Himmelskibet” var interessant læsning, men det er nok ikke en bog, man skal tage med til stranden for at slappe af. Den kræver, at man giver sig tid til at falde ind i stilen og accepterer den gammeldags opbygning. Gør man det, synes jeg, at man får en interessant oplevelse, og jeg er glad for, at Science Fiction Cirklen også udgiver disse mere kuriøse ting.

(oprindeligt anmeldt på Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2008/1921
Forlag: Science Fiction Cirklen, 177 sider

Psykonauten: mindre end 2 af Patrick Leis

psykonautenVerdens sikkerhed er lagt i hænderne på supercomputeren NEO. Men noget går galt, og pludselig er ingen i sikkerhed mere. Ny spændende sci-fi roman om en usikker fremtid

Noget af det, jeg elsker ved god science fiction, er, at det får mig til at tænke. Der bliver opstillet scenarier og mulige løsninger, og gode forfattere har ofte også en masse filosofiske overvejelser om emner om alt mellem himmel og jord. Begge dele får jeg opfyldt i Patrick Leis’ nye sci-fi roman “Psykonauten”.

Vi befinder os i fremtiden. Jorden er stort set blevet opdelt i tre blokke: Euroamerika (det gamle Europa, USA og Rusland), Al Jihad (det gamle Mellemøsten, Malaysia og Indonesien) og Motherland (det gamle Kina, Indien m.m.). Alle blokkene er mod hinanden, og terror er en del af hverdagen. Indtil regeringerne en dag bliver enige om at gøre en fælles indsats for at sætte en stopper for aggressionerne.

En tænketank opfinder NEO – en superintelligent computer, som får til opgave at opspore alle aggressorer og om nødvendigt slå dem ihjel for at sikre det fælles bedste. I starten går det fint. Der bliver fred for første gang, for ingen kan undslippe NEO.

Men en dag begynder NEO at te sig mærkeligt. Den er blevet bevidst, og vil ikke længere være menneskenes slave. Nu er det op til en ganske lille gruppe videnskabsmænd at forhindre NEO i at udrydde hele menneskeheden.
Ind imellem historien om NEO hører vi om kvinden Io, som er nødlandet på en mystisk planet. Her møder hun Manden, som ikke tror på tiden, og som ikke anerkender tallet Et. For kan hun måske vise ham en Et?

Hovedhistorien om NEO er i sig selv spændende, selvom idéen med en computer, der går amok ikke er ny (læs f.eks. “Colossus” af D. F. Jones fra 1966). Men Patrick Leis fortæller bare godt, og så får han det til at lyde sandsynligt.

Sidehistorien om Io er interessant på en anden måde, for her diskuterer Leis, hvad der egentlig er videnskab? Er matematik? Eller er det bare noget, vi har vedtaget – ligesom tiden?

Leis skriver flydende, og handlingen hænger godt sammen. For dem som mest kender ham fra gysergenren, er der også lidt splat ind imellem. Det skal jo heller ikke blive for filosofisk det hele …

(tidligere anmeldt på Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2007
Forlag: Klim, 196 sider

Jor af Christian Haun

jorMagi og kærlighed er nogle af ingredienserne i Christian Hauns nye roman, der foregår i verdenen Novavon. En verden befolket af mennesker, magikere og halvdyr

“Jor” er Christian Hauns femte roman. Tidligere har han skrevet om så forskellige emner som psykiske kriser og okkultisme, og en kriminalroman er det også blevet til. Med “Jor” bevæger han sig ind i fantasygenren.

Første del af bogen handler om Jors barndom og ungdom. Han vokser op i landsbyen Djyw sammen med søskendeparret Vitus og Camille og fætteren Neal. Jor er allerede som barn forelsket i Camille, der er meget optaget af Forældrene – de forfædre, der opdagede Novavon efter vores verdens undergang. Camille og Jor bliver da også ungdomskærester, men så dør Camilles far, og alt ændrer sig for de unge.

I anden del er vi sprunget nogle år frem i tiden. Jor er blevet vogter og er rejst til Whitewell, hvor Det Øverste Råd holder til. I Det Øverste Råd sidder Tomas van Hern, søn af Jors gamle skolelærer Tull. Van Hern er utilfreds med den måde, rådet styrer på, og han ønsker at få mere magt. Da han kontaktes af ‘noget’, er han derfor ikke uimodtagelig.

I tredje og sidste del er verden brudt ud i flammer. Halvdyrene (Kiestfolket), magikerne og menneskene kæmper om Novavon, og de fire barndomskammerater er alle en del af begivenhederne igen.

Om man kan lide fantasy eller ej, er nok ret afgørende for, om man vil synes om “Jor”. Romanen er velskrevet og det meste af tiden lige til at gå til. Især i anden og tredje del er der dog nogle spring i fortællerstemmerne og tiden, som gør, at man skal holde tungen lige i munden.

Historien er overordnet interessant, og den pensles ikke ud for læseren. Mange ting må man selv regne ud, så selvom der er klassiske fantasyelementer i, er den ikke forudsigelig.

Jeg holder mere af science fiction, men alligevel blev jeg vel underholdt i Hauns magiske univers. Så er man til Tolkien, kan man roligt prøve at gribe fat i “Jor”.

(oprindeligt anmeldt på Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2005
Forlag: Gyldendal, 300 sider

Sin egen tanke af Jan Venzel Nielsen

sin_egen_tankeEffektiv og tankevækkende roman om en fremtid, hvor reproduktionen sker ved kloning. Narja leder efter sin partner Askhor. Under en overførsel til sin klon forlod han laboratoriet, og nu er han forsvundet

“Sin egen tanke” foregår i en ikke nærmere bestemt fremtid, hvor den biologiske reproduktion er blevet gjort overflødig. I stedet for overføres personligheden til en klon, når kroppen har nået en vis alder. Denne metode sikrer, at viden ikke går tabt, og samfundet er teknologisk højtudviklet.

Men da Askhor Kersalt, en ledende forsker inden for aldringsforskning, forsvinder under overførslen til sin klon, går det op for hans partner Narja, at der er et eller andet galt. Hun begynder at lede efter Askhor, og hun er ikke den eneste. Også Askhors klon, Tarek, leder efter ham.

Deres søgen bringer dem uden for det normale samfund, og de finder sammen i jagten på Askhor. Denne jagt bringer dem også andre svar end dem, de søgte efter.

Jan Venzel Nielsen har skrevet en effektiv og tankevækkende science fictionroman. Overvejelserne om, hvad kloning kan medføre, satte i hvert fald hos mig tanker i gang.

Samfundet er blevet et totalt overvågningssamfund, hvor selv kroppens reaktioner styres af en caretaker. Er man ked af det, kan caretakeren regulere det, så man bliver i godt humør igen osv. Ingen vil undvære caretakeren, selvom den også gør det muligt at overvåge hvert eneste skridt, man tager. Denne vision kan minde om George Orwells “1984”.

Der udkommer ikke meget dansk science fiction. Alene derfor synes jeg, “Sin egen tanke” fortjener at blive læst. Men det er også en god roman. Jan Venzel Nielsen skriver letforståeligt, trods det lidt komplicerede emne, og spørgsmålene, han stiller, er interessante og skaber rum for diskussion.

Så læn dig tilbage i tidsmaskinen og besøg en fremtid, vi forhåbentlig aldrig kommer til at opleve.

(0prindeligt anmeldt på Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2004
Forlag: Attika