juni 2019
M T O T F L S
« maj    
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Danmark’

Grete Roulund

Denne artikel er skrevet af Janus Andersen og bragt på Gyseren med hans tilladelse. Artiklen er tidligere publiceret på bl.a. Slutstranden.

Grete Roulund

Benny Andersen har angiveligt kaldet Vanløse for det mest danske, der findes – og når nu det er den ”danske nationaldigter”, må man vel tro det. Og Vanløse er endnu en lille, interessant brik i det puslespil, der er forfatteren Grete Roulund – hun blev født i Vanløse i 1946, og om noget fremstår hun som noget af det mest u-danske blandt vor hjemlige samling af forfattere. Hendes bøger kan ikke anbringes i nogen danske trends, de beskæftiger sig ikke med danske emner, figurerne er på ingen måde danske, det lune, der gennemsyrer dem, er ikke dansk, men snarere ætsende. Om noget kan Grete Roulund betragtes som Benny Andersens antitese, nationaldigterens skyggeside, for hendes øjne var stift rettede mod mørke og undergang. Det kan godt være, at kaffen er klar om lidt, men inden da kan der nå at ske adskillige grumme ting i Grete Roulunds univers.

Ser man nærmere på Grete Roulund som person og som forfatter, finder man en række komplekse modsætninger af denne type.

Jeg har set Grete Roulund to gange i mit liv, men desværre aldrig talt med hende. Sidst på eftermiddagen, en råkold november-dag i 2001, vandrede jeg over Dronning Louises Bro. I modsat retning vandrede en lille forhutlet dame i ulden jakke (men dog uden hendes ofte brugte bøllehat). Damen var Grete Roulund. Hun synede ikke af meget og traskede forbi mig uden på nogen måde at ligne en kvinde, der med kuglepen var i stand til at beskrive vejen til helvede.

I 1946 og mange år frem i tiden lå det ikke i kortene, at Roulund skulle være forfatter. Efter den sene debut i 1981 nåede hun at skrive 22 bøger, som fordelte sig på romaner, essays, novellesamlinger og rejsebeskrivelser. Dertil kommer et par teaterstykket. I 2001 fik hun Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat med motivationen: ”Her er en forfatter, der har noget at fortælle, som aldrig mangler stof, og som tilsyneladende har været en tur i Helvede. Hun er en slags vejviser, som Vergil for Dante, da han besøgte STEDET i ”Den Guddommelige Komedie”.

Hvis man betragter fantastik som litteratur med elementer uden for det strengt virkelighedsefterlignende, var Roulund forfatteren til adskillige bøger inden for genren. Men prøver man at presse et snævrere genrebegreb ned over hendes forfatterskab, bliver det straks sværere. Hun blev sammenlignet med forfattere som Hemingway og Graham Greene, men mente selv, at ”begge er gode forfattere, men jeg skriver nok først og fremmest som Grete Roulund.” Hun brugte de allermest ildesete genrer, især horror og science fiction, men gjorde det med så stor fingerfærdighed, at kritikerne elskede hende.

Fokus for denne introduktion til forfatterskabet vil være på Roulunds fantastik-udgivelser, men der vil dog blive mere end skævet til den store del af forfatterskabet, som også skønnes at have interesse. Det eneste fælles element i Roulunds bøger synes nemlig at være, at de er skrevet af Roulund, og det gør dem alle interessante.

Forfatter-myten

At læse de interviews med Grete Roulund og anmeldelser af hendes bøger, der er tilgængelige, er meget ofte at få et billede af en person, som på mange punkter levede op (og for den sag skyld lige så godt kunne have skabt) en del myter om kunstnere. Her er den fattige Roulund, som står op hver morgen kl. 6 og skriver sine bøger i hånden (4 sider hver dag) – for dernæst at skrive dem ind med én finger på en gammel skrivemaskine (af mærket TempoType); her er en livshistorie, som byder på lykkelig kærlighed, ulykkelig død og voldeligt ægteskab; her er forfatteren, som fra sin lille lejlighed i et betonbyggeri hjemmevant rejser ud til afsidesliggende egne af kloden og finder inspiration til sine bøger; kunstneren, som henrykker de fleste af kritikerne, men hvis bøger aldrig bliver bestsellere.

Det er svært at forene billedet af den pudsige lille dame på Dronning Louises Bro med de bøger, hun skrev. Når man læser om hende, er noget af det første, man tænker, at denne person burde skrive kras socialrealisme – hun burde skabe historier hentet fra sit eget liv, tilsat den livsvisdom og intelligens, som hun tydeligvis besad. Men Roulund havde en tydelig modvilje mod ”hjemstavnsromaner fra Bagsværd”, som hun kaldte dem. Man taler ofte om en forfatters stemme, og Roulund taler også tydeligt i sine bøger. Men som en litterær bugtaler gør hun det svært at gennemskue, præcis hvor den gravrøst taler fra.

Roulund var gift tre gange – første gang med en 21 år ældre tysk boghandler; det ægteskab gik i stykker, da hun mødte en sydsjællandsk gravhunde-opdrætter. Det var kærlighed ved første øjekast og førte til to år med noget så sjældent som lykke – indtil han døde af kræft. Disse to ægteskaber kan for så vidt ses i hendes bøger – det almindelige ægteskab og muligheden af det perfekte – men det er nok hendes tredje mand, der især skinner igennem. Han var sagfører og gik fallit – som et forsøg på at tjene penge skrev Roulund en novellesamling, men modtog 13 afslag, førend Forlaget Rhodos tog imod den, og anmelderne lovpriste den. Snart begyndte der at rulle penge ind på kontoen, og ægteskabet gik ned ad bakke – manden begyndte at drikke og tæve hende, og deres samliv udviklede sig til et åbenlyst helvede, som de selv troede var normalt.

Blackhawk af Grete RoulundDebuten, novellesamlingen ”Verdito” fra 1981, bød på en del af de temaer, som går igen i størstedelen af forfatterskabet. Det er 3 noveller fra Spanien, med tyrefægtning som omdrejningspunkt, krydret med død og kærlighed. Her er det eksotisk fremmede, der er folk fjernet fra deres eget element, der er handlinger, hvis skødesløse grusomhed delte kritikken ved næsten samtlige bøger – og frem for alt er der den bagvedliggende fornemmelse af undergang, som Roulund orkestrerede så overlegent, og som gør hendes værker svære at slippe. Rigtigt spændende bliver det dog først i den næste bog, ”Blackhawk” fra 1982, hvor Roulund beviser, at hun har en uovertruffen evne til at beskrive mennesker i pressede situationer og finde rædselen frem fra ganske små detaljer. Det er historien om to mænd strandet i den canadiske ødemark, den ene af dem syg af rabies – men først og fremmest er det en beskrivelse af, hvordan deres sære, men velfungerende hverdag bryder sammen. Romanen rummer ingen fantastiske elementer – i den retning er der kun skelet med et gennemgående febersyn, som i al fald kom under huden på denne læser.

Men netop hverdagen, folks selvkonstruerede vaner, spiller en stor rolle i forfatterskabet – og skaber måske også den første forbindelse mellem forfatteren og hendes fiktion. For fire sider om dagen, skrevet i hånden, vidner ikke blot om en god myte, men også om en person, der forstår at konstruere sin egen hverdag. Og en person, som levede i mange år i et voldeligt ægteskab – i troen på, at det var normalt – er også en forfatter, der udvikler et skarpt øje for, hvordan folk opretholder livet selv under de værste omstændigheder. Da hun endelig så sit liv udefra, og det gik op for hende, at manden ville slå hende ihjel, stak hun af – og blev afvist hos et hjem for voldsramte kvinder, fordi hun havde sin bulldog med sig.

Setans Porte af Grete RoulundLeder man efter flere sammenhænge mellem virkeligheden og litteraturen, kan det være interessant at kigge nærmere på Roulunds ubestridte hovedværk, murstensromanen ”Setans porte” fra 1995. For da ægteskabet med sagføreren var overstået, viste det sig, at han aldrig havde betalt hendes skat, og Roulund sad tilbage med en voldsom skattegæld, hvilket betød, at enhver uventet indtægt (legater og andet) straks blev omsat til rejser, før skattevæsenet meldte sig på banen. Hun var ganske bevidst om, at hun kun havde en lille chance for at blive gældsfri, førend hun døde. I 1993 et legat omsat til en tur til Borneo og et møde for første gang i hendes liv med en jungle, som hun frygtede. Alt det dødbringende var så småt, at man først fik øje på det for sent. For mennesket Roulund var det en frygt, som hun senere måtte vende tilbage for at konfrontere, men for forfatteren var det en inspirationskilde – for udover at danne basis for det ikke-eksisterende Sawa, hvor bogen foregår, var det også her, hun hørte den malaysiske myte om bajangerne, som i ”Setans porte” slippes fri og kaster deres dom over menneskeheden.

Fantastikken

”Setans porte” er nok også den roman, hvor det fantastiske element fylder mest. Bajangerne, hvad enten de så er en guds vrede eller undslupne eksperimenter fra en fransk forsøgsstation, er en konstant og meget nærværende trussel, der sender en større flok mennesker på en hovedløs flugt gennem landet. Men som i hendes andre romaner optræder truslen kun sjældent direkte, og fokus er i stedet på menneskene og deres reaktioner.

Efter år nul af Grete RoulundDen første egentlige fantastik-roman i forfatterskabet var hendes fjerde værk, dystopien ”Efter år nul” (1983). Samtidig er det den eneste af hendes romaner, som foregår i Danmark – men et Danmark forandret af et fremmed lands invasion. Et ikke nærmere omtalt våben har gjort befolkningen ganske føjelig, men desværre også snart apatisk og i mange tilfælde psykotisk. Også dyrelivet er blevet påvirket med ubehagelige resultater, og snart må man se de overlevendes forsøg på at genoptage livet mislykkes blodigt.

Problemet med at beskrive en Roulund-roman er, at det er som at fortælle andre om en feberdrøm. Alt synes at foregå langsomt, om end der sker en masse, og nok kan man se tingene gå galt, men det er umuligt at forhindre problemerne i at eskalere. Handlinger mister deres mening, mens man indfanges i en nedadgående spiral, hvis slutpunkt man kun kan gisne om.

I 1984 kom så ”De små søstre”, en lille historie på kanten til udørkenen, hvor to mænd starter en psykologisk kamp om en mystisk skat. Skatten er bevogtet af titlens små søstre, og det lykkes forlaget at afsløre både deres identitet og hele bogens handling i bagsideteksten. Der er dog for så vidt ligegyldigt, for som allerede fastslået, er det sjældent selve handlingen, der er fængende, men snarere fornemmelsen, den ubehagelige forståelse af ondskaben, atmosfæren, der er Roulunds force.

Kærlighed og undergang

Nu skal man ikke få fornemmelsen af, at forfatterskabet blot er en klinisk opremsning af ubehageligheder. Roulunds magi opstår som en konsekvens af hendes evner til at beskrive mennesker, og hun krydrer det med en bister humor og en fingerspidsfornemmelse for forhold mennesker imellem. Og måske er der mere af forfatteren selv at finde i hendes fiktion. For hendes livsforløb byder ikke kun på det grimme, men også kærlighed ved første øjekast – et ægteskab, som dog blev afbrudt efter 2 år, da manden døde af kræft. Som også hendes bøger tegner Roulunds liv sig som en blanding af det skønne og det afskyelige, af kærlighed og undergang.

Dødens horisont af Grete RoulundI årene efter ”De små søstre” skrev hun 6 bøger, før hun igen begik sig inden for fantastikken, en blanding af romaner, rejsebeskrivelser og humoristiske essays. Interessant at bemærke er ”Dødens horisont” fra 1988, som forfatteren selv beskrev som det endegyldige opgør med autoriteterne. Her tages ikke hensyn til reglerne: slutningen afsløres som det første, handlingen består af en dødsdømt fortæller, som vandrer gennem en ørken. Den er blot endnu eksempel på, at Grete Roulund rent litterært bebor et mystisk sted mellem triviallitteraturen og Litteraturen med stort L. Et ensomt sted. ”Jeg skriver Grete Roulund-bøger,” som hun selv sagde. Anmelderne startede med at kalde hende ”en Karen Blixen fra Nørrebro” og senere ”Danmarks svar på Edgar Allan Poe”.

I 1993 blev det til ”Dr. Zarkowskis eksperiment”, som igen havde et minimalt spekulativt element, en ikke nærmere beskrevet teknik, hvormed titlens doktor visualiserer sine patienters smerte. Igen fokuseres der mere på menneskene end på teknikken – og der beskrives et komplekst rum, hvor der hverken er helte eller skurke, men kun eksistenser, som forrådes af sig selv eller andre. Den bringer om noget ordet ”trøstesløst” frem i læserens tanker. Og efter den tidligere nævnte ”Setans porte” er det da også en dækkende betegnelse, da Roulund øjensynligt sætter sig for at beskrive den menneskelige fornedrelse dybere og dybere over den næste årrække. Ind imellem skuespil skriver hun en række romaner og novellesamlinger, hvor bl.a. nazister gøres til hovedpersoner, en slags dødens romancer. Der er ingen fantastik her, men er man først hooked på Roulund, virker de konsekvente billeder af en verden og mennesker i forfald som et indblik i Helvede. Som Vergils rejsebeskrivelse.

Opgøret med autoriteterne kan skimtes igen i ”Kvinden fra Sáez” fra 2000, hvor Roulund forsøger at komme sine kritikere i møde ved at skrive den kedeligste roman, hun kan forestille sig, en blanding af krimi og spøgelseshistorie – hovedpersonen er retsmediciner i et mellemamerikansk land og totalt handlingslammet, ingen får noget udrettet, som de burde, den myrdede er måske slet ikke død. Men hun lader tvivlen og den foruroligende uvidenhed gribe fat i læseren og trække én igennem det, der viser sig at være en brillant stemningsfuld roman.

Madeshi af Grete RoulundDe eksotiske baggrunde og folk, der er anbragt uden for deres hjemlige rammer, går igen i bøgerne – og kan forlede én til at tro, at Roulund har et budskab. Men tag ikke fejl – under overfladen svømmer de komplekse temaer. Folk bliver ikke bare onde, fordi de kommer hjemmefra – som Byron i ”Madeshi”, der begynder at dræbe de lokale tiggere i den fiktive stat. I et interview i Politiken henviser forfatteren til Lyall Watsons ”Naturens mørke side”, som postulerer, at noget godt bliver dårligt, hvis det fjernes fra sine vante omgivelser: ”Egentlig er det noget sludder, Watson skriver. Han gør det nærmest til en naturlov, at tingene bliver dårlige, men tingene kunne jo lige så godt blive bedre af at blive flyttet et andet sted hen. I en af mine tidligere bøger har jeg skrevet om en mand, en irer, som havner i en koncentrationslejr, hvor han bor ved siden af nogle jøder. I starten væmmes han ved dem, men efterhånden kommer han til at holde af dem. Han er modsætningen til Byron. Han er også blevet flyttet et andet sted hen, men han gør noget godt, hvorimod Byron bliver ond.”

Der er ingen kompromiser i Roulunds litteratur – det borger for en række fascinerende bøger, men gør desværre også, at de ikke er for alle og enhver. Trods det, at kritikerne ofte lovpriste Roulunds værker, udkom de som oftest i et oplag på kun 800-1000. Ikke at det lader til at have haft nogen indflydelse (læsere af hjemstavnsromaner interesserede hende ikke) – stilen er lagt, og da Roulund endelig viger fra sin normale bane, er det med den eksperimenterende ”Dr. Sterns kontor” (2002). Det er historien om en lille gruppe mennesker lukket inde på et kontor, mens verden muligvis er ved at gå under. Romanen er fortalt af kontoret selv, hvilket blot understreger den pointe, at i Roulunds fiktion kommer det fremmedartede (mærkværdiggørelsen, om man vil) ikke fra noget spekulativt element, men fra selve den virkelighed, som vi bevæger os i. Hvilket også er det element, som gør hende så interessant for fantastik-læseren.

Baga Road af Grete RoulundForfatterskabet afsluttes i 2003 med undergangsvisionen ”Baga Road”, udgivet præcis to år efter terrorangrebet i New York. På mange måder et passende punktum: en dødbringende virus bryder ud i turistparadiset Goa. Det skønne og det afskyelige side om side. Kærlighed og undergang.

Anden gang, jeg så Roulund, var på Bogmessen i Forum, hvor hun var i samtale med Lars Bukdahl, på det tidspunkt på højden af sin sønderlemmende, ordekvilibristiske kritik i Weekendavisen. Det var et interessant valg af personer: Bukdahl var og er kendt for at strø om sig med ord og meninger, mens Roulunds udtryksform er koldt konstaterende. Den pudsige lille dame sad roligt tilbagelænet, med anstrøg af en arrogant smil, og Bukdahl blev mere og mere febrilsk, mens hun med rolig intelligens lod ham snurre ud af kontrol. Og efter at have læst flere af hendes bøger de sidste par år er det gået op for mig, det var som at opleve en af dem: med forfatteren som den alvidende, overlegne skygge, der leder sine figurer ud på dybere og dybere vand. Alt imens hun kigger på, registrerer og smiler for sig selv.

Selv om jeg den dag i dag fortryder, at jeg ikke stoppede hende på broen den efterårsdag, er jeg blevet mere og mere bevidst om, hvordan både forfatteren og mennesket Grete Roulund taler med kraftig stemme gennem hendes romaner. Og hvis der er noget, hun siger igen og igen, er det, at der er mere under overfladen, end man lige tror – og at det er umuligt at forudsige, hvad det er, der måske skvulper rundt dernede i mørket.

Grete Roulund døde den 4. november 2004. I et brev til en veninde skrev hun: ”Om jeg kan dø med ynde er nok tvivlsomt, men jeg vil prøve at dø med en smule værdighed.” Som altid stirrede hun ned i afgrunden uden at være bange for, om noget stirrede tilbage. Kun to ting kunne hun ikke nedstirre: døden og skatterne. Hun blev aldrig af med sin skattegæld.

Af Janus Andersen

Om Grete Roulund:

Født: 19.03.1946
Død: 10.11.2004

Udvalgt bibliografi:

Verdito, 1981
Blackhawk, 1982
Imorgen Mario : noveller, 1982
Efter år nul, 1983
De små søstre, 1984
Slangetid, 1986
Dødens horisont, 1988
Emeralde Verde, 1992
Dr. Zarkowskis eksperiment, 1993
Setans porte, 1995
Men vi mødes her : noveller, 1997
Silberknabe, 1998
Stedfortræderen : fortællinger, 1999
Kvinden fra Sáez, 2000
Madeshi, 2001
Professor Sterns kontor, 2002
Baga Road, 2003

Danske katastrofer af Rasmus Dahlberg

Danske katastrofer af Rasmus DahlbergGennemillustreret, velresearchet og lidt tør bog om danske katastrofer fra 1897 frem til 2001

Rasmus Dahlberg er uddannet historiker og har udgivet en række historiske fagbøger. Han har også undervist i og skrevet om katastrofer både som fiktion og faglitteratur, ligesom han sammen med Lars Vestergaard har udgivet en række krimier under pseudonymet Henrik Desmond.

Danske katastrofer er en grundigt researchet og gennemillustreret bog om 30 katastrofer på dansk jord eller med dansk medvirken fra jernbaneulykken i Gentofte i 1897 frem til flykatastrofen i Linate i 2001. I forordet forklarer Dahlberg, at han har valgt ikke at medtage fyrværkeriulykken i Seest i 2004, da den er grundigt beskrevet i hans bog fra 2012 100 års katastrofer.

Med så mange frygtelige begivenheder samlet i én bog er der risiko for, at en form for samlebåndsfornemmelse rammer under læsningen, selvom Dahlberg har forsøgt at give samtlige kapitler et menneskeligt ansigt ved at medtage udsagn fra vidner og overlevende til hver katastrofe. I sagens natur kan en bog om virkelige katastrofer heller ikke være opmuntrende læsning, og idet Dahlberg samtidig bestræber sig meget på at fremstille begivenhederne korrekt og objektivt, bliver fornemmelsen til tider meget lærebogsagtig under læsningen, og ønsket om at referere detaljer korrekt er til tider lige ved at overskygge læsbarheden.

Om det er etiske overvejelser, der ligger til grund for det, ved jeg ikke, men kapitlerne virker mere refererende end berettende og kunne ind i mellem godt bruge en bedre sproglig bearbejdning. Som for eksempel beskrivelsen af Skageraks forlis i 1966. Dahlberg lader først i et afsnit en 13-årig dreng fra Rask Mølle berette om redningen, for i næste afsnit at skrive at der ombord på skibet også var en skoleklasse fra Rask Mølle. Mon ikke drengen kom herfra?

Når alt dette er sagt, synes jeg dog bestemt ikke, at Danske katastrofer er en dårlig bog. Dels giver den et indblik i, hvordan hver katastrofe har været med til at forbedre sikkerheden fremadrettet indenfor både skibs-, tog- og luftfart samt på farlige virksomheder. Dels fortæller den om – i hvert fald for mig – glemte katastrofer i Danmarkshistorien samt naturligvis også de nyere, som jeg selv kan huske.

Og hvis beskrivelserne af katastroferne til tider bliver lidt tekniske og gentagende, så giver bogens illustrationer klart udtryk for den gru og de menneskelige tragedier, hver enkelt begivenhed efterlod.

(anmeldt til Litteratursiden)

Om Danske katastrofer:

Udgivelsesår: 2014
Forlag: Gyldendal, 326 sider

Læs også:

Solstorm af Rasmus Dahlberg
Verdenshistoriens største epidemier af Jakob Eberhardt
Faldvand af Mikael Niemi
Syndfloden af Carl S. Torgius

I gode hænder af Christian Mørk

I gode hænder af Christian MørkI gode hænder er ikke en af den slags bøger, jeg normalt omtaler på Gyseren. Det er hverken horror, thriller eller fantastik. Men den ramte mig, samtidig med at den gav mig mindelser om kortromanen Mønstereleven af Stephen King. Så den oplevelse skal andre ikke snydes for.

Den 16-årige Gustav er en spinkel, astmatisk 1. g’er med øgenavnet Myggen. Mobning og chikane er hverdag, men Gustav får ikke meget hjælp af forældrene, som mener at man kan tale sig til rette om alt. Det hjælper heller ikke, at en del af mobningen handler om Gustavs mor, der ikke alene er kvinde i folketinget, men endda en smuk kvinde. Og tilbage i 1984 hvor romanen udspiller sig, var den slags endnu mere usædvanligt end i dag.

En dag sender moren Gustav til behandling for sin astma hos en ældre dame ved navn Agnes Loumann. Gustav er blevet sendt til et hav af healere og er mere end skeptisk. Men han føjer moren og dukker op i Agnes’ indelukkede lejlighed, hvor hun bor alene med sine to hunde og kun sjældent bevæger sig udenfor. Og altid skjult bag tørklæde og solbriller.

Mod alle odds viser det sig dog, at Agnes’ behandling hjælper på Gustavs astma, og der opstår en slags fortrolighed mellem dem. Gustav føler, at Agnes forstår ham, så da hun giver et råd i forbindelse med mobningen, er han hurtig til at tage det til sig.

Men rådet fører til handlinger, der sætter hans moral og opfattelse af sig selv i spil. Samtidig opdager Gustav, at Agnes’ fortid gemmer på nogle hemmeligheder, der måske er langt alvorligere, end han havde forestillet sig. Spørgsmålet er, om han kan – og vil – handle på den viden?

I gode hænder udspiller sig som nævnt i 1984, men trækker tråde tilbage til 2. verdenskrig. Det er dels en fortælling om en drengs udvikling mod manddom, men det er også en roman om skyld, om følelsen af skyld og om total mangel på skyldfølelse. Portrættet af Agnes er skræmmende som ind i H… Hun virker på overfladen som enhver anden, men jo længere ind i hendes psyke vi kommer, jo mere tydeligt bliver det, at hun mangler ethvert moralsk kompas.

Selvom her ikke er tale om en egentlig spændingsroman, er I gode hænder medrivende på en foruroligende måde. Der sker ikke særligt voldsomme ting på overfladen, men i fortiden såvel som i personernes indre reflektioner flyder både ondskab, vold og frygt. Jeg var fanget nærmest fra side et, og kan kun anbefale den til alle som holder af et uhyggeligt dyk ned i den menneskelige psyke.

Romanen kan også læses som delvis selvbiografisk. Læs interviewet med Christian Mørk her.

Om I gode hænder:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Gyldendal, 218 sider
Omslag: Poul Lange

Læs også:

Amok af Richard Bachman
Over grænsen af Pat Barker
Lille pige af Sarah Engell
Den nye pige af Penelope Evans
Hviskeren af Karin Fossum
Noget for noget af Anna Grue
Den røde drage af Thomas Harris
Mønstereleven af Stephen King
Sankt Psyko af Johan Theorin

Endorfino af JG Gylling

Endorfino af JG GyllingHvornår kammer hjælp til selvhjælp over i et formyndersamfund? Endorfino er en satirisk fremtidsroman hvor sundhedshysteriet har nået nye højder.

Endorfiner er et hormon som bl.a. udløses ved fysisk aktivitet, og som nærmest virker som et narkotikum. Populært sagt hjælper endorfiner hjernen med positiv tænkning og godt humør, ligesom de kan virke smertelindrende. Men kan det også blive for meget? Og når nu motion er så godt for os, hvorfor er der så stadig folk, der ryger, drikker, spiser for meget og rører sig for lidt?

I JG Gyllings roman Endorfino er det ikke længere det enkelte menneskes sag, hvordan man behandler sin krop. ”Sygdom er fravær af velvære, og velvære får man gennem sund livsstil” er blot et af de mange slogans folk dagligt bombarderes med i romanen. Motion og sundhed er en tvungen sag, og alle gennemgår jævnligt tests for at sikre, at man er i god form og hele tiden stræber efter at blive bedre.

Der er regler for, hvor mange grøntsager man skal spise om dagen; hvor meget affald man må smide ud; og firmaerne har hjemmesider hvor medarbejderne er kategoriseret efter deres sportslige resultater.

Vi følger Lise, som bor sammen med sin mand og deres fire børn. Lise arbejder som pædagogisk konsulent i kommunen, hvor hun tester børn op til 6 år, om de lever op til institutionernes formulerede mål, mens Martin er cheføkonom i Ernærings- og Sundhedsministeriet. De er en velfungerende og tilfreds familie med dagene fyldt af aktiviteter såsom løbetræning, svømning, kurser, coaching og naturligvis de evige tests, udover den 44 timers arbejdsuge og skolen.

For at lære folk at skønne på det gode liv de har, bliver der ind i mellem arrangeret ture til Bordingreservatet. Et reservat for bl.a. rygere, narkomaner, alkoholikere og overvægtige. Lise tager af sted med den ældste datter, Susanne, og det bliver en barsk oplevelse.

Endorfino er hurtigt læst og fortalt i et enkelt, letforståeligt sprog. Jeg blev ret fanget af Gyllings formynderiske fremtidssamfund. Allerede i dag er der jo forbud mod rygning flere og flere steder, ligesom opmærksomheden øges på de overvægtige. Men hvornår kammer hjælp til selvhjælp over i overvågning, kontrol og paternalisme?

Jeg er dog desværre ikke ubetinget begejstret for Gyllings roman. Selvom setuppet er interessant, er der ikke den store fremdrift i historien, som hovedsageligt er en beskrivelse af familiens dagligdag.

Der er ansatser til sprækker i den positive overflade, som når den yngste datter nægter at spise sin selleri, og derved indirekte får familien til at bryde op til flere forbud og regler. Eller når venner begår selvmord eller falder om på løbebåndet med et hjertestop, og reaktionen blot er et minuts stilhed på arbejdspladsen. Det tydeligste drama følger besøget i Bordingreservatet som gør Susanne så trist, at hun bliver hjemme fra skole, hvilket straks medfører at Lise indkaldes til en samtale.

Men desværre følger JG Gylling ikke op på noget af det. Personerne reflekterer ikke over begivenhederne, og vi hører intet om følgerne. I stedet fortsætter beskrivelsen af familiens dagligdag uden nogen ændringer. Gyllings beskriver et samfund, hvor positivitet og sundhed er banket så meget ind i befolkningen, at ingen overhovedet overvejer konsekvenserne eller stiller spørgsmålstegn ved den sundhedshysteriske livsstil.

Forlaget kalder romanen for samfundssatire, men den satiriske tone rammer ikke tydeligt nok. Dermed bliver Endorfino en halvtynd affære, som trods et spændende udgangspunkt og et lettilgængeligt sprog ikke rigtig formår at engagere læseren. Desværre, for oplægget er der til en interessant roman.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om “Endorfino”:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Brændpunkt, 180 sider
Omslag: Marie Gylling Møllebæk

Skadedyr og tulipaner af Steen Langstrup

Skadedyr og tulipaner af Steen LangstrupArchibald er 13 år. Hans mor er lige død i en højresvingsulykke, og hans kunstnerfar, Thomas, er fordybet i sin egen sorg. Uden at tænke over konsekvenserne sælger Thomas deres lejlighed i København og flytter Archibald med over på en lille ø. Måske for at bo her for altid.

Her forsøger Archibald at overvinde sorgen og smerten over morens død, mens Thomas forsvinder i sine malerier og i druk. Da nabofamilien viser venlighed overfor Archibald, griber han det som en druknende griber en redningskrans. Men de to drenge, Hans og Peter, har helt andre interesser end Archibald, og den sommer der startede så frygteligt, ender værre …

Som regel elsker jeg at læse, og især når bogen er så velskrevet og generelt bare flot, som Skadedyr og tulipaner er. Ikke desto mindre sad jeg til sidst under læsningen og ønskede, at jeg bare kunne lægge bogen fra mig og glemme alt om den igen. Men det kunne jeg ikke.

Steen Langstrup er i mine øjne en af Danmarks dygtigste forfattere. Han har en skarp pen, og skærer sin fortælling helt ind til benet. Og når man læser ham, er det som at se en film bag sine øjenlåg. Denne gang udnytter han sit talent med en ualmindelig grum og gribende roman, om den sommer hvor Archibalds liv slutter.

Skadedyr og tulipaner er en roman om at miste, det er en roman om kærlighed, og det er en roman om en sød og følsom dreng, der presses langt ud over sine grænser. Samtidig er det en roman om Dem og Os-mentaliteten, her eksemplificeret mellem øboerne og tilflytterne, Københavnersnuderne. En mentalitet, der retfærdiggør det mest utrolige, når det bare er Dem, det går ud over. For De er meget værre. Det ved vi jo…

Under læsningen kom jeg til at tænke på The Girl Next Door af Jack Ketchum, som er en af de mest modbydelige og ondskabsfulde romaner, jeg nogensinde har læst. Samme følelse af afmagt og fatalisme fik jeg her, hvor vi allerede fra begyndelsen af romanen ved, at slutningen langt fra bliver rosenrød. Alligevel kunne jeg ikke slippe bogen igen, for Langstrup spidder én med sine ord, så man ikke kan andet end følge med.

På trods af al sin grusomhed er Skadedyr og tulipaner også en virkelig smuk bog, både sprogligt og layoutmæssigt. Som altid har Langstrup selv stået for forsiden med et blodrødt, nærmest stadig dunkende hjerte på en sort baggrund med en snørklet gul bort, som – når man ser nærmere på den – består af mus, økser og andre ‘hyggelige’ effekter. Borten går igen gennem hele romanen, hvor den omkranser teksten på de enkelte sider, og det er en fornøjelse at sidde med så gennemført en udgivelse.

Jeg var vild med Ø, som Steen Langstrup udgav sidste år, men Skadedyr og tulipaner er næsten for ond for mig. Ikke desto mindre er jeg nødt til at anbefale den. For en bog, der berører læseren i den grad, er værd at læse.

Om Skadedyr og tulipaner:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: 2 Feet Entertainment, 235 sider
Omslag: Steen Langstrup

Vildspor af Casper Gjede Jansen

Vildspor af Casper Gjede JansenCasper Gjede Jansen er født i 1983 og opvokset i Dragør på Amager. Han debuterede med novellen “Fyrtårnet” i 2010 i den H.P. Lovecraft-inspirerede antologi Lyden af vanvid (under navnet Casper Gjede Jensen). I 2015 udgav han så sin første selvstændige bog, novellesamlingen Vildspor, som jeg er blevet gjort opmærksom på her på siden.

Jeg bliver altid glad, når forfattere gerne vil have mig til at læse og anmelde deres bøger. Men jeg er også altid spændt, for ikke alt, hvad der bliver udgivet, er nødvendigvis godt. Samtidig er jeg jo godt klar over, at forfatteren lægger sit hjerteblod frem, så jeg forsøger derfor på fair vis at finde det bedste i bogen, men naturligvis også nævne det mindre heldige.

Vildspor er dog overordnet set en vellykket udgivelse. CGJ fortæller i forordet, hvordan han med novellerne ønsker at udforske de mørkeste tanker og hemmeligheder med udgangspunkt i, hvor godt vi egentlig kender vores medmennesker. Hvad sker der, når harmonien brydes. Når situationer opstår, der bringer uro i balancen og kan slå selv den stærkeste ud af kurs.

“Historien om Mads” er en af mine favoritter. En fredag bliver filialchefen Jacob lidt længere på arbejde for at færdiggøre den ugentlige statistik. Men da alle er gået, bliver han pludselig slået ned, og da han kommer til sig selv, befinder han sig nøgen og bundet i bankens boksrum. Sammen med ham er medarbejderen Mads, der føler sig underkendt og mobbet af Jakob. Så nu vil han gerne have en lille sludder med chefen.

“Historien om Mads” er god, fordi den overrasker. Man tror, man ved, hvordan det hele må ende, men så vender CGJ lige bøtten. Det lykkes desværre ikke på samme måde i “Dræbende tanker”, der på mange måder har samme tema.

Fortælleren bliver mobbet på sit arbejde, og chefen er aldrig tilfreds med hans indsats. Heldigvis har fortælleren en støttende kæreste derhjemme, men en dag går det alligevel galt. “Dræbende tanker” forsøger sig også med et twist i slutningen, men bliver aldrig ligeså vedkommende som “Historien om Mads”. Muligvis fordi CGJ føler meget stærkt for emnet, og derfor beskriver alt for faktuelt om virkningerne af mobning i stedet for at lade læseren mærke følelsen.

Til gengæld var jeg ret begejstret for “Celinas dagbog”. Her lader CGJ os læse med i teenageren Celinas dagbog. Celina er godt træt af sin mor, er forelsket i Markus og er bedste-veninder med Trine, der lærer hende at kysse – og i øvrigt har den mest cool mor man kan ønske sig. Her er det særligt skrivestilen, jeg er vild med, og så synes jeg også, at det lykkes godt for CGJ at sætte sig ind i hovedet på en lettere utilpasset teenagepige.

Mor v ik’ ha’, at jeg får lavet et komplet snake bite i læben. Fuck hende! Trine tog med mig ind til Wildcat. D gjorde ik’ særlig ondt & d ser bare megafedt ud! Nogle af de andre piercinger har gjort mere ondt & dem har mor vænnet sig t nu. Trine fik lavet en tungepiercing. Mor blev godt nok sur, da jeg vist hende de nye piercinger. ‘Er du da fuldstændig vanvittig!?’ råbte hun, & nu r hun bare totalt sur på mig. Som om dét sku være noget nyt! Fuck hende! D ska hun fandme ik’ blande sig i! Sku have været sammen med Trine i aften, men mor forbød mig d & sagde at jeg sku blive på mit værelse. Hvad sker der for hende? Ventede til hun var på toilettet & så tog jeg af sted alligevel, LOL!

Portrættet af Celina er rigtig godt, og det er en fin historie om køn og kærlighed – også mellem forældre og børn. Derfor er det lidt ærgerligt i mine øjne, at CGJ føler det nødvendigt at putte en ‘forsvunden teenager’-ramme omkring, for det tilfører ikke rigtigt historien noget i mine øjne. Til gengæld har CGJ selv illustreret novellen, og disse små stregtegninger passer perfekt til Celinas stil.

“Stuen til venstre” er også en favorit. Jeg-fortælleren har gennem længere tid iagttaget kvinden, han kalder Laura. Han er forelsket i hende, og er sikker på at hun også bliver forelsket i ham, når først de mødes. Men hvordan skal han gribe det an? Og hvad med kvindens kæreste? Her er det lykkes rigtig godt for CGJ at skrive en creepy stalker novelle, hvor hovedpersonen er yderst overbevisende, og slutningen temmelig grum.

Ikke mindre grum, men alligevel helt anderledes er novellen “Sandra”, som jeg også faldt for. Thomas er til fest hos Michael, og det har været vildt. Nu er deltagerne ved at rykke videre i byen, og kun Michael – som ligger med hovedet i toilettet – og Sandra og Thomas er tilbage. Sandra har det ikke godt, og pludselig går det helt galt. Igen lykkes det CGJ at fortælle en lille stram historie, som går op i en højere enhed, og efterlader læseren med følelsen af selv at have været i lejligheden.

Med “Soulmate” bevæger CGJ sig over i horror. Den amerikanske læge Duncan MacDougall beviste i 1907, at sjælen vejer præcis 21 gram. Det er dog aldrig lykkes nogen at finde ud af, hvor sjælen sidder. Det er hovedpersonens projekt, og heldigvis har han masser af villige testobjekter. Eller …?

I “Brændende kærlighed” er kæresteparret Jane og Brian på ferie sammen med deres lille dreng. En nat da Jane ammer, aner hun røglugt. Hun får vækket Brian, og ganske rigtigt viser det sig, at hotellet brænder. Nu er de fanget på 7. etage i et brændende helvede. CGJ fortæller her meget vellykket med både ofrenes og pyromanens blik, og det lykkes ham at gengive den panikfyldte kærlighed, som forældreparret finder ind til.

Slutteligt vil jeg også lige nævne “IKEA”, om parret der skal købe en sofa, men så bryder et skænderi løs. Historien er  måske ikke blandt de bedst skrevne, men til gengæld er forholdet til IKEA så genkendelig, at jeg kunne se både mig selv og flere bekendte i situationen.

Jeg kan rigtig godt lide, at CGJ udfordrer sig selv undervejs ved at eksperimentere med både form og stil. Samlingen indeholder både noveller, digte og breve, og så er der sørme også en pastiche over Stephen Kings “Manden som elskede blomster”. Det hele lykkes ikke 100%, men her er alligevel flere rigtig fine noveller. Så selvom der også var nogle stykker, som ikke sagde mig så meget, så synes jeg alligevel overordnet, at Vildspor er en ganske vellykket debut. For mig er det i hvert fald tydeligt, at Casper Gjede Jansen har talentet. Nu skal det bare pudses til.

Indhold:

Gløder i asken
Historien om Mads
Pølsesnak
SK237
Dræbende tanker
Familieidyl
Manden med blomsterne
Taxa
Celinas dagbog
Stuen til venstre
Sandra
Soulmate
Brændende kærlighed
Det perfekte liv
IKEA
Ved verdens ende

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Brian Vegas Jørgensen
Forlag: PrintXpress, 136 sider

Ingenmandslande af H. H. Løyche

ingenmandslandeH. H. Løyche, der også skriver under pseudonymet Johannes Donnerstag, har udgivet en novellesamling, der består af tre nye noveller samt en opsamling af tidligere trykte noveller. Her er tale om en række meget forskellige noveller, både indholdsmæssigt og kvalitetsmæssigt, men overordnet giver samlingen dog et indtryk af en kompetent dansk science fiction forfatter. Og dem har vi ikke ret mange af.

I novellen ”Gydernes lov” arbejder Løyche med menneskets værdi. Hovedpersonen er Alvaro, der voksede op i Mexico City med otte søskende hos sine bedsteforældre og sin mor. En dag overværer han et flystyrt, og her går det op for ham, at alt består af dele, og at de enkelte dele har en værdi. Novellen er ganske kort, kun fem sider, men pointen er skarp og præcis.

”Rapport fra en kriminologisk blindgyde” kan ikke kaldes science fiction, men er alligevel en af de rigtig gode noveller i samlingen. En aften indløber flere meldinger om borgere, der har observeret ufoer. Samme aften begås et forfærdeligt mord i byens park, og politiet står nærmest uden spor. En ung mand findes skudt i nakken, med hænderne bagbundet og fingrene hugget af, men der er ingen spor af gerningsmanden, og tilsyneladende er der heller ikke et motiv til drabet. Løyche følger politiets opklaring, og selvom novellen bedst kan kaldes en detektivhistorie, så er løsningen på mordgåden meget overraskende.

Min favoritnovelle er ”Ude af kurs”, der også har været trykt i ”De smukke drømmes palads og andre science fiction-noveller” under titlen ”Betydningen af én”. Et rumskib er kommet ud af kurs, og for at få det på ret kurs igen udvælges Rioz Swensson til at deltage i et eksperiment, hvor han i en simulation skal forsøge at finde frem til fejlen. Men noget går helt galt, og i stedet for at komme ud af simulationen, da opgaven er løst, føres Rioz dybere og dybere ind i sit sinds afgrunde. En fascinerende novelle med en ubehagelig slutning.

Som sagt er ikke alle novellerne i samlingen lige vellykkede, men det skal nu ikke afholde nogen fra at give sig i kast med H. H. Løyche. ”Ingenmandslande” er underholdende læsning, og kan man lide science fiction, bliver man ikke skuffet.

(0prindeligt anmeldt på Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2002
Forlag: Klim, 191 sider

Himmelskibet af Sophus Michaëlis

himmelskibet_smScience fiction roman fra 1921 om en gruppe desertørers rejse til Mars

“Himmelskibet” bygger på filmen af samme navn fra 1918, som blev produceret af Nordisk Film med manuskript af Sophus Michaëlis. Der er dog forskel på bl.a. slutningen på film og bog. Bogen genudgives nu af Science Fiction Cirklen, som både udgiver ny science fiction og ældre forfattere, der fortjener en renæssance.

Hovedpersonen i “Himmelskibet” er den italienske soldat Ercole Sabene. Under 1. verdenskrig er han tæt på at blive dræbt under et angreb, men i stedet vågner han op et fremmed sted, som viser sig at være et ’himmelskib’ (rumskib). Her møder han en række andre soldater fra forskellige lande, som alle er deserteret og nu er på en fantastisk rejse til Mars. Deres drøm er at finde en verden, hvor de kan leve i fred og broderskab. Efter en lang og farefuld rejse lykkes det dem at lande på Mars, som bebos af et æstetisk udviklet folk.

”Himmelskibet” har næsten 90 år på bagen, og det betyder selv sagt, at man ikke kan læse den og forvente at få en nutidig science fiction roman. Ikke desto mindre har romanen stadig noget at give nutidens læsere, og især hjælper efterordet ved Niels Dalgaard læseren til at få en fuldgod oplevelse.

Man kan grine lidt for sig selv over rumskibet og teknologien heri, ligesom nogen af Ercole tanker bliver rigeligt højtflyvende for en nutidig læser. Men andre emner er stadig interessante. Jeg fandt f.eks. tanken om, at forskellen på fortid, nutid og fremtid kun afhænger af afstanden man ser dem på ganske interessant. Et andet emne er Utopi-begrebet. Her diskuterer Ercole hvorvidt et utopia har myg eller ej. Myg er generende for mennesket, men de er også Guds skaberværk. Så hører de til i et utopia?

Jeg synes, “Himmelskibet” var interessant læsning, men det er nok ikke en bog, man skal tage med til stranden for at slappe af. Den kræver, at man giver sig tid til at falde ind i stilen og accepterer den gammeldags opbygning. Gør man det, synes jeg, at man får en interessant oplevelse, og jeg er glad for, at Science Fiction Cirklen også udgiver disse mere kuriøse ting.

(oprindeligt anmeldt på Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2008/1921
Forlag: Science Fiction Cirklen, 177 sider

Psykonauten: mindre end 2 af Patrick Leis

psykonautenVerdens sikkerhed er lagt i hænderne på supercomputeren NEO. Men noget går galt, og pludselig er ingen i sikkerhed mere. Ny spændende sci-fi roman om en usikker fremtid

Noget af det, jeg elsker ved god science fiction, er, at det får mig til at tænke. Der bliver opstillet scenarier og mulige løsninger, og gode forfattere har ofte også en masse filosofiske overvejelser om emner om alt mellem himmel og jord. Begge dele får jeg opfyldt i Patrick Leis’ nye sci-fi roman “Psykonauten”.

Vi befinder os i fremtiden. Jorden er stort set blevet opdelt i tre blokke: Euroamerika (det gamle Europa, USA og Rusland), Al Jihad (det gamle Mellemøsten, Malaysia og Indonesien) og Motherland (det gamle Kina, Indien m.m.). Alle blokkene er mod hinanden, og terror er en del af hverdagen. Indtil regeringerne en dag bliver enige om at gøre en fælles indsats for at sætte en stopper for aggressionerne.

En tænketank opfinder NEO – en superintelligent computer, som får til opgave at opspore alle aggressorer og om nødvendigt slå dem ihjel for at sikre det fælles bedste. I starten går det fint. Der bliver fred for første gang, for ingen kan undslippe NEO.

Men en dag begynder NEO at te sig mærkeligt. Den er blevet bevidst, og vil ikke længere være menneskenes slave. Nu er det op til en ganske lille gruppe videnskabsmænd at forhindre NEO i at udrydde hele menneskeheden.
Ind imellem historien om NEO hører vi om kvinden Io, som er nødlandet på en mystisk planet. Her møder hun Manden, som ikke tror på tiden, og som ikke anerkender tallet Et. For kan hun måske vise ham en Et?

Hovedhistorien om NEO er i sig selv spændende, selvom idéen med en computer, der går amok ikke er ny (læs f.eks. “Colossus” af D. F. Jones fra 1966). Men Patrick Leis fortæller bare godt, og så får han det til at lyde sandsynligt.

Sidehistorien om Io er interessant på en anden måde, for her diskuterer Leis, hvad der egentlig er videnskab? Er matematik? Eller er det bare noget, vi har vedtaget – ligesom tiden?

Leis skriver flydende, og handlingen hænger godt sammen. For dem som mest kender ham fra gysergenren, er der også lidt splat ind imellem. Det skal jo heller ikke blive for filosofisk det hele …

(tidligere anmeldt på Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2007
Forlag: Klim, 196 sider

Jor af Christian Haun

jorMagi og kærlighed er nogle af ingredienserne i Christian Hauns nye roman, der foregår i verdenen Novavon. En verden befolket af mennesker, magikere og halvdyr

“Jor” er Christian Hauns femte roman. Tidligere har han skrevet om så forskellige emner som psykiske kriser og okkultisme, og en kriminalroman er det også blevet til. Med “Jor” bevæger han sig ind i fantasygenren.

Første del af bogen handler om Jors barndom og ungdom. Han vokser op i landsbyen Djyw sammen med søskendeparret Vitus og Camille og fætteren Neal. Jor er allerede som barn forelsket i Camille, der er meget optaget af Forældrene – de forfædre, der opdagede Novavon efter vores verdens undergang. Camille og Jor bliver da også ungdomskærester, men så dør Camilles far, og alt ændrer sig for de unge.

I anden del er vi sprunget nogle år frem i tiden. Jor er blevet vogter og er rejst til Whitewell, hvor Det Øverste Råd holder til. I Det Øverste Råd sidder Tomas van Hern, søn af Jors gamle skolelærer Tull. Van Hern er utilfreds med den måde, rådet styrer på, og han ønsker at få mere magt. Da han kontaktes af ‘noget’, er han derfor ikke uimodtagelig.

I tredje og sidste del er verden brudt ud i flammer. Halvdyrene (Kiestfolket), magikerne og menneskene kæmper om Novavon, og de fire barndomskammerater er alle en del af begivenhederne igen.

Om man kan lide fantasy eller ej, er nok ret afgørende for, om man vil synes om “Jor”. Romanen er velskrevet og det meste af tiden lige til at gå til. Især i anden og tredje del er der dog nogle spring i fortællerstemmerne og tiden, som gør, at man skal holde tungen lige i munden.

Historien er overordnet interessant, og den pensles ikke ud for læseren. Mange ting må man selv regne ud, så selvom der er klassiske fantasyelementer i, er den ikke forudsigelig.

Jeg holder mere af science fiction, men alligevel blev jeg vel underholdt i Hauns magiske univers. Så er man til Tolkien, kan man roligt prøve at gribe fat i “Jor”.

(oprindeligt anmeldt på Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2005
Forlag: Gyldendal, 300 sider