december 2014
m ti o to f l s
« nov    
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Dansk Horror Selskab’

Jonas Wilmann vandt med “Frygt-filerne”

Jonas_med_prisenVinderen af Årets Danske Horrorudgivelse er fundet…

For anden gang har Dansk Horror Selskab uddelt prisen for Årets Danske Horrorudgivelse. Det skete på Krimimessen i Horsens her i weekenden.

I år har nomineringsprocessen været anderledes i forhold til sidste år, idet det er forlagene, som har indstillet værker til longlisten. Hvert forlag har kunnet indstille max 2 titler, og herefter er det horrorbloggere og andre horrorentusiaster, som har udvalgt de 5 titler til shortlisten, som en uafhængig jury skulle tage stilling til.

Feltet var bredt og spændte lige fra menneskeædende oliepøle over spøgelseshistorier og opera til grafisk splatter-action. Men vinderen blev novellesamlingen ”Frygt-filerne” af Jonas Wilmann.

Jonas Wilmann debuterede i 2009 med ”The End”, og siden da er det blevet til endnu tre romaner samt novellesamlingen ”Frygt-filerne”, som imponerede juryen med sin power.

Jonas_og_JacobBegrundelsen for valget af ”Frygt-filerne” lyder:

Jonas Wilmann har med ”Frygt-filerne” skabt en herligt klam og ubehagelig oplevelse. Novellesamlingen veksler skånselsløst og respektløst mellem klassiske gotiske rammer og fandenivoldsk og hypermoderne temaer. Her er der ingen smalle steder og læseren rammes gang på gang af væmmelse, lede og ja – befriende humor. Wilmann formår at parre absurd og surrealistisk humor med fysisk kvalme og støt stigende ubehag og demonstrerer et overlegent, næsten arrogant mod. Dansk horror bliver med Frygt-filerne fornyet og revitaliseret, samlingen er endda exceptionelt velredigeret. Wilmann går ganske enkelt uhæmmet til bidet: det er ikke god smag, men det er uanstændig god stil.

Den uafhængige jury bestod i år af kulturjournalist og kritiker Søren Staal Balslev, bibliotekar Janus Andersen, forsker Rikke Schubart, bibliotekar Jette Holst samt anmelder Steffen Larsen.

Jonas Wilmanns takketale

Nominerede 2012: Patrick Leis

Patrick_LeisPatrick Leis er født i 1964. Udover at skrive bøger er han også professionel bodypainter, special effects-mager og illustrator. Patricks forfatterskab omfatter både horror, science fiction, fagbøger, rejsebøger, børnebøger m.m. Han er også en aktiv læserbrevs-skribent.

Patricks kreative løbebane startede med interessen for tegning, men udviklede sig efterhånden til at omfatte makeup, special effects, maskebygning, bodypaint og computergrafik, for derfra at sprede sig til brætspil-design og indretning. Han har arbejdet meget i udlandet med bl.a. spillefilm, mode og dukkeanimation, og har vundet både EM, VM & WAC (Masterclass) i bodypaint.

På sin hjemmeside fortæller Patrick om starten på skriveriet: ”Jeg var pænt dårlig stavende i skolen, grænsende til ordblindhed og har stadig et pokkers hyr med bogstavsammensætninger. Men jeg har altid godt kunne li projekter af enhver tænkelig art, samt at fortælle røverhistorier. Flere venner og bekendte fablede altid stolpe op og stolpe ned om at skrive en bog men det blev ligesom aldrig til noget og til sidst satte jeg mig for at gøre forsøget. 3 år og 700 håndskrevne sider blev det til og så betalte jeg en studerende for at skrive den ind på computer for mig. Jeg var vældig begejstret og sendte den til Gyldendal hvorpå jeg fik det mest sønderlemmende afslag i verdenshistorien. Heldigvis sendte jeg den til en andet forlag og Tellus påtog sig udgivelsen. Bogen [Bag masken] blev vældig godt modtaget og søreme om to ældre herre fra Det Danske Kriminalakademi ikke kom hen til mig på bogmessen samme år og oplyste mig at den var blevet indstillet til Glasnøgleprisen, som Peter Høeg dog vandt med ”Frøken Smillas fornemmelse for sne”. Pokkers. Jeg havde faktisk ingen ide om at fortsætte skriveriet, men en dag sad en veninde og fumlede med nogle papirer og bukkede dem til en lille figur. Jeg syntes, det lignede en mund, og begyndte at spekulere over hvorfor alle pattedyr egentlig var symmetrisk og kradsede nogle sporadiske noter ned om tredelte væsner. Og før jeg vidste af det, var ”Jagtmarken” i gang and the rest is history.”

Om at skrive siger Patrick på Danske Horror Fans: ”Det kedeligste job i verden (udover at male midterstriber på autobahn), må klart være at skrive. Men fordømt også, er det samtidig fedt at fortælle røverhistorier. Man sidder der og tapper mellemfornøjet på en 28-29 bogstaver og et enkelt punktum mens verden og det virkelige liv passerer forbi ude på den anden side af de vinduer, man ved lejlighed burde vaske, og huden bliver grå og ældet af mangel på sollys… Men alligevel er det fedt at få lov at tage livet af ganske uskyldige teenagerdrenge og deres hamster, uden at politiet igen banker på døren og forlanger at tage et dna aftryk af samtlige køkkenknive.”

Bag_maskenBag masken

Patricks første roman ”Bag masken” udkom i 1995 og tog ham tre år at skrive. Historien handler om en ung mand, som forelsker sig og forlader alt for at følge kærligheden, men opdager at det ikke er så nemt alligevel.

Hovedpersonen Paulo er en god katolik, som stadig bor hjemme som 22-årig. Til en fernisering møder han den smukke Jenny og forelsker sig hovedkulds i hende. Da familien aldrig vil acceptere hende (hun er ikke katolik), flytter han hjem til hende og afbryder kontakten med forældrene. Og i starten er alt også godt, men Paulo lider voldsomt af jalousi, og Jenny er en fri fugl, som ikke bryder sig om at blive stækket. Efter et sidste skænderi går hun hjemmefra – og bliver kort efter dræbt i en bilulykke. Paulo er ulykkelig, men langsomt begynder han at tro, at Jenny måske alligevel ikke har forladt ham, for ind i mellem virker det, som om der er en anden i lejligheden, og lugter der ikke også af Jennys parfume?

”Bag masken” blev indstillet til Glasnøgleprisen, som den dog ikke vandt. Til gengæld fik bogen pæne ord med fra anmelderne. Lektøren kaldte den for en overbevisende debut, og mente at Patrick kunne give Dennis Jürgensen konkurrence. Mens Berlingske Tidende roser ham for at lade historien udspille sig med ”…isnende effektivitet og et par i ordets bedste betydning hårrejsende drejninger undervejs, uanset at den afsluttende pointe ikke kommer som den store overraskelse for dem, der kan huske den gamle franske gyserfilm Diabolique (”Rædslernes hus”). Patrick Leis ligner klart et gysertalent, man har lov til at vente sig meget af, og allerede her med debuten kan hente meget hos.”

For at skabe lidt mere opmærksomhed om bogen holdt Tellus en reception, hvor Patrick bodypaintede en smuk ung kvindes bare bryster, og det gav i hvert fald en omtale i BT.

JagtmarkenJagtmarken

Efter en psykologisk thriller skiftede Patrick skrivespor og i 1998 udkom ”Jagtmarken”, som er en blanding af horror og science fiction skrevet hæsblæsende og med masser af action.

Tre væsner fra en anden tid/dimension ankommer pludseligt ombord på et fragtskib med en 22 mands besætning. I ankomsten stopper de tiden og flytter også skibet ud af jordens dimension, selvom de ombordværende ikke mærker noget.

Væsnernes eneste formål er at æde, og da de hverken føler angst eller smerte, og da de kan ændre form samt dele sig i flere stykker og har overmenneskelig styrke, er besætningen i store vanskeligheder. En efter en får væsnerne fat i besætningen, men menneskene har dog en fordel – de kan tænke, og det kan måske blive redningen.

Lektørudtalelsen var vældig positiv, og mente at Patrick var inspireret af både Lovecraft-bølgen og “Aliens”-filmene: ”Jagtmarken er uhyre effektivt skrevet: der er rigeligt af gys, og de enkelte scener bygges så omhyggeligt op, at spænding holder hele vejen. Men det er ikke en bog for sarte sjæle: væsnernes ofre ædes stort set, mens de stadig er i live, og der er ikke sparet på hverken mængderne af sprøjtende, åbne pulsårer eller skildringer af lemlæstelser i øvrigt.”

Mht. inspirationen af Alien-filmene ligger Patrick da heller skjul på det, idet han lader sine personer hente idéen om at bygge en labyrint for at fange monstrene fra ”Alien 3”.

De_kom_fra_Blodsumpen_2De kom fra Blodsumpen 2

Cineromanen ”De kom fra Blodsumpen 2” udkom i 2001 og var et samarbejde med Dennis Jürgensen. Bogen er en roman baseret på en ikke-eksisterende spillefilm, som er illustreret med still-fotos af Patrick. Bogen er én lang øvelse over b-film og splat, men er samtidig meget bevidst lavet og fyldt med ironi og satire.

Kemikaliefabrikken Toksinone har gennem mange år ledt sit spildevand ud i Blodsumpen, deriblandt resterne fra produktionen af et specielt kemisk EU-produkt, der nedbryder mineraler og vitaminer i madvarer. Desværre viser det sig, at stoffer i spildevandet er gået amok, og tilsyneladende har aktiveret dødt dna-væv så der nu findes muterede vampyrmonstre, der hærger blodsumpen med flere menneskeliv på samvittigheden. En ekspedition ledet af professor Knowitall drager ud i sumpområdet (som i øvrigt befinder sig mellem Ballerup og Ledøje) for at finde den første Blodsumps-ekspedition (hvis historie formentlig fortælles i den ikke-eksisterende ”De kom fra Blodsumpen 1”), men alt går naturligvis ikke lige som planlagt.

Hele fortællingen er bygget op som en indforstået genreleg med læseren, f.eks. er personerne navngivet efter deres rolle som ”den modige unge mand” og ”ham der dør først”.

Den første lektørudtalelse var temmelig negativ, og det virkede ikke, som om lektøren forstod humoren i projektet. En ny lektørudtalelse var væsentlig mere positiv: ”Dennis Jürgensen har denne gang forsøgt at forene sine evner som humorist og gyserforfatter. Det har han gjort ved bygge et actionpræget handlingsforløb op omkring en fiktiv splattergyserfilm… Historien er fortalt med ironi og blink i øjet. Her er mange gyserklicheer og indforståede og ironiske hentydninger til “gyselige” C-film. Teksten er ledsaget af et væld af stemnings- og actionfyldte fotos i stil med biografernes still-fotos. De mange flotte, kitschagtige og vistnok computermanipulerede fotografier er et stort plus for denne kitschede historie.”

Romanen fik også flere gode anmeldelser i avisen, hvor Aktuelt kaldte den for ”ekstremt underholdende”, og Berlingske Tidende fulgte trop med ordene ”sjov, underholdende læsning”.

RequiemRequiem

Patrick fortæller i forordet, at han var inspireret af Dennis Jürgensens zombi-roman ”Kadavermarch” fra 1991, da han skrev ”Requiem”, som udkom i 2003.

Romanen er første bog i Necrodemic-sagaen, og foregår i en verden, som er befolket af zombier, der overfalder alle levende, de kommer i nærheden af. Også fuglene er blevet ramt af smitten, og det betyder ekstra fare for de mennesker, der lever rundt omkring i små stærkt barrikaderede og stort set isolerede samfund.

En dag vakler en kvinde ind på Ferguson-farmen. Hun er eneste overlevende fra Havdrupgård efter et zombieoverfald. Svøben er kommet tilbage. Ferguson-farmen ruster sig, men da Påkalderen dagen efter dukker op, har han en zombie med i snor. Noget, der aldrig er sket før, og kort efter bryder helvede løs.

Denne gang var lektøren positiv og skrev: ”Hvis man er til splat, er dette ren underholdning, godt skrevet og godt og effektivt skruet sammen, her spares ikke på effekterne, men underholdende det er det.”

Mens Himmelskibet mente, at ”Requiem” var helt på højde med inspirationskilden: ”I Requiem kan man også genkende forskellige inspirationskilder, men denne gang er de meget bedre indarbejdet og styrker fortællingen. Der finder på et tidspunkt en kamp sted, som er som taget ud af Terminator, men da vi befinder os i et zombie-univers, har man ingen idé om hvem der bliver sejrherren i det opgør. Generelt er der masser af gode idéer, bl.a. tonstunge gensplejsede svin, der også deltager i kampen. Disse bæster er dog ikke på nogens side – de æder alt, hvad de kommer i nærheden af. ”Requiem” er ikke blot en bog der sagtens kan stå ved siden af ”Kadavermarch” på bogreolen, det er bog der bør stå der!

TunnellenTunnelen

Samme år som ”Requiem” udgav Patrick også novellesamlingen ”Tunnelen”. Synd og ondskab er hovedtemaerne i denne udmærkede novellesamling med undertitlen Nemesis-noveller. Nemesis betyder skæbnens retfærdige gengældelse, og i novellesamlingen her forsøger Patrick Leis at komme ind under huden på ondskab og synd og de konsekvenser, det medfører. De seks noveller er en blanding af realistiske fortællinger og historier med et overnaturligt indhold uden andet til fælles, end at de kigger nærmere på det onde.

Lektøren var denne gang knap så begejstret og kaldte samlingen for klichéfyldt, og mente ikke at personer og plot var interessante nok til at læseren engagerede sig i historierne. Mens Scifisiden var mere positiv og skrev: ” Generelt set er der tale om en underholdende lille samling (man kunne måske godt have ønsket en enkelt novelle mere for at give den lidt fylde), og Leis breder sig over et bredt spektrum: fra direkte overnaturlig horror til psykologisk skæbnefortælling. Han har tydeligvis læst sin Stephen King og lært nogle tricks (men har dog en tendens til at gøre personbeskrivelserne lidt for systematiske) – og så foregår det hele på dansk grund, hvilket blot gør det hele lidt mere nærværende”.

ImitatorImitator

Imitator” udkom i 2005. Hovedpersonen Jonas er flyttet til den lille fynske by Stillinge sammen med sin mor efter forældrenes skilsmisse. Moderen arbejder meget og har slet ikke blik for, at Jonas ikke er faldet godt til. I skolen bliver han drillet en del, og han har ikke fundet nogen venner. Der er dog Christian, som han ind i mellem taler med. Christian er også tilflytter, men han er sporty, klog og sjov, så ham er der ingen, der mopper.

En dag finder Jonas en stor tudse ude i skoven. Han tager den med hjem og gemmer den i kælderen, hvor han fodrer den. I starten spiser den kun insekter, men snart må Jonas bringe den levende mus og andre smådyr. Tudsen vokser og vokser, og også Jonas ændrer sig. Han bliver pludselig mere populær og begynder at ses med skolens populæreste pige, Stine. Men han får også sværere ved at styre sit temperament, og da de lokale rødder overfalder ham en gang for mange, får det fatale følger. Det viser sig nemlig, at tudsen er noget ganske andet, og dens påvirkning gør også Jonas til noget andet.

Heller ikke denne gang var lektøren udelt begejstret, men skrev dog at: ”Hvis man er til indvolde, som suges ud, blod som plasker over det hele og andre slimede splattereffekter, er dette den helt rigtige bog, for der er bestemt ikke sparet på detaljerne. Derimod er der sparet noget på personkarakterstikker og godt sprog, men store drenge fra 13 år, som er til gys og splat, vil helt sikkert føle sig godt underholdt alligevel.”

Anderledes begejstret var Politikens anmelder, som skrev: ”Er det ikke for meget? Nej! For under den traditionsrige høstfest går det rigtigt agurk. Kun skolens sprinkleranlæg sørger for, at alt ikke ender helt galt. I denne omgang. Hjemmevant færdes Patrick Leis ved landsbyens gadekær og i ondskabens hjerte. Det er en leg med dobbeltbund, som får de sære begivenheder til at glide umærkeligt ind i det danske landskab – og dertil et stille kys. Patrick Leis holder fortælletonen lige i munden til det sidste. Monsterslimets indlagte betragtninger er fortalt med kølig robotstemme. Imens blir Jonas hvid af vrede. Læseren får kun hjertebanken. ‘Imitator’ er cool som en isvaffel.”

Jydske Vestkysten var også glad og skrev: ”Effektivt og i fin fart fortæller Patrick Leis en skræmmende historie i et let læst sprog og med sans for, hvordan en god historie skal fortælles.” Og også BT stillede sig op i køen med roser og kaldte ”Imitator” for ”en født klassiker”.

Pax_ImmortalisPax Immortalis

I 2006 kom efterfølgeren til ”Requiem” og anden del i Necodemic-sagaen, ”Pax Immortalis”.

Der er ikke mange personer tilbage fra den ”Requiem”, hvor vi første gang mødte zombierne, der overfaldt den ensomt beliggende Ferguson farm. Alligevel tager det ikke mange sider, før man er lige så opslugt af denne nye bog i Patrick Leis uhyggelige trilogi, der foregår 7 år efter første bind.

Løjtnanten er leder af rebellerne. Næsten tilfældigt fandt han og nogle kammerater for år tilbage Teknokraternes by C-city1, men før de kunne give sig til kende, opdagede de, hvordan byen brugte zombierne mod oplandet. Løjtnanten besluttede sig for at bekæmpe Teknokraterne, og i årene siden nedslagtningen af Ferguson farmen, har han oprustet en hær af rebeller, som vil gøre alt for at vinde friheden.

Det lykkes ham og rebelgruppen at overmande Påkalderen, en robot som Teknokraterne bruger til at overvåge farmene udenfor byens område, men alligevel har han svært ved at overbevise de øvrige småsamfund om nødvendigheden af at stå op mod C-city1. Først da den største by bliver angrebet, beslutter farmerne at gå med i kampen. Men Teknokraterne råder over næsten uovervindelige våben, og derudover har de også en flok zombier i baghånden.

Lektøren var denne gang positiv og skrev: ”Bogen er i sprog og stil tæt op af Requiem og spændende og medrivende som den med mange flot udpenslede detaljer, selvom enkelte krigsscener er lidt langtrukne. Historien er en mellemting mellem Stephen King og Dennis Jürgensen og vil mest blive læst af gyser/splatterfans i alderen 11-25 år.

Thomas Winther sammenligner i sin anmeldelse på Sleazehound ”Requiem” og ”Pax Immortalis” med de to første film i Resident Evil-filmene: ”I den første film fra 2002, var det zombierne der udgjorde den største fare for hovedpersonerne, mens kampen i 2’eren, fra 2004, stod mod magten bag zombierne samt kloninger og mutanter. Pax immortalis er dermed også i højere grad en dyster science fiction-bog end en zombie-fortælling, dog med både horror- og splatterelementer, så der er stadig ting at hente for gorefans.”

Mens Politiken er glade for, at Patrick fandt inspiration i Dennis Jürgensens ”Kadavermarch”: ”Pax Immortalis er præcist så frygtindgydende som sin forgænger. Begavet splat med både filosofiske og politiske undertoner. Patrick Leis er en dannet mand. Læs ham! Men du skal ikke knytte dig til ret mange af personerne, for de bliver spist hele tiden.”

En anmeldelse i Folkeskolen var ligeså begejstret: ”Indholdet i bøgerne og de særdeles flotte forsideillustrationer viderefører på mange områder det univers, som eleverne kender fra computerspillene. Computerspillene kan føre os ind i en verden, hvor det mest utrolige kan ske – en verden, hvor man kan afprøve det, man ikke kan i den “virkelige verden”. Det samme gør sig gældende for Patrick Leis’ to romaner. Hvor spillene bruger grafik, bruger forfatteren sproget. Det bliver gjort så godt, at læseren i den grad får en visuel oplevelse af det læste, så hermed min anbefaling.”

naar_moerket_kommerNår Mørket kommer

I 2007 udgav Patrick ”Når mørket kommer”, en graphic novel som han naturligvs selv stod for både tegninger og tekst til.

Mia er på ferie med sine forældre, som er helt vilde efter at opleve en total måneformørkelse langt pokker i vold i en norsk skov. Mia ville hellere have været med til skolefesten, hvor den lækre Christian også kommer. Men i stedet er hun nu endt i en gammel hytte uden mobildækning eller tv eller andre moderne bekvemmeligheder.

Faderen Lasse forsøger at gøre Mia interesseret i naturen og måneformørkelsen, men Mia gider ingenting og går i seng. Og da Lasse noget tid efter kommer ind til hende, er hun væk, og vinduet er åbent. Hvor er hun? Har den gamle vagabond, som de mødte ved købmanden noget med Mias forsvinden at gøre? Og hvad er det for en sær musik, som pludselig indhyller Lasse, mens han leder efter Mia.

Historien er illustreret med mere end 120 billeder, og Patrick har lagt et stort arbejde i det grafiske udtryk. Siderne ændrer f.eks. farve undervejs i fortællingen, startende som helt hvide for at blive mørkere og mørkere i takt med at uhyggen breder sig, til de til sidst er helt sorte med hvide bogstaver. Illustrationerne er holdt i sorte, hvide og grå nuancer, og understøtter historien perfekt.

Lektøren bedømmer denne gang bogen som en børnebog, og kritiserer derfor opsætningen af teksten, fordi den nedsætter læsbarheden for målgruppen, men kun at tro at ”Når mørket kommer” er en børnebog, er efter min mening en fejl. Scifisidens anmeldelse er dog også væsentlig mere positiv og kalder bogen for: ”… en lidt pudsig udgivelse – en god blanding af grafisk roman, elver-eventyr, levende døde, action-horror og andet.” Og slutter med ordene: ”Når mørket kommer har fart på, næsten fra første side. Samtidig har Leis denne gang holdt niveauet ganske let, så det er en hurtigt slugt bog (også fordi den fænger ganske godt). Forfatteren kender sin genre, og bogen er ganske filmisk, især hen imod slutningen.”

Også Sleazehound (der i dag hedder Planet Pulp) slår fast, at bogen ikke kun er henvendt til de yngre læsere, og skriver videre: ”Det fine ved romanen er så, at man som ældre sagtens kan blive underholdt af historien, og det letlæste sprog gør blot, at tempoet bliver det højere. Bogens første del er den klassiske historie om en besværlig teenager og hendes forældre, der prøver at tackle de problemer, som det nu engang medfører. Det er ganske realistisk skildret, og både karaktererne og miljøet er enkelt og troværdigt beskrevet. Men der kommer andre boller på suppen, da Leis for alvor skyder gyserdelen i gang. Det bliver til en omgang teenageproblemer i X-Files-land tilsat elementer fra Invasion of the Body Snatchers (1956) for til sidst at gå over i en boldgade, der minder om Night of the Living Dead (1968). Og det er en rigtig god blanding, hvor ubehaget og desperationen langsom stiger, som vi nærmer os slutningen. Derudover får Leis præsenteret en deadline med måneformørkelsen, som blot gør det hele lidt mere spændende. Alt i alt en lille gyserperle, som bestemt fortjener et stort publikum.”

Politiken roser bogen for at ”være forrygende fortalt og godt fundet på”, og beskriver den som ”den gamle historie om de udødes rige og kampen om livet og lyset.”

NecropolisNecropolis

I 2008 udkom så novellesamlingen ”Necropolis” som er en slags prequel til “Requiem” og “Pax Immortalis“, og også trækker linjer til Patricks science fiction roman “Psykonatuen”.

Den første novelle “Infektion” fortæller hvordan de første zombier opstod. En ny verdensorden så dagens lys, da supercomputeren IO blev nedkæmpet, men samtidig begyndte der også at blive født langt flere børn med Downs syndrom. For at helbrede disse børn forsøgte firmaet Bophal Entreprise at vaccinere dem med en nyopfundet kur – men kuren har en uforudset effekt.

De efterfølgende noveller fortæller om tiden efter infektionen brød ud. I “Udbrud” følger vi en gruppe nationalgardister, som bliver sendt ud til et boligkvarter for at bremse nogle uroligheder. Desværre for dem viser det sig, at urolighederne involverer zombier, og på dette tidspunkt i historien er man endnu ikke klar over den fare zombierne udgør, eller hvad de overhovedet er!

I “Spredning” fortæller Leis, hvordan regeringen nægter at se fakta i øjnene, og hvordan dårlig ledelse og indbyrdes skænderier om ansvaret er med til at give infektionen frit løb. I “Epidemi” er svøben løs, og man har opgivet at redde alle. I stedet forskanser en oberst sig på et hospital med sin deling, og her rydder de op blandt patienterne efter Darwins princip om survival of the fittest.

I “Pandemi” er en enlig overlever tilbage i byen. Han har barrikaderet sig og har overlevet svøbens første march. Men kan han overleve ensomheden? “Svøben” er næstsidste novelle, og den er skrevet som tegneserie. I et mix af naive stregtegninger og billeder som næsten ligner fotos, fortælles om hvordan verden langsomt genopstod efter svøbens hærgen. Og sidste kapitel “Necrodemic” er historien om, hvordan C-city samfundet, som vi hører om i “Pax Immortalis” opstår.

Lektøren var positiv og skrev: ”Som med de øvrige bøger af Leis vil denne også have sine faste fans med hang til drabelige effekter og science fiction-universet. Desuden vil historien om Necrodemic-universet være endnu mere fascinerende, jo mere det foldes ud, og der opstår en større og sammenhængende beretning.”

Også anmeldelserne var gode. Fyns Stiftstidende kaldte bogen for: ” En yderst saftig zombie-roman sender sin læser langt ned i et mareridt af levende døde, tragedier og frygten for mørket.”  

Mens Fanzine.dk skrev:Det, der slog mig allermest, er faktisk, at ”Necropolis” fungerer bedst som et hele – den overordnede struktur fjerner måske nogle af overraskelsesmomenterne fra de enkelte fortællinger, men læser man den ud i ét (hvad man sagtens kan, for handlingen er som sædvanlig hæsblæsende), bliver helet altså større end summen af de enkelte dele. ”Necropolis” er en velfungerende omgang horror-action, der nok også kunne være et godt sted at stifte bekendtskab med Leis’ forfatterskab. Der er både splat, humor og spænding – og en enkelt gennemillustreret fremvisning af jordens undergang.”

Himmelskibet kalder ”Necopolis” for fuldt på højde med de to første romaner, og mener at: ”Det at fortælle begivenhederne igennem rækken af noveller fungerer godt, da det giver mulighed for at komme vidt omkring, både i tid og i handling.”

Politiken var dog knap så begejstrede denne gang, og selvom anmeldelsen kalder Patrick for en dreven fortæller som har skrevet ”Necropolis” med ildhu, så sluttes anmeldelsen dog af med ordene: ”Når disse syv nedslag i en syret tid alligevel kan virke lidt for perfekte med ansats til tomgang, så er det måske, fordi der er gået lidt for meget pedant i forfatteren. Rædslen har ikke ført krønikeskriverens hånd. Det har bogholderiet.”

Camp_41_ReservatetCamp 41

Endelig i 2011 fik vi tredje bind af Necrodemic-sagaen, som var så omfattende, at den udkom i to bind ”Reservatet” og ”Heksehammeren”. Tidsmæssigt foregår “Reservatet” og “Heksehammeren” lige efter Svøbens udbrud og kort før C-byerne bliver anlagt, dvs. simultant med ”Necropolis” mellem novellerne ”Spredning” og ”Epidemi”.

Svøben brudt ud og menneskeheden er trængt. Hæren forsøger efter bedste evne at nedkæmpe zombi-hæren, men det er ikke en normal fjende, og hver gang man mister enten en borger eller en soldat, er der endnu en fjende at kæmpe imod. Civilbefolkningen bliver i et vist omfang flyttet til sikrede områder, og det er i Camp 41, at historien udspiller sig.

Vi følger en række forskellige personer, som er interneret i lejren. Teenagepigen Lomis, der mener, at man kun kan stole på én person her i livet – sig selv; kommandant Videkamp som efter bedste evne forsøger at få livet i lejren til at glide problemfrit; den lille pige Tilde med tøjbjørnen hr. Knut; Jason der klarer sig igennem livet i lejren med sin lille sortbørskiosk; den religiøse Ann Magret der anser Svøben som Guds straf over synderne osv.

Men livet i lejren er ikke let. Alle er traumatiserede efter sammenstød med zombierne, så overskuddet er ikke stort overfor hinanden. Oven i købet kommer der hele tiden flere og flere flygtninge til, samtidig med at forsyningerne udefra leveres mere og mere uregelmæssigt. Og da det for alvor begynder at knibe med plads og mad, falder civilisationens fernis hurtigt af de internerede.

Hvor zombierne i højere grad har været omdrejningspunktet for truslen i de tidligere bøger, ser Patrick denne gang nærmere på, hvordan mennesker reagerer, når civilisationen bryder sammen, og hvordan folk i stedet for at stå sammen om at løse problemerne vender sig imod hinanden. Selvom truslen burde være zombierne udenfor lejren, så er det de desperate medmennesker indenfor hegnet, der ender som den største trussel, ligesom vi så det i Stephen Kings lange novelle ”Tågen”.

Lektøren var positiv og skrev: ”En særdeles veldrejet gys og gru roman uden mange formildende omstændigheder. Man sover ikke godt om natten, mens man læser, og her er ingen happy end. Men der er rigtig mange ting i spil, og det vrimler med etiske og moralske dilemmaer, man kan tale med sin teenager om, når man har læst bogen sammen med ham.”

I Bøger kalder Steffen Larsen Patrick Leis for horrorens Lene Kaaberbøl og skriver videre: ”Uden at ryste på hånden blander han elementær spænding og malende myrderier med udvalgte hovedpersoner og et søskendepar, der ikke er af denne verden. Camp 41 rammes også af religiøst vanvid, mens kommandanten sætter flasken for munden. Udenfor svupper det. Det er en usædvanlig veldrejet og ’creepy’ historie. Mareridtene står i kø for at komme til. Sproget er effektivt, rapportagtigt og med klar tale om, hvor tyndt civilisationslaget egentlig er.”

Proxima roser Patrick for at hæve sig over genren ved sin skildring af ”normale menneskers” evne til at begå uhyrligheder under de rette omstændigheder, mens Bogblogger skriver: ”Patrick Leis kan både tegne og skrive så det rammer der, hvor det gør ondt. Hvis du ligesom mig syntes, at zombier er for seje og har stærke nerver, så er Camp 41 vejen til mange timers grufuld underholdning. Jeg skal i hvert fald have fat i resten af Necrodemic sagaen snarest.”

Himmelskibet tilslutter sig roserne og skriver: ”Allerede fra starten har man en god idé om hvordan dette ender, men det gør det ikke mindre spændende at følge begivenhedernes gang for at se hvordan historien kommer derhen.”

Sort_vandSort vand

Sort vand” udkom i 2012 og er nomineret til Årets Danske Horrorudgivelse.

Historien udspiller sig i to spor. På skibsværftet Ringwall har nogle forskere ved hjælp af nanoteknologi fundet en smart måde at rense skibes olietanke på, men desværre sker der et udslip, som får uforudsete konsekvenser.

Det andet spor udspiller sig på den lille ø Barsø, hvor drengen Mike bor. Det er sommerferie, og hans kammerat Adrian kommer på besøg. Det samme gør den tidligere nabopige Laura, som begge drenge er lidt lune på. De tre tager på en badetur til en nærliggende klippeø, men det der skulle være en hyggelig sommereftermiddag, udvikler sig til et mareridt.

På øen finder de en forladt båd, der er drevet i land, men hvor er ejeren? Kort efter dukker en sort pøl op ude i vandet, som tilsyneladende fornemmer hvor de er, og som virker umådelig sulten. Og for at gøre ondt værre begynder det at regne.

Lektøren var positiv og skrev: ”Horrorfortælling til unge og lidt ældre, der sætter pris på en snigende historie om udslettelse af en hel ø. Sprogligt let at læse med mange velskrevne, klamme beskrivelser af en dræbende oliepøls-lignende identitet, der nedbryder alt organisk materiale, den støder på. God forside. Falder indenfor den del af forfatterskabet, der er horror og splatter.”

Weekendavisens anmelder var også vild med romanen og kaldte den for: ”En roman der sluger læseren ned og er meget svær fra sig, før sidste side er vendt. Den er skrevet så bogens personer virker levende, og når døden snapper dem i hælene, er man bare nødt til vide, hvordan de har tænkt sig at redde livet – hvis det overhovedet er muligt.”

Og Trauma Magazine skrev: ”Sort Vand er fra første side meget intens og energisk. Leis er effektiv i sit skriveri og han dirigerer sin pen, så bogen fanger den rette stemning af desperation. Hvert ophold forcerer læseren videre og det er flot at holde bid i underholdningen så længe.”

”Sort vand” samler mange af de elementer, der kendetegner Patricks fortællinger. Action, tempo, genremixing, splat, cadeau til andre inspirationskilder og et par samfundskritiske øjne. Her er det handlingen fremfor dybe personportrætter, der bærer historien frem i et som oftest hæsblæsende tempo, hvor der med stort overblik klippes mellem forskellige spor i fortællingen, så læseren sidder i konstant spænding for at få det næste med.

Patricks bøger anmeldes ofte i aviserne som børne/ungdomsbøger, hvilket jeg synes er ufortjent, for når man tjekker blogs og andre webanmeldelser er der ingen tvivl om, at han har en meget stor skare voksenfans. Jeg synes også altid, at der er noget at hente for den voksne læser i hans bøger.

Hvordan det hele hænger sammen

På sin hjemmeside fortæller Patrick lidt om sine ”røverhistorier”. F.eks. giver han et eksempel på, hvordan de fleste af  hans historier enten overlapper eller referere til hinanden, og hvordan flere af personerne går igen.

I ”Bag Masken” optræder doktor Samuel, og han dukker også op i novellen ”Opløsning” fra Poe-antologien.

Harry Thomsen fra ”Imitator” og hans gamle makker Eriksen fra ”Sort Vand” optræder sammen i novellen ”Sorteper” i novellesamlingen ”Tunnelen”, hvor Harry bliver stukket ned.

Hvad der egentligt skete med Jenny fra ”Bag Masken” omtales i novellen ”Sne” fra ”Tunnelen”.

Mia fra ”Når Mørket Kommer” er taget til Norge netop i den weekend hvor hendes klasekammerater i Stillinge får ørerne i maskinen i ”Imitator”.

Navnet NEO i ”Psykonauten” blev opfundet i labyrintbogen ”Rejsen til Cyberdrome”.

Væsnet fra ”Imitator”, er en variant af uhyrerne fra ”Jagtmarken”.

Fowlerinstituttet fra ”Bødlen” har navn efter Norman Fowlers fra novellen ”Turisten”.

”Camp 41” bliver bygget under IO.

Jason fra ”Camp 41” er bror til Kantos Khan der starter modangrebet mod zombierne i ”Svøben” fra ”Necropolis”.

Tilde fra ”Camp 41” er “stam-moder” til Haudrupgård som udslættes 500 år senere i ”Requim”.

Væsnet Archie fra ”Camp 41” som hjemsøger Brian Waztac dukker første gang op i titelnovellen fra ”Tunnelen”.

Udvalgt bibliografi:

Kafkalatte / Patrick Leis. – PrintXpress, 2013. – 480 sider.
Hvisken fra dybet / Patrick Leis. – Cadeau, 2013. – 204 sider
Sort vand / Patrick Leis. – Facet, 2012. – 230 sider
Camp 41: Heksehammeren / Patrick Leis. – Facet, 2011-. – 2 bind
Camp 41: Reservatet / Patrick Leis. – Facet, 2011-. – 2 bind
Necropolis / Patrick Leis. – Facet, 2008. – 249 sider, illustreret
Når mørket kommer / Patrick Leis. – Facet, 2007. – 158 sider, illustreret
Psykonauten / Patrick Leis. – Klim, 2007. – 196 sider
Pax immortalis / Patrick Leis. – Facet, eksp. NBC, 2006. – 466 sider
Imitator / Patrick Leis. – Klim, 2005. – 228 sider
Tunnellen : nemesisnoveller / Patrick Leis. – Tellus, 2003. – 143 sider
Requiem / Patrick Leis. – Carlsen, 2003. – 324 sider
De kom fra Blodsumpen 2 / Patrick Leis og Dennis Jügensen. – Tellerup, 2001. – 78 sider, illustreret i farver
Jagtmarken / Patrick Leis. – Tellus, eksp. Nordisk Bog Center, 1998. – 199 sider
Bag masken / Patrick Leis. – Tellus, 1995. – 360 sider

Noveller:
Utilsigtede bivirkninger / Patrick Leis i ”Fremmed stjerne”, Science Fiction Cirklen 2012
Babyalarm / Patrick Leis i ”Dystre Danmark 2”, H. Harksen Productions 2011
Loops / Patrick Leis i ”Den nye koloni”, Science Fiction Cirklen, 2011
Lad den rette trænge ind / Patrick Leis i ”Sølvbyen og andre Helsingør-noveller”, Siesta, 2011
Genfærd / Patrick Leis i ”Ingenmandsland”, Science Fiction Cirklen 2010
Opløsning / Patrick Leis i ”Poe – 4 makabre hyldester” 2 Feet Entertainment, 2009
Til min elskede / Patrick Leis i ”Den hemmelige dal”, Science Fiction Cirklen 2009
Infektion / Patrick Leis i ”I overfladen”, Science Fiction Cirklen 2008
Turisten / Patrick Leis i ”Lige under overfladen”, Science Fiction Cirklen 2007

Læs mere:

Patrick Leis’ hjemmeside
Portræt på Danske Horrorfans
Trauma Magazine: anmeldelse af ”Sort vand”
Himmelskibet. –   Anmeldelse af ”Camp 41”
Bogblogger: anmeldelse af ”Camp 41”
Himmelskibet. – 2008/2009, nr. 19 Anmeldelse af ”Necropolis”
Fanzine.dk: anmeldelse af Necropolis
Himmelskibet. – 2005, nr. 6 Anmeldelse af ”Requiem”
Planet Pulp: anmeldelse af Når mørket kommer
Scifisiden: anmeldelse af Tunnelen
Tellerup: De kom fra Blodsumpen 2

Anm: Vådt gys (Weekendavisen, 08.06.2012)
Effektive ungdomsromaner er frygtindgydende læsning (Politiken, 08.04.2012)
Splat: Kadaverne marcherer igen (Politiken, 15.11.2008)
De dødes by (Fyensstiftstidende.dk, 05.10.2008)
For unge: Gru på grundfjeldet (Politiken, 11.10.2007)
Pax Immortalis / Requiem (Folkeskolen, 27.04.2007)
Gyser: Begavet splat (Politiken, 06.01.2007)
Børnebøger: Fyn er fin (Politiken, 12.07.2005)
Imitator (B.T., 24.06.2005)
En gyselig blanding på en god måde (JydskeVestkysten, 15.06.2005)
Kultbog for drenge (Berlingske Tidende, 24.03.2001)
Cineroman: Se bogen, læs filmen (Politiken, 11.03.2001)
Børnebøger: Sidste nyt fra Blodsumpen (Aktuelt, 26.02.2001)
Hollywood.online: Læs bogen, brænd filmen (Ekstra Bladet, 02.02.2001)
Bryster sig af ny bog (B.T., 14.10.1995)
Dæmonien klæ’r ham (Berlingske Tidende, 13.10.1995)

 

Nominerede 2012: Anne-Marie Vedsø Olesen

Anne_Marie_Vedsø_Olesen_Fotograf_Morten_HoltumAnne-Marie Vedsø Olesen er født i 1962. Hun er uddannet læge ved Københavns Universitet i 1993, men har altid haft en kunstner boende inde i sig. Som barn skrev hun en del, ofte til forargelse for både forældre og lærere, for der var mord og uhygge overalt. Det var dog først, da hun blev skilt fra sin første mand, og i den forbindelse fik set grundigt på sit liv, at hun fandt modet til at blive skabende kunstner.

Anne-Marie debuterede som forfatter i 2000 med ”Salernos sol”, der vandt 2. prisen i Gyldendals og Det Kongelige Biblioteks middelalderkonkurrence. Privat bor hun sammen med litteraturredaktør Jakob Levinsen.

I starten af sit forfatterskab blev Anne-Marie af pressen kaldt for Danmarks svar på Anne Rice, en sammenligning hun er mere glad for, end når nogen putter mærkatet fantasy på hendes bøger. ”Det er ikke fantasy, fordi mine bøger foregår i et nutidigt univers. Mit forlag Gyldendal siger, at det ikke ligner noget andet og derfor er svært at sætte genre-betegnelse på. Selv har jeg det bedst med til nød at kalde mine bøger for det brede begreb spændingsromaner.” (Kristeligt Dagblad, 2007)

Anne-Marie sammenligner det at skrive med at dirigere musik, og hendes bøger har da også altid en tråd til musikken. ”Jeg er ikke dirigent, men at skrive er som at dirigere musik. Denne følen efter udtrykket, hele tiden frem og tilbage, hente følelsen, fil til, slib teksten, indtil den rammer præcis det, man har inde i sige og gerne vil udtrykke. Men der er alligevel en forskel – alt skal komme inde fra mig selv, skal opstå og hentes dér. Jeg skal skabe værket.” (Kristeligt Dagblad, 2007)

For Anne-Marie er det ikke muligt at skabe uden at brænde. ”Der er masser af kedelig praktik og arbejde i for eksempel at skrive, men jeg skriver på lidenskaben og dens længsler. Jeg skriver med en vis mængde patos, som skal komme indefra, ellers klinger det falsk.” (Nordjysk Stiftstidende 2012)

Netop brugen af patos er kendetegnende for Anne-Maries fortællinger, og det adskilte hende fra hovedparten af den litteratur, der udkom i 90’erne og begyndelsen af 00’erne, hvor ironien var i højsædet. I et interview i Kristeligt Dagblad fortæller Anne-Marie:

Jeg mener faktisk, at ironien og minimalismen, der har præget litteraturen i en periode, vil blive en parentes i litteraturhistorien. Man kan også se, at det magiske og fantastiske er begyndt at vende tilbage, efter det har været bandlyst nogle år. Og de store forfattere har brugt patos siden oldtiden, og det tror jeg også, at de vil i fremtiden. Læserne har jo også brug for at spejle deres livskriser i en litteratur, der tager den slags følelser alvorligt.”

Det er dog vigtigt, at det føles ægte, når man skriver, fortsætter hun: ”Så snart man skriver med ironi eller distance til de store følelser, vil det også komme til at føles falsk. Men så længe man kan mærke, at det føles ægte, når man skriver, vil det også opleves ægte, når man læser det. Man skal selv være i den lidelse eller glæde, man vil formidle, ellers går det galt og bliver patetisk i ordets negative forstand. Oprindelig var det danske ord patetisk jo ikke negativt ladet. Det betød blot fuld af følelser. Men i dag må man nok skelne mellem at skrive med patos og at skrive grinagtigt følelsesladet. Men det tror jeg, at man undgår, hvis blot man tør tro på det, man skriver.”

Djævlens kvint

I 2002 udkom ”Djævlens kvint”, som er den første bog i trilogien ”Gudestorm” om den ægyptiske kaosgud Seths genkomst i vor tid. ”Djævlens kvint” er en medrivende okkult gyser, hvor ægyptisk mytologi, Mozarts Tryllefløjte, frimurernes hemmelige ritualer og livet i nutiden blandes sammen til et helstøbt hele.

Den urgamle ægyptiske gud Seth genfødes i nutidens København. Med en livsgrådighed hinsides godt og ondt kaster han sig ud i livet trækkende et spor af ødelæggelse efter sig. Samtidig sidder den unge musikstuderende Gabriel og analyserer en nyopdukket arie til Mozarts Tryllefløjten. Gradvist afsløres et forunderligt netværk af sammengænge, fra Tryllefløjtens elskende par, Tamino og Pamina, over gudeparret Osiris og Isis, til Gabriel og barndomsveninden Heloise, der til sidst begge – for at redde sig selv – må rejse til Ægypten og sætte livet på spil i et forsøg på at mane Seths vilde kræfter i jorden.

I lektørudtalelsen kalder Karsten Just bogen for: ”En underholdende, og sprænglærd roman, der fordrer noget af sin læser, men også giver en masse. En roman, hvor Vedsø Olesen blander fiktion og fakta til en spændende cocktail, og hvor hun formår at få det vinterkolde København og det solsvedne Cairo til at udgøre en perfekt baggrundskulisse for begivenhederne, og de personer der er indfanget i skæbnespillet.”

Mere blandede var avisernes anmeldelser. Jakob Levinsen skrev i Berlingske Tidende: ”Vi er nærmest et sted midt imellem amerikaneren Anne Rice’s vampyr- og mumiegysere, blot med væsentligt mindre sex, og danskeren Michael Larsens videnskabs-thrillere, blot med væsentligt mindre action. Det er den afsluttende hoveddel, der så godt som fuldstændig er ovre i den ægyptiske gudeverden, der er den mest stemningsmæssigt overbevisende, og det er et spørgsmål om ikke hele historien med fordel kunne have udspillet sig der.”

Mere positiv var Lars Ole Sauerberg fra Jyllandsposten: ” For læseren gælder det om at give afkald på sin mistro og lade sig fange ind på historiens egne præmisser. Gør man ikke det, er det næppe muligt at holde opmærksomheden fangen af en rigeligt kulørt fortælling og en videnskabelig argumentation, der næppe holder vand, hvor besnærende den end i læsningens øjeblik måtte forekomme.”

Flensborg Avis var ligeledes begejstrede og skrev: ”Gad vide, om Anne-Marie Vedsø Olesen har skrevet nogle gamle besværgelser ind i “Djævlens kvint”? Bogen er nemlig af den sjældne slags, der på magisk vis synes at trække læseren videre side for side og ikke er til at slippe, før den er læst til ende.” Mens Weekendavisen kaldte den for ”en spændingsroman ud over det sædvanlige”, og Fyns Stiftstidende slutter af med ordene: ”I indviklede slyngninger væves den ægyptiske mytologi ind i en nutidig historie om kærlighed, jalousi og dræbende lidenskaber. Yderligere smykkes denne farverige vævning med diverse henvisninger til bl.a. oldtidshistorie, teologi, filosofi, okkultisme og musikhistorie og musikteori og med sindrige mønstre hentet i Mozarts “Tryllefløjten”. Jeg ved såmænd ikke, om der en dybere mening i det overdådige opbud af viden, men det er under alle omstændigheder underholdende. Anne-Marie Vedsø Olesen har før sin embedseksamen som læge studeret bl. a. matematik, datalogi, arkæologi og græsk mytologi. I “Djævelens kvint” benytter hun sig med flid af sin mangfoldige viden og beviser desuden, at hun kan endnu en ting – nemlig skrive flot og medrivende.”

Tredje Ikaros

To år efter udgav Anne-Marie bind to i trilogien ”Gudestorm”, ”Tredje Ikaros”.

Den urgamle ægyptiske kaosgud Seth, vi mødte i første bind, lever et ekstravagant og udsvævende liv i nutidens London. Her møder han den unge kunstnerspire Victoria, som han indleder et lidenskabeligt forhold til. Victoria er optaget skildringen af alt, der har med vinger at gøre – Fugl Føniks, sejrsgudinden Nike og, ikke mindst, Ikarosmyten. Seth beslutter sig for at gøre Victoria til en berømt kunstner. En dag bliver Seth af en af Victorias småkriminelle venner tilbudt at købe et maleri af Brueghel. Motivet er den faldne Ikaros, som man hidtil kun har kendt i to versioner fra Brueghels hånd, men nu er en tredje version dukket op, og Seth og Victoria beslutter sig for at rejse til Napoli for at købe maleriet. Men den hemmelige organisation Trismegistoen har også fået nys om det mystiske maleri og er på pletten den nat, da maleriet skal overdrages til sin nye ejer. Samtidig på et landsted uden for London går parret Gabriel og Heloise og venter deres barn. Da det en nat bliver født under en frygtelig storm, som Seth har sat i værk, er Heloise ikke længere i tvivl: Barnet er en inkarnation af guden Horus – den gud, der som den eneste kan frelse verden fra Seths amokløb.

Endnu engang var bibliotekernes lektørudtalelse positiv og kaldte bogen for: ”En underholdende, velskrevet okkult gyser, hvor Vedsø Olesen bruger løs af den ægyptiske mytologi, og indsætter den i nutiden og blander fakta og fiktion. Enten lader man sig indfange i denne sære verden, hvor guder vandrer på jorden, eller også mener man at det er noget pjat, men Vedsø Olesen skriver så godt, at man må overgive sig, og lade sig indfange i dette skæbnespil.”

Mens aviserne var mere forbeholdne. Information skrev: ”Vedsø Olesen omgås det mytologiske og kulturhistoriske stof med velbevandret dannelse. Romanen er en herlig intellektuel gådefortælling, hvor man på bedste trivial persuit-manér kan sidde og gætte med på de rigtige gudenavne. Men kærlighedshistorien og det thrilleragtige plot har ikke formatet til at bære den kulturhistoriske ballast, som forfatteren lag på lag belæsser den med. Vedsø Olesen vil gerne sige en masse med sine paralleller mellem ægyptisk og græsk mytologi og mellem det menneskelige og det guddommelige. Hun vil gerne sige noget om livet og døden, mørket og lyset, det mandlige og det kvindelige, kaos og orden, om kunsten og om kunstnerisk inspiration og forløsning. Det store stof fortrænger den gode persontegning. Vedsø Olesen skriver pompøst og med finurlige kvaliteter, men hun når aldrig rigtig ind under englehuden på disse menneskeguder. I hvert fald ikke nok til, at man mærker dem som substantielle og troværdige karakterer.”

Jyllandsposten var dog mere positiv, og kalder Anne-Marie for Danmarks svar på Anne Rice: ”Anne-Marie Vedsø Olesen skriver fantasy, og det gør hun godt, denne gang bedre end i forgængeren. Eventuelle klassiske filologer og oldævls-lærere blandt læserne vil værdsætte hendes velinformerede udredninger af ægyptisk-græsk-romerske relationer i det mytologiske. Anne-Marie Vedsø Olesen er Danmarks svar på amerikanske Anne Rice med vampyr-fortællingerne. Man suspenderer gerne sin mistro, mens man hepper på Seth vel vidende, at han egentlig bør tabe. Men de gode, dydsmønstrene, har jo aldrig helt samme underholdningsværdi.”

Ligeså positiv var Thomas Harder på Politiken. ”Tredje Ikaros er en herlig roman fuld af spænding og drama og stor romantisk kærlighed fortalt på en baggrund af interessant og eksotisk specialviden. Det er også en roman, hvor der tænkes ambitiøst og stimulerende over livet og døden og religionen, og ikke mindst er det en uhyre velskreven roman. Anne-Marie Vedsø Olesens meget kontrollerede, ofte nærmest formelle sprog kontrasterer elegant med de voldsomheder, som det sætter i scene, og hun har en fin sans for stemningsfulde og historiemættede steder. De fortælletekniske problemer, som nødvendigvis må opstå, når man vælger at have en gud som hovedperson, er løst meget overbevisende, og der er megen god komik i den meget dagligdags og jordnære måde, hvorpå Seth forholder sig til gudeverdenens praktiske problemer og sin irriterende familie.”

I et interview i Kristeligt Dagblad fortæller Anne-Marie, at hun er ”forbenet ateist”, men at hun i virkeligheden gerne ville kunne tro. Som ateist har hun til gengæld en stor interesse for religion, og den dyrker hun i romanerne om Seth. ”Jeg har det fint med, at interessen for den religiøse dimension er vendt tilbage for fuld kraft. Det er på høje tid, vi har længe haft brug for en åndelig vækkelse, nu sker det så, men jeg synes desværre de religiøse strømninger, vi ser, er stærkt overfladiske og populistiske, de mangler dybde. Ikke alene de nyreligiøse bevægelser – også mennesker med et folkekirkeligt tilhørsforhold forholder sig til etik og moral, som om det er noget, man kan købe i et supermarked.”

Om Seth fortsætter hun i interviewet: ”For mig er Seth sindbillede på den livsglæde, jeg selv tror på. Livsglæden og den begejstring, som jeg synes vi mangler nu om dage. Livsglæde findes mest rendyrket i sansernes verden, i erotikkens og i den kulturelle nydelses verden, operaer, musik. Selvfølgelig er der også grænser for den udfoldelse. Sker det hæmningsløst og egoistisk, som vi ind imellem ser det hos Seth, kan det få uhyggelige konsekvenser. Men jeg synes, man kan sige, at vi i vores samfund har fortrængt den æstetiske dimension til fordel for den etiske, og det er en stor skam. For der findes så megen glæde og skønhed i æstetikken.”

Gudernes tusmørke

I 2007 udkom sidste bind i trilogien ”Gudestorm”, ”Gudernes tusmørke”.

Denne gang er kaosguden Seth flyttet til Tyskland, hvor han lever sit vilde og udsvævende liv. På en borg ved Rhinen dyrker han alle de sanselige glæder, hans lånte menneskeskikkelse kan give ham. En dag inviterer han den berømte dirigent Martin Seeber til at bo på sin borg, mens dirigenten forbereder en opsætning af Wagners opera Parsifal. Skjult fra verdens blikke finder Martin Seeber hos Seth et fristed, hvor han for første gang i sit liv kan udleve sine inderste, mest hemmelige drifter, og han kaster sig ud i en voldsom affære med den smukke Sophie. Men premieren på Parsifal nærmer sig. Samtidig på et engelsk herresæde samles det lærde broderskab Trismegistoen for at gøre en ende på Seths hærgen. Blandt dem er den genfødte gud Horus, der som den eneste kan tage kampen op mod kaosgudens voksende magt. Den ældgamle ægyptiske myte om opgøret mellem orden og kaos må gennemspilles på ny, og den intetanende Martin Seeber og kvinden han begærer mere end noget andet, hvirvles ind i en guddommelig malstrøm af begivenheder, der kulminerer under premieren på den legendariske Parsifal.

Bibliotekernes lektørudtalelse var denne gang lidt mere afdæmpet, men kaldte dog romanen for … en farverig og underholdende roman i den lettere ende.

Til gengæld var aviserne mere positive. Jyllandsposten roser romanen for at være en præstation af internationalt format: ”At ville kalde Vedsø Olesens trilogi magisk realisme ville være en underdrivelse. Det er rendyrket fantasy, der vil skræmme den læser, der trives bedst med socialrealisme, langt væk. Men selv om man ofte under læsningen er fristet til at tjekke forfatterens påstande, så blandes det hele sammen til en overbevisende historie med en bemærkelsesværdig sammenvævning af både handling, ord og musik i Wagners Parsifal med en stadig mere intensiveret handling. Både som tekst, der forholder sig begavet både strukturelt og tematisk til musik, og som en konsekvent gennemtænkt fantasy er Gudernes tusmørke både en meget tilfredsstillende afslutning på en usædvanlig trilogi og også en litterær præstation af internationalt format.

Mens Politiken skriver: ”Anne-Marie Vedsø Olesen præsterer endnu en gang det anselige kunststykke at få det hele til at give mening, at gøre det interessant og underholdende og at få sine personer til at leve – nogle mere end andre, og Seth mest af alle. Seth har humor og glædes ved at glæde andre, men rummer naturligvis også en chokerende farlighed og hensynsløshed, når det gælder om at få stillet sit begær. Han har en guddommelig sans for selviscenesættelse og taler med netop den blanding af deklamerende højtidelighed, nøgternhed og grovhed, som passer til hans væsen. Men også med en lavmælt blidhed, som udtrykker en voksende erkendelse af den svaghed, som hans identifikation med de elskede mennesker udgør, og som i sidste ende bliver hans undergang. Man vil savne hans rungende latter.”

Titlen ”Gudernes tusmørke” er en direkte henvisning til den tyske titel på ”Ragnarok”: ”Götterdämmerung”, og allerede i ”Djævlens kvint” møder vi nogle temaer fra Wagners operaer.

Helt fra barnsben har Anne-Marie haft interessen for operaer i almindelighed og Wagners i særdeleshed. ”Allerede som barn var jeg voldsomt optaget af klassisk musik og rendte i Det Kongelige Teater hele tiden. Og da jeg boede på kollegium, havde jeg en decideret Siegfried-periode, hvilket var lige ved at drive mine overboer til vanvid.”

I et interview i Jyllandsposten fortæller Anne-Marie, at det var via episoder i sit eget kærlighedsliv, at hun fandt sin personlige nøgle til ”Parsifal”, som spiller en stor rolle i ”Gudernes tusmørke”.

Jeg var gået i stå i skriveprocessen og på det tidspunkt var mit eks-ægteskab præget af utroskab og et besættende begær. Hos den partner, jeg involverede mig med, så jeg den samme type begær – og også stor lidelse. Han arbejdede oven i købet med Wagner selv, og løbende blev Wagners opera-cyklus ”Ringen” sat op på Operaen i København. Der var stort fokus på Wagner lige dér, og pludselig fik jeg hul på min roman ved hjælp af ”Parsifal”… For mig lå historien lige for: Det gik op for mig, at temaet i Parsifal er identisk med min egen oplevelse af lidelsen og begæret, som jeg på det tidspunkt ikke kunne finde ud af at håndtere modent. Jeg brugte alt det stof om lidelse og begær, som havde hobet sig op inde i mig på det personlige plan, og koblede det på ”Parsifal”-historien, og fik det på den måde ud. Det var en vild skriveproces.”

Romanen endte med at koste to ægteskaber, Anne-Maries eget og manden i bogens, da flere efterfølgende godt kunne gennemskue, hvem der havde stået model til ham.

Orkestergraven

I perioden mellem ”Gudernes tusmørke” og den næste roman ”Glasborgen” fandt Anne-Marie tid til at bidrage med to noveller til to forskellige antologier.

I forbindelse med 200 året for Edgar Allan Poes fødselsdag udgav forlaget 2 Feet Entertainment i samarbejde med Horsens Bibliotek en novellesamling, der indeholdt fire gendigtninger af kendte Poe noveller. Anmelder Mette Strømfeldt stod for udvælgelsen af novellerne, som blev gendigtet, og skrev desuden med et informativt forord til samlingen ”Poe – 4 makabre hyldester”.

Anne-Maries bidrag byggede på Poe-novellen ”Hjertet der sladrede”, og handler om en dirigent i operahuset, der bliver så fascineret af sin hovedrolleindehaver, at han ikke kan holde til det mere. Til sidst slår han hende ihjel, men selvfølgelig lader hun ham alligevel ikke i fred. 

Antologien modtog generelt fine anmeldelser, bl.a. skrev Politikens Bo Tao Michaëlis: Det er der kommet en net lille gysersag ud af, og man må sige, at ingen er gået død, og alle er gået til biddet med egen inspiration og løsagtighed. Mest tæt på mesteren selv synes jeg A.M. Vedsø Olesen er med ‘Orkestergraven’, en snildt depraveret, erotisk betændt sag drejet over Hjertet der sladrede.”

Siden er novellen blevet til en opera, som også blev rost af anmelderne.

“Bo Gunges musik er både moderne opera-, film- og musical-agtig. Og med det mener jeg, at den har kant, er ørevenlig i stil med Puccini, at den ofte danser let, ejer masser af medrivende puls, og at den evner at skabe præcis stemning i historien. En historie, der i øvrigt slet ikke er tosset, Anne-Marie Vedsø Olesens libretto rummer både de store følelser og det hverdagsagtige, der må være over en sådan historie, hvis vi skal tro på den. Og begge dele forløses glimrende af de to hovedpersoner, både vokalt og scenisk.” (Jyllands-Posten)

Glasborgen

Glasborgen” er Anne-Maries femte roman, og den udkom i 2012. Romanen er nomineret til Årets Danske Horrorudgivelse.

Historien er inspireret af Béla Bartóks opera ” Hertug Blåskægs borg” fra 1911, men henlagt til den nye opera på Holmen. Operaen bliver rammen for den lidenskabelige affære mellem operasangerinden Judith og komponisten og dirigenten Rolf.

Operasangeren Judith er blevet tilbudt sit livs rolle som Isabella i Rolf Bergströms opera af samme navn. Egentlig skal hun synge på andet-holdet, men da stjernen Magdalena Fantini kort efter prøvernes start dør, overtager Judith hele forestillingen. Det er starten på en fantastisk tid fyldt med musik og sex, for det varer ikke længe førend Rolf og Judith får et forhold. Den eneste slange i paradiset er Rolfs faste støtte, Vilgot, som Judith føler sig utryg i nærheden af. Men Rolf er overbevist om, at de to nok skal finde hinanden, hvis blot Judith vil give Vilgot en chance. Hvad Rolf ikke fortæller er, at han har en pagt med Vilgot, som sikrer ham kunstnerisk succes, men Vilgot er også et ondt væsen, der lever i det grønne vand.

Lektørudtalelsen er inde på, at Anne-Marie igen udfordrer genrebegreberne, og mener at: ”Man skal være til fantasi og de store sproglige armbevægelser, og så er denne gotiske operagyser en god oplevelse.”

Avisanmeldelserne var igen blandede. Den udefinerbare genre gjorde, at Fyns Stiftstidende ikke var så begejstret: ”Glasborgen holder sig imidlertid ikke til en realistisk fortælle-stil, kredsende omkring kald og kærlighed. Den kører hen ad vejen helt op i en moderne symbolsk skæbnefortælling, der på romantisk vis inddrager elementerne – især vandet – som handlende kraft. For til slut at nærme sig Fantasy-genren, hvor alt kan ske. Operaen får i hvert fald et splintrende grundskud. Denne sammenblanding af genrer slører handlingen og gør selve meningen med romanen utydelig. Hvad vil forfatteren: Forskruet kvinderoman? Psykologisk parforholdsroman? Dæmonisk kunstnerroman? Eller rent folkeeventyr, hvor de underjordiske har magten? I hvert fald har vi her at gøre med et fortælleeksperiment, der inddrager det hele.”

Politikens anmeldelse er heller ikke ubetinget positiv. Her er der dog ingen modstand mod genrehybriden som kaldes forfriskende: ”Glasborgen er nærmest som en gotisk gyserroman med vandet som bærende uhyggeelement. Moderne og sært gammeldags på samme tid. Sproget er højstemt, dvælende og beskrivende, og især i romanens første halvdel fylder de semipoetiske sprogmalerier for meget, især fordi de prangende beskrivelser og den sproglige dramatik står i kontrast til den manglende ydre dramatik. Det kommer til at virke skingert og unaturligt … Vedsø Olesen skriver i en sært anakronistisk, poetisk storladen stil, men hun har sans for detaljerne – således er det godt set, at operahuset med sit gitterværk minder om et akvarium eller om den slags små glaskugler med snevejr indeni. Og det er dette indre kunstneriske stormvejr, hun sætter ord på i Glasborgen. Det gør hun godt, når først det sproglige og handlingsmæssige smelter helt sammen.”

Information kalder ”Glasborgen” for mere en tegneserie end en roman, og fortsætter: ”Nu er det måske for meget forlangt, at en knaldroman ligefrem skulle være en sproglig nydelse, men så kunne man i det mindste have håbet på lidt pirring i plottets rytme og komposition – noget suspense, noget dvælen, noget temposkift, noget pludselighed, noget drive. Men nej. Selv den eneste sexscene bliver mere afliring end lir.”

Nordjyske Stiftstidende har dog ingen forbehold og kalder ”Glasborgen” for ”sylespids som forfatterindens stiletter”. Ligeså begejstret er Midtjyllandsavis, som anbefaler at man glemmer alt om hverdagsrealisme og hengiver sig til et magisk univers.

Også Helsingør Dagblad glæder sig over romanen, som kaldes: ”et dystert psykologisk gyserdrama om passion, dæmoner og ondskab. Genremæssigt er den svær at definere, men handlingen befinder sig i en verden mellem det virkelige og det overnaturlige, hvor alle ofrer, hvad de kan for selv at komme frem i det altopslugende rampelys.” Mens Alt for damerne kalder Anne-Marie for Danmarks svar på Stephen King og skriver: ”Uanset om man holder af det overnaturlige eller ej, må man overgive sig til Danmarks svar på Stephen King og hendes sans for gys og gru.”

Et af temaerne i ”Glasborgen” er den etiske diskussion af, hvor langt man må gå for sin kunst. I et interview i Weekendavisen fortæller Anne-Marie:

Egentlig tror jeg ikke, at man kan skabe kunst uden omkostninger. Wagner havde f.eks. en stormfuld affære med en ny kvinde, hver gang han skrev en opera, selvom han allerede var gift. Affæren skulle inspirere ham, men når han var færdig med operaen blev elskerinden smidt ud til fordel for en ny.” Og i ”Glasborgen” bliver denne idé konkretiseret med komponisten Rolf, som skriver geniale operaer ved at tortere sine elskerinder, optage deres skrig på bånd og herudfra komponere sin storslåede musik.

I modsætning til sine tidligere romaner lader Anne-Marie dog denne gang sin kvindelige hovedperson overleve. ”Da jeg gik i gang med Glasborgen, troede jeg, at Judith skulle gå til grunde ligesom kvinderne i mine tidligere bøger. Men efterhånden som jeg ændrede mig, ændrede historien sig også. Gu’ skulle hun da ej! Jeg blev træt af at se kvinden som offer. Hvad skal man bruge det til? I stedet er Glasborgen blevet en befrielseshistorie, der beskriver Judiths modningsproces hen imod at definere sin egen stemme frem for kun at synge efter noder, som andre har skrevet. I det øjeblik hun finder sin stemme, kan hun splintre alle de fængsler, der har været bygget op omkring hende.”

At Judith overlever hænger bl.a. sammen med, at det denne gang tog Anne-Marie fem år at skrive sin historie. I den periode skete der en masse i hendes privatliv, bl.a. fik hun en voldsom kærlighedsaffære på afstand, så hun fik en ny vinkel på den, og fandt roen og lykken i sig selv i stedet.

Anne-Maries fortællinger er kendetegnet ved de store følelser, musikken og blandingen af genrerne. Det har ført til blandede anmeldelser i aviserne, men også til en stor læserskare.

Udvalgt bibliografi:

Glasborgen / Anne-Marie Vedsø Olesen. – Gyldendal, 2012
Gudernes tusmørke / Anne-Marie Vedsø Olesen. – Gyldendal, 2007
Tredje Ikaros / Anne-Marie Vedsø Olesen. – Gyldendal, 2004
Djævelens kvint / Anne-Marie Vedsø Olesen. – Gyldendal, 2002

Noveller:

Brangænes medicin / Anne-Marie Vedsø Olesen i ”Hun var følelsesløs fra fødderne og nedefter” FADL, 2009
Orkestergraven / Anne-Marie Vedsø Olesen i “Poe – 4 makabre hyldester” 2FeetEntertainment, 2009

Orkestergraven : novelle & libretto / Anne-Marie Vedsø Olesen. – ebog. – Mxrket, 2 Feet Entertainment, 2012

Læs mere:

Anne-Marie Vedsø Olesens hjemmeside: http://amvo.wordpress.com

Fem timers begær og smerte (Jyllands-Posten 08.12.2012)
At ride med kaosguden (Nordisk Stiftstidende 14.07.2012)
Vil du se mit smukke hjerte (Kristeligt Dagblad 14.04.2012)
Hvor langt skal man gå for kunsten? (Alt for damerne 06.03.2012)
Magi til morgenmad (Nordjyske Stiftstidende 29.02.2012)
Et kunstnerisk stormvejr (Helsingør Dagblad 18.02.2012)
Glem alt om hverdagsrealisme -og bliv underholdt (Midtjyllands Avis 17.02.2012)
Kunstens kvælertag (Fyens Stiftstidende 05.02.2012)
Det mørke vands musik (Politiken 04.02.2012)
At skrige sig fri af glasfængslet (Information 03.02.2012)
Pæne piger bliver ikke stjerner (Weekendavisen 03.02.2012)
Når dramaet kommer tæt på (Jyllands-Posten 29.01.2012)
Ringen der sluttede ringen (Politiken 01.11.2007)
Seth og Wagner (Jyllands-Posten 04.10.2007)
Dirigent i et magisk univers (Kristeligt Dagblad 03.05.2007)
Bask Bask (Information 21.10.2004)
Roman: Guden er løs (Politiken 20.08.2004)
Thriller: Danmarks svar på Anne Rice (Jyllands-posten 19.08.2004)
Frihedens vinger kan ikke smelte (Kristeligt Dagblad 19.08.2004)
Spændings-roman: Okkult spænding (Jyllands-Posten 15.02.2002)
Osiris, O guder, O gypten (Berlingske Tidende 06.02.2002)

Foto: Morten Holtum

Nominerede 2012: Christian Reslow

Christian Reslow blev født i 1985 i Skive. Han bor sammen med hustruen Jeanette i Midtjylland, og ved siden af skriveriet supplerer han økonomien med at sælge møbler.

Christian skrev sin første novelle som 11-årig og sin første roman som 13-årig, men det var først omkring 2009, at han begyndte at overveje at få sine skriverier udgivet. Da det nyopstartede forlag Valeta udskrev en novellekonkurrence sendte han novellen ”Firmus Anima” ind, og den kom med i antologien ”Begyndelser”. Cirka samtidig havde Christian sendt en roman til et andet forlag, og da de afslog, forsøgte han i stedet hos Valeta. Det blev dog til en udgivelse af science fantasy thrilleren “Miraklets fald”, som udkom i 2010.

Når Christian skriver kan hans arbejdsproces deles i to stadier. Først skriver han råmanuskriptet, og her sidder han alene. Han bruger sin hustru som sparringspartner, hvis han går i stå, men som oftest føles skriveriet som en form for rus, og arbejdet med ”Miraklets fald” beskriver han således: ”Da jeg skrev ”Miraklets Fald”, følte jeg det meste af tiden, at jeg løb fem hundrede meter bagefter handlingen – i sandaler – og forsøgte at skrive, mens jeg løb. Det var skidesjovt!

I andet stadie af skriveprocessen printer Christian manuskriptet ud og læser det. Herefter skriver han det igennem igen og lader sin hustru læse den rettede version. Når hun er kommet med sine forslag, retter Christian manuskriptet til endnu en gang, før det sendes ud til tre beta-læsere, og først når deres kritik er blevet overvejet og indarbejdet, sender han manuskriptet til sin forlægger.

Christian skriver indenfor horror, science fiction og spænding, og allerhelst blander han flere genrer sammen. Om sin tiltrækning af de fantastiske genrer fortæller Christian, at han holder af dem, fordi de bryder med reglerne for, hvad man kan og ikke kan, hvad der er rigtigt eller forkert. De fantastiske genrer udfordrer læserens evne til at godtage en virkelighed, som man ikke kan se hver dag i ’God aften Danmark’.

” …Det er et velkendt faktum, at størstedelen af verdens befolkning foretrækker at opleve historier om ting, de ikke umiddelbart har mulighed for selv at opleve. Jeg er stor fortaler for de fantastiske fortællinger, værende sig i bøger, film eller tv-serier. Og jeg ved, at jeg ikke er alene… ‘Terminator 2′ solgte trods alt flere biograf billetter end ‘Mine aftener i Paradis’.

Miraklets fald

”Det eneste jeg havde på plads, da jeg påbegyndte historien, var én ide; Et barn stod på et klippeudspring med et reb om halsen. I den ene ende af rebet stod en kvinde (jeg tænkte på daværende tidspunkt, at kvinden muligvis var barnets mor) og i den anden ende var en urokkelig sten. Imellem kvinden og barnet stod en mand, med en kniv i hånden. Hvad der videre skulle ske, anede jeg ikke.” (Christian Reslow til Fantastiske Forfattere)

”Miraklets fald” foregår i to parallelle universer med kvinderne Anni og Nina som hovedpersoner. I vores verden bor Anni, som er uddannet sygeplejerske. Optændt af patriotisme meldte hun sig som feltlæge og var med i første bølge i Irak, men hændelserne gav hende ar på sjælen, og nu nyder hun hverdagen med sin mand, Harry. I den parallelle ørkenverden, der lokalt kaldes Helvede, lever Nina. Hun er rå som få, og i bogens start er hun på jagt efter en genstand, der skal skaffe hende væk. Det lykkedes hende, og pludselig befinder hun sig i vores verden, mens Anni ender på den stegende planet, hvor vand er som syre, og ingen kan stole på hinanden. Herfra fortæller Christian Reslow de to kvinders historie i krydsklip. Hvordan Anni kæmper for at finde en vej tilbage til vores verden, og hvordan Nina forsøger at undgå det samme. Hun vil hellere dø i vores verden end at vende tilbage til sin egen.

”Miraklets Fald” blev markedsført som en science fantasy thriller, og om den tredobbelte genrebetegnelse fortæller Christian til Fantastiske Forfattere: ”Jeg tænker aldrig selv på, hvilken genre jeg befinder mig i, når jeg skriver. Historien bliver til, ligegyldigt om den passer ind i en bestemt genres rammer eller ej, og for mit eget vedkommende betyder det ikke så meget. Jeg er dog ret forundret over, at den genrebetegnelse, som bogen i sidste ende fik, skulle være en kombination af tre af mine egne favoritter. Havde jeg fået sneget horror med, så var det helt perfekt.”

Generelt blev ”Miraklets Fald” godt modtaget af anmelderne. Bibliotekernes lektørudtalelse var hovedsagelig positiv og kaldte Christians debut for ”spændende på de rigtige steder” og anbefaler den, hvis man er til action, science fiction og splatter.

Litteratursiden kaldte Arne Larsen den for en hæderlig debut, mens Metroxpress kaldte den for ”hæsblæsende sf-action”. Den Elektriske Kanin beskrev den som: “… en bemærkelsesværdigt helstøbt debut. Reslow har et godt greb om sine virkemidler, sproget flyder, og handlingen er flot sat sammen. Der er tale om en yderst læseværdig bog, hvis man trænger til noget spænding med overraskelser smidt ind – og et løfte om, at det er et forfatterskab, man bør holde øje med.”

Mere negativ var Cecilie Friis på Fyns Stiftstidende, som mente, at bogen var alt for voldsom: ”Hvis man kan lide makabre og blodige fortælling, kunne denne bog være noget for én. Men alt blodet og volden tager overhånd. Selv en hardcore fantasy/ krimi-læser, vil kunne ende med at sidde med en kvalm fornemmelse i munden”.   

Micki 19.50

Den grafiske vold fortsætter i Christians næste roman ”Micki 19.50”, der startede sit liv som en digital føljeton-roman i 7 dele på Christians facebook-side. I oktober 2010 udkom den så i bogform, igen på forlaget Valeta.

Raquelle er gudesmuk, har en fantastisk sangstemme og har stor succes som den danske opfinder af popera. Hun har dog en lille hemmelighed, nemlig hendes tvilling Micki der lever som en svulst i hendes ene bryst. På en turné går det helt galt, da hun kort før koncerten besvimer, og da hun vågner igen, er både publikum og orkesteret forsvundet sammen med lyset og strømmen – og fornuften. Tilbage er Raquelle, dirigenten Georg og kameramanden Tonni, som sammen forsøger at finde hoved og hale på, hvad der er sket, og hvorfor de langsomt får det værre og værre.

”Micki 19.50” er en lille tætpakket roman på 135 sider, som lektørudtalelsen beskrev som ”… ladet med uhygge og spænding, gennemsyret af blod og vold og med en overraskende drejning af handlingen til slut.”

Hvor Christian lod ”Miraklets fald” tage udgangspunkt i USA, så har han denne gang flyttet handlingen til et teater i Nordsjælland. Denne forankring i Danmark er Jakob Krogsøe fra Planet Pulp rigtig begejstret for. Han skriver i sin anmeldelse, at en af hans kæpheste er at lade genrefortællinger foregå i Danmark, da de dels ellers risikerer at drukne i mængden af udenlandske udgivelser, og dels vil han som dansker gerne læse gysere, der foregår i Danmark frem for et tilfældigt sted i USA, idet det giver en hurtig vej til indlevelse via genkendelse, hvilket både kan ske gennem personer og steder. Krogsøe roser videre og kalder ”Micki 19.50” for ”en ferm gyser der ikke er politisk korrekt, og den er dejlig voldelig og grafisk.”

Ligeså begejstret er anmeldelsen på Skræk og Rædsel. ”MICKI 19.50 er lidt som en THE TWILIGHT ZONE episode på syre og den er virkelig underholdende. Og så lægges der ikke fingre imellem i det drabelige og blodige klimaks. MICKI 19.50 kan anbefales som uhyggelig godnat-læsning til alle, der holder af et godt lille gys, der udfordrer de små grå og får nakkehårene til at rejse sig.”

Cautious.dk skriver Katja meget malende: ”Jeg ser aldrig gyserfilm, men at læse denne lille tumling af en gyserroman, var også ganske hårrejsende. Det ene øjeblik sidder man på kanten af sofaen og er ved at kyle bogen fra sig af skræk, det næste overvejer man at finde en balje, fordi de indre billeder der dukker frem, er så ulækre at aftensmaden truer med at vende tilbage.”

Og på Horrorsiden er begejstringen ligeså stor: “Micki 19:50” er ligesom at få fingrene i en god lavbudget gyser fra et independent filmselskab. Det kan godt være, at der ikke er råd til de voldsomme effekter, men til gengæld fortælles der med en næsten manisk fryd, og historien kører derudaf fra første færd. Det er muligt, at logikken nogle gange falder af i de hårde sving, men det er ærligt talt fuldstændigt ligegyldigt, for Reslow holder stramt om rettet, og han ved, hvor vi skal hen.”

Kimæren

Efter ”Micki 19.50” udgav Christian en række noveller, før ”Kimæren” udkom i december 2012 igen på forlaget Valeta. ”Kimæren” er nomineret til Årets Danske Horrorudgivelse, og denne gang har Christian rykket handlingen tilbage til USA, hvor også ”Miraklets fald” foregik.

Handlingen udspiller sig i den lille by Rowley, hvor noget er helt galt. To betjente bliver sendt ud til en lokal landmand, hvis kvæg er blevet parteret og dræbt på marken. Før de kommer så langt, bliver de dog involveret i en ulykke, hvor en alvorligt såret kvinde må bringes i sikkerhed. Samtidig rammer en række alarmkald centralen – alle fra Rowley. Nogen beretter om et vildt dyr, andre skriger bare på hjælp. Sherif Leis beslutter sig for at undersøge sagen nærmere med en gruppe betjente, før han sender bud efter kavaleriet. Men Rowley ligner en krigszone. Lig og kropsdele ligger spredt ud over hovedgaden, som er tom for levende væsener – undtagen ét – og det går hurtigt op for Leis og hans folk, at de langt fra er nok til at stoppe, hvad der foregår.

Som i sine to første romaner er ”Kimæren” fyldt med action, vold og bloddryppende detaljer. Christian skriver i et hæsblæsende tempo, som river læseren med sig fra første side. At fortællingen udspiller sig i USA virker i denne roman mere troværdigt, end hvis politiet i Horsens pludselig skulle rykke ud med masser af automatvåben, ligesom brugen af hæren og diverse lyssky afdelinger for terrorbekæmpelse også virker mere realistisk i et amerikansk setup.

Som i sine to første romaner er “Kimæren” kendetegnet ved de grafiske beskrivelser, et hæsblæsende tempo og uventede plot-drejninger. Christian beviser her, at han også mestrer den lange fortælling med flere plottråde og et stort persongalleri.

I skrivende stund er ”Kimæren” så nyudgivet, at der ikke er dukket mange anmeldelser op. Lektørudtalelsen kalder dog romanen for: “Drabeligt blodig hístorie, som målgruppen vil sætte tænderne i og fortære på genrens præmisser.” Og jeg er ikke i tvivl om, at Christian atter har leveret varen, og at ”Kimæren” lever fuldt op til alle forventninger.

Bibliografi:

Vrangvendt / Christian Reslow. – Valeta, 2013. – 142 sider
Kimæren / Christian Reslow. – 1. udgave. – Vanløse, Valeta, 2012. – 559 sider
Micki 19.50 / Christian Reslow. – 1. udgave. – Vanløse, Valeta, 2010. – 135 sider
Miraklets fald / Christian Reslow. – 1. udgave, 1. oplag. – Vanløse, Valeta, 2010. – 396 sider

Noveller:
Verdens krig / Christian Reslow. – Kandor
Skræ(v) / Christian Reslow. – Julenovelle til gratis download på julenovelle.dk 2012
Forskæreren / Christian Reslow. – 1. e-bogsudgave. – ebooks2go (julenovellen 2010)
Kaskader / Christian Reslow. – 1. e-bogsudgave. – ebooks2go
Vakuum / Christian Reslow. – 1. e-bogsudgave. – ebooks2go
Svin / Christian Reslow. – 1. e-bogsudgave. – ebooks2go
Firmus Anima / Christian Reslow i “Begyndelser”, forlaget Valeta, 2009
Jack Jaws / Christian Reslow – Julenovelle til gratis download fra forfatterens hjemmeside 2009

Manuskript til kortfilmen Samson, vinder af Skive Handelsskole Filmuge 2011

Læs mere:

Christian Reslows hjemmeside
Danske Horror Fans
Fantastiske Forfattere
Den Elektriske Kanin
Wikipedia
Planet Pulp
Skræk og Rædsel
Cautious.dk
Horrorsiden.dk
Interview med Christian Reslow om ”Miraklets fald” 
eBooks2Go
Forlaget Valeta
To dimensioner (Fyens Stiftstidende 01.04.2010)

Nominerede 2012: Jonas Wilmann

Jonas Wilmann er født i 1979. Han er gift med Anja og har sønnen Jack. Driver ved siden af forfattervirksomheden et lille rammefirma.

Allerede fra helt lille havde han en glubende appetit på gyserfilm, superhelte, fantasy og science fiction. Interessen for gyset udmøntede sig bl.a. i bloddryppende tegneserier og dansk-stile, som Jonas’ lærer konsekvent gav karakteren ’under-middel’, idet han altid fik mindst tre-fire ulækre mord med i de mest uskyldigt lydende emner.

Jonas var omkring 17 år gammel, da han skrev sin første kortroman, der handlede om helvedes opstandelse, men ingen forlag var interesserede i at udgive den. Jonas gav dog ikke op med skriveriet og fortsatte med en støt novelleproduktion som særligt kredsede om fantastikkens mest morbide sider.

THE END

Det var dog først i 2004, at han kastede sig ud i længere projekter og blev mere seriøs med skriverierne. Det førte til selvudgivelsen ”THE END” i 2009 – en postapokalyptiske splatter-roman skrevet på engelsk. Om den beslutning forklarer Jonas, at han skrev ”The End” på et tidspunkt, hvor han var godt træt af de danske forlag efter at have fået en lang række ubegrundede afslag på sine indsendte manuskripter. Planen var så at sende ”THE END” til amerikanske og engelske forlag, men her druknede manuskriptet i de mange andre. Jonas har overvejet at oversætte den, men er i tvivl om det er muligt at overføre den meget rå gade-lingo – til dansk.

”THE END” foregår godt 100 år efter at et nukleart holocaust har ændret livet på jorden, og nu sidder et præsteskab på magten. Hovedpersonen Zeke forelsker sig i en prostitueret, og da hun bliver bortført, starter Zekes kamp for at få hende tilbage.

Thomas Winther anmelder ”THE END” på Himmelskibet, og selvom han roser romanen for sine malende, billedskabende beskrivelser af kamp og apokalypse, så kalder han dog plottet for tyndt og er ikke så vild med, at den er skrevet på engelsk. Anmeldelsen slutter med denne opsummering: ”Jeg kan anbefale romanen hvis man virkelig savner tilstedeværelsen af muterede kannibaler i det man læser, hvis man kan bære over med de sproglige mangler og det papirtynde plot, og elsker splatter, vold og kulsorte slutninger. Inden for de præmisser leverer Jonas Wilmann en energisk og pletvis underholdende tegneserieagtig historie. Jeg håber til gengæld at han bliver ved med at skrive med den herlige energi og drive han beviser her; at han skifter engelsk ud med dansk; at han koncentrerer sig mere om plottet fremover og frem for alt: At han udviser en langt større originalitet i det han skriver. Det handler jo om at vise respekt for stoffet.

Mutagen

I 2010 fik Jonas antaget en række noveller i antologier indenfor det fantastiske og sluttede året af med at skrive kontrakt med forlaget Valeta. Valeta udgav Jonas roman nummer to ”Mutagen” – endnu et postapokalyptisk udspil, og selvom her stadig er tale om en dyster og til tider voldsom historie, er den overvældende brug af splatter fra ”THE END” kogt meget ned. I stedet er her tale om en mere realistisk vold, hvilket gør bogen så meget desto mere skræmmende.

”Mutagen” fik en fin lektørudtalelse af Sanne Caft, som skrev: ”Et kunstigt steroidhormon til kvæg har smittet menneskeheden og gjort de smittede til voldelige genmuterede zombieagtige væsner, der flænser og dræber alt, de kommer i nærheden af. Et ungt ægtepar har overlevet isoleret i en kælder, da de reddes af en unionssoldat. Herfra udfolder forfatteren en historie om etik, overlevelsesinstinkt og samfundsnormer, der pisker rask af sted. Sprogligt kortfattet, fokuseret og effektivt uden mange udsving.”

Og generelt var anmeldelserne positive. Apokalyptisk kaldte romanen for: ”… fantastisk underholdende læsning, og måske det bedste danske bud på en post-apokalyptisk roman siden Dennis Jürgensen Kadavermarch.” Mens Den Elektriske Kanin anbefaler den ”… hvis man trænger til at få hjernen blæst godt igennem.” Planet Pulp kan kun finde på at klage over, at bogen er for kort og skriver i deres anmeldelse: ”Dyster og fremragende dansk postapokalyptisk roman, der både underholder og skræmmer. Det største problem er faktisk, at den ikke er lang nok!”

Den samme klage tilslutter Skræk & Rædsel sig: ”Jonas Wilmann skriver glimrende og håndterer uden problemer de mange tidsspring, der er i bogen. Tempoet er hæsblæsende og der er mange grumme scener undervejs. Romanen rundes af med tre små “noveller”, der giver historien lidt ekstra krydderi. Det er en sjov detalje, men det afslører også bogens reelle problem. Den er ganske enkelt for kort. Vi får ikke mere end 160 sider alt i alt og det er slet ikke nok til en så stor og dramatisk historie. Vi kommer ikke for alvor ind under huden på karaktererne.”

Om idéen til ”Mutagen” fortæller Jonas: ”Jeg ville gerne skabe en ny slags monstre; zombier, mutanter – og kom på ideen, at det i stedet for et giftudslip eller en virus (som det ofte er) kunne være noget, der allerede var i samfundet. En snigende, langsom, men komplet irreversibel udvikling, der lige pludselig med et brag blev synlig og lagde verden ned. Det var ud fra den målsætning, jeg fik trukket hele polemikken om hormonforstyrrende stoffer ind i det, og jeg kunne mærke, at det fungerede, fordi katastrofen spirede fra noget ægte, og noget som allerede florerer i samfundet lige nu.”

Jonas holder generelt meget af både dystopier og postapokalyptiske fortællinger. Førstnævnte fordi dystopien giver mulighed for at tage nogle små ildevarslende strømninger i nutidens samfund, rykke dem et stykke ud i fremtiden og sætte dem helt på spidsen, mens det postapokalyptiske lokker, fordi det er et minimalt samfund skåret ind til benet, hvor menneskets inderste karakteristika nemt kan folde sig ud – med andre ord et meget nøgent miljø, hvor menneskelige følelser også er fuldstændigt blottede.

Smukke Anna

Senere i 2011 udgav Jonas endnu en roman, denne gang på sit eget forlag Kaos. ”Smukke Anna” er en genrehybrid, der inkorporerer horror, socialrealisme, surrealisme, folklore og lidt indisk gudemytologi. En meget anderledes roman end ”Mutagen”, men der lå ikke noget bevidst valg i stilændringen. Jonas fortæller i et interview, at hans skrivestil tilpasser sig, den stemning han slår an på bogens første sider.

”Smukke Anna” handler om den smukke 13-årige Anna. Hun er roma og bor i Prag, hvor hun jages af en gangsterchef, der ønsker at indlemme hende i sin bordelvirksomhed. Men i en uforudsigelig drejning af historien bliver gudinden Kali Annas skytsengel, og herfra vælter mørket ind over siderne i en blanding af magisk realisme og horror.

Denne gang var reaktionerne på bogen knap så entydige, hvilket Jonas dog har udtalt, at han var forberedt på. På sin blog skriver han, at det er forståeligt, hvis nogen læsere føler sig lidt splittede i læsningen.

Det er normalt at søge efter identifikation og klare motiver i en tekst, men ”Smukke Anna” kan ikke tilbyde nogen af delene. Der er ingen tryghed eller genkendelighed at hente, kun en adgangsbillet til et surreelt, ukendt landskab, og Annas motiver er lige så fordøjelige som et hårdt slag til hovedet – og det var selvfølgelig et bevidst greb … Og selvom ”Anna” er rimelig trippet, selv i Wilmann-regi, er det jo ikke mit lod her i livet at skrive ud fra berettermodeller, overkonstruerede plotlinjer og spændingskurver. Jeg skriver små mareridt, jeg lader mig viljeløst rive med, [det er] også derfor at jeg aldrig skriver, med mindre ideen kommer til mig.”

Blandt de dårligste anmeldelser var lektørudtalelsen, som bibliotekerne bruger til at bestille ud fra. Jonas klagede over den første lektørudtalelsen, som med hans egne ord ”myrdede” ”Smukke Anna”. Klagen førte til en langt mere positiv lektør, der kaldte romanen for ”en lille gysende perle af en roman”.

På Horrorsiden var anmeldelsen ligeledes positiv: ”Wilmann har altid haft øje for blod og død, men denne gang toner han det ned og lægger det som et dystert tæppe for handlingen, og det giver altså en noget anden oplevelse end hans tidligere, mere actiondrevne værker. Her driver siderne af spænding, og Anna vakler mellem virkelighed og drøm. For naturligvis kan vi se, hvad der sker – men hvorfor sker det? Denne forklaring holdes tilbage til slutningen. Det gør vel “Smukke Anna” til en art magisk realisme-horror, men uanset hvad i al fald en vellykket og stemningsfuld historie.”

Boggnaskeren er ikke imponeret og beklager sig over for mange sproglige billeder, der vælter oveni hinanden, men erklærer dog også at hun ikke er til ”den slags historier”.

Planet Pulp erklærer ”Smukke Anna” for en modig bastard og skriver videre: ”Det er et modigt projekt, som dog ikke fungerer helt optimalt. Til det er romanens omfang simpelthen for kort, og man ønsker sig, som det også var tilfældet med ”Mutagen, at Wilmann havde skrevet mere. For mig er det klart den socialrealistiske og blodige del af ”Smukke Anna, som fungerer bedst. Drømmesekvenserne, eller hvad man nu skal kalde dem uden at afsløre for meget, er velskrevne og stemningsfulde, men koblingen til den “virkelige” del af fortælling er ikke perfekt. Men alt i alt er ”Smukke Anna en underholdende og modig roman, som blot forstærker min tro på, at Jonas Wilmann er én de lysende stjerner på den danske genrehimmel.”

På Litteratursiden anbefaler Mikala Rosenkilde den til de læsere, der holder af et godt og grusomt skæbneportræt blandet med gys og magisk realisme, mens Emil Blichfeldt på Bogblogger skriver: ”[Smukke Anna] er en velresearchet bog, der vil have en tendens til at skubbe den læser væk, der kun kommer efter underholdning. Men hvis man er til blodig underholdning, hvor svælgen i detaljeforgreninger ikke afskræmmer, så holder kæden fint trods skift. Krystalvasen sejler glimtende af sted i Kalis flod af blod. Så hvis du er til ultravoldelige genrehybrider må du gøre dig selv den tjeneste at læse Smukke Anna.”

Frygt-filerne

I 2012 kom så novellesamlingen ”Frygt-filerne”, der er nomineret til Årets Danske Horrorpris. Endnu en gang skifter Jonas spor, og samlingen består af otte horror-noveller om nutidige menneskeskæbner, der vikles ind i skrækscenarier, der egentlig mere hører gotikken til. Moderne gotik med mere blod og perversion end i den klassiske form kalder Jonas det.

Samlingen er generelt blevet modtaget positivt, bl.a. kalder lektørudtalelsen ”Frygt-filerne” for en: ”… velskrevet og underholdende novellesamling af ung dansk forfatter, der tager sin genre meget seriøs, og det mærkes tydeligt i samlingen. Forfatteren formår balancegangen mellem det groteske og humor pakket ind i spændende historier.”

Ligeså positiv er Bogblogger: ”Med novellesamlingen Frygt-Filerne”har Jonas Wilman begået endnu en sort perle, skrevet i en gotisk tone, man kender fra Poe, Lovecraft og mange flere. Sproget, hastigheden, volden og evnen til at skrive erotisk, er Wilmans tydelige fingeraftryk. Et aftryk der nok er med til at skræmme etablerede forlag fra at udgive ham. Al ære for at han udgiver på eget forlag og rent faktisk formår at levere en bog uden flere fejl, end der er i bøger fra de store forlag. Frygt-filerne er godt opbygget, den lægger ud med ok historier og derfra bliver det hårrejsende bedre. Frygt-filerne er endnu et must-read fra Wilmanns blodige hånd, med indbygget garanti for mareridt.”

Planet Pulp er ligeledes begejstret og roser Jonas for sin fortælleglæde og sin viden om genren og genrens virkemidler. Desuden roses han for sine troværdige personer, som gør det let for læseren at engagere sig i historierne. ”Wilmann lader læseren udforske en bred palet af modbydeligheder, og han gør det godt. Faktisk rigtig godt. Men det er bestemt ikke for børn. Der er både lemlæstelse, sex, mord og andre modbydeligheder, som Wilmann serverer med både tør humor og sans for timing og spænding.”

Også Thomas Winther på Himmelskibet roser ”Frygt-filerne”, og kalder novellerne for godt fortalt og skarpe i deres fortælling, og så fremhæver han novellen som et rigtig godt format for horror.

Svovlild

Seneste udspil fra Jonas Wilmann bringer igen læseren et nyt sted hen i forfatterskabet. ”Svovlild” er en fantasyroman med drager som hovedpersoner, som ender i en altødelæggende krig. Jonas ønskede at fortælle en historie som skulle være en slags analyse af krigens/konfliktens mekanikker, og hvordan sådan noget opstår. Inspirationen var bl.a. den uforsonlighed, der var på begge sider i Muhammed-krisen.

Skriveprocessen

Noget af det interessante ved Jonas Wilmanns forfatterskab er, at man aldrig helt ved, hvad man kan forvente sig, når man sidder med en ny bog i hånden. Som de hidtidige udgivelser antyder, leger Jonas med genrer og skrivestile og lader historierne udvikle sig på egne vilkår.

”Jeg har det sådan, at min skrivestil tilpasser sig den stemning, jeg slår an på bogens første sider. Man sporer sig ind på et eller andet, der bliver selvforstærkende, jo mere man skriver, og pludselig er man bare i dét mindset. ”Smukke Anna” er selvfølgelig meget anderledes end ”Mutagen”, som var et mere lige-ud-ad-landevejen-adrenalinsus, men jeg skriver egentlig meget forskelligt og har en ny tilgang til hvert projekt, jeg nærmer mig.”

Om sin skriveproces fortæller Jonas videre: ”Det, der er vigtigt for mig, når jeg skriver, er, at materialet virker friskt og nyt, og at jeg i processen kommer til at overaske mig selv, helst flere gange. Dét uanset om det handler om dødbringende superfugle fra Borneos jungle, mandefødsler, terrorister der er lavet af flamingo, en fagforening for seriemordere eller teenagere der er blevet til voldelige mutanter af at spise hormonpumpet oksekød.

Ligeledes forklarer han vigtigheden af en ordentlig research, inden skriveriet begynder. Selvom meget af det ikke kommer med i det endelige manuskript, føler Jonas, at det er vigtigt at have en dyb forståelse for det univers, han bygger op.

Udvalgt bibliografi: 

Romaner:
THE END / Jonas Wilmann. – Kastrup, Jonas Wilmann, 2009. – 139 sider
Mutagen / Jonas Wilmann. – 1. udgave. – Vanløse, Valeta, 2011. – 198 sider
Smukke Anna / Jonas Wilmann. – Kastrup, Kaos, 2011. – 198 sider
Frygt-filerne / Jonas Wilmann. – Kastrup, Kaos, 2012. – 248 sider
Svovlild / Jonas Wilmann. – Kastrup, Kaos, 2013. – 297 sider
Udkantshistorier / Jonas Wilmann. – Kaos, 2013. – 201 sider
Frygt-filerne II / Jonas Wilmann. – Kaos, 2014. – 201 sider
Velkommen til Kadaverkøbing / Jonas Wilmann. – Kaos, 2014. – 169 sider

Noveller:
Ia! Didrik-Svendsen / Jonas Wilmann i ”Lyden af vanvid” forlaget H. Harksen Productions, 2010
Hullet / Jonas Wilmann. – 1. e-bogsudgave. – eBooks2go, sælges på internettet, 2011
Et øjebliks transcendens / Jonas Wilmann i ”Det sker igen” forlaget Kandor, 2011
Sammenhold / Jonas Wilmann i ”Dystre Danmark 2” forlaget H. Harksen Productions, 2011
Sorgens museum / Jonas Wilmann. – Kandor

Se en komplet oversigt på forfatterens hjemmeside

Læs mere:

Danske Horror Fans

Himmelskibets anmeldelse af THE END

Jonas Wilmanns blog

Fantastiske Forfattere: Interview om THE END

Fantastiske Forfattere: Interview om Mutagen

Fantastiske Forfattere: Interview om Smukke Anna

Planet Pulp: Frygt-filerne 

Planet Pulp: Smukke Anna

Planet Pulp: Mutagen

Planet Pulp: THE END

Boggnasker.dk

Bogblogger

Nominerede 2012: Teddy Vork

Teddy Vork. Copyright Red Star PhotoTeddy Vork er født i 1977. Han bor i den lille by Tjæreborg tæt på Esbjerg med sin kone og søn, og er uddannet cand. mag. i engelsk, dansk og skrivekunst. Ud over at skrive underviser han i dansk og engelsk som timelærer på et par erhvervsskoler og en sprogskole.

Teddys ambition er, at blive en hamrende dygtig horrorforfatter, som kan skræmme livet af sine læsere. Han læser meget bredt men skriver kun indenfor horror. Et par forsøg ud i science fiction blev afvist af redaktørerne, idet de mente, at han hellere skulle sende dem til et horrorblad i stedet for.

I et interview har Teddy fortalt, at han er ret nørdet med redigeringen af sine tekster. Han skriver et løst første udkast, som ingen får at se og som bliver liggende i skrivebordsskuffen i et godt stykke tid, inden han igen tager det frem og skriver igennem igen. På den måde får han mulighed for at se sammenhænge og tænke motiv og tema ind på en helt anden måde. Først efter flere gennemskrivninger sender han teksten til korrekturlæsning hos forskellige, hvor han gerne tager imod gode råd.

Om sin fascination af horrorgenren fortæller Teddy til Himmelskibet: ”Jeg kan ikke sætte fingeren præcis på, hvorfor jeg holder så meget af genren, selv om jeg har skrevet og tænkt meget over det. Jeg hælder til, at der i selve plottet er noget, som tænder mig – den søgen efter viden om det ukendte, som de fleste horror-fortællinger kredser om og også findes i det tematiske: jeg tror, at horror-kicket for mig findes i de få øjeblikke, hvor en historie kan give et glimt af, at verden ikke er, hvad den synes. Alle menneskets forestillinger om harmoni og orden udstilles som konstruktioner og fortællinger vi har opbygget som et skjold, og vi ser, at verden er nådesløs og tilfældig – det værste sker for de bedste. Det ved vi jo alle selvfølgelig godt, når vi tænker over det, men horror eksemplificerer det – skærer det ud i kødfulde lunser og maler det med blod – om det så er overnaturlig horror eller ’naturlig.’ Det glimt gyser jeg over, og så fortsætter jeg min egen velordnede og rationelle livsfortælling, som jeg tror på – for det meste.”

Teddy er ingen puritaner, når det gælder genrens virkemidler. Væmmelsen ved blod og splat kan være helt rigtig, hvis blot det spiller sammen med historien. Selv bruger han dog ikke specielt meget ”gore”, men holder mere af at finde uhyggen i hverdagen.

Jeg er ikke skræmt i hverdagen, men jeg kan godt tænke på noget foruroligende og især tænke det større. Gyserforfattere er ret lette at skræmme! Er jeg i kælderen og hænge vasketøj op, kan jeg godt mærke den åbne dør mod et mørkt rum. Rationelt ved jeg jo, at der ikke er noget. Men så får jeg den der rislen ned ad ryggen… Og når jeg kan videregive den fornemmelse og ramme læserne på samme måde, er det ret fedt. Pointen er, at hverdagens vaskekældre, knirkende gulvbrædder eller pirkende gren på ruden er de små gys, vi accepterer. Og når vi er med på at være irrationelt ængstelige i hverdagen, er det også hverdagen, der skal hjælpe læseren med at sluge præmissen om det overnaturlige.” (Jydske Vestkysten 14.12.2012)

Hvor skyggen falder

Teddy debuterede i 2008 med novellesamlingen “Hvor skyggen falder” på Forlaget Tellerup. Samlingen blev generelt godt modtaget. Hans forfatterkollega A. Silvestri skriver f.eks.: “I Teddys gysernoveller står det klart, at han kender genren meget godt. Hans historier emmer af lige dele gotisk gys og moderne horror, og han trækker på mange kendte undergenrer, uden på noget tidspunkt at forfalde til plagiat. Især samlingens sidste novelle, Poetisk retfærdighed, er et solidt nik til gotikkens kronede konge, Edgar Allan Poe. En anden novelle, Mellem tætte tågeslør, er en skræmmende variant, som H.P. Lovecraft ville have elsket. At jeg sammenligner Teddy med andre forfattere skal udelukkende ses som et stort skulderklap. Mange forfattere kan lave en pastiche. Teddy tager en pastiche, vrider den, slår en knude på den og losser den tilstrækkeligt hårdt i kuglerne til, at noget helt nyt opstår. Teddy er en af de unge forfattere, som med stor sandsynlighed vil blive et kendt navn“.

Mens Michael Mogensen i Jydske Vestkysten mindre “poetisk” kaldte “Hvor skyggen falder” for ”veloplagt” og ”solidt håndværk” og roste Teddy for sine nærmest filmiske beskrivelser som får læseren til at befinde sig på stedet sammen med fortællingens personer.

Lokaliteten betyder også meget for Teddy. Hvor nogen forfattere har svært ved at skrive horror, der foregår i Danmark, er det for Teddy langt mere skræmmende, hvis det rædselsfulde finder sted lige ved siden af os.

Horror er vel den genre, som afhænger mest af lokaliteten – det er fra den, atmosfære flyder, den man kan trække de brugbare stemningsdetaljer ud af – nogle af de greb, jeg har arbejdet og stadig arbejder mest med. Jeg er overbevist om, at alle steder har potentiale for horror, det gælder bare om at få det rette syn på stedet, se det gennem et mørkt glas.” (Fantastiske Forfattere)

Samlingen består af seks noveller, som hver især beskæftiger sig med skygger enten i bogstavelig eller overført betydning. ”Bogens titel referer til, at de optrædende i de seks historier alle må sande, at dér, hvor skyggen falder, bliver tingene voldsomt anderledes. På forskellige måder, men lige rædselsfulde.  Som i børneeventyr optræder der i rigt omfang unaturlige fænomener som stemmer i skyggerne og tåger, der taler. Al den slags vi ikke tror på, og hvis det optræder, er det nok stress, fordi vi er overanstrengte og hører syner. Eller der det nu også derfor? Og hvis de ydre dæmoner er der, hvad så med mine egne indre af slagsen?” (Jydske Vestkysten 20.08.2008)

Diget

Selvom Teddy selv beskriver novelleformen som velegnet til et godt gys, fordi den ikke er så lang, så blev hans næste projekt dog en roman, da han i 2010 udgav ”Diget”, som blandede horror med det middelalderlige Danmarks sagn og myter.

”Diget” udspiller sig i marsklandskabet omkring Ribe, og idéen til romanen opstod, da Teddy faldt over et lille hæfte med lokale sagn i en genbrugsforretning. Heri kunne han læse, at man i gamle dage begravede et drengebarn ind i diget hver syvende år for at styrke det, og plottet til historien – som han i første omgang troede skulle være en novelle – kom næsten fuldt formet til ham.

Handlingen lyder kort: Drengen Knud er blevet udvalgt til at blive ofret til de gamle guder for at beskytte landsbyen mod oversvømmelser, så han bliver begravet levende i et kammer i diget. I starten er han for rædselsslagen til noget som helst, men efterhånden samler han mod til at bevæge sig lidt rundt, og snart får han på fornemmelsen, at han ikke er alene i mørket. Fortællingen om Knuds kvaler i gravkammeret blandes med genfortællinger af gamle danske sagn og myter, lige fra historien om Åmanden til sagnet om Bjovulf, der dræber uhyret Grendel og vinder stor hæder og ære. Knud holder af at fortælle disse historier for sine venner, og nu hjemsøger de ham i mørket, hvor de genopstår en efter en.

Ved at placere sin historie i en historisk kontekst og med inddragelsen af de mange myter og sagn har researchen til ”Diget” været omfattende. Processen var ambivalent for Teddy, som på den ene side syntes, at researchen tog for meget tid fra selve skriveriet, men på den anden side også fandt det rigtig fedt at lære så meget nyt. Bl.a. var det en glædelig overraskelse at opdage, at danske sagn og myter ikke står tilbage for de græske og angelsaksiske/keltiske, som jo ellers oftest er dem, der danner referencer til horrorhistorier. Samtidig var det også en øjenåbner, hvor mange af sagnene som egentlig er decideret horror.

Om skiftet fra novelle til roman fortæller Teddy:”Fordelen [ved romanen] har været muligheden for at arbejde mere med karakter. Noveller (den europæiske, modsat den amerikanske, Carver-iske novelle) er efter min mening ofte mere interesserede i plot og effekt, selv om der selvfølgelig også skal være karakter, men der bruges mest krudt på ’unity of effect.’ Dette skal selvfølgelig også fungere i en roman, men her er der mere plads til at udfolde karakter. Ulempen er så, at det kan være sværere at strukturere plottet og få den enhed, noveller ofte har. Jeg har haft den yderligere udfordring med “Diget”, at den indeholder adskillige indflettede fortællinger, der skulle fungere både plotmæssigt og tematisk, samtidig med at karakteren skulle fremstå så ægte som muligt. Disponeringen af stoffet, især hvis der er en kompleks narrativ struktur, kan være vanskelig i den lange form.” (Fantastiske Forfattere)

Horror-ekspert Mathias Clasens artikel ”Rædsler fra Ribe og omegn – Skrækhistorien som global fortælling” handler om darwinistisk litteraturteori/analyse, og her bruger Clasen bl.a. ”Diget” som eksempel.  På sin blog fortæller Teddy, hvor interessant det er at se sin historie læst gennem en sådan optik, især når den flere gange zoomer ind på de aspekter, han selv håbede ville blive opfattet som helt centrale for fortællingen. Clasen skriver bl.a.: ”Diget har flere tematiske spor (fx individet vs. gruppen; et tema, der er lige relevant i jæger-samler-samfund og moderne demokratier), men helt centralt skildres fiktive fortællingers kolossale psykologiske og kulturelle betydning – på godt og ondt: det er en religiøs fortælling om guder og ofringer der forårsager Knuds indespærring, og det er fortællinger om monstre og monsterjægere der bliver hans redning.”

Denne iagttagelse går fint i tråd med Teddys egen tolkning af historien, som han beskriver som en “klassisk coming-of-age historie” hvor “fortidens fortællinger og de dystre væsener, som huserer i dem [har] en central rolle i romanen“. Og slutter med at sige: “Man kan måske påstå, at “Diget” mest af alt handler om fortællinger, hvordan de skaber vores verdensforestilling og kan være både velsignelser og forbandelser på samme tid.” (Fantastiske Forfattere)

”Diget” blev godt modtaget af anmelderne, som bl.a. roste Teddy for at have et godt greb om sine virkemidler, og for at understrege at god horror også handler om at få folk til at tøve – hvad er det i virkeligheden der sker? (Den Elektriske Kanin) Mens en anden anmelder beskriver stemningen i diget (hvor Knud er indespærret) for ”fortættet, angstfuld og klaustrofobiskog beskriver romanen som ”… på samme tid en underholdende og nærværende historisk roman, og en nervepirrende vandring i grænselandet mellem liv og død hvor nogle skygger er dybere end andre.” (Fyldepennen)

Ex

Teddys anden roman ”Ex” udkom i 2012 og er blandt de nominerede til Årets Danske Horrorudgivelse. Historien handler om Edmund, der er gift med Agnete, som han har en søn med. Edmund forsøger at få hverdagen til at gå op i en højere enhed, så der både er plads til familien, jobbet og fritidsprojektet som dokumentarist. Da hans eks-kæreste Regitze dør, vælter hans tilværelse langsomt. Han bliver besat af tanken om hende, og en dag ser han hende.

På Bogforum 2012 deltog Teddy Vork i en paneldebat sammen med Carina Evytt og Michael Kamp, og her fortalte Teddy, at han bevidst var gået efter at skrive en spøgelseshistorie denne gang, men at det var vigtigt for ham at vælge et interessant spøgelse. Valget faldt på det skandinaviske genfærd af genganger-typen. Modsat spøgelset kan en genganger antage fysisk form, men samtidig forsvinde fra det ene øjeblik til det andet, og så er gengangeren et ondsindet og uforsonligt væsen, som udelukkende består af vilje og had.

Hvor Teddy i “Diget” pålagde sig restriktioner i forhold til at gengive myterne korrekte samt følge historiske facts, er det denne gang brugen af Esbjerg som location, der er med til at give udfordringer.

Et af mine mål med “Ex” var at skrive en moderne, stemningsfuld spøgelseshistorie. Traditionelle fortællinger om genfærd foregår ofte på ældre, gotiske steder, som for eksempel borge eller herregårde og forlader sig på de omgivelser til at skabe den rette atmosfære. Det er jo ikke ligefrem rekvisitter, Esbjerg er kendt for med sin unge alder. Men jeg opdagede, at der findes utrolig mange steder i byen, som fungerede perfekt til at skabe den rette dystre stemning.” (Ugeavisen Esbjerg 28.11.2012)

”Ex” bliver således en slags ”hybrid” af Teddys første to udgivelser med en blanding af det mytiske som han brugte i ”Diget” med hverdagens trummerum og set-uppet i Esbjerg, som han brugte i ”Hvor skyggen falder”.

Et af emnerne i romanen er psykisk sygdom, og her fortæller Teddy i et interview i Jydske Vestkysten, at han har trukket meget på sine egne erfaringer.

Hele det psykiske spil i, hvor man hører stemmer eller mærker en irrationel ængstelse, er interessant at skrive ud fra. For vi kender jo alle til det i større eller mindre grad. Jeg er tæt på det i kraft af min kones sygdom og har taget meget fra mig eget liv med – meget af mine egne oplevelser som pårørende til en psykisk syg. ”Ex” lander således sit helt eget sted mellem at være en lokal fortælling, en pårørende roman og en horrorhistorie. For ganske som grænselandet mellem de faktiske forhold og spøgelserne  har masser af gråtoner, som ikke altid kan forklares rationelt, er der med psykiske lidelser et stort felt, hvor grænserne mellem det normale og diagnosen udviskes.” (Jydske Vestkysten 14.12.2012)

Denne gang har anmeldelserne været lidt mere blandede. På Planet Pulp kaldes ”Ex” for en ”… en velfungerende psykologisk gyser, hvor der er kælet for personerne, miljøet og detaljerne”, og den eneste anke er, at bogen er for kort. Mens Politiken kalder romanen for ”old school gys”, og synes at hovedpersonen er lidt for overspændt.

Udvalgt bibliografi:

Sprækker / Teddy Vork. – Kandor, 2014. – 213 sider
Ex
/ Teddy Vork. – Ruds-Vedby : Tellerup, 2012. – 327 sider
Diget / Teddy Vork. – Ruds-Vedby : Tellerup, 2010. – 182 sider
Hvor skyggen falder : seks horrornoveller / Teddy Vork. – Ruds-Vedby : Tellerup, 2008. – 110 sider
The overreacher : Nathaniel Hawthorne and the gothic mode / Teddy Vork. –  Syddansk Universitet, 2004. – 96 sider

Noveller:
Frederik og snemanden / Teddy Vork. – Himmelskibet nr. 12, 2006
En helt forkert kiste / novelle af Teddy Vork. – Himmelskibet nr. 16, 2008
Delilas lokker / Teddy Vork i ”Horror.dk : 12 danske noveller” ved Mathias Clasen. – Tellerup; 2008. 253 sider
Isolde / Teddy Vork i “Velkommen til dybet : 13 gyserhistorier” ved Mathias F. Clasen. – Tellerup; 2011. 285 sider
Mare, mare minde / Teddy Vork i “Til deres dages ende : ny dansk fantasy 2012” ved Nikolaj Højberg. – Kandor; 1. udgave; 2012. 350 sider
De rette omgivelser / Teddy Vork. –  Kandor

Læs mere:

Forfatterportræt på Tellerup
Himmelskibet nr. 18, 2008: Teddy Vork – skyggens mand 
Fantastiske Forfattere
Rædsler fra Ribe og Omegn af Mathias Clasen
Teddy Vorks blog
A. Silvestris blog
Planet Pulp
Politiken (20.11.2012): Old school gys lukker zombi ud i Esbjerg
Jydske Vestkysten (29.07.2008): Ung forfatter vil gerne skræmme sine læsere
Jydske Vestkysten (20.08.2008): Danske rædsler
Ugeavisen Esbjerg (28.11.2012): Spøgelseshistorie fra Esbjerg
Jydske Vestkysten (14.12.2012): Teddy & de helt almindelige genfærd

Foto af Teddy Vork ved Red Star Photo

Årets Danske Horrorudgivelse 2012

Igen i år uddeler Dansk Horror Selskab en pris for Årets Danske Horrorudgivelse. Det sker d. 16. marts på Krimimessen i Horsens. I år har nomineringsprocessen været lidt anderledes i forhold til sidste år, idet det er forlagene, som har indstillet værker til longlisten. Hvert forlag har kunnet indstille max 2 titler, og herefter er det horrorbloggere og andre horrorentusiaster, som udvælger de 5 titler til shortlisten, som juryen skal tage stilling til.

Longlisten består af 10 titler:

Hændelsen af Anne Sofie Allarp, forlaget People’s Press

Skygger fra Oktoberland af Nikolaj Johansen, forlaget Replikant

Flugten fra Roskilde af Michael Kamp, forlaget Tellerup

Dobbeltmordet på Peter Bangs vej af Peer Kaae, forlaget People’s Press

Sort vand af Patrick Leis, forlaget Facet

Kimæren af Christian Reslow, forlaget Valeta

Glasborgen af Anne-Marie Vedsø Olesen, forlaget Gyldendal

Librettoen til Orkestergraven af Anne-Marie Vedsø Olesen, forlaget 2Feet Entertainment

Ex af Teddy Vork, forlaget Tellerup

Frygt-filerne af Jonas Wilmann, forlaget Kaos

Besøg Dansk Horror Selskabs hjemmeside

Steen Langstrup vinder Årets Bedste Horrorudgivelse

Siden Steen Langstrup debuterede som horrorforfatter med romanen “Kat” i 1995 har han været en sikker repræsentant for horrorgenren.

Han har aldrig været bange for at gå nye veje, hverken som forfatter eller som fortæller, og har bl.a. også flere krimier på samvittigheden.

Med Plantage-trilogien vendte han tilbage til mere klassisk horror, og med “Alt det hun ville ønske hun ikke forstod” afsøger han igen nye territorier, nemlig tortur-horror.

Begrundelsen for valget af Steen Langstrups Alt det hun ville ønske hun ikke forstod lyder:

”Alt det hun ville ønske hun ikke forstod” kvalificerer sig som genrelitteratur, der er skøn litteratur: originalt, stiligt og effektivt turneret. (Lars Bukdahl)

En fængende, uhyggelig, grum, afskyelig, velskrevet og vel-undfanget fortælling. Der er flot fremdrift i bogen, der fortællemæssigt er yderst godt komponeret, og i sig selv et meget vellykket eksempel på et rigtig godt gys for voksne. (Rikke Schubart)

En historie man husker efter endt læsning. Situationen er enkel og velvalgt og godt afviklet (selv hvis der er mange mennesker på en benzintank virker den øde og skræmmende på mig). (Jakob Stegelmann)

I ”Alt det hun ville ønske hun ikke forstod” udnytter Steen Langstrup de filmiske virkemidler optimalt (Janus Andersen)

Yderst velskrevet roman, der hurtigt får læseren til at flytte sig uroligt på stolen. Så grum at den nærmest rammer læseren fysisk, men samtidig er Langstrup en mester i at klippe væk, lige når det værste sker, så læserens fantasi selv udfylder resten. (Jette Holst)

Juryen ønsker Steen Langstrup et stort tillykke med prisen.

Jakob Stegeelmann
Janus Andersen
Jette Holst
Lars Bukdahl
Rikke Schubart

Nominerede 2011: Det sker igen

I 2010 opfordrede forlaget Kandor til indsendelse af noveller til en antologi, hvis mål var at give udtryk for, hvorfor vi aldrig igen skal give plads til racisme og fascisme. Der blev indsendt ca. 35 noveller, som blev skåret ned til de 11, der kan læses i ”Det sker igen”, som udkom i slutningen af 2011.

De 11 noveller sætter fingeren på, hvordan vores hverdag har ændret sig i de senere år. Hvordan vi tager os mindre af hinanden og er bange for det fremmede, det nye og i sidste ende hinanden. Hvordan enhver er sig selv nærmest, og det ikke så meget handler om, hvad man har brug for, men hvad man har krav på.

“Det sker igen” er udkommet på det lille forlag Kandor, som drives af Nikolaj Højberg. Om forlagets mission skriver han: “Forlaget KANDOR drives af ildsjæle, der brænder for at udgive  bøger, der bringer nyt blod til de fantastiske genrer: gys, horror, fantasy og science fiction. Vi er nemlig af den opfattelse, at alt for mange af de bøger, der udgives i dag er genfortælling af historier, som blev fortalt i går. Novellen har en varm plads i vores hjerte. Den har i alt for mange år levet et næsten usynlig liv og synes at være på vej til at forsvinde ud af den trykte bogs verden. Vores vision er at vende denne udvikling ved at udgive novellesamlinger af høj kvalitet.”

Om antologien fortæller Højberg til Fantastiske Forfattere: “Novellerne er horror og kan læses som sådan på to planer: Horror ved at være uhyggelige, grusomme, klamme, modbydelige og sadistiske. Og horror ved at førnævnte er funderet i bevidst politisk vanrøgt af medmenneskelighed.”

Idéen til antologien opstod som et modspil til Dansk Folkepartis udtalelse om at menneskerettigheder er meningsløse og totalitære, efter Højberg havde læst en reklame for den engelske antologi “Never Again”, som handler om, hvorfor vi aldrig igen skal invitere fornægtere af menneskerettighederne ind i vores samfund.

Indhold:

Maskinskær af Nikolaj Johansen
X bliver fundet sammenpresset i en knust bil. Det sætter tankerne i gang om hævn og konsekvens.

Hamatano af Thomas Strømsholt
Lukas skal have gæster. Da en tigger dukker op på hans dørtrin, ender det med, at Lukas tager ham indenfor. Men hvor gør man af sådan en, når man nu skal til at hygge sig?

Den søde ventetid af Jesper Rugård Jensen
Ernst er blevet fyret fra sit job. Mens han spekulerer over, hvordan han får det fortalt til kæresten, dukker drømmene om ulven op.

Et øjebliks transcendens af Jonas Wilmann
Tue er forsinket med at aflevere en artikel, og det bliver ikke lettere at få den færdig, da han begynder at få nogle mærkelig blackouts.

Morituri te salutant af A. Silvestri
Fire borgere kan i fremtidens Danmark ikke yde deres bidrag til samfundet af forskellige årsager. Så hvad gør man ved ubrugelige borgere?

Mordet på Mads af Flemming Rasch
Mads er ikke dygtig nok i skolen og skal derfor destrueres. Men Mads vil gerne have et svar.

Sprækker af Grudrun Østergaard
Da Inga opdager, at nogen har vandaliseret et monument, melder hun det naturligvis straks. Politiet finder gerningsmanden, men hvad skal straffen være?

Armen af Morten Carlsen
Benjamin mister armen i en arbejdsulykke. Han melder sig til eksperimental kirurgi og modtager en donorarm. Men hvad der skulle have været en god ting, ændrer alt.

Underboen af Mikkel Carlsen
Pensionisten Johannes får en ny underbo, men da han vil byde velkommen, opdager han, at det er en fuldstændig fremmed.

Snuppet i tolden af Lise A.
Hvad nu hvis man kunne stoppe illegal indvandring fuldstændig og uden fejltagelser? Og hvad nu hvis der alligevel skete en fejl?

Hvid Chili af Nikolaj Højberg
Nadja skal nå flyet til New York. Hun længes efter at være sammen med Adam, og intet skal stoppe hende.

Andre har sagt om “Det sker igen”:

Noveller som med sine skarpt optrukne linjer mellem godt og ondt, frihed og kontrol tilsat noget horror vil tiltale de unge læsere. Kan absolut anbefales.” Bibliotekernes lektørudtalelse

Læs mere:

Nominerede 2011: Steen Langstrup

Steen Langstrup blev født i 1968, og voksede op lidt uden for Helsinge på Nordsjælland. Han var ikke særligt begejstret for skolen, og efter folkeskolen gik han ud. Ønsket var en plads som reklametegner, men det blev i stedet til et arbejde i faderens smedefirma og forskellige andre jobs.

Efter to afslag fra Skolen for Brugskunst besluttede Langstrup sig for at blive tegneserietegner, så han fik et job i et supermarked to dage om ugen, og resten af tiden gik med at tegne. Efter år med afslag på afslag begyndte han at afsætte tegningerne, og pludselig arbejdede han for 7-8 ungdoms- og musikblade.

På et tidspunkt fik Langstrup nok af livet som tegneserietegner, og i stedet begyndte han at skrive. Det blev til romanen ”Kat”, som han sendte til Høst & Søns Forlag, fordi ”de lavede de fedeste forsider”. Romanen blev antaget og udkom i 1995.

Kat” foregår i et regnvådt København, hvor en række mystiske og modbydelige mord finder sted. Omdrejningspunktet er Maria, som overværer et trafikuheld, hvor en kat bliver dræbt. Det mærkelige er bare, at katten tilsyneladende vender tilbage. ”Kat” er en selvstændig roman, men der trækkes tråde til den fra flere af Langstrups senere romaner, som f.eks. ”Fluernes hvisken” og ikke mindst Plantage-trilogien.

I 2001 blev ”Kat” filmatiseret af Martin Schmidt, men filmen blev ikke den store succes. Anmelderne sablede den ned, og heller ikke Langstrup selv var særligt tilfreds med resultatet. Fire år senere i 2005 blev ”Kat” radiodramatiseret, og her var anmelderne anderledes positive. Elin Rask skrev i sin anmeldelse i Kristeligt Dagblad: ”Det lykkes forfatter og instruktør at spænde mystikken og uhyggen tæt som en teltdug over publikum og gerningssted. Hertil bidrager ikke mindst Anders Koppels snart fræsende snart ekspressive musik”. Instruktøren bag radiodramatiseringen var Ole Kröll, som Langstrup tidligere havde arbejdet sammen med om dramatiseringen af ”Fluernes hvisken” i 2004.

Allerede samme år som Langstrup debuterede med ”Kat” udgav han også ”Blodets nætter”, igen på Høst & Søn. ”Blodets nætter” er en vampyrroman, og her introduceres læserne for første gang for byen Gillsby, et univers Langstrup vender tilbage til i senere bøger.

Med ”Pyromania”  i 1996 forlader Steen Langstrup det klassiske gys med monstre og skriver i stedet en intens thriller om 7 venner, der tilsyneladende altid befinder sig lige i nærheden af en række påsatte brænde.

I ”Forvandling” fra 1997 vendte Langstrup så tilbage til de klassiske monstre. Denne gang var det varulve i historien om Kasper og Mia som tager på ferie i Rumænien. Anmelderne var endnu engang delte, og hvor Susanne Bjertrup i Politiken mente, at Langstrup var blevet langtrukken, så var Hans Larsen fra Ekstra Bladet anderledes positiv og kaldte ”Forvandling” for: ”… yderst underholdende, meget stilsikkert og indimellem rigtigt velskrevet”.

Der gik to år, før Steen Langstrup igen udgav en ny roman. ”Fluernes hvisken”, udkom i 1999, og blev præsenteret som afslutningen på en trilogi om besættelse og ondskab (”Kat” og ”Pyromania” var de to første). København hjemsøges af en række makabre dødsfald, og samtidig har en voldsom fluesværm lagt sig over byen. De to betjente som spiller hovedrollerne, introducerede Langstrup i ”Kat”, mens det første offer har forbindelse til ”Pyromania”.

Efter ”Fluernes hvisken” skiftede Langstrup forlag, så da ”9 før døden” udkom i 2001, var det på Forlaget Gyldendal. Novellesamlingen består af 9 noveller, som kredser om den uventede død. Historierne starter i dagligdagen, for så at tage en drejning ind i mørket. Tom Ekeroth siger i sin anmeldelse: ”Den gode gyser kulminerer ofte i de sidste linjer, når maskerne falder og intet er, som man troede. Det er Langstrup god til”.

”9 før døden” var et farvel til horroren for Steen Langstrup. I et interview i Jyllandsposten udtalte han, at han ikke følte, at der var så mange muligheder tilbage for ham for ”at få danskernes tænder til at klapre”, og at han ikke havde lyst til at gentage sig selv.

Samarbejdet med Gyldendal blev ikke specielt lykkeligt for Langstrup, som i 2003 valgte at forlade forlaget og starte sit eget 2 Feet Entertainment op. Begrundelsen var, at han fik større kunstnerisk frihed – og oven i købet tjente flere penge. I dag udgiver han stadig på eget forlag, og har fået oversat flere af sine bøger til andre sprog samt været nomineret til Glasnøglen (skandinavisk krimipris) for den første udgivelse på eget forlag, besættelses-thrilleren ”Stikker”.

Heldigvis for horrorfans var hans farvel til genren dog ikke for evigt. Efter en række krimier, spændingsromaner og en fagbog om bestsellere, vendte Langstrup tilbage til horroren i 2009, hvor han sammen med Rikke Schubart, Patrick Leis og Anne-Marie Vedsø Olesen i forbindelse med 200 året for Edgar Allan Poe udgav antologien ”Poe”. Her gendigtede de fire forfattere hver en Poe-novelle, som var udvalgt af anmelder Mette Strømfeldt. For Langstrups vedkommende var det novellen ”William Wilson”, som blev til ”Metro”.

Med sin tilbagevenden til horror tog Steen Langstrup også et andet stort skridt, han nedlagde sin hjemmeside og oprettede i stedet platformen Mørket. Her fjernede han alt biografisk stof, billeder og lign. som ikke handlede om værk og indhold. Nu skulle fokus tilbage det, det drejede sig om: Passionen for gys. Samtidig stoppede Langstrup også med at sende bøger til anmeldelse og sagde i en længere periode nej til interviews. I stedet var fokus på at skrive Plantage-triologien, der udkom over de næste to år.

Med tiden måtte Langstrup dog sande, at fansene ønskede et sted at læse om manden bag bøgerne, og med tiden er mxrket.dk blevet udbygget med en mere personlig blog, samtidig med at features som Mit livs gys, Horrorkalenderen og Forlaget 2 Feet Entertainment stadig findes på sitet.

2010 blev et yderst produktivt år for Steen Langstrup. Dels udgav han antologien ”Skygger”, som var en hyldest til den danske gysertradition. Her samlede Langstrup 14 af de bedste danske gysernoveller fra 1800-tallet, 1900-tallet og lidt ind i det nye årtusinde. Langstrup bidrog også selv med novellen ”De sidste”, der tager læseren med ind i Gillsby-universet.

Selvom anmelderne generelt roste udgivelsen for, at den gør opmærksom på ældre litteraturs kvaliteter og viser, at skræk og gys ikke er opstået med tegneserier og computerspil, så fik Langstrup på puklen for ikke at have forsynet bogen med kommentarer. Det fik Langstrup til efterfølgende at lægge korte kommentarer og begrundelse for valget af samtlige noveller op på mxrket.dk.

Efter ”Skygger” kom så første del i Plantage-trilogien ”Den hvilende ondskab”, der blev efterfulgt af bind to ”Intet er som du tror” samme år og bind tre ”Porten til Helvede” der afsluttede serien i 2011. Igen er vi tilbage i Gillsby, denne gang i den lukkede skov, hvor noget mystisk rumsterer. En mand har købt en nedlagt plantage tæt på skoven, men da han inviterer sine børn på besøg, dukker noget op fra skovens dyb. I bind to uddybes fortællingen om den lukkede skov og den mystiske pige Ane, og i bind tre kulminerer fortællingen i en fantastisk konspirationstur med udgangspunkt i Johannes Åbenbaring.

Plantage-trilogien blev (som næsten altid) lidt blandet modtaget af kritikerne. Holger Ruppert skrev i Frederiksberg Lokalavisen: ”[Steen Langstrup] er stadig en mester i at beskrive uhyggelige situationer, så de bliver til vibrerende spænding, så man lige tjekker, at der ikke ligger en snegl under sengen”, og Lars Bukdahl gav første bind følgende ord med på vejen: ”…han er en fremragende synsvinkel- og plottrådklipper. I bogens fjerde og sidste del klipper han stadig mere frenetisk, næsten sekund for sekund, mellem de tilbageværende personer i hver sin djævelske blindgyde, som en lang serie af lutter cliffhangers med ingen cliff imellem – og selvom du principielt hverken kan tage spøgelsespigen eller slow-motion monstrene alvorligt, tvinger klipningens hidsende fart og tempo dig til at gøre det alligevel, tvinger dig til at gyse gedigent, igen og igen, til du åndeløst er fuldstændigt ud-gyst!” I modsætning til dem mente Nanna Frank Rasmussen, at: ”Dræbersnegle er mere grinagtige end gruopvækkende” og at: ”…forfatteren [skulle] have taget grensaksen i brug og klippet grundigt ud i krattet, så trilogien var blevet til en stram horrorfortælling. Det er der nemlig gode idéer nok til.

Hvor Plantage-trilogien kan ses som en slags hjemsøgt-hus-i-den-mørke-skov fortælling med apokalyptiske undertoner, så skiftede Steen Langstrup igen fuldstændig retning med sin næste roman. ”Alt det hun ville ønske hun ikke forstod” er rendyrket torturhorror, fortalt så man som læser mest har lyst til at lukke øjnene.

To kvinder er alene på en tankstation. Stort set hele Danmarks befolkning sidder foran tv’et og følger finalen, men det, der burde have været en kedelig aften, udvikler sig til et blodigt drama på liv og død.

I ”Alt det hun ville ønske hun ikke forstod” rendyrker Langstrup sit talent for at krydsklippe mellem forskellige spor og på den måde opbygge suspense. Historien er stramt fortalt (kun 152 sider), og Langstrup spilder ikke tid på dybdeborende psykologiske portrætter. Her er det handlingen, der driver historien frem – og det gør den så godt, at læserne snart flytter sig uroligt på sædet.

For at læseren kan tro på en horrorfortælling, er det nødvendigt at lave en troværdig ramme for historien, og det er noget af det, Steen Langstrup gør godt. Han skriver om hverdagen, som pludselig invaderes af noget grufuldt, og det lykkes ofte for ham at skabe en uheldsvanger stemning i sine fortællinger, så læseren får lyst til at se sig over skulderen. Det gør han bl.a. med brugen af luftpumpen i ”Alt det hun ville ønske hun ikke forstod”. En luftpumpe er jo på ingen måde skræmmende, men i Langstrups univers kan alt blive uhyggeligt, og derfor er “Alt det hun ville ønske hun ikke forstod” da også velfortjent nomineret til prisen for Årets Danske Horrorudgivelse.

I et interview i Jyllandsposten fra 2001talte Langstrup bl.a. om at skabe historierne: ”… det gælder om at vide, hvilke tanker læseren har om historiens udvikling. Forfatterens opgave er at snyde læseren, så der bliver skiftet retning, hver gang han føler, at læseren må være ved at gætte, hvad der vil ske. Det er vanskeligt, især hvis man ønsker at bevare en form for realisme i historien. Man bliver nemt fristet til hele tiden at chokere og finde på et eller andet, der er langt ude. Men det gælder om at bevare roen.”

Til spørgsmålet om, hvad det er der fascinerer ham ved det uhyggelige, svarer han i et andet interview i Weekendavisen: ”Den verden, vi kender, er en tryg skal. Når virkeligheden begynder at sprække, opstår der uhygge, som da jorden forsvandt under fødderne på folk i Haiti. I gyseren opstår der uhygge, når der er en seriemorder løs, eller virkeligheden viser sig at være anderledes, end man tror.Vi kender alle sammen mørket fra barndommen. Det var under sengen, inde i skabet, ude i gangen, når man skulle sove. En god gyser aktiverer barndommens angst for det ukendte i mørket.

Uanset hvad kritikerne har ment om Steen Langstrups forfatterskab gennem årene, har han haft en trofast læserskare siden debuten i 1995, og om nogen har han været med til at sætte dansk horror på landkortet. Senest har han været med til at stifte foreningen Dansk Horror Selskab i 2011, som står bag prisen for Årets Danske Horrorudgivelse.

Læs mere:

Mørket.dk
Forfatterportræt på Litteratursiden
Forfatterportræt på danskehorrorfans.dk
Kristeligt Dagblad (01.10.05): Gys, gru og jammer
Jyllandsposten (20.02.01): Mørkemanden
Weekendavisen (12.03.10): En gyser skal først og fremmest føles

Udvalgte titler:

Kat : ondskaben lurer i regnen (1995)
Blodets nætter (1995)
Pyromania (1996)
Forvandling (1997)
Dope (1998)
Fluernes hvisken (1999)
9 før døden : noveller (2001)
Fra ryggen (2002)
Stikker (2003)
Måne Måne (2004)
Panzer (2006)
Hjælp, jeg vil skrive en bestseller (2008)
Plantagen 1 – Den hvilende ondskab (2010)
Plantagen 2 – Intet er, som du tror (2010)
Plantagen 3 – Porten til helvede (2011)
El Daemon (2011)
Alt det hun ville ønske hun ikke forstod (2011)
I morgen skal du dø (2012)
Spøgelserne på Frilandsmuseet
Katrine

Bidragyder/Redaktør:

I skyggen af Sadd (2005)
Poe antologi (2009)
Skygger (2010)

Radiodramatiseringer:

Fluernes hvisken, radiohørespil instrueret af Ole Kröll, DR, 2004
Kat, radiohørespil instrueret af Ole Kröll, DR, 2005
Flugornas visken, islandsk radiohørespil instrueret af Gudmundur Ingi Thorvaldsson & Hjalmar Hjalmarsson, Rikisúvarpid, 2006