oktober 2017
M T O T F L S
« sep    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘dansk horror’

Dødt kød – dag 1 af Nick Clausen

Dødt kød - dag 1 af Nick ClausenHvad nu hvis du var til stede lige præcis på det tidspunkt den første zombie vågnede? Kunne du stoppe katastrofen, før den begyndte at rulle?

I Nick Clausens zombieroman Dødt kød – dag 1 er det lige præcist, hvad der sker for Thomas, Dan og Jeanette, da de er nået til et af de sidste stop på deres reklamerute. Mens Thomas og Jeanette venter i bilen, hører de pludselig Dan råbe inde fra huset. De skynder sig ind, og før de ved af det, er Jeanette blevet stukket ned af den ældre dame, der ejer huset, og de har søgt tilflugt i kælderen.

Udenfor er det ulideligt varmt, og indenfor er det ikke meget bedre. Oveni er mobilforbindelsen dårlig, så de kan ikke ringe efter hjælp. Jeanette insisterer på, at de skal forsøge at tale fornuft med den gamle dame, der nu traver rundt udenfor kælderdøren, for hun har brug for at komme på skadestuen. Men både Thomas og Dan har set masser af zombiefilm. De ved, at den gamle dame ikke er levende mere – uanset hvor meget hun bevæger sig.

Desværre er der kun én vej ud ad kælderen, og den er spærret af zombien. Samtidig går det op for Thomas og Dan, at Jeanette ikke blev snittet af en kniv, men at den gamle dame rev hende, og så begynder det for alvor at haste med at slippe ud. Hvis det kan lykkes dem, og hvis de kan spærre den gamle dame inde, til politiet dukker op, kan de stoppe zombieudbruddet, før det når at sprede sig. Men tingene er sjældent så simple…

Nick Clausen skriver ungdomsbøger, og han er hammer god til det. Dødt kød – dag 1 er en super spændende, totalt underholdende og nytænkt zombieroman. Jeg kan i hvert fald ikke mindes at have læst en zombieroman før, der handlede lige præcist om selve udbruddet. Samtidig rækker han også tilbage i zombiens historie. Oprindelsen til den første zombie her i romanen er nemlig hverken livsforlængende medicin eller fordærvet oksekød, men derimod god gammeldags voodoo.

De unge hovedpersoner er handlekraftige og gør de rigtige ting. Alligevel eskalerer begivenhederne lynhurtigt omkring dem, og det virker helt troværdigt. Det bliver pludselig forståeligt, hvordan én enkelt smittet med en smule uheld kan ende som en verdensomspændende pandemi.

Peter Nielsens flotte illustrationer skal også roses. Særligt den første tegning af den gamle kone, som stirrer frådende på læseren, før man overhovedet er gået i gang med at læse historien, er ubehageligt godt lavet. Hendes tomme blik rammer som en hammer, og på trods af at tegningerne er sort/hvide, er der ingen tvivl om at blodet drypper ud over siderne. Fedt!

En vellykket zombieroman for unge, som den voksne zombieentusiast også sagtens kan nyde.

Om Dødt kød – dag 1:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Facet, 123 sider
Illustrationer: pncreate.com v/Peter Nielsen

Andre bøger af Nick Clausen:

Dødt kød – dag 1, 2017
De hviskende veje, 2012
Silhuet, 2011
De blodige bid, 2011
De sorte symboler, 2011
Ulm, 2010
De døde brødre, 2010
Tidevandet, 2009

Besøg Nick Clausens hjemmeside

Mare, mare minde af Teddy Vork, illustreret af Thomas Hjorthaab

Mare, mare minde af Teddy Vork, illustreret af Thomas HjortshaabHvad nu hvis monstret under sengen ikke er det, du bør frygte mest? 

I 2012 udkom antologien Til deres dages ende. Heri kunne man bl.a. læse Teddy Vorks novelle Mare, mare minde, som nu kommer i en illustreret udgave for børn. Vær dog opmærksom på at her er tale om en barsk historie á la Brødrene Løvehjerte, og at Vork ikke lefler for laveste fællesnævner.

Drengen Peter ligger i sin seng og prøver at falde i søvn. Hans forældre er til begravelse for bedstefarne, og Peter bliver passet af Sabine. Men Peter kan ikke sove. Han hører lyde og ser skygger, og angsten får ham til at tænke tunge tanker. Peter er nemlig syg og skal opereres i hjertet til sommer.

For at skubbe frygten væk begynder Peter at synge sangen om Ole Lukøje for sig selv. Pludselig svarer en stemme udenfor dynen, og da Peter titter ud, ser han en lille tyk mand med en paraply. Endelig er hjælpen kommet. Men kan Ole Lukøje hjælpe mod nattens monstre?

Jeg var meget begejstret, da jeg første gang læste Mare, mare minde, og jeg er ikke mindre begejstret for denne nye version. Teksten er bearbejdet en smule, og så er historien blevet stemningsfuldt illustreret af Thomas Hjorthaab, der tidligere har arbejdet sammen med Teddy Vork om Det bortførte bogstav.

Illustration af Thomas HjorthaabMare, mare minde er dels en fortælling om monstrene i børneværelset, som jeg også husker fra min egen barndom, men sat ind i en mytologisk kontekst der giver fortællingen et ekstra lag. Ole Lukøje bliver til Hypnos/Morfeus, søvnens og drømmenes gud i græsk mytologi, mens væsenet under sengen er Fobetor, materialisationen af mareridt. Også det sidste væsen, Thanatos, har sin oprindelse hos grækerne, hvor han personificerede døden.

Dels er det fortællingen om en syg dreng, der ligger for døden, og om de tanker og forestillinger det medfører for både ham og forældrene. Døden er vel nok det sidste store tabu, og ikke mange bryder sig om hverken at forestille sig den eller tale om den. Det er alt for skræmmende.

Men måske bør vi tale med vores børn om døden og om livets skræmmende sider. For børnene tænker på dem alligevel. Som Peter der i historien overvejer, om hullet i hans hjerte er en straf fra Gud? Og som undrer sig over, at de voksne lader som om julemanden findes, men samtidig siger at spøgelser og monstre er opdigtede.

Mare, mare minde er en smuk og eftertænksom fortælling, men den er også skræmmende og med en barsk slutning. Hjorthaabs sort/hvide illustrationer indeholder samme blanding af skønhed og rædsel, og supplerer historien fremragende. Bagerst i bogen er indsat et par sider, som viser Hjorthaabs arbejde fra idé til skitse til tegning. Noget som jeg personligt altid finder interessant.

Illustration af Thomas HjorthaabSelvom Mare, mare minde er rettet mod de +12-årige, så kan også denne illustrerede udgave med stor fornøjelse læses af voksne. Hvis man altså har mod på at blive både rørt og skræmt.

Mor sagde bedstefarne var i Himlen nu. I går havde hun peget på den mest skinnende stjerne og sagt, at det var bedstefarne, som kiggede ned på dem. Det vidste han ikke helt, om han troede på. Han havde spurgt far, om det var rigtigt, og far havde sagt, at det kunne det godt være, hvis man troede på det. Det var godt at tro på noget. Det blev man nødt til nogle gange.

Det var bare ikke til at finde ud af, hvad man skulle tro på. Julemanden fandtes ikke, selvom bedstefarne og onkel Jim og faster og mor og far ville have ham til at tro på det. Spøgelser og monstre fandtes ikke, sagde de. De var opdigtede. Men det var julemanden jo også. Var det kun uhyggelige ting, der ikke fandtes?

Om Mare, mare minde:

Udgivelsesår: 15.08.2017
Forlag: Calibat, 59 sider
Illustrationer: Thomas Hjortshaab

Tak til Teddy Vork for læseeksemplaret – og for mange mareridt igennem årene.

 

Skyggen over Mundstrup af Mads L. Brynnum

Skyggen over Mundstrup af Mads L. Brynnum

Hvad nu hvis kedsomhed ikke er det værste, du har at frygte i Udkantsdanmark?

Mathias er forfatter, men han er gået i stå med skriveriet. Han er også lige blevet dumpet af kæresten Lene, og så har han arvet et hus langt ude i provinsen, efter en onkel han ikke kendte. Med det nylige brud i bagagen beslutter Mathias sig for at tage til Mundstrup for at komme væk fra det hele. Og måske vil roen og freden hjælpe ham med at få skrevet noget.

På overfladen virker Mundstrup da også som en ren og pæn lille by, fyldt med venlige indbyggere. Men Mathias får alligevel snart fornemmelsen af, at noget er helt galt. Hvorfor er byens borgmester så interesseret i at holde ham fra oplysninger om byens historie? Hvad laver de i rådhusets kælder? Hvorfor sejler bådene ud om natten? Og har Mathias en chance hos Kaya, Mundstrups bibliotekar?

Skyggen over Mundstrup er en herlig homage til H. P. Lovecrafts roman Skyggen over Innsmouth. Mads L. Brynnum blander Lovecrafts rædsler med dansk provinsidyl, og resultatet er en underholdende roman med et snert af uhygge, som kan læses af både unge og voksne.

Brynnum er også stand-up komiker, og hans tørre humor skinner klart igennem i romanen, hvor Mathias kommer længere ud på landet, end han har lyst til. Historien har dog også mere skræmmende elementer, og slutningen blander action, uhygge og humor i et perfekt mix.

Jeg læste Skyggen over Mundstrup i et stræk under en togtur hjem fra Berlin. Brynnum skriver levende, og historien er letlæst med et godt flow. Jeg sad med et smil på læben under det meste af læsningen, hvor selv de mest horrible scener serveres med kulsort humor.

Der er dog også en god spændingskurve i fortællingen, for Mathias vakler konstant mellem at tro på onklens efterladte noter, der støtter hans egen fornemmelse af, at noget er helt galt i Mundstrup, og så hans realitetssans der naturligvis ikke kan tro på monstre og menneskeofringer. Således er der også ansatser til rigtig horror ind i mellem som f.eks. Mathias’ besøg i rådhusets kælder eller hans tur ud i mosen. Også det gør Brynnum godt, så skulle han få lyst til at give den genre et skud, står jeg i hvert fald klar. Jeg var nemlig vældig underholdt under mit besøg i Mundstrup.

Godt en time og en halv pakke optændingsblokke senere var der ild i brændeovnen. En flakkende og usikker ild der ikke gjorde meget i kampen mod kulden. Men Mathias havde fået basket skrivebordet ned ad trappen og havde pludselig ikke brug for mere varme. Det passede godt i stuen, skrivebordet, og tre-fire kopper kaffe senere var han klar til at gå i gang. Der var en bog der skulle skrives, og det kunne passende være første skridt at få styr på livet. Så han klappede sin computer op, og præcis samtidig med det tændte naboen for sin plæneklipper. Det var ikke en høj lyd, men til gengæld var den gennemtrængende. Den startede i tænderne og spredte sig derfra indtil han snart følte at alle knogler i hans krop vibrerede. 

Mathias tog høretelefoner på, tændte for noget aggressivt musik og lod dunkende trommer og hvinende guitarer drukne lyden af plæneklipperen. Men han havde kun lige sat fingrene til tastaturet, før en knugende fornemmelse fik hans skuldreblade til at trække sig sammen. Det var som om nogen som kiggede på ham. Som om nogen stod lige bag ham og bare stirrede, og pludselig kunne han også fornemme lyden af et tungt åndedrag gennem larmen fra musikken og plæneklipperen. 

Der var selvfølgelig ingen. Ingen i stuen, ingen i haven og ingen på den anden side af den døende hæk. Ingen. Han var helt alene.”

Udover Skyggen over Mundstrup har Mads L. Brynnum også skrevet Mythos ABC, en Lovecraft inspireret abc-billedbog bygget på Cthulhu Mythos, samt Når en drage drager ud med rim om monstre for mindre børn.

Har du lyst til at prøve andre danske provinsgys, så giv f.eks. Morten Nis Klenøs Skidt klædte mænd med baseballbat eller Morf af Frank Brahe en chance.

Om Skyggen over Mundstrup:

Udgivelsesår: 24.08.2017
Forlag: Calibat, 210 sider
Omslag: Aske Schmidt Rose

De døde dukkers hævn af Ellen Holmboe, illustreret af Lasse Bekker Weinreich

De døde dukkers hævn af Ellen HolmboeVictor er den mindste dreng i klassen. Han er endda mindre end flere af pigerne! Og så går han til svømning og er vild med gamle gyserfilm. Der er ikke noget at sige til, at han bliver mobbet.

En dag flytter Mary til byen, og pludselig er Victor ikke alene mere. Mary er nemlig også vild med svømning og gamle gyserfilm, så de to bliver bedste venner. Faktisk kunne Victor godt tænke sig, at de blev mere end det.

Selvom Victor stadigvæk bliver mobbet, er det lettere at klare, fordi Mary er der. Men en dag da de skal lære førstehjælp i klassen, bliver det for meget. De tre lede L’er, Lucas, Lasse og Laura som er hovedmændene bag mobningen, går over stregen én gang for meget, og nu vil Victor og Mary have hævn. Heldigvis har de en hemmelighed i baghånden. Mary er nemlig ikke en helt almindelig pige…

De døde dukkers hævn er en letlæst, underholdende og flot illustreret gyser for børn fra 9-10 år.

Ellen Holmboe har fundet inspiration i klassikeren Frankenstein (som også er de to unge hovedpersoners yndlingsfilm), og har skrevet sin helt egen nutidige fortælling som en hyldest. Mary er f.eks. opkaldt efter forfatteren til Frankenstein Mary Shelley, mens Victor er opkaldt efter videnskabsmanden Victor Frankenstein fra romanen.

Ligeledes er Mary og Victors hævn også en homage, idet det lykkes dem at ‘puste liv’ i nogle gamle genoplivningsdukker fra svømmehallens førstehjælpsrum. De vil bruge dukkerne til at skræmme de tre lede L’er. Men akkurat som i klassikeren må Mary og Victor sande, at de genoplivede væsner har deres eget liv, og pludselig er de alle i fare.

Historien er fuld af action, humor og lidt kærlighed, og slutningen er meget dramatisk. Jeg er sikker på, at målgruppen vil sidde med tilbageholdt åndedræt, når det endelige opgør udspiller sig i svømmehallen. Jeg blev i hvert fald helt grebet af stemningen.

Endelig er jeg også nødt til at rose Lasse Bekker Weinreichs sort/hvide illustrationer, som meget stemningsfuldt indleder hvert kapitel. De rammer præcis den rette atmosfære af hygge kontra uhygge, og jeg ville elske at have dem i plakatstørrelse.

Illustration af Lasse Bekker Weinreich

Om De døde dukkers hævn:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Løse Ænder, 159 sider
Omslag: Lasse Bekker Weinreich
Lix: 18

Tak til forlaget Løse Ænder for læseeksemplaret. Læs mere om De døde dukkers hævnforlagets hjemmeside.

Besøg Ellen Holmboes hjemmeside

Sex gotiske fortællinger af Jes Larsen

Sex gotiske fortællinger af Jes Larsen“Uh, den ser fræk ud!” Sådan lød kommentaren fra en veninde, da hun så, at jeg var i gang med at læse Sex gotiske fortællinger af Jes Larsen. Og jeg måtte jo give hende ret. Forsiden med sit rødlige skær og tegningen af en let påklædt yppig kvinde, der bliver godt gennemgnasket af zombier, signalerer SEX så tydeligt, at en blufærdig midaldrende kvinde som jeg normalt ikke havde taget den ned fra hylden. Men nu kontaktede forfatteren mig, og spurgte om jeg ville give hans roman en chance. Og heldigvis for det! For Sex gotiske fortællinger er så meget mere end “fifty shades of zombies”.

I et S-tog mod Farum bider en mand umotiveret en kvinde i halsen. Seks uger senere er verden, som vi kender den, fuldstændig forandret. Zombierne har oversvømmet Danmark, og nu er hver dag en kamp for overlevelse.

Sex gotiske fortællinger er opbygget som Giovanni Boccaccios klassiker Dekameron fra 1348, hvor en gruppe mennesker søger tilflugt sammen under pesten og over ti dage fortæller hinanden historier. På tilsvarende vis lader Jes Larsen sine seks hovedpersoner fordrive nætterne, hvor de holder vagt, med at fortælle historier. Derudover får vi også fortalt lidt om, hvem de var før zombie-apokalypsen, og hvordan de har overlevet indtil nu.

Vi hører bl.a. om hashmisbrugeren Pietr, der ikke opdagede, at zombie-apokalypsen var over ham, fordi han havde travlt med at spille computer. Om Özlem, der ikke har opgivet at finde ud af, hvad der er sket med hendes to børn. Og om Sandra der er alene tilbage med otte stærkt handicappede beboere på et bocenter.

Disse historier er stærke i sig selv, ikke mindst fordi Jes Larsen lukker os helt ind. Det er ikke tit, at manglen på toiletpapir nævnes i en roman, men som han skriver på sin blog: “Jeg har altid synes det var lidt mærkeligt at de aldrig knepper i zombie apokalypser. Eller skider for den sags skyld.” Så det gør hovedpersonerne her, både knepper og skider, uden at det dog kommer til at fylde for meget. De er langtfra helte allesammen, og vi får også en ubehagelig fortælling om otte stærkt handicappede beboere på en institution.

Derudover er der de seks historier i historien: ‘Gyros barn’ handler om en mand, der ikke bryder sig særlig meget om andre menneskers selskab. Så han laver en dukke af en smuk kvinde, som er ualmindelig virkelighedstro. I ‘Dio Serpente’ hører vi historien om tatovøren, der samlede på sine værker. ‘Antropofagerne – en kærlighedshistorie’ er netop en kærlighedshistorie, men prøv at slå op hvad antropofag betyder. ‘Den rastløse’ er en slags spøgelseshistorie – og ikke en hyggelig en. I ‘Hvad de blinde ser’ arver to brødre et hus. Brødrene er ikke særligt rare, men det er huset heller ikke. Den sidste historie hedder ‘Vampyrens blues’ og kan vist godt siges at være en hilsen til Marquis de Sade.

Endelig fylder Jes Larsen også en fortælling på om huset, de seks hovedpersoner har søgt tilflugt i. Også denne historie er egentlig god, men personligt synes jeg, at det blev lidt for meget med et hjemsøgt hus oveni en zombie-apokalypse.

Det lille drys malurt i bægeret skal dog ikke afholde mig fra at anbefale Sex gotiske fortællinger som en underholdende zombie-roman med plads til både lir, humor og uhygge. Bogen er skrevet i et lettilgængeligt og ligetil sprog, og ikke mindst er korrekturen i orden, hvilket langt fra altid er tilfældet i selvudgivelser. Bestemt en anbefaling her fra.

Det var kun seks uger siden, de døde var vendt tilbage til de levende, og det der gik Magnus allermest på, var, at han kun havde fået bad to gange siden da. Hans tøj var begyndt at blive klæbrigt, han havde pletter af pus og blod på sine bukser og sko, og han havde mistanke om, at den brune plet på hans albue var aff. Aff. var forkortelsen for afføring og var et ord, han havde brugt i det pædagogmedhjælperjob, han bestred på Bocentret for Almen Specialpædagogik. Efter det havde han altid kaldt lort for aff.”

Og når vi nu er ved danske zombie-romaner, så bør du heller ikke gå glip af Martin Schjönning og Tom Kristensens Kværnen, der også er udkommet i 2017. Find flere zombie-fortællinger her.

Om Sex gotiske fortællinger:

Udgivelsesår: 2017 (1. udg. ebog 2014)
Forlag: Kom i hu
Omslag: Bernardo Anichini

Besøg bloggen Kom i hu

Tak til Jes Larsen for læseeksemplaret

En sag for Luckner af Per Sanderhage, illustreret af Peter Snejbjerg

En sag for Luckner af Per Sanderhage, illustreret af Peter SnejbjergJeg er født i 1972 – samme år som tegneseriemagasinet Gru begyndte at udkomme. Bladene indeholdt fortællinger fra det amerikanske forlag Warrens udgivelser Eerie og Creepy samt Fætter Maddikes brevkasse og forskellige noveller. Heriblandt historierne om den koldblodige, charmerende og altid snarrådige lejemorder Luckner, der havde større skrupler over at få mudder på sine italienske designersko, end over at slå kvinder og børn ihjel mod betaling.

Det sidste nummer af Gru udkom i 1975, men bladene levede (og lever) stadig via byttecentraler o.lign., og det var herigennem, at jeg første gang stødte på bladet. Som jeg iøvrigt straks blev kæmpe fan af.

Nu har SerieKlubben samlet alle novellerne om Luckner i En sag for Luckner, som er stemningsfuldt illustreret af dygtige Peter Snejbjerg. Har du ikke tidligere læst Luckners eventyr, så er her chancen for en nostalgisk tur tilbage til 1970’erne. Det er måske ikke ligefrem finkulturens højborg, Luckner repræsenterer, men det er absolut underholdning af høj kaliber.

I forordet fortæller Kristian Nordestgaard, hvordan Luckner opstod ved lidt af et tilfælde. Interpresse havde besluttet sig for at bruge en illustration af Enric Torres-Prat til forsiden af det næste Gru. Billedet forestillede en ung rædselsslagen kvinde på en kirkegård med et monster ludende over sig. Desværre indeholdt bladet ikke en historie, der passede til illustrationen, men så slog Per Sanderhage til og skrev den første novelle om Luckner ‘De smukke, de rådne og de døde’. Og resten er historie, som man siger.

Jesper Ilum Petersen fortæller i efterordet, hvad det var med Luckner, der gjorde ham så fascinerende, da han første gang dukkede op i Gru. Bl.a. det faktum at han var en iskold, skruppelløs lejemorder, som samtidig besad alle heltens (altså ‘den godes’) egenskaber, var usædvanligt. Og at han så samtidig var ansat i en organisation, hvor bureaukratiets snærende bånd var ligeså trælse for ham, som for enhver anden kontorslave gav lige figuren et ekstra strøg.

“Det var vrangbilledet på samfundsordenen, jeg faldt for. At kriminelle kunne være konservative og konservative kunne være kriminelle … dengang var det hylende morsomt, at Luckner skulle fungere og hykle inden for det kontorlandskab, der lignede det, mange af os havde at se hen til.”

I løbet af de 13 noveller udsættes Luckner for lidt af hvert. Han møder både ghouls, vampyrer, varulve, Frankensteins monster, hekse, zombiepræster for blot at nævne nogle af de monstre, han bliver hyret til at slå ihjel – udover altså de almindelige mennesker der også skal likvideres ind i mellem.

Fælles for historierne er en grundlæggende sort humor og masser af kendskab til horrorgenren. Fortællingerne er fyldt med referencer om alt lige fra Ilse, hunulven fra SS (‘Diabolikernes Relikvie) over Andreas Baader (‘Franske frygteligheder’) og Washington Irving (‘Den hovedløse motorcyklist’) til Horace Walpole (‘Rette tid og sted’).

Luckner er altid velklædt, skruppelløs, glad for kvinder og whiskey og formår altid at klare skærene til sidst. Klichéerne står i kø, men hvad gør det. Historierne om Luckner er super underholdende, og kitsch når det er bedst.

Jeg læste En sag for Luckner over en uges tid, og det vil jeg anbefale i stedet for at tage alle novellerne i et stræk. På den måde bevarer Luckners eventyr deres charme. Jeg havde i hvert fald en fest med den lapsede lejemorder, og kan kun anbefale En sag for Luckner til alle, der holder af kulørt underholdning med humor og monstre.

“Hvad vil De egentlig bruge mig til?” spurgte Luckner.
Frankenstein smilede igen. “Kan De ikke gætte det?”
“Jo,” mumlede Luckner. “Jeg har en ualmindelig ubehagelig anelse om at jeg kan!”
“Glæder mig … men ellers skal jeg gerne fortælle Dem, at jeg agter at suge Deres forbandede morderblod og bruge Deres lig til at skabe et monster!”
“Hmm … vil De gøre mig til vampyr?”
“Ikke tale om!” Vampyren så rystet på ham. “Er De gal, menneske?! Min stakkels slægtning fandt jo ud af hvor farlig De var som menneske … jeg tør slet ikke tænke på hvad der ville ske, hvis De blev vampyr! De ville være langt stærkere end mig, og en alvorlig trussel mod mit ønske om at blive alle vampyrernes hersker! Næ, Luckner … De skal DØ!”
“Ikke hvis jeg på nogen måde kan undgå det!”svarede Luckner elskværdigt og afslappet. I næste sekund var han oppe af sengen og satte af i et enormt spring mod døren.

Bagerst i bogen er indsat en kronologisk oversigt over Per Sanderhages øvrige horrorudgivelser – diverse Rasmus Klump-historier med uhyggelige elementer er dog ikke medtaget 🙂

Om En sag for Luckner:

Udgivelsesår: 01.08.2017
Forlag: SerieKlubben, 311 sider
Omslag: Peter Snejbjerg

Tak til SerieKlubben for læseeksemplaret 

Læs mere:

ComicWiki  
Peter Snejbjergs hjemmeside

Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos af Lars Ahn

Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos af Lars AhnDet handler om trafiksikkerhed, bizarre sexlege og gendigtede eventyr, når Lars Ahn inviterer læseren på 6 gensyn og 3 nyskrevne noveller i Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos.

Mange kan bedst lide romaner, men jeg kan nu også rigtig godt lide noveller. Og én af Danmarks fineste novelleforfattere er efter min mening Lars Ahn. Han har skrevet en lang række noveller indenfor de fantastiske genrer, og er repræsenteret i et mindre hav af antologier. I 2012 udgav han sin første selvstændige udgivelse, novellesamlingen Månebase Rødhætte og andre SF noveller. Nu er han endelig på banen igen med en ny novellesamling: Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos.

Og den kan absolut anbefales! Lars Ahn skriver ganske enkelt fremragende. Hans noveller er skarpe, og han kender horrorgenrens virkemidler, men er ikke bange for at bruge dem i nye sammenhænge og konstellationer. Og så har han en enestående evne til at få en novelle til at udfolde sig, som læste man en roman. Man fanges lynhurtigt ind og ‘føler’ personerne med det samme.

Samlingen starter med den nyskrevne novelle “Fortovsdrab”. Fortælleren skal til gammel elev fest på sin tidligere folkeskole og kombinere festen med et besøg hos sine forældre, som han ikke ser ret tit. Ikke fordi han har noget imod dem, men opholdet i barndommens hjemby bringer minder frem. Minder om den sommer hvor han opdagede det skjulte fortov. Jeg fik næsten Stephen King-fornemmelse under læsningen. Ahn beskriver barndommens evighed og tanker så det næsten gør ondt, og så leverer han lige den ondeste slutning på falderebet.

Novellen “Langt ude i skoven” handler om en trafikforsker, der forsøger at minimere risikoen for ulykker på landevejene. En dag kommer han dog selv ud for et uheld, og da han kommer til bevidsthed, ser han en lille pige i vejkanten. Forvirret prøver han at få fat i pigen, som han er sikker på må være kommet til skade. Men i stedet kommer han længere og længere ind i skoven. Udgangspunktet i novellen er den klassiske gysersituation, hvor en person farer vild i en skov. Ahn sammenkobler derpå historien med den kendte børnesang “Langt ude i skoven lå et lille bjerg” for at gøre brug af sangens specielle struktur, hvor man starter på bjerget i skoven og så zoomer tættere og tættere på. Grebet med børnesangen virker rigtig godt, og giver novellen det grimme tvist i slutningen, der ændrer stemningen fra uhyggelig til grusom.

Også i “Blomstervanding” leger Ahn med fortællingens form, idet novellen er skrevet som en række indlæg på Facebook. Peter Larsen opretter en profil på Facebook, og selvom han i starten sværger, at han aldrig vil poste indlæg med ligegyldige opdateringer, varer det dog ikke længe, før den regel er brudt. Gennem Peters indlæg og vennernes kommentarer følger vi nu Peters liv, og – naturligvis – har novellen en uventet slutning. Hvad jeg særligt godt kan lide i “Blomstervanding” er den elegante måde, Ahn beskriver en menneskelig deroute uden at sige det direkte. Samtidig er novellen udover at være en god historie også et tankevækkende indlæg i brugen af de sociale medier.

En usædvanlig dreng dukker op på dørtrinnet hos et nyforlovet par i novellen “Donation”. Parret er lykkelige og forelskede, og da drengen beder om lov til at låne deres toilet, får han naturligvis lov til det. Men pludselig sidder han ved deres morgenbord og begynder at stille dem ubehagelige spørgsmål. Ahn stiller her spørgsmålet, hvad gør vi egentlig, hvis al almindelig opførsel suspenderes? Og hvor ærlige er vi overfor hinanden?

Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos er endnu en af de nyskrevne noveller. Jimmy og Martin er bedste venner med en særlig forkærlighed for B-film. Da Jimmy en dag meddeler, at han har fået en kæreste – den perfekte Milla – ændrer det langsomt deres venskab. Måske er det bare fordi, de vokser fra hinanden? Eller måske har Martin ret i sin mistanke om, at Milla er FOR perfekt? En underholdende novelle med masser af filmreferencer som Ahn selv kalder for “en mareridtsudgave af hvad der kan ske, når ens interesse for noget får lov at overtage ens liv på bekostning af alt andet.”

“Telefon fra afdøde” mister Robert sin nye mobiltelefon. Da han ikke har råd til at købe en ny, siger han ja tak til at overtage en kammerats afdøde farmors. Kort efter begynder han at modtage sære opkald om natten, og efterhånden går det op for ham, at dem der ringer ikke længere er blandt de levende. Men hvad vil de? Novellen er en moderne spøgelseshistorie, og Ahn har fortalt, at han ser den som sit forsøg på at gå imod den hæderkronede gysertradition med, at det kun er gamle ting, der kan være hjemsøgte og uhyggelige. En drejning han også bruger i “Blomstervanding”.

Orgasme kaldes på fransk for den lille død, og den vending er udgangspunkt for novellen “La petite mort“. Her begynder et ægtepar at eksperimentere med stoffet LPM, der efterlader brugeren i en dødlignende tilstand i en halv times tid, før de atter vender tilbage til livet. I starten er manden frastødt ved tanken, mens konen er begejstret. Snart får de dog begge smag for legen – som bliver mere og mere bizar. Novellen er erotisk horror, og Ahn leger her med nekrofili og den store kærlighed.

Den sidste af de nyskrevne noveller hedder “Lauras forudsigelige skæbne”. Som 14-årig besøger Laura en spåkone, som forudsiger, at Laura vil finde sit livs kærlighed – men at han vil ende med at slå hende ihjel. Besøget hjemsøger Laura i mange år efter, selvom hun til sidst gifter sig med den ihærdigt bejlende Jakob. Efter flere års ægteskab begynder hun dog at irriteres over Jakob, og spørgsmålet er, om hun har fundet sit livs kærlighed? Jeg læser novellen som en tanke på, at vi skal huske at være til stede i nuet, for vi har alligevel ikke kontrol over fremtiden.

Samlingens sidste novelle hedder “Fortsættelse til et eventyr”. Her har kongen og dronningen inviteret forfatteren til slottet, for at han skal skrive historien om, hvordan de to mødte hinanden. Det er ikke første gang, at Ahn arbejder med videredigtning af eventyr, omend der her snarere er tale om en fortsættelse – akkurat som titlen siger. Jeg vil ikke afsløre, hvilket eventyr vi hører fortsættelsen på, blot sige at nogle morderiske hunde og en magtgal konge er blandt fortællingens ingredienser.

I alt indeholder samlingen 9 noveller og et kort efterord, hvor læseren kan få lidt at vide om baggrunden for de enkelte noveller. Her er tale om noveller af høj kvalitet, og jeg kan faktisk ikke pege på en eneste, som jeg ikke synes holder standarden. Lars Ahn er en eminent novelleforfatter, og jeg kan kun anbefale hans nye udgivelse. Også selvom du måske har læst nogle af historierne før. Personligt havde jeg læst de 6 gengangere, men var nu alligevel nødt til at købe Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos, for dels glædede jeg mig til at læse de 3 nye noveller, og dels kan jeg godt lide at have rene samlinger. Lidt nørdet er man vel altid 🙂

Om Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos:

Udgivelsesår: 31. maj 2017
Forlag: Kandor, 319 sider
Omslag: Rasmus Hjulgaard

Indhold:

Fortovsdrab, 2017
Langt ude i skoven, 2011 (tidligere trykt i Velkommen til dybet)
Blomstervanding, 2011 (tidligere trykt i Dystre Danmark 2)
Donation, 2013 (tidligere trykt i Vampyr)
Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos, 2017
Telefon fra afdøde, 2013 (tidligere trykt i Pix)
La petite mort, 2014 (tidligere trykt i Drifter)
Lauras forudsigelige skæbne, 2017
Fortsættelse til et eventyr, 2013 (tidligere trykt i Forvandlinger)
Bag kameraet

Besøg Lars Ahns hjemmeside
Besøg forlaget Kandors hjemmeside

Jeb Skulls makabre eventyr af Jonas Wilmann

Jeb Skulls makabre eventyr af Jonas WilmannSiden Jonas Wilmann debuterede som forfatter i 2009 med “The End”,  har han udgivet en lang række bøger. Enkelte på andre forlag, men de fleste som selvudgiver på sit eget forlag Kaos. Genremæssigt har han bevæget sig i horror, fantasy, science fiction og værker udenfor gængse genrebetegnelser. Han har skrevet romaner og noveller, og han har skrevet for børn, unge og voksne. Wilmann er med andre ord en både produktiv og alsidig forfatter.

“Jeb Skulls makabre eventyr” er seneste udgivelse, som Wilmann kalder: “et grumt og bloddryppende folkeeventyr“.

Hovedpersonen Jeb Skull er endier, dvs. en kunsthåndværker der rejser rundt og sælger sine varer, hvor han kommer frem. Jeb har bl.a. valgt denne profession, fordi han mildest talt ikke bryder sig meget om andre mennesker. Ved bogens start er han så træt af menneskeheden, at han beslutter sig for at gå igennem Den Sorte Skov, da han tilfældigt er i nærheden.

Den Sorte Skov er omgærdet af mystik. Der går fortællinger om, at skoven hjemsøges af både trolde og ligædere, men Jeb er en rationel mand, som ikke tror på trolddom. Så han beslutter sig for at gå gennem skoven, der udefra ikke ser særlig stor ud, og sælge sine varer til de få eneboere der bor derinde.

Men så let går det selvfølgelig ikke. Da Jeb holder hvil ved siden af en gammel gravplads, bliver han overfaldet af en sindssyg kvinde. Det lykkes ham at slippe væk, men i sin sårede tilstand farer han vild. I stedet vågner han op i en lille bjælkehytte, der tilhører kvinden Sicuuna. Hun forbinder hans sår og giver ham en drik mod eftervirkningerne. Men Jeb tror ikke på den slags hekseri, så da han atter forsøger at finde ud af skoven, smider han flasken fra sig. Det skulle han ikke have gjort …

“Jeb Skulls makabre eventyr” er en roman, men hvert kapitel fortæller en ny historie om Jeb Skull og hans oplevelser. Fra opholdet hos Sicuuna drager Jeb videre ind i skoven og støder på både landsbyer og omrejsende tivolier, men ligegyldigt hvor han kommer frem, tvinges han til at forholde sig til begivenheder og personer. Og det huer bestemt ikke den menneskesky endier.

Jeg plejer at være rigtig begejstret for Jonas Wilmanns udgivelser, men denne gang er jeg desværre ikke helt oppe at ringe. Dels synes jeg ikke, at sproget glider helt så ubesværet som sædvanligt, og så er tonen i fortællingen lidt for frisk-fyr-agtig-røverfortælling efter min smag. Det er så egentlig ikke fair at beklage sig over det, for her er jo netop tale om en eventyrlig roman. Men jeg kan nok bedre lide, når Wilmann er helt sort, eller i hvert fald ikke helt så lystig som her.

“Der er ingen, som kan vise dig ud af skoven. Jeg ved alt, hvad der er værd at vide her. Men hvis du leder efter andre mennesker, er der en by i den retning.” Han pegede og tilføjede: “Men pas på, Jeb Skull. De er ikke alle til at stole på.” Jeg kunne ikke lade være  med at le. Sikke en lille rad! Så højtidelig, og så vidste han simpelthen alt, hvad der var værd at vide heromkring! Jeg skulle til at finde på et eller andet morsomt quizspørgsmål, men drengens omrids begyndte at sløre for øjnene af mig. Jeg gned mine øjne. Skulle jeg nu allerede drikke det gule sjask igen?”

Når det er sagt, så er historien om Jeb Skull ikke dårlig. Her er både utroligt klamme passager og underholdende røverhistorier. Og så skal Aske Schmidt Roses flotte forsideillustration også fremhæves. Alt i alt er “Jeb Skulls makabre eventyr” letfordøjelig underholdning med et stænk klam gru – og det er jo heller ikke så tosset.

Skulle du have lyst til at læse om forhistorien til og arbejdet med bogen, så har Wilmann skrevet et interessant blogindlæg på sin hjemmeside.

Om “Jeb Skulls makabre eventyr”:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Kaos, 220 sider
Forside: Aske Schmidt Rose

Einherjar af Thomas Engelbrecht Mikkelsen

Einherjar af Mikkel Engelbrecht MikkelsenVellykket nyfortolkning af gudernes konge Odin fortalt på vers og i spændende illustrationer.

Først i april var der Krimimesse i Horsens. Blandt gæsterne var bl.a. tegneren Thomas Engelbrecht Mikkelsen, der både har skrevet og illustreret “Einherjar”, der udkom i 2013. Jeg fik sneget mig til en autograf og fik også en lille snak med TEM.

Den enøjede gud Odin er den øverste af guderne i den nordiske mytologi. Han beskrives som en gammel, enøjet vis mand, men TEM var kommet til at tænke på, at mange af hans evner minder om vampyrens. F.eks. spiser han aldrig. Han kan ændre skikkelse, når han rejser i menneskets verden, og han hersker over en hær af krigere, der er døde i kamp, som hans valkyrier har hentet op til Valhalla.

Den tanke leger TEM med i “Einherjar”, hvis fortæller er en mand, der er blevet ofret til Odin. Hængt hænger han og stirrer ud over kamppladsen, hvor kampen bølger. Om natten dukker vaner og jotun op i mørket, hvor de mæsker sig i de døde kroppe, inden valkyrierne stiger ned og henter de udvalgte (einherjar – ‘engang krigere’), der skal kæmpe ved Odins og gudernes side mod jætterne og kaosmagterne i Ragnarok.

Harniskklædte kæmper der blod udgyder
med sværd og øksers syngende klang
så vidunderligt det lyder
når nordens mænd går bersærkergang.

Thomas Engelbrecht Mikkelsens autograf“Einherjar” er blevet kaldt ‘mytologisk horror’ og rost for at have ‘knald på blodrusen’. Det er i hvert fald ganske vist, at fortællingen indeholder masser af gys og groteske overraskelser med sin dystre beskrivelse af, hvad der sker på slagmarken, når kampen er forbi, og mørket falder på.

Thomas Engelbrecht Mikkelsen fortæller sin historie på rune-ristede oldnordisk-klingende vers, der understøttes af dramatiske illustrationer.

Jeg kan være slem til at holde mest af tegnere som François Bourgeon, der tegner realistisk og ‘populært’. Men for hver gang jeg læser “Einherjar” bliver jeg mere og mere begejstret for billedsiden, hvor både farver, proportioner og beskæringen er med til at give fortællingen en spændende kant. Fra forsidens naturalistiske billede af en uskyldigt udseende valkyrie sidder med en død kriger i sit skød; over nattens ædegilde med sært proportionerede væsener holdt i blålige nuancer kun brudt af blodrøde farveklatter; til de afsluttende scener i Valhal hvor blodet siver ud på siden og gør alt mørkerødt. Det er rigtig spændende lavet.

For mig er “Einherjar” et hæfte, der sniger sig ind på sin læser. Det er en blodig historie fortalt i et poetisk sprog og med en voldsom billedside, som udbygger hinanden, så resultatet bliver både anderledes og fascinerende. Absolut en tegneserie der kan anbefales. Og vil du vide mere om tankerne og teknikken bag, så læs interviewet med Thomas Engelbrecht Mikkelsen på Nummer9.dk.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Forlag: Forlæns, 24 sider

 

 

 

Den faldne djævel af Kenneth Bøgh Andersen

Den faldne djævel af Kenneth Bøgh Andersen“Den faldne djævel” er sjette og absolut sidste bind i Kenneth Bøgh Andersens fremragende fantasyserie ‘Den Store Djævlekrig’. Kender man ikke de forgående bind, anbefales det IKKE at starte her. Snup i stedet for “Djævelens lærling” og glæd dig over at du har hele serien til gode endnu.

Filip Engell er en god og artig dreng. Så artig at da han ved et uheld bliver sendt til Helvede for at afløse Lucifer, der er dødssyg, virker det som en umulig opgave at gøre ham ond. Ikke desto mindre følger vi i de første fem bind, hvordan Filip både bliver en djævel og ændrer sig tilbage igen; hjælper såvel Døden som Djævlen; og ikke mindst er en af de afgørende faktorer til at gøre en ende på Aziel – djævelen der startede krigen i Helvede.

Men bedst som alle troede, at nu var alt normalt igen, vender Aziel tilbage fra de døde. Og denne gang har han ikke blot planer om at vælte Lucifer af pinden som Helvedes hersker. Denne gang vil Aziel have det hele…

Jeg erkender blankt, at jeg er stor fan af serien. Også selvom det ind i mellem kniber mig lidt at holde styr på de mange mytologier og personer, som optræder i dem. Ikke desto mindre følte jeg mig endnu engang vel underholdt og kan kun anbefale alle en sidste tur til Helvede sammen med Filip Engell.

Om “Den faldne djævel”:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Høst & Søn, 297 sider
Omslagsillustration: Rasmus Jensen

Den Store Djævlekrig:

Den faldne djævel, 2016
Den faldne engel, 2015
Ondskabens engel, 2010
Den forkerte død, 2009
Dødens terning, 2007
Djævelens lærling, 2005