oktober 2019
M Ti O To F L S
« sep    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘dansk horror’

Menneskekød: Grotesker 1910-1920

Menneskekød: Grotesker 1910-1920Forlagene Escho og Sidste Århundreder har med deres serie for grotesker udgivet nogle virkelig interessante bøger de sidste par år. Det er også tilfældet  med Menneskekød: Grotesker 1910-1920. Bogen indeholder 10 noveller, der første gang blev udgivet i begyndelsen af det 20. århundrede, og er skrevet af 8 forskellige danske forfattere.

Novellerne er udvalgt af Anders Jørgen Mogensen og Andreas Bylov Jensen. Sidstnævnte står også for det oplysende forord. Heri fortæller han blandt andet, at det 20. århundrede i begyndelsen var præget af en stor tro på fremtiden. Teknologiske fremskridt og udplyndring/kolonisering af den tredje verden bragte øget velfærd til Europa, og selv starten på 1. verdenskrig kunne ikke dæmpe optimismen.

Men krigen medførte med sine fire års lidelser desillusion. De teknologiske fremskridt blev brugt til grufulde våben, og de mange døde ved fronten og efter krigen ofrene for den spanske syge rejste eksistentielle og religiøse spørgsmål.

“Optimismen og opfindelserne. Utopierne og sammenbruddet. Oprøret, volden og de revolutionerende nye idéer. Alt dette inspirerede kulturlivet, hvor en spirende modernisme prøvede at indfange det moderne liv og de nye livserfaringer i radikale nyfortolkninger af billedkunsten og litteraturen […] Også i Danmark fandt den nye kunst og litteratur tilhængere blandt unge og fremadstormende billedkunstnere og digtere, men de fandt også markante modstandere. Central blandt dem var bakteriologen Carl Julius Salomonsen, der skabte debat med sin teori om, at den moderne kunst var resultatet af en meget smitsom sindssyge blandt kunstnerne.” (side 10)

Redaktørerne har udvalgt de 10 noveller i Menneskekød: Grotesker 1910-1920 ud fra deres optagethed af det groteske. “Vi har forsøgt at opspore tekster, der cirkler om det mærkelige, det skræmmende, det sindssyge, det voldsomme, det hallucinatoriske, det deforme, det morbide og bruddet med den genkendelige virkelighed.” (side 12)

Det må siges at være lykkes. Selvom jeg ikke er litteraturuddannet og ‘kun’ læser for oplevelsens skyld, så blev jeg umiddelbart fanget af langt de fleste noveller i samlingen. Nogle af dem krævede lidt ekstra opmærksomhed, og så var der et par stykker, hvor jeg godt kunne forstå, hvorfor de var medtaget, uden at jeg blev fan.

Astrid Ehrencron-Kidde er repræsenteret med to noveller: ‘Flammerne’ og ‘Året før -‘. Jeg har tidligere læst Det sukker så tungt udi skoven af hende, og hun er umiddelbart let tilgængelig. Særligt synes jeg godt om novellen ‘Året før -‘ der handler om 1. verdenskrigs gru.

Også Laurids Skands har to noveller i samlingen: ‘Golgata-studien’ og ‘Menneskekød’. Her blev jeg i første omgang mest betaget af ‘Golgata-studien’, der udspiller sig på et sindssygehospital, hvor en ung kunstner er blevet indlagt. Men da jeg læste ‘Menneskekød’ anden gang, blev jeg også ret grebet af den. Den udspiller sig nærmest som to forskellige historier. Rammefortællingen foregår på en oceanflyver med en ung amerikanerinde som omdrejningspunkt, og indeni denne hører vi en fortælling om et grusomt skibsbrud 10 år tidligere fortalt af den eneste overlevende. Historien er virkelig interessant i forhold til sit menneskesyn.

Jeg er også nødt til at fremhæve Karin Michaëlis novelle ‘Erasta’. Her sørger en ung kvinde så voldsomt over sin søsters død, at hun hjemsøges af fysiske manifestationer. Sorgen gør det svært for hende at udvikle sig til en voksen kvinde, selv efter hendes ægteskab.

Endelig vil jeg nævne Carl Gandrups novelle ‘Ene med Satan’, der er henlagt til året 1828. Her mødes to rige forretningsmænd i en togkupé, og et drama udspiller sig, mens vi hører om, hvordan mændene er endt der. Det er en historie om ærgerrighed, kærlighed og had, men måske allermest en historie om, hvad der former os som mennesker. Novellen blev siden omskrevet til både en roman og et filmmanuskript med titlen Expressens mysterium.

Jeg havde med andre ord en rigtig god læseoplevelse med Menneskekød: Groteskser 1910-1920. Men skulle jeg ikke have overbevist dig, så læs anmeldelserne på Modspor.dk eller Politikens anmeldelse bragt på forlagenes Facebook-side. Eller endnu bedre – læs bogen selv 🙂

Uddrag af ‘Menneskekød’:

“Da solen næste dag stod op, var havet spejlblankt – som i dag. Det lignede smeltet bly. – 

Bådsmanden havde ikke rørt sig. Skibsdrengen lå på ryggen og gispede. Jeg havde i søvne væltet mig om på siden, og jeg var vågnet med ulidelige smerter i ryggen og skuldrene. Min krop var tung som bly og min mund var som fyldt med smeltet jern.

Jeg lå en time således, – eller et sekund, tiden var, forekom det mig, som en uendelig stor lodden larve, der krympede sig sammen og strakte sig ud. Undertiden fór mine livssekunder af sted, snublende over hinanden – og i næste nu stod tiden stille.

Men kokken var ikke plaget af forestillinger om universelle forskydninger. Hans runde, sunde ansigt vendte mod mig, han slumrede øjensynlig og drømte sikkert behageligt. Hans sjæl flagrede om i lykkelige ideallandskaber af Turnersk art, mens hans stakkels hylster lå henstrakt på nogle hede planker midt i det stille ocean. Jeg forsøgte at bilde mig ind, at også jeg havde det udmærket. At min stilling i øjeblikket skyldtes et væddemål eller en god, omend noget grovkornet spøg.

Men når hvid spruttende lava begyndte at sive ned i min hals forsvandt illusionen.” (side 98-99)

Om Menneskekød: Grotesker 1910-1920:

Udgivelsesår: 24.05.2019
Forlag: Escho/Sidste Århundrede
Omslag: Caroline Enghoff Mogensen

Indhold:

Andreas Bylov Jensen: Forord
Thorkil Barfod: Tandhjulet (1911)
Laurids Skands: Golgata-Studien (1918)
Astrid Ehrencron-Kidde: Flammerne (1913)
Karin Michaëlis: Erasta (1915)
Laurids Skands: Menneskekød (1918)
Gustav Bauditz: Morfinguden (1910)
Astrid Ehrencron-Kidde: Året før – (1916)
Johan Plesner: Nocturne (1918)
Carl Gandrup: Ene med Satan (1911)
Ingeborg Johansen: Tanker (1920)
Tekstoplysninger
Forfatterbiografier

“Serien for grotesker er et samarbejde mellem de to forlag Escho og Sidste Århundrede. Seriens fokus er det groteske og bizarre, det fantastiske og morbide – litterære træk, der har fristet en udgrænset tilværelse i dansk litteratur. Serien prøver således at udvide grænserne for vores litteraturhistorie og vise, at den er særere og mere mangfoldig, end man har bildt os ind.” (side 200)

Læs også:

Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-Kidde
Åndeverdenens dårekiste af B. S. Ingemann
Det grufulde bibliotek / red. Kristian Nordestgaard og Jette Holst

 

Absurd #1

Absurd #1

Tag med på en underholdende tur ind i mørket med fem nye og upcoming kunstnere

For noget tid siden faldt jeg tilfældigt over tegneserien Volt #3 fra Tegneseriekollektivet Urkraft. Det førte ad kringlede veje til, at jeg hørte om Forlaget Afkom, der blev startet i 2019 med et ønske om at skabe en platform til zines og small press. Så da jeg til Skrækfest i Odense så, at Mephisto solgte et nyt gyserblad Absurd #1, var jeg da nødt til at købe det.

Som Volt består Absurd af en række små gyserfortællinger af forskellige tegnere.  Jeg kendte desværre ingen af navnene på forhånd. Hæftet er i en god papirkvalitet og med et omslag i blank, farvestrålende karton illustreret af Anders Fjølvar.

Første historie hedder Sodapop og er fortalt og tegnet af Maria Tran. Historien handler om en ung pige, der er blevet forladt af sin kæreste, og det har hun meget svært ved at håndtere. Illustrationerne er sort/hvide og meget grafiske, næsten ligesom linoleumstryk. Alligevel er der masser af følelser i billederne, og historien er både sørgelig og grum. Jeg er meget begejstret for både billedeside og selve historien, der har en fantastisk slutning.

Dybet er tegnet og fortalt af Lauge Eilsøe-Madsen. Få dage tidligere blev verden ramt af voldsomme rystelser. En dybhavsekspedition er på vej til bunden af det arktiske ocean, men rystelserne har omformet havbunden. Alt for dybt nede finder de … noget! Tegningerne er sort/hvide og en blanding af meget detaljerede illustrationer og mere grafiske overbliksbilleder. Stemningen er nærmest Lovecraftiansk, så endnu et pletskud i min bog.

I samlingens tredje fortælling Jagt af Bjarke Johansen er tegnestilen helt anderledes. En jæger beslutter sig for at skyde det vildsvin, der ødelægger hans afgrøder og endda har dræbt hans hund. Med fine, bløde streger og brug af grålige nuancer har fortællingen nærmest et sart skær, men det skal man ikke lade sig snyde af. Handlingen er absolut rent gys, og slutningen twister lige alt det, jeg troede ville ske. Kanonflot og overraskende fortælling.

Hytten der dryppede af blod er tegnet og fortalt af Danni Bardlund Christensen. Historien udspiller sig omkring en hytte på stranden, hvor nogle kammerater hygger sig med øl omkring bålet. Pludselig dukker noget op, og hyggen forvandles til blodig rædsel. Tegningerne er lidt uslebne i en stil næsten som blyantstegninger. Det er ikke den stil, jeg holder mest af, men til gengæld må jeg lette på hatten for de overdådige blodsprøjt og den indvoldsflænsende fortælling, der kan have fundet inspiration hos både John Carpenters The Thing, John McTiernans Predator og Ridley Scotts Alien. What’s not to like.

Samlingens sidste historie er Gæsten, som er tegnet og fortalt af Matias Gedtek. En kvinde ser et opslag om at passe en lejlighed og en kat samme aften. Lønnen er god, så hun ringer straks op på nummeret. Umiddelbart virker det som et let job, men selvfølgelig er der en hage. Tegningerne er holdt i gråtoner med en close-up billedside. Historien fortælles næsten kun via detaljer fra det store billede. For eksempel ser vi kun hånden tage et telefonnummer fra opslagstavlen. Vi ser kun munden, der svarer på hendes telefonopkald, og så videre. Enkelte billeder viser hele situationen, og så er der billeder, hvis tegnestil har en helt anden tone, men det vil jeg ikke afsløre. Den fragmenterede måde at fortælle på er effektiv til at skabe suspense, så Absurd #1 slutter stærkt af.

Absurd #1 er en underholdende tur ind i mørket og et spændende kig på nye og upcoming kunstnere. Så har du lyst til et godt gys til billige penge, får du fuld valuta og støtter samtidig tegneserie-undergrunden.

Om Absurd #1:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Forlaget Afkom, 48 sider
Omslag: Anders Fjølvar

Indhold: 

Sodapop af Maria Tran
Dybet af Lauge Eilsøe-Madsen
Jagt af Bjarke Johansen
Hytten der dryppede blod af Danni Bardlund Christensen
Gæsten af Matias Gedtek
Enkelte ting dør aldrig af Martin Zauner

Illustrationer af Maria Tran, Lauge Eilsøe-Madsen, Bjarke Johansen, Danni Bardlund Christsensen og Matias Gedtek

Dødt kød – dag 3 af Nick Clausen

Dødt kød af Nick ClausenDet er sommer i Danmark – og det er nu to dage siden, at et dødsfald satte gang i en blodig kæde af begivenheder.

Dødt kød – dag 3 er tredje bind af Nick Clausens zombieserie, og her slækkes hverken på blodet, uhyggen eller underholdningen. I første bind fulgte vi Jeanette, Thomas og Dan, som på sidste stop af deres reklamerute bliver overfaldet af en zombie. Med store omkostninger lykkes det dog at slå smitten ned. Eller gør det?

I andet bind viser det sig nemlig, at smitten også kan overføres indirekte via zombieblod, og Dan fortsætter kampen for at overbevise omverdenen om, at noget er grueligt galt. Han får hjælp af Selina, og endnu en gang tror de unge, at det er lykkes dem at stoppe smitten. Men nu er det dag tre, og desværre tager de fejl …

William er portør. Det er mandag d. 28. juli, og han er på arbejde i gangene under hospitalet. Pludselig opdager han, et dørhåndtag der bevæger sig, som om nogen står bagved og forsøger at komme ud. Men da William åbner døren, mødes han ikke af en forvirret patient, der er gået forkert. I stedet overvældes han af en stank af blod, og af synet af noget der umiskendeligt er en død person, der bevæger sig.

William er ikke i tvivl. Skrækscenariet over dem alle er blevet til virkelighed. Zombierne er over os! Heldigvis har han et sted at tage hen. Men kan han nå at redde venner og familie?

Her i tredje bind begynder zombiesmitten for alvor at løbe ud af kontrol. Fra at være isoleret udenfor byen er der pludselig smittede flere steder, og ikke alle er så hurtigt opfattende som William. Langt de fleste bliver smittet, fordi de forsøger at hjælpe, hvad de tror er alvorligt sårede mennesker. Og pludselig begynder det at gå stærkt.

Jeg er zombiefan, og Nick Clausens Dødt kød-serie er forrygende underholdning. Derudover er det interessant at følge smitten udvikle sig minutiøst. Clausen giver et skræmmende indblik i forløbet af en epidemi. Hvor hurtigt det kan gå, hvis en farlig smitte ikke inddæmmes nærmest øjeblikkeligt.

Det bliver spændende at se hvad der sker i bind fire. I slutningen af Dødt kød – dag 3 tyder det på, at historien udvikler sig i retning af den lidt mere gængse zombiefortælling, hvor vi følger en gruppe overlevende. Det er også godt, men jeg kunne godt drømme om, at Clausen endnu en gang kan overraske og trække læserne ind i et nyt og uventet hjørne af zombieuniverset.

Under alle omstændigheder så er jeg stadig ‘bidt’ af Dødt kød-serien, og kan klart anbefale bøgerne til så vel unge som voksne.

Uddrag af Dødt kød – dag 3:

Synet, som møder William, får ham dog omgående til at glemme alt om lugten.

Midt i rummet ligger en fyr på hans egen alder. Han er klædt i en hospitalskittel og er viklet ind i en kørestol, som er væltet om på siden. Begge håndled er bundet fast til stolen, hvilket forhindrer fyren i at komme på benene. Han vrider sig besværet og forsøger at mave sig frem. Omkring ham er gulvet overstrintet med blod.

“Fucking shit,” hvisker William og skal lige til at træde ind for at hjælpe. Det er tydeligt, at der er sket et eller andet forfærdeligt med den stakkels fyr. Han har ikke bare forvildet sig herned af egen kraft; nogen har bundet ham og muligvis forsøgt at slå ham ihjel.

Men et eller andet dybere instinkt får William til at tøve i døråbningen. Måske er det hans hjerne, som i sidste øjeblik kommer i tanke om håndtaget, som hoppede op og ned. 

Og i det samme træder pigen frem fra bag døren. (side 9-10)

Om Dødt kød – dag 3:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Facet, 151 sider
Omslag: pncreate.com v/Peter Nielsen
Lix: 26

Dødt kød-serien:

Dødt kød – dag 1
Dødt kød – dag 2
Dødt kød – dag 3

Læs også:

Høstens engle af Alden Bell
Monstre – Død verden 1 af Louise Haiberg
De dødes tid af Thomas Helle
Kadavermarch af Dennis Jürgensen
De døde vågner af Line Kyed Knudsen (Hvidt støv; 1)
Sex gotiske fortællinger af Jes Larsen
Necrodemic-sagaen af Patrick Leis
I morgen er alt mørkt – Brages historie af Sigbjørn Mostue
Kværnen af Martin Schjönning og Tom Kristensen
Pandaemonium af A. Silvestri

Taranteller og tungekys af Michael Kamp

Taranteller og tungekys af Michael KampDe 15-årige tvillinger Lærke og Emil tilbringer sommerferien i kolonihaven med deres forældre. Det betyder grill, græsplænehygge … og begrænset skærmtid. Emil og Lærke keder sig, for hvad skal man få en hel ferie til at gå med når man ikke må surfe på YouTube?

Længere nede ad vejen bor Jessica. Jessica er nogle år ældre end tvillingerne, og Emil er snotforelsket i hende. Der er bare et problem: Jessica opdrætter taranteller, og Emil er bange for edderkopper. Det kan han selvfølgelig ikke indrømme, så han må bide tænderne sammen og smile når hun viser dem frem.

Snart får de dog andet at tænke på da et mystisk vejrfænomen får hele verden til at gå i sort. Midt i alt kaosset øjner Emil sin chance for at imponere Jessica og lade kærligheden spire. (fra bagsiden)

Jeg er ellers ikke bange for edderkopper. Altså, jeg er ikke typen, der har lyst til at kæle med en fugleedderkop, men sidder der en edderkop i soveværelset, når jeg skal i seng, så får den lov til at sidde der. Alligevel må jeg indrømme, at Taranteller og tungekys gjorde et vist indtryk på mig. Selvom det er en ungdomsbog!

Det hele starter ellers uskyldigt nok. 15-årige Emil er forelsket i den tre år ældre Jessica, der bor i et kolonihavehus ikke så langt fra tvillingernes. Hun er vildt lækker, men holder altså edderkopper i store terrarier i stuen. Emil hader edderkopper, men bider tænderne sammen og lytter interesseret til alle de edderkoppe-facts, som Jessica fodrer ham med, i håbet om at hun også vil forelske sig i ham.

En aften under et fantastisk nordlys forsvinder strømmen i kolonihaven, og samtidig begynder insekterne at opføre sig underligt. Næste dag tager tvillingernes far ind til byen for at finde ud af, hvad der sker. Mens han er væk, går Emil og Lærke hen til Jessica. Men da de ankommer, er huset fuldstændigt raseret, edderkopperne er sluppet ud af terrarierne – og Jessica er ingen steder at finde …

Herfra går det bare værre og værre for vores unge helte, og som sagt havde jeg en ubehagelig følelse, da jeg læste sidste side. Som følelsen af 100 edderkopper der kravlede på min hud.

Michael Kamp er en utrolig effektiv forfatter, hvad enten han skriver til voksne, unge eller børn. Hans sprog flyder let, og hans personer står tydelige og troværdige. Og så er han modbydelig god til at skabe universer, hvor uhyggen bare vokser og vokser. Det gør han også her i Taranteller og tungekys, som både er klam, uhyggelig og heldigvis også lidt sjov.

Slutningen åbner op for en fortsættelse, som jeg krydser fingre for, at vi får. Og gerne hurtigt!

Uddrag af Taranteller og tungekys:

Det var hyggeligt nok at bo i kolonien med to store undtagelser: begrænsningerne i skærmtid var fuldstændig urimelige, og edderkopperne var en udfordring.

De var overalt.

Kolonihaven grænsede op til skoven lige på den anden side af bøgehækken. Tvillingerne var sikre på at edderkopperne voksede sig store og fede derude før de kom listende ind i huset. De var store og saftige og myldrede frem fra sprækker og revner. Listerne gabte alle steder, og hele huset var hullet som en si.

Ligesom man sad og læste eller hørte musik, ville en skygge bevæge sig i udkanten af synsfeltet og en massiv jagtedderkop komme spankulerende som ejede den hele stedet.

Hvilket den måske gjorde i de 2/3 af året hvor huset stod tomt. (side 13)

Om Taranteller og tungekys:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Tellerup, 238 sider
Omslag: Flemming Schmidt

Læs også:

Fobi af Kasper Grandetoft
Moln – jorden husker af Michael Kamp
Made Flesh af Tom Kristensen og Lars Kramhøft
Når mørket kommer af Patrick Leis
Edderkoppen af Richard Matheson
Nephila Clavipes? af Mikala Rosenkilde
Kun edderkopper af Esther Rützou

Pax Immortalis – Opgøret (Necrodemic, 4) af Patrick Leis

Pax Immortalis - Opgøret af Patrick Leis

Nyt underholdende bind i Patrick Leis’ actionfyldte Necrodemic-saga om en verden overløbet af zombier

I 2003 udgav Patrick Leis zombieromanen Requiem. Oprindeligt var den tænkt som en enkeltstående roman, men snart blev Leis klar over, at her var grobund for et langt mere omfattende univers. Det blev til Necrodemic-sagaen, som nu genudgives i en gennemarbejdet og opgraderet udgave på forlaget Valeta. Pax Immortalis – Opgøret er fjerde bind.

Historien udspiller sig nogle år efter angrebet på Ferguson farmen. De fleste farme er stadig uden kendskab til C-city byerne, og fortsætter livet i isolerede samfund, hvor frygten for zombierne og troen på Påkalderen fylder hverdagen.

Men en gruppe rebeller har samlet sig under løjtnanten, der er opsat på at bekæmpe Teknokraterne. Gennem længere tid har de samlet viden om byerne, og ved list er det lykkes dem at nedkæmpe flere af byens patruljer.

Det har gjort C-city 1’s førsteborger, Rudolph Meyer, lettere bekymret. Han har intet kendskab til rebellerne, men frygter at det er en af de andre byer, der forsøger at overtage C-city 1. Som forsvar har han sat sine forskere til at udvikle en ny typer soldater, og de tegner lovende. Forskerne har også gang i mange andre eksperimenter. Ikke mindst arbejdet med at skaffe nok LS, et livsforlængende serum der gives til højkaste borgere og udvindes af zombieblod.

Sideløbende hører vi om Jane, der bor i byen. Hun er forlovet med en højkaste-mand, og hverdagen kører på skinner. Alligevel har hun en mærkelig fornemmelse af, at noget er forkert. Hun har underlige drømme, og en dag ser hun et glimt af en mand, der virker besynderlig bekendt.

Mens Jane forsøger at finde ud af, hvad hendes fortid gemmer, rejser rebellerne sig for alvor til opstand. De har fået hjælp fra uventet side og vil én gang for alle gøre sig fri af Teknokraterne. Men først må de overbevise farmene om, at byerne findes. Og hvis det lykkes, venter et blodigt opgør.

Det er godt 10 år siden, jeg læste førsteudgaven af Pax Immortalis. Genudgivelsen indeholder en ny introtegneserie samt flere nye afsnit. Derudover har sprog og korrektur fået en grundig gennemgang, og der er blevet skabt større overensstemmelse med hele Necrodemic-universet. Endelig har Patrick Leis lavet et nyt og sammenhængende omslag for hele serien. Alt i alt er bind fire blevet knap 150 sider længere. Men Pax Immortalis – Opgøret er ikke en side for lang.

Jeg kan godt lide røvsparkende, bloddryppende zombieromaner, og Patrick Leis leverer i Necrodemic-sagaen masser af indvolds-action lige efter mit hoved. Men historien rummer også en civilisationskritisk kant, og så kommer vi denne gang længere ind i nogle af personerne. Jeg synes for eksempel, at det var vældig interessant at følge førsteborgerens tanker om bysamfundenes opståen og opbygning. Et kastesystem er meget langt fra mit ideelle samfunds-syn, men for Meyer er det både logisk og nødvendigt. Jeg var også meget begejstret over, at der (endeligt 🙂 ) er en kvindelig figur, der er både stærk og troværdig.

Genudgivelsen af Pax Immortalis – Opgøret uddyber og fuldender den originale historie, og gør det med en støt stigende spændingskurve og høj underholdningsværdi. Her er både blodsprøjt og noget at tænke over. Slutningen lover godt for femte og sidste bind Regnum Mortis, som er et helt nyt kapitel i Necrodemic-sagaen, og som jeg ikke kan vente med at kaste mig over.

Med andre ord – endnu et vellykket kapitel i Patrick Leis’ mastodont serie, der må betegnes som et must for enhver zombie-elsker. Læs den før Svøben rammer os …

Uddrag af Pax Immortalis – Opgøret:

Væsnet kikkede op på soldaterne med livløse, mælkefarvede øjne. Den var barfodet, enkelte tøjrester hang i laser om den udpinte krop, og en tynd krans af hår var vedblevet med at vokse på den døde kvindes hoved. Lemmerne var blodløse og udtørrede, slappe bryster dinglede fra en blåhvid torso og det meste af væsnets underansigt og læber var opløst og rådnet. Zombien udsendte en hørm af død og fordærv, og med vaklende skridt nærmede den sig trappen.

Endnu en udød trådte ind i lyskeglen, liget af en fed, midaldrende mand, iført resterne af en flænset kittel og et par skarlagensrøde seler, slæbte sig fremad, og et stort hul i halsen fik hovedet til at vippe i takt med de usikre skridt. Den døde læge havde små, uindfattede briller på, øjnene var fastfrosset i en evig, ublinkende stirren, og billedet af det sidste han havde set før sin voldsomme død, syntes stadig at hænge som et fantombillede på de matte nethinder.

Ligstanken tiltog, grådige lyde der svagt mindede om menneskelige ord og udbrud begyndte at stige op fra tunnelen, og en efter en kom hæren af udøde nærmere. (side 28-29)

Tak til forlaget Valeta der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Pax Immortalis – Opgøret:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Valeta, 594 sider
Omslag: Patrick Leis

Den nye Necrodemic-saga:

Regnum Mortis
Pax Immortalis – Opgøret
Requiem – Fort Ferguson
Castra Damnatorum – Camp 41
Necropolis – De levende døde

Besøg Patrick Leis hjemmeside

Læs også:

Høstens engle af Alden Bell
World War Z af Max Brooks
Dødt kød af Nick Clausen
Monstre – Død verden 1 af Louise Haiberg
De dødes tid af Thomas Helle
Kadavermarch af Dennis Jürgensen
Jagtmarken af Patrick Leis
Kværnen af Martin Schjönning og Tom Kristensen
Pandaemonium af A. Silvestri

Skyggeverden af Jonas Wilmann

Skyggeverden af Jonas WilmannPsykologen Helena Andersen kaldes akut ud til en sag om vanrøgt i Gedesby på Falster. En familie i ilde forfatning er blevet hjulpet ud af et kondemneret hus i et oversvømmelsesramt område. Men hvorfor er Nykøbing Sygehus overrendt af regeringsfolk, da Helena ankommer? Hvorfor er sikkerhedsopbuddet så stort? Hvad er det, hun ikke får at vide om familien?

I den anden ende af landet har sagen fanget professor i antropologi, Albert Levins, interesse. Han er blevet det akademiske miljøs paria med sine teorier om Homo Subterranea, underjordsmennesket, men nu øjner han et håb i Gedesby. Kun et enkelt billede af familien er sluppet ud, men professoren er overbevist om, at de varsler et gennembrud i hans teorier om mennesket, der lever under jorden. (fra bagsiden)

Hvor mange udgivelser kan en forfatter nå på et år? A. Silvestri har indtil videre førstepladsen med fem udgivelser i 2018, men Jonas Wilmann ånder ham i nakken. Indtil videre har han udgivet tre bøger i år: novellesamlingen Helvede, børnebogen Døden venter i Thule samt nærværende roman Skyggeverden.

På sin blog fortæller Wilmann om arbejdet med Skyggeverden, som er det værk, det har taget ham længst tid at skrive: fem et halvt år. Idéen opstod i 2013: “[…] jeg fik den idé, at jeg ville skrive en bog om et hold ambitiøse, drevne mennesker, der stræbte mod et fælles mål, en videnskabelig indsigt af en art, men deres stræben skulle kun lede til regrediering.” Undervejs lagde han bogen væk flere gange. Historien skulle lagre sig og finde sin form. Og jeg må sige, at det er lykkedes.

Som regel er jeg ret begejstret for Wilmanns bøger, men da jeg læste Helvede, havde jeg lidt en følelse af at have set det før. Det er IKKE tilfældet her. Skyggeverden udfordrer og skræmmer; personerne er levende og interessante; og slutningen er én lang accelererende overraskelse.

Historien er lidt en blanding af Jules Verne Rejsen til jordens indre og filmen The Decent, men er samtidig noget helt andet. Beskrivelsen af den ambitiøse psykolog Helena, som undervejs forandrer sig dramatisk, er isnende. Fra at være i total kontrol kun med fokus på sine ambitioner river mødet med Homo Subterranea forhænget væk fra hendes øjne.

For Albert Levin er opdagelsen derimod et karrieremæssigt kvantespring. Fra at være forskerverdens paria er han pludselig eksperten alle vil gnide skuldre med. Spørgsmålet er dog om Albert følger sine ambitioner eller sin menneskelighed.

En helt igennem kuldslået, rystende og velskrevet fortælling som kun kan anbefales.

Uddrag af Skyggeverden:

“Da jeg åbnede døren, kom der den sygeste stank ud, og inde i entreen lå der det eller andet. Ja, jeg ved sgu ikke, hvad det var. Noget med pels på, der var halvt ædt og gylpet op igen. Jeg går ud fra, at teknikerne har været derude nu og puttet det i en pose. Eddermame glad for at det ikke er mig, der skal rode i det lort. Nå, men jeg gik uden om tingen. Skulle ikke nyde noget af at træde i den. Gulvbrædderne var vinde og skæve, det var ligesom Hurlumhejhuset på Bakken, du ved. Fuldstændig syret som det hele havde slået sig derinde. Og væggene var sorte af svamp, det sad nærmest i kager og rakte efter en.”

Stefan – hvis tålmodighed med den unge Rørbyes maleriske forklaring vist var lige så tyndslidt som de andres – skulle til at tænde en smøg, men Blicher rømmede sig og mindede ham derved om, at firserne var ovre. Smøgen røg tilbage i pakken, og Rørby fortsatte.

“Da jeg kom ind i stuen, var jeg lige ved at gå baglæns ud igen. Hvis det ikke var for uniformen, havde jeg fandeme gjort det. Det havde jeg. Det vrimlede med fluer derinde, der må have været en million af dem, de summede, så jeg ikke havde kunnet høre min telefon ringe på fuld styrke. Og det er klart, for der var lort ud over det hele, også på væggene. De havde tegnet med det eller sådan noget.

Jeg er før blevet kaldt ud til klamme steder, hos psykisk syge og sådan noget, hvor folk ikke lige har kunnet ramme potten, men der her slog sgu alt. Jeg har vitterlig ALDRIG set noget så … ja, undskyld sproget, men FUCKING KLAMT i hele mit liv.

Jeg gik forbi en åben dør ned til kælderen. Vandet stod op til midt på trappen, og der lå fandeme to døde rotter og flød på overfladen. Det kunne bare ikke passe, at nogen boede i det svineri.”

Helena prøvede at synke en klump så stille, at de andre ikke skulle bemærke det. Den her sag var slem. Værre end noget de før havde set. (side 20-21)

Om Skyggeverden:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: KAOS, 245 sider
Omslag: Shudderstock, Barandash Karandashich

Læs også:

De underjordiske af Dan Abnett, John Tomlinson og Steve White
Jeg kan se i mørke af Karin Fossum
Dark matter af Michelle Paver
Afsind af Martin Schjönning
By – et levende mareridt af Jonas Wilmann

Etatsråden af Arne Munk

Etatsråden af Arne MunkJeg-fortælleren er modvilligt flyttet til Vestjylland på sin hustrus Tove foranledning. Hun faldt pladask for et gammelt hus, langt fra naboerne og tæt på skoven, og nu har ægteparret lejet huset med deres tre børn og er flyttet ind. Men det varer ikke længe, før fortælleren begynder at opleve mærkelige ting. Blandt andet ser han jævnligt en ældre herre med et ødelagt ansigt iklædt tøj fra en anden periode.

Manden viser sig at være husets tidligere ejer, etatsråd Magnus Andersen, der har været død i mange år. Om etatsråden går der mange historier på egnen. Han var københavner, men opkøbte store arealer land i Vestjylland, ligesom han var drivkraften bag veje og privatbaner. Han stod selv bag byggeriet af huset og anlagde ligeledes selv søen, som han fyldte med frøer. Dog boede han kun i huset fra begyndelsen af maj og indtil sommeren satte ind. Resten af tiden var huset lukket af. Og sikke et hus:

“Et ejendommeligt hus, slog det mig. Det havde været arkitekten eller bygherren magtpåliggende, at verdenshjørnerne skulle repræsenteres så rigeligt som gørligt og muligt. Øverst oppe under taget havde man ligefrem tårnfornemmelser. Fire nicher med vinduer mod nord, syd, øst og vest. Rummet var lavt og levnede ingen voksen mand ståhøjde. Midt i stod en plysstol på en drejeskive. Uden nævneværdig kraftanstrengelse kunne man snurre hele kompasset rundt og således gardere sig mod enhver overraskelse udefra.

Mod vest kunne man følge trafikken over dæmningen. Mod syd færdselen ad landevejen. Mod nord havde man udsigt til skoven og engdraget, og mod øst lå de åbne marker med spredte bevoksninger. Enhver fremtrængende fjende ville blive observeret, før han kunne slå til. Søen, dæmningen, stigbordet og træbroen over udløbet støttede borg- og voldgravsfornemmelserne. Etatsråden ville åbenbart ikke overraskes, eller ønskede han blot som en majestæt at trone over sit udstrakte rige? I forbindelse med ham knyttede det ene uløste spørgsmål sig til det andet. Overalt efterlod han sig gåder.” (side 13)

Mens Tove intet mærker til etatsrådens tilstedeværelse, bliver fortælleren mere og mere påvirket. Og så begynder børnene også at opleve noget …

At læse Etatsråden er lidt som at samle et puslespil. Hver brik tilføjer noget til det store billede, men overblikket kommer først allersidst. Jeg synes personligt godt om historien, men den falder ikke nødvendigvis i alles smag. Sproget er til tider noget gammeldags konstrueret, så man skal holde tungen lige i munden under læsningen. Ligeledes er der mange spørgsmål, vi ikke fuldt får besvaret. Jeg ville gerne vide meget mere om etatsrådens liv, f.eks. hvorfor han kun boede i huset i perioder, og hvorfor det blev bygget som en fæstning? Endelig er det ind i mellem svært at skelne mellem fortællerens drømme, og det han oplever i vågen tilstand. Sidstnævnte er formentlig bevidst fra forfatterens side, men virker lidt forvirrende under læsningen.

Når jeg alligevel synes godt om Etatsråden, er det fordi, den ganske simpelt virker. Som læser følger vi fortællerens langsomme opløsning, mens han opsluges af fortidens syner. Efterhånden som han sætter sig ind i etatsrådens liv, bliver han mere og mere tiltrukket af naturen, som før efterlod ham ligegyldig. Og han udvikler en stor sympati for husets tidligere ejer, som han tillægger en masse gode egenskaber. Samtidig falder hans ægteskab fra hinanden, for Tove kan ikke acceptere fortællerens optagethed af ‘det overnaturlige’. Eller er det fortælleren som ikke kan acceptere Toves syn på livet?

På nogle måder minder Etatsråden mig om The Haunting of Hill House af Shirley Jackson. Her er samme dystre stemning, og samme tvivl om vi overhovedet kan stole på fortællerstemmen. Her er mareridtsagtige skildringer af omgivelserne, og derudover er her pludselige voldsomheder, hvor etatsrådens karakter i glimt afsløres. For mig samler det hele sig til en fascinerende og sært skræmmende historie, som absolut kan anbefales. Men den kræver som sagt, at man giver sig tiden til den.

Om Etatsråden:

Udgivelsesår: 1983
Forlag: Sesam, 140 sider
Omslag: Bente Polano

Læs også:

Lejligheden af S. L. Grey
Kvinden i sort af Susan Hill
The Haunting of Hill House af Shirley Jackson
Skruen strammes af Henry James
Hundene af Allan Stratton
Forglemmigej af Teddy Vork

Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund

Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund“Den generindrede smerte er den eneste vej til frelse.” Det er også psykiateren Dr. Zarkowskis mening. Javist, hans behandlingsmetode er måske utraditionel: Patienterne bringes i trance, samtidig med at han eksperimenterer med at projicere deres tanker op på en skærm, så de bagefter bogstaveligt talt kan se deres smerte i øjnene.

Men Chris var ikke bange for fugle, før han mødte Zarkowski. Lisa var ikke bange for nonner, før hun mødte Zarkowski. Bogo var ikke bange for noget som helst, før han mødte Zarkowski. Hvorfor døde Bogo, og hvorfor skulle børnene gå i seng? Hvilke børn?

“Aldrig hos et menneske har jeg oplevet så stærk en kærlighed,” siger en af romanens bipersoner om Dr. Zarkowski. Et hjertensgodt menneske, som kun vil sine patienter det bedste. Men ved han, hvad han gør? Måske er det ikke al smerte, man kan se i øjnene. (fra bagsiden)

Efter at have fået udgivet en roman for fem år siden, har Michael undervist på et universitet i Californien, mens han skrev ved siden af. Men skriveriet går i stå, så han flytter hjem til sin bror, Steve i San Francisco. Kort efter møder han Chris, og de indleder et forhold.

Steve er imod forholdet. Han advarer Michael om Zarkowski, men Michael lytter ikke. Efterhånden går det dog også op for deres fælles veninde Lisa, at der er noget galt. Men hvad? Zarkowski er på den ene side utrolig behagelig og tillidsvækkende, men samtidig bliver folk omkring ham tilsyneladende ramt af irrationel angst. Og hvad bruger Zarkowski alle de hunde til?

Dr. Zarkowskis eksperiment udkom i 1993, og vi føres gennem historien via Michael, Chris, Steve og Lisa, der har hver deres forbindelse til Zarkowski. Som altid viser Grete Roulund sine personer snarere end fortæller dem, og det er indimellem svært at gennemskue, hvad der egentlig foregår. Er her bare tale om misforstået jalousi og manglende kommunikation? Men undervejs hvirvler delvise forklaringer ind, og man forstår noget, uden rigtig at forstå før til allersidst.

Det er aldrig opmuntrende at læse Grete Roulund, og det er heller ikke tilfældet med Dr. Zarkowskis eksperiment. Alligevel kunne jeg ikke lægge den fra mig. Idéen om, under hypnose at projicere folks fortrængte tanker op på et lærred og efterfølgende konfrontere dem med billederne, er både genial og gal. For det kan ganske rigtig være et fantastisk værktøj for politiet, men vil der ikke være situationer, det er bedst IKKE at se i øjnene igen?

Roulund har en helt unik stemme, og at læse hendes fortællinger kan nærmest give fysisk ubehag. Ikke at hun skriver ekspressivt voldsomme scener. Tonen er hele vejen igennem behersket, nærmest underspillet. Alligevel føles det brutalt, og Dr. Zarkowskis eksperiment holdt mig ubrydelig fast i sin dystre trøstesløshed, hvor ingen vil gøre nogen noget ondt, og alligevel er det det, de gør.

Det er smertefuldt fascinerende, uforudsigeligt og begavet. Læs Dr. Zarkowskis eksperiment.

Læs Janus Andersens anmeldelse på scifisiden.

Om Dr. Zarkowskis eksperiment:

Udgivelsesår: 1993
Forlag: Chr. Erichsens forlag, 262 sider
Omslag: Henrik Koitzsch

Læs også:

Varsleren af Karin Fossum
Vi har altid boet på slottet af Shirley Jackson
Du skulle være gået af Daniel Kehlmann
Skadedyr og tulipaner af Steen Langstrup
I gode hænder af Christian Mørk
Den røde tråd af Vicki Pedersen
Blot en drengestreg af Villy Sørensen

Grete Roulund

Denne artikel er skrevet af Janus Andersen og bragt på Gyseren med hans tilladelse. Artiklen er tidligere publiceret på bl.a. Slutstranden.

Grete Roulund

Benny Andersen har angiveligt kaldet Vanløse for det mest danske, der findes – og når nu det er den ”danske nationaldigter”, må man vel tro det. Og Vanløse er endnu en lille, interessant brik i det puslespil, der er forfatteren Grete Roulund – hun blev født i Vanløse i 1946, og om noget fremstår hun som noget af det mest u-danske blandt vor hjemlige samling af forfattere. Hendes bøger kan ikke anbringes i nogen danske trends, de beskæftiger sig ikke med danske emner, figurerne er på ingen måde danske, det lune, der gennemsyrer dem, er ikke dansk, men snarere ætsende. Om noget kan Grete Roulund betragtes som Benny Andersens antitese, nationaldigterens skyggeside, for hendes øjne var stift rettede mod mørke og undergang. Det kan godt være, at kaffen er klar om lidt, men inden da kan der nå at ske adskillige grumme ting i Grete Roulunds univers.

Ser man nærmere på Grete Roulund som person og som forfatter, finder man en række komplekse modsætninger af denne type.

Jeg har set Grete Roulund to gange i mit liv, men desværre aldrig talt med hende. Sidst på eftermiddagen, en råkold november-dag i 2001, vandrede jeg over Dronning Louises Bro. I modsat retning vandrede en lille forhutlet dame i ulden jakke (men dog uden hendes ofte brugte bøllehat). Damen var Grete Roulund. Hun synede ikke af meget og traskede forbi mig uden på nogen måde at ligne en kvinde, der med kuglepen var i stand til at beskrive vejen til helvede.

I 1946 og mange år frem i tiden lå det ikke i kortene, at Roulund skulle være forfatter. Efter den sene debut i 1981 nåede hun at skrive 22 bøger, som fordelte sig på romaner, essays, novellesamlinger og rejsebeskrivelser. Dertil kommer et par teaterstykket. I 2001 fik hun Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat med motivationen: ”Her er en forfatter, der har noget at fortælle, som aldrig mangler stof, og som tilsyneladende har været en tur i Helvede. Hun er en slags vejviser, som Vergil for Dante, da han besøgte STEDET i ”Den Guddommelige Komedie”.

Hvis man betragter fantastik som litteratur med elementer uden for det strengt virkelighedsefterlignende, var Roulund forfatteren til adskillige bøger inden for genren. Men prøver man at presse et snævrere genrebegreb ned over hendes forfatterskab, bliver det straks sværere. Hun blev sammenlignet med forfattere som Hemingway og Graham Greene, men mente selv, at ”begge er gode forfattere, men jeg skriver nok først og fremmest som Grete Roulund.” Hun brugte de allermest ildesete genrer, især horror og science fiction, men gjorde det med så stor fingerfærdighed, at kritikerne elskede hende.

Fokus for denne introduktion til forfatterskabet vil være på Roulunds fantastik-udgivelser, men der vil dog blive mere end skævet til den store del af forfatterskabet, som også skønnes at have interesse. Det eneste fælles element i Roulunds bøger synes nemlig at være, at de er skrevet af Roulund, og det gør dem alle interessante.

Forfatter-myten

At læse de interviews med Grete Roulund og anmeldelser af hendes bøger, der er tilgængelige, er meget ofte at få et billede af en person, som på mange punkter levede op (og for den sag skyld lige så godt kunne have skabt) en del myter om kunstnere. Her er den fattige Roulund, som står op hver morgen kl. 6 og skriver sine bøger i hånden (4 sider hver dag) – for dernæst at skrive dem ind med én finger på en gammel skrivemaskine (af mærket TempoType); her er en livshistorie, som byder på lykkelig kærlighed, ulykkelig død og voldeligt ægteskab; her er forfatteren, som fra sin lille lejlighed i et betonbyggeri hjemmevant rejser ud til afsidesliggende egne af kloden og finder inspiration til sine bøger; kunstneren, som henrykker de fleste af kritikerne, men hvis bøger aldrig bliver bestsellere.

Det er svært at forene billedet af den pudsige lille dame på Dronning Louises Bro med de bøger, hun skrev. Når man læser om hende, er noget af det første, man tænker, at denne person burde skrive kras socialrealisme – hun burde skabe historier hentet fra sit eget liv, tilsat den livsvisdom og intelligens, som hun tydeligvis besad. Men Roulund havde en tydelig modvilje mod ”hjemstavnsromaner fra Bagsværd”, som hun kaldte dem. Man taler ofte om en forfatters stemme, og Roulund taler også tydeligt i sine bøger. Men som en litterær bugtaler gør hun det svært at gennemskue, præcis hvor den gravrøst taler fra.

Roulund var gift tre gange – første gang med en 21 år ældre tysk boghandler; det ægteskab gik i stykker, da hun mødte en sydsjællandsk gravhunde-opdrætter. Det var kærlighed ved første øjekast og førte til to år med noget så sjældent som lykke – indtil han døde af kræft. Disse to ægteskaber kan for så vidt ses i hendes bøger – det almindelige ægteskab og muligheden af det perfekte – men det er nok hendes tredje mand, der især skinner igennem. Han var sagfører og gik fallit – som et forsøg på at tjene penge skrev Roulund en novellesamling, men modtog 13 afslag, førend Forlaget Rhodos tog imod den, og anmelderne lovpriste den. Snart begyndte der at rulle penge ind på kontoen, og ægteskabet gik ned ad bakke – manden begyndte at drikke og tæve hende, og deres samliv udviklede sig til et åbenlyst helvede, som de selv troede var normalt.

Blackhawk af Grete RoulundDebuten, novellesamlingen ”Verdito” fra 1981, bød på en del af de temaer, som går igen i størstedelen af forfatterskabet. Det er 3 noveller fra Spanien, med tyrefægtning som omdrejningspunkt, krydret med død og kærlighed. Her er det eksotisk fremmede, der er folk fjernet fra deres eget element, der er handlinger, hvis skødesløse grusomhed delte kritikken ved næsten samtlige bøger – og frem for alt er der den bagvedliggende fornemmelse af undergang, som Roulund orkestrerede så overlegent, og som gør hendes værker svære at slippe. Rigtigt spændende bliver det dog først i den næste bog, ”Blackhawk” fra 1982, hvor Roulund beviser, at hun har en uovertruffen evne til at beskrive mennesker i pressede situationer og finde rædselen frem fra ganske små detaljer. Det er historien om to mænd strandet i den canadiske ødemark, den ene af dem syg af rabies – men først og fremmest er det en beskrivelse af, hvordan deres sære, men velfungerende hverdag bryder sammen. Romanen rummer ingen fantastiske elementer – i den retning er der kun skelet med et gennemgående febersyn, som i al fald kom under huden på denne læser.

Men netop hverdagen, folks selvkonstruerede vaner, spiller en stor rolle i forfatterskabet – og skaber måske også den første forbindelse mellem forfatteren og hendes fiktion. For fire sider om dagen, skrevet i hånden, vidner ikke blot om en god myte, men også om en person, der forstår at konstruere sin egen hverdag. Og en person, som levede i mange år i et voldeligt ægteskab – i troen på, at det var normalt – er også en forfatter, der udvikler et skarpt øje for, hvordan folk opretholder livet selv under de værste omstændigheder. Da hun endelig så sit liv udefra, og det gik op for hende, at manden ville slå hende ihjel, stak hun af – og blev afvist hos et hjem for voldsramte kvinder, fordi hun havde sin bulldog med sig.

Setans Porte af Grete RoulundLeder man efter flere sammenhænge mellem virkeligheden og litteraturen, kan det være interessant at kigge nærmere på Roulunds ubestridte hovedværk, murstensromanen ”Setans porte” fra 1995. For da ægteskabet med sagføreren var overstået, viste det sig, at han aldrig havde betalt hendes skat, og Roulund sad tilbage med en voldsom skattegæld, hvilket betød, at enhver uventet indtægt (legater og andet) straks blev omsat til rejser, før skattevæsenet meldte sig på banen. Hun var ganske bevidst om, at hun kun havde en lille chance for at blive gældsfri, førend hun døde. I 1993 et legat omsat til en tur til Borneo og et møde for første gang i hendes liv med en jungle, som hun frygtede. Alt det dødbringende var så småt, at man først fik øje på det for sent. For mennesket Roulund var det en frygt, som hun senere måtte vende tilbage for at konfrontere, men for forfatteren var det en inspirationskilde – for udover at danne basis for det ikke-eksisterende Sawa, hvor bogen foregår, var det også her, hun hørte den malaysiske myte om bajangerne, som i ”Setans porte” slippes fri og kaster deres dom over menneskeheden.

Fantastikken

”Setans porte” er nok også den roman, hvor det fantastiske element fylder mest. Bajangerne, hvad enten de så er en guds vrede eller undslupne eksperimenter fra en fransk forsøgsstation, er en konstant og meget nærværende trussel, der sender en større flok mennesker på en hovedløs flugt gennem landet. Men som i hendes andre romaner optræder truslen kun sjældent direkte, og fokus er i stedet på menneskene og deres reaktioner.

Efter år nul af Grete RoulundDen første egentlige fantastik-roman i forfatterskabet var hendes fjerde værk, dystopien ”Efter år nul” (1983). Samtidig er det den eneste af hendes romaner, som foregår i Danmark – men et Danmark forandret af et fremmed lands invasion. Et ikke nærmere omtalt våben har gjort befolkningen ganske føjelig, men desværre også snart apatisk og i mange tilfælde psykotisk. Også dyrelivet er blevet påvirket med ubehagelige resultater, og snart må man se de overlevendes forsøg på at genoptage livet mislykkes blodigt.

Problemet med at beskrive en Roulund-roman er, at det er som at fortælle andre om en feberdrøm. Alt synes at foregå langsomt, om end der sker en masse, og nok kan man se tingene gå galt, men det er umuligt at forhindre problemerne i at eskalere. Handlinger mister deres mening, mens man indfanges i en nedadgående spiral, hvis slutpunkt man kun kan gisne om.

I 1984 kom så ”De små søstre”, en lille historie på kanten til udørkenen, hvor to mænd starter en psykologisk kamp om en mystisk skat. Skatten er bevogtet af titlens små søstre, og det lykkes forlaget at afsløre både deres identitet og hele bogens handling i bagsideteksten. Der er dog for så vidt ligegyldigt, for som allerede fastslået, er det sjældent selve handlingen, der er fængende, men snarere fornemmelsen, den ubehagelige forståelse af ondskaben, atmosfæren, der er Roulunds force.

Kærlighed og undergang

Nu skal man ikke få fornemmelsen af, at forfatterskabet blot er en klinisk opremsning af ubehageligheder. Roulunds magi opstår som en konsekvens af hendes evner til at beskrive mennesker, og hun krydrer det med en bister humor og en fingerspidsfornemmelse for forhold mennesker imellem. Og måske er der mere af forfatteren selv at finde i hendes fiktion. For hendes livsforløb byder ikke kun på det grimme, men også kærlighed ved første øjekast – et ægteskab, som dog blev afbrudt efter 2 år, da manden døde af kræft. Som også hendes bøger tegner Roulunds liv sig som en blanding af det skønne og det afskyelige, af kærlighed og undergang.

Dødens horisont af Grete RoulundI årene efter ”De små søstre” skrev hun 6 bøger, før hun igen begik sig inden for fantastikken, en blanding af romaner, rejsebeskrivelser og humoristiske essays. Interessant at bemærke er ”Dødens horisont” fra 1988, som forfatteren selv beskrev som det endegyldige opgør med autoriteterne. Her tages ikke hensyn til reglerne: slutningen afsløres som det første, handlingen består af en dødsdømt fortæller, som vandrer gennem en ørken. Den er blot endnu eksempel på, at Grete Roulund rent litterært bebor et mystisk sted mellem triviallitteraturen og Litteraturen med stort L. Et ensomt sted. ”Jeg skriver Grete Roulund-bøger,” som hun selv sagde. Anmelderne startede med at kalde hende ”en Karen Blixen fra Nørrebro” og senere ”Danmarks svar på Edgar Allan Poe”.

I 1993 blev det til ”Dr. Zarkowskis eksperiment”, som igen havde et minimalt spekulativt element, en ikke nærmere beskrevet teknik, hvormed titlens doktor visualiserer sine patienters smerte. Igen fokuseres der mere på menneskene end på teknikken – og der beskrives et komplekst rum, hvor der hverken er helte eller skurke, men kun eksistenser, som forrådes af sig selv eller andre. Den bringer om noget ordet ”trøstesløst” frem i læserens tanker. Og efter den tidligere nævnte ”Setans porte” er det da også en dækkende betegnelse, da Roulund øjensynligt sætter sig for at beskrive den menneskelige fornedrelse dybere og dybere over den næste årrække. Ind imellem skuespil skriver hun en række romaner og novellesamlinger, hvor bl.a. nazister gøres til hovedpersoner, en slags dødens romancer. Der er ingen fantastik her, men er man først hooked på Roulund, virker de konsekvente billeder af en verden og mennesker i forfald som et indblik i Helvede. Som Vergils rejsebeskrivelse.

Opgøret med autoriteterne kan skimtes igen i ”Kvinden fra Sáez” fra 2000, hvor Roulund forsøger at komme sine kritikere i møde ved at skrive den kedeligste roman, hun kan forestille sig, en blanding af krimi og spøgelseshistorie – hovedpersonen er retsmediciner i et mellemamerikansk land og totalt handlingslammet, ingen får noget udrettet, som de burde, den myrdede er måske slet ikke død. Men hun lader tvivlen og den foruroligende uvidenhed gribe fat i læseren og trække én igennem det, der viser sig at være en brillant stemningsfuld roman.

Madeshi af Grete RoulundDe eksotiske baggrunde og folk, der er anbragt uden for deres hjemlige rammer, går igen i bøgerne – og kan forlede én til at tro, at Roulund har et budskab. Men tag ikke fejl – under overfladen svømmer de komplekse temaer. Folk bliver ikke bare onde, fordi de kommer hjemmefra – som Byron i ”Madeshi”, der begynder at dræbe de lokale tiggere i den fiktive stat. I et interview i Politiken henviser forfatteren til Lyall Watsons ”Naturens mørke side”, som postulerer, at noget godt bliver dårligt, hvis det fjernes fra sine vante omgivelser: ”Egentlig er det noget sludder, Watson skriver. Han gør det nærmest til en naturlov, at tingene bliver dårlige, men tingene kunne jo lige så godt blive bedre af at blive flyttet et andet sted hen. I en af mine tidligere bøger har jeg skrevet om en mand, en irer, som havner i en koncentrationslejr, hvor han bor ved siden af nogle jøder. I starten væmmes han ved dem, men efterhånden kommer han til at holde af dem. Han er modsætningen til Byron. Han er også blevet flyttet et andet sted hen, men han gør noget godt, hvorimod Byron bliver ond.”

Der er ingen kompromiser i Roulunds litteratur – det borger for en række fascinerende bøger, men gør desværre også, at de ikke er for alle og enhver. Trods det, at kritikerne ofte lovpriste Roulunds værker, udkom de som oftest i et oplag på kun 800-1000. Ikke at det lader til at have haft nogen indflydelse (læsere af hjemstavnsromaner interesserede hende ikke) – stilen er lagt, og da Roulund endelig viger fra sin normale bane, er det med den eksperimenterende ”Dr. Sterns kontor” (2002). Det er historien om en lille gruppe mennesker lukket inde på et kontor, mens verden muligvis er ved at gå under. Romanen er fortalt af kontoret selv, hvilket blot understreger den pointe, at i Roulunds fiktion kommer det fremmedartede (mærkværdiggørelsen, om man vil) ikke fra noget spekulativt element, men fra selve den virkelighed, som vi bevæger os i. Hvilket også er det element, som gør hende så interessant for fantastik-læseren.

Baga Road af Grete RoulundForfatterskabet afsluttes i 2003 med undergangsvisionen ”Baga Road”, udgivet præcis to år efter terrorangrebet i New York. På mange måder et passende punktum: en dødbringende virus bryder ud i turistparadiset Goa. Det skønne og det afskyelige side om side. Kærlighed og undergang.

Anden gang, jeg så Roulund, var på Bogmessen i Forum, hvor hun var i samtale med Lars Bukdahl, på det tidspunkt på højden af sin sønderlemmende, ordekvilibristiske kritik i Weekendavisen. Det var et interessant valg af personer: Bukdahl var og er kendt for at strø om sig med ord og meninger, mens Roulunds udtryksform er koldt konstaterende. Den pudsige lille dame sad roligt tilbagelænet, med anstrøg af en arrogant smil, og Bukdahl blev mere og mere febrilsk, mens hun med rolig intelligens lod ham snurre ud af kontrol. Og efter at have læst flere af hendes bøger de sidste par år er det gået op for mig, det var som at opleve en af dem: med forfatteren som den alvidende, overlegne skygge, der leder sine figurer ud på dybere og dybere vand. Alt imens hun kigger på, registrerer og smiler for sig selv.

Selv om jeg den dag i dag fortryder, at jeg ikke stoppede hende på broen den efterårsdag, er jeg blevet mere og mere bevidst om, hvordan både forfatteren og mennesket Grete Roulund taler med kraftig stemme gennem hendes romaner. Og hvis der er noget, hun siger igen og igen, er det, at der er mere under overfladen, end man lige tror – og at det er umuligt at forudsige, hvad det er, der måske skvulper rundt dernede i mørket.

Grete Roulund døde den 4. november 2004. I et brev til en veninde skrev hun: ”Om jeg kan dø med ynde er nok tvivlsomt, men jeg vil prøve at dø med en smule værdighed.” Som altid stirrede hun ned i afgrunden uden at være bange for, om noget stirrede tilbage. Kun to ting kunne hun ikke nedstirre: døden og skatterne. Hun blev aldrig af med sin skattegæld.

Af Janus Andersen

Om Grete Roulund:

Født: 19.03.1946
Død: 10.11.2004

Udvalgt bibliografi:

Verdito, 1981
Blackhawk, 1982
Imorgen Mario : noveller, 1982
Efter år nul, 1983
De små søstre, 1984
Slangetid, 1986
Dødens horisont, 1988
Emeralde Verde, 1992
Dr. Zarkowskis eksperiment, 1993
Setans porte, 1995
Men vi mødes her : noveller, 1997
Silberknabe, 1998
Stedfortræderen : fortællinger, 1999
Kvinden fra Sáez, 2000
Madeshi, 2001
Professor Sterns kontor, 2002
Baga Road, 2003

Efter år nul af Grete Roulund

Efter år nul af Grete RoulundMåske er vi i Danmark? Måske er vi i nutiden? Måske er det Rusland, der beslutter sig for at besætte landet, og for at spare menneskeliv nedkaster et pacificerende middel over befolkningen, inden soldaterne sættes ind? Måske har midlet uforudsete bivirkninger? Måske var det hele planlagt?

I Efter år nul møder vi Sigi (kort for Siegfred) den dag, verden ændrer sig. Sigi er maler og bliver opsøgt af oberst Papala et stykke tid efter. Papala ønsker, at Sigi skal male et portræt af hans børn. Til gengæld sørger han for medicin og forsyninger til Sigi.

Sigi indvilliger og et sært venskab opstår mellem de to mænd. Men situationen i landet forværres, og en dag er selv soldaterne forsvundet. Sigi finder Papala såret og tager ham med hjem, hvor han plejer ham. Siden kommer også Jonas og drengen Micky til, og en slags hverdag opstår.

Men hvad er der egentlig sket? Er det sket overalt eller kun her? Og hvorfor er der ingen fugle? Den lille gruppe må til sidst beslutte sig for, om de vil blive, eller om de vil forlade huset for at finde andre overlevende.

Umiddelbart lyder handlingen i Efter år nul måske kedelig. Det er dog langt fra tilfældet. Trods det enkle setup er spændingen mærkbart stigende undervejs. Ikke i hæsblæsende actionstil, men som en snigende følelse af ubehag der holder læseren i et skruestik, mens forudanelsen om kommende gru vokser og vokser.

Sproget er på den ene side enkelt, og Grete Roulund bruger i høj grad dialog som fortælle-middel. Alligevel føles teksten til tider nærmest poetisk, eksempelvis når Roulund udnytter tegnsætningen som et virkemiddel fremfor blot at følge reglerne. Også genremæssigt udfordrer hun sin læser med sin blanding af realisme, science fiction og ren horror. En blanding der hos Roulund fungerer fuldstændig overbevisende.

Grete Roulund er ikke nem at sætte i bås. Som min gode kollega Janus Andersen skriver:

“Problemet med at beskrive en Roulund-roman er, at det er som at fortælle andre om en feberdrøm. Alt synes at foregå langsomt, om end der sker en masse, og nok kan man se tingene gå galt, men det er umuligt at forhindre problemerne i at eskalere. Handlinger mister deres mening, mens man indfanges i en nedadgående spiral, hvis slutpunkt man kun kan gisne om.”

Sikkert er det, at Efter år nul er både grum og trøstesløs. Alligevel er jeg nødt til at anbefale den på det stærkeste.

Uddrag:

Da år nul kom, havde han lige fået fodret hønsene og stod på gårdspladsen og ville tænde sig en cigaret.

Først hørte han ingenting, bare mærkede hvordan jorden begyndte at ryste under fødderne på ham; det var som at stå på dækket af et skib. Foran ham lå hønsene flade på jorden. Inde i stalden faldt en kasse med flasker ned og knustes.

Så kom maskinerne, i en kile ligesom gæs. De var trekantede og havde en død, grå farve, der sugede lyset til sig. De fløj meget hurtigt. Efter dem kom lyden, så stærk at han følte at han var nødt til at løbe for at slippe ud af den, men han blev stående og så et staldvindue ganske langsomt gå i stykker og falde ud. Bagefter blev der stille; det var en stilhed så skarp som en kniv, man kunne skære sig på den. Sigi så op mod himlen og ventede. (side 5)

Om Efter år nul:

Udgivelsesår: 1983
Forlag: Rhodos, 150 sider
Omslag: Strit Blædel

Læs Janus Andersens anmeldelse

Læs også:

De ubudne af Liz Jensen
Station 11 af Emily St. John Mandel
Lilleputternes oprør af Niels E. Nielsen
Setans porte af Grete Roulund
Warday – Krigens dag og tiden derefter af Whitley Strieber og James Kunetka