Warning: Use of undefined constant MSW_WPFM_FILE - assumed 'MSW_WPFM_FILE' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/gyseren.dk/public_html/wp-content/plugins/wordpress-file-monitor/wordpress-file-monitor.php on line 39
dansk horror Arkiv - Gyseren
december 2019
M Ti O To F L S
« nov    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘dansk horror’

Death Skool af Simon Petersen og Lars Kramhøft

Death Skool af Simon Petersen og Lars Kramhøft“Death Skool” er en rendyrket og stemningsfyldt splatter-hyldest til 80’er og 90’er sci-fi film og gysere, og kan sagtens ses i forlængelse af klassikere som The Thing og Aliens. Dog er denne tegneserie helt sin egen, med sin humor og svælgende dyrkelse af brutal splat, vold, blod og alverdens kropsvæsker. En fryd for øjet og en oplevelse for folk med stærke nerver og maver. (fra bagsiden)

Jeg faldt over Death Skool til Skrækfest i Odense. Da jeg har læst lidt forskelligt af Lars Kramhøft, snuppede jeg den med, og sikke et held. Her er nemlig tale om en herlig splattet og grotesk fortælling fyldt med humor og vilde sort/hvide tegninger.

Handlingen er en blanding af Escape from New York og Dangerous Minds. Skoler er blevet afløst af S.K.O.O.L. systemet, hvor underklassens børn samles i afsidesliggende faciliteter bevogtet af vagter. Janet Laughton møder ind til sin første dag, og er fuld af gode intentioner. Det får Mrs. Applebaum dog snart pillet ud af hende. Eleverne er FJENDEN.

Der går da heller ikke længe, før helvede bryder løs. En gruppe elever starter et oprør, og snart er Janet på vild flugt. Hendes eneste håb er eleven Melissa, der tilhører elevfraktionen “De stille”, samt den formodede afdøde gymnastiklærer Mr. Henderson – og til sidst er hun nødt til at stole på sig selv.

Jeg var vildt underholdt af Death Skool, der er fyldt med corny one-liners og referencer til 80’ernes og 90’ernes B-film. Det er skævt, det er skørt og det er kanon underholdning.

Illustration fra Death SkoolOm Death Skool:

Udgivelsesår: 2018
Forlag:  Tegneseriekollektivet Urkraft, 52 sider
Illustrationer: Simon Petersen og Lars Kramhøft

Se også:

Alena af Kim W. Andersson
Fordærv af Michael Kamp
Dennis, Megan og Dirty Harry af Morten Nis Klenø
NYX – Wannabe af Joe Quesada
Suspiria instrueret af Dario Argento
Wilderness instrueret af Michael J. Bassett
Battle Royale instrueret af Kinji Fukasaku

Dansk Standard af Kim Leine

Dansk Standard af Kim LeineDansk Standard er en anderledes og lidt syret læseoplevelse, hvor det groteske og absurde står side om side med hverdagsrealisme og menneskelig ondskab.

E er en meget normal mand, ja, faktisk forsvinder han nærmest i mængden. Han arbejder for Dansk Standard, en af grundpillerne for det danske samfund ifølge E, som selv gør alt for ikke at stikke ud fra normerne.

Vi skilter ikke med vores eksistens og er ikke et kommercielt foretagende. Vi foretrækker anonymitet. Vi virker i det skjulte. Men jeg kan love dig for at hvis vi ikke fandtes, vil du kunne mærke det hver eneste dag. Kaos ville herske, biler støde sammen, bygninger kollapse, broer være livsfarlige at krydse. Folk ville komme til skade, endda blive dræbt. Hele samfundet ville destabiliseres. Og stabilitet er selve grundlaget for vores velordnede demokratiske system. Så send os gerne en venlig tanke næste gang du begiver dig uden for en dør. Uden os ville selv en tur i butikken blive en risikabel ekspedition, og byen ville være en krigszone.” (s. 8)

Den anden fortæller er Mette. Hun er læge på Traumecenteret og E’s lillesøster. Med jævne mellemrum forsøger hun at begå selvmord og bliver indlagt på Psykiatrisk Afdeling. Når hun så bliver udskrevet igen, starter hun atter på Traumecenteret, og begraver sig i arbejde som om intet var hændt.

Mette mener, at hun og E har haft en forfærdelig barndom, men det kan E slet ikke huske. Han er sikker på, at den har været ganske normal. Som romanen udfolder sig, begynder han dog langsomt at erkende, at måske var der noget galt i deres barndom.

Sideløbende med at E når denne erkendelse, hører vi om begivenheder forbundet med Teosofisk Verdensuniversitet. Mette kom i kontakt med foreningen efter en indlæggelse, og bliver fascineret af deres møder, hvor åndelighed og naturvidenskab går hånd i hånd. Men ligesom E må erkende, at noget gik galt i deres barndom, opdager Mette, at også Teosofisk Verdensuniversitet har hemmeligheder.

Kim Leine debuterede med den selvbiografiske roman Kalak i 2007. Siden er det blevet til en række romaner, bl.a. den historiske roman Profeterne i Evighedsfjorden fra 2012, der indbragte ham både Nordisk Råds Litteraturpris, De Gyldne Laurbær og DR Romanprisen. Han har også skrevet børnebøger, fremtidsfortællingen De søvnløse samt den dystopiske tegneserie Skarabæens time i samarbejde med illustratoren Søren Mosdal.

En stor del af Leines forfatterskab beskæftiger sig i et eller andet omfang med overgreb og traumer. I et interview fortæller Kim Leine, hvordan denne bog IKKE skulle handle om disse emner: ”Jeg havde virkelig ikke lyst til at skrive endnu en bog om traumer! Men det var sådan, det blev. Måske fordi jeg følte, det var lidt en kliché at skrive om folk, der er blevet traumatiseret som børn og siden bliver hjemsøgt af det. Nu ville jeg skrive noget andet, siger Kim Leine. Men sådan gik det ikke.” (Berlingske 15.10.2019)

Både hjemsøgelse og incestuøse overgreb finder da også sted i Dansk Standard, som for mig var en anderledes og lidt syret læseoplevelse. Her står det groteske og absurde side om side med hverdagsrealisme og menneskelig ondskab.

Allerede over de første par sider slår Leine en sær, usikker stemning an, da E føler sig verbalt angrebet af sekretæren fru Strahm og får overbevist sig selv om, at hun forsøger at få ham fyret. Herfra flytter historien sig over i en hundeadoption, hvor dyresex får en ny mening. Oveni er der det Teosofiske Verdensuniversitet, som arbejder på at gentage Jesus succes med at genopstå fra de døde. Så er der E’s fortrængte barndom, der forsøger at blive erkendt ved at manifestere sig i insisterende drømme. Og naturligvis de mange graviditeter …

Det hele berettes gennem de to jeg-fortællere, som hver især har travlt med at fortrænge barndommen på forskellig vis. E ved at standardisere en normal barndom i sine minder, og Mette ved at begrave sig i arbejdet på Traumecenteret, så hun ikke skal forholde sig til sig selv. Undervejs ved vi læsere aldrig mere, end søskendeparret fortæller, ligesom vi ikke kan være sikre på, om de fortæller sandheden, om det er en drøm eller noget helt tredje.

Forlaget beskriver romanen som en horrorroman, og i ovennævnte interview kommer Leine også ind på genrelitteratur: ”Jeg synes, det er befriende at bruge genrelitteraturen. Man kunne også have skrevet en sci-fi-roman om det eller en krimi. Horrorromanen bliver en slags mytologisk version af det eller en stor metafor for alt det der: At ondskaben er der og ikke vil gå væk.” (Berlingske 15.10.2019)

Man skal dog ikke forvente en ’traditionel’ horrorroman, når man griber fat i Dansk Standard. Den er interessant, insisterende og med en grundlæggende ubehagelig undertone, men den er ikke for alle. Jeg er personligt ikke så begejstret for fortællinger, der er alt for uigennemskuelige, men er du til weird fiction, som på filosofisk vis forsøger, i dette tilfælde, at komme overens med ondskaben i verden, så er Dansk Standard et godt bud. Og jeg må give Kim Leine kredit for at han holdt mig fanget hele vejen igennem med sin blanding af sort humor og grotesk realisme, selvom jeg ikke forstod alt undervejs.

Til slut vil jeg også lige rose Simon Lilholts forside, som er holdt i en grise-lyserød farve og illustrerer en brystkasse fyldt med forskellige insekter og en grøn vækst, der slynger sig ind i forfatternavnet. Den er både grotesk og smuk, og fanger i den grad blikket. Helt klart en forside jeg godt kunne tænke mig at have i plakatstørrelse.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Dansk Standard:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Gyldendal, 274 sider
Omslag: Simon Lilholt / Imperiet

Læs også:

Rakelsminde af David Garmark og Stephan Garmark
Ind i mørket af Henrik Sandbeck Harksen
Udslettelse af Jeff VanderMeer

Gamle venner af Aske Munk-Jørgensen

Gamle venner af Aske Munk-JørgensenMikkel og Marcel var bedste venner, men en sommerdag ændrede alt sig …

I barndommen var de to drenge, Mikkel og Marcel, bedste venner. En varm sommerdag foreslår Marcel, at de skal cykle ud til et forladt hus, der ligger 10 km udenfor Aarhus. Rygterne siger, at den gamle ejer hængte sig og først blev fundet flere måneder efter. Huset står der stadig. Urørt som en uhyggelig kulisse i en gyserfilm. Og nu vil Marcel se det.

Egentlig er Mikkel ikke vild med idéen. De cykler alligevel af sted, og efter en lang, varm tur når de frem til huset. Her ændrer stemningen sig. Noget sker under besøget, og efterfølgende glider venskabet mellem drengene ud.

De følgende år er svære for Mikkel. Efter hændelsen trækker han sig ind i sig selv, væk fra sin uforstående far. Ved først givne lejlighed flytter han hjemmefra til København, hvor han skal studere. Her møder han tvillingerne Charlie og Lasse, og siden sin kommende kæreste, Laura. Med tiden flytter han og Laura med datteren Johanne til Sorø, hvor de køber hus. Livet er godt.

Men fortiden har det med at banke på, når man mindst venter det. For Mikkel, eller Mike som han nu kaldes, ændrer livet sig endnu en gang en sommeraften under en løbetur i skoven. En død solsort bringer barndommens mørke tilbage, og mareridtet starter igen.

Jeg er vild med Gamle venner!

Søren Staal Balslev og Aske Munk-Jørgensen

Til Skrækfest i Odense hørte jeg Aske Munk-Jørgensen fortælle lidt om romanen. Bl.a. nævnte han Stephen Kings forfatterskab som en inspirationskilde. Jeg er stor fan af Stephen King, og noget af det, jeg særligt holder af, er den fortrolighed med læseren, King er ekspert i at skabe. Det er ikke let at få opnå, men i mine øjne lykkes det 100% for Munk-Jørgensen i Gamle venner.

Romanen fortælles af Mikkel i et langt tilbageblik, i samme småsnakkende stil som King ofte benytter sig af, hvor man føler, at fortælleren sidder ved siden af én og beretter, mens man lytter. Det skaber en nærmest øjeblikkelig intim stemning, som får læseren til at smelte ind i historien. I hvert fald for mig.

Nu skal det ikke lyde, som om Munk-Jørgensen bare kopiere en Stephen King roman. Slet ikke. Munk-Jørgensen har tydeligt sin egen stemme, men han formår at skabe samme intimitet og nærvær nærmest fra romanens første sætning. Der er et ubesværet flow i fortællingen, som giver historien autenticitet, selv i de mest skræmmende øjeblikke. Det er utrolig godt lavet.

Jeg er også begejstret for portrættet af Mikkel/Mike. Med ham som jeg-fortæller oplever vi kun begivenhederne gennem hans øjne, men det betyder også, at vi mærker forandringerne sammen med ham, efterhånden som fortællingen skrider frem. Med kun Mikkel som sandhedsvidne er det naturligvis op til hver enkelt læser at beslutte sig for, hvor troværdig man synes, han er. Men følelsen af, hvordan han langsomt mister kontrollen, er eminent beskrevet, og mod slutningen føler vi Mikkels vrede og frygt helt håndgribeligt.

Gamle venner er en velskrevet og vellykket roman, som greb mig fra første side. Det er en fortælling om kærlighed og venskab; om det der gemmer sig i mørket; og om mørket i os selv. Aske Munk-Jørgensen har skrevet en roman, der er umiskendelig dansk og alligevel bringer mindelser til både The Shining og The Exorcist. Jeg var underholdt, skræmt og på alle måder fængslet under læsningen. Så uanset om du er horrorfan eller mere til psykologiske thrillers, kan jeg kun anbefale Gamle venner på det varmeste. Det er virkelig en eminent roman.

Aske Munk-Jørgensen har udover Gamle venner blandt andet skrevet krimien Retfærdig vold samt kortromanen Kærlighedens væsen fra Kandors serie om Satan. De er bestemt også læseværdige.

Uddrag af Gamle venner:

“Tiden gik, jeg voksede op og flyttede væk, og i takt med at årene forsvandt bag mig, blev billedet af min drengeverden mere og mere utydeligt og filmrende. Jeg havde aldrig nogensinde forestillet mig, at jeg så brændende skulle komme til at ønske mig tilbage. Som voksen kan man godt blive melankolsk over den tabte tid, men ikke på denne måde. Man kan blive tungsindig, når de folk, man føler sig jævnaldrende med, begynder at synes, man er gammel. Eller når ens hår umærkeligt bliver tyndere, indtil man en dag opdager, at man før eller siden helt vil tabe det. Den slags bedrøvelse. For mig var det noget helt andet. For mig var der tale om et desperat ønske om flugt tilbage til noget sikkert, snarere end en sørgmodig længsel. En flugt tilbage til et punkt før tingene gik galt.

Det er sådan med verden, at alting har to sider. Måske endda flere end to. Verden er altid dybest set et spejl af en selv. Man er ikke altid selv klar over det, men det, man har i sit indre, er også det, man møder i sit ydre. Den solbeskinnede vej gennem gule kornmarker kan også være der, hvor man står og skriger af angst. En bøgeskov kan også være isnende kold og mørk og fuld af noget helt andet end en selv.

Men det tænkte jeg aldrig på som dreng.” (side 8-9)

Læs et interview med Aske Munk-Jørgensen på Superkultur.dk

Om Gamle venner:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Kandor, 275 sider
Omslag: Ann Kirstine Brøgger Sørensen

Læs også:

Exorcisten af William Peter Blatty
Den nye pige af Penelope Evans
Ondskabens hotel af Stephen King
Skadedyr og tulipaner af Steen Langstrup
Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund
Forglemmigej af Teddy Vork

Den dobbelte grav og andre rædsler af Benni Bødker

Den dobbelte grav af Benni BødkerGenfærd, blodsugere, gravrøvere og et sunket slaveskib er blandt ingredienserne i Benni Bødkers rædselssymfoni for gyserentusiaster fra +10 år

Den dobbelte grav indeholder 13 noveller af Benni Bødker og er fyldt med de fedeste illustrationer af David Mikkelsen.

Jeg er ret gammeldags, når det gælder bøger. Jeg kan sagtens læse ebøger, og kan også se det smarte i at man hurtigt og billigt kan købe spændende bøger fra nærmest hele verden. Men personligt holder jeg mest af at få en papirbog i hånden. Når den så er i lækkert layout, og indholdet ligeledes er godt – jamen, så bliver min verden ikke meget bedre.

Og Den dobbelte grav er flot. Bogen har stift bind og er trykt på kraftigt papir. Layoutet er gennemført med flotte knogle-vignetter i starten af hvert kapitel, og en illustration hvid på sort afslutter hver fortælling og understreger den uhyggelige stemning. Når man køber bogen, får man desuden en vinylplade af metalbandet Undergang med, som indeholder to sange inspireret af bogen. Sangen kan også streames på Undergangs hjemmeside.

De 13 noveller er en blanding af fortællinger fra gamle dage og fra nutiden. Flere af historierne har tråde til historiske emner eller myter og sagn. Eksempelvis udspiller novellen ‘De grædende børn’ sig i nutidens Spanien, men trækker tråde til den spanske borgerkrig og Francos diktatur. Mens novellen ‘Den blodige legion’ tager udgangspunkt i den fransk-preussiske krig 1870-71.

Benni Bødker skriver ikke ned til sine læsere, men er god til at forklare undervejs, for eksempel om lygtemændene i ‘I nat dør vi’: “Folk her omkring siger, at på heden hærger lygtemændene. Vover man sig ud en mørk aften som nu, kan man se de flakkende lys. Det er de dødes genfærd, der lyser op og forsøger at lokke vejfarende til sig. Lokke dem med sig så langt ud på heden, at de ikke længere kan finde hjem. Eller ud i den bundløse mose. Sådan lyder historierne. Lygtemændene varsler død, og det er bedst at holde sig på lang afstand af dem.” (side 44)

Nogle af novellerne har tidligere været udgivet i serien 666, der beskrives som “[…] klassiske, letlæste gysere, inspireret af virkelige begivenheder […]“. Blandt dem er ‘En af os’, der handler om Johan, som har fået en idé til at slippe af med rødderne, der forfølger ham. I første omgang er idéen en succes, men siden viser den sig at være et tveægget sværd.

Historierne i Den dobbelte grav er grumme, overraskende og uden garanti for lykkelige slutninger. Målgruppen er måske nok børn som holder af stemningsfulde gys, men voksne kan såmænd også sagtens læse med. Jeg var i hvert fald godt underholdt af de stemningsfulde fortællinger, der passer perfekt til en mørk og stormfuld aften.

Benni Bødker er i øvrigt snart aktuel med Grimm II, hvor han sammen med Kenneth Bøgh Andersen genfortæller 10 eventyr af brødrene Grimm. Ligesom første bind bliver bogen illustreret af John Kenn Mortensen, og jeg glæder mig allerede.

Tak til forlaget Corto som har foræret mig bogen til anmeldelse.

Besøg Benni Bødkers hjemmeside.

Om Den dobbelte grav og andre rædsler:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Corto, 190 sider
Omslag og illustrationer: David Mikkelsen

Indhold:

Den dobbelte grav
En af os (tidligere udgivet som Krageklippen i serien ‘666’)
I nat dør vi (tidligere udgivet som Lygtemænd i serien ‘666’)
Elsket og savnet
50 sjæle (tidligere udgivet som Hvil i Helvede i serien ‘666’)
Skibskisten
Til døden os skiller
De grædende børn (tidligere udgivet som De grædende i serien ‘666’)
Vrykoloka (tidligere udgivet som Ulvene fra Konstantinopel i serien ‘666’)
De blinde døde (tidligere udgivet som Blod til Baphometh i serien ‘666’)
Den blodige legion (tidligere udgivet som Genfærdslegionen i serien ‘666’)
Lad deres knogler synge (tidligere udgivet som Den hornede i serien ‘666’)
Den dobbelte grav

Læs også:

En nat i monsterhuset og andre gys af Lasse Bo Andersen
Grimm – grumme eventyr genfortalt for gamle og unge af Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker
Søvn og torne af Neil Gaiman
Og de onde lo – amoralske fabler af Ellen Holmboe & Kristian Eskild Jensen
Midnatstimen af Dennis Jürgensen
King af A. Silvestri, illustreret af Christoffer Gertz Bech
Sku ikke hunden på hårene – og 10 andre noveller om ordsprog

Menneskekød: Grotesker 1910-1920

Menneskekød: Grotesker 1910-1920Forlagene Escho og Sidste Århundreder har med deres serie for grotesker udgivet nogle virkelig interessante bøger de sidste par år. Det er også tilfældet  med Menneskekød: Grotesker 1910-1920. Bogen indeholder 10 noveller, der første gang blev udgivet i begyndelsen af det 20. århundrede, og er skrevet af 8 forskellige danske forfattere.

Novellerne er udvalgt af Anders Jørgen Mogensen og Andreas Bylov Jensen. Sidstnævnte står også for det oplysende forord. Heri fortæller han blandt andet, at det 20. århundrede i begyndelsen var præget af en stor tro på fremtiden. Teknologiske fremskridt og udplyndring/kolonisering af den tredje verden bragte øget velfærd til Europa, og selv starten på 1. verdenskrig kunne ikke dæmpe optimismen.

Men krigen medførte med sine fire års lidelser desillusion. De teknologiske fremskridt blev brugt til grufulde våben, og de mange døde ved fronten og efter krigen ofrene for den spanske syge rejste eksistentielle og religiøse spørgsmål.

“Optimismen og opfindelserne. Utopierne og sammenbruddet. Oprøret, volden og de revolutionerende nye idéer. Alt dette inspirerede kulturlivet, hvor en spirende modernisme prøvede at indfange det moderne liv og de nye livserfaringer i radikale nyfortolkninger af billedkunsten og litteraturen […] Også i Danmark fandt den nye kunst og litteratur tilhængere blandt unge og fremadstormende billedkunstnere og digtere, men de fandt også markante modstandere. Central blandt dem var bakteriologen Carl Julius Salomonsen, der skabte debat med sin teori om, at den moderne kunst var resultatet af en meget smitsom sindssyge blandt kunstnerne.” (side 10)

Redaktørerne har udvalgt de 10 noveller i Menneskekød: Grotesker 1910-1920 ud fra deres optagethed af det groteske. “Vi har forsøgt at opspore tekster, der cirkler om det mærkelige, det skræmmende, det sindssyge, det voldsomme, det hallucinatoriske, det deforme, det morbide og bruddet med den genkendelige virkelighed.” (side 12)

Det må siges at være lykkes. Selvom jeg ikke er litteraturuddannet og ‘kun’ læser for oplevelsens skyld, så blev jeg umiddelbart fanget af langt de fleste noveller i samlingen. Nogle af dem krævede lidt ekstra opmærksomhed, og så var der et par stykker, hvor jeg godt kunne forstå, hvorfor de var medtaget, uden at jeg blev fan.

Astrid Ehrencron-Kidde er repræsenteret med to noveller: ‘Flammerne’ og ‘Året før -‘. Jeg har tidligere læst Det sukker så tungt udi skoven af hende, og hun er umiddelbart let tilgængelig. Særligt synes jeg godt om novellen ‘Året før -‘ der handler om 1. verdenskrigs gru.

Også Laurids Skands har to noveller i samlingen: ‘Golgata-studien’ og ‘Menneskekød’. Her blev jeg i første omgang mest betaget af ‘Golgata-studien’, der udspiller sig på et sindssygehospital, hvor en ung kunstner er blevet indlagt. Men da jeg læste ‘Menneskekød’ anden gang, blev jeg også ret grebet af den. Den udspiller sig nærmest som to forskellige historier. Rammefortællingen foregår på en oceanflyver med en ung amerikanerinde som omdrejningspunkt, og indeni denne hører vi en fortælling om et grusomt skibsbrud 10 år tidligere fortalt af den eneste overlevende. Historien er virkelig interessant i forhold til sit menneskesyn.

Jeg er også nødt til at fremhæve Karin Michaëlis novelle ‘Erasta’. Her sørger en ung kvinde så voldsomt over sin søsters død, at hun hjemsøges af fysiske manifestationer. Sorgen gør det svært for hende at udvikle sig til en voksen kvinde, selv efter hendes ægteskab.

Endelig vil jeg nævne Carl Gandrups novelle ‘Ene med Satan’, der er henlagt til året 1828. Her mødes to rige forretningsmænd i en togkupé, og et drama udspiller sig, mens vi hører om, hvordan mændene er endt der. Det er en historie om ærgerrighed, kærlighed og had, men måske allermest en historie om, hvad der former os som mennesker. Novellen blev siden omskrevet til både en roman og et filmmanuskript med titlen Expressens mysterium.

Jeg havde med andre ord en rigtig god læseoplevelse med Menneskekød: Groteskser 1910-1920. Men skulle jeg ikke have overbevist dig, så læs anmeldelserne på Modspor.dk eller Politikens anmeldelse bragt på forlagenes Facebook-side. Eller endnu bedre – læs bogen selv 🙂

Uddrag af ‘Menneskekød’:

“Da solen næste dag stod op, var havet spejlblankt – som i dag. Det lignede smeltet bly. – 

Bådsmanden havde ikke rørt sig. Skibsdrengen lå på ryggen og gispede. Jeg havde i søvne væltet mig om på siden, og jeg var vågnet med ulidelige smerter i ryggen og skuldrene. Min krop var tung som bly og min mund var som fyldt med smeltet jern.

Jeg lå en time således, – eller et sekund, tiden var, forekom det mig, som en uendelig stor lodden larve, der krympede sig sammen og strakte sig ud. Undertiden fór mine livssekunder af sted, snublende over hinanden – og i næste nu stod tiden stille.

Men kokken var ikke plaget af forestillinger om universelle forskydninger. Hans runde, sunde ansigt vendte mod mig, han slumrede øjensynlig og drømte sikkert behageligt. Hans sjæl flagrede om i lykkelige ideallandskaber af Turnersk art, mens hans stakkels hylster lå henstrakt på nogle hede planker midt i det stille ocean. Jeg forsøgte at bilde mig ind, at også jeg havde det udmærket. At min stilling i øjeblikket skyldtes et væddemål eller en god, omend noget grovkornet spøg.

Men når hvid spruttende lava begyndte at sive ned i min hals forsvandt illusionen.” (side 98-99)

Om Menneskekød: Grotesker 1910-1920:

Udgivelsesår: 24.05.2019
Forlag: Escho/Sidste Århundrede
Omslag: Caroline Enghoff Mogensen

Indhold:

Andreas Bylov Jensen: Forord
Thorkil Barfod: Tandhjulet (1911)
Laurids Skands: Golgata-Studien (1918)
Astrid Ehrencron-Kidde: Flammerne (1913)
Karin Michaëlis: Erasta (1915)
Laurids Skands: Menneskekød (1918)
Gustav Bauditz: Morfinguden (1910)
Astrid Ehrencron-Kidde: Året før – (1916)
Johan Plesner: Nocturne (1918)
Carl Gandrup: Ene med Satan (1911)
Ingeborg Johansen: Tanker (1920)
Tekstoplysninger
Forfatterbiografier

“Serien for grotesker er et samarbejde mellem de to forlag Escho og Sidste Århundrede. Seriens fokus er det groteske og bizarre, det fantastiske og morbide – litterære træk, der har fristet en udgrænset tilværelse i dansk litteratur. Serien prøver således at udvide grænserne for vores litteraturhistorie og vise, at den er særere og mere mangfoldig, end man har bildt os ind.” (side 200)

Læs også:

Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-Kidde
Åndeverdenens dårekiste af B. S. Ingemann
Det grufulde bibliotek / red. Kristian Nordestgaard og Jette Holst

 

Absurd #1

Absurd #1

Tag med på en underholdende tur ind i mørket med fem nye og upcoming kunstnere

For noget tid siden faldt jeg tilfældigt over tegneserien Volt #3 fra Tegneseriekollektivet Urkraft. Det førte ad kringlede veje til, at jeg hørte om Forlaget Afkom, der blev startet i 2019 med et ønske om at skabe en platform til zines og small press. Så da jeg til Skrækfest i Odense så, at Mephisto solgte et nyt gyserblad Absurd #1, var jeg da nødt til at købe det.

Som Volt består Absurd af en række små gyserfortællinger af forskellige tegnere.  Jeg kendte desværre ingen af navnene på forhånd. Hæftet er i en god papirkvalitet og med et omslag i blank, farvestrålende karton illustreret af Anders Fjølvar.

Første historie hedder Sodapop og er fortalt og tegnet af Maria Tran. Historien handler om en ung pige, der er blevet forladt af sin kæreste, og det har hun meget svært ved at håndtere. Illustrationerne er sort/hvide og meget grafiske, næsten ligesom linoleumstryk. Alligevel er der masser af følelser i billederne, og historien er både sørgelig og grum. Jeg er meget begejstret for både billedeside og selve historien, der har en fantastisk slutning.

Dybet er tegnet og fortalt af Lauge Eilsøe-Madsen. Få dage tidligere blev verden ramt af voldsomme rystelser. En dybhavsekspedition er på vej til bunden af det arktiske ocean, men rystelserne har omformet havbunden. Alt for dybt nede finder de … noget! Tegningerne er sort/hvide og en blanding af meget detaljerede illustrationer og mere grafiske overbliksbilleder. Stemningen er nærmest Lovecraftiansk, så endnu et pletskud i min bog.

I samlingens tredje fortælling Jagt af Bjarke Johansen er tegnestilen helt anderledes. En jæger beslutter sig for at skyde det vildsvin, der ødelægger hans afgrøder og endda har dræbt hans hund. Med fine, bløde streger og brug af grålige nuancer har fortællingen nærmest et sart skær, men det skal man ikke lade sig snyde af. Handlingen er absolut rent gys, og slutningen twister lige alt det, jeg troede ville ske. Kanonflot og overraskende fortælling.

Hytten der dryppede af blod er tegnet og fortalt af Danni Bardlund Christensen. Historien udspiller sig omkring en hytte på stranden, hvor nogle kammerater hygger sig med øl omkring bålet. Pludselig dukker noget op, og hyggen forvandles til blodig rædsel. Tegningerne er lidt uslebne i en stil næsten som blyantstegninger. Det er ikke den stil, jeg holder mest af, men til gengæld må jeg lette på hatten for de overdådige blodsprøjt og den indvoldsflænsende fortælling, der kan have fundet inspiration hos både John Carpenters The Thing, John McTiernans Predator og Ridley Scotts Alien. What’s not to like.

Samlingens sidste historie er Gæsten, som er tegnet og fortalt af Matias Gedtek. En kvinde ser et opslag om at passe en lejlighed og en kat samme aften. Lønnen er god, så hun ringer straks op på nummeret. Umiddelbart virker det som et let job, men selvfølgelig er der en hage. Tegningerne er holdt i gråtoner med en close-up billedside. Historien fortælles næsten kun via detaljer fra det store billede. For eksempel ser vi kun hånden tage et telefonnummer fra opslagstavlen. Vi ser kun munden, der svarer på hendes telefonopkald, og så videre. Enkelte billeder viser hele situationen, og så er der billeder, hvis tegnestil har en helt anden tone, men det vil jeg ikke afsløre. Den fragmenterede måde at fortælle på er effektiv til at skabe suspense, så Absurd #1 slutter stærkt af.

Absurd #1 er en underholdende tur ind i mørket og et spændende kig på nye og upcoming kunstnere. Så har du lyst til et godt gys til billige penge, får du fuld valuta og støtter samtidig tegneserie-undergrunden.

Om Absurd #1:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Forlaget Afkom, 48 sider
Omslag: Anders Fjølvar

Indhold: 

Sodapop af Maria Tran
Dybet af Lauge Eilsøe-Madsen
Jagt af Bjarke Johansen
Hytten der dryppede blod af Danni Bardlund Christensen
Gæsten af Matias Gedtek
Enkelte ting dør aldrig af Martin Zauner

Illustrationer af Maria Tran, Lauge Eilsøe-Madsen, Bjarke Johansen, Danni Bardlund Christsensen og Matias Gedtek

Dødt kød – dag 3 af Nick Clausen

Dødt kød af Nick ClausenDet er sommer i Danmark – og det er nu to dage siden, at et dødsfald satte gang i en blodig kæde af begivenheder.

Dødt kød – dag 3 er tredje bind af Nick Clausens zombieserie, og her slækkes hverken på blodet, uhyggen eller underholdningen. I første bind fulgte vi Jeanette, Thomas og Dan, som på sidste stop af deres reklamerute bliver overfaldet af en zombie. Med store omkostninger lykkes det dog at slå smitten ned. Eller gør det?

I andet bind viser det sig nemlig, at smitten også kan overføres indirekte via zombieblod, og Dan fortsætter kampen for at overbevise omverdenen om, at noget er grueligt galt. Han får hjælp af Selina, og endnu en gang tror de unge, at det er lykkes dem at stoppe smitten. Men nu er det dag tre, og desværre tager de fejl …

William er portør. Det er mandag d. 28. juli, og han er på arbejde i gangene under hospitalet. Pludselig opdager han, et dørhåndtag der bevæger sig, som om nogen står bagved og forsøger at komme ud. Men da William åbner døren, mødes han ikke af en forvirret patient, der er gået forkert. I stedet overvældes han af en stank af blod, og af synet af noget der umiskendeligt er en død person, der bevæger sig.

William er ikke i tvivl. Skrækscenariet over dem alle er blevet til virkelighed. Zombierne er over os! Heldigvis har han et sted at tage hen. Men kan han nå at redde venner og familie?

Her i tredje bind begynder zombiesmitten for alvor at løbe ud af kontrol. Fra at være isoleret udenfor byen er der pludselig smittede flere steder, og ikke alle er så hurtigt opfattende som William. Langt de fleste bliver smittet, fordi de forsøger at hjælpe, hvad de tror er alvorligt sårede mennesker. Og pludselig begynder det at gå stærkt.

Jeg er zombiefan, og Nick Clausens Dødt kød-serie er forrygende underholdning. Derudover er det interessant at følge smitten udvikle sig minutiøst. Clausen giver et skræmmende indblik i forløbet af en epidemi. Hvor hurtigt det kan gå, hvis en farlig smitte ikke inddæmmes nærmest øjeblikkeligt.

Det bliver spændende at se hvad der sker i bind fire. I slutningen af Dødt kød – dag 3 tyder det på, at historien udvikler sig i retning af den lidt mere gængse zombiefortælling, hvor vi følger en gruppe overlevende. Det er også godt, men jeg kunne godt drømme om, at Clausen endnu en gang kan overraske og trække læserne ind i et nyt og uventet hjørne af zombieuniverset.

Under alle omstændigheder så er jeg stadig ‘bidt’ af Dødt kød-serien, og kan klart anbefale bøgerne til så vel unge som voksne.

Uddrag af Dødt kød – dag 3:

Synet, som møder William, får ham dog omgående til at glemme alt om lugten.

Midt i rummet ligger en fyr på hans egen alder. Han er klædt i en hospitalskittel og er viklet ind i en kørestol, som er væltet om på siden. Begge håndled er bundet fast til stolen, hvilket forhindrer fyren i at komme på benene. Han vrider sig besværet og forsøger at mave sig frem. Omkring ham er gulvet overstrintet med blod.

“Fucking shit,” hvisker William og skal lige til at træde ind for at hjælpe. Det er tydeligt, at der er sket et eller andet forfærdeligt med den stakkels fyr. Han har ikke bare forvildet sig herned af egen kraft; nogen har bundet ham og muligvis forsøgt at slå ham ihjel.

Men et eller andet dybere instinkt får William til at tøve i døråbningen. Måske er det hans hjerne, som i sidste øjeblik kommer i tanke om håndtaget, som hoppede op og ned. 

Og i det samme træder pigen frem fra bag døren. (side 9-10)

Om Dødt kød – dag 3:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Facet, 151 sider
Omslag: pncreate.com v/Peter Nielsen
Lix: 26

Dødt kød-serien:

Dødt kød – dag 1
Dødt kød – dag 2
Dødt kød – dag 3

Læs også:

Høstens engle af Alden Bell
Monstre – Død verden 1 af Louise Haiberg
De dødes tid af Thomas Helle
Kadavermarch af Dennis Jürgensen
De døde vågner af Line Kyed Knudsen (Hvidt støv; 1)
Sex gotiske fortællinger af Jes Larsen
Necrodemic-sagaen af Patrick Leis
I morgen er alt mørkt – Brages historie af Sigbjørn Mostue
Kværnen af Martin Schjönning og Tom Kristensen
Pandaemonium af A. Silvestri

Taranteller og tungekys af Michael Kamp

Taranteller og tungekys af Michael KampDe 15-årige tvillinger Lærke og Emil tilbringer sommerferien i kolonihaven med deres forældre. Det betyder grill, græsplænehygge … og begrænset skærmtid. Emil og Lærke keder sig, for hvad skal man få en hel ferie til at gå med når man ikke må surfe på YouTube?

Længere nede ad vejen bor Jessica. Jessica er nogle år ældre end tvillingerne, og Emil er snotforelsket i hende. Der er bare et problem: Jessica opdrætter taranteller, og Emil er bange for edderkopper. Det kan han selvfølgelig ikke indrømme, så han må bide tænderne sammen og smile når hun viser dem frem.

Snart får de dog andet at tænke på da et mystisk vejrfænomen får hele verden til at gå i sort. Midt i alt kaosset øjner Emil sin chance for at imponere Jessica og lade kærligheden spire. (fra bagsiden)

Jeg er ellers ikke bange for edderkopper. Altså, jeg er ikke typen, der har lyst til at kæle med en fugleedderkop, men sidder der en edderkop i soveværelset, når jeg skal i seng, så får den lov til at sidde der. Alligevel må jeg indrømme, at Taranteller og tungekys gjorde et vist indtryk på mig. Selvom det er en ungdomsbog!

Det hele starter ellers uskyldigt nok. 15-årige Emil er forelsket i den tre år ældre Jessica, der bor i et kolonihavehus ikke så langt fra tvillingernes. Hun er vildt lækker, men holder altså edderkopper i store terrarier i stuen. Emil hader edderkopper, men bider tænderne sammen og lytter interesseret til alle de edderkoppe-facts, som Jessica fodrer ham med, i håbet om at hun også vil forelske sig i ham.

En aften under et fantastisk nordlys forsvinder strømmen i kolonihaven, og samtidig begynder insekterne at opføre sig underligt. Næste dag tager tvillingernes far ind til byen for at finde ud af, hvad der sker. Mens han er væk, går Emil og Lærke hen til Jessica. Men da de ankommer, er huset fuldstændigt raseret, edderkopperne er sluppet ud af terrarierne – og Jessica er ingen steder at finde …

Herfra går det bare værre og værre for vores unge helte, og som sagt havde jeg en ubehagelig følelse, da jeg læste sidste side. Som følelsen af 100 edderkopper der kravlede på min hud.

Michael Kamp er en utrolig effektiv forfatter, hvad enten han skriver til voksne, unge eller børn. Hans sprog flyder let, og hans personer står tydelige og troværdige. Og så er han modbydelig god til at skabe universer, hvor uhyggen bare vokser og vokser. Det gør han også her i Taranteller og tungekys, som både er klam, uhyggelig og heldigvis også lidt sjov.

Slutningen åbner op for en fortsættelse, som jeg krydser fingre for, at vi får. Og gerne hurtigt!

Uddrag af Taranteller og tungekys:

Det var hyggeligt nok at bo i kolonien med to store undtagelser: begrænsningerne i skærmtid var fuldstændig urimelige, og edderkopperne var en udfordring.

De var overalt.

Kolonihaven grænsede op til skoven lige på den anden side af bøgehækken. Tvillingerne var sikre på at edderkopperne voksede sig store og fede derude før de kom listende ind i huset. De var store og saftige og myldrede frem fra sprækker og revner. Listerne gabte alle steder, og hele huset var hullet som en si.

Ligesom man sad og læste eller hørte musik, ville en skygge bevæge sig i udkanten af synsfeltet og en massiv jagtedderkop komme spankulerende som ejede den hele stedet.

Hvilket den måske gjorde i de 2/3 af året hvor huset stod tomt. (side 13)

Om Taranteller og tungekys:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Tellerup, 238 sider
Omslag: Flemming Schmidt

Læs også:

Fobi af Kasper Grandetoft
Moln – jorden husker af Michael Kamp
Made Flesh af Tom Kristensen og Lars Kramhøft
Når mørket kommer af Patrick Leis
Edderkoppen af Richard Matheson
Nephila Clavipes? af Mikala Rosenkilde
Kun edderkopper af Esther Rützou

Pax Immortalis – Opgøret (Necrodemic, 4) af Patrick Leis

Pax Immortalis - Opgøret af Patrick Leis

Nyt underholdende bind i Patrick Leis’ actionfyldte Necrodemic-saga om en verden overløbet af zombier

I 2003 udgav Patrick Leis zombieromanen Requiem. Oprindeligt var den tænkt som en enkeltstående roman, men snart blev Leis klar over, at her var grobund for et langt mere omfattende univers. Det blev til Necrodemic-sagaen, som nu genudgives i en gennemarbejdet og opgraderet udgave på forlaget Valeta. Pax Immortalis – Opgøret er fjerde bind.

Historien udspiller sig nogle år efter angrebet på Ferguson farmen. De fleste farme er stadig uden kendskab til C-city byerne, og fortsætter livet i isolerede samfund, hvor frygten for zombierne og troen på Påkalderen fylder hverdagen.

Men en gruppe rebeller har samlet sig under løjtnanten, der er opsat på at bekæmpe Teknokraterne. Gennem længere tid har de samlet viden om byerne, og ved list er det lykkes dem at nedkæmpe flere af byens patruljer.

Det har gjort C-city 1’s førsteborger, Rudolph Meyer, lettere bekymret. Han har intet kendskab til rebellerne, men frygter at det er en af de andre byer, der forsøger at overtage C-city 1. Som forsvar har han sat sine forskere til at udvikle en ny typer soldater, og de tegner lovende. Forskerne har også gang i mange andre eksperimenter. Ikke mindst arbejdet med at skaffe nok LS, et livsforlængende serum der gives til højkaste borgere og udvindes af zombieblod.

Sideløbende hører vi om Jane, der bor i byen. Hun er forlovet med en højkaste-mand, og hverdagen kører på skinner. Alligevel har hun en mærkelig fornemmelse af, at noget er forkert. Hun har underlige drømme, og en dag ser hun et glimt af en mand, der virker besynderlig bekendt.

Mens Jane forsøger at finde ud af, hvad hendes fortid gemmer, rejser rebellerne sig for alvor til opstand. De har fået hjælp fra uventet side og vil én gang for alle gøre sig fri af Teknokraterne. Men først må de overbevise farmene om, at byerne findes. Og hvis det lykkes, venter et blodigt opgør.

Det er godt 10 år siden, jeg læste førsteudgaven af Pax Immortalis. Genudgivelsen indeholder en ny introtegneserie samt flere nye afsnit. Derudover har sprog og korrektur fået en grundig gennemgang, og der er blevet skabt større overensstemmelse med hele Necrodemic-universet. Endelig har Patrick Leis lavet et nyt og sammenhængende omslag for hele serien. Alt i alt er bind fire blevet knap 150 sider længere. Men Pax Immortalis – Opgøret er ikke en side for lang.

Jeg kan godt lide røvsparkende, bloddryppende zombieromaner, og Patrick Leis leverer i Necrodemic-sagaen masser af indvolds-action lige efter mit hoved. Men historien rummer også en civilisationskritisk kant, og så kommer vi denne gang længere ind i nogle af personerne. Jeg synes for eksempel, at det var vældig interessant at følge førsteborgerens tanker om bysamfundenes opståen og opbygning. Et kastesystem er meget langt fra mit ideelle samfunds-syn, men for Meyer er det både logisk og nødvendigt. Jeg var også meget begejstret over, at der (endeligt 🙂 ) er en kvindelig figur, der er både stærk og troværdig.

Genudgivelsen af Pax Immortalis – Opgøret uddyber og fuldender den originale historie, og gør det med en støt stigende spændingskurve og høj underholdningsværdi. Her er både blodsprøjt og noget at tænke over. Slutningen lover godt for femte og sidste bind Regnum Mortis, som er et helt nyt kapitel i Necrodemic-sagaen, og som jeg ikke kan vente med at kaste mig over.

Med andre ord – endnu et vellykket kapitel i Patrick Leis’ mastodont serie, der må betegnes som et must for enhver zombie-elsker. Læs den før Svøben rammer os …

Uddrag af Pax Immortalis – Opgøret:

Væsnet kikkede op på soldaterne med livløse, mælkefarvede øjne. Den var barfodet, enkelte tøjrester hang i laser om den udpinte krop, og en tynd krans af hår var vedblevet med at vokse på den døde kvindes hoved. Lemmerne var blodløse og udtørrede, slappe bryster dinglede fra en blåhvid torso og det meste af væsnets underansigt og læber var opløst og rådnet. Zombien udsendte en hørm af død og fordærv, og med vaklende skridt nærmede den sig trappen.

Endnu en udød trådte ind i lyskeglen, liget af en fed, midaldrende mand, iført resterne af en flænset kittel og et par skarlagensrøde seler, slæbte sig fremad, og et stort hul i halsen fik hovedet til at vippe i takt med de usikre skridt. Den døde læge havde små, uindfattede briller på, øjnene var fastfrosset i en evig, ublinkende stirren, og billedet af det sidste han havde set før sin voldsomme død, syntes stadig at hænge som et fantombillede på de matte nethinder.

Ligstanken tiltog, grådige lyde der svagt mindede om menneskelige ord og udbrud begyndte at stige op fra tunnelen, og en efter en kom hæren af udøde nærmere. (side 28-29)

Tak til forlaget Valeta der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Pax Immortalis – Opgøret:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Valeta, 594 sider
Omslag: Patrick Leis

Den nye Necrodemic-saga:

Regnum Mortis
Pax Immortalis – Opgøret
Requiem – Fort Ferguson
Castra Damnatorum – Camp 41
Necropolis – De levende døde

Besøg Patrick Leis hjemmeside

Læs også:

Høstens engle af Alden Bell
World War Z af Max Brooks
Dødt kød af Nick Clausen
Monstre – Død verden 1 af Louise Haiberg
De dødes tid af Thomas Helle
Kadavermarch af Dennis Jürgensen
Jagtmarken af Patrick Leis
Kværnen af Martin Schjönning og Tom Kristensen
Pandaemonium af A. Silvestri

Skyggeverden af Jonas Wilmann

Skyggeverden af Jonas WilmannPsykologen Helena Andersen kaldes akut ud til en sag om vanrøgt i Gedesby på Falster. En familie i ilde forfatning er blevet hjulpet ud af et kondemneret hus i et oversvømmelsesramt område. Men hvorfor er Nykøbing Sygehus overrendt af regeringsfolk, da Helena ankommer? Hvorfor er sikkerhedsopbuddet så stort? Hvad er det, hun ikke får at vide om familien?

I den anden ende af landet har sagen fanget professor i antropologi, Albert Levins, interesse. Han er blevet det akademiske miljøs paria med sine teorier om Homo Subterranea, underjordsmennesket, men nu øjner han et håb i Gedesby. Kun et enkelt billede af familien er sluppet ud, men professoren er overbevist om, at de varsler et gennembrud i hans teorier om mennesket, der lever under jorden. (fra bagsiden)

Hvor mange udgivelser kan en forfatter nå på et år? A. Silvestri har indtil videre førstepladsen med fem udgivelser i 2018, men Jonas Wilmann ånder ham i nakken. Indtil videre har han udgivet tre bøger i år: novellesamlingen Helvede, børnebogen Døden venter i Thule samt nærværende roman Skyggeverden.

På sin blog fortæller Wilmann om arbejdet med Skyggeverden, som er det værk, det har taget ham længst tid at skrive: fem et halvt år. Idéen opstod i 2013: “[…] jeg fik den idé, at jeg ville skrive en bog om et hold ambitiøse, drevne mennesker, der stræbte mod et fælles mål, en videnskabelig indsigt af en art, men deres stræben skulle kun lede til regrediering.” Undervejs lagde han bogen væk flere gange. Historien skulle lagre sig og finde sin form. Og jeg må sige, at det er lykkedes.

Som regel er jeg ret begejstret for Wilmanns bøger, men da jeg læste Helvede, havde jeg lidt en følelse af at have set det før. Det er IKKE tilfældet her. Skyggeverden udfordrer og skræmmer; personerne er levende og interessante; og slutningen er én lang accelererende overraskelse.

Historien er lidt en blanding af Jules Verne Rejsen til jordens indre og filmen The Decent, men er samtidig noget helt andet. Beskrivelsen af den ambitiøse psykolog Helena, som undervejs forandrer sig dramatisk, er isnende. Fra at være i total kontrol kun med fokus på sine ambitioner river mødet med Homo Subterranea forhænget væk fra hendes øjne.

For Albert Levin er opdagelsen derimod et karrieremæssigt kvantespring. Fra at være forskerverdens paria er han pludselig eksperten alle vil gnide skuldre med. Spørgsmålet er dog om Albert følger sine ambitioner eller sin menneskelighed.

En helt igennem kuldslået, rystende og velskrevet fortælling som kun kan anbefales.

Uddrag af Skyggeverden:

“Da jeg åbnede døren, kom der den sygeste stank ud, og inde i entreen lå der det eller andet. Ja, jeg ved sgu ikke, hvad det var. Noget med pels på, der var halvt ædt og gylpet op igen. Jeg går ud fra, at teknikerne har været derude nu og puttet det i en pose. Eddermame glad for at det ikke er mig, der skal rode i det lort. Nå, men jeg gik uden om tingen. Skulle ikke nyde noget af at træde i den. Gulvbrædderne var vinde og skæve, det var ligesom Hurlumhejhuset på Bakken, du ved. Fuldstændig syret som det hele havde slået sig derinde. Og væggene var sorte af svamp, det sad nærmest i kager og rakte efter en.”

Stefan – hvis tålmodighed med den unge Rørbyes maleriske forklaring vist var lige så tyndslidt som de andres – skulle til at tænde en smøg, men Blicher rømmede sig og mindede ham derved om, at firserne var ovre. Smøgen røg tilbage i pakken, og Rørby fortsatte.

“Da jeg kom ind i stuen, var jeg lige ved at gå baglæns ud igen. Hvis det ikke var for uniformen, havde jeg fandeme gjort det. Det havde jeg. Det vrimlede med fluer derinde, der må have været en million af dem, de summede, så jeg ikke havde kunnet høre min telefon ringe på fuld styrke. Og det er klart, for der var lort ud over det hele, også på væggene. De havde tegnet med det eller sådan noget.

Jeg er før blevet kaldt ud til klamme steder, hos psykisk syge og sådan noget, hvor folk ikke lige har kunnet ramme potten, men der her slog sgu alt. Jeg har vitterlig ALDRIG set noget så … ja, undskyld sproget, men FUCKING KLAMT i hele mit liv.

Jeg gik forbi en åben dør ned til kælderen. Vandet stod op til midt på trappen, og der lå fandeme to døde rotter og flød på overfladen. Det kunne bare ikke passe, at nogen boede i det svineri.”

Helena prøvede at synke en klump så stille, at de andre ikke skulle bemærke det. Den her sag var slem. Værre end noget de før havde set. (side 20-21)

Om Skyggeverden:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: KAOS, 245 sider
Omslag: Shudderstock, Barandash Karandashich

Læs også:

De underjordiske af Dan Abnett, John Tomlinson og Steve White
Jeg kan se i mørke af Karin Fossum
Dark matter af Michelle Paver
Afsind af Martin Schjönning
By – et levende mareridt af Jonas Wilmann