august 2017
M T O T F L S
« jul    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘dansk horror’

Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos af Lars Ahn

Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos af Lars AhnDet handler om trafiksikkerhed, bizarre sexlege og gendigtede eventyr, når Lars Ahn inviterer læseren på 6 gensyn og 3 nyskrevne noveller i Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos.

Mange kan bedst lide romaner, men jeg kan nu også rigtig godt lide noveller. Og én af Danmarks fineste novelleforfattere er efter min mening Lars Ahn. Han har skrevet en lang række noveller indenfor de fantastiske genrer, og er repræsenteret i et mindre hav af antologier. I 2012 udgav han sin første selvstændige udgivelse, novellesamlingen Månebase Rødhætte og andre SF noveller. Nu er han endelig på banen igen med en ny novellesamling: Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos.

Og den kan absolut anbefales! Lars Ahn skriver ganske enkelt fremragende. Hans noveller er skarpe, og han kender horrorgenrens virkemidler, men er ikke bange for at bruge dem i nye sammenhænge og konstellationer. Og så har han en enestående evne til at få en novelle til at udfolde sig, som læste man en roman. Man fanges lynhurtigt ind og ‘føler’ personerne med det samme.

Samlingen starter med den nyskrevne novelle “Fortovsdrab”. Fortælleren skal til gammel elev fest på sin tidligere folkeskole og kombinere festen med et besøg hos sine forældre, som han ikke ser ret tit. Ikke fordi han har noget imod dem, men opholdet i barndommens hjemby bringer minder frem. Minder om den sommer hvor han opdagede det skjulte fortov. Jeg fik næsten Stephen King-fornemmelse under læsningen. Ahn beskriver barndommens evighed og tanker så det næsten gør ondt, og så leverer han lige den ondeste slutning på falderebet.

Novellen “Langt ude i skoven” handler om en trafikforsker, der forsøger at minimere risikoen for ulykker på landevejene. En dag kommer han dog selv ud for et uheld, og da han kommer til bevidsthed, ser han en lille pige i vejkanten. Forvirret prøver han at få fat i pigen, som han er sikker på må være kommet til skade. Men i stedet kommer han længere og længere ind i skoven. Udgangspunktet i novellen er den klassiske gysersituation, hvor en person farer vild i en skov. Ahn sammenkobler derpå historien med den kendte børnesang “Langt ude i skoven lå et lille bjerg” for at gøre brug af sangens specielle struktur, hvor man starter på bjerget i skoven og så zoomer tættere og tættere på. Grebet med børnesangen virker rigtig godt, og giver novellen det grimme tvist i slutningen, der ændrer stemningen fra uhyggelig til grusom.

Også i “Blomstervanding” leger Ahn med fortællingens form, idet novellen er skrevet som en række indlæg på Facebook. Peter Larsen opretter en profil på Facebook, og selvom han i starten sværger, at han aldrig vil poste indlæg med ligegyldige opdateringer, varer det dog ikke længe, før den regel er brudt. Gennem Peters indlæg og vennernes kommentarer følger vi nu Peters liv, og – naturligvis – har novellen en uventet slutning. Hvad jeg særligt godt kan lide i “Blomstervanding” er den elegante måde, Ahn beskriver en menneskelig deroute uden at sige det direkte. Samtidig er novellen udover at være en god historie også et tankevækkende indlæg i brugen af de sociale medier.

En usædvanlig dreng dukker op på dørtrinnet hos et nyforlovet par i novellen “Donation”. Parret er lykkelige og forelskede, og da drengen beder om lov til at låne deres toilet, får han naturligvis lov til det. Men pludselig sidder han ved deres morgenbord og begynder at stille dem ubehagelige spørgsmål. Ahn stiller her spørgsmålet, hvad gør vi egentlig, hvis al almindelig opførsel suspenderes? Og hvor ærlige er vi overfor hinanden?

Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos er endnu en af de nyskrevne noveller. Jimmy og Martin er bedste venner med en særlig forkærlighed for B-film. Da Jimmy en dag meddeler, at han har fået en kæreste – den perfekte Milla – ændrer det langsomt deres venskab. Måske er det bare fordi, de vokser fra hinanden? Eller måske har Martin ret i sin mistanke om, at Milla er FOR perfekt? En underholdende novelle med masser af filmreferencer som Ahn selv kalder for “en mareridtsudgave af hvad der kan ske, når ens interesse for noget får lov at overtage ens liv på bekostning af alt andet.”

“Telefon fra afdøde” mister Robert sin nye mobiltelefon. Da han ikke har råd til at købe en ny, siger han ja tak til at overtage en kammerats afdøde farmors. Kort efter begynder han at modtage sære opkald om natten, og efterhånden går det op for ham, at dem der ringer ikke længere er blandt de levende. Men hvad vil de? Novellen er en moderne spøgelseshistorie, og Ahn har fortalt, at han ser den som sit forsøg på at gå imod den hæderkronede gysertradition med, at det kun er gamle ting, der kan være hjemsøgte og uhyggelige. En drejning han også bruger i “Blomstervanding”.

Orgasme kaldes på fransk for den lille død, og den vending er udgangspunkt for novellen “La petite mort“. Her begynder et ægtepar at eksperimentere med stoffet LPM, der efterlader brugeren i en dødlignende tilstand i en halv times tid, før de atter vender tilbage til livet. I starten er manden frastødt ved tanken, mens konen er begejstret. Snart får de dog begge smag for legen – som bliver mere og mere bizar. Novellen er erotisk horror, og Ahn leger her med nekrofili og den store kærlighed.

Den sidste af de nyskrevne noveller hedder “Lauras forudsigelige skæbne”. Som 14-årig besøger Laura en spåkone, som forudsiger, at Laura vil finde sit livs kærlighed – men at han vil ende med at slå hende ihjel. Besøget hjemsøger Laura i mange år efter, selvom hun til sidst gifter sig med den ihærdigt bejlende Jakob. Efter flere års ægteskab begynder hun dog at irriteres over Jakob, og spørgsmålet er, om hun har fundet sit livs kærlighed? Jeg læser novellen som en tanke på, at vi skal huske at være til stede i nuet, for vi har alligevel ikke kontrol over fremtiden.

Samlingens sidste novelle hedder “Fortsættelse til et eventyr”. Her har kongen og dronningen inviteret forfatteren til slottet, for at han skal skrive historien om, hvordan de to mødte hinanden. Det er ikke første gang, at Ahn arbejder med videredigtning af eventyr, omend der her snarere er tale om en fortsættelse – akkurat som titlen siger. Jeg vil ikke afsløre, hvilket eventyr vi hører fortsættelsen på, blot sige at nogle morderiske hunde og en magtgal konge er blandt fortællingens ingredienser.

I alt indeholder samlingen 9 noveller og et kort efterord, hvor læseren kan få lidt at vide om baggrunden for de enkelte noveller. Her er tale om noveller af høj kvalitet, og jeg kan faktisk ikke pege på en eneste, som jeg ikke synes holder standarden. Lars Ahn er en eminent novelleforfatter, og jeg kan kun anbefale hans nye udgivelse. Også selvom du måske har læst nogle af historierne før. Personligt havde jeg læst de 6 gengangere, men var nu alligevel nødt til at købe Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos, for dels glædede jeg mig til at læse de 3 nye noveller, og dels kan jeg godt lide at have rene samlinger. Lidt nørdet er man vel altid 🙂

Om Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos:

Udgivelsesår: 31. maj 2017
Forlag: Kandor, 319 sider
Omslag: Rasmus Hjulgaard

Indhold:

Fortovsdrab, 2017
Langt ude i skoven, 2011 (tidligere trykt i Velkommen til dybet)
Blomstervanding, 2011 (tidligere trykt i Dystre Danmark 2)
Donation, 2013 (tidligere trykt i Vampyr)
Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos, 2017
Telefon fra afdøde, 2013 (tidligere trykt i Pix)
La petite mort, 2014 (tidligere trykt i Drifter)
Lauras forudsigelige skæbne, 2017
Fortsættelse til et eventyr, 2013 (tidligere trykt i Forvandlinger)
Bag kameraet

Besøg Lars Ahns hjemmeside
Besøg forlaget Kandors hjemmeside

Jeb Skulls makabre eventyr af Jonas Wilmann

Jeb Skulls makabre eventyr af Jonas WilmannSiden Jonas Wilmann debuterede som forfatter i 2009 med “The End”,  har han udgivet en lang række bøger. Enkelte på andre forlag, men de fleste som selvudgiver på sit eget forlag Kaos. Genremæssigt har han bevæget sig i horror, fantasy, science fiction og værker udenfor gængse genrebetegnelser. Han har skrevet romaner og noveller, og han har skrevet for børn, unge og voksne. Wilmann er med andre ord en både produktiv og alsidig forfatter.

“Jeb Skulls makabre eventyr” er seneste udgivelse, som Wilmann kalder: “et grumt og bloddryppende folkeeventyr“.

Hovedpersonen Jeb Skull er endier, dvs. en kunsthåndværker der rejser rundt og sælger sine varer, hvor han kommer frem. Jeb har bl.a. valgt denne profession, fordi han mildest talt ikke bryder sig meget om andre mennesker. Ved bogens start er han så træt af menneskeheden, at han beslutter sig for at gå igennem Den Sorte Skov, da han tilfældigt er i nærheden.

Den Sorte Skov er omgærdet af mystik. Der går fortællinger om, at skoven hjemsøges af både trolde og ligædere, men Jeb er en rationel mand, som ikke tror på trolddom. Så han beslutter sig for at gå gennem skoven, der udefra ikke ser særlig stor ud, og sælge sine varer til de få eneboere der bor derinde.

Men så let går det selvfølgelig ikke. Da Jeb holder hvil ved siden af en gammel gravplads, bliver han overfaldet af en sindssyg kvinde. Det lykkes ham at slippe væk, men i sin sårede tilstand farer han vild. I stedet vågner han op i en lille bjælkehytte, der tilhører kvinden Sicuuna. Hun forbinder hans sår og giver ham en drik mod eftervirkningerne. Men Jeb tror ikke på den slags hekseri, så da han atter forsøger at finde ud af skoven, smider han flasken fra sig. Det skulle han ikke have gjort …

“Jeb Skulls makabre eventyr” er en roman, men hvert kapitel fortæller en ny historie om Jeb Skull og hans oplevelser. Fra opholdet hos Sicuuna drager Jeb videre ind i skoven og støder på både landsbyer og omrejsende tivolier, men ligegyldigt hvor han kommer frem, tvinges han til at forholde sig til begivenheder og personer. Og det huer bestemt ikke den menneskesky endier.

Jeg plejer at være rigtig begejstret for Jonas Wilmanns udgivelser, men denne gang er jeg desværre ikke helt oppe at ringe. Dels synes jeg ikke, at sproget glider helt så ubesværet som sædvanligt, og så er tonen i fortællingen lidt for frisk-fyr-agtig-røverfortælling efter min smag. Det er så egentlig ikke fair at beklage sig over det, for her er jo netop tale om en eventyrlig roman. Men jeg kan nok bedre lide, når Wilmann er helt sort, eller i hvert fald ikke helt så lystig som her.

“Der er ingen, som kan vise dig ud af skoven. Jeg ved alt, hvad der er værd at vide her. Men hvis du leder efter andre mennesker, er der en by i den retning.” Han pegede og tilføjede: “Men pas på, Jeb Skull. De er ikke alle til at stole på.” Jeg kunne ikke lade være  med at le. Sikke en lille rad! Så højtidelig, og så vidste han simpelthen alt, hvad der var værd at vide heromkring! Jeg skulle til at finde på et eller andet morsomt quizspørgsmål, men drengens omrids begyndte at sløre for øjnene af mig. Jeg gned mine øjne. Skulle jeg nu allerede drikke det gule sjask igen?”

Når det er sagt, så er historien om Jeb Skull ikke dårlig. Her er både utroligt klamme passager og underholdende røverhistorier. Og så skal Aske Schmidt Roses flotte forsideillustration også fremhæves. Alt i alt er “Jeb Skulls makabre eventyr” letfordøjelig underholdning med et stænk klam gru – og det er jo heller ikke så tosset.

Skulle du have lyst til at læse om forhistorien til og arbejdet med bogen, så har Wilmann skrevet et interessant blogindlæg på sin hjemmeside.

Om “Jeb Skulls makabre eventyr”:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Kaos, 220 sider
Forside: Aske Schmidt Rose

Einherjar af Thomas Engelbrecht Mikkelsen

Einherjar af Mikkel Engelbrecht MikkelsenVellykket nyfortolkning af gudernes konge Odin fortalt på vers og i spændende illustrationer.

Først i april var der Krimimesse i Horsens. Blandt gæsterne var bl.a. tegneren Thomas Engelbrecht Mikkelsen, der både har skrevet og illustreret “Einherjar”, der udkom i 2013. Jeg fik sneget mig til en autograf og fik også en lille snak med TEM.

Den enøjede gud Odin er den øverste af guderne i den nordiske mytologi. Han beskrives som en gammel, enøjet vis mand, men TEM var kommet til at tænke på, at mange af hans evner minder om vampyrens. F.eks. spiser han aldrig. Han kan ændre skikkelse, når han rejser i menneskets verden, og han hersker over en hær af krigere, der er døde i kamp, som hans valkyrier har hentet op til Valhalla.

Den tanke leger TEM med i “Einherjar”, hvis fortæller er en mand, der er blevet ofret til Odin. Hængt hænger han og stirrer ud over kamppladsen, hvor kampen bølger. Om natten dukker vaner og jotun op i mørket, hvor de mæsker sig i de døde kroppe, inden valkyrierne stiger ned og henter de udvalgte (einherjar – ‘engang krigere’), der skal kæmpe ved Odins og gudernes side mod jætterne og kaosmagterne i Ragnarok.

Harniskklædte kæmper der blod udgyder
med sværd og øksers syngende klang
så vidunderligt det lyder
når nordens mænd går bersærkergang.

Thomas Engelbrecht Mikkelsens autograf“Einherjar” er blevet kaldt ‘mytologisk horror’ og rost for at have ‘knald på blodrusen’. Det er i hvert fald ganske vist, at fortællingen indeholder masser af gys og groteske overraskelser med sin dystre beskrivelse af, hvad der sker på slagmarken, når kampen er forbi, og mørket falder på.

Thomas Engelbrecht Mikkelsen fortæller sin historie på rune-ristede oldnordisk-klingende vers, der understøttes af dramatiske illustrationer.

Jeg kan være slem til at holde mest af tegnere som François Bourgeon, der tegner realistisk og ‘populært’. Men for hver gang jeg læser “Einherjar” bliver jeg mere og mere begejstret for billedsiden, hvor både farver, proportioner og beskæringen er med til at give fortællingen en spændende kant. Fra forsidens naturalistiske billede af en uskyldigt udseende valkyrie sidder med en død kriger i sit skød; over nattens ædegilde med sært proportionerede væsener holdt i blålige nuancer kun brudt af blodrøde farveklatter; til de afsluttende scener i Valhal hvor blodet siver ud på siden og gør alt mørkerødt. Det er rigtig spændende lavet.

For mig er “Einherjar” et hæfte, der sniger sig ind på sin læser. Det er en blodig historie fortalt i et poetisk sprog og med en voldsom billedside, som udbygger hinanden, så resultatet bliver både anderledes og fascinerende. Absolut en tegneserie der kan anbefales. Og vil du vide mere om tankerne og teknikken bag, så læs interviewet med Thomas Engelbrecht Mikkelsen på Nummer9.dk.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Forlag: Forlæns, 24 sider

 

 

 

Den faldne djævel af Kenneth Bøgh Andersen

Den faldne djævel af Kenneth Bøgh Andersen“Den faldne djævel” er sjette og absolut sidste bind i Kenneth Bøgh Andersens fremragende fantasyserie ‘Den Store Djævlekrig’. Kender man ikke de forgående bind, anbefales det IKKE at starte her. Snup i stedet for “Djævelens lærling” og glæd dig over at du har hele serien til gode endnu.

Filip Engell er en god og artig dreng. Så artig at da han ved et uheld bliver sendt til Helvede for at afløse Lucifer, der er dødssyg, virker det som en umulig opgave at gøre ham ond. Ikke desto mindre følger vi i de første fem bind, hvordan Filip både bliver en djævel og ændrer sig tilbage igen; hjælper såvel Døden som Djævlen; og ikke mindst er en af de afgørende faktorer til at gøre en ende på Aziel – djævelen der startede krigen i Helvede.

Men bedst som alle troede, at nu var alt normalt igen, vender Aziel tilbage fra de døde. Og denne gang har han ikke blot planer om at vælte Lucifer af pinden som Helvedes hersker. Denne gang vil Aziel have det hele…

Jeg erkender blankt, at jeg er stor fan af serien. Også selvom det ind i mellem kniber mig lidt at holde styr på de mange mytologier og personer, som optræder i dem. Ikke desto mindre følte jeg mig endnu engang vel underholdt og kan kun anbefale alle en sidste tur til Helvede sammen med Filip Engell.

Om “Den faldne djævel”:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Høst & Søn, 297 sider
Omslagsillustration: Rasmus Jensen

Den Store Djævlekrig:

Den faldne djævel, 2016
Den faldne engel, 2015
Ondskabens engel, 2010
Den forkerte død, 2009
Dødens terning, 2007
Djævelens lærling, 2005

 

Kværnen af Martin Schjönning og Tom Kristensen

Profilfoto med Kværnen

Velskrevet og velillustreret zombieroman, der i den grad sparker r…

10 år efter at samfundet brød sammen under zombiernes svøbe, har de overlevende samlet sig til modstand. I stedet for at slås med håndvåben mod den uendelige skare af udøde har Arkens befolkning skabt Kværnen. En kæmpemæssig maskine der smadrer, maser og fortærer de levende døde i tusindvis.

I førersædet sidder Rebecca. En overlever, der er tæt på at knække. Under et raid forsvandt hendes kæreste, Johnny, og siden har hun været ustabil. Men nu er der fundet spor efter overlevende i Wolfsburg-området, hvor Johnny forsvandt, og Rebecca sendes sammen med en ny besætning af sted for at finde ud af, hvad der er sket.

Besætningen består udover Rebecca bl.a. af den tidligere punker Gizela, eks-strømeren Helmuth og Slagteren, der var ukrainsk våbensmugler før verden brød sammen. Tidligere ville de aldrig have været i stue sammen. Nu er de våbenbrødre, hvis liv afhænger af hinanden. Og det viser sig snart, at de får brug for alle ressourcer, for da de når Wolfsburg, bryder Helvede løs på jord.

“Kværnen” startede som en novelle af Martin Schjönning. Men historien udviklede sig og blev for lang til novelleformen men for kort til at udgive som en roman. Det fik Schjönning til at tænke nye tanker: “Historien fyldte det den burde, mente jeg, og i stedet for at skære gode ting fra eller lægge meningsløse ting til, tænkte jeg, at illustrationer ville føje en ny dimension til værket og give det den fysiske pondus, der ville få folk til at investere i det.” (Martin Schjönning)

Som illustrator var Schjönnings første valg Tom Kristensen, der bl.a. har udgivet “Deadboy” og den prisbelønnede “Made Flesh” i samarbejde med Lars Kramhøft. Resten er historie, som man siger, for “Kværnen” er endt med at være en utrolig lækker og velskrevet oplevelse.

Gizela (Kværnen side 136)Lad mig starte med Tom Kristensens illustrationer, som endnu en gang er med til at hæve et godt værk til nye højder. Illustrationerne veksler mellem små vignetter over enkeltstående tegninger til flere-sides tegneseriesekvenser der uddyber detaljer i teksten. Jeg er vild med, hvordan Kristensen mikser rå, skitse-agtige billeder med detaljerede, næste foto-agtige elementer. Illustrationerne lever selvstændigt, men bringer samtidig en ekstra dybde til Schjönnings historie, og få kan som Kristensen få sort/hvide tegninger til at være så bloddryppende. Det er simpelthen suverænt.

Men også Martin Schjönnings tekst fortjener ære. Schjönning har en lang række noveller bag sig, og derudover har han udgivet romanerne “Deroute” og “Afsind“. Sidstnævnte roste jeg her på siden for sit flotte billedskabende sprog, men fandt også at det mod slutningen bremsede fortællingens fremdrift. Det kan jeg ikke påstå denne gang.

Det er ikke ofte, at en zombiefortælling er skrevet så smukt, samtidig med at handlingen i den grad sparker r… Her er masser af action, men her er også øjeblikke med eftertænksomhed om menneskelighed, eksistens og meningen med livet. Det er lykkes Schjönning at ramme den perfekte tone, og han udfolder med kraftfuld prosa et forstemmende univers, hvor døden fylder hvert øjeblik af de levendes timer.

Antikkens lande, hvor Vesten blev undfanget i et dionysisk orgie og født af et beruset orakel, var overgroet af vildvin og nektarglinsende blomster. Årtusinders visdom og vanvid lå glemt under støv og bortfløjne blade. Udhulede badehoteller lænede sig mismodigt op ad ældgamle tempelsøjler – forbrødret på tværs af tid af det allestedsnærværende sammenbrud. Og overalt i disse overgroede scenarier krøb og kravlede, vraltede og stavrede de grå figurer, der bar ansvaret.” (side 19)

Med sin kompakte handling føles det, at læse “Kværnen”, nærmest som at se et afsnit af sin yndlings-serie. Man tumler ind midt i handlingen, overvældes, underholdes og sidder med en voldsom trang til at se endnu et afsnit. Jeg vil vide, hvordan det går med Rebecca og de andre. Jeg vil høre mere om den beherskede general Korfa Ghedi, hvis fortid gemmer på dystre hemmeligheder. Jeg vil endnu en gang sidde bag Kværnens panserede forrude, mens horder af zombier forsvinder i dens tærskende mund. Jeg vil have et bind to …

Om “Kværnen”:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Calibat, 186 sider
Illustrator: Tom Kristensen

Besøg Martin Schjönnings hjemmeside og Tom Kristensens hjemmeside

 

Odense Zombiefestival 2017

D. 23. til 25. marts strømmede zombierne ind over Odense, og i særdeleshed over Odense Musikbibliotek. Jeg havde fornøjelsen at deltage i arrangementerne torsdag og fredag, og fik således både hørt om italienske horrorfilm ved Davide Rota, genset “Suspiria“, var til reception for bogudgivelsen “Kværnen”, og mødte flere af mine yndlingshorrorforfattere. Og så blev der faktisk også tid til en tur i biffen og se “Life”.

Zombier i Odense

Indgangen til Odense Musikbibliotek hvor arrangementerne blev afholdt var flankeret af de fedeste plakater

Martin Schjönning præsenterer Kværnen, som er illustreret af Tom Kristensen

Reception for den grafiske roman “Kværnen” skrevet af Martin Schjönning og illustreret af Tom Kristensen, som desværre ikke kunne være der

Martin Schjönning

Martin Schjönning med den flotte udgivelse

Plakat for Kværnen

Plakat for “Kværnen”

Zombie brætspils ekstravaganza

I den anden ende af biblioteket holdt The Scandinavian Costume Fan Group til ved en zombie-brætspils-ekstravaganza. Læg mærke til Officer Grimes fra “The Walking Dead

A. Silvestri i samtale med Jan M. Johansen
Efter bogreceptionen var det tid til forfattersnakke. Først A. Silvestri i samtale med Jan M. Johansen om “Pandaemonium

Patrick Leis i samtale med Jan M. Johansen
Efterfulgt af Patrick Leis i samtale med Jan M. Johansen om “Necropolis“. Der blev dog også plads til en anekdote om Leis’ samarbejde med Dennis Jürgensen om den fantastiske “De kom fra blodsumpen 2”
Paneldiskussion mellem Martin Schjönning, Patrick Leis og A. Silvestri
Aftenen sluttede af med en panelsnak om zombiegenren, hvor Jan M. Johansen skulle forsøge at holde styr på både Martin Schjönning, Patrick Leis og A. Silvestri og et spørgelysten publikum

Et opmærksomt publikum under paneldiskussionen

Et opmærksomt publikum lytter til panelet

A. Silvestri signerer

I slutningen af paneldebatten blev der trukket lod blandt publikum om flere lækre bogpræmier, og de heldige vindere kunne få signeret hos forfatteren, her. A. Silvestri

Profilfoto med Kværnen

Jeg købte naturligvis et eksemplar af “Kværnen” (signeret og al ting) og glæder mig til at kaste mig frådende over den

Plakat for filmen Life

Der blev lige tid til en tur i biffen og se “Life”, som var en positiv overraskelse

Bjørnedyr

Og så har Astronomisk Selskab 100 års jubilæum i år, og meget apropos “Life” havde de en udstilling overfor banegården, hvor man bl.a. kunne læse om bjørnedyr, som er et af de mest succesfulde, flercellede organismer til at overleve i ekstreme miljøer.

Odense Zombie Festival 2017 afholdes i samarbejde med bl.a. Odense Musikbibliotek, Odense Zombie Events, Odense Internationale Film Festival, AOF, Dansk Horror Selskab, Klub Golem, Calibat, Valeta og H. Harksen Productions.

Dagbog fra zombieland af Klaus Frederiksen

Dagbog fra zombieland af Klaus Frederiksen

Ingen ved præcist, hvornår det skete, men jorden er gradvist blevet overtaget af zombier

Noah er en af de overlevende. Siden zombierne oversvømmede Danmark, har han boet alene i København, men har nu besluttet sig for at tage på et roadtrip gennem Danmark. Samtidig starter han med at skrive dagbog, og det er gennem den vi følger begivenhederne.

Kort før Noah tager af sted, møder han to andre overlevende, Lucas og Emma, som ender med at følge ham ud i Danmark. Undervejs møder de andre overlevende, må kæmpe mod zombierne og opdager, at sidstnævnte langsomt er ved at forandre sig.

“Dagbog fra zombieland” er Klaus Frederiksens debut, og selvom bogen har visse skønhedspletter, følte jeg mig overordnet set fint underholdt.

Klaus Frederiksen starter i sit forord med at fortælle, hvordan han faldt over Noas dagbog på Facebook. Sammen besluttede de sig for at udgive dele af dagbogen for at advare os alle om den kommende zombieapokalypse, men – som Frederiksen også understreger i forordet – ingen af dem er uddannede forfattere.

Den manglende erfaring med at skrive skønlitteratur mærkes ind i mellem. Særligt med en overdreven brug af ord som ‘hvilket’ og ‘dette’ samt meget detaljerede beskrivelser som man normalt ikke finder i talesprog eller dagbogsform. Frederiksen kan dog sagtens skrive, og når han lader pennen flyde frit, opstår der både morsomme og gribende øjeblikke i romanen, som da gruppen er taget i Tivoli en af de sidste dage før roadtrippet.

Kvinder har altid ret, så efter et par ture stod der pludselig en zombie midt på kørebanen og så ret forvirret ud. Lucas drejede rundt og kørte ind i den, så benene knækkede over. Derefter lå den bare der og drejede rundt om sig selv, imens vi kørte ind i den igen og igen. Vi gav ‘high five’, når vi kørte forbi hinanden og grinede, imens livet føltes som en fest. Sikke en måde at tage afsked med Tivoli. På et tidspunkt faldt der et familiebillede ud af tøjet på zombien, og selvom jeg ikke så det tydeligt, fik jeg en lille klump i halsen, da det gik op for mig, at det sikkert var en tidligere kærlig familiefar, vi kørte i smadder.”

Hvis det sproglige ind i mellem halter lidt, så er der til gengæld fuld knald på handlingen. Frederiksen lader sin hovedperson komme ud for lidt af hvert på sin rejse, lige fra kannibaler over en midtjysk promotor ved navn Palle Mogensen til hemmeligstemplede eksperimenter. Undervejs præsenteres vi også for en række historiske facts fra de steder, Noah besøger. Sidstnævnte flettes fint ind, og selvom de ikke som sådan har noget med historien at gøre, synes jeg generelt , at de er underholdende og passer til fortællingen.

Det er interessant, som Frederiksen lader zombierne udvikle sig i forskellige stadier, og på den måde får tilpasset de forskellige zombietyper, vi er blevet præsenteret for i nyere tid. Lige fra de langsomme, dumme væsner til hurtige og samarbejdende superzombier. Ligeledes synes jeg også, at forfatterens idé, om at bruge et vikinge-gen fundet i autoimmune sygdomme som sclerose, til vaccine mod zombiebid er original.

Jeg undrer mig måske nok lidt over, at København tilsyneladende er stort set affolket, når Aalborg egnen rummer op til flere forskellige velfungerende samfund. Der er lidt redaktionelle kiks, som når en fra Noahs gruppe skal slås mod zombier i et bur, og vi først får at vide, at den første kamp er uden våben, og lidt længere nede står der så, at han slår den første zombie ihjel med en kniv. Endeligt virker det også lidt overdrevet, at Noah både støder på en kannibalistisk ’stamme’ i en kirke og senere et ‘præsteskab’ der ofrer mennesker til zombierne. Her kunne Frederiksen efter min mening med fordel have droppet et af samfundene og i stedet ladet det tilbageværende udfolde sig mere. Men det er ikke så graverende ‘fejl’, at det ødelægger læseoplevelsen.

Til gengæld lader dagbogsformen Noahs tanker om både fortid, nutid og fremtid få plads, og Frederiksen gør sin hovedperson menneskelig, når han filosoferer over de valg, han er nødt til at træffe i den nye zombieinficerede verden. Her kan det at knytte sig til andre mennesker være dødbringende, men det kan også være det eneste der gør livet værd at leve.

“Dagbog fra zombieland” mangler stadig noget i at nå op til Patrick Leis, A. Silvestri og Dennis Jürgensens zombieromaner. Men mindre kan også gøre det, og Klaus Frederiksens debut er fin underholdning for zombieentusiaster på en regnvejrsdag.

Om “Dagbog fra zombieland”:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: mellemgaard, 223 sider
Omslag: Vanessa Hansen

 

I klovnenes kløer af Henrik Einspor

I klovnenes kløer af Henrik EinsporHenrik Einspor trækker morskabens maske af cirkusklovnene i sin nye YA roman I klovnenes kløer

Jakob har fået et sommerjob i det lokale tivoli, som holder til på molen i en engelsk badeby. Her passer han Fiskedammen, hvor de mindre børn kan fiske efter bamser og andre præmier. Det er ikke nær så sejt, som at passe spøgelsestoget, men nu nærmer sæsonen sig alligevel snart sin afslutning.

Blandt tivoliets faste gæster er gadedrengen Milo. Han kommer hver eneste dag til Fiskedammen, hvor han bruger alle sine penge på at vinde hovedgevinsten – en klovnedukke fra øverste hylde. Jakob har næsten ondt af Milo, for det er stort set umuligt at samle point nok til hovedgevinsten. Men en dag lykkes det, og Milo kan tage klovnedukken med sig.

Snart efter dukker Bella op i Jakobs bod. Hun passer Spøgelsestoget, og et barn er blevet væk under den sidste tur. Den forsvundne viser sig at være Milo, og i deres søgen efter ham finder de en hemmelig dør inde midt i Spøgelseshuset. En dør, der viser sig at føre til en parallelverden befolket af klovne, men ikke de søde, sjove klovne vi kender i vores verden…

I klovnenes kløer er godt nok rettet mod ungdomspublikummet, men jeg følte mig nu gevaldigt underholdt under læsningen trods min voksne alder. Selvom sproget er enkelt og letlæselig, skriver Henrik Einspor ikke ned til sine læsere, ligesom han heller ikke holder sig tilbage for at lade det gøre ondt på sine hovedpersoner. Der var flere overraskende scener undervejs, hvor jeg tog mig i at tænke: “skrev han virkelig det?” Men det er fedt, at også en YA gyser kan overraske både på handlingen og på gyset.

Jeg ved ikke, om ungdomslæserne er så bekendte med Englands mole-tivolier, men jeg så scenariet lyslevende for mig, hvilket var med til at skabe den perfekte kulisse for historien.

I det hele taget er der ikke meget negativt at sige om I klovnenes kløer. Idéen med et parallelsamfund befolket af onde klovne er godt fundet på. Særligt i kølvandet på de mange killer clowns der fyldte medierne i slutningen af 2016. Som voksen læser kunne jeg godt have tænkt mig at få lidt mere at vide om klovnenes liv efter solnedgang, for der antydes undervejs til, at det er her ondskaben for alvor vågner. Jeg tænker dog, at det er et bevidst valg af forfatteren ikke at bevæge sig herind med andet end antydninger. Og det kan såmænd også være ret så skræmmende.

Henrik Einspor er en flittig børnebogsforfatter, og jeg har tidligere omtalt Porcelænsdukken, som han har skrevet sammen med Bjarne Dalsgaard Svendsen. I klovenenes kløer hører til i samme gode liga af velskrevne YA gysere.

Endelig bliver jeg simpelthen også nødt til at fremhæve den ualmindelig flotte forside af Mette Breth, som virkelig legemeliggør udtrykket dræber-klovn. Alene for den stemningsfulde forside bør man læse bogen. Men heldigvis følger indholdet helt med…

Hallo? Hallo-oo? Er der nogen herinde? I kan lige så godt komme frem, for jeg kan udmærket godt se jer.” Bluff. Vi rørte os ikke ud af stedet. Det gjorde Opas humør til gengæld; det dalede betragteligt. Stemmen blev lav og truende. “I slipper ikke godt fra at stjæle, små kryb. Jeg skal rive jer i stumper og stykker,” spruttede han. “Vende vrangen ud på jer, flå jer som små kaniner. Kom, hit med dukken. Jeg tæller til tre!” Fra mit skjul kunne jeg se hans gule øjne afsøge rummet. Han havde rester af teatermaling siddende i ansigtet. Skorper af hvidt og gult. Og en alt for stor og alt for rød mund…”

Om I klovnenes kløer:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Løse Ænder, 174 sider
Forside: Mette Breth

Besøg Henrik Einspors hjemmeside

Tak til forlaget Løse Ænder for læseeksemplaret

Diego & Dolly af Jesper Wung-Sung

Diego & Dolly af Jesper Wung-Sung, illustreret af Palle SchmidtFra bagsiden:
Diego & Dolly er en grafisk roman om den altoverskyggende kærlighed. En kærlighed, der kan få selv den mest grå og triste hverdag til at lyse op i den smukkeste røde farve. Diego og Dolly er det perfekte par. De er skabt til at være sammen. I al evighed.

For Diego findes der kun én ting i verden, der betyder noget – Dolly. Hun er hans store kærlighed, og han er overbevist om, at hun også elsker ham. Trods alt reddede han hendes liv til en premiere, og han har foræret hende et hav af gaver.

I en kort periode bliver Diego i tvivl om Dollys kærlighed. Men heldigvis overvinder kærligheden alt, og nu skal de snart være sammen for altid.

Jesper Wung-Sung har skrevet en vellykket novelle om en ung mands forelskelse i en kvindelig filmstjerne, der kammer over i en altopslugende besættelse. Historien får dog langt mere dybde, når illustrationerne kobles på, og i mine øjne er det bedste ved Diego & Dolly Palle Schmidts illustrationer. Holdt i grålig/hvide toner med glimt af pang rød der skaber lys i det grå, når Dolly er i nærheden.

På allerbedste vis  både understøtter og viderefører Palle Schmidts tegninger Wung-Sungs historie. Uskyldige sætninger får nyt liv via billedsiden, der lader Diegos stigende besættelse komme ud i lyset. Den lysende kærlighed forvandles til lysende vanvid, og til sidst slukkes lyset. Det er så flot lavet.

Jeg kan kun anbefale Diego & Dolly, og er du stadigvæk i tvivl, så se en smagsprøve her

Om Diego & Dolly:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Høst & Søn, 61 sider
Tegner: Palle Schmidt

Læs mere på Jesper Wung-Sungs og Palle Schmidts hjemmesider

Skadedyr og tulipaner af Steen Langstrup

Skadedyr og tulipaner af Steen LangstrupArchibald er 13 år. Hans mor er lige død i en højresvingsulykke, og hans kunstnerfar, Thomas, er fordybet i sin egen sorg. Uden at tænke over konsekvenserne sælger Thomas deres lejlighed i København og flytter Archibald med over på en lille ø. Måske for at bo her for altid.

Her forsøger Archibald at overvinde sorgen og smerten over morens død, mens Thomas forsvinder i sine malerier og i druk. Da nabofamilien viser venlighed overfor Archibald, griber han det som en druknende griber en redningskrans. Men de to drenge, Hans og Peter, har helt andre interesser end Archibald, og den sommer der startede så frygteligt, ender værre …

Som regel elsker jeg at læse, og især når bogen er så velskrevet og generelt bare flot, som Skadedyr og tulipaner er. Ikke desto mindre sad jeg til sidst under læsningen og ønskede, at jeg bare kunne lægge bogen fra mig og glemme alt om den igen. Men det kunne jeg ikke.

Steen Langstrup er i mine øjne en af Danmarks dygtigste forfattere. Han har en skarp pen, og skærer sin fortælling helt ind til benet. Og når man læser ham, er det som at se en film bag sine øjenlåg. Denne gang udnytter han sit talent med en ualmindelig grum og gribende roman, om den sommer hvor Archibalds liv slutter.

Skadedyr og tulipaner er en roman om at miste, det er en roman om kærlighed, og det er en roman om en sød og følsom dreng, der presses langt ud over sine grænser. Samtidig er det en roman om Dem og Os-mentaliteten, her eksemplificeret mellem øboerne og tilflytterne, Københavnersnuderne. En mentalitet, der retfærdiggør det mest utrolige, når det bare er Dem, det går ud over. For De er meget værre. Det ved vi jo…

Under læsningen kom jeg til at tænke på The Girl Next Door af Jack Ketchum, som er en af de mest modbydelige og ondskabsfulde romaner, jeg nogensinde har læst. Samme følelse af afmagt og fatalisme fik jeg her, hvor vi allerede fra begyndelsen af romanen ved, at slutningen langt fra bliver rosenrød. Alligevel kunne jeg ikke slippe bogen igen, for Langstrup spidder én med sine ord, så man ikke kan andet end følge med.

På trods af al sin grusomhed er Skadedyr og tulipaner også en virkelig smuk bog, både sprogligt og layoutmæssigt. Som altid har Langstrup selv stået for forsiden med et blodrødt, nærmest stadig dunkende hjerte på en sort baggrund med en snørklet gul bort, som – når man ser nærmere på den – består af mus, økser og andre ‘hyggelige’ effekter. Borten går igen gennem hele romanen, hvor den omkranser teksten på de enkelte sider, og det er en fornøjelse at sidde med så gennemført en udgivelse.

Jeg var vild med Ø, som Steen Langstrup udgav sidste år, men Skadedyr og tulipaner er næsten for ond for mig. Ikke desto mindre er jeg nødt til at anbefale den. For en bog, der berører læseren i den grad, er værd at læse.

Om Skadedyr og tulipaner:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: 2 Feet Entertainment, 235 sider
Omslag: Steen Langstrup