november 2018
M T O T F L S
« okt    
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
2627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘dansk horror’

Forglemmigej af Teddy Vork

Forglemmigej af Teddy Vork

Atmosfærefyldt thriller om sindets skrøbelighed og livets afslutning

Efter en hård tid starter Mie som social- og sundhedshjælper på det lokale plejehjem. Hun er næsten lige blevet skilt fra manden Jeppe, og deres 5-årige datter Astrid tager det tungt. Oveni blev hun fyret fra sit seneste job efter en indlæggelse på psykiatrisk afdeling, så hun trænger i den grad til at få styr på hverdagen.

Så jobbet som nattevagt er som sendt fra himlen. Det viser sig dog at være langt hårdere, end Mie forventede. Allerede første nat er der en alarm med en skræmt beboer, og de følgende nætter fortsætter det. Samtidig føler Mie sig ikke godt tilpas på stedet. De mange store vinduer er truende, sorte flader i efterårsnatten, og stilheden føles forkert. Og så er der den mærkelige fornemmelse af en skygge lige udenfor hendes synsvinkel.

Mie gør sit bedste for at hjælpe de demente beboere objektivt og professionelt. Men det bliver sværere og sværere for hende at bevare overblikket. Hendes angstlidelse gør det ikke lettere, for hun har ind i mellem svært ved at skelne mellem beboernes hallucinationer, sine egne tvangstanker og virkeligheden. Hvad er det for nogle traumatiske minder, beboerne deler med hende om en kvinde uden næse? Hvem synger sangen ‘Forglemmigej’ for de gamle og skræmmer dem? Laver kollegaerne ubehagelige practical jokes med hende om natten? Og hvorfor begynder Astrid pludselig at blive bange for at sove hjemme hos Mie?

Flere forfattere har i de senere år fået øje på plejehjems potentiale for uhygge. Michael Kamp skrev Hvor de gamle visner i 2008. Mats Strandberg skrev Hjemmet i 2017. Nu kommer så Forglemmigej af Teddy Vork, der er en ubehagelig historie på flere planer.

Teddy Vork vandt prisen for Årets Danske Horrorudgivelse i 2014 for novellesamlingen Sprækker, som juryen kaldte: “en række stemningsmættede og dystre noveller, hvor underspillet ondskab og snigende gru er i fokus. Vork mestre på bedste vis den svære kunst at skræmme voksne mennesker ved hjælp af psykologiske virkemidler fremfor billige effekter.” Den evne gør han også brug af her, hvor læseren hele tiden holdes i tvivl om, hvad der egentlig sker. Sker der virkeligt noget overnaturligt på plejehjemmet, eller er det de demente beboeres symptomer, som Mies tvangstanker forvansker til hendes eget mareridt?

Og oplevelserne på plejehjemmet er ikke det eneste skræmmende. Vorks skildring af Mies sind og hendes kamp for at holde angsten og tvangstankerne på afstand er i den grad uhyggelig. Følelsen af ikke at kunne stole på sig selv og sine sanser beskrives hjerteskærende realistisk, og Mies angst for at Jeppe skal tage Astrid fra hende, gør blot alting værre.

Endelig er det heller ikke et særligt rosenrødt billede, der tegnes af selve plejehjemmet. Som Mies tidligere leder siger i bogen: “… man kom på plejehjem, fordi man ikke døde.” Mie ønsker virkelig at gøre noget godt for sine beboere, men det er svært. Der er nærmest ingen introduktion, hun er alene hele natten, og beboerne er så dårlige, at der næppe går en uge uden dødsfald. Det er overbevisende skrevet og virker desværre sørgeligt realistisk.

Vork kan noget helt særligt, når det gælder beskrivelsen af skrøbelige sind, og han formår som få at skabe en faretruende atmosfære på de mest tilforladelige locations. Det gør han også her, hvor plejehjemmet, som skulle være en sikker favn, forvandles til et sted hjemsøgt af traumatiske minder og levende døde.

Er du til stemningsmættede psykologiske thrillers, og gys hvor det virkelige er svært at skelne fra det indbildte, så kan Teddy Vorks Forglemmigej absolut anbefales.

Forglemmigej er udgivet på Storytel i 10 episoder som lydbog og ebog.

Uddrag fra Forglemmigej:

“Det slog hende, hvor meget hans bevægelser mindede hende om en zombies. Jeppe havde været vild med tv-serien ‘The Walking Dead’. De levende døde i serien bevægede sig på samme måde som Karl – usikkert, vaklende.

På nogle måder var beboerne lidt som levende døde. Deres kroppe fungerede kun på et basalt niveau og kognitivt var mange funktioner også sat ud af drift. Groft sagt var de levende døde, internerede her indtil de døde helt. Med de tanker var hun ikke et hak bedre end sin tidligere leder, som havde sagt, at et plejehjem var for dem, som ikke døde. Kunne hun ikke udvise bare lidt mere empati? 

Men demens var en forfærdelig sygdom. Ubønhørligt åd den mere og mere af hjernen. Minder, personlighed og sprog blev fortæret, indtil der kun var de basale drifter og så … hvad var det nu, det hed … det autonome system tilbage, vejrtrækningen. Til sidst blev også det ædt.” (episode 1, s. 75-76)

Tak til Storytel og Teddy Vork som har foræret mig et abonnement til Forglemmigej til anmeldelse.

Om Forglemmigej:

Udgivelsesår: 17.10.2018
Forlag: Storytel, 10 episoder
Omslag: Elizabeth Helstrup

Læs også:

Lille Fugl af Lauri og Jaakko Ahonen
Triggereffekten af Wulf Dorn
Lille pige af Sarah Engell
Hvor de gamle visner af Michael Kamp
Afsind af Martin Schjönning
Hjemmet af Mats Strandberg
Ex af Teddy Vork

Thanatos af Jan Egesborg og Johannes Töws

Thanatos af Jan Egesborg og Johannes TöwsHvad har 1500-tals maleren Hieronymus Bosch med kvantekryptering og kvindemord i nutidens Japan at gøre? 

Det var lidt et tilfælde, at jeg faldt over tegneserien Thanatos. Jydske Vestkysten bragte en artikel med overskriften “Kvanteteknologi er den nye atombombe“, og da jeg er fascineret af men fuldstændig uvidende om kvanteteknolgi, tænkte jeg, at en tegneserie kunne være en god indføring i emnet.

Historien handler om den danske freelance journalist Anders Brinck, der bor i Kyoto, Japan. En dag falder han i snak med lederen af drabsafdelingen på en cocktailbar, hvor de begge er stamkunder. Over nogle måneder er der sket en række grusomme kvindemord. Ofrene er blevet tortureret, og det hele er blevet filmet. Politiet er tilsyneladende uden spor, men da Anders Brinck får lov at se nogle fotos fra gerningsstederne, minder scenerne ham om noget.

På et af gerningsstederne har man fundet en seddel med tegnene “BB84”. Det viser sig at være betegnelsen for en kvantekrypteringsmetode, der skulle være umulig at hacke. Brinck opsøger to danske forskere på Kyotos universitet, som netop arbejder med kvantekryptering. Men besøget giver flere spørgsmål end svar.

Forlaget kalder Thanatos for “en klassisk Nordic Noir- krimi – tegnet i en stilistisk, japansk inspireret, minimalistisk stil”, som skal gøre kvantefysik og kvantekryptologi tilgængelig på en underholdende måde. Makkerparret har tidligere udgivet en række børnebøger om komplicerede matematiske emner, så de er ikke uvante med at formidle svært stof for almindelige mennesker.

Jeg synes faktisk også, at den del af missionen lykkes ganske godt. Jeg fik et godt indblik i kvantekryptering, og kan forstå hvorfor Jan Egesborg frygter konsekvenserne, hvis det falder i de forkertes hænder. Selve tegningerne understreger den lidt triste stemning undervejs og tilføjer handlingen et dybere lag. Jeg ser f.eks. forsidens virvar af elledninger i Kyoto som en metafor, for de uoverskuelige muligheder som kvantekryptering indebærer.

Til gengæld synes jeg ikke, at krimi-intrigen fungerer optimalt. Idéen bag plottet er godt, men det udfoldes bare alt for hurtigt. I stedet for at lade læseren leve sig ind i historien og få lov at gætte med, serverer forfatterne nærmest bare plottets højdepunkter uden nogen mellemregninger. Det er en skam, for med en lidt mere facetteret historie kunne Thanatos være blevet virkelig spændende. Nu ender krimi-intrigen lidt forstilt som en mindre detalje, der introduceres alene for at fortælle om kvantekryptering.

Jeg vil slet ikke kalde Thanatos for dårlig, men historien har potentiale til langt mere, og det er lidt ærgerligt, at det potentiale ikke forløses. Til gengæld har jeg nu en mere klar forståelse af kvantemekanik, og det er bestemt også en gevinst. Så har du mod på en videnskabs thriller i tegneserieformat, kan du prøve at give Thanatos en chance.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Thanatos:

Udgivelsesår: 03.09.2018
Forlag: Polyteknisk Forlag, 86 sider
Illustreret af Jan Egesborg og Johannes Töws

Læs også:

Vredens ord af Lisbeth og Steen Bille
Solstorm af Rasmus Dahlberg
Det fjerde menneske af David Garmark
Åbenbaringer af Paul Jenkins
Metusalemgenet af Michael Lycke
Guds partiklen af Mads Peder Nordbo
Morderens mesterværk af Gigi Simeoni

Huset der ikke kunne glemme af Elisabeth Lyneborg

Huset der ikke kunne glemme af Elisabeth LyneborgDet nygifte par Jens og Mette køber et gammelt hus i Jylland, hvor de begge har fået job efter at have afsluttet deres studier. Økonomien er stram, og huset er ret forfaldent, men de går ufortrødent i gang med at gøre huset til deres hjem.

Der går dog ikke længe, før Jens begynder at opleve mærkelige ting i huset. Han hører og ser ting, men når han taler med Mette om det, slår hun det hen. Hun nemlig hverken hører eller ser, hvad Jens oplever. Til sidst får hun nok af hans snak og flytter midlertidigt hen til en veninde.

Nu begynder det for alvor at gå skidt for Jens. Hans job som skolelærer hænger i en tynd tråd, efter at hans søvnunderskud har påvirket hans dømmekraft i en uheldig episode under hjemkundskab. Derfor er han hjemme, da en bil stopper foran huset. Bilens passager er en gammel kvinde på 106 år, som har boet i huset i sin barndom. Og hun kan fortælle nogle grufulde ting fra dengang.

Elisabeth Lyneborg er pensioneret præst og har skrevet en lang række bøger. Nogle af dem tilhører gysergenren, og det gør Huset der ikke kunne glemme også. Jeg skriver bevidst ikke horrorgenren, for Lyneborgs gys er ikke af den skarpe, skræmmende slags. Det er mere lidt “hygge-gys” for et modent publikum, der ikke bryder sig om alt for meget blod eller isnende overraskelser.

Jeg har tidligere læst Skyggeland af Lyneborg, så jeg vidste godt, at jeg ikke skulle forvente hårrejsende horror, da jeg begyndte læsningen. Det fik jeg heller ikke, og i starten synes jeg endda også, at historien var lidt for tynd og usandsynlig. Ikke så meget den overnaturlige del, som det at ægteparrets forhold og reaktioner simpelthen virkede for kunstige. I sidste halvdel af bogen bliver historien mere intens og troværdig, uden dog at blive rigtig uhyggelig.

Huset der ikke kunne glemme er hurtigt læst, og slutningen trækker op i underholdningsværdi. Jeg blev ikke specielt grebet under læsningen, men forestiller mig at bogen vil finde sine læsere blandt det ældre publikum.

Om Huset der ikke kunne glemme:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: mellemgaard, 120 sider
Grafiker: Julie Igaard Abrahamsen

Læs også:

Hvem myrdede formand Mao af Bjarne Gårdsvoll
Skyggeland af Elisabeth Lyneborg
Sorte historier af Stefan Polke

Thelema af Martin Wangsgaard Jürgensen

Thelema af Martin Wangsgaard JürgensenDa kunstneren Konrad mister sin kæreste, Rebecca, i en trafikulykke, forsvinder han ind i et hul af sorg. Med tiden bliver savnet dog mindre, og så en dag falder Konrad over nogle papirer, der stammer fra en tidligere beboer i ejendommen, Werner Felding. Papirerne tænder en uimodståelig ild i Konrad, som i et sandt arbejdsraseri kaster sig ud i en række værker, der er ganske ulig noget, han tidligere har lavet.

Under ferniseringen for de nye malerier møder Konrad de to unge kvinder, Mia og Suzanna. De virker meget betagede af Konrads billeder og beder ham opsøge dem. Det besøg åbner en ny verden for Konrad. En verden udenfor vores, beboet af engle og dæmoner hvor der findes svar til dem, der søger.

Et opslag i Wikipedia forklarer Thelema som en åndelig filosofi, der stammer fra vestlig esoterisme, mens ordet selv oprinder fra det græske ord for vilje. For Konrad bliver mødet med sekten, som søger sandheden om en hinsides verden, de kalder Thelema, skæbnesvangert. Han gribes af ønsket om at forstå, og langsomt falder han dybere og dybere ind i en hemmelighedsfuld og mystisk verden.

Romanen er inddelt i 26 kapitler, der alle er illustreret med et tarotkort og beskrivelsen af dette. F.eks. hedder første kapitel Døden, som beskrives med ordene: Alt forandres; en cyklus er slut, verdens slør rives bort og en ny virkelighed blotlægges. Opstigningen mod en højere bevidsthed er begyndt. For Konrad er det afslutningen på livet med Rebecca og en gryende forståelse for, at verden indeholder flere dimensioner end hidtil erkendt.

Kapitel to hedder magikeren, og her opdager Konrad Werner Feldings papirer. Mens kapitel tre er Narren, hvor Konrad følger sin intuition og begynder vejen mod indsigt. Opbygningen er meget effektfuldt. Dels giver den en fornemmelse af forudsigelse, idet man som læser nærmest føler, at man deltager i en tarot-seance. Dels giver de enkelte kort hints om, hvad der vil ske. Men som det ofte er med spådomme, ses betydningen lettest i bagklogskabens lys.

I det hele taget er der en dobbelthed over romanen, som giver læseren mulighed for at forstå historien på forskellig vis. Enten kan man tage Konrads oplevelser for pålydende, og i så fald tro på at Thelema eksisterer. Eller også kan man tro, at Konrad i sin sorg over Rebeccas død søger trøst i en religiøs sekt, og dermed afskrive oplevelserne som indbildning. Jeg er faktisk ikke sikker på, hvilken forklaring jeg synes er mest skræmmende.

At læse Thelema er som at tage på en rejse ind i sindets afkroge, hvor vanviddet lurer lige ved siden af fornuften. Sprogligt forkæler Martin Wangsgaard Jürgensen læseren med sit omfattende og billedrige vokabular, der fik mig til ordbogen flere gange, men som samtidig giver en særlig atmosfære til teksten.

At MWJ ikke er en forfatter, der lefler for sin læser, opdagede jeg allerede, da jeg læste Åndemanerne fra 2014. Han er ikke bange for, at antyde fremfor at forklare, eller for at udfordre læserens forståelse og verdensbillede. Det gør han også i den grad her med sin rystende beskrivelse af Konrads desintegration i jagten på vished.

Med en langsom opbygning, der undervejs chokerer med ekstreme ritualer og pludselig vold, tiltager uhyggen og ubehaget under læsningen, så jeg flere gange fik lyst til at lægge bogen væk. Samtidig blev jeg dog fanget ind af romanens skæbnesvangre atmosfære, så jeg ikke kunne lægge den væk. Thelema er således ikke en metervare og vil sikkert ikke være for alle. Men er du til eftertænksom horror med eksistentielle problemstillinger og et drys af sex og vold, er den et spændende valg.

Uddrag fra Thelema:

“Dine malerier er andagtsbilleder. En slags kraftcentre, der kan stemme blikket og åbne sindet mod andre verdener, der ellers er lukkede for bevidstheden,” forklarede Suzanna med en lang, rygende cigaret mellem fingrene. “Mønstrene du maler, er ældgamle og går på tværs af tid, religioner og kulturer.” Konrad forstod ikke ret meget af deres snak, men han blev alligevel draget af den, fordi de satte ord på nogle af de følelser, han havde haft, mens han stille sad på loftet og studerede sine værker.

“Billederne spejler kræfter fra den anden side og danner brohoveder ind til kræfterne. Hvad kræfterne egentlig er, afhænger af øjnene der ser. Man kan kalde dem ånder, dæmoner, engle, energier – ordene er mange, men dækker over det samme. Gennem besværgelser og meditationer kan man åbne motiverne og bruge dem som porte, og det er det, som vi gør.” Suzannas ord mindede ham om barndommen og alle hans flugtforsøg ind i fantasiens vildnis, hvor drømme om okkulte indsigter havde været en så væsentlig del.

Uanset hvor utrolige ting Suzanna fortalte Konrad, måtte han gang på gang konstatere, at oplevelserne den første nat i lejligheden bekræftede alt. Han kunne ganske enkelt ikke betvivle deres lange fortællinger og absurde påstande, fordi erkendelsen havde sat sig i brystet på ham, og gjorde ham til den lydigste elev man kunne ønske sig. Den vished, at der var sandhed i deres mystiske fraser og fabulerende visioner, gav Konrad håb. Et håb om mening og et håb om måske at forstå, hvad der var sket med både ham og Rebecca. Mens han arbejdede på sine billeder følte han en kontakt med noget større, noget levende, og Konrad var sikker på, at det var Rebecca, der kaldte på ham et sted derude fra.” (s. 44-45)

Om Thelema:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: H. Harksen Productions, 213 sider
Omslag: Shutterstock.com

Læs også:

Gamiderne af Pelle Ilja Goldin
Midnatsmuse af Mikkel Harris Carlsen
Don Faust af Henrik Hohle Hansen
The Call of Cthulhu af H. P. Lovecraft
Den højeste dom af Torben Rafn
Åndemanerne af Martin Wangsgaard Jürgensen

Ondskabens rødder af Flemming Chr. Nielsen

Ondskabens rødder af Flemming Chr. NielsenEn journalist flytter ind i et næsten nybygget hus beliggende for sig selv i en skovlysning. Han er blevet træt af byens påtrængende stank og larm. Godt nok synes han, at det er lidt underligt, at de forrige ejere så hurtigt rejste fra huset, men ejendomsmægleren beroliger ham med, at manden blot havde fået nyt arbejde, og fruen var knap så begejstret for naturen.

Så journalisten flytter ind og nyder freden og roen. Da han en aften beslutter sig for at tænde op i pejsen, er den dog stoppet. En tur op på taget viser, at en gren fra et træ i haven er sunket ned i skorstenen, så journalisten finder saven frem, og problemet er løst.

Eller er det? For få dage efter er der igen problemer med grene fra træet, og snart udvikler problemerne sig så drastisk, at journalisten må søge hjælp hos en ugleset eneboer.

Jeg anede intet om Ondskabens rødder, før en kollega gjorde mig opmærksom på den. Romanen er fra 1975, og er så vidt jeg kan finde frem til Flemming Chr. Nielsens debut. Efterfølgende har han skrevet en række romaner og noveller for både børn og voksne indenfor mange forskellige genrer.

Ondskabens rødder er en tæt lille historie, som overraskede mig positivt. Selvfølgelig kan det mærkes, at den har mere end 40 år på bagen, men egentlig synes jeg, at plottet holder meget godt. Det lykkes i overvejende grad for forfatteren at skabe en krybende uhygge, efterhånden som sandheden om huset bliver åbenbaret. En sandhed som bringer mindelser om Arthur Machens historier, hvor smuk natur kan indeholde ældgammel ondskab.

Om Ondskabens rødder:

Udgivelsesår: 1975
Forlag: Vinten, 140 sider

Læs også:

Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen
Dr. Wunderkammers oversættelser af Thomas Strømsholt
Al kødets gang af A. Silvestri
In the Tall Grass af Stephen King og Joe Hill
Plantagen af Steen Langstrup

De dødes tid af Thomas Helle

De dødes tid af Thomas HelleEn ukendt virus hærger Europa. Symptomerne minder om influenza, men feberen er kun det indledende stadie. De smittede er dødsdømte, men kan ikke engang regne med den evige hvile som afslutning. For virussen får de døde til at genopstå – med en umættelig trang til menneskekød.

Jeg elsker zombier. Jeg ved godt, at nogen synes, at zombien er et kedeligt bekendtskab, fordi der kun er X antal måder, man kan beskrive samfundets undergang for zombiehånd på. Men jeg er ikke enig. Jeg lader mig stadigvæk forføre og underholde af gode zombiefortællinger, og Thomas Helles debutroman De dødes tid hører til i den kategori.

Vi følger en række forskellige personer før, under og efter zombiernes ankomst. En gennemtestet og vellykket formel til at beskrive det fysiske og psykiske kaos samfundet rammes af, når samfundet falder fra hinanden. Sideløbende hører vi, hvordan virusset opstod og om planen bag den, og sidstnævnte er en af de ting, der adskiller De dødes tid fra flertallet af zombiefortællinger.

Chris Jensen underviser i Oldtidskundskab, da han pludselig får brug for sine erfaringer fra sin tid i frømandskorpset. Reservelæge June Holten arbejder i døgndrift på hospitalet for at finde en kur mod den nye virus. Præsten Finn Andersen havde opgivet alt, men må atter se sig selv i rollen som hyrde for en flok. Playboyen Patrick må modvilligt erkende, at de uforpligtende dage som trussetyv er forbi. Og pigen Mathilde pakker sin bamse i en rygsæk og tager ud for at finde en voksen, da moren bliver spist af naboen.

Efterhånden som begivenhederne udspiller sig, finder denne umage flok hinanden i deres forsøg på at overleve og måske endda leve i en ny og dødbringende verden.

Jeg er overbevist om, at Thomas Helle er stor fan af Stephen King og i særdeleshed af hans mammutroman The Stand. I hvert fald er dele af De dødes tid en tydelig homage hertil, bl.a. brugen af Yeates digt “The Second Coming”, men også persongalleriet bringer mindelser til gyserkongen. Det gør dog ikke romanen til en ligegyldig efterligning, for selvom elementer af historien måske nok er set før, så giver Thomas Helle fortællingen sit eget twist. Og så fortæller han simpelthen så energisk og underholdende, at jeg stort set ikke lagde bogen fra mig før sidste kapitel var læst.

Skal jeg være lidt kritisk, stod visse dele af fortællingen dog en smule uforløst, da jeg lukkede bogen. F.eks. tager bogens indledende kapitel os med til Haiti i 1969, men jeg synes ikke, at begivenhederne her følges til dørs i romanen. Ligeledes kommer det ikke til at stå helt klart for mig, hvad direktørens mål er, og heller ikke hvad kuffertens indhold betyder. Men på trods af disse par flagrende tråde så er helhedsindtrykket stadig en vellykket og underholdende debut.

Min eneste rigtige anke er, at jeg faldt over nogle trælse korrekturfejl. Det er en af de ting, der fanger mit øje, også selvom jeg godt ved, at mange overhovedet ikke ænser det. Men når der allerede på bogens første side, griner en slåfejl til mig, ærgrer det mig, og jeg kan slet ikke lade være med at lede efter flere.

Dette lidt sure opstød skal dog ikke afholde nogen fra at kaste sig over De dødes tid, som overordnet set er en både flot og gennemarbejdet udgivelse. Så er du også til zombier, får du hele pakken her: action, følelser, splatter og ikke mindst en dramatisk historie med troværdige personer i en grum, grum verden. Jeg kan derfor kun sige: læs den.

Uddrag af De dødes tid

Den hvide kittel var sølet ind i blod, og det bølgende hår glinsede rødt og fedtet. 

“Michael, hvad er det sket?” udbrød June.

Overlæge Michael Romer ænsede hende tilsyneladende ikke og havde fronten vendt mod hendes kollega, mens han snerrende trådte nærmere.

Vicky lagde hænderne for munden i et forsøg på at undertrykke sit skrig, da hun så ind i de sorte øjne og lagde mærke til blodet omkring overlægens mund. Med ét var Romer over hende og væltede hende om på gulvet. Vicky skreg og forsøgte at værge for sig, men uden held.

“Hold op!” skreg June og forsøgte at hive overlægen væk. Han reagerede ikke og var for tung til, at June kunne løfte ham væk. Romer snappede efter Vickys ansigt, men June trak ham bagud, så det ikke lykkedes. Vicky holdt afværgende en arm op, så Romer bed sig straks fast i den, og smerten hørtes skingert og forfærdet i Vickys skrig. Som et dyr ruskede han armen, mens Vicky skreg.

June lagde alle kræfter i og forsøgte at trække Romer væk, men mistede sit greb i den blodige kittel og væltede bagover. Hun kom hurtigt på benene og så sig omkring. Taburetten ved mikroskopet var væltet, og hun fik fat i dens ben. Den var overraskende tung, så hun måtte lægge alle kræfter i, da hun svang den. Til gengæld ramte den meget hårdere, end hun havde regnet med. Den knasende lyd af Romers hjerneskal, der flækkede, da sædet ramte ham, gav genlyd i hele laboratoriet. June mærkede en lammende skræk, da hun så den livløse krop, og det gik op for hende, hvad hun havde gjort. Hun havde lige taget livet af sin chef. (s. 87-88)

Tak til Forlaget Facet som har sponseret læseeksemplaret

Om De dødes tid:

Udgivelsesår: 14.09.2018
Forlag: Forlaget Facet, 463 sider
Omslag: Breth Design

Læs også:

Høstens engle af Alden Bell
Død verden af Louise Haiberg
Kadavermarch af Dennis Jürgensen
Opgøret af Stephen King
The Walking Dead af Robert Kirkman
Necrodemic-sagaen af Patrick Leis
Pandaemonium af A. Silvestri

Vampyrjægernes klub (R.I.P. 1) af Lasse Bo Andersen

Vampyrjægernes klub af Lasse Bo AndersenEn gammel dagbog. En begravet vampyr. En sommerferie der pludselig udvikler sig alt andet end kedeligt…

Rasmus bor alene med sin mor i den lille by Krejlby. Her sker aldrig noget, og da hans bedste ven, Viggo, ovenikøbet tager på ferie med sine forældre og efterlader Rasmus alene, er han overbevist om, at det bliver den værste sommerferie EVER! Den frygt forøges, da hans mor fortæller, at de skal have Rasmus’ fætter Philip på besøg, for Philip er en arrogant blæremås, der synes Krejlby er et dødssygt sted at bo.

Men da drengene hører om et omfattende hærværk på den lokale kirkegård og beslutter sig for at efterforske sagen på egen hånd, begynder der at ske ting og sager. Ikke mindst da de støder ind i nabopigen Isabella, som kan fortælle dem et og andet om byens historie. En gammel dagbog beretter nemlig, at der ligger en vampyr begravet i Krejlby. Og Isabella er overbevist om, at hærværket på kirkegården hænger sammen med vampyren.

Vampyrjægernes klub er første del i den nye trilogi R.I.P. af Lasse Bo Andersen. Serien er rettet mod de +9 årige, og jeg må sige, at historien tegner rigtig godt.

Indledningsvis får vi et smugkig i den føromtalte dagbog fra 1858, som straks fra start af slår en uhyggelig stemning an. I nutiden møder vi så Rasmus, Isabella og Philip, og introduceres også for den mystiske romadreng, Bozidar, der pludselig dukker op i Krejlby. Der lægges med andre ord an til både spænding og uhygge i plottet, som helt sikkert vil fange de unge læseres opmærksomhed.

LBA skriver et letforståeligt sprog, ligesom historien er opdelt i overkommelige kapitler for de lidt mindre øvede læsere. Det læsevenlige format gør dog ikke underholdningsværdien mindre, og selvom jeg er voksen, har jeg såmænd også fået ‘blod på tanden’ efter at læse de følgende bind.

Tak til forlaget Tekst & Tegning som har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Vampyrjægernes klub:

Udgivelsesår: 27.09.2018
Forlag: Tekst & Tegning, 80 sider
Omslag: Lasse Bo Andersen
Lix: 24

R.I.P.-trilogien:
Vampyrjægernes klub (27.09.2018)
Den forsvundne vampyr (11.10. 2018)
Vampyrens kød og blod (31.10.2018)

Læs også:

Darkside af Tom Becker
Tidevandet af Nick Clausen
Øksemorderens kranium af Morten Dürr
Skygger i mørket af Christian Engkilde
Bedemandens hemmelighed af Michael Kamp
De utilpassede af John Kenn Mortensen
Khi-ritualet af Bjarne Dalsgaard Svendsen

Også anmeldt på Bogrummet.dk

Menneskekød af Nick Clausen

Menneskekød af Nick ClausenEn skitur bliver udskiftet med ferie hos en gammel farfar. Desværre bliver det ikke en kedelig uge…

Anne og hendes lillebror Hugo får aflyst deres skiferie, da deres far forstuver foden. Som kompensation sender han dem på ferie hos farfaren i Nordjylland. De har godt nok ikke set ham i flere år, men Anne husker ham med varme.

Det starter dog ikke så godt. Togturen er lang, kedelig og forsinket pga. sneen, og da de endelig når frem til Terstved Station, er farfaren der ikke for at hente dem. De ender med at blive kørt hjem til ham af en ung mand, Martin, der godt kender farfaren, gamle Frede som han bliver kaldt.

Anne er nervøs for, om farfaren er kommet til skade, siden han ikke dukkede op på stationen, men sandheden er langt mere kompliceret og skræmmende. Hvorfor lader farfaren døre og vinduer stå åbne i den koldeste vinter i mands minde? Hvorfor taler ingen om, hvordan Anne og Hugos farmor egentlig døde?  Og er der noget sandt i de rygter, der går om farfaren i landsbyen?

Menneskekød fortælles som en dokumentarisk beretning over en række hændelser, der udspillede sig i Terstved under en streng isvinter. Nick Clausen kalder bogen for en slags puslespil, hvor læseren selv må stykke brikkerne sammen undervejs. Den følelse understreges af formatet, idet historien fortælles via forskellige kilder lige fra blogindlæg på Annes blog, over mails mellem Martin og hans far, til sms’er og transskriptioner af telefonsamtaler. Andre forfattere (bl.a. Bram Stoker og Stephen King) har benyttet sig af samme teknik, der tilfører historien en helt særlig autentisk stemning.

Nick Clausen gennemfører den dokumentariske vinkel 100%, idet intet af Menneskekød fortælles af andet end kilderne. Her er ingen forfatterstemme ind over til at tolke personernes handlinger eller spekulere over begivenhederne. Det er helt op til læseren – og det virker.

Menneskekød er underholdende, uhyggelig og rammer sin unge målgruppe lige i solar plexus. Den flotte forside af Mette Breth fanger den dystre og kuldslåede stemning i romanen, og sætter læseren i den rette stemning helt fra start. Måske er der ikke så mange overraskelser for en garvet voksen horrorfan, men det er også ligegyldigt, for målgruppen er unge. Og jeg var nu godt underholdt alligevel.

Nick Clausen er en utrolig produktiv forfatter, og alligevel bliver jeg sjældent skuffet, når jeg læser ham. Det blev jeg heller ikke her, og med Menneskekød føjer han endnu en vellykket ungdomsgyser til sit CV.

Læs mere om hvilke overvejelser Nick Clausen havde under arbejdet med romanen

Tak til forlaget Facet som har sponseret læseeksemplaret

Om Menneskekød:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Forlaget Facet, 151 sider
Omslag: Breth Design

Læs også:

Let bytte af Carina Evytt
Illuminae af Amie Kaufman og Jay Kristoff
Carrie af Stephen King
Ravenous (film)
Hundene af Allan Stratton
Dracula af Bram Stoker

Læs mere om wendigo og Swift Runner på Wikipedia

Love City af David og Stephan Garmark

Love City af David og Stephan GarmarkLove City er kælenavnet for ferieparadisøen St. John i det tidligere Dansk Vestindien. Men der er ikke meget kærlighed at finde nu. En dødbringende epidemi hærger, og øerne er i forvejen stort set smadrede efter to voldsomme orkaner. Et dansk nødhjælpsteam er på vej for at hjælpe øens nødstedte beboere. Spørgsmålet er, om det er muligt …

Brødrene David og Stephan Garmark er tilbage med endnu en frygtelig og fascinerende roman. Denne gang tager de læseren med ud over Danmarks grænser til De Vestindiske Øer, der tidligere hørte under Danmark. Allerførst er vi dog en tur i Afrika i 1751, hvor en ekspedition under en dansker ved navn Wilhelm Kramer, strider sig vej gennem junglen. Kramer forsøger at finde Ewe-folket, eller mere præcist deres heksedoktor.

Så springer vi til nutiden, hvor St. Thomas er blevet invaderet af den karismatiske revolutionær King Malcolm, der ønsker at løsrive øerne fra USA. Han tillader dog internationale nødhjælpsorganisationer at komme i land på øerne, og på St. John, hvor en alvorlig epidemi raser, er der for alvor brug for hjælpen. Hertil ankommer Samantha “Sam” Fisker som en del af et hold fra European Crisis Aid under beskyttelse af et privat vagtværn, der ledes af Danny Stoker.

Kapløbet om at finde en kur mod sygdommen synes dog håbløst. Indtil videre er det kun lykkes lægerne at konstatere, at selvom alle symptomerne ligner malaria, så er det ikke malarie. For at finde ud af hvad det så er, opsøger Sam og Danny en gammel læge, der bor på øen. Måske har han set sygdommen før?

Men noget lurer i skoven, og en stærk vind trækker op. Efterhånden går det op for Sam og Danny, at det måske ikke er King Malcolms oprørere eller sygdomsbakterier, de bør frygte mest.

Med Love City går Garmark brødrene nye veje i forhold til Rakelsminde, men fortælleglæden er den samme, og endnu en gang serverer de en fængslende, velfortalt og ikke mindst skræmmende historie. Jeg er begejstret over, hvordan de i en letlæselig og underholdende roman får indlagt samfundskritiske kommentarer, der på ingen måde virker hverken prædikende eller påfaldende. Og jeg er vild med, at de får sat fokus på danskernes slaver, som ellers er en del af vores historie, vi ikke gerne tænker på. Ikke mindst er det også interessant at følge nødhjælpsarbejderne og komme tæt på deres hverdag, som nærmest er så langt fra min, som man kan komme.

Men man kan også “bare” læse Love City som en regulær thriller, der trækker tråde ind i det ukendte. På øen er nødhjælpsarbejderne på skift prisgivet King Malcolms oprørere og sygdommen på St. John, så atmosfæren er allerede fra starten fuld af frygt. Det er fremragende beskrevet, og med en støt stigende spændingskurve og en hæsblæsende slutning er underholdningsværdien i mine øjne helt i top.

Som med Rakelsminde er det Mikkel Henssel, der har lavet forsiden, og endnu en gang har jeg kun ros til overs for hans arbejde. Umiddelbart fanges øjnene af neon-titlen, men når man ser nærmere på siden, dukker flere og flere flotte detaljer op. Ikke mindst finessen at man med fingerne kan mærke konturen af titlen.

På en måde er Love City et mere helstøbt værk end Rakelsminde. Hvor sidstnævnte var en hæsblæsende spurt gennem forskellige genrer og overrumplende begivenheder, så giver Love City læseren lov til dvæle lidt mere undervejs. Her er stadig både action og blod, så man keder sig bestemt ikke. Men den lidt mere tætte handling klæder fortællingen, og jeg er overbevist om, at romanen vil tiltale en langt bredere læserskare end blot hardcore horror-elskere som jeg. Jeg kan i hvert fald anbefale den – også hvis du egentlig ikke er fan af gys og horror.

“Danny tjekkede sin M17 ni-millimeter og stoppede den i hylsteret, inden han listede ud af lejren. Den gik ham på, lejren. Ikke alene stank den af råd og sygdom, men DE var der også. Dem, han så indimellem, og nogle gange bare mærkede som en form for kvalmende elektricitet mod huden. Der var ikke meget, der skræmte Danny Stoker, men DE gjorde. De hørte ikke til i denne verden. Han havde brug for en lille travetur for at blive klar i hovedet. Og han havde en mission.” (s. 96)

Love City er også indtalt som lydbog af David Garmark, og forfatterne har doneret en del af overskuddet fra bogen til nødhjælpsarbejde i samarbejde med Dansk Røde Kors. Bidrag til indsamlingen her.

Tak til forlaget Kandor som har sponseret læseeksemplaret.

Om Love City:

Udgivelsesår: 01.09.2018
Forlag: Kandor, 277 sider
Omslag: Mikkel Henssel

Læs også:

Langs smertegrænsen af Thomas Clemen
Rakelsminde af David og Stephan Garmark (læs et interview med brødrene)
De ubudne af Liz Jensen
Kimære af Gert Nygårdshaug
Blodmanden af Robert Pobi
Afsind af Martin Schjönning

 

En nat i monsterhuset og andre gys af Lasse Bo Andersen

En nat i monsterhuset og andre gys af Lasse Bo AndersenEt monsterhus, et dødsbo og et tomt nabohus – det er ikke altid at ‘ude er godt, men hjemme er bedst’

Både min nevø og jeg har tidligere med stor fornøjelse læst Lasse Bo Andersens letlæsningsserie Zombie Splatter, så forventningerne var høje, da jeg modtog hans to nye bøger med posten. Én af dem var En nat i monsterhuset og andre gys, og heldigvis serverer LBA atter et uhyggeligt godt gys for de unge læsere.

En nat i monsterhuset

Da Jonas beslutter sig for, at klassens nye dreng Mikkel skal sættes på plads, retter Storm og Asger ind. Jonas inviterer Mikkel til at overnatte i et forladt hus i skoven sammen med ham og Storm. Rygterne siger, at huset er hjemsøgt af et monster, og at flere folk er forsvundet derinde. Jonas får Asger til at klæde sig ud, og så skal han dukke op ud på aftenen og skræmme livet af Mikkel, mens de to andre filmer ham. Desværre går tingene ikke helt efter planen…

Titlen En nat i monsterhuset er måske den mest rammende titel på en historie, jeg længe har oplevet. Her er både isnende uhygge for de +10 årige, og slutningen rummer op til flere vellykkede og overraskende twists.

Tobias og dødsboet

Tobias’ forældre skal skilles. Derfor flytter moren og Tobias ud af deres lejlighed og ind i et billigt hus, moren har fundet. Et dødsbo! Tobias kan ikke lide det navn, og han har ret. Allerede den første dag dukker en uhyggelig mand op og skræmmer næsten livet af ham. Og så møder han pigen Sidsel, der kan fortælle ham en grusom historie om husets tidligere beboer …

Som voksen tænker man ikke altid over, hvordan børn opfatter ord. Det spiller LBA på her i novellen, hvor det pludselig gik op for mig, at ordet dødsbo egentlig er ret væmmeligt.

Den blodtørstige nabo

Oliver og Lucas er vilde med gyserfilm. Så da en mystisk udseende mand lejer huset ved siden af Oliver, og drengene tilfældigt overværer nogle mænd bære en kiste ind i huset, er de overbeviste om, at noget er helt forkert. De får snydt sig til en weekend alene hjemme hos Oliver for at undersøge sagen. Men det skulle de ikke have gjort …

Idéen om den uhyggelige nabo er måske ikke ny, men LBA giver historien sit helt eget twist, som nok skal fremkalde både gys og grin.

En nat i monsterhuset og andre gys er rettet mod de +10 årige. Hver novelle indledes med en illustration, som Lasse Bo Andersen selv har tegnet. De gråtonede tegninger er stemningsfulde og understreger på fornem vis historiernes tema. Samtidig er de tre noveller inddelt i kapitler, hvilket gør dem lette at gå til også for de mere uøvede læsere.

LBA er god til at fortælle en skræmmende historie i et letforståeligt sprog uden at tale ned til læseren. Det gør, at man som voksen faktisk også kan få noget ud af læsningen. Selvom man selvfølgelig ind i mellem gennemskuer plottet på forhånd, så elsker jeg, når det alligevel lykkes LBA at overraske mig. Det gjorde han denne gang med sin vellykkede leg med ordenes betydning.

Jeg hyggede mig herligt med En nat i monsterhuset og andre gys, og kan kun anbefale den til alle gyserglade læsere fra 10 år og op.

Tak til tekstogtegning.dk som har foræret mig læseeksemplaret

Om En nat i monsterhuset og andre gys:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: tekstogtegning, 148 sider
Omslag og illustrationer: Lasse Bo Andersen
Lix: 24

Læs også:

De to myr af Henrik Einspor
De døde dukkers hævn af Ellen Holmboe
Anton Salems dukkehus af Nikolaj Højberg
Turen gennem Midnatsskoven af John Kenn Mortensen
Det onde hus af Michael Næsted Nielsen
Öjvind Kramers monstre af Jonas Wilmann

Også anmeldt på Bogrummet.dk