juni 2019
M T O T F L S
« maj    
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
Arkiver

Indlæg tagget med ‘dansk horror’

Grete Roulund

Denne artikel er skrevet af Janus Andersen og bragt på Gyseren med hans tilladelse. Artiklen er tidligere publiceret på bl.a. Slutstranden.

Grete Roulund

Benny Andersen har angiveligt kaldet Vanløse for det mest danske, der findes – og når nu det er den ”danske nationaldigter”, må man vel tro det. Og Vanløse er endnu en lille, interessant brik i det puslespil, der er forfatteren Grete Roulund – hun blev født i Vanløse i 1946, og om noget fremstår hun som noget af det mest u-danske blandt vor hjemlige samling af forfattere. Hendes bøger kan ikke anbringes i nogen danske trends, de beskæftiger sig ikke med danske emner, figurerne er på ingen måde danske, det lune, der gennemsyrer dem, er ikke dansk, men snarere ætsende. Om noget kan Grete Roulund betragtes som Benny Andersens antitese, nationaldigterens skyggeside, for hendes øjne var stift rettede mod mørke og undergang. Det kan godt være, at kaffen er klar om lidt, men inden da kan der nå at ske adskillige grumme ting i Grete Roulunds univers.

Ser man nærmere på Grete Roulund som person og som forfatter, finder man en række komplekse modsætninger af denne type.

Jeg har set Grete Roulund to gange i mit liv, men desværre aldrig talt med hende. Sidst på eftermiddagen, en råkold november-dag i 2001, vandrede jeg over Dronning Louises Bro. I modsat retning vandrede en lille forhutlet dame i ulden jakke (men dog uden hendes ofte brugte bøllehat). Damen var Grete Roulund. Hun synede ikke af meget og traskede forbi mig uden på nogen måde at ligne en kvinde, der med kuglepen var i stand til at beskrive vejen til helvede.

I 1946 og mange år frem i tiden lå det ikke i kortene, at Roulund skulle være forfatter. Efter den sene debut i 1981 nåede hun at skrive 22 bøger, som fordelte sig på romaner, essays, novellesamlinger og rejsebeskrivelser. Dertil kommer et par teaterstykket. I 2001 fik hun Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat med motivationen: ”Her er en forfatter, der har noget at fortælle, som aldrig mangler stof, og som tilsyneladende har været en tur i Helvede. Hun er en slags vejviser, som Vergil for Dante, da han besøgte STEDET i ”Den Guddommelige Komedie”.

Hvis man betragter fantastik som litteratur med elementer uden for det strengt virkelighedsefterlignende, var Roulund forfatteren til adskillige bøger inden for genren. Men prøver man at presse et snævrere genrebegreb ned over hendes forfatterskab, bliver det straks sværere. Hun blev sammenlignet med forfattere som Hemingway og Graham Greene, men mente selv, at ”begge er gode forfattere, men jeg skriver nok først og fremmest som Grete Roulund.” Hun brugte de allermest ildesete genrer, især horror og science fiction, men gjorde det med så stor fingerfærdighed, at kritikerne elskede hende.

Fokus for denne introduktion til forfatterskabet vil være på Roulunds fantastik-udgivelser, men der vil dog blive mere end skævet til den store del af forfatterskabet, som også skønnes at have interesse. Det eneste fælles element i Roulunds bøger synes nemlig at være, at de er skrevet af Roulund, og det gør dem alle interessante.

Forfatter-myten

At læse de interviews med Grete Roulund og anmeldelser af hendes bøger, der er tilgængelige, er meget ofte at få et billede af en person, som på mange punkter levede op (og for den sag skyld lige så godt kunne have skabt) en del myter om kunstnere. Her er den fattige Roulund, som står op hver morgen kl. 6 og skriver sine bøger i hånden (4 sider hver dag) – for dernæst at skrive dem ind med én finger på en gammel skrivemaskine (af mærket TempoType); her er en livshistorie, som byder på lykkelig kærlighed, ulykkelig død og voldeligt ægteskab; her er forfatteren, som fra sin lille lejlighed i et betonbyggeri hjemmevant rejser ud til afsidesliggende egne af kloden og finder inspiration til sine bøger; kunstneren, som henrykker de fleste af kritikerne, men hvis bøger aldrig bliver bestsellere.

Det er svært at forene billedet af den pudsige lille dame på Dronning Louises Bro med de bøger, hun skrev. Når man læser om hende, er noget af det første, man tænker, at denne person burde skrive kras socialrealisme – hun burde skabe historier hentet fra sit eget liv, tilsat den livsvisdom og intelligens, som hun tydeligvis besad. Men Roulund havde en tydelig modvilje mod ”hjemstavnsromaner fra Bagsværd”, som hun kaldte dem. Man taler ofte om en forfatters stemme, og Roulund taler også tydeligt i sine bøger. Men som en litterær bugtaler gør hun det svært at gennemskue, præcis hvor den gravrøst taler fra.

Roulund var gift tre gange – første gang med en 21 år ældre tysk boghandler; det ægteskab gik i stykker, da hun mødte en sydsjællandsk gravhunde-opdrætter. Det var kærlighed ved første øjekast og førte til to år med noget så sjældent som lykke – indtil han døde af kræft. Disse to ægteskaber kan for så vidt ses i hendes bøger – det almindelige ægteskab og muligheden af det perfekte – men det er nok hendes tredje mand, der især skinner igennem. Han var sagfører og gik fallit – som et forsøg på at tjene penge skrev Roulund en novellesamling, men modtog 13 afslag, førend Forlaget Rhodos tog imod den, og anmelderne lovpriste den. Snart begyndte der at rulle penge ind på kontoen, og ægteskabet gik ned ad bakke – manden begyndte at drikke og tæve hende, og deres samliv udviklede sig til et åbenlyst helvede, som de selv troede var normalt.

Blackhawk af Grete RoulundDebuten, novellesamlingen ”Verdito” fra 1981, bød på en del af de temaer, som går igen i størstedelen af forfatterskabet. Det er 3 noveller fra Spanien, med tyrefægtning som omdrejningspunkt, krydret med død og kærlighed. Her er det eksotisk fremmede, der er folk fjernet fra deres eget element, der er handlinger, hvis skødesløse grusomhed delte kritikken ved næsten samtlige bøger – og frem for alt er der den bagvedliggende fornemmelse af undergang, som Roulund orkestrerede så overlegent, og som gør hendes værker svære at slippe. Rigtigt spændende bliver det dog først i den næste bog, ”Blackhawk” fra 1982, hvor Roulund beviser, at hun har en uovertruffen evne til at beskrive mennesker i pressede situationer og finde rædselen frem fra ganske små detaljer. Det er historien om to mænd strandet i den canadiske ødemark, den ene af dem syg af rabies – men først og fremmest er det en beskrivelse af, hvordan deres sære, men velfungerende hverdag bryder sammen. Romanen rummer ingen fantastiske elementer – i den retning er der kun skelet med et gennemgående febersyn, som i al fald kom under huden på denne læser.

Men netop hverdagen, folks selvkonstruerede vaner, spiller en stor rolle i forfatterskabet – og skaber måske også den første forbindelse mellem forfatteren og hendes fiktion. For fire sider om dagen, skrevet i hånden, vidner ikke blot om en god myte, men også om en person, der forstår at konstruere sin egen hverdag. Og en person, som levede i mange år i et voldeligt ægteskab – i troen på, at det var normalt – er også en forfatter, der udvikler et skarpt øje for, hvordan folk opretholder livet selv under de værste omstændigheder. Da hun endelig så sit liv udefra, og det gik op for hende, at manden ville slå hende ihjel, stak hun af – og blev afvist hos et hjem for voldsramte kvinder, fordi hun havde sin bulldog med sig.

Setans Porte af Grete RoulundLeder man efter flere sammenhænge mellem virkeligheden og litteraturen, kan det være interessant at kigge nærmere på Roulunds ubestridte hovedværk, murstensromanen ”Setans porte” fra 1995. For da ægteskabet med sagføreren var overstået, viste det sig, at han aldrig havde betalt hendes skat, og Roulund sad tilbage med en voldsom skattegæld, hvilket betød, at enhver uventet indtægt (legater og andet) straks blev omsat til rejser, før skattevæsenet meldte sig på banen. Hun var ganske bevidst om, at hun kun havde en lille chance for at blive gældsfri, førend hun døde. I 1993 et legat omsat til en tur til Borneo og et møde for første gang i hendes liv med en jungle, som hun frygtede. Alt det dødbringende var så småt, at man først fik øje på det for sent. For mennesket Roulund var det en frygt, som hun senere måtte vende tilbage for at konfrontere, men for forfatteren var det en inspirationskilde – for udover at danne basis for det ikke-eksisterende Sawa, hvor bogen foregår, var det også her, hun hørte den malaysiske myte om bajangerne, som i ”Setans porte” slippes fri og kaster deres dom over menneskeheden.

Fantastikken

”Setans porte” er nok også den roman, hvor det fantastiske element fylder mest. Bajangerne, hvad enten de så er en guds vrede eller undslupne eksperimenter fra en fransk forsøgsstation, er en konstant og meget nærværende trussel, der sender en større flok mennesker på en hovedløs flugt gennem landet. Men som i hendes andre romaner optræder truslen kun sjældent direkte, og fokus er i stedet på menneskene og deres reaktioner.

Efter år nul af Grete RoulundDen første egentlige fantastik-roman i forfatterskabet var hendes fjerde værk, dystopien ”Efter år nul” (1983). Samtidig er det den eneste af hendes romaner, som foregår i Danmark – men et Danmark forandret af et fremmed lands invasion. Et ikke nærmere omtalt våben har gjort befolkningen ganske føjelig, men desværre også snart apatisk og i mange tilfælde psykotisk. Også dyrelivet er blevet påvirket med ubehagelige resultater, og snart må man se de overlevendes forsøg på at genoptage livet mislykkes blodigt.

Problemet med at beskrive en Roulund-roman er, at det er som at fortælle andre om en feberdrøm. Alt synes at foregå langsomt, om end der sker en masse, og nok kan man se tingene gå galt, men det er umuligt at forhindre problemerne i at eskalere. Handlinger mister deres mening, mens man indfanges i en nedadgående spiral, hvis slutpunkt man kun kan gisne om.

I 1984 kom så ”De små søstre”, en lille historie på kanten til udørkenen, hvor to mænd starter en psykologisk kamp om en mystisk skat. Skatten er bevogtet af titlens små søstre, og det lykkes forlaget at afsløre både deres identitet og hele bogens handling i bagsideteksten. Der er dog for så vidt ligegyldigt, for som allerede fastslået, er det sjældent selve handlingen, der er fængende, men snarere fornemmelsen, den ubehagelige forståelse af ondskaben, atmosfæren, der er Roulunds force.

Kærlighed og undergang

Nu skal man ikke få fornemmelsen af, at forfatterskabet blot er en klinisk opremsning af ubehageligheder. Roulunds magi opstår som en konsekvens af hendes evner til at beskrive mennesker, og hun krydrer det med en bister humor og en fingerspidsfornemmelse for forhold mennesker imellem. Og måske er der mere af forfatteren selv at finde i hendes fiktion. For hendes livsforløb byder ikke kun på det grimme, men også kærlighed ved første øjekast – et ægteskab, som dog blev afbrudt efter 2 år, da manden døde af kræft. Som også hendes bøger tegner Roulunds liv sig som en blanding af det skønne og det afskyelige, af kærlighed og undergang.

Dødens horisont af Grete RoulundI årene efter ”De små søstre” skrev hun 6 bøger, før hun igen begik sig inden for fantastikken, en blanding af romaner, rejsebeskrivelser og humoristiske essays. Interessant at bemærke er ”Dødens horisont” fra 1988, som forfatteren selv beskrev som det endegyldige opgør med autoriteterne. Her tages ikke hensyn til reglerne: slutningen afsløres som det første, handlingen består af en dødsdømt fortæller, som vandrer gennem en ørken. Den er blot endnu eksempel på, at Grete Roulund rent litterært bebor et mystisk sted mellem triviallitteraturen og Litteraturen med stort L. Et ensomt sted. ”Jeg skriver Grete Roulund-bøger,” som hun selv sagde. Anmelderne startede med at kalde hende ”en Karen Blixen fra Nørrebro” og senere ”Danmarks svar på Edgar Allan Poe”.

I 1993 blev det til ”Dr. Zarkowskis eksperiment”, som igen havde et minimalt spekulativt element, en ikke nærmere beskrevet teknik, hvormed titlens doktor visualiserer sine patienters smerte. Igen fokuseres der mere på menneskene end på teknikken – og der beskrives et komplekst rum, hvor der hverken er helte eller skurke, men kun eksistenser, som forrådes af sig selv eller andre. Den bringer om noget ordet ”trøstesløst” frem i læserens tanker. Og efter den tidligere nævnte ”Setans porte” er det da også en dækkende betegnelse, da Roulund øjensynligt sætter sig for at beskrive den menneskelige fornedrelse dybere og dybere over den næste årrække. Ind imellem skuespil skriver hun en række romaner og novellesamlinger, hvor bl.a. nazister gøres til hovedpersoner, en slags dødens romancer. Der er ingen fantastik her, men er man først hooked på Roulund, virker de konsekvente billeder af en verden og mennesker i forfald som et indblik i Helvede. Som Vergils rejsebeskrivelse.

Opgøret med autoriteterne kan skimtes igen i ”Kvinden fra Sáez” fra 2000, hvor Roulund forsøger at komme sine kritikere i møde ved at skrive den kedeligste roman, hun kan forestille sig, en blanding af krimi og spøgelseshistorie – hovedpersonen er retsmediciner i et mellemamerikansk land og totalt handlingslammet, ingen får noget udrettet, som de burde, den myrdede er måske slet ikke død. Men hun lader tvivlen og den foruroligende uvidenhed gribe fat i læseren og trække én igennem det, der viser sig at være en brillant stemningsfuld roman.

Madeshi af Grete RoulundDe eksotiske baggrunde og folk, der er anbragt uden for deres hjemlige rammer, går igen i bøgerne – og kan forlede én til at tro, at Roulund har et budskab. Men tag ikke fejl – under overfladen svømmer de komplekse temaer. Folk bliver ikke bare onde, fordi de kommer hjemmefra – som Byron i ”Madeshi”, der begynder at dræbe de lokale tiggere i den fiktive stat. I et interview i Politiken henviser forfatteren til Lyall Watsons ”Naturens mørke side”, som postulerer, at noget godt bliver dårligt, hvis det fjernes fra sine vante omgivelser: ”Egentlig er det noget sludder, Watson skriver. Han gør det nærmest til en naturlov, at tingene bliver dårlige, men tingene kunne jo lige så godt blive bedre af at blive flyttet et andet sted hen. I en af mine tidligere bøger har jeg skrevet om en mand, en irer, som havner i en koncentrationslejr, hvor han bor ved siden af nogle jøder. I starten væmmes han ved dem, men efterhånden kommer han til at holde af dem. Han er modsætningen til Byron. Han er også blevet flyttet et andet sted hen, men han gør noget godt, hvorimod Byron bliver ond.”

Der er ingen kompromiser i Roulunds litteratur – det borger for en række fascinerende bøger, men gør desværre også, at de ikke er for alle og enhver. Trods det, at kritikerne ofte lovpriste Roulunds værker, udkom de som oftest i et oplag på kun 800-1000. Ikke at det lader til at have haft nogen indflydelse (læsere af hjemstavnsromaner interesserede hende ikke) – stilen er lagt, og da Roulund endelig viger fra sin normale bane, er det med den eksperimenterende ”Dr. Sterns kontor” (2002). Det er historien om en lille gruppe mennesker lukket inde på et kontor, mens verden muligvis er ved at gå under. Romanen er fortalt af kontoret selv, hvilket blot understreger den pointe, at i Roulunds fiktion kommer det fremmedartede (mærkværdiggørelsen, om man vil) ikke fra noget spekulativt element, men fra selve den virkelighed, som vi bevæger os i. Hvilket også er det element, som gør hende så interessant for fantastik-læseren.

Baga Road af Grete RoulundForfatterskabet afsluttes i 2003 med undergangsvisionen ”Baga Road”, udgivet præcis to år efter terrorangrebet i New York. På mange måder et passende punktum: en dødbringende virus bryder ud i turistparadiset Goa. Det skønne og det afskyelige side om side. Kærlighed og undergang.

Anden gang, jeg så Roulund, var på Bogmessen i Forum, hvor hun var i samtale med Lars Bukdahl, på det tidspunkt på højden af sin sønderlemmende, ordekvilibristiske kritik i Weekendavisen. Det var et interessant valg af personer: Bukdahl var og er kendt for at strø om sig med ord og meninger, mens Roulunds udtryksform er koldt konstaterende. Den pudsige lille dame sad roligt tilbagelænet, med anstrøg af en arrogant smil, og Bukdahl blev mere og mere febrilsk, mens hun med rolig intelligens lod ham snurre ud af kontrol. Og efter at have læst flere af hendes bøger de sidste par år er det gået op for mig, det var som at opleve en af dem: med forfatteren som den alvidende, overlegne skygge, der leder sine figurer ud på dybere og dybere vand. Alt imens hun kigger på, registrerer og smiler for sig selv.

Selv om jeg den dag i dag fortryder, at jeg ikke stoppede hende på broen den efterårsdag, er jeg blevet mere og mere bevidst om, hvordan både forfatteren og mennesket Grete Roulund taler med kraftig stemme gennem hendes romaner. Og hvis der er noget, hun siger igen og igen, er det, at der er mere under overfladen, end man lige tror – og at det er umuligt at forudsige, hvad det er, der måske skvulper rundt dernede i mørket.

Grete Roulund døde den 4. november 2004. I et brev til en veninde skrev hun: ”Om jeg kan dø med ynde er nok tvivlsomt, men jeg vil prøve at dø med en smule værdighed.” Som altid stirrede hun ned i afgrunden uden at være bange for, om noget stirrede tilbage. Kun to ting kunne hun ikke nedstirre: døden og skatterne. Hun blev aldrig af med sin skattegæld.

Af Janus Andersen

Om Grete Roulund:

Født: 19.03.1946
Død: 10.11.2004

Udvalgt bibliografi:

Verdito, 1981
Blackhawk, 1982
Imorgen Mario : noveller, 1982
Efter år nul, 1983
De små søstre, 1984
Slangetid, 1986
Dødens horisont, 1988
Emeralde Verde, 1992
Dr. Zarkowskis eksperiment, 1993
Setans porte, 1995
Men vi mødes her : noveller, 1997
Silberknabe, 1998
Stedfortræderen : fortællinger, 1999
Kvinden fra Sáez, 2000
Madeshi, 2001
Professor Sterns kontor, 2002
Baga Road, 2003

Efter år nul af Grete Roulund

Efter år nul af Grete RoulundMåske er vi i Danmark? Måske er vi i nutiden? Måske er det Rusland, der beslutter sig for at besætte landet, og for at spare menneskeliv nedkaster et pacificerende middel over befolkningen, inden soldaterne sættes ind? Måske har midlet uforudsete bivirkninger? Måske var det hele planlagt?

I Efter år nul møder vi Sigi (kort for Siegfred) den dag, verden ændrer sig. Sigi er maler og bliver opsøgt af oberst Papala et stykke tid efter. Papala ønsker, at Sigi skal male et portræt af hans børn. Til gengæld sørger han for medicin og forsyninger til Sigi.

Sigi indvilliger og et sært venskab opstår mellem de to mænd. Men situationen i landet forværres, og en dag er selv soldaterne forsvundet. Sigi finder Papala såret og tager ham med hjem, hvor han plejer ham. Siden kommer også Jonas og drengen Micky til, og en slags hverdag opstår.

Men hvad er der egentlig sket? Er det sket overalt eller kun her? Og hvorfor er der ingen fugle? Den lille gruppe må til sidst beslutte sig for, om de vil blive, eller om de vil forlade huset for at finde andre overlevende.

Umiddelbart lyder handlingen i Efter år nul måske kedelig. Det er dog langt fra tilfældet. Trods det enkle setup er spændingen mærkbart stigende undervejs. Ikke i hæsblæsende actionstil, men som en snigende følelse af ubehag der holder læseren i et skruestik, mens forudanelsen om kommende gru vokser og vokser.

Sproget er på den ene side enkelt, og Grete Roulund bruger i høj grad dialog som fortælle-middel. Alligevel føles teksten til tider nærmest poetisk, eksempelvis når Roulund udnytter tegnsætningen som et virkemiddel fremfor blot at følge reglerne. Også genremæssigt udfordrer hun sin læser med sin blanding af realisme, science fiction og ren horror. En blanding der hos Roulund fungerer fuldstændig overbevisende.

Grete Roulund er ikke nem at sætte i bås. Som min gode kollega Janus Andersen skriver:

“Problemet med at beskrive en Roulund-roman er, at det er som at fortælle andre om en feberdrøm. Alt synes at foregå langsomt, om end der sker en masse, og nok kan man se tingene gå galt, men det er umuligt at forhindre problemerne i at eskalere. Handlinger mister deres mening, mens man indfanges i en nedadgående spiral, hvis slutpunkt man kun kan gisne om.”

Sikkert er det, at Efter år nul er både grum og trøstesløs. Alligevel er jeg nødt til at anbefale den på det stærkeste.

Uddrag:

Da år nul kom, havde han lige fået fodret hønsene og stod på gårdspladsen og ville tænde sig en cigaret.

Først hørte han ingenting, bare mærkede hvordan jorden begyndte at ryste under fødderne på ham; det var som at stå på dækket af et skib. Foran ham lå hønsene flade på jorden. Inde i stalden faldt en kasse med flasker ned og knustes.

Så kom maskinerne, i en kile ligesom gæs. De var trekantede og havde en død, grå farve, der sugede lyset til sig. De fløj meget hurtigt. Efter dem kom lyden, så stærk at han følte at han var nødt til at løbe for at slippe ud af den, men han blev stående og så et staldvindue ganske langsomt gå i stykker og falde ud. Bagefter blev der stille; det var en stilhed så skarp som en kniv, man kunne skære sig på den. Sigi så op mod himlen og ventede. (side 5)

Om Efter år nul:

Udgivelsesår: 1983
Forlag: Rhodos, 150 sider
Omslag: Strit Blædel

Læs Janus Andersens anmeldelse

Læs også:

De ubudne af Liz Jensen
Station 11 af Emily St. John Mandel
Lilleputternes oprør af Niels E. Nielsen
Setans porte af Grete Roulund
Warday – Krigens dag og tiden derefter af Whitley Strieber og James Kunetka

Helvede af Jonas Wilmann

Helvede af Jonas WilmannDet handler om grådighed, overfladiskhed, misundelse og tomhed, når Jonas Wilmann inviterer læseren med en tur til Helvede i 12 nye noveller om menneskets sidste dage

Jeg er altid spændt, når der kommer en ny udgivelse fra Jonas Wilmann. Man ved aldrig helt, hvad man kan forvente, for Wilmann er hverken bange for at eksperimentere eller provokere. Hans nye novellesamling Helvede holder sig da heller ikke tilbage, men “nærmest råber én ind i hovedet, så man føler sig overdænget med spyt, mens man læser“, som Wilmann selv har beskrevet den.

Og ja, novellerne har kant, og her er både modbydeligheder, overraskelser og stof til eftertanke. Men jeg må indrømme, at jeg ikke er ligeså begejstret, som jeg plejer at være. Her er bestemt nogle rigtig gode noveller, ligesom Wilmann får smidt nogle overrumplende twists ind i flere af historierne. Blandt andet i ‘De rigtige mennesker er døde’ hvor han bruger indledningsnovellen ‘Helvede’ til en tekstanalyse for sin hovedperson som en gimmick.

Men nogle af novellerne, føler jeg, er gentagelser af gamle kæpheste. Det er for eksempel tilfældet med titelnovellen ‘Helvede’, om en gruppe kunstnere der har forladt byen og den materielle verdens fortabelse, og bosat sig i en lille fristad lidt uden for byen, hvor der stadig er plads til at skabe. Har vi ikke hørt historien om forfatteren/kunstneren, der er den eneste, der rigtig oplever verden før?

Lidt i samme boldgade er ‘Into the unknown’, som jeg godt er klar over, sikkert skal læses på et metaplan, og som ender i en mere optimistisk tone, end den starter. Ikke desto mindre virker den på mig for overdrevet i sin karikatur af det almindelige menneske som værende en tom, dum skal kun optaget af det materielle. Det kan sagtens være, at jeg bare er en sur gammel kone, men jeg savner den underliggende sorte humor, der plejer at følges med ubehaget i Wilmanns univers. Uden den får novellen en lidt selvhøjtidelig, nærmest prædikende tone.

Der er dog ingen tvivl om, at Jonas Wilmann kan skrive, og at han har noget på hjertet. ‘Hamskifte’ sætter for eksempel fokus på menneskets evigt voksende forbrug, og viser bogstaveligt de blodige konsekvenser af den vestlige verdens udnyttelse af den tredje verden i jagten på billige varer.

Det er heller ikke til at komme udenom ‘Enighedsfeltet’, hvor en kannibalistisk morder efter endt straf bliver ansat som telefonsælger. Novellen er fuld af moralske dilemmaer, men det jeg overordnet tog med mig fra den, var tanken om, hvor let det er at følge en stærk personlighed. Hvordan menneskets ønske om at please kan være en af grundene til både Holocaust og Balkan-krigen?

‘Parasit’ er fortællingen om, hvad der kan ske, når ens drømme dør. Mens ‘Reststof’ er en overraskende historie om kærlighed. Og så er der også lige et lille hip til perfekthedskulturen i ‘#Superforælder’.

Der er med andre ord meget godt at finde i Helvede (tøhø), så selvom jeg ikke er helt oppe at ringe over den, så er den absolut stadig værd at læse. Og hvem ved – måske er jeg bare ikke klog nok til få det fulde udbytte?

Uddrag fra ‘Into the unknown’

Forstår du, ‘kære’ læser? I din uendelig begrænsede fatteevne forstår du noget som helst af alt dette? Eller er det som at vise 3D-billeder for en dyreart, der kun kan opfatte 2D? Kan jeg overhovedet nå dig dernede i din afgrund af det materielle? Din status, dit omdømme, dine besiddelser og ligegyldige bedrifter som manisk skal dokumenteres, dokumenteres dokumenteres. Tør du erkende, at det ikke altid er de andres skyld og stille det eneste spørgsmål, der virkelig nytter noget efterhånden … Er jeg dum?

Eller findes det væmmelige ord ikke længere i dit vokabularium? Er det udraderet af individfascismen, som dikterer at individet trumfer alt, selv sandheden; de dumme er de kloge og vice versa! Du er vel fastgroet sådan i sølet, at du end ikke tør overveje den mulighed, at det er dig, som der er noget galt med? At du er en fusentast? En talentløs svindler? Grådig og egoistisk og dum? At du på sin vis ikke er andet end et ildelugtende fordøjelsessystem, der transporteres omkring på to stolper af ben og brusk? At du ikke har opfyldt det fjerneste af menneskets egentlige potentiale, at du sidder fast i det verdslige, i det materielles platte, ulækre verden, og alt, hvad du foretager dig og tænker, er uløseligt forbundet med det materielle. Selv de døende rester af det, der engang kaldte sig din begrebsverden. (side 158)

Om Helvede:

Udgivelsesår: 01.05.2019
Forlag: Kaos, 214 sider
Omslag: Jan van Eyck, udsnit af “Crucifixion and Last Judgement”, Everett Art, Shutterstock

Indhold:

Helvede
Hamskifte
Parasit
Reststof
Sigurd
Baard Wagner-prøven
Louis Dreycat
Enighedsfeltet
Into the unknown
De rigtige mennesker er døde
#Superforælder
Tættest på Gud

Læs også:

Kraften af Naomi Alderman
The Circle af Dave Eggers
Og de onde lo – amoralske fabler af Ellen Holmboe & Kristian Eskild Jensen
I gode hænder af Christian Mørk
Den højeste dom af Torbjørn Rafn
By – et levende mareridt af Jonas Wilmann

Volt #3

Volt #3På Facebook er jeg medlem af gruppen Danske Horrorfans. Her stødte jeg en dag på et opslag om antologihæftet Volt, der udgives af tegneseriekollektivet Urkraft. Det nyligt udkomne nummer 3 er et temanummer om gys, så det måtte jeg naturligvis se nærmere på.

Volt #3 indeholder 7 korte historier, og stemningen anslås på bedste vis af Simon Petersens kriblende klamme forside (i ordets bedste forstand forstås).

Anders Fjølvar indleder hæftet med ‘Huset af lig’, tegnet i en stil der mindede mig lidt om Rune T. Kidde. Som i de gode gamle Gru-hæfter indledes historien med en introduktion fra en fætter Maddike lignende personage, og herefter følger en eventyragtig lille gyser, om punkeren som gik ind i skoven og fandt et hus af lig.

‘Der findes monstre’ af Vicky Tornemand er næste bidrag. Her er stilen mere blød, næsten som akvarel selvom her også er tale om stregtegninger. Indholdet er dog ikke spor blødagtig med sin fortælling om Netty, der gemmer sig under trappen, fordi hun er bange for monstret under sengen.

En helt tredje tegnestil står Kasper Clemmensen for i ‘Skorstensfejeren’. Her arbejdes med sort/hvid kontrasten, og tegningerne er i samme stil som Piet Wijns Gammelpot med et drys Babadook. Historien handler om en ung pige, der drømmer om et romantisk kys af skorstensfejeren. Men man skal passe på med, hvad man ønsker sig.

‘Kødæder’ af Claudy er en rigtig Tales From the Crypt fortælling om manden hvis kone har været væk i ugevis. Han flirter dog løs og er ikke bekymret. Hun skal nok dukke op igen. Og det gør hun. Historien er tegnet i sort/hvide stregtegninger, hvor Claudy leger med billedrammerne, som dynamisk fører historien videre.

Amalie Martens har skrevet og tegnet ‘Skype’. Tegnestilen er enkel, og historien bygger videre på idéerne fra film som Ringu og Kaïro m.fl.

Tech tegnet af Hannah Woetmann Bitton‘Tech’ er tredje og sidste del af en historie, som jeg gætter på, har været bragt i de første to numre af Volt. Den er tegnet af Hannah Woetmann Bitton, og selvom man kommer ind midt i slutningen, så blev jeg alligevel fanget af stemningen og de fine tegninger.

Hæftets sidste historie er også den mest humoristiske. ‘The Bog Hag’ af Simon Quitzau fylder blot bagsiden og er den eneste historie trykt i farver.

Volt #3 kan på alle måder anbefales, hvis du interesserer dig for tegneserier og har lyst til at udforske, hvad der sker på den danske tegneserie-scene. Hæftet er en glimrende introduktion til en række nye tegnetalenter, og jeg blev positivt overrasket over kvaliteten af bidragene. Her er både visuelt udfordrende historier, såvel som mere mainstream tegnede fortællinger. Alle bobler dog af kreativitet og ønsket om at give læseren et godt gys. Hvilket heldigvis også lykkes stort set hele vejen igennem.

Om Volt #3:

Udgivelsesår: 2019
Udgiver: Tegneseriekollektivet Urkraft, 40 sider
Omslag: Simon Petersen
Pris: 40 kr.

Indhold:

Huset af lig tegnet og skrevet af Anders Fjølvar
Der findes monstre tegnet og skrevet af Vicky Tornemand
Skorstensfejeren tegnet og skrevet af Kasper Clemmensen
Kødæder tegnet og skrevet af Claudy
Skype tegnet og skrevet af Amalie Martens
Tech (3. og sidste del) tegnet og skrevet af Hannah Woetmann Bitton
The Bog Hag tegnet og skrevet af Simon Quitzau

Læs også:

Ruiner af Adam. O
Morf af Frank Brahe
Einherjar af Thomas Engelbrecht Mikkelsen
Deadboy af Tom Kristensen
The Best of Kim Larsen af K. Lyng Larsen
Gigant af Rune Ryberg

Stonelegenderne af Danny H. L. Nielsen

Stonelegenderne af Danny H. L. NielsenFra bogens bagside:

I 1878 vender Jonathan hjem efter sin lange forretningsrejse til Stone Island. Idet han stiger af færgen, mærker han straks, at noget er galt – luften føles tung, og de tjenestefolk, som ikke er stukket af, er skræmte. Da han konfronteres med sine børn, indser han hurtigt, at Howard, Marcus, Elza og Sara ikke længere er de samme, som han forlod. I hans fravær har de leget med kræfter ud over børns forståelse og forstand.

Howard Stone ved, at det var hans skyld. Det var ham, der overtalte de andre til at være med i ritualet som ændrede deres liv. I en desperat søgen på svar krydser han membranen til en ødelagt verden fuld af mystik og fare. Men at finde svar er ikke nok. For Marcus, Elza og Sara har hver fundet deres måde at håndtere mørket på.

I en fortælling, som strækker sig over 130 år, følger vi de fire børn og deres ulykkelige skæbner, mens Howard forsøger at finde svar. Hvad fremkaldte børnene den stormfulde aften i 1878? Hvorfor ældes de ikke som andre? Og hvordan kan det være, at de – som de eneste – tilsyneladende er i stand til at bryde fysikkens ukrænkelige love?

Stonelegenderne er Danny H. L. Nielsens debut og på mange måder en rigtig spændende bog. Plottet er effektivt og underholdende med sin blanding af science fiction og horror, der krydses i en overraskende krølle. Historien fortælles gennem forskellige personer og i forskellige tider, og selvom det som sådan ikke er nyskabende i sig selv, så bruger forfatteren alligevel grebet på en ny måde, som både overrasker og fastholder spændingen. Romanen er således spændende og dramatisk med et snært af okkultisme og videnskab.

På det sproglige synes jeg til gengæld, at man mærker, at Stonelegenderne er en debutroman. Her mangler DHLN lidt finesse og et større vokabular. Jeg køber simpelthen ikke, at privatdetektiven John Harrow i 1879 bruger udtryk som ‘lortejob‘ og kalder kirkeklokkens ringen søndag morgen for en ‘fandens idé‘.

Derudover er sproget også for knudret ind i mellem. F.eks. side 29: “Elza fik pludselig en motivation og begyndte at samle noter …” Hvorfor ikke skrive det langt mere mundrette “… Motiveret begyndte Elza at samle noter …”? Eller side 84: “… Hr Stone og børnene har brug for mig her,” sagde pigen med en dyster tone i stemmen.” Hvorfor ikke bare skrive “… sagde pigen dystert.“?

Der er ingen tvivl om, at DHLN har rigtig mange gode idéer og en stor kærlighed for de fantastiske genrer. Stonelegenderne er bestemt heller ikke en dårlig bog. For mig halter det sproglige dog lidt for meget til en 100% uforbeholden anbefaling. Den finder du til gengæld HER.

Alt i alt er her dog tale om en ganske vellykket debutroman, og hvis Danny H. L. Nielsen fortsætter med ligeså fascinerende historier og får arbejdet lidt med det sproglige, så bliver han en spændende forfatter at følge.

Uddrag fra Stonelegenderne:

Hendes faders noter havde været mere omfattende, end hun nogensinde kunne have håbet på – eller frygtet. Men der var for meget: paralleluniverser, tidslinjer, kinetisk trolddom, fysik, mental projektion, telepati, biologi, kemi – det hele hang sammen. Men hvordan? Elza blev fortvivlet. Hun gik fra den ene væg til den anden, tog noter og smed dem på gulvet, halvfærdige og utydelige. Hun samlede bøger op og smed dem igen.

Hvorfor svarer han mig ikke? Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Elza brød sammen og faldt på knæ.

Jeg samlede mine noter, skrev en analyse og relaterede til hans egne teorier. Jeg sendte endda kopier af nogle af min fars noter. Hvorfor svarer han mig så ikke? Tror han ikke på mig? Er der ingen, der tror på mig?

Det blev svært at trække vejret, og Elza følte mørket tage over. Hun kæmpede imod denne gang. Hun brugte en hånd til at trække sig op, men på en stol fandt hånden et stykke papir. Det var et brev. (side 27)

Om Stonelegenderne:

Udgivelsesår: 27.04.2017
Forlag: Skriveforlaget, 257 sider
Omslag: Lotte Lund/GrafiskGenvej

Besøg Danny H. L. Nielsens hjemmeside HER.

Læs også:

Skygger fra Oktoberland af Nikolaj Johansen
Dæmonen i hælene af Dennis Jürgensen
Bunker 137 af Michael Kamp
Miraklets fald af Christian Reslow
Hotellet af Jonas Wilmann

Det nådesløse daggry / red. Lars Grill Nielsen

Det nådesløse daggry / red. Lars Grill NielsenSidste år udskrev forlaget Enter Darkness en novellekonkurrence. Kravet var, at novellerne skulle være dark fantasy rettet mod voksne. Nu foreligger det færdige resultat af konkurrencen, antologien Det nådesløse daggry med en stemningsfuld forside af Lesia Solot.

Jeg må hellere starte med at bekende, at jeg ikke læser fantasy særligt ofte. Det kan være grunden til, at nogle af novellerne ikke lige faldt i min smag. Heldigvis var der dog flere, der gjorde, så den overordnede læseoplevelse var god.

Blandt mine favoritter var bl.a. bidragene af Tenna Vagner, Carina Evytt, Gudrun Østergaard, A. Silvestri, Niels Kjærgaard, Silvia Ludenberg og Anna Lindbjerg. Novellerne handler om så vidt forskellige emner som havfruer, engle, underjordiske, træer, ølbrygning, genfærd, forbandelser og dæmoner. Nogle gange i en klassisk fantasy kontekst, andre gange i et moderne scenarie. Fælles for dem er dog en mørk tone, ligesom der ikke gives garanti for en lykkelig slutning.

Her er med andre ord ikke tale om en fantasy-antologi rettet mod læsere af paranormal romance. Men læsere med smag for det grumme, voldsomme og anderledes vil føle sig hjemme i Det nådesløse daggry.

Læs en uddybende anmeldelse hos Litteraterne.

Om Det nådesløse daggry:

Udgivelsesår: 12.02.2019
Forlag: Enter Darkness, 285 sider
Omslag: Lesia Solot

Indhold:

Tenna Vagner: Dyndfolkets arv
Regitze H. Sancoeur: Himlens skygger
Carina Evytt: Aldhissla
Gudrun Østergaard: At modstå menneskenes ondskab
Karin Brydsø Dammark: Bag disse mure
Martine Cardel Gertsen: Naglfar
Caner Doga Cansi: De to pilgrimme
A. Silvestri: Humlen
Jonas Blunel: Kvinden ved havet
Tue Omø: Det kubistiske hjerte
Niels Kjærgaard: Cafeteriet
T. D. Zelsius: Frøken Lindt
Camilla Henningsen & Mette Lauritzen: Skyggen
Silvia Ludenberg: Det nådesløse daggry
Anna Lindbjerg: Flængen

Læs også:

Til deres dages ende / red. Nikolaj Højberg
Vandringer i mørke af Nikolaj Højberg
Horror-noveller af Lotte Petri, Lars Ahn m.fl.
Deroute: Den 1. bog om Satan af Martin Schjönning
Jeg ved godt, du er der af A. Silvestri
By – et levende mareridt af Jonas Wilmann

Fall of Gods: the Faceless King af Michael Vogt

Fall of Gods: the Faceless King af Michael VogtDet er mere end tre år siden, jeg læste første bind i Fall of Gods-serien She Is Gone, men ENDELIG er The Faceless King her.

I en verden som guderne for længst har forladt, er krigeren kendt som bear man på jagt. I første bind hørte vi, hvordan hans hustru skulle ofres til en af de ældste i form af en gigantisk ulv. Under opgøret med ulven lod krigeren sin indre dæmon overtage, men i stedet for at slå ulven ihjel, slap dæmonen den fri. I sit raseri dræbte ulven i hundredevis af både mennesker og jætter, før den forsvandt.

Nu er krigeren på jagt efter ulven for at hævne sin hustru. Med ham følger en Faunir dreng, den eneste overlevende fra sin landsby efter ulvens massakre. Men på trods af ulvens størrelse er den ikke nem at finde. Og den er ikke den eneste ældste, der er vågnet op. Flere andre væsener hærger landet, og en ny krig mellem mennesker og jætter er under optrapning. Menneskenes konge, Rolf Krake, er nemlig overbevist om, at det er jætterne, som har hidkaldt de ældste. Han samler derfor alle høvdingene under sig for at drage til Jotunheim og én gang for alle udslette alle jætterne.

Krigeren er ikke interesseret i krigen. Alligevel bliver han mod sin vilje pludselig en brik i spillet mellem mennesker og jætter. Hans søgen bringer skjulte minder og gamle hemmeligheder frem, så han må konfrontere sin indre dæmon, og – i sidste ende erkende – at ingen kan holde sig helt udenfor.

Fall of Gods: the Faceless King udspiller sig i rammerne af den nordiske mytologi med mennesker, jætter og andre sagnvæsner. Det er et imponerende smukt værk, og jeg blev endnu engang blæst omkuld, da jeg læste den. De fantastiske cinematiske illustrationer er ganske enkelt mageløse. Jeg formår ikke at yde dem retfærdighed i min beskrivelse, men se nogle eksempler på Moods hjemmeside.

Et tredje bind er planlagt, og jeg håber ikke, at vi skal vente længe. Jeg glæder mig nemlig helt vildt til at finde ud af, hvad det er for et komplot, der er i gære. Indtil da må jeg nøjes med at læse og genlæse de to første bind igen og igen og nyde de fantastiske billeder. En stor anbefaling herfra.

Om Fall of Gods: the Faceless King:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Mood Publishing, 140 sider
Illustreret af Mood

Serien Fall of Gods:

Fall of Gods: the Faceless King, 2018
Fall of Gods: She Is Gone, 2015

Zombiekongens kald af Lasse Bo Andersen

Zombiekongens kald af Lasse Bo AndersenDet vrimler med zombier i forlystelsesparken Zombie Splatter Fun Park. Ikke sjove udklædte zombier, men vaskeægte kødædere der er undsluppet deres bur og nu bider alle, de kommer i nærheden af. Alex mor er kommet til skade, og Alex og Mark er taget hen på direktørens kontor, hvor førstehjælpskassen er. Her opdager de nogle billeder, der fortæller om parkens historie, og Mark genkender en stor stålbeholder på et af dem. En stålbeholder han har set i parken …

Imens får ilden fat i bygningen. Vennerne er fanget, og udenfor venter zombien med de røde øjne, der tilsyneladende kan styre de andre zombier.

Zombiekongens kald er sidste bind i spin-off serien Zombie Splatter Fun Park, og handlingen accelerer stadigt. Lasse Bo Andersen kan noget særligt, når det gælder zombier. Historien sprudler af fortælleglæde, og vi får opklaret et spørgsmål helt tilbage fra Endestation Z, ligesom et par gamle kendinge dukker op. Og så er der – naturligvis fristes jeg næsten til at sige – en grum overraskelse til sidst.

En actionfyldt afslutning på en zombielicious serie for de +10-årige læsere. Den er letlæst, underholdende og spændende. What’s not to like 🙂

Uddrag fra Zombiekongens kald:

– Kom, vi må videre. Vi har ikke tid til at kigge på de fotos. Vi skal have fundet den medi …

– Det ser ud, som om der har været en kælder mere, sagde Mark og afbrød hende.

– Hvad mener du? spurgte Alex.

– En kælder under den første kælder, sagde Mark. Han lyste og pegede på fotografierne på væggen. – Se!

Alex stirrede forbløffeet på dem. Mark havde ret. Det var tydeligt, at der blev udgravet en kælder mere.

– En hemmelig kælder, sagde Alex langsomt.

– Og der står direktøren. Se, hvor han smiler over hele hovedet.

På fotografiet stod direktør Wilson ved siden af en stålbeholder. Den var halvt begravet i murbrokker.

– Det gør han sgu ikke mere, sagde Alex tørt.

Mark kom i tanke om synet af Wilson, der slæbende på fødderne nærmede sig Rødøje. Og på det store, gabende sår, han havde haft på halsen.

Pludselig gik det op for ham, hvad det var for en stålbeholder, Wilson stod ved siden af på fotoet. (side 15-16)

Tak til forlaget tekstogtegning som har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Zombiekongens kald:

Udgivelsesår: 12.03.2019
Forlag: Tekst&Tegning, 86 sider
Omslag: Lasse Bo Andersen
Serie: Zombie Splatter Fun Park, 4
Lix: 23

Serien Zombie Splatter Fun Park:

I zombiernes skygge
De rådne vender tilbage
Zombien med de røde øjne
Zombiekongens fald

Zombien med de røde øjne af Lasse Bo Andersen

Zombien med de røde øjne af Lasse Bo AndersenAlex skreg højt.

Hun skreg, fordi Mark skreg. Deres skrig rungede gennem de mørke gange i Zombiehuset. Den unge mand med cykelhjelmen kom nærmere. Han vraltede sidelæns hen mod dem. En stank af forrådnelse og fugtig jord kom dem i møde.

– Det er zombien med cykelhjelmen! hylede Mark. – Vi er fanget i den her blindgyde! Han trådte et skridt baglæns og kom til at jokke Alex over tæerne.

– Av for … Alex bed tænderne sammen. Men smerten fik hende vækket. Hun greb fat i den syvarmede gulvlysestage ved siden af døren. Den var af metal, og modsat alt andet var den ægte. Men til gengæld var den boltet fast til gulvet. (uddrag side 13-14)

I tredje bind af spin-off serien Zombie Splatter Fun Park er Alex og Mark trængt op i en krog i forlystelsesparken. Det er lykkes zombierne at undslippe fra deres indhegning, og nu går jagten på menneskekød.

Og det er ikke kun Alex og Mark, der pludselig er blevet byttedyr. Skolebøllen Zeb og hans venner bliver også jaget af de undslupne zombier, der springer på alle der befinder sig indenfor hegnet. Men virker zombierne ikke mere fokuserede og målbevidste, end de hjernedøde kødædere der hærgede for 20 år siden?

Zombien med de røde øjne er endnu et underholdende kapitel i Lasse Bo Andersens zombie saga. Her er splatten tilbage for fuld tryk, kombineret med svigefulde mennesker, heltemod og venskab. Topklasse for de +10 årige zombieentusiaster.

Tak til forlaget tekstogtegning som har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Zombien med de røde øjne:

Udgivelsesår: 12.03.2019
Forlag: Tekst&Tegning, 74 sider
Omslag: Lasse Bo Andersen
Serie: Zombie Splatter Fun Park, 3
Lix: 24

Serien Zombie Splatter Fun Park:

I zombiernes skygge
De rådne vender tilbage
Zombien med de røde øjne
Zombiekongens fald

Små onde svin af John Kenn Mortensen

Små onde svin af John Kenn MortensenDa 13-årige Sebastians mor bliver indlagt med nervøst sammenbrud, må Sebastian flytte til Lolland hos sin onkel Gunnar på hans ruin af en herregård. Nætterne på Kragenborg er ensomme og fulde af lyde, skikkelser og søvngængeri. Sebastian ser en mand med en økse og en kæmpe gris med tre ben, og husets gamle elevator går hele tiden i gang af sig selv.

Er han blevet gal ligesom sin mor, eller er der noget, der vil ham til livs? (bagsideteksten)

John Kenn Mortensen har endnu en gang skrevet en forrygende historie, der kan læses af alle aldersgrupper – bare nerverne er i orden. Som i De utilpassede er vi atter på Lolland, hvor JKM selv voksede op. Der er nu ikke meget barndoms-nostalgi over Små onde svin, som på alle måder er uhyggelig – også uhyggelig god.

Men udover at være en ædende ond historie er Små onde svin også en fortælling om venskab og sammenhold. Selvom de voksne sjældent kan hjælpe de lidt anderledes eksistenser, står den følsomme Sebastian heldigvis ikke helt alene overfor de mystiske hændelser på Kragenborg. En lille outsider-gruppe på hans nye skole tager ham under vingerne, og det viser sig, at de har en særlig tilknytning til Sebastians nye hjem. Og ved at hjælpe dem hjælper Sebastian sig selv.

Små onde svin er en ualmindelig god roman, der både er skræmmende og rørende med et lille drys sort humor. Jeg har i virkeligheden kun én ting at sige om den, og det er: Læs den!

Om Små onde svin:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Høst & Søn, 315 sider
Omslag: John Kenn Mortensen

Læs også:

Skæbnemageren af Kenneth Bøgh Andersen
I klovnenes kløer af Henrik Einspor
Dukkehuset af D. S. Henriksen
I brøndens mørke af Annette Herzog
De utilpassede af John Kenn Mortensen
Thornhill af Pam Smy
Lockwood & Co. – Den skrigende trappe af Jonathan Stroud
Det sidste hus af Jonas Wilmann