maj 2017
M T O T F L S
« apr    
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘dansk horror’

Einherjar af Thomas Engelbrecht Mikkelsen

Einherjar af Mikkel Engelbrecht MikkelsenVellykket nyfortolkning af gudernes konge Odin fortalt på vers og i spændende illustrationer.

Først i april var der Krimimesse i Horsens. Blandt gæsterne var bl.a. tegneren Thomas Engelbrecht Mikkelsen, der både har skrevet og illustreret “Einherjar”, der udkom i 2013. Jeg fik sneget mig til en autograf og fik også en lille snak med TEM.

Den enøjede gud Odin er den øverste af guderne i den nordiske mytologi. Han beskrives som en gammel, enøjet vis mand, men TEM var kommet til at tænke på, at mange af hans evner minder om vampyrens. F.eks. spiser han aldrig. Han kan ændre skikkelse, når han rejser i menneskets verden, og han hersker over en hær af krigere, der er døde i kamp, som hans valkyrier har hentet op til Valhalla.

Den tanke leger TEM med i “Einherjar”, hvis fortæller er en mand, der er blevet ofret til Odin. Hængt hænger han og stirrer ud over kamppladsen, hvor kampen bølger. Om natten dukker vaner og jotun op i mørket, hvor de mæsker sig i de døde kroppe, inden valkyrierne stiger ned og henter de udvalgte (einherjar – ‘engang krigere’), der skal kæmpe ved Odins og gudernes side mod jætterne og kaosmagterne i Ragnarok.

Harniskklædte kæmper der blod udgyder
med sværd og øksers syngende klang
så vidunderligt det lyder
når nordens mænd går bersærkergang.

Thomas Engelbrecht Mikkelsens autograf“Einherjar” er blevet kaldt ‘mytologisk horror’ og rost for at have ‘knald på blodrusen’. Det er i hvert fald ganske vist, at fortællingen indeholder masser af gys og groteske overraskelser med sin dystre beskrivelse af, hvad der sker på slagmarken, når kampen er forbi, og mørket falder på.

Thomas Engelbrecht Mikkelsen fortæller sin historie på rune-ristede oldnordisk-klingende vers, der understøttes af dramatiske illustrationer.

Jeg kan være slem til at holde mest af tegnere som François Bourgeon, der tegner realistisk og ‘populært’. Men for hver gang jeg læser “Einherjar” bliver jeg mere og mere begejstret for billedsiden, hvor både farver, proportioner og beskæringen er med til at give fortællingen en spændende kant. Fra forsidens naturalistiske billede af en uskyldigt udseende valkyrie sidder med en død kriger i sit skød; over nattens ædegilde med sært proportionerede væsener holdt i blålige nuancer kun brudt af blodrøde farveklatter; til de afsluttende scener i Valhal hvor blodet siver ud på siden og gør alt mørkerødt. Det er rigtig spændende lavet.

For mig er “Einherjar” et hæfte, der sniger sig ind på sin læser. Det er en blodig historie fortalt i et poetisk sprog og med en voldsom billedside, som udbygger hinanden, så resultatet bliver både anderledes og fascinerende. Absolut en tegneserie der kan anbefales. Og vil du vide mere om tankerne og teknikken bag, så læs interviewet med Thomas Engelbrecht Mikkelsen på Nummer9.dk.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Forlag: Forlæns, 24 sider

 

 

 

Den faldne djævel af Kenneth Bøgh Andersen

Den faldne djævel af Kenneth Bøgh Andersen“Den faldne djævel” er sjette og absolut sidste bind i Kenneth Bøgh Andersens fremragende fantasyserie ‘Den Store Djævlekrig’. Kender man ikke de forgående bind, anbefales det IKKE at starte her. Snup i stedet for “Djævelens lærling” og glæd dig over at du har hele serien til gode endnu.

Filip Engell er en god og artig dreng. Så artig at da han ved et uheld bliver sendt til Helvede for at afløse Lucifer, der er dødssyg, virker det som en umulig opgave at gøre ham ond. Ikke desto mindre følger vi i de første fem bind, hvordan Filip både bliver en djævel og ændrer sig tilbage igen; hjælper såvel Døden som Djævlen; og ikke mindst er en af de afgørende faktorer til at gøre en ende på Aziel – djævelen der startede krigen i Helvede.

Men bedst som alle troede, at nu var alt normalt igen, vender Aziel tilbage fra de døde. Og denne gang har han ikke blot planer om at vælte Lucifer af pinden som Helvedes hersker. Denne gang vil Aziel have det hele…

Jeg erkender blankt, at jeg er stor fan af serien. Også selvom det ind i mellem kniber mig lidt at holde styr på de mange mytologier og personer, som optræder i dem. Ikke desto mindre følte jeg mig endnu engang vel underholdt og kan kun anbefale alle en sidste tur til Helvede sammen med Filip Engell.

Om “Den faldne djævel”:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Høst & Søn, 297 sider
Omslagsillustration: Rasmus Jensen

Den Store Djævlekrig:

Den faldne djævel, 2016
Den faldne engel, 2015
Ondskabens engel, 2010
Den forkerte død, 2009
Dødens terning, 2007
Djævelens lærling, 2005

 

Kværnen af Martin Schjönning og Tom Kristensen

Profilfoto med Kværnen

Velskrevet og velillustreret zombieroman, der i den grad sparker r…

10 år efter at samfundet brød sammen under zombiernes svøbe, har de overlevende samlet sig til modstand. I stedet for at slås med håndvåben mod den uendelige skare af udøde har Arkens befolkning skabt Kværnen. En kæmpemæssig maskine der smadrer, maser og fortærer de levende døde i tusindvis.

I førersædet sidder Rebecca. En overlever, der er tæt på at knække. Under et raid forsvandt hendes kæreste, Johnny, og siden har hun været ustabil. Men nu er der fundet spor efter overlevende i Wolfsburg-området, hvor Johnny forsvandt, og Rebecca sendes sammen med en ny besætning af sted for at finde ud af, hvad der er sket.

Besætningen består udover Rebecca bl.a. af den tidligere punker Gizela, eks-strømeren Helmuth og Slagteren, der var ukrainsk våbensmugler før verden brød sammen. Tidligere ville de aldrig have været i stue sammen. Nu er de våbenbrødre, hvis liv afhænger af hinanden. Og det viser sig snart, at de får brug for alle ressourcer, for da de når Wolfsburg, bryder Helvede løs på jord.

“Kværnen” startede som en novelle af Martin Schjönning. Men historien udviklede sig og blev for lang til novelleformen men for kort til at udgive som en roman. Det fik Schjönning til at tænke nye tanker: “Historien fyldte det den burde, mente jeg, og i stedet for at skære gode ting fra eller lægge meningsløse ting til, tænkte jeg, at illustrationer ville føje en ny dimension til værket og give det den fysiske pondus, der ville få folk til at investere i det.” (Martin Schjönning)

Som illustrator var Schjönnings første valg Tom Kristensen, der bl.a. har udgivet “Deadboy” og den prisbelønnede “Made Flesh” i samarbejde med Lars Kramhøft. Resten er historie, som man siger, for “Kværnen” er endt med at være en utrolig lækker og velskrevet oplevelse.

Gizela (Kværnen side 136)Lad mig starte med Tom Kristensens illustrationer, som endnu en gang er med til at hæve et godt værk til nye højder. Illustrationerne veksler mellem små vignetter over enkeltstående tegninger til flere-sides tegneseriesekvenser der uddyber detaljer i teksten. Jeg er vild med, hvordan Kristensen mikser rå, skitse-agtige billeder med detaljerede, næste foto-agtige elementer. Illustrationerne lever selvstændigt, men bringer samtidig en ekstra dybde til Schjönnings historie, og få kan som Kristensen få sort/hvide tegninger til at være så bloddryppende. Det er simpelthen suverænt.

Men også Martin Schjönnings tekst fortjener ære. Schjönning har en lang række noveller bag sig, og derudover har han udgivet romanerne “Deroute” og “Afsind“. Sidstnævnte roste jeg her på siden for sit flotte billedskabende sprog, men fandt også at det mod slutningen bremsede fortællingens fremdrift. Det kan jeg ikke påstå denne gang.

Det er ikke ofte, at en zombiefortælling er skrevet så smukt, samtidig med at handlingen i den grad sparker r… Her er masser af action, men her er også øjeblikke med eftertænksomhed om menneskelighed, eksistens og meningen med livet. Det er lykkes Schjönning at ramme den perfekte tone, og han udfolder med kraftfuld prosa et forstemmende univers, hvor døden fylder hvert øjeblik af de levendes timer.

Antikkens lande, hvor Vesten blev undfanget i et dionysisk orgie og født af et beruset orakel, var overgroet af vildvin og nektarglinsende blomster. Årtusinders visdom og vanvid lå glemt under støv og bortfløjne blade. Udhulede badehoteller lænede sig mismodigt op ad ældgamle tempelsøjler – forbrødret på tværs af tid af det allestedsnærværende sammenbrud. Og overalt i disse overgroede scenarier krøb og kravlede, vraltede og stavrede de grå figurer, der bar ansvaret.” (side 19)

Med sin kompakte handling føles det, at læse “Kværnen”, nærmest som at se et afsnit af sin yndlings-serie. Man tumler ind midt i handlingen, overvældes, underholdes og sidder med en voldsom trang til at se endnu et afsnit. Jeg vil vide, hvordan det går med Rebecca og de andre. Jeg vil høre mere om den beherskede general Korfa Ghedi, hvis fortid gemmer på dystre hemmeligheder. Jeg vil endnu en gang sidde bag Kværnens panserede forrude, mens horder af zombier forsvinder i dens tærskende mund. Jeg vil have et bind to …

Om “Kværnen”:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Calibat, 186 sider
Illustrator: Tom Kristensen

Besøg Martin Schjönnings hjemmeside og Tom Kristensens hjemmeside

 

Odense Zombiefestival 2017

D. 23. til 25. marts strømmede zombierne ind over Odense, og i særdeleshed over Odense Musikbibliotek. Jeg havde fornøjelsen at deltage i arrangementerne torsdag og fredag, og fik således både hørt om italienske horrorfilm ved Davide Rota, genset “Suspiria“, var til reception for bogudgivelsen “Kværnen”, og mødte flere af mine yndlingshorrorforfattere. Og så blev der faktisk også tid til en tur i biffen og se “Life”.

Zombier i Odense

Indgangen til Odense Musikbibliotek hvor arrangementerne blev afholdt var flankeret af de fedeste plakater

Martin Schjönning præsenterer Kværnen, som er illustreret af Tom Kristensen

Reception for den grafiske roman “Kværnen” skrevet af Martin Schjönning og illustreret af Tom Kristensen, som desværre ikke kunne være der

Martin Schjönning

Martin Schjönning med den flotte udgivelse

Plakat for Kværnen

Plakat for “Kværnen”

Zombie brætspils ekstravaganza

I den anden ende af biblioteket holdt The Scandinavian Costume Fan Group til ved en zombie-brætspils-ekstravaganza. Læg mærke til Officer Grimes fra “The Walking Dead

A. Silvestri i samtale med Jan M. Johansen
Efter bogreceptionen var det tid til forfattersnakke. Først A. Silvestri i samtale med Jan M. Johansen om “Pandaemonium

Patrick Leis i samtale med Jan M. Johansen
Efterfulgt af Patrick Leis i samtale med Jan M. Johansen om “Necropolis“. Der blev dog også plads til en anekdote om Leis’ samarbejde med Dennis Jürgensen om den fantastiske “De kom fra blodsumpen 2”
Paneldiskussion mellem Martin Schjönning, Patrick Leis og A. Silvestri
Aftenen sluttede af med en panelsnak om zombiegenren, hvor Jan M. Johansen skulle forsøge at holde styr på både Martin Schjönning, Patrick Leis og A. Silvestri og et spørgelysten publikum

Et opmærksomt publikum under paneldiskussionen

Et opmærksomt publikum lytter til panelet

A. Silvestri signerer

I slutningen af paneldebatten blev der trukket lod blandt publikum om flere lækre bogpræmier, og de heldige vindere kunne få signeret hos forfatteren, her. A. Silvestri

Profilfoto med Kværnen

Jeg købte naturligvis et eksemplar af “Kværnen” (signeret og al ting) og glæder mig til at kaste mig frådende over den

Plakat for filmen Life

Der blev lige tid til en tur i biffen og se “Life”, som var en positiv overraskelse

Bjørnedyr

Og så har Astronomisk Selskab 100 års jubilæum i år, og meget apropos “Life” havde de en udstilling overfor banegården, hvor man bl.a. kunne læse om bjørnedyr, som er et af de mest succesfulde, flercellede organismer til at overleve i ekstreme miljøer.

Odense Zombie Festival 2017 afholdes i samarbejde med bl.a. Odense Musikbibliotek, Odense Zombie Events, Odense Internationale Film Festival, AOF, Dansk Horror Selskab, Klub Golem, Calibat, Valeta og H. Harksen Productions.

Dagbog fra zombieland af Klaus Frederiksen

Dagbog fra zombieland af Klaus Frederiksen

Ingen ved præcist, hvornår det skete, men jorden er gradvist blevet overtaget af zombier

Noah er en af de overlevende. Siden zombierne oversvømmede Danmark, har han boet alene i København, men har nu besluttet sig for at tage på et roadtrip gennem Danmark. Samtidig starter han med at skrive dagbog, og det er gennem den vi følger begivenhederne.

Kort før Noah tager af sted, møder han to andre overlevende, Lucas og Emma, som ender med at følge ham ud i Danmark. Undervejs møder de andre overlevende, må kæmpe mod zombierne og opdager, at sidstnævnte langsomt er ved at forandre sig.

“Dagbog fra zombieland” er Klaus Frederiksens debut, og selvom bogen har visse skønhedspletter, følte jeg mig overordnet set fint underholdt.

Klaus Frederiksen starter i sit forord med at fortælle, hvordan han faldt over Noas dagbog på Facebook. Sammen besluttede de sig for at udgive dele af dagbogen for at advare os alle om den kommende zombieapokalypse, men – som Frederiksen også understreger i forordet – ingen af dem er uddannede forfattere.

Den manglende erfaring med at skrive skønlitteratur mærkes ind i mellem. Særligt med en overdreven brug af ord som ‘hvilket’ og ‘dette’ samt meget detaljerede beskrivelser som man normalt ikke finder i talesprog eller dagbogsform. Frederiksen kan dog sagtens skrive, og når han lader pennen flyde frit, opstår der både morsomme og gribende øjeblikke i romanen, som da gruppen er taget i Tivoli en af de sidste dage før roadtrippet.

Kvinder har altid ret, så efter et par ture stod der pludselig en zombie midt på kørebanen og så ret forvirret ud. Lucas drejede rundt og kørte ind i den, så benene knækkede over. Derefter lå den bare der og drejede rundt om sig selv, imens vi kørte ind i den igen og igen. Vi gav ‘high five’, når vi kørte forbi hinanden og grinede, imens livet føltes som en fest. Sikke en måde at tage afsked med Tivoli. På et tidspunkt faldt der et familiebillede ud af tøjet på zombien, og selvom jeg ikke så det tydeligt, fik jeg en lille klump i halsen, da det gik op for mig, at det sikkert var en tidligere kærlig familiefar, vi kørte i smadder.”

Hvis det sproglige ind i mellem halter lidt, så er der til gengæld fuld knald på handlingen. Frederiksen lader sin hovedperson komme ud for lidt af hvert på sin rejse, lige fra kannibaler over en midtjysk promotor ved navn Palle Mogensen til hemmeligstemplede eksperimenter. Undervejs præsenteres vi også for en række historiske facts fra de steder, Noah besøger. Sidstnævnte flettes fint ind, og selvom de ikke som sådan har noget med historien at gøre, synes jeg generelt , at de er underholdende og passer til fortællingen.

Det er interessant, som Frederiksen lader zombierne udvikle sig i forskellige stadier, og på den måde får tilpasset de forskellige zombietyper, vi er blevet præsenteret for i nyere tid. Lige fra de langsomme, dumme væsner til hurtige og samarbejdende superzombier. Ligeledes synes jeg også, at forfatterens idé, om at bruge et vikinge-gen fundet i autoimmune sygdomme som sclerose, til vaccine mod zombiebid er original.

Jeg undrer mig måske nok lidt over, at København tilsyneladende er stort set affolket, når Aalborg egnen rummer op til flere forskellige velfungerende samfund. Der er lidt redaktionelle kiks, som når en fra Noahs gruppe skal slås mod zombier i et bur, og vi først får at vide, at den første kamp er uden våben, og lidt længere nede står der så, at han slår den første zombie ihjel med en kniv. Endeligt virker det også lidt overdrevet, at Noah både støder på en kannibalistisk ’stamme’ i en kirke og senere et ‘præsteskab’ der ofrer mennesker til zombierne. Her kunne Frederiksen efter min mening med fordel have droppet et af samfundene og i stedet ladet det tilbageværende udfolde sig mere. Men det er ikke så graverende ‘fejl’, at det ødelægger læseoplevelsen.

Til gengæld lader dagbogsformen Noahs tanker om både fortid, nutid og fremtid få plads, og Frederiksen gør sin hovedperson menneskelig, når han filosoferer over de valg, han er nødt til at træffe i den nye zombieinficerede verden. Her kan det at knytte sig til andre mennesker være dødbringende, men det kan også være det eneste der gør livet værd at leve.

“Dagbog fra zombieland” mangler stadig noget i at nå op til Patrick Leis, A. Silvestri og Dennis Jürgensens zombieromaner. Men mindre kan også gøre det, og Klaus Frederiksens debut er fin underholdning for zombieentusiaster på en regnvejrsdag.

Om “Dagbog fra zombieland”:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: mellemgaard, 223 sider
Omslag: Vanessa Hansen

 

I klovnenes kløer af Henrik Einspor

I klovnenes kløer af Henrik EinsporHenrik Einspor trækker morskabens maske af cirkusklovnene i sin nye YA roman I klovnenes kløer

Jakob har fået et sommerjob i det lokale tivoli, som holder til på molen i en engelsk badeby. Her passer han Fiskedammen, hvor de mindre børn kan fiske efter bamser og andre præmier. Det er ikke nær så sejt, som at passe spøgelsestoget, men nu nærmer sæsonen sig alligevel snart sin afslutning.

Blandt tivoliets faste gæster er gadedrengen Milo. Han kommer hver eneste dag til Fiskedammen, hvor han bruger alle sine penge på at vinde hovedgevinsten – en klovnedukke fra øverste hylde. Jakob har næsten ondt af Milo, for det er stort set umuligt at samle point nok til hovedgevinsten. Men en dag lykkes det, og Milo kan tage klovnedukken med sig.

Snart efter dukker Bella op i Jakobs bod. Hun passer Spøgelsestoget, og et barn er blevet væk under den sidste tur. Den forsvundne viser sig at være Milo, og i deres søgen efter ham finder de en hemmelig dør inde midt i Spøgelseshuset. En dør, der viser sig at føre til en parallelverden befolket af klovne, men ikke de søde, sjove klovne vi kender i vores verden…

I klovnenes kløer er godt nok rettet mod ungdomspublikummet, men jeg følte mig nu gevaldigt underholdt under læsningen trods min voksne alder. Selvom sproget er enkelt og letlæselig, skriver Henrik Einspor ikke ned til sine læsere, ligesom han heller ikke holder sig tilbage for at lade det gøre ondt på sine hovedpersoner. Der var flere overraskende scener undervejs, hvor jeg tog mig i at tænke: “skrev han virkelig det?” Men det er fedt, at også en YA gyser kan overraske både på handlingen og på gyset.

Jeg ved ikke, om ungdomslæserne er så bekendte med Englands mole-tivolier, men jeg så scenariet lyslevende for mig, hvilket var med til at skabe den perfekte kulisse for historien.

I det hele taget er der ikke meget negativt at sige om I klovnenes kløer. Idéen med et parallelsamfund befolket af onde klovne er godt fundet på. Særligt i kølvandet på de mange killer clowns der fyldte medierne i slutningen af 2016. Som voksen læser kunne jeg godt have tænkt mig at få lidt mere at vide om klovnenes liv efter solnedgang, for der antydes undervejs til, at det er her ondskaben for alvor vågner. Jeg tænker dog, at det er et bevidst valg af forfatteren ikke at bevæge sig herind med andet end antydninger. Og det kan såmænd også være ret så skræmmende.

Henrik Einspor er en flittig børnebogsforfatter, og jeg har tidligere omtalt Porcelænsdukken, som han har skrevet sammen med Bjarne Dalsgaard Svendsen. I klovenenes kløer hører til i samme gode liga af velskrevne YA gysere.

Endelig bliver jeg simpelthen også nødt til at fremhæve den ualmindelig flotte forside af Mette Breth, som virkelig legemeliggør udtrykket dræber-klovn. Alene for den stemningsfulde forside bør man læse bogen. Men heldigvis følger indholdet helt med…

Hallo? Hallo-oo? Er der nogen herinde? I kan lige så godt komme frem, for jeg kan udmærket godt se jer.” Bluff. Vi rørte os ikke ud af stedet. Det gjorde Opas humør til gengæld; det dalede betragteligt. Stemmen blev lav og truende. “I slipper ikke godt fra at stjæle, små kryb. Jeg skal rive jer i stumper og stykker,” spruttede han. “Vende vrangen ud på jer, flå jer som små kaniner. Kom, hit med dukken. Jeg tæller til tre!” Fra mit skjul kunne jeg se hans gule øjne afsøge rummet. Han havde rester af teatermaling siddende i ansigtet. Skorper af hvidt og gult. Og en alt for stor og alt for rød mund…”

Om I klovnenes kløer:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Løse Ænder, 174 sider
Forside: Mette Breth

Besøg Henrik Einspors hjemmeside

Tak til forlaget Løse Ænder for læseeksemplaret

Diego & Dolly af Jesper Wung-Sung

Diego & Dolly af Jesper Wung-Sung, illustreret af Palle SchmidtFra bagsiden:
Diego & Dolly er en grafisk roman om den altoverskyggende kærlighed. En kærlighed, der kan få selv den mest grå og triste hverdag til at lyse op i den smukkeste røde farve. Diego og Dolly er det perfekte par. De er skabt til at være sammen. I al evighed.

For Diego findes der kun én ting i verden, der betyder noget – Dolly. Hun er hans store kærlighed, og han er overbevist om, at hun også elsker ham. Trods alt reddede han hendes liv til en premiere, og han har foræret hende et hav af gaver.

I en kort periode bliver Diego i tvivl om Dollys kærlighed. Men heldigvis overvinder kærligheden alt, og nu skal de snart være sammen for altid.

Jesper Wung-Sung har skrevet en vellykket novelle om en ung mands forelskelse i en kvindelig filmstjerne, der kammer over i en altopslugende besættelse. Historien får dog langt mere dybde, når illustrationerne kobles på, og i mine øjne er det bedste ved Diego & Dolly Palle Schmidts illustrationer. Holdt i grålig/hvide toner med glimt af pang rød der skaber lys i det grå, når Dolly er i nærheden.

På allerbedste vis  både understøtter og viderefører Palle Schmidts tegninger Wung-Sungs historie. Uskyldige sætninger får nyt liv via billedsiden, der lader Diegos stigende besættelse komme ud i lyset. Den lysende kærlighed forvandles til lysende vanvid, og til sidst slukkes lyset. Det er så flot lavet.

Jeg kan kun anbefale Diego & Dolly, og er du stadigvæk i tvivl, så se en smagsprøve her

Om Diego & Dolly:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Høst & Søn, 61 sider
Tegner: Palle Schmidt

Læs mere på Jesper Wung-Sungs og Palle Schmidts hjemmesider

Skadedyr og tulipaner af Steen Langstrup

Skadedyr og tulipaner af Steen LangstrupArchibald er 13 år. Hans mor er lige død i en højresvingsulykke, og hans kunstnerfar, Thomas, er fordybet i sin egen sorg. Uden at tænke over konsekvenserne sælger Thomas deres lejlighed i København og flytter Archibald med over på en lille ø. Måske for at bo her for altid.

Her forsøger Archibald at overvinde sorgen og smerten over morens død, mens Thomas forsvinder i sine malerier og i druk. Da nabofamilien viser venlighed overfor Archibald, griber han det som en druknende griber en redningskrans. Men de to drenge, Hans og Peter, har helt andre interesser end Archibald, og den sommer der startede så frygteligt, ender værre …

Som regel elsker jeg at læse, og især når bogen er så velskrevet og generelt bare flot, som Skadedyr og tulipaner er. Ikke desto mindre sad jeg til sidst under læsningen og ønskede, at jeg bare kunne lægge bogen fra mig og glemme alt om den igen. Men det kunne jeg ikke.

Steen Langstrup er i mine øjne en af Danmarks dygtigste forfattere. Han har en skarp pen, og skærer sin fortælling helt ind til benet. Og når man læser ham, er det som at se en film bag sine øjenlåg. Denne gang udnytter han sit talent med en ualmindelig grum og gribende roman, om den sommer hvor Archibalds liv slutter.

Skadedyr og tulipaner er en roman om at miste, det er en roman om kærlighed, og det er en roman om en sød og følsom dreng, der presses langt ud over sine grænser. Samtidig er det en roman om Dem og Os-mentaliteten, her eksemplificeret mellem øboerne og tilflytterne, Københavnersnuderne. En mentalitet, der retfærdiggør det mest utrolige, når det bare er Dem, det går ud over. For De er meget værre. Det ved vi jo…

Under læsningen kom jeg til at tænke på The Girl Next Door af Jack Ketchum, som er en af de mest modbydelige og ondskabsfulde romaner, jeg nogensinde har læst. Samme følelse af afmagt og fatalisme fik jeg her, hvor vi allerede fra begyndelsen af romanen ved, at slutningen langt fra bliver rosenrød. Alligevel kunne jeg ikke slippe bogen igen, for Langstrup spidder én med sine ord, så man ikke kan andet end følge med.

På trods af al sin grusomhed er Skadedyr og tulipaner også en virkelig smuk bog, både sprogligt og layoutmæssigt. Som altid har Langstrup selv stået for forsiden med et blodrødt, nærmest stadig dunkende hjerte på en sort baggrund med en snørklet gul bort, som – når man ser nærmere på den – består af mus, økser og andre ‘hyggelige’ effekter. Borten går igen gennem hele romanen, hvor den omkranser teksten på de enkelte sider, og det er en fornøjelse at sidde med så gennemført en udgivelse.

Jeg var vild med Ø, som Steen Langstrup udgav sidste år, men Skadedyr og tulipaner er næsten for ond for mig. Ikke desto mindre er jeg nødt til at anbefale den. For en bog, der berører læseren i den grad, er værd at læse.

Om Skadedyr og tulipaner:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: 2 Feet Entertainment, 235 sider
Omslag: Steen Langstrup

Kolde facts af A. Silvestri

Kolde facts af A. SilvestriBlandt 2016s danske horrorudgivelser befinder sig en sms-novelle af A. Silvestri. Den hedder Kolde facts, og lad mig sige det sådan – den fik min opmærksomhed.

Sms-noveller er ikke blot noveller, der er blevet opdelt i små bidder og sendt. Det er historier skrevet til mediet, og konceptet består typisk i, at man modtager sms-novellen som beskeder sendt til ens mobil fra hovedpersonerne i historien. Nogen gange er man en del af historien, andre gange er man en flue på væggen. Alt afhængig af hvad forfatteren har tænkt der skal ske.

I tilfældet Kolde facts remser A. Silvestri bogstaveligt talt en lang række facts op og krydrer med lidt personlige observationer. Det lyder måske kedeligt, men det er det langt fra. Dels fordi nogle af de facts Silvestri serverer for læseren i sig selv er ret klamme, men også fordi han behændigt lader sine facts følge af helt uskyldige formuleringer, som pludselig får en ubehagelig undertone. Det er super godt lavet, og giver læseoplevelsen en ekstra dimension.

Hvis du ikke tidligere har prøvet en sms-novelle, så besøg smspress.dk, hvor du både kan købe novellen eller låne den via dit bibliotek. Udover A. Silvestri finder du også sms-noveller af en række andre horrorforfattere som f.eks. Steen Langstrup, Jacob Hedegaard Pedersen, Teddy Vork og Christian Reslow.

Snyd ikke dig selv for en anderledes læseoplevelse. Læs Kolde facts og find ud af hvor mange kilometer blodbaner din hjerne indeholder og hvor hurtigt en menneskekrop kan tømmes for blod.

Om Kolde facts:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: SMSPress

Besøg A. Silvestris hjemmeside og læs mere om hans tanker bag Kolde facts.

 

Necropolis – de levende døde af Patrick Leis

Necropolis - de levende døde af Patrick LeisHvis du kan lide zombihistorier, så er Patrick Leis’ Necrodemic serie et must. Her er afrevne lemmer, indvolde, blod og splat i et gennemarbejdet og superspændende univers.

Tilbage i 2003 udgav Patrick Leis zombiromanen Requiem. Siden kom flere bøger på forskellige forlag og på forskellige tidspunkter i serien Necrodemic’s tidslinje. Nu genudgiver Patrick Leis hele serien i en revideret udgave på forlaget Valeta.

Første bind er Necropolis – de levende døde, som oprindelig var en novellesamling. I den nye udgave er historierne blevet skrevet sammen, og der er tilføjet flere kapitler for at skabe overblik. Bagerst er indsat ordforklaringer, et slægtstræ for Meyer-familien samt en tidslinje over Necrodemic-serien. Endeligt er der også arbejdet med det grafiske udtryk samt lavet tilføjelser til tegneserien i kapitlet ”Svøben”.

Har det omfattende arbejde så været umagen værd?
Et rungende ja herfra. Jeg var begejstret for 2008-udgaven af Necropolis, men denne nye udgave er blevet mere sammenhængende og lader hele universet få bedre plads. Og samtidig er det stadigvæk forrygende god underholdning.

Over ti kapitler fortæller Patrick Leis i punktvise nedslag, hvad der egentlig skete dengang.

Menneskeheden har med nød og næppe overlevet supercomputeren IO’s overherredømme, men nu skaber en voldsom stigning i fødsler af børn med Downs Syndrom akutte problemer. For at helbrede disse børn forsøger firmaet Bophal Entreprise at vaccinere dem med en nyopfunden kur. Og i første omgang ser det ud til at hjælpe.

Men kuren har en uforudset effekt, og så begynder problemerne først for alvor. Det må en patrulje nationalgardister sande i kapitlet ”Udbrud”. De er blevet sendt ud i et socialt belastet boligområde for at stoppe lokale uroligheder. Til at starte med forløber operationen godt. Patruljen anholder nogle voldtægtsmænd og barrikaderer sig i det lokale supermarked, selvom de ikke umiddelbart kan se andre mennesker i området. Det ændrer sig dog hurtigt, og snart er de i en kamp på liv og død.

Efterhånden går det op for regeringen, at situationen er ude af kontrol. Nu er det et spørgsmål om at redde, hvad der reddes kan. For overlægen Victor Feiberg betyder det i kapitlet “Epidemi”, at han må overgive kontrollen af sit sygehus til militæret, og for dem er demokratiets rolle som de svages beskytter et overstået kapitel.

I de sidste kapitler hører vi om, hvordan resterne af menneskeheden samler sig i C-byerne; om deres kamp for at udvide deres territorier og bekæmpe zombisvøben; men også om de interne magtkampe der uundgåeligt opstår, når flere mennesker samles. Disse magtkampe fører bl.a. til, at enkeltindivider bryder ud fra byerne og bosætter sig i små gårdsamfund. Og således lægges der op til næste bind i serien: Requiem.

Patrick Leis er en gudsbenådet fortæller af røverhistorier, hvad enten han bruger ord eller billeder. Ved at springe i tiden og fortælle gennem forskellige personer, får vi et skræmmende billede af et samfund, som lynhurtigt styrter ud over afgrunden. Leis udstiller samfundets manglende evne til at tage beslutninger, fordi alle hytter deres eget skind, samtidig med at han beskriver, hvilke konsekvenser det kan have med et totalitært samfund.

Fokus er ikke på sproglige finesser eller dybe psykologiske portrætter. I stedet er der action fra første side, så enhver drengerøv klapper i hænderne. Men hele tiden føres læseren med sikker hånd gennem de turbulente og blodige begivenheder, så man aldrig er i tvivl om, hvad der foregår.

Necropolis – de levende døde er skræmmende på mere end et plan – og den er heldigvis også skræmmende godt fortalt!

Om Necropolis – de levende døde:

Udgivelsesår: 2016 (2008)
Forlag: Valeta, 239 sider
Illustrator: Patrick Leis

Tak til forlaget Valeta for læseeksemplaret og glem ikke at tjekke Duality By Prones sindssyge gode nummer Castra Damnatorum inspireret af Necrodemic-serien.