september 2018
M T O T F L S
« aug    
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
Arkiver

Indlæg tagget med ‘dansk horror’

En nat i monsterhuset og andre gys af Lasse Bo Andersen

En nat i monsterhuset og andre gys af Lasse Bo AndersenEt monsterhus, et dødsbo og et tomt nabohus – det er ikke altid at ‘ude er godt, men hjemme er bedst’

Både min nevø og jeg har tidligere med stor fornøjelse læst Lasse Bo Andersens letlæsningsserie Zombie Splatter, så forventningerne var høje, da jeg modtog hans to nye bøger med posten. Én af dem var En nat i monsterhuset og andre gys, og heldigvis serverer LBA atter et uhyggeligt godt gys for de unge læsere.

En nat i monsterhuset

Da Jonas beslutter sig for, at klassens nye dreng Mikkel skal sættes på plads, retter Storm og Asger ind. Jonas inviterer Mikkel til at overnatte i et forladt hus i skoven sammen med ham og Storm. Rygterne siger, at huset er hjemsøgt af et monster, og at flere folk er forsvundet derinde. Jonas får Asger til at klæde sig ud, og så skal han dukke op ud på aftenen og skræmme livet af Mikkel, mens de to andre filmer ham. Desværre går tingene ikke helt efter planen…

Titlen En nat i monsterhuset er måske den mest rammende titel på en historie, jeg længe har oplevet. Her er både isnende uhygge for de +10 årige, og slutningen rummer op til flere vellykkede og overraskende twists.

Tobias og dødsboet

Tobias’ forældre skal skilles. Derfor flytter moren og Tobias ud af deres lejlighed og ind i et billigt hus, moren har fundet. Et dødsbo! Tobias kan ikke lide det navn, og han har ret. Allerede den første dag dukker en uhyggelig mand op og skræmmer næsten livet af ham. Og så møder han pigen Sidsel, der kan fortælle ham en grusom historie om husets tidligere beboer …

Som voksen tænker man ikke altid over, hvordan børn opfatter ord. Det spiller LBA på her i novellen, hvor det pludselig gik op for mig, at ordet dødsbo egentlig er ret væmmeligt.

Den blodtørstige nabo

Oliver og Lucas er vilde med gyserfilm. Så da en mystisk udseende mand lejer huset ved siden af Oliver, og drengene tilfældigt overværer nogle mænd bære en kiste ind i huset, er de overbeviste om, at noget er helt forkert. De får snydt sig til en weekend alene hjemme hos Oliver for at undersøge sagen. Men det skulle de ikke have gjort …

Idéen om den uhyggelige nabo er måske ikke ny, men LBA giver historien sit helt eget twist, som nok skal fremkalde både gys og grin.

En nat i monsterhuset og andre gys er rettet mod de +10 årige. Hver novelle indledes med en illustration, som Lasse Bo Andersen selv har tegnet. De gråtonede tegninger er stemningsfulde og understreger på fornem vis historiernes tema. Samtidig er de tre noveller inddelt i kapitler, hvilket gør dem lette at gå til også for de mere uøvede læsere.

LBA er god til at fortælle en skræmmende historie i et letforståeligt sprog uden at tale ned til læseren. Det gør, at man som voksen faktisk også kan få noget ud af læsningen. Selvom man selvfølgelig ind i mellem gennemskuer plottet på forhånd, så elsker jeg, når det alligevel lykkes LBA at overraske mig. Det gjorde han denne gang med sin vellykkede leg med ordenes betydning.

Jeg hyggede mig herligt med En nat i monsterhuset og andre gys, og kan kun anbefale den til alle gyserglade læsere fra 10 år og op.

Tak til tekstogtegning.dk som har foræret mig læseeksemplaret

Om En nat i monsterhuset og andre gys:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: tekstogtegning, 148 sider
Omslag og illustrationer: Lasse Bo Andersen
Lix: 24

Læs også:

De to myr af Henrik Einspor
De døde dukkers hævn af Ellen Holmboe
Anton Salems dukkehus af Nikolaj Højberg
Turen gennem Midnatsskoven af John Kenn Mortensen
Det onde hus af Michael Næsted Nielsen
Öjvind Kramers monstre af Jonas Wilmann

Frygt Fabrik Fælde: Et glemt sted husker af Steen Langstrup

Frygt Fabrik Fælde af Steen LangstrupMidt i København ligger en forladt fabrik. Den har ligget øde hen i mere end 60 år, og alligevel ser alting ud, som den dag den blev forladt. Men den fredag kommer der besøg. En lille gruppe Urban Explorers vil sammen med et fotohold gå gennem fabriksporten. Spørgsmålet er, om de kommer ud igen?

Alex tager ordet. “Inden vi går, skal vi lige gennemgå, hvad urban exploration er. Der er regler. Der er ting, vi ikke gør. Urban exploration er ikke ufarligt, og det er heller ikke altid helt lovligt. Vi besøger steder, vi ikke er inviteret til at besøge. Nogle vil sige, at vi bryder ind. At vi er trespassing, som amerikanerne siger. Men vi er ikke indbrudstyve. Vi stjæler ikke. Vi beskadiger ingenting. Vi efterlader ikke mærker eller noget som helst. Det eneste, vi tager, er billeder. Alle har kameraer og mobiler med. Tag så mange billeder som muligt. Tjek, at alle batterier og powerbanks er fuldt opladet.”
“Det er måske lidt sent,” siger Sascha tørt. “Selvfølgelig er alt opladet, men hvis det ikke var, så har vi vel ikke tid at vente på, at det oplader.”
“Nej. Lommelygter. Har alle lommelygter?”
“Der er på mobilen,” siger Agnete.
“Ellers har jeg en ekstra. Inden vi går, skal vi lige kode hinandens telefonnumre ind, så vi kan komme i kontakt med hinanden når som helst. Det er et stort område, og vi vil dele os op i grupper for at dække så meget af fabrikken som muligt.”
“Roger,” siger Fiona og rejser sig op. “Skal vi komme af sted? Jeg vil gerne have fundet min location derinde og sat lys op, inden skumringen sætter ind. Vi tre er her ikke for at udforske fabrikken. Vi er her for at tage billeder til min serie.”
“Når mobilnumrene er kodet ind, går vi,” siger Gustav og løfter en pegefinger. “Men husk: Tag intet, kun billeder. Efterlad intet, kun fodspor.” (s. 8-9)

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er stor fan af Steen Langstrup, så da jeg fik muligheden for at smuglæse Frygt Fabrik Fælde inden udgivelsesdagen, greb jeg den med kyshånd. Og jeg blev ikke skuffet!

Steen Langstrup er altid god for en velfortalt historie, men denne gang er han tilbage i min yndlingsgenre – det rene gys – og han gør det forrygende. Få skriver så filmisk og nervepirrende som ham. Sproget er letlæst, men alligevel billedskabende og får scenerne i bogen til at udspille sig som en film bag øjenlågene hos læseren. H. C. Wilchen-Harbroes Metalvarefabrik stod i hvert fald lyslevende for mig.

Sideløbende med historien om gruppen på metalvarefabrikken springer fortællingen tilbage i tiden. I 1917 glæder en 7-årig pige i kørestol sig. Hendes far holder nemlig selskab om aftenen, og her har han inviteret en heks! Og i 1958 tager en ung kvinde med en distingveret herre hjem. Desværre venter der hende en ubehagelig overraskelse.

Ved at fortælle historien gennem forskellige personer og springe mellem nutid og fortid øges suspensen konstant. Langstrup har fuldkommen styr på de mange  handlingstråde, og styrer læseren sikkert gennem plottet, hvor de mange cliffhangers fungerer perfekt som lokkemad, der kynisk og effektiv holdt mig fast til langt over min sengetid 🙂

Frygt Fabrik Fælde udkommer i første omgang som en lydbogserie i 10 episoder indlæst af Grete Tulinius, hvor første del: Et glemt sted husker udkommer d. 7. september eksklusivt på eReolen. Herefter følger et nyt afsnit hver fredag. Når sidste episode er udgivet d. 9. november, kommer romanen dog også i papirform.

Jeg har lovet ikke at afsløre for meget af handlingen i de efterfølgende episoder, men én ting kan jeg garantere. Besøget i den gamle metalvarefabrik starter måske nok en varm sommerdag i København, men herfra går turen direkte ind i frygtens iskolde favn.

Tak til Steen Langstrup for ebogen.

Om Frygt Fabrik Fælde – Et glemt sted husker:

Udgivelsesår: 07.09.2018
Forlag: 2 Feet Entertainment
Omslag: Steen Langstrup

Indhold:

Episode 1 – Et glemt sted husker (lyt til 1. episode på eReolen)
Episode 2 – Blod varsler død
Episode 3 – Ceremoniel nedtur
Episode 4 – Mus i fælder
Episode 5 – Mørket byder indenfor
Episode 6 – Fabrikanter dør unge
Episode 7 – Fallit på afgrundens rand
Episode 8 – Alle familier har hemmeligheder
Episode 9 – Oprør og arv
Episode 10 – Dæmoner skal fodres

Læs også:

Lidenskabens pris af Niels Ole Busk
Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Dæmoner af Carina Evytt
Bunker 137 af Michael Kamp
Plantagen 1-3 af Steen Langstrup
Vrangvendt af Christian Reslow
Afsind af Martin Schjönning
Al kødets gang af A. Silvestri
Skyggernes hus af Peter Straub

 

Navnesøsteren af Anne Vibeke Jensen

Navnesøsteren af Anne Vibeke JensenI 1803 driver en munk djævelen ud af en ung pige på Lønnestakgård i Vestjylland. I nutiden findes en ung kvinde død i et af de gamle huse på Frilandsmuseet. Politiet er overbevist om, at det er selvmord, men er det nu også det?

Navnesøsteren er Anne Vibeke Jensens debutroman. Jeg blev gjort opmærksom på den, da forfatteren sendte mig en mail med omtale af bogen, og spurgte om jeg havde lyst til at anmelde den. Omtalen så lovende ud, så jeg sagde ja, og det har jeg bestemt ikke fortrudt.

Caroline Hermansen har som den første i Skandinavien fået en ph.d. i parapsykologi. Glæden over dette overskygges dog af beskeden om, at hendes veninde Maya har begået selvmord. Caroline er ulykkelig, for hun og Maya var blevet uvenner og havde ikke talt sammen i månedsvis. Mayas mor har endnu sværere ved at forlige sig med tanken. Hun er overbevist om, at Maya blev myrdet, og beder Caroline om at hjælpe med at finde morderen.

Egentlig tror Caroline ikke, at Maya er blevet myrdet, men hun begynder alligevel at undersøge sagen, og langsomt går det op for hende, at Maya i sine sidste måneder ikke opførte sig som sig selv. Hun har altid været spirituel og talt om engle og ånder (noget som Caroline slet ikke kan forholde sig seriøst til trods sin uddannelse), men hendes lejlighed er nu fyldt med kors og religiøse billeder. Og hvorfor hængte hun sig i Lønnestakgården på Frilandsmuseet?

Navnesøsteren er inspireret af fortællinger fra ansatte og besøgende på Frilandsmuseet, og startede som et filmmanuskript til Filmskolen i Lyngby. Da projektet ikke blev realiseret, skrev Anne Vibeke Jensen det i stedet om til romanform, og resultatet er blevet er en velskrevet og underholdende spændingsroman med elementer af det overnaturlige.

Romanen starter med en prolog, der udspiller sig i 1803, hvor en ung kvinde udsættes for en eksorcisme. Så springer romanen til nutiden, hvor en nattevagt på Frilandsmuseet skal tjekke en alarm på Lønnestakgården. Herefter introduceres vi for Caroline, og lige så stille accelerer handlingen, så man ikke kan lægge bogen fra sig.

Jeg læste nærmest Navnesøsteren i en lang spurt. Dels fordi jeg holder rigtig meget af spøgelseshistorier. Dels fordi Anne Vibeke Jensen skriver levende, så historien fanger. Carolines forsøg på at finde frem til sandheden om Mayas død, bringer hende i kontakt med såvel en klæbrig bibliotekar, en vestjysk præst og en religiøs sekt. Jo længere ind i undersøgelsen, hun kommer, jo flere uforklarlige ting oplever hun, og AVJ lykkes godt med at få de forskellige handlingstråde til at hænge sammen.

Det er som sagt en debutroman, og enkelte detaljer står ikke helt skarpt. F.eks. synes jeg ikke, at kriminalassistent Quinn er helt troværdig, og et tilbageblik på en ferie i Rom virker lidt malplaceret. Ligeledes fuser den vestjyske præst lidt ud. Det er dog i småtingsafdelingen, og det overordnede indtryk er en spændende og underholdende fortælling. Og så kan det jo være, at vi får mere at vide om Rom og præsten senere, for Navnesøsteren er blot første bind i en serie kaldet Johannestrilogien. Jeg vil i hvert fald se frem til at læse bind to.

“– Vi bliver sgu nok nødt til det, gamle dreng, sagde Ove og klappede Rocky i et forsøg på at berolige den.
Nattevagten trak den nervøse hund med sig ind på gårdspladsen. Halvvejs inde stoppede han igen, lyste rundt for at se, om der var andet mistænkeligt, han skulle passe på. Det var der ikke eller det vil sige, ikke noget han kunne se. Og det var godt nok for ham.
– Lad os få det her overstået, så vi kan komme væk herfra i en fandens fart, kammerat.
Et brag hørtes, og de fór begge sammen, da gårdsporten smækkede i bag dem. Rocky gøede hidsigt, og det gav endnu et sæt i Ove.
– Hold kæft!
Han rykkede hårdt i snoren. Der blev stille. De kiggede begge over på stuehusdøren. Hunden snerrede. Ove så sig om på den lille lukkede gårdsplads med den gamle vippebrønd, inden han langsomt begyndte at nærme sig den åbne stuehusdør. Han følte sig overvåget, havde lyst til at forlade lortet.
Hov! Der var noget, der bevægede sig inde bag vinduerne. Han holdt vejret.
Forberedt og med bankende hjerte lyste han ind ad ruderne til kopkammeret, hvor gårdens fine kopper og tallerkener opbevaredes. Til saltkammeret, hvor de tomme tønder til saltning befandt sig, og til køkkenet med det åbne ildsted. Næh, alt syntes at være på plads. Der var intet at se.
Føj for satan, hvor han hadede dette sted. Knirkelyde fik ham til at snurre rundt på hælen. Vippebrønden bevægede sig en smule i vinden. Ove tog en dyb indånding og så over på stuedøren. Den stod nu helt åben.
Forsigtigt nærmede han sig. Rocky viste tænder, da de stoppede ud for døren.
Ove lyste ind i den nordlige entré.” (s. 25-26)

Tak til Anne Vibeke Jensen for læseeksemplaret

Om Navnesøsteren:

Udgivelsesår: 28.06.2018
Forlag: Saxo Publish, 341 sider
Omslag: Rudolph Tegner/visad.dk

Læs også:

Lejligheden af L. S. Grey
Kvinden i sort af Susan Hill
Hendes blå øjne af Lisa Hågensen
Spøgelserne på Frilandsmuseet af Steen Langstrup
Djævelens værk af Lotte Petri
Genfærdets anatomi af Andrew Taylor
Ex af Teddy Vork
Jeg skal huske dig af Yrsa Sigurðardóttir

Dagbog fra zombieverdenen af Klaus Frederiksen & Hanne Rump

Dagbog fra zombieverdenen af Klaus Frederiksen og Hanne RumpI 2017 udgav Klaus Frederiksen romanen Dagbog fra zombieland. Dagbog fra zombieverdenen er en selvstændig fortsættelse hertil, som udspiller sig i samme univers og med samme hovedperson, men denne gang fortalt i romanform.

Ingen ved hvorfor, men verden er blevet overtaget af zombier. Menneskene forskanser sig rundt omkring og prøver at overleve. I Aalborg har nogle forskere samlet sig og prøver at lave en kur. Noah var på en ekspedition fra Aalborg, da han blev nødt til at flygte. Under flugten bliver han samlet op af en fiskekutter, og her starter bind 2.

Det er en umage gruppe, Noah er faldet ind i. Den består af soldaten Emil, fiskeren Røskva, psykologen Jim og ingeniøren Ingwar. De er på vej til Svalbard, hvor en forskningsfacilitet opbevarer alverdens frø i tilfælde af en katastrofe. Tanken er, at zombier ikke bryder sig om kulde, og at at de mange frø vil gøre det muligt for dem at dyrke mad nok til at overleve. Noah er mest stemt for at komme tilbage til Aalborg. Han bliver dog underkendt, og snart er de på vej.

Vi følger Noah og gruppen på deres rejse, som bringer dem vidt omkring og i kontakt med overlevende fra mange lande. Ingwar er nemlig også radioentusiast. Zombierne er stadig et stort problem, og særligt superzombierne skal de passe på. De er ikke alene hurtige, men virker også intelligente. Og så kan de tilsyneladende undertvinge nogle mennesker mentalt.

Som i Dagbog fra zombieland er der fuld knald på handlingen. Gruppen må konstant kæmpe mod zombier, når de er i land efter forsyninger, og undervejs støder de på forskellige overlevende samfund. Det er forfriskende, at de to forfattere denne gang lader der være en vis optimisme i fortællingen. Hvor mange zombieromaner beskriver, hvor hurtigt civilisationen bryder sammen til hver mand for sig selv, oplever Noah og gruppen mest medmenneskelighed og hjælpsomhed i det omfang ressourcerne tillader det.

Noah har også et brændende håb om, at der vil blive fundet en kur. Han har nogle specielle oplevelser med en zombie, gruppen på et tidspunkt holder fanget ombord på kutteren, som måske er med til at puste ild i det håb. Også selvom resten af gruppen er overbeviste om, at det er utopi at tro, at zombier, der er så forandret, kan bringes tilbage til deres menneskelige form.

Dagbog fra zombieverdenen er grundlæggende god underholdning. Frederiksen og Rump har skrevet en spændende og actionfyldt zombieroman, hvor der også er plads til lidt filosoferen over menneskeheden. Sproget flyder let, og jeg synes, at bind to har udviklet sig positivt fra første bind. På nogle punkter er historien måske lidt naiv. F.eks. er der aldrig sprogproblemer, selvom Noahs gruppe taler med alverdens folkeslag, bl.a. russere, og de etiske diskussioner bliver aldrig så dybe. Men det er småting og ændrer ikke ved underholdningsværdien.

Med andre ord – er du til zombieromaner, så er Dagbog fra zombieverdenen slet ikke et dårligt bud. Jeg var i hvert fald fint underholdt en solbeskinnet søndag på en drømmeseng i haven.

“Ingen kunne længere være i tvivl om, at de nu var på vej om mod kajen. De norske soldater begyndte at trække sig, og pludselig lød de første maskingeværsalver. 
Røskva skreg. Jim sprang ombord, mens den sidste pose med proviant blev liggende tilbage på kajen.
Emil slog bak og klampede gashåndtaget helt i bund, men motoren startede langsomt. 
Røskva og Jim rev maskingeværer frem.
En brændende pil hamrede ind i en zombie, der faldt om lige på starten af kajen. En superzombie sprang kraftfuldt over det brændende lig og spændede ud ad kajen, mens båden langsomt speedede op i baggear.
Superzombien satte i et kæmpe spring ud mod båden, samtidig med at endnu en sprang over det brændende lig.
Røskva og Jim begyndte at skyde.
Tågen sænkede sig over Noah, da zombien på kajen begyndte at kalde.” (s. 50)

Tak til forlaget mellemgaard som har sponseret læseeksemplaret.

Om Dagbog fra zombieverdenen:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: mellemgaard, 255 sider
Grafiker: Sabine Puk Sørensen
Grafisk produktion: KWG Design

Læs også:

Dødt kød af Nick Clausen
Dagbog fra zombieland af Klaus Frederiksen
Død verden af Louise Haiberg
Hvidt støv af Line Kyed Knudsen
Sex gotiske fortællinger af Jes Larsen
Zam af Jesper Wung-Sung

Öjvind Kramers monstre – og andre grusomme gys af Jonas Wilmann

Öjvind Kramers monstre - og andre grusomme gys af Jonas WilmannÖjvind Kramers monstre er tredje udgivelse fra Jonas Wilmanns hånd her i 2018. Det er intet mindre end imponerende! Også selvom der denne gang er tale om en novellesamling for aldersgruppen +12 år, hvor novellen ‘IÄ! Didrik-Svendsen’ tidligere har været trykt i antologien Lyden af vanvid fra 2010.

Samlingen indeholder i alt fire noveller og er illustreret af Wilmann selv. Som altid er her tale om en hardback-udgivelse, hvor layout og redigeringsarbejdet er gennemført og i orden. Det samme er de fire historier, der alle sagtens kan læses af voksne.

Titelnovellen handler om Jakob og Kris, som en dag opdager nogle seje monster-klistermærker ved et tilfælde. Efter at have søgt i flere butikker lykkes det dem at finde forhandleren, og de køber 11 pakker. Nogle af billederne er dubletter, så senere på aften går Jakob alene ned i butikken og køber 14 pakker mere. Men om natten får han mareridt, og pludselig føles det, som om monstrene findes i virkeligheden.

I ‘IÄ! Didrik-Svendsen’ arbejder Elliot for hr. Didrik-Svendsen (kaldet Fede Didrik bag hans ryg). Didrik-Svendsen er en slavepisker, og ingen på kontoret bryder sig om ham. En dag tager Elliot imod en pakke til chefen fra en mystisk mand. Nysgerrig forsøger han senere at finde ud af, hvad pakken indeholder, og det viser sig at være to gamle bøger. Men hvorfor skal Dirik-Svendsen have dem? Hvem er hans mystiske ferieafløser? Hvorfor er Christina så fikseret på opvask og indkøb? Og er der hold i Elliots mange konspirationsteorier?

To kammerater nyder deres hemmelige fristed i ‘Betonskoven’. Her tager de hen for at komme væk fra hele verden. Der går mange rygter om stedet. Blandt andet skulle en dreng være forsvundet i området for mange år siden. Men det er jo bare en vandrehistorie …

Den sidste novelle handler om guitaristen Jimmy, der helt har mistet inspirationen. Han forsumper i arbejdsløshedens tåger – til han en dag ser en guitar i en butik. En helt særlig guitar, der slet ikke føles som de 10 han har derhjemme. En guitar, der finder musikken i Jimmy igen.

Bagerst i Öjvind Kramers monstre er indsat et efterskrift, hvor Wilmann fortæller om inspirationen til de fire noveller. Jeg synes altid, det er spændende at få et kig i forfatterens hoved, og det er også tilfældet her. Wilmann fortæller bl.a., hvordan alle fire historier er bygget på personlige oplevelser (næsten i hvert fald) samt er inspireret af H. P. Lovecraft.

Forhåbentlig kan Wilmanns noveller fungerer som en slags teaser for de yngre læsere til Lovecrafts forfatterskab. Uanset hvad får de dog fire underholdende og uhyggelige historier, som nok skal vække frydefuld rædsel. Jeg havde i hvert fald en frygtelig fornøjelig tur ind i Jonas Wilmanns mørke fantasi.

Indhold: 

Öjvind Kramers monstre
IÄ! Didrik-Svendsen
Betonskoven
Strengelegen
Efterskrift

Om Öjvind Kramers monstre – og andre grusomme gys:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Kaos, 179 sider
Omslag og illustrationer: Jonas Wilmann

Læs også:

Skyggen over Mundstrup af Mads L. Brynnum
I helvede flyder en flod af Morten Leth Jacobsen
Tingen i cellen af Dennis Jürgensen
Hospitalet af Michael Kamp
En sag for Luckner af Per Sanderhage
Afsind af Martin Schjönning
Velkommen til Kadaverkøbing af Jonas Wilmann

Isabelle af Anette Heide

Isabelle af Anette HeideFor nogle måneder siden flyttede Marie sammen med sin mand Thomas og deres tre børn ind i deres nye hjem, et gammelt hus fra 1700-tallet med masser af sjæl. Måske for meget?

Marie er på barsel med deres yngste, så mens Thomas arbejder, passer hun hjemmet og børnene, tvillingerne, som går i skole, og baby Sofia. Men selvom hun er glad og tilfreds, er der alligevel noget mærkeligt ved huset. Mærkelige beskeder dukker op på det duggede badeværelsesspejl, underlige trækvinde gør rum iskolde og en ubehagelig følelse af at blive overvåget plager Marie.

I starten slår hun det hen som barselskuller, men så oplever hendes svigermor også noget i huset. De to kvinder er dog enige om ikke at sige noget til Thomas, der absolut ikke tror på “det overnaturlige!” Men så skal Thomas af sted en uge med sit arbejde. Mens han er væk accelererer begivenhederne i det charmerende hus på Blomsterbakken, som viser sig at gemme på en grum hemmelighed.

Isabelle er Anette Heides debutroman og en klassisk spøgelseshistorie om et hjemsøgt hus.

Jeg var både underholdt og lidt ærgerlig under læsningen. Det klassiske plot byder på underholdende gys. For en garvet horror-læser, indeholder slutningen nok ikke den store overraskelse, selvom Heide med held skruer godt op for tempoet og dramatikken. Lidt forudsigelighed gør dog ikke nødvendigvis noget, for et plot behøver ikke at være 100% nytænkende for at underholde.

Til gengæld kunne historien godt være skåret lidt skarpere. Heide skriver udmærket, men – efter min smag – alt for detaljeret. Dels føles det, som om hun ikke stoler på, at læseren kan følge med, hvis ikke alt forklares. Dels trækker det for meget tempo ud af historien, når f.eks. Maries hverdag gentagende gange beskrives minutiøs med madlavning, tøjvask, bleskift, rengøring og alle de andre daglige pligter, der følger med at have tre børn. Jeg forstår godt, at Heide skal sætte scenen, men når vi én gang har hørt dagens forløb, er det fint for mig. Så kan jeg som læser godt indsætte detaljerne efterfølgende, når børnene skal op om morgenen osv. Lidt mere “show, don’t tell” ville gøre underværker for suspensen.

Derudover er der nogle elementer i historien, som ikke helt virker for mig. Jeg undrer mig f.eks. over, hvad scenerne i fyrtårnet er med for? Ligesom jeg ikke køber Maries pludselige forståelse for spøgelset i slutningen. Her ville fundet af noget nedskrevet have virket mere troværdig.

Jeg var dog som sagt underholdt af Isabelle, og hvis der var blevet skåret 100 sider af romanen, ville jeg have været helt vild med den. I bund og grund har Isabelle nemlig alle ingredienserne til en god historie. En sympatisk hovedperson, en god kulisse med det gamle hus som har en spændende forhistorie og de accelererende begivenheder i slutningen, der for alvor sætter uhyggen i fokus. Her nærmer historien sig krimigenren (positivt) med sin opklarende tilgang til spøgelset. Og så er jeg også begejstret for dobbeltheden i hjemsøgelsen, som jeg trods min tidligere kålhøgenhed, ikke lige havde forudsagt.

Så selvom Isabelle måske ikke rammer mig som hardcore horror-læser, tror jeg bestemt, at romanen finder en læserskare. Det kunne være unge mødre, der kan spejle sig i Marie, og som garanteret vil føle sig godt underholdt. Eller måske krimi-elskeren der godt vil prøve noget med lidt overnaturlige toner, uden at det bliver for voldsomt.

Tak til forlaget mellemgaard som har sponseret læseeksemplaret.

Om Isabelle:

Udgivelsesår: 18.06.2018
Forlag: mellemgaard, 349 sider
Grafiker: Sabine Puk Sørensen

Læs også:

Hændelsen af Anne Sofie Allarp
Åndehvisken af Haidi W. Klaris
På den anden side af Audrey Niffenegger
Ex af Teddy Vork

Afkroge af Helene Hindberg

Afkroge af Helene HindbergEt gammelt hotel med sære gange, et lasergame der løber løbsk, religiøse sekter og kosmisk terror er blot nogle af ingredienserne i Helene Hindbergs Afkroge.

Helene Hindberg har tidligere fået udgivet en række noveller i forskellige antologier. Et par af dem er genoptrykt her i Afkroge, som er hendes første selvstændige udgivelse.

Novellerne spænder, som antydet, indholdsmæssigt bredt, men de sidste fire noveller er dog en slags cyklus med den religiøse sekt Vandets børn som omdrejningspunkt: ‘En vesterhavs fortælling’, ‘Vandets Børn’, ‘Hvad skal barnet hedde’ og ‘Graffiti’. Den svageste af disse er ‘Hvad skal barnet hedde’, mest fordi den minder mig lidt for meget om Rosemarys Baby. Alle fire noveller er dog underholdende, og det er godt fundet på at koble en vestjysk sekt til Cthulhu-mytologien.

Samlingen indledes med novellen ‘Grænsen’. Melinda bor med sine forældre og deres au pair i en patriciervilla med skel op til skoven. Faren arbejder meget, og moren går op i kost og motion. Melinda nyder at ‘gemme sig’ i havens nederste del, hvor det næsten føles som en skov, og så snyder hun sig til at købe usundt slik, som et lille oprør mod forældrenes sundhedshysteri. En aften skal faren arbejde sent, og moren mødes med nogle veninder til drinks. Melinda kan dog sagtens være alene hjemme. Men da mørket falder på, ændrer haven karakter, og Melinda ser pludselig en verden udenfor forældrenes perfekte glansbillede.

En af mine favoritnoveller er ‘Der er så dejligt ude på landet’. Her kommer en mand til sig selv på en hed sommerdag. Han står i vejkanten ved siden af sin bil og husker intet som helst. Hans forvirring bliver kun større, da en bekendt stopper op og følger ham hjem. Tilsyneladende kender manden godt Anders, som han kalder ham, og det er åbenbart ikke usædvanligt, at Anders får disse blackouts. Værre bliver det dog, da Anders’ mor bliver nødt til at hjælpe ham med indholdet af bagagerummet … Hindberg beskriver Anders’ forvirring og langsomme opvågnen dybt troværdigt, og novellen gør ikke noget godt for mit forhold til fluer!

I ‘Tilbygninger’ er fortælleren Troja et af 12 børn, som bor med sine overlevende søskende og sine forældre i et hus, hvor faren konstant har lavet tilbygninger til for at få plads til hele familien. Nu er de dog nødt til at flytte. I sidste øjeblik går Troja ind for at hente nogle ting, hun har glemt, men det er, som om huset ændrer sig, og pludselig er hun faret vild. Slutningen føles desværre lidt letkøbt, eller også forstod jeg den ikke helt. Men igen er novellens atmosfære helt i top.

‘Astrid’ trækker tråde til de gamle danske folkesagn, selvom den umiddelbart udspiller sig som en moderne kærlighedshistorie i storbyens favn. Her forelsker fortælleren sig inderligt i pigen Astrid, som han møder til et bryllup. Men hvor godt kender man egentligt nogen som helst?

‘Jeg kommer snart igen’ har en herlig dobbelttydig titel. Novellen handler om kvinden, der er vild med sex, og som begynder at fantasere mere og mere blodigt om pikke. Efter en god opbygning bliver slutningen dog lidt underlig uforløst (no pun intended), og jeg sad en smule forvirret tilbage.

‘Værelset på sjette’ er endnu en favorit. Her gør fortælleren rent på et stort hotel, men en dag har hun en meget mærkelig oplevelse, da hun skal rydde op i nogle værelser i den gamle afdeling af hotellet. Novellen fik mig til at tænke på Stephen Kings novelle ‘1408’, om et hjemsøgt hotelværelse hvor de  fysiske love træder ud af kraft, og virkeligheden pludselig ændrer perspektiv. Samme fornemmelse af en flimrende, usigelig virkelighed på kanten af vores fremmaner Hindberg her.

I den korte novelle ‘Tog’ har renlighed og præcision stor betydning.

Også ‘Stilhedens stemme’ er en favorit. Her har fortælleren booket et særligt lydrum til nogle optagelser, men rummet viser sig at indeholde noget uventet. Atmosfæren i novellen giver mindelser til H. P. Lovecraft, og slutningen holder.

Endelig skal også nævnes ‘Legen’ om to brødre, der spiller lasergame. Den yngste er træt af, at han altid skal stå på vagt i baggrunden, men så en dag går noget helt galt under spillet…

Afkroge indeholder 13 noveller (omend indholdsfortegnelsen kun lister 12), og generelt var jeg godt underholdt. Helene Hindberg er en stemningsfuld fortæller, og historierne står tydeligt under læsningen. Forsiden af Lars Kramhøft skal også nævnes for sit dystre og fængslende udtryk.

Skal jeg komme med en anke, afsluttes nogle af novellerne lidt for abrupt efter min smag, og efterlader mig i vildrede om jeg nu har forstået historien. Heldigvis er det kun et fåtal, så overordnet set er Afkroge en fin debut, især hvis du holder af Lovecraftian horror.

Indhold:

Grænsen
Der er så dejligt ude på landet
Tilbygninger
Astrid (tidligere trykt i Dystre Danmark)
Jeg kommer snart igen
Værelset på sjette
Tog
Stilhedens stemme
Legen
En vesthavsfortælling (tidligere trykt i Fra skyggerne)
Vandets Børn (tidligere trykt i Lyden af vanvid)
Hvad skal barnet hedde? (tidligere trykt i Grufulde mørke)
Graffiti

Om Afkroge:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: H. Harksen Productions, 235 sider
Omslag: Lars Kramhøft

 

Ad Nauseam af Daniel Henriksen

Ad Nauseam af Daniel HenriksenSlår man ordene Ad Nauseam op i Wikipedia får man følgende forklaring: et latinsk udtryk, der betyder noget i retning af “til overflod”, “til kvalmegrænsen”, “til ækelhed”. Jeg vil dog betegne Ad Nauseam som perfekt underholdning.

Ad Nauseam er en selvstændig fortsættelse til Daniel Henriksens roman fra 2016 In Absentia. Her fulgte vi fortælleren, der af forskellige grunde tog på et morderisk hævntogt og endte med at komme i karambolage med et internationalt forbryderkartel.

I Ad Nauseam er han ved at komme sig over sine kvæstelser på hospitalet. Hverken kæresten Stine eller politiet er klar over fortællerens rolle i sidste bind. De tror, at han var et uskyldigt offer som uheldigvis faldt i kartellets kløer. Men han ved bedre – ikke mindst fordi genfærdet af Tyven stadig følger ham.

Så kort efter udskrivelsen tager fortælleren af sted for at få bundet de sidste knuder, dvs. begrave tyvens lig og hente pengene han har taget fra kartellet. Men naturligvis går det ikke så let som planlagt. Pludselig befinder han sig sulten, kvæstet og alene, spærret inde i en kælder, som det ikke er meningen han skal ud af igen.

“Og så er der tyven.
Han holder til under min seng. Det er som om han gemmer sig. Måske er han flov over sig selv. Nogle gange hiver han sig op ved sengehesten, hvorefter han står ved siden af sengen og stirrer med sit ene øje. Og skælver som om han fryser.
Jeg er den eneste der kan se ham. Han kommer og går som det passer ham. Det er ret nervepirrende – og forbandet ubelejligt – men det er ikke noget jeg kan styre. Han forfølger mig, fordi jeg slog ham ihjel. Han venter på at blive begravet, så han kan få ro. Måske er han i virkeligheden bare et produkt af min dårlige samvittighed?

Han siger ikke noget længere, men udstøder kun sjove nasale, dyriske lyde. Det er alt han kan præstere, fordi underkæben hænger slapt og spastisk mod halsen og fordi tungen ligner en tør død skovsnegl. Han bevæger sig sjældent, og når han gør, er det kun rundt om min seng, mens han støtter sig til den, og kun ganske langsomt og stift, som en gigtplaget, gammel mand, hvor hver bevægelse udtrykker en helt ny smerteoplevelse. Hvis det ikke så så sørgeligt ud, ville jeg drille ham og forsøge at peppe ham op, men jeg tror han er udenfor komisk rækkevidde.” (s. 17)

Jeg kan rigtig godt lide Daniel Henriksens kulsorte humor. Her flyder blodet, mens historien spæner af sted, og læseren sidder og klukker. Plottet er måske ikke nyskabende, men det er dæleme underholdende, og det føles, som om Henriksen har haft en fest, mens han skrev bogen. Den gejst afspejles tydeligt i historien. Så skidt med, at logikken ikke sidder i højsædet hele vejen.

Dog har jeg én anke – korrekturen. Allerede på første side er den gal: “Der er et mindre bord overfor sengen. De hører et par stole til”; og et par sider senere: “Og dens iskolde granulat flyde i mine årer.” Det er ikke fordi, der overordnet set er mange fejl i bogen, men der må altså ikke grine korrektursmuttere på første side. Det er for ærgerligt.

Heldigvis er det ikke nok til at ødelægge den overordnede set herligt splattede og totalt vanvittige historie, som Henriksen disker op med, og som lektørudtalelsen beskriver som en:

Fræk og fandenivoldsk spændingsbog med en god del satire, fyldt med grotesk vold og platheder i lange baner og, skal lige nævnes, sjovt nok også hjertevarm og eftertænksom sine steder.”

Tak til forlaget Valeta som har sponseret læseeksemplaret

Om Ad Nauseam:

Udgivelsesår: 01.05.2018
Forlag: Valeta, 255 sider

Læs også:

In Absentia af Daniel Henriksen
I helvede flyder en flod af Morten Leth Jacobsen
Dybt dedikerede Dexter af Jeff Lindsay
Dead World af Bo Sejer

Fandenivoldsk af Lars Kramhøft

Fandenivoldsk af Lars Kramhøft, illustreret af Tom Kristensen, farvelagt af Laura BlicherHvad får man, hvis man tager et freak cirkus, græske guder og et prisvindende makkerpar? En fandenivoldsk fremragende tegneserie!

Det forelskede par Jack og Tia er ekstreme artister hos Cirkus Panopticon. Deres bryllupsdag ender dog blodigt, da en bande bevæbnede mænd stormer kirken og slår alle ihjel. Det falder kærlighedsgudinden Afrodite for brystet, og i et væddemål med krigsguden Ares lader hun Jack og Tia genopstå. Nu skal tiden vise, om kærligheden eller ønsket om hævn er den stærkeste drift.

Jeg var meget begejstret for Made Flesh af makkerparret Kramhøft og Kristensen. En krybende ond fortælling om hjemsøgte huse og sjæle, som fuldt fortjent vandt prisen for Årets Danske Horrorudgivelse 2013. Siden har de to herrer haft travlt med en masse individuelle projekter. Men nu er de heldigvis sammen igen, og sammen med Laura Blicher serverer de en actionfyldt kærlighedshistorie, der ikke lader sig stoppe af døden.

Lars Kramhøft fortæller bagerst i bogen, hvordan idéen til Fandenivoldsk opstod, da han selv besøgte The Coney Island Circus Sideshow i USA. Her var han på scenen for at hjælpe sværdslugeren Betty Bloomer, og det satte sig som en uforglemmelig oplevelse, der blev startskuddet historien.

Fandenivoldsk er top underholdende. Historien kan læses lige ud ad landevejen og nydes for både den actionfyldte handling, som blander zombier, kærlighed, lejemordere og magi i en hæsblæsende fortælling, og for Tom Kristensens fremragende illustrationer. Men som altid med gode historier, er der flere lag for dem der ser efter. Tia er f.eks. tegnet med en frisure som Frankensteins brud i James Whales film fra 1935.

Cirkusset, som Tia og Jack følger, hedder Panopticon. Panoptikon er en type af fængselsbygninger designet af en filosof i slutningen af 1700-tallet. Designet giver en person mulighed for at overvåge fangerne uden deres viden. En detalje der både kan referere til gudernes væddemål og det at de er freaks og altid stikker ud blandt ‘normale’ mennesker. Plus naturligvis at Jack har deltaget i reality-programmet Extremt Talent.

Parret er veganere, men da de genopstår, lider Tia af humørsvingninger og mærkelige spisevaner såsom hjertet revet ud af en af deres drabsmænd! Men er det døden, der har ændret hende? Og er det mon tilfældigt, at Tia er slangetæmmerske? Og så videre.

Som altid udbygger Tom Kristensens nærmest filmiske tegninger historiens univers, og denne gang har Laura Blicher farvelagt fortællingen. Det er gjort meget stemningsfuldt, og resultatet er hæsblæsende, fandenivoldsk underholdning, som kun kan anbefales.

Om Fandenivoldsk:

Udgivelse: 2018
Forlag: Fahrenheit, 105 sider
Illustreret af Tom Kristensen og farvelagt af Laura Blicher

Besøg Lars Kramhøfts hjemmeside
Besøg Tom Kristensens hjemmeside

Glem ikke at lytte til EPén “Hate & Fight” af Hola Ghost, med musik inspireret af tegneserien.

Læs også:

Alena af Kim W. Andersson
Deadboy af Tom Kristensen
Diego og Dolly af Jesper Wung-Sung, illustreret af Palle Schmidt
Gigant af Rune Ryberg
Kværnen af Martin Schjönning, illustreret af Tom Kristensen
Made Flesh af Lars Kramhøft, illustreret af Tom Kristensen

Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-Kidde

Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-KiddeGotiske noveller fra et tusmørkelandskab, hvor drøm og mareridt lever side om side

Jeg må hellere starte med at indrømme, at jeg aldrig havde hørt om Astrid Ehrencron-Kidde, før forlagene Escho/Sidste Århundrede spurgte, om jeg havde lyst til at anmelde novellesamlingen Det sukker så tungt udi skoven: Martin Willéns underlige hændelser. Det lød dog umiddelbart som en spændende udgivelse, så jeg takkede ja – og heldigvis for det.

Det sukker så tungt udi skoven er lige præcis den slags gotiske noveller, jeg elsker. Tonen giver mindelser til forfattere som Edgar Allan Poe og min yndlings spøgelseshistorie-fortæller M. R. James, men er alligevel unik.

Astrid Ehrencron-Kidde udgav historierne om Martin Willén mellem 1911 og 1924, men de udspiller sig i Sverige i midten af 1800-tallet. Fortælleren er Martin Willén selv. Han er nu en gammel mand, som fortæller historierne set med erfaringens viden, hvorved han også undertiden reflekterer over hændelserne, mens han beretter. Tidsmæssigt springer novellerne, så der er ikke tale om en kronologisk beretning fra ungdom til alderdom. Alligevel er der, når man læser, små henvisninger til de andre fortællinger, som man først rigtig fanger, når man har læst hele samlingen. Det virker rigtig godt, for det giver indtryk af, at vi hører historierne efterhånden som Willén tænker på dem. Og man tænker jo sjældent i streng kronologisk orden.

Samlingen indeholder 10 noveller samt et interessant efterskrift, hvor Andreas Bylov Jensen giver en kort introduktion til Astrid Ehrencron-Kidde og sætter forfatterskabet i perspektiv. Man kan sagtens læse novellerne uden at læse efterskriftet, men for mig gav det endnu mere dybde til historierne, så jeg kun kan anbefale at læse det også.

Jeg vil også rose forlagets fine bearbejdelse af teksten. Teksterne er rettet til moderne retskrivning, men uden at give afkald på de gammeldagsudtryk, der er med til at tidsfæste historierne og skabe denne særlige gotiske stemning.

Skal jeg fremhæve et par af novellerne (og det er svært, for de alle har mange gode kvaliteter, og på en måde udgør de et samlet hele, selvom her er tale om noveller), så bliver det ‘Apoteket’ og ‘Natten i Östravåg’.

I ‘Apoteket’ er vi tilbage i Willens barndom. Familien er flyttet til Kungsbacka, men da Willen går på Latinskole i Halmstad, er han ikke nået at blive så bekendt med byen. En nat bliver hans ældre søster syg. Moren sender ham til apoteket nede i byen, for at han skal hente hendes medicin. Men på vejen hjem farer han vild. Historien er fin i sig selv, men den eftertænksomme slutning løfter novellen endnu højere.

‘Natten i Östravåg’ er mere melankolsk. Her har Willen som gammel mand besøgt kirkegården, hvor hans kære ligger begravet. På vejen hjem overnatter han på en kro i Östra Våg. Om natten opsøges han af en sær mand, som han også så på kirkegården. Manden fortæller en tragisk historie og beder om Willens hjælp. Men hvad er sandt, og hvad er drøm?

“Hør,” sagde han pludselig, “jeg ser af Deres kort, at De er sagfører. Må jeg konsultere Dem, blot ganske kort, selv om det også er en aparte tid? Jeg turde ikke undlade at gå herind. Å – De må hjælpe mig. Jeg kan betale Dem for det. Der kan gå lange tider – lange tider,” gentog han, mens han vuggede sine hænder, “førend jeg kommer forbi en sagfører igen.”

Hans runde øjne stod i mine, som ville de slå nagler gennem min hjerne for at tvinge den til at lytte og forstå.

Jeg nikkede. Jeg var i en ubeskrivelig tilstand af nervøs uro. Ikke sandt – De forstår – dette, at jeg ikke kunne røre mig af pletten – havde jeg endda været påklædt og oppe på gulvet, ja blot haft så meget som en tændstikæske eller mit ur, at tage i mine fingre og flytte om med på bordet. Men alt var som forhekset. Jeg havde hverken fået det ene eller det andet bragt i orden, før jeg gik til sengs. At måtte ligge dér, fuldstændig rolig, med hænderne på tæppet og hans øjnes borende nagler gennem mine.

“Ja, hvis jeg kan være Dem til nogen nytte – så –“

Han rejste sig hastigt et par gange og satte sig igen. “Det kan de!” sagde han hver gang, “det kan De. De er jo sagfører, det vil sige, at De kan føre en sag, ikke sandt? Skaffe en sin ret. Sin soleklare ret. Ikke sandt, det er jo Deres bestilling?”

Jeg nikkede igen og bad ham forklare mig, hvad det var, han ønskede af mig. Han gik hen og låsede døren og rullede gardinet ned for månen. (s. 145)

Jeg var som sagt meget betaget af Det sukker så tungt udi skoven, som er en utrolig fin og poetisk læseoplevelse fortalt med en melankolsk eftertænksomhed. Hver eneste novelle er en god historie, som samtidig indeholder langt flere lag, end der umiddelbart antydes. Her er måske nok tale om en lille bog, men det er så sandelig en stor læseoplevelse. Læs den.

Tak til forlagene Escho og Sidste Århundrede som har sponseret læseeksemplaret.

Om Det sukker så tungt udi skoven:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Escho/Sidste Århundrede, 214 sider
Omslag: Caroline Enghoff Mogensen
Originaludgivelsesår: 1911-1924

Indhold:

Alle sjæles nat
Den lille pige med violerne
Det sukker så tungt udi skoven
Pensée ; Apoteket
De hvide træer
En aften på Askaryd
Natten i Östravåg
En aften ved Lure Færgested
Gensynet