juli 2018
M T O T F L S
« jun    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘dansk horror’

Dagbog fra zombieverdenen af Klaus Frederiksen & Hanne Rump

Dagbog fra zombieverdenen af Klaus Frederiksen og Hanne RumpI 2017 udgav Klaus Frederiksen romanen Dagbog fra zombieland. Dagbog fra zombieverdenen er en selvstændig fortsættelse hertil, som udspiller sig i samme univers og med samme hovedperson, men denne gang fortalt i romanform.

Ingen ved hvorfor, men verden er blevet overtaget af zombier. Menneskene forskanser sig rundt omkring og prøver at overleve. I Aalborg har nogle forskere samlet sig og prøver at lave en kur. Noah var på en ekspedition fra Aalborg, da han blev nødt til at flygte. Under flugten bliver han samlet op af en fiskekutter, og her starter bind 2.

Det er en umage gruppe, Noah er faldet ind i. Den består af soldaten Emil, fiskeren Røskva, psykologien Jim og ingeniøren Ingwar. De er på vej til Svalbard, hvor en forskningsfacilitet opbevarer alverdens frø i tilfælde af en katastrofe. Tanken er, at zombier ikke bryder sig om kulde, og at at de mange frø vil gøre det muligt for dem at dyrke mad nok til at overleve. Noah er mest stemt for at komme tilbage til Aalborg. Han bliver dog underkendt, og snart er de på vej.

Vi følger Noah og gruppen på deres rejse, som bringer dem vidt omkring og i kontakt med overlevende fra mange lande. Ingwar er nemlig også radioentusiast. Zombierne er stadig et stort problem, og særligt superzombierne skal de passe på. De er ikke alene hurtige, men virker også intelligente. Og så kan de tilsyneladende undertvinge nogle mennesker mentalt.

Som i Dagbog fra zombieland er der fuld knald på handlingen. Gruppen må konstant kæmpe mod zombier, når de er i land efter forsyninger, og undervejs støder de på forskellige overlevende samfund. Det er forfriskende, at de to forfattere denne gang lader der være en vis optimisme i fortællingen. Hvor mange zombieromaner beskriver, hvor hurtigt civilisationen bryder sammen til hver mand for sig selv, oplever Noah og gruppen mest medmenneskelighed og hjælpsomhed i det omfang ressourcerne tillader det.

Noah har også et brændende håb om, at der vil blive fundet en kur. Han har nogle specielle oplevelser med en zombie, gruppen på et tidspunkt holder fanget ombord på kutteren, som måske er med til at puste ild i det håb. Også selvom resten af gruppen er overbeviste om, at det er utopi at tro, at zombier, der er så forandret, kan bringes tilbage til deres menneskelige form.

Dagbog fra zombieverdenen er grundlæggende god underholdning. Frederiksen og Rump har skrevet en spændende og actionfyldt zombieroman, hvor der også er plads til lidt filosoferen over menneskeheden. Sproget flyder let, og jeg synes, at bind to har udviklet sig positivt fra første bind. På nogle punkter er historien måske lidt naiv. F.eks. er der aldrig sprogproblemer, selvom Noahs gruppe taler med alverdens folkeslag, bl.a. russere, og de etiske diskussioner bliver aldrig så dybe. Men det er småting og ændrer ikke ved underholdningsværdien.

Med andre ord – er du til zombieromaner, så er Dagbog fra zombieverdenen slet ikke et dårligt bud. Jeg var i hvert fald fint underholdt en solbeskinnet søndag på en drømmeseng i haven.

“Ingen kunne længere være i tvivl om, at de nu var på vej om mod kajen. De norske soldater begyndte at trække sig, og pludselig lød de første maskingeværsalver. 
Røskva skreg. Jim sprang ombord, mens den sidste pose med proviant blev liggende tilbage på kajen.
Emil slog bak og klampede gashåndtaget helt i bund, men motoren startede langsomt. 
Røskva og Jim rev maskingeværer frem.
En brændende pil hamrede ind i en zombie, der faldt om lige på starten af kajen. En superzombie sprang kraftfuldt over det brændende lig og spændede ud ad kajen, mens båden langsomt speedede op i baggear.
Superzombien satte i et kæmpe spring ud mod båden, samtidig med at endnu en sprang over det brændende lig.
Røskva og Jim begyndte at skyde.
Tågen sænkede sig over Noah, da zombien på kajen begyndte at kalde.” (s. 50)

Tak til forlaget mellemgaard som har sponseret læseeksemplaret.

Om Dagbog fra zombieverdenen:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: mellemgaard, 255 sider
Grafiker: Sabine Puk Sørensen
Grafisk produktion: KWG Design

Læs også:

Dødt kød af Nick Clausen
Dagbog fra zombieland af Klaus Frederiksen
Død verden af Louise Haiberg
Hvidt støv af Line Kyed Knudsen
Sex gotiske fortællinger af Jes Larsen
Zam af Jesper Wung-Sung

Öjvind Kramers monstre – og andre grusomme gys af Jonas Wilmann

Öjvind Kramers monstre - og andre grusomme gys af Jonas WilmannÖjvind Kramers monstre er tredje udgivelse fra Jonas Wilmanns hånd her i 2018. Det er intet mindre end imponerende! Også selvom der denne gang er tale om en novellesamling for aldersgruppen +12 år, hvor novellen ‘IÄ! Didrik-Svendsen’ tidligere har været trykt i antologien Lyden af vanvid fra 2010.

Samlingen indeholder i alt fire noveller og er illustreret af Wilmann selv. Som altid er her tale om en hardback-udgivelse, hvor layout og redigeringsarbejdet er gennemført og i orden. Det samme er de fire historier, der alle sagtens kan læses af voksne.

Titelnovellen handler om Jakob og Kris, som en dag opdager nogle seje monster-klistermærker ved et tilfælde. Efter at have søgt i flere butikker lykkes det dem at finde forhandleren, og de køber 11 pakker. Nogle af billederne er dubletter, så senere på aften går Jakob alene ned i butikken og køber 14 pakker mere. Men om natten får han mareridt, og pludselig føles det, som om monstrene findes i virkeligheden.

I ‘IÄ! Didrik-Svendsen’ arbejder Elliot for hr. Didrik-Svendsen (kaldet Fede Didrik bag hans ryg). Didrik-Svendsen er en slavepisker, og ingen på kontoret bryder sig om ham. En dag tager Elliot imod en pakke til chefen fra en mystisk mand. Nysgerrig forsøger han senere at finde ud af, hvad pakken indeholder, og det viser sig at være to gamle bøger. Men hvorfor skal Dirik-Svendsen have dem? Hvem er hans mystiske ferieafløser? Hvorfor er Christina så fikseret på opvask og indkøb? Og er der hold i Elliots mange konspirationsteorier?

To kammerater nyder deres hemmelige fristed i ‘Betonskoven’. Her tager de hen for at komme væk fra hele verden. Der går mange rygter om stedet. Blandt andet skulle en dreng være forsvundet i området for mange år siden. Men det er jo bare en vandrehistorie …

Den sidste novelle handler om guitaristen Jimmy, der helt har mistet inspirationen. Han forsumper i arbejdsløshedens tåger – til han en dag ser en guitar i en butik. En helt særlig guitar, der slet ikke føles som de 10 han har derhjemme. En guitar, der finder musikken i Jimmy igen.

Bagerst i Öjvind Kramers monstre er indsat et efterskrift, hvor Wilmann fortæller om inspirationen til de fire noveller. Jeg synes altid, det er spændende at få et kig i forfatterens hoved, og det er også tilfældet her. Wilmann fortæller bl.a., hvordan alle fire historier er bygget på personlige oplevelser (næsten i hvert fald) samt er inspireret af H. P. Lovecraft.

Forhåbentlig kan Wilmanns noveller fungerer som en slags teaser for de yngre læsere til Lovecrafts forfatterskab. Uanset hvad får de dog fire underholdende og uhyggelige historier, som nok skal vække frydefuld rædsel. Jeg havde i hvert fald en frygtelig fornøjelig tur ind i Jonas Wilmanns mørke fantasi.

Indhold: 

Öjvind Kramers monstre
IÄ! Didrik-Svendsen
Betonskoven
Strengelegen
Efterskrift

Om Öjvind Kramers monstre – og andre grusomme gys:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Kaos, 179 sider
Omslag og illustrationer: Jonas Wilmann

Læs også:

Skyggen over Mundstrup af Mads L. Brynnum
I helvede flyder en flod af Morten Leth Jacobsen
Tingen i cellen af Dennis Jürgensen
Hospitalet af Michael Kamp
En sag for Luckner af Per Sanderhage
Afsind af Martin Schjönning
Velkommen til Kadaverkøbing af Jonas Wilmann

Isabelle af Anette Heide

Isabelle af Anette HeideFor nogle måneder siden flyttede Marie sammen med sin mand Thomas og deres tre børn ind i deres nye hjem, et gammelt hus fra 1700-tallet med masser af sjæl. Måske for meget?

Marie er på barsel med deres yngste, så mens Thomas arbejder, passer hun hjemmet og børnene, tvillingerne, som går i skole, og baby Sofia. Men selvom hun er glad og tilfreds, er der alligevel noget mærkeligt ved huset. Mærkelige beskeder dukker op på det duggede badeværelsesspejl, underlige trækvinde gør rum iskolde og en ubehagelig følelse af at blive overvåget plager Marie.

I starten slår hun det hen som barselskuller, men så oplever hendes svigermor også noget i huset. De to kvinder er dog enige om ikke at sige noget til Thomas, der absolut ikke tror på “det overnaturlige!” Men så skal Thomas af sted en uge med sit arbejde. Mens han er væk accelererer begivenhederne i det charmerende hus på Blomsterbakken, som viser sig at gemme på en grum hemmelighed.

Isabelle er Anette Heides debutroman og en klassisk spøgelseshistorie om et hjemsøgt hus.

Jeg var både underholdt og lidt ærgerlig under læsningen. Det klassiske plot byder på underholdende gys. For en garvet horror-læser, indeholder slutningen nok ikke den store overraskelse, selvom Heide med held skruer godt op for tempoet og dramatikken. Lidt forudsigelighed gør dog ikke nødvendigvis noget, for et plot behøver ikke at være 100% nytænkende for at underholde.

Til gengæld kunne historien godt være skåret lidt skarpere. Heide skriver udmærket, men – efter min smag – alt for detaljeret. Dels føles det, som om hun ikke stoler på, at læseren kan følge med, hvis ikke alt forklares. Dels trækker det for meget tempo ud af historien, når f.eks. Maries hverdag gentagende gange beskrives minutiøs med madlavning, tøjvask, bleskift, rengøring og alle de andre daglige pligter, der følger med at have tre børn. Jeg forstår godt, at Heide skal sætte scenen, men når vi én gang har hørt dagens forløb, er det fint for mig. Så kan jeg som læser godt indsætte detaljerne efterfølgende, når børnene skal op om morgenen osv. Lidt mere “show, don’t tell” ville gøre underværker for suspensen.

Derudover er der nogle elementer i historien, som ikke helt virker for mig. Jeg undrer mig f.eks. over, hvad scenerne i fyrtårnet er med for? Ligesom jeg ikke køber Maries pludselige forståelse for spøgelset i slutningen. Her ville fundet af noget nedskrevet have virket mere troværdig.

Jeg var dog som sagt underholdt af Isabelle, og hvis der var blevet skåret 100 sider af romanen, ville jeg have været helt vild med den. I bund og grund har Isabelle nemlig alle ingredienserne til en god historie. En sympatisk hovedperson, en god kulisse med det gamle hus som har en spændende forhistorie og de accelererende begivenheder i slutningen, der for alvor sætter uhyggen i fokus. Her nærmer historien sig krimigenren (positivt) med sin opklarende tilgang til spøgelset. Og så er jeg også begejstret for dobbeltheden i hjemsøgelsen, som jeg trods min tidligere kålhøgenhed, ikke lige havde forudsagt.

Så selvom Isabelle måske ikke rammer mig som hardcore horror-læser, tror jeg bestemt, at romanen finder en læserskare. Det kunne være unge mødre, der kan spejle sig i Marie, og som garanteret vil føle sig godt underholdt. Eller måske krimi-elskeren der godt vil prøve noget med lidt overnaturlige toner, uden at det bliver for voldsomt.

Tak til forlaget mellemgaard som har sponseret læseeksemplaret.

Om Isabelle:

Udgivelsesår: 18.06.2018
Forlag: mellemgaard, 349 sider
Grafiker: Sabine Puk Sørensen

Læs også:

Hændelsen af Anne Sofie Allarp
Åndehvisken af Haidi W. Klaris
På den anden side af Audrey Niffenegger
Ex af Teddy Vork

Afkroge af Helene Hindberg

Afkroge af Helene HindbergEt gammelt hotel med sære gange, et lasergame der løber løbsk, religiøse sekter og kosmisk terror er blot nogle af ingredienserne i Helene Hindbergs Afkroge.

Helene Hindberg har tidligere fået udgivet en række noveller i forskellige antologier. Et par af dem er genoptrykt her i Afkroge, som er hendes første selvstændige udgivelse.

Novellerne spænder, som antydet, indholdsmæssigt bredt, men de sidste fire noveller er dog en slags cyklus med den religiøse sekt Vandets børn som omdrejningspunkt: ‘En vesterhavs fortælling’, ‘Vandets Børn’, ‘Hvad skal barnet hedde’ og ‘Graffiti’. Den svageste af disse er ‘Hvad skal barnet hedde’, mest fordi den minder mig lidt for meget om Rosemarys Baby. Alle fire noveller er dog underholdende, og det er godt fundet på at koble en vestjysk sekt til Cthulhu-mytologien.

Samlingen indledes med novellen ‘Grænsen’. Melinda bor med sine forældre og deres au pair i en patriciervilla med skel op til skoven. Faren arbejder meget, og moren går op i kost og motion. Melinda nyder at ‘gemme sig’ i havens nederste del, hvor det næsten føles som en skov, og så snyder hun sig til at købe usundt slik, som et lille oprør mod forældrenes sundhedshysteri. En aften skal faren arbejde sent, og moren mødes med nogle veninder til drinks. Melinda kan dog sagtens være alene hjemme. Men da mørket falder på, ændrer haven karakter, og Melinda ser pludselig en verden udenfor forældrenes perfekte glansbillede.

En af mine favoritnoveller er ‘Der er så dejligt ude på landet’. Her kommer en mand til sig selv på en hed sommerdag. Han står i vejkanten ved siden af sin bil og husker intet som helst. Hans forvirring bliver kun større, da en bekendt stopper op og følger ham hjem. Tilsyneladende kender manden godt Anders, som han kalder ham, og det er åbenbart ikke usædvanligt, at Anders får disse blackouts. Værre bliver det dog, da Anders’ mor bliver nødt til at hjælpe ham med indholdet af bagagerummet … Hindberg beskriver Anders’ forvirring og langsomme opvågnen dybt troværdigt, og novellen gør ikke noget godt for mit forhold til fluer!

I ‘Tilbygninger’ er fortælleren Troja et af 12 børn, som bor med sine overlevende søskende og sine forældre i et hus, hvor faren konstant har lavet tilbygninger til for at få plads til hele familien. Nu er de dog nødt til at flytte. I sidste øjeblik går Troja ind for at hente nogle ting, hun har glemt, men det er, som om huset ændrer sig, og pludselig er hun faret vild. Slutningen føles desværre lidt letkøbt, eller også forstod jeg den ikke helt. Men igen er novellens atmosfære helt i top.

‘Astrid’ trækker tråde til de gamle danske folkesagn, selvom den umiddelbart udspiller sig som en moderne kærlighedshistorie i storbyens favn. Her forelsker fortælleren sig inderligt i pigen Astrid, som han møder til et bryllup. Men hvor godt kender man egentligt nogen som helst?

‘Jeg kommer snart igen’ har en herlig dobbelttydig titel. Novellen handler om kvinden, der er vild med sex, og som begynder at fantasere mere og mere blodigt om pikke. Efter en god opbygning bliver slutningen dog lidt underlig uforløst (no pun intended), og jeg sad en smule forvirret tilbage.

‘Værelset på sjette’ er endnu en favorit. Her gør fortælleren rent på et stort hotel, men en dag har hun en meget mærkelig oplevelse, da hun skal rydde op i nogle værelser i den gamle afdeling af hotellet. Novellen fik mig til at tænke på Stephen Kings novelle ‘1408’, om et hjemsøgt hotelværelse hvor de  fysiske love træder ud af kraft, og virkeligheden pludselig ændrer perspektiv. Samme fornemmelse af en flimrende, usigelig virkelighed på kanten af vores fremmaner Hindberg her.

I den korte novelle ‘Tog’ har renlighed og præcision stor betydning.

Også ‘Stilhedens stemme’ er en favorit. Her har fortælleren booket et særligt lydrum til nogle optagelser, men rummet viser sig at indeholde noget uventet. Atmosfæren i novellen giver mindelser til H. P. Lovecraft, og slutningen holder.

Endelig skal også nævnes ‘Legen’ om to brødre, der spiller lasergame. Den yngste er træt af, at han altid skal stå på vagt i baggrunden, men så en dag går noget helt galt under spillet…

Afkroge indeholder 13 noveller (omend indholdsfortegnelsen kun lister 12), og generelt var jeg godt underholdt. Helene Hindberg er en stemningsfuld fortæller, og historierne står tydeligt under læsningen. Forsiden af Lars Kramhøft skal også nævnes for sit dystre og fængslende udtryk.

Skal jeg komme med en anke, afsluttes nogle af novellerne lidt for abrupt efter min smag, og efterlader mig i vildrede om jeg nu har forstået historien. Heldigvis er det kun et fåtal, så overordnet set er Afkroge en fin debut, især hvis du holder af Lovecraftian horror.

Indhold:

Grænsen
Der er så dejligt ude på landet
Tilbygninger
Astrid (tidligere trykt i Dystre Danmark)
Jeg kommer snart igen
Værelset på sjette
Tog
Stilhedens stemme
Legen
En vesthavsfortælling (tidligere trykt i Fra skyggerne)
Vandets Børn (tidligere trykt i Lyden af vanvid)
Hvad skal barnet hedde? (tidligere trykt i Grufulde mørke)
Graffiti

Om Afkroge:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: H. Harksen Productions, 235 sider
Omslag: Lars Kramhøft

 

Ad Nauseam af Daniel Henriksen

Ad Nauseam af Daniel HenriksenSlår man ordene Ad Nauseam op i Wikipedia får man følgende forklaring: et latinsk udtryk, der betyder noget i retning af “til overflod”, “til kvalmegrænsen”, “til ækelhed”. Jeg vil dog betegne Ad Nauseam som perfekt underholdning.

Ad Nauseam er en selvstændig fortsættelse til Daniel Henriksens roman fra 2016 In Absentia. Her fulgte vi fortælleren, der af forskellige grunde tog på et morderisk hævntogt og endte med at komme i karambolage med et internationalt forbryderkartel.

I Ad Nauseam er han ved at komme sig over sine kvæstelser på hospitalet. Hverken kæresten Stine eller politiet er klar over fortællerens rolle i sidste bind. De tror, at han var et uskyldigt offer som uheldigvis faldt i kartellets kløer. Men han ved bedre – ikke mindst fordi genfærdet af Tyven stadig følger ham.

Så kort efter udskrivelsen tager fortælleren af sted for at få bundet de sidste knuder, dvs. begrave tyvens lig og hente pengene han har taget fra kartellet. Men naturligvis går det ikke så let som planlagt. Pludselig befinder han sig sulten, kvæstet og alene, spærret inde i en kælder, som det ikke er meningen han skal ud af igen.

“Og så er der tyven.
Han holder til under min seng. Det er som om han gemmer sig. Måske er han flov over sig selv. Nogle gange hiver han sig op ved sengehesten, hvorefter han står ved siden af sengen og stirrer med sit ene øje. Og skælver som om han fryser.
Jeg er den eneste der kan se ham. Han kommer og går som det passer ham. Det er ret nervepirrende – og forbandet ubelejligt – men det er ikke noget jeg kan styre. Han forfølger mig, fordi jeg slog ham ihjel. Han venter på at blive begravet, så han kan få ro. Måske er han i virkeligheden bare et produkt af min dårlige samvittighed?

Han siger ikke noget længere, men udstøder kun sjove nasale, dyriske lyde. Det er alt han kan præstere, fordi underkæben hænger slapt og spastisk mod halsen og fordi tungen ligner en tør død skovsnegl. Han bevæger sig sjældent, og når han gør, er det kun rundt om min seng, mens han støtter sig til den, og kun ganske langsomt og stift, som en gigtplaget, gammel mand, hvor hver bevægelse udtrykker en helt ny smerteoplevelse. Hvis det ikke så så sørgeligt ud, ville jeg drille ham og forsøge at peppe ham op, men jeg tror han er udenfor komisk rækkevidde.” (s. 17)

Jeg kan rigtig godt lide Daniel Henriksens kulsorte humor. Her flyder blodet, mens historien spæner af sted, og læseren sidder og klukker. Plottet er måske ikke nyskabende, men det er dæleme underholdende, og det føles, som om Henriksen har haft en fest, mens han skrev bogen. Den gejst afspejles tydeligt i historien. Så skidt med, at logikken ikke sidder i højsædet hele vejen.

Dog har jeg én anke – korrekturen. Allerede på første side er den gal: “Der er et mindre bord overfor sengen. De hører et par stole til”; og et par sider senere: “Og dens iskolde granulat flyde i mine årer.” Det er ikke fordi, der overordnet set er mange fejl i bogen, men der må altså ikke grine korrektursmuttere på første side. Det er for ærgerligt.

Heldigvis er det ikke nok til at ødelægge den overordnede set herligt splattede og totalt vanvittige historie, som Henriksen disker op med, og som lektørudtalelsen beskriver som en:

Fræk og fandenivoldsk spændingsbog med en god del satire, fyldt med grotesk vold og platheder i lange baner og, skal lige nævnes, sjovt nok også hjertevarm og eftertænksom sine steder.”

Tak til forlaget Valeta som har sponseret læseeksemplaret

Om Ad Nauseam:

Udgivelsesår: 01.05.2018
Forlag: Valeta, 255 sider

Læs også:

In Absentia af Daniel Henriksen
I helvede flyder en flod af Morten Leth Jacobsen
Dybt dedikerede Dexter af Jeff Lindsay
Dead World af Bo Sejer

Fandenivoldsk af Lars Kramhøft

Fandenivoldsk af Lars Kramhøft, illustreret af Tom Kristensen, farvelagt af Laura BlicherHvad får man, hvis man tager et freak cirkus, græske guder og et prisvindende makkerpar? En fandenivoldsk fremragende tegneserie!

Det forelskede par Jack og Tia er ekstreme artister hos Cirkus Panopticon. Deres bryllupsdag ender dog blodigt, da en bande bevæbnede mænd stormer kirken og slår alle ihjel. Det falder kærlighedsgudinden Afrodite for brystet, og i et væddemål med krigsguden Ares lader hun Jack og Tia genopstå. Nu skal tiden vise, om kærligheden eller ønsket om hævn er den stærkeste drift.

Jeg var meget begejstret for Made Flesh af makkerparret Kramhøft og Kristensen. En krybende ond fortælling om hjemsøgte huse og sjæle, som fuldt fortjent vandt prisen for Årets Danske Horrorudgivelse 2013. Siden har de to herrer haft travlt med en masse individuelle projekter. Men nu er de heldigvis sammen igen, og sammen med Laura Blicher serverer de en actionfyldt kærlighedshistorie, der ikke lader sig stoppe af døden.

Lars Kramhøft fortæller bagerst i bogen, hvordan idéen til Fandenivoldsk opstod, da han selv besøgte The Coney Island Circus Sideshow i USA. Her var han på scenen for at hjælpe sværdslugeren Betty Bloomer, og det satte sig som en uforglemmelig oplevelse, der blev startskuddet historien.

Fandenivoldsk er top underholdende. Historien kan læses lige ud ad landevejen og nydes for både den actionfyldte handling, som blander zombier, kærlighed, lejemordere og magi i en hæsblæsende fortælling, og for Tom Kristensens fremragende illustrationer. Men som altid med gode historier, er der flere lag for dem der ser efter. Tia er f.eks. tegnet med en frisure som Frankensteins brud i James Whales film fra 1935.

Cirkusset, som Tia og Jack følger, hedder Panopticon. Panoptikon er en type af fængselsbygninger designet af en filosof i slutningen af 1700-tallet. Designet giver en person mulighed for at overvåge fangerne uden deres viden. En detalje der både kan referere til gudernes væddemål og det at de er freaks og altid stikker ud blandt ‘normale’ mennesker. Plus naturligvis at Jack har deltaget i reality-programmet Extremt Talent.

Parret er veganere, men da de genopstår, lider Tia af humørsvingninger og mærkelige spisevaner såsom hjertet revet ud af en af deres drabsmænd! Men er det døden, der har ændret hende? Og er det mon tilfældigt, at Tia er slangetæmmerske? Og så videre.

Som altid udbygger Tom Kristensens nærmest filmiske tegninger historiens univers, og denne gang har Laura Blicher farvelagt fortællingen. Det er gjort meget stemningsfuldt, og resultatet er hæsblæsende, fandenivoldsk underholdning, som kun kan anbefales.

Om Fandenivoldsk:

Udgivelse: 2018
Forlag: Fahrenheit, 105 sider
Illustreret af Tom Kristensen og farvelagt af Laura Blicher

Besøg Lars Kramhøfts hjemmeside
Besøg Tom Kristensens hjemmeside

Glem ikke at lytte til EPén “Hate & Fight” af Hola Ghost, med musik inspireret af tegneserien.

Læs også:

Alena af Kim W. Andersson
Deadboy af Tom Kristensen
Diego og Dolly af Jesper Wung-Sung, illustreret af Palle Schmidt
Gigant af Rune Ryberg
Kværnen af Martin Schjönning, illustreret af Tom Kristensen
Made Flesh af Lars Kramhøft, illustreret af Tom Kristensen

Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-Kidde

Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-KiddeGotiske noveller fra et tusmørkelandskab, hvor drøm og mareridt lever side om side

Jeg må hellere starte med at indrømme, at jeg aldrig havde hørt om Astrid Ehrencron-Kidde, før forlagene Escho/Sidste Århundrede spurgte, om jeg havde lyst til at anmelde novellesamlingen Det sukker så tungt udi skoven: Martin Willéns underlige hændelser. Det lød dog umiddelbart som en spændende udgivelse, så jeg takkede ja – og heldigvis for det.

Det sukker så tungt udi skoven er lige præcis den slags gotiske noveller, jeg elsker. Tonen giver mindelser til forfattere som Edgar Allan Poe og min yndlings spøgelseshistorie-fortæller M. R. James, men er alligevel unik.

Astrid Ehrencron-Kidde udgav historierne om Martin Willén mellem 1911 og 1924, men de udspiller sig i Sverige i midten af 1800-tallet. Fortælleren er Martin Willén selv. Han er nu en gammel mand, som fortæller historierne set med erfaringens viden, hvorved han også undertiden reflekterer over hændelserne, mens han beretter. Tidsmæssigt springer novellerne, så der er ikke tale om en kronologisk beretning fra ungdom til alderdom. Alligevel er der, når man læser, små henvisninger til de andre fortællinger, som man først rigtig fanger, når man har læst hele samlingen. Det virker rigtig godt, for det giver indtryk af, at vi hører historierne efterhånden som Willén tænker på dem. Og man tænker jo sjældent i streng kronologisk orden.

Samlingen indeholder 10 noveller samt et interessant efterskrift, hvor Andreas Bylov Jensen giver en kort introduktion til Astrid Ehrencron-Kidde og sætter forfatterskabet i perspektiv. Man kan sagtens læse novellerne uden at læse efterskriftet, men for mig gav det endnu mere dybde til historierne, så jeg kun kan anbefale at læse det også.

Jeg vil også rose forlagets fine bearbejdelse af teksten. Teksterne er rettet til moderne retskrivning, men uden at give afkald på de gammeldagsudtryk, der er med til at tidsfæste historierne og skabe denne særlige gotiske stemning.

Skal jeg fremhæve et par af novellerne (og det er svært, for de alle har mange gode kvaliteter, og på en måde udgør de et samlet hele, selvom her er tale om noveller), så bliver det ‘Apoteket’ og ‘Natten i Östravåg’.

I ‘Apoteket’ er vi tilbage i Willens barndom. Familien er flyttet til Kungsbacka, men da Willen går på Latinskole i Halmstad, er han ikke nået at blive så bekendt med byen. En nat bliver hans ældre søster syg. Moren sender ham til apoteket nede i byen, for at han skal hente hendes medicin. Men på vejen hjem farer han vild. Historien er fin i sig selv, men den eftertænksomme slutning løfter novellen endnu højere.

‘Natten i Östravåg’ er mere melankolsk. Her har Willen som gammel mand besøgt kirkegården, hvor hans kære ligger begravet. På vejen hjem overnatter han på en kro i Östra Våg. Om natten opsøges han af en sær mand, som han også så på kirkegården. Manden fortæller en tragisk historie og beder om Willens hjælp. Men hvad er sandt, og hvad er drøm?

“Hør,” sagde han pludselig, “jeg ser af Deres kort, at De er sagfører. Må jeg konsultere Dem, blot ganske kort, selv om det også er en aparte tid? Jeg turde ikke undlade at gå herind. Å – De må hjælpe mig. Jeg kan betale Dem for det. Der kan gå lange tider – lange tider,” gentog han, mens han vuggede sine hænder, “førend jeg kommer forbi en sagfører igen.”

Hans runde øjne stod i mine, som ville de slå nagler gennem min hjerne for at tvinge den til at lytte og forstå.

Jeg nikkede. Jeg var i en ubeskrivelig tilstand af nervøs uro. Ikke sandt – De forstår – dette, at jeg ikke kunne røre mig af pletten – havde jeg endda været påklædt og oppe på gulvet, ja blot haft så meget som en tændstikæske eller mit ur, at tage i mine fingre og flytte om med på bordet. Men alt var som forhekset. Jeg havde hverken fået det ene eller det andet bragt i orden, før jeg gik til sengs. At måtte ligge dér, fuldstændig rolig, med hænderne på tæppet og hans øjnes borende nagler gennem mine.

“Ja, hvis jeg kan være Dem til nogen nytte – så –“

Han rejste sig hastigt et par gange og satte sig igen. “Det kan de!” sagde han hver gang, “det kan De. De er jo sagfører, det vil sige, at De kan føre en sag, ikke sandt? Skaffe en sin ret. Sin soleklare ret. Ikke sandt, det er jo Deres bestilling?”

Jeg nikkede igen og bad ham forklare mig, hvad det var, han ønskede af mig. Han gik hen og låsede døren og rullede gardinet ned for månen. (s. 145)

Jeg var som sagt meget betaget af Det sukker så tungt udi skoven, som er en utrolig fin og poetisk læseoplevelse fortalt med en melankolsk eftertænksomhed. Hver eneste novelle er en god historie, som samtidig indeholder langt flere lag, end der umiddelbart antydes. Her er måske nok tale om en lille bog, men det er så sandelig en stor læseoplevelse. Læs den.

Tak til forlagene Escho og Sidste Århundrede som har sponseret læseeksemplaret.

Om Det sukker så tungt udi skoven:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Escho/Sidste Århundrede, 214 sider
Omslag: Caroline Enghoff Mogensen
Originaludgivelsesår: 1911-1924

Indhold:

Alle sjæles nat
Den lille pige med violerne
Det sukker så tungt udi skoven
Pensée ; Apoteket
De hvide træer
En aften på Askaryd
Natten i Östravåg
En aften ved Lure Færgested
Gensynet

Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen

Randvad af Jacob Holm Krogsøe og Martin Wangsgaard JürgensenDen lille sønderjyske by Randvad ligger idyllisk omkranset af skoven. Men bag idyllen lurer rædslen.

I 1887 forsvandt folkemindesamleren Albert Termansen sammen med sin assistent, tegneren Werner Kværndrup. De to rejste rundt for at studere den danske landbokultur, men forsvandt sporløst da de nåede Randvad, en landsby nær Løjt Kirkeby i Sønderjylland.

130 år senere bliver akademikeren Karl Johansen ansat af rigmanden Henrik Termansen, der ønsker at finde ud af, hvad der egentlig skete med hans tipoldefar Albert. Umiddelbart lyder det som en simpel opgave, men efterhånden som Karl graver dybere ned i arkiverne, går det op for ham, at sagen gemmer på mere end øjet aner.

Karl tager derfor til Sønderjylland og lejer sig ind på kroen i Randvad. Allerede fra første dag får han en fornemmelse af, at byens indbyggere ikke er begejstrede for hans besøg. Faktisk føles stemningen direkte fjendtlig. Men Karl fortsætter sin udforskning, og langsomt begynder han at finde oplysninger om Albert, som arkiverne ikke kunne give ham.

Historien om Albert og Karl fortælles i to parallelle spor i 1887 og i 2017. Heri blander forfatterne afskrifter af breve, dagbøger og andre kilder, der står som sandhedsapostle i en fortælling, der langsomt bliver mere og mere foruroligende. For Randvad er ikke som andre små byer. Indbyggerne ikke bare holder sig for sig selv, de afskyer fremmede, hvad enten det er præster, forskere eller naboerne fra Løjt Kirkeby. Trods den truende atmosfære er der dog noget i byen, som tryllebinder både Karl og Albert. Men hvad? Og kan den viden komme til for høj en pris?

Randvad er Jacob Holm Krogsøe og Martin Wangsgaard Jürgensens første roman. De har tidligere skrevet novellen Frelse gennem bod sammen, og i 2014 udgav Martin Wangsgaard Jürgensen romanen Åndemanerne.

Jeg har mødt Jacob Holm Krogsøe flere gange i arbejdets medfør (vi er begge bibliotekarer), og det kan selvfølgelig være problematisk at anmelde bøger af bekendte. Især hvis man ikke bryder sig om det læste, eller – i den anden kategori – skamroser det. Jeg befinder mig denne gang klart i nummer to kategori, men nu er I så advaret 🙂

Forlaget betegner Randvad som en gotisk krimi: “Skønlitterære værker om forbrydelser der er dystre, uhyggelige, groteske, det undertrykte og det ukontrollable – og opklaringen af de forbrydelser.” Her er da også tale om en foruroligende rejse ind i mørket – såvel skovens som menneskesindets.

Som sagt er jeg meget begejstret for Randvad, som både er velskrevet, urovækkende og fascinerende. Jeg blev hurtigt fanget ind af Alberts og Karls historier, ligesom skildringen af den på overfladen så idylliske landsby med den dystre hemmelighed er rædselsvækkende på den helt rigtige måde. Skoven er nærmest en karakter i bogen på lige fod med personerne, og jeg kunne ikke undgå at tænke på Arthur Machen (og faktisk også danske Thomas Strømsholts Auwisnat).

Næsten umærkeligt ændrer stemningen sig, jo længere vi kommer ind i bogen, ligesom også Karl ændrer sig, jo nærmere han kommer på opklaringen af Alberts forsvinden. Denne langsomme deroute skildres overbevisende, og gav mig på fornem vis mindelser om Jack Torrance fra Ondskabens Hotel.

Randvad er en af den slags historier, der umiddelbart virker uskyldig, men som langsomt trækker læseren længere og længere ind i mørket, hvor afsindet rumler og angsten hersker. En stor anbefaling herfra.


“Jeg skal ikke gennemgå alle detaljerne nu, dem kan du læse om her.” Henrik lagde en knogletynd hånd på ringbindet foran sig. Så fortsatte han. 

“Efter nogen tid i Haderslev, Sønderborg og Aabenraa tog de til Løjt Kirkeby og derfra til en lille landsby – Randvad. Her må der være sket noget, for deres ophold i landsbyen blev meget længere end planlagt, og det er vanskeligt at gennemskue, hvad de foretog sig på stedet. Egentlig skulle de rejse videre vestover, mod Agerskov og Tønder for så at tage sydøst på til Flensborg. Sådan er det i hvert fald beskrevet i udkastet til projektet.

I Randvad mister vi ethvert spor af dem. Det sidste livstegn, vi har, er et brev fra min tipoldefar til min tipoldemor, Erna Mathilde Termansen. Brevet er lidt forvirrende skrevet, men uden antydninger af nogen problemer, som kunne være opstået for dem. Det eneste er, at han kort skriver om ‘Randvads hemmelighed’. De opdagede altså et eller andet i Randvad, men hvad ved vi ikke. Vi aner ganske enkelt ikke, om Albert og Werner døde i Randvad, om de rejste videre eller hvad der skete, efter brevet blev afsendt.” (s. 18-19)

 

Se et videointerview med Jacob Holm Krogsøe

Om Randvad:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: H. Harksen Productions, 233 sider
Omslag: Henrik Sandbeck Harksen

Læs også:

Rødt til en død årstid af Hanna Lützen
De underjordiske af Thomas Strømsholt
Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Fra skyggerne af Henrik S. Harksen
Diget af Teddy Vork
De hviskende veje af Nick Clausen
Gamle gys og sære sagn af Fritz Haack

Når mørket kommer krybende / red. Lars Grill Nielsen

Når mørket kommer krybende - 5 horrornovellerFem forfattere, fem noveller, fem mareridt …

I forbindelse med Krimimessen 2018 udgav forlaget Enter Darkness mini-antologien Når mørket kommer krybende bestående af fem horror-noveller skrevet af Morten Carlsen, Patrick Leis, A. Silvestri, Teddy Vork og Gudrun Østergaard. Bortset fra Teddy Vorks novelle “Svarthdel”, der oprindelig udkom i “Hvor skyggen falder“, er her tale om nye noveller.

“Brændingen” af Morten Carlsen indleder samlingen. Her vender fortælleren tilbage til sin fødeegn efter faderens død. Huset skal ryddes, men under arbejdet finder han noget i kælderen – og barndommens mareridt om væsenerne i marehalmen vender tilbage. Jeg har læst mig til, at Lesia Solots stemningsfulde forside netop er inspireret af Morten Carlsens fortælling.

Hvor et dødsfald er omdrejningspunkt i “Brændingen”, handler det om “Et drømmebarn” hos Patrick Leis. Daniella drømte som lille pige om et prinsesseliv, men er i stedet endt med skolekæresten Tommy og en helt almindelig gennemsnitlig tilværelse. Glæden er alligevel stor, da hun opdager, at hun er gravid. Men langsomt forvandles glæden til frygt. Hvad nu, hvis der er noget galt med barnet? Hvad nu, hvis Daniella ikke er en god mor? Patrick Leis har skrevet en fremragende novelle om de tanker, mange nybagte forældre formentlig pines af. Er det en fødselsdepression? Eller noget helt andet?

Teddy Vorks novelle “Svarthdel” har som sagt været udgivet tidligere under titlen “Den forsvundne risengrød”. Det gør nu ikke spor, for jeg nød at genlæse historien om Katrine, som for nyligt er flyttet ind i et nyt hus sammen med sin mand og sønnen Peter. Det er snart jul, og Katrine stresser for at få alt klart til en rigtig hyggelig højtid i familiens skød. Bl.a. sørger hun på opfordring fra Peter for at stille risengrød til nissen op på loftet. Dog undrer hun sig over, hvor deres kat er blevet af? Og over hvem der dog spiser alt den risengrød?

Gudrun Østergaards novelle hedder “Et barndomshjem”, men der er ikke meget nostalgisk hygge at finde her. Cecilie har lovet sin tante at passe hendes planter i to uger, mens tanten er på ferie. Det burde ikke være noget problem, så længe hun følger tantens huskeliste. Tanten er dog noget forvirret, og Cecilie forstår ikke helt, hvorfor det er så vigtigt, at hun holder alle dørene lukket. Hele tiden. Jeg elskede “Et barndomshjem”, hvis atmosfære fangede mig fra første side, og som har en perfekt slutning.

A. Silvestri lukker og slukker ballet med “Blinde killinger”. Efter sigende var hans novelle nødt til at være sidst, da redaktøren ellers var bange for, at folk ikke ville læse antologien færdig. Sikkert er det i hvert fald, at Silvestri endnu engang serverer en grum og anderledes fortælling for læseren. Fortælleren vokser op på en gård sammen med sin far. Moren døde under fødslen, og de to ældre brødre forlod hjemmet, så snart de fik muligheden. Faren er en fåmælt, praktisk mand, og der er ikke meget varme at hente fra ham. Måske er det derfor fortælleren, leder efter følelser andre steder?

Når mørket kommer krybende er en herlig lille perle, som desværre er alt for hurtigt læst. Novellerne er vidt forskellige, men selvom jeg har mine favoritter, synes jeg ikke, at nogen af dem falder helt udenfor. I hvert fald var jeg godt underholdt hele vejen, og kan kun anbefale samlingen til alle, som holder af kontante gys i novelleform.

Om Når mørket kommer krybende:

Udgivelsesår: 19.03.2018
Forlag: Enter Darkness, 74 sider
Omslag: Lesia Solot

Læs også:

Hvis jeg overlever natten – fortællinger fra mørket
Rustkammeret – fortællinger fra mørket 2
Undergang
Pix – nygotiske skæbner
Vampyr

 

Rødt til en død årstid af Hanna Lützen

Rødt til en død årstid af Hanna LützenRødt til en død årstid er gennemtænkt og underholdende, hvis du holder af historier med et mytisk skær og en knivspids rædsel

Af uvisse årsager har jeg aldrig fået læst Hanna Lützens Rødt til en død årstid – Horrorfortællinger fra Holte, selvom det nu er godt 20 år siden, den udkom. Heldigvis bliver god litteratur ikke dårlig med årene, og jeg kan kun opfordre andre til ikke at vente lige så længe som jeg med at læse den.

Rødt til en død årstid består af en række selvstændige fortællinger, der dog alle tilhører det samme univers, blot spredt ud over tid og personer.

Rammefortællingen handler om et ungt par, der vil flytte tilbage til Holte efter flere år i København. Drømmen om at leve storbylivet er blevet afløst af ønsket om tryghed. De ønsker at “eliminere det skræmmende skel mellem ude og inde; de ville trække deres verden udenfor – i haver og på terrasser.” I Holte behøver man ikke passe på, når man træder ud af sin gadedør. Her skal man blot huske at “installere en effektiv alarm. I ved, de forsøger jo alligevel konstant at forcere grænsen.”

Men trygheden i det nordsjællandske er en illusion, og en tyverialarm hjælper intet her. Under den landlige idyl gemmer sig sære væsener og underjordiske kræfter, der drager mennesker til sig i mørket. Det hyggelige gadekær forvandles til en stinkende sump, og råddenskaben siver ind ad selv den mindste sprække. Her undslipper du ikke.

Rødt til en død årstid består af seks noveller. Hver novelle indledes af en kort fortælling fra fortiden, der hænger sammen med historien i novellen. Titelnovellen indleder med sin fortælling om gymnasiepigen Charlotte, der får et job med at gøre rent hos en ældre dame for at tjene lidt ekstra. Damen er dog på ingen måde helt almindelig, og det er lønnen heller ikke.

I ‘Sene nætter i Søllerød’ hedder hovedpersonen Mikkel. Han bijobber som garderobepasser på den lokale kro ved siden af sine studier. Som afsluttende opgave skal han skrive om Edgar Allan Poe, så de stille timer bruger han på at læse Poes noveller. En aften hjælper han en ung pige på knallert med at finde vej, og herefter mister han selv retningen.

Den tredje novelle hedder ‘Mudderkonen’, og her følger vi Anton, som efter mange år vender tilbage til Brillesøen og skoven, hvor han i barndommen legede. Det viser sig dog, at bag de glade minder gemmer sig en dyster hemmelighed, der nu kommer frem i lyset.

I ‘Næsset’ befinder vi os på rekreationscenteret Næsseslottet. Her kommer patienterne sig efter forskellige sygdomme i en rar og hyggelig atmosfære. Men på det seneste har en mat stemning sænket sig over centret, og sygeplejersken Bodil har på fornemmelsen, at noget er helt galt.

Med ‘Den enes død’ får vi en afslutning på rammehistorien, der indledte Rødt til en død årstid, og så slutter bogen med den ganske korte fortælling ‘Afsked’.

Atmosfæren i samlingen er stemningsfuld, og Lützen skriver godt. De enkelte noveller snor sig ind og ud imellem hinanden, mens Lützen drypper forskellige henvisninger og fortolkninger ud over historierne som ekstra glasur. Rødt til en død årstid er absolut gennemtænkt og underholdende læsning, hvis du holder af historier med et mytisk skær og en knivspids rædsel. Og så er bogen endda omsat til et teaterstykke i 2002 af Maria Stenz.

Anton satte sig frem på bænken med et sæt. Hændelserne fra dengang havde trængt sig frem i hans bevidsthed med en stærk intensitet der efterlod ham en smule rystet. I mange år havde han slået dem hen som erindringsforskydninger og småtraumer fra en tidlig sommers drengeudflugt – Mudderkonen var et fantasifoster og jordgangen barnlig ønsketænkning. Men Martin var jo aldrig dukket op. Han var stadig en forsvunden dreng, og selvom Anton ikke havde nogen skyld i hans uforklarlige forsvinden lurede tanken om Mudderkonen og turen i den underjordiske gang bag det hele. Netop før da han sad med lukkede øjne og genoplevede den mærkelige tur i skoven havde han følt de samme dufte og den samme kuldslåede fornemmelse om benene som dengang. Han gjorde sig ingen forhåbninger om at finde en forklaring på hvad der egentlig var sket. Tværtimod. Han ønskede det ikke. Det var bare en trang der havde fået ham herned til Brillerne igen. Måske en trang til at genopleve og glemme. Han så ud over søen og indså at stedet aldrig havde forladt hans indre blik. Panoramaet havde ligget som et baggrundstæppe for hver eneste tanke han havde tænkt i sit voksne liv. Han havde forladt sin hjemegn, men den vragede hjemlighed havde aldrig forladt ham.” (s. 122-123)

Indhold:

Rødt til en død årstid
Sene nætter i Søllerød
Mudderkonen
Næsset
Den enes død
Afsked

Om Rødt til en død årstid:

Udgivelsesår: 1997
Forlag: Gyldendal, 206 sider
Omslag: Ida Balslev-Olesen

 

Udvalgt bibliografi:

Spøgelserne i Hausers palæ (2005)
Politikens store eventyrbog (2005)
Miraklernes bog (1997)
Rødt til en død årstid (1997)
Vlad (1995)

Staudebedet i Skygger (1997/2010)
De små søstre med glasuransigter i Horror.dk (2008)