maj 2018
M T O T F L S
« apr    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘dansk horror’

Fandenivoldsk af Lars Kramhøft

Fandenivoldsk af Lars Kramhøft, illustreret af Tom Kristensen, farvelagt af Laura BlicherHvad får man, hvis man tager et freak cirkus, græske guder og et prisvindende makkerpar? En fandenivoldsk fremragende tegneserie!

Det forelskede par Jack og Tia er ekstreme artister hos Cirkus Panopticon. Deres bryllupsdag ender dog blodigt, da en bande bevæbnede mænd stormer kirken og slår alle ihjel. Det falder kærlighedsgudinden Afrodite for brystet, og i et væddemål med krigsguden Ares lader hun Jack og Tia genopstå. Nu skal tiden vise, om kærligheden eller ønsket om hævn er den stærkeste drift.

Jeg var meget begejstret for Made Flesh af makkerparret Kramhøft og Kristensen. En krybende ond fortælling om hjemsøgte huse og sjæle, som fuldt fortjent vandt prisen for Årets Danske Horrorudgivelse 2013. Siden har de to herrer haft travlt med en masse individuelle projekter. Men nu er de heldigvis sammen igen, og sammen med Laura Blicher serverer de en actionfyldt kærlighedshistorie, der ikke lader sig stoppe af døden.

Lars Kramhøft fortæller bagerst i bogen, hvordan idéen til Fandenivoldsk opstod, da han selv besøgte The Coney Island Circus Sideshow i USA. Her var han på scenen for at hjælpe sværdslugeren Betty Bloomer, og det satte sig som en uforglemmelig oplevelse, der blev startskuddet historien.

Fandenivoldsk er top underholdende. Historien kan læses lige ud ad landevejen og nydes for både den actionfyldte handling, som blander zombier, kærlighed, lejemordere og magi i en hæsblæsende fortælling, og for Tom Kristensens fremragende illustrationer. Men som altid med gode historier, er der flere lag for dem der ser efter. Tia er f.eks. tegnet med en frisure som Frankensteins brud i James Whales film fra 1935.

Cirkusset, som Tia og Jack følger, hedder Panopticon. Panoptikon er en type af fængselsbygninger designet af en filosof i slutningen af 1700-tallet. Designet giver en person mulighed for at overvåge fangerne uden deres viden. En detalje der både kan referere til gudernes væddemål og det at de er freaks og altid stikker ud blandt ‘normale’ mennesker. Plus naturligvis at Jack har deltaget i reality-programmet Extremt Talent.

Parret er veganere, men da de genopstår, lider Tia af humørsvingninger og mærkelige spisevaner såsom hjertet revet ud af en af deres drabsmænd! Men er det døden, der har ændret hende? Og er det mon tilfældigt, at Tia er slangetæmmerske? Og så videre.

Som altid udbygger Tom Kristensens nærmest filmiske tegninger historiens univers, og denne gang har Laura Blicher farvelagt fortællingen. Det er gjort meget stemningsfuldt, og resultatet er hæsblæsende, fandenivoldsk underholdning, som kun kan anbefales.

Om Fandenivoldsk:

Udgivelse: 2018
Forlag: Fahrenheit, 105 sider
Illustreret af Tom Kristensen og farvelagt af Laura Blicher

Besøg Lars Kramhøfts hjemmeside
Besøg Tom Kristensens hjemmeside

Glem ikke at lytte til EPén “Hate & Fight” af Hola Ghost, med musik inspireret af tegneserien.

Læs også:

Alena af Kim W. Andersson
Deadboy af Tom Kristensen
Diego og Dolly af Jesper Wung-Sung, illustreret af Palle Schmidt
Gigant af Rune Ryberg
Kværnen af Martin Schjönning, illustreret af Tom Kristensen
Made Flesh af Lars Kramhøft, illustreret af Tom Kristensen

Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-Kidde

Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-KiddeGotiske noveller fra et tusmørkelandskab, hvor drøm og mareridt lever side om side

Jeg må hellere starte med at indrømme, at jeg aldrig havde hørt om Astrid Ehrencron-Kidde, før forlagene Escho/Sidste Århundrede spurgte, om jeg havde lyst til at anmelde novellesamlingen Det sukker så tungt udi skoven: Martin Willéns underlige hændelser. Det lød dog umiddelbart som en spændende udgivelse, så jeg takkede ja – og heldigvis for det.

Det sukker så tungt udi skoven er lige præcis den slags gotiske noveller, jeg elsker. Tonen giver mindelser til forfattere som Edgar Allan Poe og min yndlings spøgelseshistorie-fortæller M. R. James, men er alligevel unik.

Astrid Ehrencron-Kidde udgav historierne om Martin Willén mellem 1911 og 1924, men de udspiller sig i Sverige i midten af 1800-tallet. Fortælleren er Martin Willén selv. Han er nu en gammel mand, som fortæller historierne set med erfaringens viden, hvorved han også undertiden reflekterer over hændelserne, mens han beretter. Tidsmæssigt springer novellerne, så der er ikke tale om en kronologisk beretning fra ungdom til alderdom. Alligevel er der, når man læser, små henvisninger til de andre fortællinger, som man først rigtig fanger, når man har læst hele samlingen. Det virker rigtig godt, for det giver indtryk af, at vi hører historierne efterhånden som Willén tænker på dem. Og man tænker jo sjældent i streng kronologisk orden.

Samlingen indeholder 10 noveller samt et interessant efterskrift, hvor Andreas Bylov Jensen giver en kort introduktion til Astrid Ehrencron-Kidde og sætter forfatterskabet i perspektiv. Man kan sagtens læse novellerne uden at læse efterskriftet, men for mig gav det endnu mere dybde til historierne, så jeg kun kan anbefale at læse det også.

Jeg vil også rose forlagets fine bearbejdelse af teksten. Teksterne er rettet til moderne retskrivning, men uden at give afkald på de gammeldagsudtryk, der er med til at tidsfæste historierne og skabe denne særlige gotiske stemning.

Skal jeg fremhæve et par af novellerne (og det er svært, for de alle har mange gode kvaliteter, og på en måde udgør de et samlet hele, selvom her er tale om noveller), så bliver det ‘Apoteket’ og ‘Natten i Östravåg’.

I ‘Apoteket’ er vi tilbage i Willens barndom. Familien er flyttet til Kungsbacka, men da Willen går på Latinskole i Halmstad, er han ikke nået at blive så bekendt med byen. En nat bliver hans ældre søster syg. Moren sender ham til apoteket nede i byen, for at han skal hente hendes medicin. Men på vejen hjem farer han vild. Historien er fin i sig selv, men den eftertænksomme slutning løfter novellen endnu højere.

‘Natten i Östravåg’ er mere melankolsk. Her har Willen som gammel mand besøgt kirkegården, hvor hans kære ligger begravet. På vejen hjem overnatter han på en kro i Östra Våg. Om natten opsøges han af en sær mand, som han også så på kirkegården. Manden fortæller en tragisk historie og beder om Willens hjælp. Men hvad er sandt, og hvad er drøm?

“Hør,” sagde han pludselig, “jeg ser af Deres kort, at De er sagfører. Må jeg konsultere Dem, blot ganske kort, selv om det også er en aparte tid? Jeg turde ikke undlade at gå herind. Å – De må hjælpe mig. Jeg kan betale Dem for det. Der kan gå lange tider – lange tider,” gentog han, mens han vuggede sine hænder, “førend jeg kommer forbi en sagfører igen.”

Hans runde øjne stod i mine, som ville de slå nagler gennem min hjerne for at tvinge den til at lytte og forstå.

Jeg nikkede. Jeg var i en ubeskrivelig tilstand af nervøs uro. Ikke sandt – De forstår – dette, at jeg ikke kunne røre mig af pletten – havde jeg endda været påklædt og oppe på gulvet, ja blot haft så meget som en tændstikæske eller mit ur, at tage i mine fingre og flytte om med på bordet. Men alt var som forhekset. Jeg havde hverken fået det ene eller det andet bragt i orden, før jeg gik til sengs. At måtte ligge dér, fuldstændig rolig, med hænderne på tæppet og hans øjnes borende nagler gennem mine.

“Ja, hvis jeg kan være Dem til nogen nytte – så –“

Han rejste sig hastigt et par gange og satte sig igen. “Det kan de!” sagde han hver gang, “det kan De. De er jo sagfører, det vil sige, at De kan føre en sag, ikke sandt? Skaffe en sin ret. Sin soleklare ret. Ikke sandt, det er jo Deres bestilling?”

Jeg nikkede igen og bad ham forklare mig, hvad det var, han ønskede af mig. Han gik hen og låsede døren og rullede gardinet ned for månen. (s. 145)

Jeg var som sagt meget betaget af Det sukker så tungt udi skoven, som er en utrolig fin og poetisk læseoplevelse fortalt med en melankolsk eftertænksomhed. Hver eneste novelle er en god historie, som samtidig indeholder langt flere lag, end der umiddelbart antydes. Her er måske nok tale om en lille bog, men det er så sandelig en stor læseoplevelse. Læs den.

Tak til forlagene Escho og Sidste Århundrede som har sponseret læseeksemplaret.

Om Det sukker så tungt udi skoven:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Escho/Sidste Århundrede, 214 sider
Omslag: Caroline Enghoff Mogensen
Originaludgivelsesår: 1911-1924

Indhold:

Alle sjæles nat
Den lille pige med violerne
Det sukker så tungt udi skoven
Pensée ; Apoteket
De hvide træer
En aften på Askaryd
Natten i Östravåg
En aften ved Lure Færgested
Gensynet

Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen

Randvad af Jacob Holm Krogsøe og Martin Wangsgaard JürgensenDen lille sønderjyske by Randvad ligger idyllisk omkranset af skoven. Men bag idyllen lurer rædslen.

I 1887 forsvandt folkemindesamleren Albert Termansen sammen med sin assistent, tegneren Werner Kværndrup. De to rejste rundt for at studere den danske landbokultur, men forsvandt sporløst da de nåede Randvad, en landsby nær Løjt Kirkeby i Sønderjylland.

130 år senere bliver akademikeren Karl Johansen ansat af rigmanden Henrik Termansen, der ønsker at finde ud af, hvad der egentlig skete med hans tipoldefar Albert. Umiddelbart lyder det som en simpel opgave, men efterhånden som Karl graver dybere ned i arkiverne, går det op for ham, at sagen gemmer på mere end øjet aner.

Karl tager derfor til Sønderjylland og lejer sig ind på kroen i Randvad. Allerede fra første dag får han en fornemmelse af, at byens indbyggere ikke er begejstrede for hans besøg. Faktisk føles stemningen direkte fjendtlig. Men Karl fortsætter sin udforskning, og langsomt begynder han at finde oplysninger om Albert, som arkiverne ikke kunne give ham.

Historien om Albert og Karl fortælles i to parallelle spor i 1887 og i 2017. Heri blander forfatterne afskrifter af breve, dagbøger og andre kilder, der står som sandhedsapostle i en fortælling, der langsomt bliver mere og mere foruroligende. For Randvad er ikke som andre små byer. Indbyggerne ikke bare holder sig for sig selv, de afskyer fremmede, hvad enten det er præster, forskere eller naboerne fra Løjt Kirkeby. Trods den truende atmosfære er der dog noget i byen, som tryllebinder både Karl og Albert. Men hvad? Og kan den viden komme til for høj en pris?

Randvad er Jacob Holm Krogsøe og Martin Wangsgaard Jürgensens første roman. De har tidligere skrevet novellen Frelse gennem bod sammen, og i 2014 udgav Martin Wangsgaard Jürgensen romanen Åndemanerne.

Jeg har mødt Jacob Holm Krogsøe flere gange i arbejdets medfør (vi er begge bibliotekarer), og det kan selvfølgelig være problematisk at anmelde bøger af bekendte. Især hvis man ikke bryder sig om det læste, eller – i den anden kategori – skamroser det. Jeg befinder mig denne gang klart i nummer to kategori, men nu er I så advaret 🙂

Forlaget betegner Randvad som en gotisk krimi: “Skønlitterære værker om forbrydelser der er dystre, uhyggelige, groteske, det undertrykte og det ukontrollable – og opklaringen af de forbrydelser.” Her er da også tale om en foruroligende rejse ind i mørket – såvel skovens som menneskesindets.

Som sagt er jeg meget begejstret for Randvad, som både er velskrevet, urovækkende og fascinerende. Jeg blev hurtigt fanget ind af Alberts og Karls historier, ligesom skildringen af den på overfladen så idylliske landsby med den dystre hemmelighed er rædselsvækkende på den helt rigtige måde. Skoven er nærmest en karakter i bogen på lige fod med personerne, og jeg kunne ikke undgå at tænke på Arthur Machen (og faktisk også danske Thomas Strømsholts Auwisnat).

Næsten umærkeligt ændrer stemningen sig, jo længere vi kommer ind i bogen, ligesom også Karl ændrer sig, jo nærmere han kommer på opklaringen af Alberts forsvinden. Denne langsomme deroute skildres overbevisende, og gav mig på fornem vis mindelser om Jack Torrance fra Ondskabens Hotel.

Randvad er en af den slags historier, der umiddelbart virker uskyldig, men som langsomt trækker læseren længere og længere ind i mørket, hvor afsindet rumler og angsten hersker. En stor anbefaling herfra.


“Jeg skal ikke gennemgå alle detaljerne nu, dem kan du læse om her.” Henrik lagde en knogletynd hånd på ringbindet foran sig. Så fortsatte han. 

“Efter nogen tid i Haderslev, Sønderborg og Aabenraa tog de til Løjt Kirkeby og derfra til en lille landsby – Randvad. Her må der være sket noget, for deres ophold i landsbyen blev meget længere end planlagt, og det er vanskeligt at gennemskue, hvad de foretog sig på stedet. Egentlig skulle de rejse videre vestover, mod Agerskov og Tønder for så at tage sydøst på til Flensborg. Sådan er det i hvert fald beskrevet i udkastet til projektet.

I Randvad mister vi ethvert spor af dem. Det sidste livstegn, vi har, er et brev fra min tipoldefar til min tipoldemor, Erna Mathilde Termansen. Brevet er lidt forvirrende skrevet, men uden antydninger af nogen problemer, som kunne være opstået for dem. Det eneste er, at han kort skriver om ‘Randvads hemmelighed’. De opdagede altså et eller andet i Randvad, men hvad ved vi ikke. Vi aner ganske enkelt ikke, om Albert og Werner døde i Randvad, om de rejste videre eller hvad der skete, efter brevet blev afsendt.” (s. 18-19)

 

Se et videointerview med Jacob Holm Krogsøe

Om Randvad:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: H. Harksen Productions, 233 sider
Omslag: Henrik Sandbeck Harksen

Læs også:

Rødt til en død årstid af Hanna Lützen
De underjordiske af Thomas Strømsholt
Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Fra skyggerne af Henrik S. Harksen
Diget af Teddy Vork
De hviskende veje af Nick Clausen
Gamle gys og sære sagn af Fritz Haack

Når mørket kommer krybende / red. Lars Grill Nielsen

Når mørket kommer krybende - 5 horrornovellerFem forfattere, fem noveller, fem mareridt …

I forbindelse med Krimimessen 2018 udgav forlaget Enter Darkness mini-antologien Når mørket kommer krybende bestående af fem horror-noveller skrevet af Morten Carlsen, Patrick Leis, A. Silvestri, Teddy Vork og Gudrun Østergaard. Bortset fra Teddy Vorks novelle “Svarthdel”, der oprindelig udkom i “Hvor skyggen falder“, er her tale om nye noveller.

“Brændingen” af Morten Carlsen indleder samlingen. Her vender fortælleren tilbage til sin fødeegn efter faderens død. Huset skal ryddes, men under arbejdet finder han noget i kælderen – og barndommens mareridt om væsenerne i marehalmen vender tilbage. Jeg har læst mig til, at Lesia Solots stemningsfulde forside netop er inspireret af Morten Carlsens fortælling.

Hvor et dødsfald er omdrejningspunkt i “Brændingen”, handler det om “Et drømmebarn” hos Patrick Leis. Daniella drømte som lille pige om et prinsesseliv, men er i stedet endt med skolekæresten Tommy og en helt almindelig gennemsnitlig tilværelse. Glæden er alligevel stor, da hun opdager, at hun er gravid. Men langsomt forvandles glæden til frygt. Hvad nu, hvis der er noget galt med barnet? Hvad nu, hvis Daniella ikke er en god mor? Patrick Leis har skrevet en fremragende novelle om de tanker, mange nybagte forældre formentlig pines af. Er det en fødselsdepression? Eller noget helt andet?

Teddy Vorks novelle “Svarthdel” har som sagt været udgivet tidligere under titlen “Den forsvundne risengrød”. Det gør nu ikke spor, for jeg nød at genlæse historien om Katrine, som for nyligt er flyttet ind i et nyt hus sammen med sin mand og sønnen Peter. Det er snart jul, og Katrine stresser for at få alt klart til en rigtig hyggelig højtid i familiens skød. Bl.a. sørger hun på opfordring fra Peter for at stille risengrød til nissen op på loftet. Dog undrer hun sig over, hvor deres kat er blevet af? Og over hvem der dog spiser alt den risengrød?

Gudrun Østergaards novelle hedder “Et barndomshjem”, men der er ikke meget nostalgisk hygge at finde her. Cecilie har lovet sin tante at passe hendes planter i to uger, mens tanten er på ferie. Det burde ikke være noget problem, så længe hun følger tantens huskeliste. Tanten er dog noget forvirret, og Cecilie forstår ikke helt, hvorfor det er så vigtigt, at hun holder alle dørene lukket. Hele tiden. Jeg elskede “Et barndomshjem”, hvis atmosfære fangede mig fra første side, og som har en perfekt slutning.

A. Silvestri lukker og slukker ballet med “Blinde killinger”. Efter sigende var hans novelle nødt til at være sidst, da redaktøren ellers var bange for, at folk ikke ville læse antologien færdig. Sikkert er det i hvert fald, at Silvestri endnu engang serverer en grum og anderledes fortælling for læseren. Fortælleren vokser op på en gård sammen med sin far. Moren døde under fødslen, og de to ældre brødre forlod hjemmet, så snart de fik muligheden. Faren er en fåmælt, praktisk mand, og der er ikke meget varme at hente fra ham. Måske er det derfor fortælleren, leder efter følelser andre steder?

Når mørket kommer krybende er en herlig lille perle, som desværre er alt for hurtigt læst. Novellerne er vidt forskellige, men selvom jeg har mine favoritter, synes jeg ikke, at nogen af dem falder helt udenfor. I hvert fald var jeg godt underholdt hele vejen, og kan kun anbefale samlingen til alle, som holder af kontante gys i novelleform.

Om Når mørket kommer krybende:

Udgivelsesår: 19.03.2018
Forlag: Enter Darkness, 74 sider
Omslag: Lesia Solot

Læs også:

Hvis jeg overlever natten – fortællinger fra mørket
Rustkammeret – fortællinger fra mørket 2
Undergang
Pix – nygotiske skæbner
Vampyr

 

Rødt til en død årstid af Hanna Lützen

Rødt til en død årstid af Hanna LützenRødt til en død årstid er gennemtænkt og underholdende, hvis du holder af historier med et mytisk skær og en knivspids rædsel

Af uvisse årsager har jeg aldrig fået læst Hanna Lützens Rødt til en død årstid – Horrorfortællinger fra Holte, selvom det nu er godt 20 år siden, den udkom. Heldigvis bliver god litteratur ikke dårlig med årene, og jeg kan kun opfordre andre til ikke at vente lige så længe som jeg med at læse den.

Rødt til en død årstid består af en række selvstændige fortællinger, der dog alle tilhører det samme univers, blot spredt ud over tid og personer.

Rammefortællingen handler om et ungt par, der vil flytte tilbage til Holte efter flere år i København. Drømmen om at leve storbylivet er blevet afløst af ønsket om tryghed. De ønsker at “eliminere det skræmmende skel mellem ude og inde; de ville trække deres verden udenfor – i haver og på terrasser.” I Holte behøver man ikke passe på, når man træder ud af sin gadedør. Her skal man blot huske at “installere en effektiv alarm. I ved, de forsøger jo alligevel konstant at forcere grænsen.”

Men trygheden i det nordsjællandske er en illusion, og en tyverialarm hjælper intet her. Under den landlige idyl gemmer sig sære væsener og underjordiske kræfter, der drager mennesker til sig i mørket. Det hyggelige gadekær forvandles til en stinkende sump, og råddenskaben siver ind ad selv den mindste sprække. Her undslipper du ikke.

Rødt til en død årstid består af seks noveller. Hver novelle indledes af en kort fortælling fra fortiden, der hænger sammen med historien i novellen. Titelnovellen indleder med sin fortælling om gymnasiepigen Charlotte, der får et job med at gøre rent hos en ældre dame for at tjene lidt ekstra. Damen er dog på ingen måde helt almindelig, og det er lønnen heller ikke.

I ‘Sene nætter i Søllerød’ hedder hovedpersonen Mikkel. Han bijobber som garderobepasser på den lokale kro ved siden af sine studier. Som afsluttende opgave skal han skrive om Edgar Allan Poe, så de stille timer bruger han på at læse Poes noveller. En aften hjælper han en ung pige på knallert med at finde vej, og herefter mister han selv retningen.

Den tredje novelle hedder ‘Mudderkonen’, og her følger vi Anton, som efter mange år vender tilbage til Brillesøen og skoven, hvor han i barndommen legede. Det viser sig dog, at bag de glade minder gemmer sig en dyster hemmelighed, der nu kommer frem i lyset.

I ‘Næsset’ befinder vi os på rekreationscenteret Næsseslottet. Her kommer patienterne sig efter forskellige sygdomme i en rar og hyggelig atmosfære. Men på det seneste har en mat stemning sænket sig over centret, og sygeplejersken Bodil har på fornemmelsen, at noget er helt galt.

Med ‘Den enes død’ får vi en afslutning på rammehistorien, der indledte Rødt til en død årstid, og så slutter bogen med den ganske korte fortælling ‘Afsked’.

Atmosfæren i samlingen er stemningsfuld, og Lützen skriver godt. De enkelte noveller snor sig ind og ud imellem hinanden, mens Lützen drypper forskellige henvisninger og fortolkninger ud over historierne som ekstra glasur. Rødt til en død årstid er absolut gennemtænkt og underholdende læsning, hvis du holder af historier med et mytisk skær og en knivspids rædsel. Og så er bogen endda omsat til et teaterstykke i 2002 af Maria Stenz.

Anton satte sig frem på bænken med et sæt. Hændelserne fra dengang havde trængt sig frem i hans bevidsthed med en stærk intensitet der efterlod ham en smule rystet. I mange år havde han slået dem hen som erindringsforskydninger og småtraumer fra en tidlig sommers drengeudflugt – Mudderkonen var et fantasifoster og jordgangen barnlig ønsketænkning. Men Martin var jo aldrig dukket op. Han var stadig en forsvunden dreng, og selvom Anton ikke havde nogen skyld i hans uforklarlige forsvinden lurede tanken om Mudderkonen og turen i den underjordiske gang bag det hele. Netop før da han sad med lukkede øjne og genoplevede den mærkelige tur i skoven havde han følt de samme dufte og den samme kuldslåede fornemmelse om benene som dengang. Han gjorde sig ingen forhåbninger om at finde en forklaring på hvad der egentlig var sket. Tværtimod. Han ønskede det ikke. Det var bare en trang der havde fået ham herned til Brillerne igen. Måske en trang til at genopleve og glemme. Han så ud over søen og indså at stedet aldrig havde forladt hans indre blik. Panoramaet havde ligget som et baggrundstæppe for hver eneste tanke han havde tænkt i sit voksne liv. Han havde forladt sin hjemegn, men den vragede hjemlighed havde aldrig forladt ham.” (s. 122-123)

Indhold:

Rødt til en død årstid
Sene nætter i Søllerød
Mudderkonen
Næsset
Den enes død
Afsked

Om Rødt til en død årstid:

Udgivelsesår: 1997
Forlag: Gyldendal, 206 sider
Omslag: Ida Balslev-Olesen

 

Udvalgt bibliografi:

Spøgelserne i Hausers palæ (2005)
Politikens store eventyrbog (2005)
Miraklernes bog (1997)
Rødt til en død årstid (1997)
Vlad (1995)

Staudebedet i Skygger (1997/2010)
De små søstre med glasuransigter i Horror.dk (2008)

 

Rummets Guder 2: Rumhavne af Jonas Wilmann

Rummets Guder 2: Rumhavne af Jonas WilmannEfter 3 år i skjul i rumhavnen Zoltr får Miko og Drex muligheden for at hævne sig på guderne – eller er det blot en fælde?

Rumhavne er andet bind i Jonas Wilmanns gotiske sci-fi serie om de to ikke alt for kvikke eventyrere Miko og Drex. I første bind drømte de om at komme ind på Pilotakademiet. Det førte dem til at arbejde for den pensionerede Fredsvogter Mortus, men i hans sære, faldefærdige hus fik Miko i stedet for færten af en gigantisk sammensværgelse. De kosmiske guder havde kun afsluttet Tusindårskrigen og skabt fred i universet med det formål selv at fortære alt liv. Opdagelsen af denne grusomme hemmelighed sendte Miko og Drex på flugt, og nu – 3 år senere – befinder de sig i rumhavnen Zoltr. Endestationen for universets værste afskum.

I Zoltrs pøl af voldelig afstumpethed klarer de to unge fyre sig igennem med hiv og sving. Drex er faldet i alkoholens tåger, mens Miko stadig tænker på gudernes forræderi og ønsker at hævne det. Så da guiden Di-Hozir lader til at vide noget om den forsvundne planet, Ellintia, overhører Miko alle advarsler og følger Di-Hozir til mineplaneten Andros sammen med Drex.

Men Di-Hozir har en helt anden dagsorden end at hjælpe Miko og Drex, og snart er de i endnu større problemer, end de var på Zoltr. Heldigvis dukker en usandsynlig allieret op, da tingene ser værst ud. Spørgsmålet er dog, om de bevæger sig fra asken over i ilden?

Rumhavne fortsætter i samme hæsblæsende stil som Den mystiske eneboer. I en blanding af humor, action og gru følger vi Miko og Drex’s vilde eventyr i deres forsøg på at stoppe guderne i at æde hele universet. Det er dog lettere sagt end gjort. Især i betragtning af at Miko ikke engang har en plan.

“Miko, jeg skal lige høre dig om noget. Jeg har gået sådan og tænkt lidt.”
“Uh, det lyder farligt. Kom du til skade?”
Drex fnøs.
“Hæ, jeg kan egentlig meget godt lide, når du gør det der. Fornærmer mig. Det minder mig om Corint. Minder mig om gamle dage.”
“Jeg skal gøre mit værste, når det nu glæder dig sådan.”
“Men jeg mener det faktisk seriøst. Jeg har tænkt over noget. Efter at ham Di-Hozir har slået os ihjel, hvad er planen så egentlig? Gudejagt, ikke? Men er sådan nogen ikke ret store?”
“Guderne …? Jo, enorme, tror jeg. I hvert fald en af dem. En rød djævel. Den kan æde en hel planet. Trække den lige ind i gabet med sådan nogle lange fangarme.”
“Men hvad gør vi så, hvis vi finder en?”
“Så langt er jeg aldrig kommet i planerne. Normalt ville man vel sige det til myndighederne, så planeterne kunne forsvare sig eller i det mindste forberede sig på udslettelse, men i det her tilfælde er myndighederne de onde, så jeg ved det faktisk ikke.”
“Og der er nok ikke nogen, som vil lytte til os alligevel, fordi vi er idioter og alt det.”
“Nej, også det. Så planen er desværre strandet ved, at vi finder guderne. Og så ser hvad der sker.” (s. 46-47)

Jeg har ventet på fortsættelsen af Rummets Guder, siden bind et udkom i 2016, og heldigvis har det været ventetiden værd. Rumhavne er mindst ligeså underholdende og crazy som forgængeren. Handlingen ruller fra første side, og selvom jeg godt kan synes, at det er et lidt for heldigt tilfælde, at Miko og Drex er bedstevenner med Zoltrs hårdeste negl, Dawaneck (ligesom jeg bliver uendelig træt af teenagepigers tilsyneladende uimodståelige tiltrækningskraft på vampyrer og andre overnaturlige væsener), så lapper jeg med glæde usandsynlighederne i mig, for Wilmann fortæller sin historie med så meget entusiasme og energi, at man bare må overgive sig og lade sig fortære af dens uimodståelige charme.

Rumhavne er med andre ord en vellykket afslutning på et underholdende rum-eventyr, der kan læses af både unge og voksne.

Om Rumhavne:

Udgivelsesår: 01.02.2018
Forlag: Kaos, 217 sider
Omslag: Aske Schmidt Rose

Besøg Jonas Wilmanns hjemmeside

 

 

En cirkel af blod af Christian Engkilde

En cirkel af blod af Christian EngkildeSpændende og velskrevet gyser for børn og unge om ånder, besættelse og en museumsdirektør, der vil gå alt for langt for at bevise sin teori

I 2016 udkom første bind i Christian Engkildes gysertrilogi for børn og unge: Skygger i mørket. Det var historien om fodbolddrengen Sebastian, der fik som opgave at hjælpe den blinde Thomas til rette i klassen. Det viste sig, at selvom Thomas var blind, kunne han se mærkelige skygger, der tilsyneladende forfulgte Sebastian og lavede ulykker, som fik Sebastian i problemer. Skyggerne var afdøde ånder, og første bind sluttede med et voldsomt opgør i skolens gange, som bl.a. involverede den lokale museumsdirektør Botved, og hvor Sebastian kom slemt til skade.

En cirkel af blod starter umiddelbart efter. Sebastian ligger på hospitalet med hovedet indbundet i bandager. Han har fået syre i øjnene, og lægerne ved ikke, om han får synet igen. Indtil videre skal øjnene i hvert fald være i totalt mørke.

Udover at være dybt bekymret for sit syn har Sebastian også andre problemer. Ingen tror på hans og Thomas’ historie om, hvad der virkeligt skete på skolen. I stedet har Botved fået overbevist alle om, at Sebastian står bag det omfattende hærværk. Kun Thomas og deres klassekammerat Caroline, som er indlagt på hospitalet med et brækket ben, tror på hans uskyld.

Oveni er Sebastian også begyndt at se skyggerne. Og mere skræmmende – han ser en skygge besætte pigen Maja, som også er indlagt på hospitalet. Naturligvis tror ingen af lægerne på Sebastian, da han fortæller dem om Maja, og både han og Thomas er sikre på, at Maja er i fare pga. skyggens besættelse. Men hvordan kan de redde hende?

Endelig viser det sig at drengenes sammenstød med Botved langt fra er slut. Endnu en gang må de stå op imod museumsdirektøren, som ikke har opgivet at bevise sin tese om, at den gamle munkeorden Fakkelbrødrene kunne fremmane dæmoner.

Her i andet bind har Christian Engkilde i den grad skruet op for uhyggen. Hvor jeg særligt var begejstret for beskrivelsen af Sebastian og Thomas og udviklingen af deres venskab i første bind, og ikke fandt fortællingen så skræmmende, så leverer En cirkel af blod på alle planer. Her er masser af spænding, men samtidig udbygges især Sebastians karakter. Bekymringerne om blindheden, og reflektionerne over hvordan det påvirker både ham og Thomas, som er født blind, er yderst troværdige og til tider helt gribende.

Afslutningen er til gengæld fuld af tjubang. Caroline er også blevet involveret i opgøret med Botved, og bind to afsluttes med en forrygende redningsaktion under ruinerne af Fakkelbrødrenes kloster. Her er naturligvis tale om en børne/ungdomsgyser, så visse ting står lidt utroværdigt for en voksen læser, men ikke desto mindre var jeg klart underholdt og glæder mig til bind tre, der ifølge forlaget udkommer senere i 2017.

(anmeldt til Himmelskibet.dk, nr. 53)

 

Om En cirkel af blod:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Silhuet, 268 sider
Omslag: Nathascha Friis

Serien:

Skygger i mørket, 2016
En cirkel af blod, 2017

 

Scrapbogen af Karsten Mungo Madsen

Scrapbogen af Karsten Mungo MadsenEn ung studerende, der har brug for at tjene lidt penge og samtidig få læst op på sine studier, tager jobbet som afløser på det ensomt beliggende Kalvø Fyr julen over. Men hvad der på forhånd lignede en loppetjans, viser sig at være alt andet end det.

Fortælleren beretter historien flere år senere, mens han skriver den ned. Han fortæller, hvordan han selv kan være i tvivl om, hvorvidt det virkeligt er sket, eller om det blot var et udspring af hans fantasi. Men et blik i spejlet viser en alt for tidligt ældet mand, så noget er der sket!

Herefter hører vi, hvordan han ankommer d. 23. december 1997 til fyrtårnet. Det er blevet lidt sent på grund af det dårlige vejr, så opsynsmanden viser ham hurtigt rundt og kører så derfra. Efter at have pakket ud kigger fortælleren sig omkring og ender i stuen, hvor han falder over en gammel scrapbog i en reol fyldt med bøger om søfart og fiskeri. Scrapbogen er fyldt med underholdende minder, men mod slutningen er indsat en avisartikel, som får uroen til at vokse i fortælleren. Og om natten har han det værste mareridt, han har oplevet. Men det er kun begyndelsen…

Scrapbogen er Karsten Mungo Madsens første forsøg udi horrorgenren, ihvertfald rettet mod voksne, og han er blandt de fem nominerede til Årets Danske Horrorudgivelse 2017.

Trods de rædselsfulde minder er bogens fortæller meget nøgtern i sin beretning. Men hans pragmatiske fremstilling af begivenhederne suppleres af billedsiden, der er anderledes fuld af følelser. Lige fra skildringen af det dramatiske uvejr ved fortællerens ankomst til Kalvø Fyr, til mareridtets kaos hvor selv billedrammerne bugter og drejer sig i en forvrænget virkelighed.

Billedsiden er holdt i sort/hvide toner, afbrudt af pludselige farveindslag som nærmest virker chokerende efter de mange sider med dæmpet farvebrug. Samtidig bruger Mungo Madsen aktivt historiens billedrammer, så billedsiden til tider føles nærmest filmisk, når han zoomer helt ind på detaljer for derefter at panorere ud eller tilte synsvinklen.

Karsten Mungo Madsen har fortalt, at hans ambition har været at få historien til at føles som en klassisk horror film. Det, synes jeg, er lykkes godt. Ikke mindst fordi historien giver mindelser om de gamle Twilight-afsnit på tv med sin forankring i tværsnittet mellem det virkelige og det uvirkelige.

Nu har jeg læst meget gys og horror, så jeg blev ikke rigtig overrasket over slutningen. Ikke desto mindre var jeg særdeles underholdt af Scrapbogen, hvis kombination af det faktuelle sprog og den dramatiske billedside skaber en fantastisk atmosfære, som virkelig fangede mig under læsningen.

Læs et interview med Karsten Mungo Madsen på Nummer9, hvor han bl.a. afslører, at han pt. arbejder på endnu en horrortegneserie. Denne gang om en virkelig person, Giertrud Bodenhoff, om hvem samtiden sagde, hun var blevet levende begravet …

Om Scrapbogen:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Fahrenheit, 52 sider
Omslag og illustrationer: Karsten Mungo Madsen

Du bør også læse:

Lille fugl af Lauri og Jaakko Ahonen
Vand til blod af Morten Dürr og Lars Gabel
Mørket venter af Loka Kanarp og Carl-Michael Edenborg
Einherjar af Thomas Engelbrecht Mikkelsen
Fordærvet af Lars Kramhøft og Tom Kristensen
Mørkets skønhed af Fabien Vehlmann og Kerascöet
Diego og Dolly af Jesper Wung-Sung og Palle Schmidt

 

 

Castra Damnatorum (Necrodemic, 2) af Patrick Leis

 

Castra Damnatorum af Patrick LeisNår det gælder danske zombifortællinger, er det ikke til at komme udenom Patrick Leis’ Necrodemic-serie, der nu bliver genudgivet i en revideret udgave på forlaget Valeta. Første bind var Necropolis – de levende døde, der kom i 2016, og nu er så Castra Damnatorum klar.

Castra Damnatorum er en revideret og udvidet udgave af de to bøger Camp 41. I introduktionen fortæller Leis, at der udover det nye omslag også er tilføjet nye illustrationer samt en intro-tegneserie. Desuden er der tilføjet nye afsnit og visse hændelser er blevet korrigeret, så de passer med resten af serien.

At gennemskrive denne mammutserie må have været en kæmpeopgave. Både at holde styr på de mange handlingstråde og personer, men også at sørge for at tidslinjen holder og undgå redundans. Da bøgerne oprindeligt er skrevet over lang tid og udgivet på forskellige forlag, har det også været nødvendigt at give dem et  sprogligt eftersyn. Og for at starte med lidt malurt så er det desværre ikke lykkes helt. Der er stadigvæk en del korrekturfejl, som burde være blevet fanget, og det er en skam.

Handlingen i Castra Damnatorum udspiller sig i flygtningelejren Camp 41 under kommandant Videkamp. Her afventer et par tusind civile, at hæren får nedkæmpet zombierne, så folk kan vende tilbage til deres normale liv. Men zombierne er ikke en almindelig fjende. De kan ikke afskrækkes, og hver gang en soldat eller en civil dør, genopstår de som zombier. Så i stedet for at minimere fjendens antal, maksimeres det støt.

Vi følger en række forskellige personer, som er interneret i lejren. Teenagepigen Lomis, der mener, at man kun kan stole på én person her i livet – sig selv. Kommandant Videkamp som forsøger at redde lejren med militær disciplin. Pigen Tilde med den talende bjørn hr. Knut, og drengen Bernard der bliver hjulpet ind i lejren af sortbørshandleren Jason.

Nogle af personerne er gengangere fra Necropolis – de levende døde, som romanen tidsmæssigt udspiller sig samtidig med. Mens andre får en betydning i seriens kommende bind. Atter andre bruges til at sætte fart i handlingen, som f.eks. Mugge der tror på survival of the strongest, eller religiøse Ann Magret der anser Svøben som Guds straf over synderne, og selv mener at hun kan udpege og dømme dem. Endelig er der også det mærkelige søskendepar, som tilsyneladende har rødder i sigøjner slægten, og som pludselig dukker op i lejren, uden at nogen ved hvor de kommer fra.

Livet i lejren er dog langt fra problemfrit. Videkamp forsøger efter bedste evne at opretholde ro og orden, men efterhånden som de må modtage flere og flere traumatiserede flygtninge, og det bliver sværere og sværere at få forsyninger igennem, forværres stemningen. Soldaterne begynder at slække på disciplinen, religiøs fordømmelse blusser op og interne stridigheder om mad, plads og alt muligt andet bliver mere voldelige.

Angst og sult flår langsomt civilisationens fine lag fernis af lejrens beboere, og snart er det ikke kun zombierne man er nødt til at frygte.

Castra Damnatorum er skræmmende læsning. Civilisationens sammenbrud er – trods alle vore teknologiske fremskridt – ikke langt væk. Når først selvopholdelsesdriften sparker ind, glemmes let alle humanistiske forestillinger om at hjælpe de svage. Så gælder det overlevelse.

Jeg er som udgangspunkt vild med Patrick Leis serie, men Castra Damnatorum er ikke mit yndlingsbind. Selvom beskrivelserne af de menneskelige sammenbrud hos bl.a. Videkamp og Mai er gode, og man virkelig føler hele lejrens forfald, så synes jeg det næsten bliver for meget, når vi også introduceres for “magi” i form af søskendeparret, ligesom Ann Magrets figur minder mig lidt for meget om Stephen KingsTågen”.

Der er dog ingen tvivl om, at Castra Damnatorum trods mine anker er underholdende læsning. Særligt mod slutningen når handlingen accelerer, sidder man på det yderste af stolen og kan ikke slippe bogen. Her mærker man for alvor Leis’ evne til effektivt at beskrive gru og rædsel, så man får trang til at se sig over skulderen under læsningen.

Jeg vil glæde mig til næste bind i serien “Requiem – Fort Fergusson” udkommer. Og håber det ikke varer for længe.

Den nye Necrodemic-saga:

Regnum Mortis
Pax Immortalis – Opgøret
Requiem – Fort Fergusson
Castra Damnatorum – Camp 41
Necropolis – De levende døde

Læs mere om serien på Patrick Leis’ hjemmeside

Om Castra Damnatorum:

Udgivelsesår: 01.12.2017
Forlag: Valeta, 532 sider
Omslag og illustrationer: Patrick Leis

 

Julebestiariet af Benni Bødker, illustreret af John Kenn Mortensen

Julebestiariet af Benni Bødker, illustreret af John Kenn MortensenHvis du tror, at julen blot handler om gaver, god mad og familiehygge, så læs Julebestiariet : en julekalenderguide til vinterens monstre

Et bestiarium var i middelalderen en samling moralske fabler om faktiske eller mytologiske dyr. Med Julebestiariet har Benni Bødker lavet en håndbog over en række væsener, der alle har med julens traditioner og folkesagn at gøre.

Det lyder umiddelbart hyggeligt, men allerede i bogens forord går det op for læseren, at det ikke er sandheden. For i vintermørket gemmer urgamle væsener sig, og hvis de får chancen, så fanger de os, spiser os eller det, der er værre.

Bogen er opdelt i 24 kapitler, der hvert fortæller om et monster. Alle opslagene er skræmmende illustreret af John Kenn Mortensen, hvis bløde monsterstreg passer perfekt. Derudover får vi et signalement, hvor findes væsenet, farlighedsgraden og ikke mindst – tips til overlevelse.

Hvert monster scorer mellem 1 og 5 grankogler, hvor 5 er det absolut farligste. Og under den klasse finder vi bl.a. Glosoen. Glosoen kaldes også for Gravso, og om den skriver Bødker:

Hvis du står overfor Glosoen, så gælder det om at krydse benene i en fart. Dens ryg er nemlig savtakket, og den kan flække dig fra top til tå, når den krummer ryggen, sænker hovedet og farer hen over jorden og ind mellem dine ben.”

Hvis man ikke har husket at ofre til Glosoen i løbet af året, så risikerer man, at den gemmer sig under middagsbordet juleaften, og det ønsker du ikke skal ske!

Mere uskyldig er den italienske juleheks Befana. Hun kommer med gaver til de artige børn, mens de slemme i stedet for får et løg, hvidløg eller kulstykke i stedet for. Som Bødker skriver: “De italienske børn slipper billigt.”

Vi hører om Krampus, Julebukken, Nissen og andre væsener, jeg slet ikke kendte. Men i Mortensens flotte illustrationer og Bødkers ord kommer de hurtigt frem på nethinden. Og jeg har helt sikkert fået ny respekt for Lucia-bruden!

Julebestiariet er en anderledes kalenderbog. Den er lækkert udført med et fysiske layout, hvor illustrationer, typografi og indbinding gør den til en fornøjelse at læse. Samtidig er historierne velskrevne og underholdende med en tone af både gys og grin, som gør den velegnet til både børn og voksne. Bagerst i bogen er en kildeoversigt, hvis man skulle have lyst til at læse mere om de mytologiske væsener fra alverdens lande.

En gennemført og underholdende håndbog om vinterens monstre, som absolut er værd at bruge tid i selskab med. Og hvem ved – måske kan læsningen redde dit liv?

Jeg er lidt af en sucker for John Kenn Mortensen, og har du ikke læst ham, kan jeg også anbefale De utilpassede eller hans bøger med Post-it monstre … Ja faktisk alt af ham 🙂

Om Julebestiariet:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Cobolt, 111 sider
Illustrationer: John Kenn Mortensen

Besøg Benni Bødkers hjemmeside 
Besøg John Kenn Mortensens hjemmeside

Glosoen af John Kenn Mortensen