Indlæg tagget med ‘dansk science fiction’

Undergang af Søren Poder

Undergang af Søren Poder

Jeg har altid været fascineret at læse og se film om pandemier, men da jeg i weekenden gik i gang at læse ”Undergang” af Søren Poder, var jeg alligevel lige ved at lægge den fra mig. For selvom COVID-19 pt. er under kontrol i Danmark, var scenariet, hvor det går galt, ubehageligt tæt på. Og det at romanen udspiller sig i Danmark gjorde forløbet skræmmende realistisk.

Forlagets beskrivelse:

Niels og Marie er pensionister og holder sig hjemme i rækkehuset, mens corona-virussen hærger. Men trods påpasselighed og social distance rammer sygdommen og tvinger dem fra hinanden, og pludselig kan Niels ikke få kontakt til sin hustru.

Niels klamrer sig til troen på, at myndighederne har situationen under kontrol, men virussen er langt mere aggressiv end forventet, dødstallet stiger, og anarkiet breder sig i takt med, at samfundets institutioner bryder sammen.

Den brutale virkelighed trænger ind ad døren og konfronterer Niels med en forandret verden, og nu er han nødt til at begive sig ud på en desperat rejse og et opgør med omgivelserne og sig selv, hvis han vil gøre sig håb om at se Marie igen. Spørgsmålet er, om det allerede er for sent.

Oftest fortælles epidemi-fortællinger fra unge, stærke menneskers synsvinkel, men Søren Poder lader den 75-årige Niels være jeg-fortælleren i ”Undergang”. Han overlever i første omgang at blive smittet, fordi det er først i pandemien, hvor sygehusene – og samfundet i det hele taget – endnu fungerer.

Men som smitten breder sig, begynder samfundet at bryde sammen, og han bliver sendt hjem, længe før han egentlig er rask nok. Blot for at opdage at hustruen Marie er blevet indlagt. Trods gentagne forsøg på at ringe til Maries mobil og til hospitalet, lykkes det ikke Niels at nå i gennem. Han slår sig til tåls med, at der er travlt, og at myndighederne nok skal give besked, hvis det bliver nødvendigt.

Niels forsøger at komme igennem dagene. Han er stadig meget svag, men hunden Molly skal luftes, og snart begynder det også at knibe med forsyningerne. Trods påbuddet om at blive inden døre hvis man er smittet, vover Niels sig ud for at skaffe mad. Og her konfronteres han for alvor med, hvor galt det står til.

Efterhånden som dagene går, bliver Niels’ tiltro til myndighederne sat mere og mere på prøve. Hvorfor sørger de ikke for, at telefonnettet virker? Hvor er de, da han forsøger at tilkalde hjælp til naboen, der ligger syg i rækkehuset ved siden af? Hvor er de, da hamstringen i supermarkederne løber helt ud af kontrol? Hvorfor kan han ikke få kontakt til hospitalet og høre, hvordan Marie har det? Og hvorfor bliver vejene pludselig spærret af hæren?

Undergang er måske ikke blændende litteratur, men det er heller ikke nødvendigt for at fortælle en relevant og interessant historien. Romanen er et troværdigt bud på, hvordan det kunne være gået, hvis COVID-19 havde været værre. Det er skræmmende at se, hvor hurtigt et samfund falder fra hinanden, og enhver bliver sig selv nærmest i kampen for overlevelse. Frygt får mennesker til at handle selvisk, og for folk som Niels, der alle dage har levet med troen på myndighederne, er det måske endnu sværere.

Det er ikke en bog, man bliver i godt humør af, men det er en bog, der får læseren til at tænke. Hvordan ville jeg reagere?

I dag kan vi godt grine ad de første dages toiletpapirs-hamstring, men hvad hvis situationen havde udviklet sig værre? Havde de butiksansatte vist samme moral og samfundssind og var blevet på deres plads, hvis sandsynligheden for at blive dødelig syg havde været større? Og hvad hvis forsyningerne af værnemidler aldrig var kommet op at stå?

I et interview med den 46-årige Søren Poder fortæller han, hvordan idéen til ”Undergang” opstod, da han hørte en politiker udtale, at fællesskabet har stået sin prøve og vist sig stærkere end en virus. Poder kom i tvivl, om det nu også er sandt, eller om vi bare har været heldige? (Læs interviewet her)

Poder er uddannet journalist samt cand.mag. i journalistik og kommunikation. Han debuterede med ungdomsromanen ”Sidste skoledag” i 2015, en fiktiv historie baseret på virkelighedens skoleskyderier.

Anmelderne skriver:

Litteraterne:
Romanen skildrer troværdigt et sammenbrud af samfundet og et opblomstrende anarki, som ikke nødvendigvis ser ud som i amerikanske film, men nærmere er en stigende egoisme og ligegyldighed hos den enkelte borger. Undergang handler derfor ikke kun om samfundets undergang, men også de enkelte personer, som Niels møder på sin færd. (Læs hele anmeldelsen her)

Cats, Books and Coffee:
Undergang er en roman der rammer præcis ned i nutidens rammer, hvilket gør den skræmmende realistisk. Tanken om den fine grænse mellem orden og anarki – en grænse vi vel sagtens kunne have overskredet – ligger som en truende skygge over landet. Niels og Marie var et helt fantastisk par, der fremstod så realistiske, at man næsten kunne se dem træde ud af romanen. Deres kærlighed var så gribende, hjerteskærende og smuk, som man kun finder det hos mennesker, der har levet et helt liv sammen. (Læs hele anmeldelsen her)

Kulturhatten.dk:
Stemningsbilleder som vi husker, og som vi alle har godt af at huske; det var en del af vores fælles historie; det var det, vi var en del af, og som vi overlevede, og derfor er det vigtigt med bøger som Søren Poders, der blot prikker godt og grundigt til menneskers tolerancetærskler og mangel på omsorg i krisesituationer. Hvordan vil det gå os næste gang, en pandemi og en endnu større og mere voldsom af slagsen rammer os? Kan vi gøre noget for at forberede os, kan samfundet tage hånd om at finde en god balance mellem information og hensynet til Danmarks sikkerhed. (Læs hele anmeldelsen her)

Bibliotekernes lektørudtalelse:
Bogen formår fint at beskrive et corona-ramt samfund, hvor intet er som det plejer at være. På sin rejse møder Niels en befolkning, som alle er påvirkede af sygdommen og dens konsekvenser. Det er en beskrivelse af en civilisation i opløsning, hvor nogen forsøger at hjælpe, mens andre kæmper deres egen kamp. Sproget er let at læse, og med den fremadskridende handling lever man sig ind i Niels’ kamp for at blive genforenet med sin kone Marie.

Om Undergang:

Udgivelsesår: 03.06.2021
Forlag: Brændpunkt, 257 sider
Omslag: Søren Klok

Se et interview med Søren Poder om Undergang

Læs også:

De rensede af Søren Staal Balslev
Verdenshistoriens største epidemier af Jakob Eberhardt
Det er bare en virus af Anders Fomsgaard
Den spanske syge af Tommy Heisz
De dødes tid af Thomas Helle
Den blege rytter af Klaus Larsen
Mørkelagt af Christina Lassen-Andersen
Station 11 af Emily St. John Mandel
23:59:00 – ét minut i midnat af Jacob Munkholm Jensen
Undergang / red. Martin Schjönning
Den fjerde rytter af Jeanette Varberg og Poul Duedahl
Miraklernes tid af Karen Thompson Walker
Stjerneklart af Lars Wilderäng

Atlantiz af Publius Enigma

Atlantiz af Publius Enigma

Zeta Evergreen vokser op i en ikke nærmere bestemt fremtid. Hun er en af de sidstfødte i en verden, hvor alle lever evigt. Bliver du syg eller dør, sørger Globalstaten for, at du bliver regenereret. Blot du sørger for at få taget en daglig backup. Til gengæld fødes der ikke længere børn, og i flere delstater er det ligefrem ulovligt. Med en befolkning på 57 milliarder mennesker er der ikke plads til flere. Der er heller ikke plads til natur, så ilt produceres af kæmpemæssige oxyjumboer, der svæver over hele kloden.

Zetas mor anskaffer robotten Robby til at passe på Zeta, mens hun er på arbejde. Zeta er ikke særligt begejstret for Robby, der både skal opdrage og undervise hende. Skolerne lukkede nemlig 10 år tidligere pga. manglen på børn.

Men en dag kommer moren ikke hjem, og Zeta kommer i pleje. Nu er Robby alt hun har, for plejefamilien er mere interesseret i pengene, de får for at passe hende, end for Zeta. Da de ovenikøbet pludselig vil sælge Robby, bliver det for meget, og de stikker af. Zeta tager hjem til morens gamle lejlighed, blot for at finde ud af at bygningen er under ombygning til et nyt regenererings-center. Alligevel bryder de ind, dog kun for at blive fanget af vagtrobotter.

Så Zeta ryger i fængsel og Robby til destruktion. Men Zeta giver ikke op. Og slet ikke da hun i fængslet møder en kvinde, som kendte hendes mor. Det viser sig, at moren var en del af et hemmeligt netværk kaldet ’Livsopretholderne’, der i det skjulte arbejder som jordemødre og bringer ulovligt fødte børn til verden. Nu har Zeta en mission. Først at få fat i Robby igen, og derefter at finde Atlantiz hvor det hemmelige netværk hører til. Zeta vil nemlig gå i sin mors fodspor og blive jordemor. Men der er mange forhindringer undervejs, og så stilles Zeta overfor et umuligt valg.

Jeg har tidligere læst ”Exnihilo” af Publius Enigma, der udkom i 2019. Det var en spændende og underholdende roman, der udspiller sig i en totalitært styret fremtid, hvor jordkloden er ødelagt af krig, og menneskeheden har mistet evnen til at reproducere sig af naturlig vej.

Lidt af de samme emner går igen her i ”Atlantiz”. I stedet for at være ødelagt af krig, er Jorden så overbefolket, at naturen er udslettet og havene stort set livløse af forurening. Man har dambrug i bassiner, mens dyr bliver fremavlet i fabrikker. Dyrkning af frugt og grøntsager sker ligeledes indendørs ved hjælp af genetisk modificerede fødevarer og nye landbrugsteknikker i drivhuse. Selvom mennesker i princippet stadig kan føde børn, gør man det ikke. I stedet bliver alle regenereret i et væk, også selvom man bliver genoplivet til et skodliv.

Zeta er jeg-fortælleren, som i en prolog indleder med at fortælle, hvor slemt tingene står til på jorden. Hendes håb er, at dem der læser hendes beretning vil tage ved lære af den.

Historien er elementær spændende, og baggrundskulissen tegnes troværdigt op i en glimrende world building. Zeta er teenager, og ind i mellem virker hun noget naiv i forhold til vores tids unge. Men det kan sagtens være en følge at de omstændigheder, hun er vokset op i.

Jeg synes, det er interessant at følge tankeeksperimentet om, hvad der egentlig sker med mennesker, hvis vi kan leve evigt. Hvordan vil det være? Og hvad vil man gøre i forhold til overbefolkning. I ”Atlantiz” giver forfatteren sit bud, og det er ganske tankevækkende. Andre forfattere har også givet deres bud på, hvad overbefolkning kan gøre ved Jorden. F.eks. Niels E. Nielsen i ”Vagabondernes planet” fra 1970, eller Lise Bidstrup der giver en mere nutidig version i ”Reservedelenes by” fra 2017.

Det er tydeligt, at forfatteren kender science fiction-genren. Her er flere ’easter eggs’ gemt i teksten, lige fra Zetas efternavn Evergreen der minder vældigt om Katniss Everdeen fra ”Hungergames”, til opfinderen og virksomhedsejeren Zebulon Ishiguro der deler efternavn med den japanske nobelprismodtager Kazuo Ishiguro, som jeg for nyligt læste ”Klara og solen” af. Her introducerer han i øvrigt også meget apropos KV’en, en menneskelignende robot der godt kunne minde lidt om Robby.

”Atlantiz” er både velskrevet og tankevækkende. Stemningen i romanen er dyster, men med befriende indspark af humor. Ofte når Zeta er træt af, at Robby opdrager på hende. Zetas ukuelighed bringer hende flere gange i farlige situationer, hvilket giver en god spændingskurve på fortællingen, der nærmest eksploderer i den hæsblæsende afslutning. Her går det lige lidt for hurtigt efter min smag, men til gengæld er der fuld action for alle pengene.

”Atlantiz” er nok primært rettet mod unge, men voksne kan sagtens læse med, og er du til spændende og underholdende science fiction, så er den et godt bud.

Reklame: Tak til forlaget Valeta der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

“Hold nu op med at være så sur,” sagde jeg og undersøgte den gamle dørtelefon, der var blevet tømt for navne. “Se selv. Vi har bygningen helt for os selv i nat.”

“Men det er jo en byggeplads,” klagede Robby. “Sådan et sted er farligt. Om dagen arbejder der højst sandsynligt kun robotter, fordi det er for farligt for mennesker at arbejde her – og du er altså tilfældigvis et menneske, Zeta.”

“Ih, hvor er du da også bare negativ, du er snart ikke til at holde ud at følges med. Vi skal jo kun overnatte derinde en enkelt nat, har jeg sagt, og der sker os ikke noget, hvis vi bare ser os godt for.”

“Og hvad hvis nogen finder os?” spurgte han på en bedrevidende måde.

“Hvem skulle finde os?” svarede jeg igen med en nedladende tone. “Helt ærligt. Tror du seriøst, der er nogen, der gider at holde øje med en gammel, faldefærdig bygning?”

Robby trak på skuldren. “Det kan man da aldrig vide.”

“Hør her. Der sker ikke noget,” fastslog jeg selvsikkert og lagde begge mine hænder på hans små skuldre, mens jeg så ham direkte ind i hans barnligt blå robotøjne. “Hvis der sker noget, så smutter vi med det samme. Det lover jeg, ok!”

“Ok,” sagde han, men på en måde, der lød som om, han gjorde det mere af pligt end af egen vilje. Ganske vist var Robby min lærer, min rådgiver og min hjælper, men han var også min ejendom. Det betød, at han strengt taget skulle gøre, som jeg sagde. Det kan måske godt lyde lidt gammeldags, som om han var min slave eller sådan noget, men det var simpelthen bare sådan, hans motherboard var programmeret. Han rådgav mig altid til mit eget bedste – og nogen gange til min store irritation – men i yderste konsekvens skulle han gøre, som jeg bad ham om. Sådan var alle robotter indrettet: Til at tjene mennesker, ikke herske over dem.” (side 58-59)

Om “Atlantiz”:

Udgivelsesår: 01.06.2021
Forlag: Valeta, 421 sider

Besøg forfatterens hjemmeside

Frysepunktet af Anders Bodelsen

Frysepunktet af Anders Bodelsen

Frysepunktet af Anders Bodelsen er en af de romaner, jeg genlæser med nogle års mellemrum. Det er historien om den 32-årige Bruno, der arbejder som fiktionsredaktør på et ugeblad, hvor han dels giver idéer til bladets forfattere, og dels redigerer deres historier så de passer bedre til bladet. Han er ikke gift, har ingen familie og ingen tætte venner. Så da han får konstateret uhelbredelig kræft, og lægerne tilbyder ham at blive frosset ned, til de kan kurere ham, lader han sig overtale.

20 år senere bliver Bruno tøet op igen. Han er helbredt for sin kræft, og nu skal han akklimatiseres til sin nye nutid. Det er dog ikke så let, for mens han har været væk, har verden forandret sig nærmest til ukendelighed. Til sidst bliver Bruno frosset ned igen, men for hver gang han bliver bragt tilbage, bliver det blot sværere for ham at genkende både sig selv og verden.

Jeg har været betaget af Frysepunktet, siden jeg læste den første gang for mange år siden, og slutningen spøger i min hjerne, som noget af det mest uhyggelige og trøstesløse jeg har læst. Her er ikke meget håb at finde.

Romanen handler om jagten på evigt liv, og om hvordan denne jagt udsletter selve det at være menneske. I Bodelsens version har videnskaben lykkedes med at kurere kroppen nærmest uendeligt. Men i iveren efter at nå dette mål er alt andet lagt til side. Der findes ikke mere kunst, der er ingen udvikling af intellektet, kun en evig reparation af det ydre.

– De ønsker døden, sagde Ackermann. Forstår De hvad døden betyder? Døden er menneskets sidste fjende. Vi har opbygget et samfund, som kun bygger på én eneste værdi: livet. Da jeg aflagde mit lægeløfte i en fjern, fjern fortid bekendte jeg mig til den værdi.

– Det er ikke længere liv, De tror på, sagde Bruno. Det er evighed. De to ting har intet med hinanden at gøre. (side 153)

Anders Bodelsen skrev oprindeligt romanen i 1969, og på visse punkter kan det naturligvis mærkes. For eksempel er alle læger mænd i fremtiden, mens kvinderne er sygeplejersker. Det er dog ikke noget, der på nogen måde skæmmer historien, men skal blot nævnes som et kuriosum. Bodelsen lægger ikke vægt på den videnskabelige del af nedfrysningsprocessen i sin roman, men var måske inspireret af Robert Ettingers bog fra 1964 The Prospect of Immortality.

Frysepunktet er Bodelsens eneste forsøg udi science fiction genren. Til gengæld er det en dystopisk klassiker.

Anmelderne skriver:

Fra Sortsand:
Frysepunktet” er et studie i fremmedgørelse og vel også et bidsk svar på vores forfængelige drømme om at undvige døden. I Bodelsens skrækscenarie bliver mennesket nemlig mere hæsligt, jo mere det stræber efter uforanderlighed. De velholdte læger og sygeplejesker, der møder Bruno under hans rejse ud i fremtiden, bliver således mere og mere besynderlige, umenneskelige kan man sige, som han sover sig ud i fremtiden […] “Frysepunktet” er en skæv roman, der usikkert famler sig ud i et ambitiøst, kritisk projekt. Hvad Anders Bodelsen præcis er i opposition til, er ikke helt klart, men det handler vel om en fundamental kritik af troen på lægevidenskaben som noget, der grundlæggende kan forbedre vores liv. For Bodelsen er det i hvert flad klart, at de naturvidenskabelige redningsbåde, der bliver søsat i bogen, kulsejler alle som en, fordi de trods stor optimisme ikke bærer andet end maskinel opretholdelse af liv. Poesien, fantasien og kærligheden drænes ud af samfundet, der satser entydigt på den rationelle forbedring af menneskekroppen..” (Læs hele anmeldelsen)

Christian Møgeltoft, Bogrummet:
Det er en iskold vision om, hvordan samfundet kan udvikle sig, hvis vi gør evigt liv til vores religion. På sæt og vis har udviklingen overhalet den fantasifulde forfatter indenom, for i dag handler megen forskning jo om med vold og magt at gøre os så gamle og uskadte som muligt uden tilsvarende at fordybe sig i indholdet af vores liv. Kvantitet frem for kvalitet […] “Frysepunktet” er en lille perle … er en lille perle … og afslutningen er, ja, frysende.” (Læs hele anmeldelsen)

Science Fiction and Other Suspect Ruminations:
Bruno’s increasingly restrictive perspective through which he views the world, is foreshadowed by the dominate image that begins and ends and is referenced throughout the text: “[Bruno] wants to look at the thermometer outside the window, but he cannot because of the ice crystals. Still only half awake, he remembers how as a child he had put a coin on the radiator and then pressed it against the ice crystals to give himself a little hole he could peep through, out into a dark winter’s morning like this” . And as time progresses, it becomes more and more difficult to see through the ice. The ice is no longer a barrier but a tomb. Bodelsen’s prose is characterized by an intensity made more and more unnerving as the ability to communicate and connect decays. Bodies might be resurrected in the semblance of earlier vitality but the future is not full of hope, the future is an alien landscape.” (Læs hele anmeldelsen)

The New York Times:
Mr. Bodelsen speculates on the metaphysics of geriatry with wit and imagination, projecting a time in the future when one’s vital organs will belong to “society” (for transplant purposes) and life will be eternail and unbearable.” (28.02.1971 New York Times)

Om Frysepunktet:

Udgivelsesår: 1969
Forlag: Gyldendals Tranebøger, 158 sider
Omslag: Leif Rosby
Oversat til engelsk i 1971 under titlen Freezing Point / Freezing Down (amerikansk)

Læs artiklen: The history of cheating death: A timeline of cryonics

Læs også:

Kraften af Naomi Alderman
The Circle af Dave Eggers
Den beske magt af Niels E. Nielsen
1984 af George Orwell
Solens kerne af Johanna Sinisalo
Den hemmelige kode af William Sleator
Sin egen tanke af Jan Venzel Nielsen

Evolution – lige under overfladen 15 / red. Carl-Eddy Skovgaard

Evolution - lige under overfladen 15 / red. Carl-Eddy Skovgaard

Evolution er titlen på Science Fiction Cirklens årlige antologi med nye danske science fiction noveller. Det er 15. bind i serien, og som sædvanlig er bidragsyderne en blanding af nye og kendte ansigter. Emnemæssigt spænder de 28 noveller bredt, og kaster sig blandt andet over

  • Hvad gør genmanipulering grænseoverskridende?
  • Hvad sker der, når alle er ’isolerede’?
  • Hvad gør det sidste menneske, når jorden er blevet udslettet?
  • Hvad gør man, når det firma, der betaler en kolonisering på Mars, går konkurs?
  • Er der en god løsning på bodeling ved skilsmisse?
  • Kan man bekæmpe udenjordisk virus?

Med så mange bidrag og med den store blanding af forfattere er der naturligvis forskel på kvaliteten. Nogle noveller er mindre raffinerede end andre, og nogle idéer er set før. Gennemgående synes jeg dog, at alle historierne var underholdende, og så er jeg bare rigtig glad for, at Science Fiction Cirklen også giver plads til de nye stemmer. Jeg synes nemlig personligt, at det er spændende at få et kig ind i vækstlaget.

Jeg vil ikke gennemgå alle 28 noveller, men nøjes med at trække enkelte favoritter ud.

Maibrit Høyrup indleder samlingen med novellen ‘Kærlighed’. Høyrup har skrevet flere historier til ‘Lige under overfladen’-serien, og så hendes novelle ‘Killinger’ i Universets mørke helt fantastisk. I ‘Kærlighed’ er fortælleren lejlighedsassistenten Ayee, der gør alt for sit menneske, Rued, lige fra at masserer og made hende til at vedligeholde lejligheden og sørge for indkøb m.m. En dag kommer Rued dog i kontakt med et andet menneske og helt usædvanligt bliver de venner. Så gode venner at Rued overvejer at flytte fra lejligheden. Men hvad sker der med lejlighedsassistenten, hvis dets menneske flytter? Jeg kom til at tænke på 2001 af Arthur C. Clarke, men Høyrup har sit helt eget take på en A.I. ude af kontrol.

‘Villadybet’ af Lars Behn-Segall føles nærmest som en horrornovelle i starten. Selvom slutningen ikke helt lever op til begyndelsen, vil jeg dog alligevel fremhæve den, fordi den er så underholdende. Jan opdager, at hans terrasse er sunket i den ene side. Da han fjerner fliserne for at rette dem op, opdager han en dyb tunnel. Hvor fører den hen? Og hvem har bygget den?

Kan fortiden ændres? er et af de spørgsmål Dmitri Burdykin stiller i ‘En hjælpende hånd’. Novellen starter i 2041, hvor atomfysikeren Ronald Davenport er på vej til en afgørende test for hans opfindelse, der skal gøre menneskeskabt fusion til en brugbar energikilde. Så springer novellen til 2115 hvor en decimeret menneskehed kæmper for sin fortsatte eksistens. Et middel til det er at ændre udfaldet på Davenports test 74 år tidligere. Men kan man det? Og hvad vil omkostningerne i givet fald være. Novellen er en af de længste i Evolution, og jeg kunne sagtens se idéen udfolde sig i romanform.

I ‘Den sidste astronaut’ af Sofie Boysen rammer en meteor jorden og smadrer den i småstykker. Det eneste menneske, der overlever sammenstødet, er astronauten på rumstationen MIRA-2. Men selvom astronauten har overlevet selve sammenstødet, er det en begrænset frist. Og hvad bruger man så den sidste tid til? Jeg var aldeles begejstret for novellen, som er klassisk science fiction men alligevel ny.

Publius Enigma, der debuterede med Exnihilo i 2019, bidrager med novellen ‘Memory Hunters Ltd.’ Her følger vi to drømmedykkere, der filmer minder, men hvad der starter som en lykkelig drøm, udvikler sig helt galt. Udover at drømmedykning er en interessant tanke, er der noget etisk i det, som giver novellen et særlig menneskeligt aspekt.

Mens jeg skriver dette, er verden stadig ramt af COVID-19, og ferierejser til andre lande er nede på et minimum. I A. Silvestris novelle ‘All inclusive’ er denne tendens fortsat, så da Eskild på 79 beslutter sig for at tage på en jordomrejse med fly, er det aldeles uhørt. Silvestri tager nogle nutidige emner, accelererer dem så de kommer helt ud på spidsen, og lader læseren om at tage stilling. Jeg er solgt.

‘Time to go’ af Niels Kjærgaard er en af de mere humoristiske i Evolution. Her er tidsrejser blevet et reality-show, og vi følger fem deltagere, der i løbet af et show bliver sendt til tre forskellige tider i jordens historie. Fire af de fem deltagere er allerede kendte realitystjerner, og Kjærgaard lægger ikke fingrene imellem i sin beskrivelse af dem som hjernetomme individer, mens den sidste deltager er en ganske almindelig fyr. Jeg synes, novellens idé er super god, så selvom historien bliver lidt for pjattet efter min smag, vil jeg alligevel fremhæve den. Også fordi den farligste tid viser sig at være lidt af en overraskelse.

Jeg kunne sagtens have fremhævet flere af novellerne, for eksempel Simon Christiansens ‘En hjælpende hånd’, Helene Toksværds ‘Et meningsfuldt job’, Mette Markers ‘Mars…retur?’, Maria Aagaard ‘Drømmejobbet’, Lars Ahn ‘Billigt hotel’, Gudrun Østergaard ‘Forfædrene’ og Thomas Hverring ‘Lortejob’ for blot at nævne nogle.

Jeg er rigtig glad for Lige under overfladen-serien, og Evolution er endnu en god oplevelse, både for science fiction fans, og for dem der endnu ikke kender til genren.

Om Evolution:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Science Fiction Cirklen, 431 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Indhold:

Kærlighed af Majbrit Høyrup
Villadybet af Lars Behn-Segall
En hjælpende hånd af Simon Christiansen
Skæbnens ironi af Dmitri Burdykin
Et meningsfuldt job af Helene Toksværd
Retning nord af Sigrid Groth Nielsen
Fagre gamle verden af Gry Ranfelt
Mars…retur? af Mette Markert
Evolution af Anna Line Søgaard
Den sidste astronaut af Sofie Boysen
Dårlig luft af Ditlev V. Petersen
Drømmejobbet af Maria Aagaard
Virtuel sandhed af Hanne Rump
Vi har dem kun til låns af Richard Ipsen
Den lysende kugle af Lilli Lund Christensen
Billigt hotel af Lars Ahn
Hatten af Lonni Krause
Gemini af Sørine Amanda Nielsen
Forfædrene af Gudrun Østergaard
Memory Hunters Ltd. af Publius Enigma
All inclusive af A. Silvestri
Opbrud af Maria Thy
Springerne af Tim Sørensen
Flugt af Susse Kristiansen
Time to go af Niels Kjærgaard
Koldt hjerte af Stephanie Fjeldsø Fischer
I hjertet af maskinen af Kenneth Hansen
Lortejob af Thomas Hverring

Lige under overfladen:

Sandsynlighedskrydstogt – lige under overfladen, 14, 2019
De fremmede – lige under overfladen 13, 2018
Efter fødslen – lige under overfladen 12, 2017
Lidenskab og lysår – lige under overfladen 11, 2016
Som et urværk – lige under overfladen 10, 2015
De sidste kærester på månen – lige under overfladen 9, 2014
Farvel min astronaut – lige under overfladen 8, 2013
Nær og fjern – lige under overfladen 7, 2013
Fremmed stjerne – lige under overfladen 6, 2012
Den nye koloni – lige under overfladen 5, 2011
Ingenmandsland – lige under overfladen 4, 2010
Den hemmelige dal – lige under overfladen 3, 2009
I overfladen – lige under overfladen 2, 2008
Lige under overfladen, 2007

Ej blot til lyst af Torben Ikeda Pedersen

Ej blot til lyst af Torben Ikeda Pedersen

Ej blot til lyst er Torben Ikeda Pedersens tredje udgivelse. Han debuterede med Mørke i 2019, og i 2020 udgav han A.I. Alle tre romaner handler om eksistens og moral. I A.I. eksemplificeret ved menneskets opførsel online i forbindelse med forbrydelse og straf, mens det i Ej blot til lyst handler om seksuelle lyster udlevet med O’botter.

Ej blot til lyst starter i 2037. En gruppe forskere har opfundet senso-gel, som de planlægger at udnytte indenfor sex-industrien. Senso-gelen kan stimulere nervebanerne via en processor i den faste kerne, og på den måde give seksuel tilfredsstillelse. Med tiden udvikles opfindelsen, og i 2091 følger vi en O’bots oplæring i firmaet PleasureLand Inc.

Isaac Asimov anses som opfinderen af den moderne robot, og det var ham, som udviklede robotikkens tre love. Her i romanen er der blot to love, og de lyder lidt anderledes: “1) En O’bot må ikke – udover aftalevilkår – gøre et menneske fortræd, eller, ved ikke at gøre noget, lade et menneske komme til skade. 2) En O’bot skal give mennesket nydelse, så længe dette ikke er i konflikt med første lov.” Og at give nydelse er O’botter eksperter i, selvom de p.g.a. GDPR-lovgivningen skal have fjernet deres minder om den enkelte kunde efter hver kontrakt. Men er det moralsk i orden at skabe robotter, der både ligner og agerer som mennesker, men reelt blot er sexslaver?

Titlen Ej blot til lyst er et citat fra en inskription over Det Kongelige Teaters gamle scene, som en påmindelse om teatrets moralsk-pædagogiske rolle. Ligesom teatret udstiller menneskets dårskab i vor tid, gør O’botterne det i romanen. Og ikke blot vores seksuelle lyster. Nogle gribes af utilstrækkelighed, som udmønter sig i overgreb på O’botter. Andre misbruger O’botter for at hævne sig i privatlivet eller opnå fordele i erhvervslivet. Og så er der firmaet bag O’botterne, som tjener styrtende på deres ydelser.

Selvom vi ikke er teknisk nær så langt fremme i virkeligheden som i Ej blot til lyst, så stiller romanen nogle meget relevante og aktuelle spørgsmål. Jeg kom f.eks. til at tænke på deepfake-porno, hvor flere kendte skuespillerinder har været udsat for, at deres ansigter blev indsat i diverse pornofilm uden deres tilladelse. Er det okay, hvis man skriver i starten, at det ikke reelt er dem, der er med i filmen? Krænker man som privatperson så ikke skuespillerinden ved at opsøge den ulovlige porno? Og er der i virkeligheden så langt fra billedmanipulation på nettet, som vi udnytter for egne lysters skyld, til udnyttelse pr stedfortræder?

Der er meget at tænke over i romanen, og selvom her naturligt nok også er beskrivelser af sex i alle afskygninger, så er her ikke tale om smålummer husmorporno. Det er derimod en tankevækkende og interessant roman, som stiller spørgsmål ved såvel menneskelighed som moral og etik.

Indtil videre er Torben Ikeda Pedersens bøger udkommet på Books on Demand. Det er på en måde en skam, for der er visse fordomme om selvudgiverforlag, ligesom de ikke har et stort apparat til at promovere bogen efter udgivelsen. Men Ej blot til lyst fortjener mange læsere. Så glem fordommene og læs den. Og er du ikke blevet overbevist af mig, så læs Bjarne Jensens 5-stjerners anmeldelse på Bogrummet: “[…] av for en bog. Underholdende, tankevækkende og aldeles velskrevet!

Om Ej blot til lyst:

Udgivelsesår: 01.02.2021
Forlag: Books on Demand, 264 sider

Læs en interessant artikel om deepfake her

Årlige uploads 202.1 – bind 1 / red. Nils Anker Tønner-Oldefar

Årlige Uploads 202.1 - bind 1 / red. Nils Anker Tønner-Oldefar

Sidste år udgav forlaget Ildanach sin første udgivelse, horror-antologien Frygtelige Fynske Fortællinger. I den forbindelse fik jeg en lille snak med manden bag, Nils Anker Tønner-Oldefar. Han fortalte blandt andet, at han arbejdede på at udgive en årlig science fiction antologi, og med Årlige Uploads 202.1 er den nu udkommet. Endda i to bind for at få plads til alle historierne.

Novellerne er skrevet af en blanding af nye og kendte navne. Christine Godman, Karsten Brandt-Knudsen og Niels Kjærgaard bidrog f.eks. til Frygtelige Fynske Fortællinger. Mens Helle Perrier også har haft noveller med i bl.a. Science Fiction Cirklens årlige antologi. Det har Flemming Johansen og Anna Line Søgaard i øvrigt også. Til gengæld har jeg ikke tidligere læst noget af Astrid Næraa eller Anders Olesen.

Overordnet set er Årlige Uploads 202.1 en underholdende omgang. Nogle af antologiens temaer er måske nok set før, så her er ikke tale om nytænkende science fiction. Men det behøver det heller ikke at være hver gang. Jeg kan også godt lide ‘bare’ at lade mig opsluge af en underholdende historie.

I ‘Usolidarisk’ af Anna Line Søgaard er befolkningens effektivitet igennem mange år blevet opgraderet medicinsk under dække af at være for den enkeltes bedste. Da Jesper Hansen ved sin mors begravelse opdager, at følelserne er helt væk, beslutter han sig for at stoppe med sin medicin, selvom det er forbundet med stor fare. Historien kunne godt have hentet inspiration fra Ira Levins Fagre nye elektronverden, men emnet er jo ikke mindre relevant i dag.

I ‘Piratbenet’ af Christine Godman kommer pigen Molly ud for en ulykke som barn, hvor hun mister det ene ben. I stedet får hun en benprotese, der med tiden vokser sammen med kroppen og bliver nærmest bedre end det biologiske ben. Lægen fortæller, at der kan være lidt bivirkninger i starten, men ikke noget at bekymre sig om. Jeg kom til at tænke på Clive Barkers novelle ‘Statslegemet’, men Godman har alligevel sin egen vinkel, og så er jeg vild med titlen.

‘ἐπίσκοπον (Episkopon)’ af Astrid Næraa er en af mine favoritter. Her skal en ansat forklare ledelsen, om de begivenheder der fandt sted, da det lykkes en fange at flygte. Særligt slutningen, der giver et helt nyt spin på historien, er fremragende.

I ‘Jaget’ af Karsten Brandt-Knudsen bliver kriminelle jaget af fjernstyrede robotter, og alt bliver vist live. Politiet vil gerne de mange dusørjægere til livs, men hvem gemmer sig egentlig bag dræber-robotternes pseudonymer? Novellens start minder om Stephen Kings Den løbende mand, men udvikler sig snart i et overraskende twist. Også en af de rigtig gode historier i Årlige Uploads 202.1.

Jeg har aldrig selv været så fascineret af de spilbøger, som var et stort hit i min barndom. Måske fordi jeg er for doven og hellere vil have historien serveret? ‘Bøllebank på Planet Delta’ af Niels Kjærgaard er dog også for dovne læsere som jeg. Her er tale om en rigtig hårdkogt kliché over macho-manden, der nødlander på en fremmed planet, men historien fortælles med et stort glimt i øjet, og er rigtig underholdende.

‘Retfærdighed’ af Helle Perrier er ligesom ‘Usolidarisk’ en dystopisk historie. Her møder Tolkir hver dag op på arbejde, men arbejdspladsen skifter fra dag til dag, så han ved først, hvor han skal hen, når vagten fortæller ham det ved mødetid. Tolkir fungerer som en slags jury, men det er ikke kun, personerne han dagligt dømmer. Også han selv er under konstant overvågning. Novellen er en af mine favoritter, og gav mindelser til George Orwells klassiker 1984.

Niels Kjærgaard har to noveller med i antologien. I ‘Tankens kraft’ kører det ikke rigtig for Laust. Han er blevet skilt, har problemer med at følge kvoterne på arbejdet, og så klager naboerne over, at hans hund gør. Så da han får mulighed for at deltage i et eksperiment, der skal hjælpe ham med at opdrage hunden via hjernebølger, siger han ja. Det viser sig dog, at det ikke kun er hunden, han kan tale med uden at åbne munden. Som i ‘Bøllebank på Planet Delta’ er der også her en humoristisk tone, men handlingen synes jeg alligevel er alvorlig. Og så er slutningen en perle.

‘Skindød’ af Flemming Johansen er endnu en favorit. Her er den smågnavne Hilmar hovedperson. Der er blevet indført fuldautomatisk borgerserviceordning, som sørger for alt det praktiske i hverdagen. Har du brug for offentlig transport for at komme på arbejde, får du automatisk tildelt et buskort. Skal du opereres, tildeles du en dato, og det er ikke muligt at snyde sig forrest i køen. Og så videre. Hilmar er egentlig glad nok for borgerserviceordningen, men der viser sig dog et problem, da han selv forsøger at ordne en løs forbindelse i sin lejlighed.

Den sidste novelle er ‘Virus’ af Anders Olesen. Her modtager den pensionerede Henning en dag en mail med en Unforseen Life Opportunity. Henning bliver tilbudt penge for at dele private oplysninger med Maria Johnson, der står som afsender af mailen. Og herfra udvikler novellen sig i en uforudset retning.

Som sagt var jeg godt underholdt af Årlige Uploads 202.1, og glæder mig nu til at gå i gang med bind to.

Om Årlige Uploads 202.1 – bind 1:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Ildanach, 184 sider
Omslag: Jeppe Lindrup Mygh

Indhold:
Forord
Usolidarisk af Anna Line Søgaard
Piratbenet af Christine Godman
ἐπίσκοπον (Episkopon) af Astrid Næraa
Jaget af Karsten Brandt-Knudsen
Bøllebank på Planet Delta af Niels Kjærgaard
Retfærdighed af Helle Perrier
Tankens kraft af Niels Kjærgaard
Skindød af Flemming Johansen
Virus af Anders Olesen

Læs også:

8 science fiction noveller / red. Jannick Storm
Blandt danske galakser af Kristoffer J. Andersen
Ord har hærget af Gudrun Østergaard
Sand og sten, stål og glas af A. Silvestri
Serien Lige under overfladen fra Science Fiction Cirklen
Undergang / red. Martin Schjönning
Universets mørke / red. Henrik S. Harksen

Rynkekneppesygen af Peter Adolphsen

Rynkekneppesygen af Peter Adolphsen

Forleden læste jeg et opslag min kollega Janus havde skrevet på eReolen om 5 måder, det kunne være gået galt. En af de titler, han nævnte, var Peter Adolphsens Rynkekneppesygen, som jeg tilfældigvis havde liggende. Da hans omtale var så positiv, skyndte jeg mig at læse den. Og jeg må sige, at det var en både sær, skæv og humoristisk oplevelse, der samtidig sine steder er skræmmende aktuel.

Forlagets beskrivelse:

Et rumvæsen kom svævende gennem universet, båret på titusindvis af stjerners solvinde, krummet sammen om sig selv og i kryptobiotisk dvale. Det var et mikroskopisk dyr, 0,1 millimeter langt, semigennemsigtigt, teddybjørne-bænkebider-lignende og med hoved i begge ender. En dag i maj år 2019 blev det indfanget af jordens tyngdefelt og faldt ned på overfladen, helt konkret på maveskindet af en ung kvinde ved navn Winnifred (kaldet Winnie) Hemmingsen, der lå i morgensolen på Sydvestpynten af Amager ved København. Rumvæsnet trillede ned i hendes navle og i denne svedige og letbehårede hulnings mørke fandt det betingelser, der mindede om dets fjerne hjemplanet; det vågnede af dvalen, rullede sig ud og førte sine to spidse tunger ned i huden. Da Winnie lidt efter vendte sig om på siden efter en medbragt termokande, var det allerede for sent: Frem til hendes død knap to måneder senere formerede disse bittesmå væsner sig på hendes hud og gjorde hende eksponentielt mere rynket og mere liderlig. Winnie Hemmingsen blev det første offer for det, der officielt skulle få betegnelsen MIWD, Mite Induced Wrinkle Disease, men i folkemunde blot kaldes ’rynkekneppesyge’. (Gyldendal.dk)

Anmelderne skriver:

Anmeldt af Tue Andersen Nexø i Information
Der hittes på til højre og venstre i Peter Adolphsens nye roman, “Rynkekneppesygen”, og det med en ubesværet og overlegen bevægelighed. På godt 200 sider zigzagger man gennem liderlig overdrive og pludselig smertelighed hele vejen fra mikrobernes opkomst i det ydre rum over medicinske redegørelser og til sygdommens forskellige ofre og deres forbløffende ens skæbner. De knepper i det store hele, til de dør.
Man bevæger sig fra udredninger af sprog på andre planeter til underhudens niveauer, fra prosexfeminisme til subtile forandringer i de sociale koder i rynkekneppesygens tid. Man bevæger sig fra biologisk science fiction til mikromagi. Men især bevæger man sig boblende hurtigt fra scene til scene.
(Læs hele anmeldelsen i Information, 26.08.2017)

Anmeldt af Merete Reinholdt i Berlingske Tidende:
Det poetisk klare sprog, tag bare en sætning som: »brisen riflede vandoverfladen«, de nørdede (pseudo) naturvidenskabelige beskrivelser, de humoristisk studentikose formuleringer som f. eks. en »post-ejakulatorisk omtåget« Artur, de litterære og musikalske henvisninger og ikke mindst den bidende morsomme sarkasme i dette vanvittige samfundsportræt, gør »Rynkekneppesygen« til et vidunderligt, vedkommende og vovet værk om fornuft, følelser og adfærd i Velfærdsdanmark. (Læs hele anmeldelsen i Berlingske Tidende, 26.08.2017)

Anmeldt af Jette Holmgaard Greibe på Litteratursiden:
‘Rynkekneppesygen’ er en roman, der på alle måder giver et billede af, hvad der kan ske i samfundet, når normaliteten sættes ud af kraft. Når man skal undgå kropskontakt, busserne ikke må tage alle passagerne med, og der oprettes karantænesteder har vi brug for at kanalisere vores frustration og angst ud. Når nogle af samfundets trygge spilleregler ikke gælder, begynder vi at dømme hinanden, og en form for anarki opstår. Romanen kaster et sarkastisk blik på velfærdssamfundet og på vores syn på sex, pornografi og gammeldags kærlighed. Et bud på en mulig fremtid eller en aktuel samtid, som både er skræmmende og vanvittig. (Læs hele anmeldelsen)

Anmeldt af Birte Strandby på Bogvægten:
Science fiction genren benyttes ofte til at udfordre og undersøge et samfunds grænser og strukturer samt til at sætte perspektiv på den givne virkeligheds rammer og normer. Rynkekneppesygen er altså i denne henseende ingen undtagelse, og selvom hændelserne i romanen er absurde og ofte bærer et komisk præg, formår Adolphsen qua sit store fortæller-talent at komme med en stærk og overbevisende kommentar til individets og fællesskabets reaktionsmønstre, når traditionelle tabuer som seksuel drift og dødsangst i absurd forening tages op til behandling. Det er interessant, det er begavet og det er ikke mindst underholdende læsning. (Læs hele anmeldelsen)

Om Rynkekneppesygen:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Gyldendal, 246 sider
Omslag: Andreas Kjærgaard

Læs også:

Kraften af Naomi Alderman
Morf af Frank Brahe
Drifter / red. Nikolaj Højberg
Sex gotiske fortællinger af Jes Larsen
Dansk standard af Kim Leine
Thelema af Martin Wangsgaard-Jürgensen

Kimana Magars sidste sang af Karen Skovmand

Kimana Magars sidste sang af Karen Skovmand

Underholdende og veltænkt dansk science fiction roman om katastrofer, genopbygning og virtual reality

I 2037 bliver jorden uventet ramt af en astroide, som udrydder en stor del af jordens befolkning. Dels i de øjeblikkelige følger, såsom jordskælv og tsunamier, men også langtidsvirkningerne som støv i atmosfæren, der sænker temperaturen og dræber en lang række planter og dyr; ødelagte atomkraftværker der lækker stråling og forurener alt; samt naturligvis sult, mangel på medicin o.s.v.

Men 30 år efter har livet alligevel triumferet. Rundt omkring på kloden har små lommer af mennesker overlevet, og i kuppelbyen Lilypond har man opbygget en digital verden kaldet ‘Rummene’, hvor de unge kan opleve verden før katastrofen, med farver, smage og dufte som ikke mere findes i kuppelbyerne.

Romanen følger forskellige personer. I tiden lige efter katastrofen følger vi terapeuten Gorman. Vi hører, hvordan han overlever katastrofen og finder sammen med den katolske nonne Sara og datalogen Haiken og om deres forsøg på at nå frem til militærbasen L1L1P0ND. Vi hører om de valg og fravalg den militære ledelse må foretage, da de overlevende begynder at strømme til basen, og om de første hårde år hvor simpel overlevelse er en udmattende og endeløs kamp.

Som årene går, bliver forholdene for menneskene bedre i militærbasen, der nu har udviklet sig til kuppelbyen Lilypond. Men da børn begynder at begå selvmord, beslutter byens ledere sig for at gøre noget for at indgyde håb. Man begynder opbygningen af ‘Rummene’, som tilbyder en helt ny verden for brugerne. Men ingen roser uden torne.

Jeg var vældig underholdt af Kimana Magars sidste sang. Det er underligt, som nogle bøger bare fanger fra første sætning, og det var tilfældet for mig her.

Efter en prolog, der foregriber en dramatisk senere begivenhed, fortæller Karen Skovmand historien kronologisk. Sproget er nærmest klinisk under beretningen om de katastrofale følger af astroiden, men alligevel berørte personernes skæbne mig, og begivenhederne fremstår troværdige. Brugen af en alvidende fortæller gør, at vi ikke nødvendigvis kommer helt tæt på romanens personer. Alligevel er de interessante at følge, og jeg havde lyst til at vide mere.

Strukturen af romanen er også anderledes end de fleste. For det meste hører vi enten om katastrofen og tiden lige efter, eller også starter historien hvor samfundet er kommet på fode igen, og det virtuelle univers er opfundet. Her i Kimana Magars sidste sang får vi dog hele historien, inklusive hvordan ‘Rummene’ bliver opfundet. Det kan jeg godt lide.

Personligt kender jeg ikke meget til computerspil og virtual reality, men det havde ingen betydning for læsningen. Historien er underholdende uanset, og personligt glæder jeg mig vældigt, til nogen opfinder romanens husbotter. Sådan en vil jeg gerne have 🙂

Uddrag af romanen:

Persiennernes hvide plastiklameller dæmpede dagslyset udefra og forhindrede at patienterne lod sig distrahere af gadens liv. Men intet kunne stoppe det blændende klare lysglimt fra astroide K3, da den flænsede den grå efterårshimmel på sin vej mod oceanet. Det ledsagende brag fulgte lidt forsinket, men lydisoleringen reducerede drønet til noget der mindede om kraftigt tordenvejr.

Gorman så lysglimtet og kiggede et øjeblik forbavset mod vinduet.
Så kom trykbølgen.

Trykbølgen smadrede vinduet. Persiennerne afbødede de fleste glasskår, men ikke dem alle, og glasset ramte Gorman og hans patient. Gorman så det ske, som i slowmotion, samtidig med han blev kastet bagud, væk fra vinduet.

De blev begge ramt i ansigtet, men ikke alvorligt. Kun nok til lige at begynde at bløde. Andre glasskår ramte deres tøj, men uden at trænge igennem. Som et mirakel, tænkte Gorman, da han bagefter omsorgsfuldt tørrede Miriams ansigt af.

Hun var stadig delvist i trance, fyldt af ro og lykke. “Det var så klart, så tydeligt!” sagde hun til Gorman, og han vidste ikke om hun talte om lysglimtet eller sin vandring i underbevidstheden. Han valgte ikke at tale til hende om nogen af delene. Selv i denne akutte situation kunne han ikke holde op med at være behandler, og der var ingen grund til at bevidstgøre patienten om at der nok havde været et bombeangreb på byen. Eller for hende endnu værre: et fly måtte være styrtet ned.

Han åbnede dog døren til det fælles venteværelse. Det var tomt, som han forventede. John, hans kompagnon, holdt altid fri om onsdagen, ligesom Gorman altid gjorde om torsdagen. Der var heller ingen øvrige klienter før om eftermiddagen.

Han nåede ikke længere.
Jordskælvet kom.
(side 18-19)

Om Kimana Magars sidste sang:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Science Fiction Cirklen, 258 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Besøg Karen Skovmands hjemmeside

Læs også:

Ready Player One af Ernest Cline
Børnenes jord af Gipi
Dæmonens bagdør af Nils Hoffmann
Blår af Hugh Howey
Dommedagskometen af Erik Juul Clausen
Mimesis af Thomas Kampmann Olsen
Vejen af Cormac McCarthy
Den hvide fjende af Niels Meyn
Efter syndfloden af Kassandra Montag
Metrozone af Søren Mosdal
Miraklernes tid af Karen Thompson Walker
Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Ud af normalrummet af Klaus Æ. Mogensen

Ud af normalrummet af Klaus Æ. Mogensen

17 noveller om kærlighed, udødelighed, sære væsener og glæden ved pirater – for blot at nævne et par af temaerne i Klaus Æ. Mogensens novellesamling Ud af normalrummet. En del af novellerne har været trykt før, mens fire noveller her kan læses for første gang.

Bagsiden kalder samlingen for ‘fantastiske fortællinger’, og det er nok en ret præcis betegnelse. Mogensen bevæger sig nemlig ubesværet rundt i såvel science fiction som fantasy, gys og eventyr. Ofte med en underliggende humor, mens enkelte historier har en nærmest melankolsk stemning.

Ud af normalrummet indledes af novellerne ‘Pigen med de mosgrønne øjne‘ og ‘Abedronningens tjenerinde‘. Begge er fortællinger om en svunden kærlighed, og begge er smukt fortalt. Jeg ærger mig dog lidt over, at de kommer lige i rap, når de tematisk minder så meget om hinanden.

I ‘Kløer‘ er sultanaen på vej til Kejserstaden med skibet Griffen. Undervejs bliver flere af hendes livvagter slået ihjel, ligesom hun pludselig selv bliver dårlig. Kaptajn Marak er dog fast besluttet på at finde ud af, hvad der er på færde, og heldigvis har han en god hjælper. Novellen er vældigt underholdende og efterlod mig med en følelse af et kort besøg i Sword & Sorcery genren.

Universets mørke‘ handler om en mor og hendes datter, der forsøger at komme overens med deres liv efter en voldsom ulykke. De tager til et øde beliggende sommerhus ved Vesterhavet, men opholdet får en brat afslutning. Novellen introducerer læseren for mørkt stof og mørk energi, og lader via et meget videnskabelig grundlag gruen få et ansigt.

Under Kærlighedens Nat lader ugifte mænd og kvinder skæbnen afgøre deres fremtid. Men i ‘Kærlighedens lotteri‘ forsøger en fader og en bejler at snyde lotteriet og tvinge en ung kvinde til ægteskab. Igen en underholdende fortælling á la Sword & Sorcery.

Vi ved endnu meget lidt om, hvordan det påvirker menneskekroppen at rejse i rummet. I ‘Spøgelset på Lady Stardust‘ er Miran fastlåst til Ngorongoros Cirkel, da hendes krop ikke kan tåle Klass-effekten under rumrejsen. En dag møder hun en anderledes rejsende, som hun tiltrækkes af. Men hvad er hans historie?

To besætningsmedlemmer strander med deres rumskib, da de er ved at blive fanget af en malstrøm i ‘Strandet i normalrummet‘. I stedet for at dø med det samme har de nu et par uger til at finde på en løsning. En spændende fortælling der udspiller sig i en verden, hvor mennesket har overtaget rumteknologien efter avanceret race, der nu er forsvundet.

Livet efter‘ er en tankevækkende novelle, hvor hovedpersonen ligger dødssyg på hospitalet. Da han vågner igen, befinder han sig på en græsmark, og har en utrolig historie i vente.

Som barn finder fortælleren sammen med to venner et begravet skelet i en lille dal, drengene bruger som et hemmeligt sted at lege. Skelettet vækker stor opsigt, da man er sikker på, at det drejer sig om en hidtil ukendt dinosaur art. Fortælleren har dog en hemmelighed om fundet, og nu er det måske tid til at få den frem i lyset. ‘Den hemmelige dal‘ er en underholdende novelle med en overraskende slutning.

En af mine yndlingshistorier er ‘Piratkopiering‘, som er en af de nye noveller. Jesper er vild med pirater. Så vild at han en nat tager ind på farens arbejdsplads for at se nærmere på en ny opfindelse, de har gjort. Men måske kan man også få for meget af en god ting? Jeg faldt fuldstændig for humoren i historien, og klukker faktisk lidt endnu.

Engang frygtede jeg, at Sarah Palin blev USA’s præsident. Nu sidder Donald Trump i det hvide hus, og Palin virker pludselig som et bedre valg. I ‘Palins projekt‘ er hun dog præsident, og hun ønsker at befri verden for seglmånen og i stedet erstatte den med et godt, kristent amerikansk kors. Den opgave går novellens fortæller til med krum hals, for selvom han hverken er religiøs eller politisk interesseret, er han fascineret af projektets størrelse. En vellykket satirisk novelle som jeg ikke håber, Trump nogensinde læser.

Drageblod‘, ‘Grydesteg‘ og ‘Den tapre datter‘ hører alle til i eventyrets verden, mens den korte ‘Sfærisk musik‘ er en lettere absurd fortælling om en musiker, der bruger hvad som helst som instrument.

I ‘Vinteroffer‘ ser vi en kendt juletradition fra en anden og mere grum vinkel, mens den sidste novelle ‘Farvel‘ er en sørgmodig afsked.

Alt i alt er Ud af normalrummet en interessant og velfortalt rundtur i Klaus Æ. Mogensens univers. Mogensen er i sit arbejdsliv fremtidsforsker, og det er måske derfor, hans verdener synes så troværdige.

Da jeg personligt er mere til science fiction end fantasy, er der naturligt nok nogle noveller, jeg syntes bedre om end andre. De er dog alle velskrevne, og jeg var da også godt underholdt undervejs, trods mine præferencer.

Så har du lyst til en tur ud af normalrummet og ind i en mere fantastisk verden, så grib fat i denne samling med Klaus Æ. Mogensens noveller.

Om Ud af normalrummet:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: H. Harksen Productions, 147 sider
Omslag: Klaus Æ. Mogensen

Indhold:
Pigen med de mosgrønne øjne (Himmelskibet, 11)
Abedronningens tjenerinde (Himmelskibet, 14)
Kløer (Forvandlinger, 2013)
Universets mørke (Universets mørke, 2015)
Kærlighedens lotteri (Himmelskibet, 24)
Spøgelset på Lady Stardust (Himmelskibet, 2)
Strandet i normalrummet (Nye verdener, 15, som Malene G. Skounæs)
Livet efter (Proxima, 76, som Malene G. Skounæs)
Den hemmelige dal (Den hemmelige dal, 2009)
Drageblod (Himmelskibet, 32)
Piratkopiering
Palins projekt (Den nye koloni, 2011)
Sfærisk musik (Himmelskibet, 33)
Grydesteg
Den tapre datter
Vinteroffer
Farvel (Proxima, 67, som Malene G. Skounæs)

Læs også:

Månebase Rødhætte og andre SF noveller af Lars Ahn Pedersen
Gys i oktober af Ray Bradbury
Galaktiske forestillinger af Manfred Christiansen
Liv af Rasmus Hastrup
En dag uden sol af Benjamin Lunøe
Rødt til en død årstid af Hanna Lützen
Ingenting passer af Anders Jørgen Mogensen
Minerne på Orthomyx af Flemming R. P. Rasch
Legetøj af Mikala Rosenkilde
Fast arbejde – udvalgte fortællinger af A. Silvestri
Antistof af Charles Stross

A.I. af Torben Pedersen

Den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt sagde, at det eneste, vi har at frygte, er frygten selv. Ikke desto mindre er mennesket instinktivt bange for det ukendte, og ofte følges frygten op af vold og ødelæggelse. Så hvordan vil vi reagere, hvis en overlegen intelligens pludselig dukker op?

I 2034 arbejder Neyberg med at opspore ulovligheder på nettet ved at følge pengesporet. En dag får han til opgave at undersøge noget kaldet ”Demokratispillet”. Her stemmer deltagerne om, hvorvidt en person skal straffes eller frigives. Personen er digital, men illusionen af torturen, han udsættes for, er meget virkelig, og deltagerne får lov til at deltage i selve afstraffelsen.

Neyberg kan dog hverken finde frem til, hvem der står bag ”Demokratispillet”, eller hvor pengene forsvinder hen. Så han kontakter Juan Luuk, den ene af de to programmører bag spillet, som nu sidder i fængsel efter at have tilstået mordet på den anden programmør.

Besøget leder Neyberg til en urovækkende konklusion. Hvad nu hvis vi ikke mere er alene? Hvad nu hvis der endnu en gang er opstået liv spontant på jorden, denne gang i form af en artificial intelligence? Og hvad er formålet, hvis det er en sådan A.I. bevidsthed, der står bag ”Demokratispillet”?

Jeg har tidligere med stor fornøjelse læst Torben Pedersens debutroman Mørke, der udkom i 2018. Mørke er en kompleks, men også velskrevet og spændende roman om eksistens, der udspiller sig over flere århundreder. A.I. er sin helt egen historie, men er også en lille afstikker af Mørke, hvor vi første gang introduceres til ”Demokratispillet”. Og ligesom Mørke handler også A.I. om eksistens og menneskelighed, men er umiddelbart mere tilgængelig med sine godt 130 sider.

Historien flyder let, og fortælles dels via korte opslag med ordforklaringer og korte citater, dels af jeg-fortælleren Neyberg. Som vi kommer ind i romanen, bliver betydningen af hvert kapitels indledende ordforklaring mere og mere tydelig, så alt til slut står som en samlet fortælling.

Torben Pedersen undersøger menneskets reaktionsmønstre og dermed indirekte vores moral. For hvor stor er forskellen på at opsøge voldtægt og mord på Internettet mod at udføre gerningen i virkeligheden? Er man mindre skyldig? Og er der forskel på, hvem udåden går ud over? Ser man tilbage i historien, er det et gentagende mønster, at teknisk overlegne civilisationer med vold har underlagt sig andre. Er det så ikke forståeligt, hvis fremmede frygter, at vores reaktion på deres tilstedeværelse er vold? Og kan vi bebrejde dem, hvis de forsvarer sig selv?

Jeg var rigtig godt underholdt af A.I.. Spørgsmålet om kunstig intelligens har fascineret os nærmest siden den første computer blev skabt, og Torben Pedersens roman sætter på underholdende vis en masse tanker i gang. Under læsningen kom jeg til at tænke på romaner som The Circle af Dave Eggers og Patrick Leis’ Psykonauten, men også D. F. Jones roman fra 1966: Colossus.

A.I. er et rigtig godt bud på tankevækkende dansk science fiction, der også taler til læsere udover de inkarnerede science fiction fans. En stor anbefaling herfra.

Uddrag af bogen:

“Men det ændrede sig?”
“Penge. Der var penge i det. Og så bad han mig om at videreudvikle på min del, optimere det. Det er til dels det, du måske kender som empatiopkoblingen.”
Jeg nikkede for at markere, at jeg vidste, hvad han talte om.

“Hvad skete der så?”
“For at gøre det rigtigt, var jeg nødt til at bruge en del tid på at observere kundeadfærden og det var på det tidspunkt, at jeg begyndte at se anormaliteter. De samme som du konstaterede.”
“Og du vidste, at det ikke kunne komme fra ham. Det kunne han ikke programmere?”
“Præcist. Der var andre, der var begyndt at blande sig i processen.”
“Hvem?”

Han løftede blikket fra gulvet og så op på mig. “Det var også mit spørgsmål. Først troede jeg, at nogen ville hacke og stjæle programmeringen, for at lave sin egen version, men det fandt jeg så ud af ikke var tilfældet.”
“Hvordan?”
“Uanset, hvad jeg gjorde, var der nogen, der rettede det tilbage til det, de ønskede. Hurtigere end jeg kunne blinke. Det krævede enten afsindigt mange mennesker, afsindig computerkapacitet, eller begge dele.”
“Og det troede du ikke på?”
“Det var det ikke værd.”
“Nej. Heller ikke ifølge mine beregninger. God indtjening for en studerende, men ikke på industriplan. Men hvorfor så?”

“Det var en test. Det ér en test – fortløbende.”
“En test?”
“Det er mit bedste bud. En adfærdstest.”
“Af hvem?”
“Os. Mennesker.”
(side 43-43)

Om A.I.:

Udgivelsesår: 07.05.2020
Forlag: BoD, 139 sider

Læs også:

2001: En odyssé i verdensrummet af Arthur C. Clarke
Det tredje testamente af Christopher Galt
Mimesis af Thomas Kampmann Olsen
Psykonauten: mindre end 2 af Patrick Leis
Mørke af Torben Pedersen
Robopocalypse af Daniel H. Wilson