december 2017
M T O T F L S
« nov    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031
Arkiver

Indlæg tagget med ‘dansk science fiction’

Rakelsminde af David Garmark og Stephan Garmark

Rakelsminde af David Garmark og Stephan Garmark

Står dommedag for døren eller er der en naturlig forklaring på de mange mærkelige hændelser, der hjemsøger den lille by Rakelsminde?

Tag en knivspids religiøst fanatisme, drys med en flygtning fra Syrien og tilsæt så en kvindelig journalist med problemer på hjemmefronten. Og hvis du så blander det med Stephen Kings The Tommyknockers og Michael Kamps Samlerne, så får du en fornemmelse af brødrene Garmarks første roman Rakelsminde. En weird, spændende og totalt underholdende roman.

Tea Ehlers er træt af journalistiske skodopgaver. Seneste har hun måtte høre på en lokal konspirationsteoretiker, der er overbevist om, at regeringen – eller rettere skyggerne bag regeringen – skjuler sandheden for os. Nu trænger hun til en god historie.

Så da hendes redaktør sender hende ud for at dække et yderst opsigtsvækkende selvmord, burde hun være spændt. Men desværre kender hun selvmorderen, for hun er selv vokset op i den lille by, Rakelsminde, hvor tragedien fandt sted.

For flygtningen Sayid er Rakelsminde svaret på en række håb og drømme. Han er flygtet fra Syrien, hvor han mistede sin kone og sine to døtre i borgerkrigen. Efter han kom til Danmark, har han gjort alt for at lære sproget, og nu har han købt et lille hus i Rakelsminde. Han har dog ikke været der længe, før han opdager, at byen ikke er så idyllisk endda.

Hvad er det, der gemmer sig i den døde zone, der grænser op til byen? Hvordan kan Elnas garnhus pludselig forsvinde? Hvad betyder de grusomme lydbølger, der brager gennem byens gader og gør beboerne vanvittige? Og hvilke hemmeligheder gemmer sig i Sayids fortid?

Udover Tea og Sayid præsenteres vi også for den darwinistiske pastor Grøn; lederen af Jesu Salige, Jacub Abraham Borg; den enfoldige lokale betjent Preben Gøttsche samt Kain Ollin, en undseelig ung mand med en ganske særlig evne.

Lige fra jeg første gang så Mikkel Henssels stemningsfulde forside, har jeg glædet mig til at læse Rakelsminde. Og heldigvis blev mine forventninger ikke skuffet. Historien er actionfyldt og velskrevet, og tempoet er højt hele vejen, selv når vi tager på springtur tilbage til Sayids fortid. Der er dog også en mere alvorlig side af romanen, hvor brødrene undersøger, hvad det betyder at være et godt menneske. For det viser sig jo at fanatisme ikke kun findes blandt nazister og islamister, men såmænd også kan forekomme i en hyggelig lille by som Rakelsminde.

Forlaget kalder romanen for en spændingsroman, mens brødrene selv betegner den som en mysterythriller. Det er da også lidt af en genrehybrid med sine islæt af horror og science fiction, men accepterer man romanens præmisser, så garanterer jeg nogle timers forrygende underholdning. Jeg var i hvert fald fuldstændig solgt under læsningen og kan kun anbefale Rakelsminde.

Både David og Stephan har tidligere udgivet romaner hver for sig, men Rakelsminde er den første bog, de har skrevet sammen. Den blev skrevet som en homage til deres ungdoms litterære helte Stephen King, Clive Barker og Dean Koontz, og man aner da også inspirationen fra disse undervejs. Alligevel synes jeg, at brødrene har skrevet deres helt egen historie, og jeg håber ikke, at det bliver den sidste fælles bog fra deres hånd.

Klokken over døren bimlede, da Sayid forsigtigt åbnede døren ind til butikken og trådte ind i det kølige lokale med Tea lige bag sig. 
“Jamen, der har vi jo dagens muslim-mand i brun sovs,” sagde slagteren jovialt og jog en blodig finger i vejret. “Vent et øjeblik.” Han grinede og gik ud i baglokalet.
Sayid så sig om. Der var noget helt galt. Der var koldt, og der stank af jern og afføring. Og noget, der var værre. Hans krop sank sammen, da hjernen langsomt dechifrerede, hvad det var, der lå i montren, og hvad der var hængt op i kødkrogene bag disken.
“Tea,” hviskede han og sank sit spyt. “Det er – “
“Nu skal du bare se her, min muslimske ven. Jeg har fået halal hjem!” Slagteren smed et blodigt stykke kød op på disken. Det dampede i det kølige lokale.
Det var en halv torso.
Huden var glat og solbrun. Lige over kønsbenet var der en antydning af krøllet kønsbehåring, og foroven et hvidt, spædt bryst med en lyserød brystvorte.

Slagteren greb en kniv og begyndte at hvæsse den. “Ribbenene! Det her er det bedste stykke. Det er helt sikkert da! Hvor meget vil du have?” Han pressede kniven mod kødet og begyndte at skære.
Tea skreg. (s. 128)

Hvis du er til dommedagsthrillere kan jeg også anbefale Christopher Galts spændende scifi-thriller Det tredje testamente eller danske Philip Hallenborgs debutroman Og jeg saa en ny himmel.

Om Rakelsminde:

Udgivelsesår: 06.11.2017
Forlag: Kandor, 294 sider
Omslag: Mikkel Henssel

Tak til forlaget Kandor som har sponseret læseeksemplaret.

Besøg David Garmarks hjemmeside eller Stephan Garmarks Facebook-side

Destin 2 – Snefuglen af Danny Biltoft Davidsen

Destin 2 - Snefuglen af Danny Biltoft DavidsenEndnu et hæsblæsende afsnit i Danny Biltoft Davidsens rumsaga om den forældreløse Destin

I 2016 udkom første bind i serien om drengen Destin, Seerkrystallen, som jeg læste med stor fornøjelse.

Serien udspiller sig 10.000 år ude i fremtiden, hvor menneskene har fået hjælp af den teknologisk overlegne race Torakiderne, som de siden har udryddet. Her lever den forældreløse Destin sammen med veninden Maridel på astroiden Lyonedia under pauvre forhold.

Den hårde, trivielle hverdag blev brudt, da Maridel fandt en ældgammel boks (en af Torakidernes artefakter) og kort efter blev bortført af rødfrakker fra kongeriget Carnelior. Det lykkes ad kringlede veje for Destin at finde Maridel igen, men i slutningen af bind et blev Maridel kidnappet af skattejægere, og Destin efterladt i lænker på den fremmede måne Rheinoud.

Her starter Snefuglen.

Rheinoud er under blåfrakkernes styre og er på mange måder anderledes end Lyonedia. Før Destin får set sig om, er han blevet fanget af slavehandlere og slider og slæber under umenneskelige forhold i minerne. Her møder han den rapkæftede pirat Rawlin, og de slår pjalterne sammen for at flygte, ligesom Rawlin lover Destin, at han vil hjælpe med at finde Maridel.

I første omgang slipper de væk fra minerne og bliver i stedet for slaver hos den Azurelianske grevinde Abrielle. Det lykkes dem at komme ombord på grevindens rumskib Snefuglen, og så opstår muligheden for at kapre skibet og fortsætte jagten på skattejægerne, som har kidnappet Maridel. Dog ikke uden forhindringer…

Snefuglen er endnu et hæsblæsende kapitel i Destins saga. Denne gang må Destin både tage kampen op mod blåfrakker og rumpirater, ligesom hans moralske kompas sættes på en prøve i mødet med nye og gamle venner. Det er totalt underholdende, og selvom serien måske nok er rettet mod det unge publikum, så kan den voksne læser sagtens være med.

Danny Biltoft Davidsen har skabt et spændende univers med vellykkede figurer, som fungerer godt i historien. Jeg elsker blandingen af rumeventyr og 1700-tals atmosfære med kongedømmer, kårdekampe og rumskibe med udsmykning som gammeldags sejlskibe.

Sprogligt synes jeg, at Biltoft har løftet sig i forhold til Seerkrystallen. Slagsmålsscenerne fungerer bedre, og sproget er mere billedfyldt, ligesom replikkerne glider flydende. Samtidig er der masser af action og spænding, og det lykkes for Biltoft at samle de forskellige handlingstråde til slut, så jeg nu utålmodigt ser frem til bind tre.

(Anmeldt til Himmelskibet, nr. 52)

Om Destin 2 – Snefuglen:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: mellemgaard, 238 sider
Grafiker: Christina Tscherning Andersen

Lilleputternes oprør af Niels E. Nielsen

Lilleputternes oprør af Niels E. Nielsen3. verdenskrig er brudt ud. En provokation fra Kina har fået USA og Sovjetunionen til at trykke på knappen, og nu har i de automatiske våbensystemer sat gang i en uendelig række gengældelsesaktioner. Millioner døde, og menneskeheden trues af en total udslettelse.

Da New York rammes af fire abomber, som slipper igennem missilforsvaret, er det blot et kedeligt tilbageslag for militærets øverste kommando. Men for New Yorks indbyggere er det dødelig alvor. Selv de, der umiddelbart har overlevet, har fået så meget stråling, at de snart dør uanset.

Skæbnen fører umiddelbart efter angrebet fire tilfældige overlevende sammen: den fordrukne læge Doc, havneluderen Fanny, den deserterede soldat Max og filmstjernen Rock. Gruppen beslutter sig for at opsøge USA’s præsident og få ham til at stoppe krigen. Men vil det lykkes?

Lilleputternes oprør udkom oprindeligt i 1978 midt under den kolde krig, og før Sovjetunionens sammenbrud. I Niels Dalgaards informative efterord fortæller han nærmere om Niels E. Nielsens forfatterskab og sætter det i kontekst til samtiden.

Nielsen kan virke lidt antikveret i dag, og Lilleputternes oprør er på nogle områder også ret naiv. Om man kan lide hans lidt altmodische skrivestil er op til den enkelte. Personligt kan jeg godt, selvom det ind i mellem bliver lidt for vidtløftigt. Men her i romanen er hans scenarier for atomkrig og magtspillet bag kulisserne både skræmmende og præcise på trods af det lidt bedagede sprog, så selvom løsningen bliver noget usandsynlig, så er romanen alligevel interessant.

Lilleputternes oprør hører ikke til blandt Nielsens bedste romaner efter min mening. Alligevel er den en genlæsning værd. Ikke mindst fordi vi i disse måneder måske igen kan begynde at frygte atomkrig som en mulighed med de stigende spændinger mellem USA og Nordkorea.

Om Lilleputternes oprør:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Science fiction cirklen, 253 sider
Omslag: Manfred Christiansen
Efterord af Niels Dalgaard

Andre bøger af Niels E. Nielsen:

Akerons porte, 1976/2016
Den beske magt, 1952/2015
Troldmandens sværd, 1967/2014

Akerons porte af Niels E. Nielsen

Akerons porte af Niels E. NielsenFor flere hundrede år siden var der krig mellem menneskene på landjorden og deres slavebyer på havbunden. En krig der endte med ødelæggende klimaforandringer, så isen nu år for år rykker længere og længere sydpå og tvinger den stadig mindre befolkning i Vaalheim i knæ.

Også dværgene fra Akeron på havets bund bliver færre og færre. Selvom maskinerne stadig virker og holder dem med ilt, mad og alle øvrige fornødenheder, så lider deres børn af blodsot og mange dør, før de bliver voksne.

Alligevel består hadet mellem de to befolkninger. I Vaalheim hersker broderskabet Riddere af Isen. Øverst sidder jarl Eriksson og hans datter Kristin, Isens Dame. Livet her er hårdt, med stadig kortere sommere og dermed mindre mulighed for at skaffe mad. Tidligere tiders viden er stort set gået tabt, og byens befolkning lever i fattigdom.

I byen er også krigsfangen Oin, en havdværg der blev fanget som spion, og har trællet for Vaalheim i fem år. Men nu er friheden inden for rækkevidde. Under Høstfestens dag hvor alle byens borgere er samlet, lykkes det for Oin at befri sig fra sine lænker. Med snilde og held kidnapper han både jarlen og Kristin, og skarpt forfulgt af ridderne lykkes det ham at nå ud til havet, hvor hans ubåd stadig venter. Nu går turen til Akeron, og med sig har han arvefjendernes hersker.

Jeg er meget begejstret for Niels E. Nielsen, som i mine øjne er en af Danmarks største science fiction forfattere. Akerons porte udkom første gang i 1976, og er nu kommet i genudgivelse fra Science Fiction Cirklen. Åbenlyse trykfejl er rettet, ligesom der er foretaget enkelte mindre sproglige ændringer. Ellers er her tale om en gengivelse af førsteudgaven, og det kan naturligvis mærkes på sproget.

Nielsen har en lidt altmodisch skrivestil, hvis tone man enten kan lide, eller hurtigt bliver træt af. Jeg hører til de førstnævnte. Her i Akerons porte passer stilen også rigtig godt, idet handlingen udspiller sig i en fremtid, hvor fortidens feudale samfund er blevet hverdagens barske vilkår, og hvor de nordiske sagn og myter er traditionen.

I hvert fald så længe vi befinder os i Vaalheim. For i Akeron lever teknologien stadigvæk, omend befolkningen heller ikke her forstår at udvikle nyt. I stedet lever de en drømmende tilværelse, hvor håbet er, at isen vil knuse Vaalheim, så der atter kan blive plads til dværgene på landjorden.

Oin prøver at vække sit folk til handling ved at bringe arvefjendens øverste med sig tilbage til Akeron. I stedet ender det med, at Oin, jarl Eriksson og Kristin begiver sig ud på en lang og ukendt færd for at nå frem til Ildtræet, som sagnene siger, kan standse isen. Spørgsmålet er dog, om fjenderne kan glemme fortiden og skabe en ny fremtid sammen…

Niels Dalgaard har skrevet efterordet, hvor han bl.a. kommer ind på, at Niels E. Nielsen her i romanen låner lidt fra fantasygenren. Som altid er det interessant at læse Dalgaards analyse af romanen, som er skrevet under den kolde krig, hvor frygten for en atomkrig var reel.

Selvom romanen bruger udtryk som mikrofilm og magnetbånd, så er indholdet på ingen måde gammeldags. Akerons porte er elementær spændende, og indeholder samtidig også den samfundskritik, der kendetegner Nielsens forfatterskab. Jeg synes stadigvæk, at romanen holder, og kan kun takke Science Fiction Cirklen for deres store arbejde med at genudgive Niels E. Nielsens værker, så nye generationer også kan læse ham.

(anmeldt til Himmelskibet nr. 52)

Om Akerons porte:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Science Fiction Cirklen, 233 sider
Omslag: Manfred Christiansen
Originaludgave: 1976

Udvalg af Niels E. Nielsens udgivelser:

Den beske magt, 2015
Weekend på Mars, 2011
Klode til salg, 2011
Lilleputternes oprør, 1978
Akerons porte, 1976
Skyggen fra Sirius, 1975
Vogteren, 1974
Vagabondernes planet, 1970
Herskerne, 1970
Troldmandens sværd, 1967
Narrens drøm, 1963
To sole stod op, 1961

 

 

Længe leve alfa-generationen af Martin Hans Jensen

Længe leve alfa-generationen af Martin Hans JensenLænge leve alfa-generationen er Martin Hans Jensens debutroman. Vi følger den 26-årig Mikkel i året 2036. Mikkel betegner sig selv som ‘last mover’. Han er altid sidst med det nye og holder stadigvæk meget af både sin mikrobølgeovn og sin pladespiller. Først sent udskiftede han sin mobiltelefon med en BodyScreen – men naturligvis til en af de tidligste modeller. Så da produktet Eternal Life Oil – ELO – pludselig dukker op på markedet, er Mikkel naturligvis skeptisk.

ELO er en pille, der stopper aldringsgener og genstarter ungdomsgener, og selvom firmaet bag ikke lover, at man kan leve for evigt, tør de godt garantere et liv på mindst 150 år OG med forbedret livskvalitet.

Mikkel har mange overvejelser om ELO. For ham virker det helt forkert at forlænge livet kunstigt, og han er sikker på, at menneskeheden vil stagnere, hvis man kunne leve for evigt. Men vennerne er lodret uenige. I en diskussion påpeger Mikkel, at mennesket ikke bør lege Gud og rode sig ud i noget, man ikke ved, hvad fører til, men til det svarer en veninde, at det samme argument blev brugt, da man opfandt penicillinen, og den vil ingen jo undvære.

Så da Mikkel møder pigen Emma, som også ser ELO som en gevinst for menneskeheden, begynder han at genoverveje sin beslutning. Samtidig åbner Emma hans øjne for en helt anden problemstilling ved ELO, nemlig at kun de velhavende har råd til at købe det gennem hele livet. Og den uretfærdighed vil Emma gøre noget ved.

Længe leve alfa-generationen er ikke en science fiction roman med fokus på den teknologiske eller samfundsmæssige udvikling, men snarere en kortroman der diskuterer dilemmaerne ved at leve for evigt. Vil menneskeheden stagnere, hvis vi kan leve evigt? Hvad nu hvis din bedste ven vælger at blive gammel for øjnene af dig? Osv.

Historien virker rettet mod et ungdomspublikum. Dels på grund af det korte omfang og letlæselige sprog; dels fordi romanens etiske overvejelser virker lidt overfladiske. Dog er selve sprogtonen ikke så ungdommelig, og særligt personernes samtaler virker kunstige.

Endelig er slutningen meget ‘happy-go-lucky’-agtig, men jeg indrømmer, at jeg er en sur gammel kone, der har svært ved at være særlig optimistisk på menneskehedens vegne.

Jeg kunne godt have ønsket, at Martin Hans Jensen havde gjort mere ud af at beskrive samfundet i 2036. Ved at bruge den gammeldags Mikkel som hovedperson synes jeg, at forfatteren slipper lidt for let om ved den del. Vi hører hvordan Mikkel har et gammeldags 8 til 16 job, men får ikke at vide hvordan flertallet af befolkningen tjener penge, andet end at de er ‘freelancere’. Ligeledes er mikrobølgeovnen et eksotisk levn fra fortiden, men ikke noget om hvordan man så spiser. Men det er selvfølgelig forfatterens ret.

Når alt dette er sagt, er Længe leve alfa-generationen dog en hæderlig debut. Den er hurtig læst og kan godt give den unge læser lidt at tænke over, mens den erfarne læser vil mangle lidt kalorier efter endt læsning.

Forsiden med den blå himmel og en sky formet som symbolet for uendelighed passer godt til romanens indhold.

(anmeldt til Himmelskibet, nr. 52)

Om Længe leve alfa-generationen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Books on Demand, 114 sider
Omslag: Martin Hans Jensen

Besøg Martin Hans Jensens hjemmeside

Månebase Rødhætte og andre SF noveller af Lars Ahn Pedersen

Månebase Rødhætte og andre SF noveller af Lars Ahn PedersenEn af dansk science fictions mest interessante forfattere, Lars Ahn Pedersen, udgav i 2012 sin helt egen novellesamling fyldt med både nye fortællinger og de bedste af de tidligere udgivne

Temaerne i Månebase Rødhætte spænder lige fra tidsrejser, besøg på fremmede planeter, menneskelignende robotter, havfruer og varulve. Her er med andre ord ikke tale om helt almindelig science fiction. Lars Ahn begrænser sig nemlig ikke til kun at skrive i en genre, men blander glad og gerne science fiction med de øvrige fantastiske genrer og vender alle konventioner på hovedet i sine fortællinger.

I ”Månebase Rødhætte”, leverer Lars Ahn 10 noveller af høj kvalitet. Jeg kunne fremhæve dem alle, men vil nøjes med at omtale ”Kongens nytårstale”, som er et strålende eksempel på, hvordan Lars Ahn leger med både form og genre, og samtidig på humoristisk vis sætter fingeren på mere betændte emner.

”Kongens nytårstale” fortælles som en tale tilføjet fodnoter. Her fraviger kongen det aftalte manuskript, idet han fortæller befolkningen, at en dansker vil opfinde tidsmaskinen næste år. De øvrige nationer er ivrige efter at få fingre i opfindelsen, men ingen ved noget om det udover, at man har fundet nogle uforklarlige spor i fortiden efter en Hans-Georg Brøns (en cadeau til H. G. Wells). Blandt forskerne er der stor uenighed om Brøns’ aktiviteter – er de til skade eller til gavn for Danmark, og hvad er hans motiv?

Efterhånden som talen skrider frem, går det op for læseren, at selvom verden umiddelbart virker, som den plejer, så har Danmark f.eks. IKKE tabt slaget på Reden i 1801, tyskerne invaderede os IKKE i 1940, vi har været udsat for et terrorangreb med den smitsomme virus Reptilicus-varianten, der findes en skånsk separatistbevægelse ved navn Snaphanerne osv. Det er både morsomt, men samtidig også tankevækkende, fordi læseren pludselig ser, hvor lidt der skal til for at ændre historiens gang.

Lars Ahn er en dygtig fortæller med en fantastisk evne til at gribe en idé og så tage den hele vejen. Det er underholdende på alle planer, så giv Månebase Rødhætte en chance hvis du har lyst til en velskrevet og anderledes samling noveller.

(anmeldt til Litteatursiden.dk)

Om Månebase Rødhætte og andre SF noveller:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Science Fiction Cirklen, 252 sider

Indhold:

Turisterne
Afhøring af offer nr. 5, 2008 (tidligere trykt i I Overfladen)
Mordene på Katrina, 2009 (tidligere trykt i Dystre Danmark)
Kongens nytårstale
Månebase Rødhætte
Har du hørt havfruerne synge? 2008 (tidligere trykt i Himmelskibet nr. 18)
Rudolf, 2010 (tidligere trykt i Himmelskibet nr. 26)
Havfruens himmelfærd, 2009 (tidligere trykt i Himmelskibet nr. 21)
Alien Ghost Ballet, 2009 (tidligere trykt i Den hemmelige dal)
Arthur Solo, 2012 (tidligere trykt i Himmelskibet nr. 32)

Mimesis af Thomas Kampmann Olsen

Mimesis af Thomas Kampmann OlsenMimesis kan groft oversættes som kunst, der efterligner naturen, og i Thomas Kampmann Olesens debutroman af samme navn, er det navnet på et ulovligt og meget realistisk virtual reality spil, som får stor betydning for hovedpersonen Markus.

Markus er 23 år. Hans far, Andreas, var soldat og blev dræbt under 3. verdenskrig for 20 år siden, så Markus voksede op alene sammen med moren, Pernille. En dag modtager Markus et billede af faren, sendt til ham anonymt af en af farens gamle soldaterkammerater. Markus finder dog hurtigt frem til afsenderen, som kan fortælle ham, at Andreas ikke er død. Han er nemlig sikker på, at han har set ham i Berlin, men han fik ikke kontakt med ham.

Uden at fortælle Pernille det beslutter Markus sig for at tage til Berlin og forsøge at finde Andreas. Men opgaven virker umulig – indtil Markus møder pigen Sikka.

Mimesis var et af de indsendte bidrag til Science Fiction Cirklens romankonkurrence i 2016. Vinderen af konkurrencen blev Nikolaj Johansens science fiction thriller Syndfloden og storbyen. Dommerpanelet fandt dog, at flere af de indsendte romaner fortjente en udgivelse. Blandt dem var Mimesis, som bl.a. blev frasorteret fra konkurrencen pga. længden.

Thomas Kampmann Olsen har helt klart også nogle rigtig spændende idéer i sin debut. Ikke mindst giver han en god og troværdig beskrivelse af hverdagen og de forskellige gadgets den indeholder i 2045. F.eks. er mobiltelefonen udviklet til en personlig computer, man kan tale med, og virtual reality er blevet en helt naturlig del af hverdagen. Til gengæld er den direkte menneskelige kontakt for nedadgående, og Markus foretrækker f.eks. at skrive med Pernille over telefonen fremfor at tale med hende.

Derudover skaber TKO en både troværdig og skræmmende baggrund for 3. verdenskrig ved at tage udgangspunkt i nutidens konflikt mellem Vesten og Al-Quaeda og lade den accelerere. TKO lader den primære kampplads være Rusland, og introducere brugen af et biologiske våben, der via en virus dræber alle med en særlig genetisk kode uden at skade afsenderne. (denne idé bruger Thomas Clemen i øvrigt også i sin spændende thriller Langs smertegrænsen) En meget effektiv form for krigsførelse som man dog ikke taler højt om efterfølgende.

Også spillet Mimesis er et interessant bekendtskab. TKO lader flere kapitler foregå i spillet, som for spillerne føles ligeså virkelig som vores verden, OG hvor man, hvis man dør, IKKE kan spille igen. Spillet blev forbudt af samme årsag, fordi mange spillere blev ramt af depression, når de døde, og nogle begik ovenikøbet selvmord. Samtidig har spillet skabt en kult i den virkelige verden, hvor medlemmerne genskaber Mimesis bl.a. med dødslabyrinter, som allerede har krævet flere dødsofre. Jeg blev ret fascineret af, hvordan spillerne følte et højere formål med livet, når de spillede det, end når de levede det. For i Mimesis er der jo en mening med alt, hvad der sker, hvorimod det virkelige liv kan føles meningsløst.

Endelig tilføjer TKO også en slag epilog, hvor han løfter sløret for nogle af følgerne af den globale opvarmning, som jeg ligeledes synes var tankevækkende læsning.

Men selvom der således er rigtig meget godt i Mimesis, synes jeg desværre ikke helt, at det lykkes TKO at koble alle elementerne sammen til en helhed. Selvom han forsøger at gøre Markus’ søgen efter Andreas til den samlende komponent, så stritter de forskellige delfortællinger for meget, og jeg sad med en lidt ærgerlig følelse til slut. For jeg ville gerne vide mere om 3. verdenskrig. Jeg ville også gerne vide mere om den virtuelle verden TKO bygger op i selve Mimesis spillet, men også i Markus’ hverdag hvor direkte menneskelig kontakt bliver mere og  mere usædvanlig. Og ikke mindst ville jeg gerne vide mere om miljøkatastroferne der rammer jorden som følge af den globale opvarmning.

Så jeg håber, at Thomas Kampmann Olsen har fået blod på tanden med skriveriet, for så kaster han sig måske over de spændende delelementer i denne roman og udbygger dem til egne individuelle fortællinger. Dem ville jeg rigtig gerne læse.

Om Mimesis:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Science Fiction Cirklen, 288 sider
Omslag: Christine Mattebjerg Andersen

Udgivelser ifm. Science Fiction Cirklens romankonkurrence:

Syndfloden og storbyen af Nikolaj Johansen
Happy Nation af Christian Karup Baron
Verdensfortællerne af Dan Mygind
Mimesis af Thomas Kampmann Olesen
Tropika af Jon Terje Østberg

Metrozone af Søren Mosdal

Metrozone af Søren MosdalActionfyldt dystopisk tegneserie fyldt med pangfarver, skæve vinkler og overraskelser

Jeg kan godt lide at læse tegneserier, og synes det er særligt sjovt, når de er danske. Men ofte er det forfatteren til historien og ikke tegneren af illustrationerne, udgivelserne opstilles og omtales efter. Måske af den grund er der ikke altid så meget fokus på billedsiden, og det er en skam. For i Danmark har vi mange dygtige tegnere.

Søren Mosdal er en af dem, og han har både skrevet og illustreret Metrozone – en actionfyldt dystopisk tegneserie fyldt med pangfarver, skæve vinkler og overraskelser.

I 2027 er jordens klima gået amok. Store dele af kloden er oversvømmet, og radioaktive storme forhindrer folk i at bevæge sig udenfor uden beskyttelse. I byen Aurinko bor præsident Putko og den rige del af befolkningen i en Ark over havet, mens resten af befolkningen er fanget i metrosystemet, hvor vandmasserne dagligt truer med at bryde igennem lugerne.

Nikki er en af metrobeboerne. Hun er vokset op her sammen med sin mor og sin bror, som for nogle måneder siden forsvandt og nu formodes død. Men en dag dukker han op igen som en biomekanoid, et kunstigt skabt væsen hvis krop er blevet udskiftet med nye og stærkere celler.

Biomekaerne har ingen hukommelse om deres tid som menneske – men det har Nikkis bror, og nu opsøger han Nikki for at redde hende ud af metroen. Den plan er Nikki dog ikke ubetinget enig i, for alle afskyer biomekaer. Snart er de to dog på vild flugt fra præsident Putkos styrker, som jagter dem i de labyrintiske tunneller. Under flugten må Nikki finde nye sider af sig selv frem, og spørgsmålet er, om det lykkes dem at nå Arken og friheden.

Der er fuld knald på Metrozone, som er super underholdende og spændende tegnet. Søren Mosdals illustrationer sprænger al almindelig tegneserieopbygning, og klipper filmisk historien frem. Farverne er neonagtige som en homage til de amerikanske scifi comics fra 1980’erne, Mosdal selv er vokset op med, mens stemningen er dyster og trøstesløs.

Jeg blev hurtigt fanget af historien om Nikki, og hendes drøm om at undslippe det klaustrofobiske metrosamfund, der fuldstændigt er underlagt præsident Putkos tyranniske regime. Hun lyser i mørket som en stråle af håb fyldt af ungdommens uskyld og overmod, og bringer lidt humor ind i en ellers mørk fortælling. Med en i øvrigt meget overraskende slutning!

Mondoshawan alienUndervejs hyggede jeg mig også med at finde diverse referencer. F.eks. ligner ”myrerne” (de biomekaer som forfølger Nikki og broren) Mondoshawan aliens’ne fra ”Det Femte Element”, mens Nikkis bror godt kunne være en lyshåret Snake Pliskin.

På et tidspunkt går Nikki ind i en tunnel med skiltet ”HC SVNT DRACONES”. En formulering som kendes fra gamle kort, når søfolkene sejlede ud i ukendt, farligt farvand. Under læsningen af Metrozone fandt jeg ud af, at det også er navnet på et post-cyberpunk rollespil, som udspiller sig 700 år ude i fremtiden efter menneskets udryddelse, hvor befolkningen er Vectors, som er en blanding af menneske- og dyregener. Begge fortolkninger passer i øvrigt godt til Mosdals fortælling.

Så har du lyst til en veltegnet, actionfyldt og underholdende tegneserie, der både kan læses som ren spas, men også har en række underliggende temaer som klimaforandringer og undertrykkelse, så grib endelig fat i Søren Mosdals Metrozone. Den har det hele.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om Metrozone:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Fahrenheit, Ca. 140 sider
Omslag og illustrationer: Søren Mosdal

Se bogtraileren til Metrozone
Besøg Søren Mosdals blog

Tropika – Ainukka Heikkinens forandring af Jon Terje Østberg

Tropika - Ainukka Heikkinens forandring af Jon Terje ØstbergFra forlagets hjemmeside:
”TROPIKA – Ainukka Heikkinens forandring” handler om længsel, ærgerrighed, forræderi og kampen for overlevelse i et strabadsfyldt tropemiljø, omgærdet af sære skabninger, svævende byer, kamprobotter og blå, lysende solkugler. Et actioneventyr som ender i både destruktion og oprejsning.

I 2057 er de nordiske lande dækket af en nærmest evig vinter. Samtidig hjemsøges jordens befolkning af en dødelig virus, kaldet Virus B, som med jævne mellemrum flammer op og hærger Europa og dele af resten af verden.

Den paramilitære sikkerhedskoncern ISoB har patent på en vaccine, som bygger på planter fundet på den afrikanske savanne. Men Stabiligen-medicinen virker kun, hvis man tager sine piller hver dag, så truslen fra Virus B er langt fra udryddet.

Nu er patentet på vaccinen ved at udløbe, og ISoB sender i samarbejde med New National Geographic en ekspedition af sted til Novgorod, knap 500 km fra den finsk/russiske grænse. Her er nemlig dukket efterretninger op, om at ukendt plantevækst dækker området. Et fænomen som også fandt sted i Tanzania hvor vaccinen først blev fundet.

Den alkoholiserede fotograf Ainukka Heikkinen bliver shanghajet til at dokumentere ekspeditionen for New National Geographic, som har fået alle eksklusive rettigheder til et særnummer og en dokumentarserie om ekspeditionen. Nu skal folket have vished og indsigt i processen omkring produktionen af vaccinen.

Snart er Ainukka og resten af ekspeditionen på vej til Novgorod. Men spørgsmålet er, om ISoB nu også har helt rent mel i posen …

Tropika af Jon Terje Østberg var et af de indsendte bidrag til Science Fiction Cirklens romankonkurrence i 2016. Vinderen af konkurrencen blev Nikolaj Johansens science fiction thriller ”Syndfloden og storbyen”. Dommerpanelet fandt dog, at flere af de indsendte romaner fortjente en udgivelse. Blandt dem var Tropika, som bl.a. blev frasorteret fra konkurrencen pga. længden.

Jon Terje Østberg er oprindelig født i Norge. Tropika er hans romandebut, omend han tidligere har fået udgivet en håndfuld noveller i den fantastiske genre.

Historien er elementær spændende med en vellykket opbygning, hvor vi springer mellem romanens nutid og fortid, og mellem forskellige personers synsvinkel. Derudover trækkes der tråde tilbage til en ekspedition i Sydøstasien i 1931, som Ainukka læser om i en gammel dagbog. Heri optræder besynderligheder, der fik mig til at tænke på H. P. Lovecrafts Cthulhu myter og er med til at væve en dyster atmosfære over begivenhederne. En atmosfære som Ainukka rammer præcist med sin beskrivelse af landskabet omkring hende, da de når frem til ekspeditionens bestemmelsessted: ”Et ukendt, forrevet landskab, en glemt ufremkommelig urtidsjungle af råddenskab og fugtigt forfald. En slags dødens ødemark.” (s. 143)

Jeg kunne godt have ønsket at få lidt mere kendskab til forholdene i 2057, som er romanens nutid. Østberg løfter lidt af sløret ved at fortælle, at Skandinavien er blevet slået sammen med Finland, Island og Grønland til Nordisk Alliance, og at den paramilitære sikkerhedskoncern IsoB har stor magt her. Men hvorfor landene er slået sammen, og hvorfor Norden nærmest er dækket af vinter året rundt (for mod slutningen finder vi ud af, at det tilsyneladende ikke gælder resten af jorden), står hen i det uvisse. Det er ikke oplysninger, der er nødvendig for forståelsen af romanen, men jeg synes, det kunne være interessant at kende Østbergs tanker bag.

Hele romanen fortælles i 3. person, hvilket giver den et lidt upersonligt, og til tider for beskrivende præg: ”Hun mandede sig op, tjekkede instinktivt Temp-dragten og dens basisudstyr. Rygbeholder, machete, vandflaske. Så løb hun videre, styrtede af sted mod Transporteren. Hun opfattede pludselig at omgivelserne var forandret. Transporteren burde være der, men alt hun så var en massiv vegetation, enorme planter og svampe og lianer havde dækket det hele. Hun ville ikke tage chancen på at lede lige nu, for ISoB-1 nærmede sig med hastige skridt. Så hun styrtede videre, så et hul i bevoksningen, og kastede sig igennem, kun for på den anden side, at falde ned i en fedtet, muddervåd skråning. Hun kom på benene, og så at hun havde udsyn til toppen af skråningen. Og hun så hvordan ISoB-1 kom til syne, og stod afventende som en vogtende skygge.” (s. 139)

Så selvom vi kommer lidt ind bag Ainukka og et par af de øvrige personer, så fremstår de desværre ret endimensionale, og jeg blev ikke helt grebet af deres baggrundshistorier, der ellers er interessante nok.

På trods af denne anke var jeg nu fint underholdt. Her er masser af action, og så har romanen ganske enkelt har en spændende handling og ikke mindst en overraskende slutning. Så er du til actionfyldt science fiction, hvor ambitioner og drømmen om rigdom og magt har taget overhånd, så læs Tropika og tag en tur til Novgorods tropiske og uheldsvangre jungle.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om “Tropika”:

Udgivelsesår: 6. maj 2017
Forlag: Science Fiction Cirklen, 228 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Syndfloden og Storbyen af Nikolaj Johansen

Syndfloden og Storbyen af Nikolaj JohansenSpændende og velskrevet science fiction thriller der tager læseren med til et regnfyldt Odense og tættere på udødeligheden

Den danske medicinal virksomhed Medici har udviklet biokernen. Et kunstigt organ, der løbende reparerer cellernes forfald og holder mennesket sundt og ungt frem til udløbsdatoen. Den danske stat samarbejder med Medici, for jo flere der får indsat en biokerne, jo billigere er udgifterne til sundhedsvæsenet. Så nu har op til 99% af befolkningen biokerner – og i fremtiden vil de måske allerede kunne indopereres i fosterstadiet.

Men ikke alle er ubetinget begejstret for hverken biokerneteknologien eller Medici. En hackergruppe, der gemmer sig på Netværket, er modstandere af, at et privat firma har så meget magt og har frivilligt undergået operationer for at få fjernet deres biokerner igen.

Det var det faktum, at hun fint kunne klare sig uden, som for alvor havde overbevist hende om, at biokerneteknologien ikke bare var kapitalistisk, men at den var fjendtlig for hele menneskeheden, at den var direkte ond. Et menneske kunne sagtens klare sig uden en biokerne, men Medici havde manipuleret folk til at tro, at det var umuligt, og at indoperationen af en biokerne var det eneste logiske valg, det eneste samfundstjenstlige valg. Ja, biokernen holdt måske nok folk sunde, men dens bagside var enorm, og for Katrine fyldte bagsiden det hele. Når kernen kunne hackes, som Netværket havde demonstreret, man kunne gøre, blev alles liv bragt i fare, og når klip kunne stjæles, som det var sket for Konrad, så beviste det, at biokernen kun havde de to funktioner og ingen nuancer derimellem. Det var enten unaturlig sundhed eller øjeblikkelig død. Hak. Den magt burde intet privat firma have over menneskekroppen, og den magt burde intet menneske tvinges til at underkaste sig.”

I denne fremtidige verden møder vi Anna og Konrad. De har været gift i mange år, men for et par måneder siden fik Anna en umulig besked. En ondartet kræftknude breder sig i hendes indre, og der er intet at gøre. Konrad forsøger at overføre nogle af sine klip til hende, men en regnvåd nat bliver han overfaldet og får selv frarøvet alle sine klip. Nu er de begge dødsdømte.

Men Anna har en hemmelighed. Hun er gravid. I et desperat håb fortæller hun det til sin arbejdsgiver, Medici, for Anna vil gøre alt for at barnet skal overleve. Så da Medici tilbyder hende at indoperere en biokerne i fostret, hvis hun vil være deres spion i Netværket, har Anna ikke andet valg end at sige ja.

I 2016 udskrev Science Fiction Cirklen en romankonkurrence, som Nikolaj Johansen vandt med sit bidrag Syndfloden og Storbyen.

Her er tale om en velskrevet og nervepirrende science fiction thriller, som både har et elementært spændende plot, men som også giver stof til eftertanke. Det dystre regnvåde Odense er en perfekt kulisse for fortællingen, hvor befolkningens rettigheder langsomt skylles bort af fremskridtets syndflod. Det emmer af noir.

Syndfloden og Storbyen er også en interessant roman. Dels er det første gang (så vidt jeg husker), at jeg læser en historie med en ‘ond’ danskejet virksomhed som skurk. Endda i tæt samarbejde med den danske stat/det danske forsvar. Medici er naturligvis en forkortelse af medicin, men det er også navnet på den florentinske Medici slægt, der med få afbrydelser sad på magten i Firenze og Toscana i næsten 300 år (1434-1737). Blandt andet var pave Leo 10., som bandlyste Martin Luther i 1521, af Medici-slægten. Altså et magtforum som romanens medicinalfirma.

Ligeledes er det interessant at følge Johansens overvejelser om biokernen: hvordan den kan bruges og misbruges. Som læser må vi i det hele taget løbende tage stilling til moralske problemstillinger. Kan man f.eks. retfærdiggøre et mord i en højere sags tjeneste? Hvad er en højere sag? Og hvor langt vil man gå for at redde sit eget liv?

Endelig er persontegningerne af Anna og Konrad både overraskende og nuancerede. De to sidste hovedpersoner er hackeren Katrine og privatdetektiven Kurt, og selvom de ikke fremstår helt så facetterede som Anna og Konrad, så virker også de troværdige. Jeg har måske ikke altid har sympati for personernes overvejelser og handlinger, men jeg kan forstå dem.

I det hele taget er Syndfloden og Storbyen langt mere end en standard thriller, og jeg blev hurtigt grebet af historien, som fortælles på skift gennem de forskellige personer. Johansen afslører detaljer undervejs, så noget af plottet gættede jeg godt. Men slutningen var alligevel en stor overraskelse, og jeg brygger stadigvæk videre på den i mit hoved. Og det er altså godt gået af forfatteren.

Skulle du ikke være science fiction læser, så lad dig ikke skræmme væk af den label. Læs i stedet Syndfloden og Storbyen som en etisk thriller, for jeg garanterer, at du vil føle dig godt underholdt.

Nikolaj Johansen har tidligere udgivet horrorromanen ”Skygger fra oktoberland”, ligesom flere af hans noveller er udkommet i forskellige antologier.

(også anmeldt på Litteratursiden.dk)

Om Syndfloden og Storbyen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Science Fiction Cirklen, 281 sider
Omslag: Manfred Christiansen