september 2019
M Ti O To F L S
« aug    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
30  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘dansk science fiction’

Manden der tænkte ting af Valdemar Holst

Manden der tænkte ting af Valdemar HolstBoutard er den lukkede afdelings store problem. Skønt indespærret i enecelle forstår han til overlægens raseri at skaffe sig store havannacigarer og ædle vine, og en dag er han trods alle forsigtighedsregler totalt forsvundet.

Han har imidlertid fået tillid til en af lægerne, Dr. Francis, og over for ham letter han sløret for sin hemmelighed. Begivenhederne udvikler sig  med foruroligende hast, og en mystisk dobbeltgænger forpester den unge læges liv. Han trænges ud af sit arbejde, hans kæreste behandler ham som en plattenslager, og han er ved at gå i hundene, mens dobbeltgængeren fejrer triumfer …

Man mindes Peter Schlemihl og dr. Jekyll – mr. Hyde under læsningen af denne mærkelige og rædselsfyldte roman, som er et moderne sidestykke til den klassiske litteraturs mystiske fortællinger. (fra bagsiden)

Jeg blev gjort opmærksom på Manden der tænkte ting under en temadag om science fiction, jeg deltog i tidligere på året. Foredragsholderen roste filmatiseringen for at være en af de bedste danske science fiction film. Så jeg tænkte, at jeg hellere måtte få set på den, og det er hermed gjort.

Hvor filmen udspiller sig i Danmark, er romanens hovedperson den franske læge Francis. Den første del af filmen følger den originale historie ret tæt, men romanen forløber over en længere periode. Dermed får vi et langt mere indgående indblik i Francis deroute, idet vi følger ham fra feteret læge til drukkenbolt på samfundets bund.

Tager man bogens alder i betragtning er Manden der tænkte ting, et spændende bekendtskab. Valdemar Holsts idé om at kunne skabe ting ved tankens kraft underbygger han ganske interessant med tanke på altings opbygning af atomer. Der er også spørgsmålet om identitet. Hvem af Dr. Francis’erne er den rigtige, når Boutard har skabt en dobbeltgænger, der på alle områder er mere perfekt? Har den originale dr. Francis krav på sit liv, når han hurtigt går i hundene uden sin lægetitel?

Endeligt nævner Jens Ravn, der instruerede filmen i 1969, at historien også er en Faust-historie. Boutard tilbyder i starten af fortællingen Dr. Francis alt, hvad han kan drømme om, hvis blot han vil hjælpe ham. Francis siger nej af etiske grunde, men jo længere ned i skidtet han kommer, jo mindre betyder disse grunde til sidst.

Personligt kunne jeg bedre lide bogen end filmen, der har en spændende billedside, men som tempomæssigt i høj grad er ‘barn af sin tid’. Romanen ‘lider’ ikke på samme måde under sin alder, men fungerer ligeså godt i dag, som da den udkom for 54 år siden.

Uddrag af Manden der tænkte ting:

“De ved, at den moderne videnskab er gået bort fra den antagelse, at stoffet er noget i sig selv. Stof er en form for energi, bestående af kraftcentrer, der for hver enkelt stofs vedkommende svinger på en særegen måde. Ved at betragte stoffet i dets forskelige former, altså genstandene, dannes der billeder i hjernen; billeder, der består af svingninger, som nøje korresponderer med genstandens energisystemer.

Disse billeder tændes og slukkes, efter som øjnene ser, men gennem hukommelsen kan de uden det ydre synsapparat fremkaldes til en indre beskuelse. 

Denne fremkaldelse af én gang sete ydre ting kan være af højst forskellig art og styrke. Nogle mennesker husker dårligt, har en svag indbildningskraft; hos andre er den stærk og hos mig enorm!

Hør efter, nu var min hypotese følgende: Dersom man kunne koncentrere sine indtryk til en vis styrkegrad, ville svingningerne i hjernebillederne dels forstærkes, så de nærmede sig genstandens i intensitet, dels forlænges som strålerne fra en lyskaster med hjernen som centrum, så der dannedes et ydre billede.

Begynder De nu at forstå. Min hypotese var, at ved tilstrækkelig koncentration ville der dannes en bevidst hallucination, et ydre billede, et hukommelsesduplikat, der, når svingningerne havde nået en tilstrækkelig styrkegrad, også ville blive synligt for andre. Er De med?” (side 39-40)

Om Manden der tænkte ting:

Udgivelsesår: 1965
Forlag: Stjernebøgerne, Vintens Forlag. 152 sider

Filmatiseret i 1969. Læs en anmeldelse af filmen på Kulturkapellet.

Exnihilo af Publius Enigma

Exnihilo af Publius EnigmaSpændende og underholdende science fiction der udspiller sig i en totalitært styret fremtid, hvor jordkloden er ødelagt af krig, og menneskeheden har mistet evnen til at reproducere sig af naturlig vej.

I 2163 er Discover IV på vej længere ud i universet end mennesket nogensinde har været før. Målet er at finde beboelige zoner og erobre nye territorier.

Godt 100 år senere har en krig ødelagt det meste af jorden, som nu styres af Det Interhumane Synedri bestående af 12 ledere anført af generalsekretæren. Som følge af Den Totale Krig bliver der ikke født børn mere. Heldigvis har forskerne fundet en måde at producere børn uden brug af biologiske rugemødre, men en alvorlig genetisk fejl har sænket gennemsnitsalderen til 41 år.

En dag opfanger en gruppe forskere et svagt signal fra Jupiters 64. måne. Der er ingen afsender på signalet, men noget tyder på, at det er sendt af intelligente væsener. Synedriet beslutter sig for at sende en ekspedition af sted med rumskibet Scout Voyager, hvor bla. hovedpersonen Elia deltager. Det lykkes dem at nå frem til signalet, men det, de finder der, truer den herskende samfundsstruktur. Så nu er spørgsmålet: skal de bringe fundet med tilbage, eller destruere det på stedet?

Exnihilo er underholdende og tankevækkende science fiction lige efter mit hoved. Jeg tør ikke sige, om science-delen er korrekt, men den virker plausibel og jeg troede i hvert fald på den. Selve historien, der fortælles via forskellige personer og i forskellige tider, er spændende og med et plot, som hænger fint sammen. Jeg kom til at tænke på en blanding af filmen Interstellar og The Martian af Andy Weir mixet med George Orwells 1984 og Aldous Huxleys Fagre nye verden.

Forsiden med et menneskefoster i en glasbeholder passer godt til indholdet og fanger i den grad øjet. Kunstneren bag hedder Gia Nguyen, og hans hjemmeside kan ses HER.

Sprogligt synes jeg dog godt, at man mærker, Exnihilo er forfatterens debut. Til tider er sproget meget beskrivende, og jeg faldt også over nogle underlige vendinger ind i mellem. For eksempel skurrer den indledende sætning ”Maryon tog favntag om Isaac” mit øje. Den er muligvis grammatisk korrekt, men hvorfor dog ikke bruge en mindre konstrueret sætning? Bortset fra dette småsure opstød kan jeg nu absolut anbefale Exnihilo, hvis du holder af underholdende og troværdig science fiction. Og jeg er ikke den eneste, som er begejstret. Læs for eksempel også Litteratursidens anmeldelse HER.

Romanen er udgivet af pseudonymet Publius Enigma, som giver et lille interview om bogen i Novum nr. 133. Her fortæller han blandt andet om udfordringen med at udregne afstande og estimere tidsangivelser for rejser til og fra jorden eller finde frem til lyd- og lysforhold ude i universet osv. Og så løfter han sløret for sin nye bog, der ligeledes foregår i fremtiden. Denne gang bliver det overordnede tema venskab mellem menneske og robot.

Uddrag af Exnihilo:

“Elai var godt klar over, at mange stiltiende drog Synedriet til ansvar for de dårlige samfundsforhold. Oprørsbevægelsen lod dog ikke kritikken gå stille for sig, og det resulterede ofte i opstande, konflikter og demonstrationer. Gang på gang måtte Synedriet indsætte politi for at løse konflikterne. Nogle opfattede det som en hårdhændet behandling af samfundets kritikere, og det gjorde blot tilliden til Synedriets ledere endnu svagere. At der ikke havde været en revolution endnu skyldtes højst sandsynligt ene og alene, at de 12 ledere i Synedriet jævnligt blev skiftet ud, simpelthen fordi de også døde af Den Ubarmhjertige Død.

Men Elai mindede ofte folk om, at styreformen også havde gjort meget godt for menneskeheden. Det var blandt andet Synedriets skyld, at der stadig levede mennesker. Efter slutningen af 3. verdenskrig var radioaktiv, biologisk og kemisk forurening skyld i, at de få millioner mennesker, der var tilbage efter krigen, fik alvorlige problemer med at få børn. Befolkningstilvæksten var i minus allerede efter den anden folketælling. Fertilitetslæger forsøgte med alt fra mikroinsemination og follikel stimulationsbehandling til in vitro fertilisering. Men der var ingen af de traditionelle metoder, der hjalp. Kun ganske få blev gravide. Størstedelen aborterede efter kort tid […] Derfor tillod de første Synedri-medlemmer alle slags radikale eksperimenter for at sikre livet.” (side 33)

Om Exnihilo:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Valeta, 478 sider
Omslag: Gia Nguyen

Læs også:

Reservedelenes by af Lise Bidstrup
Illuminae af Amie Kaufman og Jay Kristoff
Psykonauten: mindre end 2 af Patrick Leis
Solaris af Stanislaw Lem
Under ensomme stjerner af Kate Ling
Mørke af Torben Pedersen
The Martian af Andy Weir

Flygtningene fra rummet af Lasse Bo Andersen

Flygtningene fra rummet af Lasse Bo AndersenJeg har tidligere med stor fornøjelse læst Lasse Bo Andersens zombi-serier for børn, så selvfølgelig kunne jeg ikke sige nej til et science fiction eventyr, da Flygtningene fra rummet en dag lå i postkassen.

Uddrag fra Flygtningene fra rummet:

Alle kan huske den dag. De kan huske, hvor de var. Og de kan huske lige præcis, hvad de lavede. Langt de fleste stod udenfor med hovedet bøjet tilbage og blikket stift rettet mod himlen. Den dag, da rumskibene kom til syne mellem skyerne.

Det var en overskyet dag sidst på foråret. Alle var blevet orienteret på forhånd. Observatorier havde gennem deres teleskoper opdaget rumskibene længe inden, de kom ind i atmosfæren. Man havde forsøgt at kommunikere med de fremmede rumvæsner. Men uden rigtig held. Rumvæsnerne talte et sprog, som ingen forstod. Til gengæld talte de ivrigt. Og de talte med en oprigtighed, der gav myndighederne en opfattelse af, at de fremmede ikke havde onde hensigter. De virkede tværtimod både lettede og taknemmelige.

Alligevel holdt alle vejret den dag. Alt gik i stå. Alle var spændte – og lidt bange. Det gjaldt også Magnus og hans forældre. (side 7-8)

Men det er ikke kun ét rumskib, der kommer. Snart er der kommet så mange rumflygtninge, at de lejre, som myndighederne har samlet dem i, er blevet for små. Så i stedet går man i gang med at integrere de bedst egnede af rumvæsnerne, så de kan indgå helt almindeligt i samfundet.

For Magnus og hans forældre betyder det, at de får nye naboer, da Yvann flytter ind i huset ved siden af sammen med sin mor og far. Yvann skal også gå i samme klasse som Magnus. Men det er svært at være ny og fremmed, og Yvann bliver mobbet af klassens bølle, Peter, selvom Magnus prøver at hjælpe ham.

Det er desværre ikke kun Yvann, der bliver set skævt til. Man er efterhånden ikke særligt begejstret for de mange flygtninge, og en oprørsk stemning breder sig. Og en nat vågner Magnus ved lyden af knust glas…

Historien om Magnus, der så gerne vil hjælpe sin nye ven, er både sympatisk og spændende. LBA fortæller i korte, mundrette sætninger og formår at få et komplekst emne gjort forståelig for den yngre læser. Målgruppen er +9 år, og jeg kan kun forestille mig, at de vil læse Flygtningene fra rummet med stor fornøjelse.

For en voksen læser er det oplagt at læse historien som en allegori over, hvordan vi behandler flygtninge i vores samfund i dag. Vi putter dem i lejre, udsætter dem for rascisme, er bange for dem osv. Men Lasse Bo Andersen trækker en overraskende slutning ud af ærmet, som jeg i hvert fald ikke lige havde set komme, og som i den grad vækker til eftertanke.

Her er ingen zombier, og ingen splatter. Men Flygtningene fra rummet er nu bestemt værd at læse alligevel.

Tak til forlaget Tekst&Tegning som har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Flygtningene fra rummet:

Udgivelsesår: 13.06.2019
Forlag: tekstogtegning, 54 sider
Omslag: Lasse Bo Andersen
Lix: 24

Læs også:

En invasiv art af Lars Ahn
Yeti af Henrik Einspor
Zam af Jesper Wung-Sung

Grete Roulund

Denne artikel er skrevet af Janus Andersen og bragt på Gyseren med hans tilladelse. Artiklen er tidligere publiceret på bl.a. Slutstranden.

Grete Roulund

Benny Andersen har angiveligt kaldet Vanløse for det mest danske, der findes – og når nu det er den ”danske nationaldigter”, må man vel tro det. Og Vanløse er endnu en lille, interessant brik i det puslespil, der er forfatteren Grete Roulund – hun blev født i Vanløse i 1946, og om noget fremstår hun som noget af det mest u-danske blandt vor hjemlige samling af forfattere. Hendes bøger kan ikke anbringes i nogen danske trends, de beskæftiger sig ikke med danske emner, figurerne er på ingen måde danske, det lune, der gennemsyrer dem, er ikke dansk, men snarere ætsende. Om noget kan Grete Roulund betragtes som Benny Andersens antitese, nationaldigterens skyggeside, for hendes øjne var stift rettede mod mørke og undergang. Det kan godt være, at kaffen er klar om lidt, men inden da kan der nå at ske adskillige grumme ting i Grete Roulunds univers.

Ser man nærmere på Grete Roulund som person og som forfatter, finder man en række komplekse modsætninger af denne type.

Jeg har set Grete Roulund to gange i mit liv, men desværre aldrig talt med hende. Sidst på eftermiddagen, en råkold november-dag i 2001, vandrede jeg over Dronning Louises Bro. I modsat retning vandrede en lille forhutlet dame i ulden jakke (men dog uden hendes ofte brugte bøllehat). Damen var Grete Roulund. Hun synede ikke af meget og traskede forbi mig uden på nogen måde at ligne en kvinde, der med kuglepen var i stand til at beskrive vejen til helvede.

I 1946 og mange år frem i tiden lå det ikke i kortene, at Roulund skulle være forfatter. Efter den sene debut i 1981 nåede hun at skrive 22 bøger, som fordelte sig på romaner, essays, novellesamlinger og rejsebeskrivelser. Dertil kommer et par teaterstykket. I 2001 fik hun Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat med motivationen: ”Her er en forfatter, der har noget at fortælle, som aldrig mangler stof, og som tilsyneladende har været en tur i Helvede. Hun er en slags vejviser, som Vergil for Dante, da han besøgte STEDET i ”Den Guddommelige Komedie”.

Hvis man betragter fantastik som litteratur med elementer uden for det strengt virkelighedsefterlignende, var Roulund forfatteren til adskillige bøger inden for genren. Men prøver man at presse et snævrere genrebegreb ned over hendes forfatterskab, bliver det straks sværere. Hun blev sammenlignet med forfattere som Hemingway og Graham Greene, men mente selv, at ”begge er gode forfattere, men jeg skriver nok først og fremmest som Grete Roulund.” Hun brugte de allermest ildesete genrer, især horror og science fiction, men gjorde det med så stor fingerfærdighed, at kritikerne elskede hende.

Fokus for denne introduktion til forfatterskabet vil være på Roulunds fantastik-udgivelser, men der vil dog blive mere end skævet til den store del af forfatterskabet, som også skønnes at have interesse. Det eneste fælles element i Roulunds bøger synes nemlig at være, at de er skrevet af Roulund, og det gør dem alle interessante.

Forfatter-myten

At læse de interviews med Grete Roulund og anmeldelser af hendes bøger, der er tilgængelige, er meget ofte at få et billede af en person, som på mange punkter levede op (og for den sag skyld lige så godt kunne have skabt) en del myter om kunstnere. Her er den fattige Roulund, som står op hver morgen kl. 6 og skriver sine bøger i hånden (4 sider hver dag) – for dernæst at skrive dem ind med én finger på en gammel skrivemaskine (af mærket TempoType); her er en livshistorie, som byder på lykkelig kærlighed, ulykkelig død og voldeligt ægteskab; her er forfatteren, som fra sin lille lejlighed i et betonbyggeri hjemmevant rejser ud til afsidesliggende egne af kloden og finder inspiration til sine bøger; kunstneren, som henrykker de fleste af kritikerne, men hvis bøger aldrig bliver bestsellere.

Det er svært at forene billedet af den pudsige lille dame på Dronning Louises Bro med de bøger, hun skrev. Når man læser om hende, er noget af det første, man tænker, at denne person burde skrive kras socialrealisme – hun burde skabe historier hentet fra sit eget liv, tilsat den livsvisdom og intelligens, som hun tydeligvis besad. Men Roulund havde en tydelig modvilje mod ”hjemstavnsromaner fra Bagsværd”, som hun kaldte dem. Man taler ofte om en forfatters stemme, og Roulund taler også tydeligt i sine bøger. Men som en litterær bugtaler gør hun det svært at gennemskue, præcis hvor den gravrøst taler fra.

Roulund var gift tre gange – første gang med en 21 år ældre tysk boghandler; det ægteskab gik i stykker, da hun mødte en sydsjællandsk gravhunde-opdrætter. Det var kærlighed ved første øjekast og førte til to år med noget så sjældent som lykke – indtil han døde af kræft. Disse to ægteskaber kan for så vidt ses i hendes bøger – det almindelige ægteskab og muligheden af det perfekte – men det er nok hendes tredje mand, der især skinner igennem. Han var sagfører og gik fallit – som et forsøg på at tjene penge skrev Roulund en novellesamling, men modtog 13 afslag, førend Forlaget Rhodos tog imod den, og anmelderne lovpriste den. Snart begyndte der at rulle penge ind på kontoen, og ægteskabet gik ned ad bakke – manden begyndte at drikke og tæve hende, og deres samliv udviklede sig til et åbenlyst helvede, som de selv troede var normalt.

Blackhawk af Grete RoulundDebuten, novellesamlingen ”Verdito” fra 1981, bød på en del af de temaer, som går igen i størstedelen af forfatterskabet. Det er 3 noveller fra Spanien, med tyrefægtning som omdrejningspunkt, krydret med død og kærlighed. Her er det eksotisk fremmede, der er folk fjernet fra deres eget element, der er handlinger, hvis skødesløse grusomhed delte kritikken ved næsten samtlige bøger – og frem for alt er der den bagvedliggende fornemmelse af undergang, som Roulund orkestrerede så overlegent, og som gør hendes værker svære at slippe. Rigtigt spændende bliver det dog først i den næste bog, ”Blackhawk” fra 1982, hvor Roulund beviser, at hun har en uovertruffen evne til at beskrive mennesker i pressede situationer og finde rædselen frem fra ganske små detaljer. Det er historien om to mænd strandet i den canadiske ødemark, den ene af dem syg af rabies – men først og fremmest er det en beskrivelse af, hvordan deres sære, men velfungerende hverdag bryder sammen. Romanen rummer ingen fantastiske elementer – i den retning er der kun skelet med et gennemgående febersyn, som i al fald kom under huden på denne læser.

Men netop hverdagen, folks selvkonstruerede vaner, spiller en stor rolle i forfatterskabet – og skaber måske også den første forbindelse mellem forfatteren og hendes fiktion. For fire sider om dagen, skrevet i hånden, vidner ikke blot om en god myte, men også om en person, der forstår at konstruere sin egen hverdag. Og en person, som levede i mange år i et voldeligt ægteskab – i troen på, at det var normalt – er også en forfatter, der udvikler et skarpt øje for, hvordan folk opretholder livet selv under de værste omstændigheder. Da hun endelig så sit liv udefra, og det gik op for hende, at manden ville slå hende ihjel, stak hun af – og blev afvist hos et hjem for voldsramte kvinder, fordi hun havde sin bulldog med sig.

Setans Porte af Grete RoulundLeder man efter flere sammenhænge mellem virkeligheden og litteraturen, kan det være interessant at kigge nærmere på Roulunds ubestridte hovedværk, murstensromanen ”Setans porte” fra 1995. For da ægteskabet med sagføreren var overstået, viste det sig, at han aldrig havde betalt hendes skat, og Roulund sad tilbage med en voldsom skattegæld, hvilket betød, at enhver uventet indtægt (legater og andet) straks blev omsat til rejser, før skattevæsenet meldte sig på banen. Hun var ganske bevidst om, at hun kun havde en lille chance for at blive gældsfri, førend hun døde. I 1993 et legat omsat til en tur til Borneo og et møde for første gang i hendes liv med en jungle, som hun frygtede. Alt det dødbringende var så småt, at man først fik øje på det for sent. For mennesket Roulund var det en frygt, som hun senere måtte vende tilbage for at konfrontere, men for forfatteren var det en inspirationskilde – for udover at danne basis for det ikke-eksisterende Sawa, hvor bogen foregår, var det også her, hun hørte den malaysiske myte om bajangerne, som i ”Setans porte” slippes fri og kaster deres dom over menneskeheden.

Fantastikken

”Setans porte” er nok også den roman, hvor det fantastiske element fylder mest. Bajangerne, hvad enten de så er en guds vrede eller undslupne eksperimenter fra en fransk forsøgsstation, er en konstant og meget nærværende trussel, der sender en større flok mennesker på en hovedløs flugt gennem landet. Men som i hendes andre romaner optræder truslen kun sjældent direkte, og fokus er i stedet på menneskene og deres reaktioner.

Efter år nul af Grete RoulundDen første egentlige fantastik-roman i forfatterskabet var hendes fjerde værk, dystopien ”Efter år nul” (1983). Samtidig er det den eneste af hendes romaner, som foregår i Danmark – men et Danmark forandret af et fremmed lands invasion. Et ikke nærmere omtalt våben har gjort befolkningen ganske føjelig, men desværre også snart apatisk og i mange tilfælde psykotisk. Også dyrelivet er blevet påvirket med ubehagelige resultater, og snart må man se de overlevendes forsøg på at genoptage livet mislykkes blodigt.

Problemet med at beskrive en Roulund-roman er, at det er som at fortælle andre om en feberdrøm. Alt synes at foregå langsomt, om end der sker en masse, og nok kan man se tingene gå galt, men det er umuligt at forhindre problemerne i at eskalere. Handlinger mister deres mening, mens man indfanges i en nedadgående spiral, hvis slutpunkt man kun kan gisne om.

I 1984 kom så ”De små søstre”, en lille historie på kanten til udørkenen, hvor to mænd starter en psykologisk kamp om en mystisk skat. Skatten er bevogtet af titlens små søstre, og det lykkes forlaget at afsløre både deres identitet og hele bogens handling i bagsideteksten. Der er dog for så vidt ligegyldigt, for som allerede fastslået, er det sjældent selve handlingen, der er fængende, men snarere fornemmelsen, den ubehagelige forståelse af ondskaben, atmosfæren, der er Roulunds force.

Kærlighed og undergang

Nu skal man ikke få fornemmelsen af, at forfatterskabet blot er en klinisk opremsning af ubehageligheder. Roulunds magi opstår som en konsekvens af hendes evner til at beskrive mennesker, og hun krydrer det med en bister humor og en fingerspidsfornemmelse for forhold mennesker imellem. Og måske er der mere af forfatteren selv at finde i hendes fiktion. For hendes livsforløb byder ikke kun på det grimme, men også kærlighed ved første øjekast – et ægteskab, som dog blev afbrudt efter 2 år, da manden døde af kræft. Som også hendes bøger tegner Roulunds liv sig som en blanding af det skønne og det afskyelige, af kærlighed og undergang.

Dødens horisont af Grete RoulundI årene efter ”De små søstre” skrev hun 6 bøger, før hun igen begik sig inden for fantastikken, en blanding af romaner, rejsebeskrivelser og humoristiske essays. Interessant at bemærke er ”Dødens horisont” fra 1988, som forfatteren selv beskrev som det endegyldige opgør med autoriteterne. Her tages ikke hensyn til reglerne: slutningen afsløres som det første, handlingen består af en dødsdømt fortæller, som vandrer gennem en ørken. Den er blot endnu eksempel på, at Grete Roulund rent litterært bebor et mystisk sted mellem triviallitteraturen og Litteraturen med stort L. Et ensomt sted. ”Jeg skriver Grete Roulund-bøger,” som hun selv sagde. Anmelderne startede med at kalde hende ”en Karen Blixen fra Nørrebro” og senere ”Danmarks svar på Edgar Allan Poe”.

I 1993 blev det til ”Dr. Zarkowskis eksperiment”, som igen havde et minimalt spekulativt element, en ikke nærmere beskrevet teknik, hvormed titlens doktor visualiserer sine patienters smerte. Igen fokuseres der mere på menneskene end på teknikken – og der beskrives et komplekst rum, hvor der hverken er helte eller skurke, men kun eksistenser, som forrådes af sig selv eller andre. Den bringer om noget ordet ”trøstesløst” frem i læserens tanker. Og efter den tidligere nævnte ”Setans porte” er det da også en dækkende betegnelse, da Roulund øjensynligt sætter sig for at beskrive den menneskelige fornedrelse dybere og dybere over den næste årrække. Ind imellem skuespil skriver hun en række romaner og novellesamlinger, hvor bl.a. nazister gøres til hovedpersoner, en slags dødens romancer. Der er ingen fantastik her, men er man først hooked på Roulund, virker de konsekvente billeder af en verden og mennesker i forfald som et indblik i Helvede. Som Vergils rejsebeskrivelse.

Opgøret med autoriteterne kan skimtes igen i ”Kvinden fra Sáez” fra 2000, hvor Roulund forsøger at komme sine kritikere i møde ved at skrive den kedeligste roman, hun kan forestille sig, en blanding af krimi og spøgelseshistorie – hovedpersonen er retsmediciner i et mellemamerikansk land og totalt handlingslammet, ingen får noget udrettet, som de burde, den myrdede er måske slet ikke død. Men hun lader tvivlen og den foruroligende uvidenhed gribe fat i læseren og trække én igennem det, der viser sig at være en brillant stemningsfuld roman.

Madeshi af Grete RoulundDe eksotiske baggrunde og folk, der er anbragt uden for deres hjemlige rammer, går igen i bøgerne – og kan forlede én til at tro, at Roulund har et budskab. Men tag ikke fejl – under overfladen svømmer de komplekse temaer. Folk bliver ikke bare onde, fordi de kommer hjemmefra – som Byron i ”Madeshi”, der begynder at dræbe de lokale tiggere i den fiktive stat. I et interview i Politiken henviser forfatteren til Lyall Watsons ”Naturens mørke side”, som postulerer, at noget godt bliver dårligt, hvis det fjernes fra sine vante omgivelser: ”Egentlig er det noget sludder, Watson skriver. Han gør det nærmest til en naturlov, at tingene bliver dårlige, men tingene kunne jo lige så godt blive bedre af at blive flyttet et andet sted hen. I en af mine tidligere bøger har jeg skrevet om en mand, en irer, som havner i en koncentrationslejr, hvor han bor ved siden af nogle jøder. I starten væmmes han ved dem, men efterhånden kommer han til at holde af dem. Han er modsætningen til Byron. Han er også blevet flyttet et andet sted hen, men han gør noget godt, hvorimod Byron bliver ond.”

Der er ingen kompromiser i Roulunds litteratur – det borger for en række fascinerende bøger, men gør desværre også, at de ikke er for alle og enhver. Trods det, at kritikerne ofte lovpriste Roulunds værker, udkom de som oftest i et oplag på kun 800-1000. Ikke at det lader til at have haft nogen indflydelse (læsere af hjemstavnsromaner interesserede hende ikke) – stilen er lagt, og da Roulund endelig viger fra sin normale bane, er det med den eksperimenterende ”Dr. Sterns kontor” (2002). Det er historien om en lille gruppe mennesker lukket inde på et kontor, mens verden muligvis er ved at gå under. Romanen er fortalt af kontoret selv, hvilket blot understreger den pointe, at i Roulunds fiktion kommer det fremmedartede (mærkværdiggørelsen, om man vil) ikke fra noget spekulativt element, men fra selve den virkelighed, som vi bevæger os i. Hvilket også er det element, som gør hende så interessant for fantastik-læseren.

Baga Road af Grete RoulundForfatterskabet afsluttes i 2003 med undergangsvisionen ”Baga Road”, udgivet præcis to år efter terrorangrebet i New York. På mange måder et passende punktum: en dødbringende virus bryder ud i turistparadiset Goa. Det skønne og det afskyelige side om side. Kærlighed og undergang.

Anden gang, jeg så Roulund, var på Bogmessen i Forum, hvor hun var i samtale med Lars Bukdahl, på det tidspunkt på højden af sin sønderlemmende, ordekvilibristiske kritik i Weekendavisen. Det var et interessant valg af personer: Bukdahl var og er kendt for at strø om sig med ord og meninger, mens Roulunds udtryksform er koldt konstaterende. Den pudsige lille dame sad roligt tilbagelænet, med anstrøg af en arrogant smil, og Bukdahl blev mere og mere febrilsk, mens hun med rolig intelligens lod ham snurre ud af kontrol. Og efter at have læst flere af hendes bøger de sidste par år er det gået op for mig, det var som at opleve en af dem: med forfatteren som den alvidende, overlegne skygge, der leder sine figurer ud på dybere og dybere vand. Alt imens hun kigger på, registrerer og smiler for sig selv.

Selv om jeg den dag i dag fortryder, at jeg ikke stoppede hende på broen den efterårsdag, er jeg blevet mere og mere bevidst om, hvordan både forfatteren og mennesket Grete Roulund taler med kraftig stemme gennem hendes romaner. Og hvis der er noget, hun siger igen og igen, er det, at der er mere under overfladen, end man lige tror – og at det er umuligt at forudsige, hvad det er, der måske skvulper rundt dernede i mørket.

Grete Roulund døde den 4. november 2004. I et brev til en veninde skrev hun: ”Om jeg kan dø med ynde er nok tvivlsomt, men jeg vil prøve at dø med en smule værdighed.” Som altid stirrede hun ned i afgrunden uden at være bange for, om noget stirrede tilbage. Kun to ting kunne hun ikke nedstirre: døden og skatterne. Hun blev aldrig af med sin skattegæld.

Af Janus Andersen

Om Grete Roulund:

Født: 19.03.1946
Død: 10.11.2004

Udvalgt bibliografi:

Verdito, 1981
Blackhawk, 1982
Imorgen Mario : noveller, 1982
Efter år nul, 1983
De små søstre, 1984
Slangetid, 1986
Dødens horisont, 1988
Emeralde Verde, 1992
Dr. Zarkowskis eksperiment, 1993
Setans porte, 1995
Men vi mødes her : noveller, 1997
Silberknabe, 1998
Stedfortræderen : fortællinger, 1999
Kvinden fra Sáez, 2000
Madeshi, 2001
Professor Sterns kontor, 2002
Baga Road, 2003

Skyggearken af Michael Lindal, illustreret af Peder Riis

Skyggearken af Michael Lindal, illustreret af Peder RiisMenneskeheden har forladt Jorden og søgt tilflugt blandt stjernerne. En rejse der vil tage århundreder. Om bord på det kæmpestore rumskib Arken lever hele menneskeheden deres små liv velvidende, at det ikke bliver dem, der når frem. De lever i tiden i midten. 

En række bestialske mord ryster de nedre dæk på Arken, og to kvinder bliver sat på sagen. Den modvillige Molly og den pligtopfyldende og professionelle Luna. Men hvad, der starter i Arkens skumle gyder i de enorme bylandskaber, viser sig hurtigt at have kosmiske implikationer. (fra bagsiden)

Jeg faldt lidt tilfældigt over en omtale af Skyggearken for nyligt, og tænkte at den måtte jeg da hellere lige kigge lidt på. Som sagt så gjort, og har du lyst til en tur ud i rummet, hvor trøstesløshed og mord hærger, så er den et godt bud.

Makkerparret Lindal og Riis står i øvrigt også bag Ana ved verdens ende, der udkom i 2017.

Læs en anmeldelse af SkyggearkenMetronaut

Om Skyggearken:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Comic Factory, 128 sider
Omslag: Peder Riis

Læs også:

Nonstop af Brian Aldiss
Thanatos af Jan Egesborg og Johannes Töws
Under ensomme stjerner af Kate Ling
Det kinesiske værelse af Rune Nielsen og Thomas F. Delman
Hjernehallen af Johan Springborg

 

Portal af Lars Kramhøft, illustreret af Tom Kristensen

Portal af Lars Kramhøft og Tom KristensenPortal er en underholdende og spændingsfyldt tegneserie for børn, der blandt andet byder på en gal videnskabskvinde, parallelle universer og en treøjet hjort, der kan forvandle sig til en scooter

Lars Kramhøft og Tom Kristensen er et talentfuldt makkerpar. I 2013 vandt de Årets Danske Horrorudgivelse med deres graphic novel Made Flesh. I 2018 vandt Lars Kramhøft Claus Deleuran prisen for Bedste Danske Tegneserieforfatter med Fandenivoldsk som Tom Kristensen har illustreret. Og nu er de nominerede til Ping-prisen 2019 for Bedste Børne/Ungdomstegneserie med Portal.

Hovedpersonen er Rasmus. Da hans forældre dør i en bilulykke, kommer han i pleje hos sin tante, forskeren Patricia Steinhard, der forsker i multiverset. Multiverset er forestillingen om, at der findes et uendeligt antal verdener, hvor der opstår en ny verden, hver gang et menneske træffer et valg.

Rasmus vidste slet ikke, at han havde en tante, og da han møder Patricia er det bestemt ikke kærlighed ved første blik. Tanten kan slet ikke lide børn, og har kun taget Rasmus i pleje for pengenes skyld. Så hun sætter ham til at lave alt muligt kedeligt husarbejde, og forbyder ham iøvrigt at nærme sig hendes laboratorium.

Men Rasmus er ligeglad med tantens forbud. Tanken om, at der måske findes et univers, hvor hans forældre stadig lever, er mere end han kan modstå. Så en aften bryder han ind i laboratoriet, hvor det lykkes ham at åbne portalerne til multiverset. Men hvilket univers er det rigtige? Og hvad sker der egentlig når man springer ind i et andet univers?

Lars Kramhøft er idémand og forfatter til Portal, mens Tom Kristensen står for tegning og farvelægning. Jeg er stor fan af Tom Kristensens tegninger, og her i Portal giver han den max gas. Sideopsætningen sprænges med dynamiske billedrammer, pangfarver og nærmest filmiske tegningssekvenser fyldt med lydord (onomatopoietikon) der understreger stemningen. Der er fuld fart på, og læserne suges ind i bogens univers, ligesom Rasmus suges ind i multiverset.

Portal er som sagt nomineret som bedste børne/ungdomstegneserie, og med en spændende og tempofyldt handling kombineret med den energifyldte og fængslende billedeside er det bestemt velfortjent. Historien er selvfølgelig mindre kompliceret end en voksenudgivelse kan være, men jeg var nu herligt underholdt alligevel. Og så synes jeg, at det er rigtig fedt, at Kramhøft og Kristensen bryder kønsstereotyperne ved at lade den gale videnskabsmand være en kvinde.

En stor anbefaling herfra.

Læs et interview med Kramhøft og Kristensen HER

Om Portal:

Forlag: Alinea, 50 sider
Udgivelsesår: 18.02.2019
Omslag og illustrationer: Tom Kristensen

Tegneserien er en del af forlaget Alineas frilæsningsserie Læseklub, der er opdelt i fire sværhedsgrader. Portal er en rød titel, det vil sige for de +8-årige læsere.

 

Stonelegenderne af Danny H. L. Nielsen

Stonelegenderne af Danny H. L. NielsenFra bogens bagside:

I 1878 vender Jonathan hjem efter sin lange forretningsrejse til Stone Island. Idet han stiger af færgen, mærker han straks, at noget er galt – luften føles tung, og de tjenestefolk, som ikke er stukket af, er skræmte. Da han konfronteres med sine børn, indser han hurtigt, at Howard, Marcus, Elza og Sara ikke længere er de samme, som han forlod. I hans fravær har de leget med kræfter ud over børns forståelse og forstand.

Howard Stone ved, at det var hans skyld. Det var ham, der overtalte de andre til at være med i ritualet som ændrede deres liv. I en desperat søgen på svar krydser han membranen til en ødelagt verden fuld af mystik og fare. Men at finde svar er ikke nok. For Marcus, Elza og Sara har hver fundet deres måde at håndtere mørket på.

I en fortælling, som strækker sig over 130 år, følger vi de fire børn og deres ulykkelige skæbner, mens Howard forsøger at finde svar. Hvad fremkaldte børnene den stormfulde aften i 1878? Hvorfor ældes de ikke som andre? Og hvordan kan det være, at de – som de eneste – tilsyneladende er i stand til at bryde fysikkens ukrænkelige love?

Stonelegenderne er Danny H. L. Nielsens debut og på mange måder en rigtig spændende bog. Plottet er effektivt og underholdende med sin blanding af science fiction og horror, der krydses i en overraskende krølle. Historien fortælles gennem forskellige personer og i forskellige tider, og selvom det som sådan ikke er nyskabende i sig selv, så bruger forfatteren alligevel grebet på en ny måde, som både overrasker og fastholder spændingen. Romanen er således spændende og dramatisk med et snært af okkultisme og videnskab.

På det sproglige synes jeg til gengæld, at man mærker, at Stonelegenderne er en debutroman. Her mangler DHLN lidt finesse og et større vokabular. Jeg køber simpelthen ikke, at privatdetektiven John Harrow i 1879 bruger udtryk som ‘lortejob‘ og kalder kirkeklokkens ringen søndag morgen for en ‘fandens idé‘.

Derudover er sproget også for knudret ind i mellem. F.eks. side 29: “Elza fik pludselig en motivation og begyndte at samle noter …” Hvorfor ikke skrive det langt mere mundrette “… Motiveret begyndte Elza at samle noter …”? Eller side 84: “… Hr Stone og børnene har brug for mig her,” sagde pigen med en dyster tone i stemmen.” Hvorfor ikke bare skrive “… sagde pigen dystert.“?

Der er ingen tvivl om, at DHLN har rigtig mange gode idéer og en stor kærlighed for de fantastiske genrer. Stonelegenderne er bestemt heller ikke en dårlig bog. For mig halter det sproglige dog lidt for meget til en 100% uforbeholden anbefaling. Den finder du til gengæld HER.

Alt i alt er her dog tale om en ganske vellykket debutroman, og hvis Danny H. L. Nielsen fortsætter med ligeså fascinerende historier og får arbejdet lidt med det sproglige, så bliver han en spændende forfatter at følge.

Uddrag fra Stonelegenderne:

Hendes faders noter havde været mere omfattende, end hun nogensinde kunne have håbet på – eller frygtet. Men der var for meget: paralleluniverser, tidslinjer, kinetisk trolddom, fysik, mental projektion, telepati, biologi, kemi – det hele hang sammen. Men hvordan? Elza blev fortvivlet. Hun gik fra den ene væg til den anden, tog noter og smed dem på gulvet, halvfærdige og utydelige. Hun samlede bøger op og smed dem igen.

Hvorfor svarer han mig ikke? Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Elza brød sammen og faldt på knæ.

Jeg samlede mine noter, skrev en analyse og relaterede til hans egne teorier. Jeg sendte endda kopier af nogle af min fars noter. Hvorfor svarer han mig så ikke? Tror han ikke på mig? Er der ingen, der tror på mig?

Det blev svært at trække vejret, og Elza følte mørket tage over. Hun kæmpede imod denne gang. Hun brugte en hånd til at trække sig op, men på en stol fandt hånden et stykke papir. Det var et brev. (side 27)

Om Stonelegenderne:

Udgivelsesår: 27.04.2017
Forlag: Skriveforlaget, 257 sider
Omslag: Lotte Lund/GrafiskGenvej

Besøg Danny H. L. Nielsens hjemmeside HER.

Læs også:

Skygger fra Oktoberland af Nikolaj Johansen
Dæmonen i hælene af Dennis Jürgensen
Bunker 137 af Michael Kamp
Miraklets fald af Christian Reslow
Hotellet af Jonas Wilmann

Virtropolis af Freddy E. Silva

Virtropolis af Freddy E. SilvaÅr 2060.

5 minutter over ti om aftenen.
4 skæbner møder ind med skarpladte våben.
3 andre er skygger i natten.
2 uger efter fangeoprøret i Ståltårnet.
1 aften, der ændrer alle syv liv.

Fem fortællinger om vores fejl og mangler, håb og drømme, livet, døden og den virtuelle zone midt imellem.

Hver fortælling er en separat livshistorie – samlet er de én fatal aftens jagt gennem den neonbelyste asfaltjungle. (citat fra bagsiden)

I 2012 udgav Freddy E. Silva fremtidsthrilleren Mediatropolis. Virtropolis er en selvstændig fortsættelse hertil, og består af fem overordnede kapitler omkranset af en rammehistorie.

I den første historie, ‘Manos’ følger vi Diego Vargas som flygtede under det store fangeoprør, vi hørte om i Mediatropolis. Han ønsker bare at hente sin kæreste og slippe væk fra storbyen. Men først skal han inddrive en gæld.

I “Metro Hotel” er hovedpersonen Eric Gibson, tidligere menig i hæren og nuværende lejesoldat. Menneskesky holder han sig til sit hotelværelse, men denne aften får han tilbudt en opgave, som han ikke kan sige nej til.

Hovedpersonen i “Kærlighed og krig” er den ærgerrige nyuddannede betjent Jessie Calahan, der netop er blevet ansat som lejebetjent hos GigaMedia. Hun må konstant kæmpe for anerkendelse hos mændene, så da hun bliver headhuntet til en specialopgave, er hun ikke sen til at sige ja. Heller ikke selvom den bringer hende helt til kanten af jobbets jurisdiktion.

I “Navnløs blog” er hovedpersonen den unge kvinde, Dani, der driver sin egen nyhedsblog sammen med vennerne Kyoko og Bernhard. I en verden hvor alle kæmper om opmærksomhed og berømmelse i den virtuelle verden, går deres nyhedsblog mod strømmen med sin anonymitet. Men måske derfor er deres nyheder mere troværdige?

“Virtropolis” er bogens sidste historie. Her hører vi om den professionelle firmaagent Vincent Hess, der bliver hyret af koncernen M-Tech til at opspore deres chefprogrammør og bringe ham tilbage. Han er tilsyneladende stukket af med prototypen på det hemmelige projekt, han arbejdede på. Et projekt der kan indbringe M-Tech milliarder. Men også andre er interesserede i programmøren.

Som bagsideteksten antyder, er de fem historier umiddelbart uafhængige af hinanden, men når man er færdig med bogen, tegner de et samlet billede, hvor personer og begivenheder går igen, set fra nye vinkler. Og den fremtid, der tegnes, virker trøstesløs og uden meget håb for almindelige mennesker. Penge og magt er samlet hos internationale koncerner, som styrer masserne med hjernedøde tv-udsendelser og manipulerer seerne både politisk og købsmæssigt. Imens bliver de fattige fattigere, og samfundets bund er nærmest umulig at komme væk fra.

Freddy E. Silva kommer i Virtropolis omkring mange interessante tanker vedrørende mediernes påvirkning. Her er det ikke Facebook men FriendNet, som alle er nødt til at være på, og man skal helst ses hele tiden. Her er en præsidentkandidat, der har arvet sin rigdom fra faderen og nu kører sig i stilling ved at invadere nabolandet under påskud af kampen mod narkohandlen. Her er indførelse af et omfattende DNA-register, der hurtigt kan misbruges. Og her er privatisering af offentlige opgaver som politiet, hvor de må klare sig med dårligere udstyr end de private lejebetjente. Problemet er blot, at lejebetjentene kan have en helt anden agenda, hvis deres arbejdsgiver ønsker det.

Jeg må indrømme, at jeg ikke helt fangede formålet med rammehistorien, selvom der afsløres en overraskende oplysning til sidst, der giver den en helt ny kant. Til gengæld var jeg virkelig begejstret for de to sidste historier, der både underholder og giver stof til eftertanke.

Forsiden af Lars Gehrt signalerer tydeligt bogens indhold, så den kan jeg kun rose, mens bogens layout desværre halter lidt til tider med mystiske indrykninger. Korrekturmæssigt er jeg altså ret sikker på, at datidsformen af ‘at smyge sig’ hedder ‘smøg’ og ikke ‘smygede’, og så undrer jeg mig lidt over udkommet af et bagholdsangreb i ‘Hotel Metro’. Det hører dog til i småtingsafdelingen, og det overordnede indtryk af Virtropolis er godt. Så er du til dyster science fiction, der udspiller sig i en verden à la Blade Runner, kan du roligt gribe Silvas nye bog.

Uddrag fra Virtropolis:

Eric kiggede fra den ene til den anden. McCaffey så blank ud, men forsøgte at skjule det bag et psykotisk blik. Bukowski udstrålede som sædvanligt kun tålmodighed.

“Det er da klart!” råbte McCaffey. “Selvfølgelig skal vi da herned og smadre sortsmuskere, hvis de bliver ved med at sende deres lort hjem til os! Når regeringerne hernede ikke stopper narkobaronerne, så må vi jo selv gøre noget ved det.”

Bukowski bed sig tænksomt i læben. Sveden drev af ham. Hans blik hvilede på de stegende brosten, der førte op ad bakke ind mellem kalkstensfarvede huse. Skæve, primitive bygninger pyntet med vasketøj på tørresnore. Retningen ned ad bakken førte i sidste ende til havnen. Som ved alle områder tæt på et checkpoint, var deres zone også sparsomt befærdet. De lokale undgik at skulle kropsvisiteres og ofte endda registreres.

“Der er bare en lille note til det synspunkt, McCaffey,” sagde Bukowski mildt. “For det første har vi ikke helt ret til at invadere den sydamerikanske koalition. Der er simpelthen ikke belæg for, at en debat var nyttesløs. Det kunne sagtens have endt med et samarbejde omkring bekæmpelse af narkoeksporten. Netop derfor fik vi heller ikke grønt lys fra FN.”

Eric så med skjult morskab, at McCaffery intet fattede. Bukowski fortsatte:

“Og for det andet, så er et af Clarke W. Masons grundlag for invasionen, at ‘regerings-koalitionen hernede er korrupt og økonomisk støttet af narkokartellerne’ – Men han selv støttes af lobbyister, som f.eks. oliefirmaet Arbol. Arbols boretårn i Stillehavet har skabt stort miljømæssigt røre. Det viste sig jo, at deres sikkerhed var underbemandet. De havde så at sige boret uden at sikre minimal forurening – og det er også ulovligt […] Det vil sige, at også han baner vej for en politisk karriere ved ulovlige metoder. Er der forskel på Sydamerikas og Masons beskyttelse af egne interesser? Jeg tvivler.” (side 78-79)

Om Virtropolis:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Valeta, 354 sider
Omslag: Lars Gehrt

Indhold:

Chatrum, 1. del
Manos
Chatrum, 2. del
Metro Hotel
Chatrum, 3. del
Kærlighed og krig
Chatrum, 4. del
Navnløs Blog
Chatrum, 5. del
Virtropolis
Chatrum, 6. del
Epilog: Kærlighed og kredsløb

Læs også:

Kraften af Naomi Alderman
Dæmonens bagdør af Nils Hoffmann
Syndfloden og Storbyen af Nikolaj Johansen
Nano kommer til Clifford Falls af Nancy Kress
Den beske magt af Niels E. Nielsen
Mimesis af Thomas Kampmann Olsen
Mediatropolis

Dansk science fiction 2018

Dansk science fiction 2018Som sidste år prøver jeg igen at lave en oversigt over årets danske science fiction udgivelser 2018 (bredt forstået).

Jeg har kun medtaget de titler, som retter sig mod voksne (og unge) og kun udgivelser af danske forfattere. Til gengæld har jeg også medtaget udgivelser, som indeholder elementer af science fiction uden at betegnes som sådan.

Dansk science fiction 2018

Sibyllernes kamp i Vatikanet af Tina Buchwald
mellemgaard, 2018. – 272 sider
Den danske præst Niels rejser til Italien for at besøge sin ven, kardinalen Arezzo. Arezzo står til at blive valgt til pave, men på grund af hans mere kontroversielle holdninger, vil nogen indenfor murene ham til livs.

 


 

Månen atlas over sandparken avenue af Glenn Christian
Gyldendal, 2018. – 101 sider
Syret og dyster prosadigtsamling, hvor et mylder af navngivne væsener løber, flygter, kravler og gemmer sig i et landskab, hvor liv og natur kvæles.

 


De fremmede - Lige under overfladen 13 / red. Carl-Eddy Skovgaard

 

De fremmede / red. Carl-Eddy Skovgaard
Science Fiction Cirklen, 2018. – 447 sider
31 danske fortællinger om tidsrejser, aliens, fremtid, fortid, rumkrig og meget mere.

 


 

Ørne rejser af Anders Christian Eriksen
Fahrenheit, 2018. – 73, 84 sider, alle illustreret i farver
Myren Montana Eriksen er på et episk intergalaktisk selv/destruktivt og småpsykopatisk trip igennem en halvfiktiv verden. Det bliver for meget, selv for forfatteren, der må træde hjælpende ind i historien, før den ryger helt af sporet.

 


 

Exilium – ingenmandsland af Linette Harpsøe
DreamLitt, 2018. – 409 sider. (Exilium, 3)
Fry og hendes venner forsøger at slippe væk fra Brudstykket. Men vejen mod Danmark ligger på den anden side af Ingenmandsland, hvor sneglene hersker.

 


Salomons sang af E. B. Heimdal

 

Salomons sang af E. B. Heimdal
Lindbak + Lindbak, 2018. – 327 sider. (Morgendagens børn, 2.)
Skye har ført klanen til De fravalgtes lejr. Det er en kamp på liv og død at overleve i den barske natur, men børnene må også indgå alliancer for at overleve krigen mod Gribbene.

 


 

1,7 tipping point af Silja E. K. Henderson
Gladiator, 2018. – 42, 60 sider
I en blanding af digte, digtlignende dagbogsnotater, faktaklip og statistikker fra internettet og en dystopisk fremtidshistorie skriver forfatteren om lurende katastrofer.

 


Dæmonens bagdør af Nils Hoffmann

 

Dæmonens bagdør af Nils Hoffmann
SPITZEN, 2018. – 524 sider, illustreret i farver
København 2064. Programmøren Martin vil hjælpe sin kæreste, der har problemer med den kriminelle underverden, men snart er han indblandet i en kamp, der gælder hans eget liv men også den eksisterende verdensorden.

 


 

Sort kamp – salt vand af Trine Juul Hansen
Alrune, 2018. – 216 sider
Mark lever på bunden af samfundet, her får man strafpoint for fx dårlige karakterer. Mark klarer med nød og næppe en læsetest, men lader sig provokere af Jon, diktatorens søn. Det sætter gang i en hæsblæsende handling, hvor Mark kæmper for overlevelse.

 


 

Algoritmen som åd sin skaber af Klaus Kjøller
Kjoeller.dk, 2018. – 196 sider
Satirisk historie om hvordan kunstig intelligens udvikler evnen til at fortælle historier og skrive romaner.

 


 

Ekko fra fremtiden af Niels Klingenberg
mellemgaard, 2018. – 223 sider
Noveller om menneskers forsøg på at forme sig selv som man gerne vil eller give sig hen til det forbudte.

 


Krinoline & kedsomhed / red. Knud Larn

 

Krinoline & kedsomhed / red. Knud Larn
Science Fiction Cirklen, 2018. – 267 sider, illustreret
Antologi med 13 danske noveller der alle er skrevet indenfor steampunkgenren.

 


 

Skarabæens time af Kim Leine, illustreret af Søren Mosdal
Fahrenheit, 2018. – Ca. 140 sider, alle illustreret. – (Trojka, bind 1) 
Politibetjenten Throndr idømmes 16 års fængsel i de nordlige provinser for overlagt drab. Da en ukendt katastrofe rammer fangekolonien, er den stærke Throndr en af tre fanger, der overtager ledelsen af fængslet.

 


Fort Europa 2 af Freddy Milton

 

Fort Europa 2 af Freddy Milton
Limbo, 2014-, 2018. – 301 sider
Sofia og Markus er på deres farlige færd rundt i et postapokalyptisk Europa, og i en verden hvor mænds fertilitet er stærkt udfordret, fødes et sjældent drengebarn.

 


 

Møde af Erwin Neutzsky-Wulff
Erwin Neutzsky-Wulff, 2018. – 495 sider
Den aldrende akademiker Dr. Bennett med speciale i verdensrummet har aldrig fået den helt store karriere. En dag lander et rumskib og Bennett bliver udvalgt til at tale med de fremmede. Hvad vil de. Hvor kommer de fra? Skal de mødes med åbne arme eller blottede klinger?

 


 

Skæbnebrevet af Alexandra Nilsson
Facet, 2018. – 251 sider
I et forenet Europa bliver Maya og Max inddraget i en kamp mellem regeringen og oprørerne, efter de har åbnet deres Skæbnebreve – og ved præcist hvornår de skal dø.

 


 

Flugten af Christina Nordstrøm
mellemgaard, 2018. – 130 sider
16-årige Lara beslutter at redde sin bedstemor fra den død, som alle over 70 får i byen Toponia. Men det bliver en farlig færd, de to kommer på.

 


Mørke af Torben Pedersen

 

Mørke af Torben Pedersen
Saxo Publish, 2018.
En eksistentialistisk science fiction roman om kommunikation og viljen til fornægtelse. Fra en hekseafbrænding i 1500-tallet til den sidste sjæl på jorden trækkes der en rød tråd gennem et persongalleri, hvis skæbner og handlinger krydser hinandens spor og påvirker jordens endelige skæbne.

 


 

Mand uden skygge af Torbjørn Rafn
Banderole, 2018. – 186 sider
Fremtidsfortælling om et Danmark hvor alle skal opnå fuldkommen lykke. Den tidligere forfatter Torben falder dog udenfor lykkeskemaet, og der sættes aktivt ind fra Center for Lykke og Personlig Vækst for at få Torben til at blive lykkelig.

 


 

De ansatte af Olga Ravn
Gyldendal, 2018. – 134 sider
På det sekstusinde skib består besætningen af mennesker og menneskeligende ansatte. De har fået en række nye genstande om bord fra planeten Nyopdagelsen som de skal passe på, men besætningen begynder at udvikle dybe foruroligende forbindelser til disse genstande.

 


Søen af Henriette Rostrup, illustreret af Michael Schiøler Tingsgård

 

Søen af Henriette Rostrup, illustreret af Michael Schiøler Tingsgård
Fahrenheit, 2018. – 85 sider, alle illustreret
I et dystert København udspilles igennem et barns øjne en historie om overlevelse i en totalitær fremtid med interneringslejre, cirkulerende helikoptere, sortuniformerede patruljer og gadebørn, der lever i frygt og på flugt på Nørrebros gader.

 


 

Drengen fra krematorium D af Henriette Rostrup
Turbine, 2018. – 154 sider
Alif har sammen med en flok andre børn søgt tilflugt i krematoriet i udkanten af byen, hvor de prøver at overleve uden de voksne der er ramt af sovesygen.

 


 

Virtropolis af Freddy E. Silva
Valeta, 2018. – 354 sider
Dystopi om en fremtid hvor befolkningen lever i store byer styret af medierne og megakoncerner.

 


 

Teotwawki : imens i Serbien – 99-2001 af Lars Skinnebach
Gyldendal, 2018. – Ca. 90 sider, illustreret i farver
Digte om de to sidste mennesker i en postapokalyptisk fremtid.

 


Udyr af Bjarke Sølverbæk

 

Udyr af Bjarke Sølverbæk
Jensen & Dalgaard, 2018. – 180 sider
En dag begynder Milles hund at tale, og snart har alle dyr et sprog. I takt med at dyrene begynder at tale, stiger frygten blandt befolkningen, og snart jages alle af dyrene.

 


 

Underjordisk himmel / red. Lise Andreasen
Science Fiction Cirklen, 2018. – 250 sider
Antologi med 12 nyere danske noveller der har det tilfælles at de har været nomineret til Niels Klim-prisen.

 


 

Rumhavne af Jonas Wilmann
Kaos, 2018. – 217 sider. – (Rummets guder, del 2)
Det er 3 år siden Miko og Drex flygtede fra deres hjemplanet. Men en dag støder Miko på en mulig ledetråd i hans jagt på guderne, og hans drøm om modstand vågner igen.

 


Den uægte af Jesper Wung-Sung , illustreret af Palle Schmidt

 

Den uægte af Jesper Wung-Sung, illustreret af Palle Schmidt
Høst, 2018. – 104 sider
Tempofyldt grafisk roman om løb, store ambitioner, kærlighed og bedrag.

 


 

Dansk science fiction 2017

Dansk science fiction 2016

Krinoline & kedsomhed: danske steampunk noveller

Krinoline & kedsomhed / red. Knud LarnHvad nu hvis man kunne ændre tiden? Hvad hvis tanken om lysets konstante hastighed var forkert? Hvad hvis Danmark besluttede sig for at opdyrke jorden på Grønland? Eller hvad hvis en lovmand på jagt efter djævelen finder ham?

De 13 steampunk noveller i Krinoline & kedsomhed kommer langt omkring, og titlen til trods er der ingen kedsomhed for læseren her. Tværtimod.

I Knud Larns efterord forklarer han, hvordan idéen til en dansk steampunk antologi opstod i samarbejde med formanden for forfatterforeningen, A. Silvestri. Larn kontaktede en række forfattere, der tidligere har bidraget til Science Fiction Cirklens serie Lige Under Overfladen, og spurgte om de ville bidrage til en sådan antologi. Som opdrag fik de et kort oplæg om steampunk, og så var der ellers frit slag.

Jeg har ikke læst voldsomt meget steampunk, så jeg kan ikke vurdere, hvor præcist de enkelte noveller falder indenfor genren. Men overordnet kan jeg sige, at antologien indeholder 13 meget forskellige og som hovedregel gode historier.

Manfred Christiansen (som også står bag den stemningsfulde forside til antologien, samt de fine illustrationer der pryder starten af hver enkelt novelle) åbner samlingen med ‘Træsko‘. Christiansen beskriver selv novellen som en klassisk dystopi, og forklarer at titlen kommer af det franske ord for træsko, sabot som i sabotage. Træsko spiller dog også en vigtig rolle sammen med hulkort i historien, hvor Ronald Brandt forsøger at få sin plads tilbage i samfundets øvre del efter et ophold i fattiggårdens arbejdshus.

Djævelens korsvej‘ er skrevet af Freddy E. Silva og udspiller sig i en western-agtig verden, hvor en lovmand rider gennem ørkenen i sin søgen efter guvernørens datter, som er blevet bortført. Umiddelbart lyder det ikke særligt steampunk-agtig, men ikke desto mindre dukker der masser af møtrikker og dampmaskiner op i løbet af fortællingen.

Mere tydelig videnskabelig er Jesper Golls ‘Ætervind‘, hvor den danske ekspert i regnemøller, Jakob Jørgensen, er taget til Bern for at hjælpe professor Alfred Kleiner med et stort projekt, der har til formål at skabe det mest nøjagtige interferometer i verden. Blandt bipersonerne i historien finder vi bl.a. blikkenslageren Albert Einstein, der engang havde en skør idé om at ætervinden ikke findes, og at lysets hastighed altid er konstant.

Første kvindelige indslag er ‘Fordærvets sommer‘ af Maybrit Høyrup. Her bor fortælleren i en enklave, hvor teknologi og sociale omgangsformer er som i Victioria-tiden. Rundt om enklaven findes andre samfund, hvor andre regler regerer. Fortælleren skriver et brev til en dr. Oloson, som er meget interesseret i fortællerens mor, der var en berømt fotograf, men nu befinder sig på et plejehjem.

Dødens sø‘ af Richard Ipsen udspiller sig ved Kivusøen, hvor Kabakaen tvinger sine slaver til at udvinde helium til luftskibe. Hertil sendes den engelske oberst Gordon Pasha af Egyptens Kediv Ismail for at forhandle med Kabakaen om placeringen af en handelsrute. Rejsen forløber dog ikke uden problemer – og heller ikke opholdet.

Blandt mine yndlingsnoveller i Krinoline & kedsomhed er Nikolaj Johansens bidrag: ‘Sandet rinder til evig tid‘. Her ligger fortællerens kone for døden. I sin jagt efter at redde hende har han fundet oplysninger om en afdød urmager ved navn Frederik Gallinghof, der efter sin død blev genstand for de okkulte kredses store interesse. Han forsøgte nemlig at lave et ur, der kunne få tiden til at gå baglæns.

Svanesang‘ af Kenneth Krabat er en humoristisk historie, om en magister der lægger sag an mod sin afdøde onkels tidligere samarbejdspartnere. Tilsyneladende har onklen fået patent på en opfindelse, der med tiden vil kunne udkonkurrere dampmaskinen. Magisteren har arvet patentet, men onklens tidligere partnere bliver ved med at løbe ham på dørene for at få fingre i papirerne. Og de vil ikke lytte til, hvad han siger.

Bjarke Schjødt Larsen har skrevet den sørgmodige novelle ‘Et hus med barnelatter‘ om ægteparret Ebelhart, der mister deres søn ved fødslen. Sorgen er overvældende, men hr. Ebelhart har en plan, der skal bringe barnelatter tilbage i huset, og snart er han opslugt af arbejdet.

I ‘Engle og støv‘ af Lars Ahn er fortælleren en ung pige. Farens arbejde for Selskabet har bragt dem til Støvby, en lille støvet by langt fra alt. En dag dukker en kvinde op hos familien. Baronesse Iva viser sig at være en gammel ven af familien – og så er hun opfinder, og har brug for farens hjælp til at få en maskine til at flyve.

Endnu en yndlingsnovelle er Jesper Rugårds bidrag ‘Som markens fugle‘. Her har Danmark tabt krigen mod tyskerne i 1865 (og nej, jeg tror ikke, at det er en slåfejl). Tabet har dog ikke slået nationalismen ned, og særligt en ung våbenopfinder H. O. Madsen fængsler folkets opmærksomhed med sin plan om at beplante Grønland med hvede. Ud af det blå bliver Madsen sendt til Grønland i selskab med bl.a. korporal Jensen for at opfylde løfterne om Grønland under ploven. Men alt går ikke helt som planlagt.

Også A. Silvestri tager i sin novelle på opdagelse. ‘Til Polen, hurra!‘ udspiller sig i et alternativt univers, hvor Danmark ikke tabte ved Dybbøl i 1864, hvor Trankebar stadig er under dansk styre, og hvor Danmark i det hele taget er en verdensmagt. Og nu er målet at nå Sydpolen som de første i et fantastisk nybygget fartøj.

Jeg finder dig‘ af Camilla Wandahl handler om den unge tyv, som er dybt fascineret af ure. En dag stjæler hun et helt usædvanligt ur fra en gentleman, men uret gemmer en besked.

Titelnovellen ‘Krinoline & kedsomhed – eller historien om en rigtig kvinde‘ er skrevet af Gudrun Østergaard og er samlingens sidste fortælling. Fabrikanten Henry forelskede sig i en af fabrikkens arbejdere, den unge og smukke Bea, som nu sidder som en fin frue i et stort hus. Men trygheden og pengene forhindrer ikke Bea i at føle, at noget er helt galt, så Henry sender hende til en læge for at kurere hende. Nok samlingens mindst tekniske novelle men til gengæld handler den om Victoriatidens kvinderolle, og falder således godt ind i antologien alligevel.

De 13 noveller i Krinoline & kedsomhed er generelt af højt niveau, og alle 13 forfattere er da også garvede fortællere. For mig var novellerne et interessant og underholdende indblik i steampunk genren, og jeg kunne sagtens have fremhævet flere. Nu glæder jeg mig så til at læse de internationale bidrag i antologien Damphammeren, der også er udgivet af Science Fiction Cirklen i forbindelse med Fantasticon 2018.

Om Krinoline & kedsomhed

Udgivelsesår: 21.09.2018
Forlag: Science Fiction Cirklen, 267 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Indhold:

Manfred Christiansen: Træsko
Freddy E. Silva: Djævelens korsvej
Jesper Goll: Ætervind
Majbrit Høyrup: Fordærvets sommer
Richard Ipsen: Dødens sø
Nikolaj Johansen: Sandet rinder til evig tid
Kenneth Krabat: Svanesang
Bjarke Schjødt Larsen: Et hus med barnelatter
Lars Ahn: Engle og støv
Jesper Rugård Jensen: Som markens fugle
A. Silvestri: Til Polen, hurra!
Camilla Wandahl: Jeg finder dig
Gudrun Østergaard: Krinoline og kedsomhed – eller historien om en rigtig kvinde

Læs også:

Fra drømmenes bog af Mikkel Birkegaard
Sjælesluger af Gail Carriger
Destin – seerkrystallen af Danny Biltoft Davidsen
Transformationsmaskinen af Nikolaj Johansen
Tidskortet af Felix J. Palma
Den gyldne dronning af Dave Wolverton