Indlæg tagget med ‘dansk science fiction’

En sang for de levende af Irene Scharbau

En sang for de levende af Irene Scharbau

I En sang for de levende tegner Irene Scharbau et dystert billede af vores fremtid. Klimaet bliver varmere og varmere, og de beboelige områder mindre og mindre. De rige bygger mure, og de fattige overlades til tørkedøden. Og så rammes jorden pludselig af en global hændelse, der ændrer alle spillereglerne.

År 2055: Chris er it-specialist med en fortid i Forsvarets Center for Cybersikkerhed. Verden er presset af klimaflygtninge, og EU er i færd med at bygge en mur fra La Rochelle til Odessa. Soldater skyder alle, der forsøger at trænge ind fra det glo- hede Sydeuropa og Afrika. En dag rammes hele kloden af et ødelæggende anslag. Chris forsøger at hjælpe sine venner til et sikkert sted ved Lolland. Det går slet ikke som planlagt. (fra bagsiden)

En af de bedste ting ved at have Gyseren.dk er, at jeg ind i mellem bliver kontaktet af forfattere, jeg ikke kender i forvejen. Det var tilfældet med En sang for de levende af Irene Scharbau, og historien om et samfund, der bryder sammen da elektriciteten forsvinder, lød så spændende, at jeg straks sagde ja tak.

Romanen udspiller sig i 2055. Klimaet er gået amok, og store dele af kloden er nu ubeboelig på grund af tørke. Nordeuropa har lukket sig sammen om sig selv, og holder med alle midler grænserne mod syd lukket for de mange klimaflygtninge.

Vi følger en række forskellige personer: it-sikkerhedseksperten Chris, der er bedste venner med kollegaen Aage. Benjamin, der oprindelig var pacifistisk skolelærer, men nu bevogter grænsen mod syd som EU-soldat. Michelle, der flyttede til Danmark fra Italien for at få et bedre liv, mens grænserne endnu var åbne. Ann, der arbejder som akutsygeplejerske og hver dag må foretage benhårde prioriteringer blandt patienterne, mens hun forsøger at få hverdagen til at hænge sammen alene med sine to små børn. Og Adi fra Lagos i Nigeria, der står med ansvaret for sine søskende og drømmer om at komme til Danmark.

I første del af romanen introduceres vi for personerne, og hører om verdens udvikling fra 2020’erne og frem. Anden halvdel fokuserer på tiden efter den globale hændelse, der efterlader kloden uden elektricitet. Vi følger både den lille gruppe personer, der mere eller mindre tilfældigt ender på en lille ø, men også virkningerne af manglen på strøm for samfundet. For udover de umiddelbare gener ved at strømmen forsvinder, så forsvinder næsten alt vores viden også. Meget gemmes kun digitalt i dag, lige fra sygejournaler til skøder og andre juridiske dokumenter. Så hvad sker der, når samfundet rejser sig igen?

Det er ikke så længe siden, jeg læste Christina Lassen-Andersens vellykkede debutroman Mørkelagt, der også handler om hvad der vil ske, hvis strømmen pludselig forsvinder. Men mens Mørkelagt ikke fokuserede på, hvorfor strømmen forsvandt, får vi svaret i En sang for de levende. Og det er desværre ikke en urealistisk hændelse, der er årsagen.

En sang for de levende er elementært spændende, og jeg blev lynhurtigt fascineret af Scharbaus vision af år 2055. Både samfundet og begivenhederne, der leder op til romanens nutid, fremstår skræmmende troværdigt. Skrivestilen er lidt abrupt efter min smag, og persontegningerne er ikke de dybeste. Dog er Adi, hvis hjerteskærende historie næsten ikke var til at bære, meget velskrevet. Trods disse små-anker blev jeg hurtigt grebet af romanen, der føles bekymrende realistisk. Og endelig er jeg også nødt til at rose det overraskende twist, Scharbau introducerer mod slutningen, som giver romanen en helt ny vinkel.

Jeg var godt underholdt af En sang for de levende, der kombinerer spænding med cli-fi i en ubehagelig troværdig fremtid. En effektiv, realistisk og spændende roman, der ikke kan udgå at give læseren stof til eftertanke.

Irene Scharbau er journalist, og debuterede som forfatter med romanen Max fra 2020.

Uddrag af romanen:

I 2045 gav EU sine borgere tre år til at forlade tørkezonen. Varetransporter stoppede, de sidste vandværker standsede pumperne. Strømforsyninger slukkede. Det var slut med at orientere sig på braces og skærme. I det hele taget var det slut. Cypresserne på sydens solbeskinnede kystskråninger stod som rustne støtter over de tidligere så magtfulde riger.

Læger uden Grænser fordoblede deres styrke, og europæiske læger trak sig stille og roligt hjem fra andre af verdens brændpunkter for at hæve indsatsen i det sydlige Spanien, Italien og Grækenland. Fra juli ’48 skød EU-hæren på alle, der forsøgte at krydse grænserne sydfra.

Soldater cementerede de følgende år grænsen med et utal af lig. De begravede grænseoverløberne, hvor de faldt, eliminerede af EU-railguns, de masseproducerede elektromagnetiske våben, soldaterne var udstyret med i 40’erne.

Ingen plausible forklaringer gav længere adgang. Den voksende digitale programindustri til at spore dialekter og oprindelsesland døde ud på et år i ’48 sammen med knoglescanningsanlæg til at bestemme børns alder – børn kom heller ikke ind.

En stream med en cirka 4-årig pige gik verden rundt. Med kager af snavs i sine mørke krøller, åbne sår på knæene og blod på sin lyserøde Disney t-shirt stod hun alene på grænseovergangen ved Coccau Valico i det østlige Østrig. Hun var for længst holdt op med at græde, hendes øjne var huller af rædsel. To soldater, som trådte ud foran hende med hævede railguns, så ud til at have en kort diskussion. Så skød den ene, mens den anden sank ned på knæ.

Brølet over umenneskeligheden steg fra Amnesty, FIDH, selv i FN viste man streamen.

Men ‘No Trespassing’ havde opbakning fra store flertal i de europæiske staters befolkning. (side 72-73)

Reklame: Tak til Irene Scharbau og forlaget Indblik der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om En sang for de levende:

Udgivelsesår: 19.05.2022
Forlag: Indblik, 296 sider

Læs også:

De rensede af Søren Staal Balslev
Solstorm af Rasmus Dahlberg
Nordlys af Tina Ibsen
Opgøret af Stephen King
Mørkelagt af Christina Lassen-Andersen
Den 5. bølge af Rick Yancey

Zeitgeist af Jane Mondrup

En zeitgeist er på sin vis stadig i live idet den aldrig har gennemgået en fysisk død. Snarere er den med krop og sjæl revet ud af sin plads i tiden og forekommer kun ulegemlig fordi tidens struktur nu afviser den. (side 26)

Zeitgeist af Jane Mondrup

Jeg er overbevist om, at et godt kendskab til Antikkens filosoffer, den græske mytologi, latin og kvantefysik vil øge udbyttet af at læse Jane Mondrups debutroman Zeitgeist. Ikke desto mindre var jeg vildt fascineret af historien, selvom jeg bestemt ikke excellerer i nogen af ovennævnte områder.

Ejvin Rode vågner op i Sydengland i år 1890. Hans minder indtil da er mærkeligt fjerne, men han ved dog, at han underviste i filologi på Københavns Universitet i det 21. århundrede. Han ved også, at der ikke er overensstemmelse mellem hans viden om teknologien i år 1890, og det 1890 han er i.

Ved Ejvins ankomst forsvandt videnskabskvinden Lily Wycliffe, og nu vil hendes ‘bror’ Hector gøre alt for at finde hende igen. Ejvin er yderst skeptisk overfor tanken om, at han skulle befinde sig i et alternativt 1890. Alligevel slutter han sig til Hector i dennes søgen efter Lily. Det fører ham ud på en vild rejse til et Danmark, der er helt anderledes end i hans egen tid. I 1541 foretog foretog den tyske alkymist Theophrastus von Hohenheim et eksperiment, der endte med at lægge hele Skandinavien øde, og frigav en pest der dræbte alle indbyggerne. Samtidig slog eksperimentet sprækker i tiden, så flere tider eksisterer parallelt med hinanden.

En skjult gruppe ønsker at styre tiden tilbage til den sande tid, før verden opsluges af Æonen, et tidsmæssigt sort hul hvor tid, sted og eksistens er en helhed. Men Titanerne, som behersker Æonen, ønsker at fremskynde overtagelsen. Endeligt er der også forskellige politiske fraktioner, der forsøger at øge deres indflydelse i deres nutid uden kendskab til de store linjer.

Zeitgeist er en forrygende læseoplevelse, der blander science fiction, fantasy, steampunk, historie og filosofi. Jeg skulle holde tungen lige i munden under læsningen, men udbyttet er stort. Her er masser af mere og mindre skjulte henvisninger, lige fra navnet Wycliffe der er navnet på John Wycliffe, reformationens forløber sammen med Jan Hus; til Pandorasøstrene, en orden Ejvin og Hector møder i Jylland, opkaldt efter Pandora i den græske mytologi. Jeg fangede med 100% sikkerhed end ikke halvdelen, men alligevel er romanen både spændende og vildt fascinerende med sin undersøgelse af tidens natur, skæbne og valg.

Jeg har læst et par anmeldelser af Zeitgeist, der ærgrer sig over sig over slutningen. Jeg indrømmer da også, at jeg ikke ved, om jeg har forstået den. Men for mig er der en sammenhæng mellem Hectors valg vedrørende Lily, og Ejvins valg i forhold til en anden kvinde i romanen, og det giver mig håb om slutningen.

En anderledes og anbefalelsesværdig læseoplevelse.

Anmelderne skriver:

Jyllands-Posten:
“Zeitgeist” er en ambitiøs og flot gennemført retrofuturistisk roman. De dramatiske højdepunkter er måske lidt tamme, hovedpersonerne en anelse karikerede, og hele tidsskismaet ret svært at holde styr på. Men der er som sagt noget fængende ved den sære handling, som gør, at man alligevel bliver hængende til sidste side. Undervejs får vi nogle tidløse betragtninger om demokrati, kvindekamp, flygtninge og global opvarmning, og det er jo altid på sin plads. (Læs hele anmeldelsen i Jyllands-Posten 2019-02-17)

Himmelskibet:
Bogen tegner en rig og kompleks verden med masser af plads til andre fortællinger. Fortællingen udmærker sig med en masse uventet og fantasirig handling, men jeg blev lidt skuffet over den bratte slutning, for jeg havde håbet det var etteren og man ville få en sløjfe på de løse ender i de næste romaner. (Læs hele anmeldelsen her)

Superkultur:
Der fortælles med større armbevægelser, end jeg er vant til i dansk science fiction – og bogen er proppet med gode ideer. Mondrup lister detaljer ind her og der, som viser, at hun har tænkt over sin fortalte verden, og tænkt godt. Samtidig fortæller hun på en måde, som får mig til at tænke på samtidige (i vores tidslinie, forstås, jeg ved ikke, hvordan litteraturen ser ud i Zeitgeists univers) adventure-romaner. Det får lidt bogen til at fremstå som en blanding af Wells, Verne og Walter Scott, hvor folk som den naturligste ting i verden drager ud for at lære ting og opleve eventyr. (Læs hele anmeldelsen her)

Boguglen:
Grundelementet i Zeitgeist er hovedpersonens forvirring, og den smitter i høj grad af på læseren. Vi følger Ejvins forsøg på at rationalisere sig ud af sin egen tidsrejse, og grænsen mellem magi og videnskab udviskes løbende. Det er forfriskende at læse denne slags fra en dansk hånd, især fordi de historiske henvisninger er skarpe og velfungerende […] Zeitgeist er for alle danske science fiction fans, historienørder, fantasy elskere og filosofiske læsere, der nyder gode plots, interessante kontrafaktiske spekulationer, og steampunk. (Læs hele anmeldelsen her)

Bogblogger:
Zeitgeist er det tyske ord for tidsånd og bruges om en given historisk periodes tendenser og ideer. Her i bogen opleves netop mødet mellem forskellige tidsånder […] Hele romanen emmer af græsk mytologi og filosofi, og vi møder både titaner og Platon samt en idealisering blandt visse karakterer af Platons ideer om den ideelle stat. Jeg vil ikke sige, at man skal være filosofisk velfunderet for at læse denne bog, men man skal nok give sig lidt ro til at læse og forstå, når bogen også fører læseren ned ad de filosofiske abstrakte stier i en udredning om forståelsen af tid som begreb og de implikationer, tidsrejser nødvendigvis må have. (Læs hele anmeldelsen på Bogblogger)

Om Zeitgeist:

Udgivelsesår: januar 2019
Forlag: Vandkunsten, 378 sider
Tilrettelægger: Viktoria Senderovitz

Besøg Jane Mondrups hjemmeside

Læs også:

Frysepunktet af Anders Bodelsen
Havmanden af Niels Brunse
I kamp mod tiden af Ben Elton
To the Bone af Craig Frank & Aksel Studsgarth
Harry Augusts første femten liv af Claire North
Tidskortet af Felix J. Palma
Mørke af Torben Pedersen

Destin 3 – Dødemandstågen af Danny Biltoft Davidsen

Destin 3 - Dødemandstågen af Danny Biltoft Davidsen

Dødemandstågen er tredje bind i serien om den forældreløse Destin. Tidligere er udkommet Seerkrystallen i 2016, samt Snefuglen i 2017. Det betyder, at der er gået fire år, siden jeg læste bind to, og min nærmest eneste anke til Dødemandstågen er, at den ikke starter med et kort resumé af de tidligere bind for at genopfriske handlingen indtil nu. I stedet for genlæste jeg bind et og to, og det var i virkeligheden en fornøjelse. Men det er ikke sikkert, at alle læsere har tålmodighed til det.

Så først en kort gennemgang af handlingen i bind et og to.

Historien udspiller sig langt ude i fremtiden. Den teknologisk overlegne race Torakiderne er forsvundet, og menneskene har stort set glemt alt om dem. Torakidernes artefakter findes dog stadigvæk rundt om i rummet og er mål for mange skattejægere og magtbegærlige mennesker, idet de giver deres ejere store evner.

Seriens hovedperson, Destin, er vokset op på asteroiden Lyoneida, hvor han arbejdede på en energifarm drevet af mester Eberon. Hans eneste ven, den ligeledes forældreløse pige Maridel, fandt i første bind et smukt skrin, der indeholdt et af Torakidernes eftertragtede artefakter, en seerkrystal. Uden at vide hvad det er, rører Maridel artefaktet, som binder sig til hende.

Desværre er der flere på jagt efter skrinet. Dels soldater (rødfrakker) fra kongeriget Carnelior der ledes af kong Leonhardt. Dels skattejægeren Cyril og hans besætning fra skibet Den Lovløse. Maridel bliver taget til fange af Carnelior kommandanten Isaac, der vil bruge hende til at finde andre artefakter rundt om i universet. Destin ender derimod på Den Lovløse. Her hjælper han Cyril med at finde Isaac og dermed også Maridel på en forladt rumstation i stjernesystemet Ameliet gemt af vejen i gaskæmpen Nourants yderste ring. Men det går ikke helt efter Destins plan i bind et.

Da bind to starter, er Destin blevet efterladt på månen Rheinoud, der hører til det Azurelieuske rige under dronning Claudette. Månen vrimler med soldater (blåfrakker), og snart befinder Destin sig dybt under jorden som slave i en mine. Med hjælp fra piraten Rawlin som han møder i minen, og Hammet, en bekendt fra mester Eberons energifarm, lykkes det ham at blive købt af grevinde Abrielle. Siden stjæler han ad kringlede veje hendes skib, Snefuglen, og fortsætter sin eftersøgning af Maridel. Jagten fører ham bl.a. til piraternes frihavn på månen Daenore ved gaskæmpen Graymere, hvor de må overvinde piratkongen Archard for at slippe væk igen.

Dødemandstågen fortsætter, hvor vi efterlod Destin i bind to – på Snefuglen som kaptajn over en lille, broget skare. Udover Destin består besætningen af styrmanden og tidligere pirat Rawlin, maskinmesteren Hammet som egentlig kun er lærling, grevinden Abrielle der ejer skibet, men lader Destin bruge det mod at få del i skattene, de regner med at finde, samt løjtnant Risette der er Abrielles loyale livvagt og stålsat blåfrakke.

Det er lykkes gruppen at slippe fra Daenore og piratkongen Archard med livet og skibet i behold, men alt andet mangler de. Uden at have en egentlig plan beslutter Destin at de skal flyve til planeten Dawnsbury, hvor han har en tåget fornemmelse af at Maridel er, og hvor de også kan skaffe forsyninger. Det viser sig, at der har været et stort slag, så da de ankommer, er det ikke længere Carneliors rødfrakker, der patruljerer, men Azurelieus blåfrakker, hvilket vækker glæde hos Abrielle og Risette. Det hjælper også gruppen i forhold til at skaffe det de mangler.

På Dawnsbury skal de udover at proviantere også finde en besætning. Men pludselig får Destin øje på Julia, den næstkommanderende på Den Lovløse. Det lykkes ham at tage hende til fange, og planen er at bytte hende med Maridel. Men da han finder Den Lovløse og stiller Cyril ultimatummet, flyver Cyril blot uden Julia. Destin sætter efter i Snefuglen, men Den Lovløse flyver ind i Dødemandstågen, en stor sort masse i rummet over Dawnsbury om hvilken der går grufulde historier. Historier, der viser sig at være mindre forfærdelige end virkeligheden. For i mørket gemmer sig en gammel hemmelighed, og Destin og de øvrige må snart kæmpe for livet endnu en gang.

På bibliotekerne er bøgerne om Destin placeret i børne/ungdomsafdelingen, men det skal ikke afholde en voksen læser fra at kaste sig over dem. Persontegningerne er ikke de dybeste, men jo længere ind i serien vi kommer, jo mere eftertænksom bliver Destin. Han er i hele serien gået benhårdt efter at redde Maridel uden skelen til, hvad hans handlinger har af konsekvenser for andre. Her i Dødemandstågen begynder han at overveje, om målet altid helliger midlet? Om jagten på Maridel betyder, at han uden skam kan svigte alle andre omkring ham?

Underholdningsværdien er i top, og jeg bliver bare mere og mere begejstret for serien. Historien er fyldt med dramatik og ramasjang. Her er slagsmål, fægtekampe, rumslag og så videre, og det fortælles underholdende og med en støt stigende spændingskurve stort set hele vejen. Samtidig er hele universet bygget troværdigt og overbevisende op, så det er en fornøjelse at udforske det sammen med Destin.

Biltoft har skabt et spændende steampunk univers, hvor højteknologiske våben eksisterer side om side med kårder og knive, og hvor menneskene kan mekaniseres med dampdrevne dele for at få bedre syn eller flere kræfter. Biltoft går ikke i detaljer med teknologien, men fortæller i stedet et rigtigt rumeventyr med tydelige helte og skurke, tilsat et godt skvæt 1800-tals-atmosfære.

Hver bog er et spændende eventyr, hvor jagten på Maridel er den samlende tråd. Derudover er der nogle bagvedliggende plottråde, som kredser om enkelte af de øvrige figurer. Dem glæder jeg mig til at se samlet til sidst. For bind tre er ikke sidste bind om Destin! Forhåbentlig går der dog ikke fire år igen, før vi får en fortsættelse.

Destin 3 – Dødemandstågen er et voldsomt underholdende steampunk rum eventyr. Jeg kan varmt anbefale den, men læs bind et og to først.

(anmeldt til Himmelskibet)

Om Destin 3 – Dødemandstågen:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: mellemgaard, 284 sider
Grafiker: Simone Hollmann Pedersen

Destin-serien:

Destin – seerkrystallen, 2016
Destin 2 – Snefuglen, 2017
Destin 3 – Dødemandstågen, 2021

Læs også:

Damphammeren: En steampunk antologi / red. Niels Dalgaard
Transformationsmaskinen af Nikolaj Johansen
Krinoline og kedsomhed: Danske steampunk noveller
Odyssé på Mars af Stanley G. Weinbaum
Artemis af Andy Weir
Rummets guder af Jonas Wilmann
Den gyldne dronning af Dave Wolverton

Komplekskuller – klimafiktion / red. Carl-Eddy Skovgaard

Komplekskuller - klimafiktion / red. Carl-Eddy Skovgaard

Komplekskuller – klimafiktion består af 24 nye science fiction noveller med fokus på klimaet skrevet af danske forfattere. Den udkom i april 2021, men jeg er håbløst bagud i forhold til at få læst, så derfor kommer der først en omtale nu.

De 24 noveller kommer langt omkring, lige fra oversvømmelser, over tørke og ildstorme, til istid og alt der i mellem. Flere af forfatterne kendte jeg på forhånd, men der er også en række nye navne repræsenteret. Det er noget af det jeg holder af ved Science Fiction Cirklens antologier, at de også giver plads til upcoming-forfattere.

Bagerst findes en kort introduktion til hver enkelt forfatter.

Novellerne er generelt af høj kvalitet, og flere af dem giver stof til eftertanke. Jeg ved ikke, om det er upassende at sige, at jeg var godt underholdt under læsningen, men uanset er Komplekskuller en relevant udgivelse som er helt på højde med Science Fiction Cirklens anden klimaudgivelse i 2021: 48 timer i Massachusetts-havet.

En overgang af Jesper Goll
Forhenværende biolog Aksel Rose er en af de overlevende. Havene omkring Danmark er steget og har langsomt oversvømmet store dele af landet. Oveni har en influenza-epidemi krævet mange dødsofre. Vandet er begyndt at stige i hans stuelejlighed, så nu er han rykket op på 2. sal i bygningen, til en lejlighed hvis ejer er død. En dag begiver han sig længere ind i landet på jagt efter mad, men finder i stedet noget helt uventet.

Hobbyer af Lars Nisted
På en togtur forbereder Svend Holmstrup sig på et foredrag, han skal holde om aftenen. Han foretrækker fred og ro, og bliver derfor irriteret da en yngre kvinde sætter sig overfor ham. Det bliver dog ikke kvinden, der udøver de største forstyrrelser på togturen. En velskrevet og meget ubehagelig novelle, der udspiller sig i en fremtid, hvor atmosfæren er giftig og elektriske storme hærger.

Kuplen af Hanne Rump
Kasia bor alene med sin mor. Hendes far døde sidste år i en arbejdsulykke, mens han servicerede kuplen. Moren er taknemmelig for livet i kuplen, men Kasia er overbevist om, at der er noget fordækt ved farens død. Jeg kom til at tænke på Niels E. Nielsens roman Troldmandens sværd, og det er jo ikke en dårlig sammenligning.

Løbet ud i sandet af Sara Weisdorf
En ganske kort, nærmest bevægende novelle der udspiller sig i en verden ramt af tørke.

Klima Noir af Niels Kjærgaard
Jeg har efterhånden læst flere noveller af Niels Kjærgaard, og som oftest er han garant for en humoristisk fortælling med satirisk bid. Det er også tilfældet i den vældigt underholdende ‘Klima Noir’, hvor temperaturene har nået 90 grader, og folk er nødt til at bruge medicin eller implantater for at overleve. Her får privatdetektiven Jonny Stormlund til opgave at finde videnskabsmanden Karl Strøm, der tilsyneladende har opfundet en maskine, der vil medfører en katastrofe for samfundet.

Havudsigt af Rune Nyholm Nøhr
Havene er steget, og nu ligger Steins hus på en lille ø i stedet for på toppen af en bakke. En dag ser han en robåd, der kæmper sig over det oprørte hav. Ombord er en præst, og han har et overraskende spørgsmål til Stein. En novelle om at overleve klimakatastrofen med et uforudsigeligt twist til slut.

Bunker fem af Sofie Boysen
Pigerne Nina og Una er vokset op i Bunker Fem langt under jordens overflade, som er ramt af en ny istid. Bunkeren styres af den avancerede droide Q, som pigerne begge frygter. En dag sker der et uheld i bunkeren, og pludselig er Nina og Una de eneste tilbage sammen med butlerbotten Smiley og den frygtede Q.

Knappen af Maria Pilh Bengtsen
En tsunami truer med at udslette Danmark. En mand har mulighed for at redde Danmark – men med hvilke omkostninger …

Komplekskuller af C.C. Thybro
Astrid bor alene efter hendes forældres død. Hun lider af gigt, som gør at hun ikke kan bidrage med arbejde i komplekset, hvor hun bor. På nettet har hun fundet et fællesskab med andre, der som hun bliver betragtet som unyttige snyltere. Her forelsker hun sig i Tia, selvom de to aldrig vil kunne mødes. ‘Noget’ udenfor husene forhindrer nemlig folk i at gå ud. Titelnovellen er velskrevet og sørgeligt troværdig, for hvor meget overskud er der til at tage sig af de svage, når det gælder liv og død for flertallet?

Lortejob! af A. Silvestri
I 2047 er fortælleren i gang med at lave en bodycast, hvor der dykkes ned i fire af tidens lortejobs. De fordeler sig på servicemedarbejder ved et træningscenter, en inkassomedarbejder, en slags it-udvikler og en marinebiolog. Vi følger besøgene hos hver person, og deres jobindhold er ikke som nutidens. Som altid leverer A. Silvestri høj kvalitet. Her leger han med formen af fortællingen ved at skrive den som et manus. Jeg kan også godt lide den indirekte facon klimaændringernes konsekvenser beskrives på igennem kendte jobtypers nye indhold.

En opsang af Tim Sørensen
Den dansk-russiske Vasilij Jensen har i mange år forsøgt at råbe verdens magthavere op og få dem til at gøre noget ved klimaforandringerne. Nu har han mistet tålmodigheden. Under et foredrag truer han med alvorlige konsekvenser, hvis ikke verden sænker CO2-udledningen, stoppe skovfældninger, standse alle krige og forbyde fiskeri. Men er hans trusler bare varm luft?

Langtidshukommelse af Cindy Lynn Brown
Sol er rejst nordpå for at studere pizzlyer og forsøge at genskabe deres langtidshukommelse, der er forsvundet som et resultat af mange års ophobet mikroplast i bjørnenes kost. Men jo mere bevidst pizzlyen bliver, jo mere får Sol lyst til at komme væk fra glasboblen.

Til sidste dråbe af Andreas Olesen
Fortælleren er en ornitolog, der er sendt ud af Statens Genum Institut for at undersøge, om observationerne af en han-solsort er korrekte. I en tid hvor kønsbalancen er alvorligt forstyrret er handyr i fare for at uddø. En novelle der desværre slet ikke er så utænkelig, når man ser på nutidens faldende sædkvalitet.

Vandtæt af Sonja Winckelmann Thomsen
Stigende vandstand sender store dele af Danmarks befolkning på flugt. Mange søger tilflugt i Norge, hvor de indkvarteres i overfyldte flygtningelejre. Det er altid godt at forsøge at sætte sig i andres sted, og her giver Sonja Winckelmann Thomsen et bud på, hvordan vi danskere måske en gang får brug for andres hjælp. Og hvordan det er let at forfalde til at hade ‘de andre’ for at få det bedre med sig selv.

Vejrskifte af Gudrun Østergaard
I en verden plaget af alvorlige klimakonsekvenser rejser de allerrigeste jorden rundt foran tørkeperioder, regntid osv. for at nyde det bedste af alle verdener. Salima er en af disse privilegerede, og hun står foran at skulle gifte sig med Edwin, der ligeledes tilhører en af de gamle familier. Ved at lade Salima være fortælleren hører vi om katastroferne som ubelejligheder for Salima og hendes venner, som når de ikke kan få deres jordbær. Jeg blev nærmest rasende på personerne i fortællingen, og det er vel ikke den værste anbefaling. Gudrun Østergaard har tidligere skrevet om klimaet i novellesamlingen Ord har hærget, som bestemt også er værd at læse.

Den store mindedag af Jon Terje Østberg
Historiens fortæller er adfærdskonsulenten Martin Johansen. Han hjælper folk, der har det psykisk skidt. En dag ser han navnet Kai Werner Stellenberg på sit skema. Stellenberg var tidligere CEO for Nordisk Råstof, Olie og Metal, men hans symptomer er de samme som mange andre af Martins klienter. Der er flere gode overraskelser i Jon Terje Østbergs novelle, og jeg kan også anbefale at læse hans roman Tropika fra 2017.

Én nat på tre døgn af Rasmus Hebsgaard
En begivenhed har sendt jorden i en evig bunden rotation om Solen, således at 90% af overfladen potentielt bliver ubeboelig. Eskil Østergaard-Vig er folketingets formand, og historien udspiller sig, mens han afventer statsministerens beslutning for, hvad Danmark skal gøre. En lavmælt og lidt sørgmodig novelle som greb mig overraskende stærkt.

Koben af Helene Toksværd
Jeg-fortælleren står med et koben i hånden ved novellens begyndelse. Udenfor er heden ekstrem, men også i laden er varmen tæt. Fortælleren skal i gang med at slagte de sidste dyr, men tanker om frihed forstyrrer.

Præsentation af ‘Kulturel-antropologisk diskussion af fund fra informationstidsalderen’ af Ea-Katrine Lystbæk Thomsen
Sarah er arkæolog. Mange af tidligere tiders fund er dog gået tabt gennem de sidste århundreders oversvømmelser og brande, så nutidens arkæologer må ty til affaldsdepoter i verdenshavene og afbrændte genbrugsstationer indlands. Der er ikke direkte fokus på klimaforandringerne i denne novelle. I stedet lader forfatteren os tænke selv, når Sarah fortæller om de forskellige fund og arkæologernes konklusioner. Det fungerer godt, og giver stof til eftertanke i forhold til ens eget forbrug.

Udenfor skyggen af Martin Møller Geertsen
I en fremtid er befolkningen opdelt i sletteboere og lysbyer. Førstnævnte bor under jorden og kan kun bevæge sig oppe, når solen er nede. De to grupper handler med hinanden. Bl.a. køber sletteboerne ilt i lysbyerne.

Æggebakkebjergene af J.M. Larsen
For at beskytte byen mod den stigende vandstand opførte regeringen for år tilbage en kæmpestor dæmning. I novellen beretter fortælleren om et forholdsvist begivenhedsløst liv under et styre, der langsomt bliver mere og mere totalitært i sine bestræbelser på at ‘tjene’ folket. Tankevækkende novelle, især set i lyset af den nuværende samfundssituation med Covid-19 og de mange debatter om, hvorvidt regeringen går for vidt i restriktioner m.m.

Nord af Trine J. Cederlöf
En stor del af verden ligger under vand. Forskeren Anna Tranenberg har fået bevilliget penge til en ekspedition til Svalbard i et samarbejde mellem fire nordiske universiteter. Hun har fundet nogle oplysninger i en gammel dagbog, som kan føre til et fantastisk fund – hvis de er korrekte. Vellykket novelle om tiden efter katastrofen med en slutning der lugter lidt af karma.

Tommelfjeld af Majbrit Høyrup
Ellen og Bjarke er ansat af Skandinavisk Raastofudvindning. De er blevet sendt til den lille ø Skágrund for at undersøge undergrunden for råstoffer. Skágrund er dog et specielt samfund, og der er særlige regler, der skal overholdes.

Under himlen, over jorden af Heidi Bobjerg
Da havene steg, blev det for risikabelt at bo i husene ved kysterne. Mange byggede derfor deres huse om, så de kunne flyve væk fra vandet. Novellen følger Inuk og Robin i deres hus på jagt efter et sted, hvor de kan tanke vand.

Om Komplekskuller:

Udgivelsesår: 15.04.2021
Forlag: Science Fiction Cirklen, 397 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Indhold:

Jesper Goll: En overgang
Lars Nisted: Hobbyer
Hanne Rump: Kuplen
Sara Weisdorf: Løbet ud i sandet
Niels Kjærgaard: Klima Noir
Rune Nyholm Nøhr: Havudsigt
Sofie Boysen: Bunker Fem 121
Maria Pilh Bengtsen: Knappen
C. C. Thybro: Komplekskuller
A. Silvestri: Lortejob!
Tim Sørensen: En opsang
Cindy Lynn Brown: Langtidshukommelse
Anders Olesen: Til sidste dråbe
Sonja Winckelmann Thomsen: Vandtæt
Gudrun Østergaard: Vejrskifte
Jon Terje Østberg: Den Store Mindedag
Rasmus Hebsgaard: Én nat på tre døgn
Helene Toksværd: Koben
Ea-Katrine Lystbæk Thomsen: Præsentation af ‘Kulturel-antropologisk diskussion af fund fra informationstidsalderen’
Martin Møller Geertsen: Udenfor Skyggen
J. M. Jensen: Æggebakkebjergene
Trine J. Cederlöf: Nord
Majbrit Høyrup: Tommelfjeld
Heidi Bobjerg: Under himlen, over jorden
Om forfatterne

Læs også:

48 timer i Massachusetts-havet
Verden under vand af J.G. Ballard
Solstorm af Rasmus Dahlberg
Den sorte tåge af Fred Hoyle
Den hvide fjende af Niels Meyn
Troldmandens sværd af Niels E. Nielsen
Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Pulp Horror Fiction / red. Lars Grill Nielsen

Pulp Horror Fiction redigeret af Lars Grill Nielsen

Pulp Horror Fiction er en udgivelse, jeg har glædet mig virkelig meget til. Jeg fik nemlig lov til at smuglæse nogle af novellerne før udgivelsen, og det var en ren fornøjelse.

Antologien består af 11 nyskrevne danske noveller inspireret af fortidens kiosklitteratur. Hver novelle indledes med en illustration af Karsten Brandt-Knudsen.

Pulp var historier fyldt med tjubang, horror, science fiction, helte og storbarmede kvinder trykt i farvestrålende hæfter, og jeg synes, at Pulp Horror Fiction rammer stemningen lige på kornet. Her er både monstre, scifi-horror, hårdkogte privatdetektiver og masser af splat, så what’s not to like 🙂

Samlingen indledes med ‘Døden i kloakken‘ af altid velskrivende Lars Ahn, der denne gang præsenterer læseren for en vildt underholdende, sjov og ulækker historie om Stefan, der ejer en krokodillezoo. Han bliver kontaktet af politiinspektør Niels Sommer, der vil have ham til at undersøge en kloak. To mænd fra forsyningsselskabet er stødt på noget dernede, og kun den ene kom op igen. Stefan véd, at krokodiller ikke kan overleve i en kloak, men går alligevel ned efter at have set et foruroligende billede. Her viser det sig, at kloakken indeholder mere end bare fedtbjerge, og Stefan må tage sagen i egne hænder for at sone en fejltagelse i fortiden.

Karsten Brandt-Knudsen, der romandebuterede med Dan lærer at leve i 2021, har hele to noveller med i Pulp Horror Fiction. Den første er ‘Knælernes nat‘. En vild fortælling fuld af action, monstre og sexede lejemordere der bruger alle midler for at nå deres mål. Historien udspiller sig i et København, der er opdelt mellem banderne Slangerne og Tranerne. Hovedpersonerne er de to lejemordere, Myggen og Larven, der bliver sendt af sted for at lukke et narkolaboratorium, Slangerne har åbnet i Tranernes territorium. Det viser sig dog, at laboratoriet ikke producerer narko, men noget langt værre, og snart står Myggen og Larven i problemer til langt op over halsen.

Kim Michael Schrewelius har jeg tidligere læst novellesamlingerne Justitia og Dukkemageren af. Her er han aktuel med novellen ‘Dominicus‘, der udspiller sig i den lille amerikanske by Jeremiah Town. To drenge forsvinder sporløst i 1949, og det er blot begyndelsen. Snart forsvinder der flere børn. Noget ondt har slået sig ned i byen.

For ikke så længe siden læste jeg novellesamlingen Galgeleg af Alice Aagaard, som har skrevet næste novelle: ‘Velkommen til Monarch‘. En fed novelle fuld af splat og tempo, samt ikke mindst kæmpe-edderkopper! Lasses bil går i stå på motorvejen. Mens han venter på vejhjælpen, går han ind på den nærmeste Monarch for at købe en kop kaffe. Det skulle han ikke have gjort…

Mikala Rosenkilde står bag podcasten De Mystiske Dyr og har også skrevet romanen Kongamato, hvor flyveøgler pludselig dukker op i Afrika. I Pulp Horror Fiction bidrager hun med den vildt underholdende ‘I morgen er der atter en dag‘. Lars er en ældre herre, der bor alene i en ældrebolig med sin puddelhund, Perle. En dag ser han et ukendt flyvende objekt, som senere omtales i nyhederne. Under udsendelsen bliver journalisten pludselig grebet af noget der minder om en kæmpemæssigt blæksprutte-arm, og snart opdager Lars, at hans hus er blevet belejret af et tilsvarende væsen. Hvad gør man så?

I ‘En røst fra graven‘ af Tue Omø handler det om vampyrer. Henning Liguster forsker sammen med doktor A.F. Sindig i vampyrisme. Da Sindig findes død i sit laboratorium, tror politiet først, at Henning er morderen. Men Henning hjælper i stedet med at finde et skjult rum i laboratoriet fyldt med lig. Og det er blot begyndelsen …

En af samlingens mere dystre fortællinger er ‘Skimmel‘ af C. C. Thybro, der handler om drengen David og Rosemarie, som har et detektivbureau. De påtager sig en sag om en ungt forsvundet par, Oscar og Hanne. Sammen med Oscars storebror og vennen Emil tager de til landsbyen Sengerup, hvor parret forsvandt. Men byen er en øde ruin, dækket af en mærkelig sort skimmelsvamp, og da de endelig finder Oscar, er han en skygge af sig selv. Historien er både creepy og velskrevet, og jeg gad godt læse mere om detektivbureauet og deres tidligere sager, som vi får løftet en smule af sløret for.

Der er flere detektiver i ‘Melba, for helvede‘ af Arnulf Rasmussen. Privatdetektiven Peter Hammer, en tidligere politimand, er i gang med at indtale sine erindringer. Undervejs bliver han opsøgt af en ung kvinde, der vil hyre ham til at finde nogle kufferter med arvestykker, som en fætter nægter at udlevere. Hammer synes, hun minder ham om en tidligere klient – eller rettere, en tidligere klients syndebuk. Historien er uforpligtende underholdning fuld af noir stemning og et herligt strejf af okkultisme.

Morten Carlsen serverer en rå omgang scifi horror i ‘Asimovs mareridt‘. Schou arbejder som produktudvikler hos Goldstrom AI Products, Inc., der er ved at udvikle en ny androidmodel. Ved novellens start sidder han fastbundet et ukendt sted i stærke smerter, mens han tænker tilbage på dagens start.

I ‘Sidste job inden fyraften‘ af Niels Kjærgaard får blikkenslageren Henry Blake en opgave i et ødebeliggende hus ejet af den ældre mand. Mr. Milton. Han skal lave rørene i kælderen, men da han er færdig, kan bilen ikke starte. Mr. Milton tilbyder Blake at overnatte, og det bliver starten på et mareridt.

Sidste novelle i samlingen er Karsten Brandt-Knudsens anden historie: ‘Koffein og sukker‘, som er mindst ligeså underholdende som den første. Politimanden Bent nærmer sig pensionsalderen, og hustruen Ingrid forsøger at få ham til at spise sundt. Men så snart Bent har muligheden spiser han alt mulig junkfood og kager. På vej til arbejde bliver han bedt om at stoppe en selvmorder. Det lykkes Bent at stoppe manden, men det starter en kædereaktion af ulykker og dødsfald. En herlig actionfuld novelle fuld af splat og humor.

Pulp Horror Fiction er en underholdende, velskrevet og fandenivoldsk novelleantologi, der i det store hele lykkes med at genoplive det bedste fra pulp-litteraturen. Her er masser af tjubang, gys og grin, monstre og privatdetektiver, aliens, ghouls og kæmpeedderkopper pakket ind i et farvestrålende, iøjnefaldende cover der matcher det kulørte indhold. Jeg har kun én ting at sige – læs den!

Om Pulp Horror Fiction:

Udgivelsesår: 16.12.2021
Forlag: Enter Darkness, 326 sider
Omslag: armstranger
Illustrationer: Karsten Brandt-Knudsen

Indhold:

Døden i kloakken af Lars Ahn
Knælernes nat af Karsten Brandt-Knudsen
Dominicus af Kim Michael Schrewelius
Velkommen til Monarch af Alice Aagaard
I morgen er der en ny dag af Mikala Rosenkilde
En røst fra graven af Tue Omø
Skimmel af C. C. Thybro
Melba, for helvede af Arnulf Rasmussen
Asimovs mareridt af Morten Carlsen
Sidste job inden fyraften af Niels Kjærgaard
Koffein og sukker af Karsten Brandt-Knudsen

Læs også:

Den gale doktors vanvidsmikstur af Lasse Bo Andersen
Occidentens stjerne af Benni Bødker
Det kom fra en anden verden af John W. Campbell Jr.
Rakelsminde af David og Stephan Garmark
Djinn af Tom Holland
Thulesingulariteten af Torben Magnild Husum
Fluernes hvisken af Steen Langstrup
Spøgelsestoget af Stephen Laws
Hvisken fra dybet af Patrick Leis
En sag for Luckner af Per Sanderhage, illustreret af Peter Snejbjerg
Pandaemonium af A. Silvestri
Odyssé på Mars af Stanley G. Weinbaum

Udenfor intet – Lige under overfladen 16 / red. Eddy Skovgaard

Udenfor intet - Lige under overfladen 16 / red. Carl-Eddy Skovgaard

For 16. gang udgiver Science Fiction Cirklen sin årlige antologi med nye danske science fiction noveller. I år er titlen Udenfor intet, og om indholdet skriver redaktør Eddy Skovgaard:

Du vil finde rumrejser, alternative virkeligheder, fremtidsscenarier, tidsrejsescenarier, parallelle verdener, aliens i forskellige sammenhænge, spekulativ fiktion og også noveller fra grænselandet mellem science fiction, fantasy og socialrealisme. (side 7)

Jeg er generelt rigtig glad for ‘Lige under overfladen’-serien, som jeg har læst med fornøjelse siden første bind i 2007. Jeg elsker konceptet, der præsenterer både nye og mere etablerede forfattere, og at der gives plads til et bredt spektrum af science fiction fortællinger. Det betyder, at der hver gang er nogle historier, jeg falder pladask for. Nogle historier der har fantastiske idéer. Nogle historier der er underholdende, selvom de måske er hørt før. Og nogle historier jeg ikke forstår eller ikke synes holder. Men jeg er altid spændt på at læse dem.

I Udenfor intet er de fleste af de 26 noveller heldigvis både underholdende og velskrevne. Jeg vil ikke omtale dem alle, men blot fremhæve nogle få historier.

Thomas Hverring har skrevet titelnovellen ‘Udenfor intet’, som er blandt mine favoritter. Her befinder vi os på en rumstation befolket af en gruppe forskere. Noget er sket med rumstationen, men hvad finder vi først ud af undervejs gennem tilbageblik, tanker og nutidig handling. Fortællerstemmen er speciel, og jeg skulle lige vænne mig til stilen, men herfra gik alt op i en højere enhed, og jeg gad virkelig godt se den som film.

En helt anden type historie er ‘Den lille Atomfysiker’ af Niels Kjærgaard. Her får Asger sættet Den lille Atomfysiker i julegave, men hans fætter Eskild vil også lege med. Historien er måske ikke vildt overraskende, men den er underholdende og Kjærgaard har en god form for humor.

Donald Trump har været skyld i mange ting. Jeg tror også, at han har været inspirationskilde til Johannes Lundstrøms novelle ‘Paranormal normalitet eller -?’ Her forsøger professor Finkelstein at få svar på, hvilke kræfter det er der styrer og forårsager uforklarlige hændelser i vores verden. Til at bevise dette har han opstillet et eksperiment, hvor han selv deltager.

En helt anden historie – og alligevel lidt i samme retning – er ‘Det du ikke ser’ af Tim Sørensen. Her hører vi teenageren Tessa, der bor på planeten Terra Nova. Et af de yderste fremspring i Hegemoniets ekspansion hvor man endeligt, efter 17 år, er klar til at åbne porten til Nexus, Galaksens største knudepunkt. Men noget andet har fundet vej til Terra Nova. Noget der har egne planer om ekspansion.

Jeg kunne også fremhæve den indledende ‘Kunsten at mærke en hval’ af Mette Markert, der fik mig til at tænke på tv-serien Firefly. Ikke så meget for den konkrete handling men for stemningen og den skæve besætning. Helle Perriers ‘Bobbys mange liv’ fik mig næsten til at tude, men jeg er også en nostalgisk hundeelsker. ‘Den romerske næse’ af Mariane Mide har en lidt anderledes indgang til tanken om designerbørn, som jeg fandt både underholdende og interessant. I ‘Frygt og lede i Korsbæk 2.0’ af Jon Terje Østberg er befolkningen opdelt i et A og B hold, og her får et besøg i en Matador temapark uventede konsekvenser for novellens hovedperson. Og så faldt jeg også for Dmitri Burdykins ‘En helt almindelig uge’, om Simon Bergman der pludselig føler sig hensat til filmen Groundhog Day.

Og jeg kunne nævne flere.

De 26 noveller i Udenfor intet spænder vidt, både hvad stil og tema angår. Men overordnet set er her endnu en gang tale om et spændende indblik i ny dansk science fiction, der giver stof til eftertanke, samtidig med at man bliver godt underholdt. Så jeg ser allerede frem til ‘Lige under overfladen 17’.

Om Udenfor intet:

Udgivelsesår: 05.11.2021
Forlag: Science Fiction Cirklen, 390 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Indhold:

Kunsten at mærke en hval af Mette Markert
Human zero af Hanne Gasbjerg Hjulmand
De blå katte af Lilli Lund Christensen
Alex Sørensen show af Jakob Emiliussen
Jørgens drager af Jakob Drud
Kontakt af Jan Rasmussen
Den lille atomfysiker af Niels Kjærgaard
Paranormal normalitet eller – ? af Johannes Lundstrøm
Biohackerens frihedskamp af Maria Aagaard
2084 af Publius Enigma
Udenfor intet af Thomas Hverring
Uønskede elementer af Ellen Miriam Pedersen
Vi er to af Lars Behn-Segall
Shanty Town Copenhagen af Niels Christensen
Huskespil af Sara Buch
Det du ikke ser af Tim Sørensen
Travle bier af John Madsen
Den romerske næse af Mariane Mide
Håb af Thomas Nis Westergaard
Frygt og lede i Korsbæk 2.0 af Jon Terje Østberg
Sexlegetøj af Sinus Reuss
En helt almindelig uge af Dmitri Burdykin
Aftenstjernen af Lenka Otap
Bobbys mange liv af Helle Perrier
Robert af Helene Toksværd
Menneske først af Heidi Bobjerg

Lige under overfladen:

Evolution – lige under overfladen 15, 2020
Sandsynlighedskrydstogt – lige under overfladen, 14, 2019
De fremmede – lige under overfladen 13, 2018
Efter fødslen – lige under overfladen 12, 2017
Lidenskab og lysår – lige under overfladen 11, 2016
Som et urværk – lige under overfladen 10, 2015
De sidste kærester på månen – lige under overfladen 9, 2014
Farvel min astronaut – lige under overfladen 8, 2013
Nær og fjern – lige under overfladen 7, 2013
Fremmed stjerne – lige under overfladen 6, 2012
Den nye koloni – lige under overfladen 5, 2011
Ingenmandsland – lige under overfladen 4, 2010
Den hemmelige dal – lige under overfladen 3, 2009
I overfladen – lige under overfladen 2, 2008
Lige under overfladen, 2007

Thulesingulariteten af Torben Magnild Husum

Thulesingulariteten af Torben Magnild Husum

Det var ganske tilfældigt, at jeg faldt over Thulesingulariteten. Jeg så en sponseret annonce for den på Facebook, og tænkte at det lød interessant. Især fordi jeg tidligere har læst Thuleselskabet af Mads Peder Nordbo (2. del i hans trilogi om Mathias Hviid), så jeg var interesseret i at høre mere om nazisternes okkulte sider.

Det viste sig så, at jeg oven i købet også havde læst noget af Torben Magnild Husum før, idet han har fået udgivet to noveller i Science Fiction Cirklens serie Lige under overfladen.

Forlaget skriver:
Findes der rester af nazisternes hemmelige, okkulte selskaber i vore dage? Det spørgsmål bliver den humoristiske, joviale og impulsive konspirationsteoretiker Tom Eske og hans mere jordnære makker Ole tvunget til at finde et svar på. De bliver kastet ud i en speget sag om en forsvunden historiestuderende, der forskede i netop disse ting. De to okkulte efterforskere jagter et spor, der bringer dem verden rundt i en søgen efter glemte nazibaser, bronzestatuetter af valkyrier, en mystisk energi og endnu større hemmeligheder – helt ukendt af det moderne menneske. Hvad rodede Himmler, Thuleselskabet og Ahnenerbe egentlig med? Hvad foretog nazisterne sig i Antarktis i 40’erne – i det såkaldte Neuschwabenland? Og hvorfor besøgte Himmler en tændstikfabrik ved Farum i maj 1941?

Både forlagets beskrivelse og forsiden lover kulørt ramasjang, og det må man sige, at vi får. Helt overordnet set er Thulesingulariteten en ganske underholdende lang spurt garneret med kvikke replikker og masser af action.

Vi følger vores hovedpersoner fra København og en gammel nedlagt tændstikfabrik over Berlin og koncentrationslejren Sachsenhausen til Cape Town og Antarktis. Ole Knaptorp er den lidt skeptiske medhjælper, mens ejeren af bureauet, der påtager sig mystiske, okkulte og konspirationsteoretiske sager, Tom Eske er i ukueligt godt humør og med en viden ud over det sædvanlige. Yderligere får bureauet hjælp af Toms ven Troels, der ejer et autoværksted og samtidig er lidt af en opfinder.

Tom og Ole bliver kontaktet af den historiestuderende Rikke, hvis kæreste Torsten er forsvundet under et besøg på en gammel tændstikfabrik i Farum. Det viser sig, at Torsten skrev på en ph.d.-afhandling om Ahnenerbe (den fædrene arv), en organisation SS-rigsfører Heinrich Himmler oprettede for at forske i den ariske races aner og okkulte fortid, og at det har forbindelse til den danske tændstikfabrik. Men hvordan kan nazisternes forskning under 2. verdenskrig få en ung mand til at forsvinde i nutiden? Det er det op til Ole og Tom at finde ud af.

Som sagt var jeg overordnet set fint underholdt af Thulesingulariteten. Jeg synes, det er spændende at læse om konspirationsteorier med nazister involveret, og Torben Magnild Husum smider mange spændende teorier op. Sproget flyder fint, og jeg kan også godt lide den humoristiske tone. Endelig synes jeg, det var sjovt at falde over et dansk ‘detektivbureau’ med speciale i det ‘unormale’. Det fik mig til at tænke på Jim Butchers bøger om troldmanden Harry Dresden, hvor jeg netop har set tv-serien (og ja, jeg ved godt, at jeg er 12-13 år bagefter).

Men der er desværre også lidt malurt i bægeret. Persontegningerne er ret tynde, så jeg engagerede mig ikke for alvor i dem. F.eks. virker det mærkeligt, at den skeptiske Ole arbejder for Tom. Her kunne det have været på sin plads at etablere deres forhold, så den del blev troværdig for læseren. En anden ting er det ret vilde plot. Det behøver ikke at være skidt, men der sker simpelthen så mange ting, at historien til tider benytter sig af usandsynligt mange heldige sammentræf for at få enderne til at mødes. Også selvom Tom er i stand til at foretage nærmest sherlockske deduktioner. Jeg fik i hvert fald lidt samme fornemmelse, som da man læste tegneseriestriberne i aviserne, hvor Fantomet uge efter uge fik nye udfordringer, og man ved, at tegneren finder på det hele løbende.

Bortset fra et enkelt kontinuitetsbrud i begyndelsen, hvor Oles telefon bliver ødelagt af magnetismen på tændstikfabrikken, hvorefter han sender en sms til Rikke, er korrekturen dog glimrende, og som sagt følte jeg mig ganske fint underholdt under læsningen trods ovenstående anker.

Så har du lyst til lidt lette konspirations-kalorier fortalt med humor og masser af ramasjang – så kan Thulesingulariteten sagtens være noget for dig.

Uddrag af bogen:

“Okay,” sagde jeg og prøvede at holde stemmen under kontrol. “Nu er jeg overbevist om, at Ahnenerbe foretog okkulte eksperimenter.”

“Ja, ikke?” sagde Tom og lod en finger glide rundt i omridset af et af symbolerne på gulvpladen.

“Hvad tror du, det er for tegn?” spurgte jeg.

“Mit gæt er, at det er oldgamle sumeriske skrifttegn. Men der skal naturligvis en ekspert til at sige det med sikkerhed,” svarede Tom. Han havde stillet rygsækken fra sig, lå nu på knæ og følte efter på konturerne af de udridsede tegn med begge hænder.

“Rikke bliver ellevild,” sagde han begejstret.

“Måske. Hendes kæreste er jo stadig forsvundet.”

“Naturligvis, men …” Tom afbrød sig selv og stirrede pludselig over på bunken i midten af metalpladen. “Hvad er det, der sidder der?”

“Hvor?”

“Der.” Han pegede på noget i bunken og fløj straks op for at undersøge sagen. “Det er en mobiltelefon.”

“Hvad? Det er umuligt,” sagde jeg og tog mig til lommen for at kontrollere, at min egen stadig lå, hvor den burde.

Tom trak objektet fri fra det øvrige metal i bunken, og ganske rigtigt. Det var en spritmoderne iPhone – seneste nye model. Til trods for det så den voldsomt slidt ud. (side 35)

Om Thulesingulariteten:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: mellemgaard, 311 sider
Omslag: Benjamin Barrett

Undergang af Søren Poder

Undergang af Søren Poder

Jeg har altid været fascineret at læse og se film om pandemier, men da jeg i weekenden gik i gang at læse ”Undergang” af Søren Poder, var jeg alligevel lige ved at lægge den fra mig. For selvom COVID-19 pt. er under kontrol i Danmark, var scenariet, hvor det går galt, ubehageligt tæt på. Og det at romanen udspiller sig i Danmark gjorde forløbet skræmmende realistisk.

Forlagets beskrivelse:

Niels og Marie er pensionister og holder sig hjemme i rækkehuset, mens corona-virussen hærger. Men trods påpasselighed og social distance rammer sygdommen og tvinger dem fra hinanden, og pludselig kan Niels ikke få kontakt til sin hustru.

Niels klamrer sig til troen på, at myndighederne har situationen under kontrol, men virussen er langt mere aggressiv end forventet, dødstallet stiger, og anarkiet breder sig i takt med, at samfundets institutioner bryder sammen.

Den brutale virkelighed trænger ind ad døren og konfronterer Niels med en forandret verden, og nu er han nødt til at begive sig ud på en desperat rejse og et opgør med omgivelserne og sig selv, hvis han vil gøre sig håb om at se Marie igen. Spørgsmålet er, om det allerede er for sent.

Oftest fortælles epidemi-fortællinger fra unge, stærke menneskers synsvinkel, men Søren Poder lader den 75-årige Niels være jeg-fortælleren i ”Undergang”. Han overlever i første omgang at blive smittet, fordi det er først i pandemien, hvor sygehusene – og samfundet i det hele taget – endnu fungerer.

Men som smitten breder sig, begynder samfundet at bryde sammen, og han bliver sendt hjem, længe før han egentlig er rask nok. Blot for at opdage at hustruen Marie er blevet indlagt. Trods gentagne forsøg på at ringe til Maries mobil og til hospitalet, lykkes det ikke Niels at nå i gennem. Han slår sig til tåls med, at der er travlt, og at myndighederne nok skal give besked, hvis det bliver nødvendigt.

Niels forsøger at komme igennem dagene. Han er stadig meget svag, men hunden Molly skal luftes, og snart begynder det også at knibe med forsyningerne. Trods påbuddet om at blive inden døre hvis man er smittet, vover Niels sig ud for at skaffe mad. Og her konfronteres han for alvor med, hvor galt det står til.

Efterhånden som dagene går, bliver Niels’ tiltro til myndighederne sat mere og mere på prøve. Hvorfor sørger de ikke for, at telefonnettet virker? Hvor er de, da han forsøger at tilkalde hjælp til naboen, der ligger syg i rækkehuset ved siden af? Hvor er de, da hamstringen i supermarkederne løber helt ud af kontrol? Hvorfor kan han ikke få kontakt til hospitalet og høre, hvordan Marie har det? Og hvorfor bliver vejene pludselig spærret af hæren?

Undergang er måske ikke blændende litteratur, men det er heller ikke nødvendigt for at fortælle en relevant og interessant historie. Romanen er et troværdigt bud på, hvordan det kunne være gået, hvis COVID-19 havde været værre. Det er skræmmende at se, hvor hurtigt et samfund falder fra hinanden, og enhver bliver sig selv nærmest i kampen for overlevelse. Frygt får mennesker til at handle selvisk, og for folk som Niels, der alle dage har levet med troen på myndighederne, er det måske endnu sværere.

Det er ikke en bog, man bliver i godt humør af, men det er en bog, der får læseren til at tænke. Hvordan ville jeg reagere?

I dag kan vi godt grine ad de første dages toiletpapirs-hamstring, men hvad hvis situationen havde udviklet sig værre? Havde de butiksansatte vist samme moral og samfundssind og var blevet på deres plads, hvis sandsynligheden for at blive dødelig syg havde været større? Og hvad hvis forsyningerne af værnemidler aldrig var kommet op at stå?

I et interview med den 46-årige Søren Poder fortæller han, hvordan idéen til ”Undergang” opstod, da han hørte en politiker udtale, at fællesskabet har stået sin prøve og vist sig stærkere end en virus. Poder kom i tvivl, om det nu også er sandt, eller om vi bare har været heldige? (Læs interviewet her)

Poder er uddannet journalist samt cand.mag. i journalistik og kommunikation. Han debuterede med ungdomsromanen ”Sidste skoledag” i 2015, en fiktiv historie baseret på virkelighedens skoleskyderier.

Anmelderne skriver:

Litteraterne:
Romanen skildrer troværdigt et sammenbrud af samfundet og et opblomstrende anarki, som ikke nødvendigvis ser ud som i amerikanske film, men nærmere er en stigende egoisme og ligegyldighed hos den enkelte borger. Undergang handler derfor ikke kun om samfundets undergang, men også de enkelte personer, som Niels møder på sin færd. (Læs hele anmeldelsen her)

Cats, Books and Coffee:
Undergang er en roman der rammer præcis ned i nutidens rammer, hvilket gør den skræmmende realistisk. Tanken om den fine grænse mellem orden og anarki – en grænse vi vel sagtens kunne have overskredet – ligger som en truende skygge over landet. Niels og Marie var et helt fantastisk par, der fremstod så realistiske, at man næsten kunne se dem træde ud af romanen. Deres kærlighed var så gribende, hjerteskærende og smuk, som man kun finder det hos mennesker, der har levet et helt liv sammen. (Læs hele anmeldelsen her)

Kulturhatten.dk:
Stemningsbilleder som vi husker, og som vi alle har godt af at huske; det var en del af vores fælles historie; det var det, vi var en del af, og som vi overlevede, og derfor er det vigtigt med bøger som Søren Poders, der blot prikker godt og grundigt til menneskers tolerancetærskler og mangel på omsorg i krisesituationer. Hvordan vil det gå os næste gang, en pandemi og en endnu større og mere voldsom af slagsen rammer os? Kan vi gøre noget for at forberede os, kan samfundet tage hånd om at finde en god balance mellem information og hensynet til Danmarks sikkerhed. (Læs hele anmeldelsen her)

Bibliotekernes lektørudtalelse:
Bogen formår fint at beskrive et corona-ramt samfund, hvor intet er som det plejer at være. På sin rejse møder Niels en befolkning, som alle er påvirkede af sygdommen og dens konsekvenser. Det er en beskrivelse af en civilisation i opløsning, hvor nogen forsøger at hjælpe, mens andre kæmper deres egen kamp. Sproget er let at læse, og med den fremadskridende handling lever man sig ind i Niels’ kamp for at blive genforenet med sin kone Marie.

Om Undergang:

Udgivelsesår: 03.06.2021
Forlag: Brændpunkt, 257 sider
Omslag: Søren Klok

Se et interview med Søren Poder om Undergang

Læs også:

De rensede af Søren Staal Balslev
Verdenshistoriens største epidemier af Jakob Eberhardt
Det er bare en virus af Anders Fomsgaard
Den spanske syge af Tommy Heisz
De dødes tid af Thomas Helle
Den blege rytter af Klaus Larsen
Mørkelagt af Christina Lassen-Andersen
Station 11 af Emily St. John Mandel
23:59:00 – ét minut i midnat af Jacob Munkholm Jensen
Undergang / red. Martin Schjönning
Den fjerde rytter af Jeanette Varberg og Poul Duedahl
Miraklernes tid af Karen Thompson Walker
Stjerneklart af Lars Wilderäng

Atlantiz af Publius Enigma

Atlantiz af Publius Enigma

Zeta Evergreen vokser op i en ikke nærmere bestemt fremtid. Hun er en af de sidstfødte i en verden, hvor alle lever evigt. Bliver du syg eller dør, sørger Globalstaten for, at du bliver regenereret. Blot du sørger for at få taget en daglig backup. Til gengæld fødes der ikke længere børn, og i flere delstater er det ligefrem ulovligt. Med en befolkning på 57 milliarder mennesker er der ikke plads til flere. Der er heller ikke plads til natur, så ilt produceres af kæmpemæssige oxyjumboer, der svæver over hele kloden.

Zetas mor anskaffer robotten Robby til at passe på Zeta, mens hun er på arbejde. Zeta er ikke særligt begejstret for Robby, der både skal opdrage og undervise hende. Skolerne lukkede nemlig 10 år tidligere pga. manglen på børn.

Men en dag kommer moren ikke hjem, og Zeta kommer i pleje. Nu er Robby alt hun har, for plejefamilien er mere interesseret i pengene, de får for at passe hende, end for Zeta. Da de ovenikøbet pludselig vil sælge Robby, bliver det for meget, og de stikker af. Zeta tager hjem til morens gamle lejlighed, blot for at finde ud af at bygningen er under ombygning til et nyt regenererings-center. Alligevel bryder de ind, dog kun for at blive fanget af vagtrobotter.

Så Zeta ryger i fængsel og Robby til destruktion. Men Zeta giver ikke op. Og slet ikke da hun i fængslet møder en kvinde, som kendte hendes mor. Det viser sig, at moren var en del af et hemmeligt netværk kaldet ’Livsopretholderne’, der i det skjulte arbejder som jordemødre og bringer ulovligt fødte børn til verden. Nu har Zeta en mission. Først at få fat i Robby igen, og derefter at finde Atlantiz hvor det hemmelige netværk hører til. Zeta vil nemlig gå i sin mors fodspor og blive jordemor. Men der er mange forhindringer undervejs, og så stilles Zeta overfor et umuligt valg.

Jeg har tidligere læst ”Exnihilo” af Publius Enigma, der udkom i 2019. Det var en spændende og underholdende roman, der udspiller sig i en totalitært styret fremtid, hvor jordkloden er ødelagt af krig, og menneskeheden har mistet evnen til at reproducere sig af naturlig vej.

Lidt af de samme emner går igen her i ”Atlantiz”. I stedet for at være ødelagt af krig, er Jorden så overbefolket, at naturen er udslettet og havene stort set livløse af forurening. Man har dambrug i bassiner, mens dyr bliver fremavlet i fabrikker. Dyrkning af frugt og grøntsager sker ligeledes indendørs ved hjælp af genetisk modificerede fødevarer og nye landbrugsteknikker i drivhuse. Selvom mennesker i princippet stadig kan føde børn, gør man det ikke. I stedet bliver alle regenereret i et væk, også selvom man bliver genoplivet til et skodliv.

Zeta er jeg-fortælleren, som i en prolog indleder med at fortælle, hvor slemt tingene står til på jorden. Hendes håb er, at dem der læser hendes beretning vil tage ved lære af den.

Historien er elementær spændende, og baggrundskulissen tegnes troværdigt op i en glimrende world building. Zeta er teenager, og ind i mellem virker hun noget naiv i forhold til vores tids unge. Men det kan sagtens være en følge at de omstændigheder, hun er vokset op i.

Jeg synes, det er interessant at følge tankeeksperimentet om, hvad der egentlig sker med mennesker, hvis vi kan leve evigt. Hvordan vil det være? Og hvad vil man gøre i forhold til overbefolkning. I ”Atlantiz” giver forfatteren sit bud, og det er ganske tankevækkende. Andre forfattere har også givet deres bud på, hvad overbefolkning kan gøre ved Jorden. F.eks. Niels E. Nielsen i ”Vagabondernes planet” fra 1970, eller Lise Bidstrup der giver en mere nutidig version i ”Reservedelenes by” fra 2017.

Det er tydeligt, at forfatteren kender science fiction-genren. Her er flere ’easter eggs’ gemt i teksten, lige fra Zetas efternavn Evergreen der minder vældigt om Katniss Everdeen fra ”Hungergames”, til opfinderen og virksomhedsejeren Zebulon Ishiguro der deler efternavn med den japanske nobelprismodtager Kazuo Ishiguro, som jeg for nyligt læste ”Klara og solen” af. Her introducerer han i øvrigt også meget apropos KV’en, en menneskelignende robot der godt kunne minde lidt om Robby.

”Atlantiz” er både velskrevet og tankevækkende. Stemningen i romanen er dyster, men med befriende indspark af humor. Ofte når Zeta er træt af, at Robby opdrager på hende. Zetas ukuelighed bringer hende flere gange i farlige situationer, hvilket giver en god spændingskurve på fortællingen, der nærmest eksploderer i den hæsblæsende afslutning. Her går det lige lidt for hurtigt efter min smag, men til gengæld er der fuld action for alle pengene.

”Atlantiz” er nok primært rettet mod unge, men voksne kan sagtens læse med, og er du til spændende og underholdende science fiction, så er den et godt bud.

Reklame: Tak til forlaget Valeta der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

“Hold nu op med at være så sur,” sagde jeg og undersøgte den gamle dørtelefon, der var blevet tømt for navne. “Se selv. Vi har bygningen helt for os selv i nat.”

“Men det er jo en byggeplads,” klagede Robby. “Sådan et sted er farligt. Om dagen arbejder der højst sandsynligt kun robotter, fordi det er for farligt for mennesker at arbejde her – og du er altså tilfældigvis et menneske, Zeta.”

“Ih, hvor er du da også bare negativ, du er snart ikke til at holde ud at følges med. Vi skal jo kun overnatte derinde en enkelt nat, har jeg sagt, og der sker os ikke noget, hvis vi bare ser os godt for.”

“Og hvad hvis nogen finder os?” spurgte han på en bedrevidende måde.

“Hvem skulle finde os?” svarede jeg igen med en nedladende tone. “Helt ærligt. Tror du seriøst, der er nogen, der gider at holde øje med en gammel, faldefærdig bygning?”

Robby trak på skuldren. “Det kan man da aldrig vide.”

“Hør her. Der sker ikke noget,” fastslog jeg selvsikkert og lagde begge mine hænder på hans små skuldre, mens jeg så ham direkte ind i hans barnligt blå robotøjne. “Hvis der sker noget, så smutter vi med det samme. Det lover jeg, ok!”

“Ok,” sagde han, men på en måde, der lød som om, han gjorde det mere af pligt end af egen vilje. Ganske vist var Robby min lærer, min rådgiver og min hjælper, men han var også min ejendom. Det betød, at han strengt taget skulle gøre, som jeg sagde. Det kan måske godt lyde lidt gammeldags, som om han var min slave eller sådan noget, men det var simpelthen bare sådan, hans motherboard var programmeret. Han rådgav mig altid til mit eget bedste – og nogen gange til min store irritation – men i yderste konsekvens skulle han gøre, som jeg bad ham om. Sådan var alle robotter indrettet: Til at tjene mennesker, ikke herske over dem.” (side 58-59)

Om “Atlantiz”:

Udgivelsesår: 01.06.2021
Forlag: Valeta, 421 sider

Besøg forfatterens hjemmeside

Frysepunktet af Anders Bodelsen

Frysepunktet af Anders Bodelsen

Frysepunktet af Anders Bodelsen er en af de romaner, jeg genlæser med nogle års mellemrum. Det er historien om den 32-årige Bruno, der arbejder som fiktionsredaktør på et ugeblad, hvor han dels giver idéer til bladets forfattere, og dels redigerer deres historier så de passer bedre til bladet. Han er ikke gift, har ingen familie og ingen tætte venner. Så da han får konstateret uhelbredelig kræft, og lægerne tilbyder ham at blive frosset ned, til de kan kurere ham, lader han sig overtale.

20 år senere bliver Bruno tøet op igen. Han er helbredt for sin kræft, og nu skal han akklimatiseres til sin nye nutid. Det er dog ikke så let, for mens han har været væk, har verden forandret sig nærmest til ukendelighed. Til sidst bliver Bruno frosset ned igen, men for hver gang han bliver bragt tilbage, bliver det blot sværere for ham at genkende både sig selv og verden.

Jeg har været betaget af Frysepunktet, siden jeg læste den første gang for mange år siden, og slutningen spøger i min hjerne, som noget af det mest uhyggelige og trøstesløse jeg har læst. Her er ikke meget håb at finde.

Romanen handler om jagten på evigt liv, og om hvordan denne jagt udsletter selve det at være menneske. I Bodelsens version har videnskaben lykkedes med at kurere kroppen nærmest uendeligt. Men i iveren efter at nå dette mål er alt andet lagt til side. Der findes ikke mere kunst, der er ingen udvikling af intellektet, kun en evig reparation af det ydre.

– De ønsker døden, sagde Ackermann. Forstår De hvad døden betyder? Døden er menneskets sidste fjende. Vi har opbygget et samfund, som kun bygger på én eneste værdi: livet. Da jeg aflagde mit lægeløfte i en fjern, fjern fortid bekendte jeg mig til den værdi.

– Det er ikke længere liv, De tror på, sagde Bruno. Det er evighed. De to ting har intet med hinanden at gøre. (side 153)

Anders Bodelsen skrev oprindeligt romanen i 1969, og på visse punkter kan det naturligvis mærkes. For eksempel er alle læger mænd i fremtiden, mens kvinderne er sygeplejersker. Det er dog ikke noget, der på nogen måde skæmmer historien, men skal blot nævnes som et kuriosum. Bodelsen lægger ikke vægt på den videnskabelige del af nedfrysningsprocessen i sin roman, men var måske inspireret af Robert Ettingers bog fra 1964 The Prospect of Immortality.

Frysepunktet er Bodelsens eneste forsøg udi science fiction genren. Til gengæld er det en dystopisk klassiker.

Anmelderne skriver:

Fra Sortsand:
Frysepunktet” er et studie i fremmedgørelse og vel også et bidsk svar på vores forfængelige drømme om at undvige døden. I Bodelsens skrækscenarie bliver mennesket nemlig mere hæsligt, jo mere det stræber efter uforanderlighed. De velholdte læger og sygeplejesker, der møder Bruno under hans rejse ud i fremtiden, bliver således mere og mere besynderlige, umenneskelige kan man sige, som han sover sig ud i fremtiden […] “Frysepunktet” er en skæv roman, der usikkert famler sig ud i et ambitiøst, kritisk projekt. Hvad Anders Bodelsen præcis er i opposition til, er ikke helt klart, men det handler vel om en fundamental kritik af troen på lægevidenskaben som noget, der grundlæggende kan forbedre vores liv. For Bodelsen er det i hvert flad klart, at de naturvidenskabelige redningsbåde, der bliver søsat i bogen, kulsejler alle som en, fordi de trods stor optimisme ikke bærer andet end maskinel opretholdelse af liv. Poesien, fantasien og kærligheden drænes ud af samfundet, der satser entydigt på den rationelle forbedring af menneskekroppen..” (Læs hele anmeldelsen)

Christian Møgeltoft, Bogrummet:
Det er en iskold vision om, hvordan samfundet kan udvikle sig, hvis vi gør evigt liv til vores religion. På sæt og vis har udviklingen overhalet den fantasifulde forfatter indenom, for i dag handler megen forskning jo om med vold og magt at gøre os så gamle og uskadte som muligt uden tilsvarende at fordybe sig i indholdet af vores liv. Kvantitet frem for kvalitet […] “Frysepunktet” er en lille perle … er en lille perle … og afslutningen er, ja, frysende.” (Læs hele anmeldelsen)

Science Fiction and Other Suspect Ruminations:
Bruno’s increasingly restrictive perspective through which he views the world, is foreshadowed by the dominate image that begins and ends and is referenced throughout the text: “[Bruno] wants to look at the thermometer outside the window, but he cannot because of the ice crystals. Still only half awake, he remembers how as a child he had put a coin on the radiator and then pressed it against the ice crystals to give himself a little hole he could peep through, out into a dark winter’s morning like this” . And as time progresses, it becomes more and more difficult to see through the ice. The ice is no longer a barrier but a tomb. Bodelsen’s prose is characterized by an intensity made more and more unnerving as the ability to communicate and connect decays. Bodies might be resurrected in the semblance of earlier vitality but the future is not full of hope, the future is an alien landscape.” (Læs hele anmeldelsen)

The New York Times:
Mr. Bodelsen speculates on the metaphysics of geriatry with wit and imagination, projecting a time in the future when one’s vital organs will belong to “society” (for transplant purposes) and life will be eternail and unbearable.” (28.02.1971 New York Times)

Om Frysepunktet:

Udgivelsesår: 1969
Forlag: Gyldendals Tranebøger, 158 sider
Omslag: Leif Rosby
Oversat til engelsk i 1971 under titlen Freezing Point / Freezing Down (amerikansk)

Læs artiklen: The history of cheating death: A timeline of cryonics

Læs også:

Kraften af Naomi Alderman
The Circle af Dave Eggers
Den beske magt af Niels E. Nielsen
1984 af George Orwell
Solens kerne af Johanna Sinisalo
Den hemmelige kode af William Sleator
Sin egen tanke af Jan Venzel Nielsen