september 2017
M T O T F L S
« aug    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Daphne Du Maurier’

Rebecca af Daphne du Maurier

Rebecca af Daphne du MaurierJeg har ofte hørt om Manderley, Rebecca og Mrs. de Winter, men har aldrig fået hverken læst bogen fra 1938 eller set Alfred Hitchcocks filmatisering fra 1940. Jeg har dog ofte tænkt, at det var en klassiker, jeg burde kende, så da chancen kom i forbindelse med en arbejdsopgave, greb jeg den. Rebecca er ikke en egentlig gyser, men ikke desto mindre en interessant roman med stærke gotiske undertoner.

Jeg-fortælleren er en ung, ubemidlet og meget naiv kvinde, som i romanens begyndelse er ansat som selskabsdame for den snobbede og sladdervorne Mrs. Van Hopper. I Monte Carlo støder de tilfældigt på Maxim de Winter, som Mrs. Van Hopper kender gennem sladderen. Maxim ejer det smukke hus Manderley ved Cornwalls kyst og mistede for nyligt sin hustru, Rebecca, i en ulykke. Alt dette kender fortælleren ikke noget til, men hun forelsker sig inderligt i Maxim, selvom han er en del ældre, og da hun pludselig skal rejse til USA med Mrs. Van Hopper, frier han til hende, og hun accepterer.

Men livet på Manderley bliver ikke, som hun havde forestillet sig. I huset regerer husbestyrerinden Mrs. Danvers, og hun styrer huset, som levede den første Mrs. de Winter endnu. Fortælleren er bange for Mrs. Danvers, men Maxim forstår hende ikke, og også han ændrer sig med tilbagekomsten til Manderley. Og snart banker fortiden ubehageligt på døren.

Rebecca er fra 1938, og selvom den sprogligt er fantastisk, så måtte jeg alligevel ind i mellem bide mig i kinden af utålmodighed, for sjældent har jeg da oplevet en heltinde så helt igennem hjælpeløs og naiv. Jeg havde lyst til at ruske hende og bede hende om at tage sig sammen, men det kan man jo ikke med en romanfigur, og hendes sind hørte sikkert tiden til.

Når det er sagt, så er Rebecca en overordentlig dejlig roman at læse. Sproget smelter som chokolade på tungen, og allerede i indledningen slår Daphne du Maurier romanens skæbnetunge tone an: ”Pludselig gled en sky for månen som en hånd, der stryger over et ansigt, og i det samme var trylleriet brudt. Lyset i vinduerne blev slukket, og jeg så kun de sjælløse, øde mure, som intet fortalte om det liv, der engang havde rørt sig bag dem. Huset var kun et gravkammer – vores frygt og lidelser lå begravet under ruinerne, og opstandelse var utænkelig…

Huset Manderley hviler tungt over den nye unge frue, hvilket indledningen også indikerer. Til tider virker huset uskyldigt nok, men så ændrer det pludselig karakter og bliver igen en truende skygge over hendes lykke, som når fortælleren farer vild i husets mange værelser, eller når hun frygter, at Mrs. Danvers holder øje med hende i haven fra husets mange lukkede vinduer. I det hele taget lurer det usagte som ond skygge over alt, hvad der sker i romanen, og den unge fortæller må erkende, at tavshed kan ødelægge alt: ”Nu forekom det mig utroligt, at jeg aldrig havde forstået det. Jeg tænkte på alle de mange mennesker her i verden, som led og blev ved med at lide, fordi de ikke kunne overvinde deres angst for at tale ud og i deres tåbelige blindhed byggede en mur omkring sig, der helt skjulte sandheden…”

Som regel er fortælleren også hovedpersonen i en roman, men det er ikke tilfældet i Rebecca. Ved at lade den unge fortæller være navnløs, understøtter Daphne du Maurier hendes status som mindreværdig, og den egentlige hovedperson bliver dermed Rebecca, der i romanen stadig styrer begivenhederne på Manderley, selvom hun er død.

Et andet kunstgreb af forfatteren er den omvendte kronologi i historien, der starter i Frankrig, hvor den nye Mrs. de Winter tænker tilbage på begivenhedernes gang, fra hun mødte Maxim og til de voldsomme begivenheder, der slutter romanen. Så vi ved fra starten, at noget grusomt er under opsejling, men holdes i stille suspense helt frem til slutningen.

Alt i alt er Rebecca et atmosfærefyldt drama, der på overfladen flyder roligt af sted, men hvor hemmeligheder og det usagte lurer i mørket, klar til at bryde den tilsyneladende idyl hvert øjeblik, det skal være. Det var ikke en roman, hvor jeg sad med hjertet i halsen fra start til slut, men atmosfæren krøb langsomt ind under huden på mig, og pludselig var jeg fanget af Manderleys dystre skygge og kunne ikke slippe bogen igen.

Bogen blev som nævnt filmatiseret af Alfred Hitchcock i 1940, og er af anmelderne blevet kaldt Hicthcocks måske største mesterværk. Filmen vandt da også to Oscars for Bedste Film og Bedste Cinematografi og var nomineret til yderligere 11 Oscars, heriblandt Bedste Instruktør.

Om bogen:

Udgivelsesår: 1938

Klassiske spøgelseshistorier udvalgt af Charles Keeping

Illustratoren Charles Keeping har i antologien Klassiske spøgelseshistorier udvalgt en række af de bedste spøgelseshistorier skrevet af klassiske forfattere. I forordet skriver han kort om valget af hver novelle. “Ligrøverne” er medtaget for at være et godt eksempel på Robert Louis Stevensons korte, overnaturlige fortælllinger. M. R. James er Keepings yndlings spøgelseshistorie-forfatter, og Keeping overvejede både “Åh, fløjt, min dreng, og jeg kommer til dig” og “Abbed Thomas skat“, men endte med “Klagebrønden” som er en fin novelle men efter min mening er lidt atypisk for M. R. James. “Fejemanden” af A. M. Burrage kalder Keeping en klassiker i stil med M. R. James. Valget af Charles Dickens “Signalpasseren” var bl.a. fordi Keeping ikke tidligere havde illustreret den. Edgar Allan Poe var svær, idet mange af hans historier mere er gysernoveller end spøgelseshistorier, men Keeping fandt dog “Den sorte kat” både spøgelsesagtig og uhyggelig nok. “Canterville-spøgelset” af Oscar Wilde er samlingens humoristiske islæt, mens “Den tyske students eventyr” af Washington Irving hører til i den skræk-romantiske ende. Endelig er Daphne du Mauriers “Eskorte”valgt af personlige grunde, idet Keeping fra moderens side stammer fra en lang række af sømænd, og han var selv til søs under krigen.

Ligrøverne
I sine unge dage studerede Fettes medicin på universitetet i Edinburgh. Fettes var god til at få lærernes anerkendelse uden at arbejde særligt hårdt for det, og i andet semester blev han hjælpelærer for en lektor i anatomi, som i novellen blot kaldes K. En af Fettes pligter var at modtage “forsyningerne” til undervisningen sammen med en anden hjælper, den unge læge Wolfe Macfarlane. På et tidspunkt går det op for Fettes, at ikke alle ligene er død en naturlig død, men Macfarlane slår det hen. Det kommer de dog til at fortryde.

Den sorte kat
Fortælleren holder meget af dyr, ikke mindst sin kat Pluto. Men efterhånden som han begynder at drikke, bliver han mere og mere ondskabsfuld, og en dag slår han katten ihjel. Efter nogen tid får han en ny kat, som næsten ligner Pluto 100%, men som gør forfatteren nervøs. Da han en dag er lige ved at falde over katten, slår han ud efter den med sin økse. Hustruen lægger sig imellem, og det ender med mord. Nu vil fortælleren skjule hustruens lig, men da politiet dukker op, er også katten borte…

Den tyske students eventyr
En uvejrsnat under den franske revolution gik den tyske student Gottfried Wolfgang rundt i Paris. Han havde haft en usædvanlig stærk drøm om en kvinde af nærmest overjordisk skønhed. Mens han denne nat krydsede pladsen for guillotinen, så han en skyggeskikkelse krybe sammen for foden af trappen op til skafottet. I medynk henvendte Gottfried sig til skikkelsen, og opdagede til sin store forbløffelse, at ansigtet tilhørte kvinden fra hans drøm. Men hvad lavede hun her ved skafottet?

Canterville-spøgelset
Den amerikanske ambassadør Hiram B. Otis købte slottet Canterville vel vidende, at her spøgte. Otis troede dog ikke på den slags, og selvom han med tiden måtte indrømme, at der måske alligevel var et spøgelse, så blev ingen i familien skrækslagne, og i stedet begyndte de yngste drenge at drille spøgelset. Efterhånden blev efterlivet nærmest uudholdelig for det gamle spøgelse, og først da Otis datter, den yndige Virginia, fik lejlighed til at tale med spøgelset, ændrede tingene sig.

Eskorte
Under krigen sejlede trampdamperen “Rawenswing” på Nordsøen med forsyninger. På en overfart bliver kaptajnen syg, og William Blunt må overtage kommandoen. Kort efter får udkigsmanden øje på et periskop – en tysk ubåd har spottet dem, og med mindre et mirakel sker, vil de ikke overleve natten. Men så dukker en mærkelig eksorte op…

Klagebrønden
Stanley Judkins var noget af en skarnsknægt, så da han på en spejderudflugt fik at vide, at han under ingen omstændigheder måtte nærme sig en ensomt beliggende brønd, var han naturligvis nødt til at gøre netop det.

Fejemanden
Den gamle og velhavende Miss Ludgate var ikke just kendt for sin gavmildhed, men til de omrejsende tiggere som bankede på hendes dør, fandt hun dog altid enten mad eller penge. Det forstår den unge selskabsdame Miss Winyard ikke spor af, men en efterårsaften får hun svaret.

Signalpasseren
Under en gåtur møder fortælleren en signalpasser i bunden af en kløft, hvor han står ved sporet. De falder i snak, men først efter at banevogteren har opført sig meget mærkeligt overfor fortællerens første tilråb. Det viser sig, at banevogteren flere gange har oplevet at blive antastet af noget eller nogen, som ikke rigtig var der, og hver gang er der sket noget forfærdeligt. Fortælleren er dog overbevist om, at det er indbildning, og de taler et stykke tid for så at aftale, at fortælleren skal komme igen en anden dag. Men da han kommer, er banevogteren der ikke mere…

Klassiske spøgelseshistorier er en af mine yndlingsantologier. Dels er Charles Keepings illustrationer yderst atmosfærefyldte og underbygger novellerne på fantastisk vis, og dels synes jeg, at han har valgt nogle glimrende og ind i mellem lidt anderledes noveller ud. Især er jeg glad for “Eskorten”, som er en mere nutid fortælling, men som alligevel formår at indgive den helt rette spøgelsesstemning. Men også “Fejemanden” som er en klassiske fortælling om hybris og nemesis, og faktisk alle de øvrige noveller hører også til i særklassen af gode spøgelseshistorier, som kan læses igen og igen.

Som afslutning giver Charles Keeping en kort introduktion til de enkelte forfattere, hvor han kort opridser deres livsforløb og nævner deres hovedværker.

Indhold:

Ligrøverne af Robert Louis Stevenson (1884, The Body Snatcher)
Den sorte kat af Edgar Allan Poe (1843, The Black Cat)
Den tyske students eventyr af Washington Irving (1824, The Adventure of the German Student)
Canterville-spøgelset af Oscar Wilde (1887, The Canterville Ghost)
Eskorte af Daphne du Maurier (1940, Escort)
Klagebrønden af M. R. James (1928, Wailing Well)
Fejemanden af A. M. Burrage (1931, The Sweeper)
Signalpasseren af Charles Dickens (1866, The Signalman)

Om bogen:

Udgivelsesår: 1989
Forlag: Sesam, 164 sider

Min bedste gysere / red. Dave Allen

Det siger sikkert noget om min manglende dannelse, at jeg ikke ved, hvem Dave Allen er. I hvert fald står der på bagsiden af “Mine bedste gysere”: Det er få danskere, der kan undgå at få muntre tanker, når de hører navnet Dave Allen. Den irskfødte journalist, som blev en særdeles populær tv-figur, er blevet kendt og elsket for sin sorte humor og sit barokke vid. Men at han også interesserer sig for fortællinger om det overnaturlige, spøgelser og den slags hyggelige ting, har hidtil været ukendt i Danmark.

Men uanset at jeg ikke kendte Dave Allen på forhånd, er hans samling af horror-historier i antologien “Mine bedste gysere” et bredt og godt indblik i en lang række gode forfatterskaber. Nogle er deciderede gyserforfattere, andre har blot taget et kort visit ind i uhyggens land.

Indhold:
Abehånden af W. W. Jacobs (1902)
Signalmanden af Charles Dickens (1866, the Mugby Junction collection)
Det åbne vindue af Saki (1914, Beasts and Super-Beasts)
Den sorte kat af Edgar Allan Poe (1843, The Saturday Evening Post)
Canterville-spøgelset af Oscar Wilde (1887, The Court and Society Review)
Ingens hus af A. M. Burrage (1927, Some Ghost Stories)
Var det en drøm? af Guy de Maupassant
Møbleret værelse af O. Henry
Manden med sygdommen af J. F. Sullivan
Oktoberlegen af Ray Bradbury (1948)
Lotteriet af Shirley Jackson (1948, The New Yorker)
Den stribede kiste af Arthur Conan Doyle
Nummer 13 af M. R. James (1904, Ghost Stories of an Antiquary)
Tchériapin af Sax Rohmer
The Squaw af Bram Stoker (1892 – senere udgivet i “Dracula’s guest and other weird stories”)
Fuglene af Daphne du Maurier (1952, The Apple Tree)
Væsnet i Hall’en af E. F. Benson (1912, The Thing in the Hall)
De blindes land af H. G. Wells (1904, Strand Magazine)
Fløjt, og jeg kommer af M. R. James (1904, Ghost Stories of an Antiquary)
Rickshaw-genfærdet af Rudyard Kipling (1885, Quartette)
Ligrøverne af Robert Louis Stevenson (1884, Pall Mall Christmas “Extra”)

Udgivelsesår: 1974

Fuglene af Daphne Du Maurier

Fuglene og andre historierNat Hocken er blevet tidlig pensioneret pga. en krigsskade, og arbejder derfor kun på halv tid på Triggs gård. En eftermiddag i december lægger han mærke til en usædvanlig stor flok fugle, men ingen andre lægger tilsyneladende noget forkert i det. Om natten nærmest angriber fuglene Hockens hus, og det lykkes dem også at bryde ind i børnenes værelse. Det lykkes dog Hocken at slå angrebet tilbage, selvom værelset er fuldt af døde fugle, prøver han alligevel at slå sagen hen overfor sin hustru.

Men næste dag er fuglene tilbage, og over radioen hører familien, at der over hele England finder fugle-angreb sted. Nat beslutter sig for at barrikadere huset, og da han henter datteren Jill ved skolebussen, undslipper de kun med nød og næppe et angreb fra fuglene. I løbet af aftenen tager fuglenes angreb til, og da Nat næste morgen våger sig ud af huset for at skaffe forsyninger, møder en mennesketom verden ham. Fuglene har fået overtaget …

Novellen er både grum og velskrevet. Det lykkes for Daphne Du Maurier at gøre fuglenes tilstedeværelse virkelig og skræmmende, og slutningen lader historien stå åben, hvilket jeg synes gør det hele endnu mere uhyggeligt.

Efter sigende blev Daphne Du Maurier inspireret til historien, da hun iagttog en landmand som pløjede sin mark. Bag ham dykkede skrigende måger ned, og hun forestillede sig, hvad der ville ske, hvis mågerne pludseligt blev aggressive overfor mennesker. Resultatet ville ikke nødvendigvis falde ud til menneskets farvør.

Nogen mener, at novellen også kan læses som en koldkrigs-historie, idet østenvinden spiller en rolle for fuglenes pludseligt ændrede adfærd. Man derfor har tolket det som en hentydning til kommunismen fra Sovjetunionen. Bl.a. skriver Richard Kelly i sin artikel om Du Maurier for Twayne’s English Authors Series Online notes:

“By limiting the focus of her story upon Nat Hocken and his family, du Maurier manages to convey the effect of a believable claustrophobic nightmare. This sense of claustrophobia is heightened by the story’s references to the bombing raids England endured during World War II and the paranoid atmosphere created by the threat of nuclear holocaust during the middle of the twentieth century.”

Alfred Hitchcock lavede i 1963 sin berømte filmatisering af The Birds, men jeg havde aldrig fået læst Daphne Du Mauriers novelle, der bruges som forlæg. Det har jeg nu, og den kan kun anbefales.

Udgaven jeg har læst er trykt i Mine bedste gysere redigeret af Dave Allen. I 2014 udgav Rosenkilde & Bahnhof Fuglene og andre fortællinger, der udover novellen “Fuglene” også indeholder novellerne “Ikke efter midnat”, “Et grænsetilfælde”, “Gennembruddet” og “Skyggen i Venedig” (der blev filmatiseret under titlen Rødt Chok i 1973)

Læs mere på wikipedia eller læs en fyldig introduktion til Daphne Du Maurier og FugleneSleazehound.dk.

Om bogen:

Udgivelsesår: 1952 i samlingen “The Apple Tree”
Originaltitel: The Birds

Jamaica kroen af Daphne Du Maurier

Jamaica kroen af Daphne Du MaurierJamaica kroen er en gotisk roman om en ung piges uhyggelige oplevelser i en ensomt beliggende kro i England i 1800-tallet.

Mary Yellan er 23 år. Hun har de seneste år passet sin mor, som nu er død. Derfor drager hun til Cornwall, hvor hun skal bo hos sin tante Patience og onkel Joss. De ejer den ensomt beliggende kro Jamaica Inn.

Allerede på vejen får Mary at vide, at hun er i gang med at begå en fejltagelse. Og da hun ankommer og ser sin tante som en bleg skygge af sit sædvanlige jeg, må hun se i øjnene, at der er noget om snakken. Tantens mand er en fordrukken og aggressiv mand, som gør Mary det klart, at hvis hun har sit liv kær, skal hun gøre, som der bliver sagt uden at blande sig.

Men snart går det op for Mary, at onklen ikke bare er smugler. Han gemmer på meget værre hemmeligheder.

Jamaica kroen blev filmatiseret i 1939 af Alfred Hitchcock.

Om Jamaica kroen:

Originaltitel: Jamaica Inn
Originaludgave 1936

Ikke efter midnat af Daphne Du Maurier

Ikke efter midnat og andre fortællinger af Daphne du MaurierNovellesamlingen Ikke efter midnat indeholder fem noveller, som alle er karakteriseret ved det psykologiske gys.

Blandt novellerne er bl.a. historien Fuglene, som Alfred Hitchcock baserede sin film af samme navn på.

Også Skygger i Venedig er blevet filmatiseret. I 1973 kom filmen Rødt Chok instrueret af Nicolas Roeg (originaltitlen var Don’t Look Now), som bl.a. havde Julie Christie og Donald Sutherland på rollelisten.

Indhold:

Fuglene
Ikke efter midnat
Et grænsetilfælde
Gennembruddet
Skygger i Venedig

Om Ikke efter midnat:

Originaltitel: Not after midnight and other stories
Originaludgave: 1971