Indlæg tagget med ‘debut’

Pige A af Abigail Dean

Pige A af Abigail Dean

I 2018 lykkedes det den 17-årige Jordan Turpin at undslippe sine forældres hus i Californien og tilkalde politiet. Sammen med sine 12 søskende var hun blevet holdt indespærret, sultet og lænket i årevis (læs mere her). Om Abigail Dean har været inspireret af sagen, ved jeg ikke, men historien om Pige A tager udgangspunkt i lignende forfærdelige omstændigheder.

Romanen fortælles af Lex Gracie, en succesfuld advokat i New York. På overfladen en succes, men i sin tid blev hun kendt som Pige A – pigen der slap ud. Sammen med sine søskende blev hun holdt indespærret af sine forældre i årevis, mens faren gled længere og længere ind i sit religiøse paranoide vanvid.

Nu er moren død efter mange år i fængsel, og Lex er blevet udpeget som eksekutor for boet. Udover en sum penge har børnene også arvet familiens hus, der aldrig blev solgt. Vi følger Lex, mens hun opsøger de forskellige søskende for at afgøre, hvad der skal ske med huset. Samtidig hører vi om fortiden, og hvordan det er gået børnene, efter de blev fjernet fra huset. Hvordan man lever efter at have overlevet helvede.

Hvem af os er ikke blevet draget af de grusomme historier om børn, der gennem år har været indespærrede i afsidesliggende huse og kældre, er blevet afstraffet og frarøvet deres vigtigste barne-og ungdomsår og pludselig en dag bryder ud og nærmest dukker op af ingenting. Medierne svælger oftest i det, der er gået forud, i alle rædslerne og urimelighederne, mens en mur af velmenende voksne sidenhen sørger for, at ofrene får fred til at fortsætte deres liv i frihed, og derfor hører den sultne offentlighed sjældent fortsættelsen. Den har den engelske forfatter Abigail Dean imidlertid sørget for, at vi kan få en luns af. I den psykologiske spændingsroman »Pige A«, der er hendes stærke debut, giver hun et fiktionaliseret og spændingsmættet bud på, hvordan livet efterfølgende udspiller sig for en flok søskende, der i årevis har været holdt bag lås og slå og i den sidste tid sågar i lænker.” (Berlingske tidende, 2021-10-01)

Pige A er Abigail Deans debut, og jeg var meget berørt under læsningen. Lex’ historie fortælles troværdigt og indlevende uden at svælge i grusomhederne.

Opbygningen med spring frem og tilbage i tiden, og med Lex som fortæller og deraf følgende subjektivitet, er blændende lavet. Som læser skal vi hele tiden huske, at Lex’ måske ikke er objektivt troværdig, for hun kender kun historien fra sin side. Efterhånden som vi kommer ind i bogen, hører vi også mere om de andre børn og deres overlevelsesmekanismer, og det er barsk læsning. For den voksne Lex har strategien været aldrig at se sig tilbage. Hun har intet haft med moderen at gøre siden, og da hendes psykolog på et tidspunkt forsøger at få hende til at se nærmere på hvorfor faren gjorde som han gjorde, nægter hun.

Trods deres grusomheder overfor børnene og trods Lex’ afvisning af dem, fremstilles forældrene ikke som bevidst onde. De gør helt klart modbydelige ting, men der ligger andet end ren ondskab bag deres handlinger, og det gør Pige A tankevækkende på et andet niveau end andre mere sensationslystne thrillers.

Det er vanskeligt at forestille sig, hvordan den form for mishandling kan finde sted, uden at omgivelserne reagerer. Men det er desværre hverken ren fiktion, eller noget der kun sker i udlandet. Tænk blot på Tøndersagen der kom frem i medierne i 2005 (læs mere her). For nyligt udgav den ældste af pigerne en bog, hvor hun fortæller om sin manglende barndom, og hvordan hun alligevel har valgt livet til. Jeg tror ikke, at jeg kan læse den. Abigail Deans fiktive bud er rigelig barsk til mig.

Uddrag af bogen:

Sidst jeg havde set Mor, var den dag, vi flygtede. Om morgenen var jeg vågnet op i en våd seng og vidste, at min tid var løbet ud, og at hvis jeg ikke foretog mig noget, ville jeg dø i huset.

Sommetider besøger jeg vores lille værelse i tankerne. Der er to enkeltsenge klemt ind i hver sit hjørne, så langt væk fra hinanden, som de kan komme. Min seng og Evies. Mellem dem hænger en nøgen elpære, som dirrer, når nogen går forbi ude på gangen. Som regel er den slukket, men sommetider, hvis Far bestemmer det, er den tændt i dagevis. Han har tapet en fladtrykt papkasse fast til vinduet for at kontrollere tiden, men et svagt, brunligt lys siver ind og giver os på den måde vores dage og nætter. På den anden side af pappet var der engang en have og længere ude et hedelandskab. Det er blevet sværere at tro på, at den slags steder med vild natur og vejr stadig findes. (side 19)

Om Pige A:

Udgivelsesår: 10.09.2021
Forlag: Gad, 383 sider
Omslag: Rasmus Funder efter originaldesign af Tyler Comrie
Originaltitel: Girl A
Oversætter: Claus Bech

Indhold:
1. Lex (Pige A)
2. Ethan (Dreng A)
3. Delilah (Pige B)
4. Gabriel (Dreng B)
5. Noah (Dreng D)
6. Evie (Pige C)

Læs også:

Over grænsen af Pat Barker
Godnat, min elskede af Inger Frimansson
Vores endeløse dage af Claire Fuller
Huset i Chelsea af Lisa Jewell
The Girl Next Door af Jack Ketchum
Carrie af Stephen King
Drengen der slog ihjel af Simon Lelic
Onde piger af Alex Marwood
Sorte Sally af John Kenn Mortensen
Ormeføde af Irene S. Rasmussen
Harpiks af Ane Riel
En morders død af Rupert Thomson
Hydra af Matt Wesolowski

Isen af John Kåre Raake

Isen af John Kåre Raake

Nogle gange har jeg en alt for stor ‘to-read-bunke’. Det er grunden til, at jeg først nu har fået læst John Kåre Raakes drønspændende thriller Isen, selvom jeg købte den til Krimimessen i foråret.

Den tidligere elitesoldat, Anna Aune, blev under sin sidste mission hårdt kvæstet. Efter en lang genoptræning har hun nu vendt ryggen til militæret og er rejst tilbage til Norge. Her har hun isoleret sig hjemme hos faderen, indtil hun tager med den ældre forsker Daniel Zakariassen til Arktis.

Zakariassen skal dokumentere klimaændringernes ødelæggelser af isen på Nordpolen, og Anna skal være hans praktiske hjælper. For Anna er de mange måneder med monotone mørke dage fyldt med søvn, kulde og ensformige opgaver endnu en flugt. Her kan hun endelig være fuldstændig i fred. Men så bliver der affyret en nødraket fra den kinesiske polarbase 8 kilometer fra den lille norske lejr.

Anna og Zakariassen forsøger at tilkalde hjælp fra både russerne og amerikanerne. En storm er dog på vej, og ingen andre end nordmændene kan nå frem til den kinesiske base, inden den rammer. Men da de ankommer, går det hurtigt op for dem, at noget er helt galt. Lejren virker fuldstændig livløs – og så opdager de en gruppe kinesiske forskere, der ser ud til at være frosset til is på et splitsekund. Hvad er der sket på basen? Er det et uheld? Sabotage? Mord? Og hvis det er sidstnævnte, hvor er den skyldige så nu?

Jeg kan kun ærgre mig over, at jeg var så længe om at kaste mig over Isen. Jeg lagde den nemlig nærmest ikke fra mig, da jeg først begyndte at læse. Siderne vendte sig selv, og jeg blev lynhurtigt fanget ind af John Kåre Raakes actionfyldte og vellykkede debut.

Historien er dels elementært spændende, når vi følger Annas forsøg på at gennemskue, hvad der er sket på den kinesiske base. Samtidig er setuppet på Arktis imponerende beskrevet. Kulden, mørket og paranoiaen gennemsyrer historien og giver en ekstra dimension til plottet.

Sideløbende med begivenhederne på den kinesiske polarbase hører vi i flashback om Annas sidste mission. En mission der ikke bare sårede hendes krop, men i høj grad også hendes sind. Et ar hun har forsøgt at løbe fra, men som finder hende helt oppe i Nordpolens mørke is.

Opbygningen af fortællingen med spring i tid og sted understøtter spændingen og skaber masser af suspense. Vi venter hele tiden på en ny brik i puslespillet, hvad enten det er nutidens højspændte drama på isen eller opklaringen af fortiden.

For mig har Isen alt det en god thriller skal have. Højt tempo og et vellykket plot med gode twists hvor man ikke kan gennemskue, hvordan det hele skal ende. Et dybere lag der sætter tanker i gang hos læserne omkring klimaændringernes påvirkning af polerne, men også hele det politiske slagsmål om rettighederne til Arktis, som bl.a. Danmark drømmer om at få adgang til. Og ikke mindst en troværdig hovedperson man bliver involveret i. Jeg var underholdt hele vejen.

På norsk er der allerede udkommet en efterfølger til Isen med titlen Dybet. Forhåbentlig bliver den også snart oversat til dansk.

Isen er som nævnt John Kåre Raakes romandebut. Han er dog langt fra uvant med at skrive, og har bl.a. skrevet manuskript til katastrofefilmene Bølgen og Skælvet. Jeg har endnu ikke fået set sidstnævnte, men Bølgen kan absolut også anbefales.

Uddrag af bogen:

Kulingen fra den russiske tundra ramte hende som et usynligt godstog. Zakariassen stod få meter længere fremme foran en dør, der klaprede i vinden.

Dunk. Dunk. Dunk.

Han stirrede på noget i døråbningen, vendte sig langsomt rundt mod hende. Hun så projektørlysene over ham blive reflekteret dobbelt i de store skibriller, der dækkede ansigtet og brillerne inde bagved.

“Er der noget galt?” Hendes spørgsmål blæste væk i vinden. Det var iskoldt. Piskende snefnug borede sig ind i den bare hud mellem elefanthuen og munden.

Vinden tog igen i den åbne dør.

Dunk.

Dunk.

Dunk.

Anna tvang sig selv til at sætte den ene fod foran den anden. Gik gennem den dybe sne over mod Zakariassen. Nu så hun også det, han så. I døråbningen stod en mand på alle fire. Hovedet var bøjet, manden så lige ned i gulvet, som om han ledte efter noget.

Da døren slog mod manden igen, tænkte hun, at han var nødt til at flytte sig for ikke at få klemt fingrene. Men døren blæste op igen, og manden blev stående nøjagtig samme sted. (side 47)

Om Isen:

Udgivelsesår: 16.03.2022
Forlag: Straarup & Co., 417 sider
Omslag: Bjørn Kulseth
Originaltitel: Isen (norsk)
Oversætter: Louise Ardenfelt Ravnild

Læs et interview med John Kåre Raake

Læs også:

Frosne sjæle af Giles Blunt
Bjerget af Luca D’Andrea
Fanget i isen af Dean Koontz
Lyden af stilhed af Rosamund Lupton
Åndemaneren – Blodengel 2 af Lotte Petri
Blodmanden af Robert Pobi
Skyggernes skov af Franck Thilliez
Under sneen af Yrsa Sigurðardóttir
Is i blodet af Robert Zola Christensen

Selfie med John Kåre Raake
Selfie med John Kåre Raake på Krimimessen 2022

Damqi af Mogens Trolle Larsen

Damqi af Mogens Trolle Larsen

Varselseksperten Damqi bliver mod sin vilje involveret i en brutal magtkamp i kredsen omkring kong Sankerib i år 681 fvt. En kamp, der kan få konsekvenser for hele det assyriske imperium, og ikke mindst dødelige konsekvenser for Damqi selv.

Assyrien var et oldtidsrige ved floden Tigris i den nordlige, frugtbare del af Mesopotamien, som i dag er det nordlige Irak. Det er en af de ældste højkulturer, man kender, og dets historie strækker sig over 1300 år fra ca. 1950 fvt. til 612 fvt.

Mogens Trolle Larsen, pensioneret professor i assyriologi, romandebuterer med Damqi. En historie baseret på hændelser beskrevet i originale tekster nedskrevet med kileskrift for godt 2.500 år siden.

Romanen består af to dele. Første del udspiller sig i årene 681-680 fvt., hvor den aldrende kong Sankerib bliver myrdet, og magtkampen om, hvem der skal efterfølge ham, er ved at splitte riget ad. Anden del foregår otte år senere, hvor der atter er uro i riget. Ikke alle er tilfredse med kongen, og Damqi bliver endnu en gang en uvillig brik i adlens magtspil.

Vi får også et indblik i hverdagen i Assyrien. Vi hører om Damqis arbejde som varselsekspert, hvor han er kommet på kant med sin læremester, fordi han synes, man bør forny proceduren og lægge nogle af de gamle traditioner på hylden. Vi hører om hans fascination af slavinden Lama, der var en fri kvinde med familie i Harran, indtil hun blev fanget af assyriske soldater. Og vi får et indblik i en verden, hvor rå vold ofte er løsningen, hvilket passer den lidt naive og nervøse Damqi meget dårligt.

Damqi er ikke en spændingsroman i hæsblæsende, bloddryppende forstand. Det er en roman om magtkampe, intriger og grænseløse ambitioner, som ikke tager hensyn til tilfældige tilskuere, der er uheldige at komme i vejen. Samtidig får vi et fascinerende indblik i den assyriske kultur og religion, hvor ofringer og varsler var afgørende for liv og død. Det hele fortælles i et roligt fremadskridende tempo, der giver plads til detaljer, skrevet i et letforståeligt sprog.

Jeg kan godt lide historiske romaner, som giver mig ny viden, og det fik jeg her. Som nævnt er romanen skrevet med udgangspunkt i originale kilder. Efter hver del er indsat en række noter, hvor man kan se, hvilke tekster der er tale om. Jeg kendte ikke meget til Assyrien på forhånd, så for mig var det både interessant og spændende at få indblik i kulturen. Mogens Trolle Larsen tegner et troværdigt tidsbillede, som gav mig lyst til at læse mere. Og så kan man vel egentlig ikke forlange mere af en roman.

Andre skriver:

Bibliotekernes lektørudtalelse:
Velskrevet historisk roman om hverdagsliv og storpolitik for mange tusinde år siden. Et roligt fortælletempo giver plads til et stort og komplekst persongalleri og en detaljerigdom, der sikrer et troværdigt billede fra en svunden verden. De mange politiske og personlige konflikter bidrager med en interessant og spændende vinkel på et relativt ukendt emneområde.

Skriv for livet:
Er man historieinteresseret som jeg og elsker muligheden for at opleve svundne tider, er Damqi det helt rigtige. Bogen er velskrevet og velkomponeret, og der er tid til fordybelse i siderne, selvom den er fyldt med spænding. Romanen er spækket med viden og forståelse for en anden tid med et helt andet livsgrundlag, og det er fascinerende læsning. (Læs hele anmeldelsen her)

Bogvægten:
Mogens Trolle Larsen fortæller overbevisende om livet dengang, en barskere tid med mindre respekt for liv og en tydelig accept af vold […] Romanen virker troværdig, og det samme gør Damqi. Fortælletempoet er langsomt og grundigt selv ved de dramatiske højdepunkter, og det er lidt tungt at komme igennem Damqis oplevelser og tanker om livet i Assyrien. (Læs hele anmeldelsen her)

Om Damqi:

Udgivelsesår: 23.05.2022
Forlag: Screaming Books, 468 sider
Omslag: Detalje fra vægmaleri i assyrisk palads / tilrettelagt af Sara Laub

Anmeldt til Litteratursiden

Læs mere om Assyrien på LEX eller på Worldhistory.org

Læs også:

Broderskabet af Ole Clifford
Rottens øje af Herdis Frahm Honoré
I planetens vold af Jon Høyer
Ravneflugt af Martin Jensen
Kadaverdoktoren af Lene Kaaberbøl
Pestlægen af Søren Marquardt Frederiksen
Al kødets gang af Ambrose Parry
Lysbringersken af Palle Reimann
Neandertal – den samlede saga af Emmanuel Roudier
Færten af død af Andrew Taylor
De sidste timer af Minette Walters

Natradio af Niels Kjærgaard

Natradio af Niels Kjærgaard

Martin er vikar på lokalradioen Radio Lindsted, hvor han styrer teknik og musik, mens værten Tom står for snakken i programmet Natradio. Her kan folk ringe ind og tale med Tom om alt mellem himmel og jord, og ellers taler Tom selv om stort og småt.

Martin er egentligt et storbymenneske. Alligevel falder han hurtigt til i Lindsted, og snart flytter han fra det lokale motel ind i Toms fætters hus. Han får også et godt øje til Louise fra byens sandwichbar, og i det hele taget tegner tingene lyst.

En aften får de dog et underligt opkald under udsendelsen. En ældre herre ringer ind for at spørge, om de har set en mand, der går rundt i byen om natten. Manden forfølger tilsyneladende lytteren, men politiet tager ham ikke alvorligt. Det gør Tom heller ikke.

Samme aften bliver en mand, der går aftentur med hunden, overfaldet. Og snart efter begynder det at gå op for Martin, at der er noget galt i Lindsted. Men hvad?

Natradio er Niels Kjærgaards romandebut. Jeg har tidligere læst en række noveller af ham, som generelt har været absolut læseværdige. Det, synes jeg også, at Natradio er.

Noget horror er for feinschmeckere. Her leger forfatteren måske med sproget, plottet eller endda genren selv, og læsningen kræver en indsats af læseren. Andet horror er mere popcornhygge uden den helt store hjernegymnastik. For nogen kan sidstnævnte ikke være kvalitet, men der er jeg uenig. God underholdning er også en kvalitet, og i allerbedste forstand hører Natradio til popcornhygge.

Kjærgaard har skrevet en vellykket horrorroman, som uden store omsvøb eller fine fornemmelser fortæller en underholdende historie fuld af spænding og uhygge. Og selvom plottet måske ikke er det mest overraskende, hvis man er en gammel horrorfan som jeg, så rokker det ikke ved fornøjelsen. Natradio er god, kalorielet horror der kan læses og nydes som en kold is en varm sommerdag.

Jeg ser frem til at læse mere af Niels Kjærgaard, og så håber jeg på flere fortællinger i Apokalypse-serien.

Uddrag af bogen:

Han så sig omkring og lyttede, men der var atter stille. Han havde aldrig brudt sig om at være ude så sent om natten. Der var noget faretruende over mørket, for her havde fantasien frit spil.

Ikke så langt væk kunne han høre fodtrin. Nogen slæbte fødderne hen over fliserne på fortovet. Der kom et klik, og tanken var fuld. Hurtigt satte han slangen i holderen, men han havde bøvl med at sætte den ordentligt på plads. De slæbende skridt fortsatte.

Martin drejede hovedet halvt og fornemmede en skikkelse i mørket der nærmede sig tankstationen. Koldsveden begyndte at dukke op mens han fumlede med den forbandede benzinpistol. Endelig lykkedes det at få den på plads, og han satte sig ind i bilen. I sidespejlet kunne han se personen komme tættere på bilen. Manden var bleg. Martin aktiverede låsen i førersiden og fandt en lille smule ro ved klikkene fra centrallåsen. Han startede og kørte ud på vejen uden at spænde sikkerhedsselen. Han skulle bare væk. (side 28-29)

Om Natradio:

Udgivelsesår: 26.04.2022
Forlag: Enter Darkness, 167 sider
Omslag: twenty4hrdesign

Læs også:

Morf af Frank Brahe
Skyggen over Mundstrup af Mads L. Brynnum
Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Rakelsminde af David Garmark og Stephan Garmark
Skidt klædte mænd med baseballbat af Morten Nis Klenø
Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen
De utilpassede af John Kenn Mortensen
Tilflytterne af Pelle Møller
Høst af Jacob Hedegaard Pedersen
Vardekød af A. Silvestri

Zeitgeist af Jane Mondrup

En zeitgeist er på sin vis stadig i live idet den aldrig har gennemgået en fysisk død. Snarere er den med krop og sjæl revet ud af sin plads i tiden og forekommer kun ulegemlig fordi tidens struktur nu afviser den. (side 26)

Zeitgeist af Jane Mondrup

Jeg er overbevist om, at et godt kendskab til Antikkens filosoffer, den græske mytologi, latin og kvantefysik vil øge udbyttet af at læse Jane Mondrups debutroman Zeitgeist. Ikke desto mindre var jeg vildt fascineret af historien, selvom jeg bestemt ikke excellerer i nogen af ovennævnte områder.

Ejvin Rode vågner op i Sydengland i år 1890. Hans minder indtil da er mærkeligt fjerne, men han ved dog, at han underviste i filologi på Københavns Universitet i det 21. århundrede. Han ved også, at der ikke er overensstemmelse mellem hans viden om teknologien i år 1890, og det 1890 han er i.

Ved Ejvins ankomst forsvandt videnskabskvinden Lily Wycliffe, og nu vil hendes ‘bror’ Hector gøre alt for at finde hende igen. Ejvin er yderst skeptisk overfor tanken om, at han skulle befinde sig i et alternativt 1890. Alligevel slutter han sig til Hector i dennes søgen efter Lily. Det fører ham ud på en vild rejse til et Danmark, der er helt anderledes end i hans egen tid. I 1541 foretog foretog den tyske alkymist Theophrastus von Hohenheim et eksperiment, der endte med at lægge hele Skandinavien øde, og frigav en pest der dræbte alle indbyggerne. Samtidig slog eksperimentet sprækker i tiden, så flere tider eksisterer parallelt med hinanden.

En skjult gruppe ønsker at styre tiden tilbage til den sande tid, før verden opsluges af Æonen, et tidsmæssigt sort hul hvor tid, sted og eksistens er en helhed. Men Titanerne, som behersker Æonen, ønsker at fremskynde overtagelsen. Endeligt er der også forskellige politiske fraktioner, der forsøger at øge deres indflydelse i deres nutid uden kendskab til de store linjer.

Zeitgeist er en forrygende læseoplevelse, der blander science fiction, fantasy, steampunk, historie og filosofi. Jeg skulle holde tungen lige i munden under læsningen, men udbyttet er stort. Her er masser af mere og mindre skjulte henvisninger, lige fra navnet Wycliffe der er navnet på John Wycliffe, reformationens forløber sammen med Jan Hus; til Pandorasøstrene, en orden Ejvin og Hector møder i Jylland, opkaldt efter Pandora i den græske mytologi. Jeg fangede med 100% sikkerhed end ikke halvdelen, men alligevel er romanen både spændende og vildt fascinerende med sin undersøgelse af tidens natur, skæbne og valg.

Jeg har læst et par anmeldelser af Zeitgeist, der ærgrer sig over sig over slutningen. Jeg indrømmer da også, at jeg ikke ved, om jeg har forstået den. Men for mig er der en sammenhæng mellem Hectors valg vedrørende Lily, og Ejvins valg i forhold til en anden kvinde i romanen, og det giver mig håb om slutningen.

En anderledes og anbefalelsesværdig læseoplevelse.

Anmelderne skriver:

Jyllands-Posten:
“Zeitgeist” er en ambitiøs og flot gennemført retrofuturistisk roman. De dramatiske højdepunkter er måske lidt tamme, hovedpersonerne en anelse karikerede, og hele tidsskismaet ret svært at holde styr på. Men der er som sagt noget fængende ved den sære handling, som gør, at man alligevel bliver hængende til sidste side. Undervejs får vi nogle tidløse betragtninger om demokrati, kvindekamp, flygtninge og global opvarmning, og det er jo altid på sin plads. (Læs hele anmeldelsen i Jyllands-Posten 2019-02-17)

Himmelskibet:
Bogen tegner en rig og kompleks verden med masser af plads til andre fortællinger. Fortællingen udmærker sig med en masse uventet og fantasirig handling, men jeg blev lidt skuffet over den bratte slutning, for jeg havde håbet det var etteren og man ville få en sløjfe på de løse ender i de næste romaner. (Læs hele anmeldelsen her)

Superkultur:
Der fortælles med større armbevægelser, end jeg er vant til i dansk science fiction – og bogen er proppet med gode ideer. Mondrup lister detaljer ind her og der, som viser, at hun har tænkt over sin fortalte verden, og tænkt godt. Samtidig fortæller hun på en måde, som får mig til at tænke på samtidige (i vores tidslinie, forstås, jeg ved ikke, hvordan litteraturen ser ud i Zeitgeists univers) adventure-romaner. Det får lidt bogen til at fremstå som en blanding af Wells, Verne og Walter Scott, hvor folk som den naturligste ting i verden drager ud for at lære ting og opleve eventyr. (Læs hele anmeldelsen her)

Boguglen:
Grundelementet i Zeitgeist er hovedpersonens forvirring, og den smitter i høj grad af på læseren. Vi følger Ejvins forsøg på at rationalisere sig ud af sin egen tidsrejse, og grænsen mellem magi og videnskab udviskes løbende. Det er forfriskende at læse denne slags fra en dansk hånd, især fordi de historiske henvisninger er skarpe og velfungerende […] Zeitgeist er for alle danske science fiction fans, historienørder, fantasy elskere og filosofiske læsere, der nyder gode plots, interessante kontrafaktiske spekulationer, og steampunk. (Læs hele anmeldelsen her)

Bogblogger:
Zeitgeist er det tyske ord for tidsånd og bruges om en given historisk periodes tendenser og ideer. Her i bogen opleves netop mødet mellem forskellige tidsånder […] Hele romanen emmer af græsk mytologi og filosofi, og vi møder både titaner og Platon samt en idealisering blandt visse karakterer af Platons ideer om den ideelle stat. Jeg vil ikke sige, at man skal være filosofisk velfunderet for at læse denne bog, men man skal nok give sig lidt ro til at læse og forstå, når bogen også fører læseren ned ad de filosofiske abstrakte stier i en udredning om forståelsen af tid som begreb og de implikationer, tidsrejser nødvendigvis må have. (Læs hele anmeldelsen på Bogblogger)

Om Zeitgeist:

Udgivelsesår: januar 2019
Forlag: Vandkunsten, 378 sider
Tilrettelægger: Viktoria Senderovitz

Besøg Jane Mondrups hjemmeside

Læs også:

Frysepunktet af Anders Bodelsen
Havmanden af Niels Brunse
I kamp mod tiden af Ben Elton
To the Bone af Craig Frank & Aksel Studsgarth
Harry Augusts første femten liv af Claire North
Tidskortet af Felix J. Palma
Mørke af Torben Pedersen

Gå stille tal sagte af Martin Schmidt

Gå stille tal sagte af Martin Schmidt

Gå stille, tal sagte står der på små skilte rundt omkring på Retsmedicinsk Institut. Det skal minde folk om at vise respekt for de døde. Det er også titlen på filminstruktør Martin Schmidts skønlitterære debut. En såkaldt filmkrimi, der blander filmens verden med den skrevne krimi.

Bjarke Funder er laboratorieassistent på Retsmedicinsk Institut, hvor han har været ansat i 7 år. Han anses som en pligtopfyldende medarbejder, og der har aldrig været noget at udsætte på ham. Men i romanens start bliver Bjarke bortvist. Instituttet har fået en henvendelse fra Dagbladet om en artikel, de bringer. En artikel, der afslører, at Bjarke har haft rundvisninger af uvedkommende gæster i instituttets udstillingsrum, fremvist chokerende kriminaltekniske fotos og endda vist ligene i kælderen frem.

Herfra rulles historien ud. Vi følger politiets arbejde og retssagen mod Bjarke med tilbageblik til hans opvækst og forskellige episoder under hans ansættelse, herunder den nat hvor et filmhold optog på Retsmedicinsk Institut. Som fortællingen skrider frem, går det op for læseren, at selvom Bjarke er blevet taget på fast gerning, har han stadigvæk nogle hemmeligheder gemt af vejen.

Gå stille tal sagte fortælles gennem en alvidende fortæller, og det gør sproget lidt beskrivende. Historien er dog godt opbygget med korte kapitler, spring i tid og sted, og en foruroligende følelse af at Bjarke har endnu mørkere hemmeligheder, end politiet har afsløret.

Derudover er Bjarke en interessant person. Godt nok fremstår han som samvittighedsløs og uempatisk, når han udstiller de døde mod betaling. Men samtidig får vi indblik i en anden side af Bjarke, der længes efter at blive anerkendt og høre til, og som har en faglig stolthed over sine rundvisninger hvor malplaceret den end er. Endelig har en ulykke i barndommen haft nogle ubehagelige følgevirkninger for Bjarke. Den tvetydighed i hans karakter gør ham spændende at følge.

Ind i mellem fletter Martin Schmidt også interessante facts ind om såvel filmarbejde som arbejdet på Retsmedicinsk Institut. Jeg kom f.eks. til at spekulere over, om den anekdote, som bogens instruktør fortæller om en promoveringstur til Norge med en gyserfilm, måske er selvoplevet? Ligeledes var jeg godt underholdt af de forskellige faktuelle ting, Bjarke fortæller om på sine rundvisninger, som f.eks. hvordan Danmarks første ligsynslov blev til.

Gå stille tal sagte er ikke en bloddryppende pageturner, men den giver et spændende indblik i både filmverdenen, såvel som et mere makabert job ikke mange af os kender meget til. Og så gør det jo ikke bogen mindre interessant, at Martin Schmidt på Krimimessen i Horsens afslørede, at noget af Bjarkes historie bygger på virkeligheden …

Reklame: Tak til forlaget Brændpunkt der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

Den lyshårede fyr i midten havde et sammenbidt udtryk i ansigtet.

“Hun er fandeme ikke større end min egen lillesøster,” sagde han chokeret. “Hvem kan dog finde på at gøre et barn fortræd?” Han rystede på hovedet, som om han bedre kunne forstå det, hvis han gjorde sådan.

Hans ven ved siden af – ham, som havde talrige mareridt at se frem til – konstaterede enigt: “Folk er eddermame syge!”

“Åh nej, hvordan kan Gud dog være så ond?” sagde kvinden, der stadig ikke havde fået sin gråd under kontrol.

Hendes veninde rystede vantro på hovedet, heller ikke hun kunne få øjnene væk fra den lille krop.

Laboratoriechefen sukkede. “Jeg tror ikke, at Gud har noget som helst med de ting, der foregår herinde, at gøre.” Han skubbede båren tilbage ind i mørket. Den vejede næsten ingenting, havde han tænkt, og så var ståldøren lukket, og lille Anita var alene igen. (side 19-20)

Om Gå stille tal sagte:

Udgivelsesår: 2022
Forlag: Brændpunkt, 313 sider
Omslag: Søren Klok

Martin Schmidt i samtale med A. Silvestri
Martin Schmidt i samtale med A. Silvestri om ‘Gå stille, tal sagte’. De herrer ser ret alvorlige ud på billedet, men der var nu også en god del grin undervejs.

Udvalgte film instrueret af Martin Schmidt:

Bag det stille ydre, 2005
Kat, 2001
Mørkeleg, 1996
Sidste time, 1995

Tilflytterne af Pelle Møller

Tilflytterne af Pelle Møller

Der er spelt-forældre, øko-idealister og kontrære øboere i Pelle Møllers debutroman Tilflytterne. En satirisk og samtidig dybt foruroligende fortælling om drømme og mareridt.

Den velmenende Sarah og hendes familie flytter fra København til Arø. De har store ambitioner for livet på den idylliske lille ø, de vil dyrke grønsager og lave bæredygtigt landbrug, leve i pagt med naturen. Men de er ikke de første, og de lokale på øen er absolut ikke interesseret i at få deres gamle verden invaderet af frelste økotyper. Anført af den lokale ø-konge Bent opstår der hurtigt konflikt mellem de to grupperinger. Og imens truer en gammel hemmelighed med at bryde frem af jorden. Noget er sket på den gård, hvor den lille familie er flyttet ind. Knivene forsvinder fra køkkenet, og den tunge træplade ned til den gamle gylletank flytter på sig. Samtidig er der noget i gære i naturen. Hvad der før stod i fuldt flor er nu pludselig mudret og svampet. Som om jorden selv har noget, den vil sige. (fra bogens bagside)

Tilflytterne er en af den slags romaner, hvor jeg først smågrinede og siden stivnede. Det første fordi Pelle Møller rammer de idealistiske øko-hipsters lige på kornet i sin skildring af Sarah, der flytter til Arø for at leve i pagt med naturen. Samtidig går hun dog så højt op i hvordan andre opfatter hende, at hun ikke er i pagt med sig selv. Det andet fordi der under ø-idyllen findes en dyster bagside. Sidstnævnte er det, der ændrer romanen fra at være et kærligt, satirisk samtidsportræt af speltsegmentet til folk horror om kultursammenstød og naturens mørke kræfter.

Historien fortælles dels via Sarah, der har alle de rigtige meninger og en masse drømme. Det er hende, der har skubbet på for at flytte familien til Arø. Tue og børnene er bare fulgt med. Sarah kæmper dog med sit sind, og virker mest i balance når hun arbejder i sin have. Hun har ikke et godt forhold til moren, og er heller ikke så tæt på sine egne børn som hun ønsker. Det er Tue til gengæld, og ind i mellem frustreres Sarah over deres intimitet.

Den anden fortæller er Bent, den lokale ø-konge, eller sheriffen som mange af tilflytterne kalder ham. Bent har boet på øen hele sit liv, og er lidt af en krakiler. Han er træt af de mange tilflyttere, som han synes tramper på de gamle øboere og deres livsstil. Han er ikke bange for at sige sin mening højt – eller at følge den op med handling, og hans hidsige gemyt holder de fleste på afstand.

De to hovedpersoner synes umiddelbart som hinandens modsætninger. Hvor Sarah prøver at være åben og accepterer andres synspunkter, lytter Bent sjældent til andre, men holder dumstædigt fast i sine egne meninger. Mens Sarah drømmer om fremtiden, drømmer Bent om fortiden. Men som romanen skrider frem, opdager vi, at Sarah og Bent i virkeligheden ikke er så forskellige fra hinanden (et godt eksempel på det er f.eks. skildringen af nogle malerier på kroen, som jeg ikke kunne lade være med at smile af). Til sidst er det da også Sarah og Bent, der må stå op mod ondskaben, der har indtaget Arø.

Jeg var godt underholdt under læsningen af Tilflytterne, der starter som en nutidsroman om familie, bæredygtighed og fremtidsdrømme, for så fuldstændigt at ændre retning. Pelle Møller kaldte selv romanen for Nordic Horror i et interview på Krimimessen i Horsens. Her fortalte han bl.a. om, hvordan inspirationen til bogen kom, da han i forbindelse med et tv-projekt modtog trusler fra pæne, veluddannede borgere, som ønskede, at han måtte brænde i helvede. Det fik ham til at tænke på, hvad nu hvis den slags trusler blev virkelige? Derudover nævnte han en forfatter som svenske John Ajvide Lindqvist som inspirationskilde, idet han også skriver romaner, der lægger sig midt imellem realisme og det fantastiske.

Bibliotekernes lektørudtalelse kalder Tilflytterne for: “særdeles underholdende og blodigt uhyggelig på samme tid.” Bedre kan det vist ikke siges.

Uddrag af bogen:

Sarah stiller sig foran døren, trækker vejret dybt og åbner den med et hurtigt ryk.

Der står ingen udenfor. Ingen alvorlige politifolk eller opildnede naboer. Ingenting. Hun undrer sig, mens hun stirrer ud på gårdspladsen, der ligger hen i totalt mørke. Sarah er sikker på, hun hørte nogen banke.

Hun stikker forsigtigt sin arm ud og rykker den fra højre mod venstre og tilbage igen for at få lys-sensorerne i gang. Der sker ikke noget, der er bare bælgravende mørkt. Tue har lige installeret sensorerne, og de er allerede holdt op med at virke. Efter et par forsøg høres et let klik, gårdspladsen bliver lyst op, og det eneste, der træder ud af mørket, er nogle flyttekasser, en spade, der hviler op ad muren til gårdbutikken, og hendes hvide varevogn med plads til hele familien.

Sarah synes, hun kan se noget bag bilen, men hun er ikke helt sikker. Hun sætter sig på hug i entréen for at få et bedre kig ind under bilen. Der er umiddelbart ikke noget. I det samme hører hun den dumpe lyd igen, den ruller ind over gårdspladsen og rammer hende i brystet, så hun stivner. Lyden kommer fra bagsiden af den forladte svinestald. Lige efter lyden kommer stanken. (side 6-7)

Reklame: Tak til forlaget Gyldendal der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Tilflytterne:

Udgivelsesår: 23.03.2022
Forlag: Gyldendal, 316 sider
Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet

Læs også:

Menneskehavn af John Ajvide Lindqvist
Skyggen over Mundstrup af Mads L. Brynnum
Høst af Jacob Hedegaard Pedersen
Sankt Michaels Sanatorium af Elsebeth Gundersen Jensen
In the Tall Grass af Stephen King og Joe Hill
Skidt klædte mænd med baseballbat af Morten Nis Klenø
Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen
Fluernes hvisken af Steen Langstrup
Etatsråden af Arne Munk
Ondskabens rødder af Flemming Chr. Nielsen

Dan lærer at leve af Karsten Brandt-Knudsen

Dan lærer at leve af Karsten Brandt-Knudsen

Dan er en ensom, ung mand med en triviel tilværelse. Da han en dag indser at en skattegæld vil sende ham i trældom resten af livet, kaster han sig ud i en desperat kamp for at opretholde sin integritet. I sin iver efter at redde sig ud af den håbløse situation tyr Dan til både prostitution og mord, men nogle gange skal man til helvede og se sine dæmoner i øjnene for at finde frelse … (forlagets beskrivelse)

Karsten Brandt-Knudsen er et spændende nyt navn på den danske horrorscene. Han har de seneste år udgivet en række noveller i diverse antologier og magasiner. Nu debuterer han som romanforfatter med Dan lærer at leve, en fortælling som forlaget meget rammende beskriver som en genremæssig krydsning mellem Edgar Allan Poe og Bret Easton Ellis roman American Psycho tilsat en god portion morbid humor.

Jeg hørte, Karsten Brandt-Knudsen læse op af Dan lærer at leve til Skrækfest i Odense, før jeg selv læste bogen. Uddraget var en scene, hvor Dan – detaljeret og grafisk udpenslet – skal fist-fucke en håndværker, og jeg må indrømme, at jeg både blev frastødt og fascineret af kapitlet, der bestemt ikke er hverdagskost i dansk litteratur.

Efter jeg nu har læst hele romanen, kan jeg konkludere, at mit første indtryk på mange måder holder. Dan lærer at leve er både grænseoverskridende, frastødende, fascinerende og tankevækkende. Det er en roman, der er grotesk og ubehagelig, men samtidig makabert morsom, og som udpenslet beskriver sex og rå vold. Men ser man bag om den ydre handling, er det en roman om ensomhed og mangel på kærlighed, og hvad det gør ved et menneske.

Dan starter ud som et ensomt menneske uden ambitioner i livet. Han er usynlig på sit arbejde, og det nærmeste han kommer på en ven er kioskejeren Ali. Det er Ali, Dan henvender sig til, da han opdager, at han skylder Skat penge. Han håber på, at Ali kender en revisor, der kan hjælpe ham. Og Ali hjælper Dan. Men på en noget overraskende måde.

I forsøget på at komme ud af sin gæld kaster Dan sig ud i de mest usandsynlige handlinger, lige fra førnævnte fist-fucking til mord. Og jo dybere han kommer ud, jo bedre livskvalitet får han. Han bliver en aktiv del af sin arbejdsplads, begynder at spise bedre, holde orden i hjemmet osv. Det er som om, at han ved at udleve ekstreme situationer endelig kommer i kontakt med sine følelser.

Men politiet kommer på sporet af Dan, og den sidste del af romanen tager en fuldstændig uforudset drejning, hvor Dan pludselig må forholde sig til livets store eksistentielle spørgsmål på meget håndfast vis.

Dan lærer at leve er muligvis ikke for alle. Jeg kan dog kun anbefale den, selvom det er en ret anderledes læseoplevelse. Med den ydre handling chokerer Karsten Brandt-Knudsen læseren med sine eksplicitte beskrivelser, mens vi i det skjulte og med indlagte tilbageblik får et indblik i et dybt ensomt menneske fra en kærlighedsløs baggrund. Så selvom historien overfladisk set kan læses som rent splat, er Dan lærer at leve så meget mere end det.

Den iøjnefaldende forside er lavet af Lesia Solot, som her rammer en bestemt scene i historien lige på kornet.

Andre skriver:

Karsten Brandt-Knudsen
Karsten Brandt-Knudsen læser op af “Dan lærer at leve” på Skrækfest 2021

Bjarne Jensen, Bogrummet:
Historien er godt fortalt med fine indspring fra tidligere episoder i Dans liv, og der sker altså nogle overraskende sceneskift. Karsten Brandt-Knudsen skriver godt, det har jeg allerede bemærket hos forlaget Ildanach, hvor han i ‘Frygtelige fynske fortællinger’ og ‘Årlige uploads 202.1’ har deltaget med nogle rigtig fine noveller. Rent genremæssigt ligger ‘Dan lærer at leve’ nok tættest op af novellen Det gamle teglværk (fra førstnævnte samling), der også var en grum oplevelse. En interessant debut, ikke for de sarte, men ønsker man sig en bizar, grotesk og overraskende historie, så er den hermed anbefalet.” (Læs hele anmeldelsen på Bogrummet.dk)

Jannik Landt Fogt:
Bogen er væmmelig at læse, og slutningen sender hjernen på litterært tolkningsarbejde. Det er ikke så meget en open-ended slutning, som det er et spørgsmål om, hvad man som læser mener er bogens væsentligste pointe, for der er flere. Brandt-Knudsen er både ude i religionskritik, samfrundsrevselse, kapitalismekritik og lægger også arm med livets mening – eller manglen på samme.” (Læs hele anmeldelsen her)

Bibliotekernes lektørudtalelse:
Med masser af sort humor og morbid stemning fortælles en lidt en anderledes udviklingshistorie. Den er for det meste velskrevet og tankevækkende og indeholder nogle virkelig morsomme optrin.” (Læs hele lektørudtalelsen her)

Om Dan lærer at leve:

Udgivelsesår: 02.06.2021
Forlag: Enter Darkness, 208 sider
Omslag: Lesia Solot

Læs også:

Rynkekneppesygen af Peter Adolphsen
Rust og støv af Karsten Brandt-Knudsen
Hotellet af Storm Frost
In Absentia af Daniel Henriksen
Blodbaner af Jürgensen & Krogsøe
Dansk standard af Kim Leine
Et satans arbejde af A. Silvestri
By – et levende mareridt af Jonas Wilmann

Vlad af Hanna Lützen

Vlad af Hanna Lützen

1995 var et godt år for dansk horror. Det var året, hvor Steen Langstrup debuterede med Kat, Patrick Leis debuterede med Bag masken og Jacob Hedegaard Pedersen debuterede med Dyret – Apokalypser. Nu har jeg så også endelig fået læst Hanna Lützens debut Vlad, som lægger sig fint i slipstrømmen af gode horror debuter.

Lucia Holmestad arver nogle papirer fra sin farfar. Papirerne er en gammel sømands fortælling, som Lucias oldefar for 100 år siden nedskrev, og siden videregav i dybeste hemmelighed ned gennem slægten, til de nu når Lucia.

Sømanden hed Josef Maresciu, og han var kaptajn på skibet Demeter, der strandede uden for Whitby havn i 1894. Maresciu var den eneste overlevende ombord, og han blev fundet livløs, bundet fast til roret.

Lucia læser Marescius beretning, der fortæller om en mareridtsagtigt sejltur, hvor besætningen én efter én forsvinder sporløst. Ombord på skibet er også en passager, der viser sig at stamme fra Rumænien ligesom Maresciu. I begyndelsen er ‘gæsten’ en interessant og charmerende samtalepartner for kaptajnen, men efterhånden som uro og ulykker hagler ned over Demeter, får Maresciu en fornemmelse af, at noget er helt forkert ved skibets ‘gæst’.

Jo længere ind i beretningen Lucia kommer, jo mere intens bliver hendes oplevelse. Hun isolerer sig i lejligheden, som hun har lånt af sin onkel, mens hun begraver sig i den afdøde kaptajns beretning – der langsomt ændrer karakter og bliver den hemmelige passagers beretning.

Den distingverede, ældre gentleman fra det rumænske aristokrati, viser sig at være efterkommer af Drakul, ridder af Drageordenen og prins af Wallachia, og hans navn er Vlad Drakula. Lucia nærmest oplever hans fortælling, som tager os omkring en barndom som gidsel hos den tyrkiske sultan Murad II, en evig søgen efter hævn og ønsket om at indtage den retmæssige plads som hersker af Wallachia.

Jo mere Lucia læser om Vlad, jo mere fascineret bliver hun af hans intensitet. I drømme kommer hun tættere og tættere på ham, og imens bliver hverdagen og menneskene omkring hende ubetydelige. Snart har hun kun et ønske – at blive Drakulas.

Vlad er som sagt Hanna Lützens debut. Historien er en blanding af kærlighed (eller måske snarere begær) og horror, og tager udgangspunkt i vampyren Dracula, samt ikke mindst i den virkelige valakiske regent Vlad Tepes, der menes at være Bram Stokers inspiration til sin romanfigur.

Også måden Vlad er skrevet på, kan ses som en hommage til Stoker. Historien fortælles via breve og dagbogsnotater og er samlet med et forord og efterskrift af Lucias onkel Wilhelm Mørck.

Ved min hjemkomst fra længere tids ophold i udlandet, fandt jeg disse papirer i min lejlighed. De er det eneste spor efter min niece, Lucia Holmestads ophold i mit hjem. De foreligger i den orden jeg fandt dem i, og de udgør det eneste vidnesbyrd for hendes tanker og færden op til hendes forsvinden i juni 1994. (side 5)

Endeligt minder navnet Lucia meget om Stokers figur Lucy, der i Stokers roman, trods sin frygt for Dracula alligevel lader sit begær efter ham vinde.

Men selvom Hanna Lützens inspiration kan føres tilbage til Stoker og Vlad Tepes, er historien umiskendeligt hendes egen. En fascinerende rejse i horror og besættelsen af det ukendte, det mørke, der fortælles først nøgternt og siden i drømmeagtige sekvenser, som opløser skellet mellem fortid og nutid.

Lützen laver en interessant kobling mellem vampyren og den forbudte erotiske tiltrækning, som også Anne Rice med sin vampyr-serie bevægede sig i i tiden. I en kronik i Berlingske Tidende beskriver Lützen, hvordan vampyren som fænomen har udviklet sig i litteraturen. Fra at være et ulykkeligt væsen, der inderst inde higede efter en forening med den gud, han frasagde sig, er vampyren blevet attråværdig i en verden der er så kompleks, at forestillingen om det gode og det onde er afskaffet.

For i vampyrens verden er der mange sidegevinster udover den attraktive evige ungdom. Vampyrens verden er nemlig så fuldstændig fri af besværlige fænomener som skyld, skam, angst og fortvivlelse. (Berlingske Tidende, 12.17.1995)

Jeg var vældig underholdt af Vlad med sin blanding af historiske oplysninger og Lucias nutidige fascination. Men min yndlings Lützen-roman er nu stadig Rødt til en død årstid.

Om Vlad:

Udgivelsesår: 1995
Forlag: Gyldendal, 158 sider
Omslag: Henrik Koitzsch

Læs også:

Rød høst af Lars Ahn
Lad den rette komme ind af John Ajvide Lindqvist
Draculas gæst – 22 af de bedste victorianske vampyrhistorier / red. Michael Sims
De udøde af Johan Egerkrans
Carmilla af Sheridan Le Fanu
Vampyrjægerens håndbog af Constantine Gregory
Blodig arv af Matt Haig
De dødes by af Stephen King
Historikeren af Elisabeth Kostova
Blodets nætter af Steen Langstrup
Rødt til en død årstid af Hanna Lützen
Jeg er den sidste af Richard Matheson
Vampyren af John Polidori
Vampyr af Michael Romkey
Bid af Rikke Schubart
Mørkets datter af Steven Spruill
Dracula af Bram Stoker
Færgen af Mats Strandberg
Blod af Guillermo del Toro og Chuck Hogan
Alverdens vampyrer af Dan Turéll
Vampyr / red. Nikolaj Højberg
Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen

Spejlkabinettet af Per Jacobsen

Spejlkabinettet af Per Jacobsen

Spejlkabinettet var en stor overraskelse for mig. Jeg er nemlig ikke den store fantasy-læser, og forsiden fangede mig heller ikke lige. Men jeg havde reserveret den på biblioteket for dens beskrivelse, og det viste sig at være en god beslutning.

Psykologilæreren Michael Bendixen mister sin hustru og søn i en trafikulykke. Efter i tre uger at have gået rundt hjemme forstenet i sorg beslutter han sig for at begynde på arbejde igen. Men på sin første dag tilbage på Rosborg Gymnasium hører han en stemme kalde på ham. En stemme, der tilhører hans afdøde søn. Michael ved godt, at det blot er en hallucination fremkaldt af sorgen. Men episoden skræmmer ham alligevel.

Også første-års eleven Lisa Vang kender til sorg. For lidt over et år siden mistede hun sin far og sin lillesøster, og siden har hun kæmpet med at håndtere tabet.

Forskellige omstændigheder fører Michael og Lisa sammen på Vejle bibliotek. Det møde åbner en uforudset forbindelse, og før de ved af det, befinder de sig i en fremmed verden, uden nogen anelse om hvordan eller hvorfor de er endt der.

Det viser sig, at de befinder sig i Urari. En parallelverden til vores, hvor de måske kan få hjælp til at hele deres sorg. Men også en farlig verden hvor spejle reflekterer langt mere end blot beskuerens fysiske træk.

Som sagt blev jeg overrasket over, hvor god jeg faktisk synes Spejlkabinettet er. Stilen giver mindelser om Stephen Kings serie Det Mørke Tårn. Jeg kom dog også til at tænke på Ray Bradburys Ondt er da på vej herned, og egentlig også Astrid Lindgrens vidunderlige roman Brødrene Løvehjerte. Spejlkabinettet er nemlig ikke kun en fantasyroman med overbevisende ‘worldbuilding’, et spændende plot og en bibliotekar der sparker r… . Det er også en fin roman om sorg.

Spejlkabinettet er Per Jacobsens romandebut, men det mærkes ikke. Historien er helstøbt, velskrevet og gribende. Jeg blev fanget ind stort set fra første side, og kan kun anbefale alle, der holder af gode historier, at tage en tur til Urari sammen med Michael, Lisa og bibliotekaren Erik Starck, der kan andet end at alfabetisere bøger.

Uddrag af romanen:

Michael Bendixen missede med øjnene og drejede for ottende gang i en cirkel omkring sig selv, mens hans hjerne desperat ledte efter noget – hvad som helst – rationelt at klynge sig til. Men der var intet, og hver eneste omgang førte ham til den samme skræmmende konklusion:

Kontoret var væk, biblioteket var væk, og hvor end han kiggede hen, afslørede månelyset det samme: Et gråt og bakket ørkenlandskab, der kun blev brudt af enkelte sorte træer, som kastede foruroligende skygger hen over sandet.

Det var ikke grillkul.

Ophavet til denne tanke – den lugt, han i starten havde forbundet med grillkul – kom tilsyneladende fra omme bag en af sandbankerne, hvor en søjle af røg rejste sig og tegnede en ujævn streg, der delte himmelhvælvingen i to. Bag søjlen kunne han skimte fuldmånen. Varmedisen fra hvad end, der brændte bag bakken, fik den til at danse som en rastløs ånd på nattehimlen.

Det var ikke grillkul, jeg kunne lugte.

Til sin rædsel opdagede han, at tanken havde låst sig fast, at den kørte stædigt i ring som et vanvittigt mantra i hans hoved, og han afbrød den beslutsomt ved at give sig selv en lussing. Det rungede for hans ører og gav et voldsomt stik af smerte, da hånden ramte kinden, men han genvandt fatningen, og det var det vigtigste.

Nu fik han øje på pigen, der tydeligvis var meget langt fra at være fattet. Hun spænede frem og tilbage i en lige linje omkring tyve meter fra ham med hænderne for ørerne, mens hun messede et eller andet meningsløst. Bag hende hvirvlede sandet op med hvert skridt, og det stod nu som en støvet, gennemsigtig mur langs den bane, hun løb i.

Havde situationen været en anden – og mindre alvorlig – ville Michael måske have fundet det morsomt at se hende spæne sådan frem og tilbage som en anden tegneseriefigur. Men situationen var alvorlig, og pigen lavede på ingen måde sjov. Hendes øjne lyste af frygt i den reneste og mest skræmmende form, han nogensinde havde set. Hvis ikke hun allerede pjaskede rundt i galskabens vand, stod hun i hvert fald helt ude på kanten af vippen, klar til at springe i. (side 75-76)

Om Spejlkabinettet:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Valeta, 637 sider

Læs også:

Ondt er da på vej herned af Ray Bradbury
Det kolde hus i ørkenen af Richard Brautigan
Oceanet hvor grusvejen endte af Neil Gaiman
Du skulle være gået af Daniel Kehlmann
Det mørke tårn af Stephen King
Talismanen af Stephen King og Peter Straub
Miraklets fald af Christian Reslow
Thelema af Martin Wangsgaard-Jürgensen