Indlæg tagget med ‘demens’

Under overfladen af Daisy Johnson

Under overfladen af Daisy Johnson

I 2021 udgav det lille forlag Screaming Books Søstre af Daisy Johnson. Romanen var en stor læseoplevelse, så jeg har været meget spændt på at læse Under overfladen, der var Johnsons debutroman og blev shortlistet til The Man Booker Prize 2018.

Gretel er midt i 30’erne og arbejder som leksikograf med at opdatere ordbogsopslag. Som barn boede hun alene på floden sammen med sin mor, Sarah. De to holdt sig for dem selv, og skabte endda deres eget sprog. Men nu har hun ikke set Sarah i 16 år.

En dag får hun besked om, at moren er fundet død, og hun opsøger lighuset for at identificere hende. Det er dog ikke moren, og Gretel kaster sig ud i en eftersøgning. Hun vil finde Sarah og finde ud af, hvorfor hun forlod hende. Langsomt oprulles Gretels barndom med klip til Sarahs fortælling, og flere og flere minder dukker op. Minder om moren. Minder om Bonakken der levede i floden og – måske – stod bag en lang række kæledyr og små børns forsvinden. Og mindet om den unge mand, Marcus, der en kort måned boede på deres båd. Gretel beslutter sig for at starte med at finde ham, for måske ved han, hvor Sarah er nu.

Under overfladen er en fortælling om et mor-datter forhold, men som titlen antyder, er den så meget mere. Det er også en fortælling om hemmeligheder, om identitet og om kærlighed. Og så er den fortalt i et fantastisk sprog.

Kvinder spiller hovedrollen i historien, der blandt andet sætter moderskabet under lup. Det er ikke alle kvinder, der passer perfekt ind i den vedtagne skabelon for den rolle. Det er heller ikke alle døtre, der følger deres skabelon, men hvad skaber vores identitet? Er vores skæbne forudbestemt, eller har vi mulighed for at ændre den? Og kan vi undslippe fortiden?

Romanen er opdelt i otte overordnede kapitler. Disse kapitler er yderligere opdelt i forskellige spor med Hytten, Jagten og Floden som de gennemgående. Sporene springer i tid og sted og giver også plads til Sarah og Marcus’ historier, mens vi føres frem mod den – måske – uafvendelige slutning som i en moderne Ødipus myte.

Som det også var tilfældet med Søstre, er Under overfladen skrevet i et sanseligt, lyrisk sprog. Men midt i den sproglige skønhed gemmer sig hemmeligheder, mørke og smerte, som det kan være svært at bære. Alligevel greb Daisy Johnsons fortælling mig om hjertet og tvang mig til at læse videre, uanset om jeg havde lyst eller ej.

Med sit maleriske sprog (der er imponerende oversat af Rasmus Hastrup) og sindrige konstruktion kræver Under overfladen, at man giver sig tid til at synke ned i fortællingen. Her er masser af handling, men den bugter sig afsted som bifloder, der snor sig ind og ud af den store flod og afgiver sedimenter, som læseren selv skal fortolke. På samme måde som Gretel må fortolke sin mors minder, da hun endelig finder Sarah og opdager, at hun er begyndende dement.

Genremæssigt er Under overfladen måske ikke en bog der hører til på Gyseren, men den er smuk, tragisk og fortryllende – og så har den en underliggende stemning af uvished, der gør den til en fængslende, men også foruroligende oplevelse.

Uddrag af bogen:

Det jeg – selvfølgelig – altid vender tilbage til er, hvordan du forlod mig. Det er fordi, siger du henne fra lænestolen, at jeg er egoistisk og klæbende. Du siger, at jeg altid har været sådan. Du siger, at jeg på floden klyngede mig til dig som rurer og hylede, til træerne væltede. Du har tendens til at overdrive. At fortælle din historie virker mere som en udgravning end bare optegnelser. Nogle gange lytter du stille. Andre gange afbryder du, og vores to fortællinger klistrer sammen, overlapper.

Jeg kan ikke huske ret meget af det, der skete på floden. At glemme er en form for beskyttelse, tror jeg. Jeg ved, at vi forlod det sted, hvor vi havde ligget fortøjet, siden jeg blev født, og at Marcus ikke var med os. Jeg ved, at vi sejlede båden ned ad floden og væk, lagde til kaj i en by, hvor klokker ringede hver time. Der blev vi en uge, måske; ikke længere end det. En dag, da jeg vågnede, havde du pakket en rygsæk og et par plasticposer. Jeg tror ikke engang, at du gjorde dig den ulejlighed at låse båden. Jeg forstod, at vi ikke ville komme tilbage. Jeg var tretten, og alt, hvad jeg nogensinde havde kendt til, var om bord på den båd. Alt ud over dig. (side 31)

(oprindeligt anmeldt til Litteratursiden)

Om Under overfladen:

Udgivelsesår: 26.09.2022
Forlag: Screaming Books, 261 sider
Omslag: Sara Laub og Sofie Alsbo
Originaltitel: Everything Under
Oversætter: Rasmus Hastrup

Læs interviewet med Daisy Johnson i anledning af hendes shortlisting til Man Booker Prize

Hjemmet af Mats Strandberg

Hjemmet af Mats StrandbergNina arbejder på Fyrreskyggen, et plejehjem for demente. Selvom det ikke er et let job, er hun glad for det. Indtil den dag Monika flytter ind. I sin ungdom var Nina bedstevenner med Monikas yngste søn Joel, og hun kom meget hjemme hos dem. Her fik hun den tryghed, som manglede i hendes eget hjem. På et tidspunkt stoppede venskabet med Joel, og dermed sluttede også besøgene hos Monika. Med Monikas ankomst til Fyrreskyggen rider den dårlige samvittighed nu Nina som en mare.

For Joel er det heller ikke let at indlogere moren på hjemmet, men efter en blodprop i hjertet er hun blevet stigende dement, og han kan ikke længere overkomme at passe hende i barndomshjemmet. Angsten for, at hun skal komme til skade, har vundet over den dårlige samvittighed.

Men Monika er ikke tilfreds med at skulle flytte. Hun er forvirret og bange og får det værre og værre. Demensen får hende til at lange ud efter både Nina og Joel, som efterhånden føler, at en fremmed har taget bolig i Monikas krop. Og med de andre ting, der begynder at ske på hjemmet, har de måske ret?

Jeg har tidligere læst Færgen af Mats Strandberg, som var en actionfyldt og blodig vampyrfortælling med en socialrealistisk kerne. Hjemmet er en helt anden slags roman, men har alligevel en intens og knugende atmosfære som får én til at krybe sammen under læsningen.

Valget af et demensplejehjem som kulisse virker utroligt stærkt. Døden er fra starten en realitet, idet Monika overtager et værelse efter den seneste beboer, som lige er død. Og sådan er det jo med plejehjem i dag – når man kommer her, er det sidste stop før endestationen. Selvom personalet gør deres bedste, er Fyrreskyggen ikke et hjem, men en institution, og lugten af tis og sygdom lurer under de desinficerende rengøringsmidler.

Derudover tegner Strandberg sine personer levende og troværdige. Portrætterne af de demensramte beboere er både rørende og skræmmende. Rørende fordi Strandberg viser os glimt af menneskene bag sygdommen, og skræmmende fordi sygdommen er så ødelæggende for både den ramte og de pårørende. Også Joel og Nina fremstår overbevisende, når de prøver at gemme alle deres problemer bag en ydre facade, der dog efterhånden begynder at sprække, som historien skrider frem.

Historien fortælles i korte kapitler med skiftende synsvinkler af Joel, Nina og Fyrreskovens øvrige ansatte. De mange klip er med til at skabe suspense, men skal jeg komme et lille drys malmurt i bægeret, er det, at forhistorien om Nina og Joel kommer til at fylde lidt for meget. Jeg forstår godt, hvorfor Strandberg fortæller den, for i slutningen får det betydning, men det kunne være gjort skarpere og mere effektfuldt.

Når det er sagt, så lykkes det Strandberg at skabe en stemning, der emmer af gru i Fyrreskyggens kliniske omgivelser. I stedet for blod og gore er det de små ting, der trigger. Lamper der går ud. Øjne der pludselig virker fremmede. En skygge i gangen. Det er fedt skrevet og fik mig næsten til at kigge mig over skulderen flere gange under læsningen.

Jeg blev meget grebet af Hjemmet, som er effektfuld på mere end et plan. Strandberg fortæller ikke blot en uhyggelig historie, men lukker også læserne ind i et miljø, som de fleste af os sjældent kommer i nærheden af. Langt de fleste bryder sig ikke om at tænke på døden, og gamle slægtninge betragtes oftere med dårlig samvittighed end med glæde. Denne ‘opbevaring’ af ældre beskriver Strandberg meget stærkt. Samtidig rummer romanen heldigvis også en god og velskreven horror-historie, og jeg læste Hjemmet nærmest i et hug.

Efter min mening er det endnu en gang lykkes Mat Strandberg at skrive en vellykket roman med en unik setting, der ikke kan undgå at påvirke læseren. Også selvom man normalt ikke er horror-entusiast.

Også danske Michael Kamp har skrevet en plejehjemsgyser. Han udgav i 2008 romanen Hvor de gamle visner, som absolut også anbefales.

Om Hjemmet:

Udgivelsesår: 26.10.2017
Forlag: Modtryk, 333 sider
Omslag: Pär Åhlander
Originaltitel: Hemmet
Oversætter: Allan Hilton Andersen

Hvor de gamle visner af Michael Kamp

Hvor de gamle visner af Michael Kamp

Anita er social og sundhedshjælper på Holmegårdens Ældrecenter på afsnittet for demente – blandt personalet kaldet Demensen. Efter en vagt hvor hun har skulle oplære en ny medarbejder, bliver hun sat på en ekstra nattevagt, da afløseren har meldt sig syg. I løbet af natten er flere af de gamle urolige, og især Erna skælder ud. Næste dag er hun sløj, og få dage efter er hun død.

Dagene går deres vante gang, og så får Anita endnu en dobbeltvagt, som igen bliver en nat med uroligheder. Dagen efter er Johan blevet syg, og da han også dør, begynder Anita at undre sig. For der er noget mystisk med de ventilationsskakter, som løber gennem hele huset. Og hvad er det med gamle Henny, som den ene dag virker til at være på gravens rand, og den næste ser ud som en på 60!

Michael Kamp har tidligere skrevet den satiriske Fordærv, som jeg var ret vild med. Den foregik i skolemiljøet, hvor Kamp er på hjemmebane med en uddannelse som skolelærer. Hvor de gamle visner er en helt anden type roman. Den har ikke den humor og ironiske distance til sit emne, som Fordærv havde. I stedet giver den et rigtigt grumt billede af, hvordan vi behandler vores gamle, og det er i sig selv ret uhyggeligt. Oveni putter Kamp så en velkomponeret horror-fortælling, som har en dejligt overraskende slutning.

Historien er velfortalt, og Kamp formår også denne gang at behandle et socialt emne i en horror-kontekst, så man både føler sig underholdt og får en mening med på vejen. Der er mere gys og mindre grin her end i “Fordærv”, og det synes jeg fungerer rigtig godt. Især klimakset i ældrecentrets kælder og twistet til sidst rammer lige ned i uhygge-nerven.

Forsiden er lavet af den slovakiske Tomasz Jedruszek, og fik mig til at associere til danske Patrick Leis der for mig står som en af de bedste horror-illustratorer. Jedruszek lover uhygge, og det sørger Kamp så for, at vi får!

Skal jeg komme med en lille anke, er det, at historien næsten er for kort. Jeg kunne godt have tænkt mig, hvis Kamp havde uddybet den lidt mere, for der er nok at tage af, og oplægget er rigtig godt. Men nu er den ikke længere, så i stedet vil jeg nøjes med at glæde mig over, at Michael Kamp igen har skrevet en kort, men god og grum roman.

Læs mere på Michael Kamps hjemmeside

Om Hvor de gamle visner:

Udgivelsesår: 2008
Omslag: Tomasz Jedruszek