Indlæg tagget med ‘Dennis Jürgensen’
Mand uden ansigt af Dennis Jürgensen
En død københavner midt i Vadehavet. En forsvunden skoleelev. Et dansk-tysk politi-samarbejde. Dennis Jürgensen er tilbage med en ny serie Mand uden ansigt.
Da en død mand bliver fundet i grænselandet ude i vadehavet, bliver kriminalassistent Lykke Teit sendt til Sønderjylland for at assistere det lokale politi sammen med en kollega fra det tyske politi. Hauptkommissar Rudi Lehmann viser sig at være en kompetent og venlig mand, og han og Lykke får hurtigt etableret et godt samarbejde.
Samarbejdet med det lokale politi går lidt mere trægt. Den døde mand blev fundet af en lærer og hans elev, der var ude at kigge på fugle. Læreren ligger nu på hospitalet, og eleven er sporløst forsvundet. Så mens Lykke og Rudi arbejder på at opklare mordet, efterforsker det lokale politi den forsvundne dreng med efterforskningsleder Mogens Krogh i spidsen. Men Krogh er ikke begejstret for, at hans overordnede har bedt om assistance fra ’Djævleøen’ og Tyskland. Han er overbevist om, at assistancen skal ses som en reprimande til ham.
For eleven er ikke det første forsvundne barn i Melum. For halvandet år siden forsvandt en 6-årig pige under en gemmeleg med sine venner. Efterfølgende fandt man hendes sko under en busk, men hverken pigen eller gerningsmanden blev fundet, og de lokale bebrejdede politiet, og i særdeleshed Mogens Krogh, for ikke at gøre deres job godt nok. Det er den bitterhed Krogh lader gå ud over Lykke og Rudi.
Jeg holder meget af Dennis Jürgensens tidligere bøger, både horror-romanerne og krimi-serien om Roland Triel, så jeg har set frem til Mand uden ansigt, der er første bind i en ny serie. Heldigvis leverer Dennis Jürgensen endnu en gang en atmosfærefyldt, spændende og velskrevet historie, der fanger læseren fra første side.
Som altid lader Jürgensen historien udvikle sig med forskellige plot-twists og en stigende suspense. Undervejs i efterforskningen sker endnu et par mord, og Lykke og Rudi kommer i kontakt med en dømt pædofil, der sidder i forvaring. Om der er sammenhæng mellem de forskellige sager, står åbent hele vejen til den hæsblæsende afslutning, hvor alle tråde bindes sammen.
Dennis Jürgensen er en mester i spænding, men også i at skabe troværdige og sympatiske personer. Jeg faldt straks for Lykke, der (ligesom Triel i øvrigt) har en personlig tragedie med sig i bagagen, men som bruger denne som brændstof for at blive en endnu bedre politikvinde. Også Rudi er et behageligt bekendtskab, og jeg er spændt på, hvordan serien udvikler sig fremover. Der kan i hvert fald gemme sig flere interessante konflikter i sammenstødet mellem det tyske og det danske, ligesom jeg tænker, at vi får nærmere indblik i de to efterforskeres fortid.
Endeligt vil jeg også rose forsiden. Smudsomslaget er effektiv, men indenunder gemmer sig en cigaræske fuld af hemmeligheder. Den er måske ikke lige så iøjnefaldende for en krimi, men den er virkelig smuk.
Mand uden ansigt er god, gedigen underholdning, som endnu en gang viser Dennis Jürgensens evne til at skrue en spændende og effektiv historie sammen.
Uddrag af bogen:
Tågen kom rullende fra havet som et stofligt monster uden lemmer eller lyd. Han havde set fronten nærme sig og tænkte, at de godt kunne nå ind til fastlandet, men på få øjeblikke opslugte hvid tomhed og isnende kulde de vidtstrakte sandflader. Den udviskede horisontens takkede konturer, så diget forsvandt i det fjerne.
Det var ikke meningen, at de skulle have været så langt ud på vaden, men drengen blev ved med at finde nye genstande længere væk, og Lasse var selv optaget af at kigge på de mange fugleflokke, som fouragerede i naturens enorme spisekammer. Der var også noget dragende ved at gå udefter på den blottede havbund, som om man kunne vandre halvvejs til England, hvis tiden og tidevandet tillod det.
Det gjorde de ikke.
Han sagde til sig selv, at der ikke var nogen umiddelbar fare trods tågen. Han tjekkede altid tidevandstabellen før han gik ud. Der var mindst en time til, cyklussen vendte. Han havde gået her hundredvis af gange, men som regel alene, hvor han ikke havde ansvar for andre end sig selv. (side 7)
Om Mand uden ansigt:
Udgivelsesår: 15.03.2021
Forlag: Politiken, 336 sider
Omslag: Simon Lilholt, Imperiet
Danske horrorudgivelser 2019
Igen i år har jeg forsøgt at lave en oversigt over årets danske horrorudgivelser 2019.
Jeg har kun medtaget de titler, som retter sig mod voksne (og unge) og kun udgivelser af danske forfattere. Til gengæld har jeg også medtaget udgivelser, som ikke nødvendigvis er decideret horror, men som alligevel indeholder elementer af horror.
Danske horrorudgivelser 2019
Absurd #1
Forlaget Afkom, 2019. – 48 sider
En række små gyserfortællinger af nye og upcoming kunstnere.
Mareridt af Linea Bjerrum Nielsen
Kandor, 2019. 427 sider
Bevæbnet med terning eller terningeapp samt skemaer og blyant spiller du mod Incubo – mareridtenes herre. Din moster og hendes familie er livløse og fanget i deres kroppe. Du risikerer alt, men har mulighed for at redde dem og slippe ud af dit livs mareridt.
Dødt kød – dag 2 af Nick Clausen
Facet, 2019. – 112 sider
De døde smittede er langsomt begyndt at sprede sig, og Dan og Selina er måske de eneste der har lagt mærke til det. Men vil nogen tro dem?
Dødt kød – dag 3 af Nick Clausen
Facet, 2019. – 151 sider
Det er tredje døgn siden de døde begyndte at vågne. William forstår hurtigt, hvad der sker, og han fører en gruppe unge til sin onkels hus, som har en kælder med sikkerhedsudstyr og våben.
Pigen som ikke var der af Nick Clausen
Facet, 2019. – 276 sider
Andys søster Rebekka forsvinder sporløst, og politiet er på bar bund. Gennem en bog på biblioteket får Andy kontakt til en død pige, der sætter ham på sporet af Rebekka og det væsen, der har bortført hende.
Det grufulde bibliotek / red. Kristian Nordestgaard, Jette S. F. Holst
Serieklubben, 2019. – 330 sider
En samling af 23 danske gys, skrevet af danske forfattere, hvoraf det ældste gys er skrevet i 1847.
Manden, som træerne elskede af Nikolaj Johansen
H. Harksen Productions, 2019. – 134 sider
Den store skov tæt på ægteparrets Bittacy hus trækker lange urovækkende skygger og vinde ind i deres liv, og truer langsomt med at opsluge dem.
Faldende masker af Dennis Jürgensen
Tellerup, 2019. – 550 sider (Roland Triel, 6)
Efterforskeren Roland Triel forsøger at finde sandheden bag sin hustrus død, samtidig med han måske selv står anklaget for et brutalt mord.
Taranteller og tungekys af Michael Kamp
Tellerup, 2019. – 238 sider
En gysende historie om da verden gik i stå og havekolonien blev invaderet af kæmpeedderkopper, men også om Emils kærlighed til Jessica.
I lygternes skær af Steen Langstrup
2 Feet Entertainment, 2019. – 183 sider
11 krybende, legesyge og brutale gysernoveller om almindelige mennesker der kommer ud for noget usædvanligt.
Dansk standard af Kim Leine
Gyldendal, 2019. – 274 sider
Et søskendepar kommer ud for groteske og modbydelige hændelser, da barndommens ellers fortrængte mareridt pludselig folder sig lyslevende ud. Fortiden og deres onde ånd indhenter og overlister dem.
Pax Immortalis – opgøret af Patrick Leis
Valeta, 2019. – 594 sider (Necrodemic, 4)
Rebellerne, der er anført af løjtnanten, tager kampen op mod teknokraterne – nogle onde mennesker, der laver eksperimenter med zombierne!
Menneskekød : grotesker 1910-1920 / red. Anders Jørgen Mogensen, Andreas Bylov Jensen
Escho, Sidste Århundrede, 2019. – 198 sider
Danske historier skrevet i starten af 1900-tallet, der dyrker det bizarre, fantastiske og morbide. Fra den rene horrorhistorie over psykologiske spøgelsesfortællinger til groteske og depraverende fantasier om satan, morfinguder og galeanstalter.
Ingenting passer af Anders Jørgen Mogensen
Calibat, 2019. – 128 sider
Noveller som alle har et element af noget “sært” eller uhyggeligt.
Fribryderen af John Kenn Mortensen
Fahrenheit, 2019. – ca. 70 sider
Tegneserie om den alkoholiserede fribryder Forhammer, der får et tilbud han ikke kan afslå. En moderne fortolkning af Faust-legenden.
Gamle venner af Aske Munk-Jørgensen
Kandor, 2019. – 275 sider
12-årige Mike og hans ven cykler en sommerdag på eventyr. De skal ud og se et forladt hus i skoven. Men der sker noget den dag ude i skoven, noget der forfølger Mike langt ind i hans voksne liv.
Mørkets gerninger / red. Tenna Vagner
Forlaget Petunia, 2019. 473 sider
13 udvalgte noveller med alt fra usynlige venner og varulve til spøgelser, forbandelser, hjemsøgte huse og monstre i skabe, spejle og senge – men også de monstre, der lever i os selv.
Adfærd af Erwin Neutzsky-Wulff
Erwin Neutzsky-Wulff, 2019. – 450 sider
Et mix af horror, spænding og science fiction. Vi er i 2029, hvor de døde genopstår uden nogen ved hvordan eller hvorfor. Et mysterium, hvor såvel FBI som apostlen Paulus og mystikeren Rasputin spiller en rolle.
Det nådesløse daggry / red. Lars Grill Nielsen
Enter Darkness, 2019. – 285 sider
Samling af femten fantasy-noveller, krydret med sci-fi og horror. Her er hekse og havfruer, dæmoner og dyndfolk. Et nedbrændt cafeteria der stadig har åbent, en skov der har brug for menneskets kræfter, og flere fantasifulde fortællinger.
Jeg ved godt, du er der af A. Silvestri
Calibat, 2019. – 215 sider
Igennem otte fortællinger støder læseren på dystre historier, på skabninger fra mørket, på menneskelig ondskab og på voldsom erotik.
Et satans arbejde af A. Silvestri
Brændpunkt, 2019. – 414 sider
En dygtig dansk flyttemand hyres af Satan til at flytte en del af Helvede til Hellerup. Lykkes den udfordrende flytteopgave, eller kan man på nogen måde bryde en kontrakt med Satan?
Skygger i skumringen : 8 gys, der fucker med din hjerne
Facet, 2019. – 143 sider
Otte gyser-noveller om spøgelser, forfølgelser og opgravning på kirkegården. Historierne berører også relevante emner som mobning, kærestesorg og depression.
Et studie i ondskab / red. Nikolaj Højberg
Kandor, 2019. – 640 sider
Ni beretninger om Satan og det ondes væsen.
Volt #5
Forlaget Afkom, 2019. – 32 sider
En række små gyserfortællinger af forskellige upcoming danske tegnere.
Mærkeligt af Niels Frederik Westberg
Byens, 2019. – 228 sider
Arvid Stein er, efter at have mistet sin elskede, endt hos Knud Åge i Nordvestjylland, som ejer hunden Jokke og som også er nabo til Orthon-sekten. Mærkelige ting begynder at ske.
Helvede af Jonas Wilmann
Kaos, 2019. – 214 sider
Er helvedet et konkret sted? Kan man ansætte en dømt morder som telefonsælger og hvad er Baard-Wagner prøven? En samling af 12 noveller der tager læseren med på en mørk rejse.
Skyggeverden af Jonas Wilmann
Kaos, 2019. – 245 sider
På Falster dukker nogle mærkelige væsner op fra undergrunden, en menneskeart kaldet Homo Subterranea. En gruppe forskere begynder deres rædselsvækkende rejse ned i mørket og ikke mindst ind i sindets mørkeste afkroge.
Døden venter i Thule af Jonas Wilmann
Kaos, 2019. – 159 sider
Fire gysernoveller om unge der møder intelligente bakterier, menneskeædende rotter, små hæslige djævle samt en blodtørstig hest.
Ord har hærget af Gudrun Østergaard
Kandor, 2019. – 278 sider
17 tankevækkende fremtidsfortællinger om menneskets grusomhed og dumhed, der kommer til udtryk igennem fortællinger om bl.a. klimakatastrofer, krig, undertrykkelse og fremmehad.
Et tilbageblik på Krimimessen 2019 – lørdag
Krimimessen i Horsens er nu vel overstået, så her kommer lidt billeder og highlights fra weekenden.
Krimimessen 2019 – lørdag

Kort efter den officielle åbning var Magasinet allerede fuld af glade gæster, som besøgte forlagenes stande fyldt med gode tilbud.

Elly Griffiths bliver interviewet af Rebekka Andreasen på Sort Scene om “Døden på museet“.

Min første tjans var at interviewe Dennis Jürgensen om “Eksploderende skadedyr” i Gymnastiksalen. Det blev til en god snak om psykopater, grufulde mordmetoder og en frygtelig afsløring – sjette bind i serien om Roland Triel bliver det sidste… (foto: Bibliofilens Boghjørne)

I år var jeg for første gang på scenen som “offer” i en panelsnak om dansk gys gennem tiden sammen med A. Silvestri, Dennis Jürgensen og Jacob Holm Krogsøe som ordstyrer. Det var nervepirrende, men også sjovt. (foto: Jette Sønderbek)

Kl. 13 var der prisoverrækkelse i Snedkeriet. Her er det Jesper Stein, der modtog Harald Mogensen-prisen for “Solo”

Den vigtigste pris, nemlig Årets Danske Horrorudgivelse 2018 gik til Anne-Marie Vedsø Olesen for “Lucie“. Jacob Hedegaard Pedersen fra Dansk Horror Selskab overrakte diplomet

Efter prisoverrækkelsen skyndte jeg mig over i Forsamlingshuset, hvor A. Silvestri skulle interviewe Teddy Vork om hans “Forglemmigej“. Det blev til en interessant snak om, hvad det betyder at skrive til lyd.

Jeg havde også fornøjelsen af at interviewe Anne-Marie Vedsø Olesen som vinderen af Årets Danske Horrorudgivelse 2018 for “Lucie“. Hun fortalte bl.a. om, hvordan genrer kan være en ren affyringsrampe for kreativitet.

Lidt tilfældigt kom jeg til at høre Martin Jensens interview med svenske Martin Holmén. De talte om hans krimi “Clinch”, der udspiller sig i Stockholm i 1930’erne og handler om et cykeltyveri. På trods af det umiddelbart lidt spøjse plot lød den så spændende, at jeg senere købte den.

Jeg er ret begejstret for videnskabskrimier, så det var oplagt at høre panelsnakken om videnskabskrimien som genre. I panelet sad Christian Frost, Lisbeth Bille og Claus Lohman, med Søren Vestergaard fra Storytel som ordstyrer. Det blev til en snak om alt lige fra overvågning til den spanske syge. Men også om fascinationen ved videnskabelige fremskridt.
Eksploderende skadedyr af Dennis Jürgensen
Eksploderende skadedyr er femte bind i serien om efterforskningleder Roland Triel. Dennis Jürgensen holder det høje niveau, hvad angår kvalitet såvel som action.
Rolands datter Andrea er blevet kidnappet, og denne gang følger en stor del af handlingen hende. Hun er en snarrådig og modig ung kvinde, som ikke giver op, og hun får brug for al sin styrke og snuhed, hvis hun skal undslippe sine kidnappere. Triel forsøger at holde sagen ude af aviserne, og det får han hjælp til, da en lejlighed i Valby eksploderer. En bundet narkoman findes dræbt, og gerningsstedet mere end antyder, at der er tale om selvtægt.
Sideløbende følger vi en tidligere soldat, der lider af PTSD. Han er overbevist om, at nogen er efter ham, efter at han nær blev dræbt i Afghanistan af skud fra egne rækker. Nu går han jævnligt hos en psykolog, der gør, hvad han kan for at hjælpe.
Et tredje spor er journalisten Klavs Fortman. Han ser sig selv som en stjernereporter, men virkeligheden er langt fra. Ikke desto mindre er det lykkes ham med hjælp fra den unge journalistelev Siam at finde ud af, hvor Andrea muligvis holdes fanget. I stedet for at sige det til politiet vil han og Siam selv finde hende, og den historie skal gøre dem rige og berømte.
Endelig er her også sporet om en traumatiseret mand, der vågner op på sygehuset uden at kunne bevæge sig eller tale. Han gemmer på en forfærdelig hemmelighed, der har ødelagt flere menneskeliv, og nu er skyld i Sweeperens ankomst.
Jeg er vild med Dennis Jürgensens serie om Roland Triel. Dels er Triel en spændende og troværdig karakter. Dels er de enkelte plots altid godt fundet på. Og endelig udvikler den overordnede historie om Triels kones drab sig løbende ad nye og uforudsigelige veje med introduktionen af i første omgang Inge Renee Jannè og siden Edith Tinnerrand. Her kan man virkelig tale om en dysfunktionel familie!
At læse Eksploderende skadedyr er næsten som at se en film for sit indre øje. Jürgensen skriver flydende, og de enkelte plottråde klippes ind og ud af hinanden og gør det nærmest umuligt at lægge bogen fra sig. Man er hele tiden nødt til lige at læse næste kapitel med.
Ud over at være elementært spændende har bogen også nogle alvorlige temaer, bl.a. selvtægt. I starten af historien hører vi en utrolig barsk episode om mishandling af børn, og da en af gerningsmændene bliver straffet af Sweeperen, følte jeg nærmest, at han fik, hvad han havde godt af. Men senere fortæller Jürgensen så om gerningsmandens barndom, og pludselig bliver ens sort/hvide syn på ondskab udfordret. I det hele taget formår han at skrive fascinerende personportrætter, så både skurken og helten fremstår troværdige og flerdimensionelle.
Dennis Jürgensen er en gudsbenådet fortæller. Jeg har elsket hans bøger som barn og ung, og jeg synes stadigvæk, at han skriver fantastisk, nu han har bevæget sig over i krimigenren. Jeg har været så priviligeret at tale med Jürgensen ved flere lejligheder, og hver gang bliver jeg lige forundret over, at den flinke mand indeholder så grum en fantasi. Men heldigvis for det, for jeg kan næste ikke vente på, at sjette bind om Roland Triel udkommer.
Om Eksploderende skadedyr:
Udgivelsesår: 2018
Forlag: Tellerup, 526 sider
Omslag: Danielle Finster
Serien om Roland Triel:
Eksploderende skadedyr, 2018
Marcherende myrer, 2017
Hviskende lig, 2016
Dansende røde bjørne, 2015
Løbende tjener, 2014
Læs også:
Øje for øje af Paul Cleave
Jeg er Sif af Thomas Clemen
Den onde vilje af Karin Fossum
Godnat, min elskede af Inger Frimansson
Måske af Dennis Jürgensen
Ormeføde: Den 7. bog om Satan af Irene S. Rasmussen
Et tilbageblik på Krimimessen 2018 – lørdag
Årets Krimimesse er overstået. Jeg var sceneansvarlig begge dage på henholdsvis Forsamlingshusets scene og i Inspektørens Mødelokale, så jeg fik ikke helt så meget tid til at opleve messestemningen, som jeg gerne ville. Til gengæld oplevede jeg nogle spændende foredrag på “mine” scener, og jeg fik ovenikøbet også lov til at interviewe vinderen af Årets Danske Horrorudgivelse, Lars Ahn, lørdag eftermiddag.
Så på trods af bidende vind og manglende evner til at være flere steder på én gang, så havde jeg en fantastisk Krimimesse – og det håber jeg også, alle I andre havde 🙂
Et tilbageblik på Krimimessen 2018 – lørdag:
Jannik Lunn var første gæst på scenen i Forsamlingshuset lørdag kl. 10.10. Her fortalte han på en lille time om godt 50 titler – krimi og spændingsromaner – som er udkommet i løbet af året. Jeg havde læst en del, men mangler også mange. Blandt dem jeg ser særligt frem til at læse er Colombia af Morten Thor Hansen, der lyder til at være en rigtig spændende science fiction thriller. Og også Hans Jakob Helms arctic noir krimi De dødes fjord kom på min læseliste.
Næste oplægsholder var den tidligere højskolelærer Niels Ole Frederiksen, som fortalte om flugtkongen Carl August Lorentzen, der flygtede fra Horsens Statsfængsel ved at grave en tunnel fra sin celle og ud i fængselsinspektørens kartoffelkælder i 1949. Hvad der gjorde NOFs foredrag særligt interessant var, at han selv er født i fængslet. Hans far var viceinspektør, og NOF kunne derfor fortælle spændende og sjove førstehåndsdetaljer om Carl August Lorentzen, hvilket flere gange fik publikum til at bryde ud i højlydt latter.
Herefter kom JS på scenen. I programmet stod blot “Foredrag om gidseltagninger”, men for dem der dukkede op ventede et rigtig interessant foredrag. JS har mere end 12 års praktisk erfaring i håndtering af kidnapninger og gidseltagninger rundt om i verden, og det gav han tilhørerne et unikt indblik i. Af sikkerhedsmæssige årsager ville JS helst ikke fotograferes, og det respekterede jeg selvfølgelig.
De næste gæster på scenen havde jeg glædet mig til at høre. Martin Wangsgaard Jürgensen og Jacob Holm Krogsøe talte med A. Silvestri om deres fælles roman Randvad og om Martins egen udgivelse Thelema. Jeg købte begge romaner på messen, og glæder mig til at læse dem.
Jacob Holm Krogsøe læser op fra Randvad.
Efter turen ind i dansk mystik skyndte jeg mig over til Snedkeriet for at se overrækkelsen af prisen for Årets Danske Horrorudgivelse 2017, der i år gik til Lars Ahn for Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos. Da jeg kom, var vi flere, der måtte stå i kø og vente udenfor, fordi der simpelthen var fyldt op i lokalet i forhold til brandmyndighedernes krav. Heldigvis nåede jeg dog ind, lige da Lars Ahn gik på scenen.
Selve overrækkelsen kom med en lille overraskelse, som kan ses herover.
Som nævnt i starten var vejret ikke helt med os om lørdagen. BKI, som havde flere udendørs stande med kaffesalg, var dog ikke til at slå ud, og det var også skønt med en varm kop kaffe i snestormen 🙂
Efter en kort tur ude i sneen nåede jeg over i Gymnastiksalen, og her dumpede jeg ind i et interview med to forfattere, jeg slet ikke kendte. Karsten S. Mogensen, der fortalte om sin novellesamling Tåge i natten, og Kirsten Brun der havde skrevet krimien Natten er deres. Begge bøger lød så spændende, at jeg måtte købe dem, så nu glæder jeg mig til at læse dem.
Et af lørdagens højdepunkter for mig var paneldebatten om Gys, Horror og Fantasy. Panelet bestod af Anne-Marie Vedsø Olesen, Mats Strandberg og Dennis Jürgensen, og samtalen blev styret af Jacob Holm Krogsøe. Jeg fandt snakken meget interessant, og bl.a. fandt jeg ud af, at svenskerne er langt mere åbne overfor horror som voksenlitteratur end danskerne er. Men mon ikke også Danmark snart opdager glæderne ved god horror.
Paneldebatten blev dog kort afbrudt, da Dystopia Entertainment lige kiggede forbi. Og jeg beklager det hysteriske grin og de tiltede kameravinkler. Det er første gang, jeg har oplevet et zombie attack 🙂
Heldigvis overlevede alle paneldebatten, og jeg kunne skynde mig over i Magasinet, hvor jeg skulle interviewe Lars Ahn om hans prisvindende novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos på Rød Scene. Jeg er stor fan af Lars’ forfatterskab, så det var fedt at få lov at tale med ham. Efterfølgende var han så venlig at give mig sin autograf. Også tak for det, Lars.
Her sluttede mine officielle pligter lørdag, og jeg havde lige en lille halv time, før vi lukkede kl. 17 til at kigge lidt stande. I Gads stand fik jeg hilst på Elly Griffiths, der har skrevet i Pigen under jorden. Den var jeg vild med, men jeg glemte selvfølgelig at spørge efter en selfies med hende. Til gengæld fandt jeg ud af, at nummer to i serien om Ruth Galloway, Løgnens hus, udkommer d. 29. maj.
Jeg fik også sagt hej til Lars Grill Nielsen bag forlaget Enter Darkness, hvor jeg også fik signeret mit eksemplar af Når mørket kommer krybende af to af bidragsyderne, nemlig Patrick Leis og Gudrun Østergaard (senere fik jeg også sneget A. Silvestri til at skrive i den).
På H. Harksen Productions stand fik jeg forudbestilt Thelema og købt Randvad samt den engelske antologi A Collection of Science Fiction and Horror Stories som Henrik S. Harksen har skrevet et bidrag til.
Et par effektive prisoverrækkere 🙂
Jeg fik ikke købt så mange bøger i år, og det ærgrer mig grusomt. Men jeg nåede det simpelthen ikke. Til gengæld er jeg glad for dem, det blev til. Og så vil jeg også lige sige tak til forlaget Tellerup for Ernest Clines Ready Player One. De siger, den er endnu bedre end Armada, og den var jeg ellers glad for at læse, så det bliver fedt.
Til slut lidt stemning fra gårdturen. Fortsættelse fra søndagen kan læses her
Marcherende myrer af Dennis Jürgensen
Ørestadens nye turistattraktion, Sommerfugle Shangri-La, bliver scene for et ualmindeligt grusomt mord her i 4. bind af Dennis Jürgensens fremragende krimiserie med Roland Triel.
I Ørestaden er et entomologisk oplevelsescenter under opførelse. Her skal publikum om to måneder kunne opleve alverdens sommerfugle, eksotiske insekter og andre kriblekrabledyr. Men da to nattevagter gør et makabert fund under deres runde, bliver det i stedet for politiet, som bliver første gæster i centeret.
En mand bliver nemlig fundet død, uden id og næsten lemlæstet til ukendelighed. En tatovering af en skorpion på den ene hånd er eneste mulighed for at identificere ofret, og før man ved, hvem det er, kan politiet ikke finde morderen.
Roland Triel sættes på sagen, men uden helt at slippe sin private efterforskning efter morderen der slog hans kone ihjel og mishandlede hans datter, Andrea.
Sideløbende med nutiden følger vi danskeren David Schuster 32 år tidligere. Under en jordomrejse er han blevet bestjålet og ender derfor i en lille by i Andalusien, hvor en kammerat fra livgarden skaffer ham et chaufførjob.
Mens de to spor fortælles parallelt kommer vi også længere ind under huden på Inge Renee Janné, som vi fik sat navn på i Hviskende lig. Og det er ikke på nogen måde et behageligt sind, vi lukkes ind i.
Dennis Jürgensen tog første gang springet til voksen-forfatter med Løbende tjener i 2014. Han følte et behov for, at der skulle ske noget nyt i hans forfatterskab, og at det lige blev krimien han kastede sig over, var der flere grunde til. Dels vil Jürgensen gerne underholde, når han skriver. Dels giver krimien (ligesom gyset) mulighed for at undersøge menneskets dystre sider.
Jürgensens persongalleri er altid nuanceret og interessant at følge. Selv bipersonerne får kød på kroppen, så de føles som en reel del af historien. Nogle af dem har således også større roller i enkelte af bøgerne, mens de nærmest blot nævnes i andre. Triel har den altdominerende hovedrolle, og den udfylder han perfekt. Ikke en supermand, men et menneske med laster og fejl som vi andre, og det er med til at gøre romanerne så troværdige, selvom forbrydelserne er voldsomme og blodige.
Derudover er Jürgensen fremragende til at opbygge sin fortælling, så der skabes mest mulig suspense. Det gør han bl.a. ved at skifte fortæller-stemme; springe i tid og sted; og ikke mindst ved at lade det gennemgående plot i serien om hustruens morder blive flankeret af en ny sag i hvert bind. Men selvom der er mange bolde i luften, fanger Jürgensen dem alle igen med grusom elegance. Og denne gang efterlader han for alvor læseren med en næsten ubærlig cliffhanger!
Jeg læste Marcherende myrer som ebog, og selvom jeg normalt ikke får samme gode oplevelse, som når jeg sidder med en fysisk bog i hånden, så blev jeg endnu engang fanget af Roland Triels univers. Dennis Jürgensen skriver simpelthen bare fantastisk, uanset om det er til børn eller voksne. Om det er gys, krimi eller humor. Jürgensen kan det hele – og så har han en modbydelig god fantasi.
Om Marcherende myrer:
Udgivelsesår: 08.11.2017
Forlag: Tellerup, 507 sider
Omslag: Danielle Finster
Roland Triel-serien:
Løbende tjener, 2014
Dansende røde bjørne, 2015
Hviskende lig, 2016
Marcherende myrer, 2017
Læs mere om Dennis Jürgensen på Tellerups hjemmeside eller besøg Dennis-klubben.
Horror på Krimimessen 2017 i Horsens
D. 1. og 2. april er der Krimimesse i det gamle statsfængsel i Horsens, og traditionen tro kan du også opleve en række horror-relaterede indlæg. I år er der for første gang ikke en enkelt scene dedikeret til gyset. I stedet kan du møde forfatterne og oplægsholderne rundt på de “almindelige” scener.
Lørdag:
10.40-11.00 Magasinet – Sort Scene:
Dennis Jürgensen taler med Per Drustrup Larsen om Hviskende lig (jeg ved godt det er en krimi, men det er altså Dennis Jürgensen 🙂 )
12.45-13.15 Forsamlingshuset
Hvordan kan H. P. Lovecrafts novelle “The Call of Cthulhu” fra 1926 læses som en krimi, en kosmisk krimi? Foredrag ved Henrik Sandbeck Harksen
13.00-13.20 Magasinet – Sort Scene:
Martin Schjönning taler med Jette Holst om “Kværnen”, illustreret af Tom Kristensen
13.00-13.30 Snedkeriet:
Dansk Horror Selskab overrækker Årets Danske Horrorudgivelse
15.15-15.50 Forsamlingshuset:
Fra skræk til opklaring. Oversætter Jakob Levinsen og Mikkel Andersson taler om gyserkongen Stephen Kings Bill Hodges-trilogi
16.20-16.40 Magasinet – Sort Scene:
Steen Langstrup taler med Steffen Larsen om Ø og Skadedyr og tulipaner
16.40-17.00 Magasinet – Sort Scene:
Horrorprisvinderen taler med Jacob Holm Krogsøe
For børn & unge:
kl. 12.00 2. Øst:
Michael Kamp taler om Nekromathias
kl. 12.30 2. Øst:
LG Jensen & Christian Reslow taler om Straffeanstalten
kl. 10.30-12.30 og 13.30-15.15 – Tegn med Tom Kristensen
kl. 13.45-15.15 – Gyserworkshop
Søndag:
For børn & unge:
kl. 10.30 2. Øst:
Henrik Einspor taler om I klovnenes kløer
kl. 12.30 2. Øst:
LG Jensen & Christian Reslow taler om Straffeanstalten
kl. 13.45-15.15 – Gyserworkshop
kl. 10.30-12.30 og 13.30-15.15 – Tegn med Tom Kristensen
Om Krimimessen 2017:
Åbningstid: Krimimessen har åbent lørdag kl. 10-17 og søndag kl. 10-16
Sted: FÆNGSLET, Fussingsvej 8, 8700 Horsens
Pris: Børn 0-17 år har gratis adgang, se øvrige priser her
Hviskende lig af Dennis Jürgensen
Efterforskningsleder Roland Triel er en af København politis dygtigste drabsefterforskere. I Hviskende lig bliver der endnu engang brug for hans opklaringsevner, samtidig med at fortidens genfærd spøger igen.
En ung kvinde bliver myrdet på en rideskole. Politiet har umiddelbart ikke nogen fysiske spor at gå efter, men et vidne har set en forhutlet mand forlade stedet. Triel og hans kollegaer sættes på sagen, og da der kort efter findes et lig af en ung pige i en nærliggende mose, ender også den sag på Triels bord.
Liget i mosen er usædvanligt velbevaret. Det viser sig at være en pige, som forsvandt sporløst for 40 år siden. De sidste, der så hende, var to brødre, hvoraf den ene i dag driver en millionforretning som selvhjælpsguruen bag Det Perfekte Liv, mens den anden lever på overførselsindkomst.
Samtidig med at Triel arbejder på de to drabssager, spøger sagen om hans hustrus drab stadig. Det er nu over fire år siden, at hun blev myrdet og datteren Andrea blev svært mishandlet. I sidste bind overvandt Andrea endelige sine traumer og begyndte at tale igen, men nu har ukendte gerningsmænd brændt deres gamle hus ned.
Triel er ikke i tvivl om, at det er hustruens morder, der står bag. Men selvom han – modvilligt – har slået sig sammen med journalisten Thor Brandt, som han reddede i sidste bind, er han ikke kommet nærmere på at finde ud af, hvem det er.
Imens er Triels kæreste Astrid i gang med en kæmpe oversætter-opgave for sit forlag, som betyder, at hun skal tilbringe noget tid med succesforfatteren Jeremy Forest i sin chefs sommerhus på Stevns. Men også Astrids fortid gemmer på hemmeligheder. Bl.a. en eks-mand med løse næver og et hævngerrigt sind.
Hviskende lig er tredje bind i serien om Roland Triel skrevet af Dennis Jürgensen, og som i de to første bind i serien er her tale om en velskrevet krimi af stort format. Hvor de tidligere bind havde temmelig blodige mord som omdrejningspunkt, fylder det psykologiske aspekt meget mere end selve gerningen her i bind 3, hvor Jürgensen giver os adgang til en anderledes type morder.
Som altid fremstår persongalleriet levende og interessant. Jürgensen giver sig tid til at beskrive sine personer og lader os komme ind under huden, både på hovedpersonerne, men også f.eks. på teamet omkring Triel. Han forfalder aldrig til endimensionelle klichéer, men gør sine figurer til hele mennesker.
Samtidig skriver Jürgensen, så man ser en indre film, mens man læser. Sproget er klart og mister aldrig pusten. Undervejs i romanen krydsklippes konstant mellem Triel og de øvrige figurer, hvilket giver en støt accelererende spændingskurve. Det er nemlig ikke bare historien om de to mord eller Triels jagt på hustruens morder, vi som læsere fanges af. Også bihistorierne om Astrids forfatterbesøg; Andreas ønske om at gennemgå hypnose for at huske, hvad der skete under hendes overfald, kollegaen Karstens pludselige fravær osv. har deres egen momentum, som holder én fængslet. Og så viser Jürgensens dygtighed sig til fulde, når han til sidst samler de mange plottråde i en elegant sløjfe.
Men Dennis Jürgensen er nærmest også en institution som forfatter. I mange år skrev han børne- og ungdomsbøger med en særlig forkærlighed for gyset. Hans bibliografi tæller bl.a. Danmarks første zombie-roman Kadavermarch og manuskriptet til filmen Sidste time. I 2014 udgav Jürgensen så sin første krimi for voksne, Løbende tjener, der helt fortjent røg til tops på bestseller-listen. Siden kom Dansende røde bjørne i 2015 og nu Hviskende lig.
For mig er der ingen tvivl. Uanset om han skriver for børn, unge eller voksne. Om det er horror, krimi eller for sjov. Dennis Jürgensen er en fantastisk fortæller, og han serverer endnu en gang en fremragende roman. Læs den.
Tak til forlaget Tellerup for læse-eksemplaret. Og til slut en lille tanke – gad vide om Roland Triel er opkaldt efter Stephen Kings revolvermand fra Det Mørke Tårn?
Om bogen:
Udgivelsesår: 2016
Forlag: Tellerup, 507 sider.
ISBN: 978-87-588-3000-1
Omslag: Danielle Finster
Udkommer d. 11/11-2016
Løbende tjener af Dennis Jürgensen
Nervepirrende pageturner med en sympatisk hovedperson og et blodigt, men velkonstrueret plot
Da den rige forretningsmand Frans Jessen bliver overfaldet i sin private skov og tvinges til at se sin halshuggede og lemlæstede hund, er det kun begyndelsen på en makaber sag, som ryster Københavns befolkning.
Overfaldet følges nemlig op af flere yderst brutale mord, og fællesnævneren mellem sagerne er Frans Jessens milliardforretning, Løbende Tjener.
I spidsen for opklaringens står efterforskningsleder Roland Triel. Triel var selv midtpunkt for en voldsom sag 4 år tidligere, hvor hans hustru blev myrdet og datteren svært mishandlet. Traumet har gjort hende stum, og hun er nu indlagt på en institution.
I kapløb med tiden forsøger Triel at finde Knoglebrækkeren, som medierne har døbt morderen, men fortiden dukker distraherende op, da han pludselig modtager livstegn fra sin kones morder.
Dennis Jürgensen har haft 30-års jubilæum som forfatter, men har tidligere skrevet for børn og unge. I et interview i Femina fortæller han, hvordan han ofte har mødt læsere, som er vokset op med hans bøger og nu er blevet så gamle, at de selv har børn, som læser ham, og som spørger, hvornår han skriver noget for deres generation. Det har han nu gjort med Løbende Tjener, og jeg må sige, at springet til forfatter af voksen-krimier er faldet yderst heldigt ud.
Løbende Tjener er velskrevet med en solid spændingskurve, der holder læseren fanget hele vejen igennem. Persontegningerne er troværdige, og selvom Triel på sin vis minder meget om andre fordrukne politimænd med en traumatisk fortid, så bliver han aldrig en kliché. I stedet får man sympati med ham, og jeg glæder mig allerede til næste bind i serien.
(anmeldt til Bogrummet.dk)
Om bogen:
Udgivelsesår: 2014
Forlag: Tellerup, 489 sider
Omslag: Peter Nielsen
Dæmonen i hælene af Dennis Jürgensen
Det er stort set altid en fornøjelse at læse Dennis Jürgensen, og Dæmonen i hælene er ingen undtagelse.
I køen i Netto mærker Rune pludselig, at nogen stirrer ondt på ham. Ikke bare ondt som “du har taget min plads i køen”-ondt, men hadefuldt som “jeg ønsker du skal dø”-ondt. Kort efter finder han en forladt mobiltelefon, som en teenager tilsyneladende har glemt. Da den ringer op, er det en ung pige, som råber på hjælp. Rune tror, at det er en joke, men pigen ved en masse ting om ham, som ingen andre ved, og det ender med, at han tror på Sandra, som hun hedder.
Sandra er blevet taget af de grå mænd. Hun befinder sig et mørkt sted, og nu vil hun have Rune til at hjælpe hende. De grå mænd går rundt blandt os og “kidnapper” enkeltpersoner, hvorefter personerne ophører med at eksistere! Ingen husker at de har været til – pånær Rune.
Rune forsøger på flere måder at hjælpe Sandra. Først ved at gå til politiet, siden ved bl.a. at søge hjælp hos en computerkyndig kammerat, men intet hjælper tilsyneladende. Og så må Rune tage sagen i egen hånd.
Som altid blev jeg lynhurtigt fanget ind i Jürgensens univers. Uanset om det handler om børn, eller som her i Dæmonen i hælene en voksen hovedperson, så fortæller Jürgensen flydende og effektivt. Her er Rune fanget i en mareridtsagtig verden, hvor alle han kender forsvinder, og han bliver mere og mere i tvivl om, hvorvidt det virkelig sker, eller om det hele blot foregår i hans hoved.
Plottet er måske nok set før, f.eks. i Jack Finneys roman fra 1955, hvor aliens overtager menneskenes kroppe og langsomt udsletter menneskeheden. Men jeg synes stadigvæk, at Dennis Jürgensen sætter sit eget præg på historien, som efter min mening er velskrevet og underholdende for både unge og voksne.
Om bogen:
Udgivelsesår: 2007
Omslag: Leif Rosby
Andre bøger af Dennis Jürgensen:
Tunnelmanden (2010)
Dødens mange facetter (2009)
Dæmonen i hælene (2007)
Kadavarjagt (2006)
Uhyret i brønden (1998)
Måske (1994)
Monsteret i kælderen (1993)
Tingen i cellen (1992)
Kadavermarch (1991)
Grønne øjne (1985)