november 2017
M T O T F L S
« okt    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘djævelen’

Hels rejse: Den 6. bog om Satan af Signe Fahl

Hels-rejseVerden er i forandring, menneskene i Norden skifter deres tro ud med kristendommen. Men det er ikke kun Thor og Odin, der bliver byttet ud med Gud og Jesus. Et dødsrige går mod sin undergang. En dødsgudinde tager kampen op. (bagsideteksten)

I forlaget Kandors kortromans serie om Satan er vi nået til bind 6 ”Hels rejse” af Signe Fahl, af hvem jeg tidligere har læst novellen ”Værnetræet” i fantasy-antologien ”Hvad skoven skjuler”.

Hel sidder i sit mørke dødsrige, da en uventet gæst trænger sig på. En mand med sorte vinger, horn og glødende aflange pupiller, som kalder sig Lucifer, lysbringeren, og som kommer for at fortælle Hel, at hendes tid er forbi. Menneskene har skiftet tro, og de døde sjæle tilhører nu ham.

Hel har ganske vist hørt om den hvide gud fra syd, med hvem Lucifer følges, men hun er overbevist om, at Lucifer tager fejl og sender ham bort i vrede. Men da hendes broder, Fenrisulven, kort efter dukker op, befriet af den lænke som skulle holde ham fanget indtil Ragnarok, beslutter hun sig for at undersøge, om der alligevel er noget om Lucifers ord. Det bringer hende på besøg i både menneskenes verden og Lucifers rige, og til sidst må hun træffe en beslutning.

I ”Hels rejse” tager Signe Fahl udgangspunkt i dødsguden Hel fra den nordiske mytologi, som i den sidste halvdel af 900-tallet langsomt erstattes af kristendommen. For hvad sker der egentlig med de guder, som menneskene forkaster?

Det var uhyre fascinerende at læse om den forskel, de to religioner betrager døden med. I Hels dødsrige vandrer de døde af sted, døve og blinde, indtil de når Yggdrasil, hvor de atter bliver vævet ind i skæbnetrådene:

”Denne skygge er færdig med sin vandring i Helheim og er klar til at træde ind i de levendes verden igen. Som alle skygger før den vil den blive en del af livet igen. Måske i en krop, måske blot i et minde, en hvisken i træernes blade eller en mumlen i en bæk, der fortæller om livets evighed og forgængelighed.”

I modsætning til Helvede hvor de, der har syndet i livet, lutres for deres synder i døden gennem lidelse i en uendelighed. Her er ingen fred eller hvile.

”’Endnu en straf?’ Hun peger ud mod de indfrosne skikkelser. ‘Nogle har længere vej til Himlen end andre’. Hun ved ikke, hvad hun skal sige. Det hele virker så grusomt, og han er så upåvirket, så kold overfor al den lidelse omkring dem. ‘De har bragt sig selv i denne situation så du behøver ikke at have ondt af dem’, siger han. ‘Reglerne er meget enkle. Lad være med at synde. Alligevel gør de det. Hele tiden. Den mindste fristelse og de falder i’. Han sukker og ryster på hovedet. ‘På trods af deres svaghed er de Guds kære skabninger, og de får en chance mere her’.”

Fahl beskriver nærmest Satan som en nidkær funktionær, der modsat Hel ikke har noget forhold til sine døde.

Og lidt som i Anika Eibes bidrag ”Tvisten” kan man godt blive lidt i tvivl om, hvordan en religion, der prædiker næstekærlighed og godhed, alligevel afstedkommer så megen lidelse.

Endnu et velskrevet, interessant og tankevækkende bidrag i serien.

Serien Den X bog om Satan:

Menneskesønnen af Maya Salonin
Hels rejse af Signe Fahl
En ørn fanger ikke fluer
af David Garmark
Tvisten af Anika Eibe
Kærlighedens væsen af Aske Munk-Jørgensen
En sand kunstner af Jakob Friis Andersen
Deroute af Martin Schjönning

Læs mere på Forlaget Kandors hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Luc Sesselle/Dreamstime.com

En ørn fanger ikke fluer: Den 5. bog om Satan af David Garmark

https://www.facebook.com/ForfatterDavidGarmark?fref=ts

Jeg er simpelthen nødt til at tage hatten af for forlaget Kandor og serien om Satan. Det er imponerende, at der hver måned d. 13. udkommer et nyt velredigeret og godt korrekturlæst bind skrevet af både garvede forfattere og nye talenter, med historier som pirrer og vækker til eftertanke. Det er naturligvis et tegn på talentfulde bidragsydere, men det er så sandelig også et bevis på en kæmpe indsats fra forlægger Nikolaj Højbergs side.

David Garmark er manden bag femte bind ”En ørn fanger ikke fluer”. Han vandt i øvrigt Kandors krimikonkurrence med novellen ”Tågevals”, og er også aktuel med sin debutroman ”Drengen der aldrig kom hjem”, som er udgivet på forlaget Turbine. Men her drejer det sig om Satan.

I 1958 fødes drengen Poul Gustav Brahmsen, der hurtigt viser sig at være et højt begavet barn. Han læste som 3-årig, skrev fortællinger som 5-årig, og som 10-årig blev hans evner for at spille klaver opdaget, og snart spillede Poul Gustav på turneer over hele Europa.

Men alt har en ende og en dag er berømmelsen ovre. Poul Gustav kommer i dårligt selskab, ender i fængsel og herfra forsvinder ethvert spor af ham – indtil journalisten Henrik Wagner næsten 40 år senere opdager en sammenhæng mellem vidunderbarnet og det litterære mesterværk ”Verden tilhører os, der er tilbage”.

Det lykkes Henrik Wagner at opspore Poul Gustav og få et interview med ham, men mødet bliver et møde med ondskaben selv og en rejse ind i et betændt og sygt sind.

Poul Gustav arbejder nu på afslutningen af sit store værk ”Verden tilhører os, der er tilbage”, hvor han beviser, at alle mennesker er skabt lige, og at kærligheden bør styre os. I ”Magnum Opus” har han dog en helt anden agenda – nemlig at dekonstruere sine egne ord og bevise at mennesket er alene i verden. At nedbrænde skoven af eksisterende forestillinger og genplante fra bunden. Og metoden til dette er grusom.

Garmark fortæller historien dels via Henrik Wagner, dels gennem interviewet med Poul Gustav, og dels gennem dennes selvbiografi. Her er ingen humor eller varme, ingen kærlighed eller medmenneskelighed. Hos Garmark findes Satan i menneskets gerninger og følelser, og han dissekerer emnet skjult under en videnskabelig rationel maske.

En vellykket, velskrevet og virkelig modbydelig historie, som fungerer fint i kortromans-formen, men som også sagtens vil kunne tåle at blive rullet ud i fuld roman længde. Med andre ord – endnu et fornemt bidrag til serien.

Fra bogens forord:
“Lige så længe jeg kan huske, har jeg været fascineret af Satan. Den faldne engel. Den legemliggjorte ondskab. Den mest frygtede skabning fra Vestens kulturhistorie. Jeg har specielt været fascineret af de måder, han har været afbilledet på i film og litteratur, hvor han har optrådt lige fra den nydelige advokat til kirkens rødskællede dæmon… I 2014 blev jeg nysgerrig på, hvad andre forbandt med Satan og tænkte, at det kunne være interessant at udgive en serie af kortromaner om ham. Jeg udsendte derfor en indbydelse til at skrive til serien. De to eneste kriterier var manuskriptets længde, og at manuskriptet på en eller anden måde skulle afspejle forfatterens opfattelse af Satan. Interessen for at skrive til serien var stor og variationen af Satan mange. Min nysgerrighed blev tilfredsstillet. Det håber jeg også din gør…”
Nikolaj Højberg, forlagsredaktør

Serien Den X bog om Satan:

Menneskesønnen af Maya Salonin
Hels rejse af Signe Fahl
En ørn fanger ikke fluer
af David Garmark
Tvisten af Anika Eibe
Kærlighedens væsen af Aske Munk-Jørgensen
En sand kunstner af Jakob Friis Andersen
Deroute af Martin Schjönning

Besøg David Karmarks facebook-side
Læs mere på Forlaget Kandors hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Luc Sesselle/Dreamstime.com

Tvisten: Den 4. bog om Satan af Anika Eibe

Tvisten

4. bidrag i serien Den X bog om Satan har en humoristisk undertone, men er stadigvæk både tankevækkende og interessant

Efter mange afslag på invitationer siger Jahve endelig ja tak til at besøge Samael i dennes underjordiske rige. De to har ellers ikke været sammen, siden de i et skænderi udslettede dinosaurusserne. Dengang indgik de en aftale. Jahve fik himlen, mens Samael fik jordens indre, og når tiden kom, var det op til menneskene selv at beslutte, hvem af de to der skulle have magten på jorden.

Nu er tiden inde til at afgøre tvisten. Samael foreslår, at de hver især vælger episoder fra verdenshistorien og indsamler de energier der afgives, således at Jahve får de gode energier og Samael de onde. Jahve er overbevist om, at der er lusk med i spillet, men går alligevel med til arrangementet. Dels har de jo en aftale, og dels er han jo Gud, så hvordan kan han overhovedet tabe?

”Tvisten” er fjerde bind i forlaget Kandors serie om Satan, og i sit bud på hvad Satan er for en størrelse, lader Anika Eibe Satan og Gud mødes for at finde ud af, hvem af dem der skal herske. Resultatet skal ikke afsløres her, men der er ingen tvivl om, at Satan er en lusket størrelse.

Eibe skriver med en humoristisk undertone i et letlæseligt sprog, og ”Tvisten” er hurtigt læst, men stadigvæk både tankevækkende og interessant. I stedet for at have fokus på Satan er Gud hovedpersonen her, og det er interessant at se, hvorledes hans ønske om at mennesket skal være godt i virkeligheden har udartet sig. Har troen på Satan slået flest mennesker ihjel, eller er det troen på Gud, der har kostet flest menneskeliv?

Som i de tidligere bind i serien er udgivelsen af høj kvalitet. Dog undrer det mig lidt, at det ellers faste forord om baggrunden for serien af forlægger Nikolaj Højberg ikke er med i denne udgave. Det er dog ikke noget, der ødelægger oplevelsen, og ”Tvisten” kan bestemt anbefales, hvis du har lyst til at få et indblik i udforskningen af Satan, og måske få rykket ved dine forestillinger om godt og ondt.

Fra seriens forord:
“Lige så længe jeg kan huske, har jeg været fascineret af Satan. Den faldne engel. Den legemliggjorte ondskab. Den mest frygtede skabning fra Vestens kulturhistorie. Jeg har specielt været fascineret af de måder, han har været afbilledet på i film og litteratur, hvor han har optrådt lige fra den nydelige advokat til kirkens rødskællede dæmon… I 2014 blev jeg nysgerrig på, hvad andre forbandt med Satan og tænkte, at det kunne være interessant at udgive en serie af kortromaner om ham. Jeg udsendte derfor en indbydelse til at skrive til serien. De to eneste kriterier var manuskriptets længde, og at manuskriptet på en eller anden måde skulle afspejle forfatterens opfattelse af Satan. Interessen for at skrive til serien var stor og variationen af Satan mange. Min nysgerrighed blev tilfredsstillet. Det håber jeg også din gør…”
Nikolaj Højberg, forlagsredaktør

Serien Den X bog om Satan:

Menneskesønnen af Maya Salonin
Hels rejse af Signe Fahl
En ørn fanger ikke fluer
af David Garmark
Tvisten af Anika Eibe
Kærlighedens væsen af Aske Munk-Jørgensen
En sand kunstner af Jakob Friis Andersen
Deroute af Martin Schjönning

Læs mere på Anika Eibes hjemmeside
Læs mere på Forlaget Kandors hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Luc Sesselle/Dreamstime.com

Kærlighedens væsen: Den 3. bog om Satan af Aske Munk-Jørgensen

3bogomSatanI Kandors serie om Satan er vi nu nået til tredje bind, som Aske Munk-Jørgensen har skrevet: ”Kærlighedens væsen”. Hvor vi i bind to var inviteret med til renæssancens Italien, er vi nu igen tilbage i nutiden.

Vennerne Simon og Thor har kendt hinanden siden barndommen, men kommer alligevel fra helt forskellige verdener. Thor kom fra den forkerte side af skinnerne, og det mærkede ham allerede fra lille. Alene ud fra sin adresse fik han påklistret et mærkat, og så hjalp det ikke spor, at hans forældre var flinke mennesker, og at Thor egentlig var en god dreng. Han var også FOR meget, fik sig rodet ud i slagsmål, og var ikke noget lys i skolen.

Men nu er der ikke meget af den søde dreng tilbage. Foran Simon sidder en hærget misbruger, høj på amfetamin, ødelagt af sprut, og ivrig efter at overbevise ham om, at han skal låne Thor 100.000 kr. til at bygge et hus i Skive.

Vejen hertil fortæller Simon i flashbacks, og det er en trist beretning.

Jeg har tidligere læst lidt af Aske Munk-Jørgensen, og hver gang har det været en positiv oplevelse. Første gang var novellen ”Seidr” i fantasy antologien ”Til deres dages ende”, siden kom ”Vampyren – en gennemgang af historiske kilder og dokumenterede forekomster i Europa, 1853 til 1947” i antologien ”Vampyr”, og senest ”Svaret” fra scifi-horror antologien ”Universets mørke”, så det har været meget forskellige emner.

”Kærlighedens væsen” er ikke horror som i splat, rædsel eller overnaturlig ondskab. Her gemmer Satan sig i den hånd, vi er givet fra fødslen, og de valg vi efterfølgende tager. Selv i vores kærlighed gemmer muligheden for ondskab sig.

Jeg må indrømme, at jeg blev ramt af Aske Munk-Jørgensens kortroman. Den står 100% realistisk og efterlod mig påvirket og trist. Den er dog også velskrevet, eftertænksom og et anderledes bud på Satans væsen og kan derfor kun anbefales.

Fra bogens forord:
“Lige så længe jeg kan huske, har jeg været fascineret af Satan. Den faldne engel. Den legemliggjorte ondskab. Den mest frygtede skabning fra Vestens kulturhistorie. Jeg har specielt været fascineret af de måder, han har været afbilledet på i film og litteratur, hvor han har optrådt lige fra den nydelige advokat til kirkens rødskællede dæmon… I 2014 blev jeg nysgerrig på, hvad andre forbandt med Satan og tænkte, at det kunne være interessant at udgive en serie af kortromaner om ham. Jeg udsendte derfor en indbydelse til at skrive til serien. De to eneste kriterier var manuskriptets længde, og at manuskriptet på en eller anden måde skulle afspejle forfatterens opfattelse af Satan. Interessen for at skrive til serien var stor og variationen af Satan mange. Min nysgerrighed blev tilfredsstillet. Det håber jeg også din gør…”
Nikolaj Højberg, forlagsredaktør

Serien Den X bog om Satan:

Menneskesønnen af Maya Salonin
Hels rejse af Signe Fahl
En ørn fanger ikke fluer
af David Garmark
Tvisten af Anika Eibe
Kærlighedens væsen af Aske Munk-Jørgensen
En sand kunstner af Jakob Friis Andersen
Deroute af Martin Schjönning

Læs mere på Aske Munk-Jørgensens blog
Læs mere på Forlaget Kandors hjemmeside 

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Luc Sesselle/Dreamstime.com

En sand kunstner: Den 2. bog om Satan af Jakob Friis Andersen

2bogSatanAndet bind af forlaget Kandors serie om Satan er skrevet af Jakob Friis Andersen og tager os med tilbage til renæssancens Italien. Her lader forfatteren Satan selv få ordet i forsøget på at forklare hvem han er, og det gør han ved at give et eksempel på, hvordan han arbejder, virker og opererer.

I året 1513 besøger Satan Firenze, hvor han har lejet sig ind hos en ældre enkefrue. Modsat hvad man skulle tro, er han en god lejer, der hjælper den ældre dame og ofte bliver inviteret på aftensmad. Hans egentlige mål er dog den skønne Isabella. En ung, smuk og uskyldig kvinde som – viser det sig snart – har flere tilbedere.

Isabella holder meget af kunst, og tilbederne får hver især hjælp af Satan til at blive dygtigere for på den måde kunne vinde Isabellas hjerte. Det lyder umiddelbart som den kendte historie om Fausts handel med Djævelen, men Jakob Friis Andersen har sit eget tag på fortællingen.

”En sand kunstner” er ikke så mørk som første bind, ”Deroute”. Satan optræder som en forfører i sin menneskeskikkelse og charmerer sine ofre, som han dog altid lader få et glimt af det skjulte bag illusionen. Dermed bliver historien ikke så malerisk, som den egentlig umiddelbart fremstår, men maner ligesom første bind til eftertanke.

Som sagt er det Satan selv der fortæller, og det gør han ud fra nogle dagbogsoptegnelser, som ofte afsluttes af en kort beskrivelse af, hvem han er. For mig er det særligt disse korte glimt, der løfter fortællingen op over gennemsnittet med sine rammende indblik i menneskets væsen.

”Hvem er jeg? Jeg er din dybeste sorg og din mest intense lykke. Vor Frelser vil lære dig om ydmyghed og medlidenhed, og moralfilosofferne vil lære dig om ‘den gyldne middelvej’. Tillad mig at kalde Frelserens ydmyghed og medlidenhed for svaghed, og tillad mig at kalde den gyldne middelvej for rusten middelmådighed. Jeg er din selvsikkerhed – og din fortabelse. Jeg kender ingen midte.”

Jeg er yderst spændt på, hvad bind tre vil byde på, og håber at serien vil holde kadencen og vedblive at underholde og udfordre læserne ligeså overbevisende som de første to bind har gjort.

Fra bogens forord:
“Lige så længe jeg kan huske, har jeg været fascineret af Satan. Den faldne engel. Den legemliggjorte ondskab. Den mest frygtede skabning fra Vestens kulturhistorie. Jeg har specielt været fascineret af de måder, han har været afbilledet på i film og litteratur, hvor han har optrådt lige fra den nydelige advokat til kirkens rødskællede dæmon… I 2014 blev jeg nysgerrig på, hvad andre forbandt med Satan og tænkte, at det kunne være interessant at udgive en serie af kortromaner om ham. Jeg udsendte derfor en indbydelse til at skrive til serien. De to eneste kriterier var manuskriptets længde, og at manuskriptet på en eller anden måde skulle afspejle forfatterens opfattelse af Satan. Interessen for at skrive til serien var stor og variationen af Satan mange. Min nysgerrighed blev tilfredsstillet. Det håber jeg også din gør…”
Nikolaj Højberg, forlagsredaktør

Læs mere på forlaget Kandor 

Serien Den X bog om Satan:

Menneskesønnen af Maya Salonin
Hels rejse af Signe Fahl
En ørn fanger ikke fluer
af David Garmark
Tvisten af Anika Eibe
Kærlighedens væsen af Aske Munk-Jørgensen
En sand kunstner af Jakob Friis Andersen
Deroute af Martin Schjönning

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Luc Sesselle/Dreamstime.com

Deroute: Den 1. bog om Satan af Martin Schjönning

Deroute2015Forlaget Kandor har gennem de senere år udsendt en række vellykkede tema-antologier. Nu har forlægger Nikolaj Højberg kastet sig ud i et nyt projekt, en serie af kort-romaner med udgangspunkt i Satan. Han skriver i sit forord til “Deroute” af Martin Schjönning, som er første bog i serien:

Lige så længe jeg kan huske, har jeg været fascineret af Satan. Den faldne engel. Den legemliggjorte ondskab. Den mest frygtede skabning fra Vestens kulturhistorie. Jeg har specielt været fascineret af de måder, han har været afbilledet på i film og litteratur, hvor han har optrådt lige fra den nydelige advokat til kirkens rødskællede dæmon… I 2014 blev jeg nysgerrig på, hvad andre forbandt med Satan og tænkte, at det kunne være interessant at udgive en serie af kortromaner om ham. Jeg udsendte derfor en indbydelse til at skrive til serien. De to eneste kriterier var manuskriptets længde, og at manuskriptet på en eller anden måde skulle afspejle forfatterens opfattelse af Satan. Interessen for at skrive til serien var stor og variationen af Satan mange. Min nysgerrighed blev tilfredsstillet. Det håber jeg også din gør…”

Martin Schjönning er en af kræfterne bag bloggen Apokalyptisk, som anmelder nye og gamle film, tv-serier, computerspil og bøger med en eller anden form for apokalyptisk tema samt andre relaterede emner. Han har også skrevet en række noveller, bl.a. “De fattige blandt menneskene” som yderst fortjent var vindernovellen i antologien “Vampyr“, og nu romandebuterer han med “Deroute” – en historie som tager udgangspunkt i barndommen, men absolut IKKE er en børnebog.

Romanen udspiller sig i en lille by, hvor vi gennem 6 kapitler følger en drengs langsomme nedstigning til slutningen. Igennem hele sin barndom bliver han mobbet, tæsket og forfulgt. I sine anstrengelser på at holde sig skjult for sine forfølgere, opøver han en særlig evne til at aflæse den “maskine”, som byen udgør, og det giver ham et helt særligt indblik i byens indbyggere. Men får det ham til at vælge rigtigt, den dag han må træffe et afgørende valg?

Schjönning har en særlig evne til at beskrive råheden i samfundets bund uden nogen form for lyserødt filter. Her får de svage tæsk af de stærke. Her er ingen hjælp at hente. Ingen kærlighed at få. Og i en nedadgående spiral ofrer drengen mere og mere af sin menneskelighed for at undslippe sin offerrolle.

“Deroute” er en barsk, men velskrevet historie, som anlægger gode takter for resten af serien, hvor bind 2 “En sand kunstner” af Jakob Friis Andersen udkommer d. 13. maj.

Læs mere på forlaget Kandor eller besøg Martin Schjönnings blog

Siden jeg skrev denne anmeldelse er “Deroute” blevet nomineret til Årets Danske Horrorudgivelse.

Serien Den X bog om Satan:

Menneskesønnen af Maya Salonin
Hels rejse af Signe Fahl
En ørn fanger ikke fluer
af David Garmark
Tvisten af Anika Eibe
Kærlighedens væsen af Aske Munk-Jørgensen
En sand kunstner af Jakob Friis Andersen
Deroute af Martin Schjönning

Om bogen:

Omslag: Luc Sesselle/Dreamstime.com
Udgivelsesår: 2015

11-11-11

11-11-11Succesforfatteren Joseph Crone mistede for et års tid siden sin søn og hustru i en frygtelig brand. Om natten hjemsøges han af mareridt, og om dagen har han svært ved at skrive. Hans far, som han ikke har haft kontakt  med i mange år, ligger for døden, og på sin lillebrors, Samuels, opfordring vender Joseph hjem til Spanien, efter han mirakuløst overlever en bilulykke.

Men hjemkomsten er ikke præget af genforeningsglæde fra Josephs side. Han mistede for mange år troen på Gud, og faderens kirke som Samuel er præst i, interesserer ham ikke. Alligevel kommer de to brødre langsomt nærmere hinanden, for Joseph opdager et uhyggeligt sammentræf. Overalt opdager han tallene 11-11, og da han begynder at researche i det, viser det sig, at der hinsides vores verden findes væsener, som sender os beskeder via tallene 11-11. Deres kræfter bliver stærkere jo tætterer på datoen man er, og Jospeh bliver overbevist om, at de ønsker at slå Samuel ihjel. Men hvorfor?

Instruktør Darren Lynn Bousman har bl.a. instrueret Saw II, Saw III og Saw IV, blodige fortællinger som kan karakteriseres som torture-porn, men i 11-11-11 fortæller han en helt anderledes historie. Vi er langt fra blod og splat, og i stedet koncentrerer han sig om at opbygge en isnende, krybende, skræmmende stemning. Jeg vil ikke sige, at det lykkes 100%, men her er dog tale om et ganske fornuftigt forsøg.

Timothy Gibbs, der spiller Joseph, virker overbevisende i sin sorg over hustruen og sønnens død og i sin absolutte afstandstagen til religion. Efterhånden som han begynder at se tegnene og dermed overbevises om, at noget forsøger at kommunikere med ham, må han kæmpe med sig selv, og også denne indre kamp fremstiller Gibbs troværdigt.

Også Michael Landes i rollen som Samuel er velcastet. Hvor Timothy Gibbs som Joseph er indesluttet og uden interesse i sin omverden, er Landes som Samuel varm og omfavnende. Han er den unge idealistiske præst fyldt med drømme om en bedre verden, og selvom han er klar over, at deres fælles far har haft lidt for vilde drømme om deres kirke, så ønsker han blot at arbejde videre ad faderens vej mod en kirke, der har forståelse for syndere.

Ved at lade historien udspille sig i Barcelona får Bousman foræret en gotisk stemning, som ville være umulig at finde i USA. Husene, gaderne og Josephs fremmedgørelse idet han ikke taler spansk er alt sammen med til at forøge intensiteten i historien.

Hvor det halter lidt, er efter min mening 11-11-væsenerne. Selvom de egentlig forsøges introduceret gradvist, så pumpes baggrundsmusikken så vildt op, når de dukker op på skærmen, at det hurtigt bliver lidt anstrengende. Bousman arbejder også med brugen af farver undervejs, hvor nogle scener er holdt i kolde farver, men det var svært for mig at finde en grund til skiftene. Til gengæld synes jeg twistet i slutningen er forrygende (omend ikke en total overraskelse), og her kan man se lidt af Bousman fra Saw-filmene.

Darren Lynn Bousman fortæller i ekstra-materialerne, hvordan han er dybt fascineret af labyrinter – ikke mindst af Stanley Kubricks brug i The Shining fra 1980. Bousmans brug af en labyrint i 11-11-11 er derfor en hommage til Kubrick, men også andre film og bøger får en hilsen med undervejs. Bl.a. sender Samuels husholderske Anna en hilsen til Stephen Kings Misery og Kathy Bates, og en scene med et af væsenerne fik mig straks til at tænke på The Exorcist.

Jeg vil ikke kalde 11-11-11 for en 100% vellykket film, men kan man lide film som The Exorcist, The Omen eller måske Prince of Darkness, så tror jeg også, at man vil føle sig underholdt her – uden dog på nogen måde at sætte 11-11-11 i klasse med ovenstående. Som Best-Horror-Movies.com skriver: “There are several points in 11-11-11 when it all seems to be just too much, and the scan for the remote control’s stop button begins… but wait! Every time the negatives begin to reach critical mass, something cool happens and, for a time, all is forgiven. Some pacing issues allow that mass of negativity to creep back in a few times, but then something else will happen, the story will be quickly progressed, the performer’s expressions facilitate the illusion beautifully… and then the ending is so great that a “wow, that was really good!” is the aftertaste that remains as the credits roll.”

Om filmen:

Instruktør: Darren Lynn Bousman
Udgivelsesår: 2011

Flaskedjævelen af Robert Louis Stevenson

FlaskedjævelenFor nyligt genlæste jeg Robert Louis Stevensons Ligrøverne, og det gav mig blod på tanden til at læse mere af Mr. Hydes fader, så da jeg faldt over en smukt illustreret udgave af Flaskedjævelen røg den straks med hjem.

På Hawaii bor den fattige men dygtige og samvittighedsfulde mand, Keawe, der rejser ud for at se verden. En dag ankommer hans skib til San Francisco, og her går han på opdagelse og finder et vidunderligt hus. Mens han står og kigger på det og drømmer om at eje et tilsvarende, kommer husets ejer ud, og de falder i snak.

Ejeren fortæller, at alt hans rigdom stammer fra en flaske med djævelen i, og at han er villig til at sælge den til Keawe. Der er dog et par betingelser ved flaskedjævelen. Den kan kun sælges med tab,  den skal sælges for mønter, og den, som ejer flasken når vedkommende dør, er dømt til Helvede. Til gengæld opfylder flasken alle ens ønsker, så længe man ejer den.

Keawe køber den for 50 dollars, og hans ønske om et smukt hus bliver hurtigt opfyldt – dog på en anden måde end forventet – og spørgsmålet er så, hvad en samvittighedsfuld mand vil gøre?

Novellen hører under temaet at sælge sin sjæl djævelen a la Goethes Faust. Den er dog let fortalt trods de moralske overvejelser undervejs, og de smukke farverige illustrationer af Jacqueline Mair er med til at underbygge en håbefuld stemning i fortællingen.

Om Flaskedjævelen:

Originaltitel: The Bottle Imp
Første udgivelse: 1891 i the New York Herald

Horn af Joe Hill

Horn af Joe HillHvordan reagerer du, hvis du en morgen vågner og opdager, at du har fået horn i løbet af natten? Og endnu mærkeligere – pludselig får alle lyst til at betro dig deres inderste syndige tanker! Det sker en dag for Ignaitus Martin Perrish kaldet Ig, da han vågner efter en gevaldig druktur, hvor han nok kan huske, at han har gjort noget skidt, men ikke hvad det er.

For et år siden blev Igs kæreste Merrin voldtaget og dræbt. Ig blev anklaget for det, men blev aldrig ført for en domstol og derfor heller aldrig renset, da alle de tekniske beviser gik til under en brænd. I året der er gået, har Ig lidt under byens anklagende blikke, men nu lader hornene ham også hører folks tanker – og det er ikke spor behageligt. Faktisk bliver det så slemt, at Ig overvejer selvmord – men så møder han tilfældigt Merrins morder …

Jeg har tidligere læst Dødens jagt af Joe Hill, som handlede om et hjemsøgt jakkesæt. I Horn bevæger Hill sig ud af en helt anden tangent, men også dette mestrer han, for selvom historien umiddelbart virker lidt sær og hurtigt gennemskuet, så får Hill læseren til at glemme det, og i stedet lever man sig ind i historien hele vejen. Horn leverer ikke samme umiddelbare gys, som debutromanen. I stedet er her menneskelig ondskab og meningsløse misgerninger iblandet overvejelser om Gud og Djævelen.

Joe Hill er søn af Stephen King, men han behøver ikke at støtte sig op ad sin fars berømmelse. Han er selv rigtig godt på vej til at skabe sig en strålende forfatterkarriere.

Horn blev i øvrigt filmatiseret i 2013 af instruktør Alexandre Aja (Haute Tension og The hills have eyes) med Daniel Radcliffe som Ignaitus Martin Perrish.

Om Horn:

Udgivelsesår: 2011
Originaltitel: Horns (2010)
Omslag: Mary Schuck

The House of the Devil

The House of the DevilDen studerende Samantha har brug for penge for at kunne flytte i egen lejlighed og slippe for sin ulidelige sambo. Derfor ansøger hun et job som barnepige, selvom hun slet ikke bryder sig om børn. Det viser sig dog, at det slet ikke er et barn, hun skal passe, men en ældre kvinde i et gammelt hus langt udenfor byen. Veninden Megan prøver at tale Samantha fra jobbet, som hun synes virker skummelt og forkert. Og det er det også …

The House of the Devil er fra 2009, men er optaget i total 80’er stil helt ned til et let grynet billede, som vi havde på vhs-filmene. Det fungerer rigtig godt, og er med til at underbygge stemningen.

Hovedrollen spilles af Jocelin Donahue, som bl.a. også har haft en lille rolle i en af mine yndlings horror-westerns The Burrowers. Hun gør det godt og virker overbevisende som Samantha, der godt kan mærke, at jobbet ikke er helt fint i kanten,  men som alligevel lader sig lokke af pengene, og som trods sin sårbarhed alligevel yder voldsom modstand da tingene spidser til. Tom Noonan (Manhunter, 1986), der spiller Mr. Ulman, er også perfekt castet. Han er tilpas creepy, til at vi bare ved, at noget er forkert, selvom han udadtil virker både høflig og venlig.

Instruktør Ti West (Cabin Fever 2) giver sig god tid, inden han lader uhyggen bryde ud, men jeg kunne egentlig godt lide det, for stemningen op til første blodsdråbe er interessant, selvom der ikke sker så meget. I det hele taget er det ikke en film, som svælger i volden, og først i de sidste 20 minutter kommer pulsen rigtig op, men for mig virkede det.

Alt i alt syntes jeg vældig godt om The House of the Devil. Det er måske ikke årets uhyggeligste film, og hvis du er mest til action fra første minut, er den nok heller ikke sagen. Men kan du lide en god stemningsfyldt film med interessante skuespillere uden at plottet behøver at overraske dig, så snup The House of the Devil. Som Roger Ebert skriver om den i sin anmeldelse: “It’s the anticipation, not the happening, that’s the fun.”

Om The House of the Devil:

Instruktør: Ti West
Udgivelsesår: 2009