Indlæg tagget med ‘djævelen’

Horn af Joe Hill

Horn af Joe HillHvordan reagerer du, hvis du en morgen vågner og opdager, at du har fået horn i løbet af natten? Og endnu mærkeligere – pludselig får alle lyst til at betro dig deres inderste syndige tanker! Det sker en dag for Ignaitus Martin Perrish kaldet Ig, da han vågner efter en gevaldig druktur, hvor han nok kan huske, at han har gjort noget skidt, men ikke hvad det er.

For et år siden blev Igs kæreste Merrin voldtaget og dræbt. Ig blev anklaget for det, men blev aldrig ført for en domstol og derfor heller aldrig renset, da alle de tekniske beviser gik til under en brænd. I året der er gået, har Ig lidt under byens anklagende blikke, men nu lader hornene ham også hører folks tanker – og det er ikke spor behageligt. Faktisk bliver det så slemt, at Ig overvejer selvmord – men så møder han tilfældigt Merrins morder …

Jeg har tidligere læst Dødens jagt af Joe Hill, som handlede om et hjemsøgt jakkesæt. I Horn bevæger Hill sig ud af en helt anden tangent, men også dette mestrer han, for selvom historien umiddelbart virker lidt sær og hurtigt gennemskuet, så får Hill læseren til at glemme det, og i stedet lever man sig ind i historien hele vejen. Horn leverer ikke samme umiddelbare gys, som debutromanen. I stedet er her menneskelig ondskab og meningsløse misgerninger iblandet overvejelser om Gud og Djævelen.

Joe Hill er søn af Stephen King, men han behøver ikke at støtte sig op ad sin fars berømmelse. Han er selv rigtig godt på vej til at skabe sig en strålende forfatterkarriere.

Horn blev i øvrigt filmatiseret i 2013 af instruktør Alexandre Aja (Haute Tension og The hills have eyes) med Daniel Radcliffe som Ignaitus Martin Perrish.

Om Horn:

Udgivelsesår: 2011
Originaltitel: Horns (2010)
Omslag: Mary Schuck

The House of the Devil

The House of the DevilDen studerende Samantha har brug for penge for at kunne flytte i egen lejlighed og slippe for sin ulidelige sambo. Derfor ansøger hun et job som barnepige, selvom hun slet ikke bryder sig om børn. Det viser sig dog, at det slet ikke er et barn, hun skal passe, men en ældre kvinde i et gammelt hus langt udenfor byen. Veninden Megan prøver at tale Samantha fra jobbet, som hun synes virker skummelt og forkert. Og det er det også …

The House of the Devil er fra 2009, men er optaget i total 80’er stil helt ned til et let grynet billede, som vi havde på vhs-filmene. Det fungerer rigtig godt, og er med til at underbygge stemningen.

Hovedrollen spilles af Jocelin Donahue, som bl.a. også har haft en lille rolle i en af mine yndlings horror-westerns The Burrowers. Hun gør det godt og virker overbevisende som Samantha, der godt kan mærke, at jobbet ikke er helt fint i kanten,  men som alligevel lader sig lokke af pengene, og som trods sin sårbarhed alligevel yder voldsom modstand da tingene spidser til. Tom Noonan (Manhunter, 1986), der spiller Mr. Ulman, er også perfekt castet. Han er tilpas creepy, til at vi bare ved, at noget er forkert, selvom han udadtil virker både høflig og venlig.

Instruktør Ti West (Cabin Fever 2) giver sig god tid, inden han lader uhyggen bryde ud, men jeg kunne egentlig godt lide det, for stemningen op til første blodsdråbe er interessant, selvom der ikke sker så meget. I det hele taget er det ikke en film, som svælger i volden, og først i de sidste 20 minutter kommer pulsen rigtig op, men for mig virkede det.

Alt i alt syntes jeg vældig godt om The House of the Devil. Det er måske ikke årets uhyggeligste film, og hvis du er mest til action fra første minut, er den nok heller ikke sagen. Men kan du lide en god stemningsfyldt film med interessante skuespillere uden at plottet behøver at overraske dig, så snup The House of the Devil. Som Roger Ebert skriver om den i sin anmeldelse: “It’s the anticipation, not the happening, that’s the fun.”

Om The House of the Devil:

Instruktør: Ti West
Udgivelsesår: 2009

 

Ghoulies

GhouliesForleden så jeg Critters fra 1986, som jeg synes var ganske underholdende, og så tænkte jeg, at Ghoulies fra 1985 sikkert var ligeså god. Det var den dog ikke, selvom forsiden tegner godt med to små monstre, som stikker hovederne op af et toilet med ordene: ”They will get you in the end!”

I filmens start reddes en baby-dreng fra at blive ofret til Lucifer af sin egen far. Drengen Jonathan vokser op uden kendskab til sin familie, men da faren efter mange år dør, arver han huset og alt indholdet. Her flytter han ind sammen med kæresten Rebecca, men der går ikke længe, før nysgerrighed får ham til at rode med de gamle notesbøger, han finder i huset, og pludselig er han alligevel i de mørke kræfters tjeneste.

Et af mine første kritikpunkter er, at Jonathan skal forestille en ung mand først i 20’erne, som studerer. Men Peter Liapis, som spiller ham, er 36 år, og så ligner du altså ikke en først i 20’erne mere. Tro mig – jeg taler af erfaring.

Dernæst er historien ikke særligt overbevisende og samtidig forfærdelig langtrukken. Special effects er temmelig ringe, selv når man tager i betragtning, at filmen er fra 1985. Bl.a. får Jonathan grønne øjne, når han besættes af det onde, men tilsyneladende har man haft store problemer med at sætte linserne i, for det halve af tiden er han totalt skeløjet, og undskyld mig, men det virker ikke særligt skræmmende. Og endeligt havde jeg svært ved at finde ud af, hvad de Ghoulies, som Jonathan frembringer, skulle gøre godt for? Ja, de slår nogle mennesker ihjel, men det meste af tiden putter de sig bare og er nærmest kramme-dyr for Jonathan og faderen.

Ikke desto mindre kom der efterfølgende 3 efterfølgere, så måske er det endnu en gang bare mig, som forventer alt for meget, når jeg ser film – såsom et troværdigt plot, interessante personer og bare et minimum af enten uhygge eller humor.

Om Ghoulies:

Instruktør: Luca Bercovici
Udgivelsesår: 1985

Ghoulies-serien:
Ghoulies, 1985 – D: Luca Bercovici
Ghoulies II, 1988 – D:Albert Band
Ghoulies III: Ghoulies go to college, 1991 – D: John Carl Buechler
Ghoulies VI: 1994 – D: Jim Wynorski

To the Devil a Daughter

To the Devil a DaughterTo the Devil a Daughter var Hammer Films sidste horror film og baserede sig ligesom Hammers succes The Devil Rides Out på en roman af Dennis Wheatley. Wheatley havde været overordentlig tilfreds med filmatiseringen af The Devil Rides Out, og tilbød ifølge ekstra-materialerne Hammer at bruge hvilken som helst af hans historier kvit og frit. Desværre blev slutresultatet meget langt fra romanen, og Wheatley var dybt skuffet.

Den okkulte forfatter Richard Widmark bliver opsøgt af den desperate Henry Beddows til en kunstudstilling. Det viser sig, at han for 18 år siden indgik en pagt med den frafaldne præst fader Michael (Christopher Lee), om at hans datter på hendes 18 års fødselsdag skulle overgives til djævlen. Nu nærmer hendes fødselsdag sig, og faren ønsker at redde hende.

Widmark indvilliger i at hjælpe, selvom han ikke er sikker på, om pigen virkelig er i faren. Som han siger til sine venner, så er 98 % af den sorte magis tilhængere fupmagere, og kun 2 % bør man tage sig i agt for. Widmark henter pigen, da hun ankommer til London, og tager hende med til sin lejlighed, mens han forsøger at finde ud af, hvad der er på færde, og desværre viser det sig, at den kult, som ønsker pigen, hører til blandt de sidste 2 %.

På filmens positive side skal nævnes Christopher Lee i rollen som den djævle-tilbedende fader Michael, der leder satankulten. Han spiller overbevisende og er et stort plus for filmen. Også Henry Beddows, som spilles af Denholm Elliott, gør det rigtig godt. Widmark spilles af den amerikanske skuespiller John Verney, og han var ifølge ekstra-materialerne noget af en prøvelse for instruktør Peter Sykes, idet han konstant krævede særbehandling og i det hele taget opførte sig som lidt af en nar.

Af andre positive ting kan nævnes, at Hammer denne gang gjorde en del ud af lokaliteterne. Der blev rent faktisk optaget i både England og Tyskland, og kulisserne er væsentlig bedre, end de ofte er i Hammerfilm. Desuden er der flere gode special effects, bl.a. da Christopher Lee nærmest hypnotiserer faren over telefonen, og ikke mindst da Widmarks ven David brænder op inde i en kirke. Stuntmanden, som udførte stuntet, fortæller i ekstra-materialerne, hvordan han løb tør for ilt, mens han løb frem mod sit mærke, men han var nødt til at blive ved, ellers skulle scenen tages om, og så fik han ingen penge.

På filmens negative side er historiens udvikling. Det starter ellers meget godt, men mod slutningen bliver det temmelig rodet, og selve slutningen er en ren farce. Instruktøren fortæller da også, at manuskriptet blev skrevet løbende, efter at første udkast blev afvist, og man havde rent faktisk ikke en slutning før til allersidst, fordi den første slutning, man fandt på, mindede for meget om Draculas død i Scars of Dracula. Christopher Lee var også ret utilfreds med slutningen, som han syntes var en hån, idet man slår skurken ihjel ved at kaste en sten i hovedet af ham. Det er der ikke meget klimaks i.

To the Devil a Daughter adskiller sig fra tidligere Hammer film ved at være væsentlig mere moderne i sin tilgang. Alligevel virker den stadig gammeldags, når man sammenligner den med andre horrorfilm fra den tid, som f.eks. Rosemarys Baby og The Excorcist for slet ikke at tale om The Texas Chain Saw Massacre, hvor instruktørerne søgte helt nye veje for horroren. Alligevel synes jeg ok om To the Devil a Daughter, nok mest fordi jeg holder meget af Hammer film charmen.

Classic-horror skriver i sin omtale af filmen meget interessant om personernes moral: “To the Devil a Daughter is intriguing in that none of its characters are bastions of morality. Verney, himself exhibits questionable morals that make him nearly a secondary monster. He is portrayed as a man so obsessed with finding another story to write and making some money that he’s willing to put his friends in danger. In fact, his decisions often help lead to their deaths … In contrast, Father Rayner and his followers are not so much the villains as people seeking to halt the decadence of mankind through devotion to their god. The cultists exhibit a strong sense of order, discipline and focus. One member even endures a torture-filled “birth” ( allowing herself to be killed in the process), just to help fulfill the goal of the group. Such single-minded selflessness betrays a certain kind of value to their actions, a higher purpose that is absent from the “hero’s” motives. Wishing only to have one entity, or governing body, overseeing all humankind, there goals demonstrate a certain simplicity which would ultimately result in an end to wars and violence between human factions … In the end, Rayner and his followers are simply misguided, not malevolent monsters we have come to expect.” Læs hele omtalen her.

Peter Sykes har også instrueret Demons of the mind fra mit Ultimate Hammer Collection box sæt.

Om filmen:

Instruktør: Peter Sykes
Udgivelsesår: 1976

The Ultimate Hammer Collection:

She, 1965
The Nanny, 1965
Dracula – Prince of Darkness, 1966
The Plague of the Zombies, 1966
Rasputin the Mad Monk, 1966
The Reptile, 1966
The Witches, 1966
One Million Years B.C., 1966
The Viking Queen, 1967
Frankenstein Created Woman, 1967
Quatermass and the Pit, 1967
The Vengeance of She, 1968
The Devil Rides Out, 1968
Prehistoric Women, 1968
Scars of Dracula, 1970
The Horror of Frankenstein, 1970
Blood from the Mummy’s Tomb, 1971
Straight on till Morning, 1972
Fear in the Night, 1972
Demons of the Mind, 1972
To the Devil a Daughter, 1976

Ghost Rider

Ghost RiderJeg havde aldrig fået set filmen Ghost Rider, selvom jeg kan huske, at jeg var ret vild med tegneserierne om ham, da jeg var yngre, men af en eller anden grund (formentlig pga. Nicholas Cage) sprang jeg filmen over, da den kom i 2007. Men da de så sendte den i tv forleden, tog jeg det som et tegn og fik endelig set den. Det var dog ikke nogen stor oplevelse.

Johnny Blaze laver motorcykel-stunts med sin far. En dag beslutter Johnny sig for at forlade faren for at stikke af med kæresten, Roxanne,hvis far vil skille dem ad. Men samme aften opdager han, at faren er dødssyg af kræft. Da en fremmed kort efter opsøger Johnny og siger, at han kan gøre faren rask, siger Johnny ja – blot for at opdage at han nu har solgt sin sjæl til Djævelen, og at faren alligevel dør.

Flere år efter er Johnny blevet verdensberømt for sine motorcykel stunts. Han lever i ensomhed og udfordrer konstant døden med sine stadig vildere stunts. Efter et særligt vildt show bliver han opsøgt af Roxanne, som han ikke har set siden den skæbnesvangre dag, hvor de skulle være stukket af sammen. Nu er hun journalist og udnytter deres gamle bekendtskab til at få en kommentar fra den pressesky Johnny, som i glæde over at se hende igen inviterer hende ud at spise om aftenen.

Men netop som Johnny skal af sted, dukker den fremmede op igen. Det er blevet tid til at betale gælden, og Johnny forvandles til Ghost Rider. Han tvinges til at hjælpe Djævelen med at fange dæmonen Blackheart, der er stukket af fra Helvede sammen med fire andre dæmoner. Heldigvis støder Johnny på en kirkegårdsgraver, som ved et og andet om Helvede og dets dæmoner, og selvom han må igennem meget ondt – og Roxanne endnu en gang må stå forladt tilbage – så ender alt godt i denne sentimentale, klichéfyldte og langsommelige Hollywood blockbuster.

Sikke en skuffelse! For det første undrer det mig, at man vælger Nicholas Cage til rollen som den voksne Johnny Blaze, hvis man alligevel synes han er for gammel. I hvert fald har man retoucheret hans rynker væk og iført ham en mystisk sort paryk, der absolut ikke gør noget positivt for figuren. Derudover er CGI effekterne umanerligt dårligt lavet, når Johnny transformeres fra menneske til Ghost Rider. Sjældent har jeg set et så grinagtigt dødninge-hoved. Ligeså generende er den tåbelige kærlighedshistorie mellem Johnny og Roxanne, som partout skal proppes ind i filmen. Hvorfor? Fordi en Hollywoodfilm skal appellere til begge køn, og vi kvinder kan åbenbart ikke se en film uden kærlighedspladder – NOT! Det hører sig altså ikke til i så grum en historie, som Ghost Rider er efter min mening.

Djævelen spilles af Peter Fonda, som jeg ikke fatter har sagt ja til at medvirke i sådan en skodfilm. Han tilfører da heller ikke rollen nogen særlig glans eller glød. Bedst er Wes Bentley som dæmonen Blackheart, for selvom jeg ikke synes, han var specielt god i Dolans Cadillac, så passer hans dystre udstråling perfekt til en dæmon fra Helvede.

Jeg kunne godt have været foruden at se Ghost Rider, men måske stammer noget af min negativitet fra, at jeg blev så skuffet. I hvert fald har jeg svært ved at finde ret meget positivt i filmen, og synes ikke jeg kan anbefale den videre.

Om filmen:

Instruktør: Mark Steven Johnson
Udgivelsesår: 2007

Besat

BesatI en parkeringskælder ved Kastrup Lufthavn findes liget af en rumænsk mand, der tilsyneladende var smittet af en epola-lignende virus. Den unge reservelæge Søren (Ole Lemmeke) er overbevist om, at der er tale om en ny og alvorlig virus, men overlægen Lyndfelt afviser det og sender liget af rumæneren tilbage, før Søren når at tage en rygmarvsprøve.

Nærmest besat af ambitioner tager Søren til Rumænien. Her finder han ud af, at manden ikke var første offer for virusset. Knap to dage før døde en dreng på lignende vis, og da liget af manden er blevet kremeret, før Søren når frem, skyer han ingen midler for at få fat i drengens lig.

Imens er politiet i Danmark kommet på sporet af en tysk præst (Udo Kier), som kom til landet samtidig med den rumænske mand. Præsten er under mistanke for at have brændt børneafdelingen på et rumænsk hospital ned, og betjentene Jensen og Bentzon (Ole Ernst) finder ud af, at præsten i virkeligheden er medlem af en forbudt sekt, der er overbevist om, at djævelen bliver genfødt, når stjerne konstellationen Stella Mala står på himlen. Og det gør den nu…

Besat er en overraskende god film med solide skuespilspræstationer og en god historie. Blandingen af medicinsk thriller og djævelens genkomst er mikset godt sammen og giver filmen et twist, som jeg ikke havde set komme.

Om filmen:

Instruktør: Anders Rønnow-Klarlund
Udgivelsesår: 1999

Læs også UnCuts anmeldelse af filmen.

The Devil Rides Out

The Devil Rides OutThe Devil Rides Out bygger på Dennis Wheatleys roman fra 1934 og er instrueret af Terence Fisher.

Duc de Richleau og Rex Van Ryn er bekymret for deres fælles ven, den unge Simon. De har ikke set noget til ham længe og beslutter sig for at komme på uanmeldt besøg. Men da de kommer er huset fuldt af mennesker, og Simon er ikke specielt glad for at se dem. De får at vide, at Simon er blevet medlem af et astronomisk selskab, men da han efterfølgende smider dem ud, opdager Richleau, at selskabet snarere handler om sort magi, og at Simon skal indvies til djævelen.

Til festen er også den unge kvinde Tanith, som Rex bliver ganske indtaget i. I deres kamp for at få fat i Simon, opdager Rex, at heller ikke Tanith er blevet indviet endnu, og han forsøger at redde hende også. Men deres kamp mod Mocata, som leder kulten, er ikke uden problemer, og de må både møde mennesker og djævle ansigt til ansigt for at befri Simon og Tanith fra kulten.

The Devil Rides Out er fuld af action og spænding, og der er nogle ganske uhyggelige scener undervejs. Bl.a. må Richleau og vennerne stå op mod selveste dødsenglen. Selvom afsløringen af dødsenglens ansigt ikke er det klimaks, det sikkert var i 1968, så er optakten med den sorte hest stadig effektiv.

Filmen følger bogens forlæg ret tæt, og jeg synes, at Christopher Lee gør det glimrende som Richleau. Det er interessant at se, hvor godt han udfylder helterollen, når han som oftest spiller ondskaben selv. Rex rolle spilles af Leon Greene, som er mere anonym, men hans rolle er også mere actionmandens. Mocata spilles af Charles Gray, der har en udmærket scene, hvor han viser sin viljes kræfter.

The Devil Rides Out blev iøvrigt udsendt på det amerikanske marked under titlen The Devil’s Bride, da originaltitlen mindede for meget om en western! Selvom The Devil Rides Out ikke er en af de film, som kommer til at stå mejslet i min hukommelse fremover, er det fin underholdning. Har man lyst til et let gys, er det bestemt et udmærket valg, hvis man holder af de gamle Hammer film.

Se traileren på YouTube

Om filmen:

Instruktør: Terence Fisher
Udgivelsesår: 1968

The Ultimate Hammer Collection:

She, 1965
The Nanny, 1965
Dracula – Prince of Darkness, 1966
The Plague of the Zombies, 1966
Rasputin the Mad Monk, 1966
The Reptile, 1966
The Witches, 1966
One Million Years B.C., 1966
The Viking Queen, 1967
Frankenstein Created Woman, 1967
Quatermass and the Pit, 1967
The Vengeance of She, 1968
The Devil Rides Out, 1968
Prehistoric Women, 1968
Scars of Dracula, 1970
The Horror of Frankenstein, 1970
Blood from the Mummy’s Tomb, 1971
Straight on till Morning, 1972
Fear in the Night, 1972
Demons of the Mind, 1972
To the Devil a Daughter, 1976

One Hell of a Christmas

One Hell of a ChristmasCarlitos er lige sluppet ud af fængslet, og nu ønsker han kun at holde jul med sin søn og iøvrigt holde sig klar af kriminaliteten fremover, for nu vil han være verdens bedste far. Men kammeraten Mike har en fed fidus. Han har nemlig fået fingre i en mærkelig klo, som er fyldt med mørke kræfter, og Mike er sikker på, at den klo vil gøre dem rige. Men så dukker kloens ejermand op for at få den tilbage …

Jeg syntes ganske godt om Shakys første film Nattens Engel, så jeg var naturligvis spændt på at se andet udspil fra den danske instruktør. Men det var desværre en temmelig stor skuffelse.

Hvorfor One Hell of a Christmas skulle indspilles på engelsk, har jeg svært ved at forstå, især da det er danske skuespillere, der er brugt, og skole-engelsk med dansk accent hører bare ikke hjemme i en film.

Det er måske i virkeligheden hovedårsagen til, at jeg synes, den var så træls at se. For der er også enkelte gode takter i den. Bl.a. spiller Zlatko Buric en rigtig underholdende rolle som Ibrahim, der i første omgang får fat i kloen. Makeuppen er også helt i orden sidst i filmen, hvor stripperen kommer tilbage som zombi. Men generelt fænger historien ikke rigtig, og slutningen, hvor Mike og Carlitos ryger i helvede, burde være endt på klippebordet, for det føjer absolut intet interessant til historien.

Om One Hell of a Christmas:

Instruktør: Shaky Gonzales
Udgivelsesår: 2002

Omen III: the final conflict

the_final_conflict_boxcoverJeg var ikke så begejstret for anden film i serien, og selvom tredje film heller ikke lever op til den første, så er “Omen III: the final conflict” dog bedre end “Damien: Omen II”. Denne gang er Graham Baker instruktør, mens produceren stadig hedder Harvey Bernard.

Historien er nu rykket frem, og Damien er blevet en voksen mand, der står i spidsen for det verdensomspændende Thorn selskab. Han bliver udnævnt til ambassadør i England af sin gode ven USA’s præsident, men Damien betinger sig, at han også kan blive formand for FN’s ungdomsråd. Han har nemlig store planer for ungdommen.

Nogle italienske præster har dog tænkt sig at sætte en stopper for disse. De har ad kringlede veje fået fat på Megiddo-knivene, der som det eneste på jorden kan slå Damien ihjel, og de er fast besluttet på at stoppe ham. Første forsøg sker i et filmstudie, hvor Damien bliver interviewet, men det slutter grumt for præsten.

Det stopper dog ikke gruppen, som også har et andet mål – nemlig at holde Damien væk fra Kristus, der efter 2000 år er blevet genfødt på jorden. Det er Damien også klar over, så han forsøger på den anden side at slå Kristus ihjel. Men da han ikke ved, hvilket barn der er Kristus følger han i fodsporene af kong Herodes, samtidig med at han undslipper præsterne gang på gang.

Til sidst er kun præsten DeCarlo tilbage, og han henvender sig til journalisten, der interviewede Damien under det første attentat. Men kan det lykkes ham at overbevise hende om, at Damien er djævelens søn? Og vil det denne gang lykkes at stoppe ham…

Rotweileren er tilbage er i film 3, og alene det er et uhyggeligt gensyn værd. Derudover synes jeg godt om sideplottet med at dræbe alle de små drengebørn for at slippe af med den genfødte Kristus. Jeg synes desværre ikke, at Sam Neill, der spiller Damien, virker særlig overbevisende – hverken når han taler til sine tro tilhængere, eller når han fører samtaler med sin djævelske far. Han er dog god til at virke hypnotiserende på de unge.

Slutningen bliver lidt “over-the-top” efter min smag. Alt i alt ikke den bedste film, men kan dog godt ses en mørk og stormfuld aften.

Instruktør: Graham Baker
Udgivelsesår: 1981

Serien:

The Omen, 1976 – Richard Donner
Damien: Omen II, 1978 – Don Taylor
Omen III: the final conflict, 1981 – Graham Baker
Omen IV: the awakening, 1991 – Jorge Montesi & Dominique Othenin-Girard

The Omen, 2006 – John Moore (genindspilning)

Læs hvad de mener på Planet Pulp

Damien: Omen II

damien_omen_ii_boxcoverEfterfølgeren til Richard Donners succes kom allerede 2 år efter. Denne gang sad Don Taylor i instruktørstolen, men Harvey Bernard var igen producer.

Filmen starter umiddelbart, hvor “The Omen” slutter. Bugenhagen har i avisen set, at det ikke er lykkes for Robert Thorn at dræbe Damien, og nu forsøger han at overtale en anden arkæolog til jobbet. For at overbevise ham tager Bugenhagen ham med ned i nogle udgravninger, hvor Damiens ansigt er skåret ind i en væg som djævelens søn. Men mens de er i udgravningen, braser den sammen, og de begraves levende.

Så springer handlingen 7 år frem i tiden. Damien bor hos sin farbror, Richard Thorn, sammen med dennes søn Mark og Richards nye hustru. Damien virker som en ganske almindelig dreng og går på militærskole sammen med fætteren. Men så får drengene en ny sergeant, og han gør Damien opmærksom på den arv, der venter ham.

Samtidig forsøger flere forskellige at overbevise Richard om, at Damien ikke er en almindelig dreng. Der skal dog flere uheld og mord til, før Richard lader sig overbevise og beslutter sig for at dræbe Damien. Men han er ikke uden hjælpere.

“Damien: Omen II” er ikke lige så stærk som første film. Der er gode træk i den, f.eks. det at Damien må komme overens med sin rolle og acceptere, hvem han er. Men historien bliver derudover lidt en gentagelse af første film. Jonathan Scott-Taylor er dog glimrende som Damien, og så har Lance Henriksen også en lille rolle som sergeanten på militærskolen.

Instruktør: Don Taylor
Udgivelsesår: 1978

Serien:

The Omen, 1976 – Richard Donner
Damien: Omen II, 1978 – Don Taylor
Omen III: the final conflict, 1981 – Graham Baker
Omen IV: the awakening, 1991 – Jorge Montesi & Dominique Othenin-Girard

The Omen, 2006 – John Moore (genindspilning)

Læs også hvad de mener på Planet Pulp