Indlæg tagget med ‘drømme’

Kulkælderen #5

Kulkælderen #5

For ikke så længe siden skrev jeg lidt om Absurd #3 her på Gyseren. Jeg er ret vild med den slags tegneserie-horror-antologier, så da jeg kort efter opdagede, at tegnestue-fællesskabet Kulkælderen var aktuel med Kulkælderen #5, hvor temaet er horror, jamen så var jeg nødt til at fluks at bestille den.

Den fantastiske forside er tegnet af Erlend Hjortland Sandøy, der også har skrevet og tegnet ‘That’s Synergy‘. En på overfladen humoristisk fortælling om en mand der flygter fra en gigantisk skikkelse. Manden finder tilflugt i en hule, men her venter en anden skikkelse. En fortælling om flugt fra livet og virkeligheden ind i en falsk sikkerhed.

The Plovdiv Experiment‘ har ligeledes en humoristisk tone. Bag historien står Søren Glosimodt Mosdal og Jacob Ørsted. Førstnævnte har blandt andet lavet Metrozone, som jeg også kan anbefale. Her i historien køber to journalister ind i et supermarked, hvor der uddeles smagsprøver. Men én for én begynder kunderne at forvandle sig til monstre. Hovedpersonerne i fortællingen er makkerparret Freddy og Fessor, som Mosdal og Ørsted har brugt i tidligere historier.

Sofie Louise Dam står bag den poetiske ‘Goodnight, Honey Bee‘ om pigen Beatrice, der bor i Daydream Manor, og Nightmarie der bor i Nightmare Tree. Jeg blev dybt grebet af billedsiden, der har et snert børnebogs-aura over sig, men i virkeligheden er fuld af skræmmende detaljer.

Også Mari Ahokoivu imponerer med billedsiden i ‘A Good Person‘. De sort/hvide stregtegninger er nærmest skitser med indlagte silhuetter af personerne. Men man skal ikke lade sig snyde, for der gemmer sig detaljer i træernes grene, på de hvide vægge og i husets skygger. En rigtig fin historie om skyld.

Skyld er til dels også temaet i Simon Bukhaves ‘When the Girl Comes Home‘. Tre drenge driller en pige ude i skoven. Det ender tragisk med pigens død, men ingen udover hendes mor sørger. Tyve år senere er der premiere på et nyt teaterstykke i byens forsamlingshus med en slutning som publikum ikke havde forudset. Det er ikke så længe siden, jeg genså filmen Silent Hill, som jeg var vild med, da jeg så den tilbage i 2006. Det var jeg stadig, og Bukhaves fortælling giver mindelser til den.

I ‘Your Pretty Face‘ af Cathrin Peterslund fisker en ung dreng fra en havnemole. Her får han en maske på krogen, og da han trækker den op ad vandet, forelsker han sig i det smukke ansigt. Om natten drømmer han om masken, som beder om at blive returneret til vandet. Drengen kan dog ikke undvære masken og lover at passe på den. Men om natten lister en kat sig ind i hans værelse. Fortællingen har en drømmeagtig stemning, og jeg er ikke sikker på, om jeg helt er klar over, hvem fortælleren er. Det gør dog bare historien endnu mere interessant.

At lege gemmeleg kan være sjovt, men i Zarah Juuls fortælling ‘Hide-and-seek‘ gemmer en pige sig for de andre børn, fordi de griner af hende. Det lykkes dem dog at finde hende, men måske er det ikke kun pigen, der gemmer sig. Zarah Juul har illustreret en del børnebøger, og tegningerne mindede mig lidt om f.eks. Alfons Åberg-historierne. Jeg er fuld af beundring over, hvor meget følelse Zarah Juul får lagt i de naivistiske illustrationer. De gik lige i sjælen på mig, og slutningen vil sidde i mig længe.

Stine Spedsbjerg kender jeg fra Stinestregen, som jeg læser med stor fornøjelse. I ‘Dream‘ har den kvindelige fortæller en mærkelig drøm om sin kæreste. En drøm der forfølger hende ind i virkeligheden.

Jeg er overordnet set imponeret over historierne i Kulkælderen #5, men min favorit er dog ‘Bulwark‘ af Tom Kristensen. Han er ikke bange for at lave lige-på-og-rå horror, og selvom jeg nyder antydningens kunst og de fine nuancer i flere af de andre historier, så kan jeg ikke andet end elske, når dæmonerne bryder igennem til vores side. Oveni så er jeg bare begejstret over Tom Kristensens tegninger, som jeg også har nydt i f.eks. Made Flesh, X fra det ydre rum, Kværnen og Deadboy.

De ni fortællinger i Kulkælderen #5 er meget forskellige, og ikke alle tegnerne har tidligere beskæftiget sig med horrorgenren. Alligevel er kvaliteten gennemgående høj, og billedsiden fascinerer hele vejen igennem trods de meget forskellige stilarter.

Jeg synes, det er så utroligt fedt, at der kommer mere fokus på dansk horror, både i bogform, tegneserier og film. Så stor tak til alle de kunstnere der bidrager til min yndlingsgenre, og i dette tilfælde til tegnestuen Kulkælderen, der med Kulkælderen #5 serverer ni små illustrerede mareridt.

Om Kulkælderen #5:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Kulkælderen/Fahrenheit, 147 sider
Omslag: Erlend Hjortland Sandøy

Indhold:
A good person af Mari Ahokoivu
When the girl comes home af Simon Bukhave
That’s synergy af Erlend Hjortland Sandøy
The Plovdiv experiment af Søren Glosimodt Mosdal & Jacob Ørsted
Your pretty face af Cathrin Peterslund
Hide-and-seek af Zarah Juul
Goodnight, honey bee af Sofie Louise Dam
Bulwark af Tom Kristensen
Dream af Stine Spedsbjerg

Læs også:

Absurd #3
Creepy presents: Bernie Wrightson
Skræk
Volt #5

Mare, mare minde af Teddy Vork, illustreret af Thomas Hjorthaab

Mare, mare minde af Teddy Vork, illustreret af Thomas HjortshaabHvad nu hvis monstret under sengen ikke er det, du bør frygte mest? 

I 2012 udkom antologien Til deres dages ende. Heri kunne man bl.a. læse Teddy Vorks novelle Mare, mare minde, som nu kommer i en illustreret udgave for børn. Vær dog opmærksom på at her er tale om en barsk historie á la Brødrene Løvehjerte, og at Vork ikke lefler for laveste fællesnævner.

Drengen Peter ligger i sin seng og prøver at falde i søvn. Hans forældre er til begravelse for bedstefarne, og Peter bliver passet af Sabine. Men Peter kan ikke sove. Han hører lyde og ser skygger, og angsten får ham til at tænke tunge tanker. Peter er nemlig syg og skal opereres i hjertet til sommer.

For at skubbe frygten væk begynder Peter at synge sangen om Ole Lukøje for sig selv. Pludselig svarer en stemme udenfor dynen, og da Peter titter ud, ser han en lille tyk mand med en paraply. Endelig er hjælpen kommet. Men kan Ole Lukøje hjælpe mod nattens monstre?

Jeg var meget begejstret, da jeg første gang læste Mare, mare minde, og jeg er ikke mindre begejstret for denne nye version. Teksten er bearbejdet en smule, og så er historien blevet stemningsfuldt illustreret af Thomas Hjorthaab, der tidligere har arbejdet sammen med Teddy Vork om Det bortførte bogstav.

Illustration af Thomas HjorthaabMare, mare minde er dels en fortælling om monstrene i børneværelset, som jeg også husker fra min egen barndom, men sat ind i en mytologisk kontekst der giver fortællingen et ekstra lag. Ole Lukøje bliver til Hypnos/Morfeus, søvnens og drømmenes gud i græsk mytologi, mens væsenet under sengen er Fobetor, materialisationen af mareridt. Også det sidste væsen, Thanatos, har sin oprindelse hos grækerne, hvor han personificerede døden.

Dels er det fortællingen om en syg dreng, der ligger for døden, og om de tanker og forestillinger det medfører for både ham og forældrene. Døden er vel nok det sidste store tabu, og ikke mange bryder sig om hverken at forestille sig den eller tale om den. Det er alt for skræmmende.

Men måske bør vi tale med vores børn om døden og om livets skræmmende sider. For børnene tænker på dem alligevel. Som Peter der i historien overvejer, om hullet i hans hjerte er en straf fra Gud? Og som undrer sig over, at de voksne lader som om julemanden findes, men samtidig siger at spøgelser og monstre er opdigtede.

Mare, mare minde er en smuk og eftertænksom fortælling, men den er også skræmmende og med en barsk slutning. Hjorthaabs sort/hvide illustrationer indeholder samme blanding af skønhed og rædsel, og supplerer historien fremragende. Bagerst i bogen er indsat et par sider, som viser Hjorthaabs arbejde fra idé til skitse til tegning. Noget som jeg personligt altid finder interessant.

Illustration af Thomas HjorthaabSelvom Mare, mare minde er rettet mod de +12-årige, så kan også denne illustrerede udgave med stor fornøjelse læses af voksne. Hvis man altså har mod på at blive både rørt og skræmt.

Mor sagde bedstefarne var i Himlen nu. I går havde hun peget på den mest skinnende stjerne og sagt, at det var bedstefarne, som kiggede ned på dem. Det vidste han ikke helt, om han troede på. Han havde spurgt far, om det var rigtigt, og far havde sagt, at det kunne det godt være, hvis man troede på det. Det var godt at tro på noget. Det blev man nødt til nogle gange.

Det var bare ikke til at finde ud af, hvad man skulle tro på. Julemanden fandtes ikke, selvom bedstefarne og onkel Jim og faster og mor og far ville have ham til at tro på det. Spøgelser og monstre fandtes ikke, sagde de. De var opdigtede. Men det var julemanden jo også. Var det kun uhyggelige ting, der ikke fandtes?

Om Mare, mare minde:

Udgivelsesår: 15.08.2017
Forlag: Calibat, 59 sider
Illustrationer: Thomas Hjortshaab

Tak til Teddy Vork for læseeksemplaret – og for mange mareridt igennem årene.

 

Drømmeland af Nick Clausen

Drømmeland af Nick ClausenFra bagsiden:
Da Louie begynder at drømme om manden i blåt, finder han snart ud af, at han ikke bare drømmer. Han rejser faktisk til en anden verden. En verden, som manden i blåt kalder Drømmeland. I Drømmeland er alt i virkeligheden to ting: Hvad du ser, og hvad du ønsker at se. Og det kan være svært at se forskellen.”

Nick Clausen er endnu ikke fyldt 30 år. Ikke desto mindre er han en rutineret forfatter med hele 16 (!) bøger på sit CV. Det er imponerende. Jeg har hovedsageligt læst hans gysere, men han har også skrevet fantasy, julekrimien Kanel, klejner og julekaos, samt den humoristiske Prinsessen fra Paradisgade.

I Drømmeland møder vi 11-årige Louie, som bor alene med sin mor. Faderen døde, da Louie stadig var en baby, og siden har moren ikke haft en kæreste. Hun har heller ikke talt meget om faren. I stedet er hun og Louie flyttet ofte, og Louie er en tænksom dreng.

Men en nat møder han en mand i et blåt jakkesæt i sin drøm. Næste nat møder han  ham igen, og sådan fortsætter det. Det går langsomt op for Louie, at manden er hans far, men da han fortæller sin mor om møderne, bliver hun oprørt, så Louie tier stille. I stedet får han et tæt forhold til faren, som hjælper ham og altid forstår ham.

Efterhånden tager tiden i Drømmeland dog energien fra Louie i den virkelige verden. Og så er der også problemet med morens nye kæreste, Philip. Jo vist er han flink, men er det nu også hvem han virkelig er? Nætterne med faren ændrer stille og roligt Louie, og spørgsmålet er, om tiden i Drømmeland nu også er, hvad det giver sig ud for.

Som sagt er Drømmeland en ungdomsroman i den letlæste ende. Jeg blev hurtigt fanget ind af Louies historie, som starter helt almindeligt, hvorefter Nick Clausen langsomt lader uhyggen snige sig ind. Med et lix-tal på 23 giver det sig selv, at her ikke er tale om vildt komplicerede plottråde. Ikke desto mindre kan Nick Clausen altså noget. Han skriver letlæst og flydende, så siderne nærmest vender sig selv, og fortæller en spændende historie der både kan læses ‘blot’ som en uhyggelig fortælling om en dreng, der møder sin far i drømme og må kæmpe mod skræmmende væsener. Men det er samtidig også en fortælling om drømme, om kærlighed, om at lære at leve med fortiden og om at turde give slip.

Både Louie, moren og de øvrige personer beskrives levende og flerdimensionelle, ligesom romanens univers føles helstøbt.  Og så er Clausen også dygtig til med få ord at fremmane en urovækkende stemning som næsten føles fysisk på trods af det lave lix-tal. F.eks. da Louie får sit første glimt af Udkantslandet:

Louie blinkede ved synet, der mødte ham. De havde forladt byen. De stod nu på en kornmark, der duftede sødt og sommeragtigt. Men ikke langt fremme var en usynlig barriere. På den anden side var alting anderledes. Kornet lå vissent på den sorte jord og himlen var grå af skyer. Selv sollyset standsede brat. Han kunne fornemme, at luften var kold på skyggesiden. Det var som at kigge fra sommer til vinter. Eller dag til nat. Nej, mere end det: fra drøm til mareridt.”

Jeg følte mig fint underholdt af Drømmeland, som er endnu en vellykket ungdoms-gyser fra Nick Clausen.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Facet, 193 sider
Omslag: PN Create v/Peter Nielsen

Besøg Nick Clausens hjemmeside

Andre bøger af Nick Clausen:

De hviskende veje, 2012
Silhuet, 2011
De blodige bid, 2011
De sorte symboler, 2011
Ulm, 2010
De døde brødre, 2010
Tidevandet, 2009

The Eye (2008)

The Eye 2008Sidney Wells har været blind, siden hun var 5 år gammel. Nu er stamcelle-forskningen kommet så langt, at hun kan få transplanteret nye hornhinder og få synet tilbage. Naturligvis er hun nervøs for operationen, men hun glæder sig i den grad til at se verden, at intet kan holde hende tilbage.

Og operationen går godt. Da Sidney vågner, har hun allerede fået en del af synet igen, og alt tyder på, at øjnene heler godt. Men så begynder hun at se ting, som ikke er der. I starten tror hun på sin læge, Paul Faulkner, når han siger, at det er helt naturligt. At hun skal vænne sig til en ny verden, og at den nye sans vil være både distraherende og besværlig i begyndelsen.

Men efterhånden går det op for hende, at hun ser døde mennesker og begivenheder, som har ført til deres død, og hun beslutter sig for at finde ud af, hvem hun har fået sine øjne fra. Det fører hende til en lille by i Mexico, og her venter hendes største prøvelse hende.

The Eye er ok underholdning, og Jessica Alba spiller rollen som Sidney uden de store dikkedarer. Det er amerikansk mainstream, så det er begrænset, hvor mange overraskelser filmen gemmer. Især hvis man har set originalen, for The Eye er en temmelig trofast genindspilning af Gin Gwai fra 2002 af Pang-brødrene.

Instruktører David Moreau og Xavier Palud står i øvrigt også bag den ellers udmærkede Ils fra 2006.

Om The Eye:

Instruktør: David Moreau, Xavier Palud
Udgivelsesår: 2008

A Nightmare on Elm Street (2010)

A Nightmare on Elm StreetEn gruppe unge begynder alle at drømme om den samme skræmmende mand, der har knive som fingre, og som tilsyneladende kan dræbe dem i deres drømme, så de også dør i virkeligheden. Nancy og Quentin sætter sig for at finde ud af, hvem han er, og hvordan de kan stoppe ham, men hvordan dræber man en drømmefigur?

Hvis jeg havde været teenager i dag og så genindspilningen af Wes Cravens A Nightmare on Elm Street, er jeg sikker på, at jeg ville have syntes, det var den fedeste film. Plottet følger i store træk den originale film blot ført up-to-date, og både visual effects og skuespil er ganske ok.

Når jeg alligevel ikke hopper helt så højt i stolen, så er det fordi, at den originale film havde noget helt særligt. Den havde nemlig Robert Englund som Freddy Krueger, og desværre når Jackie Earle Haley ham ikke til sokkeholderne, hverken hvad angår rollen eller makeuppen.

Englund tilførte Freddy-rollen en usædvanlig blanding af ondskab og sort humor, som gjorde, at selvom man var ved at tisse i bukserne over ham, så kunne man alligevel ikke lade være med at grine af hans ordspil og måde at udnytte drømme-elementerne på. Og selvom Jackie Earle Haley gør sit bedste, så har han desværre slet ikke samme gennemslagskraft. Her hjælper en temmelig dårlig makeup heller ikke, for den er lavet, så det er svært for Haley at udtrykke følelser med munden.

Som sagt er filmen trofast mod forlægget, og det betyder f.eks., at flere af drømmesekvenserne er kopier af originalen, bl.a. scenen hvor Nancy forsøger at løbe på trapper, som suger hende fast. I genindspilningen løber hun i en korridor og bliver suget ned af noget tjæreagtig stads. Her må jeg indrømme, at jeg har det sådan, at hvis man ikke kan tilføje noget nyt og fedt til en klassiker, så skal man lade den ligge, og selvom visual effects er ganske godt lavet i den nye film, så synes jeg faktisk ikke, at de er bedre end originalens. Dermed bliver scenerne bare gentagelser, der aldrig kan blive ligeså overraskende, som første gang de blev lavet.

Jeg vil ikke gå så vidt at sige, at 2010-versionen af A Nightmare on Elm Street er dårlig. Jeg er sikker på, at rigtig mange, som ikke har set originalen, vil hygge sig med den. Personligt vil jeg bare hellere se Wes Cravens udgave.

Om filmen:

Instruktør: Samuel Bayer
Udgivelsesår: 2010

Besøg den officielle hjemmeside

Den originale serie:

A nightmare on Elm Street (1984) D: Wes Craven
A Nightmare on Elm Street Part 2: Freddy’s Revenge (1985) D: Jack Sholder
A Nightmare on Elm Street 3: Dream Warriors (1987) D: Chuck Russell
A Nightmare on Elm Street 4: The Dream Master (1988) D: Renny Harlin
A Nightmare on Elm Street: The Dream Child (1989) D: Stephen Hopkins
Freddy’s Dead: The Final Nightmare (1991) D: Rachel Talalay
New nightmare, 1994. D. Wes Craven
Freddy vs. Jason, 2003. D. Ronny Yu

Tunnelmanden af Dennis Jürgensen

Tunnelmanden af Dennis JürgensenAdelene bor alene sammen med Edderkoppen i Vampyrernes Æresbolig, eller det er i hvert fald, hvad plageånden Freja kalder Adelenes hus, mens Adelene selv har givet moren øgenavnet Edderkoppen. Moren drikker, ryger for meget og er også begyndt at bruge narkotika, som hendes elsker/pusher Asgar forsyner hende med. Så Adelene holder sig for sig selv. Hun er flov over moren og bange for, at omverdenen skal finde ud af, hvor galt det står til derhjemme.

Men en dag bliver hun forfulgt af tre drenge og falder i et dårligt afskærmet hul i tunnellen under motorvejen. I første omgang vil drengene ikke hjælpe hende op, og mens Adelene kold, våd og bange står nede i hullet, dukker en mystisk skikkelse op, som hun siden døber Tunnelmanden. Tunnelmanden kan forudse fremtiden, og han har besluttet sig for at hjælpe Adelene, så hun kan få ryddet nogle af de værste forhindringer af vejen mod et lykkeligt liv. Det lyder jo umiddelbart godt, men Tunnelmandens middel er mord! Og hvis Adelene ikke selv vil sige, hvem hun vil af med, så skal Tunnelmanden nok sørge for at finde egnede kandidater …

Jeg kan godt lide de fleste af Dennis Jürgensens romaner, og “Tunnelmanden” er ingen undtagelse. Her er tale om en letlæst og underholdende ungdomsroman med et twist af gys. Adelene er en yderst sympatisk hovedperson, der næsten er mere overbærende og forstående end menneskeligt muligt. Selvom hun lider under de daglige forfølgelser i skolen og morens evige ydmygelser, så er hun ikke særligt utilfreds med sit liv, før Tunnelmanden kommer ind i billedet. Nok savner hun sin far, og ind i  mellem drømmer hun også om at få venner, men dem har hun hovedsageligt selv valgt fra af angsten for at binde sig til en, som måske kommer til at forlade hende ligesom faren. Da Tunnelmanden dukker op, går det dog op for hende, at man aldrig kan vælge andre mennesker 100% fra, og hun må vælge mellem mennesker, som hun langt fra mener fortjener døden.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2010
Omslag: Peter Nielsen

Andre bøger af Dennis Jürgensen:

Tunnelmanden (2010)
Dødens mange facetter (2009)
Dæmonen i hælene (2007)
Kadavarjagt (2006)
Uhyret i brønden (1998)
Måske (1994)
Monsteret i kælderen (1993)
Tingen i cellen (1992)
Kadavermarch (1991)
Grønne øjne (1985)

Besøg Dennis-klubben

Wes Craven’s New Nightmare

Wes Craven's New NightmareWes Craven’s New Nightmare er 7. og (indtil videre) sidste film om Freddy Krueger (bortset fra spin-off filmen Freddy vs. Jason) er Wes Craven tilbage som både manuskript-forfatter og instruktør. Det er blevet til et meta-genre eksperiment, som leger med mediet på en yderst underholdende måde.

Heather Langenkamp spiller Heater Langenkamp, som spillede Nancy i den første film. I anledningen af at det er 10 år siden den første Nightmare-film kom inviteres hun til at deltage i et tv-show, hvor også Robert Englund dukker op som Freddy Krueger. Planen er at få Heather til at sige ja til at spille med i en sidste Nightmare-film, for Wes Craven (spillet af ham selv) er i fuld gang med at skrive manuskriptet.

Men Heather er ikke så tændt på idéen. Hun har været udsat for telefonterror af en, der giver sig ud for at være Freddy Krueger, og da hendes mand dør i en bilulykke, som Heather har set i en drøm, der har tydelige Freddy-præg, ved hun ikke, hvad hun skal stille op. Og så begynder også hendes lille søn at drømme om “den væmmelige mand”.

Wes Craven’s New Nightmare adskiller sig fra de andre film ved at have et rent voksent cast af skuespillere, pånær Heathers søn. Derudover har den masser af referencer til den første film og genbruger skuespillerne, hvor det passer ind. Ud over Heather Langenkamp ses fx også John Saxo, som spillede hendes far i første film. Flere af scenerne fra første film går også igen, bl.a. bruger Wes Craven igen et gyro-rum (som det Tina blev myrdet i), og Freddys tunge ud af telefonen er også en elsket klassiker.

Og som en ekstra detalje krydrer Wes historien med Grimms eventyr Hans og Grete. Gæt selv hvor Freddys fyr passer ind i den sammenhæng.

Jeg synes, at Wes Craven’s New Nightmare er en værdig og seværdig afslutning på en serie, som satte nye standarder for horrorgenren. Den leger med genren og skaber nye muligheder, samtidig med at den også er vellavet “bare” som sig selv.

Om filmen:

Instruktør: Wes Craven
Udgivelsesår: 1994

A nightmare on Elm Street serien:

A nightmare on Elm Street (1984) D: Wes Craven
A Nightmare on Elm Street Part 2: Freddy’s Revenge (1985) D: Jack Sholder
A Nightmare on Elm Street 3: Dream Warriors (1987) D: Chuck Russell
A Nightmare on Elm Street 4: The Dream Master (1988) D: Renny Harlin
A Nightmare on Elm Street: The Dream Child (1989) D: Stephen Hopkins
Freddy’s Dead: The Final Nightmare (1991) D: Rachel Talalay
New nightmare, 1994. D. Wes Craven
Freddy vs. Jason, 2003. D. Ronny Yu

Freddy’s Dead: The Final Nightmare

I sjette film om Freddy Krueger finder vi ud af endnu mere om hans baggrund, bl.a. at han har et barn, og at han blev moppet som dreng.

Det er lykkes Freddy at slå alle børnene i Springwood ihjel, og nu er han nødt til at søge nye græsgange for at skaffe sig sjæle. For at gøre det opsøger han sit barn i drømme, og springer ind i dets krop for at kunne materialisere sig i vores verden, for som vi alle ved “Every town has an Elm Street!”

Det har været kendetegnene for alle filmene i serien indtil nu, at de unge hver gang har kæmpet for at få forældrene/autoriteterne til at tro på deres historie om Freddy og få deres hjælp. Og hver gang er de stødt mod en mur af mistro, ligegyldighed og uformåen. De unge har måtte forsvare sig mod anklager om at være på stoffer, om at være dårlige mødre osv., og har hver gang måtte klare ærterne selv.

Denne gang udspringer handlingen sig delvist i Springwood, som er blevet noget af en spøgelsesby, nu hvor alle børnene er væk, og delvist på et herberg for unge. Og på det herberg er der for en gang skyld en voksen, som både kan og vil hjælpe børnene med at tage kampen op mod Freddy.

En af de fedeste drømmescener her i 6’eren handler om at falde, og her er naturligvis ikke tale om et helt almindelig fald 🙂

Instruktør: Rachel Talalay
Udgivelsesår: 1991

A nightmare on Elm Street serien:

A nightmare on Elm Street (1984) D: Wes Craven
A Nightmare on Elm Street Part 2: Freddy’s Revenge (1985) D: Jack Sholder
A Nightmare on Elm Street 3: Dream Warriors (1987) D: Chuck Russell
A Nightmare on Elm Street 4: The Dream Master (1988) D: Renny Harlin
A Nightmare on Elm Street: The Dream Child (1989) D: Stephen Hopkins
Freddy’s Dead: The Final Nightmare (1991) D: Rachel Talalay
New nightmare, 1994. D. Wes Craven
Freddy vs. Jason, 2003. D. Ronny Yu

A Nightmare on Elm Street: The Dream Child

A Nightmare on Elm Street: The Dream ChildAlice, som overvandt Freddy i den fjerde film, er også hovedperson i denne. Hun er gravid, og det viser sig, at Freddy kan kommunikere med hendes foster, og gennem dettes drømme tvinge sig vej ud i vores virkelighed. Alice må kæmpe både mod samfundet, som ikke tror på hendes historie og mod Freddy, som forsøger at “stjæle” hendes barns sjæl, og hun får hjælp i kampen fra Freddys mor.

Der er jo i virkeligheden ikke den store forskel i handlingen i de forskellige film i serien. Det som gør dem interessante er, hvilke nye mareridt Freddy dukker op i, og her i 5’eren A Nightmare on Elm Street: The Dream Child får vi bl.a. gentagelsen, tvangsfodring foran et grinende publikum, og ikke mindst den spændende brug af ændrede perspektiver og rumvinkler, der går igen i alle filmene. En af de bedste scener er en forfølgelses-scene på trapper i Freddys univers. De løber op og ned og bryder fuldstændig alle rumperspektiver, og det er rigtig godt lavet.

Om A Nightmare on Elm Street: The Dream Child:

Instruktør: Stephen Hopkins
Udgivelsesår: 1989

A nightmare on Elm Street serien:

A nightmare on Elm Street (1984) D: Wes Craven
A Nightmare on Elm Street Part 2: Freddy’s Revenge (1985) D: Jack Sholder
A Nightmare on Elm Street 3: Dream Warriors (1987) D: Chuck Russell
A Nightmare on Elm Street 4: The Dream Master (1988) D: Renny Harlin
A Nightmare on Elm Street: The Dream Child (1989) D: Stephen Hopkins
Freddy’s Dead: The Final Nightmare (1991) D: Rachel Talalay
New nightmare, 1994. D. Wes Craven
Freddy vs. Jason, 2003. D. Ronny Yu

A Nightmare on Elm Street 4: The Dream Master

A Nightmare on Elm Street 4 - The Dream MasterDen fjerde film i serien “A nightmare on Elm Street” er instrueret af Renny Harlin, som også har instrueret bl.a. “Exorcist – the beginning“.

Kristen er kommet ud fra hospitalet og startet i skolen igen. Alt er godt, for Freddy er død – eller er han? Snart begynder Kristen at drømme, hvordan Freddy en for en slår hendes venner ihjel, og naturligvis dør de også i virkeligheden. Men Kristen kan ikke stoppe Freddy, så hun overgiver sine kræfter til veninden Alice, der gennem filmen langsomt udvikler sig fra en forskræmt mus til “the dream master”.

Om The Dream Master:

Instruktør: Renny Harlin
Udgivelsesår: 1988

A nightmare on Elm Street serien:

A nightmare on Elm Street (1984) D: Wes Craven
A Nightmare on Elm Street Part 2: Freddy’s Revenge (1985) D: Jack Sholder
A Nightmare on Elm Street 3: Dream Warriors (1987) D: Chuck Russell
A Nightmare on Elm Street 4: The Dream Master (1988) D: Renny Harlin
A Nightmare on Elm Street: The Dream Child (1989) D: Stephen Hopkins
Freddy’s Dead: The Final Nightmare (1991) D: Rachel Talalay
New nightmare, 1994. D. Wes Craven
Freddy vs. Jason, 2003. D. Ronny Yu