november 2017
M T O T F L S
« okt    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Dracula’

House of Dracula

Første gang Bram Stokers roman “Dracula” blev indspillet som film var i 1923 under titlen “Drakula halála” instrueret af Károly Lajthay. Filmen havde dog ikke meget med romanen at gøre, så Universals udgave fra 1931 står for de fleste som den rigtige første film. Tod Brownings “Dracula” blev en kæmpe succes for Universal, som straks gik i gang med flere efterfølgere. “House of Dracula” kom i 1945 og er endnu en ensemblefilm, der blander andre af Universals elskede monstre ind i historien.

Dr. Franz Edlemann bliver opsøgt af Grev Dracula (under pseudonymet baron Latos), som tilsyneladende ønsker at blive helbredt for sin sygdom og komme til at leve som et almindeligt menneske. Men ønsket er ikke dybfølt, for mens Edlemann forsøger at helbrede ham, opsøger Dracula sygeplejersken Nina for at få hende til at følge sig ind i de udødes verden.

Også The Wolfman (Lon Chaney Jr.) dukker op hos den gode doktor. Han forsøger stadig at blive befriet for sin varulvebyrde, og også ham prøver Edlemann at hjælpe. I forsøget på det finder Edlemann Frankensteins monster, som han bringer med sig tilbage til klinikken. Først vil han genoplive det, men den pukkelryggede sygeplejerske Miliza overtaler ham til at lade være.

Med alle disse monstre i huset må det gå galt. Edlemann opdager, at Dracula forsøger at dræbe Nina, og det lykkes ham at slå Dracula ihjel, før det sker. Men Dracula har smittet Edlemann, som nu har perioder underlagt Draculas vilje. Under en af disse slår han sin kusk ihjel og genopliver Frankensteins monster. Hvem skal nu stoppe doktor Edlemann?

“House of Dracula” er en lidt rodet affære. Den varer kun godt en time, og i løbet af den tid introduceres vi for ikke mindre end fire forskellige monstre (hvis vi tæller Edlemann med). Det kan ikke undgås, at der bliver nogle løse ender hist og pist. Hvordan kan Dracula fx styre Edlemann efter sin død, når vi i tidligere film har set, at hans ofre bliver helbredt ved hans udslettelse? Hvordan kan Dracula være vendt tilbage efter at være blevet udslettet af solen i “House of Frankenstein“? Og så videre.

Til gengæld indeholder filmen enkelte gode tekniske detaljer. Lon Caney Jr.’s forvandling til The Wolfman og Draculas forvandling til vampyr er to af dem. Man er dog ikke gået fra at vise en plastik flagermus hængende fra en fiskesnøre i resten af filmen.

Jeg synes, “House of Dracula” bliver en lidt for rodet affære, til at den bliver rigtig underholdende. Den ligger sig tæt op af “House of Frankenstein” som også er instrueret af Erle C. Kenton, og som også samler alle monstrene i en ensemblefilm. Men “House of Frankenstein” serveres med væsentlig mere energi, og så har den også fordelen af at have Boris Karloff på rollelisten som den gale videnskabsmand, doktor Gustav Niemann.

Instruktør: Erle C. Kenton
Udgivelsesår: 1945

Udvalg af Universals Dracula film:

Dracula (1931 – Tod Browning)
Drácula (1931- George Melford)
Dracula’s Daughter (1936 – Lambert Hillyer)
Son of Dracula (1943 – Robert Siodmak)
House of Frankenstein (1944 – Erle C. Kenton)
House of Dracula (1945 – Erle C. Kenton)
Dracula (1979 – John Badham)
Van Helsing (2004 – Stephen Sommers)

Læs også omtalen på Sleazehound

House of Frankenstein

Den gale videnskabsmand doktor Niemann (Boris Karloff) sidder i fængsel, men en storm bryder fængslets mure ned, så han og medfangen, den pukkelryggede Daniel, undslipper. De møder den omrejsende Lampini, som de myrder, hvorefter de overtager hans vogn med et drabeligt horrorshow, der bla. indbefatter Draculas lig.

Niemann ønsker hævn og drager til hjembyen, hvor det lykkes det ham at vække Dracula og med dennes hjælp slår borgmester Hussman ihjel. Dracula drages dog af Hussmans svigerdatter, men i forsøget på at kidnappe hende og gøre hende til sin brud overraskes han af solen.

Niemann og Daniel fortsætter til Vasaria til Frankensteins borg (som på forunderlig vis står der endnu, på trods af at den blev skyllet væk i “Frankenstein meets The Wolfman“). Her finder de Frankensteins monster og The Wolfman og begge indgår i Niemanns ønske om hævn. Imens er Daniel blevet forelsket i den smukke sigøjnerpige Ilonka, der dog kun har øje for Tabot (som, hun ikke ved, er en varulv). Daniel er blevet lovet, at Niemann vil give ham en smuk krop, men han bryder løftet, og det får fatale konsekvenser.

“House of Frankenstein” var endnu en ensemblefilm med flere af Universals klassiske monstre. Denne gang samlede man både den gale videnskabsmand, Frankenstein, The Wolfman, Dracula og The Hunchback, og mixet giver en lidt rodet og til tider usammenhængende historie. Der mangler lidt forklaringer hist og pist, men alligevel følte jeg mig godt underholdt det meste af tiden. Det hele serveres nemlig med masser af energi, og så er Boris Karloff er glimrende i rollen som Niemann. Det må dog have været underligt for ham at skulle spille overfor monstret, som han selv udødeliggjorde i “Frankenstein” og “Bride of Frankenstein“. Her spilles det af Glenn Strange, men makeuppen virker lidt komisk, og dermed bliver han ikke særligt overbevisende i rollen. Lon Chaney Jr. kører lidt i tomgang som The Wolfman, hovedsageligt fordi hans rolle nærmest ikke udvikler sig fra film til film, mens John Carrandine næsten er lidt for pæn som Dracula. Hans stirrende øjne er i hvert fald langt fra så onde som Bela Lugosi.

“House of Frankenstein” er måske ikke den bedste af Universals monsterfilm, men den er underholdende, og selvom den er lidt rodet, er den dog mere sammenhængende end fortsættelsen “House of Dracula“, som kom året efter i 1945.

Instruktør: Erle C. Kenton
Udgivelsesår: 1944

Se traileren på youtube.com

Læs også omtalen på Uncut.dk

Dracula’s Daughter

Efter Universals store succes “Dracula” fra 1931 besluttede studiet at brygge videre på historien i efterfølgeren fra 1936 “Dracula’s Daughter”.

Filmen starter, hvor “Dracula” slutter. To betjente kommer ind i Carfax klosteret og finder ligene af Renfield og Dracula sammen med professer Van Helsing. Van Helsing anklages for mordet på Dracula, og i stedet for en advokat tilkalder han sin gode ven, psykologen Garth, der skal overbevise juryen om, at Van Helsing ikke er skør, men at Dracula virkelig var vampyr.

Før Scotland Yard får hentet ligene, dukker en kvinde dog op. Hun hypnotiserer betjenten og tager Draculas lig med sig for at brænde det. Det viser sig, at kvinden kalder sig Marya Zaleska og er Draculas datter.

Zaleska møder Garth, og hun prøver at overtale ham til at hjælpe sig. Hun ønsker nemlig ikke at være vampyr og håber, at han kan befri hende for forbandelsen. Men Garth har svært ved at tro hende, og først da hun kidnapper hans sekretær, Janet, følger han hende til Transylvanien, hvor det endelige opgør finder sted.

Jeg var ikke vildt imponeret over “Dracula’s Daughter”, omend Gloria Holden spiller rollen som Zaleska udmærket. Men historien bliver ikke rigtig overbevisende for mig, og jeg havde enormt svært ved at få doktor Garths og sekretæren Janets flirteri til at blive interessant overhovedet.

Instruktør: Lambert Hillyer
Udgivelsesår: 1936

Udvalg af Universals Dracula film:

Dracula (1931 – Tod Browning)
Drácula (1931- George Melford)
Dracula’s Daughter (1936 – Lambert Hillyer)
Son of Dracula (1943 – Robert Siodmak)
House of Frankenstein (1944 – Erle C. Kenton)
House of Dracula (1945 – Erle C. Kenton)
Dracula (1979 – John Badham)
Van Helsing (2004 – Stephen Sommers)

Læs en mere postiv omtale på Classic-Horror.com

Læs også hvad Sleazehound siger om “Dracula’s Daughter”

Dracula (1931)

Dracula instrueret af Tod Browning, 1931Første gang Bram Stokers roman Dracula blev indspillet som film var i 1923 under titlen Drakula halála instrueret af Károly Lajthay. Filmen havde dog ikke meget med romanen at gøre, så Universals udgave fra 1931 står for de fleste som den rigtige første film.

Tod Browning instruerede, og ønsket var at lave en big budget movie, som var tro mod romanen, men pga. den økonomiske krise endte man med i stedet at basere filmen på Broadway stykket med manuskript af Hamilton Deane og John L. Balderston. Bela Lugosi, der med sit portræt af grev Dracula blev et ikon, spillede rollen på Broadway, men alligevel var han ikke Tod Brownings første valg. Heldigvis fik han rollen, og hans præstation har grundlagt synet på den karismatiske vampyrgreven lige siden.

Advokaten Renfield er taget til Transylvanien for at overrække grev Dracula papirerne på hans nye ejendom, det gamle Carfax kloster i London. På vejen dertil advares han af de lokale om, at grevens slot er hjemsted for vampyrer, men Renfield lader sig ikke skræmme. Han burde dog nok have hørt på rygterne, for da hans arbejde for Dracula er overstået, bliver han gjort til grevens slave og følger ham som en galning på rejsen til England.

I England opsøger Dracula lederen af Whitby Sanatorium, doktor Seward. Her bliver han introduceret for dennes datter Mina og hendes veninde, Lucy, som straks bliver betaget af greven. Hun bliver også husstandens første offer for vampyren, som derefter begynder at hjemsøge Mina.

På Whitby Sanatorium er Renfield indlagt, og selvom han er trofast mod Dracula, så er han også tiltrukket af Mina og forsøger at advare doktor Seward om faren. Men han afskrives som en galning. Dr. Sewards gode ven professor Van Helsing er dog klar over, at en u-død er på spil, og han forsøger at redde Mina ved at hænge wolvesbayne op i hendes værelse, en urt som holder vampyrer væk. Men greven kan hypnotisere personer i nærheden af ham, og det lykkes ham alligevel at trænge ind til Mina og give hende lidt af sit blod.

Nu er Mina fortabt, med mindre det lykkes for Van Helsing og Minas forlovede Jonathan Harker at slå grev Dracula ihjel.

Set med nutidens optik er Dracula ikke særlig uhyggelig. Den er meget langsom i sin opbygning, og man ser f.eks. aldrig Dracula bide sine ofre. Han dækker dem i stedet med sin kappe, og så må vi tænke os til resten. Og når vi ser ham som flagermus, er det meget tydeligt en plastik flagermus, der hænger fra en fiskesnøre, og som sådan overhovedet ikke skræmmende.

Ikke desto mindre synes jeg stadig, at Dracula holder i dag. Bela Lugosi spiller fantastisk, og hans måde at tale og agere på, er utrolig overbevisende. Man har prøvet at gøre hans øjne endnu mere uhyggelige ved at lade lys skinne i dem, når han stirrer ondt på sine ofre, men det var efter min mening ikke nødvendigt. Hans blik er skræmmende i sig selv.

Også scenerne i Draculas slot er med til at skabe en uhyggelig stemning. Selve slottet er indbegrebet af gotisk uhygge med skumle skygger, spindelvæv og mørke trapper – og naturligvis den distingverede greve  med en grum baggrund. Da han byder Renfield velkommen, og de hører ulvehyl i det fjerne, kommer den udødelig replik: “Listen to them. Children of the night. What music they make.” Og senere da Renfield kommer op af trappen og møder et kæmpe edderkoppespind, som Dracula tilsyneladende har bevæget sig igennem uden at ødelægge, forklarer han: “The spider spinning his web for the unwary fly. The blood is the life, Mr. Renfield.” En advarsel om hvad der er i vente.

Men selvom Dracula er et sjælløst udødelig væsen, som må slå ihjel for at overleve, så får man i Lugosis skikkelse alligevel fornemmelsen af en tragisk skikkelse, ikke mindst da han møder doktor Seward og Lucy og Mina i operaen og efter lidt konversation udbryder: “To die! To be really dead – that must be glorius” og herefter advarer: “There are far worse thing awaiting man, than death!

I ekstramaterialerne fortæller filmhistoriker David J. Skal, hvordan publikum blev skræmt af filmen, ikke mindst fordi man for første gang IKKE fik en logisk løsning til sidst. Dracula VAR virkelig ifølge filmen. Også artiklen på wikipedia fortæller om Draculas skræmmende succes. I løbet af de første to døgn, den spillede, solgte man 50.000 billetter!

Samtidig med at Tod Browning indspillede sin version, udnyttede Universal kulisserne til at lave en spansk udgave af filmen (instrueret af George Melford) til det latinamerikanske publikum. Brownings hold filmede i løbet af dagen, og når de holdt fri, overtog det spansk-talende hold scenerne og lavede deres udgave, som bygger på samme manuskript, men alligevel er lidt anderledes. Melfords udgave forklarer i hvert fald enkelte detaljer i filmen tydeligere, og så har han lagt større vægt på special effects, f.eks. kommer den spansk-talende Dracula anderledes dramatisk ud af sin kiste, og knirkelyde m.m. udnyttes også mere effektivt i Melfords film.

Endelig er der også en stor forskel på de erotiske toner – i Brownings udgave er Mina tækkelig, og i scenen hvor hun fristes til at bide Harker, klippes der væk netop som hun læner sig frem. I Melfords udgave ser vi Eva (som Mina kaldes her) i en noget mere dristig rolle, og her bider hun rent faktisk Harker i halsen, før hun afbrydes.

Den spanske Dracula blev spillet af Carlos Villarías, som dog overhovedet ikke kunne hamle op med Lugosis greve.

Bela Lugosi blev i høj grad synonym med Dracula-figuren, men han spillede kun rollen igen én gang siden – i gyserkomedien Bud Abbott Lou Costello Meet Frankenstein. Til gengæld nåede han at spille et andet Universal monster, nemlig Frankensteins monster i Frankenstein Meets the Wolfman fra 1943.

Tod Brownings Dracula blev i 2000 udvalgt til bevarelse i United States National Film Registry for at være: “culturally, historically, or aesthetically significant“.

Om filmen:

Instruktør: Tod Browning
Udgivelsesår: 1931

Udvalg af Universals Dracula film:

Dracula (1931 – Tod Browning)
Drácula (1931- George Melford)
Dracula’s Daughter (1936 – Lambert Hillyer)
Son of Dracula (1943 – Robert Siodmak)
House of Frankenstein (1944 – Erle C. Kenton)
House of Dracula (1945 – Erle C. Kenton)
Dracula (1979 – John Badham)
Van Helsing (2004 – Stephen Sommers)

Læs mere om Dracula på wikipedia

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Horror of Dracula

Horror of DraculaPå forsiden står der “Christopher Lee’s fang-tastic, first-ever performence as the Lord of the Undead“, og han er virkelig ikonisk i rollen som grev Dracula.

Jonathan Harker er blevet inviteret til Draculas slot under dække af at være en bibliotekar, som skal indeksere grevens bibliotek. I virkeligheden kommer Harker for at tilintegøre ondskaben, for han ved, hvem og hvad Dracula er. Desværre bliver han bidt af en kvindelig vampyr, og selvom det lykkes ham at dræbe hende, får Dracula fat på ham.

Da Harker ikke vender tilbage, tager Van Helsing til Draculas slot for at finde ud af, hvad der er sket. Netop som han ankommer, ser han en vogn med en kiste i haste ud gennem slottets port. Og da han senere vender tilbage for at fortælle Harkers forlovede, Lucy, at Harker er død, er hun blevet syg. Van Helsing finder ud af, at Dracula er i byen, og at han ønsker Lucy, som sin nye ledsager.

“Horror of Dracula” blev lavet umiddelbart efter Hammer Films store succes “The Curse of Frankenstein”, og udover Christopher Lee er også Peter Cushing med i rollen som Van Helsing. De to herrer skulle senere krydse klinger i endnu en Dracula-film “Dracula A.D.”. “Horror of Dracula” er inspireret af Bram Stokers roman, men følger ikke oplægget udover genbrug af navnene (som endda bruges forskelligt fra bogen idet Mina var Harkers forlovede i bogen, mens Lucys tilbeder var Arthur), og blev en af mange Dracula film fra Hammer. Oprindeligt kaldte man blot filmen “Dracula”, men for at undgå forveksling med Tod Brownings film “Dracula” fra 1931, omdøbte man den til “Horror of Dracula”.

Filmen indeholder flere vellavede special effects, bl.a. da Harker spidder vampyrkvinden i hendes kiste, og Van Helsing og Draculas endelige opgør i slutningen af filmen.

Om filmen:

Instruktør: Terence Fisher
Udgivelsesår: 1958

Hammer Films Dracula:

Horror of Dracula (1958) Instr. Terence Fisher, med Peter Cushing, Christopher Lee
The Brides of Dracula (1960) Instr. Terence Fisher, med Peter Cushing
Dracula – Prince of Darkness (1966) Instr. Terence Fisher, med Christopher Lee
Taste the Blood of Dracula (1970) Instr. Peter Sasdy, med Christopher Lee
Scars of Dracula (1970) Instr. Roy Ward Baker, med Christopher Lee
Dracula A.D. (1972) Instr. Alan Gibson,med Peter Cushing, Christopher Lee
The Satanic Rites of Dracula (1973) Instr. Alan Gibson, med Christopher Lee, Peter Cushing
The Legend of the 7 Golden Vampires (1974) Instr. Roy Ward Baker, med Peter Cushing

Scars of Dracula

Scars of DraculaI “Scars of Dracula” vender Christopher Lee tilbage som vampyren over dem alle, grev Dracula. I “Dracula – Prince of Darkness” mødte han sit endelige i den iskolde vandgrav rundt om slottet, og et menneske måtte lade livet for at vække ham igen. Denne gang vender han tilbage med hjælp vampyrflagermusene, og da landsbyens beboere kommer for at gøre det af med ham, venter der dem en skrækkelig overraskelse, da de vender tilbage til landsbyen.

Imens i Kleinberg fylder den smukke Sarah år. Til festen er inviteret de to brødre, Simon og Paul, som begge holder af Sarah. Paul må dog forlade festen i hast, da to gendarmere kommer efter ham. Han flygter og ender i Carlsbad, hvor han først bliver lukket ind på pubben af tjenestepigen Julie, men siden bliver smidt ud igen. Paul fortsætter og ender på Draculas slot, hvor han møder den smukke Tania og – naturligvis – grev Dracula.

Hjemme i Kleinberg bliver Sarah og Simon urolige, da Paul ikke vender tilbage. De tager ud for at lede efter ham, og sporene leder dem til Drauclas slot. Her bliver Draculas hjælper meget betaget af den smukke Sarah, men vil han hjælpe dem, eller er han Draculas loyale tjener?

Christopher Lee er endnu bedre her i “Scars of Dracula”. Denne gang har han replikker, og hans figur er mere end røde øjne og hugtænder. De bedste scener er nærmest dem, hvor han alene med sit blik tvinger sit ofre til frivilligt at gå ham i møde.

Starten på “Scars of Dracula” er brutal og blodig og overraskede mig. Men på den gode måde. Historien er ikke voldsom original (bl.a. er Pauls møde med Tania nærmest en direkte kopi af Jonathan Harkers møde med den kvindelige vampyr i “Horror of Dracula“), og man kan undrer sig over, at personerne i filmene hver gang bliver ved med at vende tilbage til det skumle slot.

Roy Ward Baker bruger kameraet godt, og bl.a. scenen, hvor Paul flygter i en hestevogn, er filmet så spændende som en nutidig biljagt. Ligeledes er scenen, hvor Dracula kravler op af en lodret mur en fin detalje. På minussiden er nogle ret dårlige flagermuse-attrapper, og så kommer er også mere og mere sex ind i filmene, som ikke har speciel relevans for plottet. Hvor vi i den første Hammer Dracula kun så kvinderne iført tækkelige natkjoler, får vi i “Scars of Dracula”  både bare numser og en rigtig liderbasse i Paul, men der skal jo også være lidt til husarerne …

Hammer Films Dracula:

Horror of Dracula (1958) Instr. Terence Fisher, med Peter Cushing, Christopher Lee
The Brides of Dracula (1960) Instr. Terence Fisher, med Peter Cushing
Dracula – Prince of Darkness (1966) Instr. Terence Fisher, med Christopher Lee
Taste the Blood of Dracula (1970) Instr. Peter Sasdy, med Christopher Lee
Scars of Dracula (1970) Instr. Roy Ward Baker, med Christopher Lee
Dracula A.D. (1972) Instr. Alan Gibson,med Peter Cushing, Christopher Lee
The Satanic Rites of Dracula (1973) Instr. Alan Gibson, med Christopher Lee, Peter Cushing
The Legend of the 7 Golden Vampires (1974) Instr. Roy Ward Baker, med Peter Cushing

The Ultimate Hammer Collection:

She, 1965
The Nanny, 1965
Dracula – Prince of Darkness, 1966
The Plague of the Zombies, 1966
Rasputin the Mad Monk, 1966
The Reptile, 1966
The Witches, 1966
One Million Years B.C., 1966
The Viking Queen, 1967
Frankenstein Created Woman, 1967
Quatermass and the Pit, 1967
The Vengeance of She, 1968
The Devil Rides Out, 1968
Prehistoric Women, 1968
Scars of Dracula, 1970
The Horror of Frankenstein, 1970
Blood from the Mummy’s Tomb, 1971
Straight on till Morning, 1972
Fear in the Night, 1972
Demons of the Mind, 1972
To the Devil a Daughter, 1976

Se traileren på YouTube

Om filmen:

Instruktør: Roy Ward Baker
Udgivelsesår: 1970

Dracula – Price of Darkness

Dracula - Price of DarknessI 1958 var det første gang, at Christopher Lee spillede rollen som grev Dracula i Terence Fishers Dracula. Der skulle gå 8 år, før han igen iførte sig hugtænderne og den blodrøde kappe i Dracula – Price of Darkness, der ligeledes blev instrueret af Terence Fisher.

Fire englændere er på ferie i centraleuropa, hvor de bl.a. besøger byen Kleinberg. Her møder de munken Sandor, der advarer dem mod at besøge den nærliggende by Carlsbad – og i særdeleshed om at nærme sig slottet der. Men de ender naturligvis alligevel i nærheden af slottet, og da deres kusk nægter at køre dem videre og forlader dem med alt deres bagage, tager de op til slottet for at overnatte. Her venter allerede et måltid mad og en varm seng, men selvom de finder det underligt, er det kun Helen, som føler, at det er helt forkert. Hun trygler de andre om at tage af sted igen, men de overhører hende. Hendes mand, Alan, beder hende falde til ro, for i morgen ser alt bedre ud. Til det svarer Helen: “There will be no tomorrow for us“.

I løbet af natten vågner Helen ved en lyd, og hun vækker Alan, som går ud for at undersøge det. Han finder et mystisk rum under slottet, og her venter tjeneren Klove på ham. Alan dør, og hans blod vækker Dracula til live. Næste offer bliver Helen, men det lykkes for Charles og Diana at flygte, og de søger hjælp hos fader Sandor. Men er det lykkes dem at undslippe Dracula?

Dracula – Price of Darkness er en klassisk Dracula-film, hvor Christopher Lee med sine røde øjne, hugtænder og kappen, der er sort som natten udvendig og blodrød indvendig, spiller uden en eneste replik. Der var skrevet replikker ind i hans figur, men han nægtede at sige dem, for det var (ifølge Lee selv) “pure nonsens like – I am the apocalypse!” Trods manglen på replikker fungerer hans figur fint, og selvom vi i dag nok ikke ligefrem gyser over filmen, så er den bestemt ganske underholdende.

Om filmen:

Instruktør: Terence Fisher
Udgivelsesår: 1966

Hammer Films Dracula:

Horror of Dracula (1958) Instr. Terence Fisher, med Peter Cushing, Christopher Lee
The Brides of Dracula (1960) Instr. Terence Fisher, med Peter Cushing
Dracula – Prince of Darkness (1966) Instr. Terence Fisher, med Christopher Lee
Taste the Blood of Dracula (1970) Instr. Peter Sasdy, med Christopher Lee
Scars of Dracula (1970) Instr. Roy Ward Baker, med Christopher Lee
Dracula A.D. (1972) Instr. Alan Gibson,med Peter Cushing, Christopher Lee
The Satanic Rites of Dracula (1973) Instr. Alan Gibson, med Christopher Lee, Peter Cushing
The Legend of the 7 Golden Vampires (1974) Instr. Roy Ward Baker, med Peter Cushing

The Ultimate Hammer Collection:

She, 1965
The Nanny, 1965
Dracula – Prince of Darkness, 1966
The Plague of the Zombies, 1966
Rasputin the Mad Monk, 1966
The Reptile, 1966
The Witches, 1966
One Million Years B.C., 1966
The Viking Queen, 1967
Frankenstein Created Woman, 1967
Quatermass and the Pit, 1967
The Vengeance of She, 1968
The Devil Rides Out, 1968
Prehistoric Women, 1968
Scars of Dracula, 1970
The Horror of Frankenstein, 1970
Blood from the Mummy’s Tomb, 1971
Straight on till Morning, 1972
Fear in the Night, 1972
Demons of the Mind, 1972
To the Devil a Daughter, 1976

Dracula 2000

Dracula 2001. Hentet på www.moviezoo.dkDracula-myten har lagt navn til mange film. Nogle bedre, nogle dårligere. Denne udgave foregår i nutiden.

En antikvitetshandler (Christopher Plummer) gemmer noget tilsyneladende yderst værdifuld i sin boks. Da nogle tyve bryder ind for at stjæle det, opdager de en forseglet kiste, som de tager med sig for at åbne og sælge.

Men kisten indeholder ikke de kostbarheder, de forventede. I stedet for opdager de, at de har sluppet Dracula (Gerard Butler) løs. Heldigvis viser det sig, at antikvitetshandleren i virkeligheden er den navnkundige Van Helsing, og sammen med sin hjælper (Jonny Lee Miller) tager han af sted for at fange Dracula igen – og samtidig redde datteren Mary (Justine Waddell) som Dracula er helt vild efter at møde…

Historien er ikke specielt god, og skuespillerne tilføjer ikke noget nævneværdigt. Eneste rigtig gode detalje ved denne filmatisering er afsløringen af, hvem Dracula i virkeligheden er!

Instruktør: Patrick Lussier
Udgivelsesår: 2000

Dracula af Bram Stoker

Dracula af Bram StokerDen unge sagfører, Jonathan Harker, drager til Transsylvanien for at afslutte et huskøb i England for Grev Dracula. Trods advarsler fra den lokale befolkning finder han frem til slottet, hvor mange mystiske hændelser venter ham. Da greven rejser til England, befinder Jonathan sig stadig i slottet – fanget af nogle kvindelige vampyrer. Det lykkes ham dog at flygte og nå frem til England.

Før det sker, tager romanen dog et hop til Jonathans forlovede, Mina, der venter hjemme i England. Minas veninde, Lucy, bliver pludselig syg. Det viser sig, at hun mødes med Grev Dracula, og hun ender med selv at blive vampyr. Vampyrjægeren professor Van Helsing drager ud sammen med bl.a. Jonathan og Mina, og det lykkes dem både at “befri” Lucy – ved at slå en pæl gennem hendes hjerte – og at finde frem til Dracula og ligeledes dræbe ham.

Bram Stoker udgav sin roman i 1897. Han var en fin victoriansk herre, som ikke fandt at erotik i litteraturen var passende. At hans Dracula-figur er siden blevet et freudiansk symbol på den undertrykte seksualitet, må siges at være ganske ironisk.

Bogen er skrevet som en blanding af dagbogsnoter, uddrag af breve, avisudklip osv. Sine steder skinner alderen naturligvis igennem, men Dracula er stadigvæk en klassiker blandt vampyrromanerne, og den filmatiseres og kopieres løbende.

Om bogen:

Udgivelsesår: 1998
Originaludgave: 1897
Forlag: Borgen, 396 sider

Bram Stoker

Bram StokerAbraham ‘Bram’ Stoker blev født i Irland i 1847. Han var den tredje i rækken af syv søskende af forældrene Charlotte Mathilda Blake Thornely og Abraham Stoker. Som barn var Stoker ofte syg, men i 1864 kunne han begynde ved Trinity College i Dublin, hvor han studerede matematik og siden blev valgt som formand for the Philosophical Society. I 1870 fik han sine eksamener med udmærkelse og fulgte herefter i faderens fodspor med en embedsmandskarriere.

Bram Stoker var meget optaget af teatret, og sideløbende med sin karriere begyndte han at skrive teateranmeldelser for “The Dublin Evening Mail”. Det var Stokers anmeldelse af “Hamlet” med Sir Henry Irving i hovedrollen, der førte til et nært venskab mellem de to mænd, og som affødte at Stoker i årene 1874 til 1902 blev privatsekretær for skuespilleren, om hvem han skrev en biografi i 1906.

I 1878 giftede Stoker sig med skuespillerinden Florence Balcombe, som han fik sønnen Irving Noel med. Parret flyttede fra Dublin og bosatte sig i London, hvor Stoker nu var manager af Lyceum Theatre for Sir Henry Irving. I London knyttede Stoker venskab med mange kendte skuespillere, men også med forfattere som Sir Arthur Conan Doyle og Oscar Wilde. I fritiden skrev Stoker romaner, og i 1890 under en ferie i fiskerbyen Whitby i Yorkshire begyndte han på den roman, der skulle blive hans eftermæle: Dracula.

Bram Stoker døde i London d. 20. april 1912 efter en række slagtilfælde. Hans aske blev anbragt på Golders Green Crematorium, og da sønnen Irving Noel døde i 1961, blev hans aske ligeledes puttet i Stokers urne.

Bram Stoker skrev en omfattende produktion af både noveller og romaner i den fantastiske og gotiske tradition, men i nutiden kendes han stort set kun for sit hovedværk Dracula fra 1897. Stoker brugte flere år på at studere europæisk folklore og vampyrhistorier, før han skrev Dracula. Historien er udformet som en epistel med dagbogsnotater, telegrammer og breve fra romanens personer iblandet fiktive udklip fra aviser.

Selvom Stoker troede på fremtiden og selv var interesseret i videnskabelige emner, interesserede han sig dog også for det okkulte, dog altid med et vågent øje mod svindlere og med et ønske om at ændre overtro til mere videnskabelige forklaringer.

Efter Bram Stokers død udgav hans enke Florence novellesamlingen Dracula’s Guest and Other Weird Stories i 1914. I forordet skriver Florence, at titelnovellen “Draculas gæst” er et hidtil upubliceret afsnit fra Dracula, som blev udeladt af hensyn til længden af den samlede bog.

Den første filmatisering af Dracula kom i 1922 med titlen Nosferatu. Filmen var instrueret af Friedrich Wilhelm Murnau og Max Schreck havde rollen som grev Orlock. Florence Stoker levede stadig, da filmen blev produceret, og hun sagsøgte filmens bagmænd for ikke at være blevet bedt om tilladelse og for ikke at modtage nogen royalties. Retssagen stod på gennem flere år, og Florence bad om at filmen blev destrueret. Men selvom Florence vandt sagen i 1925, overlevede filmen og eksisterer også i dag.

Den første autoriserede filmatisering af Dracula kom først med Tod Brownings film fra 1931 med den ungarnske skuespiller Bela Lugosi i rollen som grev Dracula. Siden er det blevet til et utal af filmatiseringer, ligesom romanen har været inspirationskilde for et væld af forfattere. Selv menes det, at Bram Stoker fandt inspiration til sin roman fra Carmilla af Sheridan Le Fanu. En anden inspirationskilde kunne også være John Polidoris roman Vampyr fra 1819, som introducerer den aristokratiske vampyr samt metoden med at slå vampyren ihjel med en træpæl gennem hjertet.

Udvalgt bibliografi:

The Primrose Path (1875)
The Snake’s Pass (1890)
The Watter’s Mou’ (1895)
The Shoulder of Shasta (1895)
Dracula (1897)
Miss Betty (1898)
Havets hemmelighed (The Mystery of the Sea) (1902)
Blodet fra mumiens gravkammer (The Jewel of Seven Stars) (1903)
The Man (aka: The Gates of Life) (1905)
Lady Athlyne (1908)
The Lady of the Shroud (1909)
The Lair of the White Worm (1911)
Dracula’s Guest and Other Weird Stories (1914), publiseret posthumt af hustruen Florence Stoker
Draculas gæst
Dommerens hus
– The Squaw

Faglitteratur:
The Duties of Clerks of Petty Sessions in Ireland (1879)
A Glimpse of America (1886)
Personal Reminiscences of Henry Irving (1906)
Famous Impostors (1910)
Bram Stoker’s Notes for Dracula: A Facsimile Edition (2008) Bram Stoker Annotated and Transcribed by Robert Eighteen-Bisang and Elizabeth Miller

Læs mere:

Online Literature
Wikipedia
Litgothic.com
Rosinantes Udenlandske Forfatterleksikon