Indlæg tagget med ‘Dracula’

Vampyrens historie

Vampyrens historie

Vampyrens historie

Når vi i dag taler om vampyrer, er deres egenskaber som regel ret etablerede. De drikker blod, har spidse hjørnetænder, kan ikke tåle sollys, hvidløg og kristne kors, og så sover de i en kiste og kan ikke ses i et spejl. Nogle vampyrer er smukke, andre ser ud som monstre, men de har som hovedregel et eller flere af ovenstående træk.

Sådan har det dog ikke altid været. Ifølge nyere folkloristiske undersøgelser er vampyrforestillingen en blandingsform af relativt sen oprindelse. Den forener træk fra fem forskellige folketrosvæsener: gengangeren, maren, antikkens blodsugende fugl strix, varulven og endelig hekse, som mentes at fortsætte med at gøre fortræd efter deres død. Først i 1600-t. begyndte beretningerne om disse monstrøse væsener at brede sig i Centraleuropa og på Balkan. (Lex.dk)

Oldtidens vampyrer

Vampyrmyten har altså eksisteret længe før middelalderen, blot i lidt anderledes klæder. Der er sporet beretninger om vampyrlignende væsener helt tilbage til sumerernes Mesopotamien for ca. 4000 år siden. Her omtales et kvindeligt dæmonisk væsen med vinger og fuglekløer, som jagtede mennesker – især mødre og nyfødte – og drak deres blod.

Myten om Lilitu, som dæmonen kaldtes, spredte sig under andre navne til både egypterne og jøderne, og endte hos romerne under navnet strix (striges i flertal). Her fortæller digteren Orvid, om en romersk konge hvis baby angribes af striges, som drikker babyens blod. Som forsvar mod striges skrev den romerske forfatter Titinius, at man kunne smøre hvidløg på barnets læber, mens andre kilder fortæller, at man kunne dræbe en strix ved halshugning og efterfølgende placere hovedet mellem væsenets ben.

Mikkel Starup kommer i sin bog ”Væsner” ligeledes omkring myten om Lilitu. Ifølge jødernes fortolkning af biblen var Lilith Adams første kone, og de blev begge skabt den sjette dag i Guds billede som mand og kvinde. Men Lilith forlod Adam, og da det ikke lykkes Jahve at hente hende tilbage, forbandede han hende og forbød hende at komme tilbage til Paradis. I stedet skabte hun sit eget paradis, og blev underverdenens hersker. Men hvad har Lilith med vampyrmyten at gøre? Hendes navn stammer fra Lilitu også kaldet Natteheksen, og hun er alle dæmoners moder.

”… men udover elementerne fødte hun også dæmoner, eller Se’irim som jøderne kaldte dem, når hun som Nattemaren lod sig befrugte af mænd.” (Væsner, side 142)

Starup fortæller også, at ligesom romernes strix var Lilith særlig farlig for spædbørn. For at holde hende væk hængte forældrene amuletter over vuggen. Muligvis stammer Lullaby fra Lila-bi, som betyder Lilith-be-gone. Andre amuletter bar navnene på de tre engle Sanvi, Sansanvi og Semangelaf for at holde Lilith fra barneværelset. Også Dan Turéll kommer i ”Alverdens vampyrer” ind på Liliths betydning for vampyrmyten,

Den østeuropæiske vampyr

I 100-tallet blev Dakien (nutidens Rumænien) en del af det romerske rige. Her brændte de lokale folkeslag deres døde for at frigive deres ånder fra kroppen. Men efterhånden overtog de kristne begravelsesregler, og det er i denne periode, at man har fundet de første grave, hvor en stor sten placeres på liget for at holde det nede. En artikel i tidsskriftet Historie 11/2019 fortæller, at det også var i denne periode, at betegnelsen ’strigoi’ dukker op i Rumænien. Betegnelsen ’strigoi’ minder påfaldende om romernes strix, men modsat det dæmoniske fuglelignende væsen fra Mesopotamien, er ’strigoi’ en afdød, som genopstår fra sin grav, og som både sugede blod og kastede ulykke over sine ofre.

Artiklen fortæller videre, hvordan polske arkæologer i årene 2008-2012 udgravede Drawskos kirkegård i det nordvestlige Polen. Her fandt de seks grave fra 1600-tallet, hvor der var gjort store foranstaltninger for at holde de døde i graven. Bl.a. var en kvinde i 30-erne blevet begravet med en Skt. Benedikt medaljon presset ind i munden og med en klinge fra en skarp le hen over halsen. Klingen ville halshugge hende, hvis hun rejste sig, og forskerne konkluderede, at begravelsesritualerne var en forebyggelse, mod at de døde kom tilbage som vampyrer.

En nærmere undersøgelse viste ingen tegn på misdannelser eller sygdomme, der kunne give grund til mistanken om, at de døde var vampyrer. Man undersøgte også, om individerne kom fra andre områder. Men strontium-analyser viste, at de begravede var vokset op i området. Der måtte altså have været andre grunde til, at man frygtede, at de døde genopstod. Måske var de ikke døbt? Eller måske begik de selvmord?

Og Drawskos kirkegård er ikke den eneste, hvor sådanne grave er fundet. Artiklen fortæller, at arkæologer har fundet mange hundrede ”vampyrgrave” i Øst- og Sydeuropa. I 1600-tallet blev vampyrer således betragtet som en reel trussel, der kunne rejse sig fra graven og sprede sygdom og død over de levende.

”Ifølge forskerne stammer de tidligste historier om vampyrer i den slaviske del af Østeuropa fra den tidlige middelalder. Ordet vampyr har sandsynligvis sin oprindelse i de slaviske ord ’vampir’ og ’upir’, som betegnede en genopstanden afdød – et levende lig.” (Historie, s. 45)

Vampyrens indtog i Vesten

Mens vampyr-myten var almindelig kendt i Østeuropa, var det ikke tilfældet i det øvrige Europa. I Danmark blev udtrykket ’vampyr’ ikke brugt før 1732 ifølge Kåre Johannessen i bogen ”Mørkets skabninger”. Vampyren introduceres så at sige først til Vesten med Passarowitz-traktaten i 1718, hvor bl.a. dele af Serbien kom under Østrigsk styre. Det førte til at veluddannede vesteuropæere besøgte Serbien, hvor de oplevede lokale grave deres døde op.

”Østrigske embedsmænd bemærkede en besynderlig lokal skik med at grave døde op og ”dræbe” dem. Fremmede lærde begyndte at overvære sådanne opgravninger. Vampyr-manien var med andre ord en tidlig ’medie-event’, hvor uddannede europæere blev opmærksomme på en adfærd, der langt fra var af ny dato, men som ganske enkelt for første gang fik en effektiv mediedækning.” (Mørkets skabninger, side 88)

Johannessen gør derudover opmærksom på, at der sideløbende med forestillingen om vampyren som blodsuger, var en ligeså stærk overbevisning om, at den kunne sprede sygdomme. Datidens mennesker mente, at når vampyren tyggede på sit ligklæde, spredte de dødelige sygdomme. Hvordan det rent praktisk foregik, vides ikke. Men tanken kommer sandsynligvis fra de pletter af kropsvæsker, der er flydt ud på ligklædet efter begravelsen. Det kan også forklare, hvorfor mange ’vampyrer’ er begravet med en sten o.lign. i munden.

Ligklædets betydning går igen hos Johan Egerkrans. I ”De udøde” beskriver han en lang række udøde væsner. Blandt vampyr-væsnerne nævner han nachzehrer, der er den germanske version af vampyren. Nachzehreren blev kaldt således, fordi den blev drevet af en glubende sult. Døde, der blev til nachzehrer, var ofte selvmordere eller pestofre. Man mente nemlig, at de første, der døde, når pesten slog til, blev en nachzehrer. Grebet af en umættelig sult vendte de tilbage fra døden og angreb primært deres egen familie, som de tømte for livskraft. Nachzehrer er dog så sulten, at den også ligger og tygger i sit ligklæde, når den ligger i jorden.

Forsvar mod vampyren

En af de almindeligste måder at forhindre en afdød i at forlade sin grav som strigoi var at gennembore liget med jern. Artiklen fra Historie 11/2019 fortæller, at man mente, at værktøj smedet i ild havde anti-dæmoniske egenskaber. Når man gennemborede brystet eller hjertet med et jernspyd, blev den onde ånd adskilt fra kroppen. Og skulle det mislykkes, så ville spyddet i sig selv holde kroppen fast i graven.

Andre områder brugte andre metoder til at bekæmpe strigoi. Nogle steder lagde man brændevin ned i graven, fordi den døde så ville drikke det og blive i graven. Andre steder gned man liget med hvidløg og persille for at forhindre, at den døde blev til en strigoi.

For nachzehrerne siger nogle myter, at nachzehreren først skal fortære hele sit ligklæde, før den kan hjemsøge sin familie. Og så er der de tidligere nævnte beskyttelsesforanstaltninger, som at begrave de døde med en sten, medaljon el. lignende i munden eller med en skarp le mod halsen.

Er der en forklaring på vampyrer?

Videnskaben har forsøgt sig med forskellige forklaringer på, hvad der kunne lede datidens befolkning til at tro på vampyrer. En teori er sygdommen poryri. Det er en arvelig blodsygdom, hvis bærere ikke kan tåle sollys og udvikler sår og blærer, hvis de udsættes for solens stråler. Oven i købet kan de syge få det bedre ved at indtage blod, da det bremser processen, der producerer defekte porfyriner i knoglemarven.

En anden teori er datidens generelle mangel på viden om kroppens forrådnelse efter døden. Artiklen fra Historie 11/2019 beskriver en sag fra 1800-tallets Serbien.

”Lægerne undersøgte de fire mistænkelige lig, som havde ligget i jorden i mindre end 20 dage, og kom frem til, at de ikke var formuldet. Pga. frygten for vampyrer huggede byens indbyggere hovedet af ligene og drev en pæl gennem hjertet på dem.” (Historie side 49)

Johannessen skriver ligeledes om nyere grave, der er blevet ’vampyr-sikret’. Han fortæller om en mand ved navn John Barber, der døde under en epidemi i Griswold, Connecticut i 1826. Cirka fem år efter begravelsen havde nogen åbnet graven og placeret hans hovedskal og lårben over kors på hans brystkasse. I tiden hærgede en tuberkulose epidemi i det østlige USA. Ofrene for sygdommen blev blege med indsunkne øjne, og pustede til en vampyr-paranoia som fik folk til at gribe til forskellige ritualer for at holde de døde væk.

I dag ved vi, at både temperaturen, luftfugtigheden og den jord, den døde begraves i, har betydning for, hvor hurtigt kroppen går i forrådnelse. Derudover ved vi, at den døde krop bliver oppustet af gasser, at huden kan trække sig tilbage og få det til at se ud som om, tænder og negle er blevet længere. Desuden er det ikke usædvanligt at der siver blodlignende væske ud af øjnene og munden i forrådnelsesprocessen. Men dengang blev dette set som bevis på, at den døde var en vampyr.

Virkelighedens vampyrer

Blod har gennem tiden været set som et vigtigt kulturelt element – udover at det er livsnødvendigt. Man drak blodet af sine fjender for at overtage deres styrke. Blod blev brugt som en vigtig del af magiske besværgelser. Og ofring af både dyr og mennesker til guderne har været helt almindeligt.

Starup fortæller i ”Væsner”, hvordan man brugte blod som soningsoffer i Biblen: ”thi kødets sjæl er i blodet.” Gennem Jesu blod får kristne evigt liv, og i nadveren modtager disciplene hans blod og legeme i form af nadverbrødet og -vinen.

Så det er måske ikke så underligt, at der findes historiske personer, der har lidt af en ualmindelig blodtørst.

En af dem var adelskvinden Elizabeth Báthory, som i slutningen af 1500-tallet i håb om evig skønhed torturede og myrdede et ukendt antal unge kvinder for at bade i deres blod. Hun blev født i 1560 i Ecsed i Transylvanien. Som 15-årig blev hun gift med grev Ferencz Nadasdy, der var meget ældre end hende, og døde i 1604. Det siges om hende, at hun var en gennemført værtinde, men at hun var sadistisk mod sine tjenestefolk. Af frygt for at miste sin skønhed begyndte hun efter sin mands død at bade i jomfru blod. Først da hun begyndte at dræbe unge adelige kvinder, blev hun stoppet. I 1610 blev hun arresteret, og mere end 50 lig blev fundet på slottet. Elizabeths egne journaler nævnte over 600 ofre! Mens de tjenere, der havde hjulpet hende, blev brændt efter forskellige straffe, blev Elizabeth aldrig offentlig dømt. Hun blev muret inde i sit soveværelse på slottet Csejthe, og levede isoleret der til sin død den 21. august 1614. (Encyclopedia of Vampires, Werewolves, and Other Monsters, side 20)

En anden af middelalderens massemordere var Gilles de Laval (også kendt som Gilles de Rais), en fransk adelsmand, der levede i 1500-tallet, og som tilstod drabet på 800 børn! I 1440 blev rygterne om, at Gilles dræbte børn så vedholdende, at hertugen af Brittany ikke længere kunne undlade at handle på dem. Gilles endte med at blive sigtet for at have myrdet mere end 200 børn, og hans tjener, Henriet, forklarede til retten, hvordan han havde købt børn til sin herre.

”The children were murdered in one particular room of Castle Machecoul. Henriet and other servants tortured the children and then stabbed them in the jugular vein so that their blood gushed over Gilles in a shower in which he bathed.” (Encyclopedia of Vampires, Werewolves, and Other Monsters, side 136)

Gilles blev sammen med sine tjenere Henriet og Pontou dømt til døden den 26. oktober 1440.

Også i nyere tid har trangen til blod været udgangspunkt for massemordere.

Fritz Haarman blev kendt som ’vampyren fra Hannover’, efter at han var blevet dømt for mordene på 24 drenge og unge mænd i årene 1918 til 1924. Flere af drabene blev begået sammen med den 24-årige prostituerede Hans Grans, som udvalgte ofrene. Ofrene blev seksuelt forulempet, før Haarman bed dem i halsen og dræbte dem. Haarman blev dømt til døden og henrette ved guillotine i 1925. (Encyclopedia of Vampires, Werewolves, and Other Monsters, side 143)

I 1970’erne spredte ’vampire murderer’ Richard Chase skræk i Sacramento i Californien. Chase led af adskillige vrangforestillinger. Blandt andet var han overbevist om, at hans eget blod forsvandt, og at han derfor var nødt til at drikke andres blod for at erstatte det. I begyndelsen dræbte han dyr for at få blod, men i 1978 begyndte han at slå mennesker ihjel. Det første offer var en ung kvinde, som han dræbte i hendes hjem den 23. januar 1978. I alt dræbte Richard Chase seks personer, før han blev anholdt og sendt til Atascadero, et fængsel for kriminelle sindssyge. Senere blev han overført til San Quentin, hvor han begik selvmord den 27. december 1980.

Vampyren i populærkulturen

Siden Vesten fik øjnene op for vampyrskikkelsen er den blevet en kendt skikkelse i populærlitteraturen. Og den har ikke nødvendigvis meget med de oprindelige myter at gøre.

”De myter og forestillinger, vi i dag har om vampyrer, afviger på flere punkter afgørende fra de østeuropæiske folkesagn:

Historien om, at vampyrer hver dag må vende tilbage til deres kiste, findes ikke i folkesagnene. Idéen blev opfundet af romanforfatteren Bram Stoker, da han skrev historien om Dracula. Stoker ville på den måde gøre det lettere for romanens helt at dræbe den sovende vampyr.

Forestillingen om, at vampyrer ikke tåler dagslys, stammer heller ikke fra de oprindelige vampyrmyter, men derimod fra stumfilmen ’Nosferatu’ fra 1922. I folkesagnene kan vampyrer sagtens bevæge sig rundt i dagslys.

Hugtænder er det pure opspind. Idéen om de skarpe tænder stammer fra forfatteren John Polidoris fortælling ’The Vampire’ fra 1819.” (Historie, side 49)

Og med hensyn til myten om at vampyren kan forvandle sig til en flagermus, skriver Michael Sims i ”Draculas gæst”, hvordan flagermus først blev en del af vampyrfolklore, da man opdagede de blodsugende vampyrarter i Central- og Sydamerika. Som en lille pudsighed har man opkaldt det antikoagulerende enzym, som flagermusen indsprøjter i ofret for at holde blodet flydende, Draculin!

Selvom Bram Stoker ofte får æren for at opfinde den moderne vampyr med romanen ”Dracula” fra 1897, så fastlagde John Polidori flere af de kendte vampyrtræk næsten 80 år før i romanen ”Vampyren” fra 1819. Også den irske forfatter Joseph Sheridan Le Fanus roman ”Carmilla” fra 1872 menes at have været en inspiration for Stoker.

Faktisk kan Danmark også være med når det gælder tidlige vampyrfortællinger i populærkulturen. I 1870, altså 27 år før Stokers “Dracula”, skrev Alexander Schumacher fortællingen ”Vampyren: Af en afdøds dagbog”. Schumacher ernærede sig til dels som oversætter og udgav også to bind med ungarnske folkeeventyr, så mon ikke han kendte til de mange østeuropæiske vampyrmyter. (Det grufulde bibliotek, side 60)

Bram Stokers Dracula

Den mest gængse opfattelse er, at Bram Stoker har baseret Dracula på den transylvanske hersker Vlad III, med tilnavnet The Impaler for sin vane med at spidde sine fjender på pæle. Vlad blev kaldt Drăculea, som betyder Søn af Dracul. Navnet Dracul var fra faderen, som var medlem af ridderordenen Dragens Orden.

Men andre mener, at Stoker ligesom Le Fanu har søgt inspiration i den irske folklore. Bob Curran, der underviste i keltisk historie og folklore ved University of Ulster, Coleraine, foreslog, at Stoker havde baseret sin roman på den irske krigsherre Abhartach.

Historien om Abhartach er en blodig legende fra det 5. århundrede. Abhartach var en hensynsløs og brutal irsk krigsherre, der herskede over en lille region i Irland. Trætte af hans styre slog befolkningen sig sammen med nabohøvdingen Cathain om at dræbe Abhartach. Men Abhartach vendte tilbage fra graven og fortsatte sit morderiske terrorregime, hvor han nu krævede skåle fyldt med blod fra hans undersåtter. Endnu en gang dræbte Cathain tyrannen, og endnu en gang vendte Abhartach tilbage. Først da Cathain søgte hjælp fra en kristen helgen, lykkedes det at besejre Abhartach med et sværd lavet af takstræ. Og for at sikre han ikke kom tilbage, blev Abhartach denne gang begravet på hovedet med en sten ovenpå kroppen. (The Irish Post)

En anden detalje, der kan fører tanken til en irsk inspiration, kommer fra folkemindeforskeren Owen Harding. Han påpeger, at ordet Dracula kan komme fra det irske sprog. Det irske ord dreach-fhoula (udtales drac-ula) betyder nemlig dårligt eller plettet blod.  

Uanset hvorfra Bram Stoker fandt inspirationen til sin roman, har den siden været inspirationskilde for et hav af såvel bøger som film.

Udvalgte vampyrfilm

De tidlige:

Nosferatu (1922)

Dracula (1931)

Vampyr (1932)

Den klassiske vampyr:

Horror of Dracula (1958)

Dracula – Prince of Darkness (1966)
Salem’s Lot (1979)
Bram Stokers Dracula (1992)
Dracula Untold (2014)

De anderledes:

The Last Man on Earth (1964)

Martin (1976)
Hunger (1983)
En vampyrs bekendelser (1994)
Dracula: Pages from a Virgin’s Diary (2002)
Only Lovers Left Alive (2013)

Vampyrer der ikke taler engelsk:

Mørkets vogtere (2004)

Thirst (2009)
Strigoi (2009)
A Girl Walks Home Alone at Night (2014)

De ’danske’:

Vampyr (1932)
Draculas ring (1978)
Nattens engel (1998)
Dracula (med Claes Bang, 2020)

De nordiske:

Frostbiten (2006)
Låt den rätte komma in (2008)

Post Mortem – ingen dør i Skarnes (2021)

De sjove:

Vampyrernes nat (1967)
Hvem har taget mine tænder? (1988)
Dracula: Dead and Loving It (1995)
Vampire in Brooklyn (1995)
What We Do in the Shadows (2014)

De actionfyldte:

From Dusk Till Dawn (1996)
Blade – the Daywalker (1998)
Vampires (1998)
Underworld (2003)
30 Days of Night (2007)
Abraham Lincoln: Vampire Hunter (2012)
Blood Red Sky (2021)

Teenagerne:

Buffy – Vampyrernes skræk (1997–2003)
Angel (1999–2004)
Twilight (I) (2008)

Læs mere:

Historie 11/2019: heri ’Vampyrerne kommer’ af Philippe Bohström
De udøde af Johan Egerkrans udgivet på forlaget Alvilda, 2019
Mørkets skabninger – middelalderens gruelige gestalter af Kåre Johannessen udgivet på forlaget Turbine, 2021
Væsner af Mikkel Starup udgivet på forlaget Forum, 2001
Alverdens vampyrer af Dan Turéll udgivet på Borgens forlag, 1978
Det grufulde bibliotek – danske gys før og nu redigeret af Kristian Nordestgaard og Jette Holst udgivet på forlaget SerieKlubben, 2019
Draculas gæst – 22 af de bedste victorianske vampyrhistorier redigeret af Michael Sims udgivet på forlaget Rosenkilde & Bahnhof, 2011
Encyclopedia of Vampires, Werewolves, and Other Monsters redigeret af Rosemary Ellen Guiley udgivet på forlaget Checkmark Books, 2005
denstoredanske.lex.dk

Dommerens hus af Bram Stoker

Dommerens hus af Bram Stoker

Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker gotiske gyserhistorier. Da jeg fandt ud af, at Steen Langstrup havde oversat fem af Bram Stokers noveller og udgivet dem i samlingen Dommerens hus, røg der derfor straks en bestilling af sted.

Bram Stoker (1847-1912) huskes i dag stort set kun for romanen Dracula fra 1897, men han skrev i samtiden en række romaner og noveller. Fem af disse noveller udgives her i Steen Langstrups nyoversættelse, hvoraf to aldrig tidligere har været udgivet på dansk.

Samlingen indledes med titelnovellen ‘Dommerens hus’, der på dansk tidligere har været udgivet i Klassiske makabre historier udvalgt af Charles Keeping.

Studenten Malcolm ønsker ro til at læse til eksamen. I en lille landsby lejer han et hus, som længe har stået tomt. Huset var tidligere ejet af en dommer, der var berygtet for sin grusomhed, og de lokale fortæller mange skrøner om huset. Det afskrækker dog ikke Malcolm, der flytter ind og straks begynder sine studier. Men måske er der alligevel noget om sagen. En nat opdager Malcolm en kæmpestor rotte, der ikke lader sig skræmme væk, og en grusom kamp på liv og død udspiller sig i Dommerens hus.

Også ‘En mors hævn’ har tidligere været udgivet på dansk, bl.a. i antologien Djævelens tunger under titlen ‘Squaw’.

Et ægtepar er på bryllupsrejse i Nürnberg. Her støder de på amerikaneren Hutcheson, som de slår følgeskab med. De vil besøge Nürnberger Burg, hvor særligt det gamle torturkammer fyldt med torturredskaber vækker Hutchesons opmærksomhed. Men et tidligere uheld får alvorlige konsekvenser for selskabet.

Endelig har ‘Draculas gæst’ været udgivet på dansk i Draculas gæst og andre vampyrhistorier.

Historien handler om en engelsk gentleman, der er på vej gennem Tyskland. Det er Walpurgis Nacht, og kusken er utrolig nervøs. Da Harker beder ham om at køre en anden vej, fordi han gerne vil se nærmere på en forladt landsby, ender det med, at Harker stiger af og går, mens kusken kører videre. Men en snestorm er på vej, og da Harker endelig når frem til landsbyen, viser det sig, at der også gemmer sig andre farer her.

To af novellerne havde jeg ikke læst før. Det var ‘De dobbeltfødtes dødsdom’ samt ‘Hemmeligheden bag dyrkning af guld’.

Førstnævnte handler om hr og fru Bubb, som efter mange år endelig lykkes med at blive forældre til to smukke tvillinger. Nu er lykken gjort. På hver sin side af familien Bubbs hus bor vennerne Harry og Tommy. De to drenge finder et fristed i et gammelt skur i den bagerste del af Bubbs have. Men deres lege begynder snart at udvikle sig i en uhyggelig retning.

I ‘Hemmeligheden bag dyrkning af guld’ har de to familier Delandre og Brent haft hver sin part af skandaler. Begge familier er nu på sidste slægtsled, og mens bondefamilien Delandre, der kun består af søskendeparret Wykham og Margaret, er røget støt ned af den sociale rangstige, tilhører den adelige Geoffrey Brent, der er sidste gren i den familie, stadig overklassen. På trods af den standsmæssige forskel flytter Margaret uventet ind hos Geoffrey efter et voldsomt skænderi med Wykham. Men kan den upassende forbindelse holde i længden?

Selvom jeg kendte flere af novellerne i Dommerens hus, var bogen en fornøjelse at læse. Her er historier om genfærd, om hævn, om barnlig ondskab og endelig et smut ind i Draculas univers. Efter sigende er ‘Draculas gæst’ nemlig et upubliceret afsnit af Dracula, som blev udeladt af hensyn til længden af den samlede bog. De fem noveller viser en stor emnemæssig bredde af Stokers forfatterskab, og for mig var især ‘De dobbeltfødtes dødsdom’ overraskende. Både for måden den fortælles på, men i særdeleshed for den trøstesløshed der gennemsyrer historien.

Som altid (fristes jeg til at sige, når det gælder udgivelser fra 2 Feet Entertainment) er indpakningen også i orden. Lige fra den enkle, men smukke forside, til valget af skrifttyper hvor novellernes titler er skrevet i en lækker gotisk-udseende type. Endelig er oversættelsen så vidt jeg kan vurdere både loyal overfor den originale tekst og samtidig letforståelig og behagelig at læse.

Så hvis du også er vild med gotiske gys fra Victoria-tiden, eller du har lyst til at læse andet af Bram Stoker end Dracula, så grib fat i Dommerens hus. Her er både gys og gru til de lange sommeraftener.

Om Dommerens hus:

Udgivelsesår: 09.06.2022
Forlag: 2 Feet Entertainment, 115 sider
Omslag: Steen Langstrup
Udvalgt og oversat af Steen Langstrup

Læs mere om samlingen på Steen Langstrups blog

Indhold:

Forord
Dommerens hus (The Judge’s House, 1891)
De dobbeltfødtes dødsdom (The Dualitists; or the Death Doom of the Double Born, 1887)
Hemmeligheden bag dyrkning af guld (The Secret of Growing Gold, 1892)
En mors hævn (The Squaw, 1893)
Draculas gæst (Dracula’s Guest, 1914)

Læs også:

1900 – et århundredes tusmørke
Draculas gæst og andre vampyrhistorier
Gotiske gysere udvalgt af Arne Christiansen
Klassiske spøgelseshistorier udvalgt af Charles Keeping
Sælsomme historier ved Sigurd Hoel
Spøgelseshistorier af Charles Dickens
Åndeverdenens dårekiste af B. S. Ingemann
Otte berømte spøgelseshistorier af M. R. James
Blodet fra mumiens gravkammer af Bram Stoker

Besøg i Randers Regnskov
Lækker lille læse-snack!

Fyrre kister af Santullo & Jok

Fyrre kister er en stemningsfuld tegneserie for elskere af Dracula

Fyrre kister af Santullo & Jok

Under en voldsom storm sidst i det 19. århundrede ankommer et skib til den engelske havneby Whitby. Den eneste person ombord er den afdøde kaptajn, der står bundet fast til skibets ror. I hans lomme finder man et dokument, der beskriver begivenhederne om bord. Og så starter fortællingen.

En måneds tid før sejlede Demeter, som skibet hed, fra Varna i Bulgarien. Besætningen bestod af 9 mand, de fleste russere samt den rumænske styrmand Lepes. Under en toldinspektion i Tyrkiet går tingene galt, da tyrkerne ikke er tilfredse med bestikkelsespengene. Det ender i kamp, men det lykkes besætningen af komme af sted med skibet.

Ude på havet fortsætter ulykkerne dog. Et besætningsmedlem forsvinder sporløst, og så endnu et, og snart begynder mændene at hviske i krogene. Kun kaptajnen og Lebes er upåvirkede af overtroen. Men hvor længe?

Hvis man kender Bram Stokers roman Dracula, ved man hvilken rejse skibet Demeter er på. Men selvom man ikke har læst romanen, er Fyrre kister stadig en fuldgod oplevelse.

Serien er tegnet af den argentinske illustrator Jok, mens teksten leveres af Santullo fra Uruguay. Fyrre kister er deres første udgivelse på dansk, og er en dyster og atmosfærefyldt oplevelse.

Det lille forlag E-voke står også bag en række andre spændende tegneserier. Ikke mindst Richard Corbens flotte Poe fortolkning De Dødes Sjæle.

Om Fyrre kister:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: E-voke, 51 sider
Omslag og illustrationer: Jok
Originaltitel: 40 cajones
Oversætter: Lea Mejdahl Christiansen

House of Dracula

Første gang Bram Stokers roman “Dracula” blev indspillet som film var i 1923 under titlen “Drakula halála” instrueret af Károly Lajthay. Filmen havde dog ikke meget med romanen at gøre, så Universals udgave fra 1931 står for de fleste som den rigtige første film. Tod Brownings “Dracula” blev en kæmpe succes for Universal, som straks gik i gang med flere efterfølgere. “House of Dracula” kom i 1945 og er endnu en ensemblefilm, der blander andre af Universals elskede monstre ind i historien.

Dr. Franz Edlemann bliver opsøgt af Grev Dracula (under pseudonymet baron Latos), som tilsyneladende ønsker at blive helbredt for sin sygdom og komme til at leve som et almindeligt menneske. Men ønsket er ikke dybfølt, for mens Edlemann forsøger at helbrede ham, opsøger Dracula sygeplejersken Nina for at få hende til at følge sig ind i de udødes verden.

Også The Wolfman (Lon Chaney Jr.) dukker op hos den gode doktor. Han forsøger stadig at blive befriet for sin varulvebyrde, og også ham prøver Edlemann at hjælpe. I forsøget på det finder Edlemann Frankensteins monster, som han bringer med sig tilbage til klinikken. Først vil han genoplive det, men den pukkelryggede sygeplejerske Miliza overtaler ham til at lade være.

Med alle disse monstre i huset må det gå galt. Edlemann opdager, at Dracula forsøger at dræbe Nina, og det lykkes ham at slå Dracula ihjel, før det sker. Men Dracula har smittet Edlemann, som nu har perioder underlagt Draculas vilje. Under en af disse slår han sin kusk ihjel og genopliver Frankensteins monster. Hvem skal nu stoppe doktor Edlemann?

“House of Dracula” er en lidt rodet affære. Den varer kun godt en time, og i løbet af den tid introduceres vi for ikke mindre end fire forskellige monstre (hvis vi tæller Edlemann med). Det kan ikke undgås, at der bliver nogle løse ender hist og pist. Hvordan kan Dracula fx styre Edlemann efter sin død, når vi i tidligere film har set, at hans ofre bliver helbredt ved hans udslettelse? Hvordan kan Dracula være vendt tilbage efter at være blevet udslettet af solen i “House of Frankenstein“? Og så videre.

Til gengæld indeholder filmen enkelte gode tekniske detaljer. Lon Caney Jr.’s forvandling til The Wolfman og Draculas forvandling til vampyr er to af dem. Man er dog ikke gået fra at vise en plastik flagermus hængende fra en fiskesnøre i resten af filmen.

Jeg synes, “House of Dracula” bliver en lidt for rodet affære, til at den bliver rigtig underholdende. Den ligger sig tæt op af “House of Frankenstein” som også er instrueret af Erle C. Kenton, og som også samler alle monstrene i en ensemblefilm. Men “House of Frankenstein” serveres med væsentlig mere energi, og så har den også fordelen af at have Boris Karloff på rollelisten som den gale videnskabsmand, doktor Gustav Niemann.

Instruktør: Erle C. Kenton
Udgivelsesår: 1945

Udvalg af Universals Dracula film:

Dracula (1931 – Tod Browning)
Drácula (1931- George Melford)
Dracula’s Daughter (1936 – Lambert Hillyer)
Son of Dracula (1943 – Robert Siodmak)
House of Frankenstein (1944 – Erle C. Kenton)
House of Dracula (1945 – Erle C. Kenton)
Dracula (1979 – John Badham)
Van Helsing (2004 – Stephen Sommers)

Læs også omtalen på Sleazehound

House of Frankenstein

Den gale videnskabsmand doktor Niemann (Boris Karloff) sidder i fængsel, men en storm bryder fængslets mure ned, så han og medfangen, den pukkelryggede Daniel, undslipper. De møder den omrejsende Lampini, som de myrder, hvorefter de overtager hans vogn med et drabeligt horrorshow, der bla. indbefatter Draculas lig.

Niemann ønsker hævn og drager til hjembyen, hvor det lykkes det ham at vække Dracula og med dennes hjælp slår borgmester Hussman ihjel. Dracula drages dog af Hussmans svigerdatter, men i forsøget på at kidnappe hende og gøre hende til sin brud overraskes han af solen.

Niemann og Daniel fortsætter til Vasaria til Frankensteins borg (som på forunderlig vis står der endnu, på trods af at den blev skyllet væk i “Frankenstein meets The Wolfman“). Her finder de Frankensteins monster og The Wolfman og begge indgår i Niemanns ønske om hævn. Imens er Daniel blevet forelsket i den smukke sigøjnerpige Ilonka, der dog kun har øje for Tabot (som, hun ikke ved, er en varulv). Daniel er blevet lovet, at Niemann vil give ham en smuk krop, men han bryder løftet, og det får fatale konsekvenser.

“House of Frankenstein” var endnu en ensemblefilm med flere af Universals klassiske monstre. Denne gang samlede man både den gale videnskabsmand, Frankenstein, The Wolfman, Dracula og The Hunchback, og mixet giver en lidt rodet og til tider usammenhængende historie. Der mangler lidt forklaringer hist og pist, men alligevel følte jeg mig godt underholdt det meste af tiden. Det hele serveres nemlig med masser af energi, og så er Boris Karloff er glimrende i rollen som Niemann. Det må dog have været underligt for ham at skulle spille overfor monstret, som han selv udødeliggjorde i “Frankenstein” og “Bride of Frankenstein“. Her spilles det af Glenn Strange, men makeuppen virker lidt komisk, og dermed bliver han ikke særligt overbevisende i rollen. Lon Chaney Jr. kører lidt i tomgang som The Wolfman, hovedsageligt fordi hans rolle nærmest ikke udvikler sig fra film til film, mens John Carrandine næsten er lidt for pæn som Dracula. Hans stirrende øjne er i hvert fald langt fra så onde som Bela Lugosi.

“House of Frankenstein” er måske ikke den bedste af Universals monsterfilm, men den er underholdende, og selvom den er lidt rodet, er den dog mere sammenhængende end fortsættelsen “House of Dracula“, som kom året efter i 1945.

Instruktør: Erle C. Kenton
Udgivelsesår: 1944

Se traileren på youtube.com

Læs også omtalen på Uncut.dk

Dracula’s Daughter

Efter Universals store succes “Dracula” fra 1931 besluttede studiet at brygge videre på historien i efterfølgeren fra 1936 “Dracula’s Daughter”.

Filmen starter, hvor “Dracula” slutter. To betjente kommer ind i Carfax klosteret og finder ligene af Renfield og Dracula sammen med professer Van Helsing. Van Helsing anklages for mordet på Dracula, og i stedet for en advokat tilkalder han sin gode ven, psykologen Garth, der skal overbevise juryen om, at Van Helsing ikke er skør, men at Dracula virkelig var vampyr.

Før Scotland Yard får hentet ligene, dukker en kvinde dog op. Hun hypnotiserer betjenten og tager Draculas lig med sig for at brænde det. Det viser sig, at kvinden kalder sig Marya Zaleska og er Draculas datter.

Zaleska møder Garth, og hun prøver at overtale ham til at hjælpe sig. Hun ønsker nemlig ikke at være vampyr og håber, at han kan befri hende for forbandelsen. Men Garth har svært ved at tro hende, og først da hun kidnapper hans sekretær, Janet, følger han hende til Transylvanien, hvor det endelige opgør finder sted.

Jeg var ikke vildt imponeret over “Dracula’s Daughter”, omend Gloria Holden spiller rollen som Zaleska udmærket. Men historien bliver ikke rigtig overbevisende for mig, og jeg havde enormt svært ved at få doktor Garths og sekretæren Janets flirteri til at blive interessant overhovedet.

Instruktør: Lambert Hillyer
Udgivelsesår: 1936

Udvalg af Universals Dracula film:

Dracula (1931 – Tod Browning)
Drácula (1931- George Melford)
Dracula’s Daughter (1936 – Lambert Hillyer)
Son of Dracula (1943 – Robert Siodmak)
House of Frankenstein (1944 – Erle C. Kenton)
House of Dracula (1945 – Erle C. Kenton)
Dracula (1979 – John Badham)
Van Helsing (2004 – Stephen Sommers)

Læs en mere postiv omtale på Classic-Horror.com

Læs også hvad Sleazehound siger om “Dracula’s Daughter”

Dracula (1931)

Dracula instrueret af Tod Browning, 1931Første gang Bram Stokers roman Dracula blev indspillet som film var i 1923 under titlen Drakula halála instrueret af Károly Lajthay. Filmen havde dog ikke meget med romanen at gøre, så Universals udgave fra 1931 står for de fleste som den rigtige første film.

Tod Browning instruerede, og ønsket var at lave en big budget movie, som var tro mod romanen, men pga. den økonomiske krise endte man med i stedet at basere filmen på Broadway stykket med manuskript af Hamilton Deane og John L. Balderston. Bela Lugosi, der med sit portræt af grev Dracula blev et ikon, spillede rollen på Broadway, men alligevel var han ikke Tod Brownings første valg. Heldigvis fik han rollen, og hans præstation har grundlagt synet på den karismatiske vampyrgreven lige siden.

Advokaten Renfield er taget til Transylvanien for at overrække grev Dracula papirerne på hans nye ejendom, det gamle Carfax kloster i London. På vejen dertil advares han af de lokale om, at grevens slot er hjemsted for vampyrer, men Renfield lader sig ikke skræmme. Han burde dog nok have hørt på rygterne, for da hans arbejde for Dracula er overstået, bliver han gjort til grevens slave og følger ham som en galning på rejsen til England.

I England opsøger Dracula lederen af Whitby Sanatorium, doktor Seward. Her bliver han introduceret for dennes datter Mina og hendes veninde, Lucy, som straks bliver betaget af greven. Hun bliver også husstandens første offer for vampyren, som derefter begynder at hjemsøge Mina.

På Whitby Sanatorium er Renfield indlagt, og selvom han er trofast mod Dracula, så er han også tiltrukket af Mina og forsøger at advare doktor Seward om faren. Men han afskrives som en galning. Dr. Sewards gode ven professor Van Helsing er dog klar over, at en u-død er på spil, og han forsøger at redde Mina ved at hænge wolvesbayne op i hendes værelse, en urt som holder vampyrer væk. Men greven kan hypnotisere personer i nærheden af ham, og det lykkes ham alligevel at trænge ind til Mina og give hende lidt af sit blod.

Nu er Mina fortabt, med mindre det lykkes for Van Helsing og Minas forlovede Jonathan Harker at slå grev Dracula ihjel.

Set med nutidens optik er Dracula ikke særlig uhyggelig. Den er meget langsom i sin opbygning, og man ser f.eks. aldrig Dracula bide sine ofre. Han dækker dem i stedet med sin kappe, og så må vi tænke os til resten. Og når vi ser ham som flagermus, er det meget tydeligt en plastik flagermus, der hænger fra en fiskesnøre, og som sådan overhovedet ikke skræmmende.

Ikke desto mindre synes jeg stadig, at Dracula holder i dag. Bela Lugosi spiller fantastisk, og hans måde at tale og agere på, er utrolig overbevisende. Man har prøvet at gøre hans øjne endnu mere uhyggelige ved at lade lys skinne i dem, når han stirrer ondt på sine ofre, men det var efter min mening ikke nødvendigt. Hans blik er skræmmende i sig selv.

Også scenerne i Draculas slot er med til at skabe en uhyggelig stemning. Selve slottet er indbegrebet af gotisk uhygge med skumle skygger, spindelvæv og mørke trapper – og naturligvis den distingverede greve  med en grum baggrund. Da han byder Renfield velkommen, og de hører ulvehyl i det fjerne, kommer den udødelig replik: “Listen to them. Children of the night. What music they make.” Og senere da Renfield kommer op af trappen og møder et kæmpe edderkoppespind, som Dracula tilsyneladende har bevæget sig igennem uden at ødelægge, forklarer han: “The spider spinning his web for the unwary fly. The blood is the life, Mr. Renfield.” En advarsel om hvad der er i vente.

Men selvom Dracula er et sjælløst udødelig væsen, som må slå ihjel for at overleve, så får man i Lugosis skikkelse alligevel fornemmelsen af en tragisk skikkelse, ikke mindst da han møder doktor Seward og Lucy og Mina i operaen og efter lidt konversation udbryder: “To die! To be really dead – that must be glorius” og herefter advarer: “There are far worse thing awaiting man, than death!

I ekstramaterialerne fortæller filmhistoriker David J. Skal, hvordan publikum blev skræmt af filmen, ikke mindst fordi man for første gang IKKE fik en logisk løsning til sidst. Dracula VAR virkelig ifølge filmen. Også artiklen på wikipedia fortæller om Draculas skræmmende succes. I løbet af de første to døgn, den spillede, solgte man 50.000 billetter!

Samtidig med at Tod Browning indspillede sin version, udnyttede Universal kulisserne til at lave en spansk udgave af filmen (instrueret af George Melford) til det latinamerikanske publikum. Brownings hold filmede i løbet af dagen, og når de holdt fri, overtog det spansk-talende hold scenerne og lavede deres udgave, som bygger på samme manuskript, men alligevel er lidt anderledes. Melfords udgave forklarer i hvert fald enkelte detaljer i filmen tydeligere, og så har han lagt større vægt på special effects, f.eks. kommer den spansk-talende Dracula anderledes dramatisk ud af sin kiste, og knirkelyde m.m. udnyttes også mere effektivt i Melfords film.

Endelig er der også en stor forskel på de erotiske toner – i Brownings udgave er Mina tækkelig, og i scenen hvor hun fristes til at bide Harker, klippes der væk netop som hun læner sig frem. I Melfords udgave ser vi Eva (som Mina kaldes her) i en noget mere dristig rolle, og her bider hun rent faktisk Harker i halsen, før hun afbrydes.

Den spanske Dracula blev spillet af Carlos Villarías, som dog overhovedet ikke kunne hamle op med Lugosis greve.

Bela Lugosi blev i høj grad synonym med Dracula-figuren, men han spillede kun rollen igen én gang siden – i gyserkomedien Bud Abbott Lou Costello Meet Frankenstein. Til gengæld nåede han at spille et andet Universal monster, nemlig Frankensteins monster i Frankenstein Meets the Wolfman fra 1943.

Tod Brownings Dracula blev i 2000 udvalgt til bevarelse i United States National Film Registry for at være: “culturally, historically, or aesthetically significant“.

Om filmen:

Instruktør: Tod Browning
Udgivelsesår: 1931

Udvalg af Universals Dracula film:

Dracula (1931 – Tod Browning)
Drácula (1931- George Melford)
Dracula’s Daughter (1936 – Lambert Hillyer)
Son of Dracula (1943 – Robert Siodmak)
House of Frankenstein (1944 – Erle C. Kenton)
House of Dracula (1945 – Erle C. Kenton)
Dracula (1979 – John Badham)
Van Helsing (2004 – Stephen Sommers)

Læs mere om Dracula på wikipedia

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Horror of Dracula

Horror of DraculaPå forsiden står der “Christopher Lee’s fang-tastic, first-ever performence as the Lord of the Undead“, og han er virkelig ikonisk i rollen som grev Dracula.

Jonathan Harker er blevet inviteret til Draculas slot under dække af at være en bibliotekar, som skal indeksere grevens bibliotek. I virkeligheden kommer Harker for at tilintegøre ondskaben, for han ved, hvem og hvad Dracula er. Desværre bliver han bidt af en kvindelig vampyr, og selvom det lykkes ham at dræbe hende, får Dracula fat på ham.

Da Harker ikke vender tilbage, tager Van Helsing til Draculas slot for at finde ud af, hvad der er sket. Netop som han ankommer, ser han en vogn med en kiste i haste ud gennem slottets port. Og da han senere vender tilbage for at fortælle Harkers forlovede, Lucy, at Harker er død, er hun blevet syg. Van Helsing finder ud af, at Dracula er i byen, og at han ønsker Lucy, som sin nye ledsager.

“Horror of Dracula” blev lavet umiddelbart efter Hammer Films store succes “The Curse of Frankenstein”, og udover Christopher Lee er også Peter Cushing med i rollen som Van Helsing. De to herrer skulle senere krydse klinger i endnu en Dracula-film “Dracula A.D.”. “Horror of Dracula” er inspireret af Bram Stokers roman, men følger ikke oplægget udover genbrug af navnene (som endda bruges forskelligt fra bogen idet Mina var Harkers forlovede i bogen, mens Lucys tilbeder var Arthur), og blev en af mange Dracula film fra Hammer. Oprindeligt kaldte man blot filmen “Dracula”, men for at undgå forveksling med Tod Brownings film “Dracula” fra 1931, omdøbte man den til “Horror of Dracula”.

Filmen indeholder flere vellavede special effects, bl.a. da Harker spidder vampyrkvinden i hendes kiste, og Van Helsing og Draculas endelige opgør i slutningen af filmen.

Om filmen:

Instruktør: Terence Fisher
Udgivelsesår: 1958

Hammer Films Dracula:

Horror of Dracula (1958) Instr. Terence Fisher, med Peter Cushing, Christopher Lee
The Brides of Dracula (1960) Instr. Terence Fisher, med Peter Cushing
Dracula – Prince of Darkness (1966) Instr. Terence Fisher, med Christopher Lee
Taste the Blood of Dracula (1970) Instr. Peter Sasdy, med Christopher Lee
Scars of Dracula (1970) Instr. Roy Ward Baker, med Christopher Lee
Dracula A.D. (1972) Instr. Alan Gibson,med Peter Cushing, Christopher Lee
The Satanic Rites of Dracula (1973) Instr. Alan Gibson, med Christopher Lee, Peter Cushing
The Legend of the 7 Golden Vampires (1974) Instr. Roy Ward Baker, med Peter Cushing

Scars of Dracula

Scars of DraculaI “Scars of Dracula” vender Christopher Lee tilbage som vampyren over dem alle, grev Dracula. I “Dracula – Prince of Darkness” mødte han sit endelige i den iskolde vandgrav rundt om slottet, og et menneske måtte lade livet for at vække ham igen. Denne gang vender han tilbage med hjælp vampyrflagermusene, og da landsbyens beboere kommer for at gøre det af med ham, venter der dem en skrækkelig overraskelse, da de vender tilbage til landsbyen.

Imens i Kleinberg fylder den smukke Sarah år. Til festen er inviteret de to brødre, Simon og Paul, som begge holder af Sarah. Paul må dog forlade festen i hast, da to gendarmere kommer efter ham. Han flygter og ender i Carlsbad, hvor han først bliver lukket ind på pubben af tjenestepigen Julie, men siden bliver smidt ud igen. Paul fortsætter og ender på Draculas slot, hvor han møder den smukke Tania og – naturligvis – grev Dracula.

Hjemme i Kleinberg bliver Sarah og Simon urolige, da Paul ikke vender tilbage. De tager ud for at lede efter ham, og sporene leder dem til Drauclas slot. Her bliver Draculas hjælper meget betaget af den smukke Sarah, men vil han hjælpe dem, eller er han Draculas loyale tjener?

Christopher Lee er endnu bedre her i “Scars of Dracula”. Denne gang har han replikker, og hans figur er mere end røde øjne og hugtænder. De bedste scener er nærmest dem, hvor han alene med sit blik tvinger sit ofre til frivilligt at gå ham i møde.

Starten på “Scars of Dracula” er brutal og blodig og overraskede mig. Men på den gode måde. Historien er ikke voldsom original (bl.a. er Pauls møde med Tania nærmest en direkte kopi af Jonathan Harkers møde med den kvindelige vampyr i “Horror of Dracula“), og man kan undrer sig over, at personerne i filmene hver gang bliver ved med at vende tilbage til det skumle slot.

Roy Ward Baker bruger kameraet godt, og bl.a. scenen, hvor Paul flygter i en hestevogn, er filmet så spændende som en nutidig biljagt. Ligeledes er scenen, hvor Dracula kravler op af en lodret mur en fin detalje. På minussiden er nogle ret dårlige flagermuse-attrapper, og så kommer er også mere og mere sex ind i filmene, som ikke har speciel relevans for plottet. Hvor vi i den første Hammer Dracula kun så kvinderne iført tækkelige natkjoler, får vi i “Scars of Dracula”  både bare numser og en rigtig liderbasse i Paul, men der skal jo også være lidt til husarerne …

Hammer Films Dracula:

Horror of Dracula (1958) Instr. Terence Fisher, med Peter Cushing, Christopher Lee
The Brides of Dracula (1960) Instr. Terence Fisher, med Peter Cushing
Dracula – Prince of Darkness (1966) Instr. Terence Fisher, med Christopher Lee
Taste the Blood of Dracula (1970) Instr. Peter Sasdy, med Christopher Lee
Scars of Dracula (1970) Instr. Roy Ward Baker, med Christopher Lee
Dracula A.D. (1972) Instr. Alan Gibson,med Peter Cushing, Christopher Lee
The Satanic Rites of Dracula (1973) Instr. Alan Gibson, med Christopher Lee, Peter Cushing
The Legend of the 7 Golden Vampires (1974) Instr. Roy Ward Baker, med Peter Cushing

The Ultimate Hammer Collection:

She, 1965
The Nanny, 1965
Dracula – Prince of Darkness, 1966
The Plague of the Zombies, 1966
Rasputin the Mad Monk, 1966
The Reptile, 1966
The Witches, 1966
One Million Years B.C., 1966
The Viking Queen, 1967
Frankenstein Created Woman, 1967
Quatermass and the Pit, 1967
The Vengeance of She, 1968
The Devil Rides Out, 1968
Prehistoric Women, 1968
Scars of Dracula, 1970
The Horror of Frankenstein, 1970
Blood from the Mummy’s Tomb, 1971
Straight on till Morning, 1972
Fear in the Night, 1972
Demons of the Mind, 1972
To the Devil a Daughter, 1976

Se traileren på YouTube

Om filmen:

Instruktør: Roy Ward Baker
Udgivelsesår: 1970

Dracula – Price of Darkness

Dracula - Price of DarknessI 1958 var det første gang, at Christopher Lee spillede rollen som grev Dracula i Terence Fishers Dracula. Der skulle gå 8 år, før han igen iførte sig hugtænderne og den blodrøde kappe i Dracula – Price of Darkness, der ligeledes blev instrueret af Terence Fisher.

Fire englændere er på ferie i centraleuropa, hvor de bl.a. besøger byen Kleinberg. Her møder de munken Sandor, der advarer dem mod at besøge den nærliggende by Carlsbad – og i særdeleshed om at nærme sig slottet der. Men de ender naturligvis alligevel i nærheden af slottet, og da deres kusk nægter at køre dem videre og forlader dem med alt deres bagage, tager de op til slottet for at overnatte. Her venter allerede et måltid mad og en varm seng, men selvom de finder det underligt, er det kun Helen, som føler, at det er helt forkert. Hun trygler de andre om at tage af sted igen, men de overhører hende. Hendes mand, Alan, beder hende falde til ro, for i morgen ser alt bedre ud. Til det svarer Helen: “There will be no tomorrow for us“.

I løbet af natten vågner Helen ved en lyd, og hun vækker Alan, som går ud for at undersøge det. Han finder et mystisk rum under slottet, og her venter tjeneren Klove på ham. Alan dør, og hans blod vækker Dracula til live. Næste offer bliver Helen, men det lykkes for Charles og Diana at flygte, og de søger hjælp hos fader Sandor. Men er det lykkes dem at undslippe Dracula?

Dracula – Price of Darkness er en klassisk Dracula-film, hvor Christopher Lee med sine røde øjne, hugtænder og kappen, der er sort som natten udvendig og blodrød indvendig, spiller uden en eneste replik. Der var skrevet replikker ind i hans figur, men han nægtede at sige dem, for det var (ifølge Lee selv) “pure nonsens like – I am the apocalypse!” Trods manglen på replikker fungerer hans figur fint, og selvom vi i dag nok ikke ligefrem gyser over filmen, så er den bestemt ganske underholdende.

Om filmen:

Instruktør: Terence Fisher
Udgivelsesår: 1966

Hammer Films Dracula:

Horror of Dracula (1958) Instr. Terence Fisher, med Peter Cushing, Christopher Lee
The Brides of Dracula (1960) Instr. Terence Fisher, med Peter Cushing
Dracula – Prince of Darkness (1966) Instr. Terence Fisher, med Christopher Lee
Taste the Blood of Dracula (1970) Instr. Peter Sasdy, med Christopher Lee
Scars of Dracula (1970) Instr. Roy Ward Baker, med Christopher Lee
Dracula A.D. (1972) Instr. Alan Gibson,med Peter Cushing, Christopher Lee
The Satanic Rites of Dracula (1973) Instr. Alan Gibson, med Christopher Lee, Peter Cushing
The Legend of the 7 Golden Vampires (1974) Instr. Roy Ward Baker, med Peter Cushing

The Ultimate Hammer Collection:

She, 1965
The Nanny, 1965
Dracula – Prince of Darkness, 1966
The Plague of the Zombies, 1966
Rasputin the Mad Monk, 1966
The Reptile, 1966
The Witches, 1966
One Million Years B.C., 1966
The Viking Queen, 1967
Frankenstein Created Woman, 1967
Quatermass and the Pit, 1967
The Vengeance of She, 1968
The Devil Rides Out, 1968
Prehistoric Women, 1968
Scars of Dracula, 1970
The Horror of Frankenstein, 1970
Blood from the Mummy’s Tomb, 1971
Straight on till Morning, 1972
Fear in the Night, 1972
Demons of the Mind, 1972
To the Devil a Daughter, 1976