marts 2017
M T O T F L S
« feb    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘dyr’

Hundene af Allan Stratton

HundeneCameron bor alene med sin mor, efter at de for flere år siden forlod faren, som var voldelig. Nu lever de i under skjult identitet, og flytter jævnligt for at undgå at faren finder dem igen. Men Cameron er træt af at rejse, hver gang han lige er faldet til. Oveni savner han sin far, og er begyndt at tvivle på om moren nu også er helt sandfærdig om, hvor forfærdelig faren var.

Nu er de to igen flyttet, denne gang til den lille by Wolf Hollow, hvor de lejer en gammel gård af den ældre Mr. Sinclair, der bor på nabogården. Gården er ret forfalden, og på skolen bliver Cameron drillet for at bo der. Snart hører han også rygter om, at den tidligere ejer blev spist af sine hunde, og da han finder nogle kasser med legetøj i kælderen, samt nogle skræmmende tegninger af en dreng ved navn Jacky McTavish, begynder historien at forfølge ham. Hvem var Jacky? Hvad skete der med ham og med hans mor? Og hvad er det for noget med de hunde, Cameron hører hyle om natten?

Jeg var ret begejstret for ”Hundene”, som kan læses på flere plan og af både unge og voksne. Historien er både letlæst og underholdende og med en stadigt stigende spændingskurve. Allan Stratton fortæller historien fra Camerons synsvinkel, og vi kommer helt tæt på hans tanker både vedrørende hans forsøg på at forstå Jackys historie, men også i forhold til forholdet til faren og til morens nye ”ven”.

Stemningen i ”Hundene” er knuget, og efterhånden som romanen skrider frem, går det op for én, at Cameron også slås med andre problemer. Langsomt udviskes grænserne mellem fantasi og virkelighed, og hverken læseren eller Cameron kan skelne mellem de natlige mareridt og virkelighedens. Dermed kan historien både læses som en spøgelseshistorie og som en psykologisk fortælling om en ung drengs opvækst i en dysfunktionel familie, uden at det virker kunstigt.

Alt i alt en vellykket og spændende roman, som også er solgt til udgivelse i en lang række lande. Anbefales

Besøg Allan Strattons hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: James Fraser
ISBN-13: 9788740606270
Sideantal: 284
Forlag: Turbine

Svovlild af Jonas Wilmann

Svovlild af Jonas WilmannNormalt læser jeg ikke meget fantasy, da jeg jeg har en fordom om, at det er lidt kedeligt. Men da jeg tidligere har læst Jonas Wilmann med stor fornøjelse og ved, at han har en interessant stil, gav jeg Svovlild en chance, og derfor omtaler jeg den også her på siden, selvom den vist ikke helt kan betegnes som horror.

Romanen foregår sig i Drageriget, som er befolket af fire drageklaner: De hvide, de røde, de blå og dragerne i havet. En voldsom krig lagde stort set alt øde for mange år siden, og først da det lykkedes for de hvide drageguder at forvise de røde drageguder til intetheden, blev der fred.

De forskellige klaner fik hvert deres område og påbud om at genopbygge landet. Men det efterlod de røde i det mest ødelagte land, og i nutiden er der oprør på vej i de unges rækker.

Fortællingen følger den hvide drage Esmeree, som mistede sin mage nogle år tilbage, så nu er hun alene med sine to sønner. Den anden hovedperson er Nauser. Han er søn af den røde dragekonge, men har alle dage følt sig anderledes. I hans hjerte banker hadet mod de hvide drager, og så er han voldsomt draget af Død.

De to drager er i starten nærmest modsætninger, men da krigen atter bryder ud, bliver Esmeree ligeså hadefuld og nådesløs som Nauser. Men hvis begge parter er lige grusomme, hvad bliver der så af håbet?

På sin blog skriver Wilmann, at romanen repræsenterer en klassisk øst/vest-konflikt og er inspireret af bl.a. Muhammedkrisen. Ved at overføre sin historie til et fantasy-rige kan han tage konflikten og fører den ud i yderste konsekvens; her et scenarie hvor grusomheder fører til hævn og endnu flere grusomheder og hvor ingen skånes uanset tilhørsforhold, alder eller køn.

Det var ikke muligt at lave en historie eksklusivt med drager, hvis de var umælende dyr, så de skulle være menneskelige – og netop ved at gøre deres træk så genkendelige, og sporadisk bryde dem ned i glimt af dyrisk vold, fik jeg en glimrende måde at konkretisere vort eget indre bæst. Samtidig bestemte jeg mig for,  at historien skulle være en slags analyse af krigens eller konfliktens mekanikker, og hvordan sådan noget opstår – og jeg havde masser af inspiration i den uforsonlighed, der var på begge sider i Muhammedkrisen.”

Sprogligt forsøger Wilmann sig ud i det mere patosfyldte, og det fungerer fint til fortællingens klassiske fantasy-univers.

Som sagt er jeg ikke stor fantasy-fan, og det var først i romanens anden del, at jeg for alvor blev grebet af historien. Her viser Wilmann sine evner til at beskrive ondskaben og forfaldet, som få formår det.

”Årstiderne havde kun skiftet én gang, og der var intet tilbage af det smukke rige, der engang fandtes. Overalt lå udbrændte kadavere og gik til i dyngerne af slagger; sur, sort regn silede ned over det forkullede landskab, og hvert et blad, der endnu ikke var visnet, var dækket af sort snask. Dette var maddikernes og råddenskabens æra. Der var død, og så var der endnu mere død. Den stinkende, rådne svovlstank hang altid på vinden og hviskede om nye, blodige kampe. Kæmpeskeletter lå strøet omkring i ødemarken og stirrede paralyserede, opgivende, på katastrofen, mens altædende insektsværme lænsede de sidste trevler fra knoglerne.”

For fanatasy-elskere er jeg overbevist om, at Svovlild vil være et hit. For mig var det okay underholdning, men jeg glæder mig til Wilmann kommer med sit næste horror-udspil. Det er her, jeg synes, han er stærkest og mest interessant at læse.

Om Svovlild:

Udgivelsesår: 2013
Omslag: Fotokostic/Jonas Wilmann

Besøg Jonas Wilmanns hjemmeside

Sharktopus

SharktopusPå en nylig ferie til Thailand var jeg så heldig at få finde en masse film, som jeg under normale omstændigheder ikke ville bruge penge på. Sharktopus var en af dem, og jeg er glad for at kunne konstatere, at den fuldstændig lever op til sit navn.

Firmaet Blue Water eksperimenterer med genmanipulerede dyr, som skal bruges af hæren til at infiltrere fjenden. Under en test mister de dog kontrollen over S11 – en blanding af en haj og en kæmpe blæksprutte. Nu starter jagten på at fange dyret, inden det slår flere mennesker ihjel.

Og så følger vi ellers den ekstremt dårligt lavede CGI sharktopus, som myrder løs uden at myndighederne tilsyneladende opdager noget – selvom journalisten Stacy Everhart er lige i hælene på den og optager flere scener, hvor sharktopus overfalder folk.

Skuespillet er ret elendigt, historien er uoriginal og utroværdig, special effects er dårlige og manuskriptet er fyldt med tåbelige oneliners. Alligevel hyggede jeg mig med filmen, fordi det er lige præcis sådan, at jeg forventer, at en film produceret af Roger Corman er. Jeg vil dog ikke anbefale den til andre, for den er altså ikke god (og den scorer da også bare 3,3 på IMDB). Men  ind i mellem synes jeg bare, at det er sjovt at hygge mig med en B-film.

Om Sharktopus:

Instruktør: Declan O’Brien
Udgivelsesår: 2010

Kat

KatDa Steen Langstrup i 1995 skrev romanen “Kat“, tror jeg ikke, at han havde regnet med, at den ville blive filmatiseret af Martin Schmidt 6 år senere. Jeg ved, at han efterfølgende har udtalt, at filmen ikke helt levede op til hans forventninger, og nu hvor jeg langt om længe har fået set den, må jeg indrømme, at det forstår jeg godt.

Martin Schmidt debuterede samme år som Langstrup med “Sidste time“, som var en stor biografsucces, og som jeg personligt var rigtig begejstret for. Året efter kom han med “Mørkeleg“, som klarede sig lidt dårligere i biograferne, men stadig var en ganske ok film. Der var derfor god grund til at tro, at Schmidt kunne tage Langstrups roman og transformere den om til endnu et hit. Men det kan man ikke siges lykkedes.

Maria (Liv Corfixen) deler lejlighed med Isabella (Charlotte Munck). De bor i samme opgang som Isabellas bedsteforældre, som går meget op i det okkulte. En fredag afholder de en seance, der går helt galt. Noget slipper igennem til vores verden, og da Maria næste morgen vil nusse sin kat, føler hun at noget er forkert.

Og hun har ret. Da to mennesker myrdes på bestialsk vis, mens Maria er ude at spise med kæresten Henrik (Martin Brygmann), får hun nogle mystiske syn. Og da myrderierne fortsætter, bliver hun sikker på, at katten på en eller anden måde er involveret. Men et besøg hos dyrlægen får ikke den afslutning, som hun havde regnet med.

Filmens manuskript er skrevet af Marie Trolle Larsen, og den er frit efter Langstrups roman. At den ikke følger romanens plot, behøver ikke at være dårligt, men jeg må indrømme, at jeg synes, Trolle Larsens historie er langt mindre interessant. Dels er Maria utrolig naiv, og hendes forhold til Henrik er så tåkrummende pinligt, at det er svært at tro på, at nogen kan være så lidt i kontakt med hinanden efter tre år. Dels bliver katten aldrig rigtig uhyggelig, og dermed ryger meget af plottets troværdighed. Endelig er de fleste af dialogerne mildest talt ringe, og måden betjenten Hald (Søren Pilmark) får koblet Maria sammen med mordene er heller ikke just overbevisende.

Jeg må også indrømme, at jeg blev temmelig skuffet over Martins Schmidts instruktion. I både “Sidste time” og “Mørkeleg” viste han, at han kan bruge genrens elementer effektivt, men her i “Kat” føles det, som om han tager samtlige klichéer og kaster dem i nakken på hinanden. Filmen når ikke at starte, før vi skal forskrækkes over et par fødder i mørket. Der bruges konstant skæve kameravinkler og unaturlige farvenuancer, og hvor begge dele kan være utroligt effektive, når de bruges korrekt, så bliver denne overdrevne brug bare irriterende.

Endelig var jeg heller ikke imponeret over skuespillet, men det har sikkert også været svært at få særlig meget liv ud af de meget lidt mindeværdige replikker.

Slutningen (som følger Langstrups) er dog lige i øjet, selvom den virker lidt påklistret og ikke rigtig hænger sammen med resten af historien. Så rigtig ærgerligt at det ikke lykkedes bedre.

Om Kat:

Instruktion: Martin Schmidt
Udgivelsesår: 2001

Manddræber af Ted Willis

Manddræber af Ted WillisDet var en kommentar til mit indlæg om filmen Maneater, som bragte mig på sporet af romanen Manddræber fra 1976. Jeg er ikke sikker på, om filmen bygger på romanen (i hvert fald står Ted Willis ikke krediteret som ophavsmand på IMDB), men der er ganske rigtigt mange fælles punkter i historierne.

I romanen slipper en tigerdomptør to tigere løs i en engelsk skov, hvor de hurtigt begynder at dræbe det letteste bytte – mennesket. Den lokale politiinspektør Charles Gosford får nys om sagen, da man finder en forladt bil, hvor føreren er sporløst forsvunden. I første omgang aner man dog ikke, at han er død, og da liget bliver fundet, er det heller ikke en tiger, der først står frem som mistænkt. Og da dette bliver foreslået, bliver det i første omgang mødt med stor skepsis. Men efterhånden som der sker flere drab, må Gosford erkende, at det muligvis er sandt, men så går der lokalpolitik i sagen.

Manddræber er en underholdende og letlæst fortælling, som både fortæller fra tigernes og fra menneskenes synspunkt. Jeg fik helt medlidenhed med de stakkels dyr, der oplever en kort tid i friheden. Samtidig er det nu også skræmmende at forestille sig at stå overfor en sulten tiger, når man tilfældigt er ude at gå i skoven. Selvfølgelig  mærkes alderen på romanen, ikke mindst i personbeskrivelserne hvor kvinderne er noget hjælpeløse, men det trækker dog ikke det store ned. Så kan du lide at læse om dræberdyr, så er Manddræber et udmærket bud.

Om Manddræber:

Originaludgivelsesår: 1976
Originaltitel: Man-eater

Silent Venom

Når nu idéen med slanger på et fly blev en relativ succes i “Snakes on a plane”, så er det jo nærliggende at tænke andre locations, hvor slanger kunne være et hit – og hvad er mere nærliggende end en ubåd?

På en lille ø i det kinesiske hav er dr. Andrea Swanson (Krista Allen) tilknyttet et militærprojekt, som forsker i giftslanger for at finde et vaccine, der vil kunne bruges mod biologisk krigsførelse og terrortrusler. Til det formål har de fremavlet nogle særdeles farlige slanger, som ikke alene dræber lynhurtigt, men som også vokser til abnorme størrelser.

Pludselig er Swanson og hendes assistent Jake Goldin dog nødt til at evakuere forskningsstationen, og en gammel nedlagt ubåd, som USA har solgt til Taiwan, er nærmest til at hente dem. Men eftersom deres projekt er hemmelig, kan de ikke fortælle ubådens kaptajn (Luke Perry), at han netop har fået nogle dødsensfarlige slanger ombord. Og Jake har ikke fortalt Swanson, at han har taget alle slangerne med i stedet for kun de fire, han var blevet beordret til.

Selvfølgelig får en nysgerrig sømand åbnet for kassen, og snart er ubåden et krybende helvede. Og for at gøre ondt værre kan ubåden ikke stige til overfladen, for den er havnet midt i en kinesisk militærøvelse.

“Silent Venom” er en b-film, og starten er mildest talt ringe, da en kæmpeslange spiser en mand i en mundfuld. Men derfra stiger underholdningsværdien ganske meget, og selvom der er flere dumme kiks (som f.eks. da militærlægen modtager det første offer for slangerne på ubåden, og overser det blod der er sprøjtet ud over hans tøj, og derfor skyder på at han nok er blevet smittet af en virus!!!), så var jeg faktisk rigtig godt underholdt.

Luke Perry spiller som han plejer (jeg tror kun den mand har et ansigtsudtryk), men det er ok til rollen som ubådskaptajn. Krista Allen har vist fået for meget botex, for heller ikke hun kan meget andet end at småsmile hele tiden, men bortset fra det er hun også ok i rollen som Swanson, der for sent opdager, hvad der er sluppet løs i ubåden.

Man har for en stor del brugt rigtige slanger, og det virker rigtig godt. Til gengæld er de store CGI-slanger ikke særligt overbevisende, men dem ser vi heldigvis ikke så meget. Ubåds-scenerne er ganske udmærkede, og jeg synes, det giver en fin klaustrofobisk stemning med amok-slanger i en ubåd, som er fanget under vandet med fjendtlige fartøjer omkring sig. Det giver en ekstra dimension til historien, som øger spændingen og gør, at alt uhyggen ikke er baseret på slangerne. For det kan hurtigt blive kedeligt.

Jeg vil ikke påstå, at “Silent Venom” er en stor film, men jeg så den en tømmermands-søndag og her var den det helt rigtige 🙂

Instruktør: Fred Olen Ray
Udgivelsesår: 2009

Hyenas

Nu blev jeg positivt overrasket over “Dinoshark“, men desværre holdt glæden sig ikke gennem “Hyenas”, som også blev købt under ferien.

En kvinde og hendes lille barn overfaldes på en landevej af noget, som flår hende i stykker og æder barnet. Hendes mand er sønderknust, men politiet tager sagen meget alvorligt. Dog ikke alvorligt nok, mener den lokale looney “Crazy Briggs”, der opsøger Gannon og fortæller ham, hvem der virkelig er ansvarlig for mordet – nemlig en flok var-hyæner, som Briggs har været på sporet af længe. Han overtaler Gannon til at slutte sig til jagtselskabet, og så går der et par år med det. En dag redder de to så en ung kvinde, der bliver overfaldet af var-hyænerne, og Gannon forelsker sig i hende. Men var-hyænerne er på sporet af både Gannon, Briggs og den unge kvinde, og de ønsker at udslette deres forfølgere…

Selvom “Dinoshark” ikke var et mesterværk plotmæssigt eller skuespilsmæssigt, så er det dog i Shakespeare ligaen i forhold til “Hyenas”. Costas Mandylor, der spiller FBI-agenten Hoffman i Saw-filmene, er totalt fejlcastet som den hævngerrige ægtemand. Det samme er Meshach Taylor som Briggs, og helt gal er Christa Campbell som var-hyænen, der ønsker at bliver kobblets leder. Hun taler med en virkelig sær accent og har stort set kun et ansigtsudtryk, der sikkert skal se skræmmende og sexet ud, men som snarere ser ud, som om hun har forstoppelse.

CGI-effekterne er ligeledes ringe, men havde jeg været en mand, kunne jeg sikkert have fået lidt fornøjelse ud af filmen, for hver gang kvinderne skifter skikkelse smider de tøjet. Det gør mændene sjovt nok ikke…

Plottet er dårligt og gennemskueligt, og jeg blev virkelig irriteret undervejs. Ikke desto mindre scorer “Hyenas” 6,1 på IMDB, så måske er det bare mig, som overser åbenlyst talent?

Instruktør: Eric Weston
Udgivelsesår: 2010

Den tredje hund af Morten Nis Klenø

Den tredje hund af Morten Nis KlenøJeg har tidligere læst Skidt klædte mænd med baseballbat af Morten Nis Klenø, og ganske bortset fra at titlen er helt fantastisk, så kunne jeg også godt lide historien, der tog udgangspunkt i et virkeligt mord og miksede det til en interessant provinsgyser. Her i Den tredje hund tager Klenø igen udgangspunkt i noget virkeligt, nemlig sin egen barndom, og det er der kommet en interessant sammenblanding af idylliske barndomserindringer og isnende uhygge ud af.

Martins kæreste bliver indlagt på hospitalet for at føde i romanens begyndelse. Martin tager naturligvis med, men da det trækker ud, sender hospitalet ham hjem med besked om at komme igen næste dag – og at de vil ringe efter ham, hvis der sker noget.

Hjemme beslutter Martin at dulme nerverne med et glas vin, men som han sidder der, dukker minderne fra barndommen op. Om en historie hans onkel har fortalt, og om nogle oplevelser Martin havde den sommer, han var 14, hvor han næsten hver weekend var med sine forældre i Gilleleje, hvor bedsteforældrene boede. Bedsteforældrene havde en bokserhund ved navn Jax, som Martin var rigtig glad for, men som der tilsyneladende knyttede sig en mærkelig historie til. Det gjorde der måske også til bedsteforældrenes nabo, en mand der holdt sig for sig selv, og som Martin under ingen omstændigheder måtte gå ind til.

Tankerne spinder Martin ind i et nærmest mareridtsagtig univers, hvor han gennemlever sommerens begivenheder men med det voksne overblik, og mens læseren langsomt finder ud af, hvad der skete, virker det som om, at fortiden griber ind i nutiden…

Jeg var vældig fascineret af Den tredje hund, mens jeg læste den, og den spøgte også i mine tanker i flere dage efter. Denne sammenblanding af almindelige barndomsminder og så den mærkelige fortælling om hundene i familien, der tilføjer en dimension af uforklarlig gru til historien. Jeg var i tvivl: hvad oplevede Martin, og hvad var hans fantasi – og hvad er Klenøs egen fortælling? Efterhånden som jeg sank ind i historien, blev gruen større og flere og flere familiehemmeligheder dukkede op, så jeg mod slutningen bare var nødt til at læse næste side med – og næste – og næste.

Selvom jeg synes rigtig godt om Klenøs nye roman, må jeg dog også erkende, at jeg ind i mellem havde lidt svært ved at holde fast i tråden, for Klenø springer i tid og sted i sin fortælling. Afsnittene er godt nok markeret med overskrifter, men springene bryder alligevel forløbet lidt for meget op efter min mening. Jeg forstår godt tanken bag at krydsklippe historiens forskellige tider for at skabe ekstra spænding, men det er desværre ikke lykkes 100%. Dette lille pip skal dog ikke afholde nogen fra at læse Den tredje hund, for Klenø serverer her endnu et dansk provinsgys, som sagtens læses af unge men som i lige så høj grad taler til den voksne læser.

”Med ét begyndte grene fra birketræet at slå mod ruden i karnappen. Jeg vendte rundt, ruden knustes og tusinde stykker glas dalede ned overalt. Og dér, midt i det hele, kom Jax. – Jax? Jeg trådte et skridt tilbage og følte med ét, at både ben og fødder låste sig under mig. Trods den store krop landede boxerhunden elegant på gulvet. Lidt som en kat kunne have gjort det. Og hele tiden med de blegrøde øjne rettet mod mig. Mit syn flimrede, mens jeg stirrede på den mahognifarvede – nu jordslåede – pels. Hunden fangede mit blik, og med et var dens gab en snerrende spalte af hvidt savl.”

Forsiden er lavet af Christian Guldager, og på en måde synes jeg, at den signalerer bogens indhold perfekt (den fik umiddelbart mig til at tænke på Cujo af Stephen King, hvilket passer meget godt til historien, både mht. hunden og til Kings evne til at beskrive barndommens verden på en troværdig måde). På den anden side kan man måske godt komme til at tænke børnebog, da ikke mange danske voksenbøger benytter sig af så dramatiske effekter som en savlende, rasende hund. Uanset hvad har Klenø skrevet en interessant roman, som med sit afsæt i egne barndomsminder bringer læseren ind i en velkendt verden, hvor det uforståelige og uhyggelige lurer lige under normalitetens polerede overflade.

Besøg Morten Nis Klenøs hjemmeside

Om Den tredje hund:

Udgivelsesår: 2010
Omslag: Christian Guldager

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Isolation

IsolationEfter at have set filmen Black Sheep hvor dræberfår går amok, og Dead Meat som har nogle vidunderlige dræberkøer, tænkte jeg, at Isolation måske var lidt i samme boldgade. Det er den dog slet ikke. Hvor de andre er humoristiske splatter gysere, er Isolation en atmosfærefyldt irsk film med masser af uhygge.

Dan Reilly (John Lynch) kæmper for at holde sammen på den fædrene gård, og har derfor sagt ja til at lade nogle af sine køer være med i et genforskningsforsøg. Formålet er at skabe køer, som hurtigere kan blive drægtige, og efter nogle fejltrin ser det nu ud til at lykkes. Dyrlægen Orla holder øje med køerne til dagligt, og hun beder Dan om at tilkalde hende, med det samme fødslen går i gang.

Men noget går galt, og Dan får i stedet for hjælp af et ungt par, som har slået sig ned i en campingvogn lige udenfor hans grund. Det lykkes dem at få kalven ud, men den er ikke rigtig, og Dan kommer til skade under fødslen. Da Orla endelig når frem, kan hun konstatere, at forsøget er slået helt fejl – og at konsekvenserne ser ud til at være alvorlige …

Som sagt er Isolation en rigtig atmosfærefyldt fortælling. Billederne er dystre, og gårdens forfald understreges af kulden og de mørke farver, som gennemsyrer det visuelle udtryk. Det er ikke en film, som giver hop-ud-af-stolen gys, men den isnende billedside og det dystre skuespil danner baggrunden for en intens og skræmmende historie. Mod slutningen forsøger den sig med lidt splatteri, men i det store er den tro mod virkeligheden, og bliver dermed en ganske uhyggelig sag som absolut kan anbefales.

Om Isolation:

Instruktør: Billy O’Brien
Udgivelsesår: 2005

Baskervilles hund af Arthur Conan Doyle

Baskervilles hund af Arthur Conan DoyleSherlock Holmes må siges at være indbegrebet af intellekt. Når han sidder i sine lænestol og afvejer beviser for og imod, og alene ud fra sin enorme intelligens formår at opklare de mest vanskelige sager. Men i sagen om Baskervilles hund banker det overnaturlige alligevel på hans dør.

Sir Charles Baskerville dør pludseligt og efterlader sin formue og familiens slot til den sidste overlevende i slægten, den unge sir Henry. Umiddelbart virker det meget tilforladeligt, men sir Charles læge, dr. Mortimer, føler alligevel, at der er noget mistænkeligt ved dødsfaldet, så Mortimer opsøger Sherlock Holmes, der indvilliger i at se på sagen. Desværre er han optaget af en anden sag i London, så i stedet sender han den trofaste dr. Watson med til Baskervilles slot med besked om at holde godt øje med sir Henry og i øvrigt give Holmes besked, om alt hvad han oplever.

Det viser sig, at der knytter sig et gammelt sagn til slægten Baskerville. En forgænger forgreb sig på en ung pige og blev dræbt af en hund fra Helvede. Sir Charles kendte og frygtede denne historie, og da beviser om en stor hund, begynder at dukke op, må også Watson og Holmes tage sagnet seriøst.

Historien om Baskervilles hund blev første gang udgivet som en føljeton i Strand Magazine fra august 1901 til april 1902. Arthur Conan Doyle var inspireret af legenden om Richard Cabell, som levede i 1700-tallet og var omtalt som en monstrøs og ond mand. Efter sin død blev Cabells grav hjemsøgt af spøgelseshunde, som han ledte i jagt på årsdagen for sin død. Siden udkom historien i romanform, og gennem tiden er den blevet filmatiseret flere gange.

Historien er en klassisk Sherlock Holmes fortælling, som i dag næsten kun findes i udgaver, der står på børnebiblioteket. Det bør dog ikke afholde nogen fra at læse den, for her er tale om et vaskeægte mysterium, som umiddelbart ser uløseligt ud, men så slår Holmes til og ud fra devisen, at når man har udelukket det umulige, må svaret være det, som er tilbage, uanset hvor usandsynligt det lyder.

Detektiven Sherlock Holmes dukkede første gang op i historien En studie i rødt fra 1887. Doyle var selv uddannet læge, hans egne erfaringer dannede baggrund for Holmes deduktive metoder. Med sin mesterdetektiv redefinerede Doyle detektivgenren, og det blev til mere end 50 fortællinger med Holmes i hovedrollen, herunder fire romaner inklusive Baskervilles hund. På et tidspunkt blev Doyle selv så træt af sin detektiv, at han lod ham myrde i  historien The Final Problem fra 1893, men hans læsere blev så rasende, at han var nødt til at genoplive Holmes i novellen The Empty House.

I efterordet skriver Tage La Cour: “Det er sket mindst hundrede gange, at alverdens dag- og ugeblade har lavet enqueter blandt læserne og bedt dem nævne deres yndlings detektivromaner, og “Baskervilles hund” er altid kommet ind på en ubestridt førsteplads” Og fortsætter: “Men det er det mærkelige ved Sherlock Holmes historierne – der kan findes og er fundet mange åbenbare svagheder, uorden i kronologien og mangel på logik i de fleste af dem – og alligevel vender man gang på gang tilbage til dem med ublandet glæde og forventning. På trods af rimelig og urimelig kritik, kan jeg personlig ikke forestille mig nogen bedre underholdningsroman end “Baskervilles hund”, der byder på et af Conans mest spidsfindige problemer.”

Om bogen:

Originalt udgivelsesår: 1902
Originaltitel: The Hound of Baskervilles