november 2020
M Ti O To F L S
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
30  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘dyr’

Kongamato af Mikala Rosenkilde

Kongamato af Mikala Rosenkilde

Forlagets beskrivelse
Morten Lange er kryptozoolog med drømmen om at finde verdens sidste flyveøgler. Han rejser derfor ud for at lede efter kongamatoerne, øglefugle, der siges at hærge et afsidesliggende område af Afrika.

Samme sted har dyreværnsorganisationen Lion & Lamb et shelter for aflivningstruede, eksotiske kæledyr som løver, næsehorn og giraffer. Dyr, der enten er blevet tilovers eller er blevet for store og farlige at omgås for deres tidligere ejere. Nu rehabiliteres de til et nyt liv som frie dyr. 27-årige Anna Wahlin fra Nørrebro skal være frivillig dyrepasser i tre måneder på shelteret, og hun glæder sig til en oplevelse for livet.

Men intet er, hvad det udgiver sig for i den afrikanske ødemark, og det viser sig snart, at Lion & Lamb har helt andre og skjulte agendaer end at rehabilitere eksotiske kæledyr. Både dyreværnsorganisationen og den afrikanske savanne og jungle skjuler mere, end de åbenbarer, og snart truer farerne, både de menneskeskabte og de naturlige, Anna og Morten fra alle sider. Før de får set sig om, er jagten gået ind på dem begge.

Mikala Rosenkilde debuterede i 2011 med novellesamlingen Legetøj, som jeg var begejstret for. Nu er hun aktuel med romanen Kongamato, og her beviser hun, at hun også kan skrive langt. Lige da jeg så den 668 lange sider roman, tænkte jeg: “Fantastisk forside – men hold da op, den er tyk!” Heldigvis føles den ikke spor lang at læse. Tværtimod. Mod slutningen måtte MR gerne have fyldt endnu mere på historien.

Hovedpersonen Morten Lange er kryptozoolog, og han er taget til den lille stat Ungala for at undersøge påstandene om en fugleart med tænder. Undervejs møder han den unge kvinde Anna, der ligeledes er på vej til Ungala. Hun skal arbejde som frivillig for dyreværnsorganisationen Lion & Lamb, der redder vilde kæledyr og udsætter dem i naturen igen.

Mens Anna bliver indkvarteret i Primovitos barakby, kommer Morten til at bo i Divine Lodge hos lederen af Lion & Lamb, Alakim, og hans hustru Dana. Anna kastes hurtigt ud i opgaverne, men Morten får ingen svar på sine spørgsmål om de mærkelige fugle. Faktisk vil ingen tale om dem.

Samtidig går det op for læseren, at alt måske ikke er så idyllisk hos Lion & Lamb. Og slet ikke på Divine Lodge, der egentlig startede med at være hovedkvarteret for kosmetikfirmaet Uniwhite, som arbejder på et banebrydende projekt.

Jeg blev simpelthen bidt af Kongamato fra første side. Hold nu op, den er underholdende. Jeg har set den omtalt som en krydsning af Indiana Jones og Jurassic Park, og det er faktisk lige på kornet.

Ved at bygge historien op i korte kapitler fortalt af forskellige personer får læseren den ene cliffhanger efter den anden. Det skaber både spænding og fremdrift og gør det nærmest umuligt at lægge Kongamato fra sig igen.

Romanen er først og fremmest en elementært spændende historie med udgangspunkt i Mortens jagt på de mærkelige fugle, der minder mistænkeligt meget om flyveøgler. Herfra udvikler den sig ud i flere nervepirrende plots. En ung mand holdes indespærret af mystiske væsener. Anna bliver kidnappet fra Primovitos. Og så er der også lige hele affæren med Uniwhites chefforsker, der ikke kun er interesseret i at lave lækre cremer. Vi kommer tæt på dyrevelfærd, forsvundne fædre, svindel, industrispionage og naive ildsjæle, og der er ikke megen tid til at stoppe op, mens vi ubesværet føres gennem fletværket af plottråde.

Mikala Rosenkilde skriver levende og overbevisende. Det føles, som om vi er i Ungala sammen med vores hovedpersoner, og jeg er imponeret over, hvor troværdigt hele sceneriet fremstår. De mange forskellige tråde spindes sammen til sidst i en lidt hæsblæsende afslutning. Her kunne jeg som sagt godt have ønsket lidt flere sider. Men det tager intet fra den overordnede læseoplevelse, og jeg håber ikke, at det er sidste besøg i kryptozoologiens verden á la Mikala Rosenkilde.

Er du til spænding, flyveøgler, skræmmende eksperimenter, handlekraftige helte og et fantastisk eventyr? Ja, så er Kongamato garanteret noget for dig. Jeg er i hvert fald fan.

Skulle du være i tvivl om, hvad kryptozoologi betyder, er det læren om skjulte dyr. Faget befinder sig i et grænseområde mellem flere fag, bl.a. zoologi og folkemindevidenskab. Slår man ordet op i Den Store Danske finder man nedenstående beskrivelse af fagets tre hovedområder:
1) Dyrearter, der normalt anses for uddøde, kunne tænkes at eksistere alligevel eller at have eksisteret længere end først antaget.
2) Kendte dyr, der ses uden for deres normale udbredelsesområde, kunne tænkes at være undsluppet fangenskab eller tilhøre uopdagede bestande.
3) Sagn og moderne beretninger om søslanger, havuhyrer og andre ukendte væsener kunne dække over iagttagelser af dyrearter, der endnu ikke er beskrevet af videnskaben.

Om Kongamato:

Udgivelsesår: 02.06.2020
Forlag: Dreamlitt, 668 sider
Omslag: Peter Palmqvist Skjøtt Poulsen

Besøg hjemmesiden for Kongamato

Læs også:

De udøde af Johan Egerkrans
Let bytte af Carina Evytt
Jagten på den forsvundne by af David Grann
Bestiarium Groenlandica / red. Maria Bach Kreutzmann
Pandora i Congo af Albert Sánchez Piñol
Arthur Gordon Pyms eventyr af Edgar Allan Poe
Stallo af Stefan Spjut
Udryddelsen af Kazuaki Takano
Tropika – Ainukka Heikkinens forandring af Jon Terje Østberg

The Lost World

Skimmelrytteren af Theodor Storm

Skimmelrytteren af Theodor Storm

[Skimmelrytteren] er en dramatisk historie, hvis handling udspiller sig langs den sønderjyske (sydslesvigske) vestkyst i 1700-tallet, og hvor naturens kræfter og de menneskelige lidenskaber stilles op imod en klar og nøgtern intelligens. Her berettes om stormflod og jalousi, ung kærlighed og spøgeri – kort sagt en spændende historie af en af Europas store fortællere, mesterligt fordansket af Peer Sibast.” (fra bagsiden)

Under et voldsomt uvejr rider en mand af sted på et nordfrisisk dige. Her møder han en mørk rytter på en mager skimmel, der rider forbi ham i fuld fart. Da han kort efter søger ly i en kro i nærheden, får han historien om Skimmelrytteren.

Tede Haiens søn, Hauke, lærer som lille sig selv matematik efter en hollandsk Euklid, som faren har haft liggende i en kiste på loftet. Den viden vil han bruge til at gøre digerne mere effektive, så han søger plads som ungkarl hos digegreven. Her lykkes det ham med tiden at få digegrevens fortrolighed og dermed indflydelse på arbejdet med digerne, og langsomt overtager Hauke stort set alle pligterne. Da digegreven dør, gifter Hauke sig med datteren Elke og bliver selv udnævnt til digegreve. Ikke alle er dog tilfredse med Haukes sociale opstigen, og slet ikke med hans planer om at reformere digerne. Alligevel kaster Hauke sig over opgaven med ildhu, og alt går tilsyneladende hans vej. Indtil en stormflod truer…

Med mere end 130 år på bagen er Skimmelrytteren naturligt nok ikke umiddelbart særlig uhyggelig for en moderne læser. Hertil er fortællingen for patosfyldt og sproget for bedaget. Ikke desto mindre har romanen også noget at tilbyde nutiden. For selvom historien om Hauke Haien er fuld af drama og store følelser, indeholder den også en urovækkende snert af gys. De gamle sagn føles ind i mellem virkelige, selvom den rationelle Hauke fornægter dem, og slutningen er ganske nådesløs.

Den 1. juli genudgiver A Mock Book (i kommision hos Gads Forlag) romanen. I pressematerialet skriver de: “Nu genudgives [Theodor Storms] hovedværk “Skimmelrytteren”, der samtidig er en klassiker i den tyske litteraturhistorie, på dansk. Bogen regnes til den tyske realisme, men har fået fornyet aktualitet i kraft af sin skildring af menneskets naturforhold og kamp mod stigende vandmasser.”

Anmelderne skriver:

Bogrummet: ”Skimmelrytteren”, der udkom kort efter forfatterens død i 1888, bygger på et af marsklandets mange sagn og befinder sig i spændingsfeltet mellem rationalitet og overtro. Hauke Haien var et menneske med fremtidsvisioner, men kan man ignorere omgivelsernes overtro? Der er noget skæbnesvangert over fortællingen om manden, der opnår alt: en smuk kone og barn, en stor gård, position og magt i samfundet – men aldrig sjælefred. Selv efter døden rider han på diget, når stormen er værst. Theodor Storm var embedsmand i Husum og kendte derfor livet i marken godt. ”Skimmelrytteren” er i dag en tysk klassiker og samtidig én af de få romaner, der skildrer marsklandet. Derfor kan den – ud over de litterære kvaliteter – anbefales som en introduktion til marsken og dens mennesker for rejsende til området.

Grænseforeningen: “Skimmelrytteren” er en vidunderlig blanding af marskens og Vadehavets sagn, overtro og virkelige livsvilkår. Romanen giver et indblik i det hårde liv på marskens udkant, det stadige besvær med at holde digerne, indvinde land og ikke mindst angsten for stormfloden.

Irish Times: Just as most American school children are familiar with Washington Irving’s “The Legend of Sleepy Hollow” , their German counterparts know “The Rider on the White Horse”. It is a German literary landmark and remains one of the great ghost stories, never to be forgotten and never losing its ability to terrorise. Not because it is obviously creepy, but because its slow, subtle, nuanced telling lingers through a balanced mix of logic and the inevitable.

Om Skimmelrytteren:

Udgivelsesår: 1982
Forlag: Melbyhus, 160 sider
Omslag: A. Petersen-Røm
Originaltitel: Der Schimmelretter (1888)
Oversætter: Peer Sibast

Læs også:

Gamle gys og sære sagn af Fritz Haack
Spøgelseshistorier af Lafcadio Hearn
Åndeverdenens dårekiste af B. S. Ingemann
Otte berømte spøgelseshistorier af M. R. James
Timerne efter midnat af Sheridan Le Fanu
Diget af Teddy Vork

Virus af Henrik Einspor

Virus af Henrik Einspor

Jeg kan ikke tro, hvad jeg ser.
Bylder vælter frem alle vegne på min krop.
Snart er jeg dækket af tyk, grå hud.
Min hjerne er stadig klar.
Men jeg ligner ikke mere en dreng.
Jeg ligner … et monster.
(fra bagsiden)

Virus er en ny titel i forlaget Løse Ænders røde serie. Bøgerne er kendetegnet ved at have et lavt lixtal men et komplekst og spændende plot. De er derfor særligt gode til de lidt større børn, som ikke er så stærke læsere, men som godt vil have en alderssvarende historie. Og det er Henrik Einspor ekspert i at levere.

Mick er en helt almindelig vestjysk dreng i 6. klasse. Han er bedstevenner med Jønne, og så er han hemmeligt forelsket i Britt, som dog ikke ænser ham.

Da Mick var yngre, var han meget interesseret i øgler og dinosaurer. Nu har han andre interesser, men på hans værelse hænger stadig en plakat af en raptor, som han har fået af sin far. Og så er der også flasken med Dino DNA, en skør souvenir tænkt som en sjov gave.

Men en dag ryger proppen af, og Mick bliver klistret helt til af det grønne snask. Først er Mick bare træt af svineriet, men næste dag har han det dårligt og får lov til at blive hjemme fra skole.

Dagen efter flyder nyhederne over med historier om ulve, der har flænset en masse får på heden. Men Mick ved bedre …

Henrik Einspor serverer med Virus en actionfyldt, underholdende og letlæst historie for de +10-årige. Bogen er delt op i 30 korte kapitler, som gør den let at gå til, og som samtidig inviterer læseren til at snuppe et kapitel mere.

Historien fortælles i 1.-person af Mick, som foregriber begivenhederne flere gange, og således skaber suspense helt fra begyndelsen. Vi ved, at der kommer til at ske noget forfærdeligt, men hvornår og hvorfor afsløres først hen ad vejen.

Selvom jeg er langt over +10 år, var jeg vældig underholdt af Virus. Blandingen af tør humor og actionfyldt uhygge ramte mine smagsløg rent. Og jeg er sikker på, at målgruppen er enig med mig.

Om Virus:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Løse Ænder, 95 sider
Omslag: Kristian Eskild Jensen
Lix: 8

Læs også:

Charons sølv 1-3 af Lasse Bo Andersen
Ulm af Nick Clausen
Dræbersvin af Morten Dürr
De to myr af Henrik Einspor
Let bytte af Carina Evytt
De døde dukkers hævn af Ellen Holmboe
Liv på spil af Søren Jessen og Rasmus Meisler
Alle de andre er åndssvage af Patrick Leis
Öjvind Kramers monstre – og andre grusomme gys af Jonas Wilmann

Hundehjerte af Gurli Marie Kløvedal

Tankevækkende debut der reflekterer over kærlighedens natur

Hundehjerte af Gurli Marie Kløvedal

Elin Arenfelt er ikke interesseret i mennesker. Til gengæld er hun dyreelsker med stort D, og har skrevet en phd-afhandling med titlen ‘The Impact of Dog Ownership on Mental and Physical Health, Education, Crime and Happiness‘. Heri gør hun rede for, hvordan hunde påvirker deres ejere både fysisk og psykisk i en positiv retning. Alligevel har hun ikke selv et kæledyr.

En dag bliver hun opsøgt af iværksætter-kendissen fra tv, Asger Holmblad. Han ønsker hendes hjælp i forbindelse med et videoklip, han har modtaget. Elin indvilliger modstræbende, og snart er hun involveret i udviklingen af en robothund, der skal være helt virkelighedstro. I starten er Elin yderst skeptisk over projektet, men efterhånden som prototypen af robothunden forbedres, bliver hun mere og mere knyttet til Leia, som den kaldes.

Arbejdet fører Elin til New York, hvor hun møder kvinden Shanay. Shanay er aktivist for sortes rettigheder, og uden at nogen af dem egentlig ønsker det, opstår der en tæt forbindelse mellem de to kvinder. Men i USA lurer urolighederne under overfladen, og selv umiddelbart altruistiske handlinger kan gemme på bagtanker.

Hjemme i Danmark gemmer Elins fortid også på hemmeligheder. Elins mor, Irmelin, var en kendt skuespiller, og i barndommen havde de to et tæt forhold. Som voksen har Elin dog trukket sig væk fra moren, så da hun får at vide, at Irmelin er alvorligt syg, ønsker hun ikke at tage hjem til hende. Hvorfor ikke?

Jeg blev yderst positivt overrasket over Hundehjerte, som helt uforudset ramte mig lige i hjertekulen. Historien om enspænderen Elin, der ikke stoler på mennesker, men lægger sit hjerte i poten på en robothund, lyder måske som en kliché, men den er alt andet.

Romanens to kvinder virker umiddelbart meget forskellige. Shanay er aktiv i kampen for sortes rettigheder, hun er smuk, udadvendt og lever i et tæt parforhold med kæresten Emanuel. I modsætning til hende lever Elin alene, går ikke op i sit udseende og interesserer sig ikke for andre mennesker. Trods de umiddelbare modsætninger er Elin og Shanay dog mere ens, end vi umiddelbart tror.

Hundehjerte er en både rørende og tankevækkende roman, som får læseren til at reflektere over forholdet mellem mennesker og dyr og over kærlighedens natur.

Jeg er selv hundeejer, og kan sagtens sætte mig ind i Elins kærlighed til hunde. De er trofaste, hengivne og uden skjulte dagsordener. Mennesker derimod lyver og bedrager. De bærer nag, de er fordomsfulde og deres kærlighed kan være fyldt med krav. Elin kan ikke forudsige andre menneskers adfærd, hvilket gør hende angst og afvisende. Her er dyr anderledes umiddelbare, så at Elin kaster sin kærlighed på en robothund, er ikke uforståeligt.

I modsætning til hundens umiddelbare hengivenhed er menneskers kærlighed mere kompleks. Menneskelig kærlighed er bevidst og måske af den grund også mere tilfredsstillende? Eller betyder det overhovedet noget for modtageren, om kærlighed gives bevidst? For hvad er kærlighed?

Hundehjerte er Gurli Marie Kløvedals debut. Jeg blev som sagt dybt grebet under læsningen af historien, der dog ikke kun er en rørende roman om kærlighedens natur. Kløvedal lader nemlig sin fortælling udspille sig i en kontrafaktisk virkelighed, der giver romanen endnu en dimension. Hvor Danmark umiddelbart ligner sig selv, er USA er fanget i et magtspil mellem demokrater og republikanere, og splittet af rabiate fraktioner der er imod alt lige fra kvinder til sorte. Præsident Trump er død, men er nærmest blevet helgenkåret af befolkningen, og den helt store politiske stjerne er nu hans datter, Ivanka. Men hvad er hendes mål?

Beskrivelsen af bl.a. raceproblematikken er spændende og udfordrende. Er det kun hvide, der er racistiske? Hvad skal der til for at samle en befolkning? Og hvorfor har den hadefulde retorik og opførsel sneget sig ind overalt?

Endelig er der også hele problematikken om vores forhold til teknologien. Er der en grænse for, hvor langt vi kan og bør gå? Hundehjerte stiller en lang række interessante spørgsmål, der bliver ved med at snurre rundt efter endt læsning.

Er du til eksistentiel science fiction uden perfekte helte eller garanti for en lykkelig slutning, er Hundehjerte et rigtig godt bud. Jeg har ikke læst andet, der er helt som Gurli Marie Kløvedals debut, men forhåbentlig får jeg lov til det i fremtiden.

En varm anbefaling herfra, også af Mikkel Henssells smukke forside, der både fanger øjet og romanens fine tone.

Anmeldt til Litteratursiden

Om Hundehjerte:

Udgivelsesår: 01.06.2020
Forlag: Grønningen 1, 351 sider
Omslag: Mikkel Henssell

Læs også:

Dark Matter af Blake Crouch
Den højeste dom af Torbjørn Rafn
Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund
Thornhill af Pam Smy
Station 11 af Emily St. John Mandel

X fra det ydre rum af Kramhøft & Kristensen

X fra det ydre rum af Lars Kramhøft & Tom Kristensen

Vidunderlig billedbog om venskab, mod og X fra det ydre rum. For både børn og voksne

Jeg opdagede makkerparret Lars Kramhøft og Tom Kristensen i 2013, da jeg læste deres fremragende tegneserie Made Flesh (som i øvrigt vandt prisen for Årets Danske Horrorudgivelse det år). Siden har jeg læst en god del af deres udgivelser, både individuelle og samarbejder, herunder også nogle af deres børnebøger som f.eks. Portal, der var nomineret til Ping-prisen i 2019.

Nu er de tilbage med X fra det ydre rum, som jeg blev helt forelsket i under læsningen. Lars Kramhøft har skrevet og layoutet historien, mens Tom Kristensen har tegnet og farvelagt.

Mand, Hund og Kat bor på en gård langt ude på landet. En nat tordner og lyner det voldsomt, og noget, der ligner et æg, falder ned fra himlen. Om morgenen finder mand ‘ægget’ og tager det med ind i huset, selvom både Hund og Kat synes, det er en dårlig idé. Og det viser det sig også, at det er …

X fra det ydre rum er en vidunderlig billedbog skrevet til læsere fra +8 år. Men lad dig ikke skræmme væk af det, for tegningerne og historien er så fine, at voksne også kan have fornøjelse af læsningen.

Historien fortælles af Hund og Kat, og jeg er vild med deres personligheder. Hund er madglad, loyal og modig, mens Kat er tilbagelænet og ikke ser nogen grund til at forlade sin varme plads på fyret. Men da det bliver alvor, er Kat alligevel klar til at hjælpe sin ven og manden.

Jeg fik mindelser til H.P. Lovecrafts isnende novelle Farven fra rummet samt tegneserien WE3 af Grant Morrison og Frank Quietly. Men X fra det ydre rum er naturligvis rettet mod børn og er således ikke ligeså grum. Her er dog alligevel nogle ganske uhyggelige scener, som helt klart vil appellere til yngre gyserfans – og ældre ditto 🙂

Billedsiden er ganske vidunderlig med nærmest navistiske illustrationer holdt i dæmpede farver, indtil det skrig-grønne ‘æg’ dukker op. Det åbner for en eksplosion af farver mod slutningen af historien, som jeg er helt vild med.

En dejlig dejlig billedbog med charme, humor og uhygge. En stor anbefaling herfra.

Tom Kristensens hjemmeside
Lars Kramhøfts hjemmeside

Om X fra det ydre rum:

Udgivelsesår: 13.01.2020
Forlag: Alinea, 56 sider
Omslag og illustrationer: Lars Kramhøft og Tom Kristensen
Lix: 7,5

X fra det ydre rum udkommer i Alineas Blå Læseklub, som er letlæsningsbøger til de letøvede læsere i indskolingen og på mellemtrinnet.

Læs også:

Lille Fugl af Lauri og Jaakko Ahonen
Når en drage drager ud af Mads L. Brynnum
Coraline af Neil Gaiman
Børnenes jord af Gipi
Mørket venter af Loka Kanarp og Carl-Michael Edenborg
Made Flesh af Lars Kramhøft og Tom Kristensen
Deadboy af Tom Kristensen
WE3 af Grant Morrison og Frank Quitely
Gigant af Rune Ryberg
King af A. Silvestri, illustreret af Christoffer Gertz Bech
Thornhill af Pam Smy
Blot en drengestreg af Villy Sørensen

Og de onde lo – amoralske fabler af Ellen Holmboe & Kristian Eskild Jensen

Og de onde lo - amoralske fabler af Ellen Holmboe, illustreret af Kristian Eskild JensenForleden var jeg på en yderst interessant temadag om gys, gru og glæden ved horror. Blandt oplægsholderne var børnebogsforfatteren Ellen Holmboe, som fortalte om at skrive gys til børn. Blandt andet fortalte hun så spændende om Og de onde lo – amoralske fabler, at jeg bare var nødt til at læse den.

Bogen indeholder 12 fabler fortalt af Ellen Holmboe. De fleste af os kender nok Æsops fabel om Haren og Skildpadden eller Rudyard Kiplings fabel om, hvordan elefanten fik sin snabel. Og de onde lo er i samme form som disse oprindelige fabler. Men hvor fabler normalt er opbyggelige og med en udtrykkelig morale, så er Holmboes historier det modsatte. Her ler de onde, og de gode bliver ædt …

De 12 fabler er illustreret af Kristian Eskild Jensen, som har gjort et mageløst job. De enkelte billeder er tegnet med blyant og akvarel, og er både smukke og dystre. Derudover er tekstsiderne omkranset af hver sin unikke krans, som til tider er ganske morbide. Farvesiden er nedtonet og giver i samspil med det lækre, tykke, flødefarvede papir en patineret følelse af kvalitet. Det er flot lavet, og KEJ modtog da også Kulturministeriets Illustratorpris 2018 for bogen.

I et interview på sn.dk fortæller KEJ hvordan Og de onde lo ikke var en bestillingsopgave, men en fælles idé der opstod som et fritidsprojekt mellem ham og Ellen Holmboe. De to har tidligere har arbejdet sammen på andre bøger. “Vi synes, det kunne være sjovt at tage den klassiske moralske fabel og vende på hovedet, så de onde vandt. For hvad er egentligt ondt? Hvis det er naturligt, når dyrene gør det, hvorfor er det så ikke naturligt, når mennesker gør det samme?” (læs hele interviewet HER)

Her er virkelig tale om et stærkt værk, og selvom fablerne er amoralske, så kunne Ellen Holmboe fortælle, at børnene alligevel tager en moral til sig, når de læser dem. Hun oplever nemlig, at børnene bliver forargede over dyrenes amoralske handlinger, når de læser bogen. Så selv amoralske fabler har måske en morale …

Amoralsk er den, der ikke har nogen moral og ikke kan kende godt fra ondt.

Umoralsk er den, der kender forskel på godt og ondt, men som alligevel bryder de vedtagne regler,
bevidst eller ubevidst. (citat fra bogens bagside)

Pingvinen og isbjørnen, illustration af Kristian Eskild JensenUddrag af Og de onde lo – amoralske fabler:

Pingvinen og isbjørnen

En isbjørn fik øje på en lækker pingvin, der vraltede rundt på må og få. Med labben for snuden sneg isbjørnen sig nærmere for at æde pingvinen, men pingvinen anede uråd og søgte hjem mod sit hus. Isbjørnen fulgte efter, og da den så pingvinens skjulested, lo den højt:

“Muhaha! Tror du virkelig, du kan gemme dig for mig i sådan et fjollet glashus?” Bjørnen gik truende nærmere, men pingvinen flyttede sig ikke ud af stedet. Den samlede blot et par sten op og gjorde klar til at kyle dem efter isbjørnen.

“Skrub hjem til Nordpolen, hvor du hører til,” sagde pingvinen og kastede den første sten.

“Du ved vel godt, at man ikke skal kaste med sten, når man selv bor i et glashus?” lo bjørnen.

“Siden hvornår?” sagde pingvinen og kastede den næste sten så snedigt, at den ramte en sylespids istap lige over isbjørnens hoved … (side 10)

Læs mere om arbejdet med de amoralske fabler på Ellen Holmboes hjemmeside.

Om Og de onde lo – amoralske fabler:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Alvilda, 29 sider
Illustrationer: Kristian Eskild Jensen

Læs mere om fabler på Den Store Danske

Havhvepsen af Tommy Thorsteinsson

Havhvepsen af Tommy ThorsteinssonHacking, hjertepatienter og en dødsensfarlig goppel kaldet for havhvepsen, er blot nogle af ingredienserne i Tommy Thorsteinssons nye krimi

Da erhvervsmanden Lars Erik Ejlersen modtager en sms, der forsøger at afpresse ham, tager han sig i første omgang ikke af den. Men det får følger, og snart går det op for ham, at en skruppelløs afpresser har udset ham som bytte. Og Ejlersen er ikke den eneste. Da politiet involveres, opdager de gennem den dygtige tyske it-mand Dieter Wolf, at en række danske erhvervsfolk har været udsat for afpresning. En fællesnævner er, at alle ofrene bruger pacemaker, men den kan man da ikke hacke sig ind i?

I 2017 debuterede Tommy Thorsteinsson med politikrimien Ensom ulv. Nu følger han op med Havhvepsen, der er andet selvstændige bind i serien om Anna Blaafalk, Anders Axelsen og de andre efterforskere fra afdelingen for personfarlig kriminalitet.

Som i første bind får vi smæk for skillingen her i Havhvepsen. Fra start af introduceres vi for en lang række personer, så jeg måtte holde tungen lige i munden. Men lynhurtigt fanges man ind af historien, der fortælles kronologisk fremadskridende, men fra skiftende synsvinkler så spændingsniveauet nærmest er støt stigende hele vejen igennem.

Hovedplottet omkranses af en rammefortælling om terroristen The Tailor, der i begyndelsen befinder sig i Syrien. Rammen er ganske kortfattet, men tyder på at bind tre nok vender tilbage til terrorisme som et tema.

Jeg var vældig underholdt af Havhvepsen. Også selvom jeg ikke helt køber alle dele af plottet. Der er nogle lidt abrupte spring i afsløringen af afpresseren, og en slutscene i Herstedvester virker ikke helt troværdig. Men skidt pyt, for spænding er der nok af, og underholdningsværdien er som sagt i top.

Havhvepsen er letlæst, spændende og befolket af vellykkede karakterer, som det er interessant at følge. Og med den snarlige ankomst af 5G netværk, der vil tillade fjernoperationer m.m., er tanken om hacking af f.eks. pacemakere desværre også relevant.

Uddrag fra Havhvepsen:

Han gik ud mod køkkenet for at hente en kop kaffe. Pludselig sank han i knæ, mens han tog sig til brystet. Smerterne var intense. Han rystede over hele kroppen, og små, salte sveddråber piblede frem i ansigtet. Mobiltelefonen faldt ud af hænderne på ham, men han kunne se skærmen lyse op. Med møje og besvær kravlede han hen til mobilen.

Se nu hvad du fik mig til at gøre. Du må se at lære det.

“Hvad fanden sker der?” råbte den ellers så stovte direktør. Han rejste sig ved hjælp af spisebordet, som han var havnet for foden af og forsøgte febrilsk at orientere sig. Der var intet unormalt i stuen eller køkkenet. Han tastede famlende et svar på mobilen: Hvem er du, og hvad har du gang i?

Få sekunder senere kom svaret: Det er ligegyldigt, hvem jeg er. Det er snarere, hvad jeg er i stand til, du skal bekymre dig om. (side 12)

Tak til forfatter Tommy Thorsteinsson som har foræret mig læseeksemplaret til anmeldelse

Om Havhvepsen:

Udgivelsesår: 15.03.2019
Forlag: Forfatterskabet.dk, 332 sider
Omslag: Mons René Andersen

Læs også:

Drevet til mord af Rachel Abbott
Jeg er Sif af Thomas Clemen
Blodmåne af Katrine Engberg
Blodengel af Lotte Petri
Ensom ulv af Tommy Thorsteinsson
Kaldet af Inger Ash Wolfe

Dræbersvin af Morten Dürr

Dræbersvin af Morten Dürr

Hvis du tror, at grise er dumme og kun glæder sig til at blive bacon på morgenbordet – så vil Dræbersvin få dig på andre tanker …

Onkel Torben har en svinefarm. Det er dog svært at få den til at løbe rundt, så Torben køber noget forbudt foder til grisene, så de vokser hurtigere.

Kort efter kommer Thor og Freja på ferie sammen med to af Thors venner, Jonas og Alexander. De glæder sig til alletiders ferie, og sådan starter det også. Men om natten hører Torben mærkelige lyde ovre fra stalden. Han skynder sig derover – for at opdage at noget har dræbt fem svin i en bås. Men hvad? Og har det noget med det forbudte foder at gøre?

Dræbersvin af Morten Dürr hører til serien Sort Chok, og det var min 12-årige nevø, der anbefalede mig den. Han kan nemlig lide et godt gys, og det får vi i Dræbersvin. Historien er fuld af action, fortalt i et lettilgængeligt sprog, og Erik Petri står for de bloddryppende illustrationer, der passer perfekt til fortællingen.

Jeg har tidligere læst Øksemorderens kranium i samme serie, og kan bestemt også anbefale Dræbersvin. Dog skal man være opmærksom på, at Morten Dürr ikke er bleg for at smide godt med splatter ind, og at ikke alle personerne overlever.

For de lidt mere garvede gyserfans +10 år.

Uddrag fra bogen:

Torben afsikrede sit haglgevær. Det puslede i buskadset. Endnu et skrig. Denne gang tættere på. Og pludselig fik han øje på det. Monstret. Det havde sort pels og faldt i ét med natten. Man kunne kun se små rødglødende øjne, der svævede ildevarslende i mørket. Torben kastede geværet til skulderen og skød. Skuddet ramte rent. Monsteret hylede. Men det faldt ikke. Dyret løb direkte hen mod Torben, alt imens det skreg. Et skrig så skingert, at det overdøvede det næste skud. Hans sidste skud.

Torben vågnede op på sofaen, svedig og forvirret. Stearinlysene var næsten brændt ned. Fjernsynet stod og flimrede. Lyden var dæmpet for ikke at vække børnene. Men filmen var kedelig. Derfor var han faldet i søvn. Torben slukkede for apparatet.

Stilhed.

Han sad stille og lyttede lidt. Ingen lyde ovenfra. Børnene sov. Et sært ubehag sad i kroppen. Han havde drømt, men allerede glemt drømmen. Noget med en skov …

Men med ét kom drømmens billeder tilbage. For pludselig hørte han skriget. Skriget fra drømmen. Han blev kold over hele kroppen. Dér. Der lød skriget igen. Et panisk skrig. Det kom fra grisestalden.” (s. 20-21)

Om Dræbersvin:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Alinea, 85 sider
Omslag og illustrationer: Erik Petri

Serien Sort Chok:

Vampyren i 7A og andre sorte chok (2014)
Dræbersvin (2012)
Dæmonen fra Notre Dame (2012)
En papfar fra Helvede (2011)
Alligatorblod (2010)
Øksemorderens kranium (2010)

Læs også:

Vampyrjægernes klub (R.I.P. 1) af Lasse Bo Andersen
Øksemorderens kranium af Morten Dürr
Vild med blod af Henrik Einspor
De døde dukkers hævn af Ellen Holmboe
Det onde hus af Michael Næsted Nielsen
Öjvind Kramers monstre – og andre grusomme gys af Jonas Wilmann

Hundene af Allan Stratton

HundeneCameron bor alene med sin mor, efter at de for flere år siden forlod faren, som var voldelig. Nu lever de i under skjult identitet, og flytter jævnligt for at undgå at faren finder dem igen. Men Cameron er træt af at rejse, hver gang han lige er faldet til. Oveni savner han sin far, og er begyndt at tvivle på om moren nu også er helt sandfærdig om, hvor forfærdelig faren var.

Nu er de to igen flyttet, denne gang til den lille by Wolf Hollow, hvor de lejer en gammel gård af den ældre Mr. Sinclair, der bor på nabogården. Gården er ret forfalden, og på skolen bliver Cameron drillet for at bo der. Snart hører han også rygter om, at den tidligere ejer blev spist af sine hunde, og da han finder nogle kasser med legetøj i kælderen, samt nogle skræmmende tegninger af en dreng ved navn Jacky McTavish, begynder historien at forfølge ham. Hvem var Jacky? Hvad skete der med ham og med hans mor? Og hvad er det for noget med de hunde, Cameron hører hyle om natten?

Jeg var ret begejstret for ”Hundene”, som kan læses på flere plan og af både unge og voksne. Historien er både letlæst og underholdende og med en stadigt stigende spændingskurve. Allan Stratton fortæller historien fra Camerons synsvinkel, og vi kommer helt tæt på hans tanker både vedrørende hans forsøg på at forstå Jackys historie, men også i forhold til forholdet til faren og til morens nye ”ven”.

Stemningen i ”Hundene” er knuget, og efterhånden som romanen skrider frem, går det op for én, at Cameron også slås med andre problemer. Langsomt udviskes grænserne mellem fantasi og virkelighed, og hverken læseren eller Cameron kan skelne mellem de natlige mareridt og virkelighedens. Dermed kan historien både læses som en spøgelseshistorie og som en psykologisk fortælling om en ung drengs opvækst i en dysfunktionel familie, uden at det virker kunstigt.

Alt i alt en vellykket og spændende roman, som også er solgt til udgivelse i en lang række lande. Anbefales

Besøg Allan Strattons hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: James Fraser
ISBN-13: 9788740606270
Sideantal: 284
Forlag: Turbine
Originaltitel: The Dogs
Oversætter: Mette Stepnicka

Svovlild af Jonas Wilmann

Svovlild af Jonas WilmannNormalt læser jeg ikke meget fantasy, da jeg jeg har en fordom om, at det er lidt kedeligt. Men da jeg tidligere har læst Jonas Wilmann med stor fornøjelse og ved, at han har en interessant stil, gav jeg Svovlild en chance, og derfor omtaler jeg den også her på siden, selvom den vist ikke helt kan betegnes som horror.

Romanen foregår sig i Drageriget, som er befolket af fire drageklaner: De hvide, de røde, de blå og dragerne i havet. En voldsom krig lagde stort set alt øde for mange år siden, og først da det lykkedes for de hvide drageguder at forvise de røde drageguder til intetheden, blev der fred.

De forskellige klaner fik hvert deres område og påbud om at genopbygge landet. Men det efterlod de røde i det mest ødelagte land, og i nutiden er der oprør på vej i de unges rækker.

Fortællingen følger den hvide drage Esmeree, som mistede sin mage nogle år tilbage, så nu er hun alene med sine to sønner. Den anden hovedperson er Nauser. Han er søn af den røde dragekonge, men har alle dage følt sig anderledes. I hans hjerte banker hadet mod de hvide drager, og så er han voldsomt draget af Død.

De to drager er i starten nærmest modsætninger, men da krigen atter bryder ud, bliver Esmeree ligeså hadefuld og nådesløs som Nauser. Men hvis begge parter er lige grusomme, hvad bliver der så af håbet?

På sin blog skriver Wilmann, at romanen repræsenterer en klassisk øst/vest-konflikt og er inspireret af bl.a. Muhammedkrisen. Ved at overføre sin historie til et fantasy-rige kan han tage konflikten og fører den ud i yderste konsekvens; her et scenarie hvor grusomheder fører til hævn og endnu flere grusomheder og hvor ingen skånes uanset tilhørsforhold, alder eller køn.

Det var ikke muligt at lave en historie eksklusivt med drager, hvis de var umælende dyr, så de skulle være menneskelige – og netop ved at gøre deres træk så genkendelige, og sporadisk bryde dem ned i glimt af dyrisk vold, fik jeg en glimrende måde at konkretisere vort eget indre bæst. Samtidig bestemte jeg mig for,  at historien skulle være en slags analyse af krigens eller konfliktens mekanikker, og hvordan sådan noget opstår – og jeg havde masser af inspiration i den uforsonlighed, der var på begge sider i Muhammedkrisen.”

Sprogligt forsøger Wilmann sig ud i det mere patosfyldte, og det fungerer fint til fortællingens klassiske fantasy-univers.

Som sagt er jeg ikke stor fantasy-fan, og det var først i romanens anden del, at jeg for alvor blev grebet af historien. Her viser Wilmann sine evner til at beskrive ondskaben og forfaldet, som få formår det.

”Årstiderne havde kun skiftet én gang, og der var intet tilbage af det smukke rige, der engang fandtes. Overalt lå udbrændte kadavere og gik til i dyngerne af slagger; sur, sort regn silede ned over det forkullede landskab, og hvert et blad, der endnu ikke var visnet, var dækket af sort snask. Dette var maddikernes og råddenskabens æra. Der var død, og så var der endnu mere død. Den stinkende, rådne svovlstank hang altid på vinden og hviskede om nye, blodige kampe. Kæmpeskeletter lå strøet omkring i ødemarken og stirrede paralyserede, opgivende, på katastrofen, mens altædende insektsværme lænsede de sidste trevler fra knoglerne.”

For fanatasy-elskere er jeg overbevist om, at Svovlild vil være et hit. For mig var det okay underholdning, men jeg glæder mig til Wilmann kommer med sit næste horror-udspil. Det er her, jeg synes, han er stærkest og mest interessant at læse.

Om Svovlild:

Udgivelsesår: 2013
Omslag: Fotokostic/Jonas Wilmann

Besøg Jonas Wilmanns hjemmeside