oktober 2019
M Ti O To F L S
« sep    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘dyr’

Og de onde lo – amoralske fabler af Ellen Holmboe & Kristian Eskild Jensen

Og de onde lo - amoralske fabler af Ellen Holmboe, illustreret af Kristian Eskild JensenForleden var jeg på en yderst interessant temadag om gys, gru og glæden ved horror. Blandt oplægsholderne var børnebogsforfatteren Ellen Holmboe, som fortalte om at skrive gys til børn. Blandt andet fortalte hun så spændende om Og de onde lo – amoralske fabler, at jeg bare var nødt til at læse den.

Bogen indeholder 12 fabler fortalt af Ellen Holmboe. De fleste af os kender nok Æsops fabel om Haren og Skildpadden eller Rudyard Kiplings fabel om, hvordan elefanten fik sin snabel. Og de onde lo er i samme form som disse oprindelige fabler. Men hvor fabler normalt er opbyggelige og med en udtrykkelig morale, så er Holmboes historier det modsatte. Her ler de onde, og de gode bliver ædt …

De 12 fabler er illustreret af Kristian Eskild Jensen, som har gjort et mageløst job. De enkelte billeder er tegnet med blyant og akvarel, og er både smukke og dystre. Derudover er tekstsiderne omkranset af hver sin unikke krans, som til tider er ganske morbide. Farvesiden er nedtonet og giver i samspil med det lækre, tykke, flødefarvede papir en patineret følelse af kvalitet. Det er flot lavet, og KEJ modtog da også Kulturministeriets Illustratorpris 2018 for bogen.

I et interview på sn.dk fortæller KEJ hvordan Og de onde lo ikke var en bestillingsopgave, men en fælles idé der opstod som et fritidsprojekt mellem ham og Ellen Holmboe. De to har tidligere har arbejdet sammen på andre bøger. “Vi synes, det kunne være sjovt at tage den klassiske moralske fabel og vende på hovedet, så de onde vandt. For hvad er egentligt ondt? Hvis det er naturligt, når dyrene gør det, hvorfor er det så ikke naturligt, når mennesker gør det samme?” (læs hele interviewet HER)

Her er virkelig tale om et stærkt værk, og selvom fablerne er amoralske, så kunne Ellen Holmboe fortælle, at børnene alligevel tager en moral til sig, når de læser dem. Hun oplever nemlig, at børnene bliver forargede over dyrenes amoralske handlinger, når de læser bogen. Så selv amoralske fabler har måske en morale …

Amoralsk er den, der ikke har nogen moral og ikke kan kende godt fra ondt.

Umoralsk er den, der kender forskel på godt og ondt, men som alligevel bryder de vedtagne regler,
bevidst eller ubevidst. (citat fra bogens bagside)

Pingvinen og isbjørnen, illustration af Kristian Eskild JensenUddrag af Og de onde lo – amoralske fabler:

Pingvinen og isbjørnen

En isbjørn fik øje på en lækker pingvin, der vraltede rundt på må og få. Med labben for snuden sneg isbjørnen sig nærmere for at æde pingvinen, men pingvinen anede uråd og søgte hjem mod sit hus. Isbjørnen fulgte efter, og da den så pingvinens skjulested, lo den højt:

“Muhaha! Tror du virkelig, du kan gemme dig for mig i sådan et fjollet glashus?” Bjørnen gik truende nærmere, men pingvinen flyttede sig ikke ud af stedet. Den samlede blot et par sten op og gjorde klar til at kyle dem efter isbjørnen.

“Skrub hjem til Nordpolen, hvor du hører til,” sagde pingvinen og kastede den første sten.

“Du ved vel godt, at man ikke skal kaste med sten, når man selv bor i et glashus?” lo bjørnen.

“Siden hvornår?” sagde pingvinen og kastede den næste sten så snedigt, at den ramte en sylespids istap lige over isbjørnens hoved … (side 10)

Læs mere om arbejdet med de amoralske fabler på Ellen Holmboes hjemmeside.

Om Og de onde lo – amoralske fabler:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Alvilda, 29 sider
Illustrationer: Kristian Eskild Jensen

Læs mere om fabler på Den Store Danske

Havhvepsen af Tommy Thorsteinsson

Havhvepsen af Tommy ThorsteinssonHacking, hjertepatienter og en dødsensfarlig goppel kaldet for havhvepsen, er blot nogle af ingredienserne i Tommy Thorsteinssons nye krimi

Da erhvervsmanden Lars Erik Ejlersen modtager en sms, der forsøger at afpresse ham, tager han sig i første omgang ikke af den. Men det får følger, og snart går det op for ham, at en skruppelløs afpresser har udset ham som bytte. Og Ejlersen er ikke den eneste. Da politiet involveres, opdager de gennem den dygtige tyske it-mand Dieter Wolf, at en række danske erhvervsfolk har været udsat for afpresning. En fællesnævner er, at alle ofrene bruger pacemaker, men den kan man da ikke hacke sig ind i?

I 2017 debuterede Tommy Thorsteinsson med politikrimien Ensom ulv. Nu følger han op med Havhvepsen, der er andet selvstændige bind i serien om Anna Blaafalk, Anders Axelsen og de andre efterforskere fra afdelingen for personfarlig kriminalitet.

Som i første bind får vi smæk for skillingen her i Havhvepsen. Fra start af introduceres vi for en lang række personer, så jeg måtte holde tungen lige i munden. Men lynhurtigt fanges man ind af historien, der fortælles kronologisk fremadskridende, men fra skiftende synsvinkler så spændingsniveauet nærmest er støt stigende hele vejen igennem.

Hovedplottet omkranses af en rammefortælling om terroristen The Tailor, der i begyndelsen befinder sig i Syrien. Rammen er ganske kortfattet, men tyder på at bind tre nok vender tilbage til terrorisme som et tema.

Jeg var vældig underholdt af Havhvepsen. Også selvom jeg ikke helt køber alle dele af plottet. Der er nogle lidt abrupte spring i afsløringen af afpresseren, og en slutscene i Herstedvester virker ikke helt troværdig. Men skidt pyt, for spænding er der nok af, og underholdningsværdien er som sagt i top.

Havhvepsen er letlæst, spændende og befolket af vellykkede karakterer, som det er interessant at følge. Og med den snarlige ankomst af 5G netværk, der vil tillade fjernoperationer m.m., er tanken om hacking af f.eks. pacemakere desværre også relevant.

Uddrag fra Havhvepsen:

Han gik ud mod køkkenet for at hente en kop kaffe. Pludselig sank han i knæ, mens han tog sig til brystet. Smerterne var intense. Han rystede over hele kroppen, og små, salte sveddråber piblede frem i ansigtet. Mobiltelefonen faldt ud af hænderne på ham, men han kunne se skærmen lyse op. Med møje og besvær kravlede han hen til mobilen.

Se nu hvad du fik mig til at gøre. Du må se at lære det.

“Hvad fanden sker der?” råbte den ellers så stovte direktør. Han rejste sig ved hjælp af spisebordet, som han var havnet for foden af og forsøgte febrilsk at orientere sig. Der var intet unormalt i stuen eller køkkenet. Han tastede famlende et svar på mobilen: Hvem er du, og hvad har du gang i?

Få sekunder senere kom svaret: Det er ligegyldigt, hvem jeg er. Det er snarere, hvad jeg er i stand til, du skal bekymre dig om. (side 12)

Tak til forfatter Tommy Thorsteinsson som har foræret mig læseeksemplaret til anmeldelse

Om Havhvepsen:

Udgivelsesår: 15.03.2019
Forlag: Forfatterskabet.dk, 332 sider
Omslag: Mons René Andersen

Læs også:

Drevet til mord af Rachel Abbott
Jeg er Sif af Thomas Clemen
Blodmåne af Katrine Engberg
Blodengel af Lotte Petri
Ensom ulv af Tommy Thorsteinsson
Kaldet af Inger Ash Wolfe

Dræbersvin af Morten Dürr

Dræbersvin af Morten Dürr

Hvis du tror, at grise er dumme og kun glæder sig til at blive bacon på morgenbordet – så vil Dræbersvin få dig på andre tanker …

Onkel Torben har en svinefarm. Det er dog svært at få den til at løbe rundt, så Torben køber noget forbudt foder til grisene, så de vokser hurtigere.

Kort efter kommer Thor og Freja på ferie sammen med to af Thors venner, Jonas og Alexander. De glæder sig til alletiders ferie, og sådan starter det også. Men om natten hører Torben mærkelige lyde ovre fra stalden. Han skynder sig derover – for at opdage at noget har dræbt fem svin i en bås. Men hvad? Og har det noget med det forbudte foder at gøre?

Dræbersvin af Morten Dürr hører til serien Sort Chok, og det var min 12-årige nevø, der anbefalede mig den. Han kan nemlig lide et godt gys, og det får vi i Dræbersvin. Historien er fuld af action, fortalt i et lettilgængeligt sprog, og Erik Petri står for de bloddryppende illustrationer, der passer perfekt til fortællingen.

Jeg har tidligere læst Øksemorderens kranium i samme serie, og kan bestemt også anbefale Dræbersvin. Dog skal man være opmærksom på, at Morten Dürr ikke er bleg for at smide godt med splatter ind, og at ikke alle personerne overlever.

For de lidt mere garvede gyserfans +10 år.

Uddrag fra bogen:

Torben afsikrede sit haglgevær. Det puslede i buskadset. Endnu et skrig. Denne gang tættere på. Og pludselig fik han øje på det. Monstret. Det havde sort pels og faldt i ét med natten. Man kunne kun se små rødglødende øjne, der svævede ildevarslende i mørket. Torben kastede geværet til skulderen og skød. Skuddet ramte rent. Monsteret hylede. Men det faldt ikke. Dyret løb direkte hen mod Torben, alt imens det skreg. Et skrig så skingert, at det overdøvede det næste skud. Hans sidste skud.

Torben vågnede op på sofaen, svedig og forvirret. Stearinlysene var næsten brændt ned. Fjernsynet stod og flimrede. Lyden var dæmpet for ikke at vække børnene. Men filmen var kedelig. Derfor var han faldet i søvn. Torben slukkede for apparatet.

Stilhed.

Han sad stille og lyttede lidt. Ingen lyde ovenfra. Børnene sov. Et sært ubehag sad i kroppen. Han havde drømt, men allerede glemt drømmen. Noget med en skov …

Men med ét kom drømmens billeder tilbage. For pludselig hørte han skriget. Skriget fra drømmen. Han blev kold over hele kroppen. Dér. Der lød skriget igen. Et panisk skrig. Det kom fra grisestalden.” (s. 20-21)

Om Dræbersvin:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Alinea, 85 sider
Omslag og illustrationer: Erik Petri

Serien Sort Chok:

Vampyren i 7A og andre sorte chok (2014)
Dræbersvin (2012)
Dæmonen fra Notre Dame (2012)
En papfar fra Helvede (2011)
Alligatorblod (2010)
Øksemorderens kranium (2010)

Læs også:

Vampyrjægernes klub (R.I.P. 1) af Lasse Bo Andersen
Øksemorderens kranium af Morten Dürr
Vild med blod af Henrik Einspor
De døde dukkers hævn af Ellen Holmboe
Det onde hus af Michael Næsted Nielsen
Öjvind Kramers monstre – og andre grusomme gys af Jonas Wilmann

Hundene af Allan Stratton

HundeneCameron bor alene med sin mor, efter at de for flere år siden forlod faren, som var voldelig. Nu lever de i under skjult identitet, og flytter jævnligt for at undgå at faren finder dem igen. Men Cameron er træt af at rejse, hver gang han lige er faldet til. Oveni savner han sin far, og er begyndt at tvivle på om moren nu også er helt sandfærdig om, hvor forfærdelig faren var.

Nu er de to igen flyttet, denne gang til den lille by Wolf Hollow, hvor de lejer en gammel gård af den ældre Mr. Sinclair, der bor på nabogården. Gården er ret forfalden, og på skolen bliver Cameron drillet for at bo der. Snart hører han også rygter om, at den tidligere ejer blev spist af sine hunde, og da han finder nogle kasser med legetøj i kælderen, samt nogle skræmmende tegninger af en dreng ved navn Jacky McTavish, begynder historien at forfølge ham. Hvem var Jacky? Hvad skete der med ham og med hans mor? Og hvad er det for noget med de hunde, Cameron hører hyle om natten?

Jeg var ret begejstret for ”Hundene”, som kan læses på flere plan og af både unge og voksne. Historien er både letlæst og underholdende og med en stadigt stigende spændingskurve. Allan Stratton fortæller historien fra Camerons synsvinkel, og vi kommer helt tæt på hans tanker både vedrørende hans forsøg på at forstå Jackys historie, men også i forhold til forholdet til faren og til morens nye ”ven”.

Stemningen i ”Hundene” er knuget, og efterhånden som romanen skrider frem, går det op for én, at Cameron også slås med andre problemer. Langsomt udviskes grænserne mellem fantasi og virkelighed, og hverken læseren eller Cameron kan skelne mellem de natlige mareridt og virkelighedens. Dermed kan historien både læses som en spøgelseshistorie og som en psykologisk fortælling om en ung drengs opvækst i en dysfunktionel familie, uden at det virker kunstigt.

Alt i alt en vellykket og spændende roman, som også er solgt til udgivelse i en lang række lande. Anbefales

Besøg Allan Strattons hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: James Fraser
ISBN-13: 9788740606270
Sideantal: 284
Forlag: Turbine

Svovlild af Jonas Wilmann

Svovlild af Jonas WilmannNormalt læser jeg ikke meget fantasy, da jeg jeg har en fordom om, at det er lidt kedeligt. Men da jeg tidligere har læst Jonas Wilmann med stor fornøjelse og ved, at han har en interessant stil, gav jeg Svovlild en chance, og derfor omtaler jeg den også her på siden, selvom den vist ikke helt kan betegnes som horror.

Romanen foregår sig i Drageriget, som er befolket af fire drageklaner: De hvide, de røde, de blå og dragerne i havet. En voldsom krig lagde stort set alt øde for mange år siden, og først da det lykkedes for de hvide drageguder at forvise de røde drageguder til intetheden, blev der fred.

De forskellige klaner fik hvert deres område og påbud om at genopbygge landet. Men det efterlod de røde i det mest ødelagte land, og i nutiden er der oprør på vej i de unges rækker.

Fortællingen følger den hvide drage Esmeree, som mistede sin mage nogle år tilbage, så nu er hun alene med sine to sønner. Den anden hovedperson er Nauser. Han er søn af den røde dragekonge, men har alle dage følt sig anderledes. I hans hjerte banker hadet mod de hvide drager, og så er han voldsomt draget af Død.

De to drager er i starten nærmest modsætninger, men da krigen atter bryder ud, bliver Esmeree ligeså hadefuld og nådesløs som Nauser. Men hvis begge parter er lige grusomme, hvad bliver der så af håbet?

På sin blog skriver Wilmann, at romanen repræsenterer en klassisk øst/vest-konflikt og er inspireret af bl.a. Muhammedkrisen. Ved at overføre sin historie til et fantasy-rige kan han tage konflikten og fører den ud i yderste konsekvens; her et scenarie hvor grusomheder fører til hævn og endnu flere grusomheder og hvor ingen skånes uanset tilhørsforhold, alder eller køn.

Det var ikke muligt at lave en historie eksklusivt med drager, hvis de var umælende dyr, så de skulle være menneskelige – og netop ved at gøre deres træk så genkendelige, og sporadisk bryde dem ned i glimt af dyrisk vold, fik jeg en glimrende måde at konkretisere vort eget indre bæst. Samtidig bestemte jeg mig for,  at historien skulle være en slags analyse af krigens eller konfliktens mekanikker, og hvordan sådan noget opstår – og jeg havde masser af inspiration i den uforsonlighed, der var på begge sider i Muhammedkrisen.”

Sprogligt forsøger Wilmann sig ud i det mere patosfyldte, og det fungerer fint til fortællingens klassiske fantasy-univers.

Som sagt er jeg ikke stor fantasy-fan, og det var først i romanens anden del, at jeg for alvor blev grebet af historien. Her viser Wilmann sine evner til at beskrive ondskaben og forfaldet, som få formår det.

”Årstiderne havde kun skiftet én gang, og der var intet tilbage af det smukke rige, der engang fandtes. Overalt lå udbrændte kadavere og gik til i dyngerne af slagger; sur, sort regn silede ned over det forkullede landskab, og hvert et blad, der endnu ikke var visnet, var dækket af sort snask. Dette var maddikernes og råddenskabens æra. Der var død, og så var der endnu mere død. Den stinkende, rådne svovlstank hang altid på vinden og hviskede om nye, blodige kampe. Kæmpeskeletter lå strøet omkring i ødemarken og stirrede paralyserede, opgivende, på katastrofen, mens altædende insektsværme lænsede de sidste trevler fra knoglerne.”

For fanatasy-elskere er jeg overbevist om, at Svovlild vil være et hit. For mig var det okay underholdning, men jeg glæder mig til Wilmann kommer med sit næste horror-udspil. Det er her, jeg synes, han er stærkest og mest interessant at læse.

Om Svovlild:

Udgivelsesår: 2013
Omslag: Fotokostic/Jonas Wilmann

Besøg Jonas Wilmanns hjemmeside

Sharktopus

SharktopusPå en nylig ferie til Thailand var jeg så heldig at få finde en masse film, som jeg under normale omstændigheder ikke ville bruge penge på. Sharktopus var en af dem, og jeg er glad for at kunne konstatere, at den fuldstændig lever op til sit navn.

Firmaet Blue Water eksperimenterer med genmanipulerede dyr, som skal bruges af hæren til at infiltrere fjenden. Under en test mister de dog kontrollen over S11 – en blanding af en haj og en kæmpe blæksprutte. Nu starter jagten på at fange dyret, inden det slår flere mennesker ihjel.

Og så følger vi ellers den ekstremt dårligt lavede CGI sharktopus, som myrder løs uden at myndighederne tilsyneladende opdager noget – selvom journalisten Stacy Everhart er lige i hælene på den og optager flere scener, hvor sharktopus overfalder folk.

Skuespillet er ret elendigt, historien er uoriginal og utroværdig, special effects er dårlige og manuskriptet er fyldt med tåbelige oneliners. Alligevel hyggede jeg mig med filmen, fordi det er lige præcis sådan, at jeg forventer, at en film produceret af Roger Corman er. Jeg vil dog ikke anbefale den til andre, for den er altså ikke god (og den scorer da også bare 3,3 på IMDB). Men  ind i mellem synes jeg bare, at det er sjovt at hygge mig med en B-film.

Om Sharktopus:

Instruktør: Declan O’Brien
Udgivelsesår: 2010

Kat

KatDa Steen Langstrup i 1995 skrev romanen “Kat“, tror jeg ikke, at han havde regnet med, at den ville blive filmatiseret af Martin Schmidt 6 år senere. Jeg ved, at han efterfølgende har udtalt, at filmen ikke helt levede op til hans forventninger, og nu hvor jeg langt om længe har fået set den, må jeg indrømme, at det forstår jeg godt.

Martin Schmidt debuterede samme år som Langstrup med “Sidste time“, som var en stor biografsucces, og som jeg personligt var rigtig begejstret for. Året efter kom han med “Mørkeleg“, som klarede sig lidt dårligere i biograferne, men stadig var en ganske ok film. Der var derfor god grund til at tro, at Schmidt kunne tage Langstrups roman og transformere den om til endnu et hit. Men det kan man ikke siges lykkedes.

Maria (Liv Corfixen) deler lejlighed med Isabella (Charlotte Munck). De bor i samme opgang som Isabellas bedsteforældre, som går meget op i det okkulte. En fredag afholder de en seance, der går helt galt. Noget slipper igennem til vores verden, og da Maria næste morgen vil nusse sin kat, føler hun at noget er forkert.

Og hun har ret. Da to mennesker myrdes på bestialsk vis, mens Maria er ude at spise med kæresten Henrik (Martin Brygmann), får hun nogle mystiske syn. Og da myrderierne fortsætter, bliver hun sikker på, at katten på en eller anden måde er involveret. Men et besøg hos dyrlægen får ikke den afslutning, som hun havde regnet med.

Filmens manuskript er skrevet af Marie Trolle Larsen, og den er frit efter Langstrups roman. At den ikke følger romanens plot, behøver ikke at være dårligt, men jeg må indrømme, at jeg synes, Trolle Larsens historie er langt mindre interessant. Dels er Maria utrolig naiv, og hendes forhold til Henrik er så tåkrummende pinligt, at det er svært at tro på, at nogen kan være så lidt i kontakt med hinanden efter tre år. Dels bliver katten aldrig rigtig uhyggelig, og dermed ryger meget af plottets troværdighed. Endelig er de fleste af dialogerne mildest talt ringe, og måden betjenten Hald (Søren Pilmark) får koblet Maria sammen med mordene er heller ikke just overbevisende.

Jeg må også indrømme, at jeg blev temmelig skuffet over Martins Schmidts instruktion. I både “Sidste time” og “Mørkeleg” viste han, at han kan bruge genrens elementer effektivt, men her i “Kat” føles det, som om han tager samtlige klichéer og kaster dem i nakken på hinanden. Filmen når ikke at starte, før vi skal forskrækkes over et par fødder i mørket. Der bruges konstant skæve kameravinkler og unaturlige farvenuancer, og hvor begge dele kan være utroligt effektive, når de bruges korrekt, så bliver denne overdrevne brug bare irriterende.

Endelig var jeg heller ikke imponeret over skuespillet, men det har sikkert også været svært at få særlig meget liv ud af de meget lidt mindeværdige replikker.

Slutningen (som følger Langstrups) er dog lige i øjet, selvom den virker lidt påklistret og ikke rigtig hænger sammen med resten af historien. Så rigtig ærgerligt at det ikke lykkedes bedre.

Om Kat:

Instruktion: Martin Schmidt
Udgivelsesår: 2001

Manddræber af Ted Willis

Manddræber af Ted WillisDet var en kommentar til mit indlæg om filmen Maneater, som bragte mig på sporet af romanen Manddræber fra 1976. Jeg er ikke sikker på, om filmen bygger på romanen (i hvert fald står Ted Willis ikke krediteret som ophavsmand på IMDB), men der er ganske rigtigt mange fælles punkter i historierne.

I romanen slipper en tigerdomptør to tigere løs i en engelsk skov, hvor de hurtigt begynder at dræbe det letteste bytte – mennesket. Den lokale politiinspektør Charles Gosford får nys om sagen, da man finder en forladt bil, hvor føreren er sporløst forsvunden. I første omgang aner man dog ikke, at han er død, og da liget bliver fundet, er det heller ikke en tiger, der først står frem som mistænkt. Og da dette bliver foreslået, bliver det i første omgang mødt med stor skepsis. Men efterhånden som der sker flere drab, må Gosford erkende, at det muligvis er sandt, men så går der lokalpolitik i sagen.

Manddræber er en underholdende og letlæst fortælling, som både fortæller fra tigernes og fra menneskenes synspunkt. Jeg fik helt medlidenhed med de stakkels dyr, der oplever en kort tid i friheden. Samtidig er det nu også skræmmende at forestille sig at stå overfor en sulten tiger, når man tilfældigt er ude at gå i skoven. Selvfølgelig  mærkes alderen på romanen, ikke mindst i personbeskrivelserne hvor kvinderne er noget hjælpeløse, men det trækker dog ikke det store ned. Så kan du lide at læse om dræberdyr, så er Manddræber et udmærket bud.

Om Manddræber:

Originaludgivelsesår: 1976
Originaltitel: Man-eater

Silent Venom

Når nu idéen med slanger på et fly blev en relativ succes i “Snakes on a plane”, så er det jo nærliggende at tænke andre locations, hvor slanger kunne være et hit – og hvad er mere nærliggende end en ubåd?

På en lille ø i det kinesiske hav er dr. Andrea Swanson (Krista Allen) tilknyttet et militærprojekt, som forsker i giftslanger for at finde et vaccine, der vil kunne bruges mod biologisk krigsførelse og terrortrusler. Til det formål har de fremavlet nogle særdeles farlige slanger, som ikke alene dræber lynhurtigt, men som også vokser til abnorme størrelser.

Pludselig er Swanson og hendes assistent Jake Goldin dog nødt til at evakuere forskningsstationen, og en gammel nedlagt ubåd, som USA har solgt til Taiwan, er nærmest til at hente dem. Men eftersom deres projekt er hemmelig, kan de ikke fortælle ubådens kaptajn (Luke Perry), at han netop har fået nogle dødsensfarlige slanger ombord. Og Jake har ikke fortalt Swanson, at han har taget alle slangerne med i stedet for kun de fire, han var blevet beordret til.

Selvfølgelig får en nysgerrig sømand åbnet for kassen, og snart er ubåden et krybende helvede. Og for at gøre ondt værre kan ubåden ikke stige til overfladen, for den er havnet midt i en kinesisk militærøvelse.

“Silent Venom” er en b-film, og starten er mildest talt ringe, da en kæmpeslange spiser en mand i en mundfuld. Men derfra stiger underholdningsværdien ganske meget, og selvom der er flere dumme kiks (som f.eks. da militærlægen modtager det første offer for slangerne på ubåden, og overser det blod der er sprøjtet ud over hans tøj, og derfor skyder på at han nok er blevet smittet af en virus!!!), så var jeg faktisk rigtig godt underholdt.

Luke Perry spiller som han plejer (jeg tror kun den mand har et ansigtsudtryk), men det er ok til rollen som ubådskaptajn. Krista Allen har vist fået for meget botex, for heller ikke hun kan meget andet end at småsmile hele tiden, men bortset fra det er hun også ok i rollen som Swanson, der for sent opdager, hvad der er sluppet løs i ubåden.

Man har for en stor del brugt rigtige slanger, og det virker rigtig godt. Til gengæld er de store CGI-slanger ikke særligt overbevisende, men dem ser vi heldigvis ikke så meget. Ubåds-scenerne er ganske udmærkede, og jeg synes, det giver en fin klaustrofobisk stemning med amok-slanger i en ubåd, som er fanget under vandet med fjendtlige fartøjer omkring sig. Det giver en ekstra dimension til historien, som øger spændingen og gør, at alt uhyggen ikke er baseret på slangerne. For det kan hurtigt blive kedeligt.

Jeg vil ikke påstå, at “Silent Venom” er en stor film, men jeg så den en tømmermands-søndag og her var den det helt rigtige 🙂

Instruktør: Fred Olen Ray
Udgivelsesår: 2009

Hyenas

Nu blev jeg positivt overrasket over “Dinoshark“, men desværre holdt glæden sig ikke gennem “Hyenas”, som også blev købt under ferien.

En kvinde og hendes lille barn overfaldes på en landevej af noget, som flår hende i stykker og æder barnet. Hendes mand er sønderknust, men politiet tager sagen meget alvorligt. Dog ikke alvorligt nok, mener den lokale looney “Crazy Briggs”, der opsøger Gannon og fortæller ham, hvem der virkelig er ansvarlig for mordet – nemlig en flok var-hyæner, som Briggs har været på sporet af længe. Han overtaler Gannon til at slutte sig til jagtselskabet, og så går der et par år med det. En dag redder de to så en ung kvinde, der bliver overfaldet af var-hyænerne, og Gannon forelsker sig i hende. Men var-hyænerne er på sporet af både Gannon, Briggs og den unge kvinde, og de ønsker at udslette deres forfølgere…

Selvom “Dinoshark” ikke var et mesterværk plotmæssigt eller skuespilsmæssigt, så er det dog i Shakespeare ligaen i forhold til “Hyenas”. Costas Mandylor, der spiller FBI-agenten Hoffman i Saw-filmene, er totalt fejlcastet som den hævngerrige ægtemand. Det samme er Meshach Taylor som Briggs, og helt gal er Christa Campbell som var-hyænen, der ønsker at bliver kobblets leder. Hun taler med en virkelig sær accent og har stort set kun et ansigtsudtryk, der sikkert skal se skræmmende og sexet ud, men som snarere ser ud, som om hun har forstoppelse.

CGI-effekterne er ligeledes ringe, men havde jeg været en mand, kunne jeg sikkert have fået lidt fornøjelse ud af filmen, for hver gang kvinderne skifter skikkelse smider de tøjet. Det gør mændene sjovt nok ikke…

Plottet er dårligt og gennemskueligt, og jeg blev virkelig irriteret undervejs. Ikke desto mindre scorer “Hyenas” 6,1 på IMDB, så måske er det bare mig, som overser åbenlyst talent?

Instruktør: Eric Weston
Udgivelsesår: 2010