Indlæg tagget med ‘dyr’

Da Steen Langstrup i 1995 skrev romanen “Kat“, tror jeg ikke, at han havde regnet med, at den ville blive filmatiseret af Martin Schmidt 6 år senere. Jeg ved, at han efterfølgende har udtalt, at filmen ikke helt levede op til hans forventninger, og nu hvor jeg langt om længe har fået set den, må jeg indrømme, at det forstår jeg godt.

Martin Schmidt debuterede samme år som Langstrup med “Sidste time“, som var en stor biografsucces, og som jeg personligt var rigtig begejstret for. Året efter kom han med “Mørkeleg“, som klarede sig lidt dårligere i biograferne, men stadig var en ganske ok film. Der var derfor god grund til at tro, at Schmidt kunne tage Langstrups roman og transformere den om til endnu et hit. Men det kan man ikke siges lykkedes.

Maria (Liv Corfixen) deler lejlighed med Isabella (Charlotte Munck). De bor i samme opgang som Isabellas bedsteforældre, som går meget op i det okkulte. En fredag afholder de en seance, der går helt galt. Noget slipper igennem til vores verden, og da Maria næste morgen vil nusse sin kat, føler hun at noget er forkert.

Og hun har ret. Da to mennesker myrdes på bestialsk vis, mens Maria er ude at spise med kæresten Henrik (Martin Brygmann), får hun nogle mystiske syn. Og da myrderierne fortsætter, bliver hun sikker på, at katten på en eller anden måde er involveret. Men et besøg hos dyrlægen får ikke den afslutning, som hun havde regnet med.

Filmens manuskript er skrevet af Marie Trolle Larsen, og den er frit efter Langstrups roman. At den ikke følger romanens plot, behøver ikke at være dårligt, men jeg må indrømme, at jeg synes, Trolle Larsens historie er langt mindre interessant. Dels er Maria utrolig naiv, og hendes forhold til Henrik er så tåkrummende pinligt, at det er svært at tro på, at nogen kan være så lidt i kontakt med hinanden efter tre år. Dels bliver katten aldrig rigtig uhyggelig, og dermed ryger meget af plottets troværdighed. Endelig er de fleste af dialogerne mildest talt ringe, og måden betjenten Hald (Søren Pilmark) får koblet Maria sammen med mordene er heller ikke just overbevisende.

Jeg må også indrømme, at jeg blev temmelig skuffet over Martins Schmidts instruktion. I både “Sidste time” og “Mørkeleg” viste han, at han kan bruge genrens elementer effektivt, men her i “Kat” føles det, som om han tager samtlige klichéer og kaster dem i nakken på hinanden. Filmen når ikke at starte, før vi skal forskrækkes over et par fødder i mørket. Der bruges konstant skæve kameravinkler og unaturlige farvenuancer, og hvor begge dele kan være utroligt effektive, når de bruges korrekt, så bliver denne overdrevne brug bare irriterende.

Endelig var jeg heller ikke imponeret over skuespillet, men det har sikkert også været svært at få særlig meget liv ud af de meget lidt mindeværdige replikker.

Slutningen (som følger Langstrups) er dog lige i øjet, selvom den virker lidt påklistret og ikke rigtig hænger sammen med resten af historien. Så rigtig ærgerligt at det ikke lykkedes bedre.

Instruktion: Martin Schmidt
Udgivelsesår: 2001

Det var en kommentar til mit indlæg om filmen “Maneater“, som bragte mig på sporet af denne roman fra 1976. Jeg er ikke sikker på, at filmen bygger på romanen (i hvert fald står Ted Willis ikke krediteret som ophavsmand på IMDB), men der er ganske rigtigt mange fælles punkter i historierne.

I romanen slipper en tigerdomptør to tigere løs i en engelsk skov, hvor de hurtigt begynder at dræbe det letteste bytte – mennesket. Den lokale politiinspektør Charles Gosford får nys om sagen, da man finder en forladt bil, hvor føreren er sporløst forsvunden. I første omgang aner man dog ikke, at han er død, og da liget bliver fundet, er det heller ikke en tiger, der først står frem som mistænkt. Og da dette bliver foreslået, bliver det i første omgang mødt med stor skepsis. Men efterhånden som der sker flere drab, må Gosford erkende, at det muligvis er sandt, men så går der lokalpolitik i sagen.

“Manddræber” er en underholdende og letlæst fortælling, som både fortæller fra tigernes og fra menneskenes synspunkt. Jeg fik helt medlidenhed med de stakkels dyr, der oplever en kort tid i friheden, men samtidig er det nu også skræmmende at forestille sig at stå overfor en sulten tiger, når man tilfældigt er ude at gå i skoven. Selvfølgelig  mærkes alderen på romanen, ikke mindst i personbeskrivelserne hvor kvinderne er noget hjælpeløse, men det trækker dog ikke det store ned. Så kan du lide at læse om dræberdyr, så er “Manddræber” såmænd et udmærket bud.

Originaludgivelsesår: 1976
Originaltitel: Man-eater

Når nu idéen med slanger på et fly blev en relativ succes i “Snakes on a plane”, så er det jo nærliggende at tænke andre locations, hvor slanger kunne være et hit – og hvad er mere nærliggende end en ubåd?

På en lille ø i det kinesiske hav er dr. Andrea Swanson (Krista Allen) tilknyttet et militærprojekt, som forsker i giftslanger for at finde et vaccine, der vil kunne bruges mod biologisk krigsførelse og terrortrusler. Til det formål har de fremavlet nogle særdeles farlige slanger, som ikke alene dræber lynhurtigt, men som også vokser til abnorme størrelser.

Pludselig er Swanson og hendes assistent Jake Goldin dog nødt til at evakuere forskningsstationen, og en gammel nedlagt ubåd, som USA har solgt til Taiwan, er nærmest til at hente dem. Men eftersom deres projekt er hemmelig, kan de ikke fortælle ubådens kaptajn (Luke Perry), at han netop har fået nogle dødsensfarlige slanger ombord. Og Jake har ikke fortalt Swanson, at han har taget alle slangerne med i stedet for kun de fire, han var blevet beordret til.

Selvfølgelig får en nysgerrig sømand åbnet for kassen, og snart er ubåden et krybende helvede. Og for at gøre ondt værre kan ubåden ikke stige til overfladen, for den er havnet midt i en kinesisk militærøvelse.

“Silent Venom” er en b-film, og starten er mildest talt ringe, da en kæmpeslange spiser en mand i en mundfuld. Men derfra stiger underholdningsværdien ganske meget, og selvom der er flere dumme kiks (som f.eks. da militærlægen modtager det første offer for slangerne på ubåden, og overser det blod der er sprøjtet ud over hans tøj, og derfor skyder på at han nok er blevet smittet af en virus!!!), så var jeg faktisk rigtig godt underholdt.

Luke Perry spiller som han plejer (jeg tror kun den mand har et ansigtsudtryk), men det er ok til rollen som ubådskaptajn. Krista Allen har vist fået for meget botex, for heller ikke hun kan meget andet end at småsmile hele tiden, men bortset fra det er hun også ok i rollen som Swanson, der for sent opdager, hvad der er sluppet løs i ubåden.

Man har for en stor del brugt rigtige slanger, og det virker rigtig godt. Til gengæld er de store CGI-slanger ikke særligt overbevisende, men dem ser vi heldigvis ikke så meget. Ubåds-scenerne er ganske udmærkede, og jeg synes, det giver en fin klaustrofobisk stemning med amok-slanger i en ubåd, som er fanget under vandet med fjendtlige fartøjer omkring sig. Det giver en ekstra dimension til historien, som øger spændingen og gør, at alt uhyggen ikke er baseret på slangerne. For det kan hurtigt blive kedeligt.

Jeg vil ikke påstå, at “Silent Venom” er en stor film, men jeg så den en tømmermands-søndag og her var den det helt rigtige

Instruktør: Fred Olen Ray
Udgivelsesår: 2009

Nu blev jeg positivt overrasket over “Dinoshark“, men desværre holdt glæden sig ikke gennem “Hyenas”, som også blev købt under ferien.

En kvinde og hendes lille barn overfaldes på en landevej af noget, som flår hende i stykker og æder barnet. Hendes mand er sønderknust, men politiet tager sagen meget alvorligt. Dog ikke alvorligt nok, mener den lokale looney “Crazy Briggs”, der opsøger Gannon og fortæller ham, hvem der virkelig er ansvarlig for mordet – nemlig en flok var-hyæner, som Briggs har været på sporet af længe. Han overtaler Gannon til at slutte sig til jagtselskabet, og så går der et par år med det. En dag redder de to så en ung kvinde, der bliver overfaldet af var-hyænerne, og Gannon forelsker sig i hende. Men var-hyænerne er på sporet af både Gannon, Briggs og den unge kvinde, og de ønsker at udslette deres forfølgere…

Selvom “Dinoshark” ikke var et mesterværk plotmæssigt eller skuespilsmæssigt, så er det dog i Shakespeare ligaen i forhold til “Hyenas”. Costas Mandylor, der spiller FBI-agenten Hoffman i Saw-filmene, er totalt fejlcastet som den hævngerrige ægtemand. Det samme er Meshach Taylor som Briggs, og helt gal er Christa Campbell som var-hyænen, der ønsker at bliver kobblets leder. Hun taler med en virkelig sær accent og har stort set kun et ansigtsudtryk, der sikkert skal se skræmmende og sexet ud, men som snarere ser ud, som om hun har forstoppelse.

CGI-effekterne er ligeledes ringe, men havde jeg været en mand, kunne jeg sikkert have fået lidt fornøjelse ud af filmen, for hver gang kvinderne skifter skikkelse smider de tøjet. Det gør mændene sjovt nok ikke…

Plottet er dårligt og gennemskueligt, og jeg blev virkelig irriteret undervejs. Ikke desto mindre scorer “Hyenas” 6,1 på IMDB, så måske er det bare mig, som overser åbenlyst talent?

Instruktør: Eric Weston
Udgivelsesår: 2010

Jeg har tidligere læst ”Skidt klædte mænd med baseballbat” af Morten Nis Klenø, og ganske bortset fra at titlen er helt fantastisk, så kunne jeg også godt lide historien, der tog udgangspunkt i et virkeligt mord og miksede det til en interessant provinsgyser. Her i “Den tredje hund” tager Klenø igen udgangspunkt i noget virkeligt, nemlig sin egen barndom, og det er der kommet en interessant sammenblanding af idylliske barndomserindringer og isnende uhygge ud af.

Martins kæreste bliver indlagt på hospitalet for at føde i romanens begyndelse. Martin tager naturligvis med, men da det trækker ud, sender hospitalet ham hjem med besked om at komme igen næste dag – og at de vil ringe efter ham, hvis der sker noget.

Hjemme beslutter Martin at dulme nerverne med et glas vin, men som han sidder der, dukker minderne fra barndommen op. Om en historie hans onkel har fortalt, og om nogle oplevelser Martin havde den sommer, han var 14, hvor han næsten hver weekend var med sine forældre i Gilleleje, hvor bedsteforældrene boede. Bedsteforældrene havde en bokserhund ved navn Jax, som Martin var rigtig glad for, men som der tilsyneladende knyttede sig en mærkelig historie til. Det gjorde der måske også til bedsteforældrenes nabo, en mand der holdt sig for sig selv, og som Martin under ingen omstændigheder måtte gå ind til.

Tankerne spinder Martin ind i et nærmest mareridtsagtig univers, hvor han gennemlever sommerens begivenheder men med det voksne overblik, og mens læseren langsomt finder ud af, hvad der skete, virker det som om, at fortiden griber ind i nutiden…

Jeg var vældig fascineret af “Den tredje hund”, mens jeg læste den, og den spøgte også i mine tanker i flere dage efter. Denne sammenblanding af almindelige barndomsminder og så den mærkelige fortælling om hundene i familien, der tilføjer en dimension af uforklarlig gru til historien. Jeg var i tvivl: hvad oplevede Martin, og hvad var hans fantasi – og hvad er Klenøs egen fortælling? Efterhånden som jeg sank ind i historien, blev gruen større og flere og flere familiehemmeligheder dukkede op, så jeg mod slutningen bare var nødt til at læse næste side med – og næste – og næste.

Selvom jeg synes rigtig godt om Klenøs nye roman, må jeg dog også erkende, at jeg ind i mellem havde lidt svært ved at holde fast i tråden, for Klenø springer i tid og sted i sin fortælling. Afsnittene er godt nok markeret med overskrifter, men springene bryder alligevel forløbet lidt for meget op efter min mening. Jeg forstår godt tanken bag at krydsklippe historiens forskellige tider for at skabe ekstra spænding, men det er desværre ikke lykkes 100%. Dette lille pip skal dog ikke afholde nogen fra at læse “Den tredje hund”, for Klenø serverer her endnu et dansk provinsgys, som sagtens læses af unge men som i lige så høj grad taler til den voksne læser.

”Med ét begyndte grene fra birketræet at slå mod ruden i karnappen. Jeg vendte rundt, ruden knustes og tusinde stykker glas dalede ned overalt. Og dér, midt i det hele, kom Jax. – Jax? Jeg trådte et skridt tilbage og følte med ét, at både ben og fødder låste sig under mig. Trods den store krop landede boxerhunden elegant på gulvet. Lidt som en kat kunne have gjort det. Og hele tiden med de blegrøde øjne rettet mod mig. Mit syn flimrede, mens jeg stirrede på den mahognifarvede – nu jordslåede – pels. Hunden fangede mit blik, og med et var dens gab en snerrende spalte af hvidt savl.”

Forsiden er lavet af Christian Guldager, og på en måde synes jeg, at den signalerer bogens indhold perfekt (den fik umiddelbart mig til at tænke på ”Cujo” af Stephen King, hvilket passer meget godt til historien, både mht. hunden og til Kings evne til at beskrive barndommens verden på en troværdig måde). På den anden side kan man måske godt komme til at tænke børnebog, da ikke mange danske voksenbøger benytter sig af så dramatiske effekter som en savlende, rasende hund. Uanset hvad har Klenø skrevet en interessant roman, som med sit afsæt i egne barndomsminder bringer læseren ind i en velkendt verden, hvor det uforståelige og uhyggelige lurer lige under normalitetens polerede overflade.

Besøg Morten Nis Klenøs hjemmeside

Udgivelsesår: 2010
Omslag: Christian Guldager

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Efter at have set filmen “Black Sheep” hvor dræberfår går amok, og “Dead Meat” som har nogle vidunderlige dræberkøer, tænkte jeg, at “Isolation” måske var lidt i samme boldgade. Det er den dog slet ikke. Hvor de andre er humoristiske splatter gysere, er “Isolation” en atmosfærefyldt irsk film med masser af uhygge.

Dan Reilly (John Lynch) kæmper for at holde sammen på den fædrene gård, og har derfor sagt ja til at lade nogle af sine køer være med i et genforskningsforsøg. Formålet er at skabe køer, som hurtigere kan blive drægtige, og efter nogle fejltrin ser det nu ud til at lykkes. Dyrlægen Orla holder øje med køerne til dagligt, og hun beder Dan om at tilkalde hende, med det samme fødslen går i gang.

Men noget går galt, og Dan får i stedet for hjælp af et ungt par, som har slået sig ned i en campingvogn lige udenfor hans grund. Det lykkes dem at få kalven ud, men den er ikke rigtig, og Dan kommer til skade under fødslen. Da Orla endelig når frem, kan hun konstatere, at forsøget er slået helt fejl – og at konsekvenserne ser ud til at være alvorlige …

Som sagt er “Isolation” en rigtig atmosfærefyldt fortælling. Billederne er dystre, og gårdens forfald understreges af kulden og de mørke farver, som gennemsyrer det visuelle udtryk. Det er ikke en film, som giver hop-ud-af-stolen gys, men den isnende billedside og det dystre skuespil danner baggrunden for en intens og skræmmende historie. Mod slutningen forsøger den sig med lidt splatteri, men i det store er den tro mod virkeligheden, og bliver dermed en ganske uhyggelig sag som absolut kan anbefales.

Instruktør: Billy O’Brien
Udgivelsesår: 2005

Sherlock Holmes må siges at være indbegrebet af intellekt. Når han sidder i sine lænestol og afvejer beviser for og imod, og alene ud fra sin enorme intelligens formår at opklare de mest vanskelige sager. Men i sagen om ”Baskervilles hund” banker det overnaturlige alligevel på hans dør.

Sir Charles Baskerville dør pludseligt og efterlader sin formue og familiens slot til den sidste overlevende i slægten, den unge sir Henry. Umiddelbart virker det meget tilforladeligt, men sir Charles læge, dr. Mortimer, føler alligevel, at der er noget mistænkeligt ved dødsfaldet, så Mortimer opsøger Sherlock Holmes, der indvilliger i at se på sagen. Desværre er han optaget af en anden sag i London, så i stedet sender han den trofaste dr. Watson med til Baskervilles slot med besked om at holde godt øje med sir Henry og i øvrigt give Holmes besked, om alt hvad han oplever.

Det viser sig, at der knytter sig et gammelt sagn til slægten Baskerville. En forgænger forgreb sig på en ung pige og blev dræbt af en hund fra Helvede. Sir Charles kendte og frygtede denne historie, og da beviser om en stor hund, begynder at dukke op, må også Watson og Holmes tage sagnet seriøst.

Historien om ”Baskervilles hund” blev første gang udgivet som en føljeton i ”Strand Magazine” fra august 1901 til april 1902. Arthur Conan Doyle var inspireret af legenden om Richard Cabell, som levede i 1700-tallet og var omtalt som en monstrøs og ond mand. Efter sin død blev Cabells grav hjemsøgt af spøgelseshunde, som han ledte i jagt på årsdagen for sin død. Siden udkom historien i romanform, og gennem tiden er den blevet filmatiseret flere gange.

Historien er en klassisk Sherlock Holmes fortælling, som i dag næsten kun findes i udgaver, der står på børnebiblioteket. Det bør dog ikke afholde nogen fra at læse den, for her er tale om et vaskeægte mysterium, som umiddelbart ser uløseligt ud, men så slår Holmes til og ud fra devisen, at når man har udelukket det umulige, må svaret være det, som er tilbage, uanset hvor usandsynligt det lyder.

Detektiven Sherlock Holmes dukkede første gang op i historien ”En studie i rødt” fra 1887. Doyle var selv uddannet læge, hans egne erfaringer dannede baggrund for Holmes deduktive metoder. Med sin mesterdetektiv redefinerede Doyle detektivgenren, og det blev til mere end 50 fortællinger med Holmes i hovedrollen, herunder fire romaner inklusive ”Baskervilles hund”. På et tidspunkt blev Doyle selv så træt af sin detektiv, at han lod ham myrde i  historien “The Final Problem” fra 1893, men hans læsere blev så rasende, at han var nødt til at genoplive Holmes i novellen “The Empty House”.

I efterordet skriver Tage La Cour: “Det er sket mindst hundrede gange, at alverdens dag- og ugeblade har lavet enqueter blandt læserne og bedt dem nævne deres yndlings detektivromaner, og “Baskervilles hund” er altid kommet ind på en ubestridt førsteplads“ Og fortsætter: “Men det er det mærkelige ved Sherlock Holmes historierne – der kan findes og er fundet mange åbenbare svagheder, uorden i kronologien og mangel på logik i de fleste af dem – og alligevel vender man gang på gang tilbage til dem med ublandet glæde og forventning. På trods af rimelig og urimelig kritik, kan jeg personlig ikke forestille mig nogen bedre underholdningsroman end “Baskervilles hund”, der byder på et af Conans mest spidsfindige problemer.”

Udgivelsesår: 1902
Originaltitel: The Hound of Baskervilles

Kliché på kliché mudret til med en stor spandfuld pladder-romantik, det er desværre slutresultatet i “King Kong lever”.

I 1976 havde John Guillermin relativ succes med sin genindspilning af “King Kong”, og “King Kong lever” åbner med slutscenen fra denne, hvor Kong kravler op ad Empire State Building med Jessica Lang i hånden, mens helikoptere skyder ham i smadder.

Så springer vi ti år frem i tiden. Kong har lagt i coma i alle årene, men med en pacemaker kan han bringes tilbage. Da eventyreren Hank Mitchell falder over endnu en kæmpe abe (denne gang en dame), har man også fundet en bloddonor, så operationen iværksættes.

Men da Kong vågner, kan han lugten Queen, og det lykkes ham at bryde ud og befri hende. Med hæren og hjertelægen Amy (Linda Hamilton) samt Hank Mitchell i hælene forsøger Kong og Queen nu at få lov at leve frit i USAs bjerge. Men det kan naturligvis ikke lade sig gøre.

Historien er både kvalmende sentimental og ualmindelig usammenhængende. Kong og Queen forelsker sig naturligvis, og deres kærlighed sættes overfor Amy og Hanks forhold, der – naturligvis – udvikler sig fra fjendskab til stormende forelskelse. Hæren styres af den yderst usympatiske kaptajn Nevitt (John Ashton), hvis eneste ønske tilsyneladende er at se Kong død, selvom hans ordre er at fange ham i live.

Udover store huller i plottet (bl.a. er tidslinjen helt skæv, og forklaringen på, hvorfor personerne gør som de gør, mangler konstant), så blev jeg også hele tiden irriteret over manglende styr på størrelsesforholdene. Ind i mellem er Kong så stor som et 10 etagers hus, men når han så samler en slange op i skoven for at vise den til Queen, er slangen lige så stor som hans fingre. Eller da Queen bliver skudt af indfødte med pusterør på Borneo, hvor hun bliver fanget, så er størrelsesforholdet sådan, at pilene mindst burde være et par meter lange.

Personerne er totale stereotyper, med Linda Hamilton som den ambitiøse forsker, hvis eneste lidenskab er jobbet, indtil hun møder Mitch. Han er til gengæld den kække eventyrer, der godt nok sælger Queen, men efterfølgende vil gå gennem ild og vand for at redde hende og Kong. Og kaptajn Nevitt er prototypen på den skydeglade militærgalning, der kun har et svar på alt – DRÆB!

Replikkerne er ligeledes totalt til grin. “We are primates to” siger Linda Hamilton med et sensuelt blik på Mitch, da hun inviterer ham ned i sin sovepose, kort efter at de har set Kong og Queen gå til den. Og så er det jo mærkeligt, at det ene øjeblik kan Kong ubesværet gå igennem hele hærstyrken, mens den fyrer løs på ham, men senere i filmen er den selvsamme situation dødbringende for ham. Altså prøv da lige at være bare en smule realistisk!

På en skala fra 1 til 10 giver jeg “King Kong lever” et stort rundt 0! Jeg synes, at John Guillermin burde skamme sig over at bruge en så kendt og elsket figur som King Kong i så jammerlig en film. Se i stedet den originale King Kong fra 1933 eller evt. Peter Jacksons genindspilning fra 2005, der i det mindste indeholder nogle flotte visuelle effects. Men brug ikke 100 minutter af dit liv på “King Kong lever”. Det er simpelthen værre end spild af tid.

Instruktør: John Guillermin
Udgivelsesår: 1986
Originaltitel: King Kong Lives

Nær ved den arktiske cirkel foretages en atomprøvesprængning, og da professor Nesbit efterfølgende skal indsamle prøver, ser han et forhistorisk uhyre i sneen. Ingen tror naturligvis på ham, og han sendes tilbage til New York, hvor han indlægges. Men da han efterfølgende læser i avisen om et skib, som er blevet sænket af et søuhyre, kontakter han den anerkendte palæontolog professor Elson, for at høre om denne kan hjælpe ham med at undersøge sagen. Det bliver dog hans assistent, Lee Hunter, som i første omgang hjælper til, og da det lykkes dem at bevise, at et forhistorisk dyr har overlevet i den arktiske is og nu er på vej mod New York, sætter professor Elson sit renommé ind på at hjælpe dem. Men bæstet har kurs mod New York, og intet lader til at kunne stoppe det …

Filmen er instrueret af Eugène Lourié, der også stod for production design på filmen. Historien bygger på en novelle af Ray Bradbury, og special effect er af Ray Harryhausen, der også stod for animationen i film som “The Valley of Gwangi” og “Clash of the Titans” fra 1981.

“The Beast from 20.000 Fathoms” indeholder ikke de store overraskelser historiemæssigt, og jeg synes heller ikke, at animationen var så fantastisk, som jeg havde hørt, den skulle være. Egentlig synes jeg, at Willis O’Brian gør et bedre job i stumfilmen “The Lost World” fra 1925. Men når det er sagt, så er “The Beast from 20.000 Fathoms” heller ikke dårlig. Skuespillet er ok, og slutningen har garanteret virket spektakulær i tiden. Jeg havde bare håbet på et lidt bedre monster.

Instruktør: Eugène Lourié
Udgivelsesår: 1953

Hvem fandt på, at det kunne være en god idé at sætte en flok cowboyer til at fange en dinosaurus med lasso?

Syd for Rio Bravo opsøger Tuck Kirby sin tidligere kæreste, T.J., for at overtale hende til at sælge sin berømte hest, som hun bruger i sit Wild West cirkus. Hun afslår, og i stedet møder han professor Horace Bromley, som har opdaget en miniature hest – Eohippus - forfader til nutidens vilde heste. Og der er flere dyr fra fortiden. Tuck opdager en tyrannusaurus-lignende dinosaur, som de lokale kalder Gwangi, og han beslutter sig for at hjælpe T. J. med at fange dyret, så det kan bruges i hendes show. Men naturligvis er det lettere sagt end gjort, og Gwangi slipper fri midt under showet.

Det er i korte træk handlingen i “The Valley of Gwangi”, der desværre ikke helt levede op til mine forventninger. Filmen er fra 1969, og er lavet ved hjælp af stop-motion teknik mixet med real optagelser. Manden bag dinosaurerne er Ray Harryhausen, og han får masser af ros i ekstra materialerne, hvor han nærmest omtales som ophavsmanden til alle gode stop motion film. Selv var han dog godt klar over, at han skyldte en stor del til Willis O’Brian (“Lost World” og “King Kong”).

Jeg synes såmænd, at flere af scenerne med dinosaurer og mennesker sammen var teknisk godt lavet, men jeg var ikke imponeret over historien, som er set før (fx “King Kong”), så alt i alt kommer “The Valley of Gwangi” ikke til at stå højt på min personlige favoritliste.

Instruktør: James O’Connelly
Udgivelsesår: 1969