september 2019
M Ti O To F L S
« aug    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
30  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘dystopi’

Solens kerne af Johanna Sinisalo

Solens kerne af Johanna SinisaloDa pigerne Vera og Mira er små, dør deres forældre i en bilulykke. Deres eneste slægtning er farmoren Aulikki i Finland på gården Neulapää, så pigerne bliver overdraget i hendes varetægt.

Finland har i mange år været lukket mod omverdenen. Det er et Eusistokrat, hvor staten styrer alt – endda kønsbestemmelse af mennesker. I Finland har man nemlig avlet sig frem til en ny type kvinde, eloien, der besidder de vigtigste egenskaber for en kvinde: smuk og lydig. Kvinder, der ikke er tilstrækkeligt feminine, kaldes for morlocker og steriliseres ganske unge. De kan bruges som arbejdskraft i stedet for til avl, indtil arten uddør.

Særligt for Vanna (som Vera nu kaldes, da kvinder ikke må have R i deres navn) er det svært at finde sig til rette. Hun er videnbegærlig og ikke særlig interesseret i tøj og makeup. Det er Manna (Mira) derimod, og Vanna opdager hurtigt, at hun skal følge Mannas opførsel for at passe ind, mens Aulikki i det skjulte giver hende mulighed for at studere.

Historien fortælles hovedsageligt gennem Vannas breve til Manna. Det er tydeligt, at Vanna har dårlig samvittighed over for Manna, men hvorfor afsløres først langt henne i fortællingen. I mellem Vannas breve er indlagt uddrag fra forskellige bøger, som f.eks. ”En kort historie om domesticeringen af kvinder” og undervisningsmaterialer for eloier. Derudover er der bidder af sange og historier for eloier, og endelig hører vi også enkelte kapitler fortalt af maskoen Jare, der arbejdede for Aulikki en sommer.

Til at begynde med vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg skulle synes om Solens kerne. Opbygningen forvirrede mig, og jeg havde svært at finde frem til selve historien. Men alligevel blev jeg ved med at læse, og lige pludselig var jeg fuldstændig opslugt. Ikke nødvendigvis så meget af historien, som af det univers Johanna Sinisalo har skabt.

Sinisalo definerer Eusistokrati som: ”Den herskende samfundsorden i Finland, ’velfærdsstat’. Bygger på de latinske ord eu (god) og sistere (stå), bogstaveligt talt altså ’blive, forblive i en god tilstand’. Eksempel: ’I et eusistokratisk samfund er regeringens vigtigste opgave at fremme borgernes generelle velfærd og sundhed.’” (side 81) Og der er heller ingen grænser for, hvad staten forsøger at kontrollere. Ud over narkotika er cigaretter, alkohol og chili strengt forbudt. Eloier skal følge en fastlagt undervisning for at blive en god hustru og mor, og de har ikke ret til at eje noget. Og selvom maskoer naturligvis ikke må slå eloier ihjel, så straffes det ikke særligt hårdt. Der er intens overvågning af borgerne, som ikke har adgang til hedonist-staternes teknologi, men til gengæld er der ingen restriktioner i forhold til religion.

Samfundet er helt opbygget efter maskoens seksuelle behov, og – er mit gæt – efter de herskende myndighedspersoners ønske om magt. Men hvordan er den tanke opstået? Udskift bil med kvinde i nedenstående citat og du har svaret.

Det her behøvede ikke engang at være flertallets vilje. Sommetider skal der ikke andet til end en tilpas højrøstet og toneangivende gruppe for at ændre verden til det, gruppens medlemmer vil have. Gruppen behøver ikke engang at være særligt stor. Det er nok, at nogle anfører deres egne personlige præferencer som den eneste rigtige sandhed, og med deres højrøstethed skaber det indtryk, at de har glemte og tilsidesatte masser bag sig. Det er nemt at få én, der har været tilfreds med tingenes tilstand, til at støtte en idé, som vedkommende selv kan få gavn af. Mange kunne leve fint uden en bil eller godt forstå, at det kræver anstrengelser at anskaffe sig en, og at man må gå på kompromis med nogle andre ting. Men hvis en tilpas kraftfuld gruppe konstant banker den tanke ind i hovedet på andre, at det er umuligt at leve uden en bil, at billøshed er en krænkelse af menneskerettighederne – hvor mange ville i den situation takke nej til de gratis biler, staten deler ud?” (side 264-265)

Solens kerne er en dystopisk fortælling, der udspiller sig i en nær fremtid. Finland minder om George Orwells 1984 stat, blot med racehygiejne og kønspolitik dybt implementeret i styret.

Romanen er let at læse, men svær at fordøje. Mange af de videnskabelige ’facts’ er nemlig hentet fra virkeligheden, enkelte dog med få ændringer. De fleste lande har jo brugt racehygiejne som et redskab til at forme samfundet, og selvom de færrest gik så langt som nazisterne, så har vi i Danmark udført tvangssterilisation helt op til 1967! Og hvad angår forsøg på at fremme bestemte egenskaber via avl, kan vi jo bare se på, hvordan kortsnudede hunderacer fremavles helt grotesk med store sundhedsmæssige følger.

Jeg var måske ikke betaget af Solens kerne fra første side, men det var jeg, da jeg lagde den fra mig. Den gav i den grad stof til eftertanke.

Om Solens kerne:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Jensen & Dalgaard, 347 sider
Omslag: RubArt
Originaltitel: Auringon ydin, 2013
Oversætter: Siri Nordborg Møller

Læs også:

Kraften af Naomi Alderman
Tjenerindens fortælling af Margaret Atwood
Dine øjne tåler ikke synet af Preben Haarup
1984 af George Orwell

 

Exnihilo af Publius Enigma

Exnihilo af Publius EnigmaSpændende og underholdende science fiction der udspiller sig i en totalitært styret fremtid, hvor jordkloden er ødelagt af krig, og menneskeheden har mistet evnen til at reproducere sig af naturlig vej.

I 2163 er Discover IV på vej længere ud i universet end mennesket nogensinde har været før. Målet er at finde beboelige zoner og erobre nye territorier.

Godt 100 år senere har en krig ødelagt det meste af jorden, som nu styres af Det Interhumane Synedri bestående af 12 ledere anført af generalsekretæren. Som følge af Den Totale Krig bliver der ikke født børn mere. Heldigvis har forskerne fundet en måde at producere børn uden brug af biologiske rugemødre, men en alvorlig genetisk fejl har sænket gennemsnitsalderen til 41 år.

En dag opfanger en gruppe forskere et svagt signal fra Jupiters 64. måne. Der er ingen afsender på signalet, men noget tyder på, at det er sendt af intelligente væsener. Synedriet beslutter sig for at sende en ekspedition af sted med rumskibet Scout Voyager, hvor bla. hovedpersonen Elia deltager. Det lykkes dem at nå frem til signalet, men det, de finder der, truer den herskende samfundsstruktur. Så nu er spørgsmålet: skal de bringe fundet med tilbage, eller destruere det på stedet?

Exnihilo er underholdende og tankevækkende science fiction lige efter mit hoved. Jeg tør ikke sige, om science-delen er korrekt, men den virker plausibel og jeg troede i hvert fald på den. Selve historien, der fortælles via forskellige personer og i forskellige tider, er spændende og med et plot, som hænger fint sammen. Jeg kom til at tænke på en blanding af filmen Interstellar og The Martian af Andy Weir mixet med George Orwells 1984 og Aldous Huxleys Fagre nye verden.

Forsiden med et menneskefoster i en glasbeholder passer godt til indholdet og fanger i den grad øjet. Kunstneren bag hedder Gia Nguyen, og hans hjemmeside kan ses HER.

Sprogligt synes jeg dog godt, at man mærker, Exnihilo er forfatterens debut. Til tider er sproget meget beskrivende, og jeg faldt også over nogle underlige vendinger ind i mellem. For eksempel skurrer den indledende sætning ”Maryon tog favntag om Isaac” mit øje. Den er muligvis grammatisk korrekt, men hvorfor dog ikke bruge en mindre konstrueret sætning? Bortset fra dette småsure opstød kan jeg nu absolut anbefale Exnihilo, hvis du holder af underholdende og troværdig science fiction. Og jeg er ikke den eneste, som er begejstret. Læs for eksempel også Litteratursidens anmeldelse HER.

Romanen er udgivet af pseudonymet Publius Enigma, som giver et lille interview om bogen i Novum nr. 133. Her fortæller han blandt andet om udfordringen med at udregne afstande og estimere tidsangivelser for rejser til og fra jorden eller finde frem til lyd- og lysforhold ude i universet osv. Og så løfter han sløret for sin nye bog, der ligeledes foregår i fremtiden. Denne gang bliver det overordnede tema venskab mellem menneske og robot.

Uddrag af Exnihilo:

“Elai var godt klar over, at mange stiltiende drog Synedriet til ansvar for de dårlige samfundsforhold. Oprørsbevægelsen lod dog ikke kritikken gå stille for sig, og det resulterede ofte i opstande, konflikter og demonstrationer. Gang på gang måtte Synedriet indsætte politi for at løse konflikterne. Nogle opfattede det som en hårdhændet behandling af samfundets kritikere, og det gjorde blot tilliden til Synedriets ledere endnu svagere. At der ikke havde været en revolution endnu skyldtes højst sandsynligt ene og alene, at de 12 ledere i Synedriet jævnligt blev skiftet ud, simpelthen fordi de også døde af Den Ubarmhjertige Død.

Men Elai mindede ofte folk om, at styreformen også havde gjort meget godt for menneskeheden. Det var blandt andet Synedriets skyld, at der stadig levede mennesker. Efter slutningen af 3. verdenskrig var radioaktiv, biologisk og kemisk forurening skyld i, at de få millioner mennesker, der var tilbage efter krigen, fik alvorlige problemer med at få børn. Befolkningstilvæksten var i minus allerede efter den anden folketælling. Fertilitetslæger forsøgte med alt fra mikroinsemination og follikel stimulationsbehandling til in vitro fertilisering. Men der var ingen af de traditionelle metoder, der hjalp. Kun ganske få blev gravide. Størstedelen aborterede efter kort tid […] Derfor tillod de første Synedri-medlemmer alle slags radikale eksperimenter for at sikre livet.” (side 33)

Om Exnihilo:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Valeta, 478 sider
Omslag: Gia Nguyen

Læs også:

Reservedelenes by af Lise Bidstrup
Illuminae af Amie Kaufman og Jay Kristoff
Psykonauten: mindre end 2 af Patrick Leis
Solaris af Stanislaw Lem
Under ensomme stjerner af Kate Ling
Mørke af Torben Pedersen
The Martian af Andy Weir

Efter år nul af Grete Roulund

Efter år nul af Grete RoulundMåske er vi i Danmark? Måske er vi i nutiden? Måske er det Rusland, der beslutter sig for at besætte landet, og for at spare menneskeliv nedkaster et pacificerende middel over befolkningen, inden soldaterne sættes ind? Måske har midlet uforudsete bivirkninger? Måske var det hele planlagt?

I Efter år nul møder vi Sigi (kort for Siegfred) den dag, verden ændrer sig. Sigi er maler og bliver opsøgt af oberst Papala et stykke tid efter. Papala ønsker, at Sigi skal male et portræt af hans børn. Til gengæld sørger han for medicin og forsyninger til Sigi.

Sigi indvilliger og et sært venskab opstår mellem de to mænd. Men situationen i landet forværres, og en dag er selv soldaterne forsvundet. Sigi finder Papala såret og tager ham med hjem, hvor han plejer ham. Siden kommer også Jonas og drengen Micky til, og en slags hverdag opstår.

Men hvad er der egentlig sket? Er det sket overalt eller kun her? Og hvorfor er der ingen fugle? Den lille gruppe må til sidst beslutte sig for, om de vil blive, eller om de vil forlade huset for at finde andre overlevende.

Umiddelbart lyder handlingen i Efter år nul måske kedelig. Det er dog langt fra tilfældet. Trods det enkle setup er spændingen mærkbart stigende undervejs. Ikke i hæsblæsende actionstil, men som en snigende følelse af ubehag der holder læseren i et skruestik, mens forudanelsen om kommende gru vokser og vokser.

Sproget er på den ene side enkelt, og Grete Roulund bruger i høj grad dialog som fortælle-middel. Alligevel føles teksten til tider nærmest poetisk, eksempelvis når Roulund udnytter tegnsætningen som et virkemiddel fremfor blot at følge reglerne. Også genremæssigt udfordrer hun sin læser med sin blanding af realisme, science fiction og ren horror. En blanding der hos Roulund fungerer fuldstændig overbevisende.

Grete Roulund er ikke nem at sætte i bås. Som min gode kollega Janus Andersen skriver:

“Problemet med at beskrive en Roulund-roman er, at det er som at fortælle andre om en feberdrøm. Alt synes at foregå langsomt, om end der sker en masse, og nok kan man se tingene gå galt, men det er umuligt at forhindre problemerne i at eskalere. Handlinger mister deres mening, mens man indfanges i en nedadgående spiral, hvis slutpunkt man kun kan gisne om.”

Sikkert er det, at Efter år nul er både grum og trøstesløs. Alligevel er jeg nødt til at anbefale den på det stærkeste.

Uddrag:

Da år nul kom, havde han lige fået fodret hønsene og stod på gårdspladsen og ville tænde sig en cigaret.

Først hørte han ingenting, bare mærkede hvordan jorden begyndte at ryste under fødderne på ham; det var som at stå på dækket af et skib. Foran ham lå hønsene flade på jorden. Inde i stalden faldt en kasse med flasker ned og knustes.

Så kom maskinerne, i en kile ligesom gæs. De var trekantede og havde en død, grå farve, der sugede lyset til sig. De fløj meget hurtigt. Efter dem kom lyden, så stærk at han følte at han var nødt til at løbe for at slippe ud af den, men han blev stående og så et staldvindue ganske langsomt gå i stykker og falde ud. Bagefter blev der stille; det var en stilhed så skarp som en kniv, man kunne skære sig på den. Sigi så op mod himlen og ventede. (side 5)

Om Efter år nul:

Udgivelsesår: 1983
Forlag: Rhodos, 150 sider
Omslag: Strit Blædel

Læs Janus Andersens anmeldelse

Læs også:

De ubudne af Liz Jensen
Station 11 af Emily St. John Mandel
Lilleputternes oprør af Niels E. Nielsen
Setans porte af Grete Roulund
Warday – Krigens dag og tiden derefter af Whitley Strieber og James Kunetka

Flugten fra klanen – Kijara 2 af Tatiana Goldberg

Flugten fra klanen - Kijara 2 af Tatiana GoldbergFlugten fra klanen er bind to i serien om Kijara. Serien udspiller sig i en fremtid, hvor Union City er hovedstaden for et samlet Europa. Genetiske modifikationer af mennesker er hverdag og udføres af det offentlige, mens politiorganisationen PURGE (Police Unit for Regulation of the Genetically Engineered) sørger for, at de uautoriserede modificerede bekæmpes.

Kijara er sammen med sin brødre, coyoterne, medlem af en forbryderorganisation kaldet Klanen. Hun er også en illegal GMI. I første bind blev hun fanget af PURGE under et indbrud, og hun fik valget at hjælpe PURGE eller blive destrueret. Et valg, der i sidste ende ikke var et valg.

Nu er Kijara under oplæring som PURGE-agent med den modvillige Darwin som teamleder. Darwin var sammen med telepaten Naid på holdet, der i første omgang fangede Kijara, og han er mildest talt ikke særlig begejstret for hende. Følelsen er gensidig.

Selvom Kijara ikke savner sin kriminelle tilværelse, er livet som PURGE-agent bestemt ikke hendes kop te. Hun har det svært med autoriteter, og de dårlige minder fylder meget. Alligevel bliver hun sammen med Naid og Darwin snart sendt ud i felten på en træningsopgave. De skal indfange en i-klasse GMI i en afsidesliggende lagerhal. En simpel og ukompliceret opgave.

Men alt er ikke, som det umiddelbart ser ud, og mens Kijara ikke savner sine coyotebrødre, savner de hende. Og de vil gå meget langt for at få hende tilbage.

Kijara 1 og 2 af Tatiana GoldbergFlugten fra klanen har helt sikkert været værd at vente på. Jeg var vild med Overløber, og Tatiana Goldberg fortsætter her den gode stil. Historien er i sig selv spændende, og vi kommer længere ind under huden på Kijara her i bind to. Hendes fortid gemmer på grusomme minder, men vi lærer også mere om hendes evner og hendes udvikling.

Billedsiden er ligeledes i topklasse. Hvad enten det er de stemningsfulde baggrundsmiljøer eller personerne, så står de knivskarpt og med masser af sjæl. Som sidst inviterer Goldberg læserne med ind i maskinrummet, når hun bagerst i bogen fortæller om, hvordan hun har arbejdet med historien. Det er spændende at komme ind i Goldbergs overvejelser, og pludselig står detaljer i historien meget stærkere. Man kan selvfølgelig sagtens ‘nøjes med’ at læse selve historien, men hvorfor dog snyde sig selv for noget godt.

Jeg er meget meget meget begejstret for Kijara-serien, som jeg synes fortjener et internationalt publikum. Historien er universalt spændende, billedsiden er fantastisk, og der er heldigvis to bind mere under udarbejdelse. Indtil de kommer, må jeg nøjes med at læse og genlæse Overløber og Flugten fra klanen igen.

Om Flugten fra klanen:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Comic Factory, 95 sider
Omslag: Tatiana Goldberg

Læs mere om Kijara-serien HER

Læs også:

Alena af Kim W. Andersson
Fandenivoldsk af Lars Kramhøft
Kick-Ass af Mark Millar og John Romita Jr.
Thomas Alsop – Manhattans beskytter af Chris Miskiewicz og Palle Schmidt
WE3 af Grant Morrison og Frank Quitely
Metrozone af Søren Mosdal
Orbital 1: Nærkontakt skrevet af Sylvain Runberg og illustreret af Serge Pellé

Drengen fra krematorium D af Henriette Rostrup

Drengen fra krematorium D af Henriette Rostrup

I en verden uden voksne, hvor ulve og andre farer lurer, kommer drengen Alif uforvarende på en skræmmende rejse. Spændende første bind i en serie for de +10-årige.

Drengen Alif bor sammen med en gruppe andre børn i et krematorium i udkanten af en uddød by. De voksne er alle blevet ramt af en underlig sovesyge, som også rammer de store børn, efterhånden som de vokser op. Børnene er derfor overladt til sig selv, men der lurer farer overalt. Ikke mindst ulvene der gør det livsfarligt at være udenfor om natten.

Børnene frygter også heksen Grimelda, om hvem det siges, at hun styrer ulvene. Alif har altid troet at Grimelda var en skrøne, men en dag splittes deres gruppe af ulve, da de er ude for at skaffe mad. Da gruppens ældste, drengen Rado, endelig vender tilbage til krematoriet, har han et budskab fra hende. Grimelda lover, at hun kan stoppe sovesygedommen for altid, hvis de vil hjælpe hende med at finde en særlig pige.

Det lyder umiddelbart godt, men Rados møde med Grimelda skaber uro, og pludselig er Alif i tvivl om, hvorvidt han overhovedet kan stole på sine venner mere. Og hvad er der med den pige, Grimelda ønsker at finde?

Drengen fra krematorium D er første bind i Henriette Rostrups trilogi Den Døde By. Den atmosfærefyldte forside er tegnet af Tom Kristensen, som rammer den helt rigtige stemning af dystopisk eventyr. Rostrup har skabt et spændende univers, der rummer et dystert eventyrligt strejf. Sproget er ungdommeligt, og efter en lidt langsommelig start tager historien fart og efterlader læseren med noget af en cliffhanger.

Jeg har tidligere læst Skygger af Henriette Rostrup, en vellykket psykologisk thriller. Hun har derudover skrevet både romaner og noveller til voksne, tegneserien Søen som er illustreret af Michael Schiøler Tingsgård samt ungdomsromanen Problemet med Kevin.

Drengen fra krematorium D er en spændende dystopisk historie for de +10-årige. Som voksen var jeg også fint underholdt, så jeg ser frem til bind to: Børnene fra grotterne, der er sat til udgivelse april 2019.

(anmeldt til Litteratursiden)

Uddrag fra Drengen fra krematorium D:

Det er der, jeg sidder nu. Han går rundt deroppe, jeg kan mærke hans dybe snerren summe i kroppen på  mig. Det er slet ikke gået efter planen, det var kun ham, der fulgte efter mig. Jeg ved ikke, om de andre er nået hjem, om de overhovedet er sluppet fra de to andre ulve.

Måske kan jeg nå hen til tunnelen i den modsatte ende af kirkegården. Der vil jeg være i sikkerhed. Det er vores flugtvej fra krematoriet. Vi gravede den ud sidste sommer. En lang tunnel, der går under kapellet mod nordenden af kirkegården, ud på den anden side af kirkegårdsmuren, ud til mosen. Der er tre nedgange på vejen. Måske kan jeg nå hen til en af dem.

Nej. Det duer ikke. Hvis de andre er kommet i sikkerhed, kan jeg ikke risikere, at ulven opdager tunnelen og udsætte dem for fare.

Jeg er nødt til at snyde ham. Det er den eneste udvej. (side 10)

Om Drengen fra krematorium D:

Udgivelsesår: 04.09.2018
Forlag: Turbine, 156 sider
Omslag: Tom Kristensen

Læs også:

Tidskisten af Andri Snær Magnason
Meteor af Henrik Einspor
Nobody af Neil Gaiman
Anton Salems dukkehus af Nikolaj Højberg
King af A. Silvestri, illustreret af Christoffer Gertz Bech
Diget af Teddy Vork

Vejen af Cormac McCarthy

Vejen af Cormac McCarthyEn voldsom og chokerende, men også vedkommende fortælling om kærlighed og medmenneskelighed i en verden, der er brudt sammen.

I en ikke nærmere defineret fremtid kæmper en mand og hans søn for at overleve, efter at en ukendt katastrofe har ramt jorden. Solen skinner kun svagt på himlen. Overalt ligger der aske, og skovbrænde hærger stadig her flere år efter katastrofen indtraf.

Manden og drengen er på vej sydpå over USA mod havet, hvor de håber at finde andre gode mennesker. Alt, hvad de ejer, er i en gammel indkøbsvogn, og sult, kulde og andre overlevende truer bestandigt med at slå dem ihjel. Kun kærligheden til sønnen får manden til at blive ved, selvom alt håb synes tabt.

Vejen er en voldsom og chokerende roman, selvom Cormac McCarthy skriver minimalistisk, helt ned til brugen af (eller rettere manglen på) tegnsætning. Når handlingen er rolig, er sætningerne lange og beskrivende helt ned i detaljer men uden brug af komma osv. Når intensiteten af fortællingen derimod stiger, bliver sætningerne kortere og kortere, og får således ubevist læseren til at sætte tempoet i vejret.

Samtidig fortæller McCarthy i et enkelt og nøgternt sprog, hvilket giver en voldsom kontrast mellem ordene på siden, og de begivenheder der udspiller sig. Ordene er stilfærdige, men handlingen er næsten ubærlig, selvom manden og drengens vej igennem den døde verden det meste af tiden er stort set begivenhedsløs. De leder efter mad. De slår lejr. De forsøger at holde varmen. Og ind i mellem gemmer de sig.

Men i denne hverdagsrutine er intet normalt. Den gamle verden er væk, og den nye verden lover ikke andet end død. Overalt vidner omgivelserne om katastrofen, lige fra den evigt fygende aske til ligene der er brændt fast på vejene for år tilbage. For manden er det uudholdeligt. Han forsøger at skærme drengen og vil gøre alt for at beskytte ham. Men for drengen er det hverdag. Han husker ikke andet.

Faren fortæller drengen, at de er gode mennesker, og at de aldrig vil spise andre mennesker for at overleve. Ikke desto mindre tager han kyniske beslutninger, som inddirekte kan skade andre, for at drengen skal overleve. Den kynisme besidder drengen slet ikke, selvom han er opvokset i denne kolde, dystre verden. Hans medmenneskelighed og trang til at hjælpe dem, de møder, giver et spinkelt håb i en ellers trøstesløs verden. For så længe godheden eksisterer, eksisterer drømmen om en fremtid.

I 2009 blev Vejen filmatiseret med Viggo Mortensen i rollen som faren og Kodi Smit-McPhee som drengen. Filmen følger et langt stykke af vejen romanen, og fremmaner det samme kuldslåede, golde univers, hvor kærligheden mellem far og søn er det eneste menneskelige element.

Uddrag af Vejen:

I det første grå dagslys stod han op og lod drengen sove videre og gik lidt hen ad vejen og satte sig ned på hug og studerede landskabet mod syd. Goldt, tavst, gudløst. Han troede at det var oktober måned men han var ikke sikker. Han havde ikke set en kalender i mange år. De var på vej sydpå. De ville ikke kunne overleve endnu en vinter her.

Da det var blevet lyst nok til at han kunne bruge kikkerten så han ud over dalen under sig. Alt var så farveløst at det gik ud i ét. Den bløde aske blæste i løse hvirvler hen over asfalten. Han så på det han kunne se. Resterne af vejbelægningen dernede, under de døde træer. Han så sig om efter et eller andet med farve på. En eller anden form for bevægelse. Et spor af røg der hævede sig. Han tog kikkerten ned og trak ansigtsmasken af bomuld væk fra munden og tørrede sig under næsen med håndryggen og satte sig igen til at betragte landskabet gennem kikkerten. Bagefter blev han bare siddende med kikkerten i hænderne og betragtede det askegrå dagslys der fortættedes over landskabet. Han vidste ikke længere andet end at drengen var hans eneste eksistensberettigelse. Han sagde: Hvis han ikke er Guds ord har Gud aldrig talt. (s. 8)

Om Vejen: 

Udgivelsesår: 2008
Forlag: Gyldendal, 258 sider
Omslag: Sven Reiner Johansen med foto af Peter Miller/Getty Images
Originaltitel: The Road
Vandt Pulitzer Litteraturpris 2007

Læs også:

Metro 2033 af Dmitrij Gluchovskij
Dine øjne tåler ikke synet af Preben Haarup
Blår af Hugh Howey
Station 11 af Emily St. John Mandel
Lilleputternes oprør af Niels E. Nielsen
Miraklernes tid af Karen Thompson Walker

Læs mere på CormacMcCarthy.com

Læs Kim Skottes anmeldelse på Politiken

Blår af Hugh Howey

Blår af Hugh Howey

Spændende og underholdende post-apokalyptisk thriller hvor sandheden måske er mere ødelæggende end løgnen?

Hundredvis af år ude i fremtiden har en ukendt katastrofen lagt jorden øde og gjort atmosfæren giftig. Kun en lille rest mennesker har overlevet inde i en gigantisk underjordisk silo. De lever et nøje tilrettelagt liv, hvor ens etage i siloen mere eller mindre bestemmer ens job og fremtid. Al tale om verden udenfor siloen er forbudt, og drister nogen sig til det alligevel, venter rengøringstjeneste. En envejs-billet udenfor for at rense linserne på de kameraer der er eneste forbindelse til omverdenen.

Da sherif Holsten frivilligt melder sig til rengøringstjeneste, skal der findes en ny sherif. Det er borgmesterens pligt at udpege en ny, og hun vælger overraskende en mekaniker fra de nederste etager, på trods af at it-afdelingens chef har kørt sin egen favorit i stilling.

Men valget af den uventede sherif skyder en række tragiske begivenheder i gang, og pludselig er siloen ikke det trygge hjem, den før var. Gamle hemmeligheder og chokerende løgne dukker op til overfladen, og spørgsmålet om, hvad der egentlig er udenfor, kan ikke mere ignoreres.

Blår er første del i Hugh Howeys ”Silo”-serie. Romanen består af fem dele: Holston, Maskespil, Aflukning, Optrevling og Sammensyning. Howey udgav oprindeligt Holston som en selvudgivet kortroman. Men fans krævede en fortsættelse, og så fulgte de øvrige dele som han skrev løbende. I 2012 skrev Howey så kontrakt med forlaget Simon og Schuster, og i dag er serien en international bestseller, der er udkommet på 40 sprog, og hvis filmrettigheder er blevet købt af Ridley Scott.

Jeg forstår godt, at seriens fans forlangte mere efter Holston. Historien er elementært spændende og samtidig let fortalt, så jeg lynhurtigt strøg igennem de 614 sider. Persontegningerne er måske nok ikke så dybe, men til gengæld er siloen et unikt setup, som vi langsomt får et fascinerende – og skræmmende – indblik i.

F.eks. er man i siloen nødt til nøje at overholde status quo for at samfundet kan fortsætte. For at undgå overbefolkning har man derfor indført et lotteri, så når der dør en person, kan et par vinde muligheden for i et år at forsøge at blive gravide. En anden detalje er it-afdelingen, som indtager en helt speciel stilling i det lukkede samfund. Og så er der de små drys fortid, der stadigvæk findes på trods af tabuerne – bl.a. slidte billedbøger fulde af fantasidyr som elefanter!

Den danske titel Blår er yderst rammende med sin tvetydighed. Blår kan både betegne en slags garn, der bruges til rengøring, men det bruges også i vendingen ”at stikke folk blår i øjnene”, som betyder at bedrage folk. Og med sin langsomme afsløring af, at sandheden om siloen langt fra er enkel, må vi sande at forside-teksten har ret: ”Hvis ikke løgnene slår dig ihjel, så gør sandheden”.

Blår efterfølges af Shift og Dust, der endnu ikke er oversat til dansk.

Andre romaner i samme stil er f.eks. Under ensomme stjerner af Kate Ling, som udspiller sig i et rumskib på en 800 år lang rejse, samt naturligvis Brian W. Aldiss’ debutroman Non Stop fra 1958.

(anmeldt til Himmelskibet)

Om Blår:

Udgivelsesår: 01.02.2018
Forlag: Dreamlitt, 614 sider
Omslag: Emma A. Mowinckel

Kraften af Naomi Alderman

Kraften af Naomi AldermanMagt korrumperer! Det må være kernen i Naomi Aldermans fremragende roman Kraften, som jeg simpelthen ikke kan sige nok positivt om

En forfatter sender sit manuskript til en ven og beder om feedback. I stedet for en historisk fagbog forsøger forfatteren at beskrive sine teorier om samfundets opståen i romanform, men med fuldt belæg i arkæologiske kilder m.m. Det er rammen om Naomi Aldermans internationale bestseller Kraften, som herefter tæller kronologisk ned over en periode på 10 år via de fire hovedpersoner: Roxy, Tunde, Margot og Allie.

Vi er i fremtiden. Ud af det blå får teenagepiger pludselig evnen til at give dødelige elektriske stød. I starten betragtes det som en lidelse, men efterhånden som flere og flere får Kraften, begynder (det patriarkalske) samfund at træffe forholdsregler.

Det er dog langt fra alle, som synes, at pigernes kraft skal begrænses. Den kvindelige borgmester Margot opdager, hvordan hendes politiske liv pludselig kan nå helt nye højder. Mafiadatteren Roxy bruger sin kraft i familiens tjeneste. Plejepigen Allie stikker af fra et misbruget i sin plejefamilie og søger tilflugt i et kloster. Og den unge journalist Tunde bliver mere eller mindre tilfældigt ham, der bringer kraftens fortælling til offentlighedens kendskab.

Herfra ruller historien, og vi hører om et samfund, der ændrer sig radikalt.

I løbet af de ti år sker en tydelig udvikling i forholdet mellem kønnene, og det er både fascinerende og rystende at læse. Lige fra det subtile træk at morgen-tv værterne pludselig er en moden, vidende kvinde og en kæk og smuk ung mand, over den rå gengældelse som rammer bagmændene af den systematiserede menneskehandel med sexslaver, til fremkomsten af den nye religion centreret om Modergudinden.

Pludselig er det kvinderne, der er de stærkeste, og mændene der frygter voldtægt og overfald, når de går ud om aftenen. Og hos Alderman lader kvinderne ikke mændene tilbage, når det gælder om undertrykkelse af det andet køn.

Det er mig umuligt at putte Kraften i en genrekasse. På mit biblioteket står den kategoriseret som science fiction, men den hører i ligeså høj grad til i spænding eller blandt de debatskabende romaner, for historien er både barsk og tankevækkende.

Kraften er elementært spændende, men samtidig kan man som læser ikke undgå at reflektere over romanens dissektion af magt i alle former, lige fra politisk magt over religiøs magt til helt grundlæggende fysisk magt.

Derudover er romanen også interessant sociologisk og antropologisk set. Aldermans forfatter har indsat noter og billeder af arkæologiske fund i sin fortælling. Blandt dem er to billeder af virkelig fund fra oldtidsbyen Mohenjo-Daro. Det tankevækkende her er, at i romanen tolkes de som Præstedronning og Tjenerdreng, mens virkelighedens arkæologer navngav fundene Præstekonge og Dansende pige. Altså en helt modsatrettet tolkning, som bunder i den sociale orden et givet samfund har indrettet sin acceptable adfærd efter.

Her er dog langt fra tale om et feministisk manifest, som skal overbevise læseren om kvindekønnets moralske overlegenhed. Snarere tværtimod. For selvom Alderman underforstået kommenterer på vor tids kvindeundertrykkelse, når hun indfører forbud mod, at mænd må køre bil i romanen, så opfører kvinderne i Kraften sig nøjagtig ligeså hensynsløs og selvisk som mændene, da de bliver det fysisk overlegne køn. I stedet for køn er det således magtens skyggesider, romanen spidder.

Og det bringer mig tilbage til indledningen – at magt korrumperer, at frygt og uvidenhed avler had, og at Naomi Alderman har skrevet en helt igennem fantastisk roman, der fortjener et hav af læsere. Så læs den, læs den, læs den …

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om Kraften:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Alhambra, 369 sider
Originaltitel: The Power
Omslag: Caroline Asferg Madsen

Besøg Naomi Aldermans hjemmeside

Læs også:

Tjenerindens fortælling af Margaret Atwood
De indviede af Manfred Christiansen
Celle 7 af Kerry Drewery
Den beske magt af Niels E. Nielsen

 

Reservedelenes by af Lise Bidstrup

Reservedelenes by af Lise Bidstrup

Tænk at kunne leve over 100 år uden at skulle spekulere på sygdomme og andre aldersrelaterede skavanker – men til hvilke omkostninger?

Vinge er en uregistreret. Hun bor på jorden, Terra, sammen med sin mor og lillebror og arbejder hver dag i kartoffelmarkerne. Men når Mentoratet laver deres optællinger, er hun nødt til at skjule sig. Finder Tællerne, at der er for mange mennesker i distriktet, er det nemlig ikke kun de uregistrerede, der bliver straffet. Hele distriktet ‘nulstilles’, som Mentoratet kalder det, når de lader en bombe udslette en landsby.

Alligevel er Vinge egentlig godt tilfreds med sit liv. Ikke som vennen Ollie der drømmer om at komme op i svævebyen over dem, når han ikke fantaserer om at tilslutte sig modstandsbevægelsen og bringe Mentoratet til fald.

I fremtiden er samfundet nemlig blevet skarpt opdelt. De privilegerede klasser lever hele livet i Sky Citys; arbejder med det de har lyst til, og lever langt over 100 år hvis de ønsker det. Imens kæmper de, der blev efterladt på Terra, hver eneste dag for at overleve.

Terraboerne slaver for Mentoratet, der udnytter dem. Dels som arbejdskraft idet Terraboerne dyrker maden, der spises i svævebyerne. Dels bruger dem som en levende organbank for Sky Citys beboere. Hvert øjeblik kan en Terraboer blive standset og få fjernet organer, hvis der er brug for dem i Sky City. Og Høsterne er ligeglade med, om donoren overlever operationen.

Lægen Shoan bor i Sky City. Hun er ambitiøs og dygtig til sit arbejde, der bl.a. består i at udføre organtransplantationer. Da hendes øverste chef kommer ud for et uheld op til en afgørende operation på Sky Citys højmentor Gewin, bliver hun forfremmet til Urban Immortalis’ nye cheflæge. Men under forberedelserne til højmentorens operation begynder sandheden om donororganernes oprindelse at gå op for hende. Det idylliske liv i svævebyerne dækker over en sammensværgelse så stor, at Shoan har svært ved at begribe den.

Udover Vinge og Shoan introduceres vi også for Jonas, som står foran sin certificering, der afgør, hvad han skal arbejde med resten af livet. Jonas har altid været den bedste og drømmer om en fremtid som arkitekt. Men den afsluttende test går ikke helt som forventet, og pludselig befinder Jonas sig i et mareridt.

Det samme gør Artur. Efter et langt liv med hustruen Ester har de besluttet sig for sammen at drage ’tilhimmels’, og efter den sædvanlige ceremoni med familie og venner skydes de ud i rummet. Desværre lader det til, at der er en fejl i raketten, for afslutningen bliver ikke som forventet.

Reservedelenes by er fjerde bind i Lise Bidstrups Urban-serie, der består af selvstændige romaner med forskellige tematikker. I tredje bind Overlevernes by brød verdensøkonomien sammen og efterlod verden i kaos. Denne gang handler det om, hvor langt samfundet er villigt til at gå for at blive udødelige.

Allerede i dag kan man købe sig til ulovlige organer, hvis man er rig nok og ikke har moralske skrupler over, hvor organet kommer fra. Lise Bidstrup tager denne tanke en tand længere ud og forestiller sig et todelt samfund, hvor underklassen ikke betragtes som rigtige mennesker, og som det derfor er helt i orden at bruge som reservedele.

Hidtil havde han opfattet forsyningen af organer som en selvfølgelig nødvendighed, helt på linje med alle de andre fornødenheder, svævebyerne modtog fra Terra. De var, ligesom kyllingen, man spiste til aftensmad, udelukkende produkter. Han indså med en gysen, at han havde opfattet de mennesker, der frembragte organerne, som produktionsmidler, ganske på linje med hønen, der lagde de æg, kyllingerne var udruget af.”

Bidstrup krydsklipper mellem de fire hovedpersoner, og lader på den måde læseren få et indblik i hvordan samfundsopbygningen påvirker dem hver især. Derudover er opbygningen med til at skabe suspense, når vi pludselig efterlader én person for at følge de andre.

Med Reservedelenes by har Lise Bidstrup endnu engang skrevet en underholdende og letlæst ungdomsroman med noget på hjertet. Samtidig er historien actionfyldt, ligesom Bidstrup er god til at skildre sine personer, så de fremstår levende og relativt nuancerede.

Da det er en ungdomsbog, er der elementer af historien som fremstår lidt vel unuancerede for en voksen læser, men ikke desto mindre serverer Bidstrup en tankevækkende fortælling for læseren, som samtidig er elementært spændende. Og selve slutningen tager en overraskende drejning, jeg ikke lige havde set komme.

Af de indtil videre fire bøger i Urban-serien har jeg nu læst de to, og mens Overlevernes by var udmærket, synes jeg, at Reservedelenes by lige er en tand bedre. Dels synes jeg, at historien holder hele vejen denne gang. Dels får det dystopiske element lige et ekstra skru. Lise Bidstrup er nemlig ikke spor blid overfor sine personer denne gang.

Har du læst dystopier som Hungergames og Den femte bølge,, og har du lyst til at prøve en dansk pendant, så er Lise Bidstrups Reservedelenes by et godt bud.

(anmeldt til Himmelskibet.dk, nr. 53)

 

Om Reservedelenes by:

Udgivelsesår: 10.08.2017
Forlag: Høst & Søn, 318 sider
Omslag: Peter Stoltze

Besøg Lise Bidstrups hjemmeside

Urban-serien:

Reservedelenes by, 2017
Overlevernes by, 2015
Idolernes by, 2014
Spillets by, 2012

Celle 7 af Kerry Drewery

Celle 7 af Kerry DreweryDa politiet ser 16-årige Martha Honeydew med en pistol i hånden råbende “Det var mig. Jeg skød ham. Jeg slog Jackson Paige ihjel“, synes der ikke at være meget tvivl. Martha bliver arresteret, og om 7 dage vil hun modtage sin straf.

Celle 7 udspiller sig i en ikke så fjern fremtid, hvor nutidens retssystem med retssager, dommere og advokater er blevet afløst af reality-programmet ‘Stemt til døden’. Her er det seerne, som beslutter om den anklagede er skyldig eller ej, og programmet prises for sin demokratiske tilgang til retfærdighed. En person, en stemme – skyldig eller uskyldig.

Men så simpel er retfærdigheden sjældent, heller ikke i sagen om Martha.

Celle 7 er Kerry Drewerys debut på dansk. Her er tale om en ungdomsroman, og der er ingen tvivl om, at jeg synes grundidéen i romanen er fantastisk fundet på. Jeg har læst flere romaner om tv-shows, som bruges i forbindelse med afstraffelse af dømte, f.eks. Den løbende mand og Mediatropolis for blot at nævne et par stykker. Men det er første gang, jeg har læst en roman, hvor det rent faktisk er ens medborgere, der stemmer én ud – helt ud.

Desværre synes jeg ikke, at plottet lever op til idéen. Historien har alt for mange letkøbte løsninger, også set i forhold til at målgruppen er unge. Når jeg alligevel læste Celle 7 færdig, er det fordi den trods alt er underholdende. Og så skulle jeg da også lige have slutningen med.

Du kan finde en mere positiv anmeldelse af bogen på Litteratursiden.dk

Om Celle 7:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Gyldendal, 413 sider
Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet
Originaltitel: Cell 7

Besøg Kerry Drewerys hjemmeside