Indlæg tagget med ‘dystopi’

Stjerneklart af Lars Wilderäng

Stjerneklart af Lars Wilderäng

Stjerneklart udkom på dansk i 2019, men er fuldstændig fløjet under min radar. Heldigvis har jeg nu opdaget serien, hvor jeg indtil videre med stor fornøjelse har læst første bind, og glæder mig til at få fingre i efterfølgeren Stjerneskud.

Forlagets beskrivelse:

Der er noget, der ikke stemmer. Flere og flere defekte telefoner er blevet indleveret til reparation rundt om i landet. Men de kan ikke repareres, de er stendøde. Samtidig begynder en række uforklarlige hændelser i samfundet at afløse hinanden. En fabrikationsfejl i bilernes mikrochips forvandler inden længe vejene til bilkirkegårde. Togene rammes af elektriske fejl, sommerforkølelserne bliver mere og mere hårdnakkede, og strømafbrydelser bliver en del af den nye hverdag. På Karlsborgs flyveplads står elitesoldaten Gustaf Silverbane klar til en indsats i udlandet, da noget går frygtelig galt, og en ildkugle fylder himlen. Prepperen Filip Stenvik ser sin tidligere hobby forvandles til blodig alvor. I den stigende usikkerhed driver politimanden Peter Ragnhell sine i forvejen ukonventionelle metoder til kriminalitetsbekæmpelse over grænsen. Samtidig gør programmøren Anna Ljungberg en opdagelse, der truer med at ændre forudsætningerne for alt menneskeligt liv på Jorden. Eller er det allerede for sent? Efter endnu en strømafbrydelse ændrer alt sig. Det mørke efterår går over i en stjerneklar vinter, hvor kaos råder og få overlever.

Vi følger en række forskellige personer i tiden op til samfundets sammenbrud. Noget ødelægger elektronikken over hele verden, men på en sær, ukoordineret facon. Strømafbrydelserne bliver hverdag. Fødevareforsyningen går i stå, fordi bestillingerne foregår via computer, og fordi bilerne simpelthen ikke kan køre. Internet, tv, radio – det hele forsvinder. Alligevel bliver langt de fleste ved med at tro, at myndighederne lige om lidt får styr på situationen. Efterhånden står det dog smerteligt klart, at uden elektronik bryder samfundet sammen, og det er op til hver enkelt at overleve.

Det er ikke så længe siden, jeg med fornøjelse læste Mørkelagt af Christina Lassen-Andersen. Ligesom Stjerneklart handler den også om, at samfundet bryder sammen, da elektronikken forsvinder. Hvor Christina Lassen-Andersen har fokus på, hvordan katastrofen påvirker menneskerne, er Lars Wilderängs tilgang mere spændings- og teknisk orienteret. På den led minder Stjerneklart om den kontrafaktiske roman 23:59:00 – et minut i midnat af Jacob Munkholm Jensen, som jeg også var ret begejstret for.

Som dansker synes jeg det var interessant at se samfundsnedbruddet med svenske øjne. Ikke mindst fordi svenskerne har nogle særlige udfordringer med deres atomkraftværker, hvis al strøm forsvinder. Også deres elve kan forårsage langt større skade, hvis en dæmning bryder sammen, end Kongeåen kan i Danmark.

Af uransagelige årsager er der ikke særligt mange biblioteker, der har købt Stjerneklart-serien. Men send en opfordring til dit lokale bibliotek, hvis du har fået lyst til at læse den. Og ellers findes de også som både ebog og lydbog.

Det skriver anmelderne:

Bechs Books:
Stjerneklart er velskrevet og ganske uhyggelig. Plottet er virkelig fascinerende og spændende. Det er meget virkelighedstro – og mon der findes nogen helt almindelige mennesker, som faktisk tænker over, hvor meget strøm betyder for os i hverdagen? Tænk, hvis det forsvandt – stort set alt i vores dagligdag har brug for strøm på den ene eller anden måde for at virke, blive produceret og så videre. (Læs hele anmeldelsen på Bechs Books)

Bogblogger.dk:
Stjerneklart er første bind af Lars Wilderängs trilogi. Egentlig er det dystopisk sci-fi, men man kan godt fornemme, at Wilderängs andre romaner er spændingsromaner af forskellige arter, da der også her er en opbyggende og vedholdende spændingskurve i det meste af romanen. […] Det er en gennemtænkt og vel researchet roman med et fokus på de samfundsmæssige problemer snarere end de problemer, som mennesker skaber for hinanden i kampen for at overleve eller for at udnytte en situation for egen vindings skyld. Selvom vi ser de brodne kar og andre, som repræsenterer de negative sider af mennesket, så er det stadig medmenneskeligheden, empatien og forståelsen, der sejrer til sidst, når de forskellige story lines afsluttes. (Læs hele anmeldelsen på Bogblogger.dk)

Uddrag af romanen:

“Undskyld, men synes I, her lugter brændt?”

Eva nikkede. Der lugtede brændt. På den anden side af gangen begyndte folk at kigge sig omkring i kabinen, og en mumlen begyndte at brede sig.

Var der ikke endnu mere tåget i kabinen nu? Et fly havde røgdetektorer, så ild kunne det ikke være. Luften var ganske enkelt beskidt. Der måtte være noget med luftcirkulationen og airconditionfiltrene.

Eva rakte hånden op mod luftventilen. Der lod ikke til at komme nogen luft overhovedet.

“Røg!”

Stewardessen skreg højt og pegede mod gulvet ved Evas ben, hvor der steg røgfaner op af hendes håndtaske. Instinktivt sparkede Eva håndtasken ud i gangen. Stewardessen bakkede væk. Nogen skreg. Andre løsnede bælterne og rejste sig for at se.

“Væk! Til side!”

En anden stewardesse kom løbende med en lille brandslukker, som hun rettede mod Evas håndtaske og trykkede af. En hvid sky sprøjtede ud og dækkede tasken. De, der sad nærmest, begyndte at forlade deres pladser for at komme væk.

“Rolig! Bliv siddende på jeres pladser! Der er ingen fare! Vi har alt under kontrol! Iltmaskerne vil falde ned, men der er ingen grund til bekymring. Bliv på jeres pladser!”

Mærkeligt nok adlød alle. Eva stirrede på tasken. Der steg fortsat røg op fra den, og den lugtede af varm elektronik. Stewardessen fyrede ildslukkeren af igen. “Det slukker ikke!”

En mand kom farende, satte sig på hug ved tasken og fik låsen op. “Forbandende idiot!. Det er en overophedet computer! Jeg har set det før.”

Eva mærkede, at hun blev knaldrød i ansigtet og rystede på hovedet. “Nej, batteriet var helt afladet. Computeren kunne ikke bruges.”

Manden kiggede hurtigt op. “Fandme nej. Du har proppet en tændt computer ned i tasken. Der er noget galt med skidtet, den skal lukke ned, hvis den bliver for varm.”

Han greb fat i computeren for at trække den op af dens rum, men bandede højt og rev hurtigt hænderne til sig. “For helvede!”

Stewardesserne var bakket et par skridt væk og stod og snakkede ophidset sammen. En af dem kiggede fremad i maskinen, hvor en anden stewardesse slog ud med hænderne. Døren til cockpittet gik op, og en høj pilot hastede ind i kabinen. Han undersøgte hurtigt noget oven over passagersæderne længst fremme og stillede sig så midt i gangen og råbte med høj røst.

“Vi har problemer med iltsystemet. Vi er nødt til at dykke ned i lavere højde for at kunne lufte halon ud af kabinen. Der er ingen grund til bekymring, vi har øvet den slags. Bliv siddende på jeres pladser!” (side 48-49)

Om Stjerneklart:

Udgivelsesår: 21.11.2019
Forlag: Hoi, 419 sider
Omslag: Andres Timrén, Islington Design
Originaltitel: Stjärnklart, 2014
Oversætter: Ole Steen Hansen

Læs også:

De rensede af Søren Staal Balslev
Solstorm af Rasmus Dahlberg
De ubudne af Liz Jensen
Mørkelagt af Christina Lassen-Andersen
Vejen af Cormac McCarthy
23:59:00 – et minut i midnat af Jacob Munkholm Jensen
Faldvand af Mikael Niemi
Mens vi endnu er her af Susan Beth Pfeffer
Den 5. bølge af Rick Yancey

Krigen mod ulveheksen af Henriette Rostrup

Krigen mod ulveheksen af Henriette Rostrup

Alt er på spil her i Krigen mod ulveheksen, som er sidste del af Henriette Rostrups spændende trilogi om drengen Alif, der er udvalgt til at stå forrest i kampen mod heksen Grimelda.

Alif er tilbage fra den anden side, men er blevet fanget af heksen Grimelda. Med hjælp fra Linnea og Grimus undslipper han, og nu må han samle alle børnene og lede dem i krigen mod ulveheksen.

Krigen mod ulveheksen er tredje og sidste del af Henriette Rostrups dystopiske serie for de +10-årige, og jeg har været ret spændt på slutningen.

I første bind Drengen fra Krematorium D blev vi introduceret for Alif og hans verden, hvor alle de voksne var blevet taget af sovesygen. Det var en verden, hvor farer lurede overalt, ikke mindst ulvene, som gjorde det livsfarligt at være ude om natten. Og så var der eventyret om Grimelda, som Alif egentlig ikke troede på. Men det ændrede sig, da gruppens leder Rado en dag vender tilbage med en besked fra hende. Hvis de vil finde en særlig pige til Grimelda, vil hun stoppe sovesygen.

I bind to Børnene fra grotterne var Alif stukket af og endt hos Folket på den anden side. Her blev han sammen med en masse andre børn holdt fanget i små, mørke celler dybt under jorden. Sammen med pigerne Sita og Alta forsøgte han at befri børnene og vende tilbage til sin egen verden.

Her i sidste bind Krigen mod ulveheksen er børnene vendt tilbage, og Alif skal – som legenden siger – samle alle børnene og sammen med Pigen med mærket bekæmpe Grimelda. Men først er han nødt til at lære sandheden om sig selv at kende.

Det er meget let at blive opslugt af Henriette Rostrups serie. Historien er spændende med masser af action, men også med tid til eftertænksomhed. Jeg-fortælleren, Alif, er både sympatisk og genkendelig, og Rostrup fortæller i et levende og ungdommeligt sprog, der nok skal fange målgruppen.

Hvor de to første bind stod nærmest som separate historier, lykkes det fint her i bind tre at samle alle trådene. Blandt andet hører vi, hvordan sovesygen opstod, men også Linneas hemmelighed afsløres. Og endnu en gang står tegner Tom Kristensen bag den flotte forside, som fint understreger den dystre historie, hvor der måske alligevel er et håb.

Krigen mod ulveheksen er en vellykket afslutning på Henriette Rostrups dystre, men spændende trilogi, for unge læsere der holder af stemningsfulde fortællinger uden for meget fokus på de mere blodige detaljer.

(anmeldt til Litteratursiden)

Om Krigen mod ulveheksen:

Udgivelsesår: 26.05.2020
Forlag: Turbine, 158 sider
Omslag: Tom Kristensen
Serie: Den Døde By, 3

Besøg Henriette Rostrups hjemmeside

Mørkelagt af Christina Lassen-Andersen

Mørkelagt af Christina Lassen-Andersen

I vores moderne verden er vi fuldt afhængige af elektricitet. Uden strøm kan vi ikke lave mad eller vaske tøj. Trafiklys virker ikke, og det gør vandværker og varmeværker eller kasseapparater og computere heller ikke. Vi er med andre ord helt på r…. hvis strømmen ryger for alvor. Og det gør den i Christina Lassen-Andersens spændingsroman Mørkelagt.

Vi følger en række forskellige personer gennem den kaotiske tid, hvor alt strøm ryger på global plan. Blandt andre ægteparret Rasmus og Rikke og deres teenagesøn Jonas; Den pensionerede lærer Torben og veninden Ellinor; Den 15-årige Diana der er anbragt på en institution for utilpassede unge; Den medicinstuderende Sille og den erfarne sygeplejerske Fazir. Alle må de pludselig navigere i en helt ny og farlig verden, og gøre hvad der skal til for at overleve.

I starten forsøger myndighederne at tage affære, men hvordan kommunikerer man til et helt land, når du ikke bare kan tænde fjernsynet eller radioen, og der ingen kontakt er til satellitterne, som sørger for at internettet kan fungere? Og hvor længe kan du regne med at personel som læger, sygeplejersker, apotekere, betjente osv. vil blive på deres poster, når deres egne familier er i fare?

Overraskende hurtigt forsvinder civilisationens fernis, og det varer ikke længe, før det er alles kamp mod alle. Vi er så vant til at kunne åbne køleskabet, når vi er sultne; hente medicin på apoteket hvis vi er syge; eller bare at kunne ringe og skype til hinanden på tværs af verden. Så hvad gør vi, hvis vi pludselig er uden alt det?

Christina Lassen-Andersen har med Mørkelagt skrevet en overbevisende og foruroligende roman, om hvor hurtigt et samfund kan bryde sammen. Det er uhyggeligt at tænke på, hvor sårbare vi egentlig er, og hvor alvorlige konsekvenserne af et varigt strømsvigt kan blive. Ligeså skræmmende er det, når CLA ser på de moralske dilemmaer. For hvor dybt stikker næstekærligheden, når sulten banker på døren? Hvor langt vil du gå for at skaffe mad og medicin til din familie?

Jeg kom undervejs til at tænke på Stephen Kings roman Opgøret, som foregår i en verden, hvor en verdensomspændende pandemi har slået størstedelen af menneskeheden ihjel. King ser også nærmere på de enkelte menneskers skæbne. Hvordan man måske overlever den indledende katastrofe, blot for at dø af blodforgiftning efter at have skåret sig på et rustent søm. Samme vinkel har CLA i sin roman. Vi får ikke en afsluttende forklaring, men bliver blot kastet ind i konsekvenserne ligesom bogens personer. Det er deres liv og valg, der fører romanen frem og ikke en alvidende fortæller, og det giver fortællingen en skræmmende realisme.

Mørkelagt er Christina Lassen-Andersens debut, men det mærker man ikke. Sproget flyder let, og opbygningen med de skiftende synsvinkler er med til at skabe løbende suspense. Jeg blev lynhurtigt fanget ind af historien, som både er spændende og giver stof til eftertanke. En stor anbefaling herfra.

Uddrag af romanen:

Allerede inden de når ud på gaden, kan de lugte røgen. Torben sætter farten op og zigzagger igennem barrieren, der er sat op for at forhindre cyklister i at komme ind i parken uden at stå af. Han stopper op så brat, at Ellinor uden varsel braser ind i ryggen på ham. Ingen af dem siger noget. Foran dem midt i T-krydset ligger en bunke forvredet metal, og Torben kan tælle tre involverede biler.

Nederst ligger en lille hvid Ford med taget bukket sammen på midten. Halvvejs ovenpå ligger, hvad der ved første øjekast ligner en håndværkerbil med lad. Ved nærmere eftersyn viser det sig at være en gartnerbil fra Vej og Park. En trillebør er blevet kastet af ladet og er landet på fortovet. Hjulet ruller stadig rundt, og besynderligt nok er det det, han fokuserer på. Hans hjerne nægter at håndtere, at der ligger et menneske kastet halvejs ud af forruden. Kølerhjelmen er dækket af blodet, der stødvist bliver pumpet ud af halsen på manden.

Den tredje bil er splittet ad. Den eneste grund til, at Torben kan se, at der er tre biler involveret, er antallet af hjul. Hvordan er det sket? Han ved godt, at det er en del af designet på moderne biler, at kabinen skal holde, mens resten af karrosseriet krøller sammen omkring den. Men det er umuligt at se, om designkriterierne har holdt. Tankerne flyver rundt i hovedet. Han kan se, at der er mennesker, der er kommet til skade. Han forstår, at han skal hjælpe. Men hvor skal han begynde? Det hele foregår i slowmotion, og benene nægter at bevæge sig.

Stilheden er overvældende. Bedøvende. Ellinor snor sig udenom Torben og kaster et enkelt blik på de krøllede biler. Så stikker hun telefonen i hånden på ham og kommanderer ham til at ringe efter hjælp. Selv løber hun hen til den nærmeste bil og forsøger at åbne førerdøren.

Fra de nærliggende huse kommer folk løbende for at hjælpe. Overfor parken ligger en lille kiosk, hvor Torben ofte har købt tyggegummi og en liter mælk med hjem. Ejeren kommer løbende med en pulverslukker i den ene hånd, mens han med den anden holder en mobiltelefon for øret. Han tager den ned igen og kigger frustreret på displayet. Så stiller han pulverslukkeren på vejen og ringer op igen. Tydeligvis uden resultat for manden stikker telefonen i lommen og ser sig om efter hjælp. Torben råber ham an og vinker med Ellionors telefon.

Det tager et par forsøg at få skidtet til at vise andet end sort skærm. Til sidst går det op for ham, at han skal stryge fingeren over displayet for at få adgang til telefonen. Adrenalinet får hans fingre til at ryste, og det er svært at ramme ikonet med den lille telefon. Han taster de tre cifre, og hører telefonen ringe op. Intet sker. Det forventede “Det er alarmcentralen” udebliver. (side 20-21)

Om Mørkelagt:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Forlaget Fjorden, 379 sider
Omslag: Sofie Raphael

Læs også:

De rensede af Søren Staal Balslev
Solstorm af Rasmus Dahlberg
Opgøret af Stephen King
Den 5. bølge af Rick Yancey

Den hemmelige kode af William Sleator

Den hemmelige kode af William Sleator

Nogle bøger gør et uudsletteligt indtryk, når man læser dem. For mig var det tilfældet med Den hemmelige kode, som jeg læste første gang som barn for mange år siden.

Romanen udspiller sig i en dystopisk verden, der virker inspireret af George Orwells 1984. Her bliver fem forældreløse teenagere placeret i et ukendt univers bestående af trapper. Der er ingen vægge, ingen lofter og ingen gulve. Kun trapper som forgrener sig, tilsyneladende i det uendelige.

Den første, vi møder, er den forsigtige og tilbageholdende Peter. Han bliver fundet af den hårdkogte Lola, og kort efter støder de på den intrigante Blossom. Senere støder også Abigal og Oliver til. Ingen af dem aner ikke, hvorfor de er der, eller hvor længe de skal blive der, og snart opstår der spændinger i den umage gruppe.

Men de fem unge er alligevel nødt til at samarbejde. Det viser sig, at de for at få mad er nødt til at udføre indviklede ‘danse’ foran en maskine midt i trappeuniverset. Når den begynder at blinke og udsende stemmer, må de i gang, og kun hvis de udfører ‘dansen’ korrekt, bliver de belønnet med mad.

Langsomt ændrer ‘dansen’ sig dog, og snart må de unge spørge sig selv, hvor langt de er parate til at gå for at få noget at spise.

Som sagt læste jeg første gang Den hemmelige kode som barn. Jeg var dybt skræmt af det hvide trappeunivers, og slutningen står lige så tydeligt for mig, som slutningen i 1978-versionen af Invasion of the Body Snatchers. Det var derfor med en vis nervøsitet, at jeg for nyligt genlæste William Sleators roman. Ville den leve op til mine minder?

HERFRA KAN FOREKOMME SPOILERS

Ja, er det korte svar. Selvom man på nogle punkter mærker alderen lidt, så holder historien alligevel. De fem unge er nærmest stereotyper, men det er et bevidst valg for at vise forskellige personlighedstyper og hvordan de reagerer på eksperimentet.

For det viser sig, at Lola og de andre er udvalgt til et hemmeligt eksperiment under ledelse af doktor Lawrence. Forsøget går ud på at konditionere de unge, det vil sige fremelske bestemte adfærdsmønstre, for med tiden at kunne skabe et elitekorps, der altid blindt vil følge præsidentens ordre uden at stille spørgsmålstegn eller tøve.

Forsøget mislykkes dog, da Lola og Peter nægter at følge maskinens instruktioner om at mishandle og hade de øvrige unge. De to finder sammen i et ubrydeligt venskab, som doktor Lawrence ikke havde forudset, og til sidst må han afbryde eksperimentet, for at Lola og Peter ikke skal dø af sult.

Den hemmelige kode er jævnt skrevet. Til gengæld er historien stærk. Udover at minde mig om 1984, som jeg tidligere har nævnt, bringer romanen også mindelser til filmen Cube fra 1997 eller ungdomsserien Maze Runner af James Dashner. Men også William Goldings klassiker Fluernes herre dukker op.

William Sleator er måske ikke verdens bedste forfatter, men Den hemmelige kode er absolut stadig værd at læse. Jeg var grebet af historien som barn, og jeg synes stadig den holder. Læs den.

Om Den hemmelige kode:

Udgivelsesår: 1983
Forlag: Gyldendal, 193 sider
Omslag: Boye Willumsen
Originaltitel: House of Stairs, 1974
Oversætter: Franz Berliner

Repulsive Attraction af Patrick Steptoe

Repulsive Attraction af Patrick Steptoe

Jeg får desværre ikke skrevet så mange bogomtaler for tiden, men der udkommer jo stadigvæk masser af anbefalelsesværdige titler. Så jeg har besluttet mig for at lave nogle kortere præsentationer på titler, der fortjener opmærksomhed, men som jeg ikke når at lave en omtale på.

Opmærksomhed fortjener Repulsive Attraction af Patrick Steptoe, der er udgivet på forlaget Baggårdsbaroner. Som altid med værker fra Baggårdsbaronerne er der kræset for det visuelle, lige fra den blåligt farvede papirkant til den smukt illustrerede inderflap og det lækre, tykke papir.

Anmelderne skriver:

Repulsive Attraction’ er danske Steptoes tegneseriedebut, en samling billedfortællinger uden dialog om en civilisation i forfald. De fleste er enkeltstående små stikpiller som den om rigmanden, der smider en plastflaske i havet fra sin sportsvogn. Flasken bliver slugt af en fisk, fisken serveres for manden, manden kløjes og dør. »The End«, som det lakoniske punktum lyder for hver lille fortælling […] Fra en overfladisk betragtning taler ‘Repulsive Attraction’ komediens sprog. Formerne er runde, figurerne karikerede, farverne hidsige. Fortællingerne afsluttes med grovkornede punchlines, der ligner noget, vi bør grine ad. Men det er ikke hjertelig latter og klask på lårene, samlingens tegneserier kalder på. Snarere det tørre, kyniske »ha!« […] Det er en sjældent helstøbt og aldeles kompromisløs debut. Steptoes tegneserier er elegant konstruerede og visuelt virtuose, men også dogmatiske. (Weekendavisen, 2020-04-17)

‘Repulsive Attraction’, den tredje solide tegneserieudgivelse fra spradebasseforlaget Baggaardsbaroner, er et spraglet og spruttende katalog over alt, hvad der er galt i verden. Død og ødelæggelse, krig og nød, glubsk forbrugerisme, amok-og anløben kapitalisme, grasserende imperialisme og mellemfolkelig menneskehad stråler fra siderne i muntert muterende farver fra giftgrøn over kaustisk cyan til hidsig pink, så øjeæblerne får et syrebad, og svovllugten svider i næseborene […] Patrick Steptoes streg er lækker og helt umiddelbart appellerende – et sted mellem børnebog og reklametegning – med et internationalt og, ironisk nok, kommercielt præg. Både håndværk og talent er på plads, og de flot designede sider myldrer med groteske detaljer, de bedste af dem springer ligefrem i øjnene på læseren. (Politiken, 2020-04-29)

Patrick Steptoe har helt sin egen stil, som er enormt farverig, syret og levende. Tegningerne er på en eller anden måde både utroligt flotte og grimme, og de indeholder ofte både det hæslige og klamme og næsten decideret nuttede elementer samtidig. […] Tegningerne er næsten overvældende og kræver, at læseren koncentrerer sig for at undgå at drukne i overfloden af fantasi og associationer. […] I vores kapitalistiske tid kan man få næsten lige, hvad man vil have, hvis bare man er villig til at betale prisen – men prisen kan ende med at være sjælen, og forbrugerismen og ressourceforbruget baner muligvis vejen for menneskehedens undergang. Budskabet er ikke nyt, men når Steptoe siger farvel med den velkendte afskedsreplik: ”That’s all folks!”, præsenteret på en dunk benzin med vores planet jorden i baggrunden, burde vi alle lytte. (Litteratursiden.dk)

Forlagets beskrivelse:

Repulsive Attraction er en socio- og økokritisk novellesamling i toksisk farvepalet. En samling dystopiske pantomimefortællinger om det snarligt forestående samfundsnedbrud, kapitalismens grådige mutanter og dommedagens absurde og frastødende fremtidsversioner. Her er ingen tekst eller talebobler, kun radioaktive, psykedeliske farver.

Udgivelsen er et introduktionsmæssigt overflødighedshorn til Patrick Steptoes finurlige, surrealistiske mikrokosmos – og ikke mindst særegne streg, kendetegnet af en minutiøs, underliggende detaljegrad og en bevidst leg med panelers begrænsning.

Repulsive Attraction er en skelsættende debut, der formår at svinge mellem neoimpressionistiske farver og formudtryk og mørkhumoristiske, næsten dadaistiske afbildninger af et selvdestruktivt samfund.

Om Repulsive Attraction:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Baggårdsbaroner, 80 sider
Omslag og illustrationer: Patrick Steptoe

Læs også:

Lille Fugl af Lauri og Jaakko Ahonen
Børnenes jord af Gipi
Trailer Park Apocalypse af Jimmi Jensen
Death Skool af Simon Petersen og Lars Kramhøft
Necropolis af Simon Petersen, illustreret af Cav Bøgelund
Gigant af Rune Ryberg

Watchmen af Alan Moore

Watchmen af Alan Moore og Dave Gibbons

I virkeligheden er jeg ikke den store superhelte fan. Jeg har set en del af X-men-filmene, men det er meget begrænset, hvad jeg har læst af superhelte-tegneserier, og jeg har slet ikke haft lyst til at kaste mig over de mange genindspilninger af Spiderman eller de utallige film i Avengers-universet.

Det har mest været de lidt mere skæve superhelte, jeg har sat pris på. Jeg er vild med Guardians of the Galaxy og Deadpool, men f.eks. også for Woody Harrelsons fine portræt af den naive Arthur, der påtager sig superhelte-rollen i Defendor, lidt som Dave Lizewski fra Kick-Ass, bare mere kikset.

Da HBO udgav tv-serien Watchmen baseret på Alan Moores tegneserie, kom jeg i tanke om, at jeg for efterhånden nogle år siden så Zack Snyders ret dystre Watchmen filmatisering. Den var jeg også ret begejstret for, men havde aldrig fået læst Alan Moores oplæg fra 1986. Det er gjort nu, og den kan varmt anbefales.

I et efterord skriver Alan Moore, hvordan han havde George Orwells 1984 i tankerne, da han fik idéen til Watchmen. Udgangspunktet var, at han og Dave Gibbons skulle arbejde sammen om projektet, og samtidig ville de gerne bruge figurerne fra et eksisterende tegneserie-univers, men uden at skulle forholde sig til den indbyrdes sammenhæng til tidligere og kommende fortællinger. Den sidste del mislykkedes dog, og i stedet skabte de deres egne figurer stærkt inspireret af Charlton Comics universet fra 1960’er. Eksempelvis er figuren Doctor Manhattan en videreudvikling af Charlton-figuren Captain Atom.

Til gengæld indeholder Watchmen til fulde den dystre og mørke stemning fra Orwells roman. Her er superheltene ’blot’ almindelige mennesker med disses fejl og mangler. Så da historien åbner med, at Komikeren bliver fundet helt udsmattet på gaden efter et fald fra sin lejlighed, er det svært at være rigtig ked af det. For han var da en usympatisk superhelt af rang. Men – som hos alle mennesker er tingene sjældent helt sort eller hvidt.

Jeg er også begejstret for måden Watchmen er opbygget på. Historien er opdelt i tolv kapitler, som oprindelig var et hæfte hver. I første kapitel følger vi Rorschach, der er overbevist om, at nogen forsøger at myrde de tidligere superhelte. Han opsøger derfor sine tidligere kollegaer, men ingen af dem tror på ham. Andet kapitel åbner med Silkesværmeren og bevæger sig bagud i tiden, hvor vi hører om Minutmilitsen og gamle stridigheder. Mens tredje kapitel har udgangspunkt i Doctor Manhattan, osv.

I de enkelte kapitler leger Moore og Gibbons dog med fortællingen. Der er f.eks. både indlagt tegneseriestriber fra en pirathistorie, sider fra Hollis Masons aka den oprindelige Natugles biografi, uddrag af en patientjournal fra New Yorks psykiatriske hospital m.m. Umiddelbart løststående enkeltdele, men efterhånden som man læser videre, samles alt i et utrolig gennemarbejdet og spændende univers.

Jeg er næsten flov over, at jeg først har opdaget Watchmen nu, men bedre sent end aldrig. Allan Sortkær har på Litteratursiden skrevet en grundig og interessant analyse af historien og figurerne, som jeg også kun kan anbefale at læse.

Om Watchmen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: RW, 500 sider
Forfatter: Alan Moore
Tegner: Dave Gibbons
Farvelægger John Higgins
Oversætter: Maja Gabelgaard Nielsen

Find en oversigt over Marvel-film i kronologisk rækkefølge HER

Læs også:

Ghost Rider – vejen til Helvede af Garth Ennis
Overløber – Kijara 1 af Tatiana Goldberg
John Constantine – Hellblazer
Marvel Zombies af Robert Kirkman
Fandenivoldsk af Lars Kramhøft og Tom Kristensen
Deadboy af Tom Kristensen
Kick-Ass af Mark Millar
Thomas Alsop – Manhattans beskytter af Chris Miskiewicz og Palle Schmidt
Fribryderen af John Kenn Mortensen
Death Skool af Simon Petersen og Lars Kramhøft
NYX – Wannabe af Joe Quesada
Gigant af Rune Ryberg

Forenet – Død verden 4 af Louise Haiberg

Forenet af Louise Haiberg

I 2017 udkom de første tre bind af Louise Haibergs serie Død verden. Egentlig skulle historien om Nera været stoppet der, men heldigvis havde Haiberg endnu en historie at fortælle. Den får vi her i Forenet.

Verden er gået ad Helvede til. Jorden er blevet oversvømmet af zombier, og menneskene overlever med nød og næppe i små grupper. Der findes dog enkelte sikre zoner, hvor mennesker kan leve i sikkerhed for zombierne. Disse zoner er sikrede af vampyrelvere, der har oprettet dem for at redde deres føde. Mennesker, der bor i zonerne, er frie og sikre. Eneste betingelse er, at de skal donere deres blod til vampyrelverne, og at de aldrig selv må udgyde blod.

I de første bind blev vi introduceret til denne verden og til hovedpersonen Nera og hendes bedste ven, Aidan. De blev reddet fra den visse død af vampyrelverne Bane og Kirsta, og med tiden forelskede Nera og Bane sig. Men Bane blev bidt af en zombie, så han blev efterladt i vildnisset, mens Nera måtte vende tilbage til den sikre zone.

I Forenet er det lykkes for lægen Peter at lave en kur, der kan redde mennesker, der bliver bidt af en zombie. Dog kun hvis de har blodtype O. Det har Nera ikke. Men hun er overbevist om, at hvis hun får kuren og lader Bane bide sig, kan hun redde ham.

Der er kun et par problemer. Dels skal hun have fat i kuren. Dels skal hun ud af Vita, den sikre zone, uden nogen opdager det. Og så skal hun også lige finde Bane ude i vildnisset. Heldigvis er Nera ikke den, der giver let op, og Banes far har en høj plads i vampyrelvernes råd. Måske kan han hjælpe hende?

Død verden er en herlig serie for alle som holder af zombier, vampyrer, splat og kærlighed. Louise Haiberg har skabt en unik og troværdig verden, og Forenet lever helt op til de første tre bind i serien.

Historien fortælles i 1. person af Nera iblandet sider af hendes håndskrevne dagbogsnoter. Nera er en stædig, trofast og stærk ung kvinde, og jeg er vild med hendes syn på livet. Hun lever i en verden, hvor alle har mistet nogen, og hvor man er nødt til at være hård for at overleve. Alligevel har hun bibeholdt sin menneskelighed, selvom hun dækker over den med en kulsort humor.

Denne gang er fokus især på Nera og Banes forhold. Der er ikke så meget splat og kamp, men vi lærer lidt mere om vampyrelverne, og så forsøger Haiberg sig med endnu et twist af historien mod slutningen. Vi nærmer os paranormal romance (en genre jeg egentlig ikke bryder mig så meget om), men Louise Haiberg lader heldigvis ikke det hele forfalde til sødsuppe romantik.

Jeg synes Forenet passer godt ind i Død verden-serien, og jeg var vældig underholdt under læsningen. Da det er ved at være et par år siden, jeg læste de første tre bind, kunne det dog have været godt, hvis vi lige havde fået et lille resume for at få opdateret historien. Men det er bare et lille pip.

Hvis du også er vild med vampyrer, zombier, action, lidt kærlighed og en god historie, så kan jeg kun anbefale Louise Haibergs serie.

Uddrag af bogen:

“Udmærket, her kan vi tale uforstyrret. Så tal.”

Jeg åbner og knytter hånden.
Okay, så er det nu.
Jeg hiver luft dybt ned i lungerne og vender mig mod ham.

“Jeg har en idé til at redde Bane.” Ikke videre elegant. Hans læber skilles som om han skal til at afbryde mig. Spidserne på hugtænderne glimter svagt. Jeg skynder mig at fortsætte. “Bare lyt. Jeg har brug for at komme ud til ham og blive derude alene. Det er det jeg skal have hjælp til. At forlade Vita. Jeg ved at Rådet har besluttet at Bane ikke skal have blod.” Shit, jeg er begyndt at vrøvle. Kan jeg nævne at jeg har taget kuren?

“Hvad…”

Jeg løfter hagen og afbryder ham. “Undskyld, jeg vrøvler. Kort sagt … jeg har brug for at du beordrer … beder et par vampyrelvere om at fragte mig uden for Vita og efterlade mig. Så vil jeg gøre alt hvad jeg kan for at redde Bane. Jeg har en plan. Den skal nok lykkes, og vi får ham tilbage. Hvis ikke, har I kun mistet mig i forsøget på at redde ham. Et lille fjollet menneske.”

Jeg løber tør for ord og kæmper for at fastholde hans blik. Han iagttager mig, og jeg har en sær fornemmelse af at han læser min sjæl, min dedikation til Bane.

“Jeg sørger for det. Bring ham tilbage.”

Det svimler for mig. Var det virkelig så let? Man skulle næsten tro at han netop havde ventet på at jeg spurgte. (side 28-29)

Om Forenet:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Tellerup, 282 sider
Omslag: Danielle Finster

Død verden:
Monstre, 2017
Utopia, 2017
Håb, 2017
Forenet, 2020

Læs også:

Sjælesuger af Gail Carriger
Dødt kød af Nick Clausen
Dagbog fra zombieverdenen af Klaus Frederiksen & Hanne Rump
Død indtil solnedgang af Charlaine Harris
Heksejagt af Kim Harrison
Hvidt støv trilogien af Line Kyed Knudsen
Ulfhedin-sagaen af Mette Sejrbo
Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen

Efter syndfloden af Kassandra Montag

Efter syndfloden af Kassandra Montag

Lidt mere end et århundrede ud i fremtiden er den verden, vi kender, fuldstændig forandret. Vandet har langsomt overtaget kontinentet, og den forhøjede vandstand har først udslettet Amerikas store kystbyer og derefter også de centrale dele af landet. Der er intet andet tilbage end de kolonier, overlevende har etableret på de højeste bjergtoppe, der ligger som øgrupper i det dybe, åbne hav.

Den stædigt uafhængige Myra og hendes fremmelige, 7-årige datter Pearl, lever på vandet i deres lille båd, Bird. De er fiskere og går kun i land, når de skal bytte deres fisk til forsyninger og information i civilisationens få tilbageværende handelsstationer. Myra har i de sidste syv år sørget over tabet af sin ældste datter, Row, der blev stjålet af sin far, efter en enorm flodbølge indtog deres hjem i Nebraska.

Da Myra tilfældigt finder ud af, at Row sidst er blevet set i en fjernt beliggende koloni i Grønland, må hun droppe sin sædvanlige forsigtighed og begive sig ud på en farfuld rejse til nordens isfyldte have sammen med Pearl, mens de klamrer sig til håbet om, at Row stadig vil være der, når de når frem. (fra bagsiden)

Kassandra Montag er uddannet i engelsk litteratur og har tidligere udgivet både noveller og lyrik. Efter syndfloden er hendes romandebut og er indtil videre udkommet i 17 lande.

Montags lyriske baggrund mærkes tydeligt i det smukke sprog, men Efter syndfloden er dog langt mere. Det er en roman om overlevelse, håb og kærlighed, i en verden hvor den stærkes ret gælder.

Jeg blev hurtigt opslugt af historien, der udspiller sig, efter katastrofen har ramt. Jorden er allerede stort set oversvømmet, og vi hører kun i få og spredte erindringsglimt om tiden før og under den store oversvømmelse. I stedet for følger vi den nye hverdag, hvor Myra hver dag kæmper for at skaffe mad til Pearl og lærer hende at overleve.

Den nye verden er et farligt sted. Piratbander hærger, og risikoen for at ende på et avlsskib eller blive slave er høj. Myra stoler ikke på nogen, og hun vil gøre alt for at holde Pearl i sikkerhed. Men samtidig har hun et håb.

Siden Myras mand Jacob forsvandt med deres ældste datter, Row, har Myra ledt efter hende. Da hun får opsporet, at Row er blevet set i The Valley, en koloni på Grønland, sætter hun derfor alt på spil for at komme dertil og finde Row.

Rejsen bliver lang og farefuld, men måske mere vigtigt får den Myra til at stille spørgsmål. Tør hun leve i et fællesskab? Hvor langt vil hun gå for sin forsvundne datter? Vil hun forråde sine rejsefæller? Kan kærligheden til den mistede ødelægge livet for den levende? Og hvad gør man ved rejsens ende?

Som sagt var jeg godt underholdt af Efter syndfloden. Beskrivelsen af den nye verden er vellykket, og jeg kan også godt lide Myra. På den ene side er hun stædig og blind for alt andet end det, hun ønsker, og på den anden side er hun stærk og modig, og vil gøre alt for dem hun holder af. Hun er ikke nødvendigvis let at elske, men hun er ægte.

Efterhånden som romanen udspiller sig, møder vi både action og grusomheder. Til tider sker tingene lidt vel belejligt for Myra i jagten på Row, men pyt med det. Jeg lod mig i hvert fald rive med, og kan anbefale Kassandra Montags debut til alle, der holder af smukke og grumme post-apokalyptiske fortællinger.

Der findes naturligvis også andre fortællinger, der udspiller sig i en oversvømmet verden. Mest kendt er måske Kevin Costner-filmen Waterworld fra 1995. I den helt modsatte ende er f.eks. romanen Blå af norske Maja Lunde, der udspiller sig i en nær fremtid, hvor jorden er ramt af omfattende tørker i stedet for.

Anmelderne skriver:

Bogblogger.dk: “Jeg må sige, at Efter syndfloden er en helt igennem fremragende debut. Ikke alene er det en historie om overlevelse, det er også en historie om at bevare håb mod alle odds. Om at turde stole på mennesker, selv når de fleste har vist, at de ikke er til at stole på. Om karakterstyrke og om at ofre sig for dem, man elsker. Jeg var vild med alle bogens 432 sider og håber, Kassandra Montag snart udgiver en ny. Det kan faktisk ikke gå stærkt nok.” Læs hele anmeldelsen HER

Bogrummet: “Jeg er vild med den postapokalyptiske genre og måtte bare læse Efter syndfloden, der er forfatterens debut. Den bliver rost af både Karin Slaughter og Liv Constantine på bogens flapper, men jeg fandt den desværre delvis rædselsfuld og svær at komme igennem. […] Ærgerligt at udførslen af det lille Waterworld-agtige drama ikke rigtig virkede troværdigt. Om ikke andet, så kan bogen måske være noget for nybegyndere indenfor den postapokalyptiske genre. En gammel postapokalyptisk rotte som jeg, har læst alt for meget god litteratur indenfor denne genre, så der skal mere til at dupere mig.” Læs hele anmeldelsen HER

Nordjyske Stiftstidende: “… Kassandra Montag debuterer med en gennemført vision om en grufuld fremtid med vold, rædsel, skånselsløse pirater, nådesløs natur, forstemmende få muligheder, modløshed og kun få glimt af håb. Det er både uhyggeligt, spændende, blodigt og gribende.” (Nordjyske Stiftstidende 16.01.2020)

Politiken: “Efter syndfloden kan ikke beslutte sig overbevisende for, om den er en klimaapokalypsefortælling eller et sørøvereventyr. Trods en god optakt og et bag alt fyldet godt plot får den aldrig for alvor dybt vand under sine litterære fødder.” (Politiken 21.01.2020)

Sidses Bogreol: “Udover at være en roman om klima, så er det også en særdeles velskrevet roman om moderskab, savn, desperation og kærlighed. Det er en roman som lægger op til refleksion hos læseren, samtidig med at det er virkelig god, omend også lidt barsk og trist, underholdning. Jeg er virkelig vild med denne her bog og den er altså noget ganske særligt og formåede at sætte gang i flere følelser hos mig. Jeg sender derfor fuldt hus af stjerner afsted.” Læs hele anmeldelsen HER

Kort om Efter syndfloden:

Udgivelsesår: 16.01.2020
Forlag: HarperCollins, 429 sider
Omslag: Mumtaz Mustafa
Originaltitel: After the Flood (2019)
Oversætter: Lene Støvring

Besøg Kassandra Montags hjemmeside

Læs også:

Børnenes jord af Gipi
Vejen af Cormac McCarthy
Station 11 af Emily St. John Mandel
Den hvide fjende af Niels Meyn
Faldvand af Mikael Niemi
Mens vi endnu er her af Susan Beth Pfeffer
Syndfloden af Carl S. Torgius
Miraklernes tid af Karen Thompson Walker
Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Børnenes jord af Gipi

Børnenes jord af GipiI en post-apokalyptisk tid på en uendelig sø beboet af isolerede overlevende fra en unavngiven katastrofe møder vi en enlig, autoritær far og hans to sønner, den ene flabet og hævngerrig, den anden enfoldig og lidt tilbagestående. For at ruste dem til et liv, når han ikke længere er der, opdrager faren sine to sønner strengt for i hans øjne at kunne gøre dem stærkere i en hård og ubarmhjertig verden. Samtidig skriver faren i en mystisk sort bog, og da han en dag dør, bliver den midtpunkt i et perverteret hundeslagsmål. (fra forlagets beskrivelse)

Jeg stødte på Børnenes jord, da jeg i en arbejdsforbindelse søgte efter klimafiktion. Den lød interessant, så jeg lånte den straks på biblioteket. Men jeg må indrømme, at billedsiden ikke ligefrem tog mig med storm, da jeg begyndte at bladre i den.

Heldigvis lod jeg mig ikke afskrække af de minimalistiske, nærmest råt skitserede illustrationer holdt i sort/hvid. Gipis fortælling om de to brødre, der vokser op i tiden efter en katastrofe, er nemlig både fascinerende og hjerteskærende.

Fascinerende fordi der er så meget, vi ikke ved. Vi ved ikke, hvilken katastrofen der har ramt jorden. Vi ved ikke, hvor alle menneskene er blevet af. Og vi ved ikke, hvorfor verden ser ud som den gør.

På samme tid er historien hjerteskærende, fordi vi oplever denne nye verdens brutalitet for fuld udblæsning. Trods farens hårdhændede opdragelse er han langt fra den mest bestialske figur i fortællingen, som ikke rummer meget menneskelighed eller varme.

Illustration fra Børnenes jord af GipiBørnenes jord sneg sig ind på mig under læsningen, og jeg endte med at være dybt betaget af den stærke fortælling. Meget velfortjent har Gipi også modtaget kritikerprisen for den ved Europas største tegneseriefestival i den franske by Angoulême.

Anmelderne skriver:

Børnenes jord er måske ikke en tegneserie for alle, men for Kapellets anmelder var det en overraskende og medrivende oplevelse, der først blev læst én gang, i et stræk, derefter genlæst lidt langsommere, for dér at få mere tid til at studere den måde, som Gipi har arbejdet med tempo og sine figurer på. Selv om den nihilistiske grundstemning er svær at ryste af sig, og den dystopiske vision er lige så dunkel som en nat uden stjerner, så er Børnenes jord en usædvanlig tegneserieoplevelse, der ikke minder om ret meget andet undertegnede har læst førhen. (Torben Rølmer Bille, Kulturkapellet)

De sort-hvide tegninger er mesterlige og signalerer tomhed i form af nøgne, smadrede landskaber, kolde ord og stor ensomhed. Hans stil er let med enormt mange detaljer, flere og flere som historien skrider frem. ‘Børnenes jord‘ viser, hvordan mennesker kan blive blottet for menneskelighed, når alt er et spørgsmål om overlevelse. (Jette Holmgaard Greibe, Litteratursiden)

Der findes adskillige post-dommedags historier, men med sin intime og poetiske skildring af verden efter katastrofen er Børnenes jord i en liga for sig. Her er ingen Walking Dead-agtig action i forgrunden, men der er stadig god og intens spænding i Gipi’s karakterdrevne værk. For dramaet mellem Lino og Santo er drivkraften for historien. (Michael Larsen, Nummer 9)

I en postapokalyptisk nærfremtidsdystopi, hvor både samfund og sprog er degenereret, forsøger to unge brødre at overleve og finde sandheden om sig selv. ’Børnenes jord’ af den italienske tegneserieskaber Gipi er rå og brutal og fuld af ømhed. (Felix Rothstein, Politiken)

Børnenes jord er skidegod. Slet og ret. I et stille tempo suges læseren ind, og glem alt om superhelte, flotte forførende farver, action og drøn på. Glem alt om det. Lad dig i stedet føre ind i 288 siders magi og mærk det der nærvær, som en rigtig god fortælling kan give. Helt uden dikkedarer, helt uden noget som helst. Kun en stærk fortælling og nogle ligeså stærke illustrationer. Du vil næppe fortryde det. (Serieland)

Om Børnenes jord:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Fahrenheit/Forlæns, 290 sider
Omslag og illustrationer: Gipi (Gian-Alfonso Pacinotti)
Originaltitel: La terra dei figli
Oversætter: Karina Florentz Hansen

Læs også:

Ruiner af Adam O
De rensede af Søren Staal Balslev
Vejen af Cormac McCarthy
Passagen af Simon Stålenhag
Undergang / red. Martin Schjönning
Mørkets skønhed af Fabien Vehlmann, illustreret af Kerascoët

 

Solens kerne af Johanna Sinisalo

Solens kerne af Johanna SinisaloDa pigerne Vera og Mira er små, dør deres forældre i en bilulykke. Deres eneste slægtning er farmoren Aulikki i Finland på gården Neulapää, så pigerne bliver overdraget i hendes varetægt.

Finland har i mange år været lukket mod omverdenen. Det er et Eusistokrat, hvor staten styrer alt – endda kønsbestemmelse af mennesker. I Finland har man nemlig avlet sig frem til en ny type kvinde, eloien, der besidder de vigtigste egenskaber for en kvinde: smuk og lydig. Kvinder, der ikke er tilstrækkeligt feminine, kaldes for morlocker og steriliseres ganske unge. De kan bruges som arbejdskraft i stedet for til avl, indtil arten uddør.

Særligt for Vanna (som Vera nu kaldes, da kvinder ikke må have R i deres navn) er det svært at finde sig til rette. Hun er videnbegærlig og ikke særlig interesseret i tøj og makeup. Det er Manna (Mira) derimod, og Vanna opdager hurtigt, at hun skal følge Mannas opførsel for at passe ind, mens Aulikki i det skjulte giver hende mulighed for at studere.

Historien fortælles hovedsageligt gennem Vannas breve til Manna. Det er tydeligt, at Vanna har dårlig samvittighed over for Manna, men hvorfor afsløres først langt henne i fortællingen. I mellem Vannas breve er indlagt uddrag fra forskellige bøger, som f.eks. ”En kort historie om domesticeringen af kvinder” og undervisningsmaterialer for eloier. Derudover er der bidder af sange og historier for eloier, og endelig hører vi også enkelte kapitler fortalt af maskoen Jare, der arbejdede for Aulikki en sommer.

Til at begynde med vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg skulle synes om Solens kerne. Opbygningen forvirrede mig, og jeg havde svært at finde frem til selve historien. Men alligevel blev jeg ved med at læse, og lige pludselig var jeg fuldstændig opslugt. Ikke nødvendigvis så meget af historien, som af det univers Johanna Sinisalo har skabt.

Sinisalo definerer Eusistokrati som: ”Den herskende samfundsorden i Finland, ’velfærdsstat’. Bygger på de latinske ord eu (god) og sistere (stå), bogstaveligt talt altså ’blive, forblive i en god tilstand’. Eksempel: ’I et eusistokratisk samfund er regeringens vigtigste opgave at fremme borgernes generelle velfærd og sundhed.’” (side 81) Og der er heller ingen grænser for, hvad staten forsøger at kontrollere. Ud over narkotika er cigaretter, alkohol og chili strengt forbudt. Eloier skal følge en fastlagt undervisning for at blive en god hustru og mor, og de har ikke ret til at eje noget. Og selvom maskoer naturligvis ikke må slå eloier ihjel, så straffes det ikke særligt hårdt. Der er intens overvågning af borgerne, som ikke har adgang til hedonist-staternes teknologi, men til gengæld er der ingen restriktioner i forhold til religion.

Samfundet er helt opbygget efter maskoens seksuelle behov, og – er mit gæt – efter de herskende myndighedspersoners ønske om magt. Men hvordan er den tanke opstået? Udskift bil med kvinde i nedenstående citat og du har svaret.

Det her behøvede ikke engang at være flertallets vilje. Sommetider skal der ikke andet til end en tilpas højrøstet og toneangivende gruppe for at ændre verden til det, gruppens medlemmer vil have. Gruppen behøver ikke engang at være særligt stor. Det er nok, at nogle anfører deres egne personlige præferencer som den eneste rigtige sandhed, og med deres højrøstethed skaber det indtryk, at de har glemte og tilsidesatte masser bag sig. Det er nemt at få én, der har været tilfreds med tingenes tilstand, til at støtte en idé, som vedkommende selv kan få gavn af. Mange kunne leve fint uden en bil eller godt forstå, at det kræver anstrengelser at anskaffe sig en, og at man må gå på kompromis med nogle andre ting. Men hvis en tilpas kraftfuld gruppe konstant banker den tanke ind i hovedet på andre, at det er umuligt at leve uden en bil, at billøshed er en krænkelse af menneskerettighederne – hvor mange ville i den situation takke nej til de gratis biler, staten deler ud?” (side 264-265)

Solens kerne er en dystopisk fortælling, der udspiller sig i en nær fremtid. Finland minder om George Orwells 1984 stat, blot med racehygiejne og kønspolitik dybt implementeret i styret.

Romanen er let at læse, men svær at fordøje. Mange af de videnskabelige ’facts’ er nemlig hentet fra virkeligheden, enkelte dog med få ændringer. De fleste lande har jo brugt racehygiejne som et redskab til at forme samfundet, og selvom de færrest gik så langt som nazisterne, så har vi i Danmark udført tvangssterilisation helt op til 1967! Og hvad angår forsøg på at fremme bestemte egenskaber via avl, kan vi jo bare se på, hvordan kortsnudede hunderacer fremavles helt grotesk med store sundhedsmæssige følger.

Jeg var måske ikke betaget af Solens kerne fra første side, men det var jeg, da jeg lagde den fra mig. Den gav i den grad stof til eftertanke.

Om Solens kerne:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Jensen & Dalgaard, 347 sider
Omslag: RubArt
Originaltitel: Auringon ydin, 2013
Oversætter: Siri Nordborg Møller

Læs også:

Kraften af Naomi Alderman
Tjenerindens fortælling af Margaret Atwood
Dine øjne tåler ikke synet af Preben Haarup
1984 af George Orwell