november 2020
M Ti O To F L S
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
30  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘dystopi’

Den hemmelige kode af William Sleator

Den hemmelige kode af William Sleator

Nogle bøger gør et uudsletteligt indtryk, når man læser dem. For mig var det tilfældet med Den hemmelige kode, som jeg læste første gang som barn for mange år siden.

Romanen udspiller sig i en dystopisk verden, der virker inspireret af George Orwells 1984. Her bliver fem forældreløse teenagere placeret i et ukendt univers bestående af trapper. Der er ingen vægge, ingen lofter og ingen gulve. Kun trapper som forgrener sig, tilsyneladende i det uendelige.

Den første, vi møder, er den forsigtige og tilbageholdende Peter. Han bliver fundet af den hårdkogte Lola, og kort efter støder de på den intrigante Blossom. Senere støder også Abigal og Oliver til. Ingen af dem aner ikke, hvorfor de er der, eller hvor længe de skal blive der, og snart opstår der spændinger i den umage gruppe.

Men de fem unge er alligevel nødt til at samarbejde. Det viser sig, at de for at få mad er nødt til at udføre indviklede ‘danse’ foran en maskine midt i trappeuniverset. Når den begynder at blinke og udsende stemmer, må de i gang, og kun hvis de udfører ‘dansen’ korrekt, bliver de belønnet med mad.

Langsomt ændrer ‘dansen’ sig dog, og snart må de unge spørge sig selv, hvor langt de er parate til at gå for at få noget at spise.

Som sagt læste jeg første gang Den hemmelige kode som barn. Jeg var dybt skræmt af det hvide trappeunivers, og slutningen står lige så tydeligt for mig, som slutningen i 1978-versionen af Invasion of the Body Snatchers. Det var derfor med en vis nervøsitet, at jeg for nyligt genlæste William Sleators roman. Ville den leve op til mine minder?

HERFRA KAN FOREKOMME SPOILERS

Ja, er det korte svar. Selvom man på nogle punkter mærker alderen lidt, så holder historien alligevel. De fem unge er nærmest stereotyper, men det er et bevidst valg for at vise forskellige personlighedstyper og hvordan de reagerer på eksperimentet.

For det viser sig, at Lola og de andre er udvalgt til et hemmeligt eksperiment under ledelse af doktor Lawrence. Forsøget går ud på at konditionere de unge, det vil sige fremelske bestemte adfærdsmønstre, for med tiden at kunne skabe et elitekorps, der altid blindt vil følge præsidentens ordre uden at stille spørgsmålstegn eller tøve.

Forsøget mislykkes dog, da Lola og Peter nægter at følge maskinens instruktioner om at mishandle og hade de øvrige unge. De to finder sammen i et ubrydeligt venskab, som doktor Lawrence ikke havde forudset, og til sidst må han afbryde eksperimentet, for at Lola og Peter ikke skal dø af sult.

Den hemmelige kode er jævnt skrevet. Til gengæld er historien stærk. Udover at minde mig om 1984, som jeg tidligere har nævnt, bringer romanen også mindelser til filmen Cube fra 1997 eller ungdomsserien Maze Runner af James Dashner. Men også William Goldings klassiker Fluernes herre dukker op.

William Sleator er måske ikke verdens bedste forfatter, men Den hemmelige kode er absolut stadig værd at læse. Jeg var grebet af historien som barn, og jeg synes stadig den holder. Læs den.

Om Den hemmelige kode:

Udgivelsesår: 1983
Forlag: Gyldendal, 193 sider
Omslag: Boye Willumsen
Originaltitel: House of Stairs, 1974
Oversætter: Franz Berliner

Repulsive Attraction af Patrick Steptoe

Repulsive Attraction af Patrick Steptoe

Jeg får desværre ikke skrevet så mange bogomtaler for tiden, men der udkommer jo stadigvæk masser af anbefalelsesværdige titler. Så jeg har besluttet mig for at lave nogle kortere præsentationer på titler, der fortjener opmærksomhed, men som jeg ikke når at lave en omtale på.

Opmærksomhed fortjener Repulsive Attraction af Patrick Steptoe, der er udgivet på forlaget Baggårdsbaroner. Som altid med værker fra Baggårdsbaronerne er der kræset for det visuelle, lige fra den blåligt farvede papirkant til den smukt illustrerede inderflap og det lækre, tykke papir.

Anmelderne skriver:

Repulsive Attraction’ er danske Steptoes tegneseriedebut, en samling billedfortællinger uden dialog om en civilisation i forfald. De fleste er enkeltstående små stikpiller som den om rigmanden, der smider en plastflaske i havet fra sin sportsvogn. Flasken bliver slugt af en fisk, fisken serveres for manden, manden kløjes og dør. »The End«, som det lakoniske punktum lyder for hver lille fortælling […] Fra en overfladisk betragtning taler ‘Repulsive Attraction’ komediens sprog. Formerne er runde, figurerne karikerede, farverne hidsige. Fortællingerne afsluttes med grovkornede punchlines, der ligner noget, vi bør grine ad. Men det er ikke hjertelig latter og klask på lårene, samlingens tegneserier kalder på. Snarere det tørre, kyniske »ha!« […] Det er en sjældent helstøbt og aldeles kompromisløs debut. Steptoes tegneserier er elegant konstruerede og visuelt virtuose, men også dogmatiske. (Weekendavisen, 2020-04-17)

‘Repulsive Attraction’, den tredje solide tegneserieudgivelse fra spradebasseforlaget Baggaardsbaroner, er et spraglet og spruttende katalog over alt, hvad der er galt i verden. Død og ødelæggelse, krig og nød, glubsk forbrugerisme, amok-og anløben kapitalisme, grasserende imperialisme og mellemfolkelig menneskehad stråler fra siderne i muntert muterende farver fra giftgrøn over kaustisk cyan til hidsig pink, så øjeæblerne får et syrebad, og svovllugten svider i næseborene […] Patrick Steptoes streg er lækker og helt umiddelbart appellerende – et sted mellem børnebog og reklametegning – med et internationalt og, ironisk nok, kommercielt præg. Både håndværk og talent er på plads, og de flot designede sider myldrer med groteske detaljer, de bedste af dem springer ligefrem i øjnene på læseren. (Politiken, 2020-04-29)

Patrick Steptoe har helt sin egen stil, som er enormt farverig, syret og levende. Tegningerne er på en eller anden måde både utroligt flotte og grimme, og de indeholder ofte både det hæslige og klamme og næsten decideret nuttede elementer samtidig. […] Tegningerne er næsten overvældende og kræver, at læseren koncentrerer sig for at undgå at drukne i overfloden af fantasi og associationer. […] I vores kapitalistiske tid kan man få næsten lige, hvad man vil have, hvis bare man er villig til at betale prisen – men prisen kan ende med at være sjælen, og forbrugerismen og ressourceforbruget baner muligvis vejen for menneskehedens undergang. Budskabet er ikke nyt, men når Steptoe siger farvel med den velkendte afskedsreplik: ”That’s all folks!”, præsenteret på en dunk benzin med vores planet jorden i baggrunden, burde vi alle lytte. (Litteratursiden.dk)

Forlagets beskrivelse:

Repulsive Attraction er en socio- og økokritisk novellesamling i toksisk farvepalet. En samling dystopiske pantomimefortællinger om det snarligt forestående samfundsnedbrud, kapitalismens grådige mutanter og dommedagens absurde og frastødende fremtidsversioner. Her er ingen tekst eller talebobler, kun radioaktive, psykedeliske farver.

Udgivelsen er et introduktionsmæssigt overflødighedshorn til Patrick Steptoes finurlige, surrealistiske mikrokosmos – og ikke mindst særegne streg, kendetegnet af en minutiøs, underliggende detaljegrad og en bevidst leg med panelers begrænsning.

Repulsive Attraction er en skelsættende debut, der formår at svinge mellem neoimpressionistiske farver og formudtryk og mørkhumoristiske, næsten dadaistiske afbildninger af et selvdestruktivt samfund.

Om Repulsive Attraction:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Baggårdsbaroner, 80 sider
Omslag og illustrationer: Patrick Steptoe

Læs også:

Lille Fugl af Lauri og Jaakko Ahonen
Børnenes jord af Gipi
Trailer Park Apocalypse af Jimmi Jensen
Death Skool af Simon Petersen og Lars Kramhøft
Necropolis af Simon Petersen, illustreret af Cav Bøgelund
Gigant af Rune Ryberg

Watchmen af Alan Moore

Watchmen af Alan Moore og Dave Gibbons

I virkeligheden er jeg ikke den store superhelte fan. Jeg har set en del af X-men-filmene, men det er meget begrænset, hvad jeg har læst af superhelte-tegneserier, og jeg har slet ikke haft lyst til at kaste mig over de mange genindspilninger af Spiderman eller de utallige film i Avengers-universet.

Det har mest været de lidt mere skæve superhelte, jeg har sat pris på. Jeg er vild med Guardians of the Galaxy og Deadpool, men f.eks. også for Woody Harrelsons fine portræt af den naive Arthur, der påtager sig superhelte-rollen i Defendor, lidt som Dave Lizewski fra Kick-Ass, bare mere kikset.

Da HBO udgav tv-serien Watchmen baseret på Alan Moores tegneserie, kom jeg i tanke om, at jeg for efterhånden nogle år siden så Zack Snyders ret dystre Watchmen filmatisering. Den var jeg også ret begejstret for, men havde aldrig fået læst Alan Moores oplæg fra 1986. Det er gjort nu, og den kan varmt anbefales.

I et efterord skriver Alan Moore, hvordan han havde George Orwells 1984 i tankerne, da han fik idéen til Watchmen. Udgangspunktet var, at han og Dave Gibbons skulle arbejde sammen om projektet, og samtidig ville de gerne bruge figurerne fra et eksisterende tegneserie-univers, men uden at skulle forholde sig til den indbyrdes sammenhæng til tidligere og kommende fortællinger. Den sidste del mislykkedes dog, og i stedet skabte de deres egne figurer stærkt inspireret af Charlton Comics universet fra 1960’er. Eksempelvis er figuren Doctor Manhattan en videreudvikling af Charlton-figuren Captain Atom.

Til gengæld indeholder Watchmen til fulde den dystre og mørke stemning fra Orwells roman. Her er superheltene ’blot’ almindelige mennesker med disses fejl og mangler. Så da historien åbner med, at Komikeren bliver fundet helt udsmattet på gaden efter et fald fra sin lejlighed, er det svært at være rigtig ked af det. For han var da en usympatisk superhelt af rang. Men – som hos alle mennesker er tingene sjældent helt sort eller hvidt.

Jeg er også begejstret for måden Watchmen er opbygget på. Historien er opdelt i tolv kapitler, som oprindelig var et hæfte hver. I første kapitel følger vi Rorschach, der er overbevist om, at nogen forsøger at myrde de tidligere superhelte. Han opsøger derfor sine tidligere kollegaer, men ingen af dem tror på ham. Andet kapitel åbner med Silkesværmeren og bevæger sig bagud i tiden, hvor vi hører om Minutmilitsen og gamle stridigheder. Mens tredje kapitel har udgangspunkt i Doctor Manhattan, osv.

I de enkelte kapitler leger Moore og Gibbons dog med fortællingen. Der er f.eks. både indlagt tegneseriestriber fra en pirathistorie, sider fra Hollis Masons aka den oprindelige Natugles biografi, uddrag af en patientjournal fra New Yorks psykiatriske hospital m.m. Umiddelbart løststående enkeltdele, men efterhånden som man læser videre, samles alt i et utrolig gennemarbejdet og spændende univers.

Jeg er næsten flov over, at jeg først har opdaget Watchmen nu, men bedre sent end aldrig. Allan Sortkær har på Litteratursiden skrevet en grundig og interessant analyse af historien og figurerne, som jeg også kun kan anbefale at læse.

Om Watchmen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: RW, 500 sider
Forfatter: Alan Moore
Tegner: Dave Gibbons
Farvelægger John Higgins
Oversætter: Maja Gabelgaard Nielsen

Find en oversigt over Marvel-film i kronologisk rækkefølge HER

Læs også:

Ghost Rider – vejen til Helvede af Garth Ennis
Overløber – Kijara 1 af Tatiana Goldberg
John Constantine – Hellblazer
Marvel Zombies af Robert Kirkman
Fandenivoldsk af Lars Kramhøft og Tom Kristensen
Deadboy af Tom Kristensen
Kick-Ass af Mark Millar
Thomas Alsop – Manhattans beskytter af Chris Miskiewicz og Palle Schmidt
Fribryderen af John Kenn Mortensen
Death Skool af Simon Petersen og Lars Kramhøft
NYX – Wannabe af Joe Quesada
Gigant af Rune Ryberg

Forenet – Død verden 4 af Louise Haiberg

Forenet af Louise Haiberg

I 2017 udkom de første tre bind af Louise Haibergs serie Død verden. Egentlig skulle historien om Nera været stoppet der, men heldigvis havde Haiberg endnu en historie at fortælle. Den får vi her i Forenet.

Verden er gået ad Helvede til. Jorden er blevet oversvømmet af zombier, og menneskene overlever med nød og næppe i små grupper. Der findes dog enkelte sikre zoner, hvor mennesker kan leve i sikkerhed for zombierne. Disse zoner er sikrede af vampyrelvere, der har oprettet dem for at redde deres føde. Mennesker, der bor i zonerne, er frie og sikre. Eneste betingelse er, at de skal donere deres blod til vampyrelverne, og at de aldrig selv må udgyde blod.

I de første bind blev vi introduceret til denne verden og til hovedpersonen Nera og hendes bedste ven, Aidan. De blev reddet fra den visse død af vampyrelverne Bane og Kirsta, og med tiden forelskede Nera og Bane sig. Men Bane blev bidt af en zombie, så han blev efterladt i vildnisset, mens Nera måtte vende tilbage til den sikre zone.

I Forenet er det lykkes for lægen Peter at lave en kur, der kan redde mennesker, der bliver bidt af en zombie. Dog kun hvis de har blodtype O. Det har Nera ikke. Men hun er overbevist om, at hvis hun får kuren og lader Bane bide sig, kan hun redde ham.

Der er kun et par problemer. Dels skal hun have fat i kuren. Dels skal hun ud af Vita, den sikre zone, uden nogen opdager det. Og så skal hun også lige finde Bane ude i vildnisset. Heldigvis er Nera ikke den, der giver let op, og Banes far har en høj plads i vampyrelvernes råd. Måske kan han hjælpe hende?

Død verden er en herlig serie for alle som holder af zombier, vampyrer, splat og kærlighed. Louise Haiberg har skabt en unik og troværdig verden, og Forenet lever helt op til de første tre bind i serien.

Historien fortælles i 1. person af Nera iblandet sider af hendes håndskrevne dagbogsnoter. Nera er en stædig, trofast og stærk ung kvinde, og jeg er vild med hendes syn på livet. Hun lever i en verden, hvor alle har mistet nogen, og hvor man er nødt til at være hård for at overleve. Alligevel har hun bibeholdt sin menneskelighed, selvom hun dækker over den med en kulsort humor.

Denne gang er fokus især på Nera og Banes forhold. Der er ikke så meget splat og kamp, men vi lærer lidt mere om vampyrelverne, og så forsøger Haiberg sig med endnu et twist af historien mod slutningen. Vi nærmer os paranormal romance (en genre jeg egentlig ikke bryder mig så meget om), men Louise Haiberg lader heldigvis ikke det hele forfalde til sødsuppe romantik.

Jeg synes Forenet passer godt ind i Død verden-serien, og jeg var vældig underholdt under læsningen. Da det er ved at være et par år siden, jeg læste de første tre bind, kunne det dog have været godt, hvis vi lige havde fået et lille resume for at få opdateret historien. Men det er bare et lille pip.

Hvis du også er vild med vampyrer, zombier, action, lidt kærlighed og en god historie, så kan jeg kun anbefale Louise Haibergs serie.

Uddrag af bogen:

“Udmærket, her kan vi tale uforstyrret. Så tal.”

Jeg åbner og knytter hånden.
Okay, så er det nu.
Jeg hiver luft dybt ned i lungerne og vender mig mod ham.

“Jeg har en idé til at redde Bane.” Ikke videre elegant. Hans læber skilles som om han skal til at afbryde mig. Spidserne på hugtænderne glimter svagt. Jeg skynder mig at fortsætte. “Bare lyt. Jeg har brug for at komme ud til ham og blive derude alene. Det er det jeg skal have hjælp til. At forlade Vita. Jeg ved at Rådet har besluttet at Bane ikke skal have blod.” Shit, jeg er begyndt at vrøvle. Kan jeg nævne at jeg har taget kuren?

“Hvad…”

Jeg løfter hagen og afbryder ham. “Undskyld, jeg vrøvler. Kort sagt … jeg har brug for at du beordrer … beder et par vampyrelvere om at fragte mig uden for Vita og efterlade mig. Så vil jeg gøre alt hvad jeg kan for at redde Bane. Jeg har en plan. Den skal nok lykkes, og vi får ham tilbage. Hvis ikke, har I kun mistet mig i forsøget på at redde ham. Et lille fjollet menneske.”

Jeg løber tør for ord og kæmper for at fastholde hans blik. Han iagttager mig, og jeg har en sær fornemmelse af at han læser min sjæl, min dedikation til Bane.

“Jeg sørger for det. Bring ham tilbage.”

Det svimler for mig. Var det virkelig så let? Man skulle næsten tro at han netop havde ventet på at jeg spurgte. (side 28-29)

Om Forenet:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Tellerup, 282 sider
Omslag: Danielle Finster

Død verden:
Monstre, 2017
Utopia, 2017
Håb, 2017
Forenet, 2020

Læs også:

Sjælesuger af Gail Carriger
Dødt kød af Nick Clausen
Dagbog fra zombieverdenen af Klaus Frederiksen & Hanne Rump
Død indtil solnedgang af Charlaine Harris
Heksejagt af Kim Harrison
Hvidt støv trilogien af Line Kyed Knudsen
Ulfhedin-sagaen af Mette Sejrbo
Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen

Efter syndfloden af Kassandra Montag

Efter syndfloden af Kassandra Montag

Lidt mere end et århundrede ud i fremtiden er den verden, vi kender, fuldstændig forandret. Vandet har langsomt overtaget kontinentet, og den forhøjede vandstand har først udslettet Amerikas store kystbyer og derefter også de centrale dele af landet. Der er intet andet tilbage end de kolonier, overlevende har etableret på de højeste bjergtoppe, der ligger som øgrupper i det dybe, åbne hav.

Den stædigt uafhængige Myra og hendes fremmelige, 7-årige datter Pearl, lever på vandet i deres lille båd, Bird. De er fiskere og går kun i land, når de skal bytte deres fisk til forsyninger og information i civilisationens få tilbageværende handelsstationer. Myra har i de sidste syv år sørget over tabet af sin ældste datter, Row, der blev stjålet af sin far, efter en enorm flodbølge indtog deres hjem i Nebraska.

Da Myra tilfældigt finder ud af, at Row sidst er blevet set i en fjernt beliggende koloni i Grønland, må hun droppe sin sædvanlige forsigtighed og begive sig ud på en farfuld rejse til nordens isfyldte have sammen med Pearl, mens de klamrer sig til håbet om, at Row stadig vil være der, når de når frem. (fra bagsiden)

Kassandra Montag er uddannet i engelsk litteratur og har tidligere udgivet både noveller og lyrik. Efter syndfloden er hendes romandebut og er indtil videre udkommet i 17 lande.

Montags lyriske baggrund mærkes tydeligt i det smukke sprog, men Efter syndfloden er dog langt mere. Det er en roman om overlevelse, håb og kærlighed, i en verden hvor den stærkes ret gælder.

Jeg blev hurtigt opslugt af historien, der udspiller sig, efter katastrofen har ramt. Jorden er allerede stort set oversvømmet, og vi hører kun i få og spredte erindringsglimt om tiden før og under den store oversvømmelse. I stedet for følger vi den nye hverdag, hvor Myra hver dag kæmper for at skaffe mad til Pearl og lærer hende at overleve.

Den nye verden er et farligt sted. Piratbander hærger, og risikoen for at ende på et avlsskib eller blive slave er høj. Myra stoler ikke på nogen, og hun vil gøre alt for at holde Pearl i sikkerhed. Men samtidig har hun et håb.

Siden Myras mand Jacob forsvandt med deres ældste datter, Row, har Myra ledt efter hende. Da hun får opsporet, at Row er blevet set i The Valley, en koloni på Grønland, sætter hun derfor alt på spil for at komme dertil og finde Row.

Rejsen bliver lang og farefuld, men måske mere vigtigt får den Myra til at stille spørgsmål. Tør hun leve i et fællesskab? Hvor langt vil hun gå for sin forsvundne datter? Vil hun forråde sine rejsefæller? Kan kærligheden til den mistede ødelægge livet for den levende? Og hvad gør man ved rejsens ende?

Som sagt var jeg godt underholdt af Efter syndfloden. Beskrivelsen af den nye verden er vellykket, og jeg kan også godt lide Myra. På den ene side er hun stædig og blind for alt andet end det, hun ønsker, og på den anden side er hun stærk og modig, og vil gøre alt for dem hun holder af. Hun er ikke nødvendigvis let at elske, men hun er ægte.

Efterhånden som romanen udspiller sig, møder vi både action og grusomheder. Til tider sker tingene lidt vel belejligt for Myra i jagten på Row, men pyt med det. Jeg lod mig i hvert fald rive med, og kan anbefale Kassandra Montags debut til alle, der holder af smukke og grumme post-apokalyptiske fortællinger.

Der findes naturligvis også andre fortællinger, der udspiller sig i en oversvømmet verden. Mest kendt er måske Kevin Costner-filmen Waterworld fra 1995. I den helt modsatte ende er f.eks. romanen Blå af norske Maja Lunde, der udspiller sig i en nær fremtid, hvor jorden er ramt af omfattende tørker i stedet for.

Anmelderne skriver:

Bogblogger.dk: “Jeg må sige, at Efter syndfloden er en helt igennem fremragende debut. Ikke alene er det en historie om overlevelse, det er også en historie om at bevare håb mod alle odds. Om at turde stole på mennesker, selv når de fleste har vist, at de ikke er til at stole på. Om karakterstyrke og om at ofre sig for dem, man elsker. Jeg var vild med alle bogens 432 sider og håber, Kassandra Montag snart udgiver en ny. Det kan faktisk ikke gå stærkt nok.” Læs hele anmeldelsen HER

Bogrummet: “Jeg er vild med den postapokalyptiske genre og måtte bare læse Efter syndfloden, der er forfatterens debut. Den bliver rost af både Karin Slaughter og Liv Constantine på bogens flapper, men jeg fandt den desværre delvis rædselsfuld og svær at komme igennem. […] Ærgerligt at udførslen af det lille Waterworld-agtige drama ikke rigtig virkede troværdigt. Om ikke andet, så kan bogen måske være noget for nybegyndere indenfor den postapokalyptiske genre. En gammel postapokalyptisk rotte som jeg, har læst alt for meget god litteratur indenfor denne genre, så der skal mere til at dupere mig.” Læs hele anmeldelsen HER

Nordjyske Stiftstidende: “… Kassandra Montag debuterer med en gennemført vision om en grufuld fremtid med vold, rædsel, skånselsløse pirater, nådesløs natur, forstemmende få muligheder, modløshed og kun få glimt af håb. Det er både uhyggeligt, spændende, blodigt og gribende.” (Nordjyske Stiftstidende 16.01.2020)

Politiken: “Efter syndfloden kan ikke beslutte sig overbevisende for, om den er en klimaapokalypsefortælling eller et sørøvereventyr. Trods en god optakt og et bag alt fyldet godt plot får den aldrig for alvor dybt vand under sine litterære fødder.” (Politiken 21.01.2020)

Sidses Bogreol: “Udover at være en roman om klima, så er det også en særdeles velskrevet roman om moderskab, savn, desperation og kærlighed. Det er en roman som lægger op til refleksion hos læseren, samtidig med at det er virkelig god, omend også lidt barsk og trist, underholdning. Jeg er virkelig vild med denne her bog og den er altså noget ganske særligt og formåede at sætte gang i flere følelser hos mig. Jeg sender derfor fuldt hus af stjerner afsted.” Læs hele anmeldelsen HER

Kort om Efter syndfloden:

Udgivelsesår: 16.01.2020
Forlag: HarperCollins, 429 sider
Omslag: Mumtaz Mustafa
Originaltitel: After the Flood (2019)
Oversætter: Lene Støvring

Besøg Kassandra Montags hjemmeside

Læs også:

Børnenes jord af Gipi
Vejen af Cormac McCarthy
Station 11 af Emily St. John Mandel
Den hvide fjende af Niels Meyn
Faldvand af Mikael Niemi
Mens vi endnu er her af Susan Beth Pfeffer
Syndfloden af Carl S. Torgius
Miraklernes tid af Karen Thompson Walker
Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Børnenes jord af Gipi

Børnenes jord af GipiI en post-apokalyptisk tid på en uendelig sø beboet af isolerede overlevende fra en unavngiven katastrofe møder vi en enlig, autoritær far og hans to sønner, den ene flabet og hævngerrig, den anden enfoldig og lidt tilbagestående. For at ruste dem til et liv, når han ikke længere er der, opdrager faren sine to sønner strengt for i hans øjne at kunne gøre dem stærkere i en hård og ubarmhjertig verden. Samtidig skriver faren i en mystisk sort bog, og da han en dag dør, bliver den midtpunkt i et perverteret hundeslagsmål. (fra forlagets beskrivelse)

Jeg stødte på Børnenes jord, da jeg i en arbejdsforbindelse søgte efter klimafiktion. Den lød interessant, så jeg lånte den straks på biblioteket. Men jeg må indrømme, at billedsiden ikke ligefrem tog mig med storm, da jeg begyndte at bladre i den.

Heldigvis lod jeg mig ikke afskrække af de minimalistiske, nærmest råt skitserede illustrationer holdt i sort/hvid. Gipis fortælling om de to brødre, der vokser op i tiden efter en katastrofe, er nemlig både fascinerende og hjerteskærende.

Fascinerende fordi der er så meget, vi ikke ved. Vi ved ikke, hvilken katastrofen der har ramt jorden. Vi ved ikke, hvor alle menneskene er blevet af. Og vi ved ikke, hvorfor verden ser ud som den gør.

På samme tid er historien hjerteskærende, fordi vi oplever denne nye verdens brutalitet for fuld udblæsning. Trods farens hårdhændede opdragelse er han langt fra den mest bestialske figur i fortællingen, som ikke rummer meget menneskelighed eller varme.

Illustration fra Børnenes jord af GipiBørnenes jord sneg sig ind på mig under læsningen, og jeg endte med at være dybt betaget af den stærke fortælling. Meget velfortjent har Gipi også modtaget kritikerprisen for den ved Europas største tegneseriefestival i den franske by Angoulême.

Anmelderne skriver:

Børnenes jord er måske ikke en tegneserie for alle, men for Kapellets anmelder var det en overraskende og medrivende oplevelse, der først blev læst én gang, i et stræk, derefter genlæst lidt langsommere, for dér at få mere tid til at studere den måde, som Gipi har arbejdet med tempo og sine figurer på. Selv om den nihilistiske grundstemning er svær at ryste af sig, og den dystopiske vision er lige så dunkel som en nat uden stjerner, så er Børnenes jord en usædvanlig tegneserieoplevelse, der ikke minder om ret meget andet undertegnede har læst førhen. (Torben Rølmer Bille, Kulturkapellet)

De sort-hvide tegninger er mesterlige og signalerer tomhed i form af nøgne, smadrede landskaber, kolde ord og stor ensomhed. Hans stil er let med enormt mange detaljer, flere og flere som historien skrider frem. ‘Børnenes jord‘ viser, hvordan mennesker kan blive blottet for menneskelighed, når alt er et spørgsmål om overlevelse. (Jette Holmgaard Greibe, Litteratursiden)

Der findes adskillige post-dommedags historier, men med sin intime og poetiske skildring af verden efter katastrofen er Børnenes jord i en liga for sig. Her er ingen Walking Dead-agtig action i forgrunden, men der er stadig god og intens spænding i Gipi’s karakterdrevne værk. For dramaet mellem Lino og Santo er drivkraften for historien. (Michael Larsen, Nummer 9)

I en postapokalyptisk nærfremtidsdystopi, hvor både samfund og sprog er degenereret, forsøger to unge brødre at overleve og finde sandheden om sig selv. ’Børnenes jord’ af den italienske tegneserieskaber Gipi er rå og brutal og fuld af ømhed. (Felix Rothstein, Politiken)

Børnenes jord er skidegod. Slet og ret. I et stille tempo suges læseren ind, og glem alt om superhelte, flotte forførende farver, action og drøn på. Glem alt om det. Lad dig i stedet føre ind i 288 siders magi og mærk det der nærvær, som en rigtig god fortælling kan give. Helt uden dikkedarer, helt uden noget som helst. Kun en stærk fortælling og nogle ligeså stærke illustrationer. Du vil næppe fortryde det. (Serieland)

Om Børnenes jord:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Fahrenheit/Forlæns, 290 sider
Omslag og illustrationer: Gipi (Gian-Alfonso Pacinotti)
Originaltitel: La terra dei figli
Oversætter: Karina Florentz Hansen

Læs også:

Ruiner af Adam O
De rensede af Søren Staal Balslev
Vejen af Cormac McCarthy
Passagen af Simon Stålenhag
Undergang / red. Martin Schjönning
Mørkets skønhed af Fabien Vehlmann, illustreret af Kerascoët

 

Solens kerne af Johanna Sinisalo

Solens kerne af Johanna SinisaloDa pigerne Vera og Mira er små, dør deres forældre i en bilulykke. Deres eneste slægtning er farmoren Aulikki i Finland på gården Neulapää, så pigerne bliver overdraget i hendes varetægt.

Finland har i mange år været lukket mod omverdenen. Det er et Eusistokrat, hvor staten styrer alt – endda kønsbestemmelse af mennesker. I Finland har man nemlig avlet sig frem til en ny type kvinde, eloien, der besidder de vigtigste egenskaber for en kvinde: smuk og lydig. Kvinder, der ikke er tilstrækkeligt feminine, kaldes for morlocker og steriliseres ganske unge. De kan bruges som arbejdskraft i stedet for til avl, indtil arten uddør.

Særligt for Vanna (som Vera nu kaldes, da kvinder ikke må have R i deres navn) er det svært at finde sig til rette. Hun er videnbegærlig og ikke særlig interesseret i tøj og makeup. Det er Manna (Mira) derimod, og Vanna opdager hurtigt, at hun skal følge Mannas opførsel for at passe ind, mens Aulikki i det skjulte giver hende mulighed for at studere.

Historien fortælles hovedsageligt gennem Vannas breve til Manna. Det er tydeligt, at Vanna har dårlig samvittighed over for Manna, men hvorfor afsløres først langt henne i fortællingen. I mellem Vannas breve er indlagt uddrag fra forskellige bøger, som f.eks. ”En kort historie om domesticeringen af kvinder” og undervisningsmaterialer for eloier. Derudover er der bidder af sange og historier for eloier, og endelig hører vi også enkelte kapitler fortalt af maskoen Jare, der arbejdede for Aulikki en sommer.

Til at begynde med vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg skulle synes om Solens kerne. Opbygningen forvirrede mig, og jeg havde svært at finde frem til selve historien. Men alligevel blev jeg ved med at læse, og lige pludselig var jeg fuldstændig opslugt. Ikke nødvendigvis så meget af historien, som af det univers Johanna Sinisalo har skabt.

Sinisalo definerer Eusistokrati som: ”Den herskende samfundsorden i Finland, ’velfærdsstat’. Bygger på de latinske ord eu (god) og sistere (stå), bogstaveligt talt altså ’blive, forblive i en god tilstand’. Eksempel: ’I et eusistokratisk samfund er regeringens vigtigste opgave at fremme borgernes generelle velfærd og sundhed.’” (side 81) Og der er heller ingen grænser for, hvad staten forsøger at kontrollere. Ud over narkotika er cigaretter, alkohol og chili strengt forbudt. Eloier skal følge en fastlagt undervisning for at blive en god hustru og mor, og de har ikke ret til at eje noget. Og selvom maskoer naturligvis ikke må slå eloier ihjel, så straffes det ikke særligt hårdt. Der er intens overvågning af borgerne, som ikke har adgang til hedonist-staternes teknologi, men til gengæld er der ingen restriktioner i forhold til religion.

Samfundet er helt opbygget efter maskoens seksuelle behov, og – er mit gæt – efter de herskende myndighedspersoners ønske om magt. Men hvordan er den tanke opstået? Udskift bil med kvinde i nedenstående citat og du har svaret.

Det her behøvede ikke engang at være flertallets vilje. Sommetider skal der ikke andet til end en tilpas højrøstet og toneangivende gruppe for at ændre verden til det, gruppens medlemmer vil have. Gruppen behøver ikke engang at være særligt stor. Det er nok, at nogle anfører deres egne personlige præferencer som den eneste rigtige sandhed, og med deres højrøstethed skaber det indtryk, at de har glemte og tilsidesatte masser bag sig. Det er nemt at få én, der har været tilfreds med tingenes tilstand, til at støtte en idé, som vedkommende selv kan få gavn af. Mange kunne leve fint uden en bil eller godt forstå, at det kræver anstrengelser at anskaffe sig en, og at man må gå på kompromis med nogle andre ting. Men hvis en tilpas kraftfuld gruppe konstant banker den tanke ind i hovedet på andre, at det er umuligt at leve uden en bil, at billøshed er en krænkelse af menneskerettighederne – hvor mange ville i den situation takke nej til de gratis biler, staten deler ud?” (side 264-265)

Solens kerne er en dystopisk fortælling, der udspiller sig i en nær fremtid. Finland minder om George Orwells 1984 stat, blot med racehygiejne og kønspolitik dybt implementeret i styret.

Romanen er let at læse, men svær at fordøje. Mange af de videnskabelige ’facts’ er nemlig hentet fra virkeligheden, enkelte dog med få ændringer. De fleste lande har jo brugt racehygiejne som et redskab til at forme samfundet, og selvom de færrest gik så langt som nazisterne, så har vi i Danmark udført tvangssterilisation helt op til 1967! Og hvad angår forsøg på at fremme bestemte egenskaber via avl, kan vi jo bare se på, hvordan kortsnudede hunderacer fremavles helt grotesk med store sundhedsmæssige følger.

Jeg var måske ikke betaget af Solens kerne fra første side, men det var jeg, da jeg lagde den fra mig. Den gav i den grad stof til eftertanke.

Om Solens kerne:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Jensen & Dalgaard, 347 sider
Omslag: RubArt
Originaltitel: Auringon ydin, 2013
Oversætter: Siri Nordborg Møller

Læs også:

Kraften af Naomi Alderman
Tjenerindens fortælling af Margaret Atwood
Dine øjne tåler ikke synet af Preben Haarup
1984 af George Orwell

 

Exnihilo af Publius Enigma

Exnihilo af Publius EnigmaSpændende og underholdende science fiction der udspiller sig i en totalitært styret fremtid, hvor jordkloden er ødelagt af krig, og menneskeheden har mistet evnen til at reproducere sig af naturlig vej.

I 2163 er Discover IV på vej længere ud i universet end mennesket nogensinde har været før. Målet er at finde beboelige zoner og erobre nye territorier.

Godt 100 år senere har en krig ødelagt det meste af jorden, som nu styres af Det Interhumane Synedri bestående af 12 ledere anført af generalsekretæren. Som følge af Den Totale Krig bliver der ikke født børn mere. Heldigvis har forskerne fundet en måde at producere børn uden brug af biologiske rugemødre, men en alvorlig genetisk fejl har sænket gennemsnitsalderen til 41 år.

En dag opfanger en gruppe forskere et svagt signal fra Jupiters 64. måne. Der er ingen afsender på signalet, men noget tyder på, at det er sendt af intelligente væsener. Synedriet beslutter sig for at sende en ekspedition af sted med rumskibet Scout Voyager, hvor bla. hovedpersonen Elia deltager. Det lykkes dem at nå frem til signalet, men det, de finder der, truer den herskende samfundsstruktur. Så nu er spørgsmålet: skal de bringe fundet med tilbage, eller destruere det på stedet?

Exnihilo er underholdende og tankevækkende science fiction lige efter mit hoved. Jeg tør ikke sige, om science-delen er korrekt, men den virker plausibel og jeg troede i hvert fald på den. Selve historien, der fortælles via forskellige personer og i forskellige tider, er spændende og med et plot, som hænger fint sammen. Jeg kom til at tænke på en blanding af filmen Interstellar og The Martian af Andy Weir mixet med George Orwells 1984 og Aldous Huxleys Fagre nye verden.

Forsiden med et menneskefoster i en glasbeholder passer godt til indholdet og fanger i den grad øjet. Kunstneren bag hedder Gia Nguyen, og hans hjemmeside kan ses HER.

Sprogligt synes jeg dog godt, at man mærker, Exnihilo er forfatterens debut. Til tider er sproget meget beskrivende, og jeg faldt også over nogle underlige vendinger ind i mellem. For eksempel skurrer den indledende sætning ”Maryon tog favntag om Isaac” mit øje. Den er muligvis grammatisk korrekt, men hvorfor dog ikke bruge en mindre konstrueret sætning? Bortset fra dette småsure opstød kan jeg nu absolut anbefale Exnihilo, hvis du holder af underholdende og troværdig science fiction. Og jeg er ikke den eneste, som er begejstret. Læs for eksempel også Litteratursidens anmeldelse HER.

Romanen er udgivet af pseudonymet Publius Enigma, som giver et lille interview om bogen i Novum nr. 133. Her fortæller han blandt andet om udfordringen med at udregne afstande og estimere tidsangivelser for rejser til og fra jorden eller finde frem til lyd- og lysforhold ude i universet osv. Og så løfter han sløret for sin nye bog, der ligeledes foregår i fremtiden. Denne gang bliver det overordnede tema venskab mellem menneske og robot.

Uddrag af Exnihilo:

“Elai var godt klar over, at mange stiltiende drog Synedriet til ansvar for de dårlige samfundsforhold. Oprørsbevægelsen lod dog ikke kritikken gå stille for sig, og det resulterede ofte i opstande, konflikter og demonstrationer. Gang på gang måtte Synedriet indsætte politi for at løse konflikterne. Nogle opfattede det som en hårdhændet behandling af samfundets kritikere, og det gjorde blot tilliden til Synedriets ledere endnu svagere. At der ikke havde været en revolution endnu skyldtes højst sandsynligt ene og alene, at de 12 ledere i Synedriet jævnligt blev skiftet ud, simpelthen fordi de også døde af Den Ubarmhjertige Død.

Men Elai mindede ofte folk om, at styreformen også havde gjort meget godt for menneskeheden. Det var blandt andet Synedriets skyld, at der stadig levede mennesker. Efter slutningen af 3. verdenskrig var radioaktiv, biologisk og kemisk forurening skyld i, at de få millioner mennesker, der var tilbage efter krigen, fik alvorlige problemer med at få børn. Befolkningstilvæksten var i minus allerede efter den anden folketælling. Fertilitetslæger forsøgte med alt fra mikroinsemination og follikel stimulationsbehandling til in vitro fertilisering. Men der var ingen af de traditionelle metoder, der hjalp. Kun ganske få blev gravide. Størstedelen aborterede efter kort tid […] Derfor tillod de første Synedri-medlemmer alle slags radikale eksperimenter for at sikre livet.” (side 33)

Om Exnihilo:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Valeta, 478 sider
Omslag: Gia Nguyen

Læs også:

Reservedelenes by af Lise Bidstrup
Illuminae af Amie Kaufman og Jay Kristoff
Psykonauten: mindre end 2 af Patrick Leis
Solaris af Stanislaw Lem
Under ensomme stjerner af Kate Ling
Mørke af Torben Pedersen
The Martian af Andy Weir

Efter år nul af Grete Roulund

Efter år nul af Grete RoulundMåske er vi i Danmark? Måske er vi i nutiden? Måske er det Rusland, der beslutter sig for at besætte landet, og for at spare menneskeliv nedkaster et pacificerende middel over befolkningen, inden soldaterne sættes ind? Måske har midlet uforudsete bivirkninger? Måske var det hele planlagt?

I Efter år nul møder vi Sigi (kort for Siegfred) den dag, verden ændrer sig. Sigi er maler og bliver opsøgt af oberst Papala et stykke tid efter. Papala ønsker, at Sigi skal male et portræt af hans børn. Til gengæld sørger han for medicin og forsyninger til Sigi.

Sigi indvilliger og et sært venskab opstår mellem de to mænd. Men situationen i landet forværres, og en dag er selv soldaterne forsvundet. Sigi finder Papala såret og tager ham med hjem, hvor han plejer ham. Siden kommer også Jonas og drengen Micky til, og en slags hverdag opstår.

Men hvad er der egentlig sket? Er det sket overalt eller kun her? Og hvorfor er der ingen fugle? Den lille gruppe må til sidst beslutte sig for, om de vil blive, eller om de vil forlade huset for at finde andre overlevende.

Umiddelbart lyder handlingen i Efter år nul måske kedelig. Det er dog langt fra tilfældet. Trods det enkle setup er spændingen mærkbart stigende undervejs. Ikke i hæsblæsende actionstil, men som en snigende følelse af ubehag der holder læseren i et skruestik, mens forudanelsen om kommende gru vokser og vokser.

Sproget er på den ene side enkelt, og Grete Roulund bruger i høj grad dialog som fortælle-middel. Alligevel føles teksten til tider nærmest poetisk, eksempelvis når Roulund udnytter tegnsætningen som et virkemiddel fremfor blot at følge reglerne. Også genremæssigt udfordrer hun sin læser med sin blanding af realisme, science fiction og ren horror. En blanding der hos Roulund fungerer fuldstændig overbevisende.

Grete Roulund er ikke nem at sætte i bås. Som min gode kollega Janus Andersen skriver:

“Problemet med at beskrive en Roulund-roman er, at det er som at fortælle andre om en feberdrøm. Alt synes at foregå langsomt, om end der sker en masse, og nok kan man se tingene gå galt, men det er umuligt at forhindre problemerne i at eskalere. Handlinger mister deres mening, mens man indfanges i en nedadgående spiral, hvis slutpunkt man kun kan gisne om.”

Sikkert er det, at Efter år nul er både grum og trøstesløs. Alligevel er jeg nødt til at anbefale den på det stærkeste.

Uddrag:

Da år nul kom, havde han lige fået fodret hønsene og stod på gårdspladsen og ville tænde sig en cigaret.

Først hørte han ingenting, bare mærkede hvordan jorden begyndte at ryste under fødderne på ham; det var som at stå på dækket af et skib. Foran ham lå hønsene flade på jorden. Inde i stalden faldt en kasse med flasker ned og knustes.

Så kom maskinerne, i en kile ligesom gæs. De var trekantede og havde en død, grå farve, der sugede lyset til sig. De fløj meget hurtigt. Efter dem kom lyden, så stærk at han følte at han var nødt til at løbe for at slippe ud af den, men han blev stående og så et staldvindue ganske langsomt gå i stykker og falde ud. Bagefter blev der stille; det var en stilhed så skarp som en kniv, man kunne skære sig på den. Sigi så op mod himlen og ventede. (side 5)

Om Efter år nul:

Udgivelsesår: 1983
Forlag: Rhodos, 150 sider
Omslag: Strit Blædel

Læs Janus Andersens anmeldelse

Læs også:

De ubudne af Liz Jensen
Station 11 af Emily St. John Mandel
Lilleputternes oprør af Niels E. Nielsen
Setans porte af Grete Roulund
Warday – Krigens dag og tiden derefter af Whitley Strieber og James Kunetka

Flugten fra klanen – Kijara 2 af Tatiana Goldberg

Flugten fra klanen - Kijara 2 af Tatiana GoldbergFlugten fra klanen er bind to i serien om Kijara. Serien udspiller sig i en fremtid, hvor Union City er hovedstaden for et samlet Europa. Genetiske modifikationer af mennesker er hverdag og udføres af det offentlige, mens politiorganisationen PURGE (Police Unit for Regulation of the Genetically Engineered) sørger for, at de uautoriserede modificerede bekæmpes.

Kijara er sammen med sin brødre, coyoterne, medlem af en forbryderorganisation kaldet Klanen. Hun er også en illegal GMI. I første bind blev hun fanget af PURGE under et indbrud, og hun fik valget at hjælpe PURGE eller blive destrueret. Et valg, der i sidste ende ikke var et valg.

Nu er Kijara under oplæring som PURGE-agent med den modvillige Darwin som teamleder. Darwin var sammen med telepaten Naid på holdet, der i første omgang fangede Kijara, og han er mildest talt ikke særlig begejstret for hende. Følelsen er gensidig.

Selvom Kijara ikke savner sin kriminelle tilværelse, er livet som PURGE-agent bestemt ikke hendes kop te. Hun har det svært med autoriteter, og de dårlige minder fylder meget. Alligevel bliver hun sammen med Naid og Darwin snart sendt ud i felten på en træningsopgave. De skal indfange en i-klasse GMI i en afsidesliggende lagerhal. En simpel og ukompliceret opgave.

Men alt er ikke, som det umiddelbart ser ud, og mens Kijara ikke savner sine coyotebrødre, savner de hende. Og de vil gå meget langt for at få hende tilbage.

Kijara 1 og 2 af Tatiana GoldbergFlugten fra klanen har helt sikkert været værd at vente på. Jeg var vild med Overløber, og Tatiana Goldberg fortsætter her den gode stil. Historien er i sig selv spændende, og vi kommer længere ind under huden på Kijara her i bind to. Hendes fortid gemmer på grusomme minder, men vi lærer også mere om hendes evner og hendes udvikling.

Billedsiden er ligeledes i topklasse. Hvad enten det er de stemningsfulde baggrundsmiljøer eller personerne, så står de knivskarpt og med masser af sjæl. Som sidst inviterer Goldberg læserne med ind i maskinrummet, når hun bagerst i bogen fortæller om, hvordan hun har arbejdet med historien. Det er spændende at komme ind i Goldbergs overvejelser, og pludselig står detaljer i historien meget stærkere. Man kan selvfølgelig sagtens ‘nøjes med’ at læse selve historien, men hvorfor dog snyde sig selv for noget godt.

Jeg er meget meget meget begejstret for Kijara-serien, som jeg synes fortjener et internationalt publikum. Historien er universalt spændende, billedsiden er fantastisk, og der er heldigvis to bind mere under udarbejdelse. Indtil de kommer, må jeg nøjes med at læse og genlæse Overløber og Flugten fra klanen igen.

Om Flugten fra klanen:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Comic Factory, 95 sider
Omslag: Tatiana Goldberg

Læs mere om Kijara-serien HER

Læs også:

Alena af Kim W. Andersson
Fandenivoldsk af Lars Kramhøft
Kick-Ass af Mark Millar og John Romita Jr.
Thomas Alsop – Manhattans beskytter af Chris Miskiewicz og Palle Schmidt
WE3 af Grant Morrison og Frank Quitely
Metrozone af Søren Mosdal
Orbital 1: Nærkontakt skrevet af Sylvain Runberg og illustreret af Serge Pellé