november 2018
M T O T F L S
« okt    
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
2627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘dystopi’

Vejen af Cormac McCarthy

Vejen af Cormac McCarthyEn voldsom og chokerende, men også vedkommende fortælling om kærlighed og medmenneskelighed i en verden, der er brudt sammen.

I en ikke nærmere defineret fremtid kæmper en mand og hans søn for at overleve, efter at en ukendt katastrofe har ramt jorden. Solen skinner kun svagt på himlen. Overalt ligger der aske, og skovbrænde hærger stadig her flere år efter katastrofen indtraf.

Manden og drengen er på vej sydpå over USA mod havet, hvor de håber at finde andre gode mennesker. Alt, hvad de ejer, er i en gammel indkøbsvogn, og sult, kulde og andre overlevende truer bestandigt med at slå dem ihjel. Kun kærligheden til sønnen får manden til at blive ved, selvom alt håb synes tabt.

Vejen er en voldsom og chokerende roman, selvom Cormac McCarthy skriver minimalistisk, helt ned til brugen af (eller rettere manglen på) tegnsætning. Når handlingen er rolig, er sætningerne lange og beskrivende helt ned i detaljer men uden brug af komma osv. Når intensiteten af fortællingen derimod stiger, bliver sætningerne kortere og kortere, og får således ubevist læseren til at sætte tempoet i vejret.

Samtidig fortæller McCarthy i et enkelt og nøgternt sprog, hvilket giver en voldsom kontrast mellem ordene på siden, og de begivenheder der udspiller sig. Ordene er stilfærdige, men handlingen er næsten ubærlig, selvom manden og drengens vej igennem den døde verden det meste af tiden er stort set begivenhedsløs. De leder efter mad. De slår lejr. De forsøger at holde varmen. Og ind i mellem gemmer de sig.

Men i denne hverdagsrutine er intet normalt. Den gamle verden er væk, og den nye verden lover ikke andet end død. Overalt vidner omgivelserne om katastrofen, lige fra den evigt fygende aske til ligene der er brændt fast på vejene for år tilbage. For manden er det uudholdeligt. Han forsøger at skærme drengen og vil gøre alt for at beskytte ham. Men for drengen er det hverdag. Han husker ikke andet.

Faren fortæller drengen, at de er gode mennesker, og at de aldrig vil spise andre mennesker for at overleve. Ikke desto mindre tager han kyniske beslutninger, som inddirekte kan skade andre, for at drengen skal overleve. Den kynisme besidder drengen slet ikke, selvom han er opvokset i denne kolde, dystre verden. Hans medmenneskelighed og trang til at hjælpe dem, de møder, giver et spinkelt håb i en ellers trøstesløs verden. For så længe godheden eksisterer, eksisterer drømmen om en fremtid.

I 2009 blev Vejen filmatiseret med Viggo Mortensen i rollen som faren og Kodi Smit-McPhee som drengen. Filmen følger et langt stykke af vejen romanen, og fremmaner det samme kuldslåede, golde univers, hvor kærligheden mellem far og søn er det eneste menneskelige element.

Uddrag af Vejen:

I det første grå dagslys stod han op og lod drengen sove videre og gik lidt hen ad vejen og satte sig ned på hug og studerede landskabet mod syd. Goldt, tavst, gudløst. Han troede at det var oktober måned men han var ikke sikker. Han havde ikke set en kalender i mange år. De var på vej sydpå. De ville ikke kunne overleve endnu en vinter her.

Da det var blevet lyst nok til at han kunne bruge kikkerten så han ud over dalen under sig. Alt var så farveløst at det gik ud i ét. Den bløde aske blæste i løse hvirvler hen over asfalten. Han så på det han kunne se. Resterne af vejbelægningen dernede, under de døde træer. Han så sig om efter et eller andet med farve på. En eller anden form for bevægelse. Et spor af røg der hævede sig. Han tog kikkerten ned og trak ansigtsmasken af bomuld væk fra munden og tørrede sig under næsen med håndryggen og satte sig igen til at betragte landskabet gennem kikkerten. Bagefter blev han bare siddende med kikkerten i hænderne og betragtede det askegrå dagslys der fortættedes over landskabet. Han vidste ikke længere andet end at drengen var hans eneste eksistensberettigelse. Han sagde: Hvis han ikke er Guds ord har Gud aldrig talt. (s. 8)

Om Vejen: 

Udgivelsesår: 2008
Forlag: Gyldendal, 258 sider
Omslag: Sven Reiner Johansen med foto af Peter Miller/Getty Images
Originaltitel: The Road
Vandt Pulitzer Litteraturpris 2007

Læs også:

Metro 2033 af Dmitrij Gluchovskij
Dine øjne tåler ikke synet af Preben Haarup
Blår af Hugh Howey
Station 11 af Emily St. John Mandel
Lilleputternes oprør af Niels E. Nielsen
Miraklernes tid af Karen Thompson Walker

Læs mere på CormacMcCarthy.com

Læs Kim Skottes anmeldelse på Politiken

Blår af Hugh Howey

Blår af Hugh Howey

Spændende og underholdende post-apokalyptisk thriller hvor sandheden måske er mere ødelæggende end løgnen?

Hundredvis af år ude i fremtiden har en ukendt katastrofen lagt jorden øde og gjort atmosfæren giftig. Kun en lille rest mennesker har overlevet inde i en gigantisk underjordisk silo. De lever et nøje tilrettelagt liv, hvor ens etage i siloen mere eller mindre bestemmer ens job og fremtid. Al tale om verden udenfor siloen er forbudt, og drister nogen sig til det alligevel, venter rengøringstjeneste. En envejs-billet udenfor for at rense linserne på de kameraer der er eneste forbindelse til omverdenen.

Da sherif Holsten frivilligt melder sig til rengøringstjeneste, skal der findes en ny sherif. Det er borgmesterens pligt at udpege en ny, og hun vælger overraskende en mekaniker fra de nederste etager, på trods af at it-afdelingens chef har kørt sin egen favorit i stilling.

Men valget af den uventede sherif skyder en række tragiske begivenheder i gang, og pludselig er siloen ikke det trygge hjem, den før var. Gamle hemmeligheder og chokerende løgne dukker op til overfladen, og spørgsmålet om, hvad der egentlig er udenfor, kan ikke mere ignoreres.

Blår er første del i Hugh Howeys ”Silo”-serie. Romanen består af fem dele: Holston, Maskespil, Aflukning, Optrevling og Sammensyning. Howey udgav oprindeligt Holston som en selvudgivet kortroman. Men fans krævede en fortsættelse, og så fulgte de øvrige dele som han skrev løbende. I 2012 skrev Howey så kontrakt med forlaget Simon og Schuster, og i dag er serien en international bestseller, der er udkommet på 40 sprog, og hvis filmrettigheder er blevet købt af Ridley Scott.

Jeg forstår godt, at seriens fans forlangte mere efter Holston. Historien er elementært spændende og samtidig let fortalt, så jeg lynhurtigt strøg igennem de 614 sider. Persontegningerne er måske nok ikke så dybe, men til gengæld er siloen et unikt setup, som vi langsomt får et fascinerende – og skræmmende – indblik i.

F.eks. er man i siloen nødt til nøje at overholde status quo for at samfundet kan fortsætte. For at undgå overbefolkning har man derfor indført et lotteri, så når der dør en person, kan et par vinde muligheden for i et år at forsøge at blive gravide. En anden detalje er it-afdelingen, som indtager en helt speciel stilling i det lukkede samfund. Og så er der de små drys fortid, der stadigvæk findes på trods af tabuerne – bl.a. slidte billedbøger fulde af fantasidyr som elefanter!

Den danske titel Blår er yderst rammende med sin tvetydighed. Blår kan både betegne en slags garn, der bruges til rengøring, men det bruges også i vendingen ”at stikke folk blår i øjnene”, som betyder at bedrage folk. Og med sin langsomme afsløring af, at sandheden om siloen langt fra er enkel, må vi sande at forside-teksten har ret: ”Hvis ikke løgnene slår dig ihjel, så gør sandheden”.

Blår efterfølges af Shift og Dust, der endnu ikke er oversat til dansk.

Andre romaner i samme stil er f.eks. Under ensomme stjerner af Kate Ling, som udspiller sig i et rumskib på en 800 år lang rejse, samt naturligvis Brian W. Aldiss’ debutroman Non Stop fra 1958.

(anmeldt til Himmelskibet)

Om Blår:

Udgivelsesår: 01.02.2018
Forlag: Dreamlitt, 614 sider
Omslag: Emma A. Mowinckel

Kraften af Naomi Alderman

Kraften af Naomi AldermanMagt korrumperer! Det må være kernen i Naomi Aldermans fremragende roman Kraften, som jeg simpelthen ikke kan sige nok positivt om

En forfatter sender sit manuskript til en ven og beder om feedback. I stedet for en historisk fagbog forsøger forfatteren at beskrive sine teorier om samfundets opståen i romanform, men med fuldt belæg i arkæologiske kilder m.m. Det er rammen om Naomi Aldermans internationale bestseller Kraften, som herefter tæller kronologisk ned over en periode på 10 år via de fire hovedpersoner: Roxy, Tunde, Margot og Allie.

Vi er i fremtiden. Ud af det blå får teenagepiger pludselig evnen til at give dødelige elektriske stød. I starten betragtes det som en lidelse, men efterhånden som flere og flere får Kraften, begynder (det patriarkalske) samfund at træffe forholdsregler.

Det er dog langt fra alle, som synes, at pigernes kraft skal begrænses. Den kvindelige borgmester Margot opdager, hvordan hendes politiske liv pludselig kan nå helt nye højder. Mafiadatteren Roxy bruger sin kraft i familiens tjeneste. Plejepigen Allie stikker af fra et misbruget i sin plejefamilie og søger tilflugt i et kloster. Og den unge journalist Tunde bliver mere eller mindre tilfældigt ham, der bringer kraftens fortælling til offentlighedens kendskab.

Herfra ruller historien, og vi hører om et samfund, der ændrer sig radikalt.

I løbet af de ti år sker en tydelig udvikling i forholdet mellem kønnene, og det er både fascinerende og rystende at læse. Lige fra det subtile træk at morgen-tv værterne pludselig er en moden, vidende kvinde og en kæk og smuk ung mand, over den rå gengældelse som rammer bagmændene af den systematiserede menneskehandel med sexslaver, til fremkomsten af den nye religion centreret om Modergudinden.

Pludselig er det kvinderne, der er de stærkeste, og mændene der frygter voldtægt og overfald, når de går ud om aftenen. Og hos Alderman lader kvinderne ikke mændene tilbage, når det gælder om undertrykkelse af det andet køn.

Det er mig umuligt at putte Kraften i en genrekasse. På mit biblioteket står den kategoriseret som science fiction, men den hører i ligeså høj grad til i spænding eller blandt de debatskabende romaner, for historien er både barsk og tankevækkende.

Kraften er elementært spændende, men samtidig kan man som læser ikke undgå at reflektere over romanens dissektion af magt i alle former, lige fra politisk magt over religiøs magt til helt grundlæggende fysisk magt.

Derudover er romanen også interessant sociologisk og antropologisk set. Aldermans forfatter har indsat noter og billeder af arkæologiske fund i sin fortælling. Blandt dem er to billeder af virkelig fund fra oldtidsbyen Mohenjo-Daro. Det tankevækkende her er, at i romanen tolkes de som Præstedronning og Tjenerdreng, mens virkelighedens arkæologer navngav fundene Præstekonge og Dansende pige. Altså en helt modsatrettet tolkning, som bunder i den sociale orden et givet samfund har indrettet sin acceptable adfærd efter.

Her er dog langt fra tale om et feministisk manifest, som skal overbevise læseren om kvindekønnets moralske overlegenhed. Snarere tværtimod. For selvom Alderman underforstået kommenterer på vor tids kvindeundertrykkelse, når hun indfører forbud mod, at mænd må køre bil i romanen, så opfører kvinderne i Kraften sig nøjagtig ligeså hensynsløs og selvisk som mændene, da de bliver det fysisk overlegne køn. I stedet for køn er det således magtens skyggesider, romanen spidder.

Og det bringer mig tilbage til indledningen – at magt korrumperer, at frygt og uvidenhed avler had, og at Naomi Alderman har skrevet en helt igennem fantastisk roman, der fortjener et hav af læsere. Så læs den, læs den, læs den …

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om Kraften:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Alhambra, 369 sider
Originaltitel: The Power
Omslag: Caroline Asferg Madsen

Besøg Naomi Aldermans hjemmeside

Læs også:

Tjenerindens fortælling af Margaret Atwood
De indviede af Manfred Christiansen
Celle 7 af Kerry Drewery
Den beske magt af Niels E. Nielsen

 

Reservedelenes by af Lise Bidstrup

Reservedelenes by af Lise Bidstrup

Tænk at kunne leve over 100 år uden at skulle spekulere på sygdomme og andre aldersrelaterede skavanker – men til hvilke omkostninger?

Vinge er en uregistreret. Hun bor på jorden, Terra, sammen med sin mor og lillebror og arbejder hver dag i kartoffelmarkerne. Men når Mentoratet laver deres optællinger, er hun nødt til at skjule sig. Finder Tællerne, at der er for mange mennesker i distriktet, er det nemlig ikke kun de uregistrerede, der bliver straffet. Hele distriktet ‘nulstilles’, som Mentoratet kalder det, når de lader en bombe udslette en landsby.

Alligevel er Vinge egentlig godt tilfreds med sit liv. Ikke som vennen Ollie der drømmer om at komme op i svævebyen over dem, når han ikke fantaserer om at tilslutte sig modstandsbevægelsen og bringe Mentoratet til fald.

I fremtiden er samfundet nemlig blevet skarpt opdelt. De privilegerede klasser lever hele livet i Sky Citys; arbejder med det de har lyst til, og lever langt over 100 år hvis de ønsker det. Imens kæmper de, der blev efterladt på Terra, hver eneste dag for at overleve.

Terraboerne slaver for Mentoratet, der udnytter dem. Dels som arbejdskraft idet Terraboerne dyrker maden, der spises i svævebyerne. Dels bruger dem som en levende organbank for Sky Citys beboere. Hvert øjeblik kan en Terraboer blive standset og få fjernet organer, hvis der er brug for dem i Sky City. Og Høsterne er ligeglade med, om donoren overlever operationen.

Lægen Shoan bor i Sky City. Hun er ambitiøs og dygtig til sit arbejde, der bl.a. består i at udføre organtransplantationer. Da hendes øverste chef kommer ud for et uheld op til en afgørende operation på Sky Citys højmentor Gewin, bliver hun forfremmet til Urban Immortalis’ nye cheflæge. Men under forberedelserne til højmentorens operation begynder sandheden om donororganernes oprindelse at gå op for hende. Det idylliske liv i svævebyerne dækker over en sammensværgelse så stor, at Shoan har svært ved at begribe den.

Udover Vinge og Shoan introduceres vi også for Jonas, som står foran sin certificering, der afgør, hvad han skal arbejde med resten af livet. Jonas har altid været den bedste og drømmer om en fremtid som arkitekt. Men den afsluttende test går ikke helt som forventet, og pludselig befinder Jonas sig i et mareridt.

Det samme gør Artur. Efter et langt liv med hustruen Ester har de besluttet sig for sammen at drage ’tilhimmels’, og efter den sædvanlige ceremoni med familie og venner skydes de ud i rummet. Desværre lader det til, at der er en fejl i raketten, for afslutningen bliver ikke som forventet.

Reservedelenes by er fjerde bind i Lise Bidstrups Urban-serie, der består af selvstændige romaner med forskellige tematikker. I tredje bind Overlevernes by brød verdensøkonomien sammen og efterlod verden i kaos. Denne gang handler det om, hvor langt samfundet er villigt til at gå for at blive udødelige.

Allerede i dag kan man købe sig til ulovlige organer, hvis man er rig nok og ikke har moralske skrupler over, hvor organet kommer fra. Lise Bidstrup tager denne tanke en tand længere ud og forestiller sig et todelt samfund, hvor underklassen ikke betragtes som rigtige mennesker, og som det derfor er helt i orden at bruge som reservedele.

Hidtil havde han opfattet forsyningen af organer som en selvfølgelig nødvendighed, helt på linje med alle de andre fornødenheder, svævebyerne modtog fra Terra. De var, ligesom kyllingen, man spiste til aftensmad, udelukkende produkter. Han indså med en gysen, at han havde opfattet de mennesker, der frembragte organerne, som produktionsmidler, ganske på linje med hønen, der lagde de æg, kyllingerne var udruget af.”

Bidstrup krydsklipper mellem de fire hovedpersoner, og lader på den måde læseren få et indblik i hvordan samfundsopbygningen påvirker dem hver især. Derudover er opbygningen med til at skabe suspense, når vi pludselig efterlader én person for at følge de andre.

Med Reservedelenes by har Lise Bidstrup endnu engang skrevet en underholdende og letlæst ungdomsroman med noget på hjertet. Samtidig er historien actionfyldt, ligesom Bidstrup er god til at skildre sine personer, så de fremstår levende og relativt nuancerede.

Da det er en ungdomsbog, er der elementer af historien som fremstår lidt vel unuancerede for en voksen læser, men ikke desto mindre serverer Bidstrup en tankevækkende fortælling for læseren, som samtidig er elementært spændende. Og selve slutningen tager en overraskende drejning, jeg ikke lige havde set komme.

Af de indtil videre fire bøger i Urban-serien har jeg nu læst de to, og mens Overlevernes by var udmærket, synes jeg, at Reservedelenes by lige er en tand bedre. Dels synes jeg, at historien holder hele vejen denne gang. Dels får det dystopiske element lige et ekstra skru. Lise Bidstrup er nemlig ikke spor blid overfor sine personer denne gang.

Har du læst dystopier som Hungergames og Den femte bølge,, og har du lyst til at prøve en dansk pendant, så er Lise Bidstrups Reservedelenes by et godt bud.

(anmeldt til Himmelskibet.dk, nr. 53)

 

Om Reservedelenes by:

Udgivelsesår: 10.08.2017
Forlag: Høst & Søn, 318 sider
Omslag: Peter Stoltze

Besøg Lise Bidstrups hjemmeside

Urban-serien:

Reservedelenes by, 2017
Overlevernes by, 2015
Idolernes by, 2014
Spillets by, 2012

Celle 7 af Kerry Drewery

Celle 7 af Kerry DreweryDa politiet ser 16-årige Martha Honeydew med en pistol i hånden råbende “Det var mig. Jeg skød ham. Jeg slog Jackson Paige ihjel“, synes der ikke at være meget tvivl. Martha bliver arresteret, og om 7 dage vil hun modtage sin straf.

Celle 7 udspiller sig i en ikke så fjern fremtid, hvor nutidens retssystem med retssager, dommere og advokater er blevet afløst af reality-programmet ‘Stemt til døden’. Her er det seerne, som beslutter om den anklagede er skyldig eller ej, og programmet prises for sin demokratiske tilgang til retfærdighed. En person, en stemme – skyldig eller uskyldig.

Men så simpel er retfærdigheden sjældent, heller ikke i sagen om Martha.

Celle 7 er Kerry Drewerys debut på dansk. Her er tale om en ungdomsroman, og der er ingen tvivl om, at jeg synes grundidéen i romanen er fantastisk fundet på. Jeg har læst flere romaner om tv-shows, som bruges i forbindelse med afstraffelse af dømte, f.eks. Den løbende mand og Mediatropolis for blot at nævne et par stykker. Men det er første gang, jeg har læst en roman, hvor det rent faktisk er ens medborgere, der stemmer én ud – helt ud.

Desværre synes jeg ikke, at plottet lever op til idéen. Historien har alt for mange letkøbte løsninger, også set i forhold til at målgruppen er unge. Når jeg alligevel læste Celle 7 færdig, er det fordi den trods alt er underholdende. Og så skulle jeg da også lige have slutningen med.

Du kan finde en mere positiv anmeldelse af bogen på Litteratursiden.dk

Om Celle 7:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Gyldendal, 413 sider
Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet
Originaltitel: Cell 7

Besøg Kerry Drewerys hjemmeside

Lilleputternes oprør af Niels E. Nielsen

Lilleputternes oprør af Niels E. Nielsen3. verdenskrig er brudt ud. En provokation fra Kina har fået USA og Sovjetunionen til at trykke på knappen, og nu har i de automatiske våbensystemer sat gang i en uendelig række gengældelsesaktioner. Millioner døde, og menneskeheden trues af en total udslettelse.

Da New York rammes af fire abomber, som slipper igennem missilforsvaret, er det blot et kedeligt tilbageslag for militærets øverste kommando. Men for New Yorks indbyggere er det dødelig alvor. Selv de, der umiddelbart har overlevet, har fået så meget stråling, at de snart dør uanset.

Skæbnen fører umiddelbart efter angrebet fire tilfældige overlevende sammen: den fordrukne læge Doc, havneluderen Fanny, den deserterede soldat Max og filmstjernen Rock. Gruppen beslutter sig for at opsøge USA’s præsident og få ham til at stoppe krigen. Men vil det lykkes?

Lilleputternes oprør udkom oprindeligt i 1978 midt under den kolde krig, og før Sovjetunionens sammenbrud. I Niels Dalgaards informative efterord fortæller han nærmere om Niels E. Nielsens forfatterskab og sætter det i kontekst til samtiden.

Nielsen kan virke lidt antikveret i dag, og Lilleputternes oprør er på nogle områder også ret naiv. Om man kan lide hans lidt altmodische skrivestil er op til den enkelte. Personligt kan jeg godt, selvom det ind i mellem bliver lidt for vidtløftigt. Men her i romanen er hans scenarier for atomkrig og magtspillet bag kulisserne både skræmmende og præcise på trods af det lidt bedagede sprog, så selvom løsningen bliver noget usandsynlig, så er romanen alligevel interessant.

Lilleputternes oprør hører ikke til blandt Nielsens bedste romaner efter min mening. Alligevel er den en genlæsning værd. Ikke mindst fordi vi i disse måneder måske igen kan begynde at frygte atomkrig som en mulighed med de stigende spændinger mellem USA og Nordkorea.

Om Lilleputternes oprør:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Science fiction cirklen, 253 sider
Omslag: Manfred Christiansen
Efterord af Niels Dalgaard

Andre bøger af Niels E. Nielsen:

Akerons porte, 1976/2016
Den beske magt, 1952/2015
Troldmandens sværd, 1967/2014

Dine øjne tåler ikke synet af Preben Haarup

Dine øjne tåler ikke synet af Preben HaarupEn dunst af undergang og håbløshed siver ud af siderne på Preben Haarups fremragende dystopiske fortælling Dine øjne tåler ikke synet

Efter Den Store Krig er Europa forvandlet til en grå ørken, omgivet af et sort, dødt hav. Religiøse fundamentalister, styret af Papa Khan, vandt krigen, og kun en lille enklave i Paris holder stadig stand. Siger rygterne i hvert fald. Og Morten Jensen, som bor i den lille by Gudsted (der engang hed Grindsted), tror på rygterne. Han kan ikke bære andet.

Morten lever et relativt priviligeret liv. Hans far er en af de ældste, og det betyder, at familien oftest får mad nok. Fisk, som fiskerne bringer til byen med deres kamelkaravaner. Men Morten har alligevel svært ved at acceptere tingenes tilstand. Han stiller spørgsmålstegn ved samfundets betingelsesløse given sig Gud i vold, når optegnelser fra tiden før krigen viser, at tingene kan være anderledes. Og han væmmes ved hykleriet, når de ældste på den ene side straffer utroskab, og på den anden side selv dyrker det i stor stil. Hans egen far inklusiv.

Så en dag stikker Morten af. Med sig har han et gyldent skrin, han har fundet i et gemt og glemt bibliotek sammen med et brev, der beder finderen om at tage skrinet med til Paris. På rejsen slår Morten sig sammen med kvinden Jenna, der ligesom ham er stukket af fra Gudsted, og drengen Jens Holger som stikker af fra fisker-karavanen. Turen er dog hverken ufarlig eller let. I det døde landskab truer ikke blot sult og tørst. Også andre mennesker er en kilde til fare, ligesom skjulte hemmeligheder kommer frem og sætter livet i Gudsted i et nyt lys for Morten.

Livet i Gudsted er dog intet i forhold til strabadserne Morten, Jenna og Jens Holger må udstå på rejsen. Jeg kunne næsten mærkede solen brænde mig og tørsten snøre halsen sammen under læsningen, hvor frygten for klitfolket og kamelmændene lurer konstant.

På forfatterens hjemmeside kan man læse, at Haarup var inspireret af Cormac McCarthys dystopiske fremtidsroman Vejen. Tanken om hvordan det var at overleve, hvis al føde var sluppet op, gjorde et dybt indtryk på ham, og det blev starten til Dine øjne tåler ikke synet.

Ligesom i Vejen fylder rejsen mod det ukendte Paradis hovedparten af handlingen i Haarups roman, og selvom han måske ikke når helt op til McCarthys højder, så er Dine øjne tåler ikke synet både velskrevet og fascinerende. Det dystopiske Europa fremstår trøstesløs og hæslig, og lader en dunst af undergang og håbløshed sive ud af siderne. For Morten er det eneste håb, drømmen om at fortidens civilisation stadig lever i Paris enklaven.

Med Hunger Games-seriens gennembrud på mainstream markedet har dystopier fået en opblomstring i YA litteraturen. Men selvom hovedpersonen Morten kun er 19 år, er Dine øjne tåler ikke synet for voksne. Det nådesløse univers hvor overlevelse afhænger af evnen til grusomhed er barsk læsning, og ind i fortællingen fletter Haarup også kommentarer til vores samtid med sammenligninger som: “Jenna lå i sine støvede klæder og stirrede på dugen med blanke øjne, der sad dybt i hendes markerede ansigt. En flygtning i en teltlejr fordrevet af krig og tørke, taget fra en fortidig rædselsberetning på Afrikas horn.” (s. 124)

Vi slipper også for den ellers uundgåelige teenage-romance i Haarups beskidte og ubønhørlige virkelighed, hvor lidelse er normen. Så er du til dystopiske romaner, som virkelig gør ondt, skal du ikke lade dig snyde af den uprætentiøse forside. Dine øjne tåler ikke synet er fremragende læsning.

(anmeldt til Himmelskibet.dk, nr. 52)

Om Dine øjne tåler ikke synet:

Udgivelsesår: 17. marts 2016
Forlag: Fahrenheit, 338 sider
Omslag: Lars Bering Haarup

Besøg Preben Haarups hjemmeside

Overløber – Kijara 1 af Tatiana Goldberg

Overløber - Kijara 1 af Tatiana GoldbergI fremtiden er Union City hovedstaden for et samlet Europa. Genetiske modifikationer af mennesker er hverdag og udføres af det offentlige, mens politiorganisationen PURGE (Police Unit for Regulation of the Genetically Engineered) sørger for at de uautoriserede modificerede bekæmpes.

I Centrum bor byens borgere. Her lever de et liv fyldt af velfærd og gyldne muligheder. Men i byens udkant, i den forvitrede betonjungle og de udslidte boligkvarterer, bor bærmen – byens kasserede mennesker. Og her leves et liv fyldt af smog, forfald, vold og knuste drømme.

Kijara er et af disse uautoriserede genmodificerede mennesker. Sammen med sine tre brødre, coyoterne, er hun medlem af Klanen. En omfattende forbryderorganisation der beskæftiger sig med alt lige fra stoffer og hvidvaskning til afpresning og menneskehandel. Hvor Kijaras coyotebrødre er fuldt tilfredse med tilværelsen, drømmer Kijara om at slippe væk. Men som ulovlig skabning har hun ingen rettigheder i samfundet – og desuden har Klanen ikke tænkt sig at lade hende forsvinde.

Under et indbrud i Fushenko Industries Laboratorier, som Klanen har tvunget hende til, bliver Kijara fanget af PURGE, og kan ikke forvente andet end tortur og døden som ulovlig. Men måske er der en anden mulighed?

Tatiana Goldberg udgav i 2014 tegneserien Anima, der var blandt de nominerede til Årets Danske Horrorudgivelse. Nu er hun så aktuel med Overløber, som er første bind i serien Kijara. Jeg købte tegneserien under Art Bubble i foråret, og var så heldig at Tatiana signerede mit eksemplar. Derudover fik jeg en lille snak  med hende om serien, og lad mig sige så meget – jeg glæder mig som et lille barn til fortsættelsen.

For det første tegner Tatiana fremragende. Jeg er vild med hendes dystre fremtidsby, og synes det er lykkes ualmindeligt godt med blandingen af antropromorfe figurer og almindelige mennesker. Dernæst er det befriende med en kvindelig hovedperson, der er klædt fornuftigt på, fremfor at ræse rundt i stiletter og så lidt tøj som muligt. Endelig er universet simpelthen så gennemført og interessant med sin inspiration fra bl.a. nazisternes propagandaplakater, at det er en ren fornøjelse ‘bare’ at nyde illustrationerne. Og så er historien endda spændende ovenikøbet.

Som en bonus fortæller Tatiana bagerst i bogen om sine inspirationskilder og om de grafiske overvejelser hun har haft under arbejdet med Overløber. For mig er det altid interessant med et kig i kunstnerens værktøjskasse, ikke mindst fordi det giver et ekstra lag nuancer på fortællingen.

Der er som sagt endnu to albums på vej i serien om Kijara: Flugten fra Klanen og Naids hemmelighed. Indtil da kan man følge med på seriens hjemmeside kijara.com.

Om Overløber:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Comic Factory, 79 sider
Kunstner: Tatiana Goldberg

I morgen er alt mørkt – når historien slutter af Sigbjørn Mostue

I morgen er alt mørkt - når historien slutter af Sigbjørn MostueVerden, som vi kender den, er brudt sammen. Parasitten MTG har hærget jorden rundt, og efterladt sine ofre som morderiske galninge hvis eneste formål er at slå alle andre ihjel. I Norge har en lille gruppe overlevende gemt sig i skovene, men også her finder de forrykte dem.

Vi er nået til bind tre i Sigbjørn Mostues dystopiske ungdomtrilogi I morgen er alt mørkt – når historien slutter. Første bind havde teenagedrengen Brage som hovedperson, mens bind to fulgte teenagepige Marlen. Denne gang skifter fortælleren mellem de to samt Brages kammerat Oliver, som også er en del af gruppen.

Efter at de forrykte har overfaldet lejrpladsen i skoven, stikker de overlevende af. Men hvor skal de tage hen? Olivers far foreslår, at de skal søge ind til Oslo, hvor det er nemmere at skaffe mad. Brages mor, som er læge, synes de skal søge til Skedsmo, hvor myndighederne har forberedt en fjeldhal til læger og forskere, som de skulle søge til, når epidemien nåede Norge.

Ved et tilfælde ender de dog på en ensomt beliggende gård, hvor de kommer forbi i rette øjeblik til at hjælpe ejeren Torger, da gården bliver overfaldet af forrykte. Torger er dog ikke spor interesseret i, at gruppen slår sig ned her. Han har knap nok forsyninger til sig selv, men i sidste ende giver han sig.

For gruppen er tiden på Torgers gård ren paradis, selvom de må arbejde hårdt, og truslen fra de forrykte stadig truer. Men de rolige tider varer ikke evigt. En dag dukker tre overlevende op på gården. De fortæller, at Oslo er kommet under kontrol, og at orden og civilisation er genoprettet. Nu vil man i gang med at genopbygge samfundet, og til det skal der bruges mad. Det skal oplandets gårde levere – hvad enten de vil eller ej.

Mostue går her i I morgen er alt mørkt – når historien slutter videre fra den umiddelbare katastrofe og ind i genopbygningsfasen. Alt er stadigvæk kaos, og de forrykte er stadigvæk en konstant trussel. For at klare sig begynder de overlevende nu at indrette sig i forskellige små samfund, men når civilisationen er brudt sammen, er det den stærkeste, der har retten.

Jeg var endnu en gang dybt grebet af Mostues fremragende ungdomsdystopi, der rammer dybt og hårdt. Som nævnt i omtalen af de tidligere bind i trilogien kan jeg ikke lade være med at tænke på The Walking Dead under læsningen. Der er ikke meget glansbillede over den verden, der ramler sammen om ørene på de unge hovedpersoner, og de må undervejs bære det ubærlige.

I morgen er alt mørkt – når historien slutter er både spændende, velskrevet og tankevækkende. Serien beskriver råt og brutalt civilisationens sammenbrud, og selvom her er tale om ungdomsbøger, så lægger Mostue ikke fingrene imellem. Det er ikke kun de forrykte, som de overlevende skal frygte.

Jeg kan ikke andet end på det varmeste anbefale Sigbjørn Mostues fantastiske trilogi. Lad dig ikke bremse af ungdomsbogsprædikatet, for den er så meget mere end det: brutal, skræmmende, troværdig, rørende og ikke mindst giver den stof til eftertanke. For selvom fortællingen foregår i en tænkt fremtid, så er mange af bøgernes temaer sørgeligt aktuelle i nutiden.

Om I morgen er alt mørkt – når historien slutter:

Udgivelsesår: 26.04.2017
Forlag: ABC Forlag, 296 sider
Omslag: Anders Bergesen, Superultraplus Designstudio

I morgen er alt mørkt-serien:

Når historien slutter, 2017
Marlens historie, 2016
Brages historie, 2015

Metrozone af Søren Mosdal

Metrozone af Søren MosdalActionfyldt dystopisk tegneserie fyldt med pangfarver, skæve vinkler og overraskelser

Jeg kan godt lide at læse tegneserier, og synes det er særligt sjovt, når de er danske. Men ofte er det forfatteren til historien og ikke tegneren af illustrationerne, udgivelserne opstilles og omtales efter. Måske af den grund er der ikke altid så meget fokus på billedsiden, og det er en skam. For i Danmark har vi mange dygtige tegnere.

Søren Mosdal er en af dem, og han har både skrevet og illustreret Metrozone – en actionfyldt dystopisk tegneserie fyldt med pangfarver, skæve vinkler og overraskelser.

I 2027 er jordens klima gået amok. Store dele af kloden er oversvømmet, og radioaktive storme forhindrer folk i at bevæge sig udenfor uden beskyttelse. I byen Aurinko bor præsident Putko og den rige del af befolkningen i en Ark over havet, mens resten af befolkningen er fanget i metrosystemet, hvor vandmasserne dagligt truer med at bryde igennem lugerne.

Nikki er en af metrobeboerne. Hun er vokset op her sammen med sin mor og sin bror, som for nogle måneder siden forsvandt og nu formodes død. Men en dag dukker han op igen som en biomekanoid, et kunstigt skabt væsen hvis krop er blevet udskiftet med nye og stærkere celler.

Biomekaerne har ingen hukommelse om deres tid som menneske – men det har Nikkis bror, og nu opsøger han Nikki for at redde hende ud af metroen. Den plan er Nikki dog ikke ubetinget enig i, for alle afskyer biomekaer. Snart er de to dog på vild flugt fra præsident Putkos styrker, som jagter dem i de labyrintiske tunneller. Under flugten må Nikki finde nye sider af sig selv frem, og spørgsmålet er, om det lykkes dem at nå Arken og friheden.

Der er fuld knald på Metrozone, som er super underholdende og spændende tegnet. Søren Mosdals illustrationer sprænger al almindelig tegneserieopbygning, og klipper filmisk historien frem. Farverne er neonagtige som en homage til de amerikanske scifi comics fra 1980’erne, Mosdal selv er vokset op med, mens stemningen er dyster og trøstesløs.

Jeg blev hurtigt fanget af historien om Nikki, og hendes drøm om at undslippe det klaustrofobiske metrosamfund, der fuldstændigt er underlagt præsident Putkos tyranniske regime. Hun lyser i mørket som en stråle af håb fyldt af ungdommens uskyld og overmod, og bringer lidt humor ind i en ellers mørk fortælling. Med en i øvrigt meget overraskende slutning!

Mondoshawan alienUndervejs hyggede jeg mig også med at finde diverse referencer. F.eks. ligner ”myrerne” (de biomekaer som forfølger Nikki og broren) Mondoshawan aliens’ne fra ”Det Femte Element”, mens Nikkis bror godt kunne være en lyshåret Snake Pliskin.

På et tidspunkt går Nikki ind i en tunnel med skiltet ”HC SVNT DRACONES”. En formulering som kendes fra gamle kort, når søfolkene sejlede ud i ukendt, farligt farvand. Under læsningen af Metrozone fandt jeg ud af, at det også er navnet på et post-cyberpunk rollespil, som udspiller sig 700 år ude i fremtiden efter menneskets udryddelse, hvor befolkningen er Vectors, som er en blanding af menneske- og dyregener. Begge fortolkninger passer i øvrigt godt til Mosdals fortælling.

Så har du lyst til en veltegnet, actionfyldt og underholdende tegneserie, der både kan læses som ren spas, men også har en række underliggende temaer som klimaforandringer og undertrykkelse, så grib endelig fat i Søren Mosdals Metrozone. Den har det hele.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om Metrozone:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Fahrenheit, Ca. 140 sider
Omslag og illustrationer: Søren Mosdal

Se bogtraileren til Metrozone
Besøg Søren Mosdals blog