august 2018
M T O T F L S
« jul    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘E. T. A. Hoffmann’

Nye spøgelseshistorier / red. Tage la Cour

Nye spøgelseshistorier / red. Tage la CourNye spøgelseshistorier

Naturligvis er denne store omnibusbog fuld af uhyggelige fortællinger, og hvem, der kan lide at opleve et effektivt gys, vil også fuldt ud få sin lyst styret.

Men Tage la Cour har villet mere end det, han har blandt alverdens spøgelseshistorier udsøgt sig dem, som tillige er skrevet af fremragende forfattere, som kan kunsten at fortælle en historie godt og skildre mennesker og situationer, så de bliver levende og fascinerende.

Her er berømte klassikere som Nathaniel Hawthorne, Washington Irving, Conan Doyle, Wilkie Collins, her er Kipling, Grahame Greene, H. H. Munroe, Lin Yutang og W. Croft Dickinson. Man kunne nævne flere gode navne, men der er vist ikke nødvendigt for at understrege, at denne store bog er fremragende underholdning og fængslende læsning.

Man kan tage denne omnibusbog frem på hvilken tid af døgnet man ønsker, der vil straks være en historie, der fanger interessen. Hvornår man så lægger bogen fra sig igen, derfor vil vi intet garantere. Men vi vil mene, først når det sidste blad er læst til ende.

I øvrigt kan tilføjes, at ingen af denne bogs historier har været udgivet i nogle af de tidligere uhyggelige omnibusbøger.
(fra bagsiden)

 

Indhold:

Gustav Meyrink: Præparatet
Stephen Leacock: En god gammeldags spøgelseshistorie
Wenceslao Fernandez Florez: Hvad de døde tænker
Henning Berger: Spøgelsessekretæren
Don Marquis: I skumringen
Rosemary Timperley: Det private torturkammer
Arthur Conan Doyle: Sølvspejlet
L. A. G. Strong: Danse macabre
Arthur Machen: Ammunition
Edith Newbold Wharton: Øjnene
H. H. Munro: I skovens dybe stille ro
Rudyard Kipling: Dyrets mærke
William Croft Dickinson: Kan disse stene tale?
Lin Yutang: Jojo
Jan Potocki: Historien om den frygtelige pilgrim
Villiers de l’Isle-Adam: Véra
Nathaniel Hawthorne: Den grå forkæmper
E. T. A. Hoffmann: Sandmanden
Washington Irving: Storprioren fra Minorca
Wilkie Collins: Drømmekvinden

Om Nye spøgelseshistorier:

Udgivelsesår: 1968
Forlag: Carit Andersens Forlag, 312 sider

10 fantastiske fortællinger / red. Bo Hakon Jørgensen

Vennernes ven findes bl.a. i antologien 10 fantastiske fortællingerAntologien 10 fantastiske fortællinger er udvalgt af Bo Hakon Jørgensen, som også har skrevet efterskriftet om den fantastiske litteratur.

Indhold:
Sandmanden af E. T. A. Hoffmann (1817)
Venus fra Ille af Prosper Mérimée (1837)
William Wilson af Edgar Allan Poe (1839)
Olalla af Robert Louis Stevenson (1885)
Det djævelske væsen af Ambrose Bierce (1893)
Vennernes venner af Henry James (1896)
Forvandlingen af Franz Kafka (1915)
Aben af Karen Blixen (1934)
De runde ruiner af Jorge Luis Borges (1941)
Kvinden på Madagaskar af Per Højholt (1986)

Om 10 fantastiske fortællinger:

Udgivelsesår: 1991
Forlag: Odense Universitetsforlag, 254 sider

Sandmanden af E. T. A. Hoffmann

Tre fortællinger af E. T. A. HoffmannE. T. A. Hoffmann (1776-1822) skrev sine fortællinger under Sturm und Drang perioden, hvor rationalismen var på vej ud, mens de store romantiske følelser var på vej ind i litteraturen. Hoffmann var ikke så anerkendt af samtiden, men senere forfattere som f.eks. Guy de Maupassant og Edgar Allan Poe har fundet inspiration i hans værker.

Sandmanden er fra 1817.

Nathanael bor sammen med sin moder, sin forlovede Clara og hendes broder. I et år skal han dog rejse bort for at studere, og her møder han optikeren Guiseppe Coppola, der bringer uhyggelige minder fra barndommen frem.

Som barn hørte Nathanael nemlig historien om Sandmanden, som kaster sand i øjnene på de børn, der ikke vil sove, så øjnene bløder og springer ud af hovedet. Den historie forbinder han med en af faderens bekendte, Coppelius, som altid kommer på slaget 9, og hvor børnene altid sendes i seng. Bedre bliver det ikke, da faderen dør, en aften hvor Coppelius har været på besøg.

Optikeren Coppola bringer fuldstændig Nathaneal ud af ligevægt, og hverken breve fra Clara eller hendes broder kan bringe klarhed i hans tanker. Endnu værre bliver det, da han en aften ser Coppolas datter gennem vinduet, og pludselig forelsker sig inderligt i hende. Glemt er Clara, og først i sidste øjeblik lykkes det Nathaneal at gennemskue Coppolas bedrag. Men er det nok til at redde ham?

Sandmanden er en blanding af breve mellem Nathanael, Clara og Lothar (Claras bror), som blandes med forfatterens indlæg, hvor han henvender sig direkte til læseren “Der kan ikke være noget mere sælsomt eller mærkeligt end det, som hændte min stakkels ven, den unge student Nathanael, og som jeg har sat mig for at fortælle dig, min gunstige læser“. I dag føles stilen lidt opstyltet, men selve essensen af historien er stadig interessant.

Læs mere om E. T. A. Hoffmann

Udgaven jeg har læst stammer fra “10 fantastiske fortællinger” udvalgt og med efterskrift af Bo Hakon Jørgensen.

Om bogen:

Udgivelsesår: 1991 (1817)
Forlag: Odense Universitetsforlag, 254 sider

E. T. A. Hoffmann

E. T. A. HoffmannErnst Theodor Wilhelm Hoffmann blev født i Tyskland d. 24. januar 1776, og døde d. 25. juni 1822. Hoffman var en romantisk forfatter, som især skrev indenfor fantasy og gys, men han var også jurist, komponist og musik-kritiker. Selvom Hoffmann ikke var særlig anerkendt i sin samtid, står han i dag som en nøgleforfatter i perioden, og har haft indflydelse på navne som Edgar Allan Poe og Tchaikovsky (til balletten “Nøddeknækkeren”)

E. T. A. Hoffmann var yngste barn af forældrene Christoph Ludwig Hoffmann (1736–97) og Lovisa Albertina Doerffer (1748–96). Forældrene blev skilt i 1778. Hoffmann blev boende sammen med moderen i Königsberg, mens den ældste bror flyttede med faderen til Insterburg.

I 1796 blev Hoffmann ansat som sekretær hos onklen Johann Ludwig Doerffer, som boede i Glogau med sin datter Minna, og da onklen i 1798 blev forfremmet til en stilling i Berlin, fulgte Hoffmann med. Det var første gang Hoffmann oplevede så stor en by, og det var også her han skrev sin første operetta “Die Maske”.

I årene 1800-1803 boede Hoffmann i Preusen, hvor han for alvor begyndte at skrive og komponere. I 1804 fik han en post i Warshawa, hvor han faldt godt til. Pga. krig måtte han dog i 1806 forlade byen og endte i Berlin i 1807. I 1809 kom Hoffmanns gennembrud med publikationen “Ritter Gluck”.

E. T. A. Hoffmann døde i Berlin i 1822.

Udvalgt bibliografi:

Fantasiestücke in Callots Manier (collection of previously published stories, 1814)
– “Ritter Gluck”, “Kreisleriana”, “Don Juan”, “Nachricht von den neuesten Schicksalen des Hundes Berganza”
– “Der Magnetiseur”, “Der goldne Topf” (revised in 1819), “Die Abenteuer der Silvesternacht”
Die Elixiere des Teufels (1815)
Nachtstücke (1817)
– “Der Sandmann“, “Das Gelübde”, “Ignaz Denner”, “Die Jesuiterkirche in G.”
– “Das Majorat”, “Das öde Haus”, “Das Sanctus”, “Das steinerne Herz”
Seltsame Leiden eines Theater-Direktors (1819)
Klein Zaches, genannt Zinnober (1819)
– Die Serapionsbrüder (1819)
– “Der Einsiedler Serapion”, “Rat Krespel”, “Die Fermate”, “Der Dichter und der Komponist”
– “Ein Fragment aus dem Leben dreier Freunde”, “Der Artushof”, “Die Bergwerke zu Falun”, “Nußknacker und Mausekönig” (1816)
– “Der Kampf der Sänger”, “Eine Spukgeschichte”, “Die Automate”, “Doge und Dogaresse”
– “Alte und neue Kirchenmusik”, “Meister Martin der Küfner und seine Gesellen”, “Das fremde Kind”
– “Nachricht aus dem Leben eines bekannten Mannes”, “Die Brautwahl”, “Der unheimliche Gast”
– “Das Fräulein von Scuderi”, “Spielerglück” (1819), “Der Baron von B.”
– “Signor Formica”, “Zacharias Werner”, “Erscheinungen”
– “Der Zusammenhang der Dinge”, “Vampirismus”, “Die ästhetische Teegesellschaft”, “Die Königsbraut”
Prinzessin Brambilla (1820)
Lebensansichten des Katers Murr (1820)
“Die Irrungen” (1820)
“Die Geheimnisse” (1821)
“Die Doppeltgänger” (1821)
Meister Floh (1822)
“Des Vetters Eckfenster” (1822)
Letzte Erzählungen (1825)

Udvalgt filmografi:

The Nutcracker and the Mouseking (bl.a. 2004, 1994, 1986, 1973, 1957)
Der Sandmann (bl.a. 1993, 1958)
Hoffmanns Erzählungen (1923)
Die Puppe (1919)
Das Abenteuer des Van Dola (1915)

Læs mere om E. T. A. Hoffmann:

Wikipedia
IMDB

Djævle-eliksiren af E. T. A. Hoffmann

Djævle-eliksiren af E. T. A. HoffmannDjævle-eliksiren er historien om munken Medardus og hans kamp mod djævelen. Romanen er skrevet som “Kapucinermunken broder Medardus’ efterladte papirer”, og indeholder også et kort afsnit skrevet af den gamle maler, der i romanen symboliserer den vandrende jøde/den evige jøde.

Franz (som Medardus er døbt) vokser op uden at kende sin far, men er allerede fra barnsben stærkt påvirket til at gå troens vej. Han introduceres for abbedissen af cistercienser-nonneklostret, og hun fatter stor ømhed for ham. Hans undervisning foregår i kapucinerklostret, hvor han møder prior Leonardus, som også kommer til at betyde meget for ham, og da han træder ind i ordenen tager han navnet Medardus efter sin mors ønske.

Medardus er glad i klostret, og en dag får han til opgave at holde tilsyn med klostrets relikvier. Blandt dem er en flaske fyldt med djævelens eliksir. Drikker man af den, overgiver man sig til djævelen. Medardus lader sig lokke og tager en slurk, og kort efter begynder han at føle en sælsom glød, der gør hans prædikener så gode, at folk valfarter fra nær og fjern for at høre ham. I sit overmod tror Medardus snart, at han er en hellig mand og bedre end de andre munke, og så får han et syn – en smuk ung kvinde viser sig for ham og siger ordene: “Det er dig, dig selv, Medardus, som jeg elsker så uudsigeligt“.

Medardus beslutter sig for at bryde sit klosterløfte og drage ud for at finde pigen bag visionen, men på vejen ender han hos Baron …, som har sønnen Hermogen og datteren Aurelie med sin afdøde hustru, og nu er gift med den unge og forførende Euphemia. Medardus ser, at Aurelie er pigen fra hans syn, men starter et syndigt forhold med Euphemia, som tager ham for sin elsker Grev Viktorin. Opholdet hos Baron … ender dog skrækkeligt. Medardus dræber både Euphemia og Hermogen, og flygter forklædt som en adelig mand.

På sin videre vej støder Medardus bl.a. på en sindsforvirret munk, en frisør og får ophold hos en fyrste. Alle steder må han skjule, hvem han virkelig er, og hele tiden søger han Aurelie, som han ønsker brændende. Og det lykkedes ham til sidst at overbevise alle om, at han ikke er munken Medardus, så da Aurelie forelsker sig i ham, kan han gifte sig med hende. Men netop som brylluppet skal stå, dukker den sindsforvirrede munk op, og Medardus forsøger at dræbe både Aurelie og munken. Så flygter han, og da han kommer til sig selv igen, er han på et hospital i Italien.

Nu starter en tid, hvor Medardus erkender sine synder og skal sone dem. Men stadig kæmper han med djævelen, og da han i Rom kaldes til Paven, som ønsker at ophøje ham til Prior, må han endnu en gang se i øjnene, at hovmodet har tag i ham. Han tager derfor tilbage til sig gamle kapucinerkloster for at sone videre. Og her går det op for ham, at Aurelie ikke døde af hans angreb og nu ønsker at blive nonne. Midt i hendes indvielse dukker den sindsforvirrede munk dog op igen, og slår hende ihjel. Men hendes sidste ord til Medardus sætter ham fri, da det går op for ham, at de begge er blevet udvalgt til at sone forfædrenes synder, og at hendes mord er himlens værk.

Djævle-eliksiren er skrevet i 1815 af digteren E. T. A. Hoffmann som både var jurist og kunstner. Det er en roman, som muligvis har fundet inspiration i Matthew Lewis roman The Monk fra 1795 (Aurelie læser fx The Monk i romanen), og som udforsker menneskets kamp med synden.

Djævle-eliksiren rummer mange af de elementer som kendetegner den gotiske roman. Den rene uskyldige pige (Aurelie), dobbeltgænger-motivet (Medardus og Viktorin), eksotiske lokaliteter, syndefulde lyster, incestuøse forhold, brugen af myten om den evige jøde osv.

Flere gange ser Medardus en mystisk person, som første gang dukker op under en af Medardus prædikener, hvor han i sit hovmod mener, at han er grunden til, at folk kommer frem for at tilskrive æren Gud. Senere dukker personen op flere gange, og hver gang gribes Medardus af angst. Han tror, at det er djævelen selv. Men mod slutningen går det op for ham, at personen i virkeligheden har forsøgt at redde ham fra hans eget hovmod hele vejen.

I efterskriften af Hans Andersen skriver han: “Hoffmanns roman er et af den tyske romantiks højdepunkter, skrevet i en tid som søgte en højere verdensorden, hvor ideal og virkelighed, drøm og fornuft kunne smelte sammen. Men “Djævle-eliksiren” udtrykker stærkest en tvivl. Den er bærer af en indre splittelse, som kommer til syne i dens fantastiske og uforenelige størrelser, i dens gru og angst, dens irrationelle hændelser og dens jordskælvsagtige afstand mellem godt og ondt i samme menneske.”

Og måske er det denne tvivl, som gør at romanen stadig kan læses den dag i dag. På en nutidig læser er det ikke beskrivelserne af Medardus lyster eller pinsler, som gør historien interessant. Det er hans tanker og diskussioner med andre, som sætter fokus på menneskets mulighed for handle godt eller ondt. Og selvom jeg til tider synes, at Djævle-eliksiren var rigeligt langtrukken, så er den ikke desto mindre stadig værd at læse.

Om bogen:

Udgivelsesår: 1977
Originaludgave: 1815
Forlag: Lademann, 293 sider
Originaltitel: Die Elixiere des Teufels