november 2018
M T O T F L S
« okt    
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
2627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘edderkopper’

Edderkoppen af Richard Matheson

Edderkoppen af Richard MathesonScott Carey er en ganske almindelig mand. Gift med Lou som han har datteren Bett med, arbejder for broderen Marty og er godt tilfreds med livet. Indtil den dag det går op for ham, at han skrumper. Hvert døgn bliver han nøjagtig 3,3 millimeter mindre, og lægerne kan intet gøre.

Da sandheden går op for Scott, trygler Lou ham om at gå til lægen. Herfra bliver han sendt til specialister, som nok finder ud af, hvorfor han bliver mindre, men ikke hvordan man stopper processen. Til sidst får Scott nok af forsøg, injektioner og nysgerrighed og tager hjem, hvor han nærmest gemmer sig i huset.

Men en dag går det galt. Scott bliver ved et uheld fanget i kælderen, uden at Lou opdager det. Nu er det op til ham selv at overleve – for kælderen har flere beboere …

Jeg har aldrig lagt mærke til, at Richard Matheson er forfatter til romanen bag filmen The Incredible Shrinking Man, Jeg kender ham hovedsageligt fra Jeg er den sidste. Men stor var min glæde, da jeg tilfældigt faldt over Edderkoppen på biblioteket og så forfatternavnet.

Edderkoppen udkom i 1956, og allerede året efter blev den filmatiseret. Det forstår jeg godt, for trods de godt 60 år på bagen, så er historien stadigvæk spændende. Naturligvis er der nogle tidstypiske elementer, der virker gammeldags i dag. Ikke mindst kønsrollerne er groteske set med nutidens øjne, for her er Scott eneforsørger og enevældig, og hustruen Lou må bare smile og samtykke. Men ser man bort fra den del, så indeholder historien masser af action, men også tankevækkende betragtninger over, hvad Scott føler, og hvordan omverdenen behandler ham.

Størstedelen af fortællingen udspiller sig i kælderen, efter at Scott er blevet ganske lille. I kælderen bor også en edderkop, som er hans største fjende, udover sult og tørst. Vi følger hans forsøg på at undslippe såvel edderkop som kælder, og det er fascinerende at følge hans snarrådighed, jo mindre han bliver.

Ind i mellem klippes til fortiden, når Scott tænker tilbage. Hvert tilbageblik starter med Scotts højde, så 173 cm er f.eks. dagen, hvor Lou kan se ham ind i øjnene. Mens 78 cm fortæller om en uhyggelig oplevelse med nogle unge fyre, der er ude på ballade.

Richard Matheson er til tider skræmmende realistisk, især i betragtning af at han er amerikaner. F.eks. hører vi om, at selvom Scott ligner en lille dreng, har han stadig en voksen mands kønsdrift, og hvordan håndterer et ægteskab lige det?

Endelig er slutningen forrygende – og for mig – uventet. Det er fedt med den slags overraskelser.  Jeg var underholdt og skræmt af Scotts trængsler, og selvom Edderkoppen sikkert ikke er for alle, var det for mig en uventet god læseoplevelse.

Om Edderkoppen:

Udgivelsesår: 1973
Forlag: Winther, 157 sider
Omslags-layout: Tage Jørgensens tegnestue

Made Flesh af Lars Kramhøft og Tom Kristensen

Made Flesh Forleden blev jeg gjort opmærksom på dette spændende online tegneserie-projekt Made Flesh af Lars Kramhøft og Tom Kristensen, hvor læseren – ganske gratis – får et nyt afsnit af historien hver fredag. Jeg har indtil videre set/læst de tre første afsnit og er blevet fuldstændigt hooked.

Den unge arkitekt Michael plages af fortiden, som han ikke husker, men som får ham til at vågne skrigende op om natten. Da hans far dør, må Michael tage tilbage til barndomshjemmet, og sammen med kæresten Rose begiver han sig ud på en rejse ad Memory Lane, som snart forvandler sig til en meget reel og meget farlig kamp mod en kraft fra graven, der er fast besluttet på ikke at lade Michael slippe væk igen …

Made Flesh er en visuel og stemningsfuld nydelse. Tegnestilen er spændende, og Tom Kristensen leger med brugen af farver, ligesom han bryder den konventionelle opbygning af tegneseriestriberne. Jeg er normalt ikke bange for edderkopper, men her får T.K. mig alligevel til at gyse over dem. Som inspirationskilde nævnes Ashley Wood og Ben Templesmith, og jeg synes også godt, at man kan ane lidt 30 days of night over stregen, men T.K. har absolut sin egen stil.

Lars Kramhøft, som står for teksten, fortæller om tegneserien: Made Flesh er en klassisk spøgelseshistorie med et twist. Idéen kom fra psykologien – det er jo det klassiske Tony Soprano/Freudianske terapi forløb der bliver reflekteret i historien, med en person der plages af fortrængte følelser og minder fra barndommen og må rejse tilbage både mentalt og fysisk for at forløse sine traumer. Vores hovedperson er vokset op i et hus, der er hjemsøgt, men selvom han som voksen er undsluppet, er der ting fra barndommen, der plager ham. Det kommer til udtryk i, at han lider af noget, der minder om PTSD, hvor han har panikanfald og ikke kan fungere seksuelt eller i sit forhold. Man kan også sige, at historien er inspireret af, hvordan det kan føles at vende hjem og se sin barndom med voksne briller – der er en masse illusioner, der falder til jorden, og man finder ud af, at de voksne har en masse hemmeligheder.

De to bagmænd har arbejdet med tegneserien i et års tid, og nu arbejder de på at finde et internationalt forlag, som vil udgive den samlede udgave som en graphic novel. Parret har også for nylig fået et legat fra Statens Kunstfond til at færdiggøre den, og regner med at være færdige til foråret.

Følg serien på http://madeflesh.blogspot.dk/

Udgivelsesår: 2012

Cirque du Freak: The Vampire’s Assistant

Darren Shan er en helt almindelig dreng, ja faktisk lidt af et dydsmønster. Men en dag sniger han sig sammen med sin bedste ven Steve til at besøge et omrejsende freakshow, og herfra ændres hans liv fuldstændig. Han bliver nemlig så betaget af edderkoppen Octa, at han stjæler den fra en vampyr, der optræder i cirkusset.

Men edderkoppen slipper væk og bider Steve, og for at redde Steves liv må Darren indgå en aftale med altovervældende konsekvenser. Og som om det ikke var nok, er begge drenge nu kommet i Mr. Tinys søgelys, og Mr. Tiny har en plan …

Filmen “The Vampire’s Assistant” bygger på børnebogsserien om drengen Darren Shan, og det er da også en børnefilm fremfor en decideret gyser. Men den var nu ganske underholdende, og jeg er altid vild med John C. Reilly, som spiller Mr. Crepsley – vampyren der gør Darren til sin assistent.

Instruktør: Paul Weitz
Udgivelsesår: 2009

Kæmpeedderkoppen Tarantula

TarantulaJeg faldt over en boks med gamle scifi-horror film i, bl.a. Tarantula som jeg ikke før havde set.

Professor Deemer har et laboratorium udenfor den lille by, Desert Rock. Her forsker han i ernæringsstoffer. Han er bekymret for, hvordan verden skal brødføde befolkningen, som hele tiden vokser sig større, og han arbejder derfor sammen med to kollegaer på at skabe et syntetisk næringskoncentrat, som kan ernære befolkningen i fremtiden.

Som led i forskningen har han injiceret forskellige dyr med stoffet, og enten vokser de hurtigere og bliver stærkere og sundere end dyr, som er fodret normalt. Eller også dør de! Der er nemlig en ustabilitet i stoffet, som han ikke finde grunden til.

Under et uheld i laboratioriet undslipper en tarantel, som er blevet injiceret med næringsstoffet. Ingen opdager det, men kort efter begynder både dyr og mennesker at forsvinde i området omkring Desert Rock, og hvor de var, findes kun en bunke knogler og en mærkelig flydende substans.

Tarantula er en rigtig 50’erfilm. Effekterne er naturligvis gamle, og ingen tror vist på, at der er en kæmpeedderkop i ørkenen, når man ser filmen i dag. Men jeg må indrømme, at den første scene i laboratoriet, hvor vi ser tarantellen, den synes jeg stadig fungerer. Og teknikken bruges stadig, f.eks. af Peter Jackson i Lord of the Rings.

På et tidspunkt i filmen taler Deemer om frygten for overbefolkning. På daværende tidspunkt var jordens befolkning på ca. 2 milliarder mennesker, og Deemer frygtede, at vi i 2000 ville være på 3.625.000.000 I dag hvor vi er over 6 milliarder mennesker på jorden, virker hans frygt slet ikke så fjollet. For hvor længe kan jorden blive ved med at holde til menneskets udnyttelse af dens ressourcer?

Filmen er i sort/hvid, og skuespillet er naturligvis tidssvarende med stærke mænd og skrøbelige kvinder. Slutningen er også meget tidssvarende – hvis vi ikke kan klare os på anden vis, overhælder vi bare bæstet med napalm. Og helten, som smider napalmen fra sit fly, er ingen ringere end Clint Eastwood …

Jørgen Riber Christensen skriver om Tarantula i “Monstrologi – Frygtens manifestationer” i afsnittet “Monstervisualiseringer”: “Moderniteten generelt og fremtiden med dens voldsomme befolkningstilvækst er et truende tema i filmen, som den videnskabeligt forstørrede tarantel symboliserer. At den nedkæmpes lige uden for den lille, trygge amerikanske provinsby, hvor alle er på fornavne med hinanden, og hvor videnskaben blot er repræsenteret af den sympatiske praktiserende læge, udtrykker filmens ønske om at bevare det, der er ved at forsvinde på grund af modernitet, eller som hotelejeren bekymret siger: “It’s getting to be a fast world.” At ønsket imidlertid er forfængeligt kan udledes af, at det ikke er de lokale, men den centrale statsmagts jagerfly og napalm, der besejrer monstret, mens den lokale befolkning må se magtesløse til.”

Om Tarantula:

Instruktør: Jack Arnold
Udgivelsesår: 1955

In the spider’s web

Man kan sige meget om Maneater serien, men det er ikke ret tit, at special effects og visual effects er særlig overbevisende. Det er de bestemt heller ikke her i “In the spider’s web”, og alligevel sad jeg med en yderst kriblende følelse ned ad ryggen, mens jeg så den.

 En gruppe turister er på trekking-tur i det nordlige Indien. Det er deres sidste nat i junglen, og pludselig vækkes de af skrig. Geraldine er blevet bidt af en edderkop, og de må skaffe hjælp i en fart. Guiden Brian har hørt om en landsby i nærheden, hvor en amerikansk doktor bor, og efter sigende er han ekspert i edderkopper.

Gruppen når frem til landsbyen, hvor doktor Lecorpus indvilliger i at hjælpe Geraldine. Brian og den amerikanske pige, Stacy, bliver i landsbyen hos Geraldine, mens resten af gruppen går videre for at skaffe mere hjælp. Brian og Stacy opfordres til at besøge den lokale helligdom – et tempel for edderkopper, der af landsbyens beboere ses som guder. Men opholdet i templet ender grueligt galt.

Imens har de øvrige meldt episoden til den lokale politimester Sajan, men Stacys veninde Gina kan ikke vente og beslutter sig for at vende tilbage til landsbyen sammen med John fra gruppen. Da de når frem, opdager de, at landsbyen gemmer på en mørk hemmelighed, og at doktor Lecorpus ikke er den, de troede.

Jeg er helt med på, at historien til tider er rigtig forudsigelig, at visual effects ind i mellem er skræmmende dårlige, og at “In the spider’s web” på ingen måde er god smag. Alligevel følte jeg mig rigtig godt underholdt, og scenerne hvor der er brugt virkelige edderkopper, fik det til at risle koldt ned ad ryggen på mig. Puh hvor var jeg glad for, at det ikke var mig, de kravlede rundt på!

På plus-siden er også, at man i Maneater serien aldrig kan være helt sikker på, om vores helte klarer den. Nogen gange gør de – andre gange trækker naturen det længste strå…

Instruktør: Terry Winsor
Udgivelsesår: 2007

Andre film i Maneater Serien:

Eye of the beast, 2007 – Gary Yates
Grizzly Rage, 2007 – David DeCoteau
Black Swarm, 2007 – David Winning
Blood Monkey, 2007 – Robert Young

Hive, 2008 – Peter Manus
Hybrid, 2007 – Yelena Lanskaya
In the Spiders Web, 2007 – Terry Winsor
Maneater, 2007 – Gary Yates
Sea Beast, 2008 – Paul Ziller
Shark Swarm, 2008 – James A. Contner
Swamp Devil, 2008 – David Winning
Vipers, 2008 – Bill Corcoran
Wyvern, 2009 – Steven R. Monroe
Yeti, 2008 – Paul Ziller
Croc, 2007 – Stewart Raill

Besøg Maneater Series hjemmeside

Også omtalt på Horrorsiden

Når mørket kommer af Patrick Leis

Når mørket kommer af Patrick LeisEr alfer søde, og er en måneformørkelse ufarlig? Få svaret i denne veltegnede graphic novel fra Patrick Leis.

Mia er på ferie med sine forældre, som er helt vilde efter at opleve en total måneformørkelse langt pokker i vold i en norsk skov. Mia ville hellere have været med til skolefesten, hvor den lækre Christian også kommer. Men i stedet er hun nu endt i en gammel hytte uden mobildækning eller tv eller andre moderne bekvemmeligheder.

Faderen Lasse forsøger at gøre Mia interesseret i naturen og måneformørkelsen, men Mia gider ingenting og går i seng. Og da Lasse noget tid efter kommer ind til hende, er hun væk, og vinduet er åbent. Hvor er hun? Har den gamle vagabond, som de mødte ved købmanden noget med Mias forsvinden at gøre? Og hvad er det for en sær musik, som pludselig indhyller Lasse, mens han leder efter Mia.

Patrick Leis har skrevet en spændende historie, som er illustreret med mere end 120 billeder. Her er arbejdet meget med det grafiske udtryk. Siderne ændrer f.eks. farve undervejs i fortællingen, startende som helt hvide for at blive mørkere og mørkere i takt med at uhyggen breder sig, til de til sidst er helt sorte med hvide bogstaver. Illustrationerne er holdt i sorte, hvide og grå nuancer, og understøtter historien perfekt.

Patrick Leis har en sikker hånd, og kan tegne både monsteredderkopper og familieidyl, så begge dele virker overbevisende. Blandingen af enkeltstående illustrationer og hele sider med flere billedrammer fører historien frem mod klimakset, og selv hvis man ikke synes om en god gyserhistorie, så bør man tjekke Når mørket kommer alene for illustrationernes skyld. Det er nemlig ikke uden grund, at Patrick Leis har vundet VM i bodypaint.

Leis har flere gysere og science fiction bøger bag sig, og Når mørket kommer er en fin fortsættelse af forfatterskabet. En lækkerbisken til fans af fantasy og gysergenren – og til dem, som vil nyde de flotte illustrationer.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2007
Omslag: Patrick Leis