november 2017
M T O T F L S
« okt    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Edgar Allan Poe’

Klassiske spøgelseshistorier udvalgt af Charles Keeping

Illustratoren Charles Keeping har i antologien Klassiske spøgelseshistorier udvalgt en række af de bedste spøgelseshistorier skrevet af klassiske forfattere. I forordet skriver han kort om valget af hver novelle. “Ligrøverne” er medtaget for at være et godt eksempel på Robert Louis Stevensons korte, overnaturlige fortælllinger. M. R. James er Keepings yndlings spøgelseshistorie-forfatter, og Keeping overvejede både “Åh, fløjt, min dreng, og jeg kommer til dig” og “Abbed Thomas skat“, men endte med “Klagebrønden” som er en fin novelle men efter min mening er lidt atypisk for M. R. James. “Fejemanden” af A. M. Burrage kalder Keeping en klassiker i stil med M. R. James. Valget af Charles Dickens “Signalpasseren” var bl.a. fordi Keeping ikke tidligere havde illustreret den. Edgar Allan Poe var svær, idet mange af hans historier mere er gysernoveller end spøgelseshistorier, men Keeping fandt dog “Den sorte kat” både spøgelsesagtig og uhyggelig nok. “Canterville-spøgelset” af Oscar Wilde er samlingens humoristiske islæt, mens “Den tyske students eventyr” af Washington Irving hører til i den skræk-romantiske ende. Endelig er Daphne du Mauriers “Eskorte”valgt af personlige grunde, idet Keeping fra moderens side stammer fra en lang række af sømænd, og han var selv til søs under krigen.

Ligrøverne
I sine unge dage studerede Fettes medicin på universitetet i Edinburgh. Fettes var god til at få lærernes anerkendelse uden at arbejde særligt hårdt for det, og i andet semester blev han hjælpelærer for en lektor i anatomi, som i novellen blot kaldes K. En af Fettes pligter var at modtage “forsyningerne” til undervisningen sammen med en anden hjælper, den unge læge Wolfe Macfarlane. På et tidspunkt går det op for Fettes, at ikke alle ligene er død en naturlig død, men Macfarlane slår det hen. Det kommer de dog til at fortryde.

Den sorte kat
Fortælleren holder meget af dyr, ikke mindst sin kat Pluto. Men efterhånden som han begynder at drikke, bliver han mere og mere ondskabsfuld, og en dag slår han katten ihjel. Efter nogen tid får han en ny kat, som næsten ligner Pluto 100%, men som gør forfatteren nervøs. Da han en dag er lige ved at falde over katten, slår han ud efter den med sin økse. Hustruen lægger sig imellem, og det ender med mord. Nu vil fortælleren skjule hustruens lig, men da politiet dukker op, er også katten borte…

Den tyske students eventyr
En uvejrsnat under den franske revolution gik den tyske student Gottfried Wolfgang rundt i Paris. Han havde haft en usædvanlig stærk drøm om en kvinde af nærmest overjordisk skønhed. Mens han denne nat krydsede pladsen for guillotinen, så han en skyggeskikkelse krybe sammen for foden af trappen op til skafottet. I medynk henvendte Gottfried sig til skikkelsen, og opdagede til sin store forbløffelse, at ansigtet tilhørte kvinden fra hans drøm. Men hvad lavede hun her ved skafottet?

Canterville-spøgelset
Den amerikanske ambassadør Hiram B. Otis købte slottet Canterville vel vidende, at her spøgte. Otis troede dog ikke på den slags, og selvom han med tiden måtte indrømme, at der måske alligevel var et spøgelse, så blev ingen i familien skrækslagne, og i stedet begyndte de yngste drenge at drille spøgelset. Efterhånden blev efterlivet nærmest uudholdelig for det gamle spøgelse, og først da Otis datter, den yndige Virginia, fik lejlighed til at tale med spøgelset, ændrede tingene sig.

Eskorte
Under krigen sejlede trampdamperen “Rawenswing” på Nordsøen med forsyninger. På en overfart bliver kaptajnen syg, og William Blunt må overtage kommandoen. Kort efter får udkigsmanden øje på et periskop – en tysk ubåd har spottet dem, og med mindre et mirakel sker, vil de ikke overleve natten. Men så dukker en mærkelig eksorte op…

Klagebrønden
Stanley Judkins var noget af en skarnsknægt, så da han på en spejderudflugt fik at vide, at han under ingen omstændigheder måtte nærme sig en ensomt beliggende brønd, var han naturligvis nødt til at gøre netop det.

Fejemanden
Den gamle og velhavende Miss Ludgate var ikke just kendt for sin gavmildhed, men til de omrejsende tiggere som bankede på hendes dør, fandt hun dog altid enten mad eller penge. Det forstår den unge selskabsdame Miss Winyard ikke spor af, men en efterårsaften får hun svaret.

Signalpasseren
Under en gåtur møder fortælleren en signalpasser i bunden af en kløft, hvor han står ved sporet. De falder i snak, men først efter at banevogteren har opført sig meget mærkeligt overfor fortællerens første tilråb. Det viser sig, at banevogteren flere gange har oplevet at blive antastet af noget eller nogen, som ikke rigtig var der, og hver gang er der sket noget forfærdeligt. Fortælleren er dog overbevist om, at det er indbildning, og de taler et stykke tid for så at aftale, at fortælleren skal komme igen en anden dag. Men da han kommer, er banevogteren der ikke mere…

Klassiske spøgelseshistorier er en af mine yndlingsantologier. Dels er Charles Keepings illustrationer yderst atmosfærefyldte og underbygger novellerne på fantastisk vis, og dels synes jeg, at han har valgt nogle glimrende og ind i mellem lidt anderledes noveller ud. Især er jeg glad for “Eskorten”, som er en mere nutid fortælling, men som alligevel formår at indgive den helt rette spøgelsesstemning. Men også “Fejemanden” som er en klassiske fortælling om hybris og nemesis, og faktisk alle de øvrige noveller hører også til i særklassen af gode spøgelseshistorier, som kan læses igen og igen.

Som afslutning giver Charles Keeping en kort introduktion til de enkelte forfattere, hvor han kort opridser deres livsforløb og nævner deres hovedværker.

Indhold:

Ligrøverne af Robert Louis Stevenson (1884, The Body Snatcher)
Den sorte kat af Edgar Allan Poe (1843, The Black Cat)
Den tyske students eventyr af Washington Irving (1824, The Adventure of the German Student)
Canterville-spøgelset af Oscar Wilde (1887, The Canterville Ghost)
Eskorte af Daphne du Maurier (1940, Escort)
Klagebrønden af M. R. James (1928, Wailing Well)
Fejemanden af A. M. Burrage (1931, The Sweeper)
Signalpasseren af Charles Dickens (1866, The Signalman)

Om bogen:

Udgivelsesår: 1989
Forlag: Sesam, 164 sider

Masser af spøgelser red. Michael Tejn

Masser af spøgelser red. Michael TejnI 1966 udgav Steen Hasselbalchs Forlag to antologier med horror-noveller: Masser af gys og Masser af spøgelser. Der er desværre intet forord i nogen af udgivelserne, men begge bøger indeholder en række gode noveller. En del har dog også været trykt i andre antologier.

Blandt mine favoritter i Masser af spøgelser som ikke tidligere har været omtalt her på siden er bl.a. “Væsenet i hall’en” af E. F. Benson, som minder lidt i stil om H. P. Lovecraft. Fortælleren har efter diktat nedskrevet sin ven, dr. Asshetons, beretning. Dr. Assheton havde få dage før denne samtale erklæret sin ven Louis Fielder død som et selvmord begået i et øjebliks sindsforvirring, men nu er han ikke længere sikker på dette. Han beretter om, hvordan Louis begynder at fifle med spiritisme og kontakt med “den anden side”, og hvordan han selv oplever nogle uforklarlige hændelser under besøg hos vennen men tilskriver det Louis fantasi. Langsomt begynder Louis at ændre personlighed, og da han dør, findes han med begge halspulsårer revet over. Værst er det dog, at dr. Assheton har en besynderlig fornemmelse af, at en skygge smuttede med fra huset, da han forlod sin døde ven – og denne gang kan det ikke være Louis fantasi …

En anden historie, der er værd at fremhæve, er “Grev Magnus” af M. R. James, som finder sted i Sverige. Forfatteren har tilfældigt fået fat i papirerne, der fortæller mr. Wraxalls uforklarlige oplevelser i Vestgötland, hvor han besøgte herregården Råbäck for at studere familiens korrespondance og regnskabsbøger fra godsets første ejer, Magnus de la Gardie. Det viser sig, at Magnus var en hård herre, som underkuede sin bønder på brutal vis, men det er mere end vanskeligt for mr. Wraxall at få nogen til at fortælle om ham. Til sidst får han dog en grusom historie ud af kromanden, men ikke nok til at afskrække ham fra at fortsætte sine undersøgelser af grev Magnus sidste hvilested …

Endelig vil jeg også fremhæve Thit Jensens historie “Da Øllebrød-Niels fik huset fuldt af fremmede“. Her fortæller hun om den enfoldige Øllebrød-Niels, som hver dag kørte rundt i Himmerlands hedehuse og udflyttergårde og forsynede folk med øl og brød. Niels var en fåmælt mand, men han kørte altid til siden, når han så et begravelsesoptog – og dem så Niels flere af end de fleste, for han så dem nogen gange på forhånd. Jeg synes egentlig ikke, at historien er en decideret horror-novelle, men den skal alligevel fremhæves for sine spekulationer over tro og den frie vilje. Novellen blev trykt i samlingen Spøgelseskareten og andre noveller fra 1955, som jeg også hellere må prøve at få fat i.

Indhold:

Spøgelsesskuden af Robert Middleton (Ghost Ship, også udgivet i “Den nye spøgelsestime“)
Hånd i handske af Elizabeth Bowen (Hand in Glove, 1952. Også udgivet i “Gys og Genfærd“)
En mordsag for retten af Charles Dickens (A Trial for Murder, 1865)
Kejser Tiberius’ lille kæledægge af Rose Macaulay (Whitewash, 1952)
Huset i kløften af John Connell (House in the Glen, 1955)
Farven fra verdensrummets dyb af H. P. Lovecraft (The Colour Out of Space, 1927. Også udgivet i “Farven fra rummet“)
Væsenet i hall’en af E. F. Benson (The Thing in the Hall, 1912. Også udgivet i “Mine bedste gysere“)
En historie om Don Juan af V. S. Prichett (A story of Don Juan, 1952)
Grev Magnus af M. R. James (Count Magnus, 1904)
Alle sjæles dag af Robert Aickman (Ringing the Changes, 1964)
Kong Pest af Edgar Allan Poe (King Pest, 1835. Også udgivet i “Samlede fortællinger“)
Bombeflyenes nat af Evelyn Fabyan (Bomber’s Night, 1952)
Genfærdet af en hånd af J. Sheridan Le Fanu (The Ghost of a Hand, 1863)
Da Øllebrød-Niels fik huset fuldt af fremmede af Thit Jensen (1955. Også udgivet i Spøgelseskareten og andre noveller)

Om Masser af spøgelser:

Udgivelsesår: 1966
Forlag: Hasselbalch, 242 sider

Spøgelseshistorier fra hele verden udvalgt af Tage la Cour

Spøgelseshistorier fra hele verdenDet skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg elsker disse novelle-antologier, hvor både klassiske og mindre kendte historier bliver hevet frem fra glemslen. Spøgelseshistorier fra hele verden udgivet i 1957 er udvalgt af Tage La Cour, som også har oversat flere af novellerne, og som altid har han gjort et fint stykke arbejde.

Blandt mine favoritter (af de noveller som ikke tidligere er omtalt her på siden) er “Tilfældet mrs. Maradick” af Ellen Glasgow (The shadowy third, 1923). En ung sygeplejerske bliver bedt om at være natsygeplejerske for den charmerende hospitalskirurgs unge hustru, som lider af tvangstanker og hallucinationer. Men tingene er ikke så sort/hvide som de umiddelbart virker til.

De kære afdøde” af Donald McGuire er en fin lille historie med et humoristisk twist om arvingen til et forbandet slot, som ikke tror på spøgelseshistorierne fra fortiden –  men det kommer han til.

Edderkoppen” af Hans Heinz Ewers (The Spider, 1907) er måske blevet lidt for lang, men ikke desto mindre har den så grum en afslutning, at det kompenserer for den lidt langsomme start. Tre mennesker har begået selvmord på den samme måde og i det samme tidsrum i det samme hotelværelse. En ung studerende beslutter sig for at løse mysteriet, som viser sig at hænge sammen med en smuk ung kvinde.

I “Hvorledes frygten forsvandt fra Church-Peveril” af E. F. Benson (How fear departed from the long gallery, 1911) vrimler det med spøgelser, men kun to af dem skal man tage sig i agt for – nemlig et lille tvillingepar, der led en grusom død, og nu forvolder det samme til alle som ser dem.

Endelig vil jeg også fremhæve B. S. Ingemanns “Glasskabet” (1847), som måske knap er en spøgelseshistorie, men som alligevel har en grusom drejning. En mand har giftet sig med en rig kvinde, som dør før ham. I hendes testamente fremgår det, at når hun bliver begravet, overgår alle hendes penge til hendes side af familien. Så ægtemanden beslutter at balsamere hende og beholde hende i en glaskiste i sit soveværelse … Jeg havde ikke styr på Ingemanns bidrag til danske gys, før jeg læste antologien Skygger udgivet af Steen Langstrup, hvor “Fjendskab efter døden” af Ingemann er medtaget. (Læs mere om Skygger her), men jeg skal da love for, at den gamle salmedigter også havde nogle uhyggelige historier i baghånden.

I det hele taget er der mange flere gode og underholdende noveller i Spøgelseshistorier fra hele verden, som kan anbefales til alle, der holder af korte gys.

Indhold:

Søen af Ray Bradbury
En gæst fra det underjordiske af L. P. Hartley
Sheraton-spejlet af August Derleth
De kære afdøde af Donald McGuire
Rotterne i murene af H. P. Lovecraft
Whessoe af Nugent Barker
Huset af André Maurois
Hånden af William Fryer Harvey (også udgivet i “Verdens bedste spøgelseshistorier“, 1987)
Er det dig, Valentiner? af Sven Elvestad
Den himmelske omnibus af E. M. Forster
Adam og Eva og -? af A. E. Coppard
Spøgelser af Lord Dunsany
Tilfældet mrs. Maradick af Ellen Glasgow
Gensynet af Astrid Ehrencron-Kidde
Edderkoppen af Hans Heinz Ewers
Den mystiske logerende af Algernon Blackwood
Nummer 13 af Montague R. James (også udgivet i “Mine bedste gysere“, 1974)
Det våde spøgelse af John Kendrick Bangs (også udgivet i “Verdens bedste spøgelseshistorier“, 1987)
Hvorledes frygten forsvandt fra Church-Peveril af E. F. Benson
Vandet i Kirkevigen af Selma Lagerlöf
Var det en drøm? af Guy de Maupassant (også udgivet i “Mine bedste gysere“, 1974)
Den onde kaptajn Walshawe af Sheridan Le Fanu
Banevogteren af Charles Dickens (også udgivet i “Mine bedste gysere“, 1974)
William Wilson af Edgar Allan Poe
Skyggen af H. C. Andersen (også udgivet i “Skygger“, 2010)
Ligkistesnedkeren af A. S. Pusjkin (også udgivet i “Den nye spøgelsestime“, 1987)
Glasskabet af B. S. Ingemann
Mord råber til himlen af Geoffrey Chaucer

Om Spøgelseshistorier fra hele verden:

Udgivelsesår: 1957
Forlag: Carit Andersen, 336 sider

Masser af gys udvalgt af Michael Tejn

Masser af gysDer er desværre ikke skrevet et forord til denne glimrende samling af gyser-noveller: Masser af gys, udvalgt ved Michael Tejn, så hvorfor netop disse 13 historier er udvalgt, vides ikke. Men det gør ikke historierne mindre gode, og holder du som jeg af det fortættede gys i novelleform, så prøv denne antologi fra 1966 hvor den ældste novelle er fra 1845 og den nyeste fra 1962.

Jord til jord (Earth to Earth) af Robert Graves udkom i 1955 og er en lidt pudsig historie om ægteparret Elsie og Robert Hedge, som bliver fuldstændig besat af dr. Eugen Steinpilz teorier om havekompost, og efterlever hans påskrifter mere end punktligt.

Hvad der virkelig hændte M. Valdemar (The Facts in the Case of M. Valdemar) af Edgar Allan Poe udkom i 1845. Fortælleren har gennem flere år beskæftiget sig med hypnose, og da en bekendt, M. Valdemar, ligger for døden, beder fortælleren om lov til at hypnotisere Valdemar i dødsøjeblikket. Valdemar siger ja, og det lykkes fortælleren mod alle forventninger. Men under hypnosen står Valdemar udenfor tiden, og da hypnosen afbrydes, er virkningen øjeblikkelig og rystende. Novellen er blevet filmatiseret flere gange, bl.a. af Roger Corman i Tales of Terror som består af tre filmatiseringer af Edgar Allan Poe noveller.

Værtinden (The Landlady) af Roald Dahl er fra 1959. Den unge Billy Weaver er taget til Bath for at søge arbejde. Nu leder han efter et sted at bo, og selvom han egentlig helst vil bo på det lokale værtshus, hvor der er masser af liv og gæster, bliver han alligevel draget af et skilt i et vindue med en vase med gule krysantemum. På skiltet står: Pensionærer modtages, og da Billy ringer på, står den venlige, men glemsomme værtinden klar til at byde ham velkommen med en kop te. “Værtinden” har et af den slags overraskende twist i slutningen, som giver en lyst til at genlæse den med det samme. En humorfyldt uhyggelig lille sag.

Tommelfingeren (Thompson) af George A. Zorn fra 1962 er en af samlingens længste noveller. Sælgeren Thompson er på vej hjem, da han kører forkert og må spørge en kvinde om vej. Hun svarer venligt nok, men Thompson bliver alligevel grebet af uro. Uroen bliver værre, da hans bil pludselig ikke kan starte, og da han bliver nødt til at låne telefonen i huset, slår panikken ham næsten ud. Men værst bliver det, da alt ellers ser ud til at være gået i orden igen. “Tommelfingeren” er en rigtig ubehagelig historie, hvor atmosfæren er langt værre end selve handlingen. Hvad er der egentlig sket med Thompson inden denne afstikker? Og hvorfor er kvinden og barnet så skræmmende?

Tårnet (The Tower) af Marghanita Laski er fra 1955 og handler om en ung kvinde, som på sin bryllupsrejse er ude på egen hånd. Hendes mand er vældigt interesseret i italiensk historie, så da hun falder over ruinen efter Niccolo di Ferramanos “Offer-Tårn”, beslutter hun sig for at gå op i det. Men det bliver en skæbnesvanger beslutning.

Det tredje område (The Third Circle) af Frank Norris fra 1909 er historien om en hvid kvinde, som forsvinder sporløst under en tur til San Franciscos Chinatown. Mere end 20 år senere fortælles historien om miss Ten Eyck stadigvæk.

Natviolen (Evening Primrose) af John Collier fra 1941 foregår i et stormagasin. En digter beslutter sig for at stige af verdens stress og jag og vil bosætte sig i den lokale stormagasin. Men han opdager, at han langt fra er den første, som har fået den idé, og at der blandt de nuværende beboere er et strengt hieraki. Så da han forelsker sig i den unge Ella, får det alvorlige konsekvenser. Novellen danner baggrund for en tv-musical fra 1966 med titlen Evening Primrose.

Hindbærsyltetøj (Raspberry Jam) af Angus Wilson fra 1949 er trods sin søde titel en grum historie om drengen Johnnie, som hygger sig med at besøge to gamle pebermøer. Men en dag ser han noget skrækkeligt hos dem.

Nattens musik (The Music of Erich Zann) af H. P. Lovecraft er fra 1922. Fortælleren beretter om dengang han boede på Rue d’Auseil i et hus, som han siden de omtalte begivenheder aldrig har kunne finde igen. I perioden havde han ikke særligt mange penge og boede derfor til leje i dette ikke særligt velholdte hus. I huset boede også en ældre tysk mand, som spillede violin. En nat hørte fortælleren en sælsom vidunderlig og samtidig skræmmende musik oppe fra tyskerens etage, men da han ved lejlighed komplimenterede hans musik, blev tyskeren nærmest vred i stedet for. Den natlige musik fortsatte dog, og en nat overhørte fortælleren den gamle mands desperate koncert, som denne nat endte i kaos. “Nattens musik” er en skræmmende og velskrevet novelle, som meget godt demonstrerer H. P. Lovecrafts særlige fortælle-stil og introducerer hans rædselsfulde parallelunivers.

Den lille snigmorder (The Small Assassin) af Ray Bradbury fra 1946 handler om et uskyldigt lille spædbarn, der måske ikke er så uskyldigt alligevel. En glimrende novelle med en grum slutning.

En rose til Emily (A Rose for Emily) af William Faulkner er fra 1930. Frøken Emily havde i levende live været en slags tradition i byen. Mens faderen levede, holdt han hende i kort snor, og efter hans død havde hun en kort opblomstring, hvor hun bl.a. så en del til en herre, der dog slet ikke var i hendes klasse. Han forsvandt dog også igen efter nogen tid. Men nu er frøken Emily død … Novellen er filmatiseret som kortfilm af Lyndon Chubbuck i 1983 under titlen Rose for Emily.

Kispus (Georgy Porgy) af Roald Dahl er fra 1960, og handler om præsten som er hundeangst for kvinder, samtidig med at han er betaget af dem på afstand. Denne splittethed får alvorlige konsekvenser, da byens damer tilsyneladende indleder en klapjagt på ham. “Kispus” er anden novelle af Roald Dahl i samlingen, og er en helt anden slags historie end “Værtinden”, selvom den underliggende humor strømmer igennem dem begge.

Enoch (Enoch) af Robert Bloch fra 1945 er 13. og sidste novelle i samlingen. Fortælleren bor alene efter moderens død – pånær den lille usynlige Enoch, som bor på hans hoved. Enoch får ham til at slå forbipasserende ihjel, men til gengæld giver Enoch også glemsel. En dag bliver fortælleren dog fængslet og anklaget for mordene, men da han fortæller anklageren om Enoch, får historien pludselig en helt ny drejning. “Enoch” er en perle af en novelle, som på ganske få sider giver læseren myrekryb. Tænk at have et lille usynligt væsen boende på sig, som kun drømmer om død og ødelæggelse – og som fuldstændig har magten over dig, men ingen tror dig …

Indhold:

Jord til jord af Robert Graves
Hvad der virkelig hændte M. Valdemar af Edgar Allan Poe
Værtinden af Roald Dahl
Tommelfingeren af George A. Zorn
Tårnet af Marghanita Laski
Det tredje område af Frank Norris
Natviolen af John Collier
Hindbærsyltetøj af Angus Wilson
Nattens musik af H. P. Lovecraft
Den lille snigmorder af Ray Bradbury
En rose til Emily af William Faulkner
Kispus af Roald Dahl
Enoch af Robert Bloch

Læs mere:

FantasticFiction
Enotes.com
Wikipedia

Edgar Allan Poe af Walter Lenning

Edgar Allan PoeEfter at have læst Nikolaj Frobenius’ roman “Jeg skal vise jer frygten“, fik jeg lyst til at læse mere om Edgar Allan Poe, og i bibliotekets kælder fandt jeg denne biografi skrevet af Walter Lenning.

Der er skrevet rigtig mange biografier om Poe, men ikke særligt mange af dem er oversat til dansk. Blandt disse virkede Lennings bog som den mest omfattende, idet den både beskæftigede sig med Poes liv og hans værker, mens f.eks. “Fortolkningens veje” af Erik A. Nielsen og “Grænsens filosofi” af Henning Goldbæk i højere grad beskæftigede sig med analyser af værkerne.

Lenning giver en kronologisk gennemgang af Poes liv fra barndommen og frem til hans død, samt trækker linjer til hans indflydelse derefter. Derudover viser Lenning tematikker og sammenhænge i forfatterskabet, dog kun på et overordnet niveau – og bringer uddrag af breve m.m. fra, til og om Poe. Det hele er krydet med en lang rækker illustrationer af personer, steder og begivenheder, som har haft betydning for Poe.

Samlet set giver bogen et spændende portræt af personen Poe, og jeg fik stor lyst til at genlæse flere af hans historier. Det var også sjovt at læse om, hvordan Poe regnes som ophavsmand til både krimi- og science fiction genren, når han egentlig afskyede fremskridtet og imødeså fremtiden med åbenlys pessimisme, hvilket afspejles i hans historier hvor den videnskabelige utopi næsten altid ses i et ironisk og sarkastisk lys. Og så var jeg ikke klar over, at Poe i høj grad kan takke Charles Baudelaire for sin verdensberømmelse i eftertiden, men det siger måske mere om min uvidenhed end om biografiens dyder.

Generelt følte jeg mig både godt underholdt og godt oplyst, og det eneste der skæmmer biografien er en temmelig dårlig oversættelse. Heldigvis er uddragene af Poes digte trykt på originalsproget, så oversættelsen trækker ikke ned her.

Om “Edgar Allan Poe” af Walter Lenning:

Originaltitel: Edgar Allan Poe in Selbstzeugnissen und Bilddokumenten
Originalt udgivelsesår: 1959

Jeg skal vise jer frygten af Nikolaj Frobenius

Edgar Allan PoeJeg skal vise jer frygten af Nikolaj Frobenius blev født i 1809 og døde kun 40 år gammel. I sin korte levetid skrev han en række fremragende noveller, som ikke alle blev vel modtaget i hans samtid, men han blev dog accepteret som en anerkendt kritiker og havde også succes som redaktør ved forskellige blade – dog aldrig økonomisk succes.

I Jeg skal vise jer frygten fortæller Nikolaj Frobenius om Poes liv i fiktionens form. Hvordan han blev født af skuespillerparret David og Elizabeth Poe og siden kom i pleje hos den velhavende John Allan. Hvordan han følte sig overset og undervurderet og forlod familien Allan for at blive en berømt forfatter. Hvordan han giftede sig med sin kun 13-årige kusine og hutlede sig igennem som forfatter og kritiker, mens han døjede  med økonomien og sprutten. Og hvordan han kom i litterære fejder med flere af datidens store forfattere pga. sin bidske pen, indtil han døde under mystiske omstændigheder i 1849.

Så vidt mit kendskab til Poes liv angår, er de faktuelle begivenheder korrekte i romanen, herunder at Poe havde et anstrengt forhold til forlæggeren Rufus Griswold, der udgav samlingen “The Poets and Poetry of America” i 1842. Den kunstneriske frihed viser sig i Frobenius tanker om personerne, og i den mærkelige lille mandsling som følger Poe gennem hele livet i romanen, og som sørger for at bringe et dystert og blodigt element ind i fortællingen.

På den ene side synes jeg vældig godt om Jeg skal vise jer frygten. Det er en interessant indføring i Poes liv, og det er spændende at læse om Frobenius tanker, i forhold til hvordan Poes historier opstod, og høre diskussionen mellem Griswold og Poe med hver deres opfattelse af skønheden og beskrivelsen af denne. På den anden side synes jeg, at romanen bliver lidt for lang og til tider virker lidt kludret.

Det skal dog ikke afholde nogen fra at læse Jeg skal vise jer frygten, som om ikke andet giver den én lyst til at genlæse Poes noveller og historier.

Læs mere om Poe på Det Danske Poe-selskabs hjemmeside

Forfatterportræt af Poe

Om Jeg skal vise jer frygten:

Udgivelsesår: 2009
Forlag: Tiderne Skifter, 332 sider
Originaltitel: Jeg skal vise dere frykten

Min bedste gysere / red. Dave Allen

Det siger sikkert noget om min manglende dannelse, at jeg ikke ved, hvem Dave Allen er. I hvert fald står der på bagsiden af “Mine bedste gysere”: Det er få danskere, der kan undgå at få muntre tanker, når de hører navnet Dave Allen. Den irskfødte journalist, som blev en særdeles populær tv-figur, er blevet kendt og elsket for sin sorte humor og sit barokke vid. Men at han også interesserer sig for fortællinger om det overnaturlige, spøgelser og den slags hyggelige ting, har hidtil været ukendt i Danmark.

Men uanset at jeg ikke kendte Dave Allen på forhånd, er hans samling af horror-historier i antologien “Mine bedste gysere” et bredt og godt indblik i en lang række gode forfatterskaber. Nogle er deciderede gyserforfattere, andre har blot taget et kort visit ind i uhyggens land.

Indhold:
Abehånden af W. W. Jacobs (1902)
Signalmanden af Charles Dickens (1866, the Mugby Junction collection)
Det åbne vindue af Saki (1914, Beasts and Super-Beasts)
Den sorte kat af Edgar Allan Poe (1843, The Saturday Evening Post)
Canterville-spøgelset af Oscar Wilde (1887, The Court and Society Review)
Ingens hus af A. M. Burrage (1927, Some Ghost Stories)
Var det en drøm? af Guy de Maupassant
Møbleret værelse af O. Henry
Manden med sygdommen af J. F. Sullivan
Oktoberlegen af Ray Bradbury (1948)
Lotteriet af Shirley Jackson (1948, The New Yorker)
Den stribede kiste af Arthur Conan Doyle
Nummer 13 af M. R. James (1904, Ghost Stories of an Antiquary)
Tchériapin af Sax Rohmer
The Squaw af Bram Stoker (1892 – senere udgivet i “Dracula’s guest and other weird stories”)
Fuglene af Daphne du Maurier (1952, The Apple Tree)
Væsnet i Hall’en af E. F. Benson (1912, The Thing in the Hall)
De blindes land af H. G. Wells (1904, Strand Magazine)
Fløjt, og jeg kommer af M. R. James (1904, Ghost Stories of an Antiquary)
Rickshaw-genfærdet af Rudyard Kipling (1885, Quartette)
Ligrøverne af Robert Louis Stevenson (1884, Pall Mall Christmas “Extra”)

Udgivelsesår: 1974

10 fantastiske fortællinger / red. Bo Hakon Jørgensen

Vennernes ven findes bl.a. i antologien 10 fantastiske fortællingerAntologien 10 fantastiske fortællinger er udvalgt af Bo Hakon Jørgensen, som også har skrevet efterskriftet om den fantastiske litteratur.

Indhold:
Sandmanden af E. T. A. Hoffmann (1817)
Venus fra Ille af Prosper Mérimée (1837)
William Wilson af Edgar Allan Poe (1839)
Olalla af Robert Louis Stevenson (1885)
Det djævelske væsen af Ambrose Bierce (1893)
Vennernes venner af Henry James (1896)
Forvandlingen af Franz Kafka (1915)
Aben af Karen Blixen (1934)
De runde ruiner af Jorge Luis Borges (1941)
Kvinden på Madagaskar af Per Højholt (1986)

Om 10 fantastiske fortællinger:

Udgivelsesår: 1991
Forlag: Odense Universitetsforlag, 254 sider

Poe – 4 makabre hyldester

Poe - 4 makabre hyldesterI forbindelse med 200 året for Edgar Allan Poes fødselsdag udgiver forlaget 2 Feet Entertainment i samarbejde med Horsens Bibliotek en novellesamling, der indeholder fire gendigtninger af kendte Poe noveller. Anmelder Mette Strømfeldt har stået for udvælgelsen af novellerne, som er blevet gendigtet, og bidrager desuden med et informativt forord. Samlingen hedder Poe – 4 makabre hyldester og udkommer meget passende d. 13. marts.

De fire noveller er skrevet af Anne Marie Vedsø Olesen, Patrick Leis, Rikke Schubart og Steen Langstrup, og det er blevet til fire meget forskellige, men alle meget skræmmende historier.

Rikke Schubarts debutroman hed Bid, og meget passende har hun fået til opgave at gendigte Poes novelle ”Berenice”, hvor tænder indgår som en vigtig del af historien. Schubarts hovedperson er da også en tandlæge, og da jeg første gang læste ”Ormekur” tænkte jeg ”uha!”

Patrick Leis laver en meget stemningsfyldt gendigtning af Ushers fald med novellen ”Opløsning”, der stilmæssigt nok er den novelle i samlingen, der minder mest om Poe selv. Steen Langstrup undersøger på vanlig effektiv vis dobbeltgænger-temaet i sin gendigtning af ”William Wilson”, der genfortælles i novellen ”Metro”. Endelig har Anne Marie Vedsø Olesen skrevet en musikalsk og grum historie med titlen ”Orkestergraven” ud fra Poes novelle ”Hjertet der sladrede”.

Det vil være synd at fremhæve en enkelt novelle på bekostning af de andre, for alle er som sagt velskrevne på hver deres måde. Leis har f.eks. meget vellykket fanget Poes gotiske atmosfære (men naturligvis med sit eget lille Leis-twist), mens Schubart i stedet går efter en mere nutidig freudiansk fortolkning af sin novelle.

Vi har mange dygtige horror-forfattere i Danmark, og de fire som har medvirket her, hører til i toppen. I forbindelse med krimimessen i Horsens kommer alle fire om lørdagen, hvor de er deltagere i en paneldiskussion om udgivelsen af antologien og fascinationen af Poe helt op i vores tid.

Indtil da kan jeg kun opfordre alle, som holder af lidt uhygge i lænestolen, til at nyde et par timer i selskab med Poe – 4 makabre hyldester. Den er underholdende og velskrevet, og kan sagtens læses, selvom man ikke har læst spor af Edgar Allan Poe før.

Om Poe – 4 makabre hyldester:

Udgivelsesår: 2009
Omslag: Steen Langstrup

Poe – 4 makabre hyldelster

forside_m__poeNormalt forhåndsomtaler jeg ikke bøger her på siden, men for “Poe – 4 makabre hyldelster” gør jeg nu lige en undtagelse. For på min fødselsdag – fredag d. 13. marts – udkommer den nemlig, og lørdag d. 28. marts har jeg den store fornøjelse at skulle tale med de 4 forfattere, som bidrager til antologien under årets krimimesse i Horsens.

“Poe – 4 makabre hyldelster” udgives af Forlaget 2 Feet i samarbejde med Horsens Bibliotek i anledningen af, at Poe ville være fyldt 200 år i år. Anmelder på Berlingske Tidende, Mette Strømfeldt, har skrevet forordet til bogen samt udvalgt de noveller, som forfatterne A. M. Vedsø Olesen, Patrick Leis, Rikke Schubart og Steen Langstrup har ladet sig inspirere af til nye gys.

Jeg har fået lov at smugkigge i nogen af novellerne, og glæder mig meget til at se det færdige resultat. De fire noveller tegner nemlig yderst lovende.

Du kan læse mere om antologien her.

Eller besøge Krimimessen i Horsens her.