november 2017
M T O T F L S
« okt    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘eksorcisme’

Midvintersjæle af Phil Rickman

Midvintersjæle af Phil RickmanMidvintersjæle er på ingen måde horror, men med en kvindelig eksorcist i hovedrollen er jeg næsten nødt til at omtale den her på siden. Og når her så ovenikøbet er tale om en meget velskrevet og vældig interessant roman, bøjer jeg gerne genrebegrænsningen lidt.

Merrilly Watkins er enlig mor til en teenagedatter og præst i Herefordshire i grænselandet mellem England og Wales. En dag kontaktes hun af den nye biskop, som tilbyder hende jobbet som “sjælefrelsekonsulent” – en mere moderne betegnelse for eksorcist.

Merrilly er umiddelbart interesseret, men i stillingen sidder allerede en krakilsk ældre præst, som bestemt ikke bryder sig om at se sit job overtaget af en kvinde. Alligevel er Merrilly snart mere involveret i sjælefrelser-virket, end hun nogensinde havde forestillet sig at blive.

Ved siden af historien om Merrily hører vi om den unge kvinde Moon, der er meget fascineret af sin families keltiske oprindelse. Hun har tidligere haft psykiske problemer, men nu har hun har slået sig ned i familiens gamle lade for at skrive en bog om forfædrene. Men stedet gemmer på flere hemmeligheder.

Ad kringlede veje føres de to tråde sammen, og til sidst falder alle plottets strenge falder på plads.

Phil Rickman skriver godt, og han får det brogede persongalleri til at stå levende for læseren. I virket som sjælefrelser kommer Merrilly ud for en række overnaturlige hændelser, men Rickman beskriver episoderne plausibelt og skaber samtidig plads for læserens egen fortolkning af hændelserne, således at man til det sidste er i tvivl om, hvorvidt Merrilly virkelig oplever noget, om hun blot er psykisk ude af balance, eller om hun måske er offer for mennesker med tvivlsomme motiver?

Stemningsmæssigt kom jeg til at tænke på Andrew Taylors fremragende Genfærdets anatomi, hvor læseren føres ind i et autentisk og velbeskrevet skolemiljø i 1700-tallets England. Her er det blot den katolske kirke, der er omdrejningspunktet.

Jeg var meget betaget af Midvintersjæle, som er spændende på flere niveauer. Phil Rickman giver sig god tid til at udfolde historien, så her er ikke tale om hæsblæsende action. I stedet får læseren en tankevækkende og velskrevet fortælling om den hårfine grænse mellem det gode og det onde.

Om Midvintersjæle:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Klim, 551 sider
Omslag: Joyce Grosswiler
Originaltitel: Midwinter of the Spirit

Se Phil Rickmans hjemmeside
Også omtalt på Bogrummet.dk

The Last Exorcism

For efterhånden lang tid siden læste jeg Janus omtale af filmen “The Last Exorcism” på Horrorsiden.dk. Senere faldt jeg over den til billige penge, og den endte i bunken af film som skal ses ved lejlighed. Det fik jeg så endelig taget mig sammen til, og faktisk blev jeg lidt overrasket over, hvor god den er et lang stykke hen ad vejen.

Cotton Marcus er præst. Allerede som dreng stod han på prædikestolen sammen med faderen, og gennem årene har han udviklet sig til en ren entertainer og yderst vellidt præst, der også udfører eksorcismer. Men da hans søn overlever en alvorlig operation, og det går op for Cotton, at den første han takker er lægen og ikke Gud, stiller han sig spørgsmålet, om han overhovedet er rigtig troende?

Det fører til andre spørgsmål, som f.eks. at han bevidst har lavet tricks under udførelsen af sine eksorcismer – ikke blot for at narre den besatte og deres familier, men for at hjælpe dem ud af vildfarelsen om at være besat af en dæmon. Da han i avisen læser om et barn, som er blevet dræbt under en eksorcisme, beslutter Cotton sig for at afsløre bedrageriet. Han siger ja til en sidste omgang, og tager et dokumentarhold med til at filme begivenhederne undervejs.

I første omgang lykkes eksorcismen, som de også får lov til at filme, men efterfølgende dukker den besatte pige op på Cottons hotel, og han bliver overbevist om, at både hun og faderen har brug for psykiatrisk hjælp. Det er faderen dog slet ikke indforstået med, og langsomt accellerer begivenhederne og ryger helt ud af kontrol.

Filmen er optaget som en slags dokumentarfilm, hvor Cotton taler til kameraet og holdet bag. Det virker udmærket som fortællevinkel, også selvom det ikke gennemføres 100%. F.eks. er jeg glad for, at det ikke er et evigt rystende håndholdt kamera med elendig lyssætning hele tiden.

Opbygningen af historien er også godt lavet. Vi får tid til at sætte os ind i personerne, og Cotton fremstår som et godt menneske på trods af, at han rent faktisk mere eller mindre har levet af at fuppe folk. Også den besatte pige Nell fungerer godt i rollen. Hun ser uskyldig og skrøbelig ud, så forvandlingen til den dæmonbesatte furie er ret overvældende. Jeg har i et interview læst, at Ashley Bell, som spiller Nell, har hypermobile led, så de mange umulige bøjninger af kroppen, hun foretager, skulle være virkelige. I hvert fald var det meget overbevisende og totalt skræmmende.

Undervejs i historien føres vi fra det rationelles verden ind i det irrationelle og tilbage igen. For så at komme i tvivl og blive snurret frem og tilbage ind til det, der er svagest i hele filmen, nemlig slutningen. Her følte jeg mig hensat til en blanding af “The Devil Rides Out” og “The Blair Witch Project“, og det passer virkelig bare slet ikke til resten af filmen efter min mening. Så slutningen lever desværre slet ikke op til optakten, og jeg kan ærge mig over, at instruktør Daniel Stamm ikke stoppede bare 5 minutter før.

Det ændrer dog ikke ved, at jeg blev grebet af historien undervejs, og at den med sin vinkel på en frafalden præst, der vil afsløre eksorcisme-fup, tilbyder nye og anderledes fortolkninger end normalt i eksorcismefilm. Et langt stykke ad vejen holdes tilskueren i tvivl om, hvad der virkelig foregår på den ensomt beliggende farm, og det er egentlig ganske godt klaret.

“The Last Exorcism” er produceret af Eli Roth (“Cabin Fever” og “Hostel“), som også introducerede filmen på Toronto After Dark Film Festival, hvor den bl.a. modtog publikumsprisen for bedste film. Her fortalte Roth om, hvilken betydning det havde for ham at se “Exorcisten“, da den kom i 1971. Hvordan han frygtede at blive offer for en dæmonbesættelse på trods af hans mors overbevisninger om, at som jøder troede de slet ikke på dæmoner. Han vidste, at han aldrig ville kunne lave et remake af den, men han ville gerne sætte sit aftryk på ekcorsicme-kanonen – og han har i hvert fald gjort et godt forsøg som producent af “The Last Exorcism.

Instruktør: Daniel Stamm
Udgivelsesår: 2010

Læs også omtalen af “The Last Exorcism” på Toronto Film Scene

Søstrene i Salem af Brunonia Barry

Søstrene i Salem af Brunonia BarryHekse og familiehemmeligheder er to af ingredienserne i denne intense debutroman.

Towner vender meget mod sin vilje tilbage til barndomsbyen Salem, da tanten Eva forsvinder. Her flytter hun ind i tantens hus, overbevist om at hun stadig er der. Men Eva findes død, druknet under en svømmetur.

Testamentet overlader huset til Towner, men hun har ikke lyst til at blive i Salem, der rummer mange dårlige minder, som hun troede, hun forlod for altid, da hun drog til Californien.

Men fortiden har en tendens til at indhente os, og Towner indser, at Eva havde en grund til at ønske hende tilbage til Salem.

Søstrene i Salem er Brunonia Barrys debutroman og udkom oprindelig på hendes eget forlag. Men så fik et stort forlag øjnene op for romanen, der nu er solgt til udgivelse i over 20 lande. Historien er da også fængende og kan karakteriseres som en blanding af en thriller og en familiekrønike.

Jeg havde en lille smule svært ved at få hul på romanen, men det skal ikke afholde nogen fra at kaste sig over den, for da jeg kom til anden del, blev jeg helt opslugt af historien om Towner og hendes familie.

Brunonia Barry fortæller romanen gennem flere forskellige personer, og historien handler ikke kun om den døde tante. Det er også fortællingen om Towners barndom, som hun stort set har fortrængt, ligesom vi hører en del om de heksesamfund, der spirer i Salem, men på det seneste har haft problemer med den religiøse bevægelse, Calvinisterne. Undervejs accelerer historien og ender nærmest som en thriller.

Søstrene i Salem er velskrevet og interessant og må alt i alt betegnes som en vellykket debutroman.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2009
Originaltitel: The lace reader
Forlag: Bazar, 410 sider

The Reaping

The ReapingBiblen har været udgangspunkt for mange gode gysere, og endnu flere dårlige. Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal placere “The Reaping” i den sætning.

Hilary Swank spiller professoren Kathrine Winther, en frafalden præst som nu har viet sit liv på at “afsløre” mirakler, dvs. bevise dem videnskabeligt. Og det er lykkes hende 48 gange ud af 48.

Men så bliver hun opsøgt af Doug Blackwell fra den lille by Haven i bibelbæltet, og han kan fortælle hende om nogle mystiske ting, der sker – som minder ganske meget om de ti plager fra biblen: floden bliver rød, frøer falder fra himlen, bylder, lus osv. Kathrine lader sig overtale til at undersøge sagen, og sammen med sin ven og assistent Ben, tager hun af sted.

I byen beskylder man en ung pige, Loren, for at være ansvarlig for alle ulykkerne. Hendes familie er udstødt af fællesskabet, og er kendt for at være satandyrkere. Men Kathrine har svært ved at forlige sig med tanken om, at pigen er ansvarlig, og snart er hun rodet dybt ind i et plot, som er mere end det først ser ud til.

Det bedste ved “The Reaping” er næsten, da Hilary Swank forklarer de ti plager set ud fra videnskabens briller. Men bortset fra det, så er der flere gode scener, og Hilary Swank udfylder rollen som Kathrine Winthers godt. Når jeg alligevel ikke hopper ud af stolen af begejstring, tjahh – måske så jeg den bare på en dårlig dag.

Om “The Reaping”:

Instruktør: Stephen Hopkins
Udgivelsesår: 2007

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Excorsist – the beginning

Eksorcisten-Begyndelsen-5708758654173-01Selvom denne prequel langt fra kan leve op til den oprindelige film, bliver man nu alligevel godt underholdt.

Fader Merrin (Stellan Skarsgård) har forladt kirken og arbejder nu med udgravninger. En dag bliver han bedt om at tage til Kenya, hvor man har fundet en kirke begravet i sandet. En kirke som er ældre end kristendommen i området. Fader Merrin tager af sted, men opdager snart at der foregår noget mærkeligt på udgravningen. Da han ikke tror på noget mere, slår han det først hen, men til sidst må han se i øjnene, at noget ondt gemmer sig under kirken – og det er på vej ud.

Der bliver overspillet lidt undervejs, og effekterne vælter i perioder ned om ørene på en, men alligevel er det ikke en dårlig film. Det er altid svært at leve op til så fabelagtig en etter.

Instruktør: Renny Harlin
Udgivelsesår: 2004

Exorcisten

ExorcistenExorcisten fik en revival i 2001 med en genudsendelse af den i biograferne i director’s cut, dvs. med nogle scener i som før har været udeladt. Bl.a. er der bygget mere op om undersøgelserne af Regan på hospitalet, og så er der kommet mere på slutningen. Nogle af scenerne kunne sagtens være skåret væk igen efter min mening – fx den nye slutning – men andre tilfører helt klart filmen mere dybde.

Filmen handler om pigen Regan (Linda Blair), som lever alene med sin skuespillerinde mor, Chris (Ellen Burstyn) efter en skilsmisse. Chris har travlt med sin karriere, og faderen er konstant fraværende. Regan har leget med et quijo bræt og begynder at opføre sig mærkeligt, og det bliver værre og værre. Chris forsøger alle læger og psykiatere, men ingen har nogen forklaring på, hvad der sker med Regan, og da en af Chris venner findes død nedenfor trappen til et vindue, der fører ind til Regans værelse, henvender hun sig til en præst for at få foretaget en eksorcisme af Regan. Fader Merrin (Max von Sydow) og fader Damien Karras (Jason Miller) udvælges til opgaven, som ikke går uden problemer.

Exorcisten er oprindelig fra 1973, og der er selvfølgeligt sket meget med mediet siden den gang. Men tager man højde for det, synes jeg stadig, det er en af de bedste gyserfilm nogensinde. Den er fyldt med symboler og fortolkninger, og skuespillerpræstationerne er efter min mening fremragende.

Der er senere lavet tre efterfølgere til Exorcisten: Exorcist II: The Heretic – 1977, D: John Boorman; The Excorsist III – 1990, D: William Peter Blatty; Excorsist – the beginning – 2004, D: Renny Harlin

Se dokumentarfilmen som blev lavet i anledningen af Exorcistens 25 års jubilæum

Om Exorcisten:

Instruktør: William Friedkin
Udgivelsesår: 1973

Besat: the exorcism of Emily Rose

Besat: the exorcism of Emily RoseEmily Rose er en ganske almindelig ung pige, der kommer fra et stærkt troende hjem. Da hun flytter hjemmefra for at læse, bliver hun imidlertid besat af mystiske væsner, og i forsøget på at uddrive dem dør Emily. Præsten father Moore, som forestod eksorcismen, anklages for uagtsom manddrab, og hele historien fortælles gennem retssalen med tilbageblik på forløbet.

“Besat: the exorcism of Emily Rose” bygger efter sigende på en sand historie. Det behøver man nu ikke tro på for at få en fantastisk filmoplevelse. Scott Derrickson har lavet en rigtig uhyggelig og velspillet gyser med yderst kompetente skuespillere. Den mest imponerende er næsten Jennifer Carpenter, som spiller Emily. Hendes fysik under besættelsesscenerne var så imponerende, at specialeffects folkene næsten ikke skulle tilføje noget. Men også Tom Wilkinson som father Moore og Laura Linney som hans forsvarsadvokat er helt igennem overbevisende.

Se den før din nabo…

Om “Besat: the exorcism of Emily Rose”:

Instruktør: Scott Derrickson
Udgivelsesår: 2005

Exorcisten af William Peter Blatty

ExorcistenRegan bor sammen med sin mor, skuespilleren Chris MacNeil, som for nyligt er blevet skilt fra Regans far. Alt virker dog idyllisk, men så begynder Regan gradvist at udvise besynderlige psykiske og fysiske forandringer. I første omgang søger Chris hjælp hos neurologer og psykiatere, men da intet hjælper, vender hun sig mod sin præst, som henviser hende til fader Merrin. Merrin har tidligere udført en excorsisme, og sammen med fader Karras begynder han på den farlige opgave at drive dæmonen ud af Regan.

Exorcisten er også filmatiseret af William Friedkin i 1973. En fremragende film med bl.a. Max von Sydow og Ellen Burstyn på rollelisten

Originaludgave: 1971