oktober 2020
M Ti O To F L S
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
262728293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘ekspeditioner’

Skyggeverden af Jonas Wilmann

Skyggeverden af Jonas WilmannPsykologen Helena Andersen kaldes akut ud til en sag om vanrøgt i Gedesby på Falster. En familie i ilde forfatning er blevet hjulpet ud af et kondemneret hus i et oversvømmelsesramt område. Men hvorfor er Nykøbing Sygehus overrendt af regeringsfolk, da Helena ankommer? Hvorfor er sikkerhedsopbuddet så stort? Hvad er det, hun ikke får at vide om familien?

I den anden ende af landet har sagen fanget professor i antropologi, Albert Levins, interesse. Han er blevet det akademiske miljøs paria med sine teorier om Homo Subterranea, underjordsmennesket, men nu øjner han et håb i Gedesby. Kun et enkelt billede af familien er sluppet ud, men professoren er overbevist om, at de varsler et gennembrud i hans teorier om mennesket, der lever under jorden. (fra bagsiden)

Hvor mange udgivelser kan en forfatter nå på et år? A. Silvestri har indtil videre førstepladsen med fem udgivelser i 2018, men Jonas Wilmann ånder ham i nakken. Indtil videre har han udgivet tre bøger i år: novellesamlingen Helvede, børnebogen Døden venter i Thule samt nærværende roman Skyggeverden.

På sin blog fortæller Wilmann om arbejdet med Skyggeverden, som er det værk, det har taget ham længst tid at skrive: fem et halvt år. Idéen opstod i 2013: “[…] jeg fik den idé, at jeg ville skrive en bog om et hold ambitiøse, drevne mennesker, der stræbte mod et fælles mål, en videnskabelig indsigt af en art, men deres stræben skulle kun lede til regrediering.” Undervejs lagde han bogen væk flere gange. Historien skulle lagre sig og finde sin form. Og jeg må sige, at det er lykkedes.

Som regel er jeg ret begejstret for Wilmanns bøger, men da jeg læste Helvede, havde jeg lidt en følelse af at have set det før. Det er IKKE tilfældet her. Skyggeverden udfordrer og skræmmer; personerne er levende og interessante; og slutningen er én lang accelererende overraskelse.

Historien er lidt en blanding af Jules Verne Rejsen til jordens indre og filmen The Decent, men er samtidig noget helt andet. Beskrivelsen af den ambitiøse psykolog Helena, som undervejs forandrer sig dramatisk, er isnende. Fra at være i total kontrol kun med fokus på sine ambitioner river mødet med Homo Subterranea forhænget væk fra hendes øjne.

For Albert Levin er opdagelsen derimod et karrieremæssigt kvantespring. Fra at være forskerverdens paria er han pludselig eksperten alle vil gnide skuldre med. Spørgsmålet er dog om Albert følger sine ambitioner eller sin menneskelighed.

En helt igennem kuldslået, rystende og velskrevet fortælling som kun kan anbefales.

Uddrag af Skyggeverden:

“Da jeg åbnede døren, kom der den sygeste stank ud, og inde i entreen lå der det eller andet. Ja, jeg ved sgu ikke, hvad det var. Noget med pels på, der var halvt ædt og gylpet op igen. Jeg går ud fra, at teknikerne har været derude nu og puttet det i en pose. Eddermame glad for at det ikke er mig, der skal rode i det lort. Nå, men jeg gik uden om tingen. Skulle ikke nyde noget af at træde i den. Gulvbrædderne var vinde og skæve, det var ligesom Hurlumhejhuset på Bakken, du ved. Fuldstændig syret som det hele havde slået sig derinde. Og væggene var sorte af svamp, det sad nærmest i kager og rakte efter en.”

Stefan – hvis tålmodighed med den unge Rørbyes maleriske forklaring vist var lige så tyndslidt som de andres – skulle til at tænde en smøg, men Blicher rømmede sig og mindede ham derved om, at firserne var ovre. Smøgen røg tilbage i pakken, og Rørby fortsatte.

“Da jeg kom ind i stuen, var jeg lige ved at gå baglæns ud igen. Hvis det ikke var for uniformen, havde jeg fandeme gjort det. Det havde jeg. Det vrimlede med fluer derinde, der må have været en million af dem, de summede, så jeg ikke havde kunnet høre min telefon ringe på fuld styrke. Og det er klart, for der var lort ud over det hele, også på væggene. De havde tegnet med det eller sådan noget.

Jeg er før blevet kaldt ud til klamme steder, hos psykisk syge og sådan noget, hvor folk ikke lige har kunnet ramme potten, men der her slog sgu alt. Jeg har vitterlig ALDRIG set noget så … ja, undskyld sproget, men FUCKING KLAMT i hele mit liv.

Jeg gik forbi en åben dør ned til kælderen. Vandet stod op til midt på trappen, og der lå fandeme to døde rotter og flød på overfladen. Det kunne bare ikke passe, at nogen boede i det svineri.”

Helena prøvede at synke en klump så stille, at de andre ikke skulle bemærke det. Den her sag var slem. Værre end noget de før havde set. (side 20-21)

Om Skyggeverden:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: KAOS, 245 sider
Omslag: Shudderstock, Barandash Karandashich

Læs også:

De underjordiske af Dan Abnett, John Tomlinson og Steve White
Jeg kan se i mørke af Karin Fossum
Dark matter af Michelle Paver
Afsind af Martin Schjönning
By – et levende mareridt af Jonas Wilmann

Accept af Jeff VanderMeer

Accept af Jeff VanderMeer

Udslettelse. Autoritet. Accept. Tre ord der ikke blot er titler, men grundsten i Jeff VanderMeers Southern Reach-trilogi

Det mystiske Område X gemmer fortsat på sine hemmeligheder. I forsøget på at finde nogle svar er Biologens kopi, Spøgelsesfugl taget tilbage til Område X sammen med den nye leder af Southern Reach, John Rodriguez kaldet Control. I stedet for at følge den sædvanlige rute er deres mål en fjern ø, som også rummer et fyrtårn. Her håber de at finde sandheden om Område X.

Sideløbende med at vi følger Spøgelsesfugl og Controls beretninger, lader et tredje spor os følge direktøren i tiden op til den tolvte ekspedition, hvor hun selv deltog.

Det fjerde spor foregår 30 år tidligere og er Fyrmesterens stemme, som beretter om tiden før Område X muterede. Vi hører bl.a. om Tro & Viden Brigaden, der foretager uforklarlige eksperimenter ved fyrtårnet; om pigen Gloria som tit besøger fyrmesteren og leger på stranden; og om et lille prik der måske, måske ikke er starten på det hele.

Jeg var ekstremt begejstret for første bind i Southern Reach-trilogien og moderat begejstret for bind to. Desværre er jeg ikke særlig vild med bind tre, Accept. Jeg har simpelthen svært ved at forstå handlingen denne gang, og ender ikke med samme AHA-oplevelse som de tidligere bind gav efter endt læsning.

Accept indeholder stadig et fascinerende og skræmmende univers, men det hele bliver for uudtalt og mystisk denne gang. I hvert fald for mig. Til gengæld er bibliotekarernes lektørudtalelse mere positiv. Her skriver Jens Rasmussen: “Det sproglige niveau er stadig højt og stemningsskabende. VanderMeer formår at binde en sløjfe omkring Område Xs oprindelse og dets kulminering over 30 år senere men lader meget stå uforklaret, så mystikken stadig er intakt til slut. Samlet set er trilogien en enestående læseoplevelse.”

Om Accept:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Rosinante, 360 sider
Omslag: Charlotte Strick
Omslagsillustration: Eric Nyquist
Oversætter: Poul Bratbjerg Hansen

Southern Reach-trilogien:

Udslettelse, 1
Autoritet, 2
Accept, 3

Udslettelse af Jeff VanderMeer

Udslettelse af Jeff VanderMeer“Da Område X opstod, herskede der uklarhed og forvirring, og det er stadig et faktum, at der ude i verden ikke er ret mange mennesker, der ved, at det eksisterer. Regeringens version af begivenhederne betonede, at det var en miljøkatastrofe inden for et begrænset område, der skyldtes militærets eksperimentelle research. Denne historie sivede ind i den offentlige sfære over en periode på adskillige måneder, så nyheden – som anekdoten om frøen i gryden – trængte ind i folks bevidsthed gradvis som en del af den daglige overmætning af mediestøj om konstant økologisk ødelæggelse. Efter et par år var det blevet et domæne for konspirationsteoretikere og andre yderliggående elementer. Da jeg meldte mig frivilligt og blev sikkerhedsgodkendt, så jeg kunne få syn for sagen, figurerede tanken om ‘Område X’ i mange menneskers hoved som et dystert eventyr, noget, de ikke havde lyst til at tænke særligt meget over. Hvis de overhovedet tænkte på det. Vi havde så mange andre problemer.” (s. 108-109)

Biologen er en af fire kvinder, der deltager i den 12. ekspedition ind i Område X. Bag ekspeditionerne står en hemmelig regeringsorganisation ved navn Southern Reach. Kvindernes mission er enkel. Fortsæt undersøgelsen af de mystiske ting, der finder sted i Område X. Fortsæt kortlægningen af området. Beskriv alt af interesse. Dog skal al dokumentation foregå i papirlogbøger, og for at undgå kontaminering er al kontakt ud af zonen forbudt.

Allerede få dage inde i ekspeditionen finder gruppen en underjordisk konstruktion, der ikke er opført på deres kort. På trods af at den er underjordisk, bliver biologen ved med at tænke på den som ‘Tårnet’. Biologen og topografen går ind for at undersøge tårnet, og herinde opdager de en endeløs række af sætninger, der tilsyneladende er skrevet med levende organismer.

Hvad gemmer sig i tårnet? Hvad er Område X? Hvad er der sket med de tidligere ekspeditioner? Og vil nogen af de fire kvinder overleve?

Udslettelse er første bind i Jeff VanderMeers Southern Reach trilogi, og sikke en start. Jeg blev suget ind i romanens univers allerede fra første side, og må indrømme at jeg sjældent har oplevet noget lignende. Vi efterlades med flere spørgsmål end svar på, hvad Område X er. Selvom tingene overfladisk set virker normale, emmer stedet af gru. Dyrene har foruroligende træk. Personerne kan ikke stole på deres sanser, og en for en bukker de under for presset.

Biologen, som er romanens fortæller, har sine helt personlige grunde til at deltage i ekspeditionen. De grunde løftes sløret for i en række tilbageblik, som vi får sideløbende med hendes logbogsoptegnelser. De øvrige personer ser vi kun gennem biologiens blik og ved således ikke, hvad deres tanker og bevæggrunde er. Et skriveteknisk kneb der er med til at skabe suspense i fortællingen, som på overfladen ikke indeholder en masse action. Men akkurat som Område X gemmer sine hemmeligheder under overfladen, så er Udslettelse næsten et langt tilbageholdt åndedræt. En kæmpe anbefaling herfra.

Udslettelse er filmatiseret i 2018 med Alex Garland (Ex Machina, 2014) i instruktørstolen. Jeg så filmen, før jeg læste bogen, og også filmen er en speciel oplevelse. Dog synes jeg, at bogen langt bedre beskriver Område X, så læs den først.

De øvrige bøger i triologien er Autoritet og Acceptance (pt. ikke oversat til dansk)

Besøg Jeff VanderMeers hjemmeside

Om Udslettelse:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Rosinante, 220 sider
Omslagsillustration: Eric Nyquist
Southern Reach trilogien, 1
Originaltitel: Annihilation
Oversætter: Poul Bratbjerg Hansen

Læs også:

Dark Matter af Blake Crouch
Det tredje testamente af Christopher Galt
Varslet af Liz Jensen
Dark Matter af Michelle Paver
Udryddelsen af Kazuaki Takano

 

Tropika – Ainukka Heikkinens forandring af Jon Terje Østberg

Tropika - Ainukka Heikkinens forandring af Jon Terje ØstbergFra forlagets hjemmeside:
”TROPIKA – Ainukka Heikkinens forandring” handler om længsel, ærgerrighed, forræderi og kampen for overlevelse i et strabadsfyldt tropemiljø, omgærdet af sære skabninger, svævende byer, kamprobotter og blå, lysende solkugler. Et actioneventyr som ender i både destruktion og oprejsning.

I 2057 er de nordiske lande dækket af en nærmest evig vinter. Samtidig hjemsøges jordens befolkning af en dødelig virus, kaldet Virus B, som med jævne mellemrum flammer op og hærger Europa og dele af resten af verden.

Den paramilitære sikkerhedskoncern ISoB har patent på en vaccine, som bygger på planter fundet på den afrikanske savanne. Men Stabiligen-medicinen virker kun, hvis man tager sine piller hver dag, så truslen fra Virus B er langt fra udryddet.

Nu er patentet på vaccinen ved at udløbe, og ISoB sender i samarbejde med New National Geographic en ekspedition af sted til Novgorod, knap 500 km fra den finsk/russiske grænse. Her er nemlig dukket efterretninger op, om at ukendt plantevækst dækker området. Et fænomen som også fandt sted i Tanzania hvor vaccinen først blev fundet.

Den alkoholiserede fotograf Ainukka Heikkinen bliver shanghajet til at dokumentere ekspeditionen for New National Geographic, som har fået alle eksklusive rettigheder til et særnummer og en dokumentarserie om ekspeditionen. Nu skal folket have vished og indsigt i processen omkring produktionen af vaccinen.

Snart er Ainukka og resten af ekspeditionen på vej til Novgorod. Men spørgsmålet er, om ISoB nu også har helt rent mel i posen …

Tropika af Jon Terje Østberg var et af de indsendte bidrag til Science Fiction Cirklens romankonkurrence i 2016. Vinderen af konkurrencen blev Nikolaj Johansens science fiction thriller ”Syndfloden og storbyen”. Dommerpanelet fandt dog, at flere af de indsendte romaner fortjente en udgivelse. Blandt dem var Tropika, som bl.a. blev frasorteret fra konkurrencen pga. længden.

Jon Terje Østberg er oprindelig født i Norge. Tropika er hans romandebut, omend han tidligere har fået udgivet en håndfuld noveller i den fantastiske genre.

Historien er elementær spændende med en vellykket opbygning, hvor vi springer mellem romanens nutid og fortid, og mellem forskellige personers synsvinkel. Derudover trækkes der tråde tilbage til en ekspedition i Sydøstasien i 1931, som Ainukka læser om i en gammel dagbog. Heri optræder besynderligheder, der fik mig til at tænke på H. P. Lovecrafts Cthulhu myter og er med til at væve en dyster atmosfære over begivenhederne. En atmosfære som Ainukka rammer præcist med sin beskrivelse af landskabet omkring hende, da de når frem til ekspeditionens bestemmelsessted: ”Et ukendt, forrevet landskab, en glemt ufremkommelig urtidsjungle af råddenskab og fugtigt forfald. En slags dødens ødemark.” (s. 143)

Jeg kunne godt have ønsket at få lidt mere kendskab til forholdene i 2057, som er romanens nutid. Østberg løfter lidt af sløret ved at fortælle, at Skandinavien er blevet slået sammen med Finland, Island og Grønland til Nordisk Alliance, og at den paramilitære sikkerhedskoncern IsoB har stor magt her. Men hvorfor landene er slået sammen, og hvorfor Norden nærmest er dækket af vinter året rundt (for mod slutningen finder vi ud af, at det tilsyneladende ikke gælder resten af jorden), står hen i det uvisse. Det er ikke oplysninger, der er nødvendig for forståelsen af romanen, men jeg synes, det kunne være interessant at kende Østbergs tanker bag.

Hele romanen fortælles i 3. person, hvilket giver den et lidt upersonligt, og til tider for beskrivende præg: ”Hun mandede sig op, tjekkede instinktivt Temp-dragten og dens basisudstyr. Rygbeholder, machete, vandflaske. Så løb hun videre, styrtede af sted mod Transporteren. Hun opfattede pludselig at omgivelserne var forandret. Transporteren burde være der, men alt hun så var en massiv vegetation, enorme planter og svampe og lianer havde dækket det hele. Hun ville ikke tage chancen på at lede lige nu, for ISoB-1 nærmede sig med hastige skridt. Så hun styrtede videre, så et hul i bevoksningen, og kastede sig igennem, kun for på den anden side, at falde ned i en fedtet, muddervåd skråning. Hun kom på benene, og så at hun havde udsyn til toppen af skråningen. Og hun så hvordan ISoB-1 kom til syne, og stod afventende som en vogtende skygge.” (s. 139)

Så selvom vi kommer lidt ind bag Ainukka og et par af de øvrige personer, så fremstår de desværre ret endimensionale, og jeg blev ikke helt grebet af deres baggrundshistorier, der ellers er interessante nok.

På trods af denne anke var jeg nu fint underholdt. Her er masser af action, og så har romanen ganske enkelt har en spændende handling og ikke mindst en overraskende slutning. Så er du til actionfyldt science fiction, hvor ambitioner og drømmen om rigdom og magt har taget overhånd, så læs Tropika og tag en tur til Novgorods tropiske og uheldsvangre jungle.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om “Tropika”:

Udgivelsesår: 6. maj 2017
Forlag: Science Fiction Cirklen, 228 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Ved vanviddets bjerge af H. P. Lovecraft

Ved vanviddets bjerge 2013For nyligt udgav forlaget Antenna Ved vanviddets bjerge med tre noveller af H. P. Lovecraft samt et essay med en introduktion til forfatteren og forfatterskabet. Udover en nyoversættelse af titelnovellen “At the Mountains of Madness” indeholder samlingen også en nyoversættelse af “The Call of Cthulhu” samt “The Dreams in the Witch House” som her for første gang er blevet oversat til dansk.

Hvis man på nogen måde er interesseret i Lovecrafts fantastiske historier, er Ved vanviddets bjerge et absolut must. Jakob Friis Andersen, som både har oversat fortællingerne samt skrevet essayet med den korte indføring i Lovecrafts liv og litterære univers, har gjort et virkelig godt stykke arbejde. Det er lykkes ham at gøre teksten nutidig, samtidig med at han har bevaret den original tone og stemning, og jeg håber, at han vil kaste sig over flere oversættelser af Lovecraft.

I titelnovellen befinder vi os på en ekspedition til Antarktis, hvor en opdagelse af nogle mystiske spor, fører en del af ekspeditionen ind til nogle  store bjerge midt i ødet. Først sender de begejstrede meldinger tilbage til basen om deres utrolige fund, men så bliver der total radiotavshed. Da redningsgruppen når frem, er alle i lejren døde eller forsvundne. Mens størsteparten af redningsekspeditionen forsøger at skabe orden i den ødelagte lejr, flyver to mænd dog videre for at finde ud af mere. De opdager en kæmpemæssig by bag bjergene, men byen gemmer på en grusom hemmelighed.

Da Interpresse i 1995 udgav deres oversættelse af Vanviddets bjerge, var jeg ikke voldsomt imponeret, og fandt historien en smule langtrukken. I Jakob Friis Andersens oversættelse er fortællingen blevet langt mere levende, selvom det vitterlig er en stillestående historie. Endnu mere interessant blev den, da jeg læste JFA’s essay sidst i bogen. Her kalder han novellen for “en tør beretning”, men forklarer hvordan dette er et bevidst valg fra forfatterens side og uddyber derefter sin betragtning på en overbevisende måde.

En anden interessant iagttagelse i JFA’s efterfølgende essay er hans kig på Lovecrafts inspirationskilder. Dels hans fascination af Antarktis som, da historien udkom, langt fra var udforsket, og dels inspirationen fra Edgar Allan Poes eneste roman Arthur Gordon Pyms eventyr. Men JFA påpeger, at Lovecraft også har en tredje inspirationskilde: “Dyers ankomst til og ophold i De Ældres metropolis kan ses som et billede på Lovecrafts ankomst til og ophold i New York – og som et billede på Lovecrafts socio-politiske overbevisninger generelt [herefter følger et citat fra et brev fra 1922]… og jeg så for første gang New Yorks gigantiske omrids. Det var et mystisk syn i den sene eftermiddags gyldne sol; en drømme-ting i en mat grå farve, der tegnede sig i silhuet mod en himmel af mat, grå røg. By og himmel lignede hinanden så meget at man knap nok kunne være sikker på, at der overhovedet var en by – at de tårne og spir, man bildte sig ind, man så, ikke simpelthen blot var illusioner“. En tilsvarende fatamorgana-agtig beskrivelse giver Lovecraft af byen ved vanviddets bjerge.

Man behøver dog ikke at læse essayet for at få fornøjelse af udgivelsen, hvis man ikke er interesseret i det mere analytiske. De tre fortællinger står stærkt i sig selv, og for mig var det særligt interessant endeligt at få læst “The Dreams in the Witch House”, som jeg ellers kun har set en filmatisering af, og som jeg for nyligt læste en videredigtning af i novellen “The Statement of Frank Elwood” af Pete Rawlik fra antologien Urban Cthulhu: Nightmare Cities.

Den studerende Walter Gilman er flyttet ind i et gammelt hus i Arkham i det selvsamme værelse, som engang blev beboet af heksen Keziah Mason. Hans store interesse er matematik, men da han indtræder på universitetet i Arkham, begynder han at forbinde sin matematik med de fantastiske sagn om ældre magi, og ad den vej opstår hans fascination af Keziah, som under sin retssal i 1692 fortalte om linjer og kurver, som man kunne få til at udpege retninger, der ledte gennem rummets vægge til andre rum hinsides. Men hans betagelse af Keziah og ikke mindst hans ophold i værelset med de skæve dimensioner fører ulykke med sig.

Den sidste novelle er nyoversættelsen af “The Call of Cthulhu”, som tidligere har været oversat i bl.a. Frygtens herre fra 1983. Historiens fortæller er arvingen og eksekutoren for den gamle professor Angell, som var berømt for sin ekspertise i antikke inskriptioner. Hans død var tilsyneladende et hjerteanfald, som blev udløst, da han tilfældigt blev skubbet af en sort sømand. Men da fortælleren begynder at se nærmere i onklens papirer, viser det sig, at hans død måske ikke var så tilfældig endda.

Professoren var tilsyneladende kommet på sporet af nogle mystiske sammenhænge. En kunstners mærkelige drømme og herefter udarbejdelse af et skræmmende basrelief, hænger på mystisk vis sammen med utrolige begivenheder rundt om i verden, bl.a. nogle forsvindinger i skovene syd for New Orleans hvor en uhyggelig voodoo-kult holder til, og hvor en grotesk, frastødende og meget gammel stenstatuette er blevet fundet. I sine forsøg på at opklare omstændighederne vedrørende professorens død tager fortælleren også til Norge for at tale med en sømand, der ligeledes i de samme dage oplevede noget vanvittigt og uforklarligt, som først – tilsyneladende – ophørte, da en voldsom storm blæste hans skib bort. Til sidst må fortælleren dog indse, at ikke al viden er værd at kende, og ligesom i Ved vanviddets bjerge advarer fortælleren stærkt om at andre skal få samme kendskab til verden som han selv har fået.

De tre fortællinger er alle velskrevne Lovecraft-fortællinger, og i Jakob Friis Andersens oversættelse er de absolut læseværdige, så læs eller genlæs Ved vanviddets bjerge og bliv skræmt af den gamle mester.

Læs mere på forlaget Antennas hjemmeside

Om bogen:

Omslag: Peder Balke
Udgivelsesår: 2013
Originaludgivelsesår: “At the Mountains of Madness”, 1936; “The Call of Cthulhu”, 1928; “The Dreams in the Witch House”, 1933

 

Dark matter af Michelle Paver

Dark Matter af Michelle PaverDet er altid godt at få anbefalinger fra andre, men da min kollega Janus nævnte, at jeg skulle tage at læse Dark Matter af Michelle Paver, var jeg dog noget skeptisk. Hende kendte jeg nemlig kun som forfatter af slægtskrøniken Slægten på Jamaica, og jeg havde mere end svært ved at forestille mig, at hun kunne skrive en solid spøgelseshistorie. Men jeg må æde mine fordomme – Dark Matter er velskrevet, damper af atmosfære og efterlader læseren med gåsehud ved tanken om den arktiske nat.

Ifølge Wikipedia er dark matter en ukendt type stof, der antages at tegne sig for en stor del af den samlede masse i universet. Dark matter hverken udsender eller absorberer lys eller anden elektromagnetisk stråling og kan derfor ikke ses direkte med et teleskop.

Romanen udspiller sig i 1937, fem år efter at astronomen Jan Oort første gang postulerede tilstedeværelsen af dark matter. En gruppe unge briter tager på en ekspedition til Gruhuken i Arktis. De fire kommer fra velstillede familier, mens fortælleren Jack kommer fra de lavere sociale klasser og er med som fysiker og telegrafist. Allerede før de drager af sted, bliver gruppen dog decimeret, og ved ankomsten er de kun tre: lederen Gus Balfour, Algernon – Algie – Carlisle og Jack Miller.

Gruhuken har et dårligt ry blandt folk i området, men det skræmmer dem ikke. Tværtimod glæder Jack sig utroligt til det år, de skal tilbringe langt væk fra civilisationen. Stilheden og renheden i naturen beroliger ham, og han føler til dels, at dette er hans sidste chance for at få noget ud af sit liv. Han knytter sig tæt til Gus, og selvom han stadig kan føle sig lidt underlegen overfor de to andre, begynder han at falde til.

Men ligesom Jan Oort opdagede, at universet består af noget mellem stjernerne, opdager Jack, at man ikke kan se alt med øjnene, da han en dag oplever  et øjeblik af ren og skær rædsel. Han ser noget, som han har svært ved at forklare for sig selv, og herefter ændres hans glæde ved Gruhuken. Pludselig er han bange for at gå ud, men han tør heller ikke fortælle de andre, hvad han har oplevet af frygt for, at de vil grine af ham. Til sidst bliver angsten dog så stor, at han beslutter sig for at fortælle Gus om oplevelsen. Men Gus bliver syg, og han og Algie bliver hentet af en læge, mens Jack må blive tilbage for at opretholde ekspeditionen.

Og snart begynder den mørke tid, hvor solen slet ikke står op…

Som sagt kan jeg kun anbefale Dark Matter. Jeg blev lynhurtigt suget ind i historien, som også kombinerer flere af mine interesser: fascinationen af Arktis og spørgsmålet om hvad et spøgelse egentlig er?

Michelle Paver skriver godt. Som anmelderen i The Guardian skriver: “Dark Matter is a spellbinding read – the kind of subtly unsettling, understated ghost story MR James might have written had he visited the Arctic.

Paver lader Jack Miller fortælle historien gennem sin dagbog skrevet i tiden på Gruhuken, med en indledning og en afslutning der sætter historien i perspektiv. Hun fortaber sig ikke i videnskabelige detaljer om ekspeditionen, i stedet har hun fokus på Jacks oplevelser og tanker. Han er et yderst rationelt menneske, så da hans overbevisninger udsættes for et knæk, er det uhyre svært for ham at bære. Den følelse af afmagt beskriver Paver skræmmende godt.

“On the kitchen shelf, his alarm clock tells me that it’s twenty to twelve. Time to go out for the twelve o’clock readings. I have to do it. Otherwise it’s won. But what has won? Steady on, Jack, you’re in danger of creating a monster out of shadows. Whatever it is, what you must remember is that it’s in the past. Something happenend here once. Something terrible. But whatever it was, it’s in the past. Whatever you experienced was only an echo. It was simply an echo.”

Historien bygges langsomt op, men som slutningen nærmer sig, accelerer uhyggen, og mod de sidste sider kunne jeg ikke læse hurtigt nok.

Dark Matter er pt. ikke oversat til dansk.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2010
Forlag: Orion, 243 sider

Se en trailer for bogen på YouTube

Besøg Michelle Pavers hjemmeside

Vanviddets bjerge af H. P. Lovecraft

Vanviddets bjergeI midten af 1990’erne udgav forlaget Interpresse tre udgivelser med H. P. Lovecraft fortællinger. Indtil da var der ikke oversat meget af forfatteren til dansk på trods af hans kultagtige status i horrorlitteratur. Vanviddets bjerge var den anden udgivelse, og heri findes historierne “Vanviddets bjerge” og “Den som hjemsøger mørket”.

I titelnovellen befinder vi os på en ekspedition til Antarktis, hvor en opdagelse af nogle mystiske spor, fører en del af ekspeditionen ind til nogle store bjerge midt i ødet. Først sender de begejstrede meldinger tilbage til basen om deres utrolige fund, men så bliver der total radiotavshed. Da redningsgruppen når frem, er alle i lejren døde eller forsvundne. Men det er først nu, at rædslerne virkeligt begynder.

Jeg var ikke nær så begejstret for Vanviddets bjerge, som jeg ellers har været for Lovecrafts historier. Den var alt for omstændig i sine videnskabelige udredninger efter min smag. Jeg ved godt, at meningen er, at det skal gøre rædslen større, hvis historien virker korrekt funderet, men her tærsker han for meget langhalm på den del af fortællingen, som også skæmmes af en halvdårlig oversættelse.

Der er dog stadigvæk gode idéer og scenarier, og fundet af den ældgamle by i vanviddets bjerge virker stadig skræmmende. “Kun i fantastiske mareridt kunne nogen andre mennesker end Danforth og mig have forestillet sig sådanne optiske effekter. Mellem os og de hvirvlende dampe i vest lå det monstrøse virvar af mørke stentårne. De overdrevne og utrolige former ramte os påny, hver gang vi lod blikket hvile et nyt sted. Det var et syn i solide sten, og hvis det ikke havde været for fotografierne, ville jeg selv have tvivlet på at sådan noget kunne eksistere. Murværket var nogenlunde som det vi havde set i fortifikationen, men formerne som dette murværk antog i sine mere bymæssige manifestationer var ubeskrivelige.”

Endeligt er det jo også lidt morsomt, at Lovecraft her er tydeligt inspireret af Edgar Allan Poes røverroman Arthur Gordon Pyms eventyr, som han sender en direkte hilsen til, idet fortælleren har læst netop denne historie af Poe og diskuterer den med kollegaen Danforth.

Den anden fortælling i samlingen er “Den som hjemsøger mørket”, som jeg synes langt bedre om. Her fortælles om forfatteren og maleren Robert Blakes skæbne gennem hans dagbøger og noter.

Robert Blake havde viet sit liv til myter, drømme, rædsler og overtro, og det var muligvis denne fascination, der drev ham til at flytte til Providence, hvor gamle fortællinger om den forhadte sekt Stjernens Visdom udspillede sig. I hvert fald lejede han et værelse her, som havde udsigt over Federal Hill. Den første tid i Providence var ganske produktiv for Blake, men så blev han grebet af en gammel, mørk kirke som stod for sig selv i horisonten, når han kiggede ud af sit vindue. I et stykke tid nøjedes han med at betragte den på afstand, men med forårets komme blev han grebet af rastløshed og besluttede sig for at opsøge kirken.

De massive døre var hele og hermetisk lukkede. Langs toppen af den mur, som omgav højen hvorpå kirken var bygget, var der et rustent jerngitter hvis port tydeligvis var låst med en solid hængelås. Stien, som førte fra gitterlågen op til kirken, var overgroet. En følelse af håbløshed og fordærv hang som et tykt tæppe over dette dystre sted. Og selvom Blake var en både dygtig og fantasifuld forfatter, var det som om han manglede ord til at beskrive sine sande følelser, når han nu endeligt stod overfor midtpunktet af den uvirkelige verden som han så længe havde betragtet på afstand.”

Trods disse dystre anelser bevæger Blake sig alligevel ind i kirken, og her oplever han noget ud over menneskelig forståen og vækker en ondskab fra gamle dage, som siden vender tilbage for at hjemsøge ham.

Sidst i bogen findes en kort biografi om H. P. Lovecraft, som dog ikke bringer meget nyt for dagens lys.

Originaltitler: At the Mountains of Madness (1931), The Haunter of the Dark (1935)

Lovecraft bøger på dansk:

Farven fra rummet, 2004
Skyggen over Innsmouth, 1995
Vanviddets bjerge, 1995
Murene på Eryx og Det hvide skib (Cirklen serien nr. 35), 1995
Rædslen fra Dunwich, 1994
Tidens skygge (Cirklen serien nr. 26) , 1992
Tilfældet Charles Dexter Ward, 1991
Frygtens herre : 2 noveller i Cthulhu-traditionen, 1983

The Lost World

The Lost World“The Lost World” er en stumfilm fra 1925 og er baseret på en historie af Arthur Conan Doyle. Doyle er mest kendt for sine historier om Sherlock Holmes, men “The Lost World” er mere en adventure-historie.

Professor George Challenger påstår, at han har fundet en “tabt verden”, hvor der stadig lever dinosaurer. Han har ingen fysiske beviser, udover en dagbog skrevet af Mabel White – hans kollega som forsvandt under ekspeditionen. Sammen med bl.a. storvildtsjægeren Sir John Roxton, Whites datter Paula og journalisten Edward Malone drager han ud på en redningsekspedition, som også skal bringe beviser på dinosaurerne med tilbage.

Det lykkes dem at finde plateauet igen, men deres eneste vej ud ødelægges. Nu er også de fanget midt blandt vilde dinosaurer, en abemand som ønsker at ødelægge dem, og en vulkan på vej i udbrud …

Som man kan høre, er det dramatiske løjer, og ind i det smides også en kærlighedshistorie, lidt jalousi, enkelte udbrud af falden på halen komedie og masser af britisk overlegenhed. Men man skal huske på, at filmen er fra 1925, hvor plot og historieafvikling var langt fra så forfinet som nu, så selvom historien roder lidt, og dele af den kører rimelig langsomt, synes jeg, at “The Lost World” er underholdende – ikke mindst pga. de fantastiske dinosaurer-scener.

Jeg blev utrolig positivt overrasket over, hvor godt det er lykkes at lave dinosaurerne. De er lavet ved brug af stop motion teknik af Willis O´Brian (som også stod bag effekten i “King Kong” fra 1933), og når jeg tænker på, hvor sølle den danske film “Reptilicus” fra 1961 var, så synes jeg, de er blevet fantastiske livagtige. Der er også flere scener, hvor man både ser dinosaurer og mennesker sammen for første gang på film, og igen var det O´Brian, som stod bag teknikken kaldet Split Screen. Især synes jeg scenerne, hvor brontosaurussen løber vildt i London, er utrolig godt lavet. Det er lavet i miniture-kulisser, men det virker ret overbevisende for sin tid.

Der bruges en del tid i filmen på scener, som viser dinosaurerne interagerer uden egentlig at bringe historien videre, men eftersom de er lavet fantastisk efter datiden standard – og for så vidt også efter nutidens – så gør det ikke spor. Og skulle man nu ikke være blevet tilpas benovet over dinosaurerne, så har Harry O. Hoyt også smidt flere andre eksotiske dyr ind, som slanger, geparder og aber (hvor imod den eneste sorte karakter blev spillet af en hvid mand sminket med sort maling!).

“The Lost World” har inspireret til film som bl.a. “King Kong” og “Jurassic Park”. Udgaven, der kan ses i dag, er noget kortere end originalen, som var mellem 104 og 108 minutter. Udgaven jeg har set var ca. 68 minutter, men der findes tilsyneladende endnu en udgave på 93 minutter, som også indeholder scener hvor vores helte møder lokale indfødte. Noget der slet ikke sås i min udgave.

Filmen er af The Library of Congress bedømt til at være “culturally significant” og er blevet udvalgt til bevarelse i The United States National Film Registry. Jeg synes bestemt, at man skal unde sig at se denne stumfilmsperle, som måske ikke imponerer så meget for sin historie som for sin tekniske udførelse, men som alene pga. det sidste nærmest må siges at være et mesterværk.

Om “The Lost World”:

Instruktør: Harry O. Hoyt
Udgivelsesår: 1925

Se uddrag af filmen

Læs også Mark Bournes interessante omtale på The DVD Journal

Farven fra rummet af H. P. Lovecraft

Farven fra rummet - noveller af H. P. LovecraftH. P. Lovecraft hører til blandt de helt store gyserforfattere og har inspireret et utal af nulevende forfattere – også udenfor gysergenren. Med sin helt specielle stil har han opnået kultstatus, og med Farven fra rummet får danske læsere chancen for at læse fem håndplukkede noveller, som viser lidt af omfanget af hans forfatterskab. De fem noveller er: Farven fra rummet, Tidens skygge, Det hvide skib, Fra det hinsides og Murene på Eryx. Alle fem noveller har tidligere været oversat til dansk.

Jeg er især vild med titelnovellen Farven fra rummet. Fortælleren er ude for at måle op til et vandreservoir, der skal oversvømme en hede. Under sit besøg møder han gamle Ammi Pierce, som fortæller ham en rædselsvækkende historie om familien Gardner.

For mere end 40 år siden faldt en meteor ned på deres grund. Videnskabsmænd kom ud for at undersøge den, men trods deres mange anstrengelser fandt de ingen svar, og en dag var meteoren forsvundet til ingenting.

Den havde dog en effekt på omgivelserne, så Gardners høst var dette år storslået – i hvert fald af udseende. Tomaterne var større og mere saftige at se på end nogensinde, men når man bed i dem, smagte de sært og føltes grimt i munden. Snart begyndte også mennesker og dyr at blive påvirket, og ingen brød sig om at nærme sig området. Kun Ammi besøgte familien ind i mellem, men sjældnere og sjældnere. Så da hans gamle ven opsøger ham for at få hjælp, tager Ammi med til huset. Kun for at opdage at noget langt fra menneskeligt har taget ophold der…

Lovecraft skriver ofte om en verden, hvor mennesket er omgivet af rædsler, som det ikke kan se, men som vil det ondt. Han bruger tit videnskaben til at finde frem til disse rædsler, men videnskaben kan ikke hjælpe. Novellen ”Fra det hinsides” er et godt eksempel på disse historier. Men også de øvrige noveller er læseværdige. Læs mere om Tidens skyggeFra det hinsides og Murene på Eryx.

Svagest var efter første gennemlæsning ”Det hvide skib”, der handler om en fyrpasser, hvis familie gennem generationer har passet fyrtårnet ved North Point, hvor havet har fortalt dem et utal af historier. En dag tager fyrpasseren med Skibet Med De Hvide Sejl. Skibet fører ham til forskellige lande: Zar hvor alle smukke drømme og tanker bor; Thalarion hvor de mysterier som ikke er løst bor; Xura de uopnåede glæders land; og Sona-Nyl som er fantasiens land, og her slår fyrpasseren sig ned i en årrække. Men en dag trækker længslen efter landet Cathuria, håbets land, ham bort med det hvide skib, og da han atter vågner, er lykken tabt, og havet taler aldrig mere til ham.  Som sagt var jeg ikke så vild med “Det hvide skib”, da jeg første gang læste den, men efterfølgende må jeg sige, at historien alligevel griber mig med sin drømmeagtige stemning og sit tema om menneskets evige søgen efter lykken. Selv når vi har den, drømmer vi om mere.

Farven fra rummet afsluttes med et efterord af Niels Dalgaard, hvor han kort redegør for Lovecrafts liv og forfatterskab. Bl.a. skriver han om Lovecrafts inspirationskilder: “Lovecraft var inspireret af ældre fantasy- og horrorforfattere som Arthur Machen, Lord Dunsany og især Edgar Allan Poe. Stilmæssigt lagde han sig efter Poe, hvilket betød at mange af Lovecrafts historier er skrevet i en efterligning af et gammeldags engelsk, som han tilsyneladende forbandt med noget ærværdigt – og som han mente passede for “en gammel gentleman”, et udtryk han anvendte om sig selv allerede fra han var i begyndelsen af tredvierne.”

Desuden kommer Dalgaard ind på, hvordan Lovecraft både bevæger sig i horror og science fiction genren, og hvad der iøvrigt adskiller de to genrer.

Novellen “The Colour Out of Space” blev i 1965 filmatiseret af Daniel Haller under titlen “Die, Monster, Die!” og igen i 1987 af David Keith under titlen “The Curse”. I 1986 blev “From Beyond” filmatiseret af Stuart Gordon under titlen “From Beyond”.

Originaltitler: The Colour out of Space (1927), The Shadow out of Time (1936), The White Ship (1919), From Beyond (1934), In the Walls of Eryx (1939)

Lovecraft bøger på dansk:

Farven fra rummet, 2004
Skyggen over Innsmouth, 1995
Vanviddets bjerge, 1995
Murene på Eryx og Det hvide skib (Cirklen serien nr. 35), 1995
Rædslen fra Dunwich, 1994
Tidens skygge (Cirklen serien nr. 26) , 1992
Tilfældet Charles Dexter Ward, 1991
Frygtens herre : 2 noveller i Cthulhu-traditionen, 1983