oktober 2019
M Ti O To F L S
« sep    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘eksperimenter som løber løbsk’

Manden der tænkte ting af Valdemar Holst

Manden der tænkte ting af Valdemar HolstBoutard er den lukkede afdelings store problem. Skønt indespærret i enecelle forstår han til overlægens raseri at skaffe sig store havannacigarer og ædle vine, og en dag er han trods alle forsigtighedsregler totalt forsvundet.

Han har imidlertid fået tillid til en af lægerne, Dr. Francis, og over for ham letter han sløret for sin hemmelighed. Begivenhederne udvikler sig  med foruroligende hast, og en mystisk dobbeltgænger forpester den unge læges liv. Han trænges ud af sit arbejde, hans kæreste behandler ham som en plattenslager, og han er ved at gå i hundene, mens dobbeltgængeren fejrer triumfer …

Man mindes Peter Schlemihl og dr. Jekyll – mr. Hyde under læsningen af denne mærkelige og rædselsfyldte roman, som er et moderne sidestykke til den klassiske litteraturs mystiske fortællinger. (fra bagsiden)

Jeg blev gjort opmærksom på Manden der tænkte ting under en temadag om science fiction, jeg deltog i tidligere på året. Foredragsholderen roste filmatiseringen for at være en af de bedste danske science fiction film. Så jeg tænkte, at jeg hellere måtte få set på den, og det er hermed gjort.

Hvor filmen udspiller sig i Danmark, er romanens hovedperson den franske læge Francis. Den første del af filmen følger den originale historie ret tæt, men romanen forløber over en længere periode. Dermed får vi et langt mere indgående indblik i Francis deroute, idet vi følger ham fra feteret læge til drukkenbolt på samfundets bund.

Tager man bogens alder i betragtning er Manden der tænkte ting, et spændende bekendtskab. Valdemar Holsts idé om at kunne skabe ting ved tankens kraft underbygger han ganske interessant med tanke på altings opbygning af atomer. Der er også spørgsmålet om identitet. Hvem af Dr. Francis’erne er den rigtige, når Boutard har skabt en dobbeltgænger, der på alle områder er mere perfekt? Har den originale dr. Francis krav på sit liv, når han hurtigt går i hundene uden sin lægetitel?

Endeligt nævner Jens Ravn, der instruerede filmen i 1969, at historien også er en Faust-historie. Boutard tilbyder i starten af fortællingen Dr. Francis alt, hvad han kan drømme om, hvis blot han vil hjælpe ham. Francis siger nej af etiske grunde, men jo længere ned i skidtet han kommer, jo mindre betyder disse grunde til sidst.

Personligt kunne jeg bedre lide bogen end filmen, der har en spændende billedside, men som tempomæssigt i høj grad er ‘barn af sin tid’. Romanen ‘lider’ ikke på samme måde under sin alder, men fungerer ligeså godt i dag, som da den udkom for 54 år siden.

Uddrag af Manden der tænkte ting:

“De ved, at den moderne videnskab er gået bort fra den antagelse, at stoffet er noget i sig selv. Stof er en form for energi, bestående af kraftcentrer, der for hver enkelt stofs vedkommende svinger på en særegen måde. Ved at betragte stoffet i dets forskelige former, altså genstandene, dannes der billeder i hjernen; billeder, der består af svingninger, som nøje korresponderer med genstandens energisystemer.

Disse billeder tændes og slukkes, efter som øjnene ser, men gennem hukommelsen kan de uden det ydre synsapparat fremkaldes til en indre beskuelse. 

Denne fremkaldelse af én gang sete ydre ting kan være af højst forskellig art og styrke. Nogle mennesker husker dårligt, har en svag indbildningskraft; hos andre er den stærk og hos mig enorm!

Hør efter, nu var min hypotese følgende: Dersom man kunne koncentrere sine indtryk til en vis styrkegrad, ville svingningerne i hjernebillederne dels forstærkes, så de nærmede sig genstandens i intensitet, dels forlænges som strålerne fra en lyskaster med hjernen som centrum, så der dannedes et ydre billede.

Begynder De nu at forstå. Min hypotese var, at ved tilstrækkelig koncentration ville der dannes en bevidst hallucination, et ydre billede, et hukommelsesduplikat, der, når svingningerne havde nået en tilstrækkelig styrkegrad, også ville blive synligt for andre. Er De med?” (side 39-40)

Om Manden der tænkte ting:

Udgivelsesår: 1965
Forlag: Stjernebøgerne, Vintens Forlag. 152 sider

Filmatiseret i 1969. Læs en anmeldelse af filmen på Kulturkapellet.

Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund

Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund“Den generindrede smerte er den eneste vej til frelse.” Det er også psykiateren Dr. Zarkowskis mening. Javist, hans behandlingsmetode er måske utraditionel: Patienterne bringes i trance, samtidig med at han eksperimenterer med at projicere deres tanker op på en skærm, så de bagefter bogstaveligt talt kan se deres smerte i øjnene.

Men Chris var ikke bange for fugle, før han mødte Zarkowski. Lisa var ikke bange for nonner, før hun mødte Zarkowski. Bogo var ikke bange for noget som helst, før han mødte Zarkowski. Hvorfor døde Bogo, og hvorfor skulle børnene gå i seng? Hvilke børn?

“Aldrig hos et menneske har jeg oplevet så stærk en kærlighed,” siger en af romanens bipersoner om Dr. Zarkowski. Et hjertensgodt menneske, som kun vil sine patienter det bedste. Men ved han, hvad han gør? Måske er det ikke al smerte, man kan se i øjnene. (fra bagsiden)

Efter at have fået udgivet en roman for fem år siden, har Michael undervist på et universitet i Californien, mens han skrev ved siden af. Men skriveriet går i stå, så han flytter hjem til sin bror, Steve i San Francisco. Kort efter møder han Chris, og de indleder et forhold.

Steve er imod forholdet. Han advarer Michael om Zarkowski, men Michael lytter ikke. Efterhånden går det dog også op for deres fælles veninde Lisa, at der er noget galt. Men hvad? Zarkowski er på den ene side utrolig behagelig og tillidsvækkende, men samtidig bliver folk omkring ham tilsyneladende ramt af irrationel angst. Og hvad bruger Zarkowski alle de hunde til?

Dr. Zarkowskis eksperiment udkom i 1993, og vi føres gennem historien via Michael, Chris, Steve og Lisa, der har hver deres forbindelse til Zarkowski. Som altid viser Grete Roulund sine personer snarere end fortæller dem, og det er indimellem svært at gennemskue, hvad der egentlig foregår. Er her bare tale om misforstået jalousi og manglende kommunikation? Men undervejs hvirvler delvise forklaringer ind, og man forstår noget, uden rigtig at forstå før til allersidst.

Det er aldrig opmuntrende at læse Grete Roulund, og det er heller ikke tilfældet med Dr. Zarkowskis eksperiment. Alligevel kunne jeg ikke lægge den fra mig. Idéen om, under hypnose at projicere folks fortrængte tanker op på et lærred og efterfølgende konfrontere dem med billederne, er både genial og gal. For det kan ganske rigtig være et fantastisk værktøj for politiet, men vil der ikke være situationer, det er bedst IKKE at se i øjnene igen?

Roulund har en helt unik stemme, og at læse hendes fortællinger kan nærmest give fysisk ubehag. Ikke at hun skriver ekspressivt voldsomme scener. Tonen er hele vejen igennem behersket, nærmest underspillet. Alligevel føles det brutalt, og Dr. Zarkowskis eksperiment holdt mig ubrydelig fast i sin dystre trøstesløshed, hvor ingen vil gøre nogen noget ondt, og alligevel er det det, de gør.

Det er smertefuldt fascinerende, uforudsigeligt og begavet. Læs Dr. Zarkowskis eksperiment.

Læs Janus Andersens anmeldelse på scifisiden.

Om Dr. Zarkowskis eksperiment:

Udgivelsesår: 1993
Forlag: Chr. Erichsens forlag, 262 sider
Omslag: Henrik Koitzsch

Læs også:

Varsleren af Karin Fossum
Vi har altid boet på slottet af Shirley Jackson
Du skulle være gået af Daniel Kehlmann
Skadedyr og tulipaner af Steen Langstrup
I gode hænder af Christian Mørk
Den røde tråd af Vicki Pedersen
Blot en drengestreg af Villy Sørensen

Efter år nul af Grete Roulund

Efter år nul af Grete RoulundMåske er vi i Danmark? Måske er vi i nutiden? Måske er det Rusland, der beslutter sig for at besætte landet, og for at spare menneskeliv nedkaster et pacificerende middel over befolkningen, inden soldaterne sættes ind? Måske har midlet uforudsete bivirkninger? Måske var det hele planlagt?

I Efter år nul møder vi Sigi (kort for Siegfred) den dag, verden ændrer sig. Sigi er maler og bliver opsøgt af oberst Papala et stykke tid efter. Papala ønsker, at Sigi skal male et portræt af hans børn. Til gengæld sørger han for medicin og forsyninger til Sigi.

Sigi indvilliger og et sært venskab opstår mellem de to mænd. Men situationen i landet forværres, og en dag er selv soldaterne forsvundet. Sigi finder Papala såret og tager ham med hjem, hvor han plejer ham. Siden kommer også Jonas og drengen Micky til, og en slags hverdag opstår.

Men hvad er der egentlig sket? Er det sket overalt eller kun her? Og hvorfor er der ingen fugle? Den lille gruppe må til sidst beslutte sig for, om de vil blive, eller om de vil forlade huset for at finde andre overlevende.

Umiddelbart lyder handlingen i Efter år nul måske kedelig. Det er dog langt fra tilfældet. Trods det enkle setup er spændingen mærkbart stigende undervejs. Ikke i hæsblæsende actionstil, men som en snigende følelse af ubehag der holder læseren i et skruestik, mens forudanelsen om kommende gru vokser og vokser.

Sproget er på den ene side enkelt, og Grete Roulund bruger i høj grad dialog som fortælle-middel. Alligevel føles teksten til tider nærmest poetisk, eksempelvis når Roulund udnytter tegnsætningen som et virkemiddel fremfor blot at følge reglerne. Også genremæssigt udfordrer hun sin læser med sin blanding af realisme, science fiction og ren horror. En blanding der hos Roulund fungerer fuldstændig overbevisende.

Grete Roulund er ikke nem at sætte i bås. Som min gode kollega Janus Andersen skriver:

“Problemet med at beskrive en Roulund-roman er, at det er som at fortælle andre om en feberdrøm. Alt synes at foregå langsomt, om end der sker en masse, og nok kan man se tingene gå galt, men det er umuligt at forhindre problemerne i at eskalere. Handlinger mister deres mening, mens man indfanges i en nedadgående spiral, hvis slutpunkt man kun kan gisne om.”

Sikkert er det, at Efter år nul er både grum og trøstesløs. Alligevel er jeg nødt til at anbefale den på det stærkeste.

Uddrag:

Da år nul kom, havde han lige fået fodret hønsene og stod på gårdspladsen og ville tænde sig en cigaret.

Først hørte han ingenting, bare mærkede hvordan jorden begyndte at ryste under fødderne på ham; det var som at stå på dækket af et skib. Foran ham lå hønsene flade på jorden. Inde i stalden faldt en kasse med flasker ned og knustes.

Så kom maskinerne, i en kile ligesom gæs. De var trekantede og havde en død, grå farve, der sugede lyset til sig. De fløj meget hurtigt. Efter dem kom lyden, så stærk at han følte at han var nødt til at løbe for at slippe ud af den, men han blev stående og så et staldvindue ganske langsomt gå i stykker og falde ud. Bagefter blev der stille; det var en stilhed så skarp som en kniv, man kunne skære sig på den. Sigi så op mod himlen og ventede. (side 5)

Om Efter år nul:

Udgivelsesår: 1983
Forlag: Rhodos, 150 sider
Omslag: Strit Blædel

Læs Janus Andersens anmeldelse

Læs også:

De ubudne af Liz Jensen
Station 11 af Emily St. John Mandel
Lilleputternes oprør af Niels E. Nielsen
Setans porte af Grete Roulund
Warday – Krigens dag og tiden derefter af Whitley Strieber og James Kunetka

Stonelegenderne af Danny H. L. Nielsen

Stonelegenderne af Danny H. L. NielsenFra bogens bagside:

I 1878 vender Jonathan hjem efter sin lange forretningsrejse til Stone Island. Idet han stiger af færgen, mærker han straks, at noget er galt – luften føles tung, og de tjenestefolk, som ikke er stukket af, er skræmte. Da han konfronteres med sine børn, indser han hurtigt, at Howard, Marcus, Elza og Sara ikke længere er de samme, som han forlod. I hans fravær har de leget med kræfter ud over børns forståelse og forstand.

Howard Stone ved, at det var hans skyld. Det var ham, der overtalte de andre til at være med i ritualet som ændrede deres liv. I en desperat søgen på svar krydser han membranen til en ødelagt verden fuld af mystik og fare. Men at finde svar er ikke nok. For Marcus, Elza og Sara har hver fundet deres måde at håndtere mørket på.

I en fortælling, som strækker sig over 130 år, følger vi de fire børn og deres ulykkelige skæbner, mens Howard forsøger at finde svar. Hvad fremkaldte børnene den stormfulde aften i 1878? Hvorfor ældes de ikke som andre? Og hvordan kan det være, at de – som de eneste – tilsyneladende er i stand til at bryde fysikkens ukrænkelige love?

Stonelegenderne er Danny H. L. Nielsens debut og på mange måder en rigtig spændende bog. Plottet er effektivt og underholdende med sin blanding af science fiction og horror, der krydses i en overraskende krølle. Historien fortælles gennem forskellige personer og i forskellige tider, og selvom det som sådan ikke er nyskabende i sig selv, så bruger forfatteren alligevel grebet på en ny måde, som både overrasker og fastholder spændingen. Romanen er således spændende og dramatisk med et snært af okkultisme og videnskab.

På det sproglige synes jeg til gengæld, at man mærker, at Stonelegenderne er en debutroman. Her mangler DHLN lidt finesse og et større vokabular. Jeg køber simpelthen ikke, at privatdetektiven John Harrow i 1879 bruger udtryk som ‘lortejob‘ og kalder kirkeklokkens ringen søndag morgen for en ‘fandens idé‘.

Derudover er sproget også for knudret ind i mellem. F.eks. side 29: “Elza fik pludselig en motivation og begyndte at samle noter …” Hvorfor ikke skrive det langt mere mundrette “… Motiveret begyndte Elza at samle noter …”? Eller side 84: “… Hr Stone og børnene har brug for mig her,” sagde pigen med en dyster tone i stemmen.” Hvorfor ikke bare skrive “… sagde pigen dystert.“?

Der er ingen tvivl om, at DHLN har rigtig mange gode idéer og en stor kærlighed for de fantastiske genrer. Stonelegenderne er bestemt heller ikke en dårlig bog. For mig halter det sproglige dog lidt for meget til en 100% uforbeholden anbefaling. Den finder du til gengæld HER.

Alt i alt er her dog tale om en ganske vellykket debutroman, og hvis Danny H. L. Nielsen fortsætter med ligeså fascinerende historier og får arbejdet lidt med det sproglige, så bliver han en spændende forfatter at følge.

Uddrag fra Stonelegenderne:

Hendes faders noter havde været mere omfattende, end hun nogensinde kunne have håbet på – eller frygtet. Men der var for meget: paralleluniverser, tidslinjer, kinetisk trolddom, fysik, mental projektion, telepati, biologi, kemi – det hele hang sammen. Men hvordan? Elza blev fortvivlet. Hun gik fra den ene væg til den anden, tog noter og smed dem på gulvet, halvfærdige og utydelige. Hun samlede bøger op og smed dem igen.

Hvorfor svarer han mig ikke? Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Elza brød sammen og faldt på knæ.

Jeg samlede mine noter, skrev en analyse og relaterede til hans egne teorier. Jeg sendte endda kopier af nogle af min fars noter. Hvorfor svarer han mig så ikke? Tror han ikke på mig? Er der ingen, der tror på mig?

Det blev svært at trække vejret, og Elza følte mørket tage over. Hun kæmpede imod denne gang. Hun brugte en hånd til at trække sig op, men på en stol fandt hånden et stykke papir. Det var et brev. (side 27)

Om Stonelegenderne:

Udgivelsesår: 27.04.2017
Forlag: Skriveforlaget, 257 sider
Omslag: Lotte Lund/GrafiskGenvej

Besøg Danny H. L. Nielsens hjemmeside HER.

Læs også:

Skygger fra Oktoberland af Nikolaj Johansen
Dæmonen i hælene af Dennis Jürgensen
Bunker 137 af Michael Kamp
Miraklets fald af Christian Reslow
Hotellet af Jonas Wilmann

Pigen ingen vidste var af Wissing & Winther

Pigen ingen vidste var af Wissing & WintherHvad omverdenen angår, er Hominidae Forskningscenter i Memphis en respektabel forskningsinstitution. Det kunne ikke være mere fjernt fra sandheden.

I 1969 studerer den 21-årige Bradley journalistik ved University of Memphis. Ved siden af hjælper han med småopgaver hos Hominidae, hvor hans far, Noah Hobbs, leder projekt A.N.A. Et projekt som, når det bliver offentliggjort, vil ryste den etablerede forskerverdens grundvold.

Hominidae er den latinske betegnelser for menneskeaber, og centeret rummer en gruppe chimpanser, som er det officielle mål for forskningen. Men de ikke det reelle mål. For blandt aberne lever pigen Ana, isoleret fra alle mennesker og uden kendskab til verden udenfor. Det er via Ana, at Hobbs står for at nå sine drømmes mål: At modbevise at mennesket fødes som en tom tavle, der udelukkende formes af sit miljø.

Som lille dreng fik Bradley ved et uheld kendskab til Anas eksistens, og siden har hun fyldt hans bevidsthed. Han har båret den hemmelige viden gennem alle årene, men nu er det nok. Bradley kan ikke mere se stilletiende til, mens Ana holdes fanget udenfor resten af menneskeheden. Ved et nøje tilrettelagt indbrud lykkes det ham at befri Ana fra Hominidae og flygte med hende ud i friheden. Han vil finde frem til hendes identitet og give hende retur til den familie, der uvægerligt må savne hende.

Efter den vellykkede flugt går intet dog som planlagt. Pludselig er FBI i hælene på dem, og ethvert spor, Bradley finder til Anas fortid, synes at lukke flere døre, end de åbner.

Men hvorfor bliver FBI pludselig involveret, når Hominidae ellers forsøger at holde sig under offentlighedens radar? Hvor stammer Ana egentlig fra? Og hvad har et biluheld i 1951 med begivenhederne i nutiden at gøre?

Pigen ingen vidste var er Lars Wissing og Mikkel Winthers debutroman – og uden tvivl en vellykket debut. Historien er i sig selv spændende med et forbudt eksperiment, en ung mand med dårlig samvittighed, en skruppelløs special-agent, og en dukkefører i kulissen der ikke skyer nogen midler for at holde sandheden skjult.

Romanen fortælles i to spor: fortid og nutid, og ved at skifte mellem disse holdes læseren i en konstant spænding. Vi ved noget, men ikke nok, og er derfor nødt til hele tiden at læse videre for at finde ud af sammenhængen.

Sproget er godt, og tonen veksler mellem humoristisk, filosofisk og actionfyldt. Det fungerer udmærket, og passer godt med de forskellige personer vi møder i romanen. Derudover synes jeg godt om forfatternes træk med at placere fortællingen tilbage i 1969, idet det gør plottet langt mere sandsynligt. I nutiden ville mobiltelefoner, internettet og anden moderne teknologi være en hæmsko.

Samtidig var det i 1950’erne at Behaviorismen fik sit store gennembrud i USA. Indenfor Behaviorismen mener man, at mennesket fødes som et ubeskrevet blad (Tabula Rasa) og at adfærd er et resultat af indlæring under påvirkning af miljøet. Det er denne tese, som Hobbs forsøger at modbevise med sit eksperiment, der skal vise, at arv vægter tungere end alt andet.

Visse af karaktererne nærmer sig godt nok klichéen, men igen – ved at henlægge handlingen til 1950’erne og 1960’erne så føles det ikke så utroværdigt.

Endelig er jeg helt vild med forsiden. Dels fungerer billedet og farvevalget rigtig godt, og dels leges der med perspektivet så der nærmest opstår en 3D-effekt. Det er fængende og fedt lavet. Desværre fremgår det ikke, hvem der står bag.

Der var dog også et par småting undervejs, som skurrede lidt under læsningen. Jeg undrede mig f.eks. over, at Ana er iført tøj i indelukket, hvis hun ingen menneskelig kontakt har? Ligeledes føles det lidt urealistisk, at hun så hurtigt affinder sig med Bradley og flugten, når hun hele sit liv kun har været i kontakt med chimpanser. Det kan dog være en del af romanens ‘arv kontra miljø’-tematik. Endelig er der også et par gange, hvor tingene flasker sig lidt for heldigt for at få plottet til at gå op.

Men det er dog som sagt småting, og i det store hele blev jeg fanget af historien. Plottet er spændende og hænger sammen, og selvom jeg måske ikke blev så overrasket over, hånden der styrede trådene fra kulissen, så rummede klimakset alligevel en gigantisk overraskelse, jeg ikke havde set komme.

Pigen ingen vidste var er absolut en godkendt debut med masser af spændende takter. Og så synes jeg, det er fedt, at forfatterne har turde lade romanen slutte så åbent som den gør.

Andre anbefalelsesværdige spændingsromaner, der handler om forskning og etik, er f.eks. Udryddelsen af Kazuaki Takano og Gudspartiklen af Mads Peder Nordbo.

Om Pigen ingen vidste var:

Udgivelsesår: 15.10.2017
Forlag: Valeta, 389 sider

Besøg Wissing  & Winthers hjemmeside

Tak til forlaget Valeta for læse-eksemplaret. Læs mere om Pigen ingen vidste var på forlagets hjemmeside.

Flugten fra Roskilde af Michael Kamp

Hvad ville du gøre, hvis din kæreste – som du tror arbejder som nattevagt på et bosted for unge med sociale problemer – ringer hjem midt om natten og uden forklaring beder dig tage børnene med ud af byen – NU. Du har ikke engang tid til at samle lidt tøj sammen.

Det spørgsmål må hovedpersonen i Michael Kamps nye e-bogs novelle tage stilling til, og efter lidt tøven ender det med at Camilla følger kæresten Mathias’ besked og flygter ud af Roskilde. Undervejs møder hun en hel kolonne af lastbiler fyldt med soldater, og hvor skræmmende det end er, er det endnu mere skræmmede, at de er iført gasmasker. Hvad er der sket? Og hvor kan hun tage hen?

Michael Kamp er en dygtig forfatter. Han mestrer den gode historie både som roman og i novelleform, og “Flugten fra Roskilde” er en skarptskåren fortælling om, hvad vi gør, hvis det værste sker. Hvor langt vil vi gå for at beskytte vores nærmeste? Og hvor langt vil samfundet gå for at beskytte sig selv?

Historien flyder let fra første side, og selvom “Flugten fra Roskilde” ikke er ikke Kamps mest opfindsomme plot, (historien er set i forskellige former tidligere, f.eks. i Stephen KingsThe Stand“), så giver han fortællingen sit eget præg og tilføjer masser af intensitet og nerve.

Som en mundsmag mens vi venter på Michael Kamps næste roman, er “Flugten fra Roskilde” derfor underholdende læsning – og så koster den kun kr. 9,95.

Besøg Michael Kamps hjemmeside
Køb e-bogen hos Tellerup

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Henriette Hesselholdt

Først

Sharktopus

SharktopusPå en nylig ferie til Thailand var jeg så heldig at få finde en masse film, som jeg under normale omstændigheder ikke ville bruge penge på. Sharktopus var en af dem, og jeg er glad for at kunne konstatere, at den fuldstændig lever op til sit navn.

Firmaet Blue Water eksperimenterer med genmanipulerede dyr, som skal bruges af hæren til at infiltrere fjenden. Under en test mister de dog kontrollen over S11 – en blanding af en haj og en kæmpe blæksprutte. Nu starter jagten på at fange dyret, inden det slår flere mennesker ihjel.

Og så følger vi ellers den ekstremt dårligt lavede CGI sharktopus, som myrder løs uden at myndighederne tilsyneladende opdager noget – selvom journalisten Stacy Everhart er lige i hælene på den og optager flere scener, hvor sharktopus overfalder folk.

Skuespillet er ret elendigt, historien er uoriginal og utroværdig, special effects er dårlige og manuskriptet er fyldt med tåbelige oneliners. Alligevel hyggede jeg mig med filmen, fordi det er lige præcis sådan, at jeg forventer, at en film produceret af Roger Corman er. Jeg vil dog ikke anbefale den til andre, for den er altså ikke god (og den scorer da også bare 3,3 på IMDB). Men  ind i mellem synes jeg bare, at det er sjovt at hygge mig med en B-film.

Om Sharktopus:

Instruktør: Declan O’Brien
Udgivelsesår: 2010

Splice

SpliceGuillermo del Toro er executive producer på denne scifi-thriller om gensplejsningens muligheder og fælder.

Clive Nicoli og Elsa Kast er forskere hos Newstead Farmaci, hvor de forsker i gensplejsning af forskellige dyr med den hensigt at finde medicinske fordele for menneskeheden. Det er lykkes dem at skabe to hybrider, Ginger og Fred, men efter et uheld under en pressekonference beslutter ledelsen sig for at lukke eksperimentet.

Clive og Elsa fortsætter dog i hemmelighed, og det lykkes dem at kombinere hybriden med menneskelig DNA. Eksperimentet går dog for vidt for Clive, da deres eksperiment udvikler sig til en intelligent skabning, men Elsa knytter sig tæt til Dren. Det viser sig naturligvis, at det ikke er uden konsekvenser at skabe en ny, intelligent race – og slet ikke når den også indeholder DNA fra stort set alle levende væsener.

Jeg må nok erkende, at jeg blev lidt skuffet over Splice, som ikke helt er hverken fugl eller fisk. Filmen har flotte CGI-effekter, og med Adrian Brody og Sarah Polley i hovedrollerne er skuespillet sådan set også ok. Men handlingen overrasker stort set ikke, og de steder, hvor man kunne have forsøgt at grave dybere (som fx Elsas problematiske barndom og dennes konsekvenser eller prøve at se verden fra Drens øjne) nøjes man med at skøjte hen over overfladen.

Splice ender dermed som et ret forudsigeligt indlæg i debatten om gensplejsning forklædt som underholdning, og jeg vil langt hellere anbefale Vincenzo Natalis fantastiske film Cube fra 1997.

Om Splice:

Instruktør: Vincenzo Natali
Udgivelsesår: 2009

Sort vand af Patrick Leis

D. 20. marts udkom Patrick Leis nye horror-roman “Sort vand”. En roman som får læseren til at tænke på både King og Koontz, men som alligevel ender som Patrick Leis’ helt egen fortælling.

Mike bor på den lille ø Barsø. Det er sommerferie, og hans kammerat Adrian kommer på besøg. Det samme gør den tidligere nabopige Laura, som begge drenge er lidt lune på. De tre tager på en badetur til en nærliggende klippeø, men det der skulle være en hyggelig sommereftermiddag, udvikler sig til et mareridt.

På øen finder de en forladt båd, der er drevet i land, men hvor er ejeren? Kort efter dukker en sort pøl op ude i vandet, som tilsyneladende fornemmer hvor de er, og som virker umådelig sulten. Og for at gøre ondt værre begynder det at regne…

Som sagt tænkte jeg straks på Stephen Kings novelle “Tømmerflåden“, som også har en altspisende sort pøl i monsterets rolle. Men selvom der er en del lighedspunkter mellem de to plots, så sørger Patrick Leis heldigvis for at udfolde sin historie, så den får sit eget liv. Bl.a. forklarer han logisk – og skræmmende – hvordan pølen er opstået, og udvider på den måde plottet til uudforskede områder.

Også Dean Koontz roman “Skygger” virker som en inspirationskilde med en organisme, som trænger ind ad selv den mindste sprække. Men igen sørger Leis for, at “Sort vand” får sit eget liv ved at give sin pøl en anden måde at bevæge sig rundt på, og dermed give personerne andre måder at klare sig (eller blive dræbt) på.

Lassemand var næsten opløst. Resterne af ham lå i den gennemblødte seng, dækket af et stinkende slimlag. Huden og det meste af knoglerne var forsvundet, og vindueskarmen i soveværelset var fyldt af sort, olielignende væske. Nabo-Niels udstødte et skingert vræl og trak sig instinktivt baglæns. Der stank af blod og ligsaft i rummet, og nu rejste en del af det sorte uhyre sig fra liget. Det trak sig sammen som en skovsnegl og blev ligesom mere fast i formen. Det vejrede i luften, små tentakler skød ud fra den klæbrige masse, og Niels affyrede sin riffel. Kuglerne sank ind i væsnet uden at gøre den mindste skade, og Niels mærkede en varm strøm af urin løbe ned ad sit venstre lår.”

Patrick Leis er ikke kendt for at lave dybdegående portrætter eller spidsfindige plotdrejninger. I stedet sørger han for hæsblæsende action og underholdende splat. Det får vi også her i “Sort vand”, hvor handlingen nærmest accelerer for hver side. Spændingen holdes også ved at krydsklippe mellem begivenhederne på Barsø og på skibsværftet Ringwall, hvor en smart måde at rense tankskibe på har fået en yderst uheldig side-effekt.

“Sort vand” er med andre ord effektiv og underholdende på samme måde som Leis’ “Jagtmarken“, og hvis man ikke har læst de gamle Koontz og King, får man også et anderledes monster. Skal jeg komme med en lille anke, er det, at dialogen blandt de unge hovedpersoner ind i mellem virker lidt “gammeldags”, men det er ikke nok til at trække oplevelsen ned i det store billede. Jeg følte mig i hvert fald ganske underholdt, og morede mig i øvrigt også over at finde små hints til andre værker indenfor horror-genren, hvor bl.a. Steen Langstrups Gillsby-univers får en lille hilsen.

Den stemningsfulde forside er lavet af Peter Nielsen. Før udgivelsen havde Patrick Leis en lille afstemning på facebook, hvor han bad om folks mening vedr. tre forskellige forsider. Jeg må jo nok indrømme, at jeg ikke stemte på vinderforsiden (som dog bestemt også er rigtig god), men i stedet på et andet forslag som der kan ses et udsnit af på side 3. Tjek selv hvilken tegning du synes bedst om.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Peter Nielsen, pncreate

Læs mere på Forlaget Facets hjemmeside eller besøg Patrick Leis’ hjemmeside

 

Alien vs. Zombies: the dark lurking

Alien vs. Zombies: the dark lurkingPå en søndag må man godt se skodfilm, også selvom man ikke har tømmermænd, og det er nok den eneste grund til, at jeg så Gregory Connors Alien vs. Zombies: the dark lurking til ende.

Handlingen lyder: to dele Resident Evil blandes med en del Doom og tilsættes en teskefuld [REC]2 og røres sammen med en talentløs masse af skuespillere iblandet et hav af dårlige oneliners.

Lena vågner op alene i et hvidt rum. Pludselig vælter blodet ud af hendes næse. Soldater trænger ind i rummet og vil skyde hende. Et monster dræber soldaterne. Lena flygter ud i en labyrintisk underjordisk facilitet. Lena møder en gruppe lejesoldater og et par andre overlevende civilister, bl.a. en sygeplejerske og en forsker. Lena får at vide, at hun er ligesom monstrene. Det tror Lena ikke på. Monstrene bliver ved at angribe. Soldaterne skyder en masse monstre. Nogen af soldaterne dør. Nogen af de civile dør. Gruppen finder den onde overforsker dr. Konieg, som er meget interesseret i Lena. Nogen flere dør. En bombe sprænger snart. Et redningshold lander. Nogen flere dør. Nogen flere dør. Kan nogen mon gætte slutningen?

Blandt de værste præstationer ses Cassia Rosenstrauss som sygeplejersken Jen, hvis replikker dels er tåbelige i sig selv, og dels leveres med en tåkrummende pinlighed. Men generelt er der nu ikke meget at råbe hurra for på skuespillerfronten, som dog heller ikke har meget hjælp i manuskriptet, hvor de hver især tildeles klichéfyldte roller som den hårde negl, den onde forsker,  helten osv.

Endelig er titlen og forsiden et typisk eksempel på en å-film, der ligger sig tæt op ad et kendt koncept og håber, at folk overser i farten, at der ikke er tale om den ægte vare. Forsiden signalerer klart Alien og har som tagline “Under jorden kan ingen høre dig skrige“, og citerer endda Dreadcentral.com for at kalde filmen for: “En adrenalinfyldt action gyser i stil med horror-klassikere som Aliens og The Evil Dead“. Bob bob – der er ikke skyggen af aliens med i filmen, der er ingen humor som i Evil Dead, og der er sgu’itte særlig meget adrenalinfyldt action i den heller. Det hele drukner i mystisk klipning, underlig belysning og total usammenhæng i historien.

Om Alien vs. Zombies: the dark lurking:

Instruktør: Gregory Connors
Udgivelsesår: 2010