juni 2020
M Ti O To F L S
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
2930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘eksperimenter som løber løbsk’

Vi er fem af Mathias Faldbakken

Vi er fem af Matias Faldbakken

Udkants-Norge møder domestic noir og Mary Shelleys Frankenstein. Og med et chokerende godt resultat. Et virkelig originalt stykke skrivekunst.” Sådan beskriver Jo Nesbø Vi er fem af Matias Faldbakken, der netop er blevet nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2020.

Historien udspiller sig om Tormod Blystad fra den lille bygd Råset ca. tre timer nord for Oslo. Som ung ryger han i et misbrug sammen med vennen Espen. Stofferne hjælper ham først med at udfolde skjulte talenter, men siden er de ved at ødelægge ham. Kæresten Sivs indgriben får ham til sidst på fast grund igen, og med tiden bliver de gift og får to børn.

Tormod drømmer om et tredje barn, men det er Siv ikke interesseret i. I stedet forøges den lille familie med hunden Snusken, som børnene elsker højt. Så da Snusken en dag forsvinder, er sorgen stor. Hun efterlader et stort tomrum, også hos Tormod, som begynder at opholde sig mere og mere i sit værksted. Her eksperimenterer han med forskellige lerblandinger, og en vild weekend i fortidens tegn resulterer i noget helt uforudset.

Men hvor Tormods nye ler i starten ser ud til at samle familien igen, bliver følgerne senere hen langt mere alvorlige.

Vi er fem er næsten to romaner i én. Dels er det en realistisk roman om parforhold og familieliv under det moderne samfunds udfordringer. Dels er det en slags Prometheus-myte, der ligesom Mary Shelleys Frankenstein ender med at løbe helt af sporet.

I Weekendavisen kalder Klaus Rothstein romanen for “en glubsk og grotesk røverhistorie, som med arrogant ironi kombinerer hverdagen og det unheimliche.” Jeg fik da også mindelser til Kim Leines Dansk Standard, der ligeledes indeholder en syret blanding af hverdagsrealisme med det absurde og groteske.

Matias Faldbakken skriver i et let tilgængeligt hverdagssprog, hvor han af og til indskyder bemærkninger direkte til læseren. F.eks. når vi får forklaret hvordan Metallica udviklede sig til et fænomen med debutalbummet Kill ‘Em All i 1983. Som læser observerer vi nærmest begivenhederne, efterhånden som de udfolder sig, og det er op til os at tolke, hvad personernes reaktioner betyder. Jeg er ikke sikker på, om jeg forstår slutningen, men der er ingen tvivl om, at Vi er fem er en både interessant og anderledes læseoplevelse.

Uddrag af romanen:

Tegnefilmen (en overtydelig rusmetafor) satte sig i Tormod på en mærkelig måde, han blev urolig, utilpas, en klo greb ham i mellemgulvet og brystet og måske i ryggen og holdt godt fast. Da han fandt Snusken i mulden bag værkstedet, havde det været som om en sprække blev åbnet i ham, og tegnefilmen kilede sig nu fast i sprækken. Det er sengetid, sagde han, børnene gik, velopdragne, omhyggelige, op for at børste tænder på badeværelset. Tormod læste to sider for Helene på sengekanten, kyssede hende på øret, hviskede “godnat, min pige” og slukkede natbordslampen med mariehøns på. Så gik han ind til Alf og klappede drengen på baghovedet og sagde “godnat … min dreng”. Så gik han tungt ned ad trappen, forbi Siv i sofaen og ud i værkstedet igen. Der stod han og grublede over hvordan alt åbnede sig for Anders så snart han spiste pillen. Så blev Anders ikke bare den han ønskede at være, men måske også den han fortjente at være. Han blev den version af sig selv som havde gjort alle lykkelige: kunderne, Andersine og, ikke mindst, sig selv. Skulle det være forbudt at opfylde sit potentiale? Fandeme nej, tænkte Tormod. (side 68-69)

Om Vi er fem:

Udgivelsesår: 20.05.2020
Forlag: Gutkind, 216 sider
Omslag: Richard Øiestad
Originaltitel: Vi er fem (norsk) 2019
Oversætter: Sara Koch

Læs også:

Manden der tænkte ting af Valdemar Holst
Dansk Standard af Kim Leine
Frankenstein af Mary Shelley
Dr. Jekyll og Mr. Hyde af Robert Louis Stevenson
Mulm af Teddy Vork
Skyggeverden af Jonas Wilmann

Anstalten af Stephen King

Anstalten af Stephen King

Da Tim Jamieson overgiver sin plads i flyet mod New York, er han ikke klar over, hvor den beslutning vil føre ham hen.

Det er 12-årige Luke fra Minneapolis heller ikke, da hans forældre får at vide, at han bør læse videre i Boston – på collegeniveau. Naturligvis vidste de, at han er intelligent ud over det sædvanlige, men at han skulle kunne klare to uddannelser på Cambridge og Emerson i Boston er alligevel utroligt. De ender dog med at give Luke lov, da det er det, han virkelig drømmer om.

Men drømmen ender i et mareridt. Før Luke skal begynde på sit nye liv, bliver han kidnappet. Af hvem og hvorfor aner han ikke. Alt han ved er, at han går i seng om aftenen, og næste dag vågner han i et værelse, der er en tro kopi af hans eget men er placeret i en ukendt bygning.

Luke finder ud af, at han sammen med en gruppe ukendte børn befinder sig i noget, de kalder Forhuset. Mens de er her bliver de udsat for forskellige eksperimenter, som ingen af dem kan gennemskue formålet med. Man kan ikke undslå sig, og forsøger man, falder straffen omgående. Men endnu værre er det, når forsøgene er overstået. For så bliver man flyttet om i Baghuset, og herfra er der ingen vej ud.

Udsigterne er håbløse, men alligevel beslutter Luke sig for at gøre et forsøg på at flygte. Den grusomme sandhed om Anstalten skal frem – koste hvad det vil.

Jeg har været kæmpefan af Stephen King i mange år. Jeg har læst alt, der udkom på dansk og set en stor del af filmatiseringerne af hans værker. Gode som dårlige.

Men selv en titan som King kan ind i mellem misse skiven, og det begyndte han i mine øjne at gøre med Under kuplen. Jeg var heller ikke voldsom imponeret af Doktor Søvn, og jeg opgav helt at læse Vagt forbi, tredje bind i hans krimi-trilogi om Bill Hodges. Og heller ikke Rosernes torne nåede jeg igennem.

Så jeg er ikke længere så ukritisk en fan, som jeg var engang. Det er derfor altid med en vis bæven i sjælen, at jeg kaster mig over en ny Stephen King roman. For vil jeg atter blive skuffet?

Heldigvis var det ikke tilfældet med Anstalten, som trods sine mere end 600 sider holdt mig fanget hele vejen. Historien om Luke og de andre børns oplevelser i den hemmelige forskningsfacilitet er både spændende og rørende. Anstalten bringer på den gode måde mindelser til Stephen Kings ‘gamle’ opfindelse The Shop der ser stort på både menneskerettigheder og moral i blandt andet Brandstifter fra 1980.

Luke er en sympatisk dreng. Han er umådelig intelligent, men samtidig er han også en 12-årig dreng med dennes følelser og reaktioner. Han og de andre børn er blevet stjålet af en organisation, der bruger deres særlige evner i egen interesse. Det er nemlig ikke Lukes intelligens, man er interesseret i. Luke har ligesom de andre børn en snært af enten telekinese eller telepati, og det er disse emner, man forsker i og udnytter på Anstalten.

Hvordan Lukes skæbne krydser Tim Jamiesons, skal jeg ikke afsløre her. Men mod slutningen accelerer historien, og de to spor flettes sammen i et episk showdown, der fik mig ud på kanten af stolen.

I Anstalten kombinerer Stephen King de ting, han gør bedst. Troværdige personer og en overbevisende historie med nervepirrende plot-twists fortalt så spændende at det er umuligt at lægge bogen fra sig. Jeg var i hvert fald fanget og må tage hatten af for en helstøbt og stærk roman fra gysets mester.

Uddrag fra Anstalten:

Da Luke vågnede op, kunne han huske at have drømt – ikke ligefrem et mareridt, men så afgjort heller ikke noget godt. En fremmed kvinde inde på hans værelse, hvor hun lænede sig ind over hans seng med sit blonde hår ned langs ansigtet. ‘Lige som du vil’ havde hun sagt. Som en af tøserne i de pornofilm, han og Rolf en gang i mellem så.

Han satte sig op, så sig omkring og troede først at være inde i endnu en drøm. Det var stadig hans værelse – samme blå tapet, samme plakater og samme skrivebord med hans baseballtrofæ på – men hvor var vinduet? Hans udsigt over til Rolf var forsvundet.

Han lukkede øjnene helt i og slog dem så op igen. Det var det samme. Der var stadig ingen vinduer i værelset. Han overvejede at knibe sig i armen, men det var bare for stor en kliché. I stedet knipsede han sig på kinden. Intet ændrede sig.

Luke steg ud af sengen. Hans tøj lå på stolen, hvor hans mor havde lagt det frem aftenen forinden – undertøj, sokker og T-shirt på sædet og hans jeans foldet over ryggen. Han tog det langsomt på, kiggede hen på det sted, hvor vinduet burde have været, og satte sig så ned for at tage sine gummisko på. Hans initialer stod på hver side, LE, og det var rigtigt nok, men den midterste tværstribe i E’et var for lang, det var han helt sikker på.

Han vendte dem om for at se efter grus, men kunne ikke få øje på noget. Nu var han fuldstændig sikker. Det var ikke hans sko. Snørebåndene var også forkerte. De var for rene. Ikke desto mindre passede de perfekt. (side 74-75)

Reklame: Tak til Bog & Idé som har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Anstalten:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Hr. Ferdinand, 618 sider
Omslag: Imperiet efter originalt forlæg
Originaltitel: The Institute, 2019
Oversætter: Jakob Levinsen

Læs også:

Eksperimentet af Dean Koontz
Monster af Frank Peretti
Kolonien af Pierre Robert
Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund
Pigen ingen vidste var af Wissing & Winther

Dansk Standard af Kim Leine

Dansk Standard af Kim LeineDansk Standard er en anderledes og lidt syret læseoplevelse, hvor det groteske og absurde står side om side med hverdagsrealisme og menneskelig ondskab.

E er en meget normal mand, ja, faktisk forsvinder han nærmest i mængden. Han arbejder for Dansk Standard, en af grundpillerne for det danske samfund ifølge E, som selv gør alt for ikke at stikke ud fra normerne.

Vi skilter ikke med vores eksistens og er ikke et kommercielt foretagende. Vi foretrækker anonymitet. Vi virker i det skjulte. Men jeg kan love dig for at hvis vi ikke fandtes, vil du kunne mærke det hver eneste dag. Kaos ville herske, biler støde sammen, bygninger kollapse, broer være livsfarlige at krydse. Folk ville komme til skade, endda blive dræbt. Hele samfundet ville destabiliseres. Og stabilitet er selve grundlaget for vores velordnede demokratiske system. Så send os gerne en venlig tanke næste gang du begiver dig uden for en dør. Uden os ville selv en tur i butikken blive en risikabel ekspedition, og byen ville være en krigszone.” (s. 8)

Den anden fortæller er Mette. Hun er læge på Traumecenteret og E’s lillesøster. Med jævne mellemrum forsøger hun at begå selvmord og bliver indlagt på Psykiatrisk Afdeling. Når hun så bliver udskrevet igen, starter hun atter på Traumecenteret, og begraver sig i arbejde som om intet var hændt.

Mette mener, at hun og E har haft en forfærdelig barndom, men det kan E slet ikke huske. Han er sikker på, at den har været ganske normal. Som romanen udfolder sig, begynder han dog langsomt at erkende, at måske var der noget galt i deres barndom.

Sideløbende med at E når denne erkendelse, hører vi om begivenheder forbundet med Teosofisk Verdensuniversitet. Mette kom i kontakt med foreningen efter en indlæggelse, og bliver fascineret af deres møder, hvor åndelighed og naturvidenskab går hånd i hånd. Men ligesom E må erkende, at noget gik galt i deres barndom, opdager Mette, at også Teosofisk Verdensuniversitet har hemmeligheder.

Kim Leine debuterede med den selvbiografiske roman Kalak i 2007. Siden er det blevet til en række romaner, bl.a. den historiske roman Profeterne i Evighedsfjorden fra 2012, der indbragte ham både Nordisk Råds Litteraturpris, De Gyldne Laurbær og DR Romanprisen. Han har også skrevet børnebøger, fremtidsfortællingen De søvnløse samt den dystopiske tegneserie Skarabæens time i samarbejde med illustratoren Søren Mosdal.

En stor del af Leines forfatterskab beskæftiger sig i et eller andet omfang med overgreb og traumer. I et interview fortæller Kim Leine, hvordan denne bog IKKE skulle handle om disse emner: ”Jeg havde virkelig ikke lyst til at skrive endnu en bog om traumer! Men det var sådan, det blev. Måske fordi jeg følte, det var lidt en kliché at skrive om folk, der er blevet traumatiseret som børn og siden bliver hjemsøgt af det. Nu ville jeg skrive noget andet, siger Kim Leine. Men sådan gik det ikke.” (Berlingske 15.10.2019)

Både hjemsøgelse og incestuøse overgreb finder da også sted i Dansk Standard, som for mig var en anderledes og lidt syret læseoplevelse. Her står det groteske og absurde side om side med hverdagsrealisme og menneskelig ondskab.

Allerede over de første par sider slår Leine en sær, usikker stemning an, da E føler sig verbalt angrebet af sekretæren fru Strahm og får overbevist sig selv om, at hun forsøger at få ham fyret. Herfra flytter historien sig over i en hundeadoption, hvor dyresex får en ny mening. Oveni er der det Teosofiske Verdensuniversitet, som arbejder på at gentage Jesus succes med at genopstå fra de døde. Så er der E’s fortrængte barndom, der forsøger at blive erkendt ved at manifestere sig i insisterende drømme. Og naturligvis de mange graviditeter …

Det hele berettes gennem de to jeg-fortællere, som hver især har travlt med at fortrænge barndommen på forskellig vis. E ved at standardisere en normal barndom i sine minder, og Mette ved at begrave sig i arbejdet på Traumecenteret, så hun ikke skal forholde sig til sig selv. Undervejs ved vi læsere aldrig mere, end søskendeparret fortæller, ligesom vi ikke kan være sikre på, om de fortæller sandheden, om det er en drøm eller noget helt tredje.

Forlaget beskriver romanen som en horrorroman, og i ovennævnte interview kommer Leine også ind på genrelitteratur: ”Jeg synes, det er befriende at bruge genrelitteraturen. Man kunne også have skrevet en sci-fi-roman om det eller en krimi. Horrorromanen bliver en slags mytologisk version af det eller en stor metafor for alt det der: At ondskaben er der og ikke vil gå væk.” (Berlingske 15.10.2019)

Man skal dog ikke forvente en ’traditionel’ horrorroman, når man griber fat i Dansk Standard. Den er interessant, insisterende og med en grundlæggende ubehagelig undertone, men den er ikke for alle. Jeg er personligt ikke så begejstret for fortællinger, der er alt for uigennemskuelige, men er du til weird fiction, som på filosofisk vis forsøger, i dette tilfælde, at komme overens med ondskaben i verden, så er Dansk Standard et godt bud. Og jeg må give Kim Leine kredit for at han holdt mig fanget hele vejen igennem med sin blanding af sort humor og grotesk realisme, selvom jeg ikke forstod alt undervejs.

Til slut vil jeg også lige rose Simon Lilholts forside, som er holdt i en grise-lyserød farve og illustrerer en brystkasse fyldt med forskellige insekter og en grøn vækst, der slynger sig ind i forfatternavnet. Den er både grotesk og smuk, og fanger i den grad blikket. Helt klart en forside jeg godt kunne tænke mig at have i plakatstørrelse.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Dansk Standard:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Gyldendal, 274 sider
Omslag: Simon Lilholt / Imperiet

Læs også:

Rakelsminde af David Garmark og Stephan Garmark
Ind i mørket af Henrik Sandbeck Harksen
Udslettelse af Jeff VanderMeer

Manden der tænkte ting af Valdemar Holst

Manden der tænkte ting af Valdemar HolstBoutard er den lukkede afdelings store problem. Skønt indespærret i enecelle forstår han til overlægens raseri at skaffe sig store havannacigarer og ædle vine, og en dag er han trods alle forsigtighedsregler totalt forsvundet.

Han har imidlertid fået tillid til en af lægerne, Dr. Francis, og over for ham letter han sløret for sin hemmelighed. Begivenhederne udvikler sig  med foruroligende hast, og en mystisk dobbeltgænger forpester den unge læges liv. Han trænges ud af sit arbejde, hans kæreste behandler ham som en plattenslager, og han er ved at gå i hundene, mens dobbeltgængeren fejrer triumfer …

Man mindes Peter Schlemihl og dr. Jekyll – mr. Hyde under læsningen af denne mærkelige og rædselsfyldte roman, som er et moderne sidestykke til den klassiske litteraturs mystiske fortællinger. (fra bagsiden)

Jeg blev gjort opmærksom på Manden der tænkte ting under en temadag om science fiction, jeg deltog i tidligere på året. Foredragsholderen roste filmatiseringen for at være en af de bedste danske science fiction film. Så jeg tænkte, at jeg hellere måtte få set på den, og det er hermed gjort.

Hvor filmen udspiller sig i Danmark, er romanens hovedperson den franske læge Francis. Den første del af filmen følger den originale historie ret tæt, men romanen forløber over en længere periode. Dermed får vi et langt mere indgående indblik i Francis deroute, idet vi følger ham fra feteret læge til drukkenbolt på samfundets bund.

Tager man bogens alder i betragtning er Manden der tænkte ting, et spændende bekendtskab. Valdemar Holsts idé om at kunne skabe ting ved tankens kraft underbygger han ganske interessant med tanke på altings opbygning af atomer. Der er også spørgsmålet om identitet. Hvem af Dr. Francis’erne er den rigtige, når Boutard har skabt en dobbeltgænger, der på alle områder er mere perfekt? Har den originale dr. Francis krav på sit liv, når han hurtigt går i hundene uden sin lægetitel?

Endeligt nævner Jens Ravn, der instruerede filmen i 1969, at historien også er en Faust-historie. Boutard tilbyder i starten af fortællingen Dr. Francis alt, hvad han kan drømme om, hvis blot han vil hjælpe ham. Francis siger nej af etiske grunde, men jo længere ned i skidtet han kommer, jo mindre betyder disse grunde til sidst.

Personligt kunne jeg bedre lide bogen end filmen, der har en spændende billedside, men som tempomæssigt i høj grad er ‘barn af sin tid’. Romanen ‘lider’ ikke på samme måde under sin alder, men fungerer ligeså godt i dag, som da den udkom for 54 år siden.

Uddrag af Manden der tænkte ting:

“De ved, at den moderne videnskab er gået bort fra den antagelse, at stoffet er noget i sig selv. Stof er en form for energi, bestående af kraftcentrer, der for hver enkelt stofs vedkommende svinger på en særegen måde. Ved at betragte stoffet i dets forskelige former, altså genstandene, dannes der billeder i hjernen; billeder, der består af svingninger, som nøje korresponderer med genstandens energisystemer.

Disse billeder tændes og slukkes, efter som øjnene ser, men gennem hukommelsen kan de uden det ydre synsapparat fremkaldes til en indre beskuelse. 

Denne fremkaldelse af én gang sete ydre ting kan være af højst forskellig art og styrke. Nogle mennesker husker dårligt, har en svag indbildningskraft; hos andre er den stærk og hos mig enorm!

Hør efter, nu var min hypotese følgende: Dersom man kunne koncentrere sine indtryk til en vis styrkegrad, ville svingningerne i hjernebillederne dels forstærkes, så de nærmede sig genstandens i intensitet, dels forlænges som strålerne fra en lyskaster med hjernen som centrum, så der dannedes et ydre billede.

Begynder De nu at forstå. Min hypotese var, at ved tilstrækkelig koncentration ville der dannes en bevidst hallucination, et ydre billede, et hukommelsesduplikat, der, når svingningerne havde nået en tilstrækkelig styrkegrad, også ville blive synligt for andre. Er De med?” (side 39-40)

Om Manden der tænkte ting:

Udgivelsesår: 1965
Forlag: Stjernebøgerne, Vintens Forlag. 152 sider

Filmatiseret i 1969. Læs en anmeldelse af filmen på Kulturkapellet.

Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund

Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund“Den generindrede smerte er den eneste vej til frelse.” Det er også psykiateren Dr. Zarkowskis mening. Javist, hans behandlingsmetode er måske utraditionel: Patienterne bringes i trance, samtidig med at han eksperimenterer med at projicere deres tanker op på en skærm, så de bagefter bogstaveligt talt kan se deres smerte i øjnene.

Men Chris var ikke bange for fugle, før han mødte Zarkowski. Lisa var ikke bange for nonner, før hun mødte Zarkowski. Bogo var ikke bange for noget som helst, før han mødte Zarkowski. Hvorfor døde Bogo, og hvorfor skulle børnene gå i seng? Hvilke børn?

“Aldrig hos et menneske har jeg oplevet så stærk en kærlighed,” siger en af romanens bipersoner om Dr. Zarkowski. Et hjertensgodt menneske, som kun vil sine patienter det bedste. Men ved han, hvad han gør? Måske er det ikke al smerte, man kan se i øjnene. (fra bagsiden)

Efter at have fået udgivet en roman for fem år siden, har Michael undervist på et universitet i Californien, mens han skrev ved siden af. Men skriveriet går i stå, så han flytter hjem til sin bror, Steve i San Francisco. Kort efter møder han Chris, og de indleder et forhold.

Steve er imod forholdet. Han advarer Michael om Zarkowski, men Michael lytter ikke. Efterhånden går det dog også op for deres fælles veninde Lisa, at der er noget galt. Men hvad? Zarkowski er på den ene side utrolig behagelig og tillidsvækkende, men samtidig bliver folk omkring ham tilsyneladende ramt af irrationel angst. Og hvad bruger Zarkowski alle de hunde til?

Dr. Zarkowskis eksperiment udkom i 1993, og vi føres gennem historien via Michael, Chris, Steve og Lisa, der har hver deres forbindelse til Zarkowski. Som altid viser Grete Roulund sine personer snarere end fortæller dem, og det er indimellem svært at gennemskue, hvad der egentlig foregår. Er her bare tale om misforstået jalousi og manglende kommunikation? Men undervejs hvirvler delvise forklaringer ind, og man forstår noget, uden rigtig at forstå før til allersidst.

Det er aldrig opmuntrende at læse Grete Roulund, og det er heller ikke tilfældet med Dr. Zarkowskis eksperiment. Alligevel kunne jeg ikke lægge den fra mig. Idéen om, under hypnose at projicere folks fortrængte tanker op på et lærred og efterfølgende konfrontere dem med billederne, er både genial og gal. For det kan ganske rigtig være et fantastisk værktøj for politiet, men vil der ikke være situationer, det er bedst IKKE at se i øjnene igen?

Roulund har en helt unik stemme, og at læse hendes fortællinger kan nærmest give fysisk ubehag. Ikke at hun skriver ekspressivt voldsomme scener. Tonen er hele vejen igennem behersket, nærmest underspillet. Alligevel føles det brutalt, og Dr. Zarkowskis eksperiment holdt mig ubrydelig fast i sin dystre trøstesløshed, hvor ingen vil gøre nogen noget ondt, og alligevel er det det, de gør.

Det er smertefuldt fascinerende, uforudsigeligt og begavet. Læs Dr. Zarkowskis eksperiment.

Læs Janus Andersens anmeldelse på scifisiden.

Om Dr. Zarkowskis eksperiment:

Udgivelsesår: 1993
Forlag: Chr. Erichsens forlag, 262 sider
Omslag: Henrik Koitzsch

Læs også:

Varsleren af Karin Fossum
Vi har altid boet på slottet af Shirley Jackson
Du skulle være gået af Daniel Kehlmann
Skadedyr og tulipaner af Steen Langstrup
I gode hænder af Christian Mørk
Den røde tråd af Vicki Pedersen
Blot en drengestreg af Villy Sørensen

Efter år nul af Grete Roulund

Efter år nul af Grete RoulundMåske er vi i Danmark? Måske er vi i nutiden? Måske er det Rusland, der beslutter sig for at besætte landet, og for at spare menneskeliv nedkaster et pacificerende middel over befolkningen, inden soldaterne sættes ind? Måske har midlet uforudsete bivirkninger? Måske var det hele planlagt?

I Efter år nul møder vi Sigi (kort for Siegfred) den dag, verden ændrer sig. Sigi er maler og bliver opsøgt af oberst Papala et stykke tid efter. Papala ønsker, at Sigi skal male et portræt af hans børn. Til gengæld sørger han for medicin og forsyninger til Sigi.

Sigi indvilliger og et sært venskab opstår mellem de to mænd. Men situationen i landet forværres, og en dag er selv soldaterne forsvundet. Sigi finder Papala såret og tager ham med hjem, hvor han plejer ham. Siden kommer også Jonas og drengen Micky til, og en slags hverdag opstår.

Men hvad er der egentlig sket? Er det sket overalt eller kun her? Og hvorfor er der ingen fugle? Den lille gruppe må til sidst beslutte sig for, om de vil blive, eller om de vil forlade huset for at finde andre overlevende.

Umiddelbart lyder handlingen i Efter år nul måske kedelig. Det er dog langt fra tilfældet. Trods det enkle setup er spændingen mærkbart stigende undervejs. Ikke i hæsblæsende actionstil, men som en snigende følelse af ubehag der holder læseren i et skruestik, mens forudanelsen om kommende gru vokser og vokser.

Sproget er på den ene side enkelt, og Grete Roulund bruger i høj grad dialog som fortælle-middel. Alligevel føles teksten til tider nærmest poetisk, eksempelvis når Roulund udnytter tegnsætningen som et virkemiddel fremfor blot at følge reglerne. Også genremæssigt udfordrer hun sin læser med sin blanding af realisme, science fiction og ren horror. En blanding der hos Roulund fungerer fuldstændig overbevisende.

Grete Roulund er ikke nem at sætte i bås. Som min gode kollega Janus Andersen skriver:

“Problemet med at beskrive en Roulund-roman er, at det er som at fortælle andre om en feberdrøm. Alt synes at foregå langsomt, om end der sker en masse, og nok kan man se tingene gå galt, men det er umuligt at forhindre problemerne i at eskalere. Handlinger mister deres mening, mens man indfanges i en nedadgående spiral, hvis slutpunkt man kun kan gisne om.”

Sikkert er det, at Efter år nul er både grum og trøstesløs. Alligevel er jeg nødt til at anbefale den på det stærkeste.

Uddrag:

Da år nul kom, havde han lige fået fodret hønsene og stod på gårdspladsen og ville tænde sig en cigaret.

Først hørte han ingenting, bare mærkede hvordan jorden begyndte at ryste under fødderne på ham; det var som at stå på dækket af et skib. Foran ham lå hønsene flade på jorden. Inde i stalden faldt en kasse med flasker ned og knustes.

Så kom maskinerne, i en kile ligesom gæs. De var trekantede og havde en død, grå farve, der sugede lyset til sig. De fløj meget hurtigt. Efter dem kom lyden, så stærk at han følte at han var nødt til at løbe for at slippe ud af den, men han blev stående og så et staldvindue ganske langsomt gå i stykker og falde ud. Bagefter blev der stille; det var en stilhed så skarp som en kniv, man kunne skære sig på den. Sigi så op mod himlen og ventede. (side 5)

Om Efter år nul:

Udgivelsesår: 1983
Forlag: Rhodos, 150 sider
Omslag: Strit Blædel

Læs Janus Andersens anmeldelse

Læs også:

De ubudne af Liz Jensen
Station 11 af Emily St. John Mandel
Lilleputternes oprør af Niels E. Nielsen
Setans porte af Grete Roulund
Warday – Krigens dag og tiden derefter af Whitley Strieber og James Kunetka

Stonelegenderne af Danny H. L. Nielsen

Stonelegenderne af Danny H. L. NielsenFra bogens bagside:

I 1878 vender Jonathan hjem efter sin lange forretningsrejse til Stone Island. Idet han stiger af færgen, mærker han straks, at noget er galt – luften føles tung, og de tjenestefolk, som ikke er stukket af, er skræmte. Da han konfronteres med sine børn, indser han hurtigt, at Howard, Marcus, Elza og Sara ikke længere er de samme, som han forlod. I hans fravær har de leget med kræfter ud over børns forståelse og forstand.

Howard Stone ved, at det var hans skyld. Det var ham, der overtalte de andre til at være med i ritualet som ændrede deres liv. I en desperat søgen på svar krydser han membranen til en ødelagt verden fuld af mystik og fare. Men at finde svar er ikke nok. For Marcus, Elza og Sara har hver fundet deres måde at håndtere mørket på.

I en fortælling, som strækker sig over 130 år, følger vi de fire børn og deres ulykkelige skæbner, mens Howard forsøger at finde svar. Hvad fremkaldte børnene den stormfulde aften i 1878? Hvorfor ældes de ikke som andre? Og hvordan kan det være, at de – som de eneste – tilsyneladende er i stand til at bryde fysikkens ukrænkelige love?

Stonelegenderne er Danny H. L. Nielsens debut og på mange måder en rigtig spændende bog. Plottet er effektivt og underholdende med sin blanding af science fiction og horror, der krydses i en overraskende krølle. Historien fortælles gennem forskellige personer og i forskellige tider, og selvom det som sådan ikke er nyskabende i sig selv, så bruger forfatteren alligevel grebet på en ny måde, som både overrasker og fastholder spændingen. Romanen er således spændende og dramatisk med et snært af okkultisme og videnskab.

På det sproglige synes jeg til gengæld, at man mærker, at Stonelegenderne er en debutroman. Her mangler DHLN lidt finesse og et større vokabular. Jeg køber simpelthen ikke, at privatdetektiven John Harrow i 1879 bruger udtryk som ‘lortejob‘ og kalder kirkeklokkens ringen søndag morgen for en ‘fandens idé‘.

Derudover er sproget også for knudret ind i mellem. F.eks. side 29: “Elza fik pludselig en motivation og begyndte at samle noter …” Hvorfor ikke skrive det langt mere mundrette “… Motiveret begyndte Elza at samle noter …”? Eller side 84: “… Hr Stone og børnene har brug for mig her,” sagde pigen med en dyster tone i stemmen.” Hvorfor ikke bare skrive “… sagde pigen dystert.“?

Der er ingen tvivl om, at DHLN har rigtig mange gode idéer og en stor kærlighed for de fantastiske genrer. Stonelegenderne er bestemt heller ikke en dårlig bog. For mig halter det sproglige dog lidt for meget til en 100% uforbeholden anbefaling. Den finder du til gengæld HER.

Alt i alt er her dog tale om en ganske vellykket debutroman, og hvis Danny H. L. Nielsen fortsætter med ligeså fascinerende historier og får arbejdet lidt med det sproglige, så bliver han en spændende forfatter at følge.

Uddrag fra Stonelegenderne:

Hendes faders noter havde været mere omfattende, end hun nogensinde kunne have håbet på – eller frygtet. Men der var for meget: paralleluniverser, tidslinjer, kinetisk trolddom, fysik, mental projektion, telepati, biologi, kemi – det hele hang sammen. Men hvordan? Elza blev fortvivlet. Hun gik fra den ene væg til den anden, tog noter og smed dem på gulvet, halvfærdige og utydelige. Hun samlede bøger op og smed dem igen.

Hvorfor svarer han mig ikke? Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Elza brød sammen og faldt på knæ.

Jeg samlede mine noter, skrev en analyse og relaterede til hans egne teorier. Jeg sendte endda kopier af nogle af min fars noter. Hvorfor svarer han mig så ikke? Tror han ikke på mig? Er der ingen, der tror på mig?

Det blev svært at trække vejret, og Elza følte mørket tage over. Hun kæmpede imod denne gang. Hun brugte en hånd til at trække sig op, men på en stol fandt hånden et stykke papir. Det var et brev. (side 27)

Om Stonelegenderne:

Udgivelsesår: 27.04.2017
Forlag: Skriveforlaget, 257 sider
Omslag: Lotte Lund/GrafiskGenvej

Besøg Danny H. L. Nielsens hjemmeside HER.

Læs også:

Skygger fra Oktoberland af Nikolaj Johansen
Dæmonen i hælene af Dennis Jürgensen
Bunker 137 af Michael Kamp
Miraklets fald af Christian Reslow
Hotellet af Jonas Wilmann

Pigen ingen vidste var af Wissing & Winther

Pigen ingen vidste var af Wissing & WintherHvad omverdenen angår, er Hominidae Forskningscenter i Memphis en respektabel forskningsinstitution. Det kunne ikke være mere fjernt fra sandheden.

I 1969 studerer den 21-årige Bradley journalistik ved University of Memphis. Ved siden af hjælper han med småopgaver hos Hominidae, hvor hans far, Noah Hobbs, leder projekt A.N.A. Et projekt som, når det bliver offentliggjort, vil ryste den etablerede forskerverdens grundvold.

Hominidae er den latinske betegnelser for menneskeaber, og centeret rummer en gruppe chimpanser, som er det officielle mål for forskningen. Men de ikke det reelle mål. For blandt aberne lever pigen Ana, isoleret fra alle mennesker og uden kendskab til verden udenfor. Det er via Ana, at Hobbs står for at nå sine drømmes mål: At modbevise at mennesket fødes som en tom tavle, der udelukkende formes af sit miljø.

Som lille dreng fik Bradley ved et uheld kendskab til Anas eksistens, og siden har hun fyldt hans bevidsthed. Han har båret den hemmelige viden gennem alle årene, men nu er det nok. Bradley kan ikke mere se stilletiende til, mens Ana holdes fanget udenfor resten af menneskeheden. Ved et nøje tilrettelagt indbrud lykkes det ham at befri Ana fra Hominidae og flygte med hende ud i friheden. Han vil finde frem til hendes identitet og give hende retur til den familie, der uvægerligt må savne hende.

Efter den vellykkede flugt går intet dog som planlagt. Pludselig er FBI i hælene på dem, og ethvert spor, Bradley finder til Anas fortid, synes at lukke flere døre, end de åbner.

Men hvorfor bliver FBI pludselig involveret, når Hominidae ellers forsøger at holde sig under offentlighedens radar? Hvor stammer Ana egentlig fra? Og hvad har et biluheld i 1951 med begivenhederne i nutiden at gøre?

Pigen ingen vidste var er Lars Wissing og Mikkel Winthers debutroman – og uden tvivl en vellykket debut. Historien er i sig selv spændende med et forbudt eksperiment, en ung mand med dårlig samvittighed, en skruppelløs special-agent, og en dukkefører i kulissen der ikke skyer nogen midler for at holde sandheden skjult.

Romanen fortælles i to spor: fortid og nutid, og ved at skifte mellem disse holdes læseren i en konstant spænding. Vi ved noget, men ikke nok, og er derfor nødt til hele tiden at læse videre for at finde ud af sammenhængen.

Sproget er godt, og tonen veksler mellem humoristisk, filosofisk og actionfyldt. Det fungerer udmærket, og passer godt med de forskellige personer vi møder i romanen. Derudover synes jeg godt om forfatternes træk med at placere fortællingen tilbage i 1969, idet det gør plottet langt mere sandsynligt. I nutiden ville mobiltelefoner, internettet og anden moderne teknologi være en hæmsko.

Samtidig var det i 1950’erne at Behaviorismen fik sit store gennembrud i USA. Indenfor Behaviorismen mener man, at mennesket fødes som et ubeskrevet blad (Tabula Rasa) og at adfærd er et resultat af indlæring under påvirkning af miljøet. Det er denne tese, som Hobbs forsøger at modbevise med sit eksperiment, der skal vise, at arv vægter tungere end alt andet.

Visse af karaktererne nærmer sig godt nok klichéen, men igen – ved at henlægge handlingen til 1950’erne og 1960’erne så føles det ikke så utroværdigt.

Endelig er jeg helt vild med forsiden. Dels fungerer billedet og farvevalget rigtig godt, og dels leges der med perspektivet så der nærmest opstår en 3D-effekt. Det er fængende og fedt lavet. Desværre fremgår det ikke, hvem der står bag.

Der var dog også et par småting undervejs, som skurrede lidt under læsningen. Jeg undrede mig f.eks. over, at Ana er iført tøj i indelukket, hvis hun ingen menneskelig kontakt har? Ligeledes føles det lidt urealistisk, at hun så hurtigt affinder sig med Bradley og flugten, når hun hele sit liv kun har været i kontakt med chimpanser. Det kan dog være en del af romanens ‘arv kontra miljø’-tematik. Endelig er der også et par gange, hvor tingene flasker sig lidt for heldigt for at få plottet til at gå op.

Men det er dog som sagt småting, og i det store hele blev jeg fanget af historien. Plottet er spændende og hænger sammen, og selvom jeg måske ikke blev så overrasket over, hånden der styrede trådene fra kulissen, så rummede klimakset alligevel en gigantisk overraskelse, jeg ikke havde set komme.

Pigen ingen vidste var er absolut en godkendt debut med masser af spændende takter. Og så synes jeg, det er fedt, at forfatterne har turde lade romanen slutte så åbent som den gør.

Andre anbefalelsesværdige spændingsromaner, der handler om forskning og etik, er f.eks. Udryddelsen af Kazuaki Takano og Gudspartiklen af Mads Peder Nordbo.

Om Pigen ingen vidste var:

Udgivelsesår: 15.10.2017
Forlag: Valeta, 389 sider

Besøg Wissing  & Winthers hjemmeside

Tak til forlaget Valeta for læse-eksemplaret. Læs mere om Pigen ingen vidste var på forlagets hjemmeside.

Flugten fra Roskilde af Michael Kamp

Hvad ville du gøre, hvis din kæreste – som du tror arbejder som nattevagt på et bosted for unge med sociale problemer – ringer hjem midt om natten og uden forklaring beder dig tage børnene med ud af byen – NU. Du har ikke engang tid til at samle lidt tøj sammen.

Det spørgsmål må hovedpersonen i Michael Kamps nye e-bogs novelle tage stilling til, og efter lidt tøven ender det med at Camilla følger kæresten Mathias’ besked og flygter ud af Roskilde. Undervejs møder hun en hel kolonne af lastbiler fyldt med soldater, og hvor skræmmende det end er, er det endnu mere skræmmede, at de er iført gasmasker. Hvad er der sket? Og hvor kan hun tage hen?

Michael Kamp er en dygtig forfatter. Han mestrer den gode historie både som roman og i novelleform, og “Flugten fra Roskilde” er en skarptskåren fortælling om, hvad vi gør, hvis det værste sker. Hvor langt vil vi gå for at beskytte vores nærmeste? Og hvor langt vil samfundet gå for at beskytte sig selv?

Historien flyder let fra første side, og selvom “Flugten fra Roskilde” ikke er ikke Kamps mest opfindsomme plot, (historien er set i forskellige former tidligere, f.eks. i Stephen KingsThe Stand“), så giver han fortællingen sit eget præg og tilføjer masser af intensitet og nerve.

Som en mundsmag mens vi venter på Michael Kamps næste roman, er “Flugten fra Roskilde” derfor underholdende læsning – og så koster den kun kr. 9,95.

Besøg Michael Kamps hjemmeside
Køb e-bogen hos Tellerup

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Henriette Hesselholdt

Først

Sharktopus

SharktopusPå en nylig ferie til Thailand var jeg så heldig at få finde en masse film, som jeg under normale omstændigheder ikke ville bruge penge på. Sharktopus var en af dem, og jeg er glad for at kunne konstatere, at den fuldstændig lever op til sit navn.

Firmaet Blue Water eksperimenterer med genmanipulerede dyr, som skal bruges af hæren til at infiltrere fjenden. Under en test mister de dog kontrollen over S11 – en blanding af en haj og en kæmpe blæksprutte. Nu starter jagten på at fange dyret, inden det slår flere mennesker ihjel.

Og så følger vi ellers den ekstremt dårligt lavede CGI sharktopus, som myrder løs uden at myndighederne tilsyneladende opdager noget – selvom journalisten Stacy Everhart er lige i hælene på den og optager flere scener, hvor sharktopus overfalder folk.

Skuespillet er ret elendigt, historien er uoriginal og utroværdig, special effects er dårlige og manuskriptet er fyldt med tåbelige oneliners. Alligevel hyggede jeg mig med filmen, fordi det er lige præcis sådan, at jeg forventer, at en film produceret af Roger Corman er. Jeg vil dog ikke anbefale den til andre, for den er altså ikke god (og den scorer da også bare 3,3 på IMDB). Men  ind i mellem synes jeg bare, at det er sjovt at hygge mig med en B-film.

Om Sharktopus:

Instruktør: Declan O’Brien
Udgivelsesår: 2010