maj 2020
M Ti O To F L S
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031
Arkiver

Indlæg tagget med ‘eksperimenter som løber løbsk’

Splice

SpliceGuillermo del Toro er executive producer på denne scifi-thriller om gensplejsningens muligheder og fælder.

Clive Nicoli og Elsa Kast er forskere hos Newstead Farmaci, hvor de forsker i gensplejsning af forskellige dyr med den hensigt at finde medicinske fordele for menneskeheden. Det er lykkes dem at skabe to hybrider, Ginger og Fred, men efter et uheld under en pressekonference beslutter ledelsen sig for at lukke eksperimentet.

Clive og Elsa fortsætter dog i hemmelighed, og det lykkes dem at kombinere hybriden med menneskelig DNA. Eksperimentet går dog for vidt for Clive, da deres eksperiment udvikler sig til en intelligent skabning, men Elsa knytter sig tæt til Dren. Det viser sig naturligvis, at det ikke er uden konsekvenser at skabe en ny, intelligent race – og slet ikke når den også indeholder DNA fra stort set alle levende væsener.

Jeg må nok erkende, at jeg blev lidt skuffet over Splice, som ikke helt er hverken fugl eller fisk. Filmen har flotte CGI-effekter, og med Adrian Brody og Sarah Polley i hovedrollerne er skuespillet sådan set også ok. Men handlingen overrasker stort set ikke, og de steder, hvor man kunne have forsøgt at grave dybere (som fx Elsas problematiske barndom og dennes konsekvenser eller prøve at se verden fra Drens øjne) nøjes man med at skøjte hen over overfladen.

Splice ender dermed som et ret forudsigeligt indlæg i debatten om gensplejsning forklædt som underholdning, og jeg vil langt hellere anbefale Vincenzo Natalis fantastiske film Cube fra 1997.

Om Splice:

Instruktør: Vincenzo Natali
Udgivelsesår: 2009

Sort vand af Patrick Leis

D. 20. marts udkom Patrick Leis nye horror-roman “Sort vand”. En roman som får læseren til at tænke på både King og Koontz, men som alligevel ender som Patrick Leis’ helt egen fortælling.

Mike bor på den lille ø Barsø. Det er sommerferie, og hans kammerat Adrian kommer på besøg. Det samme gør den tidligere nabopige Laura, som begge drenge er lidt lune på. De tre tager på en badetur til en nærliggende klippeø, men det der skulle være en hyggelig sommereftermiddag, udvikler sig til et mareridt.

På øen finder de en forladt båd, der er drevet i land, men hvor er ejeren? Kort efter dukker en sort pøl op ude i vandet, som tilsyneladende fornemmer hvor de er, og som virker umådelig sulten. Og for at gøre ondt værre begynder det at regne…

Som sagt tænkte jeg straks på Stephen Kings novelle “Tømmerflåden“, som også har en altspisende sort pøl i monsterets rolle. Men selvom der er en del lighedspunkter mellem de to plots, så sørger Patrick Leis heldigvis for at udfolde sin historie, så den får sit eget liv. Bl.a. forklarer han logisk – og skræmmende – hvordan pølen er opstået, og udvider på den måde plottet til uudforskede områder.

Også Dean Koontz roman “Skygger” virker som en inspirationskilde med en organisme, som trænger ind ad selv den mindste sprække. Men igen sørger Leis for, at “Sort vand” får sit eget liv ved at give sin pøl en anden måde at bevæge sig rundt på, og dermed give personerne andre måder at klare sig (eller blive dræbt) på.

Lassemand var næsten opløst. Resterne af ham lå i den gennemblødte seng, dækket af et stinkende slimlag. Huden og det meste af knoglerne var forsvundet, og vindueskarmen i soveværelset var fyldt af sort, olielignende væske. Nabo-Niels udstødte et skingert vræl og trak sig instinktivt baglæns. Der stank af blod og ligsaft i rummet, og nu rejste en del af det sorte uhyre sig fra liget. Det trak sig sammen som en skovsnegl og blev ligesom mere fast i formen. Det vejrede i luften, små tentakler skød ud fra den klæbrige masse, og Niels affyrede sin riffel. Kuglerne sank ind i væsnet uden at gøre den mindste skade, og Niels mærkede en varm strøm af urin løbe ned ad sit venstre lår.”

Patrick Leis er ikke kendt for at lave dybdegående portrætter eller spidsfindige plotdrejninger. I stedet sørger han for hæsblæsende action og underholdende splat. Det får vi også her i “Sort vand”, hvor handlingen nærmest accelerer for hver side. Spændingen holdes også ved at krydsklippe mellem begivenhederne på Barsø og på skibsværftet Ringwall, hvor en smart måde at rense tankskibe på har fået en yderst uheldig side-effekt.

“Sort vand” er med andre ord effektiv og underholdende på samme måde som Leis’ “Jagtmarken“, og hvis man ikke har læst de gamle Koontz og King, får man også et anderledes monster. Skal jeg komme med en lille anke, er det, at dialogen blandt de unge hovedpersoner ind i mellem virker lidt “gammeldags”, men det er ikke nok til at trække oplevelsen ned i det store billede. Jeg følte mig i hvert fald ganske underholdt, og morede mig i øvrigt også over at finde små hints til andre værker indenfor horror-genren, hvor bl.a. Steen Langstrups Gillsby-univers får en lille hilsen.

Den stemningsfulde forside er lavet af Peter Nielsen. Før udgivelsen havde Patrick Leis en lille afstemning på facebook, hvor han bad om folks mening vedr. tre forskellige forsider. Jeg må jo nok indrømme, at jeg ikke stemte på vinderforsiden (som dog bestemt også er rigtig god), men i stedet på et andet forslag som der kan ses et udsnit af på side 3. Tjek selv hvilken tegning du synes bedst om.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Peter Nielsen, pncreate

Læs mere på Forlaget Facets hjemmeside eller besøg Patrick Leis’ hjemmeside

 

Alien vs. Zombies: the dark lurking

Alien vs. Zombies: the dark lurkingPå en søndag må man godt se skodfilm, også selvom man ikke har tømmermænd, og det er nok den eneste grund til, at jeg så Gregory Connors Alien vs. Zombies: the dark lurking til ende.

Handlingen lyder: to dele Resident Evil blandes med en del Doom og tilsættes en teskefuld [REC]2 og røres sammen med en talentløs masse af skuespillere iblandet et hav af dårlige oneliners.

Lena vågner op alene i et hvidt rum. Pludselig vælter blodet ud af hendes næse. Soldater trænger ind i rummet og vil skyde hende. Et monster dræber soldaterne. Lena flygter ud i en labyrintisk underjordisk facilitet. Lena møder en gruppe lejesoldater og et par andre overlevende civilister, bl.a. en sygeplejerske og en forsker. Lena får at vide, at hun er ligesom monstrene. Det tror Lena ikke på. Monstrene bliver ved at angribe. Soldaterne skyder en masse monstre. Nogen af soldaterne dør. Nogen af de civile dør. Gruppen finder den onde overforsker dr. Konieg, som er meget interesseret i Lena. Nogen flere dør. En bombe sprænger snart. Et redningshold lander. Nogen flere dør. Nogen flere dør. Kan nogen mon gætte slutningen?

Blandt de værste præstationer ses Cassia Rosenstrauss som sygeplejersken Jen, hvis replikker dels er tåbelige i sig selv, og dels leveres med en tåkrummende pinlighed. Men generelt er der nu ikke meget at råbe hurra for på skuespillerfronten, som dog heller ikke har meget hjælp i manuskriptet, hvor de hver især tildeles klichéfyldte roller som den hårde negl, den onde forsker,  helten osv.

Endelig er titlen og forsiden et typisk eksempel på en å-film, der ligger sig tæt op ad et kendt koncept og håber, at folk overser i farten, at der ikke er tale om den ægte vare. Forsiden signalerer klart Alien og har som tagline “Under jorden kan ingen høre dig skrige“, og citerer endda Dreadcentral.com for at kalde filmen for: “En adrenalinfyldt action gyser i stil med horror-klassikere som Aliens og The Evil Dead“. Bob bob – der er ikke skyggen af aliens med i filmen, der er ingen humor som i Evil Dead, og der er sgu’itte særlig meget adrenalinfyldt action i den heller. Det hele drukner i mystisk klipning, underlig belysning og total usammenhæng i historien.

Om Alien vs. Zombies: the dark lurking:

Instruktør: Gregory Connors
Udgivelsesår: 2010

Bunker 137 af Michael Kamp

Bunker 137 af Michael KampVi befinder os i de sidste dage af 2. verdenskrig. Tyskerne er pressede fra alle sider af de allierede tropper. Soldaten Jürgen Holz er blevet overflyttet til Waffen-SS – elitesoldaterne, der aldrig giver op. Men deres troppetransport bliver angrebet, og sammen med de andre overlevende trækker Jürgen sig tilbage under hård beskydning. Tilfældigt ender de ved en forladt tysk bunker, og her beslutter de sig for at vente på forstærkningerne.

Men noget er forkert ved bunkeren. Der er ingen tegn på kamp, men alle er forsvundet og har efterladt deres personlige ejendele. Og hvad er der bag den aflåste ståldør, der fører til underetagen?

Jeg har efterhånden ret store forventninger, når jeg sætter mig til rette med en ny Michael Kamp bog, og heldigvis er de blevet indfriet hver gang hidtil. Det blev de også med denne horrorroman fra 2. verdenskrig.

Kamp skriver forrygende, og jeg lagde stort set ikke Bunker 137 fra mig, da jeg først gik i gang med at læse. Selvom historiens elementer måske nok er brugt før (From Beyond og Outpost), så mikser Kamp dem i sin egen effektive stil og skaber en overbevisende og totalt skræmmende fortælling, som fik mig til at se mig over skulderen flere gange under læsningen. Der er bare noget fundementalt ubehageligt ved låste døre i mørket, og når det så mikses med nazister og mærkelige væsner – ja, så får det i hvert fald mig til at gyse.

Bunker 137 lever fuldt op til Michael Kamps tidligere udgivelser, som bl.a. tæller Moln – jorden husker, Hvor de gamle visner og Fordærv. Og har du ikke læst dem endnu, bør du straks gå i gang med dem også.

Besøg Michael Kamps hjemmeside eller læs mere om “Bunker 137” på Tellerup.dk

Læs et interview med Michael Kamp på Fantastiske Forfattere

Om bogen:

Udgivelsesår: 2011
Forlag: Tellerup, 208 sider
Omslag: breth design, Mette B. Klausen

 

The Invisible Man (1933)

The Invisible ManDet er ikke uden grund, at filmatiseringen af H. G. Wells roman fra 1897 The Invisible Man står som et mesterværk indenfor horrorgenren. James Whale, som bl.a. også har instrueret historiens bedste Frankenstein-film, skabte med The Invisible Man helt nye standarder for special effects, samtidig med at han sørgede for, at publikum også fik en medrivende, underholdende, morsom og uhyggelig historie.

En vinterdag dukker en mystisk fremmed op på kroen Lion’s Head langt ude på landet. Han ønsker at leje et værelse – og ønsker fuldstændig ro! Hans ansigt er helt dækket af bandager, og man formoder, at han har været ude for en alvorlig ulykke. Sandheden er dog mere forunderlig. Jack Griffin er nemlig forsker, og han har forsket i et middel, der gør ham usynlig. Nu mangler han at finde en vej tilbage, men desværre har midlet en bivirkning, han ikke er klar over. Det gør ham nemlig gal og giver ham drømme om verdensherredømmet.

The Invisible Man har som sagt nogle for tiden fantastiske special effects. Jeg undrede mig flere gange over, hvor vellykket scenerne med den usynlige mand er. Ikke nok med at døre åbnes og stole flytter sig, men det er også lykkes James Whale at vise billeder, hvor den usynlige mand tager sine bandager af og afslører et skræmmende intet i stedet for et hoved.

Samtidig er valget af Claude Rains som den usynlige mand fremragende. Rains var ikke kendt i Hollywood, da Whale valgte ham til rollen (som han først havde tænkt på Boris Karlof til at udfylde), men med sin fantastiske stemme giver han den usynlige mand masser af karakter og troværdighed, selvom vi ikke kan se ham. Rains spillede siden med i film som The Wolf Man (1941), The Lost World (1960) samt mange andre gode roller.

The Invisible Man er naturligvis ikke uhyggelig efter vore dages standard, men jeg blev alligevel overrasket over, hvor ond Griffin fik lov til at være i filmen. Vi ser ham f.eks. skubbe flere mænd i døden, ligesom han afsporer et tog, hvor der dør 100 personer (og det er i øvrigt også en at de special effects som er imponerende lavet), og det synes jeg ikke, jeg har set i samtidige film fra perioden.

Jeg så filmen i en udgave fra Classic Monster Collection, som også indeholder en spændende dokumentar om James Whale og arbejdet med The Invisible Man. Den kan også varmt anbefales.

Læs også anbefalingen fra Classic-Horror.com

Om filmen:

Instruktør: James Whale
Udgivelsesår: 1933

Resident Evil: Afterlife

Resident Evil: AfterlifePå trods af at jeg ikke synes lige godt om alle filmene i Resident Evil-serien, så bliver jeg alligevel ved med at se dem, fordi de trods deres mangler er ret underholdende.

Resident Evil: Afterlife som er film nr. fire starter med, at Alice crasher Umbrella Coorporations hovedkvarter i Shanghai, og smadrer skidtet. Det lykkes dog for Wesker at flygte, men Alice er ombord på flyet, fast besluttet på at slå ham ihjel. Flyet forulykker, men først efter at Wesker har givet Alice en antidosis T-virus, så hun nu er menneske igen.

Alice overlever og begiver sig til at lede efter sine venner som i film 3 søgte til Canada for at finde Arcadia, som lovede sikkerhed til alle. Canada er tom, pånær Claire (fra film 3) som har mistet hukommelsen, men som Alice tager med sig. De finder også en anden lille gruppe overlevende, og nu er målet at komme ud til Arcadia, som viser sig at være et skib, men vejen dertil er fyldt med zombier.

Som altid er det ikke for historiens skyld, man skal se Resident Evil: Afterlife. Den er hullet som en si og total utroværdig. Til gengæld er det visuelle en ren fryd. Med Paul W. S. Anderson tilbage i instruktørstolen bliver der virkelig leget med billederne. Her er slowmotion pictures, fantastisk koregraferede slagsmål og skønne splatter-scener hvor mørkerødt blod sprøjter ud over skærmen. Og trods min evige anke om at Alice altid skal slås med doberman-hunde, så har de i det mindste fået et lille twist denne gang.

Så trods manuskriptets mangel på fornuft og sammenhæng havde jeg alligevel fornøjelige 90 minutter i selskab med Milla Jovovich, som aldrig vil vinde en Oscar for sin skuespilskunst, men som sandelig forstår at sparke zombirøv på en underholdende facon.

Resident Evil: Afterlife kan også ses i 3D, som sikkert føjer endnu en oplevelse til det visuelle. Jeg har dog kun set dvd-udgaven.

Om filmen:

Udgivelsesår: 2010
Instruktør: Paul W. S. Anderson

Resident Evil-serien:

Resident Evil, 2002 – D: Paul W. S. Anderson
Resident Evil – Apocalypse, 2005 – D: Alexander Witt
Resident Evil – Extinction, 2007 – D: Russell Mulcahy
Resident Evil – Afterlife, 2010 – D: Paul W. S. Anderson

The Wasp Woman

Janice Starlin ejer kosmetik-firmaet, Janice Starlin Enterprise, som efter mange års succes nu stagnerer. Miss Starlin er besat af tanken om ungdom og skønhed, og da en medarbejder under et redaktionsmøde drister sig til at sige, at hun ikke længere er frontfigur for sit mærke, går det hende voldsomt på. Så da forskeren Eric Zinthrop kort efter dukker op, og påstår at han ved hjælp af enzymer fra hvepsedronninger, kan stoppe aldringsprocessen – ja, endda vende den – lader miss Starlin sig overtale. Hun installerer Zinthrop i et laboratorium og giver ham alt, hvad han ønsker.

I begyndelsen ser Zinthrops eksperimenter ud til at virke, og da han begynder at give stoffet til miss Starlin, bliver hun da også yngre at se på. Men stoffet viser sig at have alvorlige bi-virkninger.

Roger Corman har i spøg fået øgenavnet “King of B’s” pga. de mange B-film, han har lavet. I dette tilfælde kunne han i stedet kaldes for “King of Wasps” 🙂

“The Wasp Woman” er en typisk Corman-film. Den blev indspillet på blot en uge med et mikroskopisk budget, og er uden tvivl et rip-off af Kurt Neumans “The Fly” fra 1958. Historien er temmelig forudsigelig, har temmelig dårlige special effects, og er alligevel ret underholdende, netop fordi den er så typisk for Roger Corman. Som Chris Justice skriver: “The film is filled with flaws, as are so many of Corman’s flicks, but who cares? Why would a bee handler not use gloves? Do wasps suck blood? How could a corporation get away with such cavalier use of bug juice (shouldn’t a government agency such as the FDA stepped in?)? None are fatal, and with Corman, mistakes are part of the aesthetic that complements his theory of “guerilla cinema”: take chances, have fun, and let viewers decide.”

Ifølge Classic-Horror.com anser nogle filmkritikere “The Wasp Woman” for at være en af de første feminist-horror film, fordi den kvindelige hovedrolle leder et stort forretningsimperium, og bruger mændene efter behov – ja, endda dræber dem, hvis de kommer i vejen. Præmissen holder dog ikke  hele vejen igennem, idet miss Starlin lader sig lede af sin forfængelighed, og  modsat mænd, som bliver klogere med alderen, blot bliver grimmere med alderen, Jeg tvivler da også på, at Corman havde den slags idéer, da han lavede filmen.

Har du lyst til at se eller gense en kult-klassiker, så giv “The Wasp Woman” en chance. Filmen kan ses i en streamet version på Classic Cinema Online.

Læs også Chris Justice’s anmeldelse på Classic-Horror.com

Instruktør: Roger Corman
Udgivelsesår: 1960

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Blue Sunshine

Blue SunshineJeg faldt over Blue Sunshine til en 10’er og tænkte, at det kunne da ikke gå helt galt, selvom jeg ikke tidligere havde hørt om den. Det gjorde det da heller ikke.

Blue Sunshine er fra 1976 og er instrueret af Jeff Lieberman, som samme år havde haft rimelig succes med filmen Squirm, om kødædende orme som i hobetal strømmer op fra jordens indre og angriber beboerne i en lille by, der under en storm har mistet alt strøm – og kontakten til omverdenen. Blue Sunshine er dog en helt anden historie.

Under en middag afsløres det pludselig, at Frannie (Richard Crystal) har mistet håret, da en af vennerne ved et uheld slår parykken af ham. Frannie flygter ud af huset, og mens nogen af vennerne kører ind til byen for at lede efter ham, bliver tre af kvinderne i huset, og Jerry (Zalman King) søger efter ham i skoven. Han finder ham ikke og vender tilbage til huset, hvor han opdager, at Frannie har slået de tre kvinder ihjel og brændt dem i kaminen. Frannie overfalder også Jerry, som undslipper, men Frannie bliver kørt over af en lastbil, og nu mistænker politiet Jerry for at stå bag mordene.

Jerry sætter sin egen efterforskning i gang, da han opdager, at flere mennesker er gået amok i en blodrus – mennesker som også pludseligt er blevet skaldede. Efterforskningen fører ham på sporet af et narkotisk stof, som blev solgt på Stanford Universitet for 10 år siden under navnet Blue Sunshine. Men hvordan finder han frem til, hvem der solgte det, og hvem der købte det, før flere bliver ofre for den umotiverede og groteske blodrus, de tidligere misbrugere pludselig kastes ud i.

Med 35 år på bagen er det klart, at Blue Sunshine sine steder kan virke lidt bedaget. Tempoet er langsommere end i nutidens film, og slagsmålsscenerne vil nok heller ikke ryste nogen i dag. Men idéen holder stadigvæk, og de vilde øjne og skaldede hoveder kan stadig tiltrække publikums opmærksomhed. Jeg har ikke set andet af Lieberman, som efter Blue Sunshine lavede endnu et par gysere, bl.a. Just Before Dawn fra 1981 og Satan’s Little Helper fra 2004. Om hvorfor han valgte gysergenren, har Lieberman udtalt: ”Jeg tror, jeg valgte gyserfilmen frem for andre genrer, fordi den i sin natur er undergravende. I horror kan man sige og gøre ting, som man ikke kan i nogen andre genrer. Gyseren er et sted, hvor ‘sygt’ er godt.”

Mikkel Leffers Svendstrup skriver i folderen, som AWE udgiver sammen med filmen: ”Blue Sunshine er et paranoidt, politisk LSD-gys med afsæt i det stigende forbrug af bevidsthedsudvidende stoffer i 60’erne og 70’erne. Moralen i Blue Sunshine er, at ungdommelig letsindighed kan koste dyrt i sidste ende. Blue Sunshine er en bidsk samfunds-kommentar, og uden at røbe for meget byder filmens slutning absolut ikke på lutter lagkage, og børn der klapper i hænderne.”

Om filmen:

Instruktør: Jeff Lieberman
Udgivelsesår: 1976

The Crazies

“The Crazies” er en genindspilning af George A. Romeros film med samme navn fra 1973. Jeg har ikke set originalen endnu, så jeg kan ikke sammenligne de to, men jeg kan i hvert fald sige, at jeg synes vældig godt om Breck Eisners udgave.

I den lille by Ogden Marsh, Iowa, må byens sherif, David Dutten, pludselig skyde en lokal farmer ned, da han midt under en baseballkamp dukker op på banen med sit jagtgevær og truer med at skyde. I første omgang tror Dutten, at manden var fuld, men da blodprøven dukker op, viser det sig, at han var fuldstændig ædru! Kort efter brænder en anden mand sin hus ned – med kone og barn derinde – og Dutten forstår, at noget er helt galt. Sammen med vicesheriffen finder han frem til, at et fly er styrtet ned i sumpen tæt på byen, og at noget lækker fra det ind i drikkevandet. Men hvad? Og så dukker hæren op, og de anvender ualmindelig hårdhændede midler for at få fat i alle byens indbyggere.

Plottet i “The Crazies” er ikke særligt kompliceret. Vi hepper på sheriffens gruppe, mens de må klare sig både mod deres naboer, som nu er smittede og går amok i blodrus, men også mod militæret som ikke nødvendigvis har rent mel i posen i denne sag. Og mens vi hepper bliver vores helte udsat for lidt af hvert, og gruppen bliver mindre og mindre, indtil kun ? er tilbage (jeg vil selvfølgelig ikke afsløre hvem her, men har man set bare et par gyserfilm, gennemskuer man det nok ret tidligt).

Men selvom plottet er set før, og overraskelsesmomentet heller ikke er så stort, så følte jeg mig enormt godt underholdt af “The Crazies”. Især starten af filmen, før virussen bryder ud, og kun enkeltpersoner er inficerede, er ualmindelig creepy med en meget stemningsfuld atmosfære, som Breck Eisner giver sig tid til at opbygge, før vi slår over i den mere voldsomme del af filmen med fuld knald og masser af blod og død.

Generelt er den godt filmet, og jeg synes også, at skuespillerne gør det godt. Timothy Olyphant spiller sherif Dutten, mens Joe Anderson er totalt overbevisende som hans vicesherif. I en af de mindre roller vil jeg fremhæve Brett Rickaby, der spiller manden, der brænder sit hus ned. Det gør han så overbevisende, at jeg var helt sikker på, at han måtte være sindssyg.

Så alt i alt synes jeg, her er tale om en fed film med en nærmest apokalyptisk stemning mod slutningen.

Instruktør: Breck Eisner
Udgivelsesår: 2010

Screamers: The Hunting

Screamers: The HuntingI 1996 instruerede Christian Duguay filmatiseringen af Philip K. Dicks novelle “Second Variety” under titlen “Screamers”, og det var en udmærket film. Jeg var derfor lidt skeptisk, da jeg så, at Sheldon Wilson havde instrueret en efterfølger, for hvad skulle den kunne i forhold til originalen? Men trods min skepsis så følte jeg mig godt underholdt af denne scifi-thriller med ganske effektive splatter-elementer.

På jorden modtager man et SOS fra planeten Sirius 6-B, som ellers er blevet betragtet som mennesketom, siden man opgav minedriften for 13 år siden. Et redningshold bliver sendt af sted med beskeden om at finde eventuelle overlevende – og passe på screamers. Screamers er dræberrobotter, som dræber alt levende.

Da gruppen ankommer til Sirus 6-B, får de endnu en opgave. De skal finde de overlevende inden 7 dage, for da bliver planeten fanget i en meteorstorm, som vil slå alt ihjel. Så af sted det går. Gruppen finder mennesker, men disse synes ikke interesseret i at blive reddet. Faktisk reagerer de yderst fjendtligt og angriber redningsholdet. Og så vågner også dræberrobotterne op …

“Screamers: The Hunting” har ikke et særligt originalt plot, og slutningen er næsten bare et ripoff af originalfilmen. Ikke desto mindre hyggede jeg mig godt, og det var ikke mindst pga. de herligt splattede scener, når dræberrobotterne slår til. Special effects er ganske effektive, og efterhånden som robotterne udvikler sig fra små metal-uhyrer til 100% menneskelignende, så stiger underholdningsværdien gevaldig. Pyt skidt med at man har fundet inspiration i Predators monstret, og at hovedpersonerne ind i mellem er dummere end snot – når robotten smækker en knytnæve tværs igennem ansigtet på et menneske, så hjernemasse og blod sjasker til alle sider, ja, så er det altså gedigen underholdning. Og så har Lance Henriksen en lille rolle som overlevende på Sirius 6-B, og ham kan jeg altså godt lide, selvom han tit er med i noget bras.

Ekstra-materialerne består bl.a. af et interessant kig på, hvordan man har lavet makeup og special-effects, samt interviews med bl.a. Lance Henriksen og hovedrolleindehaver Gina Holden der spiller løjtnant Bronte.

Om “Screamers: The Hunting”:

Instruktør: Sheldon Wilson
Udgivelsesår: 2009