august 2019
M Ti O To F L S
« jul    
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
262728293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘eksperimenter som løber løbsk’

Bunker 137 af Michael Kamp

Bunker 137 af Michael KampVi befinder os i de sidste dage af 2. verdenskrig. Tyskerne er pressede fra alle sider af de allierede tropper. Soldaten Jürgen Holz er blevet overflyttet til Waffen-SS – elitesoldaterne, der aldrig giver op. Men deres troppetransport bliver angrebet, og sammen med de andre overlevende trækker Jürgen sig tilbage under hård beskydning. Tilfældigt ender de ved en forladt tysk bunker, og her beslutter de sig for at vente på forstærkningerne.

Men noget er forkert ved bunkeren. Der er ingen tegn på kamp, men alle er forsvundet og har efterladt deres personlige ejendele. Og hvad er der bag den aflåste ståldør, der fører til underetagen?

Jeg har efterhånden ret store forventninger, når jeg sætter mig til rette med en ny Michael Kamp bog, og heldigvis er de blevet indfriet hver gang hidtil. Det blev de også med denne horrorroman fra 2. verdenskrig.

Kamp skriver forrygende, og jeg lagde stort set ikke Bunker 137 fra mig, da jeg først gik i gang med at læse. Selvom historiens elementer måske nok er brugt før (From Beyond og Outpost), så mikser Kamp dem i sin egen effektive stil og skaber en overbevisende og totalt skræmmende fortælling, som fik mig til at se mig over skulderen flere gange under læsningen. Der er bare noget fundementalt ubehageligt ved låste døre i mørket, og når det så mikses med nazister og mærkelige væsner – ja, så får det i hvert fald mig til at gyse.

Bunker 137 lever fuldt op til Michael Kamps tidligere udgivelser, som bl.a. tæller Moln – jorden husker, Hvor de gamle visner og Fordærv. Og har du ikke læst dem endnu, bør du straks gå i gang med dem også.

Besøg Michael Kamps hjemmeside eller læs mere om “Bunker 137” på Tellerup.dk

Læs et interview med Michael Kamp på Fantastiske Forfattere

Om bogen:

Udgivelsesår: 2011
Forlag: Tellerup, 208 sider
Omslag: breth design, Mette B. Klausen

 

The Invisible Man (1933)

The Invisible ManDet er ikke uden grund, at filmatiseringen af H. G. Wells roman fra 1897 The Invisible Man står som et mesterværk indenfor horrorgenren. James Whale, som bl.a. også har instrueret historiens bedste Frankenstein-film, skabte med The Invisible Man helt nye standarder for special effects, samtidig med at han sørgede for, at publikum også fik en medrivende, underholdende, morsom og uhyggelig historie.

En vinterdag dukker en mystisk fremmed op på kroen Lion’s Head langt ude på landet. Han ønsker at leje et værelse – og ønsker fuldstændig ro! Hans ansigt er helt dækket af bandager, og man formoder, at han har været ude for en alvorlig ulykke. Sandheden er dog mere forunderlig. Jack Griffin er nemlig forsker, og han har forsket i et middel, der gør ham usynlig. Nu mangler han at finde en vej tilbage, men desværre har midlet en bivirkning, han ikke er klar over. Det gør ham nemlig gal og giver ham drømme om verdensherredømmet.

The Invisible Man har som sagt nogle for tiden fantastiske special effects. Jeg undrede mig flere gange over, hvor vellykket scenerne med den usynlige mand er. Ikke nok med at døre åbnes og stole flytter sig, men det er også lykkes James Whale at vise billeder, hvor den usynlige mand tager sine bandager af og afslører et skræmmende intet i stedet for et hoved.

Samtidig er valget af Claude Rains som den usynlige mand fremragende. Rains var ikke kendt i Hollywood, da Whale valgte ham til rollen (som han først havde tænkt på Boris Karlof til at udfylde), men med sin fantastiske stemme giver han den usynlige mand masser af karakter og troværdighed, selvom vi ikke kan se ham. Rains spillede siden med i film som The Wolf Man (1941), The Lost World (1960) samt mange andre gode roller.

The Invisible Man er naturligvis ikke uhyggelig efter vore dages standard, men jeg blev alligevel overrasket over, hvor ond Griffin fik lov til at være i filmen. Vi ser ham f.eks. skubbe flere mænd i døden, ligesom han afsporer et tog, hvor der dør 100 personer (og det er i øvrigt også en at de special effects som er imponerende lavet), og det synes jeg ikke, jeg har set i samtidige film fra perioden.

Jeg så filmen i en udgave fra Classic Monster Collection, som også indeholder en spændende dokumentar om James Whale og arbejdet med The Invisible Man. Den kan også varmt anbefales.

Læs også anbefalingen fra Classic-Horror.com

Om filmen:

Instruktør: James Whale
Udgivelsesår: 1933

Resident Evil: Afterlife

Resident Evil: AfterlifePå trods af at jeg ikke synes lige godt om alle filmene i Resident Evil-serien, så bliver jeg alligevel ved med at se dem, fordi de trods deres mangler er ret underholdende.

Resident Evil: Afterlife som er film nr. fire starter med, at Alice crasher Umbrella Coorporations hovedkvarter i Shanghai, og smadrer skidtet. Det lykkes dog for Wesker at flygte, men Alice er ombord på flyet, fast besluttet på at slå ham ihjel. Flyet forulykker, men først efter at Wesker har givet Alice en antidosis T-virus, så hun nu er menneske igen.

Alice overlever og begiver sig til at lede efter sine venner som i film 3 søgte til Canada for at finde Arcadia, som lovede sikkerhed til alle. Canada er tom, pånær Claire (fra film 3) som har mistet hukommelsen, men som Alice tager med sig. De finder også en anden lille gruppe overlevende, og nu er målet at komme ud til Arcadia, som viser sig at være et skib, men vejen dertil er fyldt med zombier.

Som altid er det ikke for historiens skyld, man skal se Resident Evil: Afterlife. Den er hullet som en si og total utroværdig. Til gengæld er det visuelle en ren fryd. Med Paul W. S. Anderson tilbage i instruktørstolen bliver der virkelig leget med billederne. Her er slowmotion pictures, fantastisk koregraferede slagsmål og skønne splatter-scener hvor mørkerødt blod sprøjter ud over skærmen. Og trods min evige anke om at Alice altid skal slås med doberman-hunde, så har de i det mindste fået et lille twist denne gang.

Så trods manuskriptets mangel på fornuft og sammenhæng havde jeg alligevel fornøjelige 90 minutter i selskab med Milla Jovovich, som aldrig vil vinde en Oscar for sin skuespilskunst, men som sandelig forstår at sparke zombirøv på en underholdende facon.

Resident Evil: Afterlife kan også ses i 3D, som sikkert føjer endnu en oplevelse til det visuelle. Jeg har dog kun set dvd-udgaven.

Om filmen:

Udgivelsesår: 2010
Instruktør: Paul W. S. Anderson

Resident Evil-serien:

Resident Evil, 2002 – D: Paul W. S. Anderson
Resident Evil – Apocalypse, 2005 – D: Alexander Witt
Resident Evil – Extinction, 2007 – D: Russell Mulcahy
Resident Evil – Afterlife, 2010 – D: Paul W. S. Anderson

The Wasp Woman

Janice Starlin ejer kosmetik-firmaet, Janice Starlin Enterprise, som efter mange års succes nu stagnerer. Miss Starlin er besat af tanken om ungdom og skønhed, og da en medarbejder under et redaktionsmøde drister sig til at sige, at hun ikke længere er frontfigur for sit mærke, går det hende voldsomt på. Så da forskeren Eric Zinthrop kort efter dukker op, og påstår at han ved hjælp af enzymer fra hvepsedronninger, kan stoppe aldringsprocessen – ja, endda vende den – lader miss Starlin sig overtale. Hun installerer Zinthrop i et laboratorium og giver ham alt, hvad han ønsker.

I begyndelsen ser Zinthrops eksperimenter ud til at virke, og da han begynder at give stoffet til miss Starlin, bliver hun da også yngre at se på. Men stoffet viser sig at have alvorlige bi-virkninger.

Roger Corman har i spøg fået øgenavnet “King of B’s” pga. de mange B-film, han har lavet. I dette tilfælde kunne han i stedet kaldes for “King of Wasps” 🙂

“The Wasp Woman” er en typisk Corman-film. Den blev indspillet på blot en uge med et mikroskopisk budget, og er uden tvivl et rip-off af Kurt Neumans “The Fly” fra 1958. Historien er temmelig forudsigelig, har temmelig dårlige special effects, og er alligevel ret underholdende, netop fordi den er så typisk for Roger Corman. Som Chris Justice skriver: “The film is filled with flaws, as are so many of Corman’s flicks, but who cares? Why would a bee handler not use gloves? Do wasps suck blood? How could a corporation get away with such cavalier use of bug juice (shouldn’t a government agency such as the FDA stepped in?)? None are fatal, and with Corman, mistakes are part of the aesthetic that complements his theory of “guerilla cinema”: take chances, have fun, and let viewers decide.”

Ifølge Classic-Horror.com anser nogle filmkritikere “The Wasp Woman” for at være en af de første feminist-horror film, fordi den kvindelige hovedrolle leder et stort forretningsimperium, og bruger mændene efter behov – ja, endda dræber dem, hvis de kommer i vejen. Præmissen holder dog ikke  hele vejen igennem, idet miss Starlin lader sig lede af sin forfængelighed, og  modsat mænd, som bliver klogere med alderen, blot bliver grimmere med alderen, Jeg tvivler da også på, at Corman havde den slags idéer, da han lavede filmen.

Har du lyst til at se eller gense en kult-klassiker, så giv “The Wasp Woman” en chance. Filmen kan ses i en streamet version på Classic Cinema Online.

Læs også Chris Justice’s anmeldelse på Classic-Horror.com

Instruktør: Roger Corman
Udgivelsesår: 1960

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Blue Sunshine

Blue SunshineJeg faldt over Blue Sunshine til en 10’er og tænkte, at det kunne da ikke gå helt galt, selvom jeg ikke tidligere havde hørt om den. Det gjorde det da heller ikke.

Blue Sunshine er fra 1976 og er instrueret af Jeff Lieberman, som samme år havde haft rimelig succes med filmen Squirm, om kødædende orme som i hobetal strømmer op fra jordens indre og angriber beboerne i en lille by, der under en storm har mistet alt strøm – og kontakten til omverdenen. Blue Sunshine er dog en helt anden historie.

Under en middag afsløres det pludselig, at Frannie (Richard Crystal) har mistet håret, da en af vennerne ved et uheld slår parykken af ham. Frannie flygter ud af huset, og mens nogen af vennerne kører ind til byen for at lede efter ham, bliver tre af kvinderne i huset, og Jerry (Zalman King) søger efter ham i skoven. Han finder ham ikke og vender tilbage til huset, hvor han opdager, at Frannie har slået de tre kvinder ihjel og brændt dem i kaminen. Frannie overfalder også Jerry, som undslipper, men Frannie bliver kørt over af en lastbil, og nu mistænker politiet Jerry for at stå bag mordene.

Jerry sætter sin egen efterforskning i gang, da han opdager, at flere mennesker er gået amok i en blodrus – mennesker som også pludseligt er blevet skaldede. Efterforskningen fører ham på sporet af et narkotisk stof, som blev solgt på Stanford Universitet for 10 år siden under navnet Blue Sunshine. Men hvordan finder han frem til, hvem der solgte det, og hvem der købte det, før flere bliver ofre for den umotiverede og groteske blodrus, de tidligere misbrugere pludselig kastes ud i.

Med 35 år på bagen er det klart, at Blue Sunshine sine steder kan virke lidt bedaget. Tempoet er langsommere end i nutidens film, og slagsmålsscenerne vil nok heller ikke ryste nogen i dag. Men idéen holder stadigvæk, og de vilde øjne og skaldede hoveder kan stadig tiltrække publikums opmærksomhed. Jeg har ikke set andet af Lieberman, som efter Blue Sunshine lavede endnu et par gysere, bl.a. Just Before Dawn fra 1981 og Satan’s Little Helper fra 2004. Om hvorfor han valgte gysergenren, har Lieberman udtalt: ”Jeg tror, jeg valgte gyserfilmen frem for andre genrer, fordi den i sin natur er undergravende. I horror kan man sige og gøre ting, som man ikke kan i nogen andre genrer. Gyseren er et sted, hvor ‘sygt’ er godt.”

Mikkel Leffers Svendstrup skriver i folderen, som AWE udgiver sammen med filmen: ”Blue Sunshine er et paranoidt, politisk LSD-gys med afsæt i det stigende forbrug af bevidsthedsudvidende stoffer i 60’erne og 70’erne. Moralen i Blue Sunshine er, at ungdommelig letsindighed kan koste dyrt i sidste ende. Blue Sunshine er en bidsk samfunds-kommentar, og uden at røbe for meget byder filmens slutning absolut ikke på lutter lagkage, og børn der klapper i hænderne.”

Om filmen:

Instruktør: Jeff Lieberman
Udgivelsesår: 1976

The Crazies

“The Crazies” er en genindspilning af George A. Romeros film med samme navn fra 1973. Jeg har ikke set originalen endnu, så jeg kan ikke sammenligne de to, men jeg kan i hvert fald sige, at jeg synes vældig godt om Breck Eisners udgave.

I den lille by Ogden Marsh, Iowa, må byens sherif, David Dutten, pludselig skyde en lokal farmer ned, da han midt under en baseballkamp dukker op på banen med sit jagtgevær og truer med at skyde. I første omgang tror Dutten, at manden var fuld, men da blodprøven dukker op, viser det sig, at han var fuldstændig ædru! Kort efter brænder en anden mand sin hus ned – med kone og barn derinde – og Dutten forstår, at noget er helt galt. Sammen med vicesheriffen finder han frem til, at et fly er styrtet ned i sumpen tæt på byen, og at noget lækker fra det ind i drikkevandet. Men hvad? Og så dukker hæren op, og de anvender ualmindelig hårdhændede midler for at få fat i alle byens indbyggere.

Plottet i “The Crazies” er ikke særligt kompliceret. Vi hepper på sheriffens gruppe, mens de må klare sig både mod deres naboer, som nu er smittede og går amok i blodrus, men også mod militæret som ikke nødvendigvis har rent mel i posen i denne sag. Og mens vi hepper bliver vores helte udsat for lidt af hvert, og gruppen bliver mindre og mindre, indtil kun ? er tilbage (jeg vil selvfølgelig ikke afsløre hvem her, men har man set bare et par gyserfilm, gennemskuer man det nok ret tidligt).

Men selvom plottet er set før, og overraskelsesmomentet heller ikke er så stort, så følte jeg mig enormt godt underholdt af “The Crazies”. Især starten af filmen, før virussen bryder ud, og kun enkeltpersoner er inficerede, er ualmindelig creepy med en meget stemningsfuld atmosfære, som Breck Eisner giver sig tid til at opbygge, før vi slår over i den mere voldsomme del af filmen med fuld knald og masser af blod og død.

Generelt er den godt filmet, og jeg synes også, at skuespillerne gør det godt. Timothy Olyphant spiller sherif Dutten, mens Joe Anderson er totalt overbevisende som hans vicesherif. I en af de mindre roller vil jeg fremhæve Brett Rickaby, der spiller manden, der brænder sit hus ned. Det gør han så overbevisende, at jeg var helt sikker på, at han måtte være sindssyg.

Så alt i alt synes jeg, her er tale om en fed film med en nærmest apokalyptisk stemning mod slutningen.

Instruktør: Breck Eisner
Udgivelsesår: 2010

Screamers: The Hunting

Screamers: The HuntingI 1996 instruerede Christian Duguay filmatiseringen af Philip K. Dicks novelle “Second Variety” under titlen “Screamers”, og det var en udmærket film. Jeg var derfor lidt skeptisk, da jeg så, at Sheldon Wilson havde instrueret en efterfølger, for hvad skulle den kunne i forhold til originalen? Men trods min skepsis så følte jeg mig godt underholdt af denne scifi-thriller med ganske effektive splatter-elementer.

På jorden modtager man et SOS fra planeten Sirius 6-B, som ellers er blevet betragtet som mennesketom, siden man opgav minedriften for 13 år siden. Et redningshold bliver sendt af sted med beskeden om at finde eventuelle overlevende – og passe på screamers. Screamers er dræberrobotter, som dræber alt levende.

Da gruppen ankommer til Sirus 6-B, får de endnu en opgave. De skal finde de overlevende inden 7 dage, for da bliver planeten fanget i en meteorstorm, som vil slå alt ihjel. Så af sted det går. Gruppen finder mennesker, men disse synes ikke interesseret i at blive reddet. Faktisk reagerer de yderst fjendtligt og angriber redningsholdet. Og så vågner også dræberrobotterne op …

“Screamers: The Hunting” har ikke et særligt originalt plot, og slutningen er næsten bare et ripoff af originalfilmen. Ikke desto mindre hyggede jeg mig godt, og det var ikke mindst pga. de herligt splattede scener, når dræberrobotterne slår til. Special effects er ganske effektive, og efterhånden som robotterne udvikler sig fra små metal-uhyrer til 100% menneskelignende, så stiger underholdningsværdien gevaldig. Pyt skidt med at man har fundet inspiration i Predators monstret, og at hovedpersonerne ind i mellem er dummere end snot – når robotten smækker en knytnæve tværs igennem ansigtet på et menneske, så hjernemasse og blod sjasker til alle sider, ja, så er det altså gedigen underholdning. Og så har Lance Henriksen en lille rolle som overlevende på Sirius 6-B, og ham kan jeg altså godt lide, selvom han tit er med i noget bras.

Ekstra-materialerne består bl.a. af et interessant kig på, hvordan man har lavet makeup og special-effects, samt interviews med bl.a. Lance Henriksen og hovedrolleindehaver Gina Holden der spiller løjtnant Bronte.

Om “Screamers: The Hunting”:

Instruktør: Sheldon Wilson
Udgivelsesår: 2009

Silent Venom

Når nu idéen med slanger på et fly blev en relativ succes i “Snakes on a plane”, så er det jo nærliggende at tænke andre locations, hvor slanger kunne være et hit – og hvad er mere nærliggende end en ubåd?

På en lille ø i det kinesiske hav er dr. Andrea Swanson (Krista Allen) tilknyttet et militærprojekt, som forsker i giftslanger for at finde et vaccine, der vil kunne bruges mod biologisk krigsførelse og terrortrusler. Til det formål har de fremavlet nogle særdeles farlige slanger, som ikke alene dræber lynhurtigt, men som også vokser til abnorme størrelser.

Pludselig er Swanson og hendes assistent Jake Goldin dog nødt til at evakuere forskningsstationen, og en gammel nedlagt ubåd, som USA har solgt til Taiwan, er nærmest til at hente dem. Men eftersom deres projekt er hemmelig, kan de ikke fortælle ubådens kaptajn (Luke Perry), at han netop har fået nogle dødsensfarlige slanger ombord. Og Jake har ikke fortalt Swanson, at han har taget alle slangerne med i stedet for kun de fire, han var blevet beordret til.

Selvfølgelig får en nysgerrig sømand åbnet for kassen, og snart er ubåden et krybende helvede. Og for at gøre ondt værre kan ubåden ikke stige til overfladen, for den er havnet midt i en kinesisk militærøvelse.

“Silent Venom” er en b-film, og starten er mildest talt ringe, da en kæmpeslange spiser en mand i en mundfuld. Men derfra stiger underholdningsværdien ganske meget, og selvom der er flere dumme kiks (som f.eks. da militærlægen modtager det første offer for slangerne på ubåden, og overser det blod der er sprøjtet ud over hans tøj, og derfor skyder på at han nok er blevet smittet af en virus!!!), så var jeg faktisk rigtig godt underholdt.

Luke Perry spiller som han plejer (jeg tror kun den mand har et ansigtsudtryk), men det er ok til rollen som ubådskaptajn. Krista Allen har vist fået for meget botex, for heller ikke hun kan meget andet end at småsmile hele tiden, men bortset fra det er hun også ok i rollen som Swanson, der for sent opdager, hvad der er sluppet løs i ubåden.

Man har for en stor del brugt rigtige slanger, og det virker rigtig godt. Til gengæld er de store CGI-slanger ikke særligt overbevisende, men dem ser vi heldigvis ikke så meget. Ubåds-scenerne er ganske udmærkede, og jeg synes, det giver en fin klaustrofobisk stemning med amok-slanger i en ubåd, som er fanget under vandet med fjendtlige fartøjer omkring sig. Det giver en ekstra dimension til historien, som øger spændingen og gør, at alt uhyggen ikke er baseret på slangerne. For det kan hurtigt blive kedeligt.

Jeg vil ikke påstå, at “Silent Venom” er en stor film, men jeg så den en tømmermands-søndag og her var den det helt rigtige 🙂

Instruktør: Fred Olen Ray
Udgivelsesår: 2009

Die, Monster, Die!

Jeg havde ellers glædet mig til “Die, Monster, Die!”, som baserer sig på H. P. Lovecrafts fremragende novelle “Farven fra rummet“, men jeg burde nok have gættet, at forventningerne ville få svært ved at blive indfriet.

Amerikaneren Stephen Reinhart kommer til Arkham for at besøge Susan, som han har studeret sammen med. Men da han beder taxichafføren kører ham fra Arkham og ud til familien Witleys ejendom får han nej. Det får han også fra cykelhandleren og fra alle han spørger om vej. Til sidst må han gå, og da han endelig når frem, bliver han på ingen måde budt velkommen af Nahum Witley, Susans far, der forsøger at smide ham ud.

Susan får ham dog til at blive, og det går snart op for Stephen at noget er helt galt hos Witley familien. Susans mor ligger syg i et mørkt værelse, og hun fortæller ham en skrækkelig historie om tjenestepigen, som er forsvundet. Samtidig er Stephen vidne til butleren Merwyns død, og i stedet for at tilkalde lægen begraver Nahum blot liget i nattens mulm og mørke.

Alle disse ting får Stephen til at se nærmere på omgivelserne, og han og Susan opdager noget mystisk i drivhuset, hvor planterne gror helt uhæmmet, men hvor der også er et sandt rædsels-menageri af misdannede væsner. Før han kan overtale Susan til at forlade stedet sammen med ham, forsvinder mrs. Witley imidlertid, og snart løber tingene helt løbsk.

Det er meget få ting fra novellen, som kan findes i filmen. Her nævnes den døde jord, metoritten fra himlen og den overdådige plantevækst som ikke kan spises. Metoritten bruges dog på en noget anden måde i filmen end i novellen. Til gengæld har man forsøgt at putte noget Lovecraft-stemning ind ved at lade Nahums bedstefar være okkult interesseret, og det er denne besættelse, der giver alvorlige konsekvenser i filmen, selvom Nahum ikke selv sysler med at bringe De Gamle tilbage.

Boris Karloff spiller Nahum Witley, og selvom jeg gerne ville sige, at det gør han godt, så er figuren temmelig uinteressant, så det er svært at tilføje den noget. Plottet virker rodet, bl.a. gik det aldrig helt op for mig, hvorfor det var så vigtigt at nævne tjenestepigens forsvinden – og hvorfor hun dukker så blodtørstigt op igen. Til slut forklarer Stephen hele molevitten for Susan ud fra rent videnskabelige synspunkter, da hun spørger, hvorfor alt dette skulle ske. Det er nemlig pga. radioaktivitet, at det hele er gået galt, og havde Nahum blot overdraget meteoritten til videnskaben, kunne den have fundet god nytte  i stedet for. Fed trøst når hele ens familie lige er blevet forvandlet til monstre!

Lovecrafts historier var altid fyldt med det unævnelige; med en gru så stor at ord ikke kunne beskrive den, og med ting så fremmede at de var udenfor vores forestillingsevne. Det fungerer rigtig godt på skrift, for det tillader fantasien at skabe sine egne billeder, men på film er det svært at overføre denne unævnelige rædsel. Som Nate Yapp skriver på ClassicHorror: “Despite an amazing talent for atmosphere, Lovecraft’s stories approached horror from a subjective emotional experience. Locations and ghastly beasts alike were described by the effect they had on a character, and even that was often beyond the scope of mere words. While such a technique makes for an imaginative read, it also presents a peculiar challenge to the filmmaker looking to create a concrete visual out of it.” Og det er netop også her, det går galt for instruktør Daniel Haller. Det lykkes ham simpelthen ikke at skabe den atmosfære, der bærer novellen frem, og de få ting, han vælger at tage med i filmen, står som klichér og vittigheder.

Instruktøren Daniel Haller står iøvrigt også bag en anden Lovecraft filmatisering “The Dunwich Horror“, som jeg heller ikke var vildt begejstret for.

Instruktør: Daniel Haller
Udgivelsesår: 1965

Isolation

IsolationEfter at have set filmen Black Sheep hvor dræberfår går amok, og Dead Meat som har nogle vidunderlige dræberkøer, tænkte jeg, at Isolation måske var lidt i samme boldgade. Det er den dog slet ikke. Hvor de andre er humoristiske splatter gysere, er Isolation en atmosfærefyldt irsk film med masser af uhygge.

Dan Reilly (John Lynch) kæmper for at holde sammen på den fædrene gård, og har derfor sagt ja til at lade nogle af sine køer være med i et genforskningsforsøg. Formålet er at skabe køer, som hurtigere kan blive drægtige, og efter nogle fejltrin ser det nu ud til at lykkes. Dyrlægen Orla holder øje med køerne til dagligt, og hun beder Dan om at tilkalde hende, med det samme fødslen går i gang.

Men noget går galt, og Dan får i stedet for hjælp af et ungt par, som har slået sig ned i en campingvogn lige udenfor hans grund. Det lykkes dem at få kalven ud, men den er ikke rigtig, og Dan kommer til skade under fødslen. Da Orla endelig når frem, kan hun konstatere, at forsøget er slået helt fejl – og at konsekvenserne ser ud til at være alvorlige …

Som sagt er Isolation en rigtig atmosfærefyldt fortælling. Billederne er dystre, og gårdens forfald understreges af kulden og de mørke farver, som gennemsyrer det visuelle udtryk. Det er ikke en film, som giver hop-ud-af-stolen gys, men den isnende billedside og det dystre skuespil danner baggrunden for en intens og skræmmende historie. Mod slutningen forsøger den sig med lidt splatteri, men i det store er den tro mod virkeligheden, og bliver dermed en ganske uhyggelig sag som absolut kan anbefales.

Om Isolation:

Instruktør: Billy O’Brien
Udgivelsesår: 2005