oktober 2017
M T O T F L S
« sep    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘eksperimenter som løber løbsk’

The Crazies

“The Crazies” er en genindspilning af George A. Romeros film med samme navn fra 1973. Jeg har ikke set originalen endnu, så jeg kan ikke sammenligne de to, men jeg kan i hvert fald sige, at jeg synes vældig godt om Breck Eisners udgave.

I den lille by Ogden Marsh, Iowa, må byens sherif, David Dutten, pludselig skyde en lokal farmer ned, da han midt under en baseballkamp dukker op på banen med sit jagtgevær og truer med at skyde. I første omgang tror Dutten, at manden var fuld, men da blodprøven dukker op, viser det sig, at han var fuldstændig ædru! Kort efter brænder en anden mand sin hus ned – med kone og barn derinde – og Dutten forstår, at noget er helt galt. Sammen med vicesheriffen finder han frem til, at et fly er styrtet ned i sumpen tæt på byen, og at noget lækker fra det ind i drikkevandet. Men hvad? Og så dukker hæren op, og de anvender ualmindelig hårdhændede midler for at få fat i alle byens indbyggere.

Plottet i “The Crazies” er ikke særligt kompliceret. Vi hepper på sheriffens gruppe, mens de må klare sig både mod deres naboer, som nu er smittede og går amok i blodrus, men også mod militæret som ikke nødvendigvis har rent mel i posen i denne sag. Og mens vi hepper bliver vores helte udsat for lidt af hvert, og gruppen bliver mindre og mindre, indtil kun ? er tilbage (jeg vil selvfølgelig ikke afsløre hvem her, men har man set bare et par gyserfilm, gennemskuer man det nok ret tidligt).

Men selvom plottet er set før, og overraskelsesmomentet heller ikke er så stort, så følte jeg mig enormt godt underholdt af “The Crazies”. Især starten af filmen, før virussen bryder ud, og kun enkeltpersoner er inficerede, er ualmindelig creepy med en meget stemningsfuld atmosfære, som Breck Eisner giver sig tid til at opbygge, før vi slår over i den mere voldsomme del af filmen med fuld knald og masser af blod og død.

Generelt er den godt filmet, og jeg synes også, at skuespillerne gør det godt. Timothy Olyphant spiller sherif Dutten, mens Joe Anderson er totalt overbevisende som hans vicesherif. I en af de mindre roller vil jeg fremhæve Brett Rickaby, der spiller manden, der brænder sit hus ned. Det gør han så overbevisende, at jeg var helt sikker på, at han måtte være sindssyg.

Så alt i alt synes jeg, her er tale om en fed film med en nærmest apokalyptisk stemning mod slutningen.

Instruktør: Breck Eisner
Udgivelsesår: 2010

Screamers: The Hunting

Screamers: The HuntingI 1996 instruerede Christian Duguay filmatiseringen af Philip K. Dicks novelle “Second Variety” under titlen “Screamers”, og det var en udmærket film. Jeg var derfor lidt skeptisk, da jeg så, at Sheldon Wilson havde instrueret en efterfølger, for hvad skulle den kunne i forhold til originalen? Men trods min skepsis så følte jeg mig godt underholdt af denne scifi-thriller med ganske effektive splatter-elementer.

På jorden modtager man et SOS fra planeten Sirius 6-B, som ellers er blevet betragtet som mennesketom, siden man opgav minedriften for 13 år siden. Et redningshold bliver sendt af sted med beskeden om at finde eventuelle overlevende – og passe på screamers. Screamers er dræberrobotter, som dræber alt levende.

Da gruppen ankommer til Sirus 6-B, får de endnu en opgave. De skal finde de overlevende inden 7 dage, for da bliver planeten fanget i en meteorstorm, som vil slå alt ihjel. Så af sted det går. Gruppen finder mennesker, men disse synes ikke interesseret i at blive reddet. Faktisk reagerer de yderst fjendtligt og angriber redningsholdet. Og så vågner også dræberrobotterne op …

“Screamers: The Hunting” har ikke et særligt originalt plot, og slutningen er næsten bare et ripoff af originalfilmen. Ikke desto mindre hyggede jeg mig godt, og det var ikke mindst pga. de herligt splattede scener, når dræberrobotterne slår til. Special effects er ganske effektive, og efterhånden som robotterne udvikler sig fra små metal-uhyrer til 100% menneskelignende, så stiger underholdningsværdien gevaldig. Pyt skidt med at man har fundet inspiration i Predators monstret, og at hovedpersonerne ind i mellem er dummere end snot – når robotten smækker en knytnæve tværs igennem ansigtet på et menneske, så hjernemasse og blod sjasker til alle sider, ja, så er det altså gedigen underholdning. Og så har Lance Henriksen en lille rolle som overlevende på Sirius 6-B, og ham kan jeg altså godt lide, selvom han tit er med i noget bras.

Ekstra-materialerne består bl.a. af et interessant kig på, hvordan man har lavet makeup og special-effects, samt interviews med bl.a. Lance Henriksen og hovedrolleindehaver Gina Holden der spiller løjtnant Bronte.

Om “Screamers: The Hunting”:

Instruktør: Sheldon Wilson
Udgivelsesår: 2009

Silent Venom

Når nu idéen med slanger på et fly blev en relativ succes i “Snakes on a plane”, så er det jo nærliggende at tænke andre locations, hvor slanger kunne være et hit – og hvad er mere nærliggende end en ubåd?

På en lille ø i det kinesiske hav er dr. Andrea Swanson (Krista Allen) tilknyttet et militærprojekt, som forsker i giftslanger for at finde et vaccine, der vil kunne bruges mod biologisk krigsførelse og terrortrusler. Til det formål har de fremavlet nogle særdeles farlige slanger, som ikke alene dræber lynhurtigt, men som også vokser til abnorme størrelser.

Pludselig er Swanson og hendes assistent Jake Goldin dog nødt til at evakuere forskningsstationen, og en gammel nedlagt ubåd, som USA har solgt til Taiwan, er nærmest til at hente dem. Men eftersom deres projekt er hemmelig, kan de ikke fortælle ubådens kaptajn (Luke Perry), at han netop har fået nogle dødsensfarlige slanger ombord. Og Jake har ikke fortalt Swanson, at han har taget alle slangerne med i stedet for kun de fire, han var blevet beordret til.

Selvfølgelig får en nysgerrig sømand åbnet for kassen, og snart er ubåden et krybende helvede. Og for at gøre ondt værre kan ubåden ikke stige til overfladen, for den er havnet midt i en kinesisk militærøvelse.

“Silent Venom” er en b-film, og starten er mildest talt ringe, da en kæmpeslange spiser en mand i en mundfuld. Men derfra stiger underholdningsværdien ganske meget, og selvom der er flere dumme kiks (som f.eks. da militærlægen modtager det første offer for slangerne på ubåden, og overser det blod der er sprøjtet ud over hans tøj, og derfor skyder på at han nok er blevet smittet af en virus!!!), så var jeg faktisk rigtig godt underholdt.

Luke Perry spiller som han plejer (jeg tror kun den mand har et ansigtsudtryk), men det er ok til rollen som ubådskaptajn. Krista Allen har vist fået for meget botex, for heller ikke hun kan meget andet end at småsmile hele tiden, men bortset fra det er hun også ok i rollen som Swanson, der for sent opdager, hvad der er sluppet løs i ubåden.

Man har for en stor del brugt rigtige slanger, og det virker rigtig godt. Til gengæld er de store CGI-slanger ikke særligt overbevisende, men dem ser vi heldigvis ikke så meget. Ubåds-scenerne er ganske udmærkede, og jeg synes, det giver en fin klaustrofobisk stemning med amok-slanger i en ubåd, som er fanget under vandet med fjendtlige fartøjer omkring sig. Det giver en ekstra dimension til historien, som øger spændingen og gør, at alt uhyggen ikke er baseret på slangerne. For det kan hurtigt blive kedeligt.

Jeg vil ikke påstå, at “Silent Venom” er en stor film, men jeg så den en tømmermands-søndag og her var den det helt rigtige 🙂

Instruktør: Fred Olen Ray
Udgivelsesår: 2009

Die, Monster, Die!

Jeg havde ellers glædet mig til “Die, Monster, Die!”, som baserer sig på H. P. Lovecrafts fremragende novelle “Farven fra rummet“, men jeg burde nok have gættet, at forventningerne ville få svært ved at blive indfriet.

Amerikaneren Stephen Reinhart kommer til Arkham for at besøge Susan, som han har studeret sammen med. Men da han beder taxichafføren kører ham fra Arkham og ud til familien Witleys ejendom får han nej. Det får han også fra cykelhandleren og fra alle han spørger om vej. Til sidst må han gå, og da han endelig når frem, bliver han på ingen måde budt velkommen af Nahum Witley, Susans far, der forsøger at smide ham ud.

Susan får ham dog til at blive, og det går snart op for Stephen at noget er helt galt hos Witley familien. Susans mor ligger syg i et mørkt værelse, og hun fortæller ham en skrækkelig historie om tjenestepigen, som er forsvundet. Samtidig er Stephen vidne til butleren Merwyns død, og i stedet for at tilkalde lægen begraver Nahum blot liget i nattens mulm og mørke.

Alle disse ting får Stephen til at se nærmere på omgivelserne, og han og Susan opdager noget mystisk i drivhuset, hvor planterne gror helt uhæmmet, men hvor der også er et sandt rædsels-menageri af misdannede væsner. Før han kan overtale Susan til at forlade stedet sammen med ham, forsvinder mrs. Witley imidlertid, og snart løber tingene helt løbsk.

Det er meget få ting fra novellen, som kan findes i filmen. Her nævnes den døde jord, metoritten fra himlen og den overdådige plantevækst som ikke kan spises. Metoritten bruges dog på en noget anden måde i filmen end i novellen. Til gengæld har man forsøgt at putte noget Lovecraft-stemning ind ved at lade Nahums bedstefar være okkult interesseret, og det er denne besættelse, der giver alvorlige konsekvenser i filmen, selvom Nahum ikke selv sysler med at bringe De Gamle tilbage.

Boris Karloff spiller Nahum Witley, og selvom jeg gerne ville sige, at det gør han godt, så er figuren temmelig uinteressant, så det er svært at tilføje den noget. Plottet virker rodet, bl.a. gik det aldrig helt op for mig, hvorfor det var så vigtigt at nævne tjenestepigens forsvinden – og hvorfor hun dukker så blodtørstigt op igen. Til slut forklarer Stephen hele molevitten for Susan ud fra rent videnskabelige synspunkter, da hun spørger, hvorfor alt dette skulle ske. Det er nemlig pga. radioaktivitet, at det hele er gået galt, og havde Nahum blot overdraget meteoritten til videnskaben, kunne den have fundet god nytte  i stedet for. Fed trøst når hele ens familie lige er blevet forvandlet til monstre!

Lovecrafts historier var altid fyldt med det unævnelige; med en gru så stor at ord ikke kunne beskrive den, og med ting så fremmede at de var udenfor vores forestillingsevne. Det fungerer rigtig godt på skrift, for det tillader fantasien at skabe sine egne billeder, men på film er det svært at overføre denne unævnelige rædsel. Som Nate Yapp skriver på ClassicHorror: “Despite an amazing talent for atmosphere, Lovecraft’s stories approached horror from a subjective emotional experience. Locations and ghastly beasts alike were described by the effect they had on a character, and even that was often beyond the scope of mere words. While such a technique makes for an imaginative read, it also presents a peculiar challenge to the filmmaker looking to create a concrete visual out of it.” Og det er netop også her, det går galt for instruktør Daniel Haller. Det lykkes ham simpelthen ikke at skabe den atmosfære, der bærer novellen frem, og de få ting, han vælger at tage med i filmen, står som klichér og vittigheder.

Instruktøren Daniel Haller står iøvrigt også bag en anden Lovecraft filmatisering “The Dunwich Horror“, som jeg heller ikke var vildt begejstret for.

Instruktør: Daniel Haller
Udgivelsesår: 1965

Isolation

IsolationEfter at have set filmen Black Sheep hvor dræberfår går amok, og Dead Meat som har nogle vidunderlige dræberkøer, tænkte jeg, at Isolation måske var lidt i samme boldgade. Det er den dog slet ikke. Hvor de andre er humoristiske splatter gysere, er Isolation en atmosfærefyldt irsk film med masser af uhygge.

Dan Reilly (John Lynch) kæmper for at holde sammen på den fædrene gård, og har derfor sagt ja til at lade nogle af sine køer være med i et genforskningsforsøg. Formålet er at skabe køer, som hurtigere kan blive drægtige, og efter nogle fejltrin ser det nu ud til at lykkes. Dyrlægen Orla holder øje med køerne til dagligt, og hun beder Dan om at tilkalde hende, med det samme fødslen går i gang.

Men noget går galt, og Dan får i stedet for hjælp af et ungt par, som har slået sig ned i en campingvogn lige udenfor hans grund. Det lykkes dem at få kalven ud, men den er ikke rigtig, og Dan kommer til skade under fødslen. Da Orla endelig når frem, kan hun konstatere, at forsøget er slået helt fejl – og at konsekvenserne ser ud til at være alvorlige …

Som sagt er Isolation en rigtig atmosfærefyldt fortælling. Billederne er dystre, og gårdens forfald understreges af kulden og de mørke farver, som gennemsyrer det visuelle udtryk. Det er ikke en film, som giver hop-ud-af-stolen gys, men den isnende billedside og det dystre skuespil danner baggrunden for en intens og skræmmende historie. Mod slutningen forsøger den sig med lidt splatteri, men i det store er den tro mod virkeligheden, og bliver dermed en ganske uhyggelig sag som absolut kan anbefales.

Om Isolation:

Instruktør: Billy O’Brien
Udgivelsesår: 2005

Piranha

PiranhaJeg havde faktisk aldrig fået set Joe Dantes “Piranha”, så da påsken bød på en masse dage uden særlige planer, brugte jeg tiden til at få fulgt op på bl.a. den.

To teenagere forsvinder på en hiking tur, og Maggie McKeown bliver sendt ud for at finde dem. Hun sporer dem til bjerget ved Lost River Lake, og her får hun den lokale drukkenbolt Paul Grogan til at guide sig til den nedlagte militærforsøgsstation. De finder spor efter de unge i en vandtank, og Maggie lukker vandet ud for at se, om de er druknet der. Men – tanken indeholder tusindvis af muterede piranhaer, som militæret har eksperimenteret med, og nu har fiskene fundet vej til Lost River Lake, og er på vej ned ad floden mens de dræber og æder alt på deres vej.

“Piranha” er et rigtig godt mix af humor og gys. Man griner af Maggie og Pauls følen hinanden på tænderne, og gyser over de dødelige fiskeangreb som rammer uskyldige svømmere. Selvom filmen er fra 1978, holder de fleste af effekterne stadig, og jeg følte mig rigtig godt underholdt.

Filmen var tænkt som en parodi på Stephen Spielbergs “Jaws” fra 1975, der med sin kæmpe succes åbnede for en lang række B-film med samme tema, bl.a. “Orca”, “Tentacles”, “Great White” og altså også “Piranha”. Joe Dante lagde dog ikke skjul på sin inspiration og giver sin tribut til “Jaws” i “Piranha”s åbningsscene, hvor Maggie spiller Jaws på en spillemaskine.

I det hele taget har Joe Dante fundet inspiration til mange af sine film hos andre instruktører. I “Inferno” nr. 1/1989 skriver Peder Pedersen om Joe Dante: “Dante citeres for at have sagt – I’ll steal anybody’s ideas, as long as they are good – og det er netop, hvad Dante gør! Dantes film er hyldester til gamle science fiction og horrorfilm, som han holder af, men samtidig er de også en parodi på disse…Dantes film er fyldt med underfundig humor og utallige inside-jokes samt referencer, som man kan bruge flere timer på at opdage.”

I 1995 lavede Roger Corman et remake af “Piranha”, og rygterne siger, at der er en 3D remake på vej i 2010 instrueret af Alexandre Aja, som bl.a. har instrueret det fremragende remake af “The hills have eyes“.

Instruktør: Joe Dante
Udgivelsesår: 1978

Udvalgt filmografi:

Piranha, 1978
The Howling, 1981
Gremlins, 1984
Gremlins 2, 1990
Small Soldiers, 1998
Masters of Horror: Homecoming, 2005
Masters of Horror: The Screwfly Solution, 2006

Down

DownDown er en fin blanding af gys og grin. Mod slutningen bliver tingene lidt vel overdrevet, men i det store hele er her tale om god underholdning til en aften i sofaen.

Elevator-reparatøren Mark (James Marshall) bliver sammen med kollegaen Jeffrey tilkaldt, da der er problemer med ekspres-elevatorene i Millennium bygningen i New York. En vogn fyldt med gravide kvinder sidder fast. Mark og Jeffrey kan dog ikke finde nogen fejl i elevatoren, som bliver sat i drift igen. Kort efter sker endnu et uheld. En blind mand træder ind i en tom skakt, og kort efter bliver en af opsynsmændene i bygningen også dræbt. Noget er helt galt, men Jeffrey vil ikke høre på Mark. Da Jeffrey også dør i en elevatorulykke, tager Mark sagen i egen hånd. Sammen med journalisten Jennifer (Naomi Watts) forsøger han at finde ud af, hvad der foregår, men virkeligheden overgår fantasien.

Down (som i USA blev markedsført under titlen The Shaft) var en rigtig positiv overraskelse for mig. Jeg havde forventet halvplat elevator-splat, men i stedet fik jeg en ganske morsom og sine steder perfekt ubehagelig historie. Filmen bygger på stereotype figurer – som f.eks. Jennifer, den sexede og irriterende journalist, som ender med at redde dagen sammen med Mark – men de får lov at udfolde sig så det passer til historien. Jeg morede mig i hvert fald gevaldigt over alle Jennifers forslag til, hvad der kunne være galt med elevatoren. Slutningen er ikke specielt realistisk, men hvad gør det. Down er underholdende alligevel, og jeg tror lige, det varer et par dage, før jeg kører med elevator igen.

Om Down:

Instruktør: Dick Maas
Udgivelsesår: 2001

Kæmpeedderkoppen Tarantula

TarantulaJeg faldt over en boks med gamle scifi-horror film i, bl.a. Tarantula som jeg ikke før havde set.

Professor Deemer har et laboratorium udenfor den lille by, Desert Rock. Her forsker han i ernæringsstoffer. Han er bekymret for, hvordan verden skal brødføde befolkningen, som hele tiden vokser sig større, og han arbejder derfor sammen med to kollegaer på at skabe et syntetisk næringskoncentrat, som kan ernære befolkningen i fremtiden.

Som led i forskningen har han injiceret forskellige dyr med stoffet, og enten vokser de hurtigere og bliver stærkere og sundere end dyr, som er fodret normalt. Eller også dør de! Der er nemlig en ustabilitet i stoffet, som han ikke finde grunden til.

Under et uheld i laboratioriet undslipper en tarantel, som er blevet injiceret med næringsstoffet. Ingen opdager det, men kort efter begynder både dyr og mennesker at forsvinde i området omkring Desert Rock, og hvor de var, findes kun en bunke knogler og en mærkelig flydende substans.

Tarantula er en rigtig 50’erfilm. Effekterne er naturligvis gamle, og ingen tror vist på, at der er en kæmpeedderkop i ørkenen, når man ser filmen i dag. Men jeg må indrømme, at den første scene i laboratoriet, hvor vi ser tarantellen, den synes jeg stadig fungerer. Og teknikken bruges stadig, f.eks. af Peter Jackson i Lord of the Rings.

På et tidspunkt i filmen taler Deemer om frygten for overbefolkning. På daværende tidspunkt var jordens befolkning på ca. 2 milliarder mennesker, og Deemer frygtede, at vi i 2000 ville være på 3.625.000.000 I dag hvor vi er over 6 milliarder mennesker på jorden, virker hans frygt slet ikke så fjollet. For hvor længe kan jorden blive ved med at holde til menneskets udnyttelse af dens ressourcer?

Filmen er i sort/hvid, og skuespillet er naturligvis tidssvarende med stærke mænd og skrøbelige kvinder. Slutningen er også meget tidssvarende – hvis vi ikke kan klare os på anden vis, overhælder vi bare bæstet med napalm. Og helten, som smider napalmen fra sit fly, er ingen ringere end Clint Eastwood …

Jørgen Riber Christensen skriver om Tarantula i “Monstrologi – Frygtens manifestationer” i afsnittet “Monstervisualiseringer”: “Moderniteten generelt og fremtiden med dens voldsomme befolkningstilvækst er et truende tema i filmen, som den videnskabeligt forstørrede tarantel symboliserer. At den nedkæmpes lige uden for den lille, trygge amerikanske provinsby, hvor alle er på fornavne med hinanden, og hvor videnskaben blot er repræsenteret af den sympatiske praktiserende læge, udtrykker filmens ønske om at bevare det, der er ved at forsvinde på grund af modernitet, eller som hotelejeren bekymret siger: “It’s getting to be a fast world.” At ønsket imidlertid er forfængeligt kan udledes af, at det ikke er de lokale, men den centrale statsmagts jagerfly og napalm, der besejrer monstret, mens den lokale befolkning må se magtesløse til.”

Om Tarantula:

Instruktør: Jack Arnold
Udgivelsesår: 1955

Day of the dead (2008)

Day of the dead 2008Jeg vil starte denne anmeldelse med et citat fra en af mine yndlingsfilm From dusk til dawn: “Do they look like psychos? Is that what they look like? They were vampires! Psychos do not fucking explode when sunlight hits them, I don’t give a fuck how crazy they are!”

Nu handler Day of the dead så ikke om vampyrer men om zombier, og Steve Miner har i sin nyfortolkning af George Romeros klassiker ladet dem få en del nye træk. De løber, de springer, de klatrer på lofter med hovedet ned af – og så nærmest eksploderer de i ild. Det er helt vildt, men faktisk ganske underholdende.

Steve Miner skriver i starten af filmen, at den bygger på George A. Romeros film Day of the dead fra 1985. Der er dog ikke meget tilfælles i historien, udover at begge film handler om zombier, og at man følger nogle militærpersoner i stedet for kun civile.

I en lille by i Colorado er en ondsindet influenza-epidemi brudt ud. Hæren er blevet indkaldt for at isolere byen og hjælpe de syge, indtil smittefaren er ovre.

En af karantænevagterne er korporal Sarah Bowman, som er født og opvokset i byen, men ikke har været hjemme længe. Det viser sig, at hendes mor er blandt de smittede, og Sarah sørger for at få hende på hospitalet. Men knap er de kommet hertil, før helvede bryder løs. Pludselig bliver alle de syge helt apatiske – for derefter at eksplodere i et frådende raseri, hvor de angriber og æder alle omkring dem.

Det lykkes Sarah at slippe væk sammen med to andre soldater, og de tager af sted for at finde Sarahs lillebror. Undervejs møder de naturligvis masser af problemer, og slutningen kulminerer i et hemmeligt laboratorium, hvor hæren tilsyneladende har lavet eksperimenter, der er løbet helt løbsk og er endt med zombi-svøben.

Der er aldrig nogen særlig troværdig historie i zombi-film. Man er bare nødt til at acceptere præmissen, at mennesker pludselig forvandles til zombier, og at verden, som vi kender den, forandres til et sandt blodbad. Hvis man er villig til det – og kan acceptere at zombierne her i filmen er nærmest flyvende – så får man halvanden times solid underholdning. Jeg morede mig i hvert fald strålende.

Sarah Bowman spilles af den smukke, spinkle Mena Suvari, som jeg hovedsageligt husker fra lolita-rollen i American Beauty. Hun klarer jobbet som sej soldat overraskende godt, og fortæller selv i ekstra-materialerne at hun havde en fest med at spille en så anderledes og actionpræget rolle, end hun har været vant til.

Day of the dead er fyldt med splat og humor, og jeg tror, det er første gang, at jeg har set en vegetar-zombi i en film.

Steve Miner har også instrueret Halloween H20 og Lake Placid samt Fredag d. 13. II og III.

Om Day of the dead:

Instruktør: Steve Miner
Udgivelsesår: 2008

The Rats af James Herbert

the_ratsJeg har aldrig fået læst James Herbert, som ellers må betegnes som Englands svar på Stephen King. Overraskende nok er han nemlig ikke oversat til dansk, og pga. dovenskab springer jeg desværre tit engelske titler over. Heldigvis tog jeg mig sammen til at læse “The Rats”, som er James Herberts debutroman fra 1974.

London oversvømmes pludselig af en ny type rotter. De er større og langt mere aggressive end de almindelige brune rotter – og så er de tilsyneladende intelligente med smag for menneskekød. For nyhederne vrimler snart med historier om folk, som er blevet overfaldet og ædt af rotter. I starten er det hjemløse sprittere og babyer uden opsyn, men så dukker horder af rotter op ved skoler og i biografer, og myndighederne er nødt til at tage sagen særdeles alvorligt.

Hovedpersonen Harris er lærer på en skole midt i det inficerede område, og overlever nærmest tilfældigt flere episoder med rotterne. Derfor kommer han til at spille en rolle i aktionsgruppen, som skal forsøge at finde en løsning på problemet. Dels må de finde en måde at dræbe rotterne på, og dels skal de finde ud af, hvor rotterne stammer fra. For det er bestemt ikke almindelige rotter …

“The Rats” er rigtig underholdende og fyldt med væmmelige beskrivelser af rotternes angreb. James Herbert introducerer flere personer, som ædes af rotterne, og dette greb, med først at fortælle personens baggrund for derefter brutalt at skære dem ud af historien i en sand massakre, er rigtig effektivt. Det gør gruen så meget desto større – og ikke kun over rotternes brutalitet, men også over samfundets manglende evne til at sørge for alle sine borgere. For det er naturligvis først og fremmest samfundets bund, rotternes angreb går ud over.

James Herbert har skrevet tre efterfølgere til “The Rats”, som jeg endnu har til gode: “Lair” fra 1979 og “Domain” fra 1984. Endelig er også den grafiske novelle “The City” linket til “The Rats”. Den udkom i 1993.

“The Rats” blev filmatiseret i 1982 under titlen “Deadly Eyes”. Læs mere om James Herbert på wikipedia

Udgivelsesår: 1974