november 2018
M T O T F L S
« okt    
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
2627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Elisabeth Lyneborg’

Huset der ikke kunne glemme af Elisabeth Lyneborg

Huset der ikke kunne glemme af Elisabeth LyneborgDet nygifte par Jens og Mette køber et gammelt hus i Jylland, hvor de begge har fået job efter at have afsluttet deres studier. Økonomien er stram, og huset er ret forfaldent, men de går ufortrødent i gang med at gøre huset til deres hjem.

Der går dog ikke længe, før Jens begynder at opleve mærkelige ting i huset. Han hører og ser ting, men når han taler med Mette om det, slår hun det hen. Hun nemlig hverken hører eller ser, hvad Jens oplever. Til sidst får hun nok af hans snak og flytter midlertidigt hen til en veninde.

Nu begynder det for alvor at gå skidt for Jens. Hans job som skolelærer hænger i en tynd tråd, efter at hans søvnunderskud har påvirket hans dømmekraft i en uheldig episode under hjemkundskab. Derfor er han hjemme, da en bil stopper foran huset. Bilens passager er en gammel kvinde på 106 år, som har boet i huset i sin barndom. Og hun kan fortælle nogle grufulde ting fra dengang.

Elisabeth Lyneborg er pensioneret præst og har skrevet en lang række bøger. Nogle af dem tilhører gysergenren, og det gør Huset der ikke kunne glemme også. Jeg skriver bevidst ikke horrorgenren, for Lyneborgs gys er ikke af den skarpe, skræmmende slags. Det er mere lidt “hygge-gys” for et modent publikum, der ikke bryder sig om alt for meget blod eller isnende overraskelser.

Jeg har tidligere læst Skyggeland af Lyneborg, så jeg vidste godt, at jeg ikke skulle forvente hårrejsende horror, da jeg begyndte læsningen. Det fik jeg heller ikke, og i starten synes jeg endda også, at historien var lidt for tynd og usandsynlig. Ikke så meget den overnaturlige del, som det at ægteparrets forhold og reaktioner simpelthen virkede for kunstige. I sidste halvdel af bogen bliver historien mere intens og troværdig, uden dog at blive rigtig uhyggelig.

Huset der ikke kunne glemme er hurtigt læst, og slutningen trækker op i underholdningsværdi. Jeg blev ikke specielt grebet under læsningen, men forestiller mig at bogen vil finde sine læsere blandt det ældre publikum.

Om Huset der ikke kunne glemme:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: mellemgaard, 120 sider
Grafiker: Julie Igaard Abrahamsen

Læs også:

Hvem myrdede formand Mao af Bjarne Gårdsvoll
Skyggeland af Elisabeth Lyneborg
Sorte historier af Stefan Polke

Skyggeland af Elisabeth Lyneborg

SkyggelandElisabeth Lyneborg er pensioneret præst med en lang række bøger bag sig, heriblandt også et par gysere. Skyggeland er en novellesamling og har undertitlen Spøgelseshistorier for voksne.

Forsiden ser lovende ud, men jeg blev ikke umiddelbart så fanget af novellerne, som måske nok handler om spøgelser, men som ikke er specielt overraskende eller uhyggelige – eller spændende skrevet for den sags skyld. Jeg fandt sproget mere opremsende end opfindsomt: “Jo, Oline vil godt have en eller anden ceremoni, når han nu ikke har fået en grav, som hun kan passe. Præsten forstår godt det der med graven, og de fastsætter en dato for en mindehøjtidelighed for Anders. Per er ikke alt for begejstret for tanken, og i øvrigt kan hun jo snart føde, hvilken dag det skal være. Oline sover dårligt om natten. Hun kan kun ligge på ryggen i kanesengen, og den tunge dyne er ved at kvæle hende. Barnet sparker i hendes store mave og holder hende vågen.” Sproget minder næsten om letlæsningsbøgerne, jeg havde i de første klasser, og det virker ikke særligt stemningsfuldt.

Der er dog et par af historierne, som alligevel fangede. “Min kæreste ven” om kvinden som må aflive sin hund, da den er aggressiv overfor alle andre. Men om natten bryder to mænd ind. Slutningen er ikke overraskende, men her er det alligevel lykkes Lyneborg at opbygge en uhyggelig stemning, så jeg troede på historien. “Icifækturen” der handler om en golfspiller, som låner en lille afrikansk figur og pludselig får held i sine turneringer, er også overbevisende. Endelig synes jeg, at “Fotografiet” er lykkes ganske godt, især fordi slutningen trods det forudsigelige alligevel har en snert af uhygge over sig.

Flere af historierne i Skyggeland har nærmest lidt “Jan-bøgerne”-stemning over sig, med den opremsende stil og en jovial humor, og det mindsker uhyggen i høj grad. Måske mest en novellesamling for de læsere, som godt vil læse om spøgelser og hjemsøgte præstegårde, men som egentlig helst ikke vil have, at det bliver uhyggeligt.

Om Skyggeland:

Udgivelsesår: 2001
Omslag: Jørgen Sparre