Indlæg tagget med ‘Elly Griffiths’

Døden mellem linjerne af Elly Griffiths

Døden mellem linjerne af Elly Griffiths

For nyligt modtog jeg en dejlig pakke med posten. Det var Elly Griffiths: Døden mellem linjerne. Jeg er stor fan af Griffiths serie om arkæologen Ruth Galloway, men jeg elsker også gotiske spøgelseshistorier, så da jeg hørte, at Griffiths nye bog handler om en engelsk-underviser, der skriver på en bog om den gotiske forfatter R.M. Holland, som er kendt for sine spøgelseshistorier – ja, så kunne jeg næsten ikke vente. Men det har bestemt været ventetiden værd. Døden mellem linjerne er underholdning i topklasse.

Clare Cassidy underviser i litteratur på Talgarth High, hvor hun også tilbyder undervisning i kreativ skrivning. Hendes yndlingsemne er den gotiske forfatter R.M. Holland, der boede i Holland House, en gammel bygning tilknyttet den nye skolebygning, hvor Clare underviser, og i sin fritid skriver hun på en biografi om ham. Clare flyttede fra London efter en skilsmisse, og nu bor hun sammen med teenagedatteren, Georgie og hunden Herbert i West Sussex. Men en dag i efterårsferien får hun en ubehagelig opringning. Hendes kollega og gode veninde Ella Elphick er blevet myrdet, og politiet vil gerne tale med Clare.

På sagen er kriminaloverbetjentene Harbinder Kaur og Neil Winston. I første omgang er der hverken tydelige motiver eller spor på, hvem der kan have dræbt Ella. Men så opdager Clare pludselig, at en fremmed har skrevet i hendes dagbog. Kan det have noget med mordet at gøre? Og så sker der endnu et dødsfald.

Historien fortælles gennem tre overordnede stemmer: Clare, Harbinder og Georgie. Det betyder, at vi ind i mellem hører om den samme begivenhed set fra en ny synsvinkel. Det giver et helt særligt indblik i personerne. Ikke mindst i samspillet mellem Clare og Harbinder, hvor der i første omgang ikke er meget sympati. Harbinder synes Clare er alt for høj, smuk og overlegen, men er det bare hendes egen følelse af underlegenhed, som spiller ind?

Imellem hver del er desuden indsat stumper af en novelle skrevet af R.M. Holland, som Clare bruger i sin undervisning. Undervejs dukker der mystiske henvisninger op til novellen, som er trykt i sin helhed bagerst i bogen, så vi nørder kan få slutningen med.

Døden mellem linjerne kom fint pakket ind, og er første bind i en ny serie med  kriminaloverbetjent Harbinder Kaur.

Som jeg skrev indledningsvis, har det været værd at vente på Døden mellem linjerne. Elly Griffiths er fænomenal til at tegne sympatiske og troværdige hovedpersoner, og den 35-årige Harbinder, der stadig bor hjemme hos sine indiske forældre, der ikke ved noget om, at hun er lesbisk, tegner til at blive et ligeså spændende bekendtskab som Ruth Galloway.

Selve plottet er overraskende og fuld af twists og drejninger. Vi kommer omkring hvid magi, litteraturnørder, teenagebetagelser, jalousi, affærer og spøgelser, og alligevel var jeg ikke tæt på at gætte slutningen. Det er fuldt fortjent, at Døden mellem linjerne vandt en Edgar Award for Best Novel i 2020. Jeg læste den nærmest ud i et stræk, og kan kun være enig med bloggen Crime by the Book, der giver bogen 5 ud af 5 stjerner:

Griffiths masterfully blends Gothic influence with modern-day suspense sensibility, and the result is effortless, spine-tingling, page-turning fun. Masterfully blurring the lines between reality and fiction, Elly Griffiths has crafted an exceptional bookish mystery that is both an ode to Gothic literature and an effective work of Gothic suspense unto itself.”

Bind to med Harbinder Kaur er udkommet på engelsk og hedder The Postscript Murders.

Reklame: Tak til Gads Forlag der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

Jeg mødte Ella første gang til jobsamtalen på Talgarth High for fem år siden. Vi blev begge budt velkommen af Rick, der forsøgte at lade, som om en tredjedel af engelskafdelingen ikke havde sagt op før påske, og dermed blot givet ham et par måneder til at finde to erfarne engelsklærere. For et stykke tid siden læste jeg tilbage i dagbogen for at se mit første indtryk af Rick, men det var skuffende banalt. Høj, tynd, forpjusket. Rick er den type, hvor charmen – som den nu engang er – langsomt åbenbares.

“Det er en meget dynamisk afdeling,” sagde han, mens han gav os en rundvisning. “Og skolen er skøn, meget forskelligartet, masser af energi.”

På det tidspunkt havde vi regnet ud, at det drejede sig om to ledige stillinger, og at vi ikke var i konkurrence med hinanden. Vi udvekslede blikke. Vi vidste begge to, hvad ‘dynamisk’ betød. Skolen lå på grænsen til rent anarki. Under den sidste kommunale inspektion havde den fået dommen ‘Forbedring kræves’. Den gamle skoleleder, Megan Williams, hang fast med det yderste af neglene, men to år senere blev hun sat fra bestillingen af Tony Sweetman, der med kun 10 års undervisningserfaring blev hentet ind fra en anden skole. Nu har skolen fået ratingen ‘God’.

Bagefter sad Ella og jeg og talte om vores første indtryk på lærerværelset, et trist lokale i den nye bygning med passiv-aggressive post-its på opvaskemaskinen – ‘Hjælp med at tømme opvaskemaskinen. Det er ikke mit job!’ Vi var blevet efterladt der med te og en tallerken med kiks, mens ‘panelet’ traf deres beslutning. Vi var begge klar over, at vi ville få tilbudt et job. Synet af kvinden over for mig: langt, blondt hår, spids næse, ikke smuk, men utrolig tiltalende, gjorde det kommende job mindre dystert. Jeg fandt senere ud af, at Ella, en Jane Austen-entusiast, identificerede sig med Elizabeth Bennet. Men for mig var hun altid Emma.

“Hvorfor vil du arbejde her?” spurgte Ella, mens hun rørte rundt i teen med en kuglepen.

“Jeg er lige blevet skilt,” sagde jeg. “Jeg vil væk fra London. Jeg har en datter på 10 år. Jeg tror, at det vil være rart for hende at komme ud på landet. Og være tæt ved vandet.”

Skolen lå i West Sussex. Shoreham-by-Sea lå blot et kvarter væk, Chichester en halv time på en god dag. Det havde både Rick og Tony talt meget om. Jeg forsøgte at fokusere på køreturen herned gennem det frodige landskab og ikke på de revnede ruder i billedkunstlokalet og den trøstesløse gård, hvor alt grønt var gået ud på grund af den salte vind.

“Jeg er også på flugt,” sagde Ella. “Jeg underviste i Wales, men jeg havde en affære med chefen. Det kan ikke anbefales.”

Jeg kan huske, at jeg blev rørt og lidt chokeret over, at hun betroede sig til mig så hurtigt.

“Jeg kan ikke forestille mig at have en affære med ham der Rick,” sagde jeg. “Han ligner et fugleskræmsel.”

“If I only had a brain,” sang Ella med en imponerende imitation af fugleskræmslet fra ‘Troldmanden fra Oz.

Men hun havde en hjerne, og endda en god en af slagsen, så hun burde have indset det med Rick. Hun skulle have lyttet til mig.

Men nu er det for sent. (side 20-21)

Om Døden mellem linjerne:

Udgivelsesår: 28.05.2021
Forlag: Gad, 421 sider
Omslag: Anders Timrén efter originaldesign af Ghost Design
Originaltitel: The Stranger Diaries
Oversætter: Ane Lauenblad

Læs også:

Occidentens stjerne af Benni Bødker
Ravnens rede af Leif Davidsen
Ruth Galloway-serien af Elly Griffiths
Otte berømte spøgelseshistorier af M.R. James
Randvad af Krogsøe og Wangsgaard Jürgensen
Slør af A. Silvestri
Silhuet af en synder af Leonora Christina Skov
Skyggernes skov af Franck Thilliez

Kvinden i blåt af Elly Griffiths

Kvinden i blåt af Elly Griffiths

Det er ingen hemmelighed, at jeg med forventningens glæde ser frem til hver ny historie om arkæologen Ruth Galloway med speciale i biologisk antropologi. Kvinden i blåt er 8. bind i serien, og jeg er stadig fan.

Da en ung kvinde findes død i en grøft i nærheden af Walshingham kirkegård, bliver kriminalkommissær Harry Nelson og hans team sat på sagen. Kvinden viser sig at være patient på Sanatoriet, en privat afvænningsklinik ca. 1,5 km. fra, hvor hendes lig blev fundet. Hun var også en kendt fotomodel og umiddelbart uden nogle kendte fjender.

Mens Nelson og teamet forsøger at opklare mordet, bliver Ruth kontaktet af en gammel studiekammerat. Hilary Smithson er siden blevet præst, og da hun skal på et kursus i Walshingham, foreslår hun Ruth at mødes. Ruth, som har et anstrengt forhold til religion qua sine forældre, er skeptisk. Men hun lader sig overtale, da Hilary insisterer. Hun har brug for Ruths råd i forbindelse med en ‘speget sag’.

Det viser sig, at Hilary har modtaget hadefulde breve fra en modstander af kvindelige præster, og det seneste brev er meget personligt. Ruth anbefaler, at Hilary viser brevene til politiet. Måske har de noget med mordet på kirkegården at gøre?

Kvinden i blåt er et dejligt gensyn med seriens kendte personer. Udover Ruth, Nelson og druiden Cathbad dukker også en bifigur fra bind to, Løgnens hus, op i fortællingen.

Omdrejningspunktet er mordet på den unge kvinde samt de hadefulde breve, men vi hører også om Ruth og Nelsons privatliv, der ikke er blevet lettere med årene. Som vanligt sørger Elly Griffiths ligeledes for at flette spændende viden om blandt andet relikvier og pilgrimme ind i fortællingen, uden at det føles belærende eller ødelægger historiens flow.

Jeg kan rigtig godt lide denne blanding af puslespilskrimi, sympatiske hovedpersoner og et ‘videnskabeligt’ velresearchet afsæt, som Elly Griffiths har perfektioneret i serien om Ruth. Her er ikke bloddryppende action eller hjernevridende plots. I stedet føles det som at gense en god ven, hver gang jeg sætter mig til rette med en ny Ruth Galloway-fortælling. Og det er i mine øjne seriens store styrke.

Er du til hygge-krimier, er serien om Ruth Galloway ikke til at komme uden om. Kvinden i blåt kan varmt anbefales, og har du ikke læst de første bind i serien endnu, så har du en masse gode timer i vente.

Uddrag af bogen:

“Der er nogen, der siger, at de munke, der blev henrettet af Henrik den Ottende, kastede en forbandelse over Walsingham. De svor, at mørket ville sænke sig over byen og aldrig løfte sig igen.”

Cathbad gyser. Han er altid til fals for en flot vending, og denne her lyder ualmindelig isnende. Er det munkenes mørke, han har mærket i det lille hus?

“Hvad med den kvinde, du fortalte om?” siger Janet. “Hende, du så på kirkegården.”

“Har du læst avis i dag? De har identificeret hende. Hun var en ung fotomodel, som var indlagt på Sanatoriet. Kvalt og smidt i grøften. Fred være med hende.”

“Jeg gad nok vide …” Janet tager en bog op af sin håndtaske. “Jeg gad nok vide, om det virkelig var det, du så.”

“Hvad mener du?”

Janet åbner bogen på en side, hvor der ligger et tørret blad som bogmærke.

Cathbad bliver kortvarigt distraheret, da de får overrakt menuen. Han vælger fisketærte og kigger så på de gulnede sider igen. “Walsinghams Blå Frue,” læser han højt. “Hvem er det?” (side 47)

Om Kvinden i blåt:

Udgivelsesår: 03.03.2021
Forlag: Gads Forlag, 351 sider
Omslag: Anders Timrén
Originaltitel: The Woman in Blue, 2016
Oversætter: Lærke Pade

Pigen under jorden, 2018
Løgnens hus, 2018
Huset på klippen, 2018
Døden på museet, 2019
Det tavse vidne, 2019
De udstødte, 2020
Stemmer fra graven, 2020
Kvinden i blåt, 2021

Stemmer fra graven af Elly Griffiths

Stemmer fra graven af Elly Griffiths

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg bare er begejstret for Elly Griffiths serie om arkæologen Ruth Galloway. Stemmer fra graven er 7. bind i serien, og jeg synes stadig, den holder.

Forlagets beskrivelse:
Ruth Galloway tilkaldes, da et jagerfly fra Anden Verdenskrig dukker op under udgravningsarbejdet på en byggegrund. I cockpittet sidder liget af en mand, der ved første øjekast ser ud til at være flyets pilot. En dna-test viser dog, at der er tale om Fred Blackstock, en lokal aristokrat, som angiveligt blev skudt ned over Nordsøen under krigen – men i et helt andet fly. Sagen bliver endnu mere indviklet, da kriminalinspektør Harry Nelson og hans team gør et mistænkeligt fund på en svinefarm, og en af Blackstocks efterkommere tilmed bliver overfaldet. Snart må Ruth og Nelson indse, at de jagter en langt farligere gerningsmand, end de først troede.

Anmelderne skriver:

Mie Petersens anmeldelse i Kristeligt Dagblad:
Hører man til dem, der mest er til krimier af den lidt mere stilfærdige slags med en heltinde, der også er af den mere stilfærdige type, måske lidt akavet, men bestemt charmerende og samtidig en person, man føler sig i godt selskab med. Så kender man uden tvivl engelske Elly Griffiths’ krimiserie med arkæologen og knogleeksperten Ruth Galloway i hovedrollen, og hvis man ikke gør, så har man virkelig noget godt til gode. […] Griffiths lægger stor vægt på, at alle historiske begivenheder er korrekt beskrevet, både når det drejer sig om arkæologiske udgravninger af for eksempel en ringvold og om opførelsen af hundredvis af RAF-flyvepladser under krigen. […] Samtidig er hun lige så omhyggelig, når hun beskriver den gamle folketro. […] De elementer, der adskiller Galloway-krimierne fra mange andre, er selve substansen i historierne, som må siges at være repræsenteret ved hovedpersonens arbejde, det er de spændende, ja, ligefrem fascinerende personkarakteristikker og et højt spændingsniveau. (Læs hele anmeldelsen i Kristeligt Dagblad, 28.11.2020)

Lene Jensens anmeldelse på Litteratursiden:
’Stemmer fra graven’ er en velkomponeret og fængslende krimi, hvor handlingen hele tiden twister, og hvor spændingskurven er konstant opadgående. Det skudsikre plot holder hele vejen, og jeg blev på bedste krimimanér overrasket over slutningen. Også på det private område udvikler romanen sig fra sine forgængere, da den noget akavede Ruth pludselig er vældig ombejlet, hvilket hun slet ikke er vant til. Da Ruth er min favorit hovedperson, trækker indblikket i deres privatliv min anmeldelse i en særligt positiv retning, da jeg efterhånden føler, at jeg har udviklet et mangeårigt venskab med seriens karakterer. Selvom jeg er så stor fan af Ruth og alle de andre, er jeg sikker på, at det aldrig fylder for meget. Krimi og spænding er stadig i centrum, og det er præcis sådan, det skal være. (Læs hele anmeldelsen på Litteratursiden)

Krimiormen:
Månedens absolut bedste krimi er ”Stemmer fra graven” […] Det er ganske imponerende at møde en serie hvor hver enkelt bind kan stå alene uden at miste spændingen. Tilsat et passende skvæt humor. “Stemmer fra graven” får mine varmeste anbefalinger med på vejen. (Læs hele anmeldelsen på Krimiormen)

Om Stemmer fra graven:

Udgivelsesår: 30.09.2020
Forlag: Gad, 351 sider
Omslag: Anders Timrén
Originaltitel: The Ghost Fields
Oversætter: Lærke Pade

Ruth Galloway-serien:

Pigen under jorden, 2018
Løgnens hus, 2018
Huset på klippen, 2018
Døden på museet, 2019
Det tavse vidne, 2019
De udstødte, 2020
Stemmer fra graven, 2020

De udstødte af Elly Griffiths

De udstødte af Elly Griffiths

Ruth Galloway, arkæolog med speciale i biologisk antropologi, har under en udgravning i Norwich fundet skelettet af en kvinde med en krog i stedet for den ene hånd. Kvinden var en af Norfolks mest berygtede mordere og gik under navnet Moder Krog. Hun blev hængt i 1867 og begravet udenfor kirkegården. Og nu har Ruth fundet hendes lig.

Institutleder og Ruths chef, Phil Trent, øjner straks en mulighed, da tv-serien “Kvinder der dræber” ønsker at lave et afsnit om fundet. Så snart er Ruth involveret i tv-optagelser, som hun allerhelst var fri for.

Sideløbende følger vi vicekriminalkommisær Nelson og hans kollegaer i forsøget på at opklare forbrydelser i nutiden. Ægteparret Donaldson har netop mistet deres tredje barn til vuggedøden, og Nelson mistænker moren for at stå bag.

Oveni bliver en lille dreng kidnappet, og politiet må sætte alle ressourcer ind for at finde ham, før det er for sent.

Jeg kan bare rigtig godt lide Elly Griffiths krimier om Ruth Galloway, og De udstødte er ingen undtagelse. Hele universet omkring Ruth er velkonstrueret med interessante personligheder og et landskab, der nærmest er en karakter i historien på linje med personerne.

Samtidig er jeg vild med blandingen af historiske facts ind i krimi-plottet. Denne gang får vi noget at vide om gravrøvere, og om de udstødte døde der blev begravet udenfor kirkegården.

Jeg har tidligere kaldt Elly Griffiths krimier for charmerende puslespils-krimier, men nu er jeg blevet introduceret for begrebet “Cosy Crimes”, og det er en perfekt beskrivelse af De udstødte. For nok handler det om død og bortførte børn, men det hele fortælles varmt og med fokus på personerne fremfor forbrydelsen, og det gør besøget i Norfolk til en hyggelig og underholdende fornøjelse.

Har du ikke læst bøgerne om Ruth Galloway endnu, vil jeg anbefale at starte med bind et: Pigen under jorden. Og er du helt opdateret i serien, så sæt dig godt til rette i din lænestol og nyd det sjette kapitel i serien: De udstødte.

Reklame: Tak til Gads forlag som har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af De udstødte:

Da vicekriminalkommisær Harry Nelson kommer hjem den dag, har han det, som om han har været vågen i flere år. Da han ser sin kones bil holde i indkørslen, tænker han, måske for første gang nogensinde, at han ville ønske Michelle var ude med veninderne eller på besøg hos sin mor i stedet for at vente på ham med varm mad og spørgsmål om hans dag.

Hvad kan han sige? Jeg har afhørt en ung mor, en kvinde, der ikke var så forskellig fra dig – tiltrækkende, uafhængig, begavet – og spurgt om hun har lagt en pude hen over munden på sine tre børn og kvalt dem. Jeg har spurgt en kvinde, som lige har mistet sit tredje barn, om hun i virkeligheden er rendyrket morder. (side 16)

Om De udstødte:

Udgivelsesår: 27.03.2020
Forlag: Gads forlag, 360 sider
Omslag. Anders Timrén
Originaltitel: The Outcast Dead
Oversætter: Lærke Pade

Ruth Galloway-serien:

Pigen under jorden, 2018
Løgnens hus, 2018
Huset på klippen, 2018
Døden på museet, 2019
Det tavse vidne, 2019
De udstødte, 2020

Det tavse vidne af Elly Griffiths

Det tavse vidne af Elly GriffithsEn død studiekammerat, et opsigtsvækkende arkæologisk fund og en buttet arkæolog med speciale i biologisk antropologi. Min yndlingsenglænder er på banen igen.

Jeg kan godt være ret dårlig til at læse krimi-serier. Det ender desværre tit med, at jeg bare læser de første par bind, og så bliver det ikke til mere, selvom serien er nok så god. Men det har ikke været tilfældet med serien om Ruth Galloway, den midaldrende, buttede arkæolog fra University of North Norfolk.

Ruth har på en eller anden måde fanget mig, så jeg er nødt til at følge med i hendes liv. Hendes nye tilværelse som alenemor. Hendes kontakt med vicekriminalkommisær Harry Nelson der til at begynde med var noget irriteret på den kvindelig akademiker. Hendes venskab med druiden Cathbad der til tider irriterer Ruth grænseløst. Og ikke mindst de mange spændende begivenheder hun uforvarende bliver involveret i.

Her i Det tavse vidne bliver Ruth kontaktet af en tidligere studieveninde, som fortæller at deres fælles ven, arkæologen Dan Golding, er død i en brand. Ruth er rystet over nyheden, men værre bliver det, da hun kort efter modtager et brev fra Dan. Her hentyder han til et opsigtsvækkende fund, som han beder om Ruths hjælp til. For tilsyneladende er stærke kræfter imod Dan.

Brevet får Ruth til at kontakte Nelson. Han trækker i trådene til en gammel politikammerat i Blackpool – som kan afsløre, at Dan blev myrdet.

Alligevel får Ruths nysgerrighed hende til at sige ja, da lederen af Pendle University’s historiske institut, Clayton Henry, beder hende om at se på Dans opdagelse. Hun slår to fluer med et smæk og holder sommerferie i Blackpool med sin datter og Cathbad, og så kan hun undersøge Dans udgravning ved samme lejlighed.

Men hvem der end stod bag Dans død, holder også øje med Ruth, og snart begynder hun at modtage truende beskeder. Kan Ruth selv være i fare?

Noget af det, jeg elsker ved Det tavse vidne (og serien i det hele taget), er blandingen af krimi med historiske emner. Denne gang hører vi blandt andet, om Englands udvikling efter at romerne forlod øen. Hvordan ældgamle sagn og myter trækker tråde til nynazistiske grupper i nutiden. Og om Englands svar på Holger Danske.

Samtidig lader Elly Griffiths historien udvikle sig i et tempo, så vi kommer helt tæt på seriens personer, hvilket også giver et spændende indblik i nutidens England.

Plotmæssigt er serien realistisk. Jeg kan godt blive lidt træt af de nærmest overnaturlige seriemordere, der kan forudsige alt, som har hovedrollen i nogle krimier. Det er ikke tilfældet i Det tavse vidne. Her er det troværdige forbrydelser og troværdige ”skurke”, og det er et stort plus i min bog.

Elly Griffith skriver, så historien nærmest læser sig selv. Jeg havde i hvert fald svært ved at lægge den fra mig, da jeg gik i gang. De forskellige plottråde er med til at skabe suspense, selvom her ikke er tale om en hæsblæsende pageturner. Mod slutningen sker der dog en voldsom stigning i spændingskurven, hvor jeg alligevel kom ud på kanten af stolen, men også det får Griffith flettet naturligt ind i historien.

I det hele taget har jeg kun godt at sige om Det tavse vidne. Den (og hele serien) er et oplagt bud til læsere af velskrevne puslespilskrimier, hvor personer og miljø er en vigtig del af fortællingen.

En charmerende og underholdende krimi jeg kun kan anbefale – og billetten til arrangementet med Elly Griffiths på Horsens Bibliotek d. 4. december er naturligvis købt 🙂

Uddrag af Det tavse vidne:

“En af vores arkæologer – skøn fyr – døde på tragisk vis i sidste uge. Dan Golding. Ved ikke, om du har hørt om ham.”

“Vi var studiekammerater.”

“Åh.” Clayton trækker vokalen. “Så er jeg meget ked af at være den, der overbringer den dårlige nyhed.”

“Det gør ikke noget. Jeg vidste det godt.”

“Åh.” En lidt anden betoning denne gang. “Nå, men jeg ved ikke, om du vidste, at Dan for nylig havde gjort en opdagelse, som han anså for at være betydningsfuld.”

Ruth venter. Det er et trick, hun har lært af Nelson.

“Knogler,” siger Henry. “På en romersk boplads uden for Ribchester. Den måde, knoglerne var blevet begravet på, fik Dan til at tænke, at disse jordiske levninger kunne være … vigtige.”

“Vigtige?”

“En vigtig historisk skikkelse.”

Ruth ved, at ens grav kan give et fingerpeg om ens status. Et avanceret gravmæle, gravgods, våben og skatte – det er alt sammen tegn på, at den døde var rig eller indflydelsesrig.

“Jeg har spurgt mig lidt for,” sagde Henry, hvis stemme igen har fået et slesk tonefald. “Og du er en af vore fremmeste eksperter inden for knogler.” (side 40-41)

Tak til Gads Forlag der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Det tavse vidne:

Udgivelsesår: 04.10.2019
Forlag: Gad, 356 sider
Omslag: Anders Timrén
Originaltitel: Dying Fall
Oversætter: Lærke Pade

Ruth Galloway-serien:

Pigen under jorden, 2018
Løgnens hus, 2018
Huset på klippen, 2018
Døden på museet, 2019
Det tavse vidne, 2019

 

Et tilbageblik på Krimimessen 2019 – lørdag

Krimimessen i Horsens er nu vel overstået, så her kommer lidt billeder og highlights fra weekenden.

Krimimessen 2019 – lørdag

Krimimessen 2019 kort før den officielle åbning

Lørdag morgen kort før messen åbner officielt. Vejrudsigten tegnede heldigvis godt.

Allerede fra morgenstunden var der kø til teltet med gratis goodiebags.

Kort efter den officielle åbning var Magasinet allerede fuld af glade gæster, som besøgte forlagenes stande fyldt med gode tilbud.

Elly Griffiths bliver interviewet af Rebekka Andreasen på Sort Scene om “Døden på museet“.

Fuldt hus ved Sort Scene

Interview med Dennis Jürgensen. Foto: Bibliofilens boghjørne

Min første tjans var at interviewe Dennis Jürgensen om “Eksploderende skadedyr” i Gymnastiksalen. Det blev til en god snak om psykopater, grufulde mordmetoder og en frygtelig afsløring – sjette bind i serien om Roland Triel bliver det sidste… (foto: Bibliofilens Boghjørne)

I år var jeg for første gang på scenen som “offer” i en panelsnak om dansk gys gennem tiden sammen med A. Silvestri, Dennis Jürgensen og Jacob Holm Krogsøe som ordstyrer. Det var nervepirrende, men også sjovt. (foto: Jette Sønderbek)

Kl. 13 var der prisoverrækkelse i Snedkeriet. Her er det Jesper Stein, der modtog Harald Mogensen-prisen for “Solo”

Søren Sveistrup modtog Årets Debutantdiplom for “Kastanjemanden”

Den vigtigste pris, nemlig Årets Danske Horrorudgivelse 2018 gik til Anne-Marie Vedsø Olesen for “Lucie“. Jacob Hedegaard Pedersen fra Dansk Horror Selskab overrakte diplomet

Efter prisoverrækkelsen skyndte jeg mig over i Forsamlingshuset, hvor A. Silvestri skulle interviewe Teddy Vork om hans “Forglemmigej“. Det blev til en interessant snak om, hvad det betyder at skrive til lyd.

Anne-Marie Vedsø Olesen

Jeg havde også fornøjelsen af at interviewe Anne-Marie Vedsø Olesen som vinderen af Årets Danske Horrorudgivelse 2018 for “Lucie“. Hun fortalte bl.a. om, hvordan genrer kan være en ren affyringsrampe for kreativitet.

Lidt tilfældigt kom jeg til at høre Martin Jensens interview med svenske Martin Holmén. De talte om hans krimi “Clinch”, der udspiller sig i Stockholm i 1930’erne og handler om et cykeltyveri. På trods af det umiddelbart lidt spøjse plot lød den så spændende, at jeg senere købte den.

Jeg er ret begejstret for videnskabskrimier, så det var oplagt at høre panelsnakken om videnskabskrimien som genre. I panelet sad Christian Frost, Lisbeth Bille og Claus Lohman, med Søren Vestergaard fra Storytel som ordstyrer. Det blev til en snak om alt lige fra overvågning til den spanske syge. Men også om fascinationen ved videnskabelige fremskridt.

Stephan Garmark er aktuel med bind 2 i serien om Chris Rantzau Cortes “Fantomsmerter”. Han talte med Jacob Hedegaard Pedersen på Rød Scene.

Blandt de gode bogtilbud fandt jeg denne opstilling: Jeg lader dig gå – Lad mig dø 🙂

A. Silvestri interviewes af Jette Holst (foto: A. Silvestri)

Lørdagens sidste programpunkt for mit vedkommende var interviewet med A. Silvestri om “Slør”. Vi kom langt omkring, og Silvestri afslørede bl.a., at han har fået udgivet 150 noveller på dansk! Det er altså helt vildt. (foto: A. Silvestri)

Døden på museet af Elly Griffiths

Døden på museet af Elly GriffithsAt åbne første side i Døden på museet var som at hilse på en længe savnet ven. Jeg faldt øjeblikkelig ind i historien, der tog imod mig med et godt plot, spænding, humor og sit vidunderlige persongalleri.

Ruth Galloway skal mod sin vilje deltage i et PR-arrangement på det lokale museum. Bygningsarbejdere har fundet en middelalderkiste, som siges at indeholde liget af biskop Augustin, hvis efterkommere stadig er i fuld vigør i Norfolk. Da Ruths chef Phil er på konference, er loddet faldet på Ruth til at være museets repræsentant under åbningen, hvor både presse og ping’er er inviteret.

Men da Ruth ankommer til museet, finder hun museets kurator ved siden af kisten. Død. I stedet for pressen bliver det politiet, hun må tale med. Nærmere bestemt vicekriminalkommisær Nelson, som hun qua deres forhistorie har et temmelig anstrengt forhold til.

Nelson er bestemt heller ikke glad for sagen, og selvom det umiddelbart ser ud til, at kuratoren er død af naturlige årsager, sætter han alligevel en efterforskning i gang. Det er dog svært at finde tid og midler til det, for hans afdeling kæmper med en stor sag om smugling af narkotika, hvor de står fuldstændig uden spor.

Døden på museet er fjerde bind i serien om arkæologen Ruth Galloway med speciale i biologisk antropologi. Nye læsere kan godt starte her, for forfatter Elly Griffths sørger undervejs i historien for, at vi bliver opdateret på begivenhederne i de tidligere bind. Jeg vil dog alligevel på det stærkeste anbefale at starte med bind et. Simpelthen fordi serien er så charmerende.

Denne gang trækker plottet tråde så langt bort som til Australien, hvorfra Norfolks lokale eventyrer Lord Percival Smith bragte massevis af knogler fra aborigier med sig hjem. Nu ligger knoglerne i kasser i museets kælder. En bevægelse kaldet Elginisterne presser dog på for at få dem tilbage, så knoglerne kan blive begravet i forfædrenes jord og indgå i Drømmetiden. Men det har efterkommeren Lord Danforth Smith ikke til sinds at imødekomme.

Endnu engang serverer Elly Griffiths en stemningsfuld, spændende og charmerende krimi, som ikke er til at lægge fra sig. Griffeths holder en god balance mellem personernes privatliv og krimiplottet, der – som sædvanligt – er gennemtænkt, troværdigt og overraskende.

Ligeså hyggeligt er det at følge Ruths hverdag, hvor hun jonglerer med at få jobbet og tjansen som alenemor til den 1-årige Kate til at gå op i en højere enhed. Og så er der naturligvis også de kendte bipersoner som Cathbad og Judy Johnson, som ligeledes spindes ind i plottet.

Det er bestemt ikke uden grund, at Elly Griffiths bøger er så populære. Hun skriver simpelthen bare rigtig underholdende, og Døden på museet er endnu et vellykket kapitel i serien.

Tak til Gads Forlag som har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Døden på museet:

Udgivelsesår: 22.03.2019
Forlag: Gads Forlag, 331 sider
Omslag: Anders Timrén
Originaltitel: A Room Full of Bones
Oversætter: Lærke Pade

Serien om Ruth Galloway:

Døden på museet
Huset på klippen
Løgnens hus
Pigen under jorden

Huset på klippen af Elly Griffiths

Huset på klippen af Elly GriffithsDa et hold arkæologer i gang med at lave en undersøgelse om kysterosion finder menneskeknogler skjult under et stenskred, tilkaldes politiet. Er der tale om historiske knogler, eller skjuler de en forbrydelse?

Ruth Galloway er arkæolog og biologisk antropolog med speciale i gamle knogler. Hun finder hurtigt ud af, at knoglerne formentlig stammer fra tiden omkring 2. verdenskrig. At få identificeret dem er straks vanskeligere. Der er ikke mange tilbage på egnen, som husker begivenhederne, og de der gør, er ikke meget for at sige noget.

Efterforskningen får dog en hjælpende hånd, da en militærhistoriker, som forsker i rygterne om en invasion af Norfolk, pludselig dukker op. Men hans tilsynekomst medfører nye dødsfald, og spørgsmålet er, hvorfor sandheden om skeletterne på stranden ikke må komme frem?

Jeg er ganske enkelt vild med den småtykke, kiksede Ruth Galloway, der fagligt har styr på alt, men som nybagt alene-mor kæmper for at få hjemmefronten til at hænge sammen. Hun er netop vendt tilbage til sit job på universitetet, og har endnu langt fra vænnet sig til at være mor. Samtidig kæmper hun med forholdet til vicekriminalkommisær Harry Nelson, som er den hemmelige far til datteren Kate. Og så kommer en veninde fra Ruths tid i Bosnien pludselig på besøg, hvilket ripper op i en masse ubehagelige minder om massegravene, hvor Ruth hjalp med at identificere ofrene.

Huset på klippen er tredje bind i Elly Griffiths krimiserie om Ruth Galloway. Jeg kan endnu en gang kun anbefale den på det varmeste. Denne gang er et underliggende tema krigsforbrydelser, og de ar i befolkningen de medfører. Det er let at se på nazisterne eller De Røde Khmerer og udpege de skyldige bag ugerningerne. Men sandheden er ikke altid så simpel. Den lektion lærer Ruth og Harry denne gang.

Elly Griffiths fortæller i et letforståeligt sprog, men formår samtidig at fylde faglige termer og faktuelle detaljer ind i historien uden at bremse hverken tempo eller underholdningsværdi. Derudover har hun en god balance mellem hvert binds krimiplot og den gennemgående fortælling om Ruth, Harry og de øvrige faste figurer. At hun i Huset på klippen trækker tråde tilbage til 2. verdenskrig er kun endnu et plus i min bog.

Serien om Ruth Galloway er ikke hæsblæsende action, hvor blodet sprøjter fra siderne. Men er du til mere ’hyggelige’ puslespils-krimier, hvor plottet er veltænkt og varme personbeskrivelser og et unikt landskab er vigtige bestanddele, så er Huset på klippen” – og serien i øvrigt – ikke til at komme udenom.

Tak til Gads forlag som har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Huset på klippen:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Gads forlag, 349 sider
Omslag: Anders Timrén
Originaltitel: The House at Sea’s End
Oversætter: Lærke Pade

Ruth Galloway-serien:

Huset på klippen
Løgnens hus
Pigen under jorden

Læs også:

Pigen under jorden af Elly Griffiths
Kadaverdoktoren af Lene Kaaberbøl
Skibet fra Isfjorden af Nina von Staffeldt
Den tavse dreng af Andrew Taylor
Natstorm af Johan Theorin

Løgnens hus af Elly Griffiths

Løgnens hus af Elly GriffithsHvad har romerske guder, to forsvundne børnehjemsbørn og byfornyelse med en buttet arkæolog at gøre? Læs Løgnens hus og find ud af det

Endelig udkom bind to i serien om Ruth Galloway, den buttede knogle-arkæolog, der bor alene ude ved Saltmarsken med sin kat. Jeg har glædet mig, siden jeg læste Pigen under jorden, der udkom tidligere på året.

Der er gået tre måneder, siden Ruth blev involveret i politiets efterforskning af den forsvundne pige, Lucy. Ruth savner sin døde kat, ligesom venskabet med Shona stadig vakler lidt. Også bekendtskabet med vicekriminalkommisær Harry Nelson har sat sig spor, og Ruth har en hemmelighed, hun er nødt til at dele med ham.

På arbejdet bliver Ruth tilkaldt, da nogle bygningsarbejdere finder et skelet, mens de er ved at rive et gammelt hus ned i Norwich. Knoglerne er placeret under en døråbning, og denne placering kunne tyde på, at de måske stammer helt tilbage fra romersk tid. Men Ruth opdager snart, at de er langt nyere – og at de tilhører en lille pige.

Så Nelson og politiet involveres i sagen, som trækker tråde i uventede retninger. Det viser sig, at det gamle hus tidligere rummede et børnehjem, hvorfra der forsvandt to børn tilbage i 1973. Er det liget af dem, man har fundet? Men hvorfor er der så nogen, der har sat sig for at skræmme livet af Ruth? Og har den søde arkæolog Max Grey, der er ekspert i romertiden, og som Ruth får lidt sommerfugle i maven over, noget at gøre med det?

Ligesom første bind i serien er Løgnens hus en velskrevet og underholdende puslespilskrimi, hvor Elly Griffith lægger brikkerne ud. Som læser sidder man og gætter med, mens man luner sig i de troværdige personskildringer og det interessante setup i arkæologiens univers. Griffith fletter raffineret et hav af detaljer om romerske guder, arkæologiske udgravninger og meget mere, ind i fortællingen uden at det føles påtaget. I stedet giver det historien en dybde udover selve krimiplottet.

Løgnens hus er en hyggekrimi af højeste karat. Er du til morderiske pageturnere, hvor siderne drypper af blod og indvolde, så er det ikke Ruth Galloways eventyr, du skal kaste dig over. Er du derimod til lune krimier med sympatiske personer og et fint bundet plot, behøver du ikke at lede længere. Så er Elly Griffiths serie om Ruth Galloway det perfekte valg. Jeg er allerede begyndt at glæde mig til tredje bind…

Tak til Gads Forlag, som har sponseret læseeksemplaret.

Om Løgnens hus:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Gad, 337 sider
Omslag: Anders Timrén
Originaltitel: The Janus Stone
Oversætter: Lærke Pade

Serien om Ruth Galloway:

The Crossing Places (Pigen under jorden)
The Janus Stone (Løgnens hus)
The House at Sea’s End
Dying Fall
A Room Full of Bones
The Outcast Dead
The Ghost Fields
The Woman in Blue
The Chalk Pit

Pigen under jorden af Elly Griffiths

Pigen under jorden af Elly Griffiths

Et knoglefund i Saltmarsken og en sag om en forsvunden pige er udgangspunktet for 1. bind i serien om arkæologen Ruth Galloway

Ruth Galloway er arkæolog. Hun underviser på University of North Norfolk med speciale i biologisk antropologi og bor alene i et lille hus i udkanten af Saltmarsken med udsigt til en næsten uendelig himmel. Når hun i tankerne beskriver sig selv, er det med ordene: enlig, overvægtig kvinde der bor alene og har to katte. Men egentlig er hun godt tilfreds med sit liv.

En dag bliver hun overraskende kontaktet af politiet i skikkelse af vicekriminalkommisær Harry Nelson. Der er blevet fundet nogle børneknogler i Saltmarsken, og politiet har brug for at finde ud af, om de er nye eller gamle. For ti år siden forsvandt en lille pige ved navn Lucy Downey nemlig fra lokalområdet, og man frygter, at knoglerne tilhører hende.

Det viser sig dog, at knoglerne stammer fra Jernalderen, og altså ikke har noget med politisagen at gøre. Alligevel bliver Ruth involveret i den fortsatte efterforskning, da sagen pludselig trækker tråde ind i arkæologiens verden.

Pigen under jorden er første bind i krimiserien med Ruth Galloway i hovedrollen. I forordet fortæller Elly Griffiths (navnet er i øvrigt et pseudonym for Domenica de Rosa), hvordan idéen til bogen opstod under en vandretur i en saltmarsk med hendes mand – der er arkæolog. Herefter satte hun sig ved computeren og skrev hele romanen ‘i en rasende fart’, og resten er historie, som man siger. Pigen under jorden vandt The Mary Higgins Clark Award 2011, blev rost til skyerne af anmeldere og læsere, og i skrivende stund er der udkommet ni bind om Ruth Galloway.

Jeg kan sagtens forstå begejstringen, for Pigen under jorden er både spændende, velskrevet og med en sympatisk og troværdig hovedperson. Griffiths fortæller levende og får de arkæologiske elementer til at indgå i historien på en naturlig måde, så de bliver en ligeså fascinerende del af plottet som forsøget på at opklare Lucys forsvinden.

Samtidig føler man sig simpelthen i godt selskab med Ruth Galloway, og det er yderst befriende med en kvindelig hovedperson, der rent faktisk føles som et rigtigt levende menneske. Ligeledes har Griffiths i samspillet mellem med den reserverede akademiker Galloway og den bryske betjent Nelson skabt et vellykket makkerpar. De to virker umiddelbart som modsætninger, men viser sig alligevel at have en del til fælles.

Endelig er valget af lokaliteten – den ensomme og barske saltmarsk – lidt af en genistreg. Det er let at forestille sig fortiden rulle ind over nutiden som havgusen med havets bølger, og med sin barske og livsfarlige skønhed er Saltmarsken et sted for mysterier og død, som nærmest bliver en karakter i bogen på linje med Galloway og Nelson.

Pigen under jorden er ikke hæsblæsende action, hvor blodet drypper fra hver en side. I stedet emmer fortællingen af atmosfære på samme måde som f.eks. svenske Johan Theorins Ølands-kvartet gør. Griffiths lokker læseren længere og længere ind i historien uden at man kan slippe den igen. Præcis som lygtemændene lokkede mennesker i døden i mosen. Det er stemningsfyldt og spændende, men også med en lun understrøm af humor og varme.

Jeg ser allerede frem til det næste bind i serien om Ruth Galloway, og glæder mig til at lære den indadvendte og buttede arkæolog endnu bedre at kende.

Tak til forlaget Gad som har sponseret anmeldereksemplaret. Bogen udkommer d. 19. januar og kan købes her.

Besøg Elly Griffiths hjemmeside

Om Pigen under jorden:

Udgivelsesår: 19.01.2018
Forlag: Gads forlag, 309 sider
Omslag: Anders Timrén
Originaltitel: The Crossing Places
Oversætter: Lærke Pade

Serien om Ruth Galloway:

The Crossing Places (Pigen under jorden)
The Janus Stone
The House at Sea’s End
Dying Fall
A Room Full of Bones
The Outcast Dead
The Ghost Fields
The Woman in Blue
The Chalk Pit