december 2017
M T O T F L S
« nov    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031
Arkiver

Indlæg tagget med ‘ensomhed’

Lille Fugl af Lauri og Jaakko Ahonen

Lille-fugl-forside“Lille fugl” er en ualmindelig smuk og stemningsfuld graphic novel der tager pusten fra læseren

Uden mange ord, men i smukke og detaljemættede billeder fortæller de to finske brødre Jaakko og Lauri Ahonen en hjerteskærende historie om Lille fugl, der bor alene sammen med sin syge mor.

De to bor isoleret i et hus, hvor alle vinduer er barrikaderet med brædder, og hvor Lille fugls eneste selskab er en enkelt nysgerrig edderkop, som har forvildet sig ind i huset, og så de mange malerier af forfædrene, hvis barske portrætter stirrer strengt ned på ham, mens han passer sin sengeliggende mor og holder huset rent.

Angsten er en fast bestanddel i Lille fugls verden, for moren fortæller ofte om den farlige verden udenfor, hvor DE ONDE FUGLE bor og bare venter på en lejlighed til at komme ind og hakke øjnene ud på små fugle og deres mødre. Men trods de mange sikkerhedsforanstaltninger banker den ydre verden alligevel på døren en dag …

Jaakko og Lauri Ahonens fortælling om Lille fugl modtog Finlandia-prisen for bedste finske tegneserie 2013, og i Italien blev den kåret som årets bedste tegneserie 2014, ligesom den i USA er nomineret til Eisner-prisen 2015 for bedste oversatte og bedste malede tegneserie.

Her er også tale om en særdeles smuk og knugende tegneserie, som berørte mig dybt under læsningen. Dels med sin triste historie om en mor, som uden tanke for konsekvenserne videregiver sin angst og mistro til omverdenen til sit barn, men i særdeleshed også for den smukke billedside.

Ahonen brødrene har skabt en knugende ramme med det isolerede hus, hvor billedsiden umiddelbart virker enkel med trapper, korridorer, værelser og close-up af barrikaderede vinduer og låste døre. Men hvert billede er så fortættet, at man som læser lynhurtigt føler paranoiaen kravle ud af siderne sammen med angsten. De enkelte tegninger er fyldt med detaljer, og sammen med en fantastisk brug af beskæring og vinkling giver det siderne en til tider 3D-agtig effekt, som er helt enestående og nærmest filmisk. Det er virkeligt formidabelt lavet.

Jeg blev dybt betaget af ”Lille fugl” og sad efter endt læsning med en stor klump i halsen, så selvom det ikke som sådan er en gyser, bliver jeg nødt til at anbefale den her på siden, for den fortjener i den grad at blive læst.

Besøg forlaget Cobolts hjemmeside

Andre anmeldelser af “Lille fugl”: Berti Stravonsky, DR, Torsdags tegneserien på Horsens Bibliotek

Lille-fugl-trappen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Jaakko og Lauri Ahonen
ISBN-13: 9788770856096
Sideantal: 128
Forlag: Cobolt

Ôdishon aka Audition

Ôdishon aka AuditionTakashi Miike er en af de instruktører, som jeg ind i mellem har endog meget svært ved at se, fordi hans film indeholder så ekstremt realistiske voldelige scener. Det er også tilfældet her i Ôdishon, selvom filmen starter helt anderledes op.

Den midaldrende Aoyama mistede for 7 år siden sin hustru, og siden har han været alene med sønnen Shigehiko. Nu er sønnen blevet stor, og han opfordrer Aoyama til at finde sig en ny hustru. Men hvordan gør man lige det?

Aoyama arbejder for et filmselskab, og en dag foreslår en kollega, at han sidder med under en audition. Her bliver han betaget den smukke unge Asami, som han inviterer ud at spise. Daten går godt, og de to begynder at ses. Men kollegaen er bekymret. Han synes, der er noget sært ved den unge kvinde, og selvom Aoyama afviser mistanken, går han dog med til at tage det lidt med ro. Alligevel varer det ikke længe, før han er dybt forelsket og foreslår Asami, at de forlover sig. Men så ændres alt.

Ôdishon starter som sagt ud i et roligt tempo, som lader publikum få en fornemmelse af og forståelse for Aoyama. Her skildres en ærlig og sympatisk mand, som har viet sit liv til sin søn, og nu drømmer om at undslippe ensomheden med en ny hustru. Den første time er filmet i klare farver og med et roligt klippetempo.

Men den slutter i et helt andet tempo! Vi får først en mistanke om, at Asami ikke er en helt almindelig ung kvinde, da vi ser hende sidde ubevægelig i sin lejlighed, mens hun stirrer på telefonen, og efterhånden går det også op for Aoyama. Og jo nærmere han kommer på sandheden om Asami, jo mere skrues tempoet op med hurtig klipning, flashbacks og nærmeste mareridtsagtige visioner hvor perspektivet er fuldstændigt skævt, og farverne unaturlige. Aoyama oplever, at dagligdagens trummerum skiftes ud med lidenskab, angst og nærmeste surrealistiske begivenheder, og filmen kulminerer i et sandt voldsorgie, hvor Miike gør brug af sin specialitet, at lade publikums fantasi generere de afsluttende billeder ved at klippe væk før nålen stikkes ind i øjet osv.

Og hvor jeg f.eks. ikke har lyst til at se Imprint igen, selvom det er en udmærket film, så kunne jeg sagtens se Ôdishon. Her er masser af ufortalte historier mellem linjerne, som kunne fortjene et gensyn, og Asami er en besynderlig figur, der bliver mere og mere interessant. I begyndelsen af filmen optræder hun som en uskyldig men også gådefuld ung kvinde, der fremstår meget ærbødig og henrykt over Aoyamas opmærksomhed. Men jo længere frem i filmen, vi kommer, jo mere går det op for publikum, at Asami er meget mere end det.

Alt i alt forstår jeg godt, at Ôdishon blev Takashi Miikes internationale gennembrud. Det er en både dybt foruroligende, men også fascinerende film, som tåler at blive set mere end en gang.

Læs et interview med Takashi Miike om Ôdishon

Om filmen:

Instruktør: Takashi Miike
Udgivelsesår: 2000
Originaltitel: Ôdishon

Kaïro (Pulse, 2001)

Kaïro aka Pulse, 2001Da jeg så Pulse fra 2006, var jeg ikke klar over, at det var en genindspilning af Kaïro. Dengang tænkte jeg, at det var en skam, at den gode historie ikke blev udnyttet bedre. Nu hvor jeg har set originalen, kan jeg kun vedblive at undre mig, for hvorfor lave en genindspilning når originalen er så meget bedre.

Historien følger to spor. Den unge kvinde, Michi, som arbejder i en planteforretning og den studerende Ryosuke, som netop har koblet sig til internettet, mest fordi det gør alle andre jo.

Michis kollega forsvinder, og da hun opsøger ham i lejligheden for at hente en disk, han havde lovet at lave til dem, opdager hun, at han har begået selvmord. Hun får dog disken med, og her opdager hun en mystisk hentydning til “Det forbudte rum”, som altid findes bag en dør mærket med rødt tape.

Imens oplever Ryosuke mærkelige ting med sin computer. Af sig selv tænder den og viser ham billeder af ensomme mennesker foran deres pc. Han opsøger underviseren Harue, som er meget interesseret i problemet og foreslår, at det kan være en hacker. Men det viser sig at være spøgelser, som via internettet invaderer de levendes verden.

De to historier kører sideløbende hen mod slutningen, hvor Michi og Ryosuke møder hinanden i et mennesketomt Tokyo, hvor alle andre tilsyneladende er forsvundet eller døde. De to søger videre og videre i håbet om at finde andre mennesker, mens byen langsomt smuldrer omkring dem.

Kiyoshi Kurusawa tegner med Kaïro et dystert billede af teknologiens indvirkning på mennesket. Vi sidder alle hver for sig foran hver vores skærm i ensomhed, mens livet langsomt siver ud af os. Han viser den fremmedgjorthed og ensomhed, som det moderne menneske oplever i teknologisamfundet ført helt ud til kanten, og det gør han meget overbevisende.

Kaïro er måske ikke den mest skræmmende film, jeg har set, men den kryber alligevel langsomt ind under huden. Til sidst sad jeg bare med en ubehagelig trøstesløs fornemmelse. På en eller anden måde formår de gode asiatiske gysere at fremkalde fornemmelsen af at noget er helt forkert med meget få virkemidler, og her i Kaïro bliver synet af en dør med rød tape meget meget ubehagelig.

Alt i alt er Kaïro en interessant oplevelse, som ind i mellem bliver en lille smule langtrukken. Jeg kan dog godt lide idéen bag historien, og så var der som sagt nogle ret intense scener undervejs, når spøgelserne kommer til syne. Er du mest til hurtig action og hop-ud-af-sædet-gys, er Kiyoshi Kurosawas film nok ikke den rette, men har du lyst til en lidt mere eftertænksom oplevelse, så prøv Kaïro – og husk at komme ud blandt mennesker bagefter …

Om Kaïro:

Instruktør: Kiyoshi Kurosawa
Udgivelsesår: 2001

Rebecca af Daphne du Maurier

Rebecca af Daphne du MaurierJeg har ofte hørt om Manderley, Rebecca og Mrs. de Winter, men har aldrig fået hverken læst bogen fra 1938 eller set Alfred Hitchcocks filmatisering fra 1940. Jeg har dog ofte tænkt, at det var en klassiker, jeg burde kende, så da chancen kom i forbindelse med en arbejdsopgave, greb jeg den. Rebecca er ikke en egentlig gyser, men ikke desto mindre en interessant roman med stærke gotiske undertoner.

Jeg-fortælleren er en ung, ubemidlet og meget naiv kvinde, som i romanens begyndelse er ansat som selskabsdame for den snobbede og sladdervorne Mrs. Van Hopper. I Monte Carlo støder de tilfældigt på Maxim de Winter, som Mrs. Van Hopper kender gennem sladderen. Maxim ejer det smukke hus Manderley ved Cornwalls kyst og mistede for nyligt sin hustru, Rebecca, i en ulykke. Alt dette kender fortælleren ikke noget til, men hun forelsker sig inderligt i Maxim, selvom han er en del ældre, og da hun pludselig skal rejse til USA med Mrs. Van Hopper, frier han til hende, og hun accepterer.

Men livet på Manderley bliver ikke, som hun havde forestillet sig. I huset regerer husbestyrerinden Mrs. Danvers, og hun styrer huset, som levede den første Mrs. de Winter endnu. Fortælleren er bange for Mrs. Danvers, men Maxim forstår hende ikke, og også han ændrer sig med tilbagekomsten til Manderley. Og snart banker fortiden ubehageligt på døren.

Rebecca er fra 1938, og selvom den sprogligt er fantastisk, så måtte jeg alligevel ind i mellem bide mig i kinden af utålmodighed, for sjældent har jeg da oplevet en heltinde så helt igennem hjælpeløs og naiv. Jeg havde lyst til at ruske hende og bede hende om at tage sig sammen, men det kan man jo ikke med en romanfigur, og hendes sind hørte sikkert tiden til.

Når det er sagt, så er Rebecca en overordentlig dejlig roman at læse. Sproget smelter som chokolade på tungen, og allerede i indledningen slår Daphne du Maurier romanens skæbnetunge tone an: ”Pludselig gled en sky for månen som en hånd, der stryger over et ansigt, og i det samme var trylleriet brudt. Lyset i vinduerne blev slukket, og jeg så kun de sjælløse, øde mure, som intet fortalte om det liv, der engang havde rørt sig bag dem. Huset var kun et gravkammer – vores frygt og lidelser lå begravet under ruinerne, og opstandelse var utænkelig…

Huset Manderley hviler tungt over den nye unge frue, hvilket indledningen også indikerer. Til tider virker huset uskyldigt nok, men så ændrer det pludselig karakter og bliver igen en truende skygge over hendes lykke, som når fortælleren farer vild i husets mange værelser, eller når hun frygter, at Mrs. Danvers holder øje med hende i haven fra husets mange lukkede vinduer. I det hele taget lurer det usagte som ond skygge over alt, hvad der sker i romanen, og den unge fortæller må erkende, at tavshed kan ødelægge alt: ”Nu forekom det mig utroligt, at jeg aldrig havde forstået det. Jeg tænkte på alle de mange mennesker her i verden, som led og blev ved med at lide, fordi de ikke kunne overvinde deres angst for at tale ud og i deres tåbelige blindhed byggede en mur omkring sig, der helt skjulte sandheden…”

Som regel er fortælleren også hovedpersonen i en roman, men det er ikke tilfældet i Rebecca. Ved at lade den unge fortæller være navnløs, understøtter Daphne du Maurier hendes status som mindreværdig, og den egentlige hovedperson bliver dermed Rebecca, der i romanen stadig styrer begivenhederne på Manderley, selvom hun er død.

Et andet kunstgreb af forfatteren er den omvendte kronologi i historien, der starter i Frankrig, hvor den nye Mrs. de Winter tænker tilbage på begivenhedernes gang, fra hun mødte Maxim og til de voldsomme begivenheder, der slutter romanen. Så vi ved fra starten, at noget grusomt er under opsejling, men holdes i stille suspense helt frem til slutningen.

Alt i alt er Rebecca et atmosfærefyldt drama, der på overfladen flyder roligt af sted, men hvor hemmeligheder og det usagte lurer i mørket, klar til at bryde den tilsyneladende idyl hvert øjeblik, det skal være. Det var ikke en roman, hvor jeg sad med hjertet i halsen fra start til slut, men atmosfæren krøb langsomt ind under huden på mig, og pludselig var jeg fanget af Manderleys dystre skygge og kunne ikke slippe bogen igen.

Bogen blev som nævnt filmatiseret af Alfred Hitchcock i 1940, og er af anmelderne blevet kaldt Hicthcocks måske største mesterværk. Filmen vandt da også to Oscars for Bedste Film og Bedste Cinematografi og var nomineret til yderligere 11 Oscars, heriblandt Bedste Instruktør.

Om bogen:

Udgivelsesår: 1938

Family

I ekstramaterialerne fortæller John Landis, at han egentligt helst ikke vil have, at publikum opdager brugen af kameravinkler i hans film. De skal være så opslugte af historien, at de ikke tænker på noget som helst andet. Og så griner han lidt, for her i “Family” som er Landis bidrag til anden sæson af Masters of Horror, starter han med en visuel rundtur i den hyggelige Harolds smukke hjem, hvor publikum ikke kan andet end lægge mærke til kameraets synsvinkel.

“Family” er historien om Harold, som dræber af ensomhed. Han tager sine ofre med hjem, koger kødet af deres knogler og samler skeletterne om sig som familiemedlemmer. Da et ungt par flytter ind i nærheden af Harold, og de virker venligt optaget af ham, bliver Harolds skeletkone jaloux. Så Harold smadrer hende, men nu mangler han en hustru, og selvom det er risikabelt at myrde så tæt på hjemmet, beslutter han sig alligevel for at gå efter den unge nabokone.

Harold spilles af George Wendt, som jeg kender som Norm fra tv-serien “Sams bar”. Han er velcastet i rollen, fordi han udadtil ser hyggelig og gemytlig ud, og det virker dobbelt grotesk, når han så står og vasker kødet af et lig. Samtidig kan han faktisk også se rigtig ond ud, som da han mister temperamentet overfor skelethustruens jalousi.

Jeg blev ikke fuldstændig overrasket over slutningen, selvom jeg ikke havde gennemskuet hele plottet, men trods det vil jeg kalde “Family” en gennemført fortælling med masser af underholdningsværdi.

John Landis instruerede “Deer Woman” i første sæson af Masters of Horror.

Instruktør: John Landis
Udgivelsesår: 2006

Mørkeræd af Andreas Roman

Mørkeræd af Andreas RomanFor lang tid siden fik jeg tilsendt et link til Andreas Romans hjemmeside af en kammerat, og det var bestemt en lovende oplevelse, så selvfølgelig skulle jeg da have bogen, da den langt om længe blev oversat til dansk.

David er 32 år og mørkeræd. Ikke bare mørkeræd som de fleste af os kan være, men rigtig rigtig bange for mørket. Så bange faktisk, at det til en vis grad har ødelagt hans liv. Nu har han imidlertid sat sig for at stoppe den angst. Han begynder i terapi, og som afslutning på den tager han ud i en hytte i Nordsverige langt borte fra storbyen. Meningen er, at han skal se frygten i øjnene og komme helt ned at ligge, før han kan bygge sig selv op igen. Men skoven omkring hytten er kulsort om natten – og noget lister omkring.

Mørkeræd er bestemt en vellykket roman. Jeg følte med David, når han kæmper med sin angst for mørket, og Andreas Roman skriver godt og sikkert. Hans skildring af det vanvid, ens angst kan drive en ud i, er veludført og overbevisende. Jeg kan også godt lide, at han overlader en del til læserens egen overbevisning. Er der et monster i mørket? Elller er det bare Davids eget sind? Det lader Roman være op til dig. Jeg ved godt, hvad jeg tror, men det siger jeg ikke …

Også omtalt på horrorsiden.dk

Om Mørkeræd:

Udgivelsesår: 2008
Forlag: Lindhardt og Ringhof, 206 sider

Sov mit barn af Joanne Harris

Jeg ved faktisk ikke rigtig, om jeg synes Joanne Harris nye roman hører hjemme her på gyseren, men forlaget kaldte den for en gotisk thriller med intriger, løgne og gys, så lidt ret har den vel.

Henry Chester er kunstmaler. Faren var præst, og moren var stort set altid fraværende. Henry vokser op med et forkvaklet forhold til kvinder, som han alle til hobe anser for syndere og djævelens fristerinder.

En dag opdager han den unge Effie, som sidder model for ham til et maleri. Hun virker uskyldig og har en fuldkommen ren udstråling. Henry beslutter sig for at ”passe på” Effie, og bliver hendes beskytter indtil hun som 17-årig bliver hans hustru.

Men selvom Effie er blevet afskåret fra meget af omverdenens påvirkning, vækkes hendes seksualitet alligevel, da Henry på bryllupsnatten nærmest kaster sig over hende. Og det kan han slet ikke lide!

”Sov mit barn” fortælles skiftevis mellem Henry, Effie og romanens andre personer. Jeg havde mere end svært ved at snuppe den puritanske Henry. På den ene side vil han, at kvinder skal være lydige og uden seksuelle lyster, på den anden side frekventerer han jævnligt prostituerede (jo yngre, jo bedre) og bebrejder bagefter dem, at han ikke kan styre sine drifter. Jeg kom til at tænke på Penelope Evans hovedperson fra “Den nye pige“, Larry Mann. Og det er ingen kompliment til Henry!

Effie kastes ganske uskyldigt ind i hans spil, og selvom hun som barn beundrede Henry, er det som voksen svært for hende at blive ved med at holde af ham. For han tager alt fra hende i sit forsøg på at forme hende efter sine drømme.

Da Effie møder bordelmutter Fanny og den skruppelløse forfører Mose Harper, kompliceres alt yderligere, for Fanny mistænker Henry for en forbrydelse i fortiden, og Effie forelsker sig i Mose.

Det lyder ikke særligt gyseragtigt, men mod slutningen sker der dog lidt. Til gengæld er den gotiske stemning gennemført, og “Sov mit barn” er en okay roman, som dog bliver lidt langtrukken hen ad vejen.

May

May er en genert og socialt utilpasset pige, hvis eneste ven er en dukke, hun fik af sin mor i fødselsdagsgave, da hun var barn. Som voksen søger hun venskab og kærlighed, men ved ikke hvordan hun skal bære sig ad.

En dag møder hun den “perfekte” Adam, og det lykkes hende at komme i kontakt med ham. De starter et forhold, men Adam kan alligevel ikke klare Mays særprægede opførsel, og han dumper hende. Heldigvis er May god til at sy – og kan hun ikke finde en bedste ven, kan hun måske lave en selv.

Her er tale om en ganske udmærket gyser, der samtidig formår at give publikum sympati for dens hovedperson. May er en stakkel, og hun spilles utroligt godt af Angela Bettis, der ligner en ung udgave af Madeleine Stowe. Her er ikke tale om de store overraskelser i plottet, men alligevel synes jeg, at det er en film, der er værd at se.

Instruktør: Lucky McKee
Udgivelsesår: 2002