Indlæg tagget med ‘ensomhed’

Sorte Sally af John Kenn Mortensen

Sorte Sally af John Kenn Mortensen

Sally er stor, fed, grim og ensom. Forældrene er skilt, og nu bor hun i kælderen hos sin ondskabsfulde bedstemor, der ikke bryder sig om hende. Ingen kan lide hende. I skolen bliver hun mobbet, og kun en enkelt lærer viser hende venlighed. Men også det ødelægges for Sally.

Vendepunktet bliver, da seriemorderen Frank Durant dukker op, hårdtsåret, i hendes kælderværelse. Først forsøger Sally at melde ham til politiet, men da ingen reagerer, begynder hun i stedet for at pleje ham. Frank vækker noget i Sally, og hun er færdig med at tage duknakket imod verdens modbydeligheder. Først siger hun fra overfor bedstemoren, siden mobberne i skolen. Men hvor langt vil hun gå?

John Kenn Mortensen er eminent til at beskrive de skæve, sårede og ensomme eksistenser, som resten af verden helst overser. Det gør han også her i Sorte Sally, som næsten er ubærlig at læse. Alt det had, der møder Sally, blot fordi hun er stor, er ubegribeligt, men desværre ikke usandsynligt. Som John Kenn Mortensen udtrykker det: “Lort triller ned ad bakke, og Sally ligger under Martin helt nede for enden af bakken, nede i grøften.” (side 174)

Sorte Sally er fyldt med vold, vrede, ondskab og ligegyldighed. Det er dyster og deprimerende læsning, om hvad mangel på omsorg kan gøre ved et menneske. Stemningen er kuldslået fra start. For Sally har det været op ad bakke hele hendes liv. Hun er uønsket af alle, og alt hvad hun drømmer om, er at nogen bryder sig om hende. Det være sig en lille kattekilling – eller en såret seriemorder.

Der er ikke meget at glædes over i Sorte Sally, som er en hård, voldelig og ubarmhjertig beskrivelse af en ung, omsorgssvigtet kvinde. Ofte er der en sorthumoristisk tone i John Kenn Mortensen historier, der bløder det dystre op. Det er ikke tilfældet her. Ingen hjælper Sally. Ingen elsker Sally. Men heldigvis står Sally til sidst op for sig selv.

“Historien er kvalmende ulækker, men har en egen indbygget fascination. Den vinder med flere længder i forhold til uhygge, hvis man sammenligner med andre danske forsøg i horror-genren. De andre er simpelthen for pæne. Mortensen har ingen bremse. “Sorte Sally” er velskrevet og sammenhængende, og man kan ikke klage over mangel på spænding […] Den er dedikeret til “de uformelige, der ikke passer ned i kasserne”. Og jeg tænker, at “Sorte Sally” sikkert, uden filter og usvigeligt klart, fremstiller netop denne gruppes frustrationer, angst og længsler.” (Kristeligt Dagblad 14.04.2021)

En stor anbefaling herfra. Men vær forberedt på en historie der er sortere end sort.

Uddrag af bogen:

Sally slukker for radioen. Hun bukker sig ind over den lille, spindende pelsklump i sit skød.

“Gid der ville komme nogen og slå mig ihjel …” hvisker hun. “Du må undskylde, at jeg reddede dit liv. Jeg ved jo slet ikke, om du hellere ville dø.”

Sorte Slyngel spinder og gnubber sig op ad Sallys kind, hendes hage, hendes hals, som om den prøver at finde et hårdt hjørne mellem alt det hvide kød og fedt.

“Hvis du vokser op og bliver en tiger, vil du så love mig at flå mig i stykker og æde mig?” (side 43)

Om Sorte Sally:

Udgivelsesår: 19.03.2021
Forlag: Gad, 256 sider
Omslag: Sune Ehlers og Kat-Art

Læs også:

Lille stjerne af John Ajvide Lindqvist
Alena af Kim W. Andersson
Dan lærer at leve af Karsten Brandt-Knudsen
Søstre af Daisy Johnson
Onde piger af Alex Marwood
Små onde svin af John Kenn Mortensen
Thornhill af Pam Smy

Venligheden af John Ajvide Lindqvist

Venligheden af John Ajvide LIndqvist

Jeg har skrevet det før, men nu skriver jeg det igen. Hvis der er noget, jeg misunder svenskerne, så er det, at de har en forfatter som John Ajvide Lindqvist. Venligheden er hans femte roman på dansk, og ligesom de tidligere fortællinger er her tale om et lille mesterværk.

Forlagets beskrivelse:
En knaldgul, aflåst container.

En efterårsmorgen i 2018 står den bare der, længst ude på havnekajen i Norrtälje. Ingen ved, hvor den kommer fra, eller hvem der ejer den. Og da den langt om længe åbnes, forandrer dens indhold alting i byen. Den dagligdags venlighed, som alle har taget for givet, smuldrer og forsvinder.

Vi følger seks personer omkring de 30 år, som også selv er i transformation. Max og Johan spiller minigolf og Pokémon Go og spekulerer på, hvornår det virkelige liv begynder. Siw og Anna går i fitnesscenter for at slippe af med overvægten. Marko og Maria flygtede som børn fra Bosnien og har tilsyneladende klaret sig godt, men noget gnaver.

De arbejder ved vej og park, som kassemedarbejder, i ældreplejen, i en bowlinghal og som fotomodel og formueforvalter. Som fortællingen skrider frem, udvikles og indvikles deres indbyrdes relationer, og de føres sammen på en måde, der er uventet for dem alle.

 VENLIGHEDEN er en roman om forandring, kærlighed og venskab og er John Ajvide Lindqvists hidtil mest ambitiøse tværsnit af samtiden i det mikrokosmos, der hedder Norrtälje.

Anmelderne skriver:

Doris Ottesen, Kristeligt Dagblad:
Romanen åbner med en beretning om en gul container, der i nattens mulm og mørke er blevet læsset af på havnen. Den får lov at blive stående, fordi alle er bange for den og – skal det vise sig – med god grund […] Det er, som om selve ondskaben har været lukket inde i den og nu er sluppet ud i byen. Hvor der før var venlighed og imødekommenhed mellem byens indbyggere, opstår der nu en uforklarlig vrede, ja, et helt ukontrollerbart had, som påvirker alt og alle og i sidste ende får romanens hovedpersoner til at handle. Det er sejren over dette onde, der ikke blot udgør romanens hændervridende slutning, men også dens filosofiske og etiske fokus. Kan venligheden vende tilbage? (Læs hele anmeldelsen i Kristeligt Dagblad 11.10.2021)

Jette Holmgaard Greibe, Litteratursiden:
John Ajvide Lindqvist er Sveriges Stephen King. Han kan i den grad præcisere hverdagens rædsler og er mesterlig til at portrættere mennesker og antyde det afskyvækkende. (Læs hele anmeldelsen på Litteratursiden.dk)

Torben Rølmer Bille, Kulturkapellet:
Venligheden er ud over at være en vældigt velskreven hverdagsthriller også mellem linjerne en slet skjult kommentar til flere af de ting, som Sverige har kæmpet med i løbet af de seneste år. Her tænkes især på den frygt der tydeligvis eksisterer i vort broderland for at tage en reel, åben debat om de problemer, som er opstået i kølvandet på en fejlslagen integration af nogle flygtninge og indvandrere […] Det var endnu engang en stor fornøjelse at læse en ny roman fra John Ajvide Lindqvist. Han formår at skabe stemning i både de mere dramatiske øjeblikke og i hverdagssituationerne. Han formår at skabe troværdige figurer, som er skarpt optegnet, og som man reelt kommer til at holde af undervejs. Endelig får han afsluttet sin roman med et klimaks som nogle måske vil finde lidt skuffende, men som denne læser var vildt begejstret for. Det er i al fald befriende, at der ikke pludselig serveres en spektakulær ’Hollywood ending’, når nu hoveddelen af bogen har holdt sig så jordnært, som tilfældet er her. (Læs hele anmeldelsen på Kulturkapellet.dk)

Karen Rosenfeldt, Bogblogger:
Det kan godt være, at mange læsere vil springe denne bog af John Ajvide Lindqvist over, fordi han normalt er kendt for at skrive ret plausible (hvis jeg må sige det) bøger om vampyrer, zombier, spøgelser og andet overnaturligt. Hans bøger handler nemlig om så meget mere end det. Han er eminent til at skrive socialrealistisk litteratur, der foregår i socialt belastede områder i Sverige og med karakterer, der er både påtrængende ubehagelige og det stik modsatte. Venligheden er en roman om kærlighed og venskab mellem seks venner i trediverne i en lille flække kaldet Norrtälje, og så er det en roman om, hvad der sker, hvis venligheden pludselig forsvinder, og det værste kommer frem i folk […] Den her bog var så langt fra, hvad jeg havde forestillet mig, at jeg havde en del besvær med at skrive om den. Forlaget kalder bogen for en varm samtidsroman om medmenneskelighed, venskab og kærlighed. Jeg synes, den er barsk, uhyggelig og med helt igennem fantastisk beskrevne karakterer […] Der er usædvanligt få overnaturlige aspekter i bogen i forhold til tidligere bøger, jeg har læst af John Ajvide Lindqvist, men samspillet mellem de seks hovedpersoner gør historien helt igennem formidabel. Jeg håber virkelig, at denne bog vil tillokke nye læsere af John Ajvide Lindqvist. (Læs hele anmeldelsen på Bogblogger.dk)

Om Venligheden:

Udgivelsesår: 20.08.2021
Forlag: Modtryk, 692 sider
Omslag: Marlene Diemar / Imperiet
Originaltitel: Vänligheten (svensk)
Oversætter: Anders Johansen

Læs også:

Små hænder af Andrés Barba
Den nye pige af Penelope Evans
Den onde vilje af Karin Fossum
Begærets butik af Stephen King
Skadedyr og tulipaner af Steen Langstrup
Hjemmet af Mats Strandberg

Dan lærer at leve af Karsten Brandt-Knudsen

Dan lærer at leve af Karsten Brandt-Knudsen

Dan er en ensom, ung mand med en triviel tilværelse. Da han en dag indser at en skattegæld vil sende ham i trældom resten af livet, kaster han sig ud i en desperat kamp for at opretholde sin integritet. I sin iver efter at redde sig ud af den håbløse situation tyr Dan til både prostitution og mord, men nogle gange skal man til helvede og se sine dæmoner i øjnene for at finde frelse … (forlagets beskrivelse)

Karsten Brandt-Knudsen er et spændende nyt navn på den danske horrorscene. Han har de seneste år udgivet en række noveller i diverse antologier og magasiner. Nu debuterer han som romanforfatter med Dan lærer at leve, en fortælling som forlaget meget rammende beskriver som en genremæssig krydsning mellem Edgar Allan Poe og Bret Easton Ellis roman American Psycho tilsat en god portion morbid humor.

Jeg hørte, Karsten Brandt-Knudsen læse op af Dan lærer at leve til Skrækfest i Odense, før jeg selv læste bogen. Uddraget var en scene, hvor Dan – detaljeret og grafisk udpenslet – skal fist-fucke en håndværker, og jeg må indrømme, at jeg både blev frastødt og fascineret af kapitlet, der bestemt ikke er hverdagskost i dansk litteratur.

Efter jeg nu har læst hele romanen, kan jeg konkludere, at mit første indtryk på mange måder holder. Dan lærer at leve er både grænseoverskridende, frastødende, fascinerende og tankevækkende. Det er en roman, der er grotesk og ubehagelig, men samtidig makabert morsom, og som udpenslet beskriver sex og rå vold. Men ser man bag om den ydre handling, er det en roman om ensomhed og mangel på kærlighed, og hvad det gør ved et menneske.

Dan starter ud som et ensomt menneske uden ambitioner i livet. Han er usynlig på sit arbejde, og det nærmeste han kommer på en ven er kioskejeren Ali. Det er Ali, Dan henvender sig til, da han opdager, at han skylder Skat penge. Han håber på, at Ali kender en revisor, der kan hjælpe ham. Og Ali hjælper Dan. Men på en noget overraskende måde.

I forsøget på at komme ud af sin gæld kaster Dan sig ud i de mest usandsynlige handlinger, lige fra førnævnte fist-fucking til mord. Og jo dybere han kommer ud, jo bedre livskvalitet får han. Han bliver en aktiv del af sin arbejdsplads, begynder at spise bedre, holde orden i hjemmet osv. Det er som om, at han ved at udleve ekstreme situationer endelig kommer i kontakt med sine følelser.

Men politiet kommer på sporet af Dan, og den sidste del af romanen tager en fuldstændig uforudset drejning, hvor Dan pludselig må forholde sig til livets store eksistentielle spørgsmål på meget håndfast vis.

Dan lærer at leve er muligvis ikke for alle. Jeg kan dog kun anbefale den, selvom det er en ret anderledes læseoplevelse. Med den ydre handling chokerer Karsten Brandt-Knudsen læseren med sine eksplicitte beskrivelser, mens vi i det skjulte og med indlagte tilbageblik får et indblik i et dybt ensomt menneske fra en kærlighedsløs baggrund. Så selvom historien overfladisk set kan læses som rent splat, er Dan lærer at leve så meget mere end det.

Den iøjnefaldende forside er lavet af Lesia Solot, som her rammer en bestemt scene i historien lige på kornet.

Andre skriver:

Karsten Brandt-Knudsen
Karsten Brandt-Knudsen læser op af “Dan lærer at leve” på Skrækfest 2021

Bjarne Jensen, Bogrummet:
Historien er godt fortalt med fine indspring fra tidligere episoder i Dans liv, og der sker altså nogle overraskende sceneskift. Karsten Brandt-Knudsen skriver godt, det har jeg allerede bemærket hos forlaget Ildanach, hvor han i ‘Frygtelige fynske fortællinger’ og ‘Årlige uploads 202.1’ har deltaget med nogle rigtig fine noveller. Rent genremæssigt ligger ‘Dan lærer at leve’ nok tættest op af novellen Det gamle teglværk (fra førstnævnte samling), der også var en grum oplevelse. En interessant debut, ikke for de sarte, men ønsker man sig en bizar, grotesk og overraskende historie, så er den hermed anbefalet.” (Læs hele anmeldelsen på Bogrummet.dk)

Jannik Landt Fogt:
Bogen er væmmelig at læse, og slutningen sender hjernen på litterært tolkningsarbejde. Det er ikke så meget en open-ended slutning, som det er et spørgsmål om, hvad man som læser mener er bogens væsentligste pointe, for der er flere. Brandt-Knudsen er både ude i religionskritik, samfrundsrevselse, kapitalismekritik og lægger også arm med livets mening – eller manglen på samme.” (Læs hele anmeldelsen her)

Bibliotekernes lektørudtalelse:
Med masser af sort humor og morbid stemning fortælles en lidt en anderledes udviklingshistorie. Den er for det meste velskrevet og tankevækkende og indeholder nogle virkelig morsomme optrin.” (Læs hele lektørudtalelsen her)

Om Dan lærer at leve:

Udgivelsesår: 02.06.2021
Forlag: Enter Darkness, 208 sider
Omslag: Lesia Solot

Læs også:

Rynkekneppesygen af Peter Adolphsen
Rust og støv af Karsten Brandt-Knudsen
Hotellet af Storm Frost
In Absentia af Daniel Henriksen
Blodbaner af Jürgensen & Krogsøe
Dansk standard af Kim Leine
Et satans arbejde af A. Silvestri
By – et levende mareridt af Jonas Wilmann

Kentuki af Samanta Schweblin

Kentuki af Samanta Schwebelin

Kentuki er ikke mit første forsøg på at læse Samanta Schweblin. For nogle år siden udgav hun kortromanen Redningsafstand, som jeg synes lød utrolig interessant, men som jeg ikke rigtig kunne få hul på. Nu er den argentinske forfatter aktuel med en ny roman, og den er både let at læse og uhyre interessant.

Historien udspiller sig i vores tid eller meget nær fremtid. En ny slags fjernstyrede ‘kæledyr’ er ved at komme frem på markedet – kentukier. De er små bamser (eller andre dyr) på hjul med øjne og ører, der kan se og høre, men ikke tale. Bag hver kentuki sidder en anonym bruger, som styrer den lille bamse. Folk ved ikke, hvilken kentuki de køber adgang til, og ejerene ved ikke, hvem der styrer deres ‘bamse’.

Der er som udgangspunkt total anonymitet mellem de to, men allerede i valget om man vil være ejer (og dermed blive observeret) eller man vil styre (og dermed være den der observerer), ligger der et interessant valg. Som ejer kan du give en fremmed indblik i de allermest intime detaljer i dit liv, og samtidig være anonym. Og som styrer kan du udleve dine voyeuristiske tilbøjeligheder, men intet gøre ved de situationer, du oplever. Det medfører en række etiske dilemmaer, bl.a. at du ikke ved, hvem der styrer din kentuki. Det kan være hvem som helst. Din chef, din nabo, en pædofil …

Schweblins roman er nærmest en slags collage. En række korte kapitler der fortælles af forskellige stemmer. Dels af ejere og dels af fjernstyrere som befinder sig spredt over hele kloden. Vi svæver frem og tilbage mellem mennesker og steder og ender med et helstøbt billede. Samtidig kommer vi omkring førnævnte dilemmaer. En kendt kunstners kæreste bliver overbevist om, at hendes kentuki styres af en gammel gris. En fraskilt far bliver påduttet, at hans søn skal have en kentuki hjemme hos ham som en slags spion. En fattig, ung mand griber chancen for at tjene penge ved at aktivere kentukier og sælge spændende forbindelser for høje beløb.

Men der er også den anden side af voyeurismen, hvor menneskelig omsorg brænder igennem og et reelt forhold opstår mellem to ensomme mennesker på hver sin side af kloden.

I sidste ende løfter Schweblins roman dog en advarende finger. Vi skal passe på med ublu at hoppe med på al ny udvikling. For som Marie Louise Wedel Bruun skriver i Berlingske Tidende:

Det er ubetinget en farlig leg, men man sidder tilbage med en følelse af, at man selv kunne være hoppet med på den, for det er jo UDVIKLINGEN, ikke? Udviklingen, der bryder alle grænser ned. Fra nybyggede huse med kæmpestore vinduer til private mobilsamtaler i det offentlige rum, coronapas baseret på cpr-numre i stedet for et opkald til mobilnummeret, og smartphones der modtager målrettede reklamer efter endt snak eller websøgning. En kentuki opererer umiddelbart kun 1:1 og er forklædt som en uskyldig bamse, så du glemmer alvoren. Men hvad, hvis det var din chef, der havde licens til at styre den? Hvad, hvis det var din jaloux ekskæreste? Hvad, hvis det var en kriminel? Hvad, hvis det var en stat?

I en tid hvor mange uden mange overvejelser udstiller deres liv i offentligheden, lige fra tv’s reality-programmer om alt lige fra dating til at få hjælp til sin dårlige økonomi; over trangen til at eksponere alle oplevelser på Facebook, Instragram osv.; til professionelle influencers hvis karriere består i at lade andre følge deres liv (groft sagt), så er Kentuki en glimrende påmindelse til os alle om ikke at glemme vores sunde fornuft. Blot fordi noget er muligt, behøver man ikke gøre det.

Anmelderne skriver:

K’s Bognoter:
Små, fjernstyrede, mekaniske plyskæledyr indtager stuerne i en verdensomspændende modebølge. Men hvem er i kontrol: Ejerne af legetøjet eller dem, der styrer det – og hvad gør det ved dem? Samanta Schweblin har skrevet en undeholdende, futuristisk kommentar til vores selveksponering på nettet. […] Schweblin udfolder disse parallelle historier medrivende, og hun portrætterer sine personer fint og nuanceret. Og romanen viser sig da også hurtigt at handle mindre om futuristisk teknologi og meget mere om menneskers ensomhed og deres forfejlede forsøg på at erstatte savnet efter virkelige menneskelige kontakter med virtuelle relationer. (Læs hele anmeldelsen her)

Litteratursiden:
Forfatteren dykker ned i noget psykologisk interessant, hvor ensomhed og trangen til menneskelig nærhed og samvær fylder en del. Her har vi bare ikke at gøre med fysisk nærhed, men et samvær, der kan strække sig over kontinenter og alligevel skaber mere nærhed end det man har med sine nærmeste. Blandt andet er der historien om den ældre kvinde Emilia fra Peru, der som kentuki følger med i unge Evas liv i Tyskland. Emilia fatter hurtigt en moderlig ømhed for Eva, samtidig med at hun faktisk selv har en søn, hun kun taler i telefon med. Han er til gengæld kentuki for en anden ældre kvinde, som han beundrer og fortæller begejstret om til Emilias store fortrydelse. I helikopterperspektiv syner det jo både skørt og sørgeligt. (Læs hele anmeldelsen her)

Politiken:
Samanta Schweblin er en dejligt ondskabsfuld forfatter. På trods af at hun har udgivet bare to bøger internationalt, har hun allerede slået sit navn godt fast i store dele af den vestlige verden med sin lettere særegne og altid urovækkende litteratur. Hun er fantastisk dygtig til at manipulere med sine læsere, og det mener jeg i bedste forstand: Hvad hun end finder på, er hun simpelthen så meget i kontrol. I hendes litterære univers befinder katastrofen sig altid i detaljen, og så er hun ikke bange for at gøre læseren medskyldig i sine bøgers horror. […] Schweblin gør den teknologiske verden til en dyster drømmeverden, hvor fantasi og virkelighed smelter sammen, så næsten ingen er i stand til at løsrive sig fra den. Det ubehagelige ved den bog er ikke kun, hvor grænseløse mennesker kan vise sig at være, men at man som læser pludselig også oplever sig selv som en voyeur, der nydelsessygt følger fremmede mennesker i deres hjem. Schweblin lukker læseren ind i en falsk tryghed og river så tæppet væk. Hun gør mareridt til virkelighed og graver dybt i menneskers længsel efter fællesskab og intimitet. Det er så sært og farligt, så banalt og smukt på samme tid. (Politiken, 2021-05-11. Anmeldt af Christian Johannes Idskov)

Information:
Det er et velkendt dramatisk greb at gøre fremtiden dyster ved at skrue op for teknologien. Tænk blot på Big Brother i Orwells 1984 eller den britiske tvserie Black Mirror, hvor enhver ny gadget er en trussel mod vores art. Med den slags kulturarv i baghovedet er det en overraskelse at læse den argentinskfødte, Berlin-bosiddende forfatter Samata Schweblins (f. 1978) tredje bog på dansk, Kentuki. For Schweblins roman om små fjernstyrede bamser med indbygget kamera kunne snildt føje sig til rækken af teknodystopiske værker. Kentuki deler endda grundelement med Kirsten Hammanns Se på mig fra 2011, hvor et kamera i en tøjbamse ikke ligefrem gør folk til bedre versioner af sig selv. I Kentuki sker ikke det omvendte, men noget helt andet. Den snyder mine forventninger til sci-fi ved at bruge genrekonventionerne til at stille skarpt på menneskelighed. […] I Kentuki er der også børneporno og trafficking, men det findes side om side med historier om folk bag og foran øjnene, der redder deres ‘ejere’ fra hjerteslag, og lærer hvad omsorg vil sige. Schweblins sætninger er utroligt præcise og næsten ordentlige, stringente. Hun styrer sine historier med hård pen, men lader moralerne forblive åbne. Med andre ord bliver mennesket hverken værre eller bedre af kentukierne. De viser os snarere, hvor afhængige vi er og bliver af hinanden. Teknologi eller ej. (Information, 2021-04-13. Anmeldt af Bodil Skovgaard Nielsen)

Om Kentuki:

Udgivelsesår: 07.04.2021
Forlag: Rosinante, 304 sider
Omslag: Ben Summers/Alette Bertelsen
Originaltitel: Kentukis
Oversætter: Liv Camilla Skjødt

Læs også:

The Circle af Dave Eggers
Endorfino af JG Gylling
Klara og solen af Kazuo Ishiguro
Hundehjerte af Gurli Marie Kløvedal
Eksperimentet af Dean Koontz
Komtessen, opfinderen, direktøren og baronen – og Emma af Glen Stihmøe i De sidste kærester på månen
WE3 af Grant Morrison og Frank Quitely
Det lille billede af A. Silvestri i Faderens sønner
Solens kerne af Johanna Sinisalo

Hundehjerte af Gurli Marie Kløvedal

Tankevækkende debut der reflekterer over kærlighedens natur

Hundehjerte af Gurli Marie Kløvedal

Elin Arenfelt er ikke interesseret i mennesker. Til gengæld er hun dyreelsker med stort D, og har skrevet en phd-afhandling med titlen ‘The Impact of Dog Ownership on Mental and Physical Health, Education, Crime and Happiness‘. Heri gør hun rede for, hvordan hunde påvirker deres ejere både fysisk og psykisk i en positiv retning. Alligevel har hun ikke selv et kæledyr.

En dag bliver hun opsøgt af iværksætter-kendissen fra tv, Asger Holmblad. Han ønsker hendes hjælp i forbindelse med et videoklip, han har modtaget. Elin indvilliger modstræbende, og snart er hun involveret i udviklingen af en robothund, der skal være helt virkelighedstro. I starten er Elin yderst skeptisk over projektet, men efterhånden som prototypen af robothunden forbedres, bliver hun mere og mere knyttet til Leia, som den kaldes.

Arbejdet fører Elin til New York, hvor hun møder kvinden Shanay. Shanay er aktivist for sortes rettigheder, og uden at nogen af dem egentlig ønsker det, opstår der en tæt forbindelse mellem de to kvinder. Men i USA lurer urolighederne under overfladen, og selv umiddelbart altruistiske handlinger kan gemme på bagtanker.

Hjemme i Danmark gemmer Elins fortid også på hemmeligheder. Elins mor, Irmelin, var en kendt skuespiller, og i barndommen havde de to et tæt forhold. Som voksen har Elin dog trukket sig væk fra moren, så da hun får at vide, at Irmelin er alvorligt syg, ønsker hun ikke at tage hjem til hende. Hvorfor ikke?

Jeg blev yderst positivt overrasket over Hundehjerte, som helt uforudset ramte mig lige i hjertekulen. Historien om enspænderen Elin, der ikke stoler på mennesker, men lægger sit hjerte i poten på en robothund, lyder måske som en kliché, men den er alt andet.

Romanens to kvinder virker umiddelbart meget forskellige. Shanay er aktiv i kampen for sortes rettigheder, hun er smuk, udadvendt og lever i et tæt parforhold med kæresten Emanuel. I modsætning til hende lever Elin alene, går ikke op i sit udseende og interesserer sig ikke for andre mennesker. Trods de umiddelbare modsætninger er Elin og Shanay dog mere ens, end vi umiddelbart tror.

Hundehjerte er en både rørende og tankevækkende roman, som får læseren til at reflektere over forholdet mellem mennesker og dyr og over kærlighedens natur.

Jeg er selv hundeejer, og kan sagtens sætte mig ind i Elins kærlighed til hunde. De er trofaste, hengivne og uden skjulte dagsordener. Mennesker derimod lyver og bedrager. De bærer nag, de er fordomsfulde og deres kærlighed kan være fyldt med krav. Elin kan ikke forudsige andre menneskers adfærd, hvilket gør hende angst og afvisende. Her er dyr anderledes umiddelbare, så at Elin kaster sin kærlighed på en robothund, er ikke uforståeligt.

I modsætning til hundens umiddelbare hengivenhed er menneskers kærlighed mere kompleks. Menneskelig kærlighed er bevidst og måske af den grund også mere tilfredsstillende? Eller betyder det overhovedet noget for modtageren, om kærlighed gives bevidst? For hvad er kærlighed?

Hundehjerte er Gurli Marie Kløvedals debut. Jeg blev som sagt dybt grebet under læsningen af historien, der dog ikke kun er en rørende roman om kærlighedens natur. Kløvedal lader nemlig sin fortælling udspille sig i en kontrafaktisk virkelighed, der giver romanen endnu en dimension. Hvor Danmark umiddelbart ligner sig selv, er USA er fanget i et magtspil mellem demokrater og republikanere, og splittet af rabiate fraktioner der er imod alt lige fra kvinder til sorte. Præsident Trump er død, men er nærmest blevet helgenkåret af befolkningen, og den helt store politiske stjerne er nu hans datter, Ivanka. Men hvad er hendes mål?

Beskrivelsen af bl.a. raceproblematikken er spændende og udfordrende. Er det kun hvide, der er racistiske? Hvad skal der til for at samle en befolkning? Og hvorfor har den hadefulde retorik og opførsel sneget sig ind overalt?

Endelig er der også hele problematikken om vores forhold til teknologien. Er der en grænse for, hvor langt vi kan og bør gå? Hundehjerte stiller en lang række interessante spørgsmål, der bliver ved med at snurre rundt efter endt læsning.

Er du til eksistentiel science fiction uden perfekte helte eller garanti for en lykkelig slutning, er Hundehjerte et rigtig godt bud. Jeg har ikke læst andet, der er helt som Gurli Marie Kløvedals debut, men forhåbentlig får jeg lov til det i fremtiden.

En varm anbefaling herfra, også af Mikkel Henssells smukke forside, der både fanger øjet og romanens fine tone.

Anmeldt til Litteratursiden

Om Hundehjerte:

Udgivelsesår: 01.06.2020
Forlag: Grønningen 1, 351 sider
Omslag: Mikkel Henssell

Læs også:

Dark Matter af Blake Crouch
Den højeste dom af Torbjørn Rafn
Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund
Thornhill af Pam Smy
Station 11 af Emily St. John Mandel

En anden ensomhed / red. Palle Juul Holm

En anden ensomhed: en science fiction antologiI denne antologi af moderne, engelsksproget science fiction, her for første gang oversat til dansk, præsenterer fire danske science fiction fans otte af deres favoritnoveller – noveller, der i deres tema, problemstilling og stofbehandling når langt ud over triviallitteraturens ensformighed, ja, ofte røber skarp psykologisk indsigt.

De fleste af novellerne i dette bind handler på én eller anden måde om den enkeltes ensomhed og manglende kontakt i verdener, som, hvor farvestrålende og fantastiske de end tager sig ud, dog er afspejlinger af vor egen genstridige hverdag. Novellerne rummer besk humor, nøgtern alvor og melankolsk poesi. Ingen af dem efterlader en upåvirket. (fra bagsiden)

Lys fra svundne dage
Et ægtepar på ferie lader sig friste af et skilt, som tilbyder trægt glas af høj kvalitet til billige penge. Skiltet fører dem til Mr. Hagan, der ganske rigtigt sælger trægt glas. Mens han finder sit udvalg frem, ser ægteparret en ung kvinde og en lille dreng i stuehusets vinduer. Hvem er de?

Mødestedet
For hundrede år siden byggede man mødestedet, en rumstation yderst i solsystemet, hvor man kunne møde eventuelle fremmede racer. I nutiden ankommer Paul Wesson. Han er den udvalgte mellem jordens milliarder, der skal mødes med en fremmed, som man har gjort hvert 20. år siden kaptajn Pigeon første gang mødte et væsen, der ikke kom fra solsystemet. Men hvorfor er møderne arrangeret som de er? Og hvad sker der egentlig med de udvalgte bagefter?

Dommedagstrip
Nick og Jane har været på en ‘besøg jordens undergang’-tur for at have noget specielt at snakke om til Mike og Rubys fest. Desværre er de ikke de eneste, der har været af sted, men måske er undergangen nærmere end forventet.

Ja, og Gomorra …
Menneskeheden er opdelt i kosmere og frelke. Sidstnævnte er ubønhørligt tiltrukket af kosmerne. Hvorfor? Novellen var blandt de nominerede til en Hugo for Bedste novelle i 1968 og vandt Nebula-prisen i samme kategori.

Den gule pille
Dr. Cedric Elton får morderen Gerald Bocek som patient. Bocek har tilsyneladende skudt fem mennesker i et supermarked, men lider af tvangstanker som gør, at han er sikker på, at det var blåskællede øgler fra Venus, han dræbte, og at han i øvrigt gjorde det i selvforsvar.

En anden ensomhed
På en rumstation ved Cerberus-ringen venter en mand på sin afløser, mens han betjener nulrumsmotorerne, der sender ringskibe til nye verdener. I ventetiden tænker han på, hvad der drev ham til at søge denne ensomme post, og hvordan han har udviklet sig i løbet af sit ophold.

En rose til prædikeren
Digteren Gallinger får efter længere forhandlinger mellem marsboere og mennesker tilladelse til at studere deres religøse skrifter. Under forløbet oplever han Locars danse og bliver dybt betaget af danserinden Braxa. En betagelse der får vidtrækkende konsekvenser.

For evigt opsteg røgen
I en række erindringsglimt oprulles Peters livsforløb frem mod en overraskende slutning.

Om En anden ensomhed:

Udgivelsesår: 1978
Forlag: Notabene, 160 sider
Omslag: Lars Beierholm

Indhold:

Bob Shaw: Lys fra svundne dage (Light of Other Days, 1966)
Damon Knight: Mødestedet (Stranger Station, 1956)
Robert Silverberg: Dommedagstrip (When We Went to See the End of the World, 1973)
Samuel Delany: Ja, og Gomorra …. (Aye, And Gomorrah, 1967)
Rog Phillips: Den gule pille (The Yellow Pill, 1958)
George R.R. Martin: En anden ensomhed (The Second Kind of Loneliness, 1972)
Roger Zelazny: En rose til Prædikeren (A Rose for Ecclesiastes, 1963)
James Tiptree: For evigt opsteg røgen (Her Smoke Rose Up Forever, 1974)

Novellerne er udvalgt af Palle Juul Holm, Svend Kreiner Møller, Erik H. Swiatek og Niels Søndergaard. Hver novelle indledes af en kort introduktion.

Læs også:

Babysæsonen v. Ane C. Ruge og Jannick Storm
De fremmede – Lige under overfladen 13 / red. Carl-Eddy Skovgaard
Den Store Science Fiction-bog / red. Niels Dalgaard
Otte science fiction noveller / red. Jannick Storm

Find masser af science fiction HER

Lille Fugl af Lauri og Jaakko Ahonen

Lille-fugl-forside“Lille fugl” er en ualmindelig smuk og stemningsfuld graphic novel der tager pusten fra læseren

Uden mange ord, men i smukke og detaljemættede billeder fortæller de to finske brødre Jaakko og Lauri Ahonen en hjerteskærende historie om Lille fugl, der bor alene sammen med sin syge mor.

De to bor isoleret i et hus, hvor alle vinduer er barrikaderet med brædder, og hvor Lille fugls eneste selskab er en enkelt nysgerrig edderkop, som har forvildet sig ind i huset, og så de mange malerier af forfædrene, hvis barske portrætter stirrer strengt ned på ham, mens han passer sin sengeliggende mor og holder huset rent.

Angsten er en fast bestanddel i Lille fugls verden, for moren fortæller ofte om den farlige verden udenfor, hvor DE ONDE FUGLE bor og bare venter på en lejlighed til at komme ind og hakke øjnene ud på små fugle og deres mødre. Men trods de mange sikkerhedsforanstaltninger banker den ydre verden alligevel på døren en dag …

Jaakko og Lauri Ahonens fortælling om Lille fugl modtog Finlandia-prisen for bedste finske tegneserie 2013, og i Italien blev den kåret som årets bedste tegneserie 2014, ligesom den i USA er nomineret til Eisner-prisen 2015 for bedste oversatte og bedste malede tegneserie.

Her er også tale om en særdeles smuk og knugende tegneserie, som berørte mig dybt under læsningen. Dels med sin triste historie om en mor, som uden tanke for konsekvenserne videregiver sin angst og mistro til omverdenen til sit barn, men i særdeleshed også for den smukke billedside.

Ahonen brødrene har skabt en knugende ramme med det isolerede hus, hvor billedsiden umiddelbart virker enkel med trapper, korridorer, værelser og close-up af barrikaderede vinduer og låste døre. Men hvert billede er så fortættet, at man som læser lynhurtigt føler paranoiaen kravle ud af siderne sammen med angsten. De enkelte tegninger er fyldt med detaljer, og sammen med en fantastisk brug af beskæring og vinkling giver det siderne en til tider 3D-agtig effekt, som er helt enestående og nærmest filmisk. Det er virkeligt formidabelt lavet.

Jeg blev dybt betaget af ”Lille fugl” og sad efter endt læsning med en stor klump i halsen, så selvom det ikke som sådan er en gyser, bliver jeg nødt til at anbefale den her på siden, for den fortjener i den grad at blive læst.

Besøg forlaget Cobolts hjemmeside

Andre anmeldelser af “Lille fugl”: Berti Stravonsky, DR, Torsdags tegneserien på Horsens Bibliotek

Lille-fugl-trappen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Jaakko og Lauri Ahonen
ISBN-13: 9788770856096
Sideantal: 128
Forlag: Cobolt

Ôdishon aka Audition

Ôdishon aka AuditionTakashi Miike er en af de instruktører, som jeg ind i mellem har endog meget svært ved at se, fordi hans film indeholder så ekstremt realistiske voldelige scener. Det er også tilfældet her i Ôdishon, selvom filmen starter helt anderledes op.

Den midaldrende Aoyama mistede for 7 år siden sin hustru, og siden har han været alene med sønnen Shigehiko. Nu er sønnen blevet stor, og han opfordrer Aoyama til at finde sig en ny hustru. Men hvordan gør man lige det?

Aoyama arbejder for et filmselskab, og en dag foreslår en kollega, at han sidder med under en audition. Her bliver han betaget den smukke unge Asami, som han inviterer ud at spise. Daten går godt, og de to begynder at ses. Men kollegaen er bekymret. Han synes, der er noget sært ved den unge kvinde, og selvom Aoyama afviser mistanken, går han dog med til at tage det lidt med ro. Alligevel varer det ikke længe, før han er dybt forelsket og foreslår Asami, at de forlover sig. Men så ændres alt.

Ôdishon starter som sagt ud i et roligt tempo, som lader publikum få en fornemmelse af og forståelse for Aoyama. Her skildres en ærlig og sympatisk mand, som har viet sit liv til sin søn, og nu drømmer om at undslippe ensomheden med en ny hustru. Den første time er filmet i klare farver og med et roligt klippetempo.

Men den slutter i et helt andet tempo! Vi får først en mistanke om, at Asami ikke er en helt almindelig ung kvinde, da vi ser hende sidde ubevægelig i sin lejlighed, mens hun stirrer på telefonen, og efterhånden går det også op for Aoyama. Og jo nærmere han kommer på sandheden om Asami, jo mere skrues tempoet op med hurtig klipning, flashbacks og nærmeste mareridtsagtige visioner hvor perspektivet er fuldstændigt skævt, og farverne unaturlige. Aoyama oplever, at dagligdagens trummerum skiftes ud med lidenskab, angst og nærmeste surrealistiske begivenheder, og filmen kulminerer i et sandt voldsorgie, hvor Miike gør brug af sin specialitet, at lade publikums fantasi generere de afsluttende billeder ved at klippe væk før nålen stikkes ind i øjet osv.

Og hvor jeg f.eks. ikke har lyst til at se Imprint igen, selvom det er en udmærket film, så kunne jeg sagtens se Ôdishon. Her er masser af ufortalte historier mellem linjerne, som kunne fortjene et gensyn, og Asami er en besynderlig figur, der bliver mere og mere interessant. I begyndelsen af filmen optræder hun som en uskyldig men også gådefuld ung kvinde, der fremstår meget ærbødig og henrykt over Aoyamas opmærksomhed. Men jo længere frem i filmen, vi kommer, jo mere går det op for publikum, at Asami er meget mere end det.

Alt i alt forstår jeg godt, at Ôdishon blev Takashi Miikes internationale gennembrud. Det er en både dybt foruroligende, men også fascinerende film, som tåler at blive set mere end en gang.

Læs et interview med Takashi Miike om Ôdishon

Om filmen:

Instruktør: Takashi Miike
Udgivelsesår: 2000
Originaltitel: Ôdishon

Kaïro (Pulse, 2001)

Kaïro aka Pulse, 2001Da jeg så Pulse fra 2006, var jeg ikke klar over, at det var en genindspilning af Kaïro. Dengang tænkte jeg, at det var en skam, at den gode historie ikke blev udnyttet bedre. Nu hvor jeg har set originalen, kan jeg kun vedblive at undre mig, for hvorfor lave en genindspilning når originalen er så meget bedre.

Historien følger to spor. Den unge kvinde, Michi, som arbejder i en planteforretning og den studerende Ryosuke, som netop har koblet sig til internettet, mest fordi det gør alle andre jo.

Michis kollega forsvinder, og da hun opsøger ham i lejligheden for at hente en disk, han havde lovet at lave til dem, opdager hun, at han har begået selvmord. Hun får dog disken med, og her opdager hun en mystisk hentydning til “Det forbudte rum”, som altid findes bag en dør mærket med rødt tape.

Imens oplever Ryosuke mærkelige ting med sin computer. Af sig selv tænder den og viser ham billeder af ensomme mennesker foran deres pc. Han opsøger underviseren Harue, som er meget interesseret i problemet og foreslår, at det kan være en hacker. Men det viser sig at være spøgelser, som via internettet invaderer de levendes verden.

De to historier kører sideløbende hen mod slutningen, hvor Michi og Ryosuke møder hinanden i et mennesketomt Tokyo, hvor alle andre tilsyneladende er forsvundet eller døde. De to søger videre og videre i håbet om at finde andre mennesker, mens byen langsomt smuldrer omkring dem.

Kiyoshi Kurusawa tegner med Kaïro et dystert billede af teknologiens indvirkning på mennesket. Vi sidder alle hver for sig foran hver vores skærm i ensomhed, mens livet langsomt siver ud af os. Han viser den fremmedgjorthed og ensomhed, som det moderne menneske oplever i teknologisamfundet ført helt ud til kanten, og det gør han meget overbevisende.

Kaïro er måske ikke den mest skræmmende film, jeg har set, men den kryber alligevel langsomt ind under huden. Til sidst sad jeg bare med en ubehagelig trøstesløs fornemmelse. På en eller anden måde formår de gode asiatiske gysere at fremkalde fornemmelsen af at noget er helt forkert med meget få virkemidler, og her i Kaïro bliver synet af en dør med rød tape meget meget ubehagelig.

Alt i alt er Kaïro en interessant oplevelse, som ind i mellem bliver en lille smule langtrukken. Jeg kan dog godt lide idéen bag historien, og så var der som sagt nogle ret intense scener undervejs, når spøgelserne kommer til syne. Er du mest til hurtig action og hop-ud-af-sædet-gys, er Kiyoshi Kurosawas film nok ikke den rette, men har du lyst til en lidt mere eftertænksom oplevelse, så prøv Kaïro – og husk at komme ud blandt mennesker bagefter …

Om Kaïro:

Instruktør: Kiyoshi Kurosawa
Udgivelsesår: 2001

Rebecca af Daphne du Maurier

Rebecca af Daphne du MaurierJeg har ofte hørt om Manderley, Rebecca og Mrs. de Winter, men havde aldrig fået hverken læst bogen fra 1938 eller set Alfred Hitchcocks filmatisering fra 1940. Jeg har dog ofte tænkt, at det var en klassiker, jeg burde kende, så da chancen kom i forbindelse med en arbejdsopgave, greb jeg den. Rebecca er ikke en egentlig gyser, men ikke desto mindre en interessant roman med stærke gotiske undertoner.

Jeg-fortælleren er en ung, ubemidlet og meget naiv kvinde, som i romanens begyndelse er ansat som selskabsdame for den snobbede og sladdervorne Mrs. Van Hopper. I Monte Carlo støder de tilfældigt på Maxim de Winter, som Mrs. Van Hopper kender gennem sladderen. Maxim ejer det smukke hus Manderley ved Cornwalls kyst og mistede for nyligt sin hustru, Rebecca, i en ulykke. Alt dette kender fortælleren ikke noget til, men hun forelsker sig inderligt i Maxim, selvom han er en del ældre, og da hun pludselig skal rejse til USA med Mrs. Van Hopper, frier han til hende, og hun accepterer.

Men livet på Manderley bliver ikke, som hun havde forestillet sig. I huset regerer husbestyrerinden Mrs. Danvers, og hun styrer huset, som levede den første Mrs. de Winter endnu. Fortælleren er bange for Mrs. Danvers, men Maxim forstår hende ikke, og også han ændrer sig med tilbagekomsten til Manderley. Og snart banker fortiden ubehageligt på døren.

Rebecca er fra 1938, og selvom den sprogligt er fantastisk, så måtte jeg alligevel ind i mellem bide mig i kinden af utålmodighed, for sjældent har jeg da oplevet en heltinde så helt igennem hjælpeløs og naiv. Jeg havde lyst til at ruske hende og bede hende om at tage sig sammen, men det kan man jo ikke med en romanfigur, og hendes sind hørte sikkert tiden til.

Når det er sagt, så er Rebecca en overordentlig dejlig roman at læse. Sproget smelter som chokolade på tungen, og allerede i indledningen slår Daphne du Maurier romanens skæbnetunge tone an: ”Pludselig gled en sky for månen som en hånd, der stryger over et ansigt, og i det samme var trylleriet brudt. Lyset i vinduerne blev slukket, og jeg så kun de sjælløse, øde mure, som intet fortalte om det liv, der engang havde rørt sig bag dem. Huset var kun et gravkammer – vores frygt og lidelser lå begravet under ruinerne, og opstandelse var utænkelig…

Huset Manderley hviler tungt over den nye unge frue, hvilket indledningen også indikerer. Til tider virker huset uskyldigt nok, men så ændrer det pludselig karakter og bliver igen en truende skygge over hendes lykke, som når fortælleren farer vild i husets mange værelser, eller når hun frygter, at Mrs. Danvers holder øje med hende i haven fra husets mange lukkede vinduer. I det hele taget lurer det usagte som ond skygge over alt, hvad der sker i romanen, og den unge fortæller må erkende, at tavshed kan ødelægge alt: ”Nu forekom det mig utroligt, at jeg aldrig havde forstået det. Jeg tænkte på alle de mange mennesker her i verden, som led og blev ved med at lide, fordi de ikke kunne overvinde deres angst for at tale ud og i deres tåbelige blindhed byggede en mur omkring sig, der helt skjulte sandheden…”

Som regel er fortælleren også hovedpersonen i en roman, men det er ikke tilfældet i Rebecca. Ved at lade den unge fortæller være navnløs, understøtter Daphne du Maurier hendes status som mindreværdig, og den egentlige hovedperson bliver dermed Rebecca, der i romanen stadig styrer begivenhederne på Manderley, selvom hun er død.

Et andet kunstgreb af forfatteren er den omvendte kronologi i historien, der starter i Frankrig, hvor den nye Mrs. de Winter tænker tilbage på begivenhedernes gang, fra hun mødte Maxim og til de voldsomme begivenheder, der slutter romanen. Så vi ved fra starten, at noget grusomt er under opsejling, men holdes i stille suspense helt frem til slutningen.

Alt i alt er Rebecca et atmosfærefyldt drama, der på overfladen flyder roligt af sted, men hvor hemmeligheder og det usagte lurer i mørket, klar til at bryde den tilsyneladende idyl hvert øjeblik, det skal være. Det var ikke en roman, hvor jeg sad med hjertet i halsen fra start til slut, men atmosfæren krøb langsomt ind under huden på mig, og pludselig var jeg fanget af Manderleys dystre skygge og kunne ikke slippe bogen igen.

Bogen blev som nævnt filmatiseret af Alfred Hitchcock i 1940, og er af anmelderne blevet kaldt Hicthcocks måske største mesterværk. Filmen vandt da også to Oscars for Bedste Film og Bedste Cinematografi og var nomineret til yderligere 11 Oscars, heriblandt Bedste Instruktør.

Om bogen:

Udgivelsesår: 1938