september 2018
M T O T F L S
« aug    
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Ernest Cline’

Ready Player One af Ernest Cline

Ready Player One af Ernest ClineI en verden hvor sult og fattigdom er reglen snarere end undtagelsen, er det virtuelle univers OASIS tilflugtssted for alle, som kan skrabe penge nok sammen til et visir. Det gælder også for den forældreløse Wade, som hutler sig gennem tilværelsen og drømmer om at blive den, der finder Hallidays ‘æg’. Da grundlæggeren af OASIS, James Halliday, døde, efterlod han nemlig et anderledes testamente. OASIS samt hele Hallidays formue tilfalder den, som kan løse en række gåder, der er gemt rundt i OASIS.

Wade – eller Parzival som han kalder sig i OASIS – er dog langt fra den eneste, der leder efter ægget. Over hele verden har ‘jæggere’ kastet sig ind i jagten, og også den multinationale koncern Innovative Online Industries, IOI, håber på at finde ægget. Faktisk bruger de alle midler, for den som vinder OASIS får nærmest ubegrænset magt.

Selvom Wade er en enspænder, har han dog også et par venner. I OASIS hænger han tit ud med Aech, som også er inkarneret jægger. Og da det lykkes for Wade at løse Hallidays første udfordring, møder han Art3mis, hvilket fordobler hans vennekreds.

Men IOI er lige i hælene på Wade, og snart er udvikler jagten sig til en dyst på liv og død.

Lad det være sagt med det samme. Jeg var vild med Ready Player One. På trods af at jeg er meget lidt interesseret i computerspil, så var de 634 sider ikke én side for meget. Jeg blev lynhurtigt fanget ind af historien, og Ernest Cline får den virtuelle verden til at fremstå troværdig og forståelig. Der er ingen tvivl om, at levede jeg i Wades verden á la 2045, ville jeg også hellere tilbringe min tid i en virtuel virkelighed. For det er garanteret ikke en tilfældighed, at OASIS eller Ontologically Anthropocentric Sensory Immersive Simulation som akronymet står for, på engelsk betyder oase.

Ready Player One er fyldt med referencer til film, spil og musik fra 1970’erne og 1980’erne. OASIS grundlæggeren Halliday var bidt af den periode, så for at kunne løse hans opgaver er jæggerne nødt til at sætte sig grundigt ind i den tid. Da jeg selv har været barn og ung samtidig, er det sjovt at genkende de mange referencer. Men – da Cline bruger samme 80’er tema i romanen Armada, som jeg læste for ikke så længe siden, så føles det ikke helt så sjovt denne gang. Det er dog ikke noget, som ødelægger læseoplevelsen. Det giver bare ikke helt samme sjove pust som i Armada.

Da her er tale om en ungdomsroman, er slutningen ikke den helt store overraskelse. Ikke desto mindre er vejen dertil både underholdende og til tider endda temmelig nervepirrende. Jeg var godt underholdt under læsningen, og kan kun anbefale Ready Player One – også selvom du ikke er computernørd eller var ung i 1980’erne 🙂

Steven Spielberg står bag filmatiseringen af Ready Player One, som havde premiere d. 29. marts 2018. Jeg har ikke fået set filmen endnu, men brugerne på IMDB.com har ratet den til 7.8. Noget tyder således på, at Spielberg ikke har skudt helt ved siden af.

Tak til forlaget Tellerup som har sponseret læseeksemplaret

Om Ready Player One:

Udgivelsesår: 2013/2018
Forlag: Tellerup, 634 sider
Omslag: Warner Bros. Entertainment Inc.

Læs også:

Armada – spillet om jorden af Ernest Cline
Rygtet om hendes død af Kasper Hoff
Syndfloden og storbyen af Nikolaj Johansen
Mimesis af Thomas Kampmann Olsen
Metrozone af Søren Mosdal

Armada – Spillet om jorden af Ernest Cline

Armada - Spillet om jorden af Ernest Cline18-årige Zack går op i computerspil, men selvfølgelig kan han kende forskel på spil og virkelighed. Indtil den dag han opdager et rumskib fra yndlingsspillet Armada udenfor skolen …

Egentlig burde jeg slet ikke være interesseret i denne roman, for jeg spiller aldrig computerspil. Ikke desto mindre slugte jeg Ernest Clines Armada – Spillet om jorden over et par dage, kun afbrudt af det allermest nødvendige (såsom arbejde og den slags). Jeg blev nemlig lynhurtigt fanget ind af historien, som måske nok handler om computerspil, men som fortælles så spændende, at jeg kunne leve mig ind i det hele.

Zack går i High School. Hans far døde da Zack var ganske lille, så han bor alene med sin mor. Faren var en computernørd, og Zack har arvet hans interesse. Han spiller masser af computerspil, mens han lytter til farens musik, som moren har gemt. Hun har også gemt et gammelt hæfte, hvor Zacks far skrev nogle mystiske noter om en gigantisk sammensværgelse mellem spiludviklere og det amerikanske militær. Ting, der lyder som om de er udtænkt af en paranoid, syg hjerne.

Så da Zack midt i en time ser et rumskib fra hans yndlingsspil flyve udenfor skolens vinduer, frygter han, at farens sindssyge er nedarvet til ham. Men snart går det op for ham, at der måske alligevel er noget om farens noter. Og at jordens overlevelse er på spil.

Jeg var som sagt dybt underholdt af Armada – Spillet om jorden. Zacks far var ung i 1980’erne, så historien er fyldt med referencer til arkadespil, film og musik, og jeg havde en fest med de mange minder, der dukkede op undervejs. Cline smider også en masse henvisninger ind på bøger, som f.eks. Enders strategi, en af mine yndlings romaner.

Men selvom man ikke skulle have samme referenceramme vedr. 1980’erne, så er historien i sig selv elementært spændende. En invasion truer jorden, så hvad gør vi? Men Cline giver lige det klassiske setup et twist, for er der ikke noget sært i den måde rumvæsnerne opfører sig på? Og slutningen kunne sagtens lægge op til en fortsættelse.

Armada – Spillet om rummet er en ungdomsroman, men selvom begivenhederne til tider udspiller sig lidt vel “heldigt”, så var jeg som voksen læser nu alligevel godt underholdt. Så er du science fiction elsker (eller computerspils-entusiast), bør du absolut sætte dig godt til rette og lade dig underholde af Zack og co.

Forfatteren Ernest Cline har også skrevet den roste og nyligt filmatiserede Ready Player One, som jeg dog ikke har læst endnu.

Tak til forlaget Tellerup som har sponseret læseeksemplaret

Om Armada – Spillet om jorden:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Tellerup, 497 sider
Omslag: Will Staehle
Vignetter: Mark Duszkiewicz

Læs også:

Den 5. bølge af Rick Yancey 
Illuminae
af Amie Kaufman og Jay Kristof.