Indlæg tagget med ‘etik’

Stalingrads engel af Torkild Thellefsen og Louise H.A. Trankjær

Stalingrads engel af Torkild Thellefsen og Louise H.A. Trankjær

Michael Beck er lektor i historie ved Københavns Universitet. Her nyder han at fange de studerendes interesse med sine levende beskrivelser af historiske øjeblikke som for eksempel 2. verdenskrig. Samtidig føler han sig dog lidt som en svindler, for han har jo ikke personligt oplevet krigens rædsler, og kan man så formidle dem korrekt?

Derfor er Michael ikke i tvivl, da han modtager et brev fra det ekstreme rejseselskab ’Autentiske Rejser’ med en invitation til at opleve slaget ved Stalingrad. Over 14 dage kommer deltagerne i et genopført Stalingrad helt tæt på soldaternes hverdag, så realistisk som muligt. Så på trods af prisen på 50.000 kr. og på trods af at kæresten Lisl er gravid, tager Michael af sted.

I Berlin støder Michael på de øvrige rejsedeltagere, som blandt andet tæller den kejtede bibliotekar Heinrich, Rikke en studerende fra universitetet og eks-kæresten Paula.

Turen viser sig dog hurtigt, at blive mere autentisk end Michael havde forventet. I stedet for en hyggelig sammenkomst hvor deltagerne lærer hinanden at kende over en flaske rødvin, som han havde forestillet sig den første aften udspille sig, er det kæft, trit og retning fra første sekund.

”En mand i en SS-uniform trådte ud. Hagekorset lyste rødt på hans arm, og i de første lange sekunder var det alt, jeg kunne se. Selvom det var skuespil, var det utroligt at se det på en helt almindelig gade, på et levende menneske, at nogen turde, ville, iklæde sig det symbol. Mine øjne løb op til hans ansigt, op til hans isblå, kolde øjne. Han spillede fænomenalt! En helt utrolig arrogance udløb fra hans væsen og fik øjeblikkeligt samtlige 100 mennesker til at tie og fryse på stedet. Den eneste lyd kom nu fra den ridepiske, som han holdt i den ene hånd og langsomt, men rytmisk, slog mod sin anden behandskede hånd. En hvislende, rytmisk kliché, der gik lige i rygraden. SS stod der på hans kasket med rigsørn og dødningehoved. Den voldsomme anakronisme gled ubesværet ind i dagslys og nutid.

”Fald i geled, to og to. Macht schnell!” brølede han pludselig.

Det gav et gib i alle, også mig, men samtidig lød det fjollet, og jeg fik lyst til at grine. Jeg skævede til Heinrich, men han så ikke ud til at have det på samme måde. Hans øjne hvilede på officeren, og han var blevet bleg. Det slog morskaben ud af mig. Jeg prikkede ham let på armen, og vi faldt sammen ind i geleddet, der formede sig omkring os. Folk havde ændret sig. Før havde de mest af alt lignet en flok forventningsfulde turister, hvilket vi vel også var. Nu var der tvivl på alles ansigter, anspændthed.” (side 33)

Endnu værre bliver det, da gruppen efter en barsk togtur når frem til Stalingrad, hvor slaget er i fuld gang. Alle detaljer er så realistiske, at Michael har svært ved at skelne begivenhederne fra virkeligheden. For det er vel bare skuespil?

Jeg begyndte egentlig at læse Stalingrads engel uden at vide, hvad jeg kunne forvente mig, men jeg skal love for, at jeg hurtigt blev fanget ind. Louise H.A. Trankjær og Torkild Thellefsen har skrevet en helt unik roman, som på den ene side er rigtig spændende på en tjubang-agtig måde, samtidig med at den eftertænksomt beskriver krig og soldaterliv i en etisk sammenhæng.

Efter 2. verdenskrig nedsatte de allierede Nürnbergprocessen, hvor de større nazistiske krigsforbrydere blev stillet for retten. Her havde de samtaler med forskellige psykologer og psykiatere, som skulle undersøge om de var mentalt egnede til at blive stillet for retten. Samtidig håbede man at finde frem til nogle fællestræk, der gjorde dem i stand til at udføre så grumme forbrydelser. Men man fandt ingen fællestræk, intet abnormt som adskilte dem fra andre. De var helt almindelige mennesker. (Læs mere her)

Så hvad fik dem til at deltage i masseudryddelsen af jøder, handicappede og andre ’uønskede elementer’?

Det kommer Michael tættere på at forstå undervejs i romanen. Vi følger hans etiske udvikling fra at være humanist med en teoretisk og moralsk forestilling om krig, til en deltager der bid for bid bliver indlemmet i en krig, han slet ikke tror på, men som han alligevel deltager skånselsløst i. Det er yderst vellykket.

”Hvad fanden laver du? Er du blevet gal?”

Jeg stirrede lidt forbavset på ham. Jeg fattede ikke selv, hvad jeg lavede. Jeg ville bare se dem. Se virkeligheden. Jeg tænkte på ansvarsfraskrivelsen, på Ivan og alle de russiske soldater, jeg havde set dø. De var bare turister, ligesom mig. Jeg tænkte på Paula, officeren og de syge. Jeg så mig selv på podiet på universitetet. Hørte lyden af min stemme, når jeg opstemt formanede om krigens gru og uforståelighed. Så mig selv skrive under på kontrakten. Det gav ingen mening. Jeg havde fået svar på alt, hvad jeg ønskede, men hvem ville med vilje gå igennem alt det her?

Det ville du Michael. Men jeg havde jo aldrig forstået, hvad det var, jeg ønskede.” (side 173)

Stalingrads engel er ikke en almindelig spændingsroman, men det gør den bestemt ikke mindre læseværdig. Jeg var i hvert fald fængslet af fortællingen om historieprofessoren, der kommer tættere på den brutale virkelighed end forventet.

Om Stalingrads engel:

Udgivelsesår: 26.03.2020
Forlag: Dreamlitt, 208 sider
Omslag: Ann Kirstine Brøgger Sørensen

Læs også:

Mønstereleven af Stephen King
I gode hænder af Christian Mørk
Den sidste af Alexandra Oliva
A.I. af Torben Pedersen
Den højeste dom af Torbjørn Rafn
Sandhedens labyrint af Jørgen Steines

Hundehjerte af Gurli Marie Kløvedal

Tankevækkende debut der reflekterer over kærlighedens natur

Hundehjerte af Gurli Marie Kløvedal

Elin Arenfelt er ikke interesseret i mennesker. Til gengæld er hun dyreelsker med stort D, og har skrevet en phd-afhandling med titlen ‘The Impact of Dog Ownership on Mental and Physical Health, Education, Crime and Happiness‘. Heri gør hun rede for, hvordan hunde påvirker deres ejere både fysisk og psykisk i en positiv retning. Alligevel har hun ikke selv et kæledyr.

En dag bliver hun opsøgt af iværksætter-kendissen fra tv, Asger Holmblad. Han ønsker hendes hjælp i forbindelse med et videoklip, han har modtaget. Elin indvilliger modstræbende, og snart er hun involveret i udviklingen af en robothund, der skal være helt virkelighedstro. I starten er Elin yderst skeptisk over projektet, men efterhånden som prototypen af robothunden forbedres, bliver hun mere og mere knyttet til Leia, som den kaldes.

Arbejdet fører Elin til New York, hvor hun møder kvinden Shanay. Shanay er aktivist for sortes rettigheder, og uden at nogen af dem egentlig ønsker det, opstår der en tæt forbindelse mellem de to kvinder. Men i USA lurer urolighederne under overfladen, og selv umiddelbart altruistiske handlinger kan gemme på bagtanker.

Hjemme i Danmark gemmer Elins fortid også på hemmeligheder. Elins mor, Irmelin, var en kendt skuespiller, og i barndommen havde de to et tæt forhold. Som voksen har Elin dog trukket sig væk fra moren, så da hun får at vide, at Irmelin er alvorligt syg, ønsker hun ikke at tage hjem til hende. Hvorfor ikke?

Jeg blev yderst positivt overrasket over Hundehjerte, som helt uforudset ramte mig lige i hjertekulen. Historien om enspænderen Elin, der ikke stoler på mennesker, men lægger sit hjerte i poten på en robothund, lyder måske som en kliché, men den er alt andet.

Romanens to kvinder virker umiddelbart meget forskellige. Shanay er aktiv i kampen for sortes rettigheder, hun er smuk, udadvendt og lever i et tæt parforhold med kæresten Emanuel. I modsætning til hende lever Elin alene, går ikke op i sit udseende og interesserer sig ikke for andre mennesker. Trods de umiddelbare modsætninger er Elin og Shanay dog mere ens, end vi umiddelbart tror.

Hundehjerte er en både rørende og tankevækkende roman, som får læseren til at reflektere over forholdet mellem mennesker og dyr og over kærlighedens natur.

Jeg er selv hundeejer, og kan sagtens sætte mig ind i Elins kærlighed til hunde. De er trofaste, hengivne og uden skjulte dagsordener. Mennesker derimod lyver og bedrager. De bærer nag, de er fordomsfulde og deres kærlighed kan være fyldt med krav. Elin kan ikke forudsige andre menneskers adfærd, hvilket gør hende angst og afvisende. Her er dyr anderledes umiddelbare, så at Elin kaster sin kærlighed på en robothund, er ikke uforståeligt.

I modsætning til hundens umiddelbare hengivenhed er menneskers kærlighed mere kompleks. Menneskelig kærlighed er bevidst og måske af den grund også mere tilfredsstillende? Eller betyder det overhovedet noget for modtageren, om kærlighed gives bevidst? For hvad er kærlighed?

Hundehjerte er Gurli Marie Kløvedals debut. Jeg blev som sagt dybt grebet under læsningen af historien, der dog ikke kun er en rørende roman om kærlighedens natur. Kløvedal lader nemlig sin fortælling udspille sig i en kontrafaktisk virkelighed, der giver romanen endnu en dimension. Hvor Danmark umiddelbart ligner sig selv, er USA er fanget i et magtspil mellem demokrater og republikanere, og splittet af rabiate fraktioner der er imod alt lige fra kvinder til sorte. Præsident Trump er død, men er nærmest blevet helgenkåret af befolkningen, og den helt store politiske stjerne er nu hans datter, Ivanka. Men hvad er hendes mål?

Beskrivelsen af bl.a. raceproblematikken er spændende og udfordrende. Er det kun hvide, der er racistiske? Hvad skal der til for at samle en befolkning? Og hvorfor har den hadefulde retorik og opførsel sneget sig ind overalt?

Endelig er der også hele problematikken om vores forhold til teknologien. Er der en grænse for, hvor langt vi kan og bør gå? Hundehjerte stiller en lang række interessante spørgsmål, der bliver ved med at snurre rundt efter endt læsning.

Er du til eksistentiel science fiction uden perfekte helte eller garanti for en lykkelig slutning, er Hundehjerte et rigtig godt bud. Jeg har ikke læst andet, der er helt som Gurli Marie Kløvedals debut, men forhåbentlig får jeg lov til det i fremtiden.

En varm anbefaling herfra, også af Mikkel Henssells smukke forside, der både fanger øjet og romanens fine tone.

Anmeldt til Litteratursiden

Om Hundehjerte:

Udgivelsesår: 01.06.2020
Forlag: Grønningen 1, 351 sider
Omslag: Mikkel Henssell

Læs også:

Dark Matter af Blake Crouch
Den højeste dom af Torbjørn Rafn
Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund
Thornhill af Pam Smy
Station 11 af Emily St. John Mandel

Rygtet om hendes død af Kasper Hoff

Rygtet om hendes død af Kasper Hoff

Hvad nu, hvis du kunne leve videre efter at din krop var død?

Morten har ikke et særligt tæt forhold til sin mor, den berømte hjerneforsker Beate Nielsen. Alligevel bliver han noget overrasket, da han under et besøg hos sin egen læge finder ud af, at Beate, lider af en uhelbredelig kræftsygdom. Han tænker på at ringe til hende, da han kommer hjem, men så tager den ene dag den anden, og pludselig er der gået flere uger. Så en dag ringer Beates assistent. Morten bedes komme hjem til Beate. Hun har brug for at tale med ham.

Det viser sig, at Beate er gået i gang med at genskabe sin hjerne digitalt, så hun kan leve videre efter sin død. Morten er chokeret, men han kan ikke gøre noget. Så da Beates krop dør, ‘lever’ hun herefter videre i en urne, med en højttaler som hun taler gennem.

Den digitale Beate bliver et stort hit. Hun får sit eget tv-program. Hun fortsætter sin forskning. Og hun lever i det hele taget et fuldt liv – og på et tidspunkt rækker hun ud efter Morten, som ikke har ønsket kontakt med hende, fordi hans mor er død i hans øjne.

Men langsomt opstår et nyt forhold mellem Beate og Morten. Han begynder at hjælpe hende, først med småting men bliver snart hendes assistent, og for første gang nogen sinde føler Morten sig elsket og anerkendt af sin mor.

Rygtet om hendes død er en tankevækkende og velskrevet roman, der undersøger, hvor langt vi vil gå for at undgå døden, og hvilke konsekvenser har det for de pårørende?

Ved at skabe et digitalt selv der kan kommunikere, huske og forske, vil Beate undgå døden, men er hun så stadigvæk levende? Hvad er det egentlig, der definerer et menneske? Har vi en sjæl eller består vores personlighed blot af elektriske impulser, der ligeså vel kan ledes via elektroniske kredsløb som via nervebaner i organisk væv?

Det er et rigtig interessant spørgsmål, og med den hastighed hvormed den teknologiske udvikling sker, er det formentlig bare et spørgsmål om tid, før vi må stille samme spørgsmål i virkeligheden.

Samtidig er Rygtet om hendes død også en fortælling om kærlighed. Morten har hele sit liv higet efter morens opmærksomhed, men hun har haft travlt. Jeg synes, Kasper Hoffman tegner et utroligt fint og stærkt portræt af forholdet mellem de to, og selv når Beates egoisme udstilles, så får vi alligevel også et indblik i hendes sårbarhed. For Morten kender hende.

Jeg blev meget betaget af Rygtet om hendes død, som underholder samtidig med at man gribes af historien. Det er godt skrevet, spændende tænkt og måske ikke science fiction særligt længe.

Det er noget, jeg har tænkt rigtig meget over,” sagde B. Der var en skrøbelig alvor i stemmen, som ikke havde været der før. ”Jeg er ikke religiøs. Ikke i nogen traditionel forstand i hvert fald. Jeg tror ikke på en gud, der våger over os, eller på et liv efter døden. Men jeg tror, at universet er en gåde, og at vi er sat på Jorden for at løse den. Gåden er ganske enkelt, hvordan vi undgår at dø. Det er den fjeder, der driver os. Det er derfor, vi står op om morgenen. Det er derfor, vi æder og drikker og slås og formerer os. Det er derfor, vi elsker. Alting i livet kan føres tilbage til denne ene målsætning: Vi vil ikke dø. På den måde er vi mennesker ikke anderledes end alle andre levende organismer, selvom vi tror det. Vi er drevet af samme trang til overlevelse, som driver mos og giraffer og stafylokokker og hvaler. Men lige meget hvor meget vi kæmper, så vil alting få en ende en dag, for universet er ikke evigt. Det startede med et stort brag for 14 milliarder år siden, og en dag vil det trække sig sammen igen og ende i et stort KRUNSCH! – og så er de uigenkaldeligt forbi. Det er den gåd, jeg forsøger at løse. Formålet med livet er at finde en måde at fortsætte med at eksistere på, selv når universet ophører med at eksistere.” (s. 45)

Kasper Hoff har skrevet en række børnebøger samt flere skuespil. Rygtet om hendes død er hans debut som voksenforfatter.

Om Rygtet om hendes død:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Modtryk, 230 sider
Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet

Syndfloden og Storbyen af Nikolaj Johansen

Syndfloden og Storbyen af Nikolaj JohansenSpændende og velskrevet science fiction thriller der tager læseren med til et regnfyldt Odense og tættere på udødeligheden

Den danske medicinal virksomhed Medici har udviklet biokernen. Et kunstigt organ, der løbende reparerer cellernes forfald og holder mennesket sundt og ungt frem til udløbsdatoen. Den danske stat samarbejder med Medici, for jo flere der får indsat en biokerne, jo billigere er udgifterne til sundhedsvæsenet. Så nu har op til 99% af befolkningen biokerner – og i fremtiden vil de måske allerede kunne indopereres i fosterstadiet.

Men ikke alle er ubetinget begejstret for hverken biokerneteknologien eller Medici. En hackergruppe, der gemmer sig på Netværket, er modstandere af, at et privat firma har så meget magt og har frivilligt undergået operationer for at få fjernet deres biokerner igen.

Det var det faktum, at hun fint kunne klare sig uden, som for alvor havde overbevist hende om, at biokerneteknologien ikke bare var kapitalistisk, men at den var fjendtlig for hele menneskeheden, at den var direkte ond. Et menneske kunne sagtens klare sig uden en biokerne, men Medici havde manipuleret folk til at tro, at det var umuligt, og at indoperationen af en biokerne var det eneste logiske valg, det eneste samfundstjenstlige valg. Ja, biokernen holdt måske nok folk sunde, men dens bagside var enorm, og for Katrine fyldte bagsiden det hele. Når kernen kunne hackes, som Netværket havde demonstreret, man kunne gøre, blev alles liv bragt i fare, og når klip kunne stjæles, som det var sket for Konrad, så beviste det, at biokernen kun havde de to funktioner og ingen nuancer derimellem. Det var enten unaturlig sundhed eller øjeblikkelig død. Hak. Den magt burde intet privat firma have over menneskekroppen, og den magt burde intet menneske tvinges til at underkaste sig.”

I denne fremtidige verden møder vi Anna og Konrad. De har været gift i mange år, men for et par måneder siden fik Anna en umulig besked. En ondartet kræftknude breder sig i hendes indre, og der er intet at gøre. Konrad forsøger at overføre nogle af sine klip til hende, men en regnvåd nat bliver han overfaldet og får selv frarøvet alle sine klip. Nu er de begge dødsdømte.

Men Anna har en hemmelighed. Hun er gravid. I et desperat håb fortæller hun det til sin arbejdsgiver, Medici, for Anna vil gøre alt for at barnet skal overleve. Så da Medici tilbyder hende at indoperere en biokerne i fostret, hvis hun vil være deres spion i Netværket, har Anna ikke andet valg end at sige ja.

I 2016 udskrev Science Fiction Cirklen en romankonkurrence, som Nikolaj Johansen vandt med sit bidrag Syndfloden og Storbyen.

Her er tale om en velskrevet og nervepirrende science fiction thriller, som både har et elementært spændende plot, men som også giver stof til eftertanke. Det dystre regnvåde Odense er en perfekt kulisse for fortællingen, hvor befolkningens rettigheder langsomt skylles bort af fremskridtets syndflod. Det emmer af noir.

Syndfloden og Storbyen er også en interessant roman. Dels er det første gang (så vidt jeg husker), at jeg læser en historie med en ‘ond’ danskejet virksomhed som skurk. Endda i tæt samarbejde med den danske stat/det danske forsvar. Medici er naturligvis en forkortelse af medicin, men det er også navnet på den florentinske Medici slægt, der med få afbrydelser sad på magten i Firenze og Toscana i næsten 300 år (1434-1737). Blandt andet var pave Leo 10., som bandlyste Martin Luther i 1521, af Medici-slægten. Altså et magtforum som romanens medicinalfirma.

Ligeledes er det interessant at følge Johansens overvejelser om biokernen: hvordan den kan bruges og misbruges. Som læser må vi i det hele taget løbende tage stilling til moralske problemstillinger. Kan man f.eks. retfærdiggøre et mord i en højere sags tjeneste? Hvad er en højere sag? Og hvor langt vil man gå for at redde sit eget liv?

Endelig er persontegningerne af Anna og Konrad både overraskende og nuancerede. De to sidste hovedpersoner er hackeren Katrine og privatdetektiven Kurt, og selvom de ikke fremstår helt så facetterede som Anna og Konrad, så virker også de troværdige. Jeg har måske ikke altid har sympati for personernes overvejelser og handlinger, men jeg kan forstå dem.

I det hele taget er Syndfloden og Storbyen langt mere end en standard thriller, og jeg blev hurtigt grebet af historien, som fortælles på skift gennem de forskellige personer. Johansen afslører detaljer undervejs, så noget af plottet gættede jeg godt. Men slutningen var alligevel en stor overraskelse, og jeg brygger stadigvæk videre på den i mit hoved. Og det er altså godt gået af forfatteren.

Skulle du ikke være science fiction læser, så lad dig ikke skræmme væk af den label. Læs i stedet Syndfloden og Storbyen som en etisk thriller, for jeg garanterer, at du vil føle dig godt underholdt.

Nikolaj Johansen har tidligere udgivet horrorromanen ”Skygger fra oktoberland”, ligesom flere af hans noveller er udkommet i forskellige antologier.

(også anmeldt på Litteratursiden.dk)

Om Syndfloden og Storbyen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Science Fiction Cirklen, 281 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Udryddelsen af Kazuaki Takano

Udryddelsen af Kazuaki TakanoTankevækkende thriller om hvad der kan ske, hvis en ny livsform truer menneskeheden

Da den amerikanske efterretningstjeneste opsnapper oplysninger om, at der er opstået en ny livsform med potentiale til at udrydde menneskeheden, er valget for den amerikanske præsident ikke vanskelig. Han sætter en lille gruppe professionelle lejesoldater på opgaven – at opspore og udrydde truslen.

Samtidig er den unge japanske universitetsstuderende Kento i sorg over farens pludselige død. Midt i sorgen modtager han en mail fra faren med helt specielle anvisninger. Faren vil have Kento til at fuldføre den opgave, han var i gang med. Og det vender op og ned på Kentos liv. Men også på alle hans forestillinger om faren.

De to spor krydser hinanden, og snart er læseren fanget i en hæsblæsende jagt på det afrikanske kontinent, hvor skellet mellem godhed og ondskab er blevet udvisket i den uoverskuelige krig mellem stater, befolkninger og oprørsgrupper.

Folkedrab”, messede Singleton. “I øjeblikket gennemlever Congo en storkonflikt, én der er blevet kaldt Den Første Afrikanske Verdenskrig. Her er det højeste antal døde siden anden verdenskrig fire millioner. Våbenhvilerne bliver brudt igen og igen, og der er ingen ende i sigte.” Som kunne han aflæse tvivlen i soldaternes ansigter, fortsatte han. “Det her sker faktisk, tro mg. Det er bare sådan at aviserne og tv ikke rapporterer om det. Man kan godt kalde det diskrimination fra mediernes side. Massemedierne i de udviklede lande er ligeglade med hvor mange afrikanere der bliver slået ihjel. Det konstante folkedrab i denne region får mindre presseomtale end da syv gorillaer blev dræbt. Men på den anden side er afrikanere heller ikke nogen truet art.”

Jeg havde ikke hørt udtrykket Den Første Afrikanske Verdenskrig før, men et hurtigt tjek på nettet førte til denne JP Explorer-artikel, der ord for ord bekræfter den grusomme historie, som Singleton fremfører i citatet. Hvordan væbnede konflikter oftest udvikler sig til regionale kriser (og også bliver globale fordi I-landene støtter de forskellige parter), når der er mulighed for at tjene penge på at plyndre værdifulde naturressourcer, hvad enten det er olie, diamanter eller metaller til brug i computere. Det er svært for en almindelig dansk bibliotekar, der aldrig har oplevet noget værre end overvejelser om aftensmaden, at forstå de grusomheder der her udspiller sig hver eneste dag. Alene fordi Kazuaki Takano sætter fokus på dette, er Udryddelsen værd at læse.

Men historien rummer naturligvis mere, for det er selv sagt ikke kun på det afrikanske kontinent ondskaben findes. I USA har den amerikanske præsident Burns i sin iver for at ramme terroristerne sat en række love og menneskerettigheder til side. Mistænkte sendes rask væk til lande som Usbekistan for at blive tortureret, og præsidenten styrer landet ud fra frygt for det fremmede fremfor ønsket om at favne det. Spørgsmålet er, om det også er den rette tilgang til problemet denne gang?

Udryddelsen er som antydet en roman, der rejser en række etiske problemstillinger. Er det f.eks. i orden at slå en gruppe uskyldige mennesker ihjel, hvis det potentielt redder resten af verden? Kan vold og tortur retfærdiggøres, hvis det er i en højere sags tjeneste? Og hvem bestemmer, hvad en højere sag er? Ændrer det ens opfattelse af et drab, hvis man kan se det menneske, man skal dræbe, i øjnene i forhold til at dræbe via droner? I hvor høj grad påvirker ens barndom de beslutninger man træffer senere i livet? Er mennesket i bund og grund et frygtsomt og hadefuldt væsen, eller er godhed og kærlighed indgroet i os? Den diskussion af menneskets sind er uhyre interessant, men desværre også temmelig desillusionerende.

Kazuaki Takano har skrevet en tankevækkende thriller, som kræver at man fordyber sig i læsningen. Både pga. de etiske spørgsmål, men også fordi den indeholder en del videnskabelige afsnit, der sikkert kan afskrække enkelte læsere. Samtidig er historien dog også elementært spændende. Dels er der gruppens flugt gennem et land, hvor oprørsstyrker og lokale bander ingen skrupler har over at myrde hvem som helst. Dels er der Kentos forsøg på at finde den kur, som hans far arbejdede på, da han døde. Så her er også masser af underholdning.

Under alle omstændigheder har Takano skrevet en yderst læseværdig roman, med en slutning der kan dele vandene. For hvad er egentlig håbet for menneskeheden?

Kazuaki Takano debuterer på dansk med Udryddelsen, men i hjemlandet Japan er han en anerkendt forfatter. Med sin blanding af videnskab og spænding minder Takanos forfatterskab om forfattere som Michael Crichton og på dansk Mads Peder Nordbo. Jeg ser frem til at læse mere fra Takanos hånd.

Om Udryddelsen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Turbine, 444 sider
Originaltitel: Jenosaido
Oversætter: Britt B. Tippins & Philip Gabriel
Omslag: Bitten Vernersen

Måske af Dennis Jürgensen

Måske af Dennis JürgensenJeg har en svaghed for Dennis Jürgensen, som er en af Danmarks allerbedste horrorforfattere. Godt nok er hans bøger ofte kategoriseret som børne/ungdomsbøger, men de er alligevel så intelligente og interessante, at den voksne læser har fornøjelse af dem. Måske hører dog til i hans voksen-udgivelser, og er en novellesamling bestående af tre lange noveller, som hovedsageligt befinder sig i science fiction genren, men som alle efterlader læseren med et ræsende hjerte.

Første novelle hedder “Den Blå Service” og handler om Mahler, som en dag modtager tredje rykker fra skattevæsenet. Han skylder dem penge, og hvis han ikke betaler, vil gælden overgå til Den Blå Service. I første omgang er Mahler ligeglad, men så går det op for ham, at det er blodig alvor. Den Blå Service inddrager nemlig din gæld ved at høste dine organer og bruge dem til at helbrede lovlydige borgere, der betaler deres skat. Novellen har en ekstra grum slutning, som jeg tror især mænd ømmer sig over.

“Klonede dage” handler om forældreparret Adam og Julie, som mister deres søn, Mathias, i en drukneulykke. Især Julie har meget svært ved at håndtere sorgen, og hun påstår, at hun har set Mathias efter begravelsen. Hun er overbevist om, at nogen enten har narret dem, og han slet ikke er død, eller at nogen har klonet ham. Adam opsøger deres læge for at få hjælp med at slå Julies idéer ud af hovedet, men han kan fortælle, at det i enkelte tilfælde er sket, at børn, som er født med hjælp fra en fertilitetsklinik, kan have identiske æg, som kan klones til et nyt barn. Julies æg er dog blevet destrueret, siger han. Det får Julie til at synke hen i sorg endnu en gang, indtil også Adam ser Mathias …

Novellen handler om farerne ved at klone mennesker, men også om hvor langt vi vil gå for at undgå, at kommende børn kommer til at lide af arvelige sygdomme eller handicap. Jürgensen fortæller samtidig meget rørende om forældreparrets sorg, som til sidst driver dem ud i ekstremerne. En meget stærk novelle.

Den sidste novelle har titlen “Jeggørdigingenting”. Også den er utrolig stærk og har en meget ubehagelig slutning. Katja lever et liv, som umiddelbart er beundringsværdigt. Hun ser godt ud, har en udmærket karriere og på overfladen er alt godt. Men som barn blev hun misbrugt af sin far, og nu går hun i terapi for at genvinde sin tillid til mænd og især evnen til at elske dem. For ikke at stikke for meget ud fra veninderne har Katja opfundet en kæreste, som hun dagdrømmer om. Han er ikke som andre mænd, og Katja er helt tryg ved ham. En dag bliver Katja overfaldet af en voldtægtsforbryder, men bliver reddet af en mand, som på alle måder er som hendes drømmekæreste. Men hvordan?

Novellerne i Måske foregår alle i en ikke nærmere bestemt fremtid, hvor kloner, androider og et stærkt statsligt system er hverdagen. De handler alle om etik, og om de valg som videnskaben stiller mennesket overfor. For når tingene er mulige, hvorfor så ikke gøre dem? Her viser Dennis Jürgensen så bagsiden af medaljen, for alle valg har konsekvenser.

Jeg er imponeret over, hvor meget Dennis Jürgensen i 1994 kunne forudse, og kan kun anbefale denne novellesamling til alle. Den er velskrevet, vedkommende og sætter fingren på nogle aktuelle og skræmmende problemstillinger.

Om bogen:

Udgivelsesår: 1994
Omslag: John Ovesen

Andre bøger af Dennis Jürgensen:

Tunnelmanden (2010)
Dødens mange facetter (2009)
Dæmonen i hælene (2007)
Kadavarjagt (2006)
Uhyret i brønden (1998)
Måske (1994)
Monsteret i kælderen (1993)
Tingen i cellen (1992)
Kadavermarch (1991)
Grønne øjne (1985)

Besøg Dennis-klubben

WE3 af Grant Morrison og Frank Quitely

WE3 af Grant Morrison og Frank QuitelyHvor langt vil mennesket gå for at vinde en krig? WE3 er et uhyrligt forsøg, som skal gøre hæren uovervindelig og spare menneskeliv. Stærk tegneserie, der sætter blodige aftryk.

Et forskningslaboratorium i USA har arbejdet med at gøre dyr til kontrollérbare dræbermaskiner, som kan sendes i krig og på andre dødbringende missioner. Målet er dels at skabe effektive mordere, men også at spare menneskeliv i kamp – ens egne menneskeliv vel at mærke.

Det er lykkedes for laboratoriet at frembringe WE3, en dyreenhed, som består af en hund, en kat og en kanin. Det lyder umiddelbart uskyldigt, men ud over at være blevet behandlet med hormoner og andre stoffer, er dyrene også blevet iført rustninger med alle moderne våben og har hver sit speciale. Kaninen kan lægge miner og giftgas ud, katten er en flyvende dræber og hunden en mindre tank.

Men trods projektets umiddelbare succes ønsker Washington alligevel at nedlægge det og slå dyrene ihjel.

Det lykkes dem dog at stikke af, og på deres vej mod det ukendte “hjem”, som hunden har en uklar fornemmelse af findes et sted, møder de mange forhindringer.

Hvad jeg umiddelbart faldt for, i denne ret barske og blodige historie, er det moralske dilemma. Hvor langt er vi mennesker villige til at gå? Vi bruger dyr til at teste medicin o. lign., men kan man forestille sig, at vi også vil bruge dem til at kæmpe for os?

WE3 viser, at vi er villige til hvad som helst – indtil vi selv ser konsekvenserne. I dette tilfælde en hund, der er gjort til en dræbermaskine, men som samtidig leder efter det varme sted kaldet hjem, hvor alle er gode mod hinanden.

Udover den gode og velfortalte historie er billedsiden også i top. Albummet indledes med en lang sekvens uden ord, hvor hver enkelt billedramme bliver helt filmisk i sin sammensætning med den næste.

Tegningerne er utrolig flotte, og billedrammerne bruges på nye og spændende måder. Store rammer indeholder flere små rammer, hvor billederne zoomes helt ind og ingen enkeltheder går tabt.

Trods min alder og mit køn kan jeg godt lide tegneserier – i hvert fald nogle af dem, og WE3 hører absolut til blandt dem, jeg vil anbefale andre at læse.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2006
Forlag: G. Floy Studio, 100 sider
Illustrator: Frank Quitely