december 2018
M T O T F L S
« nov    
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘eventyr’

#moderneeventyr

#moderneeventyrI 2017 udskrev forlaget Silhuet en novellekonkurrence med temaet: eventyr omskrevet til moderne tid. Resultatet er blevet til antologien #moderneeventyr, der indeholder 10 gendigtninger af kendte eventyr til målgruppen +12 år.

Lad mig starte med at rose den iøjnefaldende forside der nok skal fange målgruppens blik. Titlen er præget som et hashtag i guld, og fotoet af hånden, hvorfra der er trillet et rødt æble ud i sneen, signalerer tydeligt eventyret om Snehvide, men i et moderne, lækkert layout.

‘Snehvide’ er også samlingens første eventyr. Novellen er skrevet af Nicole Boyle Rødtnes, der har udgivet et væld af børne- og ungdomsbøger siden sin debut i 2010. Derudover har hun medvirket i forskellige antologier for både børn og voksne, og ‘Snehvide’ hører da også til blandt denne antologis bedste bidrag.

Her følger vi instagrammeren TeenQueen, der er den mest fulgte person på instagram. Men en dag dukker en ny profil op – Snehvide – og pludselig er TeenQueens status truet. Rødtnes rammer bullseye med sin gendigtning, som både formår at placere eventyret i en ny og nutidig kontekst, men samtidig er loyal overfor originalen. Og så er jeg ret vild med slutningen.

Jeg er også nødt til at fremhæve A. Silvestris bidrag. Silvestri er som Rødtnes et kendt navn både som bidragsyder til forskellige antologier, såvel som til en lang række romaner og novellesamlinger. Her gendigter han H. C. Andersens eventyr ‘Historien om en moder’.

En mor sidder på hospitalet og kigger på sin lille datter, der kæmper for sit liv i hospitalssengen. Det er nat, og en sygeplejerske kommer ind med en kop te til hende. Moren falder i søvn, og da hun vågner er datteren væk. Det viser sig at sygeplejersken var døden, og nu sætter moren efter ham med hjælp fra forskellige, hun møder på vejen.

Umiddelbart lyder Silvestris novelle næsten for tro mod originalen, men også kun umiddelbart. For som altid leger Silvestri med sin tekst, så den rummer mere end man tror. Moren får f.eks. hjælp af den lille pige med svovlstikkerne og grantræet i sin jagt på døden; mens dødens have i Silvestris version er et tivoli fyldt med lyspærer. Eventyrets morale er dog stadig stærk, for som moderen sander til sidst: ”selvom man ved, at noget er rigtigt, kan det stadig føles forkert.”

Endeligt vil jeg fremhæve Lars Ahns bidrag. Også Ahn er et kendt navn, når det gælder bidrag til antologier, og senest har han vundet Dansk Horror Selskabs pris for Årets Danske Horrorudgivelse 2017 for sin novellesamling Den nat vi skulle have set Vampyros Lesbos.

I ‘Prinsessen på ærten’ følger vi en deltager i reality-programmet ‘Prinsesser på ærten’. Ti ”prinsesser” har været igennem en udskillelse på vejen mod hovedpræmien som udover penge er en prins. I vores moderne verden er prinsesserne dog ikke nødvendigvis så forhippede på ægteskab, og jeg nød den uventede slutning.

‘Prinsessen på ærten’ er umiddelbart mindre genkendelig end f.eks. Silvestris novelle, men jo længere ind i historien, jeg kom, jo bedre forstod jeg Ahns idé, og resultatet er en spændende gendigtning men også en vellykket novelle i sig selv.

Jeg kunne også nævne Maja Møllers ‘Det er ganske vist’, Tenna Vagners ‘Den lille pige med svovlstikkerne’ og Beatrix M. G. Nielsens ‘Alice i Eventyrland’, som alle tre ligeledes er innovative og overraskende gendigtninger, der i den grad flytter eventyret til en kontekst som nutidens unge genkender.

Det er i det hele taget skægt at se, hvor forskelligt forfatterne har tolket opgaven med at gendigte et eventyr. Nogen har fulgt det originale eventyr i opbygning og morale, mens andre har taget elementer fra originalen og skabt en ny fortælling. Et par stykker når måske ikke helt samme høje niveau som de nævnte, men generelt er historierne dog gode, og jeg er sikker på, at målgruppen vil føle sig fint underholdt af disse ti moderne eventyr.

Forlaget Silhuet har bl.a. tidligere udgivet antologien Sku ikke hunden på hårene med noveller om ordsprog.

(anmeldt til Himmelskibet.dk)

Indhold:

Nicole Boyle Rødtnes: Snehvide
Lea Kala Landgren: Den grimme ælling
Beatrix M. G. Nielsen: Alice i Eventyrland
Maja Møller: Det er ganske vist
A. Silvestri: Historien om en moder
Jacob F. H. Petersen: Kejserens nye klæder
Lars Ahn: Prinsessen på ærten
Tenna Vagner: Den lille pige med svovlstikkerne
Annette Skibby: Svinedrengen
Sigrid Groth: Tommelise

Om #moderneeventyr:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Silhuet, 244 sider

 

Doktor Kold og Eventyrspejlet af Bo Skjoldborg

Doktor Kold og Eventyrspejlet af Bo SkjoldborgVennerne Tråd og Milo besøger sammen med veninden June den geniale opfinder Karl Kold. Karl står bag en masse spændende opfindelser, som en slikdåse der aldrig bliver tom, og en stumtjener som farver tøjet lyserødt. Karls nyeste opfindelse er Eventyrspejlet. Et spejl som kan sende dig ind i hvilket som helst eventyr, du måtte “ønske.

Mens vennerne prøver spejlet, slipper Robin Hood ud til dem. Han har en sæk fyldt med guld og diamanter, som han vil give til de fattige i Vodby. Men Karls onde bror Jack har helt andre planer. Han vil stjæle sækken med pengene og blive rigere end rig.

Doktor Kold og Eventyrspejlet er den tredje bog i serien ‘Milo & Tråd’. Bøgerne har et gennemgående persongalleri, men historierne kan sagtens læses uafhængigt af hinanden.

Her er tale om letlæste, actionfyldte børnebøger (+8 år) fyldt med skæv humor og gakkede idéer. I Doktor Kold og Eventyrspejlet møder vi f.eks. både Robin Hood, de syv små dværge, den onde dronning og en vaskeægte leopard. Ved fælles hjælp lykkes det vennerne at klare ærterne. De overvinder den onde Jack og hans tre hjælpere, Gekko og tvillingerne, der altid er efter Milo og de andre. Så ligesom i et rigtigt eventyr ender det hele heldigvis godt til sidst.

“Jack fnisede. Med pulsen hamrende helt oppe under hagen listeløb han hen til et kæmpespejl, der hang og svævede midt i rummet. Det måtte være eventyrspejlet! Hvordan virkede det? Han trykkede igen løs på fjernbetjeningen. Spejlet sendte bittesmå lyn til alle sider. I næste sekund traskede en masse småfyre med blå og grønne huer på rundt inde i spejlet. De lignede havenisser. Jack rynkede brynene. Så klarede han op. Nå, jo! Spejlet fungerede nok som et tv. Lige nu viste det filmen ‘Snehans og de fem fede dværge. Var det ikke dét filmen hed? Dværgene befandt sig i noget, der lignede en halvmørk hule. En hule med noget der skinnede. En … diamantmine! Småfyrene var i gang med at grave efter diamanter! Straks tog Jack tilløb og sprang imod spejlet – og knaldede hovedet direkte ind i overfladen.” (s. 56-57)

Tak til forlaget Werther som har foræret mig læseeksemplaret

Om Doktor Kold og Eventyrspejlet:

Udgivelsesår: 05.07.2018
Forlag: Forlaget Werther, 130 sider
Omslag: Patrick Steptoe

Læs også:

Operation: Blå Beluga af Kristoffer J. Andersen
Bedemandens hemmelighed af Michael Kamp
HalloweenHelvedet af Patrick Leis
Den gale galakse 1: Ondskaben vågner af Anders W. H. Nielsen
Doktor Kold og Spøgelsesmaskinen af Bo Skjoldborg

 

Destin 2 – Snefuglen af Danny Biltoft Davidsen

Destin 2 - Snefuglen af Danny Biltoft DavidsenEndnu et hæsblæsende afsnit i Danny Biltoft Davidsens rumsaga om den forældreløse Destin

I 2016 udkom første bind i serien om drengen Destin, Seerkrystallen, som jeg læste med stor fornøjelse.

Serien udspiller sig 10.000 år ude i fremtiden, hvor menneskene har fået hjælp af den teknologisk overlegne race Torakiderne, som de siden har udryddet. Her lever den forældreløse Destin sammen med veninden Maridel på astroiden Lyonedia under pauvre forhold.

Den hårde, trivielle hverdag blev brudt, da Maridel fandt en ældgammel boks (en af Torakidernes artefakter) og kort efter blev bortført af rødfrakker fra kongeriget Carnelior. Det lykkes ad kringlede veje for Destin at finde Maridel igen, men i slutningen af bind et blev Maridel kidnappet af skattejægere, og Destin efterladt i lænker på den fremmede måne Rheinoud.

Her starter Snefuglen.

Rheinoud er under blåfrakkernes styre og er på mange måder anderledes end Lyonedia. Før Destin får set sig om, er han blevet fanget af slavehandlere og slider og slæber under umenneskelige forhold i minerne. Her møder han den rapkæftede pirat Rawlin, og de slår pjalterne sammen for at flygte, ligesom Rawlin lover Destin, at han vil hjælpe med at finde Maridel.

I første omgang slipper de væk fra minerne og bliver i stedet for slaver hos den Azurelianske grevinde Abrielle. Det lykkes dem at komme ombord på grevindens rumskib Snefuglen, og så opstår muligheden for at kapre skibet og fortsætte jagten på skattejægerne, som har kidnappet Maridel. Dog ikke uden forhindringer…

Snefuglen er endnu et hæsblæsende kapitel i Destins saga. Denne gang må Destin både tage kampen op mod blåfrakker og rumpirater, ligesom hans moralske kompas sættes på en prøve i mødet med nye og gamle venner. Det er totalt underholdende, og selvom serien måske nok er rettet mod det unge publikum, så kan den voksne læser sagtens være med.

Danny Biltoft Davidsen har skabt et spændende univers med vellykkede figurer, som fungerer godt i historien. Jeg elsker blandingen af rumeventyr og 1700-tals atmosfære med kongedømmer, kårdekampe og rumskibe med udsmykning som gammeldags sejlskibe.

Sprogligt synes jeg, at Biltoft har løftet sig i forhold til Seerkrystallen. Slagsmålsscenerne fungerer bedre, og sproget er mere billedfyldt, ligesom replikkerne glider flydende. Samtidig er der masser af action og spænding, og det lykkes for Biltoft at samle de forskellige handlingstråde til slut, så jeg nu utålmodigt ser frem til bind tre.

(Anmeldt til Himmelskibet, nr. 52)

Om Destin 2 – Snefuglen:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: mellemgaard, 238 sider
Grafiker: Christina Tscherning Andersen

Jeb Skulls makabre eventyr af Jonas Wilmann

Jeb Skulls makabre eventyr af Jonas WilmannSiden Jonas Wilmann debuterede som forfatter i 2009 med “The End”,  har han udgivet en lang række bøger. Enkelte på andre forlag, men de fleste som selvudgiver på sit eget forlag Kaos. Genremæssigt har han bevæget sig i horror, fantasy, science fiction og værker udenfor gængse genrebetegnelser. Han har skrevet romaner og noveller, og han har skrevet for børn, unge og voksne. Wilmann er med andre ord en både produktiv og alsidig forfatter.

“Jeb Skulls makabre eventyr” er seneste udgivelse, som Wilmann kalder: “et grumt og bloddryppende folkeeventyr“.

Hovedpersonen Jeb Skull er endier, dvs. en kunsthåndværker der rejser rundt og sælger sine varer, hvor han kommer frem. Jeb har bl.a. valgt denne profession, fordi han mildest talt ikke bryder sig meget om andre mennesker. Ved bogens start er han så træt af menneskeheden, at han beslutter sig for at gå igennem Den Sorte Skov, da han tilfældigt er i nærheden.

Den Sorte Skov er omgærdet af mystik. Der går fortællinger om, at skoven hjemsøges af både trolde og ligædere, men Jeb er en rationel mand, som ikke tror på trolddom. Så han beslutter sig for at gå gennem skoven, der udefra ikke ser særlig stor ud, og sælge sine varer til de få eneboere der bor derinde.

Men så let går det selvfølgelig ikke. Da Jeb holder hvil ved siden af en gammel gravplads, bliver han overfaldet af en sindssyg kvinde. Det lykkes ham at slippe væk, men i sin sårede tilstand farer han vild. I stedet vågner han op i en lille bjælkehytte, der tilhører kvinden Sicuuna. Hun forbinder hans sår og giver ham en drik mod eftervirkningerne. Men Jeb tror ikke på den slags hekseri, så da han atter forsøger at finde ud af skoven, smider han flasken fra sig. Det skulle han ikke have gjort …

“Jeb Skulls makabre eventyr” er en roman, men hvert kapitel fortæller en ny historie om Jeb Skull og hans oplevelser. Fra opholdet hos Sicuuna drager Jeb videre ind i skoven og støder på både landsbyer og omrejsende tivolier, men ligegyldigt hvor han kommer frem, tvinges han til at forholde sig til begivenheder og personer. Og det huer bestemt ikke den menneskesky endier.

Jeg plejer at være rigtig begejstret for Jonas Wilmanns udgivelser, men denne gang er jeg desværre ikke helt oppe at ringe. Dels synes jeg ikke, at sproget glider helt så ubesværet som sædvanligt, og så er tonen i fortællingen lidt for frisk-fyr-agtig-røverfortælling efter min smag. Det er så egentlig ikke fair at beklage sig over det, for her er jo netop tale om en eventyrlig roman. Men jeg kan nok bedre lide, når Wilmann er helt sort, eller i hvert fald ikke helt så lystig som her.

“Der er ingen, som kan vise dig ud af skoven. Jeg ved alt, hvad der er værd at vide her. Men hvis du leder efter andre mennesker, er der en by i den retning.” Han pegede og tilføjede: “Men pas på, Jeb Skull. De er ikke alle til at stole på.” Jeg kunne ikke lade være  med at le. Sikke en lille rad! Så højtidelig, og så vidste han simpelthen alt, hvad der var værd at vide heromkring! Jeg skulle til at finde på et eller andet morsomt quizspørgsmål, men drengens omrids begyndte at sløre for øjnene af mig. Jeg gned mine øjne. Skulle jeg nu allerede drikke det gule sjask igen?”

Når det er sagt, så er historien om Jeb Skull ikke dårlig. Her er både utroligt klamme passager og underholdende røverhistorier. Og så skal Aske Schmidt Roses flotte forsideillustration også fremhæves. Alt i alt er “Jeb Skulls makabre eventyr” letfordøjelig underholdning med et stænk klam gru – og det er jo heller ikke så tosset.

Skulle du have lyst til at læse om forhistorien til og arbejdet med bogen, så har Wilmann skrevet et interessant blogindlæg på sin hjemmeside.

Om “Jeb Skulls makabre eventyr”:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Kaos, 220 sider
Forside: Aske Schmidt Rose

Mørkets skønhed af Fabien Vehlmann, illustreret af Kerascoët

Mørkets skønhed af Vehlmann & KerascoëtMørkets skønhed er en fortælling om døden, ondskaben og skønheden i fordærvet

Forlaget Forlæns kommer ind i mellem med nogle virkelig lækre udgivelser. Mørkets skønhed af Fabien Vehlmann er en af dem. Her er tale om en hardcover udgivelse med en vidunderlig forside, hvor omslaget nærmest føles som fløjl, så allerede før man åbner bogen, ved man, at her er tale om noget helt særligt.

Så overraskes man, idet illustrationerne de første sider minder om barnlige skitser, og jeg nåede lige at tænke at måske var det en fortælling for børn. Men det er det ikke! I stedet er det en fortælling om død, ondskab og fordærv, fortalt i de smukkeste billeder som både komplimenterer teksten og er en konstant kontrast. Det er virkelig stærkt lavet.

I skovbunden ligger liget af en lille pige. Hendes krop er hjem for en række små væsener, der nu må klare sig i skoven. Blandt væsnerne er Aurora. Hun er opsat på at sørge for, at tingene bliver som de var før, og at alt går retfærdigt til, og så er hun meget forelsket i den smukke prins, Hector.

Auroras hjælper er et lille abelignende væsen ved navn Plim, som udfører Auroras bud. Derudover præsenteres vi bl.a. for den egoistiske og ubetænksomme, men skønne Zelie. Timothea med kun et øje, som har fundet en lille baby i skoven. Og den selvstændige Jane, som Aurora ender med at se meget op til.

I starten er alt idyl mellem væsnerne, men så begynder problemerne. De mangler mad, husly, kommer til skade i skoven, og på et tidspunkt ’stjæler’ Zelia prins Hector fra Aurora. Så Aurora drager væk og finder også ly sammen med Jane. Men snart dukker de andre væsner op igen.

Mørkets skønhed er svær at give et referat af, og ovenstående er slet ikke fyldestgørende. Det er blot den rent overfladiske handling. Historien er nemlig fuld af lag og muligheder for fortolkning og fortælles som en hybrid mellem eventyr og horror. Jeg kom både til at tænke på ”Fluernes herre” af William Golding, ”Tommelise” af H. C. Andersen og ”Her fra min himmel” af Alice Sebold under læsningen, og kombinationen af gys og eventyr er utrolig vellykket.

Udgangspunktet for fortællingen er liget af en lille pige, og jeg forestiller mig, at de små væsner er elementer af hendes personlighed, som nu er sat fri. Et drab er jo en frygtelig hændelse, men fordærv og død fremstilles i fortællingen ikke som entydigt grimt. Zelias smukke kjole er f.eks. lavet af vinger fra de myg, der sværmer om liget, og titlen Mørkets skønhed antyder da også denne dobbelthed.

Fortællingen ser i det hele taget stort på begreber som godt og ondt. De små væsner er ofte så tankeløse og egoistiske, at deres handlinger umiddelbart fremstår onde men måske slet ikke er det? Bl.a. bliver en dukke sulten og spiser en af de andre, men så leger de øvrige bare, at dukken er gravid. Og da Zelie tvinger Hector til at sejle ud på søen, hvor han bliver spist af en tudse, samler hun efterfølgende de andre til en storslået grædeseance, hvor de sørger over ham.

Kerascoëts fantastiske illustrationer skal også roses. Kerascoët er et peudonym for Marie Pommepuy og Sébastien Cosset, og så vidt jeg kan finde frem til, er Mørkets skønhed deres første udgivelse på dansk.

Illustrationerne er en blanding af ultrarealistiske billeder og naive, næsten barnlige figurer. Liget af pigen og illustrationerne fra skoven og dyrene heri er detaljerede og virkelighedstro, mens de små væsner er tegnet nærmest naivistisk. Det lyder måske umiddelbart som en underlig kombination, men det virker fantastisk. Farveskalaen er holdt i bløde pasteller, og illustrationernes poetiske udtryk står i stærk kontrast til de uhyrligheder, de små væsner udfolder i skovbunden.

Som sagt er der uanede muligheder for fortolkning af både billeder og tekst, og Mørkets skønhed er en udgivelse, jeg er sikker på at tage frem og genlæse mange gange. En stor anbefaling herfra.

Om Mørkets skønhed:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Forlæns, 94 sider
Originaltitel: Jolies Ténebrès
Illustrationer: Kerascoët (peudonym for Marie Pommepuy og Sébastien Cosset)

Læs også anmeldelsen på Serieland
Tak til forlaget Forlæns for læseeksemplaret

Tidskisten af Andri Snær Magnason

TidskistenTidskisten er en smuk og mytisk roman om tidens og kærlighedens væsen, der kan nydes både af børn og voksne.

Tidskisten var lidt af en overraskelse at læse. Dels troede jeg før læsningen, at her var tale om en ren science fiction roman, men Andri Snær Magnason blander genren med eventyret. Dels var det ikke gået op for mig, at det er en børnebog. Det varede dog ikke mange sider, før jeg overgav mig fuldstændig til Andri Snær Magnasons prisbelønnede roman.

Det går rigtig skidt med økonomien. Pigen Sigrun forsøger at opmuntre sine forældre og få dem til at tænke på andet end krise, prisindex og rentefald, men det lykkes ikke. I stedet beslutter de sig for at afvente krisens afslutning i Timax’s fantastiske tidskister, der holder tiden ude. Og Sigrun skal selvfølgelig med.

Da Sigruns tidskiste åbner sig igen, føles det, som om der kun er gået et øjeblik. Men der ligger et dådyr i sofaen, og gennem et kæmpehul i taget kan Sigrun se op i den blå himmel. Forvirret forsøger hun at åbne sine forældres kiste, og mens hun leder efter en unbrakonøgle, møder hun drengen Markus. Markus tager hende med hen til en gammel kvinde ved navn Svale, hvor de også møder andre børn, som alle ønsker at få at vide, hvad der er sket.

Som svar fortæller Svale dem historien om Raventina den evige prinsesse, datter af kong Dimon af Pangea og den underskønne Vårsol, og det er denne beretning, der fylder det meste af romanen.

Vårsol dør straks efter Raventinas fødsel. I sin store sorg beslutter Dimon sig for at erobre hele verden for sin datters skyld, så hun kun skal opleve lykke og glæde, og til sidst vil han tvinge selv tiden til at underlægge sig sine ønsker. Trods kong Dimons gode intentioner ender fortællingen således med krig, død, misundelse, sorg og oprør. Og kun hvis den gamle forbandelse bliver brudt, kan Sigruns verden igen vågne op.

Her er som sagt tale om et eventyr for de lidt større børn, men når man som voksen læser med, rummer romanen flere lag. Tidskisten udkom f.eks. i 2013, lige i kølvandet på den store økonomiske krise hvor den islandske krone mistede 80% i forhold til euroen. Efterfølgende blev den nyvalgte regering sat til at arbejde for en ny forfatning, men den har i flere år nu stået i stampe, uden at befolkningen har kæmpet mere for den. Man kunne fristes til at sige, at befolkningen er gået i dvale igen, efter at økonomien atter er på ret køl.

Et andet eksempel er fortællingens navne. Kong Dimons navn kan f.eks. føres tilbage til Njals Saga, hvori en række slag fandt sted ved landmærket Dìmon under bosættelsen af Island. Kongens regnemester hedder Exel og kan ikke krydse linjer (excel regneark). Og Pangea, sagnlandet hvor kong Dimon regerer, betyder på oldgræsk ‘hele verden’ og er også betegnelsen for superkontinentet som eksisterede i Palæozoikum- og Mesozoikumæraerne, før kontinenterne blev adskilt til deres nuværende placeringer. En adskillelse, der også sker i romanen.

Endelig indeholder historien masser af referencer til eventyr og sagaer. Helt oplagt er naturligvis Snehvide, den smukke prinsesse med hud så hvid som sne, læber så røde som blod og hår så sort som ibenholt, der ligger i sin glaskiste og venter på sit kærlighedskys.

Andri Snær Magnason, som udover forfatter også er debattør og miljøaktivist, fortæller i et interview til Information, hvordan hans bøger altid er påvirket, af det han foretager sig. Bøgerne rummer stærke metaforer for nutidens dagsordener, og i Tidskisten bruger han f.eks. myternes metaforer til at pege på, at det kan have enorme konsekvenser at lægge sig ud med elementerne og håbe på, at andre løser de problemer, man selv har skabt.

Man behøver dog ikke vide spor om disse ting for at nyde fortællingen, som er virkelig fint oversat af Kim Lembek.

Kongen sad midt i nettet af sin verdensmagt, fuldstændig rundt på gulvet af alt det, det var nødvendigt at styre og bestemme. Han var som regel altid gået til møde, når Raventina vågnede, så han kunne aldrig sige godmorgen, og som regel nåede han heller ikke at sige godnat. Han var ikke sikker på, om han var en edderkop eller en flue, der sad fast i tidens net.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesdato: 15. november 2016
Originaltitel: Tímakistan
Forlag: Tiderne Skifter, 262 sider

Læs også Mod Spor’s fine anmeldelse

Destin – seerkrystallen af Danny Biltoft Davidsen

destin-seerkrystallen31-årige Danny Biltoft Davidsen har skrevet science fiction siden han var 17 år, og har tidligere udgivet science fiction trilogien ”Meta-type”, hvis første bind fik følgende ord med på vejen i Himmelskibet nr. 5: ”…en god ungdoms-science fiction-actionroman, der på den ene side er fyldt med action og på den anden side udfolder et godt drama.”

Nu er Biltoft så aktuel med Destin – seerkrystallen, der ligeledes er første del af en serie, og jeg er ganske begejstret.

Vi befinder os 10.000 år ude i fremtiden, hvor menneskene har fået hjælp af overlegne teknologiske race Torakiderne. Siden har mennesket bekriget dem til udryddelse, så de nu bruger de nye teknologier, men har glemt hvor de kommer fra.

I denne verden lever drengen Destin en kummerlig tilværelse på asteroiden Lyoneida, indtil den dag hans veninde Maridel finder en ældgammel boks. Før de når at finde ud af, hvad de skal gøre med den, bliver de fanget af Rødfrakkerne fra kongeriget Carnelior. Maridel bliver bortført, mens Destin efterlades som død.

Han er dog langtfra død og ender ombord på rumskibet Den lovløse under kaptajn Cyrils kommando. Cyril og besætningen er skattejægere, som søger efter artefakter fra Torakiderne for at sælge dem videre. Og nu er de på jagt efter Maridels boks.

Destin – seerkrystallen er en rigtig tjubang-historie med masser af slagsmål, action og eventyr. Biltoft skaber et spændende univers, hvor højteknologiske våben eksisterer side om side med kårder og knive, og hvor menneskene kan mekaniseres for at få bedre syn eller flere kræfter. Biltoft går ikke i detaljer med teknologien, men skaber i stedet et rigtigt rumeventyr med tydelige helte og skurke, tilsat et stænk 1700-tals-atmosfære.

Målgruppen er unge science fiction læsere, men historien er som sagt både spændende og underholdende, så den voksne læser kan også sagtens være med – også selvom sproget ikke altid er lige elegant. Jeg blev i hvert fald lynhurtigt fanget ind, og venter nu i spænding på bind to efter en rigtig cliffhanger-afslutning på bind et.

(anmeldt til Himmelskibet nr. 48)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: mellemgaard, 225 sider
Omslag: Jessica Heick

Søvn og torne af Neil Gaiman

Søvn og torne af Neil GaimanNeil Gaiman serverer med Søvn og torne en anderledes gendigtning af eventyret om Tornerose mikset med fortællingen om Snehvide og smukt illustreret af Chris Riddell.

De tre dværge vil købe fint silkestof som gave til dronningen, der skal giftes om en uge. Men i landsbyen bag bjergene får de at vide, at en frygtelig pest er faldet over landet. Fra slottet i hovedstaden breder pesten sig ud og efterlader alle i dyb søvn.

Da dværgene vender tilbage og forklarer dronningen om sovepesten, beslutter hun sig for at lade bryllup være bryllup. Hun tager sin rustning, sit sværd og sin hest, og sammen med dværgene drager hun tilbage under bjergene for at opklare og stoppe pesten, før den når til hendes land.

Det lykkes dem at nå frem til slottet, som er helt overvokset med klatreroser med torne så skarpe som knive. Buskene er fyldt med skeletter af mænd, som har forsøgt at komme frem til slottet, så hvordan skal dronningen og dværgene klare det? Og hvad venter dem inde i slottet?

Søvn og torne er som sagt en gendigtning af eventyret om Tornerose, men ikke en helt almindelig gendigtning. Gaiman lader nemlig dronningen være helten i historien, og hun har haft sit eget eventyr og kender derfor både til forhekset søvn og onde stedmødre. Slutningen twister også det klassiske eventyr, hvor helten kysser heltinden og alle lever lykkeligt derefter, selvom ondskaben dog også i dette eventyr må tabe.

Chris Riddell står for illustrationerne, som er en udsøgt fornøjelse at studere. De smukke og stemningsfulde stregtegninger er holdt i sort og hvidt og indrammet af guldkanter, og hvert billede er en fortælling i sig selv. Illustrationerne fylder skiftevis halve, hele og dobbelte sider, og lægger en ekstra dybde til Gaimans eventyr med deres underfundige og flotte detaljer.

En utrolig lækker udgivelse der både kan læses af børn og voksne.

Læs mere på Neil Gaimans hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Illustrationer: Chris Riddell
Originaltitel: The Sleeper and the Spindle

Søvn_og_torne

Fra drømmenes bog af Mikkel Birkegaard

droemmenes-bogEventyrlig og underholdende roman om bøgernes magt

Når Mikkel Birkegaard fortæller, er bøger aldrig bare bøger. Det er de heller ikke i hans nyeste roman, der foregår i København i 1840’erne.. Her bestemmer Bogministeriet, hvilke bøger der må stå på folks hylder, og der kræves en særlig tilladelse at sælge bøger, men også at komme på byens biblioteker.

Hovedpersonen er en ung dreng, som efter sin faders mystiske død og familiens sociale deroute, ender som lærling hos bogrestauratoren Mortimer Welles. Mortimer Welles restaurerer dog ikke blot bøger. Han er også en form for amatør detektiv – og så er han yderst interesseret i Biblioteket. Et særligt bibliotek, som efter sigende er mange hundrede år gammel, og hvor alle bøger findes. Et bibliotek, som Bogministeriet vil gøre alt for at ødelægge, og som andre grupperinger vil gøre alt for at beskytte.

Den unge lærling lander midt mellem fraktionerne, og takket være en gave fra sin afdøde far får han adgang til det hemmelighedsfulde Bibliotek. Men selvom det umiddelbart lyder besnærende at få adgang til al verdens viden, er det ikke uden omkostninger. Og snart opdager han nogle yderst dystre hemmeligheder.

“Fra drømmenes bog” er en herlig blanding af røverhistorie og eventyr. Her fører hemmelige selskaber, mord og mysterier vores hovedperson ad kringlede veje mod en afslutning i mere end en forstand. Birkegaard maler et stemningsfyldt portræt af det gamle København under gaslampernes skær, hvor hestevogne knirker ad de skumle gyder. Her er viden lig med magt, og dem, der har magten, har ikke tænkt sig at dele den med nogen.

Jeg var fascineret af historien fra første side. Selvom jeg har læst anmeldelser, der ikke var helt så positive, så synes jeg absolut, at Mikkel Birkegaard holder den høje standard her i sin tredje roman, som også sprogligt er en fornøjelse at læse.

Man bjærgede min fars lig fra havnens mørke vande. Han var drevet ind i flådens område på den anden side af havneløbet, hvor kroppen havde kilet sig fast mellem to fartøjer. En uge i vandet og den gentagne gennembankning mellem de to både havde forvandlet hans krop til et opsvulmet stykke kød, gråt af kulde og begyndende forrådnelse, dækket af mørke mærker og sår. Jeg så ham aldrig selv i den tilstand, men jeg havde fantasi nok til at forestille mig de tomme øjenhuler stirre bebrejdende mod mig, anklagende og nådesløse fra deres sorte dyb. For var det ikke mig, der havde ladet ham gå? Var jeg ikke den sidste, der så ham i live, og måske den eneste, som kunne have stoppet ham?

Så jeg kan kun anbefale “Fra drømmenes bog” til alle bogelskere – især hvis du er til lidt eventyrlige drengerøvs-romaner.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet
Forlag: C&K Forlag, 442 sider

Pandora i Congo af Albert Sánchez Piñol

pandora-i-congoDen unge forfatter Thomas Thomsen ernærer sig ved at skrive dårlige føljetonromaner for den mystiske doktor Luther Flag, men opdager ved en tilfældighed at han bliver narret. Det fører ham ad kringlede veje i kontakt med advokaten Norton, som er forsvarer for Marcus Garvey, der er anklaget for mordet på to engelske aristokrater i Congos jungle. Sagen er svær at vinde, og Norton ønsker, at Thomsen skal skrive Marcus historie, for at det engelske folk kan høre sandheden.

Thomsen indvilliger, og snart er han dybt engageret i et fantastisk eventyr, hvor to skruppelløse aristokrater forsøger at finde guld dybt inde i Congos jungle. De skyer ingen midler i deres jagt på rigdom, og selv da de støder på et mærkeligt og krigerisk folk, giver de ikke op. Og hele vejen befinder Marcus sig midt i begivenhedernes centrum sammen med dem.

“Pandora i Congo” er en fabulerende og fuldstændig fantastisk fortælling, som med sin fantasi og idérigdom tager pusten fra læseren. Den foregår i tiden op til og under 1. verdenskrig, og er på den ene side en herlig røverroman, med alt hvad dertil hører af umuligheder, og på den anden side er det en indsigtsfuld fortælling om magt, begær og bedrag, og om hvor langt mennesket er villig til at gå.

Albert Sànchez Piñol skriver forrygende og med et glimt i øjet, som det hører sig til i en røverroman. Man bliver som læser hvirvlet ind i denne grønne verden, der ligesom i virkelighedens Belgisk Congo er fyldt med død og ligegyldig ondskab, men hvor Thomsen alligevel opdager, at kærligheden også er til stede.

Jeg har tidligere læst “Kold hud” af Piñol, som jeg også var ganske betaget af. Her følger man to fyrpassere på en øde ø, som overfaldes af uhyrer fra havet hver nat, men ligesom i “Pandora i Congo” er det egentlige tema mennesket, og hvordan vi selv er det måske mest monstrøse af alle skabninger.

Mens jeg læste, kom jeg til at tænke på Edgar Allan Poes roman “Arthur Gordon Pyms eventyr”, som også er en røverroman, der fører læseren til ukendte og uudforskede egne på jorden, men også Lovecrafts fortællinger, om skabninger som lever under jorden, kan have været en inspirationskilde for Piñol. Uanset hvad der har inspireret ham, så er “Pandora i Congo” en utrolig fascinerende roman, som både underholder og sætter tanker i gang hos læseren.

Ifølge forlaget er “Pandora i Congo” anden del af en romantrilogi, hvor monstre spiller en fremtrædende rolle. Hvor de i “Kold hud” kom fra havet, kommer de her fra jordens indre og i tredje del, som endnu ikke er skrevet, skal de komme fra himlen. Det vil jeg se frem til, for jeg glæder mig allerede til næste udspil fra catalanske Albert Sànchez Piñol, der tegner til at blive et fremragende forfatterskab.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2010
Originaltitel: Pandora al Congo
Forlag: Samleren, 423 sider