Indlæg tagget med ‘eventyr’

Et eventyr af Stephen King

Et eventyr af Stephen King

Stephen King har udtalt, at han begyndte at skrive Et eventyr under Covid-19 nedlukningen, fordi han ville skrive noget, der gjorde ham glad.

Forlaget skriver om Et eventyr:
Charlie Reader ligner en helt almindelig high-school-dreng, han er fremragende til baseball og klarer sig glimrende bogligt. Men han bærer rundt på en tung bagage. Hans mor blev dræbt i en trafikulykke, da han var ti, og sorgen drev hans far til at drikke. Charlie har tidligt lært at passe på sig selv – og på sin far. Da han er sytten, møder han en hund ved navn Radar og dens aldrende herre, eneboeren Howard Bowditch, der bor i et stort hus på toppen af en høj bakke. I baghaven står der et aflåst skur, og nogle gange kommer der mærkelige lyde derindefra. Charlie begynder at hjælpe mr. Bowditch med gøremål, og han taber sit hjerte til Radar. Da Bowditch dør, efterlader han Charlie et kassettebånd med en utrolig historie til gengæld: Hele sit liv har Bowditch vidst, at skuret gemmer på en portal til en anden verden.

Det er ikke alle Kings nyere udgivelser, jeg har været lige vild med. Et eventyr hører dog til i den gode ende. King bruger som vanlig god tid til at præsentere sine personer og deres baggrundshistorier, og jeg må indrømme, at fortællingen om den gamle, trofaste hund ramte mig lige i hjertet. Hans evne til at skabe troværdige og relaterbare karakterer er uovertruffen.

Fra kapitel 13 ændrer fortællingen retning til mere rendyrket fantasy, og selvom også denne del er velskrevet, greb den mig dog ikke lige så dybt. Til gengæld får vi her både atmosfærefyldt ondskab, overraskende plottwists og ikke mindst kaster King om sig med referencer til alt fra folkeeventyr over H.P. Lovecraft til The Wizard of Oz, Game of Thrones og andre populærkulturelle ikoner (heriblandt også sig selv).

Hvert kapitel er illustreret med Gabriel Rodriquez og Nicolas Delorts betagende sort/hvide stregtegninger, der understreger fortællingens eventyrlige stemning.

Et eventyr er en fortælling om opgøret mellem godt og ondt, der både udspiller sig som en ydre kamp for Charlie og beboerne i Empis mod Gogmagog og hans tilhængere, såvel som en indre kamp i personerne. Som Charlie udtrykker det:

Jeg ville gerne kunne fortælle, at mit bedre jeg til allersidst endte med at sætte sig igennem. At jeg følte beklagelse. Det ville bare ikke være sandt. Vi har alle sammen en mørk brønd i os, og den tørrer aldrig ud. Men man drikker af den på eget ansvar. Vandet er giftigt. (side 517)

Andre skriver:

Litteratursiden:
Stephen King gør det, han er allerbedst til, han tager sig god tid til at komme i gang. Historien er langsom, men stille og roligt optrappes handlingen og tempoet. Sproget ændrer sig, da Charlie kommer til den anden verden, efterhånden som antallet af sære mennesker og fremmede væsner tager til. Charlie Reade er en overbevisende hovedperson, der i bedste King-stil udforskes meget fint gennem fortællingen. Beskrivelsen af den anden verden er absurd, men alligevel logisk og med sin helt egen skønhed. (Læs hele anmeldelsen)

Syfy.com:
With Fairy Tale, it feels like King isn’t just playing in that sandbox, but digging down into it, shoveling the sand up with each turn of the page to see the topsoil down below, and the roots beneath that, and beyond. Through his travels, Charlie begins to explore the ways in which the stories we know as fairy tales have morphed over time, the way the landscapes of them change and the fates of the characters unravel, sometimes into something safer, sometimes into something darker. He wonders if some of the great storytellers of our world may have made the journey to this other one for inspiration, for renewal, for hope. He examines the connective tissue between this world and that, and even considers that perhaps it’s his world that’s make-believe, an offshoot of the imaginations of the people in this other realm. All of it is classic King with a deeper, especially reflective tone. What are worlds, after all, but a collection of stories placed into a given geography? And what are stories but agreed-upon thoughtforms that we hold dear to us? (Læs hele anmeldelsen)

USA Today:
“Fairy Tale” is an escape that feels needed especially for modern eyes, a profound story of good vs. evil that’s timeless and timely. Not that King’s work is usually fleeting – he’s pretty famous for leaving folks with a good week of nightmares after finishing a novel. But the life-affirming saga of young Charlie Reade sticks with you more than most. After turning that last page, you’ll feel a little stronger in spirit, yearn for another story and, dare we say, maybe even live happily ever after. (Læs hele anmeldelsen)

Entertainment Weekly:
King has said that Fairy Tale was prompted by a question he asked himself early in the pandemic: “What could you write that would make you happy?” Reading the result, it is hard not to be infected by the King’s enthusiasm as he introduces his many heroes and villains, growing a giant beanstalk of a novel from the unpromising handful of beans real life had given him and the rest of the world during those dark COVID days. (Læs hele anmeldelsen)

Esquire:
In Fantasy, Stephen King Gets Personal. It’s not his default genre, but the master of horror reveals his truest self in his hidden worlds, where he can confront his demons and rewrite his past. (Læs hele artiklen)

Om Et eventyr:

Udgivelsesår: 15.09.2022
Forlag: Hr. Ferdinand, 682 sider
Illustrationer: Gabriel Rodriquez og Nicolas Delort
Originaltitel: Fairy Tale, 2022
Oversætter: Jakob Levinsen

Læs også:

Ondt er da på vej herned af Ray Bradbury
Skæbnemageren af Kenneth Bøgh Andersen, illustreret af Lars Gabel
Spejlkabinettet af Per Jacobsen
Det mørke tårn af Stephen King
Frygtens herre af H. P. Lovecraft og August Derleth
Odinsbarn af Siri Pettersen
Talismanen af Stephen King og Peter Straub
De III udvalgte: Mogthunheims forbandelse af Paul Anthony Sørensen

Vinterherrens arving – legender fra Ishtaija af Casper Richter

Vinterherrens arving - legender fra Ishtaija af Casper Richter

Som jeg skrev forleden, udgav Casper Richter sidste år monster-julebogen Vinterherrens arving – Legender fra Ishtaija, som af ukendte årsager fløj fuldstændigt under min radar. Nu har jeg endeligt fået læst den, og sikke et eventyr.

Hovedpersonen den 20-årige Nicholas, kaldet Nik, er alene i verden. Hans mor er død, og han har aldrig kendt sin far. Da romanen begynder, er Nik på vej hen til sin stedfar juleaften i håb om forsoning. Men håbet knuses, da stedfaren ondskabsfuldt afviser Nik i døren.

Det er den koldeste vinter i årtier, og da stedfaren lukker døren, begiver Nik sig ud i det iskolde mørke. Opslugt af tanker ender han ved gangbroen over togsporet nær banegården. Her vågner han dog brat op, da han ser en ung pige balancerer på rækværket, klar til at kaste sig ud. Uden at tænke sig om kaster Nik sig frem for at gribe pigen, og det bliver starten på et eventyr, han aldrig kunne have forestillet sig.

Pigen viser sig at komme fra Ishtaija, en verden befolket af legender og myter fra menneskenes historier, og hun har en utrolig historie at fortælle. Hendes far, julemanden, er blevet fanget af et ondt væsen, som ønsker at underlægge sig hele Ishtaija. En profeti siger dog, at et menneske vil stille sig på lysets side og redde Ishtaija fra ødelæggelse. Og Seela, som pigen hedder, håber, at Nik er den, profetien omtaler.

Seela bringer Nik med sig til Ishtaija, hvor både monstre og sagnvæsener bor. Her må de kæmpe mod giftige lindorme, klippetrolde, troldkvinden Gyla og Yulekatten for blot at nævne nogle af deres modstandere i kampen for at befri julemanden. Men overmagten er stor, og Nik er jo bare Nik …

Vinterherrens arving er et actionfyldt og højdramatisk eventyr fyldt med referencer til monstre og væsener fra den nordiske folketro. Man mærker, at forfatteren har lagt et stort arbejde i at finde de helt rigtige væsener til sin historie, og heldigvis er der bagerst i bogen indsat en liste med, hvem de er. Her er også sjove referencer til populærkulturelle ikoner, som f.eks. John McClane fra Die Hard filmene. Og så er historien illustreret med de fineste tegninger udformet som papirklip og tegnet af Casper Richter selv.

Casper Richter debuterer med Vinterherrens arving, som er skrevet i et generelt letflydende sprog, med enkelte småfejl. Persontegningerne er måske ikke de dybeste, men alligevel fik jeg hurtigt sympati for Nik, der pludselig befinder sig i en helt anden verden, befolket med monstre der stræber ham efter livet. Og som det forhåbentlig fornemmes af ovenstående, er der fuldt tryk på actionknappen og opfindsomheden fra side 1, hvilket gør historien til lidt af en pageturner.

Her er med andre ord ikke tale om en klassisk hyggelig julebog, hvor man læser et kapitel hver dag i december. I stedet er Vinterherrens arving en fantasifuld og spændende fortælling for både unge og voksne om kampen mellem det gode og det onde, som det er svært at lægge fra sig, når man først går i gang.

Den her bog var den perfekte fantasyjulelæsning. Udover et virkelig originalt univers, så havde den også en fantastisk eventyrstemning, og nogle virkelig flotte – og anderledes – illustrationer, og jeg var godt underholdt hele vejen igennem […] Historien er spændende, og fyldt med action, mod, forræderi, ondskab, monstre, drager, jul, vinter, sort magi, profetier og kærlighed. Det er en historie om at kæmpe for det, man elsker, og om at finde sig selv. (Læsehest med fantasy)

Uddrag af bogen:

“Allright,” svarede han og tog sig til hovedet. “Vi fryser ihjel, hvis vi bliver hængende herude. Har du en telefon? Nu ringer vi efter en taxa, så kan jeg …” Noget i hendes udtryk standsede ham.

“Vejen til dit hjem er spærret,” indvendte hun dæmpet gennem tørklædet. “Faktisk befinder vi os ikke engang i den samme galakse længere.”

Nik holdt masken og følte sig med et koldere. “Så hvor er vi nøjagtig?” spurgte han.

Pigen vendte blikket mod himlen. Underligt nok hang der ingen stjerner deroppe. Ikke én eneste. Nik vidste godt, vejrudsigten lovede snestorm, men det her gav ingen mening.

“Hvor er alt lyset henne?” tænkte han højt.

Selv pigen virkede skræmt. Fænomenet var åbenbart ikke normalt.

“Dette er grænselandet, Nicholas. Et sted mellem det første liv og det næste. Nord for Valhal og syd for Paradiset. Velkommen til Ishtaija.”

Nik havde fået nok. Han rejste sig i et spring og landede pludselig vaklende ti meter længere fremme. Han kom akavet på benene, lukkede jakken og kastede et blik tilbage. Pigen sad fortsat under træet. Snelaget imellem dem lå urørt. (Side 30)

Om Vinterherrens arving:

Udgivelsesår: 25.10.2021
Forlag: Krabat, 233 sider
Omslag og illustrationer: Casper Richter

Læs også:

Ingen engle ved juletid af Rune Adelvard
Julebestiariet af Benni Bødker, illustreret af John Kenn Mortensen
Menneskekød af Nick Clausen
Masser af slim af Henrik Einspor
Blodets bånd af Christian Kronow
Julefandens hævn af Patrick Leis
Diget af Teddy Vork

  • Illustration af troldkvinden Gyla fra Island side 61
  • Heksen Bafana fra Italien + Julekatten fra Island side 75
  • Trolde og isbjørne fra Grønland side 136
  • Isdrager og snehekse fra Rusland side 172
Se hvordan Casper Richter skaber sine fantastiske illustrationer.

Destin 3 – Dødemandstågen af Danny Biltoft Davidsen

Destin 3 - Dødemandstågen af Danny Biltoft Davidsen

Dødemandstågen er tredje bind i serien om den forældreløse Destin. Tidligere er udkommet Seerkrystallen i 2016, samt Snefuglen i 2017. Det betyder, at der er gået fire år, siden jeg læste bind to, og min nærmest eneste anke til Dødemandstågen er, at den ikke starter med et kort resumé af de tidligere bind for at genopfriske handlingen indtil nu. I stedet for genlæste jeg bind et og to, og det var i virkeligheden en fornøjelse. Men det er ikke sikkert, at alle læsere har tålmodighed til det.

Så først en kort gennemgang af handlingen i bind et og to.

Historien udspiller sig langt ude i fremtiden. Den teknologisk overlegne race Torakiderne er forsvundet, og menneskene har stort set glemt alt om dem. Torakidernes artefakter findes dog stadigvæk rundt om i rummet og er mål for mange skattejægere og magtbegærlige mennesker, idet de giver deres ejere store evner.

Seriens hovedperson, Destin, er vokset op på asteroiden Lyoneida, hvor han arbejdede på en energifarm drevet af mester Eberon. Hans eneste ven, den ligeledes forældreløse pige Maridel, fandt i første bind et smukt skrin, der indeholdt et af Torakidernes eftertragtede artefakter, en seerkrystal. Uden at vide hvad det er, rører Maridel artefaktet, som binder sig til hende.

Desværre er der flere på jagt efter skrinet. Dels soldater (rødfrakker) fra kongeriget Carnelior der ledes af kong Leonhardt. Dels skattejægeren Cyril og hans besætning fra skibet Den Lovløse. Maridel bliver taget til fange af Carnelior kommandanten Isaac, der vil bruge hende til at finde andre artefakter rundt om i universet. Destin ender derimod på Den Lovløse. Her hjælper han Cyril med at finde Isaac og dermed også Maridel på en forladt rumstation i stjernesystemet Ameliet gemt af vejen i gaskæmpen Nourants yderste ring. Men det går ikke helt efter Destins plan i bind et.

Da bind to starter, er Destin blevet efterladt på månen Rheinoud, der hører til det Azurelieuske rige under dronning Claudette. Månen vrimler med soldater (blåfrakker), og snart befinder Destin sig dybt under jorden som slave i en mine. Med hjælp fra piraten Rawlin som han møder i minen, og Hammet, en bekendt fra mester Eberons energifarm, lykkes det ham at blive købt af grevinde Abrielle. Siden stjæler han ad kringlede veje hendes skib, Snefuglen, og fortsætter sin eftersøgning af Maridel. Jagten fører ham bl.a. til piraternes frihavn på månen Daenore ved gaskæmpen Graymere, hvor de må overvinde piratkongen Archard for at slippe væk igen.

Dødemandstågen fortsætter, hvor vi efterlod Destin i bind to – på Snefuglen som kaptajn over en lille, broget skare. Udover Destin består besætningen af styrmanden og tidligere pirat Rawlin, maskinmesteren Hammet som egentlig kun er lærling, grevinden Abrielle der ejer skibet, men lader Destin bruge det mod at få del i skattene, de regner med at finde, samt løjtnant Risette der er Abrielles loyale livvagt og stålsat blåfrakke.

Det er lykkes gruppen at slippe fra Daenore og piratkongen Archard med livet og skibet i behold, men alt andet mangler de. Uden at have en egentlig plan beslutter Destin at de skal flyve til planeten Dawnsbury, hvor han har en tåget fornemmelse af at Maridel er, og hvor de også kan skaffe forsyninger. Det viser sig, at der har været et stort slag, så da de ankommer, er det ikke længere Carneliors rødfrakker, der patruljerer, men Azurelieus blåfrakker, hvilket vækker glæde hos Abrielle og Risette. Det hjælper også gruppen i forhold til at skaffe det de mangler.

På Dawnsbury skal de udover at proviantere også finde en besætning. Men pludselig får Destin øje på Julia, den næstkommanderende på Den Lovløse. Det lykkes ham at tage hende til fange, og planen er at bytte hende med Maridel. Men da han finder Den Lovløse og stiller Cyril ultimatummet, flyver Cyril blot uden Julia. Destin sætter efter i Snefuglen, men Den Lovløse flyver ind i Dødemandstågen, en stor sort masse i rummet over Dawnsbury om hvilken der går grufulde historier. Historier, der viser sig at være mindre forfærdelige end virkeligheden. For i mørket gemmer sig en gammel hemmelighed, og Destin og de øvrige må snart kæmpe for livet endnu en gang.

På bibliotekerne er bøgerne om Destin placeret i børne/ungdomsafdelingen, men det skal ikke afholde en voksen læser fra at kaste sig over dem. Persontegningerne er ikke de dybeste, men jo længere ind i serien vi kommer, jo mere eftertænksom bliver Destin. Han er i hele serien gået benhårdt efter at redde Maridel uden skelen til, hvad hans handlinger har af konsekvenser for andre. Her i Dødemandstågen begynder han at overveje, om målet altid helliger midlet? Om jagten på Maridel betyder, at han uden skam kan svigte alle andre omkring ham?

Underholdningsværdien er i top, og jeg bliver bare mere og mere begejstret for serien. Historien er fyldt med dramatik og ramasjang. Her er slagsmål, fægtekampe, rumslag og så videre, og det fortælles underholdende og med en støt stigende spændingskurve stort set hele vejen. Samtidig er hele universet bygget troværdigt og overbevisende op, så det er en fornøjelse at udforske det sammen med Destin.

Biltoft har skabt et spændende steampunk univers, hvor højteknologiske våben eksisterer side om side med kårder og knive, og hvor menneskene kan mekaniseres med dampdrevne dele for at få bedre syn eller flere kræfter. Biltoft går ikke i detaljer med teknologien, men fortæller i stedet et rigtigt rumeventyr med tydelige helte og skurke, tilsat et godt skvæt 1800-tals-atmosfære.

Hver bog er et spændende eventyr, hvor jagten på Maridel er den samlende tråd. Derudover er der nogle bagvedliggende plottråde, som kredser om enkelte af de øvrige figurer. Dem glæder jeg mig til at se samlet til sidst. For bind tre er ikke sidste bind om Destin! Forhåbentlig går der dog ikke fire år igen, før vi får en fortsættelse.

Destin 3 – Dødemandstågen er et voldsomt underholdende steampunk rum eventyr. Jeg kan varmt anbefale den, men læs bind et og to først.

(anmeldt til Himmelskibet)

Om Destin 3 – Dødemandstågen:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: mellemgaard, 284 sider
Grafiker: Simone Hollmann Pedersen

Destin-serien:

Destin – seerkrystallen, 2016
Destin 2 – Snefuglen, 2017
Destin 3 – Dødemandstågen, 2021

Læs også:

Damphammeren: En steampunk antologi / red. Niels Dalgaard
Transformationsmaskinen af Nikolaj Johansen
Krinoline og kedsomhed: Danske steampunk noveller
Odyssé på Mars af Stanley G. Weinbaum
Artemis af Andy Weir
Rummets guder af Jonas Wilmann
Den gyldne dronning af Dave Wolverton

Krigen mod ulveheksen af Henriette Rostrup

Krigen mod ulveheksen af Henriette Rostrup

Alt er på spil her i Krigen mod ulveheksen, som er sidste del af Henriette Rostrups spændende trilogi om drengen Alif, der er udvalgt til at stå forrest i kampen mod heksen Grimelda.

Alif er tilbage fra den anden side, men er blevet fanget af heksen Grimelda. Med hjælp fra Linnea og Grimus undslipper han, og nu må han samle alle børnene og lede dem i krigen mod ulveheksen.

Krigen mod ulveheksen er tredje og sidste del af Henriette Rostrups dystopiske serie for de +10-årige, og jeg har været ret spændt på slutningen.

I første bind Drengen fra Krematorium D blev vi introduceret for Alif og hans verden, hvor alle de voksne var blevet taget af sovesygen. Det var en verden, hvor farer lurede overalt, ikke mindst ulvene, som gjorde det livsfarligt at være ude om natten. Og så var der eventyret om Grimelda, som Alif egentlig ikke troede på. Men det ændrede sig, da gruppens leder Rado en dag vender tilbage med en besked fra hende. Hvis de vil finde en særlig pige til Grimelda, vil hun stoppe sovesygen.

I bind to Børnene fra grotterne var Alif stukket af og endt hos Folket på den anden side. Her blev han sammen med en masse andre børn holdt fanget i små, mørke celler dybt under jorden. Sammen med pigerne Sita og Alta forsøgte han at befri børnene og vende tilbage til sin egen verden.

Her i sidste bind Krigen mod ulveheksen er børnene vendt tilbage, og Alif skal – som legenden siger – samle alle børnene og sammen med Pigen med mærket bekæmpe Grimelda. Men først er han nødt til at lære sandheden om sig selv at kende.

Det er meget let at blive opslugt af Henriette Rostrups serie. Historien er spændende med masser af action, men også med tid til eftertænksomhed. Jeg-fortælleren, Alif, er både sympatisk og genkendelig, og Rostrup fortæller i et levende og ungdommeligt sprog, der nok skal fange målgruppen.

Hvor de to første bind stod nærmest som separate historier, lykkes det fint her i bind tre at samle alle trådene. Blandt andet hører vi, hvordan sovesygen opstod, men også Linneas hemmelighed afsløres. Og endnu en gang står tegner Tom Kristensen bag den flotte forside, som fint understreger den dystre historie, hvor der måske alligevel er et håb.

Krigen mod ulveheksen er en vellykket afslutning på Henriette Rostrups dystre, men spændende trilogi, for unge læsere der holder af stemningsfulde fortællinger uden for meget fokus på de mere blodige detaljer.

(anmeldt til Litteratursiden)

Om Krigen mod ulveheksen:

Udgivelsesår: 26.05.2020
Forlag: Turbine, 158 sider
Omslag: Tom Kristensen
Serie: Den Døde By, 3

Besøg Henriette Rostrups hjemmeside

Conan af Cimmeria: Hinsides den sorte flod efter en historie af Robert E. Howard

Hinsides den sorte flod af Mathieu Gabella og Anthony Jean

Figuren Conan kom til verden i 1932, da Robert E. Howard fik udgivet novellen The Phoenix on the Sword i pulp-magasinet Weird Tales. Siden blev det til flere eventyr – 20 noveller og én roman – som kan læses uafhængigt af hinanden.

I Hinsides den sorte flod er Conan lejesoldat for hyborianer-fortet Tuscelan, der beskytter kolonien Conajohara i grænseområdet af pikternes land. Han redder den unge rejsende Balthus under en rekognoscering, hvor han også finder det hovedløse lig af en af fortets købmænd.

Der er ingen tvivl om, at pikterne har noget under opsejling. Conan og Balthus sendes sammen med et dusin udvalgte mænd ud for at give pikterne, og særligt deres troldmand Zogar, en lærestreg. Men det bliver ingen let opgave.

Med udgivelsen af serien Conan af Cimmeria giver nogle af Frankrig og Belgiens bedste tegneserieskabere deres bud på, hvordan de originale fortællinger skal omsættes til tegneserieform.

Udover at fortolke Howards fortællinger har hvert bind et informativt efterord. Denne gang kan man blandt andet læse, at Howard fandt inspiration i det sydvestlige USA, da han skrev Hinsides den sorte flod. Historien giver således mindelser til mexicanernes belejring af Fort Alamo.

Historien er underholdende i sig selv, men jeg er særlig vild med Anthony Jeans illustrationer. Billederne er fulde af detaljer, og den levende opbygning af billedsiden giver en vitalitet og fremdrift, der intensiverer historiens vildskab. Det er svært at glemme pikterne og deres troldmand Zogar efter at have set dem gennem Anthony Jeans øjne.

Hinsides den sorte flod er endnu en vellykket fortolkning af Howards Conan-univers, og heldigvis er der flere bind under udarbejdelse.

Om Hinsides den sorte flod:

Udgivelsesår: 14.11.2019
Forlag: Shadow Zone, 47 sider
Originaltitel: Conan le Cimmérien – au-delà de la rivière noire
Oversætter: Vigan
Forfatter: Mathieu Gabella
Illustrator: Anthony Jean

Conan af Cimmeria:

Den sorte kysts dronning
Den sorte kolos
Hinsides den sorte flod

Ud af normalrummet af Klaus Æ. Mogensen

Ud af normalrummet af Klaus Æ. Mogensen

17 noveller om kærlighed, udødelighed, sære væsener og glæden ved pirater – for blot at nævne et par af temaerne i Klaus Æ. Mogensens novellesamling Ud af normalrummet. En del af novellerne har været trykt før, mens fire noveller her kan læses for første gang.

Bagsiden kalder samlingen for ‘fantastiske fortællinger’, og det er nok en ret præcis betegnelse. Mogensen bevæger sig nemlig ubesværet rundt i såvel science fiction som fantasy, gys og eventyr. Ofte med en underliggende humor, mens enkelte historier har en nærmest melankolsk stemning.

Ud af normalrummet indledes af novellerne ‘Pigen med de mosgrønne øjne‘ og ‘Abedronningens tjenerinde‘. Begge er fortællinger om en svunden kærlighed, og begge er smukt fortalt. Jeg ærger mig dog lidt over, at de kommer lige i rap, når de tematisk minder så meget om hinanden.

I ‘Kløer‘ er sultanaen på vej til Kejserstaden med skibet Griffen. Undervejs bliver flere af hendes livvagter slået ihjel, ligesom hun pludselig selv bliver dårlig. Kaptajn Marak er dog fast besluttet på at finde ud af, hvad der er på færde, og heldigvis har han en god hjælper. Novellen er vældigt underholdende og efterlod mig med en følelse af et kort besøg i Sword & Sorcery genren.

Universets mørke‘ handler om en mor og hendes datter, der forsøger at komme overens med deres liv efter en voldsom ulykke. De tager til et øde beliggende sommerhus ved Vesterhavet, men opholdet får en brat afslutning. Novellen introducerer læseren for mørkt stof og mørk energi, og lader via et meget videnskabelig grundlag gruen få et ansigt.

Under Kærlighedens Nat lader ugifte mænd og kvinder skæbnen afgøre deres fremtid. Men i ‘Kærlighedens lotteri‘ forsøger en fader og en bejler at snyde lotteriet og tvinge en ung kvinde til ægteskab. Igen en underholdende fortælling á la Sword & Sorcery.

Vi ved endnu meget lidt om, hvordan det påvirker menneskekroppen at rejse i rummet. I ‘Spøgelset på Lady Stardust‘ er Miran fastlåst til Ngorongoros Cirkel, da hendes krop ikke kan tåle Klass-effekten under rumrejsen. En dag møder hun en anderledes rejsende, som hun tiltrækkes af. Men hvad er hans historie?

To besætningsmedlemmer strander med deres rumskib, da de er ved at blive fanget af en malstrøm i ‘Strandet i normalrummet‘. I stedet for at dø med det samme har de nu et par uger til at finde på en løsning. En spændende fortælling der udspiller sig i en verden, hvor mennesket har overtaget rumteknologien efter avanceret race, der nu er forsvundet.

Livet efter‘ er en tankevækkende novelle, hvor hovedpersonen ligger dødssyg på hospitalet. Da han vågner igen, befinder han sig på en græsmark, og har en utrolig historie i vente.

Som barn finder fortælleren sammen med to venner et begravet skelet i en lille dal, drengene bruger som et hemmeligt sted at lege. Skelettet vækker stor opsigt, da man er sikker på, at det drejer sig om en hidtil ukendt dinosaur art. Fortælleren har dog en hemmelighed om fundet, og nu er det måske tid til at få den frem i lyset. ‘Den hemmelige dal‘ er en underholdende novelle med en overraskende slutning.

En af mine yndlingshistorier er ‘Piratkopiering‘, som er en af de nye noveller. Jesper er vild med pirater. Så vild at han en nat tager ind på farens arbejdsplads for at se nærmere på en ny opfindelse, de har gjort. Men måske kan man også få for meget af en god ting? Jeg faldt fuldstændig for humoren i historien, og klukker faktisk lidt endnu.

Engang frygtede jeg, at Sarah Palin blev USA’s præsident. Nu sidder Donald Trump i det hvide hus, og Palin virker pludselig som et bedre valg. I ‘Palins projekt‘ er hun dog præsident, og hun ønsker at befri verden for seglmånen og i stedet erstatte den med et godt, kristent amerikansk kors. Den opgave går novellens fortæller til med krum hals, for selvom han hverken er religiøs eller politisk interesseret, er han fascineret af projektets størrelse. En vellykket satirisk novelle som jeg ikke håber, Trump nogensinde læser.

Drageblod‘, ‘Grydesteg‘ og ‘Den tapre datter‘ hører alle til i eventyrets verden, mens den korte ‘Sfærisk musik‘ er en lettere absurd fortælling om en musiker, der bruger hvad som helst som instrument.

I ‘Vinteroffer‘ ser vi en kendt juletradition fra en anden og mere grum vinkel, mens den sidste novelle ‘Farvel‘ er en sørgmodig afsked.

Alt i alt er Ud af normalrummet en interessant og velfortalt rundtur i Klaus Æ. Mogensens univers. Mogensen er i sit arbejdsliv fremtidsforsker, og det er måske derfor, hans verdener synes så troværdige.

Da jeg personligt er mere til science fiction end fantasy, er der naturligt nok nogle noveller, jeg syntes bedre om end andre. De er dog alle velskrevne, og jeg var da også godt underholdt undervejs, trods mine præferencer.

Så har du lyst til en tur ud af normalrummet og ind i en mere fantastisk verden, så grib fat i denne samling med Klaus Æ. Mogensens noveller.

Om Ud af normalrummet:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: H. Harksen Productions, 147 sider
Omslag: Klaus Æ. Mogensen

Indhold:
Pigen med de mosgrønne øjne (Himmelskibet, 11)
Abedronningens tjenerinde (Himmelskibet, 14)
Kløer (Forvandlinger, 2013)
Universets mørke (Universets mørke, 2015)
Kærlighedens lotteri (Himmelskibet, 24)
Spøgelset på Lady Stardust (Himmelskibet, 2)
Strandet i normalrummet (Nye verdener, 15, som Malene G. Skounæs)
Livet efter (Proxima, 76, som Malene G. Skounæs)
Den hemmelige dal (Den hemmelige dal, 2009)
Drageblod (Himmelskibet, 32)
Piratkopiering
Palins projekt (Den nye koloni, 2011)
Sfærisk musik (Himmelskibet, 33)
Grydesteg
Den tapre datter
Vinteroffer
Farvel (Proxima, 67, som Malene G. Skounæs)

Læs også:

Månebase Rødhætte og andre SF noveller af Lars Ahn Pedersen
Gys i oktober af Ray Bradbury
Galaktiske forestillinger af Manfred Christiansen
Liv af Rasmus Hastrup
En dag uden sol af Benjamin Lunøe
Rødt til en død årstid af Hanna Lützen
Ingenting passer af Anders Jørgen Mogensen
Minerne på Orthomyx af Flemming R. P. Rasch
Legetøj af Mikala Rosenkilde
Fast arbejde – udvalgte fortællinger af A. Silvestri
Antistof af Charles Stross

Kongamato af Mikala Rosenkilde

Kongamato af Mikala Rosenkilde

Forlagets beskrivelse
Morten Lange er kryptozoolog med drømmen om at finde verdens sidste flyveøgler. Han rejser derfor ud for at lede efter kongamatoerne, øglefugle, der siges at hærge et afsidesliggende område af Afrika.

Samme sted har dyreværnsorganisationen Lion & Lamb et shelter for aflivningstruede, eksotiske kæledyr som løver, næsehorn og giraffer. Dyr, der enten er blevet tilovers eller er blevet for store og farlige at omgås for deres tidligere ejere. Nu rehabiliteres de til et nyt liv som frie dyr. 27-årige Anna Wahlin fra Nørrebro skal være frivillig dyrepasser i tre måneder på shelteret, og hun glæder sig til en oplevelse for livet.

Men intet er, hvad det udgiver sig for i den afrikanske ødemark, og det viser sig snart, at Lion & Lamb har helt andre og skjulte agendaer end at rehabilitere eksotiske kæledyr. Både dyreværnsorganisationen og den afrikanske savanne og jungle skjuler mere, end de åbenbarer, og snart truer farerne, både de menneskeskabte og de naturlige, Anna og Morten fra alle sider. Før de får set sig om, er jagten gået ind på dem begge.

Mikala Rosenkilde debuterede i 2011 med novellesamlingen Legetøj, som jeg var begejstret for. Nu er hun aktuel med romanen Kongamato, og her beviser hun, at hun også kan skrive langt. Lige da jeg så den 668 lange sider roman, tænkte jeg: “Fantastisk forside – men hold da op, den er tyk!” Heldigvis føles den ikke spor lang at læse. Tværtimod. Mod slutningen måtte MR gerne have fyldt endnu mere på historien.

Hovedpersonen Morten Lange er kryptozoolog, og han er taget til den lille stat Ungala for at undersøge påstandene om en fugleart med tænder. Undervejs møder han den unge kvinde Anna, der ligeledes er på vej til Ungala. Hun skal arbejde som frivillig for dyreværnsorganisationen Lion & Lamb, der redder vilde kæledyr og udsætter dem i naturen igen.

Mens Anna bliver indkvarteret i Primovitos barakby, kommer Morten til at bo i Divine Lodge hos lederen af Lion & Lamb, Alakim, og hans hustru Dana. Anna kastes hurtigt ud i opgaverne, men Morten får ingen svar på sine spørgsmål om de mærkelige fugle. Faktisk vil ingen tale om dem.

Samtidig går det op for læseren, at alt måske ikke er så idyllisk hos Lion & Lamb. Og slet ikke på Divine Lodge, der egentlig startede med at være hovedkvarteret for kosmetikfirmaet Uniwhite, som arbejder på et banebrydende projekt.

Jeg blev simpelthen bidt af Kongamato fra første side. Hold nu op, den er underholdende. Jeg har set den omtalt som en krydsning af Indiana Jones og Jurassic Park, og det er faktisk lige på kornet.

Ved at bygge historien op i korte kapitler fortalt af forskellige personer får læseren den ene cliffhanger efter den anden. Det skaber både spænding og fremdrift og gør det nærmest umuligt at lægge Kongamato fra sig igen.

Romanen er først og fremmest en elementært spændende historie med udgangspunkt i Mortens jagt på de mærkelige fugle, der minder mistænkeligt meget om flyveøgler. Herfra udvikler den sig ud i flere nervepirrende plots. En ung mand holdes indespærret af mystiske væsener. Anna bliver kidnappet fra Primovitos. Og så er der også lige hele affæren med Uniwhites chefforsker, der ikke kun er interesseret i at lave lækre cremer. Vi kommer tæt på dyrevelfærd, forsvundne fædre, svindel, industrispionage og naive ildsjæle, og der er ikke megen tid til at stoppe op, mens vi ubesværet føres gennem fletværket af plottråde.

Mikala Rosenkilde skriver levende og overbevisende. Det føles, som om vi er i Ungala sammen med vores hovedpersoner, og jeg er imponeret over, hvor troværdigt hele sceneriet fremstår. De mange forskellige tråde spindes sammen til sidst i en lidt hæsblæsende afslutning. Her kunne jeg som sagt godt have ønsket lidt flere sider. Men det tager intet fra den overordnede læseoplevelse, og jeg håber ikke, at det er sidste besøg i kryptozoologiens verden á la Mikala Rosenkilde.

Er du til spænding, flyveøgler, skræmmende eksperimenter, handlekraftige helte og et fantastisk eventyr? Ja, så er Kongamato garanteret noget for dig. Jeg er i hvert fald fan.

Skulle du være i tvivl om, hvad kryptozoologi betyder, er det læren om skjulte dyr. Faget befinder sig i et grænseområde mellem flere fag, bl.a. zoologi og folkemindevidenskab. Slår man ordet op i Den Store Danske finder man nedenstående beskrivelse af fagets tre hovedområder:
1) Dyrearter, der normalt anses for uddøde, kunne tænkes at eksistere alligevel eller at have eksisteret længere end først antaget.
2) Kendte dyr, der ses uden for deres normale udbredelsesområde, kunne tænkes at være undsluppet fangenskab eller tilhøre uopdagede bestande.
3) Sagn og moderne beretninger om søslanger, havuhyrer og andre ukendte væsener kunne dække over iagttagelser af dyrearter, der endnu ikke er beskrevet af videnskaben.

Om Kongamato:

Udgivelsesår: 02.06.2020
Forlag: Dreamlitt, 668 sider
Omslag: Peter Palmqvist Skjøtt Poulsen

Besøg hjemmesiden for Kongamato

Læs også:

De udøde af Johan Egerkrans
Let bytte af Carina Evytt
Jagten på den forsvundne by af David Grann
Bestiarium Groenlandica / red. Maria Bach Kreutzmann
Pandora i Congo af Albert Sánchez Piñol
Arthur Gordon Pyms eventyr af Edgar Allan Poe
Stallo af Stefan Spjut
Udryddelsen af Kazuaki Takano
Tropika – Ainukka Heikkinens forandring af Jon Terje Østberg

The Lost World

Conan 1 af Robert E. Howard

Conan 1 af Robert E. Howard

Figuren Conan blev skabt af den amerikanske forfatter Robert E. Howard (1906-1936). Historierne udkom først i pulpmagasinet Weird Tales, men blev ikke skrevet som en fortløbende fortælling om Conans bedrifter fra han bliver født på slagmarken i Cimmeria og vokser op som kriger. Tværtimod er Conan en aldrende konge i den første fortælling, The Phoenix on the Sword fra Weird Tales dec. 1932, der også er første novelle i Conan 1, hvor forlægger Michael Pilgaard udgiver de første fem Conan-fortællinger i original udgivelseskronologi.

Jeg har aldrig fået taget mig sammen til at læse novellerne på engelsk, så det var en fornøjelse, da jeg blev opmærksom på Conan 1. For som Pilgaard skriver i sit forord, så er Conan stadig aktuel:

“Hvorfor så udgive Conan på danske her ca. 85 år efter historierne blev skrevet? Fordi det er fed underholdning! Der er en grund til, at man stadig kan få historierne på engelsk. Det er solid underholdning. Conan er ikke en duksedreng, men nærmere en anti-helt. Der er ingen dumsmarte replikker eller meta-referencer til popkulturelle henvisninger. Ingen bløde mænd, navlepilleri eller traumatiserede unge, der skal kæmpe mod både det etablerede samfund, en (super)skurk og personlige problemer. Det er lige på og hårdt, med en intelligent og handlekraftig kriger, skønne kvinder og eksotiske steder, som man kender det helt tilbage fra de klassiske fortællinger. (side 9)

De fem noveller springer som sagt i tiden. I ‘Føniksen på sværdet’ er Conan en aldrende konge over Aquilonia, men nu pønser nogle adelsmænd på at snigmyrde Conan og overtage kongemagten.

‘Det blodrøde citadel’ udspiller sig efterfølgende. Her er Conan med 5000 mænd marcheret ud for at komme en allieret til hjælp. Blot for at opdage at det var en fælde. Alle Conans mænd falder i kamp, mens Conan selv bliver taget til fange af troldmanden Tostha og fængslet i hans fangekælder dybt nede i underverdenen.

Den tredje novelle ‘Elefantens tårn’ foregår derimod, mens Conan er ganske ung. Her beslutter han sig for at bryde ind i et forbudt tårn og stjæle en juvel kaldet Elefantens hjerte.

Historien ‘Den sorte kolos’ er også for nyligt blevet udgivet som tegneserie på forlaget ShadowZone. Her er Conan lejesoldat i prinsesse Yasmelas styrker. Hun forfølges af onde drømme sendt til hende af en troldmand, og for at redde sit land og sin sjæl får hun hjælp af Conan.

I den sidste novelle i samlingen er Conan og den unge slavinde Natala de eneste overlevende efter et stort slag. Fjenden har forfulgt dem ud i ørkenen, og nu er de ved at dø af tørst. I sidste øjeblik får de øje på en by i det fjerne, men da de når hen til den, opdager de, at ikke alt er som det ser ud.

Conan 1 er underholdende action fyldt med blodige slag, onde troldmænd, smukke kvinder og en muskelsvulmende helt der er nærmest uovervindelig på slagmarken. Conan er barbar og stolt af det. Han er ikke fordærvet af civilisationen, men søger sin lykke hvor som helst og kæmper frygtløs hele vejen.

Der er ikke mange nuancer i fortællingerne, men det er heller ikke meningen. Som læser skal man bare læne sig tilbage i stolen og lade sig føre ind i Conans verden fyldt med magi, monstre og mægtige skatte.

Er du til “sword & sorcery”, så bliver det ikke mere originalt end Robert E. Howards fortællinger om Conan. Og her er Conan 1 det helt rigtige sted at starte.

Uddrag af bogen:

Med et råb, der gjaldede til taget, strømmede morderne ind i rummet, med Gromel først. Han kom som en angribende tyr, hovedet ned, sværdet ført lavt til et maveopsprættende stød. Conan sprang frem for at møde ham, og al hans tigeragtige styrke endte i den arm, der svang sværdet. I en hvislende bue lynede klingen gennem luften og smadrede ned på bossonerens hjelm. Klinge og hjelm skælvede sammen og Gromel rullede livløst på gulvet. Conan sprang tilbage, stadig med greb om det ødelagte skæfte.

“Gromel!” spyttede han. Hans øjne lynede af forbavselse, da den ødelagte hjelm afslørede det ødelagte hoved; så var resten af flokken over ham. En daggertspids rev ned over hans ribben mellem brystpladen og rygpladen, en sværdæg lynede for hans øjne. Han kastede manden med daggerten bort med sin venstre arm, og smadrede sit ødelagte sværdskæfte som en cestushandske ind i sværdkæmperens tinding. Mandens hjerne overstænkede hans ansigt.

“Bevogt døren, fem af jer!” skreg Ascalante, der kredsede rundt om kanten af det syngende ståls malstrøm, for han frygtede at Conan måske kunne kæmpe sig ud fra deres midte og undslippe. Kæltringene trak sig et øjeblik tilbage, da deres leder greb flere af dem og skubbede dem mod den eneste dør, og i den korte respit sprang Conan over til væggen og fravred denne en oldgammel kampøkse; urørt af tiden, havde den hængt der, i et halvt århundrede.

Med ryggen mod muren gjorde han front mod den indsnævrende ring et lynende øjeblik, så sprang han ind midt iblandt dem. (side 32)

Om Conan 1:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Pilgaard Publishing, 217 sider
Oversætter: Lea Thume

Indhold:
Føniksen på sværdet (The Phoenix on the Sword, 1932)
Det blodrøde citadel (The Scarlet Citadel, 1933)
Elefantens tårn (The Tower of the Elephant, , 1933)
Den sorte kolos (Black Colossus, 1933)
Den bugtende skygge (Xuthal of the Dusk, 1933)

Læs også:

Mørke guders templer / red. Henrik S. Harksen og Rasmus Wichmann
Conan af Cimmeria: Den sorte kysts dronning efter en historie af Robert E. Howard
Til deres dages ende / redigeret af Nikolaj Højberg
Enkemagerne af Rasmus Wichmann
Den gyldne dronning af Dave Wolverton

Grimm II – grumme eventyr genfortalt for gamle og unge af Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker

Grimm II genfortalt af Kenneth Bøgh Andersen & Benni Bødker, illustreret af John Kenn Mortensen

Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker har ikke fløjshandskerne på i deres genfortællinger af de gamle eventyr i Grimm II. Det er grumt, godt og flot.

For anden gang har Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker slået sig sammen med illustrator John Kenn Mortensen om en gendigtning af 10 af Grimms eventyr.

Første gang var med den smukke Grimm fra starten af 2019, og nu følger så en lige så lækker bog med 10 nye eventyr.

Som sidst får vi i Grimm II først et kort forord, derefter 10 eventyr genfortalt på skift af de to forfattere, og til sidst et efterord hvor de fortæller lidt om den oprindelige udgave af historierne. Alle eventyrerne er stemningsfuldt illustreret af John Kenn Mortensen, der i sine sort/hvide tegninger får masser af gru og uhygge frem.

Denne gang var der en del af eventyrene, jeg ikke havde læst før. Alligevel virkede nogle af dem bekendte under læsningen, og det var interessant at læse efterordet, hvor det blev afsløret, hvorfor de virkede bekendte.

Eksempelvis handler ‘Det blå lys’, der er gendigtet af Kenneth Bøgh Andersen, om en soldat som hjælper en gammel kone med at hente et lys med en blå flamme op fra en dyb brønd. Det viser sig, at når man tænder lyset, dukker en slags ånd frem, som opfylder alle ens ønsker. Mon ikke H.C. Andersen havde læst Grimm, da han skrev eventyr ‘Fyrtøjet’ fra 1852?

De to brødre genskrev og omskrev i øvrigt også selv eventyrene flere gange. Hvor de i den første udgave gengav historierne stort set, som de havde fået dem fortalt under deres indsamling, bearbejdede de dem efterfølgende og gjorde dem mere læsevenlige med tiden.

I løbet af syv udgaver blev Grimms eventyr både genfortalt i et langt mere levende sprog og renset for moralsk farlige temaer som graviditet, incest og vold. Forbudt for børn: så drabelige var Brødrene Grimms eventyr

Hverken Kenneth Bøgh Andersen eller Benni Bødker har nu fløjshandskerne på i deres genfortællinger i Grimm II. Blodet flyder, og der er ingen garanti for at “… de levede lykkeligt til deres dages ende“. Til gengæld er der garanti for uhyggelig god underholdning, endda i en ualmindelig lækker indpakning.

Uddrag af Mariabarnet:

“Det er kendt, at kongen fandt sin hustru dybt inde i skoven. At hun levede som en vild. Et umælende dyr. Der er nogen, der siger, at hun derude blandt de ældgamle træer plejede omgang med de sorte kræfter. At hun har brugt sin heksekunst til at forblænde kongen. Og med hensyn til barnet …”

Her sænkede kammerpigen stemmen yderligere, og man kunne næsten høre hårene rejse sig på de lyttendes arme, da hun fortsatte: “Man siger, at hun har spist drengen. At dronningen er en menneskeæderske.” Kammerpigen mente endda, at hun havde hørt det den skæbnesvangre nat. De knasende lyde af tænderne der knuste de små knogler.

I sit skjul bag muren sank dronningen sammen og ønskede, at hun kunne skrige. Bare skrige. (side 197-198)

Om Grimm II:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: People’s Press, 235 sider
Omslag og illustrationer: John Kenn Mortensen

Indhold:

Snehvide
Hånden med kniven
Bjørnemanden
Sommer- og vinterhaven
Det blå lys
De tre håndværkssvende
Enebærtræet
Sesambjerget
Mariabarnet
Tornerose

Besøg Kenneth Bøgh Andersens hjemmeside
Besøg Benni Bødkers hjemmeside

Læs også:

Grimm I
Det Grufulde Bibliotek
#moderneeventyr
Julebestiariet af Benni Bødker
De udøde af Johan Egerkrans
Søvn og torne af Neil Gaiman
Bestiarium Groenlandica / red. Maria Bach Kreutzmann
Diget af Teddy Vork

Conan af Cimmeria: Den sorte kysts dronning efter en historie af Robert E. Howard

Conan af Cimmeria: Den sorte kysts dronningBortset fra filmene ”Conan barbaren” (1982), ”Conan den uovervindelige” (1984) og ”De frygtløse” (1985) med Arnold Schwarzenegger må jeg indrømme, at mit kendskab til barbaren fra Cimmeria stort set stammer fra en enkelt tegneserie, jeg læste som barn: Karat-seriens ”Conan og Røde Sonja” fra 1976. Den var jeg til gengæld vild med og læste nærmest i laser.

I mine voksne år har jeg så lært, at Conans univers er langt større, end jeg dengang forestillede mig.

Figuren Conan blev skabt af den amerikanske forfatter Robert E. Howard (1906-1936). Historierne udkom først i pulpmagasinet Weird Tales, men er ikke en fortløbende fortælling om Conans bedrifter. Man kan således læse dem i hvilken rækkefølge, man ønsker.

Grunden til, at jeg pludselig igen kom i tanke om Conan, var, at jeg på biblioteket faldt over en ny tegneserie ”Conan af Cimmeria: Den sorte kysts dronning”. Forsiden viser Conan og en kvinde stående på en bunke lig med en drabelig slange i baggrunden. Det fik mig til at tænke på min barndoms Conan, så jeg skyndte mig at låne den med hjem.

”Conan af Cimmeria: Den sorte kysts dronning” er genfortalt af Jean-David Morvan og illustreret af Pierre Alary. I historien bliver Conan slæbt for en dommer, fordi han ikke vil afsløre, hvor hans ven er (vennen har slået en lejesoldat ihjel). Men Conan vil ikke underkaste sig rettens syn på moral, og ender med selv at slå dommeren ihjel og flygte. Han ender på sørøverskibet Løvinden, hvor Bêlit hersker. De to slår sig sammen, og drager ad Zarkheba-floden for at finde en spøgelsesby fuld af skatte. Men byen er også fuld af død…

Historien er actionfyldt, underholdende, blodig og fyldt med drama, hvilket Alarys livlige tegninger understøtter og understreger. Bagerst er indsat et efterord af Patrice Louinet, bestyrelsesmedlem i The Robert E. Howard Foundation og redaktør af den første komplette samling af Conan udgivelser i USA, samt forfatter til bogen ”Le Guide Howard”.

Efterordet er fyldt med interessante facts og oplysninger. Louinet fortæller nærmere om ”Den sorte kysts dronning”, der er den sjette novelle med Conan som hovedperson. Og om læsernes forhold til Conan skriver Louinet blandt andet:

”[…] Gennemsnitsamerikaneren, der på det tidspunkt [1932] måtte lide under depressionstidens afsavn, kom ikke overraskende til at føle en høj grad af samhørighed med den cimmeriske barbarhelt. Det er det, der karakteriserer Conan. Han er ikke kun en barbar, der erobrer og dræber, men også en, der overlever alle farer. Han lever i nuet, uden fortid, uden ambition … Conan tvinger med sin adfærd det civiliserede menneske til at afsløre sig selv og sine fejl. Hans overlegne styrke er ikke noget, han udnytter til at påtvinge dem sin lov, men til at forhindre dem i at påtvinge ham deres. […]”

Conan lever i evig nutid uden at være begrænset af noget. I historierne om han handler han på begivenhederne, nogle gange er han katalysator for dem. Men der er ingen overordnet udvikling af figuren, ingen kronologi i fortællingerne og ingen dybere moralsk mening med hans eventyr. Kun Conans oplevelse af nuet.

Der er endnu to bind på vej i Shadow Zones serie om Conan: ”Den sorte kolos” og ”Hinsides den sorte flod”. Dem vil jeg også glæde mig til at læse. Og så ser jeg også frem til at kaste mig over et lovende køb fra Scifi-Con i Randers, nemlig novellesamlingen ”Conan, 1”. Samlingen er oversat og udgivet på forlaget Pilgaard og indeholder de første fem noveller om Conan.

Om Den sorte kysts dronning:

Tekst: Jean-David Morvan
Tegninger: Pierre Alary
Forlag: Shadow Zone
Udgivelsesår: 2018, ca. 44 sider + efterord
Originaludgivelse: Queen of the Black Coast, 1934
Oversætter: Vigan

Læs også:

Fare! og andre science fiction-noveller af Arthur Conan Doyle
Mørke guders templer / red. Henrik S. Harksen og Rasmus Wichmann
Odyssé på Mars af Stanley G. Weinbaum
Jeb Skulls makabre eventyr af Jonas Wilmann
Den gyldne dronning af Dave Wolverton