maj 2019
M T O T F L S
« apr    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘fængsel’

Gamiderne af Pelle Ilja Goldin

gamiderne_pelle-ilja-goldin”Gamiderne” er ikke en nem bog at anmelde. Den starter ligeså brat, som den slutter, og undervejs holdes læseren fanget i uvidenhed – nøjagtig som bogens hovedperson, Ilja.

I bogens start dømmes Ilja til døden. For hvad ved vi ikke, blot at han skal overflyttes til Engfængslet, mens han venter på henrettelse eller benådning. Fængslet er dog slet ikke, som Ilja forventer. Han ser nærmest ingen andre fanger og kan frit gå rundt, både ude og inde, blot er der altid en vagt i nærheden af ham. Og skulle han forsøge at flygte, vil han blive skudt.

Alligevel tager Ilja chancen efter nogen tid. Selvom flugten ikke går efter planen, ender han i et samfund skjult i bjergene langt fra Engfængslet. Her bliver Ilja vel modtaget og indgår snart i hverdagen. Men hvad er formålet med det lille samfund? Hvem står bag? Og hvad er Gamiderne?

Uden mange svar og med masser af spørgsmål følger læseren Iljas forsøg på at finde ud af, hvad der foregår. Han finder ud af, at der for 35 år siden i området ved Engfængslet skete en atomulykke, men har den noget med Gamiderne at gøre? Er de aliens eller måske mutanter fra ulykken? Eller kan de være et eksperiment, som enten er løbet løbsk eller kører helt efter planen? Under alle omstændigheder er han ikke tryg ved det samfund, der opbygges omkring dem. Men hvad kan han gøre?

Forlaget kalder ”Gamiderne” for: ‘…en forrygende og mystisk spændingsroman, der ikke er en krimi, men en svært definerlig blanding af en science fiktion roman og en fremtids-dystopi.’ Jeg synes måske ikke, at ‘forrygende’ er helt sandt, men mystisk og tankevækkende er den. Læseren følger Ilja ind i ukendt territorium og udforsker den menneskelige eksistens. Hvor stammer vi fra, og hvor skal vi hen? Er vi enestående væsner eller myrer i en tue? Er Gamiderne fjenden eller frelsen?

Palle Ilja Goldin skriver godt, og jeg læste ”Gamiderne” uden mange pauser, fordi jeg hele tiden var nysgerrig på, hvad i alverden der foregik. Så på den ene side har Goldin skrevet en interessant fortælling, som udspiller sig i et genkendeligt samfund, der samtidig er meget fjernt fra vores. På den anden side virker Iljas historie meningsløs, fordi jeg ikke kunne sætte den ind i en forståelig sammenhæng og egentlig er usikker på, om jeg overhovedet har forstået den.

Alt i alt må jeg nok erkende, at jeg mere er til handlingsorienterede fortællinger end til ”Gamiderne”s kafkaske univers. Det skal dog ikke afholde andre fra at give Goldins roman en chance, hvis man har lyst til at prøve kræfter med en anderledes læseoplevelse.

Besøg forlagets hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Larsen Lab
Forlag: Apuleius Æsel, 312 sider
ISBN: 978-87-998882-3-8

Oprindeligt anmeldt på Litteratursiden.dk

Prison

PrisonEt gammelt nedlagt fængsel genåbnes, da man mangler cellepladser. Eaton Sharpe, tidligere vagt i fængslet, udnævnes til direktør, og Kathrine Walker skal være bestyrelsens øjne og øre i fængslet. Men der går ikke længe, før den første fange dør på mystisk vis, og da endnu en fange findes dræbt, sætter Sharpe hårdt mod hårdt for at finde frem til morderen, som han er overbevist om, er en af fangerne. Det viser sig dog, at det gamle fængsel gemmer på en hemmelighed. Noget fra fortiden er blevet vækket og ønsker hævn. Midt i det hele befinder den unge biltyv Burke sig, og uanset om han vil eller ej, bliver han blandet ind i et blodigt opgør.

Prison er ikke en epokegørende eller vildt opfindsom film. Det er en B-films variation af haunted-house-genren, som udspiller sig i et fængsel. Men selvom den måske ikke er særligt overraskende i plot og manuskript, så er det alligevel en rigtig underholdende film. Ikke mindst fordi det er lykkes at skabe nogle utroligt klaustrofobiske scener ved at optage filmen i et virkeligt nedlagt fængsel.

Derudover er skuespillet slet ikke så dårligt. Lane Smith, som spiller Eaton Sharpe, kan især fremhæves. Han er fremragende som den psykopatiske fængselsdirektør, der hverken kan lide kvinder eller fanger, og som gemmer på en hemmelighed. Viggo Mortensen spiller biltyven Burke, og selvom rollen ikke hører til hans største præstationer, så er det alligevel solidt og ganske overbevisende. Som en kuriositet kan jeg også nævne Kane Hodder, der siden kom til at spille Jason Vorhees et par gange, som har en ganske lille rolle som fængselsbetjent.

I ekstra-materialerne fortæller finske Renny Harlin om arbejdet med Prison, hans første amerikanske spillefilm. Før den havde han lavet Born American i 1986, men da filmen blev bandlyst i Finland af politiske årsager, tog Renny til USA for at slå igennem. Her rendte han studierne på dørene med en kopi af Born American, og heldet ville, at han mødte produceren Erwin Yablans, der bl.a. havde distribueret John Carpenters Halloween. Yablans mente, at Renny kunne blive den nye John Carpenter og hjalp filmen i gang.

Prison blev optaget på 36 dage on location i et nedlagt fængsel i Rawlins, Wyoming. Ved siden af var der blevet bygget et nyt fængsel, og her fandt Renny både eksperthjælp til researchen samt statister til fanger og fængselsbetjente. Budgettet var på blot 1,3$ dollar, så Renny og holdet måtte selv lave deres special effects, hvilket er lykkes overraskende godt for det meste. I en af scenerne bliver en fængselsbetjent f.eks. snøret godt og grundigt ind i pigtråd, og den klarede man ved at lave pigtråden af telefonledning, og så indspille snøringen baglæns. Det virker vældig godt.

Filmen blev en af de sidste produktioner fra Empire Pictures, der måtte lukke året efter af økonomiske årsager. Det betød, at Prison aldrig fik den store markedsføring, og dermed ikke blev nogen kommerciel succes. Ikke desto mindre var filmen medvirkende til, at Renny samme år fik jobbet som instruktør på A Nightmare on Elm Street 4: The Dream Master, bl.a. fordi producenterne kunne se, at han kunne lave meget film for små penge. Siden har Renny Harlin stået bag film som Die Hard 2, The Long Kiss Goodnight, Deep Blue Sea og Exorcist: The Beginning for blot at nævne et par stykker.

Selvom Prison ikke er stor filmkunst, så havde jeg alligevel en fornøjelig oplevelse med at se den. Nok kammer den gevaldigt over mod slutningen, hvor man mærker, at både tid og penge er ved at løbe ud, men langt det meste af filmen er interessant filmet og underholdende spillet. Og så er det jo aldrig af vejen at hygge sig med lækker-måsen Viggo.

Om Prison:

Instruktør: Renny Harlin
Udgivelsesår: 1988

Læs også Planet Pulps omtale af ”Prison”

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Ghost game

Ghost gameGhost game er en af den slags film, som har et godt oplæg, men  desværre ikke lever op til det.

11 mænd og kvinder har meldt sig til et reality show, der bliver optaget i en nedlagt lejr, der fungerede som fængsel under krigen. Her blev der tortureret og dræbte tusindvis af fanger, og de 11 deltagere skal bo i fangernes celler, gå i deres tøj og udfører nogle opgaver undervejs i showet, hvor de naturligvis bliver filmet overalt, hvor de går. Pointen er, at deltagerne skal møde deres største frygt, og vinderen er den, som holder ud til den bitre ende. Præmiesummen er hele 5 millioner bath.

Men knap er optagelserne begyndt, før der begynder at ske ting, som ikke er planlagte. Nogle af deltagerne ser ting, som ikke er der og flere af dem bryder sammen i rædsel. Tv-produceren er dog ligeglad – det er jo godt tv! Efterhånden går det op for deltagerne, at det ikke kun er et spørgsmål om at vinde, det er snarere et spørgsmål om at overleve…

Jeg synes som sagt, at idéen bag Ghost game er rigtig god. Det er skræmmende at forestille sig et reality show finde sted, hvor folk har lidt og er døde under tortur, og der kunne komme nogle virkelig uhyggelige scener ud af det. Desværre kommer det aldrig til at virke. Personerne bliver aldrig rigtig vedkommende, og dermed bliver det ikke interessant, hvad der sker med dem, og dermed bliver det ikke uhyggeligt, uanset om de ser spøgelser eller ej.

Historien fortælles også alt for usammenhængende. Fx kommer plottet om de opgaver, deltagerne skal løse undervejs i showet, heller aldrig til at fungere. Hvad der kunne have været uhyggelige scener, bliver i stedet tilfældige klip med skuespillere som slår på en ophængt dukke eller ødelægger et kranie. Man ved ikke hvad eller hvorfor, og så bliver det ligegyldigt.

Så selvom settet var ret uhyggeligt, og idéen med den hjemsøgte lejr med en sindssyg kommandant var fyldt med muligheder, så ender Ghost game med at være en kedelig og ligegyldig affære i mine øjne. Og øv over det…

Om Ghost game:

Instruktør: Sarawut Wichiensarn
Udgivelsesår: 2006
Originaltitel: Laa-thaa-phii

Også omtalt på horrorsiden.dk

Den grønne mil af Stephen King

Den grønne mil af Stephen KingPaul Edgecombe sidder som gammel mand på plejehjemmet Georgia Pines og tænker tilbage på året 1932. Dengang var Paul leder af dødsgangen på Cold Mountain, og det var året, hvor han led af en særlig slem urinvejsinfektion. Det var også året, hvor negeren John Coffey blev dømt for voldtægt og mord på to små tvillingepiger og kom ind for at sidde på “Mile”, som dødsgangen blev kaldt.

Coffey er dog ikke som de andre mordere og voldtægtsforbrydere, Paul har mødt. Der er noget med hans øjne .

Udover historien om John Coffey som viser sig at være et meget usædvanligt menneske, hører vi også om de andre fanger på “Milen”, Delacroix og William “Wild Bill” Wharton. Vi hører om Pauls forhold til sine kollegaer, Brutus, Dean, Harry og den skruppelløse Percy Wetmore, og om en lille mus som får stor betydning.

Stephen King var stærkt inspireret af Charles Dickens, da han skrev Den grønne mil. Mange af Dickens romaner blev nemlig udgivet som føljetoner, hvor læserne stod i kø for at læse næste afsnit af historien. Denne måde at skrive på fascinerede King så meget, at han besluttede sig for selv at afprøve det, og resultatet er blevet til Den grønne mil, en roman udgivet som seks små hæfter. Noget af det King fandt interessant ved at prøve at skrive på den facon, var udfordringen, for som han siger i forordet: “Jeg kunne godt lide det dumdristige ved idéen: hvis man gik død på idéen, ville man pludselig få en million læsere på nakken“.

Det lykkedes heldigvis Stephen King at holde gejsten og skrive Den grønne mil færdig. Og det er blevet en fremragende roman. Som altid formår King at skildre sine personer, så de står i kød og blod for læseren, når man er færdig, og selve historien fanger fra start til slut, selvom King som vanlig fører os ud på flere sideveje, før vi når frem til slutningen.

Også idéen med at lade Paul tænke tilbage, mens han sidder på et plejehjem, er rigtig god. Ind i mellem føles det næsten som om Paul er blevet gæst på “Milen” – for begge steder venter beboerne kun på døden.

Som så mange af Kings romaner er også Den grønne mil blevet filmatiseret. Instruktøren Frank Darabont, som også har instrueret den fantastiske The Shawshank Redemption, stod bag filmen, som kom i 1999. Og som altid når Darabont og King laver noget sammen, blev resultatet godt. Så godt at The Green Mile blev nomineret til ikke mindre end 4 Oscars, bl.a. for manuskriptet og for Bedste Film.

Tom Hanks har hovedrollen som Paul, og det gør han glimrende. Også Doug Hutchison som spiller den småslimede Percy og Sam Rockwell som Wild Bill er overbevisende. Derimod synes jeg ikke, at Michael Clarke Duncan lever op til det billede, jeg havde af John Coffey, selvom han faktisk blev nomineret til en Oscar for Bedste Mandlige Birolle. Men det er også en utrolig vanskelig rolle at udfylde.

Filmen følger bogen ret godt, og giver sig tid til at bygge en atmosfære op, og jeg synes, det er lykkes for Darabont at fange essensen af romanen. Men selvom jeg var godt underholdt med filmen, er bogen min klare min favorit. Her skinner Kings fantastiske fortællerevne bedst igennem, og det er det, som gør Den grønne mil til noget helt specielt.

Om bogen:

Originaltitel: The Green Mile
Udgivelsesår: 1996

Også omtalt på Bogrummet.dk

Rita Hayworth i Shawshank Fængslet & Mønstereleven af Stephen King

Rita Hayworth i Shawshank Fængslet & MønsterelevenI 1982 udgav Stephen King de fire historier Liget i skoven, Åndedrætsmetoden, Rita Hayworth i Shawshank Fængslet og Mønstereleven i en samlet bog Different Seasons. På dansk blev bogen splittet op i to, og Rita Hayworth i Shawshank Fængslet & Mønstereleven udkom på Forlaget Vega i 1990.

Rita Hayworth i Shawshank Fængslet er historien om bankmanden Andy Dufresne, som bliver uskyldigt dømt for mordet på sin kone og dennes elsker. Han kommer til Shawshank Fængslet, hvor han snart bliver flittigt brugt af de brutale fængselsbetjente til at ordne deres skattepapirer og af fængselsdirektøren til at ordne diverse regnskaber.

Andy bliver ven med fangen Red, som fortæller historien. Og det er en historie om et grumt fængselssystem, som systematisk mishandler sine indsatte og malker alle de penge ud af systemet som muligt. Men det er også en historie om et særligt venskab, og om en mand som nægter at give op.

Bogen er filmatiseret i 1994 af Frank Darabont og er en af de bedste Stephen King filmatiseringer efter min mening. Tim Robbins spiller Andy og Morgan Freeman har rollen som Red. Begge gør det utrolig godt, og Morgan Freeman blev da også nomineret til en Oscar for Bedste Mandlige Hovedrolle. I alt 7 Oscar nomineringer modtog The Shawshank Redemption.

Mønstereleven handler om skoleeleven Todd, som efter at have arbejdet med 2. verdenskrig i skolen opdager, at en eftersøgt nazist bor i nabolaget. I stedet for at angive ham til politiet henvender Todd sig til Dussander for at få ham til at fortælle alle historierne fra Koncentrationslejren, hvor Dussander var kommandant. Af frygt for at blive meldt indvilliger Dussander, og snart er Todd fanget af de mange grusomme historier, mens Dussander genoplever det hele igen.

Mønstereleven er et spændende psykologisk portræt af både Todd og Dussander, og spørgsmålet er, hvem af dem der er mest forskruet? Bogen blev filmatiseret i 1998 af Bryan Singer med Ian McKellen som Dussander.

Om Rita Hayworth i Shawshank Fængslet & Mønstereleven:

Originaltitel: Different Seasons
Udgivelsesår: 1982