februar 2019
M T O T F L S
« jan    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘faldne engle’

Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen

Lucie af Anne-Marie Vedsø OlesenLucie stiger nøgen op af Trondhjemsfjordens vand. Hun ved ikke, hvem hun er. Men hun ved, at mennesket er hendes bytte.

Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen er en næsten psykedelisk roman, om Lucie, der i snart 1000 år har vandret på jorden i søgen efter et svar på, hvad hun er. Hendes eneste følgesvend er Hungeren, der kun dæmpes, når hun æder levende mennesker og optager deres sjæl.

I nutiden møder hun den tidligere børsmægler Casper under CopenHell, mens hun leder efter et offer. De ender i en københavnsk opiumshule, hvor rusen giver Lucie adgang til en flig af hendes fortid. Men også Casper oplever noget uforklarligt under episoden, som ender med at føre ham på en pilgrimsvandring til Trondhjem sammen med vennen og religionshistorikeren Martin. Og ikke mindst med Lucie, der fornemmer, at forklaringen på hendes eksistens kan findes her.

Vandringen op gennem Norge bliver ikke kun en fysisk vandring. Både Casper og Martin får modvilligt udvidet deres verdensforståelse, mens Lucie kommer tættere på de mystiske ånder, der forsøger at forhindre hende i at finde frem til sandheden. Undervejs kommer Martin også på sporet af, at Lucie muligvis har noget med et voldsomt mord i København at gøre, ligesom det bliver klart, at hun ikke er en almindelig kvinde.

Anne-Marie Vedsø Olesen er ikke bange for at give den fuld gas i sine romaner. Det gør hun også her i Lucie, hvor en blodtørstig kannibal flænser sig vej op gennem Norge, mens nordiske myter blander sig med kristendommens indtog og tanker om identitet, tro og rationalitet. Det er stærkt underholdende og samtidig tankevækkende.

Jeg er særligt begejstret for, at AMVO tør skrive en hovedperson, der ikke er sympatisk. Vi er i nutiden forvænt med vampyrer, der forelsker sig i deres teenage-ofre og pludselig udvikler menneskelighed. Men sådan er Lucie ikke. Selvom mennesker kan være interessante, bliver de aldrig ligeværdige, og det er en spændende og brutal vinkling.

Lucie er horror blandet med fantasy blandet med historiske facts om kristningen af Norge. Det er en anderledes, men spændende blanding, som helt fortjener de mange roser, den har fået af både bloggere og anmeldere. Med andre ord – er du til en hektisk, surrealistisk, overrumplende, mørk, blodig, gådefuld og underholdende fortælling, så led ikke længere.

Om Lucie:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Politiken, 338 sider
Omslag: Jette Svane/ved5tiden

Læs også:

De underjordiske af Dan Abnett m.fl., illustreret af Peter Snejbjerg
Fall of gods: she is gone af Rasmus Berggreen og Michael Vogt
Englemageren af Stefan Brijs
Hels rejse: Den 6. bog om Satan af Signe Fahl
Kødets afveje af Anders Hoberg
Nicholas Marners hemmelighed af Peter Legård Nielsen
Menneskesønnen: Den 8. bog om Satan af Maya Salonin
Thelema af Martin Wangsgaard Jürgensen

Ghost Rider – vejen til Helvede af Garth Ennis

Ghost Rider - vejen til HelvedeEfter at have set filmatiseringen af “Ghost Rider” fik jeg lyst til at genlæse tegneserien, som G. Floy Studio udgav på dansk tilbage i 2007. Jeg mindedes nogle utrolig flotte tegninger, og jeg havde ret. Ghost Rider – vejen til Helvede er fyldt med de fedeste tegninger, og Johnny Blaze rykker for vildt.

Johnny solgte sin sjæl til Djævelen for at redde sin ven fra at dø af kræft. Desværre døde vennen alligevel, og nu kører Johnny Blaze som Ghost Rider hver nat i Helvede for at undslippe dæmonerne, som jager ham. Men hver nat indhenter de ham og flår ham i stumper og stykker. Nu får han tilbuddet om at slippe ud af Helvede, da englen Malachi har brug for hjælp til at indfange dæmonen Kazann, som har forladt Helvede og nu er løs på jorden. Blaze siger ja, og så er problemet bare at standse Kazann.

Hvor Hollywoodfilmen med Nicholas Cage som Johnny Blaze er en omgang mere eller mindre sukkersødt pjat, så er tegneserien mere grum. Englene, som skal forestille at være de gode, er ikke meget bedre end dæmonerne, når det gælder om at undgå at skade menneskene. Bare målet nås er det lige meget, om der ryger en sjæl eller 100 med i købet. Det, synes jeg, gør historien bedre, omend mere tragisk for Blaze.

Tegningerne er som nævnt utroligt flotte, og siderne udfyldes skiftevis af store billedrammer med kun en på hver side eller mange små, som ligger ind over hinanden og skaber en fantastisk dynamik, der konstant fører historien fremad. Farvelægningen er lige fra flammende orange toner, når Ghost Rider dukker frem, over sorte og grå nuancer til mørke blålige toner når englene dukker frem. Det er en nydelse for øjnene, selvom historien er ond og grum.

I forordet til tegneserien fortæller Stan Lee om Ghost Rider, at figuren opstod tilbage i 1972 i Marvel Comics “Marvel Spotlight 5” af Mike Friedrich og David Ploog. Horrortegneserier med overnaturlige temaer var på det tidspunkt meget populære i USA, og Ghost Rider fik hurtigt sin egen serie, som flere kendte forfattere og tegnere har bidraget til gennem årene. Garth Ennis, som har tegnet Ghost Rider – vejen til Helvede har også bidraget til tegneserier som “Hellblazer“, “Hitman” og “Punisher”.

Glem alt om filmen “Ghost Rider” og tjek i stedet for tegneserien ud, hvis du ikke allerede kender den. For Garth Ennis historie er langt bedre end Hollywoods overdimensionerede vrøvl.

Om Ghost Rider – vejen til Helvede:

Udgivelsesår: 2007
Forlag: G. Floy Studio, 140 sider

Ghost Rider

Ghost RiderJeg havde aldrig fået set filmen Ghost Rider, selvom jeg kan huske, at jeg var ret vild med tegneserierne om ham, da jeg var yngre, men af en eller anden grund (formentlig pga. Nicholas Cage) sprang jeg filmen over, da den kom i 2007. Men da de så sendte den i tv forleden, tog jeg det som et tegn og fik endelig set den. Det var dog ikke nogen stor oplevelse.

Johnny Blaze laver motorcykel-stunts med sin far. En dag beslutter Johnny sig for at forlade faren for at stikke af med kæresten, Roxanne,hvis far vil skille dem ad. Men samme aften opdager han, at faren er dødssyg af kræft. Da en fremmed kort efter opsøger Johnny og siger, at han kan gøre faren rask, siger Johnny ja – blot for at opdage at han nu har solgt sin sjæl til Djævelen, og at faren alligevel dør.

Flere år efter er Johnny blevet verdensberømt for sine motorcykel stunts. Han lever i ensomhed og udfordrer konstant døden med sine stadig vildere stunts. Efter et særligt vildt show bliver han opsøgt af Roxanne, som han ikke har set siden den skæbnesvangre dag, hvor de skulle være stukket af sammen. Nu er hun journalist og udnytter deres gamle bekendtskab til at få en kommentar fra den pressesky Johnny, som i glæde over at se hende igen inviterer hende ud at spise om aftenen.

Men netop som Johnny skal af sted, dukker den fremmede op igen. Det er blevet tid til at betale gælden, og Johnny forvandles til Ghost Rider. Han tvinges til at hjælpe Djævelen med at fange dæmonen Blackheart, der er stukket af fra Helvede sammen med fire andre dæmoner. Heldigvis støder Johnny på en kirkegårdsgraver, som ved et og andet om Helvede og dets dæmoner, og selvom han må igennem meget ondt – og Roxanne endnu en gang må stå forladt tilbage – så ender alt godt i denne sentimentale, klichéfyldte og langsommelige Hollywood blockbuster.

Sikke en skuffelse! For det første undrer det mig, at man vælger Nicholas Cage til rollen som den voksne Johnny Blaze, hvis man alligevel synes han er for gammel. I hvert fald har man retoucheret hans rynker væk og iført ham en mystisk sort paryk, der absolut ikke gør noget positivt for figuren. Derudover er CGI effekterne umanerligt dårligt lavet, når Johnny transformeres fra menneske til Ghost Rider. Sjældent har jeg set et så grinagtigt dødninge-hoved. Ligeså generende er den tåbelige kærlighedshistorie mellem Johnny og Roxanne, som partout skal proppes ind i filmen. Hvorfor? Fordi en Hollywoodfilm skal appellere til begge køn, og vi kvinder kan åbenbart ikke se en film uden kærlighedspladder – NOT! Det hører sig altså ikke til i så grum en historie, som Ghost Rider er efter min mening.

Djævelen spilles af Peter Fonda, som jeg ikke fatter har sagt ja til at medvirke i sådan en skodfilm. Han tilfører da heller ikke rollen nogen særlig glans eller glød. Bedst er Wes Bentley som dæmonen Blackheart, for selvom jeg ikke synes, han var specielt god i Dolans Cadillac, så passer hans dystre udstråling perfekt til en dæmon fra Helvede.

Jeg kunne godt have været foruden at se Ghost Rider, men måske stammer noget af min negativitet fra, at jeg blev så skuffet. I hvert fald har jeg svært ved at finde ret meget positivt i filmen, og synes ikke jeg kan anbefale den videre.

Om filmen:

Instruktør: Mark Steven Johnson
Udgivelsesår: 2007

Constantine

ConstantineFilmen Constantine bygger på en tegneserie, og første gang jeg så den, var jeg ikke specielt imponeret. For et par dage siden blev den sendt i tv, og så blev jeg alligevel fanget ind.

Keanu Reeves spiller John Constantine, som har den særlige evne, at han kan se dæmoner, der går blandt os. Han lider af lungekræft, og desværre ved han, at han skal i helvede. For selvom han hele sit voksne liv har kæmpet mod dæmonerne, så forsøgte han som dreng at begå selvmord, og det er en dødssynd i den katolske verden. Men Constantine fortsætter kampen mod dæmonerne i håb om at kunne “købe” sig vej ind i himlen, så da betjenten Angela Dodson (Rachel Weisz) opsøger ham for at få hjælp til at finde ud af, hvad der er sket med hendes søster, siger han ja. Der er dog meget mere på spil, end de umiddelbart tror, og snart går det op for Constantine, at verden står på randen af apokalypsen.

Jeg er som regel ikke så vild med Keanu Reeves, fordi hans mimik altid er den samme. Som John Constantine passer han dog rigtig godt netop af samme årsag. En anden positiv overraskelse er filmens visual effects, som var væsentlig bedre end jeg huskede. På minus-siden kan det dog irritere mig vældigt, at Angela skal være så dum, men bortset fra det synes jeg egentlig, at Constantine var et godt gensyn, og kan roligt anbefale den til en mørk og stormfuld aften på sofaen.

Om filmen:

Instruktør: Francis Lawrence
Udgivelsesår: 2005

Også omtalt på horrorsiden.dk

Lysbrigaden af Peter J. Tomasi

LysbrigadenI 2004 udkom Lysbrigaden, som strengt taget ikke er rigtig gys, men jeg synes, den er så fed, at den fortjener en omtale alligevel.

36 amerikanske soldater holder en position i Belgien under 2. verdenskrig, da de pludselig bliver løbet over ende af en tysk division, der ikke er helt almindelig. Det lykkes en gruppe af de amerikanske soldater at slippe væk, og de giver sig til at lede efter et sted, hvor noget faldt ned fra himlen. Én af de amerikanske soldater er nemlig heller ikke helt almindelig.

Det viser sig, at der længe har været krig i himlen mellem forskellige grene af engle (kort fortalt), og nu har oprørsenglene fået fat i Sværdet og ønsker at tænde det ved Korset for at kunne slå Gud. De amerikanske soldater bliver hvervet til at hjælpe i kampen, men det er ikke uden omkostninger.

Lysbrigaden er en rigtig spændende og velfortalt historie med masser af action og et sammenhængende plot. Den virker ikke specielt religiøst, selvom den handler om Gud og engle, og på et tidspunkt fik jeg faktisk også en vis sympati for de oprørske engle, selvom de ikke er særligt behagelige.

Peter Snejbjerg har tegnet historien, som er skrevet af Peter J. Tomasi og farvelagt af Bjarne Hansen.

Læs også anmeldelsen på sleazehound.dk

Forest of the Damned

Endnu en gang faldt jeg for en bagsidetekst, der lover mere end filmen kan holde.

Fire venner skal på tur, da de strander i en skov. Skoven er fyldt af mystiske væsner, og det går snart op for gruppen, at de må forsøge at få hjælp udefra. Det ene par finder et gammelt hus, men i stedet for en telefon finder de en sindssyg eneboer (Tom Savini), som vil fodre dem til skovens væsner. De mystiske væsner er faldne engle, og er man mand og til bare bryster, ja så får man da lidt ud af det. Personligt lod jeg mig gå en del på af det dårlige manuskript, så selvom den kvindelige hovedperson (Nicole Petty) ikke er total umulig, endte jeg alligevel med at undre mig over, hvem der dog spilder penge på at lave den slags.

Det mest uhyggelige i Forest of the Damned er, at jeg spildte tid på at se den.

Om filmen:

Instruktør: Johannes Roberts
Udgivelsesår: 2005