Warning: Use of undefined constant MSW_WPFM_FILE - assumed 'MSW_WPFM_FILE' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/gyseren.dk/public_html/wp-content/plugins/wordpress-file-monitor/wordpress-file-monitor.php on line 39
familie Arkiv - Gyseren
december 2019
M Ti O To F L S
« nov    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘familie’

De rensede af Søren Staal Balslev

De rensede af Søren Staal BalslevOmkring 2021 overvældes menneskeheden af en verdensomfattende pandemi.

”Det gik forbavsende stærkt, og det var kun de mest pessimistiske, som havde haft fantasi til at forestille sig helt præcist, hvor utilstrækkeligt forsvaret var. Da de første tal blev offentliggjort, gik journalister amok over de marginale chancer for overlevelse. Blev man først inficeret, havde man en til to procents chance for at klare skærene. Myndighederne var på ingen måde forberedte på en nedsmeltning af denne karakter, private organisationer kæmpede forgæves med de nationale styringsenheder, og det transnationale samarbejde var usædvanlig mangelfuldt. En efter en faldt regioner, lande, kontinenter og verdensdele.” (side 23)

Romanen følger den lille familie Eva, William og datteren Laura flere år efter samfundets sammenbrud. De har overlevet i det nordvestlige København, hvor de gemmer sig i en lejlighed overfor Bispebjerg Kirkegård uden kontakt til andre overlevende. En overraskende triviel hverdag har indfundet sig, hvor William finder mad i de omkringliggende boliger og butikker, mens Eva er hjemme og passer på Laura.

Men nu har den efterhånden 17-årige Laura fået en feber, der ikke vil gå væk. William må forsøge at få fat i noget penicillin til hende, og efter flere år i relativ rolighed ruskes familiens postapokalyptiske hverdag i den grad op.

Jeg har haft Søren Staal Balslevs dystopiske roman De rensede til at ligge i min læsebunke, siden jeg købte den til Skrækfest i Odense. Af uransagelige årsager – for forventningerne til den var høje – er jeg først nået til den her et par måneder senere. Men jeg kan afsløre, at forventningerne blev indfriet.

Ofte handler apokalyptiske bøger om selve undergangen, mens samfundet falder fra hinanden, og folk kæmper for at overleve. Det er ikke tilfældet her. Søren Staal Balslev har placeret sin handling flere år efter katastrofen, hvor situationen har stabiliseret sig. I en afdæmpet og realistisk tone beretter han om livet efter katastrofen. Et liv som viser sig at være overraskende kedsommelig.

”Der var ingen, som nogensinde havde forestillet sig, at apokalypsen ville være så gudsjammerligt kedelig at overleve. I det første lange stykke tid havde der ikke været grund til at kede sig eller overhovedet mulighed for at trække vejret. De havde, måske ligesom de få andre overlevende, som verden havde benådet, været væk i flugten, og den uendelige kamp for overlevelse havde krævet alt af dem. Overlevelsestrangen havde slet og ret dikteret alt, hvad hjernen foretog sig, og hver eneste lille handling havde båret kimen til en salig tomhed. De havde dengang været nådigt befriet for nagende tanker, usikkerhed og kronisk selvransagelse. Nu? Nu var der ikke andet end et uendeligt og grandiost indre rum med udstrakte marker, fyldt med tid til at tænke over hver enkelt forbandede ting, som nu engang faldt hende ind.” (side 12)

Vi følger familien i en kort tidsperiode under Lauras sygdom, og hører om livet før via personernes tanker.

Eva drømmer om at komme ud af København. Hendes forældre havde et økologisk landbrug på Lolland, og hun forsøger at overtale William til at tage dertil. Men William holder fast i København. Han var før katastrofen deltidsansat ved universitetet, hvor han underviste i akkadisk og sumerisk og tjente begrænset. Eva stod således for den økonomiske stabilitet i ægteskabet. I postapokalypsens ruiner viser William sig dog at være en pålidelig forsørger, og måske er det den rolle, han er bange for at opgive ved at forlade byen? Spørgsmålet er dog, om en ny begyndelse virkelig er mulig i resterne af den tidligere storby.

Søren Staal Balslev og Aske Munk-JørgensenDe rensede er en anderledes dystopi. I et interview på Superkultur.dk fortæller Søren Staal Balslev, at han med romanen ønskede at gøre undergangen lokal og genkendelig. Med sine detaljerede beskrivelser af et København i forfald er den del bestemt lykkes.

Derudover har romanen også en meget dansk tone. Den er ikke båret af vild action eller blod og død, men lever via personernes tanker og følelser. Vi er langt fra amerikanske action-baskere, og selvom begivenhederne accelerer mod slutningen, har De rensede en ’nede på jorden-stemning’, for ”[…] selvom verden er gået under, kan det stadig være uoverkommeligt at håndtere parforhold, opdragelse og helt basale ting som ikke at fryse, sulte ihjel eller blive dræbt af fremmede.” Balslev gør familien til centrum for historien – og endda en relativ dysfunktionel familie, som før katastrofen brugte mere tid på deres elektroniske gadgets end på hinanden – fremfor at fokusere på drama og katastrofer, og det giver fortællingen et skræmmende genkendeligt skær.

For mig var læsningen af De rensede en todelt oplevelse. Jeg hørte nemlig første halvdel på lydbog indtalt af David Garmark. Her fik jeg en god fornemmelse for de sproglige finesser og en underliggende humor, der ind i mellem titter frem. Som da William falder i staver over mannequinerne i en lingeriforretning, som står med ”struttende bryster og bh’er både med og uden bøjle”. (side 35)

Sidste del læste jeg som papirbog i ét stræk, fordi jeg ville vide, hvad der skete. Så selvom her ikke er tale om hæsblæsende Hollywood-underholdning, blev jeg alligevel dybt grebet af det postapokalyptiske familiedrama.

Jeg kan varmt anbefale De rensede, til alle der holder af god litteratur, og kunne du lide Vejen af Cormac McCarthy eller Station 11 af Emily St. John Mandel, så vil du også holde af denne.

Læs hele interviewet med Søren Staal Balslev på Superkultur.dk eller besøg forfatterens hjemmeside

Om De rensede:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Kandor, 243 sider
Omslag: Ann Kirstine Brøgger Sørensen

Læs også:

Ruiner af Adam O
Vores endeløse dage af Claire Fuller
Vejen af Cormac McCarthy
Station 11 af Emily St. John Mandel
Jeg er den sidste af Richard Matheson
Mens vi endnu er her af Susan Beth Pfeffer
Efter år nul af Grete Roulund

Gamle venner af Aske Munk-Jørgensen

Gamle venner af Aske Munk-JørgensenMikkel og Marcel var bedste venner, men en sommerdag ændrede alt sig …

I barndommen var de to drenge, Mikkel og Marcel, bedste venner. En varm sommerdag foreslår Marcel, at de skal cykle ud til et forladt hus, der ligger 10 km udenfor Aarhus. Rygterne siger, at den gamle ejer hængte sig og først blev fundet flere måneder efter. Huset står der stadig. Urørt som en uhyggelig kulisse i en gyserfilm. Og nu vil Marcel se det.

Egentlig er Mikkel ikke vild med idéen. De cykler alligevel af sted, og efter en lang, varm tur når de frem til huset. Her ændrer stemningen sig. Noget sker under besøget, og efterfølgende glider venskabet mellem drengene ud.

De følgende år er svære for Mikkel. Efter hændelsen trækker han sig ind i sig selv, væk fra sin uforstående far. Ved først givne lejlighed flytter han hjemmefra til København, hvor han skal studere. Her møder han tvillingerne Charlie og Lasse, og siden sin kommende kæreste, Laura. Med tiden flytter han og Laura med datteren Johanne til Sorø, hvor de køber hus. Livet er godt.

Men fortiden har det med at banke på, når man mindst venter det. For Mikkel, eller Mike som han nu kaldes, ændrer livet sig endnu en gang en sommeraften under en løbetur i skoven. En død solsort bringer barndommens mørke tilbage, og mareridtet starter igen.

Jeg er vild med Gamle venner!

Søren Staal Balslev og Aske Munk-Jørgensen

Til Skrækfest i Odense hørte jeg Aske Munk-Jørgensen fortælle lidt om romanen. Bl.a. nævnte han Stephen Kings forfatterskab som en inspirationskilde. Jeg er stor fan af Stephen King, og noget af det, jeg særligt holder af, er den fortrolighed med læseren, King er ekspert i at skabe. Det er ikke let at få opnå, men i mine øjne lykkes det 100% for Munk-Jørgensen i Gamle venner.

Romanen fortælles af Mikkel i et langt tilbageblik, i samme småsnakkende stil som King ofte benytter sig af, hvor man føler, at fortælleren sidder ved siden af én og beretter, mens man lytter. Det skaber en nærmest øjeblikkelig intim stemning, som får læseren til at smelte ind i historien. I hvert fald for mig.

Nu skal det ikke lyde, som om Munk-Jørgensen bare kopiere en Stephen King roman. Slet ikke. Munk-Jørgensen har tydeligt sin egen stemme, men han formår at skabe samme intimitet og nærvær nærmest fra romanens første sætning. Der er et ubesværet flow i fortællingen, som giver historien autenticitet, selv i de mest skræmmende øjeblikke. Det er utrolig godt lavet.

Jeg er også begejstret for portrættet af Mikkel/Mike. Med ham som jeg-fortæller oplever vi kun begivenhederne gennem hans øjne, men det betyder også, at vi mærker forandringerne sammen med ham, efterhånden som fortællingen skrider frem. Med kun Mikkel som sandhedsvidne er det naturligvis op til hver enkelt læser at beslutte sig for, hvor troværdig man synes, han er. Men følelsen af, hvordan han langsomt mister kontrollen, er eminent beskrevet, og mod slutningen føler vi Mikkels vrede og frygt helt håndgribeligt.

Gamle venner er en velskrevet og vellykket roman, som greb mig fra første side. Det er en fortælling om kærlighed og venskab; om det der gemmer sig i mørket; og om mørket i os selv. Aske Munk-Jørgensen har skrevet en roman, der er umiskendelig dansk og alligevel bringer mindelser til både The Shining og The Exorcist. Jeg var underholdt, skræmt og på alle måder fængslet under læsningen. Så uanset om du er horrorfan eller mere til psykologiske thrillers, kan jeg kun anbefale Gamle venner på det varmeste. Det er virkelig en eminent roman.

Aske Munk-Jørgensen har udover Gamle venner blandt andet skrevet krimien Retfærdig vold samt kortromanen Kærlighedens væsen fra Kandors serie om Satan. De er bestemt også læseværdige.

Uddrag af Gamle venner:

“Tiden gik, jeg voksede op og flyttede væk, og i takt med at årene forsvandt bag mig, blev billedet af min drengeverden mere og mere utydeligt og filmrende. Jeg havde aldrig nogensinde forestillet mig, at jeg så brændende skulle komme til at ønske mig tilbage. Som voksen kan man godt blive melankolsk over den tabte tid, men ikke på denne måde. Man kan blive tungsindig, når de folk, man føler sig jævnaldrende med, begynder at synes, man er gammel. Eller når ens hår umærkeligt bliver tyndere, indtil man en dag opdager, at man før eller siden helt vil tabe det. Den slags bedrøvelse. For mig var det noget helt andet. For mig var der tale om et desperat ønske om flugt tilbage til noget sikkert, snarere end en sørgmodig længsel. En flugt tilbage til et punkt før tingene gik galt.

Det er sådan med verden, at alting har to sider. Måske endda flere end to. Verden er altid dybest set et spejl af en selv. Man er ikke altid selv klar over det, men det, man har i sit indre, er også det, man møder i sit ydre. Den solbeskinnede vej gennem gule kornmarker kan også være der, hvor man står og skriger af angst. En bøgeskov kan også være isnende kold og mørk og fuld af noget helt andet end en selv.

Men det tænkte jeg aldrig på som dreng.” (side 8-9)

Læs et interview med Aske Munk-Jørgensen på Superkultur.dk

Om Gamle venner:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Kandor, 275 sider
Omslag: Ann Kirstine Brøgger Sørensen

Læs også:

Exorcisten af William Peter Blatty
Den nye pige af Penelope Evans
Ondskabens hotel af Stephen King
Skadedyr og tulipaner af Steen Langstrup
Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund
Forglemmigej af Teddy Vork

Tabu af Steen Langstrup

Tabu af Steen LangstrupTabu er en ny thriller fra Steen Langstrup, som endnu en gang sætter læserens fantasi i ‘nightmare mode’

Jeanette har altid drømt om at fejre jul under fremmede himmelstrøg, så da hendes mand Klavs køber en ø i Caribien, kan drømmen endelig gå i opfyldelse.

Men det bliver dog ikke helt den idylliske familiejul, som Jeanette har drømt om. Spændingerne mellem Klavs og sønnen Birk fører hurtigt til konflikter, og da datteren Ulrikke ankommer med sin nye kæreste Adam, lægges der yderligere ved til bålet. Klavs er bestemt ikke imponeret over Adam, der slet ikke lever op til Klavs’ krav til en svigersøn. Til gengæld er Jeanette voldsomt tiltrukket af ham, men han er jo både datterens kæreste og langt yngre end Jeanette.

Samtidig er en storm på vej, og da den rammer øen, eskalerer begivenhederne for alvor i mord, utroskab og bedrag, når gamle hemmeligheder kommer frem i lyset.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er stor fan af Steen Langstrups forfatterskab. Jeg er begejstret for hans filmiske skrivestil, som suger læseren ind i historien fra første sætning. Derudover kaster han sig uforfærdet over nye genrer og temaer i sit efterhånden omfattende forfatterskab, så hver bog byder på noget nyt. Fra klassiske monstre som vampyrer og varulve, over okkulte krimier, historiske spændingsromaner, socialrealistiske noveller, ‘torture porn’ og faglitteratur til ‘coming of age’ romanen Skadedyr og tulipaner og nu en thriller i ‘home invasion’-stil.

Langstrup skriver i et blogindlæg om arbejdet med Tabu, som har været en sej kamp. Undervejs nåede han både at tvivle på projektet og sine egne evner i det hele taget. Heldigvis overvandt han besværlighederne, og resultatet kan ikke andet end begejstre.

Begrebet tabu stammer fra religionen, hvor det blev brugt om noget, som var forbudt. I dag har vi i Vesten flyttet begrebet over i sociale sammenhænge, om ting man undgår at tale om. Eksempelvis midaldrende kvinders seksualitet som blot er et af tabuerne, Langstrup bryder med her i romanen. Men også sorg kan være tabu. Og naturligvis lufter man heller ikke familiens beskidte sengetøj i offentligheden.

Tabu starter i solskin, men efterhånden som historien skrider frem, og hemmeligheder og løgne afsløres, bliver stemningen mere og mere mørk. Og sidste del af bogen, hvor stormen med fuld kraft rammer øen (i både reel og overført betydning), er atmosfæren skræmmende på alle planer. Hvem tør man stole på, når alle kan være morderen?

Steen Langstrup har skrevet en elementært spændende historie, som også stiller spørgsmål ved samfundets sociale normsæt. Det er stærkt underholdende, og jeg kan ikke andet end være begejstret for Tabu, som er endnu et pletskud fra forfatteren. Vi er måske nok på en paradis-ø, men mareridtet venter lige rundt om bugten.

Uddrag af Tabu:

Selvom begge gæstehuse lå lidt i læ for stormen på øens modsatte sider, rev den alligevel godt i begge bygninger, og vandstanden var selv på den vestlige og nordlige side af Despedida nu så høj, at strandene var som slugt af havet, og vandet slikkede mod de sandsække, Juan havde placeret foran den nederste etage af det store gæstehus, den eneste bygning på øen med direkte adgang til stranden.

De tunge skyer over øen ulmede af kræfter, der snart ville blive sluppet løs. De første lyn var allerede begyndt at glimte i det fjerne, og inden længe ville regnen begynde at piske ned. Nede i Klavs’ kontor i hovedbygningens underetage med udsigt over havet kom det eneste lys fra printerens grønne dioder, der blinkede rytmisk inden den brummende begyndte at printe sider ud. (side 173-174)

Om Tabu:

Udgivelsesår: 23.08.2019
Forlag: 2 Feet Entertainment, 278 sider
Omslag: Steen Langstrup

Læs også:

Kraften af Naomi Alderman
Savas vidner af Sara Bouchet
Drifter – 13 mørke erotiske noveller / red. Nikolaj Højberg
Ø af Steen Langstrup
Perfekte dage af Raphael Montes
Glasborgen af Anne Marie Vedsø Olesen
Søster min af Helle Vincentz

Vi har altid boet på slottet af Shirley Jackson

Vi har altid boet på slottet af Shirley JacksonBagsidetekst:

Lige siden giftmordet, der tog livet af næsten hele familien Blackwood, har de lokale set skævt til huset bag det høje hegn. Merricat Blackwood bor der stadig med sin søster Constance og deres gamle onkel, og livet går roligt videre for dem alle tre. Constance pusler I haven og køkkenet, onkel Julian nusser med sine papirer, og Merricat begraver sølvmønter ved bækken og hvisker hemmelige ord i mørket for at holde dem fri for onde øjne. Men der er forandring på vej. Da søstrenes fætter Charles trænger ind i huset og begynder at forstyrre de faste rutiner, er det kun Merricat, der aner faren. Og kun hun kan drive ham bort, før det er for sent, og Blackwoodfamiliens hemmeligheder kommer frem i lyset.

Jeg har tidligere kun læst novellen Lotteriet af Shirley Jackson, men til gengæld har jeg med stor fornøjelse set flere af filmatiseringerne af hendes mest kendte roman The Haunting of Hill House. Jeg var derfor spændt på at læse Vi har altid boet på slottet, som nu er udkommet på dansk for første gang, med et introducerende forord af Leonora Christina Skov.

Jeg blev heldigvis ikke skuffet over romanen, men jeg har en klar anke i forhold til forordet. Det skulle have været et efterord i stedet for. Leonora Christina Skov ved en masse om Shirley Jackson og hendes forfatterskab, og hun er dygtig til at formidle det. Men for mig var noget af det, hun skrev om jeg-fortælleren Merricat en gigantisk spoiler, der tog overraskelseselementet ud af romanen. Det var lidt ærgerligt.

Ikke desto mindre kan jeg bestemt anbefale at læse Vi har altid boet på slottet. Bare vent med at læse forordet til sidst.

Læs eventuel også Pia Bechmanns anmeldelse på Litteratursiden

Om Vi har altid boet på slottet:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Alhambra,
Omslag: Saga Wendotte, Maija Heigaard
Originaltitel: We Have Always Lived in the Castle (1962)
Oversætter: Rebekka Hjelholt Svendsen

Læs også:

Rebecca af Daphne du Maurier
Ensomheden af Andrew Michael Hurley
13 trin ned af Ruth Rendell
Silhuet af en synder af Leonora Christina Skov
Genfærdets anatomi af Andrew Taylor
Lille fremmede af Sarah Waters

Isabelle af Anette Heide

Isabelle af Anette HeideFor nogle måneder siden flyttede Marie sammen med sin mand Thomas og deres tre børn ind i deres nye hjem, et gammelt hus fra 1700-tallet med masser af sjæl. Måske for meget?

Marie er på barsel med deres yngste, så mens Thomas arbejder, passer hun hjemmet og børnene, tvillingerne, som går i skole, og baby Sofia. Men selvom hun er glad og tilfreds, er der alligevel noget mærkeligt ved huset. Mærkelige beskeder dukker op på det duggede badeværelsesspejl, underlige trækvinde gør rum iskolde og en ubehagelig følelse af at blive overvåget plager Marie.

I starten slår hun det hen som barselskuller, men så oplever hendes svigermor også noget i huset. De to kvinder er dog enige om ikke at sige noget til Thomas, der absolut ikke tror på “det overnaturlige!” Men så skal Thomas af sted en uge med sit arbejde. Mens han er væk accelererer begivenhederne i det charmerende hus på Blomsterbakken, som viser sig at gemme på en grum hemmelighed.

Isabelle er Anette Heides debutroman og en klassisk spøgelseshistorie om et hjemsøgt hus.

Jeg var både underholdt og lidt ærgerlig under læsningen. Det klassiske plot byder på underholdende gys. For en garvet horror-læser, indeholder slutningen nok ikke den store overraskelse, selvom Heide med held skruer godt op for tempoet og dramatikken. Lidt forudsigelighed gør dog ikke nødvendigvis noget, for et plot behøver ikke at være 100% nytænkende for at underholde.

Til gengæld kunne historien godt være skåret lidt skarpere. Heide skriver udmærket, men – efter min smag – alt for detaljeret. Dels føles det, som om hun ikke stoler på, at læseren kan følge med, hvis ikke alt forklares. Dels trækker det for meget tempo ud af historien, når f.eks. Maries hverdag gentagende gange beskrives minutiøs med madlavning, tøjvask, bleskift, rengøring og alle de andre daglige pligter, der følger med at have tre børn. Jeg forstår godt, at Heide skal sætte scenen, men når vi én gang har hørt dagens forløb, er det fint for mig. Så kan jeg som læser godt indsætte detaljerne efterfølgende, når børnene skal op om morgenen osv. Lidt mere “show, don’t tell” ville gøre underværker for suspensen.

Derudover er der nogle elementer i historien, som ikke helt virker for mig. Jeg undrer mig f.eks. over, hvad scenerne i fyrtårnet er med for? Ligesom jeg ikke køber Maries pludselige forståelse for spøgelset i slutningen. Her ville fundet af noget nedskrevet have virket mere troværdig.

Jeg var dog som sagt underholdt af Isabelle, og hvis der var blevet skåret 100 sider af romanen, ville jeg have været helt vild med den. I bund og grund har Isabelle nemlig alle ingredienserne til en god historie. En sympatisk hovedperson, en god kulisse med det gamle hus som har en spændende forhistorie og de accelererende begivenheder i slutningen, der for alvor sætter uhyggen i fokus. Her nærmer historien sig krimigenren (positivt) med sin opklarende tilgang til spøgelset. Og så er jeg også begejstret for dobbeltheden i hjemsøgelsen, som jeg trods min tidligere kålhøgenhed, ikke lige havde forudsagt.

Så selvom Isabelle måske ikke rammer mig som hardcore horror-læser, tror jeg bestemt, at romanen finder en læserskare. Det kunne være unge mødre, der kan spejle sig i Marie, og som garanteret vil føle sig godt underholdt. Eller måske krimi-elskeren der godt vil prøve noget med lidt overnaturlige toner, uden at det bliver for voldsomt.

Tak til forlaget mellemgaard som har sponseret læseeksemplaret.

Om Isabelle:

Udgivelsesår: 18.06.2018
Forlag: mellemgaard, 349 sider
Grafiker: Sabine Puk Sørensen

Læs også:

Hændelsen af Anne Sofie Allarp
Åndehvisken af Haidi W. Klaris
På den anden side af Audrey Niffenegger
Ex af Teddy Vork

Rygtet om hendes død af Kasper Hoff

Rygtet om hendes død af Kasper Hoff

Hvad nu, hvis du kunne leve videre efter at din krop var død?

Morten har ikke et særligt tæt forhold til sin mor, den berømte hjerneforsker Beate Nielsen. Alligevel bliver han noget overrasket, da han under et besøg hos sin egen læge finder ud af, at Beate, lider af en uhelbredelig kræftsygdom. Han tænker på at ringe til hende, da han kommer hjem, men så tager den ene dag den anden, og pludselig er der gået flere uger. Så en dag ringer Beates assistent. Morten bedes komme hjem til Beate. Hun har brug for at tale med ham.

Det viser sig, at Beate er gået i gang med at genskabe sin hjerne digitalt, så hun kan leve videre efter sin død. Morten er chokeret, men han kan ikke gøre noget. Så da Beates krop dør, ‘lever’ hun herefter videre i en urne, med en højttaler som hun taler gennem.

Den digitale Beate bliver et stort hit. Hun får sit eget tv-program. Hun fortsætter sin forskning. Og hun lever i det hele taget et fuldt liv – og på et tidspunkt rækker hun ud efter Morten, som ikke har ønsket kontakt med hende, fordi hans mor er død i hans øjne.

Men langsomt opstår et nyt forhold mellem Beate og Morten. Han begynder at hjælpe hende, først med småting men bliver snart hendes assistent, og for første gang nogen sinde føler Morten sig elsket og anerkendt af sin mor.

Rygtet om hendes død er en tankevækkende og velskrevet roman, der undersøger, hvor langt vi vil gå for at undgå døden, og hvilke konsekvenser har det for de pårørende?

Ved at skabe et digitalt selv der kan kommunikere, huske og forske, vil Beate undgå døden, men er hun så stadigvæk levende? Hvad er det egentlig, der definerer et menneske? Har vi en sjæl eller består vores personlighed blot af elektriske impulser, der ligeså vel kan ledes via elektroniske kredsløb som via nervebaner i organisk væv?

Det er et rigtig interessant spørgsmål, og med den hastighed hvormed den teknologiske udvikling sker, er det formentlig bare et spørgsmål om tid, før vi må stille samme spørgsmål i virkeligheden.

Samtidig er Rygtet om hendes død også en fortælling om kærlighed. Morten har hele sit liv higet efter morens opmærksomhed, men hun har haft travlt. Jeg synes, Kasper Hoffman tegner et utroligt fint og stærkt portræt af forholdet mellem de to, og selv når Beates egoisme udstilles, så får vi alligevel også et indblik i hendes sårbarhed. For Morten kender hende.

Jeg blev meget betaget af Rygtet om hendes død, som underholder samtidig med at man gribes af historien. Det er godt skrevet, spændende tænkt og måske ikke science fiction særligt længe.

Det er noget, jeg har tænkt rigtig meget over,” sagde B. Der var en skrøbelig alvor i stemmen, som ikke havde været der før. ”Jeg er ikke religiøs. Ikke i nogen traditionel forstand i hvert fald. Jeg tror ikke på en gud, der våger over os, eller på et liv efter døden. Men jeg tror, at universet er en gåde, og at vi er sat på Jorden for at løse den. Gåden er ganske enkelt, hvordan vi undgår at dø. Det er den fjeder, der driver os. Det er derfor, vi står op om morgenen. Det er derfor, vi æder og drikker og slås og formerer os. Det er derfor, vi elsker. Alting i livet kan føres tilbage til denne ene målsætning: Vi vil ikke dø. På den måde er vi mennesker ikke anderledes end alle andre levende organismer, selvom vi tror det. Vi er drevet af samme trang til overlevelse, som driver mos og giraffer og stafylokokker og hvaler. Men lige meget hvor meget vi kæmper, så vil alting få en ende en dag, for universet er ikke evigt. Det startede med et stort brag for 14 milliarder år siden, og en dag vil det trække sig sammen igen og ende i et stort KRUNSCH! – og så er de uigenkaldeligt forbi. Det er den gåd, jeg forsøger at løse. Formålet med livet er at finde en måde at fortsætte med at eksistere på, selv når universet ophører med at eksistere.” (s. 45)

Kasper Hoff har skrevet en række børnebøger samt flere skuespil. Rygtet om hendes død er hans debut som voksenforfatter.

Om Rygtet om hendes død:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Modtryk, 230 sider
Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet

Intet på jord af Conor O’Callaghan

Intet på jord af Conor O’CallaghanEn lille familie i et udstillingshus på en byggeplads. En lang, varm sommer. En forsvinden. Conor O’Callaghans roman Intet på jord er en snigende, sansemættet og foruroligende fortælling, der efterlod mig besynderligt påvirket.

Helen, Paul og deres datter samt Helens tvillingesøster Martine er flyttet ind i et udstillingshus på en byggeplads, efter at have boet i udlandet i flere år. Byggeriet af de øvrige huse er dog gået i stå, så mens Paul og Martine arbejder i den nærliggende by, går Helen hjemme sammen med datteren, alene på den tomme, støvede plads.

Dagene går. Det er varmt og tørt, og familien holder sig mest for sig selv. Men i den flimrende varme opstår sprækker, og en dag er Helene forsvundet. Ingen ved hvorhen, og selvom politiet kommer på sagen, finder man hende ikke. Alligevel må hverdagen gå videre. Og det gør den, næsten som om Helen aldrig var der. Men sprækkerne er der stadig.

Conor O’Callaghans roman Intet på jord er en usædvanlig læseoplevelse. Den er flot fortalt, og umiddelbart sker der ikke meget, men alligevel er den overrumplende intens. Bagsideteksten kalder bogen for en ”smuk og foruroligende roman fra en flosset kant af virkeligheden”, og det må siges at være en meget præcis beskrivelse. Stemningen er intens og fyldt med ildevarslende forudanelser. Så selvom det ikke er en gyser, slog mit hjerte hårdere under læsningen, og jeg følte, jeg faldt ind i romanens underlige, mareridtsagtige univers.

Det usagte og ubestemmlige fylder meget. Vi ved ikke helt, hvor vi er. Vi ved heller ikke helt, hvem personerne er, eller hvad der er sket. I stedet lader O’Callaghan en masse antydninger falde. Tilsyneladende gemmer Helen og Martines forhistorie på et drama. Men hvad, får vi aldrig at vide, ligesom vi kommer i tvivl om, hvor meget vi egentlig kan stole på selve fortællingen. Sker de ting, der beskrives på byggepladsen overhovedet? Virkeligheden flyder ud, og vi efterlades fulde af tvivl.

Jeg har på det seneste læst flere af forlaget Jensen & Dalsgaards udgivelser, og jeg må sige, at de har en særlig evne til at finde de unikke og anderledes romaner. Intet på jord er ingen undtagelse. Da jeg først lod mig fange ind af den sære og urovækkende fortælling, var det en fantastisk læseoplevelse. Men historien efterlader flere spørgsmål end svar, og er således meget svær at anmelde fyldestgørende.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Intet på jord:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Jensen & Dalgaard, 217 sider
Omslag: ”Ghost Estates” af Valérie Anex – valerianex.com
Originaltitel: Nothing on Earth
Oversætter: Nete Harsberg

Mørkets søn af Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl

moerkets-soenDestan Tolvarssøn er arving til Sikanias trone. Det samme er Celina. Men de to unge arvinger har aldrig set hinanden og kommer heller aldrig til at mødes, for Destan skal herske over det mørke folk, som bor under jorden og kun kommer op om natten for at dyrke jorden og jage, og som hader lysets folk, mens Celina skal herske over det lyse folk, som bor på overfladen og frygter mørket mere end alt andet.

Destan har dog overhovedet ikke lyst til at blive hersker. Han har aldrig kunne leve op til sin fars forventninger, og er i stedet gået i den modsatte grøft og turer rundt i byens værtshuse i stedet for at følge sine læreres undervisning og sidde med under rådsmøderne.

Men da hungersnød truer det mørke folk, får hersker Tolvar en idé. Han vil kidnappe Celina, og tvinge hersker Ragn af lysets folk til at slukke for solen, så mørkets folk kan komme op til overfladen. Og han vil have Destan til at udføre dåden.

På trods af deres anstrengte forhold griber Destan chancen for et eventyr og siger ja til Tolvar, men det viser sig, at opgaven langt fra er så simpel, som den lyder.

Forlaget Ulven og Uglen blev grundlagt i 2013 med ambitionen at udgive fantasy af høj kvalitet til et voksent publikum. Et hurtigt kig på forlagets tidligere udgivelser viser, at ambitionen ser ud til at lykkes, og jeg kan da også anbefale Mørkets søn til både unge og voksne fantasy-læsere, som holder af et godt eventyr, hvor kampen mellem det gode og det onde krydres med en kærlighedshistorie i et interessant og troværdigt univers. Samtidig er den fysiske udgivelse også lækker med kraftigt papir, letlæselig typografi og en appellerende forside.

Debutanterne Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl har skabt et spændende todelt rige, hvor splittelsen mellem et lysets og et mørkets folk både er godt fundet på og vel udført. Destan, som tilhører mørkets folk, er f.eks. klart mere brutal og selvisk end lyse Celina i starten, og selvom de begge tvinges til at udvikle sig undervejs, så er det interessant med en hovedperson som har en mere sammensat personlighed end helte ofte har.

Sproget flyder let, og selvom historien er lidt tid om at komme rigtigt i omdrejninger, er den både underholdende og spændende. Vi får ikke så meget at vide om, hvorfor mørkets folk i første omgang er endt i det underjordiske rige, men det, håber jeg, kommer i bind to. Til gengæld slutter Mørkets søn med noget af en cliffhanger, som smider alt op i luften til næste bind, der har fået titlen Grænselandet.

(anmeldt til Himmelskibet nr. 49)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Forlag: Ulven og Uglen, 393 sider
Omslag: Breth Design v/Mette Breth

Mørkets søn:

Mørkets søn, 2015
Grænselandet, 2016
Sikanias arvinger, 2017

Færgen af Mats Strandberg

FærgenHorror er det nye sort – i hvert fald ifølge det svenske bogmagasin Books and Dreams, som på forsiden af deres forårsnummer skriver ”It’s hip to be scared”. Og det kunne da være rigtigt fedt, hvis flere får øjnene op for horrorgenrens mange fremragende forfattere, hvor Mats Strandberg er et nyt, spændende bekendtskab.

En af mine yndlingsforfattere er svenske John Ajvide Lindqvist, som for alvor fik sit gennembrud med den socialrealistiske vampyrroman Lad den rette komme ind, der udkom på dansk i 2007. Nu debuterer som sagt en anden svensker, Mats Strandberg, som voksenforfatter med Færgen, som ligeledes på bedste vis blander socialrealisme med gyset.

Krydstogtskibet Baltic Charisma blev bygget i 1989. Det har plads til 2000 passagerer og sejler dagligt mellem Stockholm og Finland med en blanding af familier, der skal fra det ene land til det andet, og partygæster som udnytter de billige toldfrie alkoholpriser. På Baltic Charisma er hver dag en fest.

Vi følger en række personer ombord på færgen: den pensionerede lægesekretær Marianne som desperat ønsker at komme ud af ensomheden; drengen Albin som rejser sammen med sine forældre samt fasteren og kusinen Lo; den tidligere medarbejder Calle som er på en romantisk tur med kæresten Vincent; sangeren Dan Appelgren hvis karriere længe har været for nedadgående og som nu underholder i skibets karaokebar; Madde som sammen med veninden Zandra er på tøsetur for at glemme hverdagens problemer; Pia der er en af skibets fire vagter, men ikke rigtigt føler at hun slår til, og mange flere.

I stedet for en hyggelig og festlig overfart bliver turen dog et sandt mareridt. To af færgens passagerer er ikke, hvad de giver sig ud for, og snart afløses morskaben af et sanseløst blodbad.

Færgen er knap 500 sider, men jeg læste den stort set i et åndedrag. De korte kapitler med skiftende synsvinkler gør sammen med en accelerende handling, at man ikke nærmest ikke kan lægge den fra sig. Strandberg skriver godt, og han formår både at fortælle den nære historie om f.eks. de meget realistiske problemer i drengen Albins familie, men også at give den gas, når blodet står knæhøjt og realismen er røget ud af vinduet.

Desuden er valget af en færge som location fremragende fundet på med sin labyrint-agtige opbygning og uden mulighed for flugt. For – som Mats Strandberg skriver med en slet skjult henvisning til Ridley Scotts filmklassiker Alien – på Østersøen kan ingen høre dig skrige!

Færgen er både underholdende og skræmmende, og selvom Mats Strandberg måske ikke helt når op til John Ajvide Lindqvist, så kan mindre altså også gøre det. Bestemt en anbefaling værd.

Læs et interview med Mats Strandberg
Besøg Mats Strandbergs hjemmeside

Tak til forlaget Modtryk for læse-eksemplaret

Om bogen:

Udgivelsesår: 20. maj 2016
Omslag: Pär Åhlander
Originaltitel: Färjan
Oversætter: Allan Hilton Andersen
Forlag: Modtryk, 473 sider

Den røde tråd af Vicki Pedersen

den-røde-tråd1Den røde tråd løber gennem villavejene. Villaveje, hvor ikke alt er, som det ser ud til at være. En villavej fuld af hemmeligheder, der gemmes bag lukkede døre. Bag lukkede døre, hvor galskaben trives bedst.” (fra bagsideteksten)

‘Den røde tråd’ er Vicki Pedersens debut og blandt de fem nominerede til Årets Danske Horrorudgivelse 2015. De øvrige er Martin Schjönnings ‘Deroute‘, Michael Kamps ‘Samlerne‘, A. Silvestris ‘Kærlighedsfrugt‘ og Mikkel Harris Carlsens ‘Midnatsmuse‘.

Som den eneste udgivelse befinder ‘Den røde tråd’ sig 100% i den realistiske verden. Her er altså intet overnaturligt tvist eller udenjordisk ondskab, hvilket dog heller ikke er et kriterium for at blive nomineret. Dansk Horror Selskab har fastsat følgende tre kriterier, der skal opfyldes:

  • Værket skal tilstræbe at skabe en følelse af uhygge, skræk og/eller foruroligelse for læseren
  • Sproget skal være fængende og fascinerende
  • Værket skal kunne underholde, udfordre og fastholde den voksne læser

Og personligt synes jeg bestemt, at det lykkes Vicki Pedersen at forurolige og udfordre med ‘Den røde tråd’, mens det kniber lidt mere, når det kommer til selve sproget.

Forlaget kalder bogen for en novellesamling, men de 19 korte tekster glider ind og ud af hinanden, og personer går igen og forholder sig til hinanden, så udgivelsen alligevel ender som en form for enhed, uden dog at være en roman.

Det kan derfor være lidt svært at give et referat af indholdet, men som bagsideteksten angiver, så udspiller historierne sig på en ganske almindelig villavej, hvor hjemmets mure gemmer på hemmeligheder, som hver historie løfter en flig af sløret for. Hvorfor er forespørgslen  på røde trusser f.eks. så grænseoverskridende for den prostituerede i ‘Lille luder’? Hvad er det for tal, der ødelægger livet for Maria i ‘Indkøbsposer’? Hvorfor er ritualet i ‘Velourhud’ så forkert? Hvilken hemmelighed kommer frem i lyset i ‘Indtil døden skiller jer ad’? Hvorfor synger fuglene ikke i ‘Den morgen hvor fuglene ikke sang’? Og hvor meget ved Klara egentlig i ‘Paralyseret virkelighed’?

Det er ikke småting, der afsløres undervejs. Incest, abort, transseksualitet, religiøst vanvid, snagen og psykisk sygdom er blot et lille udpluk af villavejens foruroligende hemmeligheder, som Vicki Pedersen lader læseren få indsigt i. Ikke alle 19 tekster er lige vedkommende, men de fortællinger, der virker, er både grumme og gribende.

Desværre skæmmes udgivelsen lidt af kiks i korrekturen. Flere steder brydes en kursiveret tekst umotiveret: “Jeg håber på din diskretion, Klara?” Hans øjne undviger mig ikke længere… Ligesom en del stavefejl ikke er blevet fanget, f.eks. “utrygsløse øjne”, “indkøbt poserne” osv. Endeligt afslører nogle lidt kluntede formuleringer ind i mellem, at her er tale om en debutantudgivelse, ligesom Vicki Pedersen ind i mellem glemmer det gode råd: “Show, don’t tell”.

Trods lidt malurt i bægeret synes jeg dog udmærket om ‘Den røde tråd’, som råt og godt lader dystre hemmeligheder komme frem i lyset.

Da de begge er faldet i søvn, rejser jeg mig forsigtigt fra sengen og gør det sidste klar. Uden de mindste tegn på at de vil vågne, vender jeg dem begge, så de ligger på ryggen. Så stiller jeg de to hvide spande fra Ikea på hver sin side af sengen. Der er ingen grund til at ødelægge gulvtæppet. Til sidst finder jeg den lille skalpel frem fra natbordsskuffen og stiller mig hen ved side af Mathilde.”

Læs mere på forlaget Dreamlitts hjemmeside

Indhold:

Lille luder
Fornemmelser for jul
Mogens og Inger 1
Misericordia
Fjols
Indkøbsposer
Farvel
Mogens og Inger 2
Offer
Veninder
Velourhud
Mogens og Inger 3
Indtil døden skiller jer ad
Stamtavlen
Den morgen hvor fuglene ikke sang
Godnat
Mogens og Inger 4
Paralyseret virkelighed
I dine sko

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Mikkel Zeeb
ISBN-13: 9788771710557
Sideantal: 85
Forlag: DreamLitt