Indlæg tagget med ‘familie’

Mit indre øje af Anna Laurine Kornum

Mit indre øje af Anna Laurine Kornum

Jeg får skrevet alt for få anmeldelser for tiden, men Mit indre øje af Anna Laurine Kornum skal lige have et lille pip. Den er nemlig ualmindelig stemningsfuld og meget veltegnet.

Vi følger en kvindes rejse i tankerne tilbage til barndommen. I ‘Cirklen’ hører vi om moren, der får kræft og dør, og efterlader sine fem døtre hos deres fraværende far. I ‘Ønsket’ finder faren en ny kone, mens ‘Det mørke hjerte’ fortæller, hvordan faren glemmer sine børn og overlader det til dem selv at bearbejde sorgen over morens død og stedmorens indtog.

I sidste kapitel fortæller kvinden om sin frygt og fascination af atombomben. En destruktiv kraft der kan ødelægge alt, som også findes i mennesket.

Der er en eventyragtig stemning over fortællingen. Men det er et grumt eventyr fuldt af sorg. En sorg som nærmest bliver håndgribelig i den mørke farvetone, historien er tegnet i.

Illustrationerne er realistiske for så pludselig at forvrænges eller få tilføjet fantastiske elementer. Som f.eks. farens nye kone der portrætteres med rovdyrtænder, eller pigen i ‘Det mørke hjerte’ der slår følgeskab med ådselsædere i sin jagt på hævn. En hævn der alligevel ikke bringer forløsning.

Historien er omkranset af en rammefortælling, hvor kvinden bevæger sig ind i den forbudte zone for at besøge barndommens hus. Huset er ubeboeligt pga. strålingsfaren og står som en delvis ruin.

Mit indre øje er barsk læsning, men som jeg læser den, ender den trods alt med et håb for fremtiden. Jeg tolker nemlig atomkatastrofen som en metafor for de mange tab i barndommen og deraf følgende følelsesmæssige traumer. Og her giver slutningen håb for tilgivelse og for en ny start.

Nu er det gået op for mig, hvorfor jeg vendte tilbage. Jeg måtte hente det uskyldige barn, der engang for så mange år siden inviterede ondskaben ind, og som derved forårsagede alle de ulykker, der siden fulgte. Hun skal løftes ud, tilgives og renses. Så ulykker, tab og sorg kan overskrives. (side 68)

En virkelig anbefalelsesværdig tegneserie som kan læses igen og igen.

Andre skriver:

Weekendavisen:
FLERE GANGE UNDER læsningen tog jeg mig i at overveje, om Mit indre øje kunne være delvist selvbiografisk. Kapitlet om morens død slutter med en dedikation til forfatterens egen mor, for eksempel. Den ældste datter ligner en ung Kornum. Og biografiske detaljer som størrelsen på søskendeflokken og tidsperioden stemmer. Men først og fremmest er familietragedien skildret med så heftigt et nærvær i tekst og især billede, at man føler, den må komme fra et personligt sted. Selvbiografisk eller ej: Det er vel nærmest den største ros, man kan give et dybfølt og alvorsfuldt værk som Mit indre øje. (Læs hele anmeldelsen i Weekendavisen 17.06.2022)

Litteratursiden:
Kornum tager fat i kvindelivet og vender nærmest vrangen ud på det, når hun viser den selvopofrende kærlighed, drømmenes død og det nådesløse forfald. Hun dissekerer familiens opløsning og holder delene op imod et mørkt lys, der ikke nødvendigvis forklarer, men blot fremviser, en uhyggelig almindelig meningsløs gru, hvor uskyld korrumperes, og børnene betaler prisen. Bogens tekst lever op til billedernes høje kvalitet og tilføjer dybde med et poetisk sprog og filosofiske betragtninger, der giver masser af stof til eftertanke. Ubesvarede spørgsmål rumsterer rundt indeni længe efter endt læsning. (Læs hele anmeldelsen her)

Bibliotekernes lektørudtalelse:
Det er en virkelig stemningsfuld tegneserie, der fører læseren ind i et dystopisk og magisk univers. Stemningen i de detaljerede tegninger er dyster, og personerne er tegnet på grænsen mellem realisme og karikatur.

  • Illustration side 11
  • Illustration side 16
  • Illustration side 33
  • Illustration side 48

Om Mit indre øje:

Udgivelsesår: 2022
Forlag: Afart, 68 sider

Indhold:
Cirklen
Ønsket
Det mørke hjerte
Tanker om atombomben

Læs mere om Anna Laurine Kornum på Cph Art Space
Besøg Anna Laurine Kornum på Instagram

Læs også:

Lille Fugl af Lauri og Jaakko Ahonen
Vi har altid boet på slottet af Shirley Jackson
Under overfladen af Daisy Johnson
Mørket venter af Loka Kanarp og Carl-Michael Edenborg
Gamle venner af Aske Munk-Jørgensen
Harpiks af Ane Riel
Mørkets skønhed af Fabien Vehlmann, illustreret af Kerascoët
Skyggelandet af Taichi Yamada

Pige A af Abigail Dean

Pige A af Abigail Dean

I 2018 lykkedes det den 17-årige Jordan Turpin at undslippe sine forældres hus i Californien og tilkalde politiet. Sammen med sine 12 søskende var hun blevet holdt indespærret, sultet og lænket i årevis (læs mere her). Om Abigail Dean har været inspireret af sagen, ved jeg ikke, men historien om Pige A tager udgangspunkt i lignende forfærdelige omstændigheder.

Romanen fortælles af Lex Gracie, en succesfuld advokat i New York. På overfladen en succes, men i sin tid blev hun kendt som Pige A – pigen der slap ud. Sammen med sine søskende blev hun holdt indespærret af sine forældre i årevis, mens faren gled længere og længere ind i sit religiøse paranoide vanvid.

Nu er moren død efter mange år i fængsel, og Lex er blevet udpeget som eksekutor for boet. Udover en sum penge har børnene også arvet familiens hus, der aldrig blev solgt. Vi følger Lex, mens hun opsøger de forskellige søskende for at afgøre, hvad der skal ske med huset. Samtidig hører vi om fortiden, og hvordan det er gået børnene, efter de blev fjernet fra huset. Hvordan man lever efter at have overlevet helvede.

Hvem af os er ikke blevet draget af de grusomme historier om børn, der gennem år har været indespærrede i afsidesliggende huse og kældre, er blevet afstraffet og frarøvet deres vigtigste barne-og ungdomsår og pludselig en dag bryder ud og nærmest dukker op af ingenting. Medierne svælger oftest i det, der er gået forud, i alle rædslerne og urimelighederne, mens en mur af velmenende voksne sidenhen sørger for, at ofrene får fred til at fortsætte deres liv i frihed, og derfor hører den sultne offentlighed sjældent fortsættelsen. Den har den engelske forfatter Abigail Dean imidlertid sørget for, at vi kan få en luns af. I den psykologiske spændingsroman »Pige A«, der er hendes stærke debut, giver hun et fiktionaliseret og spændingsmættet bud på, hvordan livet efterfølgende udspiller sig for en flok søskende, der i årevis har været holdt bag lås og slå og i den sidste tid sågar i lænker.” (Berlingske tidende, 2021-10-01)

Pige A er Abigail Deans debut, og jeg var meget berørt under læsningen. Lex’ historie fortælles troværdigt og indlevende uden at svælge i grusomhederne.

Opbygningen med spring frem og tilbage i tiden, og med Lex som fortæller og deraf følgende subjektivitet, er blændende lavet. Som læser skal vi hele tiden huske, at Lex’ måske ikke er objektivt troværdig, for hun kender kun historien fra sin side. Efterhånden som vi kommer ind i bogen, hører vi også mere om de andre børn og deres overlevelsesmekanismer, og det er barsk læsning. For den voksne Lex har strategien været aldrig at se sig tilbage. Hun har intet haft med moderen at gøre siden, og da hendes psykolog på et tidspunkt forsøger at få hende til at se nærmere på hvorfor faren gjorde som han gjorde, nægter hun.

Trods deres grusomheder overfor børnene og trods Lex’ afvisning af dem, fremstilles forældrene ikke som bevidst onde. De gør helt klart modbydelige ting, men der ligger andet end ren ondskab bag deres handlinger, og det gør Pige A tankevækkende på et andet niveau end andre mere sensationslystne thrillers.

Det er vanskeligt at forestille sig, hvordan den form for mishandling kan finde sted, uden at omgivelserne reagerer. Men det er desværre hverken ren fiktion, eller noget der kun sker i udlandet. Tænk blot på Tøndersagen der kom frem i medierne i 2005 (læs mere her). For nyligt udgav den ældste af pigerne en bog, hvor hun fortæller om sin manglende barndom, og hvordan hun alligevel har valgt livet til. Jeg tror ikke, at jeg kan læse den. Abigail Deans fiktive bud er rigelig barsk til mig.

Uddrag af bogen:

Sidst jeg havde set Mor, var den dag, vi flygtede. Om morgenen var jeg vågnet op i en våd seng og vidste, at min tid var løbet ud, og at hvis jeg ikke foretog mig noget, ville jeg dø i huset.

Sommetider besøger jeg vores lille værelse i tankerne. Der er to enkeltsenge klemt ind i hver sit hjørne, så langt væk fra hinanden, som de kan komme. Min seng og Evies. Mellem dem hænger en nøgen elpære, som dirrer, når nogen går forbi ude på gangen. Som regel er den slukket, men sommetider, hvis Far bestemmer det, er den tændt i dagevis. Han har tapet en fladtrykt papkasse fast til vinduet for at kontrollere tiden, men et svagt, brunligt lys siver ind og giver os på den måde vores dage og nætter. På den anden side af pappet var der engang en have og længere ude et hedelandskab. Det er blevet sværere at tro på, at den slags steder med vild natur og vejr stadig findes. (side 19)

Om Pige A:

Udgivelsesår: 10.09.2021
Forlag: Gad, 383 sider
Omslag: Rasmus Funder efter originaldesign af Tyler Comrie
Originaltitel: Girl A
Oversætter: Claus Bech

Indhold:
1. Lex (Pige A)
2. Ethan (Dreng A)
3. Delilah (Pige B)
4. Gabriel (Dreng B)
5. Noah (Dreng D)
6. Evie (Pige C)

Læs også:

Over grænsen af Pat Barker
Godnat, min elskede af Inger Frimansson
Vores endeløse dage af Claire Fuller
Huset i Chelsea af Lisa Jewell
The Girl Next Door af Jack Ketchum
Carrie af Stephen King
Drengen der slog ihjel af Simon Lelic
Onde piger af Alex Marwood
Sorte Sally af John Kenn Mortensen
Ormeføde af Irene S. Rasmussen
Harpiks af Ane Riel
En morders død af Rupert Thomson
Hydra af Matt Wesolowski

Daggry af Søren Staal Balslev

Daggry af Søren Staal Balslev

Daggry er det tidspunkt om morgenen, hvor det begynder at blive lyst, og dagen begynder. Det er også betegnelsen på en plan, der skal redde menneskedyret fra en ætsende mangel på livsduelighed.

IT-sikkerhedskonsulenten Frederik lever det gode liv med hustruen Anna og teenage-sønnen Vitus midt i Jægerspris. Alligevel er han ikke tilfreds. Han er fuld af foragt over, hvordan alle ubekymrede fortsætter forbrugsfesten trods den alarmerende globale fremtid.

Frederik ønsker at vække danskerne af deres åndelige dovenskab og småborgerlige problemer. Han vil tænde livsgnisten i dem, før menneskedyret bliver så slatten, at det uddør af ubehjælpsomhed. Men hvordan? Bevæbnet med sin viden om IT-infrastrukturen sætter Frederik en plan i værk. Vitus’ fremtid skal reddes – koste hvad det vil.

Jeg har tidligere læst De rensede af Søren Staal Balslev. En roman der udspiller sig nogle år efter, at en verdensomspændende pandemi har ændret livet totalt. Her i Daggry følger vi i stedet begyndelsen på undergangen. Frederik er nemlig ikke den eneste, der ønsker at nulstille vores civilisation og begynde forfra. Men den slags omvæltninger kan ikke ske uden omkostninger.

Romanen er opbygget som en nedtælling, hvor første kapitel hedder ‘Dag -405’. Historien fortælles af 3. persons-fortælleren Frederik, men ind i mellem indsættes fiktive nyhedsartikler samt anonymiserede uddrag og citater fra lukkede debattråde på 4chan og 8kun.

Daggry er både tankevækkende, satirisk og skræmmende. Frederik har jo en pointe i, at vi i uvilje mod at sænke vores levestandard vedbliver at overforbruge klodens ressourcer. På et tidspunkt vil konsekvenserne ramme os, og jo længere vi venter med at tage fat i nældens rod, jo værre bliver disse konsekvenser. Romanen udstiller i den grad småborgerligheden og hykleriet i det danske samfund. Vi køber måske nok økologisk, men vi vil hverken undvære bilen eller ferien til Thailand.

I romanen drømmer Frederik om at reboote danskerne. Om at si nutidens ubehjælpsomme og svage individer, der er afhængige af velfærdsstaten, fra, og efterlade verden til de stærke der kan overleve omvæltningen. Også selvom Frederik ikke selv forventer at være blandt de overlevende. I hvert fald ikke i begyndelsen.

Her er ikke tale om katastrofe-underholdning á la film som The Day After Tomorrow, hvor helten til sidst redder dagen, så vi glemmer alle ulykkerne. I stedet er Daggry en foruroligende og tankevækkende roman fortalt med en støt stigende spændingskurve. Frederik har en plan om at fremtvinge velfærdsstatens fald. Det starter med små nålestiksoperationer, der tester beredskabet, men som historien skrider frem, udvikler nålestikkene sig, og både handlingen og stemningen bliver mere og mere intens. Det hele beskrives skræmmende realistisk, og viser hvor lidt der måske i virkeligheden skal til for at sende vores samfund ud i en nedadgående spiral.

Daggry er en på mange måder overraskende roman, som absolut kan anbefales.

Andre skriver:

Anettes Litteratursalon:
Søren Staal Balslev har skrevet en roman, der i den grad prikker til det moderne menneskes livsførelse med klimaangst på den ene side og trangen til den ultimative livsnydelse på den anden. Med en meget skarp pen skaber han karakterer, som er mere end genkendelige, og som er helt tæt på os alle. Dog skal det siges, at særligt de velhavende får med pennen, da de i særlig udstrakt grad er centrum for hovedkarakteren Frederiks had og frustration. Bogen indeholder både et uhyggeligt element af den virkelighed, vi står overfor med en global klimatrussel hængende over hovedet på os og så helt almindelige dagligdags trivialiteter med familieliv og teenagebørn. Sønnen Vitus er et pragteksemplar på den generation, Frederik næsten ikke kan udholde, og det skrives vanvittigt godt frem i scener i mødet mellem den Counterstrike spillende søn og hans far. (Læs hele anmeldelsen her)

Frk. Borch anbefaler:
Men Frederik nøjes ikke med at være træt eller beklage sig i det små. Han nøjes ikke med at lade sin vrede gå ud over tilfældige sagesløse mennesker i kommentarspor på Facebook eller stakkels kasseassistenter i discountsupermarkeder. Næh, han har en større plan. Frederik ønsker at kortslutte samfundet, vække menneskeheden til live igen og opbygge civilisationen forfra – et ‘daggry’, som han kalder det […] Han starter i det små med at undersøge, hvor hurtigt han alene kan destabilisere det danske samfund, men langsomt vokser Frederiks dystre projekt og breder sig ud over Danmarks grænser og med tiltagende ekstremitet […] Romanen er velskrevet, tankevækkende og spændende. Balslev har et imponerende skarpt blik på det moderne menneske og han skriver præcist og dejlig bistert. Ondskaben driver ned af væggene, og man kan ikke andet end at blive indfanget og utrolig bekymret. (Læs hele anmeldelsen her)

Uddrag af bogen:

Både USA og Kina havde vist sig leveringsdygtige i konkrete og overraskende ambitiøse tiltag, der i medierne blev klassificerede som historiske. Ikke desto mindre var der andre røster som insisterede på, at løbet de facto var kørt. Forvirringen var total, det kunne ikke både gå godt og skidt på samme tid … Men Frederik var derfor også sikker i sin sag. Globale magthavere havde aldrig før været sandfærdige og behjertede, så verden måtte stille og roligt være på vej i retning af den brændende stjerne; den sol som lutrede kloden fra den anden ende af solsystemet.

Det værste var dog, at der i vekselvirkningen mellem den iboende trang til nydelsessyge og den ulmende angst var et fravær af overlevelsesdrift. Ingen af dem her ville kunne klare sig på egen hånd, ingen af dem kunne overleve uden infrastrukturen og effektiviseringens sødladne umyndiggørelse, det var Frederik sikker på. Men kloden var under forandring og den giftige polarisering af ellers stærke demokratier ville før eller siden gøre kort proces med den udviklede verdens dvaskhed. Det vidste Frederik, og han så med væmmelse og medlidenhed på sine medborgere. (side 14-15)

Om Daggry:

Udgivelsesår: 05.11.2021
Forlag: Dreamlitt, 312 sider
Omslag: Peter Palmqvist Skjøtt Poulsen

Læs også:

De rensede af Søren Staal Balslev
Mørkelagt af Christina Lassen-Andersen
Den sidste af Alexandra Oliva
Undergang af Søren Poder
Efter år nul af Grete Roulund
Stjerneklart af Lars Wilderäng

Tilflytterne af Pelle Møller

Tilflytterne af Pelle Møller

Der er spelt-forældre, øko-idealister og kontrære øboere i Pelle Møllers debutroman Tilflytterne. En satirisk og samtidig dybt foruroligende fortælling om drømme og mareridt.

Den velmenende Sarah og hendes familie flytter fra København til Arø. De har store ambitioner for livet på den idylliske lille ø, de vil dyrke grønsager og lave bæredygtigt landbrug, leve i pagt med naturen. Men de er ikke de første, og de lokale på øen er absolut ikke interesseret i at få deres gamle verden invaderet af frelste økotyper. Anført af den lokale ø-konge Bent opstår der hurtigt konflikt mellem de to grupperinger. Og imens truer en gammel hemmelighed med at bryde frem af jorden. Noget er sket på den gård, hvor den lille familie er flyttet ind. Knivene forsvinder fra køkkenet, og den tunge træplade ned til den gamle gylletank flytter på sig. Samtidig er der noget i gære i naturen. Hvad der før stod i fuldt flor er nu pludselig mudret og svampet. Som om jorden selv har noget, den vil sige. (fra bogens bagside)

Tilflytterne er en af den slags romaner, hvor jeg først smågrinede og siden stivnede. Det første fordi Pelle Møller rammer de idealistiske øko-hipsters lige på kornet i sin skildring af Sarah, der flytter til Arø for at leve i pagt med naturen. Samtidig går hun dog så højt op i hvordan andre opfatter hende, at hun ikke er i pagt med sig selv. Det andet fordi der under ø-idyllen findes en dyster bagside. Sidstnævnte er det, der ændrer romanen fra at være et kærligt, satirisk samtidsportræt af speltsegmentet til folk horror om kultursammenstød og naturens mørke kræfter.

Historien fortælles dels via Sarah, der har alle de rigtige meninger og en masse drømme. Det er hende, der har skubbet på for at flytte familien til Arø. Tue og børnene er bare fulgt med. Sarah kæmper dog med sit sind, og virker mest i balance når hun arbejder i sin have. Hun har ikke et godt forhold til moren, og er heller ikke så tæt på sine egne børn som hun ønsker. Det er Tue til gengæld, og ind i mellem frustreres Sarah over deres intimitet.

Den anden fortæller er Bent, den lokale ø-konge, eller sheriffen som mange af tilflytterne kalder ham. Bent har boet på øen hele sit liv, og er lidt af en krakiler. Han er træt af de mange tilflyttere, som han synes tramper på de gamle øboere og deres livsstil. Han er ikke bange for at sige sin mening højt – eller at følge den op med handling, og hans hidsige gemyt holder de fleste på afstand.

De to hovedpersoner synes umiddelbart som hinandens modsætninger. Hvor Sarah prøver at være åben og accepterer andres synspunkter, lytter Bent sjældent til andre, men holder dumstædigt fast i sine egne meninger. Mens Sarah drømmer om fremtiden, drømmer Bent om fortiden. Men som romanen skrider frem, opdager vi, at Sarah og Bent i virkeligheden ikke er så forskellige fra hinanden (et godt eksempel på det er f.eks. skildringen af nogle malerier på kroen, som jeg ikke kunne lade være med at smile af). Til sidst er det da også Sarah og Bent, der må stå op mod ondskaben, der har indtaget Arø.

Jeg var godt underholdt under læsningen af Tilflytterne, der starter som en nutidsroman om familie, bæredygtighed og fremtidsdrømme, for så fuldstændigt at ændre retning. Pelle Møller kaldte selv romanen for Nordic Horror i et interview på Krimimessen i Horsens. Her fortalte han bl.a. om, hvordan inspirationen til bogen kom, da han i forbindelse med et tv-projekt modtog trusler fra pæne, veluddannede borgere, som ønskede, at han måtte brænde i helvede. Det fik ham til at tænke på, hvad nu hvis den slags trusler blev virkelige? Derudover nævnte han en forfatter som svenske John Ajvide Lindqvist som inspirationskilde, idet han også skriver romaner, der lægger sig midt imellem realisme og det fantastiske.

Bibliotekernes lektørudtalelse kalder Tilflytterne for: “særdeles underholdende og blodigt uhyggelig på samme tid.” Bedre kan det vist ikke siges.

Uddrag af bogen:

Sarah stiller sig foran døren, trækker vejret dybt og åbner den med et hurtigt ryk.

Der står ingen udenfor. Ingen alvorlige politifolk eller opildnede naboer. Ingenting. Hun undrer sig, mens hun stirrer ud på gårdspladsen, der ligger hen i totalt mørke. Sarah er sikker på, hun hørte nogen banke.

Hun stikker forsigtigt sin arm ud og rykker den fra højre mod venstre og tilbage igen for at få lys-sensorerne i gang. Der sker ikke noget, der er bare bælgravende mørkt. Tue har lige installeret sensorerne, og de er allerede holdt op med at virke. Efter et par forsøg høres et let klik, gårdspladsen bliver lyst op, og det eneste, der træder ud af mørket, er nogle flyttekasser, en spade, der hviler op ad muren til gårdbutikken, og hendes hvide varevogn med plads til hele familien.

Sarah synes, hun kan se noget bag bilen, men hun er ikke helt sikker. Hun sætter sig på hug i entréen for at få et bedre kig ind under bilen. Der er umiddelbart ikke noget. I det samme hører hun den dumpe lyd igen, den ruller ind over gårdspladsen og rammer hende i brystet, så hun stivner. Lyden kommer fra bagsiden af den forladte svinestald. Lige efter lyden kommer stanken. (side 6-7)

Reklame: Tak til forlaget Gyldendal der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Tilflytterne:

Udgivelsesår: 23.03.2022
Forlag: Gyldendal, 316 sider
Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet

Læs også:

Menneskehavn af John Ajvide Lindqvist
Skyggen over Mundstrup af Mads L. Brynnum
Høst af Jacob Hedegaard Pedersen
Sankt Michaels Sanatorium af Elsebeth Gundersen Jensen
In the Tall Grass af Stephen King og Joe Hill
Skidt klædte mænd med baseballbat af Morten Nis Klenø
Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen
Fluernes hvisken af Steen Langstrup
Etatsråden af Arne Munk
Ondskabens rødder af Flemming Chr. Nielsen

Hvidt had af David Garmark

Hvidt had af David Garmark

Sneen falder tæt, og efterforskningsleder Max Munk har dårligt fået pusten efter sin sidste sag, der nær kostede ham og hans partner Merian livet og konfronterede ham med fortiden i form af en hidtil ukendt datter og en søster, hvis død han har sørget over i 25 år. Nu er et nyt mysterium landet på hans skrivebord – en række børn er blevet kidnappet direkte fra deres mødres maver, og situationen har mistænkelige sammenfald med en 15 år gammel sag om en færøsk læge og seriemorder. Med pressen åndende ham i nakken og hele Danmark som publikum må Munk på sagen, alt imens Merians helbred forværres, og hendes stalker begynder at gøre alvor af sine trusler. Og selvom Munk er lykkelig for at have sin søster tilbage i sit liv, er hendes genkomst omgærdet af skygger fra fortiden, der ikke lader sig ignorere. Presset til det yderste bliver det snart klart, at Munk har et skæbnesvangert valg at træffe … (fra bogens bagside)

Hvidt had er tredje og sidste bind i serien om makkerparret Max Munk og Merian Takano, og jeg skal love for, at her er smæk for skillingen.

Max er ikke den typiske politimand med sin adelige baggrund. Han er heller ikke et specielt sympatisk menneske. Men han har været en knalddygtig efterforsker, og har sammen med Merian opklaret nogle usædvanlige sager i fortiden. Nu er en ny – og meget ubehagelig sag – landet hos makkerparret. Ufødte børn bliver kidnappet fra deres mødres maver, og mødrene efterlades med en sten. Hvem står bag og hvorfor?

Oveni er både Max og Merians privatliv rystet. Merians helbred forværres langsomt, men sikkert, og Max kæmper med at finde sig til rette med søsteren Leo, der er dukket op, 25 år efter han troede, hun druknede. Max kæmper både med skyldfølelser og fortrængte minder. Oveni skal han forholde sig til sin voksne datter Caroline, som pludselig er kommet ind i hans liv. Og ikke mindst dukker en ubehagelig hemmelighed fra Merians fortid op. En hemmelig hun end ikke har delt med Max.

Hvidt had er en spændingsmættet og dramatisk historie med flere sideløbende handlingstråde. Alt samles dog til sidst, hvor vi både får opklaret sagen om de bortførte babyer, Merians fortid og Munk-familiens hemmeligheder. Det hele flettes professionelt sammen, og bogen læser nærmest sig selv.

Der er således ingen tvivl om, at David Garmark har skruet en underholdende og spændende krimi sammen. Når det er sagt, er jeg dog ikke helt så begejstret for bind tre, som jeg var for de to første. Der sker næsten for meget med to store kriminalsager oveni Munk familiens historie, så jeg følte ikke helt, at der blev tid til at gå i dybden med alle handlingstrådene. Heldigvis er delplottet om Max og Merians forhold kun blevet stærkere igennem serien, og det kulminerer overraskende her i Hvidt had.

Mit lille forbehold skal dog ikke afholde nogen fra at kaste sig over serien, for Hvidt had har både action, overraskelser og masser af drama. Men læs Rød tåge og Sort arv først.

Reklame: Tak til forlaget Montagne som har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

“Malin Martinussen var gravid i niende måned, da hun blev myrdet. Hun var på barsel fra sit job som civilingeniør, stod til at føde omkring jul. Men maven indeholdt ikke hendes barn … den indeholdt fem store sten, der var blevet indopereret post mortem.”

Næste billede viste stenene lagt ud ved siden af hinanden.

“Hvad for noget?” stønnede Munk.

“Stenene vejede tilsammen omtrent det samme som et barn. 4,5 kilo. Barnet var væk. Offer nummer to. Kirsten Lei.” Levinsen skiftede billede. Endnu et kvindelig. “Fundet i havnebassinet på Sjællands Odde den 3. januar i 2003 klokken 05.12 af en lystfisker. Som I ser, var også hun gravid, også i niende måned, men med maven fyldt med sten i stedet for hendes barn.”

Munk så til med voksende kvalme, mens to kvinder mere dukkede op på skærmen med samme grusomme skæbne.

“Som I kan forstå, blev disse kvinder myrdet vidt forskellige steder i landet. Kerteminde, Lumsås på Sjællands Odde, Køge og Vilsted i Nordjylland. Alle var i niende måned, og deres børn var og forblev forsvundet.” (side 35-36)

Om Hvidt had:

Udgivelsesår: 02.04.2022
Forlag: Montagne, 445 sider
Omslag: Imperiet / Marlene Diemar

Serien om Max Munk og Merian Takano

Rød tåge, 2019
Sort arv, 2020
Hvidt had, 2022

Blodbaner af Jürgensen & Krogsøe

Blodbaner af Jürgensen & Krogsøe

Mens en hedebølge har lagt sig som et tungt tæppe over Danmark, bliver en afrikansk prostitueret slagtet i en cykelkælder i København. Samtidig i Billum i Vestjylland plages præsten Charlotte af mystiske blackouts. Hun frygter at det er Alzheimers eller måske en hjernetumor – men alligevel drages hun af mørket.

Langsomt lader hun sig opsluge mere og mere af det fremmede i hendes indre, og fra sidelinjen må hendes mand Søren og teenagebørnene Mie og Emil se på, mens Charlotte ændrer sig til en fremmed.

Sideløbende hører vi fortællingen om pensionisten Erik, der er en mand med en mission.

Vennerne Jacob Holm Krogsøe og Martin Wangsgaard-Jürgensen udgav i 2018 romanen Randvad om en forsvunden folkemindesamler og en skov i Sønderjylland. Nu er de aktuelle med Blodbaner, en roman der går sine helt egne veje.

Romanen indledes med en prolog, hvor mordet på den afrikanske prostituerede udspiller sig. Herefter udspiller romanen sig i to dele, hver inddelt i flere kapitler og til sidst en afsluttende epilog.

I første del springer kapitlerne mellem forskellige spor i romanen med enkelte tilbageblik i tiden, og jeg må indrømme, at jeg til at begynde med var lidt forvirret under læsningen. Fordi jeg endnu ikke havde fuldt overblik over bogens karakterer, var jeg et par gange nødt til at kigge tilbage for at finde ud af, hvad og hvem det handlede om. Men som vi nærmer os anden del af romanen begynder sporene for alvor at flettes sammen til en sammenhængende og spændende historie.

For det viser sig, at noget mørkt er på vej. En ældgammel kraft der rækker langt tilbage i tiden, fra længe før kristendommen kom til. Noget der kalder på sine ‘disciple’, og som efterlader sig et spor af død i sit kølvand.

Blodbaner er et blodigt bekendtskab. Forfatterne lægger ikke fingrene imellem i deres beskrivelser, så romanen er ikke for sarte sjæle. Men den er også ond på et mere psykologisk plan. Dels ved at lade en præst, som de fleste i Danmark formentlig forbinder med det gode, blive en del af ondskabens spil. Men også fordi Charlotte er hustru og mor, og en mor vil da aldrig svigte sine børn, vel? Her tør forfatterne provokere de gængse opfattelser, og det giver romanen et ekstra skarpt bid.

Slutningen lægger op til et opgør mellem det gode og det onde, men igen leger forfatterne med os. For hvis man ser på det overordnede billede, hvor stor er så forskellen? Jeg er i hvert fald ikke sikker på, at slutningen er særlig lykkelig i Blodbaner – og om det overhovedet er slutningen?

Uanset var jeg dog rigtig godt underholdt af Blodbaner. Man mærker ikke, at romanen er skrevet af to personer. Jeg kunne i hvert fald ikke skelne, for historien flyder let og med én stemme. Så hvis du ikke lader dig afskrække af dansk horror om blod og ondskab, så er her et godt bud.

Uddrag af romanen:

Som alt andet den nat, var arbejdet målrettet, da han først fik begyndt. Med dolken gravede han sig vej ind i hendes brystkasse, ind under huden, ind gennem kødet og dernæst ind under ribbenene. Han arbejdede i blinde, men duften fra kvindens indre styrede hans bevægelser og fortalte ham, at han var på ret kurs. Knivbladet skar med besvær gennem det genstridige legeme, men da han endelig førte en hånd ind i hullet, mærkede han hendes hjerte. Det var varmt, glat og stærkt. Det hang stadig fast i noget, han ikke vidste, hvad var. Hans anatomiske viden var begrænset, men han var ikke et øjeblik i tvivl om, hvad han skulle gøre for at få det ud. Hans egen krop styrede ham, viste ham hver en lille bevægelse, præcis som den havde gjort hele natten.

Øjeblikket, han havde ventet på, kom nu langt om længe. Ud fra kvindens krop trak han hovedparten af hendes hjerte. Det duftede skønt og sødt i mørket. Lyset fra gården spillede ganske svagt i den sønderhuggede muskel, da han vendte den og prøvende førte hendes kød op til sine læber. En bølge af velvære slog igennem ham.

Han satte grådigt tænderne i hjertet og begyndte at flå små lunser fri. Det var ikke let, men hvert stykke eksploderede i hans indre og sendte farver igennem ham, der oplyste hans tanker og lemmer indefra. (side 10-11)

Om Blodbaner:

Udgivelsesår: 27.09.2021
Forlag: Calibat, 250 sider
Omslag: Tom Kristensen

Ny bog fra lokal forfatter: Bloddryppende drama i Vestjylland (06.09.2021 Jydske Vestkysten)

Martin Wangsgaard-Jürgensens blog Fra Sortsand

Læs også:

Randvad af Jürgensen og Krogsøe
Fluernes hvisken af Steen Langstrup
Spøgelsestoget af Stephen Laws
Gamle venner af Aske Munk-Jørgensen
Vrangvendt af Christian Reslow
Fanden på væggen af Palle Schmidt
Slør af A. Silvestri
Skyggernes skov af Franck Thilliez
Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen
Mulm af Teddy Vork

Udhængt af Per Jacobsen

Udhængt af Per Jacobsen

Er du til snigende uhygge, overraskende plot-twists og topklasse horror, så er Udhængt af Per Jacobsen et rigtig godt bud.

Randall Morgan har netop færdiggjort sin seneste roman, og er efter 14 dage i en afsidesliggende hytte ved Maiden Lake på vej hjem til East Alin. Han glæder sig til at se sin søn Billy igen, og til at vise ham bogens dedikation. For selvom Randall elsker sin søn, er deres forhold ikke så tæt længere efter skilsmissen fra Allie, Billys mor.

Men før Randall når helt hjem, opdager han en hængt mand i en lygtepæl. Chokeret ringer han til alarmcentralen, der lover at sende en patruljevogn. Før den ankommer, begynder Randall dog at fornemme, at noget er HELT galt. Ikke blot er der en hængt mand i lygtepælen. Ingen andre end ham lader til at finde det underligt! Og da betjenten når frem, udvikler situationen sig fra slem til værre.

Hvad er der sket i de 14 dage Randall har været væk? Hvorfor virker folk ligeglade med de døde, der hænger rundt omkring? Og er det kun sket i East Alin eller over hele landet?

Jeg har tidligere læst Spejlkabinettet af Per Jacobsen, der udkom i 2020. Den var jeg ret begejstret for, så da forlaget HumbleBooks spurgte, om jeg var interesseret i at anmelde Udhængt, sagde jeg straks ja. Heldigvis for det, for Udhængt er endnu bedre.

Der er ingen tvivl om, at Per Jacobsen er inspireret af Stephen King (som stort set alle, der skriver horror i dag, er). Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Desperation, da jeg læste scenen, hvor Randall taler med politibetjenten om den hængte mand. Den tanke har Jacobsen også selv haft, for i indledningen til 2. akt er der indsat et citat fra netop den.

Der er i det hele taget en fed King vibe over fortællingen, fra dengang King var bedst. Dengang han overraskede, ligeså vel som han forførte med sine portrætter og stemningsfulde historier. Dengang man sad med tilbageholdt åndedræt under læsningen, fordi man ikke kunne regne ud, hvordan det hele skulle ende. Dengang han kunne være så ond, at det næsten ikke var til at bære. Tag ikke fejl. Jeg er stadig meget glad for King, og I kan glæde jer til Blodtørst og andre fortællinger, der snart udkommer. Den er classic King, men der er ikke mange overraskelser under læsningen. Det er der til gengæld i Udhængt. Altså overraskelser.

Tit sidder jeg og gætter forud, når jeg læser, men det havde jeg ikke tid til denne gang. Jeg var simpelthen for opslugt, og siderne nærmest læste sig selv. Som sidste side nærmede sig, blev jeg dog lidt nervøs for, om slutningen ville leve op til handlingen. Det gjorde den heldigvis. Tingene bliver ikke overforklaret, og slutningen er fuldstændig åben – og i min optik – grum, som når King er værst.

Der findes forskellige typer af gode bøger. Søstre af Daisy Johnson, som jeg læste tidligere på året, er en fremragende roman, der med sit sprog, sin stil og tematikker efterlod et dybt aftryk i mig. Udhængt er god på en helt anden måde. Her udruller handlingen et spor, det er umuligt at vige bort fra. For HVAD SKER DER NU! Spændingskurven er støt stigende, og gyset er i højsædet, når Randall med sin bror Tommy forsøger at finde ud af, hvad der er sket, og hele tiden er underholdningsværdien helt i top, mens vi følger dem i deres færd i denne nye, farlige verden.

Måske kommer Udhængt ikke til at vinde fine litterære priser, men det er topklasse underholdning, og dansk horror af international klasse. Jeg var i hvert fald solgt, og kan kun varmt anbefale et besøg i Per Jacobsens univers. Også selvom du nok aldrig mere vil kunne se på en politibetjent med helt samme tryghed i maven som før.

Udhængt udkommer d. 1. oktober 2021. Forlaget fortæller, at den samme dag udkommer som e-bog på engelsk med titlen Strung, samt at der også er en spansk oversættelse på vej.

Uddrag af bogen:

Randall Morgans første tanke var, at det måtte være en spøg. En drengestreg, sikkert lavet i forbindelse med Halloween, der var lige så usmagelig, som den var veludført.

I virkeligheden var denne tanke dog intet andet end en desperat forsvarsmekanisme, for inderst inde var Randall godt klar over, at allehelgensaften længe var overstået. Desuden behøvede han ikke at bruge ret lang tid på at studere detaljerne i det aparte syn, som bilens lyskegler havde bragt i fokus på den anden side af den regnvåde forrude, for at vide, at det umuligt kunne være en joke.

Og skulle der på trods af disse ting alligevel herske et gran af tvivl i Randalls sind, forsvandt det endegyldigt, da efterårsvinden uden for køretøjet et øjeblik tog til og derved fik drejet den livløse mand, der hang og dinglede i lygtepælen, rundt, så hans ansigt kom til syne.

Hans blålilla, opsvulmede ansigt. (side 11)

Reklame: Tak til forlaget HumbleBooks der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Udhængt:

Udgivelsesår: 01.10.2021
Forlag: HumbleBooks, 361 sider
Omslagsgrafik: Per Jacobsen

Læs også

Spejlkabinettet af Per Jacobsen
The Uninvited af Liz Jensen
Desperation af Stephen King
Søvnløs af Stephen King
Kold karantæne af David Koepp
Udslettelse af Jeff VanderMeer

Carriers
The Crazies
Invasion of the Body Snatchers (1956)

Undergang af Søren Poder

Undergang af Søren Poder

Jeg har altid været fascineret at læse og se film om pandemier, men da jeg i weekenden gik i gang at læse ”Undergang” af Søren Poder, var jeg alligevel lige ved at lægge den fra mig. For selvom COVID-19 pt. er under kontrol i Danmark, var scenariet, hvor det går galt, ubehageligt tæt på. Og det at romanen udspiller sig i Danmark gjorde forløbet skræmmende realistisk.

Forlagets beskrivelse:

Niels og Marie er pensionister og holder sig hjemme i rækkehuset, mens corona-virussen hærger. Men trods påpasselighed og social distance rammer sygdommen og tvinger dem fra hinanden, og pludselig kan Niels ikke få kontakt til sin hustru.

Niels klamrer sig til troen på, at myndighederne har situationen under kontrol, men virussen er langt mere aggressiv end forventet, dødstallet stiger, og anarkiet breder sig i takt med, at samfundets institutioner bryder sammen.

Den brutale virkelighed trænger ind ad døren og konfronterer Niels med en forandret verden, og nu er han nødt til at begive sig ud på en desperat rejse og et opgør med omgivelserne og sig selv, hvis han vil gøre sig håb om at se Marie igen. Spørgsmålet er, om det allerede er for sent.

Oftest fortælles epidemi-fortællinger fra unge, stærke menneskers synsvinkel, men Søren Poder lader den 75-årige Niels være jeg-fortælleren i ”Undergang”. Han overlever i første omgang at blive smittet, fordi det er først i pandemien, hvor sygehusene – og samfundet i det hele taget – endnu fungerer.

Men som smitten breder sig, begynder samfundet at bryde sammen, og han bliver sendt hjem, længe før han egentlig er rask nok. Blot for at opdage at hustruen Marie er blevet indlagt. Trods gentagne forsøg på at ringe til Maries mobil og til hospitalet, lykkes det ikke Niels at nå i gennem. Han slår sig til tåls med, at der er travlt, og at myndighederne nok skal give besked, hvis det bliver nødvendigt.

Niels forsøger at komme igennem dagene. Han er stadig meget svag, men hunden Molly skal luftes, og snart begynder det også at knibe med forsyningerne. Trods påbuddet om at blive inden døre hvis man er smittet, vover Niels sig ud for at skaffe mad. Og her konfronteres han for alvor med, hvor galt det står til.

Efterhånden som dagene går, bliver Niels’ tiltro til myndighederne sat mere og mere på prøve. Hvorfor sørger de ikke for, at telefonnettet virker? Hvor er de, da han forsøger at tilkalde hjælp til naboen, der ligger syg i rækkehuset ved siden af? Hvor er de, da hamstringen i supermarkederne løber helt ud af kontrol? Hvorfor kan han ikke få kontakt til hospitalet og høre, hvordan Marie har det? Og hvorfor bliver vejene pludselig spærret af hæren?

Undergang er måske ikke blændende litteratur, men det er heller ikke nødvendigt for at fortælle en relevant og interessant historie. Romanen er et troværdigt bud på, hvordan det kunne være gået, hvis COVID-19 havde været værre. Det er skræmmende at se, hvor hurtigt et samfund falder fra hinanden, og enhver bliver sig selv nærmest i kampen for overlevelse. Frygt får mennesker til at handle selvisk, og for folk som Niels, der alle dage har levet med troen på myndighederne, er det måske endnu sværere.

Det er ikke en bog, man bliver i godt humør af, men det er en bog, der får læseren til at tænke. Hvordan ville jeg reagere?

I dag kan vi godt grine ad de første dages toiletpapirs-hamstring, men hvad hvis situationen havde udviklet sig værre? Havde de butiksansatte vist samme moral og samfundssind og var blevet på deres plads, hvis sandsynligheden for at blive dødelig syg havde været større? Og hvad hvis forsyningerne af værnemidler aldrig var kommet op at stå?

I et interview med den 46-årige Søren Poder fortæller han, hvordan idéen til ”Undergang” opstod, da han hørte en politiker udtale, at fællesskabet har stået sin prøve og vist sig stærkere end en virus. Poder kom i tvivl, om det nu også er sandt, eller om vi bare har været heldige? (Læs interviewet her)

Poder er uddannet journalist samt cand.mag. i journalistik og kommunikation. Han debuterede med ungdomsromanen ”Sidste skoledag” i 2015, en fiktiv historie baseret på virkelighedens skoleskyderier.

Anmelderne skriver:

Litteraterne:
Romanen skildrer troværdigt et sammenbrud af samfundet og et opblomstrende anarki, som ikke nødvendigvis ser ud som i amerikanske film, men nærmere er en stigende egoisme og ligegyldighed hos den enkelte borger. Undergang handler derfor ikke kun om samfundets undergang, men også de enkelte personer, som Niels møder på sin færd. (Læs hele anmeldelsen her)

Cats, Books and Coffee:
Undergang er en roman der rammer præcis ned i nutidens rammer, hvilket gør den skræmmende realistisk. Tanken om den fine grænse mellem orden og anarki – en grænse vi vel sagtens kunne have overskredet – ligger som en truende skygge over landet. Niels og Marie var et helt fantastisk par, der fremstod så realistiske, at man næsten kunne se dem træde ud af romanen. Deres kærlighed var så gribende, hjerteskærende og smuk, som man kun finder det hos mennesker, der har levet et helt liv sammen. (Læs hele anmeldelsen her)

Kulturhatten.dk:
Stemningsbilleder som vi husker, og som vi alle har godt af at huske; det var en del af vores fælles historie; det var det, vi var en del af, og som vi overlevede, og derfor er det vigtigt med bøger som Søren Poders, der blot prikker godt og grundigt til menneskers tolerancetærskler og mangel på omsorg i krisesituationer. Hvordan vil det gå os næste gang, en pandemi og en endnu større og mere voldsom af slagsen rammer os? Kan vi gøre noget for at forberede os, kan samfundet tage hånd om at finde en god balance mellem information og hensynet til Danmarks sikkerhed. (Læs hele anmeldelsen her)

Bibliotekernes lektørudtalelse:
Bogen formår fint at beskrive et corona-ramt samfund, hvor intet er som det plejer at være. På sin rejse møder Niels en befolkning, som alle er påvirkede af sygdommen og dens konsekvenser. Det er en beskrivelse af en civilisation i opløsning, hvor nogen forsøger at hjælpe, mens andre kæmper deres egen kamp. Sproget er let at læse, og med den fremadskridende handling lever man sig ind i Niels’ kamp for at blive genforenet med sin kone Marie.

Om Undergang:

Udgivelsesår: 03.06.2021
Forlag: Brændpunkt, 257 sider
Omslag: Søren Klok

Se et interview med Søren Poder om Undergang

Læs også:

De rensede af Søren Staal Balslev
Verdenshistoriens største epidemier af Jakob Eberhardt
Det er bare en virus af Anders Fomsgaard
Den spanske syge af Tommy Heisz
De dødes tid af Thomas Helle
Den blege rytter af Klaus Larsen
Mørkelagt af Christina Lassen-Andersen
Station 11 af Emily St. John Mandel
23:59:00 – ét minut i midnat af Jacob Munkholm Jensen
Undergang / red. Martin Schjönning
Den fjerde rytter af Jeanette Varberg og Poul Duedahl
Miraklernes tid af Karen Thompson Walker
Stjerneklart af Lars Wilderäng

Passager 23 af Sebastian Fitzek

Passager 23 af Sebastian Fitzek

I 2007 udkom den tyske thrillerforfatter Sebastian Fitzek for første gang på dansk med romanen Terapien på Husets Forlag. Herefter overgik rettighederne til forlaget Mrs. Robinson, som udgav endnu et par titler af Fitzek. Men Øjensamleren fra 2012 var hidtil sidste danske oversættelse, indtil forlaget Gutkind heldigvis her i 2021 er begyndt at udgive Fitzek på dansk igen. Indtil videre er det blevet til to bøger: Patienten og Passager 23.

Forlaget skriver:
Martin Schwartz mistede sin kone og søn for fem år siden under en ferie på krydstogtskibet Sultan of the Seas. Ingen har kunnet fortælle ham, hvad der nøjagtigt skete, men deres bortgang bliver rubriceret som en ‘Passager 23’, en selvmordsaktion. Noget, Martin aldrig har troet på.

Så modtager han et opkald fra en mærkelig gammel dame, der kalder sig selv thrillerforfatter og har et tip til ham: Han skal ombord på Sultan igen, for så vil han få beviset på, hvad der skete med hans familie. Martin har svoret aldrig at sætte fod på et skib igen – men han beslutter sig for at følge tippet, da han får at vide, at en pige, der forsvandt på Sultan for flere uger siden, er dukket op igen. Med Martins søns bamse i armene …

Sebastian Fitzek er en yderst effektiv thriller-forfatter, som virkelig forstår at skrue et plot sammen, der overrasker og hele tiden driver læseren videre. Her er barske detaljer og ingen garanti for lykkelige slutninger. Forlaget kalder ham Tysklands mest succesrige thriller-forfatter med 13 millioner solgte bøger på 24 forskellige sprog. Og så har han som den eneste tyske forfatter modtaget The Ripper Award. Selv kalder han sine romaner for familie-historier, og fælles for dem alle er da også familien-enheden. Dog ofte opløst eller under opløsning og meget sjældent lykkelig.

Jeg var vældig underholdt under læsningen, selvom historien formentlig ikke bliver hængende hos mig længe. Det gør til gengæld det faktum, der satte Fitzek i gang med at skrive Passager 23 i sin tid. I sit efterord fortæller han nemlig, at der rent faktisk årligt forsvinder over 20 passagerer sporløst fra krydstogtskibe. Personer som aldrig dukker op igen, og som enten er ofre for et uheld, selvmord eller en forbrydelse. Og forbrydelser sker der jævnligt ombord på krydstogtskibe, hvor der til gengæld ikke findes politimyndigheder. Modsat Sky Marshalls på fly er de eneste sikkerhedsfolk ombord på skibene ansat af rederierne, og de gældende regler er fra det land, hvor skibet er indregistreret. Det er jeg ikke sikker på, at ret mange danske krydstogtgæster er sig bevidst.

Passager 23 er muligvis ikke stor litteratur. Til gengæld er den effektiv, og hvis du er til seriemorder-thrillere, så er den bestemt et underholdende bud.

Om Passager 23:

Udgivelsesår: 08.06.2021
Forlag: Gutkind, 397 sider
Omslag: Imperiet
Originaltitel: Passagier 23
Oversætter: Jacob Jonia

Læs også:

Suffløren af Donato Carrisi
Sov som de døde af Annika von Holdt
Jagtmarken af Patrick Leis
Spøgelsesbåden af George E. Simpson og Neal R. Burger
Skibet af Stefán Máni
Færgen af Mats Strandberg
Skyggernes skov af Franck Thilliez


Klara og solen af Kazuo Ishiguro

Klara og solen af Kazuo Ishiguro

Ind i mellem læser jeg bøger, som jeg vældig godt kan lide, men ikke kan nå at skrive om her på siden. Klara og solen er en af dem.

Forlaget skriver:

Klara og solen er Kazuo Ishiguros første roman, efter han modtog Nobelprisen i litteratur.

Romanen fortæller historien om Klara, en Kunstig Ven med en usædvanlig observationsevne, som fra sin plads inde bag butiksruden observerer adfærden hos de kunder, der kommer ind for at se på varerne. Men Klara er også ualmindelig opmærksom på de mennesker, der går forbi på fortovet udenfor. Hun håber til stadighed på at få sig en menneskelig ejer, at en kunde skal vælge hende, men da det viser sig, at dette sandsynligvis vil forandre Klaras liv for altid, tager hun det som en advarsel mod at fæste alt for stor lid til menneskers løfter.

Klara og solen er en stærkt bevægende og overrumplende roman om, hvad det vil sige at elske et andet menneske.

I begrundelsen for Nobelprisen i 2017 blev Ishiguros romaner beskrevet som ”romaner med en stor følelsesmæssig virkning, som afdækker afgrunden under vores illusoriske forbundethed med omverdenen.

Anmelderne skriver:

Christian Møgeltoft, Bogrummet:
Bogen foregår i en nær fremtid et sted i USA. Børn bliver fjernundervist via computere, og som substitutter for fysiske venner kan de anskaffe Kunstige Venner (KV), menneskelignende robotter med adaptiv intelligens, individuelle træk og et vist følelsesregister, der gør dem til tilfredsstillende venner for de ægte menneskebørn af kød og blod. Klara er en KV af typen B2, som er på vej til at blive overhalet af en ny generation, B3’erne. Men Klara er helt særlig, en pige-KV med kort, mørkt pagehår, venlige øjne og en nysgerrighed og empati, der får den 14-årige pige Josie til at falde pladask for hende. Klara skal være Josies betroede og nære ven. Klara flyttes fra Butikken hjem til Josie og Moderen, der i starten er en kende mere skeptisk end sin datter. Måske skyldes Moderens kulde, at Josies lillesøster Sal døde i en ung alder, og at Josie muligvis lider af samme sygdom? En sygdom, Moderens ambitioner på børnenes vegne selv kan have fremkaldt. Klara vil gøre ALT for Josie, en humørsyg teenagepige med kolossale op- og nedture. Selv er Klara drevet af solceller og har et nærmest religiøst forhold til Solen, som generøst forsyner hende med sin ”særlige næring”. Måske vil Solen også kunne hjælpe Josie?” (Læs hele anmeldelsen)

Benedicte Gui De Thurah Huang, Politiken:
‘Klara og solen’ er Ishiguros første roman, siden han i 2017 modtog Nobelprisen i Litteratur, og den synes at trække tråde til flere af hans berømte romaner, både til gennembrudsromanen ‘ Resten af dagen’ (1989) om den ulasteligt pligtopfyldende butler mr. Stevens og til succesen ‘ Slip mig aldrig’ (2005) om kostskoleeleverne Kathy, Tommy og Ruth, der med tiden opdager, at de er kloner, og at meningen med deres liv er at redde rigtige menneskers liv. Hvorvidt ‘ Klara og solen’ er en fortælling om blind servilitet eller en roman om stor kærlighed og om modet til at tage sin skæbne på sig, har jeg svært ved at beslutte mig for. Men netop den uafgørlighed kan være romanens store genistreg.” (05.03.2021 Politiken)

Lasse Winther Jensen, Weekendavisen:
Ishiguro er stadig interesseret i de skygger, der kastes af historien, og hans hovedærinde er stadig at begribe, hvordan bevidstheden påvirkes af fortiden, men i Klara og solen skubbes handlingen ind i en nær fremtid, og frem for alt kreerer forfatteren her en helt ny type fortæller i form af den kunstige intelligens Klara. […] Fordi romanen er fortalt fra Klaras synsvinkel, formidles virkeligheden og dens sammenhænge tålmodigt og diskret via de dialogudvekslinger, hun overhører, og de erfaringer, hendes robotbevidsthed langsomt gør sig, først i butikken og siden i den familie, der køber hende, så hun kan være Kunstig Ven for pigen Josie. Romanens verden gestaltes kort sagt i takt med Klaras indtryk af den. Efterhånden bliver det klart, at den nære fremtid i Klara og solen er kendetegnet ved opdelinger mellem de børn, der har undergået genmodificering, og de, der ikke har. Desuden har den teknologiske udvikling omkalfatret arbejdsmarkedet, og menneskeheden står på tærsklen til reelt at kunne udskifte mennesker – en syg datter, for eksempel – med robotter.” (05.03.2021 Weekendavisen)

Mads Rosendahl Thomsen, Kristeligt Dagblad:
Måske er det væsentligste ved romanen, at den konfronterer læseren med denne gråzone, hvor der er et ubehag ved, at menneskene så nemt kan svinge mellem at knytte følelser til deres maskiner, for derefter at smide dem bort. Ishiguros mesterskab er at kunne fastholde opmærksomheden på et lille univers i sin rolige og smukke prosa gennem godt 300 sider, uden at man føler, at der godt måtte ske noget mere. Der er flere udviklinger undervejs, hvor de spor, som var lagt ud, tager en drejning, men frem for alt er ” Klara og solen” en stærk fortælling, der sætter spørgsmålstegn ved, hvad ægte følelser er, og hvornår, hvordan og hvorfor vi reagerer på dem eller ej.” (02.03. 2021 Kristeligt Dagblad)

Lars Ole Sauerberg, Jyllands-Posten:
Centralt i historien er problemet om det særligt menneskelige. På den ene side er der dem, der påstår, at mennesker kan reduceres til maskiner som Klara og hendes løbende opdateringer. På den anden er der dem, der hævder eksistensen af et menneskelig “hjerte”. Klara kommer i sit liv med Josie, hendes ven Rick og deres respektive voksne rigtigt tæt på mødet mellem de to opfattelser. Men som sædvanligt hos Ishiguro er der intet facit, kun de mellemregninger, som nødvendigvis må med i regnestykket.” (02.03.2021 Jyllands-Posten)

Om Klara og solen:

Udgivelsesår: 02.03.2021
Forlag: Gyldendal, 347 sider
Omslag: Pete Aldington
Originaltitel: Klara and the Sun
Oversætter: Claus Bech

Læs også:

Rygtet om hendes død af Kasper Hoff
Dæmonens bagdør af Nils Hoffmann
Slip mig aldrig af Kazuo Ishiguro
Illuminae af Amie Kaufman og Jay Kristoff
Psykonauten < end 2 af Patrick Leis
A.I. af Torben Pedersen