juli 2020
M Ti O To F L S
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘familie’

Måske uskyldig af Alafair Burke

Måske uskyldig af Alafair Burke

Veldrejet psykologisk drama om mord, hævn og tvivl

Olivia Randall arbejder som forsvarer. En dag bliver hun kontaktet af teenageren Buckley, hvis far er blevet hentet af politiet. Olivia er først tilbøjelig til at afvise henvendelsen – indtil hun hører, at Buckleys far er Jack Harris, en kendt forfatter, men også hendes ungdomskæreste.

Så Oliva følger op på sagen, og det viser sig, at Jack er under mistanke for at have skudt tre personer. Hun er overbevist om, at der er tale om en fejl, men anklagermyndigheden er usædvanlig skråsikker. Og jo mere hun arbejder med Jacks forsvar, jo mindre sikker bliver hun på, om hun egentlig kender ham. For udover smuds i nutiden dukker der også ting op fra deres fælles fortid.

Jeg har tidligere læst Bag facaden af Alafair Burke, som jeg var helt opslugt af. Måske uskyldig er i samme høje klasse. Alafair Burke er uddannet jurist og har arbejdet som anklager, og hun har derfor indgående kendskab til retssager og opbygningen af både forsvar og anklage. Den viden udnytter hun i sagen mod Jack, hvor vi kommer bag om taktikken på begge hold, uden at romanen dog udvikler sig til et retssalsdrama.

For fokusset er på personerne. Jo mere vi hører om Olivia og Jacks fortid, jo mere sniger tvivlen sig ind. Olivia har en enorm skyldfølelse overfor Jack, på grund af noget hun gjorde, da de var sammen. Derfor har hun stillet ham op på et piedestal, som et hjertegodt og blidt menneske uden fejl. Da der pludselig opstår sprækker i det glansbillede, kommer hun til at tvivle så kraftigt, at hun nærmest vender sin opfattelse af Jack på hovedet.

Selvom det lykkes for Olivia at finde troværdige forklaringer på skyderiet, så dukker der hver gang nye forhindringer op, som peger tilbage mod Jack. Er han skyldig? Er han offer for en sammensværgelse? Eller var han bare det forkerte sted på det forkerte tidspunkt?

Jeg kan sagtens genkende Olivias reaktion, for når ‘vores sandhed’ pludselig ændrer sig, føler man sig underligt forrådt. Også selvom ingen har forsøgt at skjule noget, og det kun er ens egen opfattelse af virkeligheden, der er anderledes. Men sandheden er jo, at vi alle indeholder både godt og skidt, og det får Alafair Burke utroligt fint beskrevet.

Måske uskyldig er et veldrejet psykologisk drama, som holdt mig fast fra første side. De 300 sider blev nærmest slugt. Både fordi personerne er interessante og plottet spændende, men også fordi Alafair Burke skriver så godt, at jeg ikke opdagede, at tiden gik.

Jeg må erklære mig fan og kan kun anbefale Måske uskyldig til alle, der holder af en underholdende psykologisk thriller med en uforudsigelig slutning.

Reklame: Tak til Gads forlag som har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

Det havde slidt på Jack at være blevet tilbageholdt på stationen. Ikke kun fysisk, men også mentalt. For nogle var det næsten som at blive ramt af chok. Men der var ikke tid til nostalgiske tilbageblik. Jeg var nødt til at få ham tilbage til nuet.

“Du er anholdt, Jack, åbenbart for drab. Der blev affyret skud på football-banen nede ved Hudsonflodens moleområde i dag. Folk blev dræbt. Har man fortalt dig noget om det?” Jeg havde foretaget en hurtig nyhedssøgning på mobilen i taxaen hen til stationen, men så ingen navne på nogen af ofrene, og der stod heller ikke noget om, at man havde anholdt en mistænkt. “Nu skal du høre rigtig godt efter. Hvad kan have fået politiet til at tro, at du har gjort det her?”

Det var Don, der havde lært mig denne omhyggelige formulering, som gjorde, at klienten ikke kunne hænges op på spørgsmålet. Klienten kunne fortælle mig ting, hvilke beviser politiet muligvis havde, samtidig med at jeg uden etiske betænkeligheder kunne lade ham fortælle en helt anden historie i vidneskranken.

“Jeg … Jeg hørte skud fra West Side Highway. Jeg vidste ikke engang, at det var skud. Så kom jeg hjem og hørte nyhederne. Jeg blev naturligvis rystet. Efter det med Molly, mener jeg. At jeg var så tæt på endnu en skudepisode …” (side 23-24)

Om Måske uskyldig:

Udgivelsesår: 18.06.2020
Forlag: Gad, 304 sider
Omslag: Harvey Macaulay / Imperiet
Originaltitel: The Ex (2016)
Oversætter: Brian Christensen

Læs også:

Bag facaden af Alafair Burke
Huset i Chelsea af Lisa Jewell
Det burde du have vidst af Jean Hanff Korelitz
Drengen der slog ihjel af Simon Lelic
Onde piger af Alex Marwood
Perfekte dage af Raphael Montes
Sagen Collini af Ferdinand von Schirach
Løgnen af C. L. Taylor
Sankt Psyko af Johan Theorin


Vi er fem af Mathias Faldbakken

Vi er fem af Matias Faldbakken

Udkants-Norge møder domestic noir og Mary Shelleys Frankenstein. Og med et chokerende godt resultat. Et virkelig originalt stykke skrivekunst.” Sådan beskriver Jo Nesbø Vi er fem af Matias Faldbakken, der netop er blevet nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2020.

Historien udspiller sig om Tormod Blystad fra den lille bygd Råset ca. tre timer nord for Oslo. Som ung ryger han i et misbrug sammen med vennen Espen. Stofferne hjælper ham først med at udfolde skjulte talenter, men siden er de ved at ødelægge ham. Kæresten Sivs indgriben får ham til sidst på fast grund igen, og med tiden bliver de gift og får to børn.

Tormod drømmer om et tredje barn, men det er Siv ikke interesseret i. I stedet forøges den lille familie med hunden Snusken, som børnene elsker højt. Så da Snusken en dag forsvinder, er sorgen stor. Hun efterlader et stort tomrum, også hos Tormod, som begynder at opholde sig mere og mere i sit værksted. Her eksperimenterer han med forskellige lerblandinger, og en vild weekend i fortidens tegn resulterer i noget helt uforudset.

Men hvor Tormods nye ler i starten ser ud til at samle familien igen, bliver følgerne senere hen langt mere alvorlige.

Vi er fem er næsten to romaner i én. Dels er det en realistisk roman om parforhold og familieliv under det moderne samfunds udfordringer. Dels er det en slags Prometheus-myte, der ligesom Mary Shelleys Frankenstein ender med at løbe helt af sporet.

I Weekendavisen kalder Klaus Rothstein romanen for “en glubsk og grotesk røverhistorie, som med arrogant ironi kombinerer hverdagen og det unheimliche.” Jeg fik da også mindelser til Kim Leines Dansk Standard, der ligeledes indeholder en syret blanding af hverdagsrealisme med det absurde og groteske.

Matias Faldbakken skriver i et let tilgængeligt hverdagssprog, hvor han af og til indskyder bemærkninger direkte til læseren. F.eks. når vi får forklaret hvordan Metallica udviklede sig til et fænomen med debutalbummet Kill ‘Em All i 1983. Som læser observerer vi nærmest begivenhederne, efterhånden som de udfolder sig, og det er op til os at tolke, hvad personernes reaktioner betyder. Jeg er ikke sikker på, om jeg forstår slutningen, men der er ingen tvivl om, at Vi er fem er en både interessant og anderledes læseoplevelse.

Uddrag af romanen:

Tegnefilmen (en overtydelig rusmetafor) satte sig i Tormod på en mærkelig måde, han blev urolig, utilpas, en klo greb ham i mellemgulvet og brystet og måske i ryggen og holdt godt fast. Da han fandt Snusken i mulden bag værkstedet, havde det været som om en sprække blev åbnet i ham, og tegnefilmen kilede sig nu fast i sprækken. Det er sengetid, sagde han, børnene gik, velopdragne, omhyggelige, op for at børste tænder på badeværelset. Tormod læste to sider for Helene på sengekanten, kyssede hende på øret, hviskede “godnat, min pige” og slukkede natbordslampen med mariehøns på. Så gik han ind til Alf og klappede drengen på baghovedet og sagde “godnat … min dreng”. Så gik han tungt ned ad trappen, forbi Siv i sofaen og ud i værkstedet igen. Der stod han og grublede over hvordan alt åbnede sig for Anders så snart han spiste pillen. Så blev Anders ikke bare den han ønskede at være, men måske også den han fortjente at være. Han blev den version af sig selv som havde gjort alle lykkelige: kunderne, Andersine og, ikke mindst, sig selv. Skulle det være forbudt at opfylde sit potentiale? Fandeme nej, tænkte Tormod. (side 68-69)

Om Vi er fem:

Udgivelsesår: 20.05.2020
Forlag: Gutkind, 216 sider
Omslag: Richard Øiestad
Originaltitel: Vi er fem (norsk) 2019
Oversætter: Sara Koch

Læs også:

Manden der tænkte ting af Valdemar Holst
Dansk Standard af Kim Leine
Frankenstein af Mary Shelley
Dr. Jekyll og Mr. Hyde af Robert Louis Stevenson
Mulm af Teddy Vork
Skyggeverden af Jonas Wilmann

Huset i Chelsea af Lisa Jewell

Huset i Chelsea af Lisa Jewell

På sin 25-års fødselsdag får Libby Jones det brev, hun som adoptivbarn har ventet på hele sit liv. Endelig skal hun få at vide, hvor hun kommer fra.

Brevet giver ikke alene svar på, hvem hendes biologiske forældre var. Det fortæller også, at Libby har arvet et gammelt hus i millionklassen i den fashionable London-bydel Chelsea. Men huset gemmer på en mørk hemmelighed.

25 år tidligere blev politiet kaldt ud til et hus. Her fandt de en baby, der lå mæt og tilfreds i sin vugge. Og tre sortklædte lig, der havde ligget i køkkenet i flere dage. To af dem var Libbys forældre.

Mysteriet om huset i Chelsea er aldrig blevet opklaret. Hvor forsvandt husets fire andre børn hen? Og hvem var det, der tog sig af den lille Libby i vuggen, i dagene efter forældrenes død?

Libby vil kende hele sandheden om sin familie. Den ligger begravet i huset i Chelsea. (fra bagsiden)

Jeg har tidligere med stor fornøjelse læst Og så var hun væk af Lisa Jewell, så forventningerne var høje, da jeg åbnede Huset i Chelsea. De blev mere end indfriet!

Historien fortælles gennem tre forskellige stemmer: Libby, Lucy og Henry, og der går lidt tid, før vi finder ud af, hvem de hver især er. Det giver en meget åben start på romanen, som holder læseren i usikkerhed, men også skaber et bånd til os. For vi vil vide, hvem de tre personer er, og hvilken forbindelse de har.

Igennem Libby hører vi i nutiden om arven af huset, og de detaljer om begivenhederne som er offentlig kendt. Hvilket ikke er mange. Så Libby kontakter journalisten Miller Roe, som dækkede sagen dengang, i håb om at han kan hjælpe hende med at finde ud af mere.

Lucy følger vi i Frankrig, hvor hun befinder sig sammen med sine to børn. Hun er hjemløs, og ved romanens begyndelse forbereder hun sig på at besøge én, hun aldrig havde regnet med at skulle se igen.

Det er således kun gennem Henrys kapitler, vi hører om fortiden i huset i Chelsea. Han fortæller om et priviligeret liv, der langsomt begynder at ændre sig, indtil al normalitet er forsvundet, og hverdagen forvandlet til et mareridt.

Både i nutiden og i fortiden trækker hændelserne sig sammen mod en overraskende kulmination, der vender alt, hvad vi tror, vi ved, på hovedet.

Jeg var fuldstændig opslugt under læsningen. Historien folder sig ud i et roligt tempo, men er alligevel fuld af suspense og ikke mindst en nærmest fortættet atmosfære, jo længere ind i fortællingen vi kommer.

Lisa Jewell skriver levende og filmisk. De skiftende synsvinkler fungerer som iboende cliff-hangere i fortællingen, som lokker læseren ind i en verden af rædsel og misrøgt. Men kan vi overhovedet stole på, hvad vi læser?

Huset i Chelsea er en forrygende psykologisk thriller om identitet, bedrag og ikke mindst en grum hemmelighed der har været skjult i 25 år. Er du til stramt komponerede thrillers med overraskende twists og en mørk tone, så kan jeg absolut anbefale at tage med Lisa Jewell til Chelsea i London.

Reklame: Tak til Gads Forlag som har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

Min far var ved at trække vin op. Min mor havde sit frynsede forklæde på og var ved at slynge salat. “Hvor længe skal de mennesker være her?” brast det ud af mig. Jeg kunne se, der gik en skygge over min fars ansigt, fordi jeg ikke havde formået at skjule en uforskammet undertone.

“Åh. Ikke så længe.” Min mor satte proppen tilbage på en flaske balsamico og stillede den til side med et mildt smil.

“Må vi blive længe oppe?” spurgte min søster. Hun kunne ikke se det store billede, ikke se ud over sin egen næsetip.

“Ikke i aften,” svarede min mor. “Måske i morgen, når det er weekend.”

“Og hvornår tager de af sted igen?” spurgte jeg og skubbede meget forsigtigt til grænsen mellem mig selv om min fars tålmodighed med mig. “Når weekenden er slut?”

Jeg vendte mig om, fordi jeg fornemmede min mors blik glide forbi mig. Birdie stod i døråbningen med katten i favnen. Den var brun og hvid og havde et ansigt som en ægyptisk dronning. Birdie så på mig og sagde: “Vi kommer ikke til at bliver her længe, lille dreng. Kun indtil Justin og jeg har fundet vores eget sted at bo.” (side 50-51)

Om Huset i Chelsea:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Gad, 344 sider
Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet
Originaltitel: The Family Upstairs (2019)
Oversætter: Lærke Pade

Læs også:

Enken af Fiona Barton
Bjerget af Luca D’Andrea
Familiens synder af Cara Hunter
Og så var hun væk af Lisa Jewell
Tabu af Steen Langstrup
Sagen Collini af Ferdinand von Schirach
Løgnen af C. L. Taylor

Børnenes jord af Gipi

Børnenes jord af GipiI en post-apokalyptisk tid på en uendelig sø beboet af isolerede overlevende fra en unavngiven katastrofe møder vi en enlig, autoritær far og hans to sønner, den ene flabet og hævngerrig, den anden enfoldig og lidt tilbagestående. For at ruste dem til et liv, når han ikke længere er der, opdrager faren sine to sønner strengt for i hans øjne at kunne gøre dem stærkere i en hård og ubarmhjertig verden. Samtidig skriver faren i en mystisk sort bog, og da han en dag dør, bliver den midtpunkt i et perverteret hundeslagsmål. (fra forlagets beskrivelse)

Jeg stødte på Børnenes jord, da jeg i en arbejdsforbindelse søgte efter klimafiktion. Den lød interessant, så jeg lånte den straks på biblioteket. Men jeg må indrømme, at billedsiden ikke ligefrem tog mig med storm, da jeg begyndte at bladre i den.

Heldigvis lod jeg mig ikke afskrække af de minimalistiske, nærmest råt skitserede illustrationer holdt i sort/hvid. Gipis fortælling om de to brødre, der vokser op i tiden efter en katastrofe, er nemlig både fascinerende og hjerteskærende.

Fascinerende fordi der er så meget, vi ikke ved. Vi ved ikke, hvilken katastrofen der har ramt jorden. Vi ved ikke, hvor alle menneskene er blevet af. Og vi ved ikke, hvorfor verden ser ud som den gør.

På samme tid er historien hjerteskærende, fordi vi oplever denne nye verdens brutalitet for fuld udblæsning. Trods farens hårdhændede opdragelse er han langt fra den mest bestialske figur i fortællingen, som ikke rummer meget menneskelighed eller varme.

Illustration fra Børnenes jord af GipiBørnenes jord sneg sig ind på mig under læsningen, og jeg endte med at være dybt betaget af den stærke fortælling. Meget velfortjent har Gipi også modtaget kritikerprisen for den ved Europas største tegneseriefestival i den franske by Angoulême.

Anmelderne skriver:

Børnenes jord er måske ikke en tegneserie for alle, men for Kapellets anmelder var det en overraskende og medrivende oplevelse, der først blev læst én gang, i et stræk, derefter genlæst lidt langsommere, for dér at få mere tid til at studere den måde, som Gipi har arbejdet med tempo og sine figurer på. Selv om den nihilistiske grundstemning er svær at ryste af sig, og den dystopiske vision er lige så dunkel som en nat uden stjerner, så er Børnenes jord en usædvanlig tegneserieoplevelse, der ikke minder om ret meget andet undertegnede har læst førhen. (Torben Rølmer Bille, Kulturkapellet)

De sort-hvide tegninger er mesterlige og signalerer tomhed i form af nøgne, smadrede landskaber, kolde ord og stor ensomhed. Hans stil er let med enormt mange detaljer, flere og flere som historien skrider frem. ‘Børnenes jord‘ viser, hvordan mennesker kan blive blottet for menneskelighed, når alt er et spørgsmål om overlevelse. (Jette Holmgaard Greibe, Litteratursiden)

Der findes adskillige post-dommedags historier, men med sin intime og poetiske skildring af verden efter katastrofen er Børnenes jord i en liga for sig. Her er ingen Walking Dead-agtig action i forgrunden, men der er stadig god og intens spænding i Gipi’s karakterdrevne værk. For dramaet mellem Lino og Santo er drivkraften for historien. (Michael Larsen, Nummer 9)

I en postapokalyptisk nærfremtidsdystopi, hvor både samfund og sprog er degenereret, forsøger to unge brødre at overleve og finde sandheden om sig selv. ’Børnenes jord’ af den italienske tegneserieskaber Gipi er rå og brutal og fuld af ømhed. (Felix Rothstein, Politiken)

Børnenes jord er skidegod. Slet og ret. I et stille tempo suges læseren ind, og glem alt om superhelte, flotte forførende farver, action og drøn på. Glem alt om det. Lad dig i stedet føre ind i 288 siders magi og mærk det der nærvær, som en rigtig god fortælling kan give. Helt uden dikkedarer, helt uden noget som helst. Kun en stærk fortælling og nogle ligeså stærke illustrationer. Du vil næppe fortryde det. (Serieland)

Om Børnenes jord:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Fahrenheit/Forlæns, 290 sider
Omslag og illustrationer: Gipi (Gian-Alfonso Pacinotti)
Originaltitel: La terra dei figli
Oversætter: Karina Florentz Hansen

Læs også:

Ruiner af Adam O
De rensede af Søren Staal Balslev
Vejen af Cormac McCarthy
Passagen af Simon Stålenhag
Undergang / red. Martin Schjönning
Mørkets skønhed af Fabien Vehlmann, illustreret af Kerascoët

 

Passagen af Simon Stålenhag

Passagen af Simon StålenhagÅret er 1997. En bortløben teenager rejser med sin gule legetøjsrobot gennem et besynderligt USA. Resterne af gigantiske kampdroner ligger spredt ud over landskabet sammen med affald fra et højteknologisk forbrugersamfund i forfald. I takt med at deres bil nærmer sig kontinentets kant, falder verden uden for vinduerne sammen – som om civilisationens kerne er kollapset et sted bag horisonten. (fra bagsiden)

Jeg kendte ikke på forhånd til Simon Stålenhag, men syntes at beskrivelsen af Passagen lød spændende. Så jeg bestilte den, og da jeg fik den i hænderne, var følelsen WAUW. Sikke en smuk bog!

Historien om et USA i forfald, hvor langt de fleste mennesker er forsvundet ind i telehjelmenes neurografnet, er ledsaget af smukke, dystre illustrationer. Jeg kender ikke den rigtige betegnelse, men de semirealistiske billeder minder til tider mere om fotografier, og det er fremragende lavet. Tegnestilen fik mig til at tænke på serien Fall of the Gods af Rasmus Berggren og Michael Vogt, der tematisk er noget helt andet, men hvor illustrationerne er ligeså smukke.

Vi følger pigen Michelle på hendes rejse over USA. Undervejs får vi drypvise glimt af hendes fortid. På den måde kommer vi også nærmere en forklaring af, hvorfor verden ser ud, som den gør. Historien udspiller sig i et futuristisk USA, men Michelles historie om en barsk barndom med misbrug, svigt og manglende forståelse fra omverdenen er desværre alt for genkendelig. Det er også misbruget af telehjelme, som jeg ikke kan lade være med at tolke som vores brug af Internet og Smartphones trukket til det ekstreme.

Passagen er en vidunderlig smuk bog, og trods den dystre og ildevarslende stemning aner jeg et glimt af håb i slutningen. En stor anbefaling herfra.

Ifølge Wikipedia solgte Stålenhag filmrettighederne i 2017 til Andy Muschietti og Barbara Muschietti, der står bag genindspilningerne IT: Chapter One og IT: Chapter Two.

Om Passagen:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Alvilda, 137 sider
Omslag og illustrationer: Simon Stålenhag
Originaltitel: Passagen, 2017 (svensk)
Oversætter: John Lysmand

Besøg Simon Stålenhags hjemmeside

Læs også:

Ruiner af Adam O
De rensede af Søren Staal Balslev
Fall of the Gods af Rasmus Berggren og Michael Vogt
Skyggearken af Michael Lindal, illustreret af Peder Riis
Vejen af Cormac McCarthy
Metrozone af Søren Mosdal
Thornhill af Pam Smy

Illustration fra PassagenIllustration fra Passagen af Simon Stålenhag

De rensede af Søren Staal Balslev

De rensede af Søren Staal BalslevOmkring 2021 overvældes menneskeheden af en verdensomfattende pandemi.

”Det gik forbavsende stærkt, og det var kun de mest pessimistiske, som havde haft fantasi til at forestille sig helt præcist, hvor utilstrækkeligt forsvaret var. Da de første tal blev offentliggjort, gik journalister amok over de marginale chancer for overlevelse. Blev man først inficeret, havde man en til to procents chance for at klare skærene. Myndighederne var på ingen måde forberedte på en nedsmeltning af denne karakter, private organisationer kæmpede forgæves med de nationale styringsenheder, og det transnationale samarbejde var usædvanlig mangelfuldt. En efter en faldt regioner, lande, kontinenter og verdensdele.” (side 23)

Romanen følger den lille familie Eva, William og datteren Laura flere år efter samfundets sammenbrud. De har overlevet i det nordvestlige København, hvor de gemmer sig i en lejlighed overfor Bispebjerg Kirkegård uden kontakt til andre overlevende. En overraskende triviel hverdag har indfundet sig, hvor William finder mad i de omkringliggende boliger og butikker, mens Eva er hjemme og passer på Laura.

Men nu har den efterhånden 17-årige Laura fået en feber, der ikke vil gå væk. William må forsøge at få fat i noget penicillin til hende, og efter flere år i relativ rolighed ruskes familiens postapokalyptiske hverdag i den grad op.

Jeg har haft Søren Staal Balslevs dystopiske roman De rensede til at ligge i min læsebunke, siden jeg købte den til Skrækfest i Odense. Af uransagelige årsager – for forventningerne til den var høje – er jeg først nået til den her et par måneder senere. Men jeg kan afsløre, at forventningerne blev indfriet.

Ofte handler apokalyptiske bøger om selve undergangen, mens samfundet falder fra hinanden, og folk kæmper for at overleve. Det er ikke tilfældet her. Søren Staal Balslev har placeret sin handling flere år efter katastrofen, hvor situationen har stabiliseret sig. I en afdæmpet og realistisk tone beretter han om livet efter katastrofen. Et liv som viser sig at være overraskende kedsommelig.

”Der var ingen, som nogensinde havde forestillet sig, at apokalypsen ville være så gudsjammerligt kedelig at overleve. I det første lange stykke tid havde der ikke været grund til at kede sig eller overhovedet mulighed for at trække vejret. De havde, måske ligesom de få andre overlevende, som verden havde benådet, været væk i flugten, og den uendelige kamp for overlevelse havde krævet alt af dem. Overlevelsestrangen havde slet og ret dikteret alt, hvad hjernen foretog sig, og hver eneste lille handling havde båret kimen til en salig tomhed. De havde dengang været nådigt befriet for nagende tanker, usikkerhed og kronisk selvransagelse. Nu? Nu var der ikke andet end et uendeligt og grandiost indre rum med udstrakte marker, fyldt med tid til at tænke over hver enkelt forbandede ting, som nu engang faldt hende ind.” (side 12)

Vi følger familien i en kort tidsperiode under Lauras sygdom, og hører om livet før via personernes tanker.

Eva drømmer om at komme ud af København. Hendes forældre havde et økologisk landbrug på Lolland, og hun forsøger at overtale William til at tage dertil. Men William holder fast i København. Han var før katastrofen deltidsansat ved universitetet, hvor han underviste i akkadisk og sumerisk og tjente begrænset. Eva stod således for den økonomiske stabilitet i ægteskabet. I postapokalypsens ruiner viser William sig dog at være en pålidelig forsørger, og måske er det den rolle, han er bange for at opgive ved at forlade byen? Spørgsmålet er dog, om en ny begyndelse virkelig er mulig i resterne af den tidligere storby.

Søren Staal Balslev og Aske Munk-JørgensenDe rensede er en anderledes dystopi. I et interview på Superkultur.dk fortæller Søren Staal Balslev, at han med romanen ønskede at gøre undergangen lokal og genkendelig. Med sine detaljerede beskrivelser af et København i forfald er den del bestemt lykkes.

Derudover har romanen også en meget dansk tone. Den er ikke båret af vild action eller blod og død, men lever via personernes tanker og følelser. Vi er langt fra amerikanske action-baskere, og selvom begivenhederne accelerer mod slutningen, har De rensede en ’nede på jorden-stemning’, for ”[…] selvom verden er gået under, kan det stadig være uoverkommeligt at håndtere parforhold, opdragelse og helt basale ting som ikke at fryse, sulte ihjel eller blive dræbt af fremmede.” Balslev gør familien til centrum for historien – og endda en relativ dysfunktionel familie, som før katastrofen brugte mere tid på deres elektroniske gadgets end på hinanden – fremfor at fokusere på drama og katastrofer, og det giver fortællingen et skræmmende genkendeligt skær.

For mig var læsningen af De rensede en todelt oplevelse. Jeg hørte nemlig første halvdel på lydbog indtalt af David Garmark. Her fik jeg en god fornemmelse for de sproglige finesser og en underliggende humor, der ind i mellem titter frem. Som da William falder i staver over mannequinerne i en lingeriforretning, som står med ”struttende bryster og bh’er både med og uden bøjle”. (side 35)

Sidste del læste jeg som papirbog i ét stræk, fordi jeg ville vide, hvad der skete. Så selvom her ikke er tale om hæsblæsende Hollywood-underholdning, blev jeg alligevel dybt grebet af det postapokalyptiske familiedrama.

Jeg kan varmt anbefale De rensede, til alle der holder af god litteratur, og kunne du lide Vejen af Cormac McCarthy eller Station 11 af Emily St. John Mandel, så vil du også holde af denne.

Læs hele interviewet med Søren Staal Balslev på Superkultur.dk eller besøg forfatterens hjemmeside

Om De rensede:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Kandor, 243 sider
Omslag: Ann Kirstine Brøgger Sørensen

Læs også:

Ruiner af Adam O
Vores endeløse dage af Claire Fuller
Vejen af Cormac McCarthy
Station 11 af Emily St. John Mandel
Jeg er den sidste af Richard Matheson
Mens vi endnu er her af Susan Beth Pfeffer
Efter år nul af Grete Roulund

Gamle venner af Aske Munk-Jørgensen

Gamle venner af Aske Munk-JørgensenMikkel og Marcel var bedste venner, men en sommerdag ændrede alt sig …

I barndommen var de to drenge, Mikkel og Marcel, bedste venner. En varm sommerdag foreslår Marcel, at de skal cykle ud til et forladt hus, der ligger 10 km udenfor Aarhus. Rygterne siger, at den gamle ejer hængte sig og først blev fundet flere måneder efter. Huset står der stadig. Urørt som en uhyggelig kulisse i en gyserfilm. Og nu vil Marcel se det.

Egentlig er Mikkel ikke vild med idéen. De cykler alligevel af sted, og efter en lang, varm tur når de frem til huset. Her ændrer stemningen sig. Noget sker under besøget, og efterfølgende glider venskabet mellem drengene ud.

De følgende år er svære for Mikkel. Efter hændelsen trækker han sig ind i sig selv, væk fra sin uforstående far. Ved først givne lejlighed flytter han hjemmefra til København, hvor han skal studere. Her møder han tvillingerne Charlie og Lasse, og siden sin kommende kæreste, Laura. Med tiden flytter han og Laura med datteren Johanne til Sorø, hvor de køber hus. Livet er godt.

Men fortiden har det med at banke på, når man mindst venter det. For Mikkel, eller Mike som han nu kaldes, ændrer livet sig endnu en gang en sommeraften under en løbetur i skoven. En død solsort bringer barndommens mørke tilbage, og mareridtet starter igen.

Jeg er vild med Gamle venner!

Søren Staal Balslev og Aske Munk-Jørgensen

Til Skrækfest i Odense hørte jeg Aske Munk-Jørgensen fortælle lidt om romanen. Bl.a. nævnte han Stephen Kings forfatterskab som en inspirationskilde. Jeg er stor fan af Stephen King, og noget af det, jeg særligt holder af, er den fortrolighed med læseren, King er ekspert i at skabe. Det er ikke let at få opnå, men i mine øjne lykkes det 100% for Munk-Jørgensen i Gamle venner.

Romanen fortælles af Mikkel i et langt tilbageblik, i samme småsnakkende stil som King ofte benytter sig af, hvor man føler, at fortælleren sidder ved siden af én og beretter, mens man lytter. Det skaber en nærmest øjeblikkelig intim stemning, som får læseren til at smelte ind i historien. I hvert fald for mig.

Nu skal det ikke lyde, som om Munk-Jørgensen bare kopiere en Stephen King roman. Slet ikke. Munk-Jørgensen har tydeligt sin egen stemme, men han formår at skabe samme intimitet og nærvær nærmest fra romanens første sætning. Der er et ubesværet flow i fortællingen, som giver historien autenticitet, selv i de mest skræmmende øjeblikke. Det er utrolig godt lavet.

Jeg er også begejstret for portrættet af Mikkel/Mike. Med ham som jeg-fortæller oplever vi kun begivenhederne gennem hans øjne, men det betyder også, at vi mærker forandringerne sammen med ham, efterhånden som fortællingen skrider frem. Med kun Mikkel som sandhedsvidne er det naturligvis op til hver enkelt læser at beslutte sig for, hvor troværdig man synes, han er. Men følelsen af, hvordan han langsomt mister kontrollen, er eminent beskrevet, og mod slutningen føler vi Mikkels vrede og frygt helt håndgribeligt.

Gamle venner er en velskrevet og vellykket roman, som greb mig fra første side. Det er en fortælling om kærlighed og venskab; om det der gemmer sig i mørket; og om mørket i os selv. Aske Munk-Jørgensen har skrevet en roman, der er umiskendelig dansk og alligevel bringer mindelser til både The Shining og The Exorcist. Jeg var underholdt, skræmt og på alle måder fængslet under læsningen. Så uanset om du er horrorfan eller mere til psykologiske thrillers, kan jeg kun anbefale Gamle venner på det varmeste. Det er virkelig en eminent roman.

Aske Munk-Jørgensen har udover Gamle venner blandt andet skrevet krimien Retfærdig vold samt kortromanen Kærlighedens væsen fra Kandors serie om Satan. De er bestemt også læseværdige.

Uddrag af Gamle venner:

“Tiden gik, jeg voksede op og flyttede væk, og i takt med at årene forsvandt bag mig, blev billedet af min drengeverden mere og mere utydeligt og filmrende. Jeg havde aldrig nogensinde forestillet mig, at jeg så brændende skulle komme til at ønske mig tilbage. Som voksen kan man godt blive melankolsk over den tabte tid, men ikke på denne måde. Man kan blive tungsindig, når de folk, man føler sig jævnaldrende med, begynder at synes, man er gammel. Eller når ens hår umærkeligt bliver tyndere, indtil man en dag opdager, at man før eller siden helt vil tabe det. Den slags bedrøvelse. For mig var det noget helt andet. For mig var der tale om et desperat ønske om flugt tilbage til noget sikkert, snarere end en sørgmodig længsel. En flugt tilbage til et punkt før tingene gik galt.

Det er sådan med verden, at alting har to sider. Måske endda flere end to. Verden er altid dybest set et spejl af en selv. Man er ikke altid selv klar over det, men det, man har i sit indre, er også det, man møder i sit ydre. Den solbeskinnede vej gennem gule kornmarker kan også være der, hvor man står og skriger af angst. En bøgeskov kan også være isnende kold og mørk og fuld af noget helt andet end en selv.

Men det tænkte jeg aldrig på som dreng.” (side 8-9)

Læs et interview med Aske Munk-Jørgensen på Superkultur.dk

Om Gamle venner:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Kandor, 275 sider
Omslag: Ann Kirstine Brøgger Sørensen

Læs også:

Exorcisten af William Peter Blatty
Den nye pige af Penelope Evans
Ondskabens hotel af Stephen King
Skadedyr og tulipaner af Steen Langstrup
Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund
Forglemmigej af Teddy Vork

Tabu af Steen Langstrup

Tabu af Steen LangstrupTabu er en ny thriller fra Steen Langstrup, som endnu en gang sætter læserens fantasi i ‘nightmare mode’

Jeanette har altid drømt om at fejre jul under fremmede himmelstrøg, så da hendes mand Klavs køber en ø i Caribien, kan drømmen endelig gå i opfyldelse.

Men det bliver dog ikke helt den idylliske familiejul, som Jeanette har drømt om. Spændingerne mellem Klavs og sønnen Birk fører hurtigt til konflikter, og da datteren Ulrikke ankommer med sin nye kæreste Adam, lægges der yderligere ved til bålet. Klavs er bestemt ikke imponeret over Adam, der slet ikke lever op til Klavs’ krav til en svigersøn. Til gengæld er Jeanette voldsomt tiltrukket af ham, men han er jo både datterens kæreste og langt yngre end Jeanette.

Samtidig er en storm på vej, og da den rammer øen, eskalerer begivenhederne for alvor i mord, utroskab og bedrag, når gamle hemmeligheder kommer frem i lyset.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er stor fan af Steen Langstrups forfatterskab. Jeg er begejstret for hans filmiske skrivestil, som suger læseren ind i historien fra første sætning. Derudover kaster han sig uforfærdet over nye genrer og temaer i sit efterhånden omfattende forfatterskab, så hver bog byder på noget nyt. Fra klassiske monstre som vampyrer og varulve, over okkulte krimier, historiske spændingsromaner, socialrealistiske noveller, ‘torture porn’ og faglitteratur til ‘coming of age’ romanen Skadedyr og tulipaner og nu en thriller i ‘home invasion’-stil.

Langstrup skriver i et blogindlæg om arbejdet med Tabu, som har været en sej kamp. Undervejs nåede han både at tvivle på projektet og sine egne evner i det hele taget. Heldigvis overvandt han besværlighederne, og resultatet kan ikke andet end begejstre.

Begrebet tabu stammer fra religionen, hvor det blev brugt om noget, som var forbudt. I dag har vi i Vesten flyttet begrebet over i sociale sammenhænge, om ting man undgår at tale om. Eksempelvis midaldrende kvinders seksualitet som blot er et af tabuerne, Langstrup bryder med her i romanen. Men også sorg kan være tabu. Og naturligvis lufter man heller ikke familiens beskidte sengetøj i offentligheden.

Tabu starter i solskin, men efterhånden som historien skrider frem, og hemmeligheder og løgne afsløres, bliver stemningen mere og mere mørk. Og sidste del af bogen, hvor stormen med fuld kraft rammer øen (i både reel og overført betydning), er atmosfæren skræmmende på alle planer. Hvem tør man stole på, når alle kan være morderen?

Steen Langstrup har skrevet en elementært spændende historie, som også stiller spørgsmål ved samfundets sociale normsæt. Det er stærkt underholdende, og jeg kan ikke andet end være begejstret for Tabu, som er endnu et pletskud fra forfatteren. Vi er måske nok på en paradis-ø, men mareridtet venter lige rundt om bugten.

Uddrag af Tabu:

Selvom begge gæstehuse lå lidt i læ for stormen på øens modsatte sider, rev den alligevel godt i begge bygninger, og vandstanden var selv på den vestlige og nordlige side af Despedida nu så høj, at strandene var som slugt af havet, og vandet slikkede mod de sandsække, Juan havde placeret foran den nederste etage af det store gæstehus, den eneste bygning på øen med direkte adgang til stranden.

De tunge skyer over øen ulmede af kræfter, der snart ville blive sluppet løs. De første lyn var allerede begyndt at glimte i det fjerne, og inden længe ville regnen begynde at piske ned. Nede i Klavs’ kontor i hovedbygningens underetage med udsigt over havet kom det eneste lys fra printerens grønne dioder, der blinkede rytmisk inden den brummende begyndte at printe sider ud. (side 173-174)

Om Tabu:

Udgivelsesår: 23.08.2019
Forlag: 2 Feet Entertainment, 278 sider
Omslag: Steen Langstrup

Læs også:

Kraften af Naomi Alderman
Savas vidner af Sara Bouchet
Drifter – 13 mørke erotiske noveller / red. Nikolaj Højberg
Ø af Steen Langstrup
Perfekte dage af Raphael Montes
Glasborgen af Anne Marie Vedsø Olesen
Søster min af Helle Vincentz

Vi har altid boet på slottet af Shirley Jackson

Vi har altid boet på slottet af Shirley JacksonBagsidetekst:

Lige siden giftmordet, der tog livet af næsten hele familien Blackwood, har de lokale set skævt til huset bag det høje hegn. Merricat Blackwood bor der stadig med sin søster Constance og deres gamle onkel, og livet går roligt videre for dem alle tre. Constance pusler I haven og køkkenet, onkel Julian nusser med sine papirer, og Merricat begraver sølvmønter ved bækken og hvisker hemmelige ord i mørket for at holde dem fri for onde øjne. Men der er forandring på vej. Da søstrenes fætter Charles trænger ind i huset og begynder at forstyrre de faste rutiner, er det kun Merricat, der aner faren. Og kun hun kan drive ham bort, før det er for sent, og Blackwoodfamiliens hemmeligheder kommer frem i lyset.

Jeg har tidligere kun læst novellen Lotteriet af Shirley Jackson, men til gengæld har jeg med stor fornøjelse set flere af filmatiseringerne af hendes mest kendte roman The Haunting of Hill House. Jeg var derfor spændt på at læse Vi har altid boet på slottet, som nu er udkommet på dansk for første gang, med et introducerende forord af Leonora Christina Skov.

Jeg blev heldigvis ikke skuffet over romanen, men jeg har en klar anke i forhold til forordet. Det skulle have været et efterord i stedet for. Leonora Christina Skov ved en masse om Shirley Jackson og hendes forfatterskab, og hun er dygtig til at formidle det. Men for mig var noget af det, hun skrev om jeg-fortælleren Merricat en gigantisk spoiler, der tog overraskelseselementet ud af romanen. Det var lidt ærgerligt.

Ikke desto mindre kan jeg bestemt anbefale at læse Vi har altid boet på slottet. Bare vent med at læse forordet til sidst.

Læs eventuel også Pia Bechmanns anmeldelse på Litteratursiden

Om Vi har altid boet på slottet:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Alhambra,
Omslag: Saga Wendotte, Maija Heigaard
Originaltitel: We Have Always Lived in the Castle (1962)
Oversætter: Rebekka Hjelholt Svendsen

Læs også:

Rebecca af Daphne du Maurier
Ensomheden af Andrew Michael Hurley
13 trin ned af Ruth Rendell
Silhuet af en synder af Leonora Christina Skov
Genfærdets anatomi af Andrew Taylor
Lille fremmede af Sarah Waters

Isabelle af Anette Heide

Isabelle af Anette HeideFor nogle måneder siden flyttede Marie sammen med sin mand Thomas og deres tre børn ind i deres nye hjem, et gammelt hus fra 1700-tallet med masser af sjæl. Måske for meget?

Marie er på barsel med deres yngste, så mens Thomas arbejder, passer hun hjemmet og børnene, tvillingerne, som går i skole, og baby Sofia. Men selvom hun er glad og tilfreds, er der alligevel noget mærkeligt ved huset. Mærkelige beskeder dukker op på det duggede badeværelsesspejl, underlige trækvinde gør rum iskolde og en ubehagelig følelse af at blive overvåget plager Marie.

I starten slår hun det hen som barselskuller, men så oplever hendes svigermor også noget i huset. De to kvinder er dog enige om ikke at sige noget til Thomas, der absolut ikke tror på “det overnaturlige!” Men så skal Thomas af sted en uge med sit arbejde. Mens han er væk accelererer begivenhederne i det charmerende hus på Blomsterbakken, som viser sig at gemme på en grum hemmelighed.

Isabelle er Anette Heides debutroman og en klassisk spøgelseshistorie om et hjemsøgt hus.

Jeg var både underholdt og lidt ærgerlig under læsningen. Det klassiske plot byder på underholdende gys. For en garvet horror-læser, indeholder slutningen nok ikke den store overraskelse, selvom Heide med held skruer godt op for tempoet og dramatikken. Lidt forudsigelighed gør dog ikke nødvendigvis noget, for et plot behøver ikke at være 100% nytænkende for at underholde.

Til gengæld kunne historien godt være skåret lidt skarpere. Heide skriver udmærket, men – efter min smag – alt for detaljeret. Dels føles det, som om hun ikke stoler på, at læseren kan følge med, hvis ikke alt forklares. Dels trækker det for meget tempo ud af historien, når f.eks. Maries hverdag gentagende gange beskrives minutiøs med madlavning, tøjvask, bleskift, rengøring og alle de andre daglige pligter, der følger med at have tre børn. Jeg forstår godt, at Heide skal sætte scenen, men når vi én gang har hørt dagens forløb, er det fint for mig. Så kan jeg som læser godt indsætte detaljerne efterfølgende, når børnene skal op om morgenen osv. Lidt mere “show, don’t tell” ville gøre underværker for suspensen.

Derudover er der nogle elementer i historien, som ikke helt virker for mig. Jeg undrer mig f.eks. over, hvad scenerne i fyrtårnet er med for? Ligesom jeg ikke køber Maries pludselige forståelse for spøgelset i slutningen. Her ville fundet af noget nedskrevet have virket mere troværdig.

Jeg var dog som sagt underholdt af Isabelle, og hvis der var blevet skåret 100 sider af romanen, ville jeg have været helt vild med den. I bund og grund har Isabelle nemlig alle ingredienserne til en god historie. En sympatisk hovedperson, en god kulisse med det gamle hus som har en spændende forhistorie og de accelererende begivenheder i slutningen, der for alvor sætter uhyggen i fokus. Her nærmer historien sig krimigenren (positivt) med sin opklarende tilgang til spøgelset. Og så er jeg også begejstret for dobbeltheden i hjemsøgelsen, som jeg trods min tidligere kålhøgenhed, ikke lige havde forudsagt.

Så selvom Isabelle måske ikke rammer mig som hardcore horror-læser, tror jeg bestemt, at romanen finder en læserskare. Det kunne være unge mødre, der kan spejle sig i Marie, og som garanteret vil føle sig godt underholdt. Eller måske krimi-elskeren der godt vil prøve noget med lidt overnaturlige toner, uden at det bliver for voldsomt.

Tak til forlaget mellemgaard som har sponseret læseeksemplaret.

Om Isabelle:

Udgivelsesår: 18.06.2018
Forlag: mellemgaard, 349 sider
Grafiker: Sabine Puk Sørensen

Læs også:

Hændelsen af Anne Sofie Allarp
Åndehvisken af Haidi W. Klaris
På den anden side af Audrey Niffenegger
Ex af Teddy Vork