maj 2020
M Ti O To F L S
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Fantasy’

Conan 1 af Robert E. Howard

Conan 1 af Robert E. Howard

Figuren Conan blev skabt af den amerikanske forfatter Robert E. Howard (1906-1936). Historierne udkom først i pulpmagasinet Weird Tales, men blev ikke skrevet som en fortløbende fortælling om Conans bedrifter fra han bliver født på slagmarken i Cimmeria og vokser op som kriger. Tværtimod er Conan en aldrende konge i den første fortælling, The Phoenix on the Sword fra Weird Tales dec. 1932, der også er første novelle i Conan 1, hvor forlægger Michael Pilgaard udgiver de første fem Conan-fortællinger i original udgivelseskronologi.

Jeg har aldrig fået taget mig sammen til at læse novellerne på engelsk, så det var en fornøjelse, da jeg blev opmærksom på Conan 1. For som Pilgaard skriver i sit forord, så er Conan stadig aktuel:

“Hvorfor så udgive Conan på danske her ca. 85 år efter historierne blev skrevet? Fordi det er fed underholdning! Der er en grund til, at man stadig kan få historierne på engelsk. Det er solid underholdning. Conan er ikke en duksedreng, men nærmere en anti-helt. Der er ingen dumsmarte replikker eller meta-referencer til popkulturelle henvisninger. Ingen bløde mænd, navlepilleri eller traumatiserede unge, der skal kæmpe mod både det etablerede samfund, en (super)skurk og personlige problemer. Det er lige på og hårdt, med en intelligent og handlekraftig kriger, skønne kvinder og eksotiske steder, som man kender det helt tilbage fra de klassiske fortællinger. (side 9)

De fem noveller springer som sagt i tiden. I ‘Føniksen på sværdet’ er Conan en aldrende konge over Aquilonia, men nu pønser nogle adelsmænd på at snigmyrde Conan og overtage kongemagten.

‘Det blodrøde citadel’ udspiller sig efterfølgende. Her er Conan med 5000 mænd marcheret ud for at komme en allieret til hjælp. Blot for at opdage at det var en fælde. Alle Conans mænd falder i kamp, mens Conan selv bliver taget til fange af troldmanden Tostha og fængslet i hans fangekælder dybt nede i underverdenen.

Den tredje novelle ‘Elefantens tårn’ foregår derimod, mens Conan er ganske ung. Her beslutter han sig for at bryde ind i et forbudt tårn og stjæle en juvel kaldet Elefantens hjerte.

Historien ‘Den sorte kolos’ er også for nyligt blevet udgivet som tegneserie på forlaget ShadowZone. Her er Conan lejesoldat i prinsesse Yasmelas styrker. Hun forfølges af onde drømme sendt til hende af en troldmand, og for at redde sit land og sin sjæl får hun hjælp af Conan.

I den sidste novelle i samlingen er Conan og den unge slavinde Natala de eneste overlevende efter et stort slag. Fjenden har forfulgt dem ud i ørkenen, og nu er de ved at dø af tørst. I sidste øjeblik får de øje på en by i det fjerne, men da de når hen til den, opdager de, at ikke alt er som det ser ud.

Conan 1 er underholdende action fyldt med blodige slag, onde troldmænd, smukke kvinder og en muskelsvulmende helt der er nærmest uovervindelig på slagmarken. Conan er barbar og stolt af det. Han er ikke fordærvet af civilisationen, men søger sin lykke hvor som helst og kæmper frygtløs hele vejen.

Der er ikke mange nuancer i fortællingerne, men det er heller ikke meningen. Som læser skal man bare læne sig tilbage i stolen og lade sig føre ind i Conans verden fyldt med magi, monstre og mægtige skatte.

Er du til “sword & sorcery”, så bliver det ikke mere originalt end Robert E. Howards fortællinger om Conan. Og her er Conan 1 det helt rigtige sted at starte.

Uddrag af bogen:

Med et råb, der gjaldede til taget, strømmede morderne ind i rummet, med Gromel først. Han kom som en angribende tyr, hovedet ned, sværdet ført lavt til et maveopsprættende stød. Conan sprang frem for at møde ham, og al hans tigeragtige styrke endte i den arm, der svang sværdet. I en hvislende bue lynede klingen gennem luften og smadrede ned på bossonerens hjelm. Klinge og hjelm skælvede sammen og Gromel rullede livløst på gulvet. Conan sprang tilbage, stadig med greb om det ødelagte skæfte.

“Gromel!” spyttede han. Hans øjne lynede af forbavselse, da den ødelagte hjelm afslørede det ødelagte hoved; så var resten af flokken over ham. En daggertspids rev ned over hans ribben mellem brystpladen og rygpladen, en sværdæg lynede for hans øjne. Han kastede manden med daggerten bort med sin venstre arm, og smadrede sit ødelagte sværdskæfte som en cestushandske ind i sværdkæmperens tinding. Mandens hjerne overstænkede hans ansigt.

“Bevogt døren, fem af jer!” skreg Ascalante, der kredsede rundt om kanten af det syngende ståls malstrøm, for han frygtede at Conan måske kunne kæmpe sig ud fra deres midte og undslippe. Kæltringene trak sig et øjeblik tilbage, da deres leder greb flere af dem og skubbede dem mod den eneste dør, og i den korte respit sprang Conan over til væggen og fravred denne en oldgammel kampøkse; urørt af tiden, havde den hængt der, i et halvt århundrede.

Med ryggen mod muren gjorde han front mod den indsnævrende ring et lynende øjeblik, så sprang han ind midt iblandt dem. (side 32)

Om Conan 1:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Pilgaard Publishing, 217 sider
Oversætter: Lea Thume

Indhold:
Føniksen på sværdet (The Phoenix on the Sword, 1932)
Det blodrøde citadel (The Scarlet Citadel, 1933)
Elefantens tårn (The Tower of the Elephant, , 1933)
Den sorte kolos (Black Colossus, 1933)
Den bugtende skygge (Xuthal of the Dusk, 1933)

Læs også:

Mørke guders templer / red. Henrik S. Harksen og Rasmus Wichmann
Conan af Cimmeria: Den sorte kysts dronning efter en historie af Robert E. Howard
Til deres dages ende / redigeret af Nikolaj Højberg
Enkemagerne af Rasmus Wichmann
Den gyldne dronning af Dave Wolverton

Enkemagerne af Rasmus Wichmann

Jeg har haft Enkemagerne til at ligge i min to-read-stak alt for længe, men i påsken kom jeg endelig en tur tilbage til oldtidens Egypten.

Enkemagerne af Rasmus Wichmann

Seren af Søfolket. Lejesoldat, sørøver og krigsherre, men først og fremmest et dumt svin.
Sandsigersken. Kvinden med det halve ansigt.
Shem, Væddergudens slave. En helt almindelig mand, hvis liv bliver forvandlet til én lang kamp.
Insyah af Det Skjulte Land. Opfostret for at hævne sin familie.

Fire liv, fire skæbner, som alle bliver bundet sammen af deltagelsen i en ældgammel strid, der truer med at kaste oldtidens verden ud i åben krig. En krig, hvor det farligste våben er kendt som ENKEMAGERNE. (fra bogens bagside)

Der er fuld fart over feltet fra side 1 i Enkemagerne, som starter med Serens Køtere, der i tæt tåge lokker et skib i forlis for at plyndre vraggodset. Imens er en patrulje af soldater fra Det Sorte Land på jagt efter Køterne, men tågen tvinger dem til at søge ly.

Tågen gemmer dog også på noget andet. Et væsen, der stræber begge grupper på livet. Et væsen skabt til krig. Et væsen kaldet Enkemager. Og snart må de overlevende fra begge grupper slå sig sammen for at overvinde væsenet – eller dø.

Fra første kamp med enkemagerne fortsætter romanen med spring i tiden til forskellige opgør, hvor vores hovedpersoner uvægerligt bliver involveret. Undervejs hører vi mere om de nærmest uovervindelige enkemagere, og bliver langsomt klar over, at der bag den umiddelbare historie gemmer sig noget langt mere kompleks med grene til både fortiden og fremtiden.

Jeg var godt underholdt af romanen, der som sagt er fyldt med action. Sprogligt synes jeg, den bliver bedre, som historien skrider frem, hvor dialogerne halter lidt i starten. Til gengæld er setuppet med de forskellige folkeslag og ikke mindst de grusomme enkemagere gennemarbejdet og spændende at læse om. Jeg fik mindelser til ‘The Necromongers’ fra The Chronicles of Riddick men også til The Fifth Element, hvor liv og anti-liv står overfor hinanden.

Enkemagerne er en rigtig røverhistorie med fuld fart over feltet, grov humor og et kompleks verdens-setup, der giver historien sin tyngde. Det er underholdende, lidt skævt og sikkert ikke for alle. Men jeg vil nu gerne anbefale den.

Rasmus Wichmann er uddannet historiker. Han er også foredragsholder og har redigeret flere udgivelser samt oversat og udgivet John Campbells Det kom fra en anden verden på dansk.

Uddrag af bogen:

Om det var forår eller vinter betød meget lidt i Svøbens rige, thi der fejede altid en iskold blæst hen over det. Det var et land, hvor der kun kunne dyrkes noget i isolerede lommer. Alt, der voksede – og voksede op – i sådan et land, var sparsomt og barskt. Man kendte ikke de ords sande betydning, hvis ikke man havde levet blandt Svøben, mente de selv. De var villige til at lære alle de mennesker, de kunne finde, om det ved at lade dem trælle på markerne, til de faldt døde om. Og det skete ikke så sjældent.

En dyb, ildevarslende tone bredte sig ud over landskabet for at lade alle vide, at overhovederne mødtes. Det var dødsvarsleren, et sjældent instrument lavet af dyrbare metaller, samt af hornet fra et forlængst uddødt væsen. Sådanne instrumenter kom fra Fyrstens personlige samling og blev kun givet til de huse, der havde udmærket sig. Dødsvarslerens toner var ofte nok til at demoralisere fjendtlige hære og opstemme Svøben til dåd.

Hans majestæt, kongen af Guds vrede, fyrst Tre Flammer, rejste sig op og hørte overhovederne fremsige eden:

“Vor fyrste! Vi, som skal dø, hilser dig!”

Og imens var Sandsigersken langsomt ved at dø af kedsomhed på sit ukomfortable leje, der var placeret lige bag ved overhovedernes sorte troner.

Rådsmødet tjente ikke noget formål som sådan. Ikke andet end at Fyrsten gerne ville vide hvem af hans undersåtter, der stadig var i live. Sandsigersken syntes, at de alle sammen så ens ud. Selvfølgelig ikke ens ligesom mennesker, hvor én stamme havde sort pels og en anden stamme havde lys pels. Svøben var både lyse, kulsorte, spættede, stribede og meget andet, men de blodskudte øjne, altid fulde af indestængt raseri, var ikke til at tage fejl af. (side 48-49)

Om Enkemagerne:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: H. Harksen Productions, 297 sider
Omslag: Shutterstock.com (Vladimir Zadvinskii)

Læs også:

Mørke guders templer / red. Henrik S. Harksen og Rasmus Wichmann
Odinsbarn af Siri Pettersen
Miraklets fald af Christian Reslow
Svovlild af Jonas Wilmann
Den gyldne dronning af Dave Wolverton

Drømmefanger af Christian Kronow

Drømmefanger af Christian Kronow

Drømmefanger er andet bind i Christian Kronows fantasy-serie om drengen Saxo med de specielle evner.

I Blodets bånd fandt Saxo ud af, at de gamle myter om trolde og sagnhelte er sande. På en ø kaldet Orator lever alle disse væsener, og ind i mellem dukker de op i menneskenes verden og laver ravage. For at stoppe sagnvæsenerne har man etableret en enhed af orator-agenter, som Saxo har været elev hos i snart et år under lærermesteren Bitten. Også Saxos far er orator-agent, men efter en ulykke sidder Torben nu i kørestol og holder styr på enhedens arkiv.

I året der er gået siden første bind, har Saxo og de øvrige orator-agenter haft travlt med at indfange de mange væsener, der slap fri under Brages oprør. Men nu er hverdagen ved at indfinde sig, og Saxo vender tilbage til skolen, hvor ingen kender hans hemmelighed, og hvor han drømmer om Maren fra parallelklassen.

Alt er dog ikke fryd og gammen. Saxo lider af frygtelige mareridt, hvor det føles, som om han er inde i cellen hos Brage. Samtidig er der kommet en ny chef for orator-enheden, Ragnar, og han har store planer. Alle artefakter skal indsamles og gemmes i en ny research-enhed, og Ragnar har også store planer for Saxo. Han er nemlig den eneste tilbage med evnen til blodmagi, og det vil Ragnar udnytte. Om Saxo vil eller ej …

Og for at gøre ondt værre er Alfast, havets konge, tæt på at slippe fri af sine blodbånd, der har holdt ham fanget i havets dyb. Alfast drømmer om hævn over menneskene, og han vil sætte alle kræfter ind på at befri Brage, så de sammen kan lægge verden øde.

Drømmefanger er drønspændende. Endnu en gang præsenteres vi for en række gamle danske sagn og myter, som på vellykket vis føres ind i nutiden i et moderne fantasy-setup. Min eneste anke er, at jeg godt kunne tænke mig, hvis Christian Kronow kort havde ridset handlingen op fra første bind. Vi bliver kastet ret hovedkulds ind i historien, så har man ikke læst Blodets bånd, eller ikke lige har den i frisk erindring, kan det være lidt svært at følge med.

Trods denne lille anke kan jeg dog klart anbefale Drømmefanger. Forfatteren skal have ros for at bringe nyt liv til de danske sagn i denne actionmættede fantasy-serie for de +12-årige, herunder også voksne. Bøgerne er fulde af spænding, underholdning og action nærmest fra start til slut, og jeg kan ikke vente med at læse fortsættelsen. Slutningen er nemlig noget af en cliffhanger.

Uddrag af bogen:

Saxo står i skolebibliotekets hemmelige kælder med ører, der stadig blopper efter turen i helikopteren. Det er mærkeligt, som selv de vildeste ting kan blive rutine, når bare man har gjort det rigeligt. At skyde monstre og Brages håndlangere er efterhånden sammenligneligt med matematiklektier for Saxo. Det er på ingen måde rart eller let, men noget han desværre alt for tit løber ind i. Omvendt får Saxo aldrig gjort noget ved sine matematiklektier.

Han kigger over på sin skoletaske, der står ved siden af et af kælderens mange blinkende skabe. Skabet indeholder Sigurd Fafnersbanes berømmede sværd, Gram. Saxos far har fortalt ham, at sværdet dukkede op nogle måneder efter hans mors død. Og endda leveret af en havmand.

Saxo dvæler et øjeblik ved Sigurd Fafnersbane, som han desværre ikke er rendt ind i på Orator. Sigurd var en legendarisk dragedræber og helt. Faktisk var han den største helt i Vølvsungesagaen, og det siger ikke så lidt. Sigurd var også farverig på en helt anden måde end den gængse helt. Blandt andet har Saxo altid tolket, det som om Sigurd har en affære med en valkyrie. Derudover dræber han sin fosterfader, Regin, og drikker dragen Fafners blod og lærer fuglenes tale. Sigurd er bare en temmelig heftig bad-ass-helt alt i alt, synes Saxo.

Og her står Saxo ved siden af hans sværd i en fuldstændig almindelig provinsby på Hornsherred. (side 48-49)

Reklame: Tak til forlaget mellemgaard der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Drømmefanger:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: mellemgaard, 330 sider
Illustrationer: Onkel Krig

Orator-trilogien:

Blodets bånd, 2018
Drømmefanger, 2020

Børnene fra grotterne af Henriette Rostrup

Børnene fra grotterne af Henriette RostrupHelt alene i en kulsort celle drømmer Alif om at være tilbage på Den Anden Side sammen med sine venner. Men han er gået igennem portalen, og nu er han blevet fanget af Folket. Pigen Linnea og ulven, som hjalp ham i Drengen fra Krematorium D er væk, og nu har han kun sig selv.

Men efter noget tid kommer en pige ind i nabocellen. Alta hedder hun. Hun fortæller, hvordan hun jævnligt bliver hentet op fra cellen for at være sammen med MOR. Og en dag er det Alifs tur til at blive hentet. I stedet for at bringe ham mad tager Vagten ham med op i en forfalden by fyldt med voksne med døde, tomme øjne.

Da Alif kommer i kontakt med pigen Sita, opstår et håb om at han kan slippe ud af cellen og komme tilbage til sin egen verden. Sammen med Alta vil de befri børnene fra grotterne og stikke af. Men hvordan skaffer de proviant til turen? Kan de få fat i vagtens nøgler? Og kan Alif overhovedet finde tilbage til portalen?

Børnene fra grotterne er anden del af Henriette Rostrups dystopiske spændingsserie De dødes by. Historien udspiller sig i et realistisk univers med drys af fantasy og eventyrtræk. I Alifs verden er alle voksne taget af ’sovesygen’, og når børnene bliver ældre, forsvinder de også. I Folkets verden er der derimod ingen børn, kun børnene i cellerne som er kidnappet fra Alifs verden.

Historien fortælles i førsteperson via Alif, og det er en dyster, til tider næsten håbløs situation, han står i. Heldigvis finder han styrke i venskabet med Alta og Sita, og da muligheden for at stikke af opstår, vokser han med opgaven.

Henriette Rostrup skriver levende, og historien er spændende. De to første bind er dog nærmest helt forskellige historier, og vi efterlades med mange løse ender i slutningen af Børnene fra grotterne. Hvad er det med heksen Grimelda og ulvene i Alifs verden? Hvem er pigen Linnea? Hvor er børnene fra Folkets land? Og er alle de voksne i Alifs verden døde?

Jeg er spændt på, om Rostrup får besvaret alle spørgsmålene i det sidste bind, så historien ender som et samlet hele. Det håber jeg, for oplægget er virkelig godt.

Børnene fra grotterne er for børn fra +10 år. Den flotte forside, som fint understreger den dystre historie, er tegnet af Tom Kristensen.

Uddrag af Børnene fra grotterne:

Da vi kommer ud af tunnelen, bliver jeg et øjeblik helt forvirret af synet, der møder mig. Det er en åben plads, omgivet af lave huse. De er skæve og frønnede, nogle af dem har ikke engang vinduer, men bare huller i muren. På andre er taget faldet helt sammen. Som om der ikke er nogen, der tager sig af det.

Men det vildeste er, at der er mennesker alle vegne, voksne mennesker. Levende, voksne mennesker. De står i døråbninger og i vinduer. Først bliver jeg helt vildt glad ved synet, men så er det, som om der er noget, der er helt skævt. Det tager mig et øjeblik at regne ud, hvad det er. Der er ingen børn, overhovedet. Ingen, der hjælper til, ingen der løber rundt og leger. Det er helt omvendt. Som om børnene blev på Vores Side, og de voksne strandede her.

Jeg mærker et greb om skulderen, og først tror jeg, det er Grimfjæset igen. Men da jeg vender mig om, ser jeg lige ind i ansigtet på en kvinde af ubestemmelig alder. Hendes fingre borer sig ned i min skulder, og jeg råber højt. “Av. Giv slip.”

Hun rækker ud for at ae min kind, men jeg trækker hovedet til mig. Jeg skal ikke nyde noget. Hun ser syg ud. Der er noget med blikket, der er helt tomt, og hendes grålige hud. Hun blotter tænderne i et usikkert smil.

“Anton?” siger hun. Det lyder i hvert fald sådan. (side 25-26)

(anmeldt til Litteratursiden)

Om Børnene fra grotterne:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Turbine, 144 sider
Serie: Den døde by; 2
Omslag: Tom Kristensen

Læs også:

Tidskisten af Andri Snær Magnason
Meteor af Henrik Einspor
Nobody af Neil Gaiman
Anton Salems dukkehus af Nikolaj Højberg
Drengen fra Krematorium D af Henriette Rostrup
King af A. Silvestri, illustreret af Christoffer Gertz Bech
Diget af Teddy Vork

Stenvogteren af Rikki Tholstrup Jørgensen

Stenvogteren af Rikki Tholstrup JørgensenDa Charlie er 8 år, dør hans mor i en bilulykke, som han overlever. År senere ændrer hans liv sig endnu en gang.

Charlie bor med sin far og søsteren Ida i landsbyen Søvind lidt udenfor Horsens. Charlie interesserer sig for astronomi, så vækkeuret er stillet til at ringe, så han kan komme op og se Callisto og Yaris II støde sammen på nattehimlen. Ved sammenstødet falder en meteorit ned på marken lige bag Charlies hus, og det lykkes ham at finde den. Nu skal den vises frem i Stjerneklubben.

Men Charlie er ikke den eneste, der er interesseret i meteoritten. I Aarhus på Institut for Fysik og Astronomi er professor Thomas Godthåb vældig interesseret i både Charlie og stenen. Værre er det, at den småkriminelle Ronny også har opdaget, at Charlie har stenen. Og Ronny har en kontakt, der er MEGET interesseret.

For der er nemlig noget særligt ved Charlies meteorit, og det opdager han snart. Pludselige blackouts, men også en uforklarlig lindring af en knæskade Charlie pådrog sig i et orienteringsløb er tegn på, at stenen ikke bare er en almindelig meteorit. Og da Charlie møder Thomas Godthåb, bliver han introduceret til en verden af stenvogtere og kaossten.

Stenvogteren er første del i en serie om Charlie, der kan trække overnaturlige kræfter ud af særlige meteoritter, kaldet kaossten. Serien er rettet mod unge, men voksne kan nu også sagtens hygge sig med læsningen. Kapitlerne er korte, spændingskurven er støt stigende, og historien fanger hurtigt læseren ind. Jeg er vild med forsiden, der er tegnet af Peter Skjøtt, omend den måske signalerer lidt mere gys end fantasy.

Stenvogteren er Rikki Tholstrup Jørgensens debut og en vellykket debut. Jeg var godt underholdt, og jeg er sikker på, at målgruppen vil tage fortællingen om kaossten og stenvogtere til sig med stor fornøjelse.

Om Stenvogteren:

Udgivelsesår: 03.06.2019
Forlag: Dreamlitt, 165 sider
Omslag: Peter Skjøtt

Læs også:

Lysets hjerte af Kenneth Bøgh Andersen
Skygger i mørket af Christian Engkilde
Blodets bånd af Christian Kronow

Virkelighedens Game of Thrones – foredrag v./Rasmus Wichmann

Virkelighedens Game of Thrones - foredrag v./Rasmus WichmannMan siger, at virkeligheden overgår fantasien. Her til aften var jeg til et foredrag, hvor det ordsprog blev bekræftet. Tørring bibliotek havde inviteret historiker Rasmus Wichmann på besøg, og han fortalte de blodige historiske facts bag virkelighedens Game of Thrones.

Allerførst må jeg hellere bekende, at jeg endnu ikke har hverken læst eller set Game of Thrones. Ikke af modvilje, men det har bare ikke passet ind for mig endnu. Til gengæld er jeg interesseret i historie. Derfor tænkte jeg, at Wichmanns foredrag sikkert kunne være spændende alligevel. Og det fik jeg ret i.

Vi var en lille, men entusiastisk flok der hørte Wichmann beskrive, hvordan flere tråde i Game of Thrones næsten er kopieret én til én fra virkeligheden. For eksempel kunne Wichmann fortælle, at det legendariske ‘Red Wedding’ i tv-serien er inspireret af op til flere skotske massakrer.

The Black Dinner

I 1440 var den 10-årige kong James 2. vært for en middag, hvor Skotlands mest magtfulde klan, the Douglases var inviteret i form af sønnerne, William Douglas, den 6. jarl af Douglas og hans lillebror. Midt under middagen blev de to brødre hevet ud på slotspladsen og efter en proforma domstol blev de begge dræbt. Begivenheden er i eftertiden blevet kendt som ‘The Black Dinner’.

Et andet eksempel udspiller sig godt 250 år efter ligeledes i Skotland. I 1692 tager kaptajn Robert Cambell sammen med sine soldater til Glencoe, som tilhører klanen MacDonald. Klanen havde været forsinket i deres loyalitetserklæring til den engelske konge William d. 3., og for det skulle Cambell statuere et eksempel. Efter at have gæstet MacDonalds i 12 dage slog soldaterne til og dræbte alle de mandlige MacDonalds. Kvinderne blev skånet, men kun for at dø af sult og kulde. Soldaterne brændte nemlig alle husene ned, før de forlod Glencoe.

Men, som Wichmann påpegede, det er aldrig nogen god idé at slå brutalt ned i håb om en hurtig løsning. Ingen af gangene blev der fred i Skotland af den grund.

Maria Stuart

Et andet eksempel hentet fra virkelighedens verden er figuren Cersei Lannister, som henter inspiration i virkelighedens Mary, Queen of Scots.

Det er ikke så længe siden, at jeg så filmen Maria Stuart – dronning af Skotland instrueret af Josie Rourke. Her fortælles historien om Maria, som blev dronning af Skotland bare ni måneder gammel og gift med den franske konge i en alder af 16 år. Da hendes mand dør to år senere, vender Maria tilbage til Skotland for at genindtage sin position som dronning. Samtidig gør hun krav på den engelske trone. I processen når hun både at gifte sig med sin fætter Henry Stuart, lord Darnley og få en søn med ham. Da han dør under mistænkelige omstændigheder, gifter Maria sig med jarlen af Bothwell, der menes at stå bag mordet på lord Darnley. Til sidst må hun flygte til England, hvor dronning Elizabeth fængsler hende og siden henretter hende.

Horsens Folkeblad 03.05.2019Wichmann fortalte, hvordan manuskriptforfatterne lige gav Maria Stuarts historie et ekstra twist i forhold til Cerseis figur. Børnene i Game of Thrones viser sig reelt at være bastarder, mens Marias søn kun var det ifølge sladderen. Ligeledes er det kun sladder, der forbinder Maria med Darnleys død i virkeligheden, mens Cerseis står bag mordet på sin mand i tv-serien. Og så videre …

Det var med andre ord en virkelig spændende aften, hvor jeg fik masser af viden om Game of Thrones og ikke mindst de historiske begivenheder der har inspireret bøgerne og tv-serien. Så dukker Rasmus Wichmann op i dit område, kan jeg kun anbefale at bruge en aften i selskab med virkelighedens Game of Thrones.

Og så blev jeg iøvrigt også mindet om, at jeg stadig har til gode at læse Wichmanns roman Enkemagerne, der ligeledes er fantasy inspireret af virkeligheden.

Læs mere om Rasmus Wichmanns foredrag HER

Læs også:

Den anden dronning af Philippa Gregory
Jomfruen fra Norge af Tore Skeie
Oprør af Robyn Young

Vampyrens pagt af Mette Sejrbo

Vampyrens pagt af Mette SejrboVampyrens pagt er bind tre i Mette Sejrbos Ulfhedin-saga, som blander fantasy, horror og erotik med nordisk mytologi i et brag af en trilogi.

Emilie og Jonas er fast besluttet på at få Sebastian Van der Maas ud af deres liv, men det viser sig mere besværligt end antaget. Selvom det lykkes dem at bringe Sebastian i problemer med Matelli-klanen, er intet afgjort. De har stadigvæk heller ikke afsløret deres forhold for deres familier, og hemmeligholdelsen tærer på begge. Samtidig er Emilie stadig uafklaret på sine følelser for Sebastian, selvom han tilhører de mørke, som vølverne skal bekæmpe. Det piner selvsagt Jonas og driver en kile imellem det unge par.

Ikke desto mindre er vølvere og varulve nødt til at finde sammen i en alliance for at modstå de mørke og bevare balancen. Men kan varulvene tilgive vølvernes drab på deres slægtninge? Og kan vølverne overvinde deres indgroede mistro til varulvene?

Vampyrens pagt indeholder som de to tidligere bind en heftig blanding af fantasy, erotik og action. Denne gang er der en del fokus på Emilie og Jonas forhold, som udsættes for alvorlige forhindringer.

Sideløbende følger vi Sebastian, der må stå ret for vampyrernes råd i Italien og risikerer en dødsdom. Sebastian har dog andre planer, men oddsene for, at han kan slippe af sted med dem, er ikke store.

Endelig er der den overordnede plan, hvor balancen skal opretholdes, som kræver samarbejde mellem vølver og varulve – samt ikke mindst en overraskende tredjepart.

Sejrbo skriver underholdende og formår at flette nordisk mytologi ind i en actionfyldt fortælling om had, kærlighed og alt derimellem. Der er god fremdrift i historien, der skiftevis fortælles gennem Emilie, Jonas og Sebastian, og trods de mere end 500 sider havde jeg på intet tidspunkt lyst til at lægge bogen fra mig.

Ulfhedin-sagaen afsluttes her med manér, og har du ikke læst serien endnu, har du en super læseoplevelse til gode.

Uddrag fra Vampyrens pagt:

“Jeg er overrasket over, du har taget denne beslutning alene, kære.” Skuffelsen i Siris stemme skar hende i hjertet. “Du burde være kommet til os. Især da du fandt ud af, at der var flere af de mørke.”

Emilie holdt vejret. Nu havde hun fortalt alt om Matelli Group og om Sebastian. Hun burde også fortælle om Jonas, ordene lå på tungen, men mindet om kampen i skoven ved Næstved, og hvor rasende Marta var blevet, da Emilie valgte at skåne Jonas og hans bror, fik hende til at tøve.

“Jeg er ked af det, ældste,” svarede hun i stedet, “jeg burde ikke have holdt jer udenfor.”

“Jeg er ikke sikker på, at det er klogt at gå op imod de mørke, uden vi kender deres kræfter, og så tilmed stille dem sådan et ultimatum. Vi kunne knap gøre det af med den unge, hvad hed han, Kasper?” Siris stemme blev modløs, “og selv med Jonas’ hjælp kunne du ikke tilintetgøre ham den mørke. Hvad skal vi stille op mod en hel hær af dem?”

Emilie bed tænderne sammen ved mindet om Kasper og de ting, han havde gjort mod Marie. At Sebastian stadig var derude et sted, fik vreden til at boble op til overfladen.

“Jeg måtte gøre noget, Siri.” Hendes stemme var nok lidt skarp, men hun magtede ikke at tøjle sit temperament. “Det er mig, der har et problem med den mørke. Det er mig, han er ude efter. Det er mig, der hver dag skal se mig over skulderen og holde min mor og alle andre i live. Det har intet med mit kald, det her er personligt!”

Stilheden var som et rungende brøl, efter hun nærmest havde råbt den sidste sætning ind i telefonen. (side 28-29)

Om Vampyrens pagt:

Udgivelsesår: 15.09.2018
Forlag: Dreamlitt, 547 sider
Omslag: Emma A. Mowinckel

Ulfhedin-sagaen:

Heksens kald, 2015
Varulvens forbandelse, 2016
Vampyrens pagt, 2018

Besøg Mette Sejrbos hjemmeside HER

Læs også:

Den barske sandhed om Thor og Loke – Prøven af Emil Blichfeldt og Søren Tim Nordbo
Djævlens hjerte af Lars Kramhøft
Odinsbarn af Siri Pettersen
Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen

Drengen fra krematorium D af Henriette Rostrup

Drengen fra krematorium D af Henriette Rostrup

I en verden uden voksne, hvor ulve og andre farer lurer, kommer drengen Alif uforvarende på en skræmmende rejse. Spændende første bind i en serie for de +10-årige.

Drengen Alif bor sammen med en gruppe andre børn i et krematorium i udkanten af en uddød by. De voksne er alle blevet ramt af en underlig sovesyge, som også rammer de store børn, efterhånden som de vokser op. Børnene er derfor overladt til sig selv, men der lurer farer overalt. Ikke mindst ulvene der gør det livsfarligt at være udenfor om natten.

Børnene frygter også heksen Grimelda, om hvem det siges, at hun styrer ulvene. Alif har altid troet at Grimelda var en skrøne, men en dag splittes deres gruppe af ulve, da de er ude for at skaffe mad. Da gruppens ældste, drengen Rado, endelig vender tilbage til krematoriet, har han et budskab fra hende. Grimelda lover, at hun kan stoppe sovesygedommen for altid, hvis de vil hjælpe hende med at finde en særlig pige.

Det lyder umiddelbart godt, men Rados møde med Grimelda skaber uro, og pludselig er Alif i tvivl om, hvorvidt han overhovedet kan stole på sine venner mere. Og hvad er der med den pige, Grimelda ønsker at finde?

Drengen fra krematorium D er første bind i Henriette Rostrups trilogi Den Døde By. Den atmosfærefyldte forside er tegnet af Tom Kristensen, som rammer den helt rigtige stemning af dystopisk eventyr. Rostrup har skabt et spændende univers, der rummer et dystert eventyrligt strejf. Sproget er ungdommeligt, og efter en lidt langsommelig start tager historien fart og efterlader læseren med noget af en cliffhanger.

Jeg har tidligere læst Skygger af Henriette Rostrup, en vellykket psykologisk thriller. Hun har derudover skrevet både romaner og noveller til voksne, tegneserien Søen som er illustreret af Michael Schiøler Tingsgård samt ungdomsromanen Problemet med Kevin.

Drengen fra krematorium D er en spændende dystopisk historie for de +10-årige. Som voksen var jeg også fint underholdt, så jeg ser frem til bind to: Børnene fra grotterne, der er sat til udgivelse april 2019.

(anmeldt til Litteratursiden)

Uddrag fra Drengen fra krematorium D:

Det er der, jeg sidder nu. Han går rundt deroppe, jeg kan mærke hans dybe snerren summe i kroppen på  mig. Det er slet ikke gået efter planen, det var kun ham, der fulgte efter mig. Jeg ved ikke, om de andre er nået hjem, om de overhovedet er sluppet fra de to andre ulve.

Måske kan jeg nå hen til tunnelen i den modsatte ende af kirkegården. Der vil jeg være i sikkerhed. Det er vores flugtvej fra krematoriet. Vi gravede den ud sidste sommer. En lang tunnel, der går under kapellet mod nordenden af kirkegården, ud på den anden side af kirkegårdsmuren, ud til mosen. Der er tre nedgange på vejen. Måske kan jeg nå hen til en af dem.

Nej. Det duer ikke. Hvis de andre er kommet i sikkerhed, kan jeg ikke risikere, at ulven opdager tunnelen og udsætte dem for fare.

Jeg er nødt til at snyde ham. Det er den eneste udvej. (side 10)

Om Drengen fra krematorium D:

Udgivelsesår: 04.09.2018
Forlag: Turbine, 156 sider
Omslag: Tom Kristensen

Læs også:

Tidskisten af Andri Snær Magnason
Meteor af Henrik Einspor
Nobody af Neil Gaiman
Anton Salems dukkehus af Nikolaj Højberg
King af A. Silvestri, illustreret af Christoffer Gertz Bech
Diget af Teddy Vork

Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen

Lucie af Anne-Marie Vedsø OlesenLucie stiger nøgen op af Trondhjemsfjordens vand. Hun ved ikke, hvem hun er. Men hun ved, at mennesket er hendes bytte.

Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen er en næsten psykedelisk roman, om Lucie, der i snart 1000 år har vandret på jorden i søgen efter et svar på, hvad hun er. Hendes eneste følgesvend er Hungeren, der kun dæmpes, når hun æder levende mennesker og optager deres sjæl.

I nutiden møder hun den tidligere børsmægler Casper under CopenHell, mens hun leder efter et offer. De ender i en københavnsk opiumshule, hvor rusen giver Lucie adgang til en flig af hendes fortid. Men også Casper oplever noget uforklarligt under episoden, som ender med at føre ham på en pilgrimsvandring til Trondhjem sammen med vennen og religionshistorikeren Martin. Og ikke mindst med Lucie, der fornemmer, at forklaringen på hendes eksistens kan findes her.

Vandringen op gennem Norge bliver ikke kun en fysisk vandring. Både Casper og Martin får modvilligt udvidet deres verdensforståelse, mens Lucie kommer tættere på de mystiske ånder, der forsøger at forhindre hende i at finde frem til sandheden. Undervejs kommer Martin også på sporet af, at Lucie muligvis har noget med et voldsomt mord i København at gøre, ligesom det bliver klart, at hun ikke er en almindelig kvinde.

Anne-Marie Vedsø Olesen er ikke bange for at give den fuld gas i sine romaner. Det gør hun også her i Lucie, hvor en blodtørstig kannibal flænser sig vej op gennem Norge, mens nordiske myter blander sig med kristendommens indtog og tanker om identitet, tro og rationalitet. Det er stærkt underholdende og samtidig tankevækkende.

Jeg er særligt begejstret for, at AMVO tør skrive en hovedperson, der ikke er sympatisk. Vi er i nutiden forvænt med vampyrer, der forelsker sig i deres teenage-ofre og pludselig udvikler menneskelighed. Men sådan er Lucie ikke. Selvom mennesker kan være interessante, bliver de aldrig ligeværdige, og det er en spændende og brutal vinkling.

Lucie er horror blandet med fantasy blandet med historiske facts om kristningen af Norge. Det er en anderledes, men spændende blanding, som helt fortjener de mange roser, den har fået af både bloggere og anmeldere. Med andre ord – er du til en hektisk, surrealistisk, overrumplende, mørk, blodig, gådefuld og underholdende fortælling, så led ikke længere.

Om Lucie:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Politiken, 338 sider
Omslag: Jette Svane/ved5tiden

Læs også:

De underjordiske af Dan Abnett m.fl., illustreret af Peter Snejbjerg
Fall of gods: she is gone af Rasmus Berggreen og Michael Vogt
Englemageren af Stefan Brijs
Hels rejse: Den 6. bog om Satan af Signe Fahl
Kødets afveje af Anders Hoberg
Nicholas Marners hemmelighed af Peter Legård Nielsen
Menneskesønnen: Den 8. bog om Satan af Maya Salonin
Thelema af Martin Wangsgaard Jürgensen

Blodets bånd af Christian Kronow

Blodets bånd af Christian Kronow

De gamle danske sagn genopstår i Christian Kronows vellykkede fantasy-debut for de +12-årige

Den 13-årige Saxo bor alene sammen med sin far. Han har aldrig kendt sin mor, der døde kort efter hans fødsel. Saxos far arbejder på skolebiblioteket, men for nogle måneder siden var han ude for en ulykke, og nu sidder han i kørestol. Siden ulykken har faren været nervøs, og på sin 13 års fødselsdag finder Saxo ud af hvorfor.

Saxo har så længe, han kan huske, haft et tilbagevendende mareridt om en kvinde, der bliver dræbt. Nu viser det sig, at det slet ikke er en drøm, men et minde! Saxos mor var blodmagiker i et parallelt univers kaldet Orator, hvor hun havde evnerne til at vække figurerne fra de gamle sagn til live og holde den parallelle verden fri fra monstre. Efter at hun blev dræbt, har faren skjult Saxo, men nu har den onde magiker, Brage, fundet dem.

Saxo har meget svært ved at tro på historierne om trolde og magikere, og ikke mindst at faren skulle være en slags hemmelig agent. Men da han pludselig står ansigt til ansigt med en trold, er han nødt til at acceptere fakta. Så da oratoragenten Bitten bliver dødeligt såret, må Saxo og faren sammen med sagnfiguren Holger Danske tage til Orator for at redde Bitten og standse Brage.

Blodets bånd er dansk fantasy, der tager udgangspunkt i danske myter og sagnfigurer, og fører dem ind i nutiden, hvor oratoragenter bruger plasmapistoler og granater til at bekæmpe trolde og andre eventyrlige væsner. Romanen er Christian Kronows debut, og jeg synes, han er sluppet godt fra det. Tempoet er støt stigende gennem historien, som er fyldt med action og også lidt humor.

Jeg kan godt lide idéen om at genbruge vores gamle sagn, som ofte er både blodige og underholdende. Og jeg er helt på linje med Christian Kronow, som i et interview opfordrer til at ”pille lidt i vores egen navleuld”. Mange af de gamle sagn og myter har noget eviggyldigt over sig, så hvorfor ikke udnytte den skattekiste af fortællinger i stedet for altid at se mod USA efter inspiration?

I Blodets bånd hører vi bl.a. sagnet om Beowulf og hans kamp mod Grendel, historier om Holger Danske, om trolden fra Lønne og mange andre mytiske skabninger. Det er både farverigt og spændende, og jeg er sikker på, at målgruppen +12 år vil leve sig helt ind i historien.

Blodets bånd er illustreret af Kim Herlig Holm. Der indledes med et kort over Orator, som det hører sig til i en rigtig fantasyroman, mens flotte afdæmpede akvarel-tegninger pryder enkelte kapitler undervejs. Jeg må indrømme, at jeg ikke kendte illustratoren på forhånd, men han kan klart anbefales. Tjek eventuelt hans hjemmeside og nyd flere af hans monstre.

Også andre forfattere har ladet sig inspirere af den danske kulturarv. Bl.a. har Teddy Vork udgivet Diget i 2010, om drengen Knud der bliver begravet levende som offer til guderne og beroliger sig selv ved at genfortælle de gamle sagn, mens mørket omkring ham vågner op. Det er også en roman, der kan anbefales.

Selvom jeg ikke som sådan tilhører målgruppen, var jeg vældig underholdt af Blodets bånd. Sproget flyder let, og historien er spændende. Og så er jeg som sagt vild med, at forfatteren giver vores gamle sagn nyt liv. Så har du lyst til at udforske de danske sagn i en ny kontekst, kan Blodets bånd anbefales.

(anmeldt til Himmelskibet.dk)

Læs interview med Christian Kronow

Om Blodets bånd:

Udgivelsesår: april 2018
Forlag: mellemgaard, 293 sider
Illustrator: Kim Herlig Holm

Læs også:

Den barske sandhed om Thor og Loke af Emil Blichfeldt
Den store djævlekrig af Kenneth Bøgh Andersen
Einherjar af Thomas Engelbrecht Mikkelsen
Djævlens hjerte af Lars Kramhøft
Ulfhedin-sagaen af Mette Sejrbo
Diget af Teddy Vork