Indlæg tagget med ‘FBI’

Iskoldt had af Robert Pobi

Iskoldt had af Robert Pobi

Da FBI-agenten Doug Hartke bliver skudt af en snigskytte under en voldsom snestorm i New York, står myndighederne uden spor. Efterforskningsleder Brett Kehoe kontakter derfor astrofysikeren dr. Lucas Page, der underviser på Columbia University, men tidligere har været tilknyttet FBI.

Page har en unik evne til at omsætte omverdenen til matematiske formler, som gør ham i stand til på splitsekunder at finde frem til eksempelvis en snigskyttes placering. Men for 10 år siden var han ude for en ‘hændelse’, der næsten slog ham ihjel og efterlod ham med blot et ben, en arm og et øje samt massevis af traumer. Også konen forsvandt, men under genoptræningen mødte han Erin, som han nu har fem pleje/adoptivbørn med.

Alligevel lader Page sig overtale til at vende tilbage til bureauet for at hjælpe dem med at fange snigskytten. Noget der bliver endnu mere påtrængende, da endnu en person, en tidligere FBI-agent, bliver skudt. Og endnu engang under nærmest umulige vejrmæssige forhold.

FBI får et tip fra den franske efterretningstjeneste om en mulig gerningsmand, og mens den officielle efterforskning går ad det spor, beder Kehoe Page og den yngre, kvindelige agent Whitaker om at tænke ud af boksen i en sideløbende efterforskning.

For hvem er det, der går efter at dræbe New Yorks ordenshåndhævere? Og som gør det under en snestorm i isnende kulde uden at efterlade sig det mindste spor?

Jeg har tidligere læst Blodmanden af Robert Pobi, som var en velskrevet og overraskende thriller. Forventningerne var derfor høje, da jeg begyndte på Iskoldt had. Og heldigvis blev jeg ikke skuffet.

Pobi skriver godt, og historien er elementært spændende med en støt stigende suspense-kurve. Plottet med den koldblodige snigskytte, der nådesløst henretter den ene ordenshåndhæver efter den anden, mens Page og Whitaker på den anden side forsøger at løse mysteriet om skyttens identitet, er yderst effektivt, og jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig under læsningen.

Oveni er Lucas Page en interessant hovedperson med sin unikke evne til at finde mønstre, andre ikke kan se. Han har også en usædvanlig baggrund, er ikke altid voldsomt sympatisk, og så kan han ikke fordrage dumhed, hvilket bringer ham i konflikt med en stor del af menneskeheden. Endeligt er det ikke ret tit, jeg læser en roman, hvor temperaturens indvirkning på benproteser bliver et relevant problem.

Samtidig med at Iskoldt had er en spændende thriller befolket af interessante personer, giver Pobi os også et indblik i det amerikanske samfund. Et samfund der plages af mistro til myndighederne, racisme og øget polarisering. Det er skræmmende at læse om en forening som CSPOA, der betragter den lokale politistyrke som højeste myndighed, og dermed ikke mener at de er underlagt de føderale myndigheder som f.eks. FBI. Og man mærker også, at canadiske Pobi ikke er den store fan af de mange skydevåben, der cirkulerer overalt i USA.

Mod slutningen tager historien et overraskende twist, og spændingsniveauet holder hele vejen mod den nervepirrende finale.

Iskoldt had er første bind i serien om Lucas Page. Bind to, Under Pressure, er endnu ikke oversat til dansk, og bind tre, Do No Harm, står til at blive udgivet i 2022.

Uddrag af romanen:

Efter et øjebliks iagttagelse af landskabet gik det op for ham, at han havde bevæget sig om bag en lygtepæl, hvilket betød, at hans operativsystem opdaterede sig selv automatisk. Det var forbløffende, hvor hurtigt den tænkemåde blev en rygmarvsreaktion, og endnu mere forbløffende, at den ikke var forsvundet efter at have været overflødig så længe, ligesom fantomfornemmelser fra amputerede lemmer. Efter indlæggelserne og operationerne, genoptræningen og mareridtene var der gået næsten et helt år, før han igen kunne bevæge sig gennem en folkemængde. Det tog sin tid, men frygten var langsomt fordampet. Indtil nu.

Men en smule forsigtighed her var ikke alene klogt, den var afgørende. Når man så rigtigt på det, var der intet værre end at jage en mand med en riffel i en by fuld af vinduer. (side 26-27)

Reklame: Tak til forlaget Hoff & Poulsen der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Iskoldt had:

Udgivelsesår: 29.10.2021
Forlag: Hoff & Poulsen, 390 sider
Omslag: Rasmus Funder
Originaltitel: City of Windows
Oversætter: Ulla Lauridsen

Besøg Robert Pobis hjemmeside

Læs også:

Den røde drage af Thomas Harris
Paria af David Jackson
Fangst af Martin Jensen
Blodmanden af Robert Pobi