Warning: Use of undefined constant MSW_WPFM_FILE - assumed 'MSW_WPFM_FILE' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/gyseren.dk/public_html/wp-content/plugins/wordpress-file-monitor/wordpress-file-monitor.php on line 39
filmatiserede bøger Arkiv - Gyseren
december 2019
M Ti O To F L S
« nov    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘filmatiserede bøger’

Manden der tænkte ting af Valdemar Holst

Manden der tænkte ting af Valdemar HolstBoutard er den lukkede afdelings store problem. Skønt indespærret i enecelle forstår han til overlægens raseri at skaffe sig store havannacigarer og ædle vine, og en dag er han trods alle forsigtighedsregler totalt forsvundet.

Han har imidlertid fået tillid til en af lægerne, Dr. Francis, og over for ham letter han sløret for sin hemmelighed. Begivenhederne udvikler sig  med foruroligende hast, og en mystisk dobbeltgænger forpester den unge læges liv. Han trænges ud af sit arbejde, hans kæreste behandler ham som en plattenslager, og han er ved at gå i hundene, mens dobbeltgængeren fejrer triumfer …

Man mindes Peter Schlemihl og dr. Jekyll – mr. Hyde under læsningen af denne mærkelige og rædselsfyldte roman, som er et moderne sidestykke til den klassiske litteraturs mystiske fortællinger. (fra bagsiden)

Jeg blev gjort opmærksom på Manden der tænkte ting under en temadag om science fiction, jeg deltog i tidligere på året. Foredragsholderen roste filmatiseringen for at være en af de bedste danske science fiction film. Så jeg tænkte, at jeg hellere måtte få set på den, og det er hermed gjort.

Hvor filmen udspiller sig i Danmark, er romanens hovedperson den franske læge Francis. Den første del af filmen følger den originale historie ret tæt, men romanen forløber over en længere periode. Dermed får vi et langt mere indgående indblik i Francis deroute, idet vi følger ham fra feteret læge til drukkenbolt på samfundets bund.

Tager man bogens alder i betragtning er Manden der tænkte ting, et spændende bekendtskab. Valdemar Holsts idé om at kunne skabe ting ved tankens kraft underbygger han ganske interessant med tanke på altings opbygning af atomer. Der er også spørgsmålet om identitet. Hvem af Dr. Francis’erne er den rigtige, når Boutard har skabt en dobbeltgænger, der på alle områder er mere perfekt? Har den originale dr. Francis krav på sit liv, når han hurtigt går i hundene uden sin lægetitel?

Endeligt nævner Jens Ravn, der instruerede filmen i 1969, at historien også er en Faust-historie. Boutard tilbyder i starten af fortællingen Dr. Francis alt, hvad han kan drømme om, hvis blot han vil hjælpe ham. Francis siger nej af etiske grunde, men jo længere ned i skidtet han kommer, jo mindre betyder disse grunde til sidst.

Personligt kunne jeg bedre lide bogen end filmen, der har en spændende billedside, men som tempomæssigt i høj grad er ‘barn af sin tid’. Romanen ‘lider’ ikke på samme måde under sin alder, men fungerer ligeså godt i dag, som da den udkom for 54 år siden.

Uddrag af Manden der tænkte ting:

“De ved, at den moderne videnskab er gået bort fra den antagelse, at stoffet er noget i sig selv. Stof er en form for energi, bestående af kraftcentrer, der for hver enkelt stofs vedkommende svinger på en særegen måde. Ved at betragte stoffet i dets forskelige former, altså genstandene, dannes der billeder i hjernen; billeder, der består af svingninger, som nøje korresponderer med genstandens energisystemer.

Disse billeder tændes og slukkes, efter som øjnene ser, men gennem hukommelsen kan de uden det ydre synsapparat fremkaldes til en indre beskuelse. 

Denne fremkaldelse af én gang sete ydre ting kan være af højst forskellig art og styrke. Nogle mennesker husker dårligt, har en svag indbildningskraft; hos andre er den stærk og hos mig enorm!

Hør efter, nu var min hypotese følgende: Dersom man kunne koncentrere sine indtryk til en vis styrkegrad, ville svingningerne i hjernebillederne dels forstærkes, så de nærmede sig genstandens i intensitet, dels forlænges som strålerne fra en lyskaster med hjernen som centrum, så der dannedes et ydre billede.

Begynder De nu at forstå. Min hypotese var, at ved tilstrækkelig koncentration ville der dannes en bevidst hallucination, et ydre billede, et hukommelsesduplikat, der, når svingningerne havde nået en tilstrækkelig styrkegrad, også ville blive synligt for andre. Er De med?” (side 39-40)

Om Manden der tænkte ting:

Udgivelsesår: 1965
Forlag: Stjernebøgerne, Vintens Forlag. 152 sider

Filmatiseret i 1969. Læs en anmeldelse af filmen på Kulturkapellet.

The Haunting of Hill House af Shirley Jackson

The Haunting of Hill House af Shirley Jackson“No live organism can continue for long to exist sanely under conditions of absolute reality; even larks and katydids are supposed, by some, to dream. Hill House, not sane, stood by itself against its hills, holding darkness within; it had stood so for eigthy years and might stand for eighty more. Within, walls continued upright, bricks met neatly, floors were firm, and doors were sensibly shut; silence lay steadily against the wood and stone of Hill House, and whatever walked there, walked alone.” (side 3)

Da John Montague, doktor i filosofi og antropologi, lejer Hill House af familien Sanderson for en kortere periode, er hans formål at undersøge det videnskabeligt for overnaturlige fænomener. Til det har han brug for hjælpere med visse evner.

Mere eller mindre tilfældigt ender han med Luke Sanderson (familien vil kun leje huset ud til Montague, hvis den kommende arving er til stede), Eleanor Vance og Theodora. De to sidstnævnte har begge vist talent indenfor parapsykologi, uden dog selv at have bidt mærke i det.

Historien fortælles hovedsageligt gennem Eleanor Vance, en forsigtig 32-årig kvinde, der hele sit voksne liv har passet sin syge mor i hjemmet. For få måneder siden døde moren, og turen til Hill House er første gang, Eleanore gør noget for sig selv.

Men Hill House er, som de indledende linjer indikerer, ikke et hus som alle andre. Allerede før gruppen er trådt indenfor dørene, rammes de af følelsen af noget forkert. Huset er mørkt og labyrintisk med proportioner der snyder øjne og hjerne, og Montagues håb om at kunne dokumenterer paranormale hændelser opfyldes snart.

Umiddelbart sker her ikke så meget. Ingen spøgelser gemmer sig under sengen, og der sker ikke de voldsomme begivenheder personerne imellem. Og så alligevel. For der er ingen tvivl om, at huset rummer noget. Det er umuligt at holde døre og vinduer åbne. Indgangen til børneværelset føles iskold. Og stemningen mellem personerne i huset udvikler sig mere og mere anspændt. Særligt Eleanore mærker huset. Hendes lave selvværd gør hende til et oplagt mål, og snart føler hun, at de andre er imod hende.

The Haunting of Hill House er skræmmende som ind i … Lige fra husets urovækkende atmosfære hvor vi mere fornemmer end ser begivenhederne personerne udsættes for. Vi hører om de frygtelige bankelyde om natten, men får ingen forklaring. Det får vi heller ikke på den umiddelbart idylliske picknic-scene, som Eleanore og Theodora flygter fra under en gåtur på grunden. Det er heller ingen forklaring på, hvorfor Dudley-parret, som passer huset, aldrig er der efter mørkets frembrud. Eller hvorfor Eleanore bliver skræmt fra vid og sans, da hun forsøger at gå ind i biblioteket.

Kelley McBride skriver i en artikel om Shirley Jackson

Thus, the haunted house is a perfect microcosm of interior struggle: as Hill House progresses Eleanor further identifies with the house, and each subsequent haunting appears as though her subconscious is acting out via the supernatural […] The idea of environments mirroring the interior lives of the principal characters has been a staple of the Gothic genre since its inception: we are accustomed to reading stories about houses as ground zero for supernatural activity. However, one facet that differs in Jackson’s work is that the ghosts (if indeed there are ghosts) never make a guest appearance. This is significant compared to other Gothic classics, such as The Castle of Otranto, where we finally are given the insight that the hauntings are coming from a supernatural, yet external force. Hill House, by contrast only has the trappings of a haunting, yet no discernible spooks are given.”

For mig er det evnen til at fortælle så meget imellem linjerne, der gør Shirley Jackson så interessant. Hun bruger gotikkens virkemidler i en moderne kontekst og får fortalt meget om mennesket og vores sårbare psyke. Hendes stil er blevet beskrevet som “en elpære, der lyser et ubehageligt, mørklagt rum op i insisterende glimt“. Vi når at se det rædselsfulde, men får ingen forklaring. Og når det endelig afsløres, hvad der gemmer sig i mørket, er det for sent.

Shirley Jackson skrev The Haunting of Hill House i 1959, og i 1963 kom den første filmatisering med titlen The Haunting instrueret af Robert Wiese. En i mine øjne helt igennem fremragende film, der stadig formår at få mig helt ud på kanten af sædet trods sine mere end 55 år på bagen. I 1999 kom endnu en filmatisering ligeledes kaldet The Haunting, denne gang instrueret af Jan de Bont med navne som Liam Neeson, Lily Taylor, Catherine Zeta-Jones og Owen Wilson på rollelisten, men en langt ringere film.

Endelig har Netflix produceret en tv-serie i 2018 The Haunting of Hill House, der er inspireret af Jacksons roman. Handlingen følger ikke romanens, men stemningen rammer lige i plet med sin dystre og uigennemskuelige atmosfære.

Bogen er ikke pt. oversat til dansk.

Læs artiklen: The Legacy of Hill House: haunted spaces in Shirley Jackson’s novels

Om The Haunting of Hill House:

Udgivelsesår: 2018 (1959)
Forlag: Penguin Random House, 246 sider

Læs også:

Lejligheden af S. L. Grey
Kvinden i sort af Susan Hill
Vi har altid boet på slottet af Shirley Jackson
Skruen strammes af Henry James
Frygt Fabrik Fælde af Steen Langstrup
Rødt til en død årstid af Hanna Lützen
Dark matter af Michelle Paver
Thornhill af Pam Smy
Lille fremmede af Sarah Waters

Bird Box af Josh Malerman

Bird Box af Josh MalermanDer er noget derude …
Noget rædselsfuldt man ikke må se. Ét glimt af det, og man drives til voldeligt selvmord. Ingen ved, hvad det er, eller hvor det kom fra.
Fem år efter, at det begyndte, er der kun en håndfuld spredte overlevende tilbage, deriblandt Malorie og hendes to små børn. De bor i et forladt hus ved floden, og hun drømmer om at flygte til et sted, hvor de måske kan være i sikkerhed. Nu, hvor drengen og pigen er fire år, er tiden inde til at tage afsted. Men det er en skræmmende rejse, der ligger foran dem: 30 km ned ad floden i en robåd – med bind for øjnene – hvor det eneste, de kan stole på, er hendes intelligens og børnenes trænede ører. Ét forkert valg og de dør. Og der er noget, der følger efter dem. Men er det mennesker, dyr eller væsenerne?
(fra bagsiden)

Jeg så Susanne Biers filmatisering af Bird Box, før jeg vidste, at den byggede på en bog. Filmen er rigtig god, men jeg synes faktisk, at bogen er bedre.

Historien starter fem år efter, at verden pludselig blev invaderet af ’noget’, der gør folk sindssyge og får dem til at begå selvmord, hvis de ser det. Vi følger kvinden Malorie, der mod alle odds har klaret sig igennem sammen med sine to børn.

Med spring tilbage i tiden og fortællerstemme, hører vi hvordan Malorie sammen med sin søster oplever verdens sammenbrud. Hvordan hun finder frem til et hus med andre overlevende, og der forsøger at klare sig igennem. Og hvordan hun i nutiden, efter fire års tøven, beslutter sig for at forsøge at nå frem til et sikkert sted længere nede ad floden.

Bird Box er en utrolig intens læseoplevelse, og på mange måder er bogen langt mere uhyggelig end filmen. I filmen virker den frivillige blindhed til tider en smule komisk, fordi vi som publikum kan se, hvad der sker. Men i bogen har vi kun Malories ord at forholde os til, og det gør i den grad den fremmede tilstedeværelse skræmmende. Vi er ligeså uvidende som hende, og aner derfor ikke om det blot er vinden, et dyr eller det fremmede der laver lydene.

Vi kommer også tæt på personerne i huset, hvor Malorie søger tilflugt i starten. Deres forskellige personligheder og måder at tackle katastrofen på, beskrives troværdigt. Josh Malerman har et godt øje for gruppedynamikkens relationer, og hvordan den usynlige ’magtbalance’ i en gruppe lynhurtigt kan tippe, hvis noget ændrer sig. Det er nærmest en gyser i sig selv.

Bird Box er Malermans debutroman, men det mærkes ikke. Sproget flyder, og spændingen føles næsten fysisk på en underspillet, knugende facon. Jeg blev fanget ind fra første side, og kan absolut anbefale den til alle, som holder af en vellykket thriller – også selvom man normalt ikke er den store gyserfan.

Stor anbefaling herfra.

Om Bird Box:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Kandor, 296 sider
Omslag: Rasmus Hjulgaard
Originaltitel: Bird Box
Oversætter: Lars Poulsen

Læs også:

Eksperimentet af Dean Koontz
Station 11 af Emily St. John Mandel
Den sidste af Alexandra Oliva
Den 5. bølge af Rick Yancey

Vejen af Cormac McCarthy

Vejen af Cormac McCarthyEn voldsom og chokerende, men også vedkommende fortælling om kærlighed og medmenneskelighed i en verden, der er brudt sammen.

I en ikke nærmere defineret fremtid kæmper en mand og hans søn for at overleve, efter at en ukendt katastrofe har ramt jorden. Solen skinner kun svagt på himlen. Overalt ligger der aske, og skovbrænde hærger stadig her flere år efter katastrofen indtraf.

Manden og drengen er på vej sydpå over USA mod havet, hvor de håber at finde andre gode mennesker. Alt, hvad de ejer, er i en gammel indkøbsvogn, og sult, kulde og andre overlevende truer bestandigt med at slå dem ihjel. Kun kærligheden til sønnen får manden til at blive ved, selvom alt håb synes tabt.

Vejen er en voldsom og chokerende roman, selvom Cormac McCarthy skriver minimalistisk, helt ned til brugen af (eller rettere manglen på) tegnsætning. Når handlingen er rolig, er sætningerne lange og beskrivende helt ned i detaljer men uden brug af komma osv. Når intensiteten af fortællingen derimod stiger, bliver sætningerne kortere og kortere, og får således ubevist læseren til at sætte tempoet i vejret.

Samtidig fortæller McCarthy i et enkelt og nøgternt sprog, hvilket giver en voldsom kontrast mellem ordene på siden, og de begivenheder der udspiller sig. Ordene er stilfærdige, men handlingen er næsten ubærlig, selvom manden og drengens vej igennem den døde verden det meste af tiden er stort set begivenhedsløs. De leder efter mad. De slår lejr. De forsøger at holde varmen. Og ind i mellem gemmer de sig.

Men i denne hverdagsrutine er intet normalt. Den gamle verden er væk, og den nye verden lover ikke andet end død. Overalt vidner omgivelserne om katastrofen, lige fra den evigt fygende aske til ligene der er brændt fast på vejene for år tilbage. For manden er det uudholdeligt. Han forsøger at skærme drengen og vil gøre alt for at beskytte ham. Men for drengen er det hverdag. Han husker ikke andet.

Faren fortæller drengen, at de er gode mennesker, og at de aldrig vil spise andre mennesker for at overleve. Ikke desto mindre tager han kyniske beslutninger, som inddirekte kan skade andre, for at drengen skal overleve. Den kynisme besidder drengen slet ikke, selvom han er opvokset i denne kolde, dystre verden. Hans medmenneskelighed og trang til at hjælpe dem, de møder, giver et spinkelt håb i en ellers trøstesløs verden. For så længe godheden eksisterer, eksisterer drømmen om en fremtid.

I 2009 blev Vejen filmatiseret med Viggo Mortensen i rollen som faren og Kodi Smit-McPhee som drengen. Filmen følger et langt stykke af vejen romanen, og fremmaner det samme kuldslåede, golde univers, hvor kærligheden mellem far og søn er det eneste menneskelige element.

Uddrag af Vejen:

I det første grå dagslys stod han op og lod drengen sove videre og gik lidt hen ad vejen og satte sig ned på hug og studerede landskabet mod syd. Goldt, tavst, gudløst. Han troede at det var oktober måned men han var ikke sikker. Han havde ikke set en kalender i mange år. De var på vej sydpå. De ville ikke kunne overleve endnu en vinter her.

Da det var blevet lyst nok til at han kunne bruge kikkerten så han ud over dalen under sig. Alt var så farveløst at det gik ud i ét. Den bløde aske blæste i løse hvirvler hen over asfalten. Han så på det han kunne se. Resterne af vejbelægningen dernede, under de døde træer. Han så sig om efter et eller andet med farve på. En eller anden form for bevægelse. Et spor af røg der hævede sig. Han tog kikkerten ned og trak ansigtsmasken af bomuld væk fra munden og tørrede sig under næsen med håndryggen og satte sig igen til at betragte landskabet gennem kikkerten. Bagefter blev han bare siddende med kikkerten i hænderne og betragtede det askegrå dagslys der fortættedes over landskabet. Han vidste ikke længere andet end at drengen var hans eneste eksistensberettigelse. Han sagde: Hvis han ikke er Guds ord har Gud aldrig talt. (s. 8)

Om Vejen: 

Udgivelsesår: 2008
Forlag: Gyldendal, 258 sider
Omslag: Sven Reiner Johansen med foto af Peter Miller/Getty Images
Originaltitel: The Road
Oversætter: Jan Hansen
Vandt Pulitzer Litteraturpris 2007

Læs også:

Metro 2033 af Dmitrij Gluchovskij
Dine øjne tåler ikke synet af Preben Haarup
Blår af Hugh Howey
Station 11 af Emily St. John Mandel
Lilleputternes oprør af Niels E. Nielsen
Miraklernes tid af Karen Thompson Walker

Læs mere på CormacMcCarthy.com

Læs Kim Skottes anmeldelse på Politiken

Edderkoppen af Richard Matheson

Edderkoppen af Richard MathesonScott Carey er en ganske almindelig mand. Gift med Lou som han har datteren Bett med, arbejder for broderen Marty og er godt tilfreds med livet. Indtil den dag det går op for ham, at han skrumper. Hvert døgn bliver han nøjagtig 3,3 millimeter mindre, og lægerne kan intet gøre.

Da sandheden går op for Scott, trygler Lou ham om at gå til lægen. Herfra bliver han sendt til specialister, som nok finder ud af, hvorfor han bliver mindre, men ikke hvordan man stopper processen. Til sidst får Scott nok af forsøg, injektioner og nysgerrighed og tager hjem, hvor han nærmest gemmer sig i huset.

Men en dag går det galt. Scott bliver ved et uheld fanget i kælderen, uden at Lou opdager det. Nu er det op til ham selv at overleve – for kælderen har flere beboere …

Jeg har aldrig lagt mærke til, at Richard Matheson er forfatter til romanen bag filmen The Incredible Shrinking Man, Jeg kender ham hovedsageligt fra Jeg er den sidste. Men stor var min glæde, da jeg tilfældigt faldt over Edderkoppen på biblioteket og så forfatternavnet.

Edderkoppen udkom i 1956, og allerede året efter blev den filmatiseret. Det forstår jeg godt, for trods de godt 60 år på bagen, så er historien stadigvæk spændende. Naturligvis er der nogle tidstypiske elementer, der virker gammeldags i dag. Ikke mindst kønsrollerne er groteske set med nutidens øjne, for her er Scott eneforsørger og enevældig, og hustruen Lou må bare smile og samtykke. Men ser man bort fra den del, så indeholder historien masser af action, men også tankevækkende betragtninger over, hvad Scott føler, og hvordan omverdenen behandler ham.

Størstedelen af fortællingen udspiller sig i kælderen, efter at Scott er blevet ganske lille. I kælderen bor også en edderkop, som er hans største fjende, udover sult og tørst. Vi følger hans forsøg på at undslippe såvel edderkop som kælder, og det er fascinerende at følge hans snarrådighed, jo mindre han bliver.

Ind i mellem klippes til fortiden, når Scott tænker tilbage. Hvert tilbageblik starter med Scotts højde, så 173 cm er f.eks. dagen, hvor Lou kan se ham ind i øjnene. Mens 78 cm fortæller om en uhyggelig oplevelse med nogle unge fyre, der er ude på ballade.

Richard Matheson er til tider skræmmende realistisk, især i betragtning af at han er amerikaner. F.eks. hører vi om, at selvom Scott ligner en lille dreng, har han stadig en voksen mands kønsdrift, og hvordan håndterer et ægteskab lige det?

Endelig er slutningen forrygende – og for mig – uventet. Det er fedt med den slags overraskelser.  Jeg var underholdt og skræmt af Scotts trængsler, og selvom Edderkoppen sikkert ikke er for alle, var det for mig en uventet god læseoplevelse.

Om Edderkoppen:

Udgivelsesår: 1973
Forlag: Winther, 157 sider
Omslags-layout: Tage Jørgensens tegnestue
Originaltitel: The Shrinking Man, 1956
Oversætter: Frits Remar

Udslettelse af Jeff VanderMeer

Udslettelse af Jeff VanderMeer“Da Område X opstod, herskede der uklarhed og forvirring, og det er stadig et faktum, at der ude i verden ikke er ret mange mennesker, der ved, at det eksisterer. Regeringens version af begivenhederne betonede, at det var en miljøkatastrofe inden for et begrænset område, der skyldtes militærets eksperimentelle research. Denne historie sivede ind i den offentlige sfære over en periode på adskillige måneder, så nyheden – som anekdoten om frøen i gryden – trængte ind i folks bevidsthed gradvis som en del af den daglige overmætning af mediestøj om konstant økologisk ødelæggelse. Efter et par år var det blevet et domæne for konspirationsteoretikere og andre yderliggående elementer. Da jeg meldte mig frivilligt og blev sikkerhedsgodkendt, så jeg kunne få syn for sagen, figurerede tanken om ‘Område X’ i mange menneskers hoved som et dystert eventyr, noget, de ikke havde lyst til at tænke særligt meget over. Hvis de overhovedet tænkte på det. Vi havde så mange andre problemer.” (s. 108-109)

Biologen er en af fire kvinder, der deltager i den 12. ekspedition ind i Område X. Bag ekspeditionerne står en hemmelig regeringsorganisation ved navn Southern Reach. Kvindernes mission er enkel. Fortsæt undersøgelsen af de mystiske ting, der finder sted i Område X. Fortsæt kortlægningen af området. Beskriv alt af interesse. Dog skal al dokumentation foregå i papirlogbøger, og for at undgå kontaminering er al kontakt ud af zonen forbudt.

Allerede få dage inde i ekspeditionen finder gruppen en underjordisk konstruktion, der ikke er opført på deres kort. På trods af at den er underjordisk, bliver biologen ved med at tænke på den som ‘Tårnet’. Biologen og topografen går ind for at undersøge tårnet, og herinde opdager de en endeløs række af sætninger, der tilsyneladende er skrevet med levende organismer.

Hvad gemmer sig i tårnet? Hvad er Område X? Hvad er der sket med de tidligere ekspeditioner? Og vil nogen af de fire kvinder overleve?

Udslettelse er første bind i Jeff VanderMeers Southern Reach trilogi, og sikke en start. Jeg blev suget ind i romanens univers allerede fra første side, og må indrømme at jeg sjældent har oplevet noget lignende. Vi efterlades med flere spørgsmål end svar på, hvad Område X er. Selvom tingene overfladisk set virker normale, emmer stedet af gru. Dyrene har foruroligende træk. Personerne kan ikke stole på deres sanser, og en for en bukker de under for presset.

Biologen, som er romanens fortæller, har sine helt personlige grunde til at deltage i ekspeditionen. De grunde løftes sløret for i en række tilbageblik, som vi får sideløbende med hendes logbogsoptegnelser. De øvrige personer ser vi kun gennem biologiens blik og ved således ikke, hvad deres tanker og bevæggrunde er. Et skriveteknisk kneb der er med til at skabe suspense i fortællingen, som på overfladen ikke indeholder en masse action. Men akkurat som Område X gemmer sine hemmeligheder under overfladen, så er Udslettelse næsten et langt tilbageholdt åndedræt. En kæmpe anbefaling herfra.

Udslettelse er filmatiseret i 2018 med Alex Garland (Ex Machina, 2014) i instruktørstolen. Jeg så filmen, før jeg læste bogen, og også filmen er en speciel oplevelse. Dog synes jeg, at bogen langt bedre beskriver Område X, så læs den først.

De øvrige bøger i triologien er Autoritet og Acceptance (pt. ikke oversat til dansk)

Besøg Jeff VanderMeers hjemmeside

Om Udslettelse:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Rosinante, 220 sider
Omslagsillustration: Eric Nyquist
Southern Reach trilogien, 1
Originaltitel: Annihilation
Oversætter: Poul Bratbjerg Hansen

Læs også:

Dark Matter af Blake Crouch
Det tredje testamente af Christopher Galt
Varslet af Liz Jensen
Dark Matter af Michelle Paver
Udryddelsen af Kazuaki Takano

 

Ready Player One af Ernest Cline

Ready Player One af Ernest ClineI en verden hvor sult og fattigdom er reglen snarere end undtagelsen, er det virtuelle univers OASIS tilflugtssted for alle, som kan skrabe penge nok sammen til et visir. Det gælder også for den forældreløse Wade, som hutler sig gennem tilværelsen og drømmer om at blive den, der finder Hallidays ‘æg’. Da grundlæggeren af OASIS, James Halliday, døde, efterlod han nemlig et anderledes testamente. OASIS samt hele Hallidays formue tilfalder den, som kan løse en række gåder, der er gemt rundt i OASIS.

Wade – eller Parzival som han kalder sig i OASIS – er dog langt fra den eneste, der leder efter ægget. Over hele verden har ‘jæggere’ kastet sig ind i jagten, og også den multinationale koncern Innovative Online Industries, IOI, håber på at finde ægget. Faktisk bruger de alle midler, for den som vinder OASIS får nærmest ubegrænset magt.

Selvom Wade er en enspænder, har han dog også et par venner. I OASIS hænger han tit ud med Aech, som også er inkarneret jægger. Og da det lykkes for Wade at løse Hallidays første udfordring, møder han Art3mis, hvilket fordobler hans vennekreds.

Men IOI er lige i hælene på Wade, og snart er udvikler jagten sig til en dyst på liv og død.

Lad det være sagt med det samme. Jeg var vild med Ready Player One. På trods af at jeg er meget lidt interesseret i computerspil, så var de 634 sider ikke én side for meget. Jeg blev lynhurtigt fanget ind af historien, og Ernest Cline får den virtuelle verden til at fremstå troværdig og forståelig. Der er ingen tvivl om, at levede jeg i Wades verden á la 2045, ville jeg også hellere tilbringe min tid i en virtuel virkelighed. For det er garanteret ikke en tilfældighed, at OASIS eller Ontologically Anthropocentric Sensory Immersive Simulation som akronymet står for, på engelsk betyder oase.

Ready Player One er fyldt med referencer til film, spil og musik fra 1970’erne og 1980’erne. OASIS grundlæggeren Halliday var bidt af den periode, så for at kunne løse hans opgaver er jæggerne nødt til at sætte sig grundigt ind i den tid. Da jeg selv har været barn og ung samtidig, er det sjovt at genkende de mange referencer. Men – da Cline bruger samme 80’er tema i romanen Armada, som jeg læste for ikke så længe siden, så føles det ikke helt så sjovt denne gang. Det er dog ikke noget, som ødelægger læseoplevelsen. Det giver bare ikke helt samme sjove pust som i Armada.

Da her er tale om en ungdomsroman, er slutningen ikke den helt store overraskelse. Ikke desto mindre er vejen dertil både underholdende og til tider endda temmelig nervepirrende. Jeg var godt underholdt under læsningen, og kan kun anbefale Ready Player One – også selvom du ikke er computernørd eller var ung i 1980’erne 🙂

Steven Spielberg står bag filmatiseringen af Ready Player One, som havde premiere d. 29. marts 2018. Jeg har ikke fået set filmen endnu, men brugerne på IMDB.com har ratet den til 7.8. Noget tyder således på, at Spielberg ikke har skudt helt ved siden af.

Tak til forlaget Tellerup som har sponseret læseeksemplaret

Om Ready Player One:

Udgivelsesår: 2013/2018
Forlag: Tellerup, 634 sider
Omslag: Warner Bros. Entertainment Inc.
Originaltitel: Ready player one
Oversætter: Valdemar Tellerup

Læs også:

Armada – spillet om jorden af Ernest Cline
Rygtet om hendes død af Kasper Hoff
Syndfloden og storbyen af Nikolaj Johansen
Mimesis af Thomas Kampmann Olsen
Metrozone af Søren Mosdal

The Martian af Andy Weir

The Martian af Andy WeirThe Martian er en moderne Robinson Crusoe fortælling om NASA-astronauten Mark Watney, som strander på Mars uden kontakt til Jorden

Mars er ikke længere uudforsket territorium. To bemandede ekspeditioner har været på planeten, men på den tredje ekspedition går det galt. Under en voldsom storm som tvinger Ares 3 til at opgive deres mission, forsvinder astronauten Mark Watney. Den resterende besætning må forlade planeten uden deres – formodede – døde kammerat.

Men Mark er ikke død. Held i uheld gør at han overlever stormen, og nu skal han finde en måde at overleve alene på Mars, indtil den næste ekspedition ankommer – om 4 år! Heldigvis har Mark et par tricks i baghånden. Han er uddannet ingeniør og botaniker, og disse færdigheder samt hans ukuelige optimisme kommer ham til gode i den desperate kamp for overlevelse. Langsomt får han bugt med problemerne vedrørende iltforsyning og vand, og da man tilbage på jorden, via satellitbilleder af Mars, opdager, at Mark er i live, sættes en storstilet redningsaktion i værk.

Andy Weir debuterede med The Martian, der udkom i 2011 og befinder sig i subgenren ‘hård science fiction’. Det betyder, at der bruges en del tekniske forklaringer undervejs. Nogen bryder sig ikke om det, men jeg synes, det er med til at gøre romanen mere virkelig, når den videnskabelige del virker korrekt.

Romanen blev oprindeligt selvudgivet, men så købte Crown Publishing rettighederne og genudgav den i 2014. Året efter fulgte en filmatisering af bogen instrueret af Ridley Scott og med Matt Damon i hovedrollen som Mark Watney. Filmatiseringen er ret tro mod bogen (pånær mod slutningen), og jeg synes Matt Damon gør det godt i rollen som Mark. Så hvis de tekniske beskrivelser i bogen bliver for tunge, vil jeg i stedet anbefale at se filmen.

Men The Martian er faktisk også ret morsom. Weir lader sin hovedperson Mark fortælle sin historie via log notater, og da han er en meget humoristisk mand, omstændighederne til trods, så sad jeg faktisk flere gange og klukkede undervejs. Så har du endnu ikke læst Andy Weirs fremragende science fiction bestseller, kan jeg kun sig: Gør det – og hellere i dag end i morgen.

Om The Martian:

Udgivelsesår: 2015
Forlag: DreamLitt, 368 sider
Omslag: Bianca Giese
Originaltitel: The martian (amerikansk)
Oversætter: Hanna Lützen

Kick-Ass af Mark Millar og John Romita Jr.

Kick-Ass_Mark_MillarDen veloplagte, blodige og morsomme tegneserie bag superhelte-filmen “Kick-Ass”

I 2010 var jeg i biografen og se den hyle-morsomme superhelte-film ”Kick-Ass” uden overhovedet at vide, at filmen byggede på en tegneserie. Det fandt jeg så ud af nu, hvor forlaget Fahrenheit udgiver historien på dansk. Og selvom “Kick-Ass” er en superhelte-historie og ikke har spor med horror at gøre, så får den alligevel en omtale her på siden. Læsningen var nemlig et kærkommet gensyn med teenageren og tegneserie-nørden Dave Lizewski, der på det store lærred blev udødeliggjort af Aaron Taylor-Johnson.

Dave er en ganske almindelig teenager. Hans mor døde, da han var 14, så nu bor han alene med sin far. Dagene går med at dagdrømme om den lækre klassekammerat Katie og med at samle på superhelte-tegneserier.

Men livet er også uendeligt kedeligt, og en dag beslutter han sig for at tage skridtet videre. I stedet for blot at læse om superhelte vil Dave selv være en, så han køber en våddragt på eBay og øver sig i at gå på New Yorks tage om natten. Til en nat hvor han beslutter sig for at stoppe en gruppe grafitti-tegnere og ender med at blive tævet sønder og sammen.

Det er slutningen på hans superhelte-drøm – skulle man tro! Men da Dave efter talrige operationer og en lang genoptræning er tilbage, er også hans alter-ego Kick-Ass tilbage. Og så bliver han pludselig en helt, da han redder en ung gut fra tæv, og seancen bliver filmet og går online.

Også i privatlivet har Dave succes. Han er blevet venner med Katie – som godt nok tror han er bøsse – så life is sweet. Men endnu en superhelt dukker op, og pludselig er Dave dybt involveret i et blodigt opgør med mafiaen. Et opgør der ikke tegner til at ende lykkeligt for vores superhelt uden superkræfter.

Filmatiseringen har været meget trofast mod oplægget, så det er ikke fordi historien rummer store overraskelser, hvis man har set filmen. Ikke desto mindre synes jeg nu alligevel, at ”Kick-Ass” er værd at læse. Illustratoren John Romita Jr. er nemlig en af Amerikas mest rutinerede superhelte-tegnere. Han har bl.a. tegnet The Amazing Spider-Man, Iron Man og X-Men, og jeg synes hans illustrationer er fede. Og så er det altså bare uhyre underholdende at se skurke få høvl, så blodet sprøjter og lemmerne flyver, af en lille pige med en Hello Kitty taske.

Oprindeligt anmeldt på Bogrummet.dk

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Tekst: Mark Millar
Illustrationer: John Romita Jr.
Forlag: Fahrenheit

The Circle af Dave Eggers

the_circleSynes du, at George Orwells samfund i “1984” var skræmmende? Så læs ikke Dave Eggers tankevækkende thriller “The Circle” som tager overvågningssamfundet til helt nye højder…

Fra forlagets hjemmeside:
Da Mae bliver ansat i firmaet The Circle, det mest magtfulde internetselskab i verden, tror hun, at hun har fået sit livs chance. Hun er mere end begejstret, da hun bliver vist rundt i The Circles imposante kontorlandskaber af glas, campusområdet og kollegieværelserne for dem, der ender med aldrig at gå hjem. Hun er fascineret af firmaets dynamik, forført af den ultimative fællesskabsånd og visionen om, at alle er forbundne og online 24/7. Ikke engang da Maes liv uden for The Circle og forholdet til forældrene og ekskæresten Mercer svinder mere og mere ind, og Maes egen rolle i virksomheden bliver mere og mere … offentlig, aftager hendes begejstring.

Jeg må indrømme, at jeg blev lidt overrasket, da jeg startede på at læse “The Circle”. Jeg havde hørt lidt om handlingen, og den stod placeret blandt spændings-bøgerne på mit bibliotek. Det er dog langt fra en almindelig spændings-roman. Her sker hverken mord, vold, kidnapninger eller lignende. I stedet følger man en ung kvindes stigen i graderne i et idealistisk firma, der langsomt hjernevasker sine medarbejdere under dække af at hjælpe, skabe sammenhold og ikke mindst åbenhed.

For en introvert som mig, var allerede begyndelsen et mareridt af dimensioner. I the Circle bliver de ansatte målt konstant på deres deltagelse i sociale aktiviteter såvel i arbejdstiden som i fritiden – selvfølgelig for deres eget bedste! Jeg ville hade hvert eneste minut på sådan en arbejdsplads (og i øvrigt også ret hurtigt gå ned med stress). Men Mae begynder hurtigt at se det som en mulighed for at være sit bedste selv, og hun bliver snart foregangskvinde for firmaets grundsten om åbenhed og kommunikation.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at den nærmest religiøse tilbedelse the Circle’s ansatte har for firmaet, godt kan minde lidt om ideologien i firmaer som Google og Apple. Disse virksomheder går også nye veje i deres bestræbelser for at skabe et godt arbejdsklima for deres ansatte. Det er jo ikke dårligt, men kan det blive det? Og hvor hurtigt bliver ens loyalitet overfor arbejdspladsen blind?

Forfatteren Dave Eggers tager udgangspunkt i allerede tilgængelige teknologier som f.eks. Facebook og overvågnings-apps som MobileKids, og lader the Circle udvikle dem yderligere et hak. Udgangspunktet er drømmen om at gøre demokratiet totalt ved hjælp af de sociale medier. Men dækker de gode intentioner i virkeligheden over et ønske om at styre og overvåge folk?

Det var vildt ubehageligt at læse hvordan “the land of the free,” uden nærmest at overveje det, afgiver de mest basale demokratiske rettigheder. Hvordan ønsket om at høre til og være populær får folk til at affinde sig med det utroligste. Hvor hurtigt verden udenfor ens egens sfære bliver ukendt og farlig. Og ikke mindst – hvor kort der er mellem ønsket om at bruge teknologien til at fremme demokrati, til at det i stedet styrker totalitarisme med social kontrol og overvågning.

Det er cirka et år siden, at “The Circle” udkom på dansk, og til efteråret rammer filmatiseringen de danske biografer. Hovedrollen som Mae spilles af Emma Watson, der sikkert er bedst kendt for sin rolle som Hermione i Harry Potter-filmene. Jeg er meget spændt på, hvordan transformeringen af bogen til det store lærred bliver, for som sagt er der ikke voldsomt meget ydre handling i romanen. Til gengæld er der virkelig mange problemstillinger om personlig integritet, demokrati og individets ukrænkelighed på spil, og det er mere end skræmmende nok for mig.

“The Circle” er skrevet af Dave Eggers, som udover romaner også har skrevet manuskriptet til den fremragende børnefilm “Where the wild things are”.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet
Forlag: People’s Press, 458 sider
Originaltitel: The Circle (amerikansk)
Oversætter: Louise Ardenfeldt Ravnild