Indlæg tagget med ‘filmatiserede bøger’

Gør plads! Gør plads! af Harry Harrison

Gør plads! Gør plads! af Harry Harrison

For længe siden fik jeg anbefalet filmen Soylent Green fra 1973, og forleden fik jeg endelig set den. Historien udspiller sig i 2022 (måske var det bestemt af højere magter, at jeg først skulle se den i år?), og Charlton Heston spiller hovedrollen som den korrupte kriminalbetjent Thorne. Han sættes til at opklare mordet på et af bestyrelsesmedlemmerne i Soylent Corp., et firma der stort set brødføder hele New York med sine proteinrige plankton-kiks. Men i en by med 80 millioner indbyggere er det lettere sagt end gjort. Især da nogen med forbindelser vil gå langt for at dysse sagen ned.

Filmen giver et klart indtryk af, hvordan overbefolkningen har drevet samfundet ud over kanten. New York vises som en nedslidt by, hvor vagter med geværer bevogter de pæne trappeopgange, så de fattige ikke sover der. Korruption er udbredt, og der er mangel på alt.

Plottet er bygget op om opklaringen af mordet, men filmen er meget mere end det. Klimaet er gået amok og en hedebølge ligger tungt over New York. Som kontrast til almindelige menneskers fattigdom præsenteres vi for lejligheder med alle fornødenheder for de rige. Endda med smukke unge kvinder der følger med som ‘furniture’. Stort set ingen læser mere, men enkelte mennesker fungerer som ‘books’, der kan skaffe alle mulige slags oplysninger. F.eks. er Thornes ældre sambo Sol en ‘book’, der hjælper ham med politiarbejdet. Og endelig er der slutningen, der fører filmen i en helt ny retning.

Soylent Green er fra 1973 og fik den danske titel Fremtidens rædsel. Selvom enkelte scener virker forældede i dag, synes jeg stadig, at filmen er værd at se. Den kendte filmanmelder Roger Ebert beskrev den da også som: “… a good, solid science-fiction movie, and a little more.

Romanen

Det var først efter, at jeg havde set Soylent Green, at det gik op for mig, den var baseret på Harry Harrisons roman Gør plads! Gør plads! Selvom man tydelig ser inspirationen fra bogen i Stanley R. Greenbergs manuskript, er her dog tale om en ret anderledes historie.

Igen er opklaringen af et mord den røde tråd gennem romanen. Kriminalbetjenten Andy Rusch bliver sat på sagen, da Michael O’Brien – også kendt som Store Mike – bliver myrdet i sin lejlighed. Det ligner et indbrud, der er gået galt, og normalt ville sagen hurtigt blive lukket. Med de mange mord, der sker hver dag i New York, er det oftest sådan det går. Men nogen højt oppe i systemet presser på for at finde morderen.

Historien fortælles i forskellige spor. Dels gennem Andy der modsat filmens kriminalbetjent ikke er korrupt, men hårdtarbejdende og idealistisk. Dels gennem den unge kvinde Shirl, der var Store Mikes kæreste. Han var en brutal mand, men alligevel var livet med ham langt mindre hårdt, end livet på gaden. Endelig hører vi også om den 18-årige kineser Billy Chung, der bor med sin familie i havneområdet på et nedslidt skib sammen med en masse andre familier.

Gør plads! Gør plads! udspiller sig over et lille halvt års tid i 1999 frem til årtusindskiftet. Befolkningstallet er eksploderet, og der er ikke længere nok mad til alle. Staten har indført velfærdskort, som giver adgang til madrationer, men kød og grøntsager har kun de rige råd til at købe. Vand er også en mangelvare. Både pga. det bestandigt varmere klima. Men også fordi bønderne klager over byernes store vandforbrug og saboterer rørledningerne.

Menneskeheden slugte på et århundrede alle verdens ressourcer, som det havde taget millioner af år at oplagre, og ingen i toppen brød sig en døjt om det, eller hørte efter alle dem der prøvede at advare dem. De lod os bare overproducere og overkonsumere, indtil nu hvor olien er væk, muldlaget er udpint og skyllet bort, træerne hugget om, dyrene uddøde, jorden forgiftet, og alt hvad vi har fået ud af det, er syv milliarder mennesker, der kæmper om de smuler, der er tilbage og lever en elendig tilværelse – og stadig avler børn uden kontrol … (side 172)

Stort set ingen husker, hvordan det var før. Alle gør bare, hvad der skal til for at overleve i den stadig mere nedslidte by fuld af mennesker på hver kvadratmeter.

Slutningen er helt anderledes end romanen, og jeg kan forestille mig, at Gør plads! Gør plads! har været ret kontroversiel, da den udkom i USA i 1966. Andys sambo Sol, der også i romanen er en ældre mand, er nemlig fortaler for fødselskontrol. Og når man tænker på, at USA her i 2022 forsøger at rulle kvinders ret til abort tilbage i flere stater, kan jeg kun forestille mig, hvilket ramaskrig det forslag har vakt dengang.

Harry Harrison har ikke skrevet en særlig opmuntrende roman. Meget af det han forestillede sig i 1966 er sket. Vi opbruger jordens ressourcer, klimaet ændrer sig, vi er i gang med den sjette masseudryddelse, og vi er alt for mange mennesker på jorden. Men stadigvæk fortsætter forbrugsfesten, og det er svært at se vores politikere opføre sig meget anderledes, end dem i romanen. Så selv med 56 år på bagen er Gør plads! Gør plads! desværre sørgeligt aktuel.

Udgaven, jeg har læst, er uheldigvis skæmmet af en del trykfejl. En af de mest iøjnefaldende er i bogens slutning, hvor USA’s befolkningstal glædesstrålende opgøres til 44 millioner. Her skulle have stået 344 millioner.

I skrivende stund er USA’s befolkningstal på knap 335 millioner, altså lidt mindre end Harrisons bud. Til gengæld har vi på verdensplan overskredet hans syv milliarder, idet vi nærmer os otte!

Om Gør plads! Gør plads!

Udgivelsesår: 1973
Forlag: Notabene, 219 sider
Omslag: Peter Sugar
Originaltitel: Make Room! Make Room!, 1966
Oversætter: Jannick Storm

Læs også:

Efter stormen af Harry Harrison
Komplekskuller – klimafiktion / red. Carl-Eddy Skovgaard
Troldmandens sværd af Niels E. Nielsen
Kimære af Gert Nygårdshaug
Atlantiz af Publius Enigma

Frankenstein genfortalt af Kenneth Bøgh Andersen

Frankenstein genfortalt af Kenneth Bøgh Andersen

Mary Shelley skrev Frankenstein i 1818. Siden er den blevet genudgivet igen og igen, ligesom den er blevet filmatiseret et utal af gange. Historien er ligeså fascinerende i dag, som da romanen udkom første gang, men sprogligt og tempomæssigt mærkes det naturligvis, at historien har over 200 år på bagen. Det har Kenneth Bøgh Andersen sat sig for at ændre på. I 2021 udgav han Frankenstein genfortalt, hvor han med respekt for originalen fortolker den tragiske historie i sine egne ord.

Denne bog, du nu sidder med, er Mary Shelleys grufulde og dramatiske fortælling om videnskabsmanden, der knækker selve livets kode og skaber et levende væsen – med frygtelige konsekvenser til følge. Men den er fortalt med min stemme og i min fortolkning. Jeg har så vidt mulig forsøgt at være tro mod den oprindelige historie, men har også lagt til og skåret fra, hvor jeg fandt det passende. Visse scener er blevet udvidet, andre kraftigt barberet. Nogle af disse ændringer og begrundelsen for dem uddybes i bogens efterskrift. (forordet side 5-6)

I mine øjne lykkes Kenneth Bøgh Andersen med sit projekt. Frankenstein genfortalt er spændende, dramatisk og levende fortalt. Den vil helt sikkert skaffe den gamle klassiker nye fans. Dilemmaet om, hvor langt videnskaben bør gå, er i høj grad ligeså aktuelt i dag, og det samme er diskussionen om menneskelighed og moral.

Jeg sætter også stor pris på, at læseren har mulighed for at se, hvor genfortællingen adskiller sig fra originalen i efterskriftet. Det er tydeligt, at der er tænkt over hver ændring, og at KBA i den grad har sat sig ind i Mary Shelleys værk, før han begyndte sin genfortælling.

Endelig har KBA slået sig sammen med den talentfulde tegner Rasmus Jensen, som forsyner Frankenstein genfortalt med nogle utroligt smukke og stemningsfulde illustrationer, der næsten giver mindelser til Bernie Wrigtsons Frankenstein-fortolkning. Dét, sammen med et overordnet stilfuldt layout, kvalitetspapir og en uimodståelig forside, gør KBA’s roman til en sand lækkerbisken.

Har du aldrig fået læst originalen, så grib fat i Frankenstein genfortalt. Du bliver ikke skuffet.

  • Illustration af Rasmus Jensen fra "Frankenstein genfortalt" af Kenneth Bøgh Andersen
  • Illustration af Bernie Wrightson fra "Frankenstein" af Mary Shelley

Uddrag af bogen:

Til at begynde med kunne han ikke se noget. Is og skygger og hav. Intet andet.

Så var der en bevægelse.

Med rynket pande tog Walton sin kikkert op af lommen, trak den ud og rettede den mod den sorte plet, der var dukket op i alt det hvide. Den var langt væk, og han kunne ikke se den ordentligt, men … Nej, det lignede ganske rigtigt ikke et dyr. Men et menneske? Det kunne heller ikke passe. Ikke kun, fordi de befandt sig midt ude i det rene ingenting, hvor ingen mennesker levede – hvor ingen mennesker kunne leve – men også fordi … Den skikkelse … Den var alt for stor.

Skabningen – hvad det end var – bevægede sig med en overraskende hast, og øjeblikket efter var den væk igen.

Walton sænkede kikkerten. Kunne det være en ny art? Kun få opdagelsesrejsende havde været så langt nordpå, som de var nu. Pokkers også, at de var spærret inde af isen, så de ikke kunne optage forfølgelsen. Og dog …

Walton ville aldrig indrømme det – ikke engang i brevet til sin søster – men en del af ham var faktisk lettet over, at han ikke kunne træffe beslutningen om at sætte efter. Lettet over, at skikkelsen var løbet væk fra skibet i stedet for mod det. For selvom figuren ikke havde været andet end en sløret plet i horisonten, så var der noget ved den, der havde fået hans hjerte til at banke hurtigere.

Hvad havde det dog været for et væsen? (siden 18-19)

Om Frankenstein genfortalt:

Udgivelsesår: 16.09.2021
Forlag: Politiken, 240 sider
Omslag: Simon Lilholt
Illustrationer: Rasmus Jensen
Efter Mary Shelleys Frankenstein fra 1818

Læs også:

Manden der tænkte ting af Valdemar Holst
Edderkoppen af Richard Matheson
WE3 af Grant Morrison og Frank Quitely
Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund
Frankenstein af Mary Shelley
Dr. Jekyll og Mr. Hyde af Robert Louis Stevenson
Doktor Moreaus Ø af H. G. Wells

2001: En odyssé i verdensrummet af Arthur C. Clarke

2001 : en odyssé i verdensrummet af Arthur C. Clarke

2001: En odyssé i verdensrummet er nok Arthur C. Clarkes mest kendte værk. Romanen startede sit liv som novellen i ‘The Sentinel’ fra 1951. En historie om hvordan mennesket rejser til månen og der finder bevis på intelligent liv i rummet. I 1960’erne blev novellen hentet frem i lyset igen, da Clarke i et samarbejde med filminstruktøren Stanley Kubrick besluttede at lave en film over historien. Filmen fik premiere i 1968 og umiddelbart efter udkom også romanen, der siden har fået tre efterfølgere.

Handlingen i 2001: En odyssé i verdensrummet fortælles gennem seks overordnede kapitler. Første kapitel hedder ‘Abemenneskets tid’ og udspiller sig for tre millioner år siden, hvor mennesket endnu ikke fandtes. Her opdager en flok abemennesker en stor rektangulær sten udenfor deres hule. Umiddelbart tager de sig ikke af den, men så begynder stenen at kommunikere med dem.

Andet kapitel hedder ‘TMA-1’ og handler om dr. Heywood Floyds rejse til månen. Han er på vej op for at studere en hemmeligholdt opdagelse, man netop har gjort, som vil ryste menneskeheden i dens grundvold.

Det tredje kapitel hedder ‘Mellem planeter’. Her følger vi astronauterne Frank Poole og David Bowmans rejse med rumskibet Discovery på vej mod Saturn. Med sig har de yderligere tre videnskabsmænd, der skal sove hele rejsen, samt deres uundværlige computer HAL 9000.

I fjerde kapitel ‘Katastrofe’ indtræffer et alvorligt uheld, som får afgørende betydning for resten af ekspeditionen.

Discovery når endelig frem til sit mål i femte kapitel ‘Saturns måner’, hvor en overraskelse gemmer sig, som afsløres i sjette kapitel ‘Gennem stjerneporten’.

Rumrejsen år 2001 instrueret af Stanley Kubrick

Jeg har både set filmen og læst bogen. Om man er til det ene medie eller det andet, er nok en smagssag. Personligt synes jeg, at filmen er utrolig flot, men også lidt langtrukken og meget kryptisk. Her er romanen langt mere forklarende og til at forstå. Og så gør det jo ikke oplevelsen dårligere, at jeg har filmens smukke scener for mit indre øje under læsningen.

Anmelderne skriver:

Bogrummet: “Clarke fortæller som altid spændende ud fra sin store faktuelle viden om rummet og blander det godt med sine lige så store fantasi. Bog og film går fantastisk sammen. Forskellene gør, at begge medier har hver deres liv, men bogen er samtidig med til at forklare en hel del af handlingen i fil­men, som kan virke fuldstændig uforståelig ind imellem. Slutningen på filmen virker psykedelisk og abstrakt, men i bogen pensles det noget bedre ud og giver mere mening. Men samtidig må jeg også påpege, at bogen mangler en del af den nerve og klaustrofobiske tilstand, som man får ved at se filmens sekvenser, hvor astronauterne bevæger sig ud i rummet, kun med dem selv og deres åndedræt. Ligeledes fylder Hal meget mere i filmen, især med det hypnotiske røde øje, som er den konfliktfyldte computers kontakt til omverdenen.” (anmeldt af Bjarne Jensen)

Kloner og Stjernekrig: “2001” bliver således en fortælling om, hvordan mennesket opdagede sig selv, og hvordan det meget senere fandt sit formål. På den måde bliver monolitten symbol på troen på sammenhæng i vores og universets udvikling. Der findes virkelig noget, der styrer det hele – og med et formål. Uheldigvis giver den kreativitet, monolitten nedlægger i mennesket, sig øjeblikkelig udslag i aggressivitet og undertvingelse, og menneskets dominerende egenskaber bliver således udstillet.” (anmeldt af Kristian Mørk)

Planet Pulp: “En odyssé i verdensrummet” er en velsmurt, nærmest pedantisk nøjagtig roman, der gør en dyd ud af at kortlægge alt det, der ikke forklares i filmen. Romanen jonglerer med en imponerende lethed med en række særdeles tungsindige emner, som med en på det nærmeste naturvidenskabelig præcision udlægges for læseren […] Har du blot den mindste svaghed for science fiction, er der ingen grund til at undgå Clarke. Selv hvis du af en eller anden grund skulle have fået den opfattelse, at 2001 er alt for tung og kedelig. Det er den ikke, og hader du filmen, er romanen stadig værd at kigge på.” (anmeldt af Martin Jürgensen)

Om 2001:

Udgivelsesår: 1983
Forlag: Gyldendal, 204 sider
Omslag: Jesper Wetterslev
Originaltitel: 2001. A Space Odyssey (1968)
Oversætter: Mogens Boisen

Udflugt til Hanging Rock af Joan Lindsay

Udflugt til Hanging Rock af Joan LindsayUdflugt til Hanging Rock udspiller sig i Australien i år 1900. Elever fra pigeskolen Appleyard College tager på udflugt til det Hanging Rock, en unik afsidesliggende vulkansk klippeformation i det australske vildnis. Men under udflugten sker der noget, som efterfølgende får vidtrækkende konsekvenser.

Joan Lindsay skrev romanen i 1967, og det lille forord lyder: ”Mine læsere må selv afgøre, om Udflugt til Hanging Rock er en fiktiv eller sandfærdig fortælling. Eftersom den skæbnesvangre udflugt fandt sted i år 1900, og alle de personer, som optræder i bogen, for længst er døde, gør det næppe den store forskel.

Min kollega Janus beskrev Udflugt til Hanging Rock som en overnaturlig gyser uden overnaturlige elementer. Den beskrivelse er jeg meget enig i, for i Joan Lindsays roman lurer det uforklarlige midt i hverdagens virkelighed. Uden store armbevægelser lykkes det hende at få læseren i højeste alarmberedskab, og jeg læste med tilbageholdt åndedræt og forventning om det værste.

Der er noget gådefuldt og drømmende over historien, selvom den fortælles i et ligefremt og naturalistisk sprog. Den vilde australske natur omkranser som en tavs kulisse begivenhedener, og føles skiftevis varm og venlig og truende og fjendtlig. Vi følger en række personer, der på den ene eller anden måde bliver berørt af hændelserne ved Hanging Rock, der som ringe i vandet spreder sig langt ud. Intet forklares, og det er op til læseren at tolke de ting, der beskrives. Det er så godt skrevet.

En artikel i The Sydney Morning Herald i anledning af romanens 50 års jubilæum fortæller blandt andet, hvordan historien kom til Joan Lindsay i en række drømme, og blev skrevet på blot et par uger. Da hun forelagde bogen til et forlag, var man øjeblikkeligt interesseret. Redaktøren foreslog dog, at det sidste kapitel blev fjernet for at gøre historien flertydig. Det gik Lindsay med til, og resten er historie, som man siger.

Romanen blev i 1975 filmatiseret af Peter Weir. Filmatiseringen modtog en række priser og nomineringer, og da den udkom i en restaureret ’director’s cut’ udgave i 1998 var anmelderne stadig begejstret. Blandt andet kaldte San Francisco Chronicle’s Peter Stack den for ”one of the most hauntingly beautiful mysteries ever created on film

I sin anmeldelse af filmen kommer Roger Ebert også ind på romanen. Her fortæller han, hvordan den flertydige indledning efterlod folk i tvivl, om historien reelt var baseret på en virkelig hændelse. Bog og film udviklede sig til et helt fænomen, hvor gamle aviser og arkiver blev gennemsøgt for at finde spor, ligesom der udkom en bog, The Murders at Hanging Rock, der introducerer en række teorier om blandt andet UFO’er og tidsforskydning.

Trods både romanens og filmens klassiker-status, er det først her i 2019, at Udflugt til Hanging Rock er blevet oversat til dansk. De danske anmeldere er dog ligeså begejstrede som resten af verden. Blandt andet skriver Klaus Rothstein i Weekendavisen: ”Udflugt til Hanging Rock er eminent uhyggeligt, gotisk, grotesk, magisk og mystisk (måske nok for ukonkret for det almindelige krimi publikum, der godt kan lide gådernes opklaring) og svært tilfredsstillende, når den hævnfulde natur både får det sidste ord og tager det sidste offer.” Mens Jes Stein Pedersen i Politiken ikke ”tøver et iskoldt gysende sekund med at anbefale denne intense, mageløst godt fortalte og dygtigt oversatte roman til andre, der holder af sproglig magi og langtidsholdbar uhygge.”

Jeg er heller ikke tvivl. Udflugt til Hanging Rock var en foruroligende, intens og uventet læseoplevelse, som jeg på det varmeste kan anbefale. Jeg har også tænkt mig at få set Peter Weirs film, og måske vil jeg også kaste mig over den nyeste filmatisering fra 2018, der er en tv-serie i seks afsnit.

Om Udflugt til Hanging Rock:

Udgivelsesår: 06.09.2019
Forlag: Forlaget Feldtfos, 235 sider
Omslag: Alette Bertelsen, aletteb.dk
Originaltitel: Picnic at Hanging Rock (1967)
Oversætter: Søren Feldtfos Thomsen

Læs også:

Menneskehavn af John Ajvide Lindqvist
The Haunting of Hill House af Shirley Jackson
Manden, som træerne elskede af Nikolaj Johansen
Gamle venner af Aske Munk-Jørgensen
Intet på jord af Conor O’Callaghan

Manden der tænkte ting af Valdemar Holst

Manden der tænkte ting af Valdemar Holst

Boutard er den lukkede afdelings store problem. Skønt indespærret i enecelle forstår han til overlægens raseri at skaffe sig store havannacigarer og ædle vine, og en dag er han trods alle forsigtighedsregler totalt forsvundet.

Han har imidlertid fået tillid til en af lægerne, Dr. Francis, og over for ham letter han sløret for sin hemmelighed. Begivenhederne udvikler sig  med foruroligende hast, og en mystisk dobbeltgænger forpester den unge læges liv. Han trænges ud af sit arbejde, hans kæreste behandler ham som en plattenslager, og han er ved at gå i hundene, mens dobbeltgængeren fejrer triumfer …

Man mindes Peter Schlemihl og dr. Jekyll – mr. Hyde under læsningen af denne mærkelige og rædselsfyldte roman, som er et moderne sidestykke til den klassiske litteraturs mystiske fortællinger. (fra bagsiden)

Jeg blev gjort opmærksom på Manden der tænkte ting under en temadag om science fiction, jeg deltog i tidligere på året. Foredragsholderen roste filmatiseringen for at være en af de bedste danske science fiction film. Så jeg tænkte, at jeg hellere måtte få set på den, og det er hermed gjort.

Hvor filmen udspiller sig i Danmark, er romanens hovedperson den franske læge Francis. Den første del af filmen følger den originale historie ret tæt, men romanen forløber over en længere periode. Dermed får vi et langt mere indgående indblik i Francis deroute, idet vi følger ham fra feteret læge til drukkenbolt på samfundets bund.

Tager man bogens alder i betragtning er Manden der tænkte ting, et spændende bekendtskab. Valdemar Holsts idé om at kunne skabe ting ved tankens kraft underbygger han ganske interessant med tanke på altings opbygning af atomer. Der er også spørgsmålet om identitet. Hvem af Dr. Francis’erne er den rigtige, når Boutard har skabt en dobbeltgænger, der på alle områder er mere perfekt? Har den originale dr. Francis krav på sit liv, når han hurtigt går i hundene uden sin lægetitel?

Endeligt nævner Jens Ravn, der instruerede filmen i 1969, at historien også er en Faust-historie. Boutard tilbyder i starten af fortællingen Dr. Francis alt, hvad han kan drømme om, hvis blot han vil hjælpe ham. Francis siger nej af etiske grunde, men jo længere ned i skidtet han kommer, jo mindre betyder disse grunde til sidst.

Personligt kunne jeg bedre lide bogen end filmen, der har en spændende billedside, men som tempomæssigt i høj grad er ‘barn af sin tid’. Romanen ‘lider’ ikke på samme måde under sin alder, men fungerer ligeså godt i dag, som da den udkom for 54 år siden.

Uddrag af Manden der tænkte ting:

“De ved, at den moderne videnskab er gået bort fra den antagelse, at stoffet er noget i sig selv. Stof er en form for energi, bestående af kraftcentrer, der for hver enkelt stofs vedkommende svinger på en særegen måde. Ved at betragte stoffet i dets forskelige former, altså genstandene, dannes der billeder i hjernen; billeder, der består af svingninger, som nøje korresponderer med genstandens energisystemer.

Disse billeder tændes og slukkes, efter som øjnene ser, men gennem hukommelsen kan de uden det ydre synsapparat fremkaldes til en indre beskuelse. 

Denne fremkaldelse af én gang sete ydre ting kan være af højst forskellig art og styrke. Nogle mennesker husker dårligt, har en svag indbildningskraft; hos andre er den stærk og hos mig enorm!

Hør efter, nu var min hypotese følgende: Dersom man kunne koncentrere sine indtryk til en vis styrkegrad, ville svingningerne i hjernebillederne dels forstærkes, så de nærmede sig genstandens i intensitet, dels forlænges som strålerne fra en lyskaster med hjernen som centrum, så der dannedes et ydre billede.

Begynder De nu at forstå. Min hypotese var, at ved tilstrækkelig koncentration ville der dannes en bevidst hallucination, et ydre billede, et hukommelsesduplikat, der, når svingningerne havde nået en tilstrækkelig styrkegrad, også ville blive synligt for andre. Er De med?” (side 39-40)

Manden der tænkte ting illustreret af Hans Scherfig

Om Manden der tænkte ting:

Udgivelsesår: 1965
Forlag: Stjernebøgerne, Vintens Forlag. 152 sider

Jeg er blevet gjort opmærksom på, at der findes en førsteudgave fra 1938 med forside af Hans Scherfig, og har fået hjælp til at finde et billede af denne. Tak for det 🙂

Filmatiseret i 1969. Læs en anmeldelse af filmen på Kulturkapellet.

The Haunting of Hill House af Shirley Jackson

The Haunting of Hill House af Shirley Jackson“No live organism can continue for long to exist sanely under conditions of absolute reality; even larks and katydids are supposed, by some, to dream. Hill House, not sane, stood by itself against its hills, holding darkness within; it had stood so for eigthy years and might stand for eighty more. Within, walls continued upright, bricks met neatly, floors were firm, and doors were sensibly shut; silence lay steadily against the wood and stone of Hill House, and whatever walked there, walked alone.” (side 3)

Da John Montague, doktor i filosofi og antropologi, lejer Hill House af familien Sanderson for en kortere periode, er hans formål at undersøge det videnskabeligt for overnaturlige fænomener. Til det har han brug for hjælpere med visse evner.

Mere eller mindre tilfældigt ender han med Luke Sanderson (familien vil kun leje huset ud til Montague, hvis den kommende arving er til stede), Eleanor Vance og Theodora. De to sidstnævnte har begge vist talent indenfor parapsykologi, uden dog selv at have bidt mærke i det.

Historien fortælles hovedsageligt gennem Eleanor Vance, en forsigtig 32-årig kvinde, der hele sit voksne liv har passet sin syge mor i hjemmet. For få måneder siden døde moren, og turen til Hill House er første gang, Eleanore gør noget for sig selv.

Men Hill House er, som de indledende linjer indikerer, ikke et hus som alle andre. Allerede før gruppen er trådt indenfor dørene, rammes de af følelsen af noget forkert. Huset er mørkt og labyrintisk med proportioner der snyder øjne og hjerne, og Montagues håb om at kunne dokumenterer paranormale hændelser opfyldes snart.

Umiddelbart sker her ikke så meget. Ingen spøgelser gemmer sig under sengen, og der sker ikke de voldsomme begivenheder personerne imellem. Og så alligevel. For der er ingen tvivl om, at huset rummer noget. Det er umuligt at holde døre og vinduer åbne. Indgangen til børneværelset føles iskold. Og stemningen mellem personerne i huset udvikler sig mere og mere anspændt. Særligt Eleanore mærker huset. Hendes lave selvværd gør hende til et oplagt mål, og snart føler hun, at de andre er imod hende.

The Haunting of Hill House er skræmmende som ind i … Lige fra husets urovækkende atmosfære hvor vi mere fornemmer end ser begivenhederne personerne udsættes for. Vi hører om de frygtelige bankelyde om natten, men får ingen forklaring. Det får vi heller ikke på den umiddelbart idylliske picknic-scene, som Eleanore og Theodora flygter fra under en gåtur på grunden. Det er heller ingen forklaring på, hvorfor Dudley-parret, som passer huset, aldrig er der efter mørkets frembrud. Eller hvorfor Eleanore bliver skræmt fra vid og sans, da hun forsøger at gå ind i biblioteket.

Kelley McBride skriver i en artikel om Shirley Jackson

Thus, the haunted house is a perfect microcosm of interior struggle: as Hill House progresses Eleanor further identifies with the house, and each subsequent haunting appears as though her subconscious is acting out via the supernatural […] The idea of environments mirroring the interior lives of the principal characters has been a staple of the Gothic genre since its inception: we are accustomed to reading stories about houses as ground zero for supernatural activity. However, one facet that differs in Jackson’s work is that the ghosts (if indeed there are ghosts) never make a guest appearance. This is significant compared to other Gothic classics, such as The Castle of Otranto, where we finally are given the insight that the hauntings are coming from a supernatural, yet external force. Hill House, by contrast only has the trappings of a haunting, yet no discernible spooks are given.”

For mig er det evnen til at fortælle så meget imellem linjerne, der gør Shirley Jackson så interessant. Hun bruger gotikkens virkemidler i en moderne kontekst og får fortalt meget om mennesket og vores sårbare psyke. Hendes stil er blevet beskrevet som “en elpære, der lyser et ubehageligt, mørklagt rum op i insisterende glimt“. Vi når at se det rædselsfulde, men får ingen forklaring. Og når det endelig afsløres, hvad der gemmer sig i mørket, er det for sent.

Shirley Jackson skrev The Haunting of Hill House i 1959, og i 1963 kom den første filmatisering med titlen The Haunting instrueret af Robert Wiese. En i mine øjne helt igennem fremragende film, der stadig formår at få mig helt ud på kanten af sædet trods sine mere end 55 år på bagen. I 1999 kom endnu en filmatisering ligeledes kaldet The Haunting, denne gang instrueret af Jan de Bont med navne som Liam Neeson, Lily Taylor, Catherine Zeta-Jones og Owen Wilson på rollelisten, men en langt ringere film.

Endelig har Netflix produceret en tv-serie i 2018 The Haunting of Hill House, der er inspireret af Jacksons roman. Handlingen følger ikke romanens, men stemningen rammer lige i plet med sin dystre og uigennemskuelige atmosfære.

Bogen udkom i 2019 på dansk under titlen Mørket i Hill House med et interessant forord af Bo Green Jensen, som jeg dog vil anbefale, at man læser til sidst i stedet for.

Læs artiklen: The Legacy of Hill House: haunted spaces in Shirley Jackson’s novels

Om The Haunting of Hill House:

Udgivelsesår: 2018 (1959)
Forlag: Penguin Random House, 246 sider

Læs også:

Lejligheden af S. L. Grey
Kvinden i sort af Susan Hill
Vi har altid boet på slottet af Shirley Jackson
Skruen strammes af Henry James
Frygt Fabrik Fælde af Steen Langstrup
Rødt til en død årstid af Hanna Lützen
Dark matter af Michelle Paver
Thornhill af Pam Smy
Lille fremmede af Sarah Waters

Bird Box af Josh Malerman

Bird Box af Josh MalermanDer er noget derude …
Noget rædselsfuldt man ikke må se. Ét glimt af det, og man drives til voldeligt selvmord. Ingen ved, hvad det er, eller hvor det kom fra.
Fem år efter, at det begyndte, er der kun en håndfuld spredte overlevende tilbage, deriblandt Malorie og hendes to små børn. De bor i et forladt hus ved floden, og hun drømmer om at flygte til et sted, hvor de måske kan være i sikkerhed. Nu, hvor drengen og pigen er fire år, er tiden inde til at tage afsted. Men det er en skræmmende rejse, der ligger foran dem: 30 km ned ad floden i en robåd – med bind for øjnene – hvor det eneste, de kan stole på, er hendes intelligens og børnenes trænede ører. Ét forkert valg og de dør. Og der er noget, der følger efter dem. Men er det mennesker, dyr eller væsenerne?
(fra bagsiden)

Jeg så Susanne Biers filmatisering af Bird Box, før jeg vidste, at den byggede på en bog. Filmen er rigtig god, men jeg synes faktisk, at bogen er bedre.

Historien starter fem år efter, at verden pludselig blev invaderet af ’noget’, der gør folk sindssyge og får dem til at begå selvmord, hvis de ser det. Vi følger kvinden Malorie, der mod alle odds har klaret sig igennem sammen med sine to børn.

Med spring tilbage i tiden og fortællerstemme, hører vi hvordan Malorie sammen med sin søster oplever verdens sammenbrud. Hvordan hun finder frem til et hus med andre overlevende, og der forsøger at klare sig igennem. Og hvordan hun i nutiden, efter fire års tøven, beslutter sig for at forsøge at nå frem til et sikkert sted længere nede ad floden.

Bird Box er en utrolig intens læseoplevelse, og på mange måder er bogen langt mere uhyggelig end filmen. I filmen virker den frivillige blindhed til tider en smule komisk, fordi vi som publikum kan se, hvad der sker. Men i bogen har vi kun Malories ord at forholde os til, og det gør i den grad den fremmede tilstedeværelse skræmmende. Vi er ligeså uvidende som hende, og aner derfor ikke om det blot er vinden, et dyr eller det fremmede der laver lydene.

Vi kommer også tæt på personerne i huset, hvor Malorie søger tilflugt i starten. Deres forskellige personligheder og måder at tackle katastrofen på, beskrives troværdigt. Josh Malerman har et godt øje for gruppedynamikkens relationer, og hvordan den usynlige ’magtbalance’ i en gruppe lynhurtigt kan tippe, hvis noget ændrer sig. Det er nærmest en gyser i sig selv.

Bird Box er Malermans debutroman, men det mærkes ikke. Sproget flyder, og spændingen føles næsten fysisk på en underspillet, knugende facon. Jeg blev fanget ind fra første side, og kan absolut anbefale den til alle, som holder af en vellykket thriller – også selvom man normalt ikke er den store gyserfan.

Stor anbefaling herfra.

Om Bird Box:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Kandor, 296 sider
Omslag: Rasmus Hjulgaard
Originaltitel: Bird Box
Oversætter: Lars Poulsen

Læs også:

Eksperimentet af Dean Koontz
Station 11 af Emily St. John Mandel
Den sidste af Alexandra Oliva
Den 5. bølge af Rick Yancey

Vejen af Cormac McCarthy

Vejen af Cormac McCarthyEn voldsom og chokerende, men også vedkommende fortælling om kærlighed og medmenneskelighed i en verden, der er brudt sammen.

I en ikke nærmere defineret fremtid kæmper en mand og hans søn for at overleve, efter at en ukendt katastrofe har ramt jorden. Solen skinner kun svagt på himlen. Overalt ligger der aske, og skovbrænde hærger stadig her flere år efter katastrofen indtraf.

Manden og drengen er på vej sydpå over USA mod havet, hvor de håber at finde andre gode mennesker. Alt, hvad de ejer, er i en gammel indkøbsvogn, og sult, kulde og andre overlevende truer bestandigt med at slå dem ihjel. Kun kærligheden til sønnen får manden til at blive ved, selvom alt håb synes tabt.

Vejen er en voldsom og chokerende roman, selvom Cormac McCarthy skriver minimalistisk, helt ned til brugen af (eller rettere manglen på) tegnsætning. Når handlingen er rolig, er sætningerne lange og beskrivende helt ned i detaljer men uden brug af komma osv. Når intensiteten af fortællingen derimod stiger, bliver sætningerne kortere og kortere, og får således ubevist læseren til at sætte tempoet i vejret.

Samtidig fortæller McCarthy i et enkelt og nøgternt sprog, hvilket giver en voldsom kontrast mellem ordene på siden, og de begivenheder der udspiller sig. Ordene er stilfærdige, men handlingen er næsten ubærlig, selvom manden og drengens vej igennem den døde verden det meste af tiden er stort set begivenhedsløs. De leder efter mad. De slår lejr. De forsøger at holde varmen. Og ind i mellem gemmer de sig.

Men i denne hverdagsrutine er intet normalt. Den gamle verden er væk, og den nye verden lover ikke andet end død. Overalt vidner omgivelserne om katastrofen, lige fra den evigt fygende aske til ligene der er brændt fast på vejene for år tilbage. For manden er det uudholdeligt. Han forsøger at skærme drengen og vil gøre alt for at beskytte ham. Men for drengen er det hverdag. Han husker ikke andet.

Faren fortæller drengen, at de er gode mennesker, og at de aldrig vil spise andre mennesker for at overleve. Ikke desto mindre tager han kyniske beslutninger, som inddirekte kan skade andre, for at drengen skal overleve. Den kynisme besidder drengen slet ikke, selvom han er opvokset i denne kolde, dystre verden. Hans medmenneskelighed og trang til at hjælpe dem, de møder, giver et spinkelt håb i en ellers trøstesløs verden. For så længe godheden eksisterer, eksisterer drømmen om en fremtid.

I 2009 blev Vejen filmatiseret med Viggo Mortensen i rollen som faren og Kodi Smit-McPhee som drengen. Filmen følger et langt stykke af vejen romanen, og fremmaner det samme kuldslåede, golde univers, hvor kærligheden mellem far og søn er det eneste menneskelige element.

Uddrag af Vejen:

I det første grå dagslys stod han op og lod drengen sove videre og gik lidt hen ad vejen og satte sig ned på hug og studerede landskabet mod syd. Goldt, tavst, gudløst. Han troede at det var oktober måned men han var ikke sikker. Han havde ikke set en kalender i mange år. De var på vej sydpå. De ville ikke kunne overleve endnu en vinter her.

Da det var blevet lyst nok til at han kunne bruge kikkerten så han ud over dalen under sig. Alt var så farveløst at det gik ud i ét. Den bløde aske blæste i løse hvirvler hen over asfalten. Han så på det han kunne se. Resterne af vejbelægningen dernede, under de døde træer. Han så sig om efter et eller andet med farve på. En eller anden form for bevægelse. Et spor af røg der hævede sig. Han tog kikkerten ned og trak ansigtsmasken af bomuld væk fra munden og tørrede sig under næsen med håndryggen og satte sig igen til at betragte landskabet gennem kikkerten. Bagefter blev han bare siddende med kikkerten i hænderne og betragtede det askegrå dagslys der fortættedes over landskabet. Han vidste ikke længere andet end at drengen var hans eneste eksistensberettigelse. Han sagde: Hvis han ikke er Guds ord har Gud aldrig talt. (s. 8)

Om Vejen: 

Udgivelsesår: 2008
Forlag: Gyldendal, 258 sider
Omslag: Sven Reiner Johansen med foto af Peter Miller/Getty Images
Originaltitel: The Road
Oversætter: Jan Hansen
Vandt Pulitzer Litteraturpris 2007

Læs også:

Metro 2033 af Dmitrij Gluchovskij
Dine øjne tåler ikke synet af Preben Haarup
Blår af Hugh Howey
Station 11 af Emily St. John Mandel
Lilleputternes oprør af Niels E. Nielsen
Miraklernes tid af Karen Thompson Walker

Læs mere på CormacMcCarthy.com

Læs Kim Skottes anmeldelse på Politiken

Edderkoppen af Richard Matheson

Edderkoppen af Richard MathesonScott Carey er en ganske almindelig mand. Gift med Lou som han har datteren Bett med, arbejder for broderen Marty og er godt tilfreds med livet. Indtil den dag det går op for ham, at han skrumper. Hvert døgn bliver han nøjagtig 3,3 millimeter mindre, og lægerne kan intet gøre.

Da sandheden går op for Scott, trygler Lou ham om at gå til lægen. Herfra bliver han sendt til specialister, som nok finder ud af, hvorfor han bliver mindre, men ikke hvordan man stopper processen. Til sidst får Scott nok af forsøg, injektioner og nysgerrighed og tager hjem, hvor han nærmest gemmer sig i huset.

Men en dag går det galt. Scott bliver ved et uheld fanget i kælderen, uden at Lou opdager det. Nu er det op til ham selv at overleve – for kælderen har flere beboere …

Jeg har aldrig lagt mærke til, at Richard Matheson er forfatter til romanen bag filmen The Incredible Shrinking Man, Jeg kender ham hovedsageligt fra Jeg er den sidste. Men stor var min glæde, da jeg tilfældigt faldt over Edderkoppen på biblioteket og så forfatternavnet.

Edderkoppen udkom i 1956, og allerede året efter blev den filmatiseret. Det forstår jeg godt, for trods de godt 60 år på bagen, så er historien stadigvæk spændende. Naturligvis er der nogle tidstypiske elementer, der virker gammeldags i dag. Ikke mindst kønsrollerne er groteske set med nutidens øjne, for her er Scott eneforsørger og enevældig, og hustruen Lou må bare smile og samtykke. Men ser man bort fra den del, så indeholder historien masser af action, men også tankevækkende betragtninger over, hvad Scott føler, og hvordan omverdenen behandler ham.

Størstedelen af fortællingen udspiller sig i kælderen, efter at Scott er blevet ganske lille. I kælderen bor også en edderkop, som er hans største fjende, udover sult og tørst. Vi følger hans forsøg på at undslippe såvel edderkop som kælder, og det er fascinerende at følge hans snarrådighed, jo mindre han bliver.

Ind i mellem klippes til fortiden, når Scott tænker tilbage. Hvert tilbageblik starter med Scotts højde, så 173 cm er f.eks. dagen, hvor Lou kan se ham ind i øjnene. Mens 78 cm fortæller om en uhyggelig oplevelse med nogle unge fyre, der er ude på ballade.

Richard Matheson er til tider skræmmende realistisk, især i betragtning af at han er amerikaner. F.eks. hører vi om, at selvom Scott ligner en lille dreng, har han stadig en voksen mands kønsdrift, og hvordan håndterer et ægteskab lige det?

Endelig er slutningen forrygende – og for mig – uventet. Det er fedt med den slags overraskelser.  Jeg var underholdt og skræmt af Scotts trængsler, og selvom Edderkoppen sikkert ikke er for alle, var det for mig en uventet god læseoplevelse.

Om Edderkoppen:

Udgivelsesår: 1973
Forlag: Winther, 157 sider
Omslags-layout: Tage Jørgensens tegnestue
Originaltitel: The Shrinking Man, 1956
Oversætter: Frits Remar

Udslettelse af Jeff VanderMeer

Udslettelse af Jeff VanderMeer“Da Område X opstod, herskede der uklarhed og forvirring, og det er stadig et faktum, at der ude i verden ikke er ret mange mennesker, der ved, at det eksisterer. Regeringens version af begivenhederne betonede, at det var en miljøkatastrofe inden for et begrænset område, der skyldtes militærets eksperimentelle research. Denne historie sivede ind i den offentlige sfære over en periode på adskillige måneder, så nyheden – som anekdoten om frøen i gryden – trængte ind i folks bevidsthed gradvis som en del af den daglige overmætning af mediestøj om konstant økologisk ødelæggelse. Efter et par år var det blevet et domæne for konspirationsteoretikere og andre yderliggående elementer. Da jeg meldte mig frivilligt og blev sikkerhedsgodkendt, så jeg kunne få syn for sagen, figurerede tanken om ‘Område X’ i mange menneskers hoved som et dystert eventyr, noget, de ikke havde lyst til at tænke særligt meget over. Hvis de overhovedet tænkte på det. Vi havde så mange andre problemer.” (s. 108-109)

Biologen er en af fire kvinder, der deltager i den 12. ekspedition ind i Område X. Bag ekspeditionerne står en hemmelig regeringsorganisation ved navn Southern Reach. Kvindernes mission er enkel. Fortsæt undersøgelsen af de mystiske ting, der finder sted i Område X. Fortsæt kortlægningen af området. Beskriv alt af interesse. Dog skal al dokumentation foregå i papirlogbøger, og for at undgå kontaminering er al kontakt ud af zonen forbudt.

Allerede få dage inde i ekspeditionen finder gruppen en underjordisk konstruktion, der ikke er opført på deres kort. På trods af at den er underjordisk, bliver biologen ved med at tænke på den som ‘Tårnet’. Biologen og topografen går ind for at undersøge tårnet, og herinde opdager de en endeløs række af sætninger, der tilsyneladende er skrevet med levende organismer.

Hvad gemmer sig i tårnet? Hvad er Område X? Hvad er der sket med de tidligere ekspeditioner? Og vil nogen af de fire kvinder overleve?

Udslettelse er første bind i Jeff VanderMeers Southern Reach trilogi, og sikke en start. Jeg blev suget ind i romanens univers allerede fra første side, og må indrømme at jeg sjældent har oplevet noget lignende. Vi efterlades med flere spørgsmål end svar på, hvad Område X er. Selvom tingene overfladisk set virker normale, emmer stedet af gru. Dyrene har foruroligende træk. Personerne kan ikke stole på deres sanser, og en for en bukker de under for presset.

Biologen, som er romanens fortæller, har sine helt personlige grunde til at deltage i ekspeditionen. De grunde løftes sløret for i en række tilbageblik, som vi får sideløbende med hendes logbogsoptegnelser. De øvrige personer ser vi kun gennem biologiens blik og ved således ikke, hvad deres tanker og bevæggrunde er. Et skriveteknisk kneb der er med til at skabe suspense i fortællingen, som på overfladen ikke indeholder en masse action. Men akkurat som Område X gemmer sine hemmeligheder under overfladen, så er Udslettelse næsten et langt tilbageholdt åndedræt. En kæmpe anbefaling herfra.

Udslettelse er filmatiseret i 2018 med Alex Garland (Ex Machina, 2014) i instruktørstolen. Jeg så filmen, før jeg læste bogen, og også filmen er en speciel oplevelse. Dog synes jeg, at bogen langt bedre beskriver Område X, så læs den først.

De øvrige bøger i triologien er Autoritet og Acceptance (pt. ikke oversat til dansk)

Besøg Jeff VanderMeers hjemmeside

Om Udslettelse:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Rosinante, 220 sider
Omslagsillustration: Eric Nyquist
Southern Reach trilogien, 1
Originaltitel: Annihilation
Oversætter: Poul Bratbjerg Hansen

Læs også:

Dark Matter af Blake Crouch
Det tredje testamente af Christopher Galt
Varslet af Liz Jensen
Dark Matter af Michelle Paver
Udryddelsen af Kazuaki Takano