Indlæg tagget med ‘filmatiserede bøger’

Jeg må jo erkende, at jeg slet ikke var klar over, at “The Woman in Black” var blevet filmatiseret før 2012-udgaven. Heldigvis har jeg en god kollega, som kendte denne tv-filmatisering og kunne låne mig den, og trods dens mere teater-agtige filmatisering så var den klart en god oplevelse at se den.

Den unge sagfører Arthur Kidd må noget mod sin vilje tage til den lille by Crythin for at ordne boet efter enken Alice Drablow, der netop er død. Mrs. Drablow havde ingen familie og holdt sig for sig selv, og til begravelsen deltager kun Arthur og den lokale sagfører Mr. Pepperell. Eller dvs. Arthur ser også en sortklædt kvinde i kirken, men da han nævner hende for Pepperell bliver denne næsten helt hysterisk.

Kidd slår sig ned i den lokale kro, og herfra kører han med kusken Keckwick ud til enkens hus, der er beliggende på en lille ø ude i marsken, som der kun er adgang til under lavvande. I huset finder han et væld af gamle papirer, som han skal sortere, men han ser også den sortklædte kvinde igen. Og denne gang er der ingen tvivl om, at hun vil ham noget ondt.

Ved aftentide da Keckwick skal hente ham, hører han en rædselsfuld ulykke i tågen. Han er sikker på, at Keckwick er druknet, men da denne uanfægtet dukker op kort efter, går det op for Kidd, at han har hørt et ekko af fortidens begivenheder. Kidd beslutter sig for at holde ud, men langsomt sniger angsten sig ind på ham. Hvad er der sket i huset? Hvem er kvinden i sort? Og hvorfor nægter landsbyboerne at tale om hende?

Tv-filmen følger et langt stykke hen ad vejen Susan Hills roman, men især i slutningen lader instruktør Herbert Wise historien udvikle sig i en anderledes retning - en rigtig grum og vellykket retning!

Man mærker selvfølgelig, at filmen er mere end 20 år gammel. Tempoet er adstadigt, og kameraet er meget mere stationært, end vi er vant til i moderne film, og scenerne kan derfor godt føles lidt teateragtige. Underlægningsmusikken er også meget bastant, men i det store hele følte jeg det slet ikke som et problem undervejs. Jeg blev opslugt af historien og levede mig helt ind i filmens univers, som jo også foregår omkring sidste århundredskifte, og derfor ikke mangler nutidens hurtige klipning m.m.

Filmen lever især på sin isnende stemning, som langsomt kryber ind på seeren. Pauline Moran, som spiller kvinden i sort, brænder fuldstændigt igennem på skærmen. Uden at hun ytrer et eneste ord, tvinges ens øjne hen på hende, hver gang hun er med i en scene. Hendes blik emmer af had, og man er helt overbevist om, at Kidd er i alvorlig fare undervejs. Også Adrian Rawlins, der spiller Kidd, bør dog fremhæves, idet han bærer store dele af filmen i alene-scener, hvor hans intensitet tydeligt skinner igennem.

Jeg kan klart anbefale også denne udgave af “The Woman in Black”, som The Terror Trap kalder: “a stunning example of terror firmly founded on solid performances, carefully constructed atmosphere and chilling imagery.”

Instruktør: Herbert Wise
Udgivelsesår: 1989
Bygger på romanen af Susan Hill af samme navn.

Se filmen

“The Woman in Black” er en film, jeg har været ret nervøs for at se. Dels fordi jeg var så begejstret for Susan Hills bog, og dels fordi hovedrollen som advokaten Arthur Kipps spilles af Daniel Radcliffe alias Harry Potter. Men jeg havde ingen grund til bekymring. Radcliffe er fuldt ud overbevisende, og instruktør James Watkins har formået at lave sin egen kunstneriske version af Hills historie, som både yder originalen ret, men samtidig er sin helt egen.

Under fødslen af deres dreng dør advokaten Arthur Kipps hustru. Sorgen gør det svært for Kipps at fortsætte – både jobmæssigt og som far, og da filmen starter, er han blevet kaldt til samtale hos sin chef som giver ham en sidste chance. Tag til den lille by Cryphin Gifford og opgør boet af den nu afdøde Mrs. Drablow.

Det lyder umiddelbart simpelt, men da Kipps når byen, er ingen villige til at tale med ham. Han kan ikke få et værelse på kroen, og han har besvær med at få transport ud til Eel Marsh House, hvor Mrs. Drablow boede, og som ligger på en lille ø, der kun er tilgængelig ved lavvande. Og endnu mere mærkeligt er det, at beboerne af al magt forsøger at forhindre Kipps i at se deres børn. Kun tilflytteren, den rige Mr. Daily, lader til at ville hjælpe Kipps, og med hans assistance får Kipps taget hul på opgaven.

Men han har ikke været længe i huset, før han opdager en besynderligt trist udseende kvinde, som tilsyneladende bor på øen. Og da han nævner hendes tilstedeværelse i byen, løber tingene helt af sporet.

Som sagt får vi James Watkins historie, og det betyder, at flere træk fra bogen er helt anderledes. F.eks. er Susan Hills Kipps forlovet og tager jobbet for at få råd til at gifte sig, mens Watkins Kipps er en sørgmodig enkemand. Ligeledes er også slutningen anderledes, og det klæder absolut Watkins udgave, at han tør gøre, som han gør. Og så er jeg som før nævnt meget positiv overrasket over Radcliffe, som trods sin unge alder (født 1989) formår at give sin figur en sørgmodig tyngde, der er ganske overbevisende.

Visuelt er filmen er holdt i mørke toner, og lydsiden er en solid medspiller i at underbygge den gotiske stemning. Gotik emmer også selve Eel Marsh House af, som Roger Ebert skriver i sin anmeldelse i Chicago Sun-Times: ”The house is a masterpiece of production design, crumbling, forlorn, filled with the faded and jumbled Victorian possessions of doomed lifetimes”.

Ebert er ikke ligeså overbevist som jeg over Radcliffes præstation, men slutter dog sin anmeldelse af med ordene: “The movie nevertheless is effective, because director James Watkins knows it isn’t a character study. His haunted house is the star. The illnesses of local children provide ominous portents. Daily’s wife balances precariously on the edge of madness. And there is a most satisfactory scene at a railroad station that might have had Daniel Radcliffe wondering if he will ever, in his career, take a routine rail journey.”

Jeg kan under alle omstændigheder godt anbefale filmen, såvel til dem der holder af romanen, og til dem der ikke har læst den.

Instruktør: James Watkins
Udgivelsesår: 2012
Filmatisering af Susan Hill “The woman in black” fra 1983.

Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg lige har genset “Children of the Corn”, for jeg synes, den var dårlig første gang, og den blev bestemt ikke bedre ved et gensyn.

Advarsel mod SPOILER i referatet af handlingen.

For tre år siden blev alle de voksne i den lille by Gatlin, Nebraska dræbt efter søndagens prædiken af byens børn. I nutiden kører det unge par, Burt og Vicky gennem Nebraska, og lidt udenfor Gatlin kører de en dreng ned. Det viser sig dog, at han har fået skåret halsen over, før de ramte ham med bilen, så de ender i Gatlin i forsøget på at få fat i politiet. I stedet bliver de overfaldet af de religiøse børn, som de sidste tre år har levet alene, uden at nogen myndigheder har opdaget spor.

Blandt børnene er der ikke længere helt enighed om kursen. Isaac, som startede bevægelsen, bliver sat fra bestillingen af Malachai, som er noget mere morderisk i sin tilgang. Han får ofret Isaac til “Ham som vandrer bag rækkerne”, og vil derefter ofre Burt og Vicky. Men det lykkedes for Burt at overvinde Malachai, og derefter forklarer han de andre børn, at de da nok kan forstå, at en Gud som forlanger blod i stedet for kærlighed ikke er værd at samle på.

Slutteligt lykkes det Burt med hjælp fra drengen Job, der hele tiden har været imod Isaacs bevægelse, at brænde majsmarken ned og slippe væk sammen med Vicky og Jobs lillesøster. Hurra – happy ending!

Der er næsten ingen ende på de huller der er i manuskriptet. Rent bortset fra det usandsynlige at en hel by kan blive udslettet uden at nogen reagerer, så er også tanken om, at Burt kan få børnene til at indse, at det var en fejl at slå deres forældre ihjel og følge Isaac, totalt ude i hampen.

Jeg vil ikke klandre filmen for ringe specials effects, for den er trods alt fra 1984, men der er så meget andet at kritisere: skuespil, plot osv.

Absolut ikke en af de gode Stephen King filmatiseringer (bygger på en novelle fra samlingen “Nightshift“), og jeg er fuld af beundring for Søren fra Skræk og Rædsel, som har set sig igennem hele Children of the Corn-serien og blogget om dem. Læs hans kommentarer om den første film her.

Instruktør: Fritz Kiersch
Udgivelsesår: 1984

Children of the Corn-serien:

Children of the Corn, 1984. D: Fritz Kiersch
Children of the Corn II: The Final Sacrifice, 1992. D: David Price
Children of the Corn III: Urban Harvest. D: James D. R. Hickox
Children of the Corn: The Gathering. D: Greg Spence
Children of the Corn V: Fields of Terror. D: Ethan Wiley
Children of the Corn 666: Isaac’s Return. D: Kari Skogland
Children of the Corn: Revelation. D: Guy Magar
Children of the Corn: Genesis. D: Joel Soisson

Som dreng oplever Abraham Lincoln vennen, den sorte dreng Will få pisk mens hans far bliver solgt, på trods af at de er frie sorte. Med sin fars hjælp bremser han overgrebet, men det får alvorlige konsekvenser. Faderen bliver fyret, og samme nat dør moderen. Abe er overbevist om, at faderens chef, Jack Barts, er skyld i moderens død, men han lover ikke at gøre noget overilet.

Da faderen dør flere år senere, anser Abe sig dog for løst fra sit løfte, og han beslutter sig for at dræbe Jack Barts. Under forsøget møder han Henry, som har viet sit liv til at dræbe vampyrer – og det er Jack Barts! Henry oplærer Abe til vampyrjæger, og herefter bliver Abe sendt til den lille by Springfield for at udøve sit nye erhverv. Det går dog op for Abe, at det ikke er nok at slås med våben mod vampyrerne, og ved siden af sit nattearbejde går han også ind i politik, hvor han kæmper slavernes sag.

Jeg så “Abraham Lincoln: Vampire Hunter” med en veninde, og vi havde en fantastisk aften. Her er både grin og gys, og Benjamin Walker spiller rollen som Abraham Lincoln forrygendende. Han er umiddelbart charmerende, men samtidig troværdig når han giver den gas med sin sølvøkse og hugger vampyrhoveder af på stribe.

Filmen er fyldt med imponerende kampscener, flotte CGI-effekter, effektfuld klipning og faktisk også udmærket skuespil. Selve plottet er måske ikke vildt fantastisk, men det er godt i den forstand, at man køber præmissen om, at de rige plantageejere fra Sydstaterne er onde vampyrer, som drikker deres slavers blod, og ønsker at underlægge sig Amerika, og at det er baggrunden for borgerkrigen.

Man skal selvfølgelig ikke forvente en historielektion om Lincoln og borgerkrigen, men er man til flot og underholdende action, så kan jeg kun anbefale “Abraham Lincoln: Vampire Hunter”.

Historien bygger på en roman af Seth Grahame-Smith, som også har skrevet manuskriptet til filmen. Bogen er endnu ikke oversat til dansk, men kan lånes på originalsproget på flere biblioteker. Samme forfatter står iøvrigt også bag “Pride and Prejudice and zombies : the graphic novel”, som jeg netop har bestilt og glæder mig til at læse.

Instruktør: Timur Bekmambetov
Udgivelsesår: 2012

Jeg var meget i tvivl om, hvad jeg skulle forvente, da jeg satte den nye “The Thing” på dvd’en. Var det en genindspilning, en prequel eller hvad? Efterfølgende er jeg stadig lidt i tvivl, men jeg er i hvert fald sikker på, at instruktør Matthijs van Heijningen Jr. sætter stor pris på John Carpenters film fra 1982.

Plottet lyder: I 1982 tilkaldes Dr. Sander Halvorson til en norsk forskerstation i antarktis. Sammen med sig har han sin assistent Sam samt den unge biolog, Kate. Hun ved ikke helt, hvad hun går ind til, men da de kommer frem til basen, løftes sløret. Et kæmpe rumskib er fundet i isen, og ved siden af – nedfrossen i isen – ligger en af dets passagerer.

Væsenet skæres ud af isen og bringes tilbage til basen, hvor Halvorson insisterer på at tage en vævsprøve. Det får uforudsete konsekvenser, og pludselig er væsenet fri. Straks begynder myrderierne, og som om det ikke var nok, så opdager Kate, at væsenet også kan kopiere dem, således at ingen kan regne med, at folk er, hvem de udgiver sig for at være.

Nu starter et kapløb med tiden om at få bremset væsenet, før det overtager dem alle og undslipper til den civilserede verden.

Når man sådan genfortæller plottet, synes jeg, det mistænkeligt minder om en genindspilning. F.eks. har man jo også valgt at genbruge titlen fra 1982-filmen. Men i ekstra-materialerne fortæller instruktøren, at målet har været at forklare de scener, som MacReady og Blair så på den norske base, da de ledte efter overlevende, altså at uddybe forhistorien.

Det, synes jeg desværre ikke, er lykkedes særligt godt. Jo, vi ser væsenet bryde ud af sin isklump, og ja vi ser det tohovede-menneskevæsen blive skabt, men der gives absolut ingen forklaringer. Det hele vises kun. Skulle den nye “The Thing” have været vellykket i min verden, så skulle vi have været inde under huden på væsenet. Hvordan kom det hertil? Hvad er dens “tanker” om at vågne op efter tusindvis af år nedfrosset? Eller forskerne kunne have arbejdet mere med dets historie, så vi ad den vej fik nye oplysninger. Men nej, historien følger i store træk John Carpenters plot, blot med en kvindelig helt i stedet for.

Til gengæld så er den nye film mere actionpræget end Carpenters film, som var langt mere dyster. Her minder den således mere om den allerførste film “The Thing From Another World” fra 1951, hvor det også er jagten på væsenet, som er det altdominerende omdrejningspunkt. Men desværre mister den nye film hermed også det, som netop hævede 1982-versionen til en klasse for sig. Nemlig den dystre, paranoide stemning som gjorde, at publikum sad og hoppede på stolene, selv når væsenet ikke var synligt. For det KUNNE jo være der alligevel!

Så jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg synes. “The Thing 2011″ er på en måde en ganske god film – især hvis man ikke har set Carpenters version. Her er fede special effects og cool monstre, og det lykkes at aflevere slutningen, lige hvor 1982-filmen starter. At jeg havde håbet på meget mere, er jo bare mit problem.

Eric Heisserer har skrevet manuskriptet, som oprindeligt baserer sig på en novelle af John W. Campbell med titlen ”Who goes there?“. Heisserer står også bag manuskriptet til bl.a. genindspilningen af “A Nightmare on Elm Street” og “Final Destination 5″.

Instruktør: Matthijs van Heijningen Jr.
Udgivelsesår: 2011

Fire unge skoleelever har været forsvundet i næsten to uger, og ingen aner, hvad der er sket med dem. Pludselig dukker pigen Liz op, udsultet og fuldstændig traumatiseret. Det lykkes for psykiateren Philippa Horwood at opnå kontakt med Liz og få hende til at fortælle, hvad der er sket.

Liz fortæller en grusom historie, hvor de fire er blevet lukket ned i en gammel bunker af skolekammeraten Martin. Meningen var, at de skulle være der i tre dage for at undgå en skoleudflugt, men Martin kom aldrig tilbage for at lukke dem ud igen.

Herefter skifter fokus fra Liz fortælling. Politiet får fat i Martin, som fortæller en helt anden historie, og i glimt vender Liz’ hukommelse tilbage og giver flere brikker til puslespillet om, hvad der virkeligt skete i hullet.

“The Hole” har helt sikkert sine øjeblikke. Thora Birch, der spiller Liz, har bl.a. brillieret som utilpasset teenager i “Ghost World” og “American Beauty”, og hun formår også her at spille både cool og fuldstændig ude af den.

Instruktør Nick Hamm fortæller historien ved at stykke erindringsbilleder sammen med politiets arbejde og Liz’ forklaring til dr. Horwood. Det virker fint et langt stykke hen ad vejen, og skaber muligheder for flere synsvinkler på begivenhederne så publikum holdes i spænding.

Når jeg alligevel ikke falder helt på halen over “The Hole”, så er det fordi, slutningen bliver lidt for påtaget. Det er simpelthen for utroværdigt, at politiet er så nemme at narre. Men helt op til de sidste minutter følte jeg mig ok underholdt, og jeg har bestemt fået lyst til at læse Guy Burts bogforlæg.

Instruktør: Nick Hamm
Udgivelsesår: 2001
Bygger på roman af Guy Burt

Da Steen Langstrup i 1995 skrev romanen “Kat“, tror jeg ikke, at han havde regnet med, at den ville blive filmatiseret af Martin Schmidt 6 år senere. Jeg ved, at han efterfølgende har udtalt, at filmen ikke helt levede op til hans forventninger, og nu hvor jeg langt om længe har fået set den, må jeg indrømme, at det forstår jeg godt.

Martin Schmidt debuterede samme år som Langstrup med “Sidste time“, som var en stor biografsucces, og som jeg personligt var rigtig begejstret for. Året efter kom han med “Mørkeleg“, som klarede sig lidt dårligere i biograferne, men stadig var en ganske ok film. Der var derfor god grund til at tro, at Schmidt kunne tage Langstrups roman og transformere den om til endnu et hit. Men det kan man ikke siges lykkedes.

Maria (Liv Corfixen) deler lejlighed med Isabella (Charlotte Munck). De bor i samme opgang som Isabellas bedsteforældre, som går meget op i det okkulte. En fredag afholder de en seance, der går helt galt. Noget slipper igennem til vores verden, og da Maria næste morgen vil nusse sin kat, føler hun at noget er forkert.

Og hun har ret. Da to mennesker myrdes på bestialsk vis, mens Maria er ude at spise med kæresten Henrik (Martin Brygmann), får hun nogle mystiske syn. Og da myrderierne fortsætter, bliver hun sikker på, at katten på en eller anden måde er involveret. Men et besøg hos dyrlægen får ikke den afslutning, som hun havde regnet med.

Filmens manuskript er skrevet af Marie Trolle Larsen, og den er frit efter Langstrups roman. At den ikke følger romanens plot, behøver ikke at være dårligt, men jeg må indrømme, at jeg synes, Trolle Larsens historie er langt mindre interessant. Dels er Maria utrolig naiv, og hendes forhold til Henrik er så tåkrummende pinligt, at det er svært at tro på, at nogen kan være så lidt i kontakt med hinanden efter tre år. Dels bliver katten aldrig rigtig uhyggelig, og dermed ryger meget af plottets troværdighed. Endelig er de fleste af dialogerne mildest talt ringe, og måden betjenten Hald (Søren Pilmark) får koblet Maria sammen med mordene er heller ikke just overbevisende.

Jeg må også indrømme, at jeg blev temmelig skuffet over Martins Schmidts instruktion. I både “Sidste time” og “Mørkeleg” viste han, at han kan bruge genrens elementer effektivt, men her i “Kat” føles det, som om han tager samtlige klichéer og kaster dem i nakken på hinanden. Filmen når ikke at starte, før vi skal forskrækkes over et par fødder i mørket. Der bruges konstant skæve kameravinkler og unaturlige farvenuancer, og hvor begge dele kan være utroligt effektive, når de bruges korrekt, så bliver denne overdrevne brug bare irriterende.

Endelig var jeg heller ikke imponeret over skuespillet, men det har sikkert også været svært at få særlig meget liv ud af de meget lidt mindeværdige replikker.

Slutningen (som følger Langstrups) er dog lige i øjet, selvom den virker lidt påklistret og ikke rigtig hænger sammen med resten af historien. Så rigtig ærgerligt at det ikke lykkedes bedre.

Instruktion: Martin Schmidt
Udgivelsesår: 2001

Jeg er vild med klassiske gotiske spøgelseshistorier, så det har været en stor fornøjelse at læse Susan Hills roman ”Kvinden i sort”, der oprindelig er skrevet i 1983, men ligeså vel kunne være skrevet i 1883.

Arthur Kipps bliver som ung advokat sendt til den lille by Crythin Gifford, hvor han skal opgøre boet efter den afdøde Mrs. Drablows, en ældre dame som boede yderst afsides på den lille ø Eel Marsh i marsken ud for Crythin Gifford, der kun kan nås når tidevandet er ude. Kipps ser opgaven som en god chance for at bevise sit værd og måske få en lønforhøjelse, så han kan gifte sig med sin forlovede.

Men allerede før han kommer ud til Eel Marsh, begynder Kipps at få dårlige forudanelser. Under begravelsen af Mrs. Drablows ser han en sygt udseende kvinde, men da han nævner hende for sin ledsager, den lokale advokat, virker han rædselsslagen. Heller ikke på den lokale kro hvor han indlogerer sig, ønsker man at tale om Mrs. Drablows eller den mystiske kvinde, og da han endelig kommer ud til huset, oplever han pludselige anfald af både rædsel og sorg.

Efterhånden går det op for Kipps, at kvinden i sort er et spøgelse, og han beslutter sig for at trodse sin angst og gøre sit arbejde færdigt. Men det er lige ved at få katastrofale følger for ham.

Susan Hill formår til fulde at fremmane den klassiske gotiske atmosfære, som bl.a. M. R. James var så fremragende til. Et af kapitlerne hedder da også ”Jeg kommer når du fløjter”, og titlen kan kun ses som en hommage til samme M. R. James.

Eel Marsh House fremstår i solskin gammeldags men indbydende, men når havgusen ruller ind over det, og blæsten rusker i taget, er det et helt andet sted. Susan Hill skriver levende, og man føler sig stemningsmæssigt hensat til en mørk aften foran kaminen for hundrede år siden under læsningen.

Hvis du er til gotiske spøgelseshistorier, så bliver det ikke meget bedre end ”Kvinden i sort”, som også netop er blevet filmatiseret af James Watkins (”Eden Lake”) med Harry Potter – nå nej, Daniel Radcliffe - i hovedrollen som Arthur Kipps. Jeg har endnu ikke set filmen, men regner bestemt med at få det gjort.

Udgivelsesår: 2012
Originaludgivelse: 1983
Omslag: Tegningen af gyngestolen er af G. R. Mantard, det grafiske arbejde er af Steffen Rayburn-Maarup

Se mere på Loxodontas hjemmeside

Takashi Miike er en af de instruktører, som jeg ind i mellem har endog meget svært ved at se, fordi hans film indeholder så ekstremt realistiske voldelige scener. Det er også tilfældet her i “Ôdishon”, selvom filmen starter helt anderledes op.

Den midaldrende Aoyama mistede for 7 år siden sin hustru, og siden har han været alene med sønnen Shigehiko. Nu er sønnen blevet stor, og han opfordrer Aoyama til at finde sig en ny hustru. Men hvordan gør man lige det?

Aoyama arbejder for et filmselskab, og en dag foreslår en kollega, at han sidder med under en audition. Her bliver han betaget den smukke unge Asami, som han inviterer ud at spise. Daten går godt, og de to begynder at ses. Men kollegaen er bekymret. Han synes, der er noget sært ved den unge kvinde, og selvom Aoyama afviser mistanken, går han dog med til at tage det lidt med ro. Alligevel varer det ikke længe, før han er dybt forelsket og foreslår Asami, at de forlover sig. Men så ændres alt.

”Ôdishon” starter som sagt ud i et roligt tempo, som lader publikum få en fornemmelse af og forståelse for Aoyama. Her skildres en ærlig og sympatisk mand, som har viet sit liv til sin søn, og nu drømmer om at undslippe ensomheden med en ny hustru. Den første time er filmet i klare farver og med et roligt klippetempo.

Men den slutter i et helt andet tempo! Vi får først en mistanke om, at Asami ikke er en helt almindelig ung kvinde, da vi ser hende sidde ubevægelig i sin lejlighed, mens hun stirrer på telefonen, og efterhånden går det også op for Aoyama. Og jo nærmere han kommer på sandheden om Asami, jo mere skrues tempoet op med hurtig klipning, flashbacks og nærmeste mareridtsagtige visioner hvor perspektivet er fuldstændigt skævt, og farverne unaturlige. Aoyama oplever, at dagligdagens trummerum skiftes ud med lidenskab, angst og nærmeste surrealistiske begivenheder, og filmen kulminerer i et sandt voldsorgie, hvor Miike gør brug af sin specialitet, at lade publikums fantasi generere de afsluttende billeder ved at klippe væk før nålen stikkes ind i øjet osv.

Og hvor jeg f.eks. ikke har lyst til at se “Imprint” igen, selvom det er en udmærket film, så kunne jeg sagtens se “Ôdishon”. Her er masser af ufortalte historier mellem linjerne, som kunne fortjene et gensyn, og Asami er en besynderlig figur, der bliver mere og mere interessant. I begyndelsen af filmen optræder hun som en uskyldig men også gådefuld ung kvinde, der fremstår meget ærbødig og henrykt over Aoyamas opmærksomhed. Men jo længere frem i filmen, vi kommer, jo mere går det op for publikum, at Asami er meget mere end det.

Alt i alt forstår jeg godt, at “Ôdishon” blev Takashi Miikes internationale gennembrud. Det er en både dybt foruroligende, men også fascinerende film, som tåler at blive set mere end en gang.

Læs et interview med Takashi Miike om “Ôdishon”

Instruktør: Takashi Miike
Udgivelsesår: 2000
Originaltitel: Ôdishon

Jeg må nok hellere starte med at indrømme, at jeg aldrig har fået læst Oscar Wildes berømte roman, der ligger til grund for denne filmatisering. Til gengæld havde jeg glædet mig til at se filmen, netop fordi jeg har hørt så meget om historien.

Den unge Dorian Gray arver en formue efter sin bedstefar, der tilsyneladende var en modbydelig person. Dorian drager derfor ung og naiv til London, hvor han hurtigt introduceres for den lidt ældre og meget mere kyniske Henry og dennes ven maleren Basil. Basil drages af Dorians ungdommelige sødme, og maler et smukt og livfuldt portræt af ham, som han forærer Dorian.

Henry drages også, men han sætter en ære i at vise Dorian de kyniske sider af verden, og opfordrer ham til at leve hver time, som var det den sidste. Den sætning tager Dorian til sig, og da det viser sig, at Basils maleri tager al Dorians synd på sig, mens han selv forbliver ung og uspoleret at se på, drages han ind i et liv, hvor jagten efter nydelse bliver eneste mål.

Men da Dorian efter mange år vender tilbage til London og sine nu gamle venner, opdager han, at alting har sin pris…

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes om filmen. På en måde er den velfortalt, smukt filmet og især Ben Barnes i rollen som Dorian spiller overraskende godt. På den anden side synes jeg ikke, at der er så mange overraskelser undervejs – men det skal der måske heller ikke være i sådan en type film.

Billedsiden er holdt i stærke og klare farver langt det meste af filmen, og instruktør Oliver Parker leger med billederne, når Dorian kaster sig ud i de mest dekadente nydelser. Det virker dragende, samtidig med at det også er frastødende, hvilket på en måde kendetegner hele filmen.

Colin Firth gør det ok som den kyniske lord, der prædiker et liv i lyst, men ikke selv tør tage hele skridtet – og til sidst får sin egen filosofi smidt i hovedet, da Dorians lyst pludselig kommer tæt på ham selv.

Så jeg kan egentlig ikke sige noget skidt om “Dorian Gray”, men jeg må alligevel tilstå, at den ikke rigtig rørte mig, og det er jo desværre ikke den bedste anbefaling at give videre.

Historien om Dorian Gray er blevet filmatiseret flere gange, første gang (ifølge wikipedia) af den danske skuespiller Axel Strøm, mens den mest anmelderroste version blev instrueret af Albert Lewin i 1945.

Instruktør: Oliver Parker
Udgivelsesår: 2009
Efter romanen The Picture of Dorian Gray af Oscar Wilde fra 1891