oktober 2018
M T O T F L S
« sep    
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘filmatiserede bøger’

Det kom fra en anden verden af John W. Campbell Jr.

Det kom fra en anden verdenUdover horror læser jeg gerne science fiction, men da jeg er lidt doven anlagt, er det sjældent, at jeg får læst bøgerne på engelsk. Derfor er jeg altid glad, når Science Fiction Cirklen kommer med nye udgivelser, for generelt er de af høj kvalitet, og er ofte præcis det, jeg ikke vidste, at jeg manglede at læse.

Nu er det måske ikke lige til højrebenet at omtale science fiction udgivelser på et horror-site, men når det drejer sig om Det kom fra en anden verden, synes jeg dog sagtens, det kan forsvares. Titelnovellen ligger nemlig til grund for ikke mindre end 3 filmatiseringer, der alle kan betegnes som delvis horror, nemlig: The Thing From Another World (1951), John Carpenter’s The Thing (1982) og The Thing (2011).

Novellesamlingen består af 6 noveller samt et forord og et omfattende efterord af Rasmus Wichmann, som også har udvalgt historierne. Her vil jeg dog kun beskæftige mig med Det kom fra en anden verden, eller Who Goes There som er originaltitlen.

En ekspedition til Antarktis falder over et rumskib, der ligger begravet dybt nede i isen. I forsøget på at komme ind i det destrueres det ved et uheld, men man har dog også fundet et væsen fra fartøjet ligeledes begravet i isen, som man nu bringer tilbage til basen. Her kommer det til en afstemning om, hvorvidt man skal prøve at tø væsenet op eller ej. I forventning om at væsenet umuligt kan have overlevet de mange år i isen, ender det med, at man lader det tø op for at biologen Blair kan undersøge det nærmere.

Men væsenet er langt fra dødt, og snart går det op for mændene, at væsenet har evnen til at imitere andre skabninger til mindste detalje. Spørgsmålet er, om nogen allerede er blevet “besat” af væsenet – og i givet fald hvem?

Oprindelig udkom Who Goes There i 1938 i Astounding Science Fiction under pseudonymet Don A. Stuart. I efterordet skriver Wichmann, at Campbell var stærkt inspireret af H. P. Lovecrafts fortælling Vanviddets bjerge fra 1931. Begge historier foregår da også i Antarktis, og i begge historier gør ekspeditionsdeltagerne et enestående fund. Udover disse rent åbentlyse sammenligninger kommer Wichmann også ind på “det mest Lovecraftske træk”: “… at mange af dem, der forstår konsekvenserne af deres opdagelse, simpelthen mister forstanden. I Lovecrafts tilfælde, er det fordi det menneskelige verdensbillede undermineres, i Campbells tilfælde specifikt fordi væsenets evner umuliggør netop dét bærende element, der gør hans hovedpersoner til mennesker, og som er altafgørende i et fjendtligt klima: tillid.”

Jeg må erkende, at jeg ikke selv havde tænkt over inspirationen fra Lovecraft, men efterfølgende kan jeg også godt se andre ligheder. F.eks er rædslerne i Lovecrafts univers ofte unævnelige, blasfemiske, umenneskelige og uforklarlige, og her i Who Goes There er det fremmede væsen også umenneskelig og uforklarligt. Tanken om, at de mennesker, man har levet så tæt sammen med, måske i løbet af natten har ændret sig til et monster med uforståelige bevæggrunde og et ønske om at underlægge sig verden, er nok til at gøre et menneske sindssygt. Uvisheden og utrygheden sammen med det umulige i at komme væk fra det usynlige trussel skaber en paranoid stemning, hvor alle mistænker alle, og hvor der ingen sikkerhed er at finde. Ligesom i Lovecrafts univers.

Campbell underbygger paranoiaen i den måde, han fortæller historien på. I stedet for at tage udgangspunkt i en hovedperson og dennes tanker og følelser, er novellen mere observerende blandet med dialog. F.eks. beskrives fundet af rumskibet kun gennem mændenes dialog og deres beskrivelse af, hvad der skete. Vi ved således ikke, hvad der foregår i hovedet på personerne, kun hvilke tanker de udtrykker højt. På den måde er læseren i ligeså høj grad som novellens personer i tvivl om, hvem væsenet har overtaget, og det forøger mistænksomheden, for hvem kan vi stole på?

På trods af de mange år på bagen holder Campbells historie stadigvæk. Nok er tempoet anderledes end i dag, og nok forklarer Campbell ind i mellem lidt omstændigt. Men selve omdrejningspunktet – det umenneskelige væsen og den intense skildring af mændenes paranoia holder stadigvæk 100%.

Endnu har jeg kun set de to første filmatiseringer, men her er der en tydelig forskel i, hvad instruktørerne har lagt væk på. Christian Nybys film fra 1951 har lagt vægten på action. Her handler det om det fremmede væsens forskellighed fra mennesket, dets flugt efter optøningen og kampen mod det, der ender med, at det dræbes. Væsenet er her menneskelignende at se på, men planteagtig af væsen, og imiterer ikke andre men formerer sig via frøkapsler (måske er det herfra Jack Finney fandt inspiration til sin roman Invasion of the Body Snatchers fra 1955?)

I John Carpenters fortolkning fra 1982 er der lagt langt mere vægt på paranoiaen og mændenes forsøg på at finde ud af, hvem der eventuelt er blevet smittet. Her ser vi ikke væsenet, men den originale historie følges langt hen ad vejen, f.eks. forsøgene på at finde en test der kan afsløre væsenet.

Jeg glæder mig til at se den nyeste filmatisering, og finde ud af hvor meget inspiration den henter fra Campbells novelle. Men indtil da kan jeg kun anbefale at læse originalforlægget, som sagtens står alene.

Om filmen:

Udgivelsesår (dansk): 2011
Originalt udgivelsesår: 1938
Originaltitel: Who Goes There?
Omslag: Shadow Legion

Se mere om “Det kom fra en anden verden” på Science Fiction Cirklens hjemmeside, hvor du også kan læse Rasmus Wichmanns artikel “Mens vi venter på The Thing“.

Læs også anmeldelsen på Planet Pulp

Horn af Joe Hill

Horn af Joe HillHvordan reagerer du, hvis du en morgen vågner og opdager, at du har fået horn i løbet af natten? Og endnu mærkeligere – pludselig får alle lyst til at betro dig deres inderste syndige tanker! Det sker en dag for Ignaitus Martin Perrish kaldet Ig, da han vågner efter en gevaldig druktur, hvor han nok kan huske, at han har gjort noget skidt, men ikke hvad det er.

For et år siden blev Igs kæreste Merrin voldtaget og dræbt. Ig blev anklaget for det, men blev aldrig ført for en domstol og derfor heller aldrig renset, da alle de tekniske beviser gik til under en brænd. I året der er gået, har Ig lidt under byens anklagende blikke, men nu lader hornene ham også hører folks tanker – og det er ikke spor behageligt. Faktisk bliver det så slemt, at Ig overvejer selvmord – men så møder han tilfældigt Merrins morder …

Jeg har tidligere læst Dødens jagt af Joe Hill, som handlede om et hjemsøgt jakkesæt. I Horn bevæger Hill sig ud af en helt anden tangent, men også dette mestrer han, for selvom historien umiddelbart virker lidt sær og hurtigt gennemskuet, så får Hill læseren til at glemme det, og i stedet lever man sig ind i historien hele vejen. Horn leverer ikke samme umiddelbare gys, som debutromanen. I stedet er her menneskelig ondskab og meningsløse misgerninger iblandet overvejelser om Gud og Djævelen.

Joe Hill er søn af Stephen King, men han behøver ikke at støtte sig op ad sin fars berømmelse. Han er selv rigtig godt på vej til at skabe sig en strålende forfatterkarriere.

Horn blev i øvrigt filmatiseret i 2013 af instruktør Alexandre Aja (Haute Tension og The hills have eyes) med Daniel Radcliffe som Ignaitus Martin Perrish.

Om Horn:

Udgivelsesår: 2011
Originaltitel: Horns (2010)
Omslag: Mary Schuck

The Girl Next Door af Jack Ketchum

The Girl Next DoorThe Girl Next Door er en af de mest væmmelige bøger, jeg nogensinde har læst – måske endda den væmmeligste – og undervejs havde jeg flere gange lyst til bare at lægge bogen fra mig og ikke læse den færdig.

Historien rumsterede i mit hoved i lang tid efter, og jeg havde svært ved at falde i søvn om natten, fordi den blev ved med at dukke op i tankerne, selvom jeg prøvede at minde mig selv om, at det altså kun var fiktion! Men dels er her tale om en ualmindelig grusom og modbydelig historie, og samtidig var der så mange uafklarede spørgsmål, da bogen sluttede, at jeg ikke kunne stoppe med at tænke på den. Og jeg ved ikke helt, om jeg synes, at det her er en anbefaling eller en afskrækkelse til andre.

Som voksen fortæller David historien om en helt speciel sommer, der kom til at præge ham for resten af livet. To piger flytter ind i nabohuset, hvor Ruth Chandler bor alene med sine tre sønner, bl.a. Donny som er Davids bedste ven. Pigerne Susan og Meg har mistet deres forældre i en ulykke, og Susan lider stadig fysisk efter ulykken. David bliver straks betaget af Meg, som er et par år ældre end ham, og det bliver Donny også.

Men det er svært for Meg og Susan at falde til hos familien Chandler, for selvom Ruth er alletiders overfor sine drenge og deres kammerater, så er hun utrolig striks overfor pigerne – og især Meg. Langsomt udvikler forholdet sig, og fra blot at være striks begynder Ruth nærmest at udøve psykisk terror mod Meg. Men det slutter ikke der. Terroren eskalerer til direkte mishandling, som både udøves af Ruth, hendes sønner og deres venner. Midt i det hele står David, som accepterer mishandlingen, fordi den voksne står for den, men også fascineres af magten over denne førhen så uopnåelige pige. Han suges ind i ondskaben, indtil den dag hans samvittighed alligevel får nok.

Jeg har meget svært ved at læse om børnemishandling, som er noget af det mest grusomme, man kan gøre. Børn er fuldstændig underlagt de voksnes nåde og barmhjertighed, og af kærlighed til forældrene vil de bide hvad som helst i sig, fremfor at fortælle nogen at den er helt galt.

Hvad der gør The Girl Next Door endnu mere forfærdelig er, at her styrer en mor mishandlingen af to piger i sit hus, og hun inddrager sønnerne i det! På den måde ødelægger hun både pigerne, som det går ud over, og drengene som får et fuldstændigt forskruet menneskesyn. Samtidig illustrerer The Girl Next Door også, hvor lidt forældre ved om deres børns gøren og laden. Og hvor lidt vi i virkeligheden bekymrer os om hinanden. Ingen i nabolaget lægger mærke til, at Meg ikke kommer ud af huset i ugevis – på trods af at hun endda har forsøgt at få hjælp ved politiet! Men her affærdiges hun med, at forældre har ret til at straffe deres børn, og Ruth er jo nu at betragte som hendes mor. Det er ganske simpelt grusomt.

Jeg savnede at få en forklaring på, hvorfor Ruth udvikler sig, som hun gør. Var det sygdom, var hun jaloux på Megs ungdom og skønhed, havde hun haft en forfærdelig barndom eller …? Det ville have hjulpet mig til at komme overens med fortællingen, hvis der var en grund til Ruths ondskab. Men der er jo sjældent en grund til, at sociopater handler, som de gør, og måske giver Jack Ketchum til dels en forklaring i sit efterord, hvor han fortæller, at historien er inspireret af en virkelig tragedie: En kvinde som med hjælp af sine børn og deres venner torterede den 16-årig Syliva Likens ihjel for at “give hende en lektion”.

Om kvinden skriver han: “… here’s this woman, this adult, giving them permission, orchestrating things and leading them every step of the way in some sick game of instruction that had something to do with a fundamental loathing of her sex and inability to see any suffering but her own…”

At The Girl Next Door bygger på en virkelig tragedie, gør jo blot hele bogen endnu mere fortvivlende, og jeg er ikke sikker på, om jeg nogen sinde tør læse en bog af Jack Ketchum igen. Jack Ketchum er i øvrigt et pseudonym for Dallas Mayr.

Bogen blev filmatiseret i 2007 med Gregory Wilson i instruktørstolen og Blanche Baker som Ruth, men den skal jeg helt sikkert ikke se.

Læs også Richard Garns anmeldelse af bogen

Besøg Jack Ketchums hjemmeside

Om The Girl Next Door:

Udgivelsesår: 1989
Forlag: Leisure Books, 370 sider

Dybt dedikerede Dexter af Jeff Lindsay

Dybt dedikerede Dexter af Jeff LindsayDexter er kriminaltekniker med speciale i blodstænk. Og så er han seriemorder i sin fritid! Jeg har tidligere omtalt første bog om den sympatiske seriemorder Dexters dunkle drømme her på siden, og nu er bind to Dybt dedikerede Dexter så også blevet oversat til dansk.

Dexter Morgan slår kun dem ihjel, der fortjener det. Det har han nemlig lært af adoptivfaderen Harry, før denne døde. Denne gang har Dexter udset sig en pædofil ejendomsmægler med smag for små drenge som sit næste offer. Det viser sig dog, at mægleren har en makker, men før Dexter kan få gjort regnskabet op med ham, bliver han viklet ind i en anden sag.

Dexters søster, Deborah, der er betjent, er nemlig blevet sat på en sag om en forbryder, der amputerer alt på sine ofre, så der kun er hovedet og kroppen tilbage. FBI sender agent Chutsky, som sætter sig tungt på sagen – og vækker hidtil ukendte følelser hos Dexters søster. Desværre er forbryderen ikke så nem at fange, og så må Dexter meget mod sin vilje hjælpe med at redde sin onde ånd fra politistationen, overbetjent Doakes.

Ligesom første bind er Dybt dedikerede Dexter både underholdende og morbid. Forbryderen, som Dexter denne gang hjælper Deborah med at fange, er en ualmindelig afstumpet karakter. Det er Dexter egentlig i virkeligheden også, men Harrys regelsæt hjælper ham til at bevare et skin af menneskelighed. Og så har han også en utrolig humoristisk og ironisk tilgang til tilværelsen, som gør at man skiftevis sidder og griner og væmmes.

Deborah gloede også olmt på mig. ”Hvad er så forbandet morsomt?” spurgte hun skarpt. ”Nummerpladen” sagde jeg. ”Undskyld, Debs, men jøsses – ved du ikke, hvad den gule Florida-nummerplade er? Og så har den fyr sådan en, samtidig med at han laver det, han laver…” Jeg lavede en voldsom synkebevægelse for at undgå at komme til at grine igen, men det krævede al den selvbeherskelse, jeg kunne opbyde. ”Okay, for fanden da – hvad er så morsomt ved den gule nummerplade?” ”Det er en særplade, Deb,” svarede jeg. ”Den dér abortmodstandsplade, hvor der står VÆLG LIVET”. Og så er jeg bange for, at jeg kom til at fnise igen, da jeg så Dr. Danco for mig, trillende rundt med sine ofre, der lå og vred sig, mens han fyldte dem med kemiske stoffer og lagde sirlige snit for at holde dem i live gennem det hele. ”Vælg livet” sagde jeg. Jeg ville svært gerne møde den fyr.

Her er ikke tale om stor litteratur, og plottet er heller ikke det skarpeste, der er udtænkt. Alligevel slugte jeg stort set bogen i en mundfuld, og havde stadig lyst til mere da den var slut, for her er simpelthen tale om underholdende action med masser af humor og løse lemmer, og det er nu ikke så tosset.

Bøgerne om Dexter ligger også til grund for tv-serien Dexter, som i skrivende stund kører på 6. sæson.

Serien om Dexter Morgan:

Dexters Dunkle Drømme (dansk 2010 – Darkly Dreaming Dexter, 2004)
Dybt Dedikerede Dexter (dansk 2010 – Dearly Devoted Dexter, 2005)
Dexter in the Dark (2007)
Dexter by Design (2008)
Dexter is Delicious (2010)

Om Dybt dedikerede Dexter:

Udgivelsesår: 2010
Forlag: Mrs. Robinson, 331 sider
Originaltitel: Dearly devoted Dexter

 

Rebecca af Daphne du Maurier

Rebecca af Daphne du MaurierJeg har ofte hørt om Manderley, Rebecca og Mrs. de Winter, men har aldrig fået hverken læst bogen fra 1938 eller set Alfred Hitchcocks filmatisering fra 1940. Jeg har dog ofte tænkt, at det var en klassiker, jeg burde kende, så da chancen kom i forbindelse med en arbejdsopgave, greb jeg den. Rebecca er ikke en egentlig gyser, men ikke desto mindre en interessant roman med stærke gotiske undertoner.

Jeg-fortælleren er en ung, ubemidlet og meget naiv kvinde, som i romanens begyndelse er ansat som selskabsdame for den snobbede og sladdervorne Mrs. Van Hopper. I Monte Carlo støder de tilfældigt på Maxim de Winter, som Mrs. Van Hopper kender gennem sladderen. Maxim ejer det smukke hus Manderley ved Cornwalls kyst og mistede for nyligt sin hustru, Rebecca, i en ulykke. Alt dette kender fortælleren ikke noget til, men hun forelsker sig inderligt i Maxim, selvom han er en del ældre, og da hun pludselig skal rejse til USA med Mrs. Van Hopper, frier han til hende, og hun accepterer.

Men livet på Manderley bliver ikke, som hun havde forestillet sig. I huset regerer husbestyrerinden Mrs. Danvers, og hun styrer huset, som levede den første Mrs. de Winter endnu. Fortælleren er bange for Mrs. Danvers, men Maxim forstår hende ikke, og også han ændrer sig med tilbagekomsten til Manderley. Og snart banker fortiden ubehageligt på døren.

Rebecca er fra 1938, og selvom den sprogligt er fantastisk, så måtte jeg alligevel ind i mellem bide mig i kinden af utålmodighed, for sjældent har jeg da oplevet en heltinde så helt igennem hjælpeløs og naiv. Jeg havde lyst til at ruske hende og bede hende om at tage sig sammen, men det kan man jo ikke med en romanfigur, og hendes sind hørte sikkert tiden til.

Når det er sagt, så er Rebecca en overordentlig dejlig roman at læse. Sproget smelter som chokolade på tungen, og allerede i indledningen slår Daphne du Maurier romanens skæbnetunge tone an: ”Pludselig gled en sky for månen som en hånd, der stryger over et ansigt, og i det samme var trylleriet brudt. Lyset i vinduerne blev slukket, og jeg så kun de sjælløse, øde mure, som intet fortalte om det liv, der engang havde rørt sig bag dem. Huset var kun et gravkammer – vores frygt og lidelser lå begravet under ruinerne, og opstandelse var utænkelig…

Huset Manderley hviler tungt over den nye unge frue, hvilket indledningen også indikerer. Til tider virker huset uskyldigt nok, men så ændrer det pludselig karakter og bliver igen en truende skygge over hendes lykke, som når fortælleren farer vild i husets mange værelser, eller når hun frygter, at Mrs. Danvers holder øje med hende i haven fra husets mange lukkede vinduer. I det hele taget lurer det usagte som ond skygge over alt, hvad der sker i romanen, og den unge fortæller må erkende, at tavshed kan ødelægge alt: ”Nu forekom det mig utroligt, at jeg aldrig havde forstået det. Jeg tænkte på alle de mange mennesker her i verden, som led og blev ved med at lide, fordi de ikke kunne overvinde deres angst for at tale ud og i deres tåbelige blindhed byggede en mur omkring sig, der helt skjulte sandheden…”

Som regel er fortælleren også hovedpersonen i en roman, men det er ikke tilfældet i Rebecca. Ved at lade den unge fortæller være navnløs, understøtter Daphne du Maurier hendes status som mindreværdig, og den egentlige hovedperson bliver dermed Rebecca, der i romanen stadig styrer begivenhederne på Manderley, selvom hun er død.

Et andet kunstgreb af forfatteren er den omvendte kronologi i historien, der starter i Frankrig, hvor den nye Mrs. de Winter tænker tilbage på begivenhedernes gang, fra hun mødte Maxim og til de voldsomme begivenheder, der slutter romanen. Så vi ved fra starten, at noget grusomt er under opsejling, men holdes i stille suspense helt frem til slutningen.

Alt i alt er Rebecca et atmosfærefyldt drama, der på overfladen flyder roligt af sted, men hvor hemmeligheder og det usagte lurer i mørket, klar til at bryde den tilsyneladende idyl hvert øjeblik, det skal være. Det var ikke en roman, hvor jeg sad med hjertet i halsen fra start til slut, men atmosfæren krøb langsomt ind under huden på mig, og pludselig var jeg fanget af Manderleys dystre skygge og kunne ikke slippe bogen igen.

Bogen blev som nævnt filmatiseret af Alfred Hitchcock i 1940, og er af anmelderne blevet kaldt Hicthcocks måske største mesterværk. Filmen vandt da også to Oscars for Bedste Film og Bedste Cinematografi og var nomineret til yderligere 11 Oscars, heriblandt Bedste Instruktør.

Om bogen:

Udgivelsesår: 1938

I kød og blod af Clive Barker

I kød og blodJeg er gået i gang med at genlæse Clive Barkers Books of Blood, og er nu nået til I kød og blod.

Den første novelle hedder “Det forbudte“, og den er blevet filmatiseret af Bernard Rose i 1992 under titlen Candyman. Hovedpersonen er den unge kvinde Helen, som er i gang med at skrive en afhandling “Grafitti: storby-desperationens sygdomstegn” der omfatter hendes to yndlings-discipliner: sociologi og æstetik. Derfor er hun taget ud til Spector Street, et knap 4 år gammelt kvarter, der allerede er hærget og ødelagt til næsten ukendelighed. Her møder hun en anden ung kvinde, som afslører, at der er sket et mord i en af lejlighederne. Helen opsøger den nu tomme lejlighed, og finder et enestående grafitti-værk af en grusomt udseende mand. Hjemme fortæller Helen om sin opdagelse, men kæresten Trevor afviser betydningen af fundet, og i frustration vender Helen tilbage. Men nu opdager hun, at ingen vil tale til hende om mordet, og da hun endelig får mere at vide, får det helt uforudsete konsekvenser. En velskrevet, uhyggelig og utrolig fængslende novelle.

I “Madonna” forsøger Jerry Coloqhoun at sælge en nedlagt svømmehal til den lokale gangster Mr. Garvey, da alle andre har afvist ham. I første omgang er Mr. Garvey egentlig interesseret, men så oplever han noget underligt i de mørke varme gange, og beslutter sig for, at Jerry er stråmand for nogle af hans konkurrenter, der vil se ham død. Det er Jerry dog ikke, men også han må igennem en skelsættende forandring i den nedlagte svømmehal. “Madonna” er en meget atmosfærefyldt fortælling, som jeg dog må tilstå, at jeg ikke helt forstår.

Babels børn” er den mest humoristiske fortælling i samlingen, uden dog at være lårklasker-sjov. Vanessa kan aldrig modstå fristelsen til at køre ned ad veje, der ikke er markeret med et skilt. Det fører hende til et tuefyldt landskab langt fra alt, hvor hun ser nogle kappeklædte mennesker forfølge en lille skikkelse. Hun forlader bilen for at finde den flygtende, men snart er hun faret vild. Tilfældet fører hende til en klynge hvidkalkede bygninger, godt skjult af landskabet, og her befinder hun sig pludselig som fange. Men hvorfor må hun ikke forlade stedet igen? Og hvem er de andre mennesker, hun fornemmer bag stedets vægge? “Babels børn” giver en grotesk forklaring på verdens tilstand, som jeg i kyniske øjeblikke godt kunne tro var sand.

Den sidste novelle i samlingen er titelnovellen “I kød og blod” om fangen Cleveland Smith, som en dag får en ny makker i sin celle, den unge William Tait, kaldet Billy. Billy er et oplagt offer for de ældre fanger, men Cleveland tager ham under sine vinger uden iøvrigt at ville have noget med ham at gøre. Det viser sig, at Billys morfar var en berygtet morder, som blev hængt og begravet i fængslet, og nu forsøger Billy at få kontakt med ham igen. Cleveland er overbevist om, at det er ren fantasi, men hvad er der med den drøm om en tom by, som bliver ved med at hjemsøge ham, efter at Billy er flyttet ind i cellen? “I kød og blod” er både skræmmende og trist, og billedet af den tomme by som hjemsøger Cleveland, stod printet i min hukommelse længe efter endt læsning.

Jeg er ikke sikker på, at jeg altid forstår Clive Barkers historier, men selv når jeg er usikker på, om jeg har fanget hele pointen, så lykkes det alligevel for fortællingen at smyge sig om mig, så jeg bliver 100 % grebet. Clive Barker formår som få at skabe et univers af ord, der lokker sin læser ind i deres labyrint, og pludselig er man fanget ind af atmosfæren og må bare læse videre i en verden der ofte bliver mere og mere sindssyg og uforklarlig.

Indhold:

Det forbudte
Madonna
Babels børn
I kød og blod

Om bogen:

Udgivelsesår: 1992
Forlag: Artia, 202 sider

Books of Blood-serien:

Books of Blood, vol. 1 (1984)
Indhold: Introduction af Ramsey Campbell; The Book of Blood; The Midnight Meat Train; The Yattering and Jack; Pig Blood Blues; Sex, Death and Starshine; In the Hills, the Cities

Books of Blood, vol. 2 (1984)
Indhold: Dread; Hell’s Event; Jacqueline Ess: Her Will and Testament; The Skins of the Fathers; New Murders in the Rue Morgue

Books of Blood, vol. 3 (1984)
Indhold: Son of Celluloid; Rawhead Rex; Confession of a (Pornographer’s) Shroud; Scape-Goats; Human Remains

Books of Blood, vol. 4 (1985): Det Umenneskelige
Indhold: Statslegemet; Det Umenneskelige; Åbenbaringer; Forsvind, Satan!; Kødets lyst

Books of Blood, vol. 5 (1985): I kød og blod
Indhold: Det forbudte; Madonna; Babels børn; I kød og blod

Books of Blood, vol. 6 (1985): Den levende død
Indhold: Den levende død; Blodhævn; Forvandlingen; Mørkets magter; Blodets bog (en efterskrift) På Jerusalem Street

Dexters dunkle drømme af Jeff Lindsay

Dexters dunkle drømme af Jeff LindsayDexter Morgan er ansat som kriminaltekniker med speciale i blodstænk ved politiet i Miami. Han passer sit arbejde samvittighedsfuldt, er charmerende og vellidt blandt kollegaerne i almindelighed. Men Dexter er alligevel ikke en helt almindelig mand, for i sin fritid er han seriemorder!

Lyder ovenstående bekendt? Så er det måske fordi du har fulgt med i tv-serien Dexter, som nu kører på femte sæson. Bogen Dexters dunkle drømme er romanen bag serien.

Bogen starter med, at Dexter kidnapper en præst og tager ham med ud til en lille hytte ude i sumpen. Her konfronterer han præsten med 7 børnelig, og det går op for os, at præsten har været en rigtig slemmer en, og nu giver Dexter ham hans retfærdige straf. For Dexter er nok seriemorder, men han dræber kun dem, der fortjener det. Det har han lært af sin far, politimanden Harry, der adopterede Dexter, da han var 3 år.

Men nu er der en anden seriemorder i byen, en morder der går efter de prostituerede, og en morder, der arbejder ligeså koldt, klinisk og overlegent som Dexter. Dexters søster, Debrorah, arbejder i sædelighedsafdelingen, men drømmer om at blive forfremmet til drabsafdelingen. Da hun har særlige forbindelser i prostitutionsmiljøet, bliver hun sat på holdet, der skal opklare “luder-mordene”, og hun beder Dexter om hjælp, da han ofte har vist en usædvanlig intuition, når det gælder seriemordere.

Dexter siger ja til at hjælpe men er splittet, for han er fuld af beundring over den anden seriemorders evner. Men efterhånden som jagten intensiveres overfaldes Dexter af noget for ham hidtil ukendt – tvivl. For der er noget mystisk i, hvordan han kan forudsige morderens træk, og han begynder at frygte for sin forstand. Måske er det ham selv, der myrder uden at vide det?

Jeg har ikke fulgt slavisk med i tv-serien, men har dog set et par afsnit og synes, at Michael C. Hall som spiller Dexter gør det rigtig godt. Derfor havde jeg på forhånd dannet mig et billede af Dexter, og romanens Dexter er noget mere “morsom” end tv-seriens. Jeg ved ikke helt, hvilken af dem jeg bedst kan lide. Til gengæld kan jeg med sikkerhed sige, at jeg ikke har meget tilovers for romanens Debrorah, som er helt utrolig dum og uvillig til at erkende virkeligheden omkring sig. Hun virker slet ikke overbevisende på mig.

Dexters dunkle drømme er alligevel ganske underholdende og fortalt med et humoristisk glimt i øjet. Jeg følte mig dog en lille smule snydt over slutningen, og så blev jeg irriteret over en lang række sjuskefejl, hvor forlaget ikke har læst ordentlig korrektur inden trykningen. Men alt i alt er Jeff Lindsays seriemorder-fortælling ganske fint selskab en mørk vinteraften.

På engelsk findes desuden titlerne: Dexter is delicious, Dexter by design, Dexter in the dark og Dearly devoted Dexter, så mon ikke vi snart ser endnu en roman på dansk om den sært sympatiske seriemorder?

Serien om Dexter Morgan:

Dexters Dunkle Drømme (dansk 2010 – Darkly Dreaming Dexter, 2004)
Dybt Dedikerede Dexter (dansk 2010 – Dearly Devoted Dexter, 2005)
Dexter in the Dark (2007)
Dexter by Design (2008)
Dexter is Delicious (2010)

Nummer 13 af M. R. James

Nummer 13 af M. R. James blev oprindelig trykt i Ghost Stories of an AntiquaryNummer 13 af M. R. James udspiller sig i Danmark, nærmere bestemt i Viborg. Her indlogerede fortællerens fætter, mr. Anderson, sig på hotellet Den Gyldne Løve, som ifølge fortælleren var et af de få gamle huse, der ikke blev lagt i aske af den store ildebrand i 1726.

Anderson var i Viborg for at studere nogel papirer fra Rigsarkivet til brug for sine studier i dansk kirkehistorie, og havde brug for et kombineret sove- og arbejdsværelse. Til sidst faldt valget på nummer 12, et værelse med tre vinduer ud mod gaden og eftermiddagssolen. Der var ikke noget særligt bemærkelsesværdigt ved Den Gyldne Løve udover, at der ikke fandtes et værelse med nummer 13. Men ikke en gang det var særligt bemærkelsesværdigt, for sådan var skikken på mange hoteller i Danmark.

Om aftenen skulle Anderson hente en bog nedenunder, før han lagde sig til at sove. Da han kom tilbage til sit værelse, opdagede han, at han var kommet til at tage i en forkert dør, og at der tilsyneladende alligevel måtte være et værelse nummer 13. Det ærgede ham lidt, at han ikke havde valgt det i stedet for, men da han kom ind i sit eget værelse igen, glemte han det og kom i stedet til at tænke over, hvor meget mindre det virkede om aftenen. Han slog det dog hen og slumrede snart hen.

Næste dag fortsatte Anderson sine studier på Rigsarkivet, og her fandt han bl.a. frem til nogle papirer om en magister ved navn Nicolas Francken, som blev anklaget for brug af sort magi. Om aftenen tog han tilbage til Den Gyldne Løve, og endnu engang dukkede døren op til værelse 13, og denne gang hørte han lyde derinde fra og så skygger af en skikkelse aftegnet på muren overfor værelset.

De følgende dage skete der flere besynderlige ting. Fætterens taske forsvandt for så at dukke op igen; Vinduerne syntes at flytte sig; Og en aften lød der en frygtelig sang fra værelset ved siden af – værelset der om dagen var nummer 14 og om natten nummer 13 …

Nummer 13 må være den af M. R. James’ historier som flest gange er udgivet på dansk, hvor den bl.a. kan læses i “Spøgelseshistorier fra hele verden“, “Mine bedste gysere” og “Verdens bedste spøgelseshistorier“. Den udkom i 1904 i samlingen “Ghost Stories of an Antiquary”, men har muligvis også tidligere været trykt i et magasin.

Om Nummer 13:

Originaltitel: Number 13
Udgivelsesår: 1904

Hør Christopher Lee genfortælle novellen

Rædslen fra Dunwich af H. P. Lovecraft

Rædslen fra DunwichRædslen fra Dunwich var den første af tre udgivelser fra forlaget Interpresse med H. P. Lovecraft historier på dansk. Før disse tre bøger (som desværre er temmelig dårligt oversat) var det kun et meget begrænset udvalg af Lovecrafts noveller på dansk. Rædslen fra Dunwich indeholder tre noveller: “Kaldet fra Cthulhu” (tidligere udkommet som “Når Cthulhu kalder” i Frygtens herre), “Rædslen fra Dunwich” og “Tingen på tærsklen”.

Kaldet fra Cthulhu” er historien om nogle mystiske begivenheder, som set på afstand hænger sammen på grufuld vis. Historiens fortæller er arving og eksekutor for den gamle professor George Gammell Angell, som var berømt for sin ekspertise i antikke inskriptioner. Hans død var tilsyneladende et hjerteanfald, som blev udløst, da han tilfældigt blev skubbet af en sort sømand. Men da fortælleren begynder at se nærmere i onklens papirer, viser det sig, at hans død måske ikke var så tilfældig endda.

Professoren var kommet på sporet af nogle fantastiske sammenhænge. En kunstners mærkelige drømme og herefter udarbejdelse af et skræmmende basrelief, hænger på mystisk vis sammen med utrolige begivenheder rundt om i verden, bl.a. nogle forsvindinger i skovene syd for New Orleans hvor en uhyggelig voodoo-kult holder til, og hvor en grotesk, frastødende og åbenbart meget gammel stenstatuette er blevet fundet. Og dette har tilsyneladende også forbindelse til en norsk sømands vanvittige og uforklarlige oplevelser under en voldsom storm. Fortælleren opdager nemlig, at de forfærdelige hændelser har udspring i den frygtelige Cthulhu-mytologi, og slutter fortællingen af med ordene:

Cthulu lever også stadig, formoder jeg, i sin stenkrypt, som har været hans vugge, siden Solen var ung. Hans forbandede by er sunket endnu en gang, for S/S Vigilant sejlede hen over stedet efter aprilstormen. Men hans præster på Jorden brøler og prædiker og dræber stadig foran hans billede rundt omkring på ensomme steder. Han må være blevet fanget, mens han stadig var inde i sit sorte dyb – ellers ville kloden nu have været et skrigende galehus. Hvem kender slutningen? Hvad der har rejst sig kan synke igen – og hvad der er sunket kan rejse sig igen. Det modbydelige venter og drømmer i dybet, og fordærv spreder sig i menneskets vaklende byer. Der vil komme en dag – men jeg må ikke og kan ikke tænke! Lad mig bede til, hvis jeg ikke overlever dette manuskript, at mine eksekutorer vil sætte forsigtighed højere end dristighed, så ingen anden får dette at se.”

I “Rædslen fra Dunwich” møder vi den mystiske skabning ved navn Wilbur Whateley. Hans mor var den deforme og frastødende albinokvinde, Lavinia Whateley, som boede alene sammen med sin far. Hvem faren var, blev der ikke talt om. Allerede fra fødslen af var Wilbur anderledes med sit nærmest gedeagtige udseende, og Lavinia forudsagde med stolthed, at han ville få usædvanlige kræfter og en storslået fremtid. Faktum er også, at han voksede hurtigt og var i besiddelse af stor intelligens indenfor de okkulte videnskaber.

Mens Wilbur voksede op, byggede gamle Whately til og om, ligesom han købte mere og mere kvæg – dog uden at man kunne se bestanden vokse synderligt. Samtidig skete der flere og flere uforklarlige hændelser i Dunwich området. Mærkelige lyde og stemmer hørtes fra jorden, og både Lavinia og gamle Whately besøgte jævnligt den ældgamle stenkreds i bakkerne. Da gamle Whateley dør accelererer begivenhederne, og Wilbur forsøger at få fat den forbudte bog “Necronomicon”. Han vil udføre et modbydeligt ritual, og slippe noget fri som aldrig burde have gået på denne jord. Det er nu op til dr. Armitage og hans kollegaer Rice og Morgan at stoppe uhyrligheden, før Dunwich – og hele verden – går til grunde.

Lovecraft skrev The Dunwich Horror i 1928, og den udkom første gang i Weird Tales i 1929. Ifølge Wikipedia har Lovecraft været inspireret af Arthur Machens historie The Great God Pan, som også handler om et individ, der viser sig kun at være delvist menneskelig. Desuden har Lovecraft brugt flere af Machens betegnelser i sin historie, bl.a. er Dunwich i Machens fortælling The Terror en engelsk by hvor en rædsel ses hængende over som en sort sky med ildglimt i.

The Dunwich Horror gav Lovecraft den største check hidtil fra Weird Tales, og den er blevet kaldt: “an excellent tale…. A mood of tension and gathering horror permeates the story, which culminates in a shattering climax.” Novellen er blevet filmatiseret flere gange, bl.a. i 1970 af Daniel Haller med titlen The Dunwich Horror. Læs mere om novellen på Wikipedia og anmeldelsen på Sleazehound.

Tingen på tærsklen” starter med ordene: “Det er sandt nok, at jeg har sendt 6 revolverkugler igennem min bedste vens hoved. Alligevel håber jeg gennem denne erklæring at kunne vise, at det ikke er mig, der har myrdet ham.”

Fortælleren er 8 år ældre end Edward Pickman Derby, men de er alligevel bedste venner. Edward var et meget beskyttet og meget intelligent barn, og som voksen er han ganske upraktisk. Da han møder den noget yngre kvinde Asenath tiltrækkes han voldsomt af hende, selvom hun kommer fra Innsmouth og tilhører familien Waite. De bliver gift, og pludselig begynder Edward at ændre sig. Ind i mellem udviser han voldsom viljestyrke og evner til ting, som f.eks. at køre bil, som han ikke kan, når han er sit almindelige jeg. Edward fanges langsomt længere og længere ind i Asenaths spind, og hun viser sig at være en ikke helt almindelig ung pige.

The Thing on the Doorstep blev skrevet i 1933 og udgivet i 1937 i Weird Tales. Kritikere anser den for en af hans mindre betydningsfulde noveller, men jeg synes nu, at den var ganske underholdende og med en grusom og twistet afslutning, som man godt nok har set komme, men som alligevel giver et lille spark i nerverne. På youtube fandt jeg denne lille novellefilm, som bygger på historien og som er ganske godt lavet.

Originaltitler: “The Call of Cthulhu” (1926),” The Dunwich Horror” (1929), “The Thing on the Doorstep” (1937)

Lovecraft bøger på dansk:

Farven fra rummet, 2004
Skyggen over Innsmouth, 1995
Vanviddets bjerge, 1995
Murene på Eryx og Det hvide skib (Cirklen serien nr. 35), 1995
Rædslen fra Dunwich, 1994
Tidens skygge (Cirklen serien nr. 26) , 1992
Tilfældet Charles Dexter Ward, 1991
Frygtens herre : 2 noveller i Cthulhu-traditionen, 1983

Stendød af Charlaine Harris

Stendød af Charlaine HarrisDet går heldigvis rigtig hurtigt med at få oversat Charlaine Harris bøger om Sookie Stackhouse til dansk, og nu er vi kommet til bind fem med titlen Stendød.

Sookie, den tankelæsende servetrice i den lille by Bon Temps, prøver at holde sig udenfor de overnaturlige samfund, som eksisterer side om side med menneskenes. Men det er svært, og nu er hendes bror, Jason, også blevet involveret. I bind fire blev han bidt af en varpanter, og ved fuldmåne forvandles han første gang selv, og Sookie er nervøs for, hvordan han klarer det.

Heldigvis lader det til at gå godt, men da flere hamskiftere kort efter bliver skudt af en snigskytte, finder Sookie ud af, at gruppen mistænker Jason for at stå bag. Samtidig udsættes Sookie selv for et brandattentat, og hun involveres yderligere i sin varulve-ven Alcides problemer, da hans far stiller op som fører for flokken.

Så der er stadig masser af problemer omkring Sookie, som hun ufrivilligt bliver blandet ind i, men hun tager det hele med sin sædvanlige ligevægt og sans for humor, og selvom hun igen må sande, at nytårsfortsættet om ikke at få flere tæsk ikke ligefrem er let at overholde, så overlever hun – naturligvis – det hele.

Jeg kan altså rigtig godt lide Sookie Stackhouse-bøgerne, og selvom plottet denne gang var mere rodet, og gerningsmanden ikke er specielt svær at gætte, så nyder jeg stadig at læse om Charlaine Harris’ vidunderlige univers befolket af varulve, vampyrer, feer og andre mærkelige væsner lige ved siden af menneskene.

Harris har en fin humor, som løfter bøgerne op over det trivielle, så jeg tilgiver, at Sookie bliver ved med at tiltrække det ene mere vidunderlige han-væsen efter hinanden, og på den måde er en voksen pendant til Stephanie Meyers hovedperson, Bella. Uden at have læst Twilight-bøgerne er jeg dog overbevist om, at der er langt mere format over Sookie, som heller ikke er bleg for at nyde lidt lækkert vampyrsex.

Stendød er ikke den bedste bog i serien, men ikke desto mindre er det stadig vældig underholdende, når Sookie folder sig ud. Så kom bare med bind seks i en fart …

Om Stendød:

Udgivelsesår: 2010
Forlag: Lindhardt og Ringhof, 317 sider
Originaltitel: Dead as a doornail

Sookie Stackhouse serien:

Død indtil solnedgang (Dead until dark, 2001)
Levende død i Dallas (Living dead in Dallas, 2002)
Klub Død (Club dead, 2003)
Død for verden (Dead to the world, 2004)
Stendød (Dead as a doornail, 2005)
Fuldstændig død (Definitely dead, 2006)
All together dead (2007)
From dead to worse (2008)
Dead and gone (2009)
Dead in the family (planlagt maj 2010)

Besøg Charlaine Harris hjemmeside