Indlæg tagget med ‘filosofi’

Af stjernestøv er du kommet af Bo Karl Christensen

Af stjernestøv er du kommet af Bo Karl Christensen

I virkeligheden blev jeg fanget ind Bo Karl Christensens Af stjernestøv er du kommet på grund af undertitlen: Forklaringer på hvorfor du er til. For hvordan kan en relativ tynd bog (204 sider) love at forklare det. Så jeg snuppede den med fra biblioteket og gav mig til at læse.

Christensen, der er uddannet filosof og analytisk journalist, stiller i starten af bogen fem spørgsmål:

  • Hvorfor eksisterer verden?
  • Hvad er virkeligheden lavet af?
  • Hvorfor er der liv?
  • Hvorfor er der mennesker?
  • Hvad er bevidsthed?

Allerførst afslører han, hvordan naturvidenskaben er udsprunget af filosofien, hvilket jeg blankt må erkende, at jeg aldrig har været bevidst om.

Herefter viser Christensen, hvordan de græske filosoffer i antikken skabte videnskab ved at observere og afprøve. Hvordan Parmenides introducerede idéen om metode, som er afgørende for moderne videnskabs succes. Hvordan Platon (blandt meget andet) gav os en definition på viden. Hvordan Demokrit argumenterede for atomer, som de mindste fysiske bestanddele, der ikke længere kan deles (og hvordan den kristne kirke bandlyste atomfilosofien i Europa, fordi det udelukkede eksistensen af en guddommelig sjæl). Og hvordan Aristoteles anses for både zoologiens, biologiens og botanikkens fader (og hvis tilgang til viden er kimen til den splittelse i filosofiens historie, som til sidst gør, at naturfilosoffer går over til at kalde sig ‘scientists’.)

Christensen kommer også omkring Einsteins relativitetsteori, Big Bang, Higgs-partiklen, kvantefysik, strengteorien og meget mere undervejs i bogen, og hver gang perspektiverer han opdagelserne med deres historiske oprindelse. Det gav flere spændende aha-oplevelser.

Et af de punkter, jeg synes, er særlig interessant, er spørgsmålet om vores univers. Hvad var der før Big Bang? Og her kommer Christensen ind på en Einstein-Rosen-bro.

Når man indsætter de rette tal i Einsteins ligninger fra den generelle relativitetsteori, viser de, at en tilstrækkelig stor masse vil kunne bøje rum og tid ind i sig selv og blive til en slags tunnel. Det kaldes en Einstein-Rosen-bro. Eller mere populært: et ormehul. En tunnel af rum og tid fra én tid til en anden og fra ét sted til et andet. Nogle fysikere har argumenteret for, at vores univers kunne befinde sig inde i en Einstein-Rosen-bro, og vi i virkeligheden er skabt af et sort hul i et andet univers. Det kan muligvis forklare, hvorfor universet udvider sig i accelererende høj hastighed, fordi det sorte hul i et andet univers fortsat får tilført mere og mere energi.” (side 65)

Et andet særligt spændende spørgsmål er spørgsmålet om liv. Hvordan opstod det, og opstod det her og kun her? Jeg synes, det er enormt fascinerende, at man har fundet ud af, at bakterielle sporer og plantefrø kan overleve i rummet.

Arrhenius konkluderede, at bakterier har egenskaber, som ikke kan forklares med darwinistisk evolution på Jorden. Der har aldrig været nær vakuum og ned mod 200 minusgrader på jorden, og liv udvikler sig i forhold til sit miljø. De må altså have udviklet egenskaberne andetsteds.” (side 136)

Og med hensyn til intelligent liv på andre planeter, synes jeg, at Christensen kommer med et ret godt argument for, at vi (endnu) ikke har haft kontakt.

Det tager tid for liv at udvikle sig til et punkt, hvor det har intelligensen og de videnskabelige indsigter til at udvikle en avanceret kommunikationsteknologi. Livet på jorden har eksisteret i knap fire milliarder år, men vi har kun haft teknologien til at kommunikere med hinanden via radiobølger i cirka 100 år. Og først været i stand til at lytte til radiobølger fra rummet i 60 år. Måske er vi for sent eller for tidligt på den. Måske var der en højteknologisk civilisation for 1000 år siden et sted i Mælkevejen, som forsøgte at kommunikere med os. Måske nåede de at udslette sig selv, før vi hørte dem, fordi de ikke kunne samarbejde om at stoppe udledningen af drivhusgasser, så deres planet til sidst blev så varm, at den var ubeboelig. Hvor vil vi selv være om 1000 år? Det er jo bare et splitsekund på universets tidsskala, men for os kan der være en verden til forskel.” (side 139-140)

Jeg vil ikke påstå, at jeg forstår alt i Af stjernestøv er du kommet, (hvilket mere handler om mig end om indholdet). Jeg føler nok heller ikke, at jeg har fået hele forklaringen på, hvorfor vi er her. Men der er ingen tvivl om, at Christensen får forklaret rigtigt meget på få sider, og endda gør det spændende og i et forståeligt sprog.

Bo Karl Christensen er en god formidler, og Af stjernestøv er du kommet er en yderst interessant bog. Jeg fik i hvert fald både ny viden og en større forståelse af den.

Om Af stjernestøv er du kommet:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Grønningen 1, 204 sider
Omslag: Tobias Gundorff Boesen

Læs også:

En lille bog om universet af Anja C. Andersen
2001 af Arthur C. Clarke
Dark Matter af Blake Crouch
Oprindelse af Lewis Dartnell
En håndfuld mørke af Philip K. Dick
I planetens vold af Jon Høyer
Lige under overfladen – antologiserie fra Science Fiction Cirklen
Gudspartiklen af Mads Peder Nordbo

Et satans arbejde af A. Silvestri

Et satans arbejde af A. SilvestriCharmerende og fascinerende roman om Satan og Helvede og en flyttemand ved navn Asger.

Et satans arbejde handler om flyttemanden Asger, der bliver hyret til at flytte en del af Helvede til Hellerup. Romanen er både skideskæg og helvedes alvorlig. Det er en genrebastard, der fortæller historier i historien og nikker til den sydamerikanske magiske realisme, dannelsesfortællingen, farcen og rendyrket horror. Et satans arbejde er også en fanden-i-voldsk roman, hvor man skal spænde selen, sikre hjelmen og så ellers bare slippe håndbremsen. (fra bogens bagside)

Hold nu op en oplevelse! Det er altid interessant at se, hvad A. Silvestri har fundet på, når der kommer en ny udgivelse fra hans hånd. Med Et satans arbejde når han nye højder – eller skulle jeg måske sige nye dybder? – med en charmerende, fascinerende, ækel, interessant og underholdende historie, der efterlader læseren forpustet, forundret og foruroliget.

Historien er i sig selv underholdende og overraskende. Det er ikke hver dag, at man hører om en flytning af Helvede, eller introduceres for de udspekulerede pinsler de fordømte sjæle udsættes for. Ydermere gemmer der sig en række twists i historien, der undervejs udvikler sig i en uventet retning mod sin hæsblæsende slutning. Samtidig er det også en historie venskab og menneskelighed. Om at gøre det rigtige selvom det er svært. Og om at finde ud af hvem man egentlig er.

Men det er kun en del af læseoplevelsen. Flettet ind i Asgers beretning hører vi også hans efterrationaliseringer og senere indsamlede viden, og præsenteres på den måde for en litteraturhistorisk og filosofisk tilgang til Satan, Helvede, Tid og hvad Asger i øvrigt har gået og spekuleret over, uden at det virker påtaget eller opstyltet.

Et satans arbejde er fuld af referencer til litteratur, musik og film, og A. Silvestris store viden skinner tydeligt igennem. Jeg fangede kun en brøkdel, men alligevel kunne jeg sagtens følge med. Blandt andet fordi Silvestri aldrig taler ned til læseren. Tilsyneladende uden anstrengelser får han indarbejdet fagtermer m.m. i et mundret og ligetil sprog, så læsningen flyder ubesværet. Og samtidig holder han en uformel og ofte yderst morsom tone, der gør, at jeg bare havde lyst til at læse videre og videre og videre.

Jeg blev meget betaget af Et satans arbejde, og vil anbefale den til alle der holder af god litteratur. Her er ikke tale om én genreroman, men om en roman som rummer forskellige genrer lige fra humor til horror til filosofi til magisk realisme og alt der i mellem. Og er du ikke blevet overbevist af mine ord, så læs Litteratursidens og Bogrummets anmeldelser. De er nemlig helt enige med mig …

Uddrag af Et satans arbejde:

På Jorden er der kort, veje, retninger og tidspunkter. Intet af dét gør sig gældende i Helvede. Selv om jeg havde været sikker på, at vi faldt oppefra og ned, skulle det hurtigt vise sig, at de begreber ikke gav den mindste mening. Jo længere vi gik i Helvede, desto sikrere blev jeg på, at ikke alene havde Escher og Giger spist en lille frokost sammen og derefter kollaboreret, de havde også indtaget et syv-retters middagsmåltid, drukket sig fuldkommen i hegnet og lige snuppet sig et par hiv fra æterflasken, før de rablende og halvblinde havde ringet til Lovecraft for at spørge om et par ting og derefter var gået i gang med yderligere at skitsere deres forestilling om Helvede, og først da de ud på de sene timer bevidstløse styrtede omkuld i et par bløde lænestole, havde Djævelen nakket deres tegninger, brummet tilfreds for sig selv og indrettet Helvede derefter. Retrospektivt, selvfølgelig.

Det var et snurrende virvar af ingen og samtidig alle retninger. Min hjerne insisterede på, at det, jeg gik på, måtte være gulvet, at det, der var til siderne, var højre og venstre, og op måtte være op. Mit øres gyroskop var ligeglad med, hvad hjernen sagde, og nægtede at fastholde nogen retning. Derfor vaklede jeg af sted som en and, der havde været i de gærede æbler på møddingen. Min taske i den ene hånd, guitaren i den anden. Bag mig kravlede Rodriguez og Viktor, førstnævnte med en smøg i den ene hånd, sidstnævnte med et æble, som han skrællede med sin lommekniv. Kun Susan Apollyon vaklede ikke. Hun måtte vel også være vant til det. (side 89-90)

Om Et satans arbejde:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Brændpunkt, 414 sider
Omslag: Søren Klok

Læs om arbejdet med romanen på A. Silvestris hjemmeside

Læs også:

Djævelens lærling af Kenneth Bøgh Andersen
Hels rejse af Signe Fahl
I helvede flyder en flod af Morten Leth Jacobsen
Necropolis af Simon Petersen, illustreret af Cav Bøgelund
King af A. Silvestri, illustreret af Christoffer Gertz Bech
Helvede af Jonas Wilmann

En dag uden sol af Benjamin Lunøe

En dag uden sol af Benjamin LunøeAnderledes, bevægende, charmerende, dvælende, effektive, fascinerende, gode historier i denne danske novelledebut.

En dag uden sol er en af den slags udgivelser, som jeg klart kan anbefale – men som jeg samtidig har rigtig svært ved at beskrive. Over ti noveller tager Benjamin Lunøe læseren med på en fabulerende og fascinerende rejse ind i menneskets tankeverden, hvor vi både geografisk og tidsmæssigt når langt omkring.

Blandt mine favoritnoveller er ”Manden og maskerne”, som er en slags klassisk engelsk kriminalfortælling. Fortællerens ven planlægger det perfekte mord – bare i teorien naturligvis – og selvom fortælleren til at begynde med finder tanken lidt morbid, så ender han alligevel med at blive en del af eksperimentet.

Også ”Uviljens triumf”, som foregår i 1650 og handler om en filosofisk diskussion om den frie vilje, hører til blandt favoritterne. Her står to mænd overfor hinanden i skarp diskussion, men inden natten er omme, tvivler de begge på deres tidligere overbevisning.

Benjamin Lunøes noveller stritter ud til alle sider, og bevæger sig fra det gamle Romerrige til det ydre rum. Alligevel synes jeg generelt, at samlingen føles helstøbt, måske fordi alle novellerne fortælles af en jeg-fortæller, og fordi de handler om almenmenneskelige spørgsmål. Og så fordi hver historie simpelthen emmer af fortælleglæde.

Den eneste novelle, jeg havde det lidt svært med, er den første novelle ”Vraggods”, som hører til blandt de mere surrealistiske fortællinger. I ”Vraggods” har en kunstner isoleret sig i sit sommerhus, men en dag oversvømmes hans strand med mannequindukker, og kort efter opsøges han af to kvinder som tilsyneladende kender ham. Måske var det fordi, jeg endnu ikke var kommet ind i Lunøes stil, eller måske var den lidt for symbolsk efter min smag. I hvert fald følte jeg, den var lidt uforløst og efterlod mig uden følelsen af afslutning.

På trods af det kan jeg som sagt klart anbefale Benjamin Lunøes debut, som måske nok kræver lidt af sin læser, men som til gengæld er både velskrevet og interessant.

Om En dag uden sol:

Udgivelsesår: 2011
Forlag: Ostenfeld, 207 sider
Omslag: Trine Eilersen

Blodrus af Sebastià Alzamora

Blodrus af Sebastià AlzamoraGotisk roman om umenneskelighed, krig og vampyrer

Da jeg læste pressemeddelelsen for Blodrus, var jeg slet ikke i tvivl om, at det lige var en bog for mig: ”Blodrus er en gotisk fortælling om det monstrøse i mennesket og om kampen mellem det gode og det onde; om fornuft og videnskab på den ene side og det okkulte og irrationelle på den anden – fortalt med en detektivromans fremdrift.”

Men jeg må erkende, at under de første hundrede sider havde jeg mest lyst til at lægge bogen fra mig, og det var kun, fordi jeg skulle anmelde den, at jeg holdt ud. Når det så er sagt, blev jeg til gengæld grebet af fortællingen i de sidste to tredjedele af romanen, så jeg var alligevel glad for, at jeg holdt ved.

Romanen foregår i Barcelona i 1936 i begyndelsen af Den Spanske Borgerkrig. En præst og en lille dreng findes myrdet med bidemærker i halsen, og politiinspektør Gregori Muñoz sættes på efterforskningen. Men det er ikke let i en tid, hvor kirker og klostre hærges af yderligtgående anarkister, og hvor præster og andre religiøse bliver slået ihjel, uden at nogen tør forsvare dem.

Samtidig hører vi om de 27 kapucinernonner, som har overlevet og gemmer sig i deres kloster beskyttet af anarkisten Manuel Escorza fra FAI, som ellers står bag både mord og tortur, men som har sine egne grunde til at beskytte klosteret samt om en dommer og en læge, som har et helt eget eksperiment i gang.

Alzamora indlejrer en vampyrfortælling i en reel historisk ramme, og romanen handler i høj grad om umenneskelighed. Men ikke kun vampyrens umenneskelighed, for i krig er det svært for alle at bevare menneskeligheden og troen. En filosofisk, men også bloddryppende roman, som kræver lidt af sin læser.

Sebastià Alzamora er fra Mallorca, og Blodrus er hans første bog på dansk.

(Anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Blodrus:

Udgivelsesår: 2014
Forlag: Turbine, 284 sider
Originaltitel: Crim de sang (2011)
Oversætter: Ane-Grethe Østergaard