juli 2020
M Ti O To F L S
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Finland’

Solens kerne af Johanna Sinisalo

Solens kerne af Johanna SinisaloDa pigerne Vera og Mira er små, dør deres forældre i en bilulykke. Deres eneste slægtning er farmoren Aulikki i Finland på gården Neulapää, så pigerne bliver overdraget i hendes varetægt.

Finland har i mange år været lukket mod omverdenen. Det er et Eusistokrat, hvor staten styrer alt – endda kønsbestemmelse af mennesker. I Finland har man nemlig avlet sig frem til en ny type kvinde, eloien, der besidder de vigtigste egenskaber for en kvinde: smuk og lydig. Kvinder, der ikke er tilstrækkeligt feminine, kaldes for morlocker og steriliseres ganske unge. De kan bruges som arbejdskraft i stedet for til avl, indtil arten uddør.

Særligt for Vanna (som Vera nu kaldes, da kvinder ikke må have R i deres navn) er det svært at finde sig til rette. Hun er videnbegærlig og ikke særlig interesseret i tøj og makeup. Det er Manna (Mira) derimod, og Vanna opdager hurtigt, at hun skal følge Mannas opførsel for at passe ind, mens Aulikki i det skjulte giver hende mulighed for at studere.

Historien fortælles hovedsageligt gennem Vannas breve til Manna. Det er tydeligt, at Vanna har dårlig samvittighed over for Manna, men hvorfor afsløres først langt henne i fortællingen. I mellem Vannas breve er indlagt uddrag fra forskellige bøger, som f.eks. ”En kort historie om domesticeringen af kvinder” og undervisningsmaterialer for eloier. Derudover er der bidder af sange og historier for eloier, og endelig hører vi også enkelte kapitler fortalt af maskoen Jare, der arbejdede for Aulikki en sommer.

Til at begynde med vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg skulle synes om Solens kerne. Opbygningen forvirrede mig, og jeg havde svært at finde frem til selve historien. Men alligevel blev jeg ved med at læse, og lige pludselig var jeg fuldstændig opslugt. Ikke nødvendigvis så meget af historien, som af det univers Johanna Sinisalo har skabt.

Sinisalo definerer Eusistokrati som: ”Den herskende samfundsorden i Finland, ’velfærdsstat’. Bygger på de latinske ord eu (god) og sistere (stå), bogstaveligt talt altså ’blive, forblive i en god tilstand’. Eksempel: ’I et eusistokratisk samfund er regeringens vigtigste opgave at fremme borgernes generelle velfærd og sundhed.’” (side 81) Og der er heller ingen grænser for, hvad staten forsøger at kontrollere. Ud over narkotika er cigaretter, alkohol og chili strengt forbudt. Eloier skal følge en fastlagt undervisning for at blive en god hustru og mor, og de har ikke ret til at eje noget. Og selvom maskoer naturligvis ikke må slå eloier ihjel, så straffes det ikke særligt hårdt. Der er intens overvågning af borgerne, som ikke har adgang til hedonist-staternes teknologi, men til gengæld er der ingen restriktioner i forhold til religion.

Samfundet er helt opbygget efter maskoens seksuelle behov, og – er mit gæt – efter de herskende myndighedspersoners ønske om magt. Men hvordan er den tanke opstået? Udskift bil med kvinde i nedenstående citat og du har svaret.

Det her behøvede ikke engang at være flertallets vilje. Sommetider skal der ikke andet til end en tilpas højrøstet og toneangivende gruppe for at ændre verden til det, gruppens medlemmer vil have. Gruppen behøver ikke engang at være særligt stor. Det er nok, at nogle anfører deres egne personlige præferencer som den eneste rigtige sandhed, og med deres højrøstethed skaber det indtryk, at de har glemte og tilsidesatte masser bag sig. Det er nemt at få én, der har været tilfreds med tingenes tilstand, til at støtte en idé, som vedkommende selv kan få gavn af. Mange kunne leve fint uden en bil eller godt forstå, at det kræver anstrengelser at anskaffe sig en, og at man må gå på kompromis med nogle andre ting. Men hvis en tilpas kraftfuld gruppe konstant banker den tanke ind i hovedet på andre, at det er umuligt at leve uden en bil, at billøshed er en krænkelse af menneskerettighederne – hvor mange ville i den situation takke nej til de gratis biler, staten deler ud?” (side 264-265)

Solens kerne er en dystopisk fortælling, der udspiller sig i en nær fremtid. Finland minder om George Orwells 1984 stat, blot med racehygiejne og kønspolitik dybt implementeret i styret.

Romanen er let at læse, men svær at fordøje. Mange af de videnskabelige ’facts’ er nemlig hentet fra virkeligheden, enkelte dog med få ændringer. De fleste lande har jo brugt racehygiejne som et redskab til at forme samfundet, og selvom de færrest gik så langt som nazisterne, så har vi i Danmark udført tvangssterilisation helt op til 1967! Og hvad angår forsøg på at fremme bestemte egenskaber via avl, kan vi jo bare se på, hvordan kortsnudede hunderacer fremavles helt grotesk med store sundhedsmæssige følger.

Jeg var måske ikke betaget af Solens kerne fra første side, men det var jeg, da jeg lagde den fra mig. Den gav i den grad stof til eftertanke.

Om Solens kerne:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Jensen & Dalgaard, 347 sider
Omslag: RubArt
Originaltitel: Auringon ydin, 2013
Oversætter: Siri Nordborg Møller

Læs også:

Kraften af Naomi Alderman
Tjenerindens fortælling af Margaret Atwood
Dine øjne tåler ikke synet af Preben Haarup
1984 af George Orwell

 

Tropika – Ainukka Heikkinens forandring af Jon Terje Østberg

Tropika - Ainukka Heikkinens forandring af Jon Terje ØstbergFra forlagets hjemmeside:
”TROPIKA – Ainukka Heikkinens forandring” handler om længsel, ærgerrighed, forræderi og kampen for overlevelse i et strabadsfyldt tropemiljø, omgærdet af sære skabninger, svævende byer, kamprobotter og blå, lysende solkugler. Et actioneventyr som ender i både destruktion og oprejsning.

I 2057 er de nordiske lande dækket af en nærmest evig vinter. Samtidig hjemsøges jordens befolkning af en dødelig virus, kaldet Virus B, som med jævne mellemrum flammer op og hærger Europa og dele af resten af verden.

Den paramilitære sikkerhedskoncern ISoB har patent på en vaccine, som bygger på planter fundet på den afrikanske savanne. Men Stabiligen-medicinen virker kun, hvis man tager sine piller hver dag, så truslen fra Virus B er langt fra udryddet.

Nu er patentet på vaccinen ved at udløbe, og ISoB sender i samarbejde med New National Geographic en ekspedition af sted til Novgorod, knap 500 km fra den finsk/russiske grænse. Her er nemlig dukket efterretninger op, om at ukendt plantevækst dækker området. Et fænomen som også fandt sted i Tanzania hvor vaccinen først blev fundet.

Den alkoholiserede fotograf Ainukka Heikkinen bliver shanghajet til at dokumentere ekspeditionen for New National Geographic, som har fået alle eksklusive rettigheder til et særnummer og en dokumentarserie om ekspeditionen. Nu skal folket have vished og indsigt i processen omkring produktionen af vaccinen.

Snart er Ainukka og resten af ekspeditionen på vej til Novgorod. Men spørgsmålet er, om ISoB nu også har helt rent mel i posen …

Tropika af Jon Terje Østberg var et af de indsendte bidrag til Science Fiction Cirklens romankonkurrence i 2016. Vinderen af konkurrencen blev Nikolaj Johansens science fiction thriller ”Syndfloden og storbyen”. Dommerpanelet fandt dog, at flere af de indsendte romaner fortjente en udgivelse. Blandt dem var Tropika, som bl.a. blev frasorteret fra konkurrencen pga. længden.

Jon Terje Østberg er oprindelig født i Norge. Tropika er hans romandebut, omend han tidligere har fået udgivet en håndfuld noveller i den fantastiske genre.

Historien er elementær spændende med en vellykket opbygning, hvor vi springer mellem romanens nutid og fortid, og mellem forskellige personers synsvinkel. Derudover trækkes der tråde tilbage til en ekspedition i Sydøstasien i 1931, som Ainukka læser om i en gammel dagbog. Heri optræder besynderligheder, der fik mig til at tænke på H. P. Lovecrafts Cthulhu myter og er med til at væve en dyster atmosfære over begivenhederne. En atmosfære som Ainukka rammer præcist med sin beskrivelse af landskabet omkring hende, da de når frem til ekspeditionens bestemmelsessted: ”Et ukendt, forrevet landskab, en glemt ufremkommelig urtidsjungle af råddenskab og fugtigt forfald. En slags dødens ødemark.” (s. 143)

Jeg kunne godt have ønsket at få lidt mere kendskab til forholdene i 2057, som er romanens nutid. Østberg løfter lidt af sløret ved at fortælle, at Skandinavien er blevet slået sammen med Finland, Island og Grønland til Nordisk Alliance, og at den paramilitære sikkerhedskoncern IsoB har stor magt her. Men hvorfor landene er slået sammen, og hvorfor Norden nærmest er dækket af vinter året rundt (for mod slutningen finder vi ud af, at det tilsyneladende ikke gælder resten af jorden), står hen i det uvisse. Det er ikke oplysninger, der er nødvendig for forståelsen af romanen, men jeg synes, det kunne være interessant at kende Østbergs tanker bag.

Hele romanen fortælles i 3. person, hvilket giver den et lidt upersonligt, og til tider for beskrivende præg: ”Hun mandede sig op, tjekkede instinktivt Temp-dragten og dens basisudstyr. Rygbeholder, machete, vandflaske. Så løb hun videre, styrtede af sted mod Transporteren. Hun opfattede pludselig at omgivelserne var forandret. Transporteren burde være der, men alt hun så var en massiv vegetation, enorme planter og svampe og lianer havde dækket det hele. Hun ville ikke tage chancen på at lede lige nu, for ISoB-1 nærmede sig med hastige skridt. Så hun styrtede videre, så et hul i bevoksningen, og kastede sig igennem, kun for på den anden side, at falde ned i en fedtet, muddervåd skråning. Hun kom på benene, og så at hun havde udsyn til toppen af skråningen. Og hun så hvordan ISoB-1 kom til syne, og stod afventende som en vogtende skygge.” (s. 139)

Så selvom vi kommer lidt ind bag Ainukka og et par af de øvrige personer, så fremstår de desværre ret endimensionale, og jeg blev ikke helt grebet af deres baggrundshistorier, der ellers er interessante nok.

På trods af denne anke var jeg nu fint underholdt. Her er masser af action, og så har romanen ganske enkelt har en spændende handling og ikke mindst en overraskende slutning. Så er du til actionfyldt science fiction, hvor ambitioner og drømmen om rigdom og magt har taget overhånd, så læs Tropika og tag en tur til Novgorods tropiske og uheldsvangre jungle.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om “Tropika”:

Udgivelsesår: 6. maj 2017
Forlag: Science Fiction Cirklen, 228 sider
Omslag: Manfred Christiansen