oktober 2017
M T O T F L S
« sep    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘forbandelse’

Søvn og torne af Neil Gaiman

Søvn og torne af Neil GaimanNeil Gaiman serverer med Søvn og torne en anderledes gendigtning af eventyret om Tornerose mikset med fortællingen om Snehvide og smukt illustreret af Chris Riddell.

De tre dværge vil købe fint silkestof som gave til dronningen, der skal giftes om en uge. Men i landsbyen bag bjergene får de at vide, at en frygtelig pest er faldet over landet. Fra slottet i hovedstaden breder pesten sig ud og efterlader alle i dyb søvn.

Da dværgene vender tilbage og forklarer dronningen om sovepesten, beslutter hun sig for at lade bryllup være bryllup. Hun tager sin rustning, sit sværd og sin hest, og sammen med dværgene drager hun tilbage under bjergene for at opklare og stoppe pesten, før den når til hendes land.

Det lykkes dem at nå frem til slottet, som er helt overvokset med klatreroser med torne så skarpe som knive. Buskene er fyldt med skeletter af mænd, som har forsøgt at komme frem til slottet, så hvordan skal dronningen og dværgene klare det? Og hvad venter dem inde i slottet?

Søvn og torne er som sagt en gendigtning af eventyret om Tornerose, men ikke en helt almindelig gendigtning. Gaiman lader nemlig dronningen være helten i historien, og hun har haft sit eget eventyr og kender derfor både til forhekset søvn og onde stedmødre. Slutningen twister også det klassiske eventyr, hvor helten kysser heltinden og alle lever lykkeligt derefter, selvom ondskaben dog også i dette eventyr må tabe.

Chris Riddell står for illustrationerne, som er en udsøgt fornøjelse at studere. De smukke og stemningsfulde stregtegninger er holdt i sort og hvidt og indrammet af guldkanter, og hvert billede er en fortælling i sig selv. Illustrationerne fylder skiftevis halve, hele og dobbelte sider, og lægger en ekstra dybde til Gaimans eventyr med deres underfundige og flotte detaljer.

En utrolig lækker udgivelse der både kan læses af børn og voksne.

Læs mere på Neil Gaimans hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Illustrationer: Chris Riddell
Originaltitel: The Sleeper and the Spindle

Søvn_og_torne

Plantagen 3 – Porten til Helvede af Steen Langstrup

Plantagen 3 - Porten til Helvede af Steen LangstrupEndelig får vi afslutningen på Steen Langstrups gysende Plantage-trilogi, og denne gang har den ultimative ondskab en plan for at underligge sig verden.

Jeg har med stor fornøjelse læst de to første bind i Plantage-trilogien og har glædet mig som et lille barn til at få slutningen med. Heldigvis lever Porten til Helvede helt op til oplægget fra de to første romaner, og Langstrup sender læseren ud på en fantastisk konspirationstur med udgangspunkt i Johannes Åbenbaring.

Kristina, som overlevede sammen med sin søn Sofus i første bind, er hovedpersonen her i bind tre. Siden hun og Sofus undslap, har han været indlagt, fuldstændig katatonisk, og hun har lidt af angstanfald, som har gjort det umuligt for hende at opretholde en normal tilværelse. Lidt over et år efter begivenhederne i Gillsby bliver hun dog tvunget til at handle.

I Gillsby ser det nemlig ud til, at ondskaben igen er sluppet løs. I kirken finder man nogle sorte katte ofret, og kort efter bryder pesten ud i byen. Samtidig forsvinder Sofus sporløst fra sygehuset, og mens personalet leder efter ham, ser Kristina et glimt af ham i TV2 News, som dækker pestudbruddet. Hun tager straks til Gillsby, og her slår hun sig sammen med Jytte fra antivariatet Gode Gamle, og den tidligere kriminalkommisær Egon Kjeldsen (som garvede læsere vil genkende fra ”Kat” og ”Fluernes hvisken”). Hun leder blot efter Sofus, men de to andre er fast besluttede på at stoppe ondskaben, før det er for sent.

Jeg må indrømme, at jeg er ret vild med den slags romaner, som tager udgangspunkt i noget kendt, f.eks. biblen, og så laver sine egne tolkninger af teksten, så den passer ind i romanens univers. Det får mig altid til at spekulere over, hvor meget der mon er rigtigt, og hvor meget forfatteren selv finder på. Og her i Porten til Helvede synes jeg, at Langstrup har fået skruet et rigtig godt plot sammen ud fra den devise. Vi hører om den uhellige treenighed og Johannes Åbenbaring, og så får Langstrup også lige trukket tråde tilbage til tidligere romaner, så det hele passer som fod i hose. Det er super godt og fuldstændig troværdigt.

Samtidig er selve historien også både spændende og underholdende. Langstrup skriver flydende, og plottet drives frem af en hidsig krydsklipning mellem personer og begivenheder, så læseren skal holde tungen lige i munden, men samtidig heller ikke kan slippe bogen fordi man er nødt til at få næste kapitel med. Langstrup får samlet alle trådene til sidst i en voldsom finale, som får hjertet til at hoppe ud af brystet på læseren.

For mig er bind tre en fornem afslutning på en velskrevet, underholdende og skræmmende trilogi, hvor Steen Langstrup endnu en gang beviser, at han hører til i toppen af dansk horror. Ikke mindst med slutningen som lige fik mig til at synke en ekstra gang …

Så jeg glæder mig til Krimimessen d. 9. og 10. april, hvor jeg bl.a. skal tale med Steen Langstrup om Plantage-trilogien lørdag eftermiddag, som er afsat til gys og horror. Her kan du udover Steen Langstrup også opleve en paneldiskussion om dansk horror lige nu med bl.a. Teddy Vork og Rikke Schubart, samt få en bloddryppende indføring i vampyrens kulturhistorie ved Mathias Clasen, og endelig kan du også opleve Dean Koontz live i en DR-transmission.

Læs mere om Plantage-trilogienMørket.dk

Om Porten til Helvede:

Udgivelsesår: 2011
Omslag: Steen Langstrup

Udvalgte bøger af Steen Langstrup:

Kat – ondskaben lurer i regnen
Blodets nætter
Pyromania
Forvandling
Fluernes hvisken
9 før døden
Poe – 4 makabre hyldelster
Den hvilende ondskab – Plantagen 1
Intet er, som du tror – Plantagen 2
Porten til Helvede – Plantagen 3
Alt det hun ville ønske hun ikke forstod

Tiktak af Dean Koontz

Tiktak af Dean KoontzEfter et par gode Dean Koontz oplevelser (Fanget i isen og Ægtemanden) blev Tiktak en erkendelse af, at jeg ikke huskede helt galt, når jeg ind i mellem har været træt af Koontz.

Tommy Phan er amerikaner af vietnamesisk afstamning. Hans familie flygtede fra regimet, da han var dreng, og nu har de opbygget et betydeligt forretningsimperium i bagerbranchen. Familiens ønske er, at Tommy skal opgive sine forfatterdrømme og blive en del af virksomheden, men Tommy vil være fuldt og helt amerikaner, og har derfor delvist mistet kontakten til familien som synes, han svigter sine rødder.

Så en dag finder Tommy en lille dukke på sit dørtrin. Dukken har et brev i sin hånd, som Tommy ikke kan læse, da det er skrevet på vietnamesisk. Han er dog overbevist om, at det må være et trusselsbrev fra nogen af de vietnamesiske bander, han kort har skrevet om i aviserne.

Men det viser sig, at Tommy har lukket noget meget værre ind i sit hus. Ud af dukken kommer nemlig et minimonster, som kun har et formål – at slå Tommy ihjel. Det lykkes Tommy at overleve første anslag og flygte i sin bil, men uhyret er lige i hælene på ham. Tilfældet fører ham sammen med Deliverance Payne, en ikke helt almindelig ung kvinde, som viser sig at blive en langt større hjælp end forventet.

Der er gode anslag i Tiktak. Historien om monstret, der pludselig invaderer Tommys hus og liv, og jagten som accelererer gennem romanen er både intens og spændende. Jeg kom til at tænke på den jødiske fortælling om Golemmen, og det gav en slags ekstra dimension til historien. Men så insisterer Koontz på at introducere en kvindelig heltinde, og jeg blev direkte irriteret af Deliverances kryptiske opførsel. Desuden virker hendes og Tommys forhold bare ikke troværdigt på mig, men det er et af Koontz klassiske elementer. Den enestående kærlighed som redder alt.

Slutningen på monstrets jagt falder fint i tråd med historien, men så synes jeg igen, at Koontz påklistrer den helt unødvendige forklaring på Deliverance, som fører historien helt ud over klodens kant. Så desværre lod jeg mig irritere en del undervejs, så selvom noget af historien var god, blev det overordnede indtryk en halvdårlig oplevelse.

Om bogen:

Udgivelsesår: 1997
Omslag: Peter Stoltze

The Curse of the Mummy’s Tomb

Jeg synes ofte, at der er noget vældigt charmerende over de gamle Hammer Film, og “The Curse of the Mummy’s Tomb” er også til tider charmerende. Der er dog også irritationsmomenter, som ind i mellem overskygger charmen og fik mig til at tænke “bras”.

Under en ekspedition i Kongernes Dal i 1900 finder egyptologen Dubois sammen med sin gruppe kongegraven for den store farao Ra-Antef. Der hviler dog en forbandelse over graven, som siger, at alle der forstyrrer Ra-Antefs gravfred skal dø. Og der går da heller ikke længe før Dubois findes myrdet og med sin ene hånd skåret af.

Datteren Annette er naturligvis knust, men det går hurtigt over, så på tilbagerejsen har hun masser af kræfter til at flirte med den mystiske Adam Beauchamp, der dukker op på skibet – på trods af at hun er forlovet med faderens hjælper John Bray. Ekspeditionen drager nemlig til USA med alle fundene (meget mod den egyptiske regerings vilje), for rigmanden Alexander King, der har finansieret ekspeditionen, vil vise alle genstandene på en rundrejse i staterne.

Men i USA er problemerne ikke slut. Mumien søger nemlig sin hævn over alle, der var med til åbningen af dens kiste, og både John og Annette er i farezonen. Og så er der altså noget sært ved Adams viden om det gamle Egypten.

Hvad der især irriterer mig er, at Annettes rolle er så ufattelig tom. Hun skal bare se godt ud og fyre lidt replikker af om egyptiske sagn, og så ellers forelske sig i først den ene og så den anden. Det klarer Jeanne Roland sådan set til UG, men det undrer mig bare, hvorfor kvinderne ofte er så hjernedøde i Hammer filmene. Et andet irritationsmoment er plottet, som starter interessant nok i Egypten, hvor der lægges op til forskellige scenarier. Men så rejser gruppen til USA, og pludselig blandes nye personer ind, og der dukker genstande op, som vi slet ikke vidste eksisterede – genstande som er afgørende for historien.

Så rigtig sammenhængende, velspillet eller uhyggelig er “The Curse of the Mummy’s Tomb” ikke, men lidt hyggelig var det alligevel at se den. 

Hammers første mumie-film kom i 1959 “The Mummy”, som ligesom Hammers successer med Dracula og Frankenstein byggede på Universals film fra 1940’erne. Selvom “The Mummy” ikke nåede samme højder som de to førnævnte, så spandt den alligevel endnu to mumie-film af: “The Curse of the Mummy’s Tomb” (1964) og “The Mummy’s Shroud” (1967). Godt nok indspillede Hammer også i 1971 “Blood From The Mummy’s Tomb“, men den var baseret på Bram Stokers historie “The Jewel Of Seven Stars“, som handler om egyptisk mystik og dermed ganske anderledes fra Hammer’s tidligere mumie-film.

Instruktør: Michael Carreras
Udgivelsesår: 1964

Se forfilmen på YouTube

Uhyret i brønden af Dennis Jürgensen

Uhyret i brønden af Dennis JürgensenTroels er it-konsulent. Sammen med sin familie er han flyttet ind i det idylliske hus, Pilely, i Gribskov. De har dog ikke boet der ret længe, før Troels oplever noget meget mærkeligt. Først advarer hans mormor, som ligger for døden, ham om at der gemmer sig noget ondt i brønden – men der er ingen brønd til huset ifølge papirerne? Og så tager han en blaffer op på vej hjem gennem skoven, men manden forsvinder sporløst, mens de kører!

Hjemme fortæller han sin kone Susan om hændelsen, og hun er overbevist om, at han har samlet et spøgelse op. Den slags tror Troels ikke på. Alligevel sætter han sig for at undersøge sagen, for det viser sig nemlig, at der trods alle oplysninger om det modsatte alligevel findes en gammel brønd på grunden, og det lader til, at noget virkeligt gemmer sig nede i mørket. Men hvordan stopper man en flere hundred år gammel ondskab?

Uhyret i brønden er måske nok en ungdomsgyser, men jeg læste den med stor fornøjelse. Dennis Jürgensen er intet mindre end en institution i dansk horror. Selvom hans bøger oftest læses af børn og unge, så appellerer de bestemt også til voksne læsere med hang til horror, og her i romanen bruger han oven i købet en voksen hovedperson.

Historien er måske ikke den mest overraskende, men det lykkes alligevel Jürgensen at fylde lidt uventet på undervejs. Og trods det at man godt kan gætte, hvad vej historien bærer hen, så er den fyldt med atmosfære, og uhyggen accellererer mere og mere mod slutningen, så man glemmer at føle sig tryg.

Jeg mindes stadigvæk Grønne øjne, som den absolut mest uhyggelige Dennis Jürgensen historie, men Uhyret i brønden hører absolut også til i den gode ende.

Se en oversigt over Dennis Jürgensens bøger på Tellerup.dk
Besøg Dennis Jürgensens hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 1998
Forlag: Tellerup, 255 sider

Andre bøger af Dennis Jürgensen:

Tunnelmanden (2010)
Dødens mange facetter (2009)
Dæmonen i hælene (2007)
Kadavarjagt (2006)
Uhyret i brønden (1998)
Måske (1994)
Monsteret i kælderen (1993)
Tingen i cellen (1992)
Kadavermarch (1991)
Grønne øjne (1985)

Demons of the Mind

For efterhånden lang tid siden købte jeg en boks kaldet “The Ultimate Hammer Collection” fra Hammer Film. At kalde den en ultimativ samling er måske lidt af en tilsnigelse, for her er ikke tale om en udvælgelse af deres største film, men bare et blandet udvalg af 21 film udgivet i perioden 1965 til 1976. Det vil f.eks. sige at her mangler klassikere som “The Curse of Frankenstein”, “Horror of Dracula“, og “The Mummy” for blot at nævne nogen. Ikke desto mindre har jeg fået flere positive oplevelser af boksen. Desværre hører “Demons of the Mind” til de mindre positive.

Baron Zorn lever isoleret med sine to voksne børn, som han holder indespærret og afsondret fra hinanden. Han taler om en forbandelse, som løber i blodet på dem og kræver blod og forbudt samvær. Det er lykkes for datteren Elizabeth at flygte, men i filmens start bliver hun hentet hjem og spærret inde igen. Imens har Zorn tilkaldt professor Falkenberg, der med sine kontroversielle metoder kan helbrede psykiske lidelser. Zorn vil redde sine børn fra forbandelsen, men det viser sig, at han måske skal kigge et andet sted.

Jeg skal være ærlig at sige, at jeg faldt i søvn et par gange undervejs, og selvom jeg mener, at jeg fik spolet tilbage, så jeg har fået hele historien med, kan der være smuttet noget. Og det kan være grunden til, at jeg synes, historien var ualmindelig usammenhængende. Jeg fik aldrig fat i, hvordan Zorn besluttede sig for at kontakte Falkenberg, ligesom jeg heller ikke helt fandt ud af, hvad Falkenberg egentlig gjorde? Det virker som hypnose nogen gange, og andre gange var der lidt rollespil og snak i stedet for.

Andre ting virker også ulogiske, som f.eks. at landsbyens beboere frygter djævlen på baronens grund, men alligevel traver byens piger lystigt alene rundt i skoven. Og da der på et tidspunkt drager en pøbel af sted mod slottet, når de aldrig frem. De kommer ikke en gang en skrigende kvinde til hjælp, selvom de befinder sig i samme skov.

Så logikken spiller ikke den store rolle her, og det gør godt skuespil heller ikke. Robert Hardy, der spiller Zorn, virker som en parodi på en ond baron og bliver aldrig hverken uhyggelig eller rørende, og det bliver aldrig opklaret, hvor han har set den omstrejfende præst, der pludselig dukker op. Hvis det er ligegyldigt, hvorfor så overhovedet nævne at han har set ham? Heller ikke Shane Briant og Gillian Hills, der spiller børnene, gør det særligt godt. Det meste af tiden er de blot blege og svage og virker mere hjælpeløse end realistisk er. At Briant skulle være blevet nævnt som en ny Peter Cushing har jeg i hvert fald meget svært ved at forstå.

Oprindelig skulle filmen have heddet “Blood Will Have Blood, Demons of the Mind”, men distributøren brød sig ikke om den titel, og i stedet blev den forkortet til “Demons of the Mind”. Personligt synes jeg, at “Blood Will Have Blood” ville have været en mere passende titel i forhold til indholdet. Men generelt må jeg sige, at “Demons of the Mind” efter min mening hører til blandt de svageste film i boksen.

Instruktør: Peter Sykes
Udgivelsesår: 1972

The Ultimate Hammer Collection:

She, 1965
The Nanny, 1965
Dracula – Prince of Darkness, 1966
The Plague of the Zombies, 1966
Rasputin the Mad Monk, 1966
The Reptile, 1966
The Witches, 1966
One Million Years B.C., 1966
The Viking Queen, 1967
Frankenstein Created Woman, 1967
Quatermass and the Pit, 1967
The Vengeance of She, 1968
The Devil Rides Out, 1968
Prehistoric Women, 1968
Scars of Dracula, 1970
The Horror of Frankenstein, 1970
Blood from the Mummy’s Tomb, 1971
Straight on till Morning, 1972
Fear in the Night, 1972
Demons of the Mind, 1972
To the Devil a Daughter, 1976

7 Mummies

7 MummiesHvad har det gamle Vesten, jesuitpræster, guld og mumier med hinanden at gøre? En hel del i Nick Questeds 7 Mummies fra 2006.

En fangetransport forulykker midt i en ørken, og det lykkes fangerne at undslippe med den kvindelige vagt som gidsel. På turen gennem ørkenen falder de over en gammel amulet, som de tager med sig. Det viser sig, at den tilhørte en jesuitpræst, som bevogtede en skat for mange år siden. Nu opdager fangerne, at denne skat er gemt i en by ikke langt derfra, og de beslutter sig for at finde skatten. Men byen er ikke helt almindelig – og det er dens indbyggere heller ikke…

Jeg synes, at Nick Quested har blandet frygteligt mange ting sammen her i filmen. Her er gammeldags western stemning, moderne fangeflugt, revolvermænd, vampyragtige skabninger og pludselig har vi også mummier der kan kongfu. Det bliver lidt for meget, og er svært at tage alvorligt. Ekstra svært bliver det for mig, når den kvindelige vagt sørger for at tage sin uniformskjorte af, så hun kan rende rundt i tank-top omgivet af farlige fanger, som ikke har været sammen med en kvinde i flere år. Det er ikke, hvad jeg kalder intelligent, men det giver da bedre udsigt til hendes bryster.

Nogle af idéerne i filmen er sådan set okay. Det er pudsigt, da fangerne kommer til den lille by og opdager, at beboerne ser ud som de gjorde for 100 år siden. Og da natten falder på, viser det sig naturligvis, at der er en grund til at de ikke har ændret sig. Her har Quested lånt lige lovligt meget fra From dusk til dawn, men okay – har man ikke set den, får man sig måske alligevel en overraskelse.

Jeg ved ikke, om jeg vil kalde 7 Mummies en god film. Den blander efter min mening for mange genrer sammen uden en egentlig grund, og selvom der er underholdende øjeblikke i den, så var slutresultatet for mit vedkommende alligevel lidt for rodet.

Om 7 Mummies:

Instruktør: Nick Quested
Udgivelsesår: 2006

Hemligheten

HemlighetenInspireret af et par gode oplevelser med norske gyserfilm (Død Snø og Vildmark) hoppede jeg på denne svenske film, om fire unge englændere der tager på ferie på Gotland udenfor sæsonen og falder over en dødbringende hemmelighed. Lad mig sige det med det samme – Hemligheten er noget værre bras i forhold til førnævnte titler. Ja, faktisk vil jeg gå så vidt som at kalde den noget bras selv i forhold til moster Yrsas hjemmevideo fra hendes polterabend…

For det første forstår jeg ikke, hvorfor instruktøren Paolo Vacirca lader de fire unge være englændere, når han caster svenskere til rollerne? Hvis det er for at give filmen et mere internationalt snit, falder det i hvert fald fuldstændig til jorden, så snart de åbner munden. Kun Charly Wassberg Borbos som spiller den arkæologistuderende Michelle formår at tale et nogenlunde dialekt-løst engelsk.

Dernæst virker det, som om Vacirca har lavet filmen på amatørbasis sammen med nogle kammerater. Historien er mere end tynd og skuespillet ligeså. Klichéerne står til gengæld skulder ved skulder, mens chokscenerne er til at overse. Michelle bliver dog sminket udmærket, da tingene begynder at gå galt.

Det bedste jeg kan sige om Hemligheten er, at danske Valdemar Atterdag spiller en rolle heri. Hans mange sejre over svenskerne kan umuligt være vundet på “ærlig vis”, så naturligvis har han været besat af ondskabens dæmon, som vores unge helte er så uheldige at falde over i nutiden.

Jeg tror, at Paolo Vacirca har været inspireret af Evil Dead, da han lavede Hemligheten, men desværre er det mislykkes fuldstændig for ham at ramme samme humoristiske splatter-humor. I stedet er det blevet en usammenhængende film med irriterende skuespillere, kedelige locations, dårligt manuskript og uden hverken humor eller uhygge. En af de ringeste film, jeg har set længe…

Om filmen:

Instruktør: Paolo Vacirca
Udgivelsesår: 2005

The Ring

The RingEgentlig synes jeg, at det er noget pjat med alle disse genindspilninger af asiatiske gysere, for som regel er originalen alligevel bedre. Det synes jeg også “Ringu” er i forhold til sin amerikanske version, men jeg vil trods alt ikke afskrive “The Ring” som decideret dårlig.

To piger sidder en aften, og den ene fortæller en historie om et mystisk videobånd, hvor man, hvis man ser det, dør efter syv dage. Samme aften dør den ene pige. Hendes moster, Rachel, er journalist og begynder at undersøge sagen, da det går op for hende, at tre andre unge døde samme aften – og at alle fire havde været sammen en uge før.

Rachel får fat i videobåndet og ser det, og nu har hun kun en uge til at opklare sagen, før hun selv bliver offer for videobåndets forbandelse. Som hjælp får hun sin eks-kæreste Noa, der også er far til hendes søn Aidan. Men hvem er personerne på videoen? Og hvorfor dør alle som ser den?

Plottet følger i det store hele den originale historie, og der gemmer sig derfor ingen overraskelser i slutningen, hvis man har set “Ringu”. Til gengæld er der lavet lidt ændringer i, hvor og hvordan båndet er blevet til. I stedet for en synsk kvinde har vi en hesteopdrætter, og hvorfor lige den ændring kan jeg ikke gennemskue, når resten helt ind til små detaljer med kameraføringen stort set følger originalen.

Jeg blev dog positivt overrasket over brugen af chok-effekter. Hvor de amerikanske genindspilninger som regel går helt amok og viser spøgelser og klamme skikkelser i en lind strøm, så holder Gore Verbinski sig nogenlunde klar af det vildt overdreven, og det betyder, at “The Ring” er ganske uhyggelig på den mere underspillede måde.

Hvis man ikke har set “Ringu”, tror jeg, at “The Ring” er en rigtig god film. Og har man set originalen, så bliver man selvfølgelig ikke så overrasket, men her er stadig tale om en vellavet film.

Filmen bygger på roman “Ring” af Koji Suzuki

Om “The Ring”:

Instruktør: Gore Verbinski
Udgivelsesår: 2002

Ringu

RinguDet er efterhånden en del år siden, jeg første gang så “Ringu”, og for at være ærlig var jeg dengang slemt skuffet. Måske fordi Ole Michelsen, som havde film-programmet Bogart, havde afsløret plottet, da han anmeldte filmen. Det har jeg aldrig rigtig tilgivet ham, og jeg skal gøre mit bedste for ikke at begå samme brøler her på siden. For da jeg genså filmen i går, blev jeg helt anderledes grebet.

Filmen åbner op i et pigeværelse, hvor de to veninder Tomoko og Masami sidder og snakker. Masami fortæller en vandrehistorie om et videobånd, som efter sigende slår dem der ser båndet ihjel efter syv dage. Tomoko bliver bange og fortæller, at hun for syv dage siden så et mærkeligt videobånd, da hun og tre venner var på en weekendtur. De to piger griner lidt af det hele, men Tomoko dør samme aften.

Så skifter vinklen til journalisten Asakawa. Hun er ved at lave et interview med nogle piger om vandrerhistorier, bl.a. en historie om det mystiske videobånd. Samme aften skal hun til mindehøjtidligheden for Tomoko, som var hendes niece. Ved den lejlighed møder hun nogle piger fra Tomokos gymnasie, som kan fortælle, at tre andre fra skolen døde samme dag. En ved en motorcykel-ulykke og to i en aflåst bil. Noget politiet ikke kan forklare.

Asakawa beslutter sig for at undersøge Tomokos død nærmere, og finder frem til det mystiske videobånd de så i hytten. Men da Asakawa ser båndet, går det op for hende, at hun kun har syv dage til at opklare mysteriet, ellers vil hun selv dø. Hun involverer derfor sin ex-mand Ryuji, og sammen ender de på vulkanøen Oshima, hvor en synsk kvinde for 40 år siden kastede sig i vulkanen, hvorefter hendes datter sporløst forsvandt.

“Ringu” er en rigtig god film. Den bygger langsomt historien op, så uhyggen kryber stille og roligt ind under huden på tilskueren, og i filmens slutning sætter Hideo Nakata trumf på med en utrolig vellavet og skræmmende tv-scene. Jeg forstår godt, at filmen blev startskuddet til den bølge af asiatisk horror, der siden har ramt Vesten, for det er høj kvalitet.

“Ringu” blev genindspillet til det amerikanske publikum i 2002 med Gore Verbinski som instruktør. Hideo Nakata fik dog selv lov til at instruere “The Ring 2” med vestlige skuespillere. Jeg har ikke set nogen af de to. Til gengæld har jeg set “Dark Water“, som Hideo Nakata også har instrueret, og den er absolut også anbefalelsesværdig.

“Ringu” bygger på Koji Suzukis roman “Ring“.

Om filmen:

Instruktør: Hideo Nakata
Udgivelsesår: 1998
Originaltitel: Ringu