Indlæg tagget med ‘forfatter’

Blodtørst og andre fortællinger af Stephen King

Jeg har været fan af Stephen King i over 30 år, og han har skrevet endnu længere. Han romandebuterede med Carrie i 1974, da jeg var to år, og han skrev The Stand, som var det første jeg læste af ham, tilbage i 1978. Jeg har læst langt de fleste af hans bøger, og selvom der har været enkelte titler imellem, som jeg ikke har brudt mig så meget om, har jeg holdt af de fleste. Jeg er med andre ord ikke helt uvildig i min bedømmelse af Blodtørst og andre fortællinger.

For mig var det at læse Blodtørst som at besøge et elsket sted. Jeg genkender det straks, og selvom der kan være sket små ændringer siden sidst, er alt grundlæggende som det plejer. Det er en tryg og lidt nostalgisk følelse, og jeg følte mig da også i vældig godt selskab under læsningen.

King er fantastisk dygtig til at sætte en stemning, skabe personer, man involverer sig i og fortælle en god historie. Det gør han også her i Blodtørst. Bogen består af fire fortællinger (nærmest kortromaner), hvoraf de tre er på cirka 100 sider hver, mens titelnovellen er på ca. 200 sider. Titelnovellen er også den eneste fortælling, der umiddelbart kan knyttes til Kings øvrige forfatterskab, idet den handler om Holly Gibney, der første gang optrådte i krimien Mercedesmanden og spillede en større rolle i Outsideren (der også er blevet en tv-serie).

Samlingen indledes af ‘Mr. Harrigans telefon’. Her tænker hovedpersonen Craig tilbage på sin barndom i 00’erne, hvor han voksede op i en landsby med knap 600 indbyggere. Én af dem var rigmanden Mr. Harrigan, som Craig begyndte at arbejde for i 2004, da han var 9 år. Craig kunne læse tidligt, og han læste bl.a. højt for Harrigan, og ordnede andre småting som at vande blomster m.m. I sit arbejdsliv havde Harrigan været en hård mand. For Craig blev han dog en slags ven. Historien udspiller sig, i tiden før mobiltelefoner blev almindelige, og netop en iPhone, som Craig forærer Mr. Harrigan, spiller en stor rolle for fortællingen, som King i efterordet forklarer bl.a. opstod af barndommens skrækblandede fascination af tanken om at blive begravet levende.

Den mest overraskende fortælling i Blodtørst er ‘Chucks liv’, som fortælles i tre akter, og tager udgangspunkt i at alle mennesker er en verden i sin egen ret. Jeg vil ikke fortælle ret meget om handlingen for ikke at spoile, men kan dog afsløre at klimaændringer spiller en ret stor rolle i tredje akt, og at King her eksperimenterer med opbygningen af historien.

I titelnovellen falder Holly Gibney, der nu ejer detektivbureauet De, der søger, over en særhed i forbindelse med et bombeattentat på en skole. Hun kan ikke lade være med at undersøge sagen nærmere, selvom der ikke er en klient i den anden ende. Det fører hende i armene på en helt særlig ondskab.

Samlingens sidste fortælling hedder ‘Rotten’ og handler om en engelsklærer, der også er forfatter. For nogle år siden havde Drew Larson et sammenbrud, da arbejdet med den roman, ham arbejdede på, brød sammen. Han var tæt på at brænde familiens hus ned, og alle planer om at skrive en roman siden har været lagt i graven. Indtil en idé slår ned i ham, mens han venter ved et lyskryds. Drew ender med at tage orlov for at køre op til familiens gamle hytte på grænsen af civilisationen for at skrive. Og i starten går det godt, men så rammer en hård storm området, og ligesom sidste gang Drew forsøgte sig med en roman, begynder ordene at drille.

De enkelte historier er som nævnt underholdende og velfortalte. Men – Stephen King er nu 74 år gammel og har udgivet over 70 bøger, og for en der har læst de fleste, er der ikke særligt mange overraskelser i denne seneste udgivelse. Historien om en forfatter der kæmper for at skrive, har King beskæftiget sig med flere gange, og drejningen til sidst minder også om noget, han har skrevet før. Derudover er det i en historie som ‘Mr. Harrigans telefon’ ret tydeligt at mærke Kings alder. På trods af mobiltelefon og internet antyder fortællestilen og sproget langt fra en nogen-og-30-årig fortæller.

Forlaget skriver, at Blodtørst og andre fortællinger[…] illustrerer Kings alsidige storytelling med elegance, humor, skræk og åndeløs spænding. En King Classic, både for Kings mange fans og et godt sted at starte, hvis man er ny i det store forfatterskab.” Det er på mange måder en meget præcis beskrivelse: King Classic – og måske mest for de mere modne King læsere.

Det er i øvrigt ikke første gang, at Stephen King udgiver en samling med kortromaner. Different Seasons fra 1982 bestod også af fire fortællinger, som dog på dansk blev udgivet i to bind: Rita Hayworth i Shawshank Fængslet & Mønstereleven samt Liget i skoven & Åndedrætsmetoden. I 1990 udgav han Four Past Midnight, der også blev delt op i to bind herhjemme: Efter midnat og Langolinerne. Hearts in Atlantis udkom i 1999 og indeholder fem fortællinger, og seneste i 2012 kom Full Dark, No Stars med fire fortællinger. Derudover har han også skrevet flere novellesamlinger samt selvfølgelig den lange lange række af romaner.

Uddrag af bogen:

“Altså … der var enighed på holdet om, at ydre ondskab er betinget af troen på noget ydre godt …”

“Gud,” siger Holly.

“Ja. Så kan man også tro på, at der findes dæmoner, og at eksorcisme er en valid måde at bekæmpe dem på, og at der findes onde ånder …”

“Spøgelser,” siger Holly.

“Nemlig. For ikke at tale om forbandelser, der rent faktisk fungerer, hekse, dibbukker og alt muligt andet. Men på college bliver alt sådan noget ikke rigtig taget alvorligt. Selv når det gælder Gud, bliver Han som regel grinet ad som noget useriøst.”

“Eller Hun,” siger Holly spidst.

“Jo, jo, et eller andet, for hvis Gud ikke findes, betyder stedordene sikkert heller ikke alverden. Dermed er der kun den indre ondskab tilbage. Alle tumperne. Folk, der tæver deres egne børn ihjel, seriemordere som Brady fucking Hartsfield, etnisk udrensning, folkedrab, 11. september, masseskyderier og terrorangreb som det i dag.”

“Kalder de det sådan?” spørger Holly. “Et terrorangreb, måske IS?”

“Det antager de, men der er endnu ingen, der har påtaget sig skylden.”

Nu kører hans anden hånd ned ad den anden kind, kradse-krads, og har han også tårer i øjnene? Det ser sådan ud, og hvis han begynder at græde, gør hun også, hun vil ikke kunne lade være. Sorg smitter, og hvor bæagtigt er det nu ikke lige?

“Men Holly, der er bare lige det med indre og ydre ondskab – jeg tror ikke, der er forskel. Gør du?”

Hun overvejer alt det, hun kender til og har været igennem sammen med den unge mand her, med Bill og med Ralph Anderson. “Nej,” siger hun. “Det gør jeg ikke.”

“Jeg tror, det er en fugl,” siger Jerome. “En stor, lurvet og iskold grå fugl. Den flyver rundt alle mulige steder. Den fløj ind i hovedet på Brady Hartsfield. Den fløj ind i hovedet på ham, der skød alle de folk i Las Vegas. Eric Harris og Dylan Klebold fik fuglen i sig. Hitler. Pol Pot. Den flyver ind i hovedet på dem, og når så det beskidte arbejde er overstået, flyver den væk igen. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at fange den.” Han knytter nævnerne og ser på hende, og jo, han har tårer i øjnene. “Fange den og vride dens forpulede hals om.” (side 191-192)

Om Blodtørst og andre fortællinger:

Udgivelsesår: 15.09.2021
Forlag: Hr. Ferdinand, 480 sider
Omslag: Hodder og Stoughton, dansk versionering Sofie Winding
Originaltitel: If It Bleeds
Oversætter: Jakob Levinsen

Indhold:

Mr. Harrigans telefon
Chucks liv
Blodtørst
Rotten

Udhængt af Per Jacobsen

Udhængt af Per Jacobsen

Er du til snigende uhygge, overraskende plot-twists og topklasse horror, så er Udhængt af Per Jacobsen et rigtig godt bud.

Randall Morgan har netop færdiggjort sin seneste roman, og er efter 14 dage i en afsidesliggende hytte ved Maiden Lake på vej hjem til East Alin. Han glæder sig til at se sin søn Billy igen, og til at vise ham bogens dedikation. For selvom Randall elsker sin søn, er deres forhold ikke så tæt længere efter skilsmissen fra Allie, Billys mor.

Men før Randall når helt hjem, opdager han en hængt mand i en lygtepæl. Chokeret ringer han til alarmcentralen, der lover at sende en patruljevogn. Før den ankommer, begynder Randall dog at fornemme, at noget er HELT galt. Ikke blot er der en hængt mand i lygtepælen. Ingen andre end ham lader til at finde det underligt! Og da betjenten når frem, udvikler situationen sig fra slem til værre.

Hvad er der sket i de 14 dage Randall har været væk? Hvorfor virker folk ligeglade med de døde, der hænger rundt omkring? Og er det kun sket i East Alin eller over hele landet?

Jeg har tidligere læst Spejlkabinettet af Per Jacobsen, der udkom i 2020. Den var jeg ret begejstret for, så da forlaget HumbleBooks spurgte, om jeg var interesseret i at anmelde Udhængt, sagde jeg straks ja. Heldigvis for det, for Udhængt er endnu bedre.

Der er ingen tvivl om, at Per Jacobsen er inspireret af Stephen King (som stort set alle, der skriver horror i dag, er). Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Desperation, da jeg læste scenen, hvor Randall taler med politibetjenten om den hængte mand. Den tanke har Jacobsen også selv haft, for i indledningen til 2. akt er der indsat et citat fra netop den.

Der er i det hele taget en fed King vibe over fortællingen, fra dengang King var bedst. Dengang han overraskede, ligeså vel som han forførte med sine portrætter og stemningsfulde historier. Dengang man sad med tilbageholdt åndedræt under læsningen, fordi man ikke kunne regne ud, hvordan det hele skulle ende. Dengang han kunne være så ond, at det næsten ikke var til at bære. Tag ikke fejl. Jeg er stadig meget glad for King, og I kan glæde jer til Blodtørst og andre fortællinger, der snart udkommer. Den er classic King, men der er ikke mange overraskelser under læsningen. Det er der til gengæld i Udhængt. Altså overraskelser.

Tit sidder jeg og gætter forud, når jeg læser, men det havde jeg ikke tid til denne gang. Jeg var simpelthen for opslugt, og siderne nærmest læste sig selv. Som sidste side nærmede sig, blev jeg dog lidt nervøs for, om slutningen ville leve op til handlingen. Det gjorde den heldigvis. Tingene bliver ikke overforklaret, og slutningen er fuldstændig åben – og i min optik – grum, som når King er værst.

Der findes forskellige typer af gode bøger. Søstre af Daisy Johnson, som jeg læste tidligere på året, er en fremragende roman, der med sit sprog, sin stil og tematikker efterlod et dybt aftryk i mig. Udhængt er god på en helt anden måde. Her udruller handlingen et spor, det er umuligt at vige bort fra. For HVAD SKER DER NU! Spændingskurven er støt stigende, og gyset er i højsædet, når Randall med sin bror Tommy forsøger at finde ud af, hvad der er sket, og hele tiden er underholdningsværdien helt i top, mens vi følger dem i deres færd i denne nye, farlige verden.

Måske kommer Udhængt ikke til at vinde fine litterære priser, men det er topklasse underholdning, og dansk horror af international klasse. Jeg var i hvert fald solgt, og kan kun varmt anbefale et besøg i Per Jacobsens univers. Også selvom du nok aldrig mere vil kunne se på en politibetjent med helt samme tryghed i maven som før.

Udhængt udkommer d. 1. oktober 2021. Forlaget fortæller, at den samme dag udkommer som e-bog på engelsk med titlen Strung, samt at der også er en spansk oversættelse på vej.

Uddrag af bogen:

Randall Morgans første tanke var, at det måtte være en spøg. En drengestreg, sikkert lavet i forbindelse med Halloween, der var lige så usmagelig, som den var veludført.

I virkeligheden var denne tanke dog intet andet end en desperat forsvarsmekanisme, for inderst inde var Randall godt klar over, at allehelgensaften længe var overstået. Desuden behøvede han ikke at bruge ret lang tid på at studere detaljerne i det aparte syn, som bilens lyskegler havde bragt i fokus på den anden side af den regnvåde forrude, for at vide, at det umuligt kunne være en joke.

Og skulle der på trods af disse ting alligevel herske et gran af tvivl i Randalls sind, forsvandt det endegyldigt, da efterårsvinden uden for køretøjet et øjeblik tog til og derved fik drejet den livløse mand, der hang og dinglede i lygtepælen, rundt, så hans ansigt kom til syne.

Hans blålilla, opsvulmede ansigt. (side 11)

Reklame: Tak til forlaget HumbleBooks der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Udhængt:

Udgivelsesår: 01.10.2021
Forlag: HumbleBooks, 361 sider
Omslagsgrafik: Per Jacobsen

Læs også

Spejlkabinettet af Per Jacobsen
The Uninvited af Liz Jensen
Desperation af Stephen King
Søvnløs af Stephen King
Kold karantæne af David Koepp
Udslettelse af Jeff VanderMeer

Carriers
The Crazies
Invasion of the Body Snatchers (1956)

Tredive dages mørke af Jenny Lund Madsen

Tredive dages mørke af Jenny Lund Madsen

Hannah Krause-Bendix er en yderst anerkendt forfatter. To gange har hun været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, og hun har aldrig fået en dårlig anmeldelse i sit liv. Desværre har hun heller aldrig solgt særligt mange bøger. Til gengæld drikker hun alt for meget, og nu har hun endda fået en skriveblokering.

Så da hendes forlægger får hende overtalt til at deltage i Bogforum, og hun der overværer et interview med krimiforfatteren Jørn Jensen – arketypen på alt hvad hun afskyr – kan hun ikke styre sig selv. Før hun ved af det, er hun involveret i et væddemål. På tredive dage skal hun skrive en krimi bedre end noget Jørn Jensen nogensinde har præsteret.

For at få ro til opgaven tager Hannah til Island, hvor hun flytter ind hos den ældre kvinde Ella i den lille by Húsafjördur. Hannah har dog mest lyst til at give op. Hun hader tanken om at skrive en krimi, og føler at Ellas venlighed overskrider hendes grænser. Men da Ellas nevø, Thor, findes druknet, føler hun sig alligevel forpligtet. Snart er hun overbevist om, at Thors død ikke var et uheld, og som en anden amatørdetektiv kaster hun sig ud i at finde ud af, hvem der står bag, samtidig med at hun får skrevet sin krimi.

Jenny Lund Madsen debuterer som romanforfatter med Tredive dages mørke. En humoristisk og spændende krimi med et kringlet plot fuld af tråde, der bindes overbevisende sammen i den actionfyldte slutning. At handlingen er henlagt til Island, og at historien samtidig er velskrevet og overraskende, gør blot fornøjelsen større.

Jeg er vild med udgangspunktet om en litterær snob, der tvinges til at skrive en krimi, fordi: det kan alle gøre! Hannah er nemlig ikke en særlig sympatisk hovedperson. Hun er en arrogant, mistroisk enspænder, der holder alle fem fod fra livet.

Hannah starter sin eftersøgning med alle krimigenrens klichéer som udgangspunkt, men opdager at verden ikke er så simpel. Samtidig kommer hun meget mod sin vilje tættere på Ella, ligesom hun bliver involveret i andre af byens indbyggere under forsøget på at opklare mordet på Thor. Ikke mindst den lokale betjent Viktor og hans kone Margrét. Og efterhånden opdager Hannah, at hun ikke mere står uden for og betragter livet, men at hun rent faktisk deltager. Nu er det ikke et spørgsmål om at få skrevet krimien, men om rent faktisk at hjælpe Ella.

Som Hannah opdager undervejs, er det ikke helt let at skrive en god krimi. Men det er lykkes for Jenny Lund Madsen. Tredive dages mørke er en charmerende og spændende krimi med en original vinkel og en interessant hovedperson. Jeg er vild med metalaget om litterær værdi, som dog på ingen måde overskygger den gode historie. Tværtimod er vi underholdt på bedste vis hele vejen.

En varm anbefaling herfra.

Uddrag af bogen:

– Det var hende, der kastede den!

Natasja Sommer holder sig chokeret for munden, tydeligvis ude af stand til at håndtere noget, der ikke står på hendes sirlige interview-kort. Jørn, derimod, bevarer roen, han rejser sig for at kunne se ud over mængden, træder hen til scenekanten. Han øjner Hannah, hun gør ikke noget for at undvige hans blik.

– Nå da! Der er vist en, der ikke er så begejstret for min nye bog. Mængden griner, Hannah bruskoger.

– Jeg har ikke læst den, men den er vel bare en afskrift af en af dine tidligere bøger, hed din forrige udgivelse ikke Kvinden der sukkede efter sex. Den læste jeg på én dag.

– Så du har læst den! Jeg er meget smigret. Jørn smiler selvglad til mængden, der kvitterer med spredt latter og smil. Det første chok blandt publikum har lagt sig, folk har lynhurtigt omstillet sig til den nye underholdningssituation – her er to fronter trukket skarpt op, tydelig aversion mellem to anerkendte forfattere, en litterær fejde. Meget bedre end en enkelt mand over for en mikrofonholder på en scene.

Natasja Sommer har genvundet fatningen, holder vejret. Pressefotografer knipser. Hannah blinker, ser et kort øjeblik sig selv udefra, det er lige nu, det sker, hun rammes af en fiktiv sprøjte indeholdende lige dele panik, lige dele kampgejst. Hun fortrænger det første, adrenalinen giver hende mod.

– Du behøver virkelig ikke være smigret, det var en helt utrolig dårlig læseoplevelse. Jeg har holdt skrivekurser for børn, der går i fjerde klasse, men formulerede sig bedre.

Hannah tager et stik hjem i ondskabsfuldhed. En trækning ved Jørns mundvig viser sig, angreb på evner er det værste. Selv for en mand, der har solgt flere millioner bøger og nu også filmrettigheder til et engelsksproget land.

– Vi kan jo ikke alle skrive intellektuelle, smalle romaner for eliten. (side 22-23)

Om Tredive dages mørke:

Udgivelsesår: 18.09.2020
Forlag: Grønningen 1, 332 sider
Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet

Læs også:

Over mit lig af Mikkel Birkegaard
Døden på stranden af Ann Cleeves
Serien om Ruth Galloway af Elly Griffiths
Hendes blå øjne af Lisa Hågensen
De efterladte af Palle Schmidt
Tre små kinesere af Niels Søndergaard

Tre af A. Silvestri

Tre af A. Silvestri

En lejlighed. Tre forfattere. Tre historier. Eller …?

For over 20 år siden var Emmanuel Dunkeltier på alles læber. Horrorprofeten. Rædslernes fyrste. Ondskabsfuldhedens atlet. Så forsvandt han og efterlod kun sit manifest: verden er rædsel.

Nu vil det manifest diktere et døgn for tre forfattere. Ina, Sander og Thorvald er blevet inviteret til et mystisk rendezvous, hvor de får stillet en opgave. Mens København sner til i en storm, skal de skrive hver deres fortælling, for at bevise hvem der bedst forstår, at verden er rædsel. Vinderen får retten og rådighed over Dunkeltiers bo.

Men i takt med at fortællingerne kommer til live, gryer det for Ina, Sander og Thorvald, at én ting er at vinde. Noget helt andet er at fortælle den bedste historie. (fra bagsiden)

Tre består af tre lange noveller omgivet af en rammefortælling. I rammefortællingen præsenteres vi for horrorforfatteren Emmanuel Dunkeltier, som for 20 år siden var kendt og feteret af alle. Men pludselig forsvandt han, og ingen ved, hvad der skete med ham.

I nutiden er en slem snestorm ved at lægge sig over København. Tre af tidens dygtigste forfattere har hver især modtaget en invitation til at møde op i en afsidesliggende lejlighed. En invitation sendt af Dunkeltier! Han ønsker, at de hver især skal skrive en fortælling over en nat i lejligheden, og den, der skriver den bedste historie, bliver hans arvetager.

Der er ingen kærlighed tabt mellem de inviterede forfattere, som skriver vidt forskelligt og har vidt forskellige syn på, hvad god litteratur er. Men de kaster sig ufortrødent over opgaven, og ud fra hver deres valgte genstand fra Dunkeltiers idé-bank skriver de en fortælling med udgangspunkt i Det Dunkeltierske Manifest: “Verden er rædsel.”

Resultatet bliver de tre lange noveller, der udfylder rammefortællingen: ‘Catwalk’ af Thorvald Ask, ‘Abstraktion af Ingemann’ af Ina Heim og ‘Stegt flæsk’ af Sander Dahlfelt.

Det er altid interessant at læse A. Silvestri. Han har en spændende pen og et godt sprog. Og så er han ikke bange for at udfordre sin læser. Jeg indrømmer, at jeg måtte læse slutningen mere end én gang, før jeg helt fangede den. Men netop det uforudsigelige gør Silvestri så fascinerende at læse, så selvom jeg ikke altid forstår alt, så har jeg altid lyst til at læse mere.

Tre er A. Silvestris 16. bog. Ret vildt, især taget i betragtning af at han debuterede for 10 år siden, i 2010. Han har bevæget sig inden for mange forskellige genrer; skrevet både romaner og noveller; og har aldrig været bange for at eksperimentere, når han fortæller sine historier. Denne gang stammer hans inspiration blandt andet fra 1816 og fra antologi-film som f.eks. Creepshow.

Hør A. Silvestri fortælle om og læse op af romanerne Et satans arbejde og Tre.

Uddrag af bogen:

Ina gik forrest. Hendes tunge støvler med firkantet hæl slog rytmisk i trinene. Lige efter hende kom Sander, og en halv etage længere nede i dybet travede Thorvald, hvis pande perlede af sved. Han hev efter vejret og støttede sig til det hvidmalede gelænder, hvor der hist og her var revner i malingen. I hullerne kunne han se den oprindelige farve, identisk med trinene. Det hele havde været mørkt træ og spejle, før nogen havde forsøgt at give det mere liv. Effekten var stik modsat. Det føltes dødt.

“Det er en fotomodel med leverpletter,” mumlede han og hev sig op på tredje sal. “På afstand ser hun dejlig ud, tæt på falder hun fra hinanden. Hun er en stabel knogler syet ind i en hudsæk, hendes øjne alt for små til kraniets huler. Hun var yndig, nu er hun tonet bort.”

Han drejede om det sidste hjørne og så op. Ina og Sander ventede på ham foran en rødmalet dør. I modsætning til gelænderet var malingen hverken flosset eller falmet, men flammende, som var den ild. Midt på døren var fæstnet en gammel dørhammer, der forestillede et gargoylefjæs, og dørhåndtaget sad langt oppe på døren, så de fleste ville være nødt til at række op for at trykke det ned. (side 18-19)

Om Tre:

Udgivelsesår: 27.03.2020
Forlag: Kandor, 205 sider
Omslag: Peter Palmqvist Skjætt Poulsen

Læs mere om bogen på A. Silvestris hjemmeside

Læs også:

Begravelsesudstyr af Fernando Iwasaki
Dansk Standard af Kim Leine
Perfekte dage af Raphael Montes
Etatsråden af Arne Munk
Den højeste dom af Torbjørn Rafn
Kærlighedsfrugt – 14 rædsler af A. Silvestri
Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen
Åndemanerne af Martin Wangsgaard Jürgensen

Skyggernes skov af Franck Thilliez

Skyggernes skov af Franck ThillezJeg har på den seneste fået læst op på en del thrillers i forbindelse med et arbejdsprojekt. Blandt dem er franske Franck Thilliez Skyggernes skov.

David Miller er bedemand. Han er gift med Cathy, som han har datteren Clara med. I sin sparsomme fritid skriver han kriminalromaner. En dag bliver han opsøgt af den invalide rigmand, Arthur Doffre. Doffre har læst Davids bog ‘På vegne af de døde’ og er meget begejstret. Han vil hyre David til at skrive historien om en særlig seriemorder, der begik selvmord for 25 år siden. Men Doffret har ikke meget tid, og har brug for et svar stort set med det samme. Til gengæld er lønnen høj, og Doffret sørger for alt, David kan få brug for under arbejdet.

Det lyder næsten for godt til at være sandt, men David lader sig overtale, og snart giver Cathy også efter. For at sørge for den helt rette stemning inviterer Doffret nemlig Davids familie med til en skovhytte i Schwarzwald, hvor de kan feriere, mens David arbejder på bogen. Cathy håber på, at opholdet kan blive en ny start for hende og David, for ikke alt er rosenrødt mellem parret.

Udover Miller-familien har Doffret inviteret escorten Adeline til hytten. Hun skal være hans personlige hjælper, når chaufføren forlader selskabet. Snart er de fem alene i hytten dybt inde i skoven, hvor vejen hurtigt bliver lukket af sne. Den klaustrofobiske hytte er den perfekte kulisse for David til at fordybe sig i ‘Bøddel 125’, men mens han graver sig ned i fortidens grusomheder, forværres stemningen i hytten. Og så dukker en uventet gæst op …

Skyggernes skov er på mange måder vellykket. Plottet er ikke umiddelbart gennemskueligt med sin blanding af krimi, gys og splat, ligesom selve set-uppet med en lille gruppe mennesker indespærret langt fra civilisationen emmer af uhygge. Personskildringerne står desværre ikke lige så skarpt. Særligt kvinderne virker nærmest som karikaturer, men det kan være den franske oprindelse, der gør det. Til gengæld synes jeg, at det er fantastisk fundet på, at bruge en bedemand/forfatter som udgangspunkt. Og så må jeg ganske enkelt give Franck Thillez, at jeg trods mine anker nærmest slugte bogen i en mundfuld.

Bo Tao Michäelis skrev i sin anmeldelse i Politiken: “Thilliez’ groteske krimier er en spøjs og meget fransk blanding af Stephen King og Sebastien Japrisot, pulp fiction møder gotiske fortællinger. Faktisk minder denne her om Kings ’Ondskabens hotel’ med samme klaustrofobiske skizofreni og gys.” Personligt synes jeg ikke, at Thillez er på højde med King, men der er ingen tvivl om, at Skyggernes skov er glimrende underholdning. Så er du til thrillers, hvor død, tortur og nervepirrende rædsel fylder siderne, er her et godt bud.

Uddrag af Skyggernes skov:

– En simpel bog, siger De? Nej, det er en genistreg! Jeg læser utrolig mange kriminalromaner, og jeg må indrømme, at De virkelig fik mig på krogen. 

– Nu smigrer De, men jeg er glad for at høre, at De kunne lide den. Der er faktisk flere, der har kritiseret den og sagt, den var for ulækker og dyster.

Doffre hvilede sit hoved mod nakkestøtten. Hans højre hånd skinnede i lyset fra loftslampen. Det var en protese.

– Læsere er til tider nogle mærkelige skabninger, svarede han. De svælger i blod og alle de uhyrligheder, som man finder til overflod i de fleste knaldromaner … men kun så længe de ikke selv føler sig rigtigt berørt af det. De føler sig hævet over den slags. Men De derimod, De slår ned dér, hvor det gør ondt. De konfronterer dem med alt det, som de med vold og magt prøver at fortrænge. Deres egen død og de realistiske beskrivelser af kroppe i opløsning.

David satte stor pris på den bemærkning. Endelig en læser som forstod ham. (side 29-30)

Om Skyggernes skov:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Labyrint Forlag, 395 sider
Omslag: Arnaud De Grave
Originaltitel: La Forêt des ombres, 2006
Oversætter: Lone Garde

Læs også:

Bjerget af Luca D’Andrea
Triggereffekten af Wulf Dorn
Du skulle være gået af Daniel Kehlmann
Lyst af Åsa Schwarz
Close-up af Esther Verhoef
Kaldet af Inger Ash Wolfe

Hotellet af Jonas Wilmann

Hotellet af Jonas WilmannEn forfatter på vej mod sin helt store chance. En ulykke. Et gammelt, nedslidt hotel. Et mareridt uden ende …

Roland Andersen skriver horror. Når folk spørger, om han er kendt, får de svaret, at han er ‘et undergrundsnavn’, at arbejdet bærer lønnen i sig selv, og at han foretrækker friheden i den kunstneriske proces fremfor store salgstal. Sandheden er dog, at Roland gerne vil have flere læsere, og nu er han blevet tilbudt en kontrakt med et stort britisk forlag.

På vej til mødet kører Roland galt, og da han kommer til sig selv, befinder han sig i et gammelt, nedslidt hotel. Han har bøjet nogle ribben, har et brud på venstre skinneben, masser af skrammer og muligvis en mindre hjernerystelse.

Skaderne viser sig dog snart at være hans mindste problem. Hvor skørt det end lyder, lader det til, at hotellet, som han nu befinder sig på, ikke findes! Men hvis Sycamore Grove ikke findes, hvor er Roland og hotellets øvrige gæster så?

Jonas Wilmann er en yderst produktiv forfatter, der skriver til både børn og voksne. Han er ikke bange for at udfordre sine læsere, så nogle udgivelser har været både eksperimenterende og grænsesøgende. Hotellet hører til blandt de lettere tilgængelige romaner. Det skal forstås positivt, for når Wilmann giver den fuld gas med parallelle virkeligheder og blodtørstige monstre, så er underholdningsværdien helt i top. Han er ekspert i at male miljøer, der får klaustrofobien op i læseren, mens han slipper monstre løs der trodser enhver beskrivelse.

Flere af Wilmanns fortællinger kredser om forfatterrollen, og det er også tilfældet i Hotellet. I det danske horrormiljø dukker debatten om kvalitet og salgstal med mellemrum op, og netop den vinkel, spinder Wilmann lidt på gennem Roland Andersens tanker: “Min trøst havde været, at den sultende kunstner i det mindste var fri. Så længe man ikke havde succes, var skriveprocessen ren, ikke besudlet af kommercielle interesser og alt det. Ja, om ikke andet havde man jo sin høje hest, men den var også blevet et sølle, udmarvet øg med årene.” (s. 8) Et lille sarkastisk pust før gruen bryder løs.

Hotellet er underholdning af høj karat, men romanen har som sagt også en mere alvorlig tone. Wilmann demonstrerer en ny, mere empatisk side af sit forfatterskab ved at lade en slags ømhed snige sig ind i Rolands forståelse af hotellets øvrige gæster, som historien skrider frem, og han lærer dem bedre at kende. Midt i mareridtet er der således nogle fine menneskelige relationer.

Jeg var rigtig godt underholdt af Hotellet, som jeg læste nærmest i én køre. Det positive indtryk forstærkes yderligere af forsiden, som Aske Schmidt Rose har tegnet. Han rammer romanens stemning lige på kornet med den nedslidte bygning, der hvirvler rundt i et ækelt grønt lys midt i tomheden. En klar anbefaling herfra.

Kort om Hotellet:

Udgivelsesår: 01.10.2018
Forlag: Kaos, 251 sider
Omslag: Aske Schmidt Rose

Læs også:

Oceanet hvor grusvejen endte af Neil Gaiman
Samlerne af Michael Kamp
Duma Key af Stephen King
Micki 19.50 af Christian Reslow
Lovecraft af Hans Rodionoff
Rummets guder: Den mystiske eneboer af Jonas Wilmann

Lyst af Åsa Schwarz

Lyst af Åsa SchwarzUnderholdende chick litt thriller som gør, hvad den skal

Lyst er historien om Sara. Hun er forfatter, og er netop slået igennem med en kærlighedsroman efter flere forsøg. I den forbindelse bliver hun headhuntet af et større forlag, og hun forelsker sig pladask i sin nye redaktør, Anders.

Forelskelsen bliver benzin til en ny roman, selvom Sara i begyndelsen kun drømmer om Anders. Men langsomt går det op for hende, at han også er interesseret, og en aften efter et hyggeligt møde ender de hjemme i Saras lejlighed.

Sara er lykkelig – indtil hun opdager, at Anders er gift og har to børn. Nu er det forræderiet, der driver den nye bogs handling, for ved tasterne kan hun få al sin frustration og vrede ud. Men jo længere hun kommer med manuskriptet, desto flere mærkelige sammentræf opdager hun i den virkelige verden. Har det mon noget at gøre med mormoren, som Sara voksede op hos en stor del af sin barndom?

Åsa Schwarz er et nyt navn i Danmark, men hun er velkendt i hjemlandet Sverige, og er blevet oversat til ikke mindre end 18 sprog. Herhjemme er hun netop udkommet med to romaner: De 7 nøgler og Lyst på forlaget Hoi.

Lyst er en hurtigt læst chick litt thriller, der gør lige det, den skal, nemlig underholder i et par timer uden at kræve det store af sin læser. Det er ikke ment nedladende, for Åsa Schwarz skriver flydende og effektiv med et konstant fremadskridende plot, der dog ikke rummer de helt store overraskelser.

Der sker dog en udvikling med Sara undervejs, som jeg fandt ret interessant. Vi finder hurtigt ud af, at hun har et rigtig skidt forhold bag sig, og i starten styres hun konstant af dårlig samvittighed. F.eks. går hun tilbage til en hjemløs mand for at give ham lidt mad, efter at hun er gået forbi ham, fordi hun ellers ved, at tanken vil martre hende resten af dagen. Men efterhånden som det nye manuskript skrider frem, ændrer hun sig, og det beskriver Schwarz diskret og alligevel meget effektfuldt.

Saras historie krydres med en række tilbageblik fra 1940’ernes England. Her har Aleister Crowley (kaldet Udyret) lejet sig ind på en lille engelsk kro, hvor svenske Margareta arbejder. Hvad sammenhængen er mellem de to tråde, skal naturligvis ikke afsløres her. Men at kalde det “chick litt tilsat gys”, er at overdrive.

Ikke desto mindre var jeg fornøjet under læsningen, og har du brug for lidt kalorielet underholdning, er Lyst af Åsa Schwarz et godt bud. Bare du ikke forventer at komme til at bide negle af spænding.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om Lyst:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Hoi, 227 sider
Originaltitel: Lust (svensk)
Oversætter: Dorthe Klyvø
Forside: Cecilia Pettersson, Pica Pica Design

Besøg Åsa Schwarz’s hjemmeside eller læs mere om Aleister Crowley

En ny Lex truer af Jonas Wilmann

En ny Lex truer af Jonas WilmannActionfyldt, humoristisk og til tider ret bloddryppende spændingsroman for unge

Gennem de seneste fem år har Jonas Wilmann været en yderst produktiv forfatter af horror til voksne, men hans seneste udgivelse Velkommen til Kadaverkøbing var rettet mod børn, og også det nyeste udspil En ny Lex truer har unge læsere som målgruppe.

Daniel drømmer om at blive forfatter – horrorforfatter. I fritiden skriver han manuskript efter manuskript, som kun kollegaen Bjarne fra hospitalet får lov at se, eftersom alle andre tilsyneladende hader Daniels skriverier inderligt.

Men en aften beslutter Daniel, at det må være nok og sletter alle sine manuskripter fra computeren. Nu vil han være normal.

Dagen efter indlægges et offer fra et alvorligt trafikuheld, som viser sig at være den populære forfatter Lex Leander. Mens lægerne kæmper for at redde hans liv, dukker nogle PET-lignende mænd op i helikopter og tager både Leander, Daniel og Bjarne med, og pludselig bliver Daniels forfatter-evner alligevel bragt i spil, da han får til opgave at færdiggøre fjerde bind af Leanders bestseller-serie om Scott Walker.

Ovenstående referat lyder måske lidt rodet, og historien er også ganske usandsynlig, men det er faktisk ikke et problem, for det er lige præcis meningen, at plottet skal være vildt. Daniel væltes ud i fuldstændig forrykte situationer, hvor regeringsagenter, en litterær modstandsgruppe og robotter får Scott Walkers eventyr til at blegne i sammenligning med Daniels nye hverdag.

Ind i mellem de mange actionfyldte scener lufter Wilmann dog også sin mere samfundskritiske pen, når han gør sig tanker om bestsellerismens omsiggribende påvirkning og overvågningssamfundets trusler, så trods det umiddelbart kulørte ydre, er her ikke kun tale om tomme, blodige kalorier.

Wilmann skriver flydende og letlæst, selvom jeg ind i mellem studsede lidt over jargonen i forhold til målgruppen. Et par eksempler: Hovedpersonen er en 30-årig mand ”med mos på pikken”, som skriver ”kryptiske, systemkritiske eposser” og forestiller sig ”et orgie, hvor de alle sammen flåede tøjet af hinanden og horede med gudernes kraft – lige ind over det bloddrivende operationsbord.” Der er intet galt med det sproglige, tværtimod. Wilmanns billeder er kraftfulde og præcise. Men jeg har svært ved at forestille mig, at den unge teenager føler sig ligeså ramt, som jeg gør som voksenlæser.

Til gengæld tror jeg, at det skøre og underholdende plot er et perfekt match til målgruppen, og størstedelen af En ny Lex truer er også skrevet i et mere lige-ud-ad-landevejen sprog.

Wilmann bevæger sig endnu en gang ad nye stier i sit forfatterskab med denne actionfyldte, humoristiske og til tider ret bloddryppende spændingsroman for unge, som denne 43-årige kvinde dog også læste med stor fornøjelse.

Også omtalt på Bogrummet.dk samt Litteratursiden.dk

Om En ny Lex truer:

Udgivelsesår: 2014
Forlag: Calibat, 137 sider
Omslag: Søren Tim Nordbo

In the Mouth of Madness

Jeg så “In the Mouth of Madness”, mens jeg læste i Aalborg, og jeg husker følelsen af dyb uro bagefter, men jeg kunne ikke huske så meget som et minut af filmen. Derfor har jeg længe forsøgt at finde den igen, men først for nyligt lykkedes det mig. Nu har jeg så genset John Carpenters film fra 1995, og puha – følelsen af uro er ikke blevet mindre med årene.

John Trent er forsikringsagent med speciale i at afsløre forsikringssvindel. Da den kendte horror-forfatter Sutter Cane (om hvem rygterne siger, at læsere af hans bøger mister forstanden) forsvinder uden at have afleveret sit nyeste manuskript til udgivelse, forlanger forlaget erstatning. Trent sættes på sagen for at finde Sutter Cane og afsløre det hele som et publicity stunt, og han opdager, at Canes fiktive by, Hobb’s End, ligger i New England. Sammen med Canes redaktør, Styles, tager han af sted for at finde byen og bringe manuskriptet til den nye bog tilbage.

Men noget er helt forkert i Hobb’s End, og selvom Trent insisterer på, at det hele er et svindelnummer lavet af forlaget for at sælge flere bøger, så sker der så mange ting, at det efterhånden bliver umuligt for ham at forklare. Og da han vender tilbage fra Hobb’s End, har virkeligheden forandret sig.

“In the Mouth of Madness” er en film om fiktionens og det menneskelige sinds magt. Hvad nu hvis det, forfatterne skrev, blev virkeligt? Som Styles siger, før de finder Hobb’s End: “A reality is just what we tell each other it is. What if reality suddenly shared Canes point of view? What if the rest of the world was insane, og you were the only sane left? That must be very lonely.” I “In the Mouth of Madness” får forfatteren pludselig denne magt, og døren til ubeskrivelig ondskab åbnes yderligere, hver gang en ny person læser bogen.

Da jeg genså filmen, kunne jeg ikke undgå at tænke på H. P. Lovecraft, hvis forfatterskab også i høj grad junglerer med tanken om et parallelt univers fyldt med umådelig ondskab, som forsøger at få adgang til vores. Filmen har da også flere referencer til Lovecraft, bl.a. er titlen et ordspil over to af hans fortællinger: “The Shadow Over Innsmouth” og “At the Mountains of Madness”, og flere af Canes romaner i filmen har titler, der bringer tankerne hen på Lovecraft, f.eks. refererer filmens sidste roman “The Hobb’s End Horror” til Lovecrafts “The Dunwich Horror“. I instruktørens kommentarspor siger Carpenter da også, at manuskriptforfatter Michael De Luca var stærkt inspireret af Lovecrafts forfatterskab, omend filmen ikke baserer sig direkte på en enkelt historie.

Filmen er generelt ubehagelig i sin tone, men ironien driver tykt ned af væggene, når dr. Saperstein i begyndelsen af filmen sætter The Carpenters “We’ve only just begun” på for at berolige sine sindssyge fanger. Selvfølgelig er gummi-dæmonerne, som dukker op sidst i filmen, ikke særligt skræmmende i dag, hvor gode CGI-effekter ikke er til at skelne fra virkeligheden, men hele stemningen i filmen er stadig så skæv og uberegnelig, at det gav mig gåsehud.

Sam Neill er velcastet til rollen som Trent. Hans britiske accent og pertentlige fremtoning gør ham troværdig som forsikringsagenten, der insisterer på, at “This is reality” mens han banker på et træbord i Hobb’s Ends hotel. En sætning der kommer til at forfølge ham senere. Og hans forvandling til lallende galning bliver ekstra ubehagelig, fordi han er så kontrolleret normalt (når vi lige ser bort fra hans rolle i “Event Horizon“).

“In the Mouth of Madness” er sidste film i John Carpenters Apocalypse-trilogi, som udover Madness består af “The Thing” fra 1982 og “Prince of Darkness” fra 1987. Sidstnævnte var jeg til gengæld absolut ikke begejstret for.

Jeg har efterfølgende læst flere anmeldelser, og de er meget blandede vedrørende kvaliteten af “In the Mouth of Madness”. Roger Ebert skriver f.eks.: “The movie starts out with lots of intriguing ideas, and then sidesteps most of them in order to provide a special effects side show that looks inspired by the “Nightmare on Elm Street” series.” Og så mener han i øvrigt, at “Wes Cravens New Nightmare” hvor det er en gyserfilm, der rækker ind i virkeligheden, er langt mere original. Men okay – Ebert har også kun bidt mærke i de åbenlyse Stephen King referencer, der også findes i “In the Mouth of Madness”.

Best Horror Movies kalder filmen for “Superb” og fortsætter: “Carpenter has been called the “Master of Atmosphere” because of his ability to use music and visuals with out having to resort to excessive gore to scare the pants off of you. I agree with this assessment and In the Mouth of Madness is a great example of this ability and is one of the reasons why Carpenter is one of the best horror directors out there.”

Lars Gorzelak fra Uncut.dk giver Best Horror ret, idet han i sin anmeldelse skriver: “In the Mouth of Madness er efter min mening en af de mest originale og eksperimenterende horror-film, som er blevet produceret fra amerikansk mainstream-side i 1990erne.

Og jeg er enig med Lars! “In the Mouth of Madness” er skræmmende, uforudsigelig, underlig og fantastisk, og jeg har snart tænkt mig at se den igen.

Instruktør: John Carpenter
Udgivelsesår: 1995

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Besøg John Carpenters hjemmeside

Over mit lig af Mikkel Birkegaard

over-mit-ligEn kollega, som ved jeg er vild med gys, anbefalede mig denne thriller med splatter-elementer af Mikkel Birkegaard. Den anbefaling vil jeg gerne give videre her på siden.

Hovedpersonen Frank Føns er forfatter med speciale i at skrive gysere fyldt med tortur, død og lemlæstelse. Få dage før hans nye roman ”I det røde felt” udkommer, bliver han ringet op. Verner, som plejer at hjælpe med researchen indenfor politiarbejdet, har fået opsnust, at der er sket et mord Gilleleje. Et mord der er udført præcist som beskrevet i Franks endnu ikke udgivne roman.

I første omgang går Frank ikke til politiet. I stedet tager han som planlagt til København, hvor han skal promovere ”I det røde felt” på bogmessen. Men ved ankomsten til hotellet ligger en pakke og venter på ham. Heri finder han et eksemplar af ”I det røde felt”, og indeni ligger et foto af den unge pige, der blev myrdet i Gilleleje!

Det bliver starten på et mareridt for Frank. Kort efter bliver endnu et mord kopieret fra en anden af hans bøger og snart er Frank rodet så meget ind i historien, at han ikke kan gå til politiet. Og så modtager han et billede af sin datter …

Jeg har ikke læst andet af Mikkel Birkegaard, men Over mit lig er en god invitation til forfatterskabet, selvom hans debutroman vist er noget mindre blodig.

Jeg synes godt om måden, Birkegaard fortæller “I det røde felt” på. Frank Føns skriver sin historie ned som en nedtælling over 7 dage. I løbet af de 7 dage hører vi om hans liv, men også om indholdet i hans romaner som hænger tæt sammen med hans personliv trods deres makabre indhold. Det giver en stadig stigende spændingskurve, for der er både spændingen i selve opklaringen af mordene, men også interessen for at finde ud af hvorfor Frank er endt, som han er.

Over mit lig er ikke decideret horror, men det er en velskrevet thriller med tydelige splatter-elementer, og så har Frank Føns nogle usandsynligt modbydelige idéer i sine romaner.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2009
Forlag: C&K, 344 sider