Indlæg tagget med ‘forsvundne personer’

Under overfladen af Daisy Johnson

Under overfladen af Daisy Johnson

I 2021 udgav det lille forlag Screaming Books Søstre af Daisy Johnson. Romanen var en stor læseoplevelse, så jeg har været meget spændt på at læse Under overfladen, der var Johnsons debutroman og blev shortlistet til The Man Booker Prize 2018.

Gretel er midt i 30’erne og arbejder som leksikograf med at opdatere ordbogsopslag. Som barn boede hun alene på floden sammen med sin mor, Sarah. De to holdt sig for dem selv, og skabte endda deres eget sprog. Men nu har hun ikke set Sarah i 16 år.

En dag får hun besked om, at moren er fundet død, og hun opsøger lighuset for at identificere hende. Det er dog ikke moren, og Gretel kaster sig ud i en eftersøgning. Hun vil finde Sarah og finde ud af, hvorfor hun forlod hende. Langsomt oprulles Gretels barndom med klip til Sarahs fortælling, og flere og flere minder dukker op. Minder om moren. Minder om Bonakken der levede i floden og – måske – stod bag en lang række kæledyr og små børns forsvinden. Og mindet om den unge mand, Marcus, der en kort måned boede på deres båd. Gretel beslutter sig for at starte med at finde ham, for måske ved han, hvor Sarah er nu.

Under overfladen er en fortælling om et mor-datter forhold, men som titlen antyder, er den så meget mere. Det er også en fortælling om hemmeligheder, om identitet og om kærlighed. Og så er den fortalt i et fantastisk sprog.

Kvinder spiller hovedrollen i historien, der blandt andet sætter moderskabet under lup. Det er ikke alle kvinder, der passer perfekt ind i den vedtagne skabelon for den rolle. Det er heller ikke alle døtre, der følger deres skabelon, men hvad skaber vores identitet? Er vores skæbne forudbestemt, eller har vi mulighed for at ændre den? Og kan vi undslippe fortiden?

Romanen er opdelt i otte overordnede kapitler. Disse kapitler er yderligere opdelt i forskellige spor med Hytten, Jagten og Floden som de gennemgående. Sporene springer i tid og sted og giver også plads til Sarah og Marcus’ historier, mens vi føres frem mod den – måske – uafvendelige slutning som i en moderne Ødipus myte.

Som det også var tilfældet med Søstre, er Under overfladen skrevet i et sanseligt, lyrisk sprog. Men midt i den sproglige skønhed gemmer sig hemmeligheder, mørke og smerte, som det kan være svært at bære. Alligevel greb Daisy Johnsons fortælling mig om hjertet og tvang mig til at læse videre, uanset om jeg havde lyst eller ej.

Med sit maleriske sprog (der er imponerende oversat af Rasmus Hastrup) og sindrige konstruktion kræver Under overfladen, at man giver sig tid til at synke ned i fortællingen. Her er masser af handling, men den bugter sig afsted som bifloder, der snor sig ind og ud af den store flod og afgiver sedimenter, som læseren selv skal fortolke. På samme måde som Gretel må fortolke sin mors minder, da hun endelig finder Sarah og opdager, at hun er begyndende dement.

Genremæssigt er Under overfladen måske ikke en bog der hører til på Gyseren, men den er smuk, tragisk og fortryllende – og så har den en underliggende stemning af uvished, der gør den til en fængslende, men også foruroligende oplevelse.

Uddrag af bogen:

Det jeg – selvfølgelig – altid vender tilbage til er, hvordan du forlod mig. Det er fordi, siger du henne fra lænestolen, at jeg er egoistisk og klæbende. Du siger, at jeg altid har været sådan. Du siger, at jeg på floden klyngede mig til dig som rurer og hylede, til træerne væltede. Du har tendens til at overdrive. At fortælle din historie virker mere som en udgravning end bare optegnelser. Nogle gange lytter du stille. Andre gange afbryder du, og vores to fortællinger klistrer sammen, overlapper.

Jeg kan ikke huske ret meget af det, der skete på floden. At glemme er en form for beskyttelse, tror jeg. Jeg ved, at vi forlod det sted, hvor vi havde ligget fortøjet, siden jeg blev født, og at Marcus ikke var med os. Jeg ved, at vi sejlede båden ned ad floden og væk, lagde til kaj i en by, hvor klokker ringede hver time. Der blev vi en uge, måske; ikke længere end det. En dag, da jeg vågnede, havde du pakket en rygsæk og et par plasticposer. Jeg tror ikke engang, at du gjorde dig den ulejlighed at låse båden. Jeg forstod, at vi ikke ville komme tilbage. Jeg var tretten, og alt, hvad jeg nogensinde havde kendt til, var om bord på den båd. Alt ud over dig. (side 31)

(oprindeligt anmeldt til Litteratursiden)

Om Under overfladen:

Udgivelsesår: 26.09.2022
Forlag: Screaming Books, 261 sider
Omslag: Sara Laub og Sofie Alsbo
Originaltitel: Everything Under
Oversætter: Rasmus Hastrup

Læs interviewet med Daisy Johnson i anledning af hendes shortlisting til Man Booker Prize

Det tredje hus af Irene Manteufel

Det tredje hus af Irene Manteufel

Jeg faldt tilfældigt over Det tredje hus af Irene Manteufel på årets bogmesse i Forum. Jeg havde set omtale af den på Facebook, og tænkte at den lød interessant med sit udgangspunkt i haunted houses. Nu har jeg så fået læst den, og jeg var vældig underholdt.

Journalisten Johanne forsøger at finde frem til et hemmeligt scary house, som lever af at skræmme gæsterne på ekstreme måder. Mens hun researcher, begynder folk med tilknytning til stedet at forsvinde, og en af dem findes myrdet. Undervejs modarbejdes hun både af sin egen redaktør, skeptiske efterforskere i politiet og horror-fans, som vil holde husets eksistens hemmeligt. Da det pludselig ser ud, som om Johanne er den eneste, der kan forhindre, at et nyt offer bliver slået ihjel, går hun i gang med sin egen efterforskning, selvom hun får adskillige advarsler om, at hun bør holde sig langt, langt væk … (forlagets beskrivelse)

Johanne Fryd er freelance journalist, men har en plan om at hendes nye projekt – en podcast om haunted houses – skal skaffe hende et fast job på redaktionen hos Media City. I forbindelse med sin research kommer hun på sporet af et haunted house kun for særligt inviterede. Det lykkes hende at få en rundvisning på stedet, som viser sig at være mere end almindeligt grænseoverskridende.

Mens Johanne graver sig dybere og dybere ind i horrormiljøet, opdager hun en forbindelse til nogle unge hjemløse. Og så finder politiet et halshugget lig af en ung mand. Hvem er han? Og har han forbindelse til Johannes research?

Jeg var vældig underholdt af Det tredje hus, som både er spændende og velfortalt. Det er første gang, jeg har læst en krimi, som udspiller sig i det danske horrormiljø, og det er lykkes godt. Her er både blevet plads til nørd-klichéen, hvis lejlighed er fuld af film og figurer, og som ligner en der bor hjemme i kælderen hos sin mor. Men også til den unge, succesfulde kvinde der spiller online zombiespil. Horrorfans er jo ligeså forskellige som Shakespeare-fans 🙂

Det var også interessant at følge Johannes proces med at lave sin podcast for mediehuset. Både i forhold til hendes research om haunted houses og deres historie, men også omkring overvejelserne af brugen af lyd. Jeg er ikke selv så rutineret i at lytte til podcasts, så jeg lærte en masse tricks undervejs. Endelig kommer vi også tæt på arbejdsgangen i et stort mediehus, og jeg må indrømme, at jeg næsten synes, at arbejdsmiljøet der var ligeså skræmmende som et haunted house.

Researchen virker til at være på plads, og det er med til at gøre historien troværdig. En solid baggrund betyder at plottet godt må tage nogle lidt vildere twists ind i mellem, for grundlæggende er fortællingen plausibel. Det synes jeg er tilfældet med Det tredje hus. Her sker grufulde ting, og Johanne kommer ud på dybt vand, men historien holder.

Efter jeg læste bogen, fik jeg lov til at stille Irene Manteufel et par spørgsmål. Svarene kan læses længere nede på siden.

Uddrag af bogen:

Besøget i Timme Hartvigs ‘Creepy Mansion’ var til den podcast, hun var ved at lave om kommercielle spøgelseshuse gennem tiden.

Idéen var kommet nogle år før, da hun var til Halloween i Tivoli og gik gennem deres ‘Hotel Scary’, hvor monsterklædte skuespillere skræmte publikum i en mørk labyrint af gange i et spøgelseshotel. Turen havde fået hende til at mindes parkens oprindelige ‘skræmmeforlystelse’, den nu hedengangne ‘Den Blå Vogn’, hvor man kørte rundt i en lille vogn i mørket. Som barn var hun især blevet forskrækket, når vognen pludselig passerede fronten af et gammelt damplokomotiv, der tudede højt og vibrerede, som om det lige skulle til at køre henover én. Kontrasten mellem den enkelte, lidt naive Blå Vogn og det velscenograferede ‘hotel’ gav hende lyst til at undersøge, hvordan de skræmmende forlystelser havde udviklet sig gennem tiden.

I det allerførste ‘spøgelseshus’ fra 1915, som eksisterede endnu i USA, var det nok at slukke lyset, blæse luft på publikum og få gulvene til at vippe. I dag skulle folk overfaldes, jagtes med motorsave og bades i kunstigt blod, til de græd af rædsel. I hvert fald i de ‘Haunted Houses’ i USA, der konkurrerede om at være værst. De skulle ikke være for børn. Og nichen var boomet de sidste 20 år og blevet en milliardindustri. Det, der interesserede Johanne, var hvorfor? Og så elskede hun at lege med lyd. En ingrediens, der var rigeligt af i stoffet. (side 9-10)

Mini-interview med Irene Manteufel

1) Hvorfor skrive en bog med udgangspunkt i haunted houses? Hvordan opstod idéen?

Jeg har altid været fascineret af skræmmende forlystelser, og for nogle år siden så jeg en Netflix-serie, hvor hovedpersonerne besøgte et scary house i L.A. Det var meget voldsomt, og jeg blev nødt til straks at undersøge, om sådan noget virkelig fandtes. Det gjorde det, opdagede jeg, og jeg kastede mig ud i en dybere research og fandt bl.a. frem til McKamey Manor, som er temmelig kontroversielt og også omgærdet af kritik – og mystik. Jeg tænkte, at det var underligt, der ikke var skrevet en krimi med temaet, og da jeg samtidig havde haft lyst til at skrive en krimi i rigtig lang tid, så var det oplagt.

2) Det er første gang, jeg har læst en krimi, der udspiller sig i det danske horrormiljø. Hvordan har du researchet emnet?

Allerede for mange år siden, da jeg lige var startet i DR, lavede jeg indslag om en ekstrem filmklub i København, der hed Something Weird, og senere var jeg producer på en hel P1-udsendelse om rædsler og gys. I den forbindelse besøgte jeg folk, der var i miljøet dengang. Jeg har også lavet en radiomontage med Uno Krüger, der var redaktør på gysermagasinet GRU fra 70’erne. Da jeg researchede til Det Tredje Hus, blandede jeg mine erfaringer med finkæmning af diverse fora i dag – og så min egen fantasi.

3) Du har nogle tråde i historien til unge hjemløse i København. Det er en barsk side af Danmark, vi ikke hører så meget om til dagligt. Hvordan kom du på den vinkel?

Vinklen stammer dels fra videoer, jeg har set fra McKamey Manor, hvor en ung teenager var ansat, og jeg fik en forestilling om, at han søgte en tilknytning til noget for enhver pris. Samtidig tænkte jeg, at hvis nogen vil have folk i deres magt, så vil de i nogle tilfælde netop søge de sårbareste typer frem, og det tænkte jeg at nogle unge hjemløse kunne være. Hjemløshed blandt unge er et stigende problem, og jeg har både lavet radio og TV om det, hvor jeg har været ude i nogle af deres miljøer, men det meste er selvfølgelig noget, jeg har fundet på.

4) Johanne virker som en troværdig hovedperson. Hun er podcast journalist – som du selv – Hvordan opstod hun, og hvordan skriver man troværdige personer?

Johanne opstod simpelthen som en person, der har nogle ting tilfælles med mig, idet hun er journalist og laver radio. Det synes jeg åbner for en masse oplevelser og en tilgang til mange ting, som det er nemt for mig at leve mig ind i. Grænseløs nysgerrighed og det stadige fokus på lyd, ikke mindst. Og så syntes jeg, det var sjovt at lade hende arbejde i et stort mediehus, der måske minder om DR. Mht troværdige personer, så viste det sig dog at være det allersværeste ved at skrive bogen: At gøre hende troværdig. For hun er jo slet ikke mig, men jeg skal samtidig se ting gennem hendes øjne. Det var sjovt nok nemmere at leve mig ind i mange af de personer, der overhovedet ikke har noget tilfælles med mig selv! Men jeg kan ikke rigtigt forklare hvordan. For mig var det intuition.

5) Arbejder du på en ny bog? Og kunne du evt. forestille dig at skrive en regulær horrorroman engang?

Ja, jeg arbejder på den næste i serien. Den foregår i nogle HELT andre miljøer, men Johanne er den samme, og der sker også mord!
Jeg ved ikke, om jeg kunne finde på at skrive en regulær horrorroman. Måske😊

6) Hvad har jeg ikke spurgt dig om, som du gerne vil fortælle dine læsere?

Jeg vil gerne fortælle læserne, at jeg planlægger mindst to bøger til med Johanne, og at de bliver uhyggelige. Og at jeg stadig er i proces med at lære håndværket og arbejder på at blive bedre og bedre. Jeg er meget ydmyg overfor håndværk, og jeg har KÆMPE beundring for de mange dygtige krimiforfattere, der mestrer det så overlegent!

Om Det tredje hus:

Udgivelsesår: 31.10.2021
Forlag: Byen, 320 sider
Omslag: Michelle Rivas

Læs også:

Hvorfor fascineres vi af gyset?

Ghost House 2.0 af Arne Dahl
Døden mellem linjerne af Elly Griffiths
Den sidste af Alexandra Oliva
Seks stemmer af Matt Wesolowski

Thulesingulariteten af Torben Magnild Husum

Thulesingulariteten af Torben Magnild Husum

Det var ganske tilfældigt, at jeg faldt over Thulesingulariteten. Jeg så en sponseret annonce for den på Facebook, og tænkte at det lød interessant. Især fordi jeg tidligere har læst Thuleselskabet af Mads Peder Nordbo (2. del i hans trilogi om Mathias Hviid), så jeg var interesseret i at høre mere om nazisternes okkulte sider.

Det viste sig så, at jeg oven i købet også havde læst noget af Torben Magnild Husum før, idet han har fået udgivet to noveller i Science Fiction Cirklens serie Lige under overfladen.

Forlaget skriver:
Findes der rester af nazisternes hemmelige, okkulte selskaber i vore dage? Det spørgsmål bliver den humoristiske, joviale og impulsive konspirationsteoretiker Tom Eske og hans mere jordnære makker Ole tvunget til at finde et svar på. De bliver kastet ud i en speget sag om en forsvunden historiestuderende, der forskede i netop disse ting. De to okkulte efterforskere jagter et spor, der bringer dem verden rundt i en søgen efter glemte nazibaser, bronzestatuetter af valkyrier, en mystisk energi og endnu større hemmeligheder – helt ukendt af det moderne menneske. Hvad rodede Himmler, Thuleselskabet og Ahnenerbe egentlig med? Hvad foretog nazisterne sig i Antarktis i 40’erne – i det såkaldte Neuschwabenland? Og hvorfor besøgte Himmler en tændstikfabrik ved Farum i maj 1941?

Både forlagets beskrivelse og forsiden lover kulørt ramasjang, og det må man sige, at vi får. Helt overordnet set er Thulesingulariteten en ganske underholdende lang spurt garneret med kvikke replikker og masser af action.

Vi følger vores hovedpersoner fra København og en gammel nedlagt tændstikfabrik over Berlin og koncentrationslejren Sachsenhausen til Cape Town og Antarktis. Ole Knaptorp er den lidt skeptiske medhjælper, mens ejeren af bureauet, der påtager sig mystiske, okkulte og konspirationsteoretiske sager, Tom Eske er i ukueligt godt humør og med en viden ud over det sædvanlige. Yderligere får bureauet hjælp af Toms ven Troels, der ejer et autoværksted og samtidig er lidt af en opfinder.

Tom og Ole bliver kontaktet af den historiestuderende Rikke, hvis kæreste Torsten er forsvundet under et besøg på en gammel tændstikfabrik i Farum. Det viser sig, at Torsten skrev på en ph.d.-afhandling om Ahnenerbe (den fædrene arv), en organisation SS-rigsfører Heinrich Himmler oprettede for at forske i den ariske races aner og okkulte fortid, og at det har forbindelse til den danske tændstikfabrik. Men hvordan kan nazisternes forskning under 2. verdenskrig få en ung mand til at forsvinde i nutiden? Det er det op til Ole og Tom at finde ud af.

Som sagt var jeg overordnet set fint underholdt af Thulesingulariteten. Jeg synes, det er spændende at læse om konspirationsteorier med nazister involveret, og Torben Magnild Husum smider mange spændende teorier op. Sproget flyder fint, og jeg kan også godt lide den humoristiske tone. Endelig synes jeg, det var sjovt at falde over et dansk ‘detektivbureau’ med speciale i det ‘unormale’. Det fik mig til at tænke på Jim Butchers bøger om troldmanden Harry Dresden, hvor jeg netop har set tv-serien (og ja, jeg ved godt, at jeg er 12-13 år bagefter).

Men der er desværre også lidt malurt i bægeret. Persontegningerne er ret tynde, så jeg engagerede mig ikke for alvor i dem. F.eks. virker det mærkeligt, at den skeptiske Ole arbejder for Tom. Her kunne det have været på sin plads at etablere deres forhold, så den del blev troværdig for læseren. En anden ting er det ret vilde plot. Det behøver ikke at være skidt, men der sker simpelthen så mange ting, at historien til tider benytter sig af usandsynligt mange heldige sammentræf for at få enderne til at mødes. Også selvom Tom er i stand til at foretage nærmest sherlockske deduktioner. Jeg fik i hvert fald lidt samme fornemmelse, som da man læste tegneseriestriberne i aviserne, hvor Fantomet uge efter uge fik nye udfordringer, og man ved, at tegneren finder på det hele løbende.

Bortset fra et enkelt kontinuitetsbrud i begyndelsen, hvor Oles telefon bliver ødelagt af magnetismen på tændstikfabrikken, hvorefter han sender en sms til Rikke, er korrekturen dog glimrende, og som sagt følte jeg mig ganske fint underholdt under læsningen trods ovenstående anker.

Så har du lyst til lidt lette konspirations-kalorier fortalt med humor og masser af ramasjang – så kan Thulesingulariteten sagtens være noget for dig.

Uddrag af bogen:

“Okay,” sagde jeg og prøvede at holde stemmen under kontrol. “Nu er jeg overbevist om, at Ahnenerbe foretog okkulte eksperimenter.”

“Ja, ikke?” sagde Tom og lod en finger glide rundt i omridset af et af symbolerne på gulvpladen.

“Hvad tror du, det er for tegn?” spurgte jeg.

“Mit gæt er, at det er oldgamle sumeriske skrifttegn. Men der skal naturligvis en ekspert til at sige det med sikkerhed,” svarede Tom. Han havde stillet rygsækken fra sig, lå nu på knæ og følte efter på konturerne af de udridsede tegn med begge hænder.

“Rikke bliver ellevild,” sagde han begejstret.

“Måske. Hendes kæreste er jo stadig forsvundet.”

“Naturligvis, men …” Tom afbrød sig selv og stirrede pludselig over på bunken i midten af metalpladen. “Hvad er det, der sidder der?”

“Hvor?”

“Der.” Han pegede på noget i bunken og fløj straks op for at undersøge sagen. “Det er en mobiltelefon.”

“Hvad? Det er umuligt,” sagde jeg og tog mig til lommen for at kontrollere, at min egen stadig lå, hvor den burde.

Tom trak objektet fri fra det øvrige metal i bunken, og ganske rigtigt. Det var en spritmoderne iPhone – seneste nye model. Til trods for det så den voldsomt slidt ud. (side 35)

Om Thulesingulariteten:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: mellemgaard, 311 sider
Omslag: Benjamin Barrett