oktober 2017
M T O T F L S
« sep    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘forudsigelser’

7 days to live

Hvis du mikser “The Amityville Horror” med “The Shining” og smider lidt “Poltergeist” ind over, så har du stort set historien i “7 days to live”. Det er dog ikke ensbetydende med, at “7 days to live” er en decideret dårlig film, blot at den hverken er særligt overraskende eller nytænkende.

Ægteparret Ellen og Martin Shaw flytter efter deres søns tragiske død langt ud på landet i et ensomt beliggende hus. Martin er forfatter, og han håber på at kunne begynde at skrive igen, mens de sammen kommer sig over dødsfaldet. Men de har ikke boet i huset længe, før Ellen begynder at få varsler om sin snarlige død.

I begyndelsen afviser hun det som synsbedrag og hallucinationer, men da hændelserne bliver ved, forsøger hun til sidst at tale med Martin om det. Han afviser hende dog fuldstændig, og bebrejder hende også at hun er gået til lægen med sine spekulationer.

Mens Ellen trækkes længere og længere ind i frygten, opdager hun, at Martin langsomt ændrer sig. Han bliver mere aggressiv og vil ikke lade hende komme ned i husets kælder, hvor han efterhånden opholder sig længere tid ad gangen. Samtidig går det dog rigtig godt med at skrive på hans nye roman, men da Ellen ser, hvad han skriver, åbenbarer den grusomme sandhed om hendes varsler sig.

Amanda Plummer, som spiller Ellen, er udmærket, mens Sean Pertwee, der spiller Martin, er oppe imod hårde odds, fordi man ikke kan lade være med at sammenligne ham med Jack Nicholson i “The Shining”, og den sammenligning taber de fleste. Han gør dog et ihærdigt forsøg, og det lykkes ham at vise en personlighedsændring fra normal til psykopatisk på en rimelig overbevisende måde.

Som sagt bliver historien dog ret forudsigelig, ligesom der er en del “tilfældigheder”, som virker lige vel usandsynlige, men som sørger for at plottet hænger sammen. Alt i alt er det dog en film, som er hurtigt set og sikkert lige så hurtigt glemt igen.

Instruktør:  Sebastian Niemann
Udgivelsesår: 2000

Odds mareridt af Dean Koontz

Odds mareridt af Dean KoontzSom yngre læste jeg med stor begejstring bøger af Dean Koontz, men på et tidspunkt blev jeg mættet og synes, at hans forfatterskab blev lidt for forudsigeligt og klichéfyldt. Så dukkede den første roman om Odd Thomas op, og den levede helt op til Koontz første udgivelser. Også toeren Odd for evigt var værd at læse, mens tredje bind Broder Odd ikke rigtig gjorde noget godt for serien. Men heldigvis er Odds mareridt et skridt i den rigtige retning. Ikke helt så god som de første bind i serien, men alligevel underholdende.

Odd Thomas er bare en grillkok, men pga. sin evne til at se genfærd og til at forudse visse menneskeskabte katastrofer, har han aldrig levet et almindeligt liv. I de to første bind boede han i den lille by Pico Mundo i Mojaveørkenen, men i tredje bind tog han til et kloster i Sierrabjergene for at finde fred og ro. Det fandt han som bekendt ikke. Nu er han endt i havnebyen Magic Beach, hvor han arbejder som kok og altmuligmand for den tidligere filmstjerne Lawrence Hutchison. Men heller ikke her kan Odd leve et liv i ubemærkethed.

En dag på stranden møder han den unge, gravide kvinde Annamaria. Hun bliver forfulgt af nogle skumle typer, og Odd hjælper hende med at undslippe dem, men kommer så selv i deres søgelys. Og mere skræmmende er det, at han, da han rører ved en af mændene, får et syn af en strand, hvor et flammende genskær bugter sig, og noget ubeskriveligt grusomt stiger op af det pulserende hav. Et syn han flere gange har set i drømme.

Det lykkes Odd at undslippe mændene og finde frem til Annamaria igen. Men Annamaria er ikke en almindelig ung kvinde, og det går snart op for Odd, at han ikke har forhindret den kommende katastrofe endnu. Han må endnu en gang stå op imod onde mænd kun bevæbnet med sit ukuelige livsmod og troen på kærligheden og livet.

Som i de tidligere bøger om Odd fortæller Koontz historien med Odds mund. Han er et charmerende bekendtskab, som dog til tider bliver lidt anstrengende, fordi hans evigt optimistiske bemærkninger ind i mellem bliver gentaget lidt for ofte. Man er heller aldrig rigtig i tvivl om, om han nu klarer ærterne, for i Koontz bøger sejrer det gode ALTID over det onde, ligesom det gode aldrig er langt væk for den, som tror på det. For amerikanerne er denne usvigelige tro på Gud og det gode sikkert ikke nær så svær at sluge, som det kan være for en ganske almindelig rugbrødsdansker, der ikke anser sig selv for at være Guds udvalgte.

Odds mareridt er en actionfyldt historie, som er hurtig at læse og underholdende imens. Slutningen efterlader ikke tvivl om, at Odds eventyr langt fra er slut, og at Annamaria kommer til at spille en stor rolle i de kommende bind. Det er en klassisk Koontz-roman, som ind i mellem svømmer i klichér. Men klichéer er jo netop blevet klichéer, fordi de som udgangspunkt har været en god fortælling, og selvom jeg kan irriteres over, at Koontz altid synes, han skal fylde læseren med sin lommefilosofi, så kan der være ganske smukke passager gemt i alt plidderpladderet.

Sorg kan ødelægge dig – eller give dig et fikspunkt. Man kan blive klar over, at et forhold var forgæves, fordi det skulle ende med døden for den anden og ensomhed for en selv. Eller man kan erkende, at hvert eneste sekund havde en dybere mening, end man dengang turde indse – var så fuldt af mening at det var alt for skræmmende – og derfor levede man bare livet og tog hver eneste dags kærlighed og latter for givet, uden at give sig selv lov til at dvæle ved, hvor grandiost det hele var.” (s. 152)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2009
Omslag: Philip & Karen Smith/Getty Images
Dean Koontz hjemmeside

Odd Thomas-serien:

Odd Thomas, 2004
Odd for evigt, 2006
Broder Odd, 2007
Odds mareridt, 2009

The Eye (2008)

The Eye 2008Sidney Wells har været blind, siden hun var 5 år gammel. Nu er stamcelle-forskningen kommet så langt, at hun kan få transplanteret nye hornhinder og få synet tilbage. Naturligvis er hun nervøs for operationen, men hun glæder sig i den grad til at se verden, at intet kan holde hende tilbage.

Og operationen går godt. Da Sidney vågner, har hun allerede fået en del af synet igen, og alt tyder på, at øjnene heler godt. Men så begynder hun at se ting, som ikke er der. I starten tror hun på sin læge, Paul Faulkner, når han siger, at det er helt naturligt. At hun skal vænne sig til en ny verden, og at den nye sans vil være både distraherende og besværlig i begyndelsen.

Men efterhånden går det op for hende, at hun ser døde mennesker og begivenheder, som har ført til deres død, og hun beslutter sig for at finde ud af, hvem hun har fået sine øjne fra. Det fører hende til en lille by i Mexico, og her venter hendes største prøvelse hende.

The Eye er ok underholdning, og Jessica Alba spiller rollen som Sidney uden de store dikkedarer. Det er amerikansk mainstream, så det er begrænset, hvor mange overraskelser filmen gemmer. Især hvis man har set originalen, for The Eye er en temmelig trofast genindspilning af Gin Gwai fra 2002 af Pang-brødrene.

Instruktører David Moreau og Xavier Palud står i øvrigt også bag den ellers udmærkede Ils fra 2006.

Om The Eye:

Instruktør: David Moreau, Xavier Palud
Udgivelsesår: 2008

Tunnelmanden af Dennis Jürgensen

Tunnelmanden af Dennis JürgensenAdelene bor alene sammen med Edderkoppen i Vampyrernes Æresbolig, eller det er i hvert fald, hvad plageånden Freja kalder Adelenes hus, mens Adelene selv har givet moren øgenavnet Edderkoppen. Moren drikker, ryger for meget og er også begyndt at bruge narkotika, som hendes elsker/pusher Asgar forsyner hende med. Så Adelene holder sig for sig selv. Hun er flov over moren og bange for, at omverdenen skal finde ud af, hvor galt det står til derhjemme.

Men en dag bliver hun forfulgt af tre drenge og falder i et dårligt afskærmet hul i tunnellen under motorvejen. I første omgang vil drengene ikke hjælpe hende op, og mens Adelene kold, våd og bange står nede i hullet, dukker en mystisk skikkelse op, som hun siden døber Tunnelmanden. Tunnelmanden kan forudse fremtiden, og han har besluttet sig for at hjælpe Adelene, så hun kan få ryddet nogle af de værste forhindringer af vejen mod et lykkeligt liv. Det lyder jo umiddelbart godt, men Tunnelmandens middel er mord! Og hvis Adelene ikke selv vil sige, hvem hun vil af med, så skal Tunnelmanden nok sørge for at finde egnede kandidater …

Jeg kan godt lide de fleste af Dennis Jürgensens romaner, og “Tunnelmanden” er ingen undtagelse. Her er tale om en letlæst og underholdende ungdomsroman med et twist af gys. Adelene er en yderst sympatisk hovedperson, der næsten er mere overbærende og forstående end menneskeligt muligt. Selvom hun lider under de daglige forfølgelser i skolen og morens evige ydmygelser, så er hun ikke særligt utilfreds med sit liv, før Tunnelmanden kommer ind i billedet. Nok savner hun sin far, og ind i  mellem drømmer hun også om at få venner, men dem har hun hovedsageligt selv valgt fra af angsten for at binde sig til en, som måske kommer til at forlade hende ligesom faren. Da Tunnelmanden dukker op, går det dog op for hende, at man aldrig kan vælge andre mennesker 100% fra, og hun må vælge mellem mennesker, som hun langt fra mener fortjener døden.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2010
Omslag: Peter Nielsen

Andre bøger af Dennis Jürgensen:

Tunnelmanden (2010)
Dødens mange facetter (2009)
Dæmonen i hælene (2007)
Kadavarjagt (2006)
Uhyret i brønden (1998)
Måske (1994)
Monsteret i kælderen (1993)
Tingen i cellen (1992)
Kadavermarch (1991)
Grønne øjne (1985)

Besøg Dennis-klubben

The Final Destination

Jeg startede først for nylig med at se “Final Destination”-filmene, og må jo indrømme at jeg blev ganske bidt af dem. Selvom 3’eren begyndte at blive lidt blodfattig, var jeg dog fuld af optimisme, da jeg satte mig til at se fjerde film i serien “The Final Destination”. Men denne gang blev jeg oprigtigt skuffet.

Nick og Lori er sammen med vennerne til motorløb, da Nick får et forvarsel om en forfærdelig ulykke. Han får sine venner og enkelte andre fra publikum med ud, og som altid sker ulykken, og døden indhenter nu de overlevende på forskellige måder. Historien er med andre ord bygget op på nøjagtig samme skabelon som de første tre film, og det vil jeg ikke klage over, for det vidste jeg jo godt.

Men der mangler noget her i 4’eren. Hvor jeg de andre gange er blevet blæst omkuld af rædselseffekter i åbningsscenen, så er ulykken på motorbanen slet ikke på højde med de andre film. CGI-effekterne er tydeligvis bare CGI-effekter, så det der plejer at være fantastiske dødsfald er bare dårligt lavede dødsfald. Der er heller ikke samme uhyggelige forventning, når døden lister sig ind på de overlevende denne gang. Hvor de første film trods alle deres sindrige udtænkte fælder, som naturligvis var alt for konstruerede i forhold til virkeligheden, alligevel holdt hjem, synes jeg, at dødsfaldene her i 4’eren er for ulogiske. Fx sætter en af personerne fast i bunden af en swimmingpool og får suget indvoldene ud af røvhullet. Det er selvfølgelig ubehageligt at forestille sig, men tror vi på, at en luftpumpe i en swimmingpool er i stand til det? Nej, vel.

Så “The Final Destination” kommer aldrig op at ringe i det adrenalinpumpende felt, som de første film gjorde, og det er ærgerligt.

Instruktør: David R. Ellis
Udgivelsesår: 2009

Serien:

Final Destination, 2000 – D: James Wong
Final Destination 2, 2003 – D: David R. Ellis
Final Destination 3, 2006 – D: James Wong
The Final Destination, 2009 – D: David R. Ellis

Final Destination 3

Det kan godt være, at Final Destination filmene mere er adrenalin-kick end uhygge, men de er effektive, og selvom tre’eren halter en smule i forhold til de to første, så er her stadigvæk splatter for alle pengene.

Wendy og vennerne er snart færdige med High School, og det bliver fejret med en tur i tivoli, hvor højdepunktet er en djævelsk rutchebane. Før turen starter, får Wendy et syn, hvor turen ender i død og lemlæstelse. Hun går i panik og bliver smidt af vognen med et par andre elever. Men da de står nede på jorden og forsøger at tale hende til ro, ser de rutchebanen forulykke lige for øjnene af dem. Og som i de to første film er man ikke sikker, blot fordi man overlevede turen i rutchebanen. Det betyder blot, at Døden har andre sindrige planer for én

Eftersom filmene alle følger den samme skabelon, er der ingen store overraskelser i plottet. Det man ser frem til er, hvad instruktør og manuskriptforfatter James Wong denne gang har udtænkt af modbydelige ulykker for de overlevende. Og for mit vedkommende tænker jeg mig nok lige om en ekstra gang, inden jeg bruger et solarie igen!

Selvom der ikke er mange overraskelser eller meget gys i “Final Destination 3”, vil jeg såmænd ikke afskrive at se fireren en gang ved lejlighed. Den syge fantasi, som både James Wong og David R. Ellis ligger for dagen, når de skal slå deres personer ihjel, er simpelthen så underholdende, at man bærer over med manglen på plot, og bare lader sig rive med af gode special effects og vellykkede CGI effekter.

Instruktør: James Wong
Udgivelsesår: 2006

Serien:

Final Destination, 2000 – D: James Wong
Final Destination 2, 2003 – D: David R. Ellis
Final Destination 3, 2006 – D: James Wong
The Final Destination, 2009 – D: David R. Ellis

Final Destination 2

Final Destination 2Da Roger Ebert anmeldte den første Final Destination sluttede han af med ordene: “I foresee poor Alex making new friends and then envisioning their deaths as they embark on ocean liners, trains, buses and dirigibles.” Og han tog ikke fejl – i hvert fald ikke ret meget.

Der er gået et år siden Flight 180 eksploderede og alle ombordværende døde. Kun 7 overlevede fordi de steg af flyet umiddelbart inden take-off. Der er også gået ca. et år siden Kimberly mistede sin mor. Nu er hun på vej på weekend med sine venner, men undervejs i bilen får hun et forfærdeligt syn af en voldsom ulykke på motorvejen, hvor hun og vennerne dør. Da hun kommer til sig selv, parkerer hun resolut bilen på tværs af motorvejstilkørslen, og spærrer dermed for de øvrige biler, der ville blive indblandet i ulykken. Og ganske rigtig – mens de holder stille, og en betjent forsøger at få hende til at flytte bilen – bryder helvede løs på motorvejen foran dem.

Men – som i den første film – har døden ikke tænkt sig at slippe sine ofre så let, og igen må de overlevende forsøge at forudse dødens næste træk for at undslippe den. Denne gang har de fordelen af, at der stadig lever én efter flight 180 ulykken, som måske kan hjælpe dem igennem.

Final Destination 2 er ikke revolutionerende nytænkning. Her bygger man videre på det tidligere koncept, som viste sig succesfuld. I stedet for at fintænke plot og karakterer, optimerer man dødsscenerne og CGI-effekterne. Det er stadig effektiv, og jeg var igen glimrende underholdt. Her er ikke indlagt lange tænkepauser, i stedet for føres vi fra dødsfald til dødsfald, og skal ikke tænke for meget over filmens sammenhæng. Med andre ord er det mest tomme adrenalinpumpende kalorier – hurtigt set, hurtigt glemt – men underholdende undervejs.

I ekstra-materialerne til Final Destination 2 kan ses hvordan flere af dødsscenerne er lavet, og det er faktisk vældig interessant. Ligeledes er der en lille film om en hjerneforsker, som lader tre unge se filmen, mens hun aflæser deres stress-reaktioner. Her var det tydeligt at se en kønsforskel, og det var da også meget sjovt, selvom det statistiske grundlag er for småt til at kunne bruges til noget som helst.

Om Final Destination 2:

Instruktør: David R. Ellis
Udgivelsesår: 2003

Final Destination serien:

Final Destination, 2000 – D: James Wong
Final Destination 2, 2003 – D: David R. Ellis
Final Destination 3, 2006 – D: James Wong
The Final Destination, 2009 – D: David R. Ellis

Final Destination

Final DestinationDet værste flystyrt, jeg har set på film, var det Tom Hanks oplevede i Cast Away fra 2000. Final Destination bevæger sig dog deropad.

En high school klasse skal på studietur til Paris, men kort før start, drømmer Alex, at flyet styrter ned, og da han vågner, går han i panik og kommer i slagsmål med Carter. Tumulten betyder, at 7 står af flyet – som kort efter starten eksploderer, akkurat som Alex havde forudset. Alle ombordværende dør.

Men Alex redning af de 7 får folk til at se skævt til ham. FBI mistænker ham oven i købet for at have noget med styrtet at gøre, og da de 7 efterfølgende dør en efter en, bliver situationen kun værre. For Alex har opdaget, hvad der ligger bag. Døden har en plan, og nu prøver den at indhente de 7 liv, den blev snydt for – og kun Alex kan sætte en stopper for det.

Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg ville synes om Final Destination, men et langt stykke hen ad vejen er den faktisk ganske underholdende. Den første del af filmen, hvor Alex forudser hvad der sker, er godt skruet sammen, og bortset fra at jeg har svært ved at forstå de øvrige overlevendes reaktioner overfor Alex, så virker det i historien. Herefter begynder de overlevende så at dø en efter en, og også det fungerer for det meste. Især er jeg overrasket over, hvor skræmmende et ganske almindeligt hus er, når man ved, at døden lurer lige om hjørnet. Pludselig kan alt jo bruges til at slå dig ihjel med! Stemningen underbygges samtidig utrolig godt af underlægningsmusikken, der især i scenerne hvor vi ved, at døden er på vej men ikke hvordan, leverer varen så hårene rejser sig på armene.

Filmen kammer dog over, er da Alex afslører dødens plan og begynder at modarbejde den. Alex og Clear bryder ind hos bedemanden for at se Tod en sidste gang, og her møder de en mærkelig skikkelse, der fortæller dem om døden og dødens plan. Det forklares ikke, hvem skikkelsen er, men han spilles af Tony Todd (Candyman, 1992), så jeg tvivler på, at han bare er den lokale bedemand. Men hvis han er døden, så forstår jeg ikke, hvorfor han fortæller så meget til Alex?

Så der bliver noget forvirring i den sidste del af Final Destination, og selvom der stadig er gode scener, som da Clear med nød og næppe undslipper, så bliver den til tider nærmest ufrivillig komisk, og der mangler en sammenhængende forklaring på begivenhederne.

I ekstra-materialerne fortæller James Wong, at man brugte test-screaning for at tjekke filmen før markedsføringen. Det viste sig, at den oprindelige slutning (SPOILER) hvor Alex dør, Clear føder en baby og Carter overlever, slet ikke var hvad publikum ønskede. Så man ændrede slutningen til en langt mere actionfyldt slutning, og det bragte filmen mere i overensstemmelse med publikums smag – men er måske med til at gøre den mindre sammenhængende? I hvert fald viser det klart, at Final Destination ikke er den type film, hvor instruktøren har en vision, som holder det hele sammen, men at det er cool cash og profit-tænkning, der driver filmens plot.

Og der er ikke meget tvivl om, at Final Destination hovedsageligt er rettet mod det unge publikum, som sagde yes til chokeffekter og nej til for mange filosofiske overvejelser. Satsningen lykkedes med et billetsalg på over 53 millioner $ alene i USA (filmens budget var på 23 millioner $). Men selvom jeg ikke lige rammer plet i filmens målgruppe (og synes det er lidt plat at lade test-screaninger fylde så meget), så var jeg dog godt underholdt i de fleste af Final Destinations 98 minutter.

Som en lille ekstra godbid til horrorfans er de fleste af filmens karakterer i øvrigt opkaldt efter instruktører og stjerner fra de gamle sort/hvide horror film: Alex Browning (efter instruktøren af Dracula fra 1931, Tod Browning); Terry Chaney (efter skuespilleren Lon Chaney fra The Wolf Man fra 1941); FBI agent Schreck (efter Max Schreck som spillede grev Orlock i Nosferatu, eine Symphonie des Grauens fra 1922) og Billy Hitchcock (en homage til Alfred Hitchcock). Se flere på IMDB.

Om filmen:

Instruktør: James Wong
Udgivelsesår: 2000

Final Destination serien:

Final Destination, 2000 – D: James Wong
Final Destination 2, 2003 – D: David R. Ellis
Final Destination 3, 2006 – D: James Wong
The Final Destination, 2009 – D: David R. Ellis

The Gathering

The GatheringInd i mellem køber jeg en ordentlig stak billige gysere, som jeg bare vil se engang ved lejlighed. Når jeg så griber fat i dem igen, har jeg ofte glemt, hvad de skulle handle om, og på den måde  får jeg en helt frisk oplevelse. Nogle gange er det godt, andre gange er det rigtig skidt. Men i tilfældet The Gathering blev jeg positivt overrasket.

I den lille by Ashby Wake dukker pludselig den unge pige Cassie op og bliver kørt ned af Marion Kirkman, som fyldt med dårlig samvittighed tager Cassie med hjem. Cassie har mistet sin hukommelse, men bliver hurtigt gode venner med de to børn i familien, Emma og Michael, og familien lader hende blive boende i håbet om, at hukommelsen vender tilbage, når hun ser nogen hun kender i byen. Og Cassie ser også nogle bekendte ansigter, men ikke på den gode måde, for pludselig begynder hun at få ubehagelige visioner af folk i byen dækket i blod, og det viser sig, at Michael også kan se noget af det.

Samtidig med Cassies ankomst har man lidt uden for Ashby Wake opdaget en gammel kirke fra det første århundrede. Den har været dækket til, og Simon Kirkman er blevet sat til at restaurere den. I kirken findes et basrelif af en gruppe mennesker, som står og betragter Jesus på korset, og dette er muligvis den første korsfæstelsesscene overhovedet, så Simon er meget ivrig. Men hvorfor er fokus på tilskuererne fremfor på Jesus?

The Gathering har Cristina Ricci i hovedrollen som Cassie. På en måde er det et supervalg, da hun med sin lille spinkle krop og de utroligt store øjne virker så uskyldig. Jeg skulle dog lige vænne mig til hende, fordi jeg ikke synes, hun har en særlig god mimik. Men efterhånden som filmen skrider frem, bliver hun dog mere og mere troværdig.

Jeg tror måske, at Dean Koontz har set The Gathering, før han skrev Odd Thomas, i hvert fald har han lidt den samme idé om, at noget samler sig om et sted, hvor der skal ske en katastrofe, og at kun særligt udvalgte kan se dette. Og det er jo ikke langt fra den virkelige verden, hvor mennesker også stiller sig op og ser på bilulykker, brande osv., og det at se gysere er jo på sin vis også nysgerrighed efter at se katastrofer.

Brian Gilbert har ikke tidligere bevæget sig i gysergenren, men jeg synes absolut, at han har lavet et udmærket stykke arbejde med The Gathering.

Om The Gathering:

Instruktør: Brian Gilbert
Udgivelsesår: 2002

Broder Odd af Dean Koontz

Broder Odd af Dean KoontzBroder Odd er tredje bog om Odd Thomas, som denne gang er gået i kloster. Men heller ikke her får han fred for hverken de hvileløse døde eller vold og mord.

Odd Thomas trænger til fred og taget til klostret St. Bartholomew i Sierra-bjergene langt fra civilisationen. Klostret huser både nonner og munke og er også hjem for en gruppe forældreløse, handicappede børn. Odd opdager dog snart, at klostret hjemsøges af en hvileløs ånd, broder Constantin, som begik selvmord. Og udover Constantin er der også mere skumle væsner på vej.

En aften opdager Odd en bodak liste omkring blandt børnene. Bodakker er nogle ubehagelige væsner, som kommer frem, når der er udsigt til vold og ødelæggelse. De er ikke synlige for almindelige mennesker – men Odd er jo heller ikke helt almindelig.

Klosteret har en også en anden gæst, russeren Romanovitsj. Han påstår at være bibliotekar fra Indiana, men Odd tror ham ikke. Tværtimod er han bange for, at Romanovitsj er involveret i den kommende katastrofe.

Jeg var rigtig vild med de to første bøger om Odd Thomas, men desværre synes jeg ikke, at Broder Odd lever op til dem. Selve plottet er såmænd udmærket, om end jeg regnede skurken ud, før jeg var nået halvvejs. Men jeg synes ikke rigtig, at der sker en udvikling med Odd.

Dean Koontz fortæller historien gennem Odd, og han bliver ved med at fortælle om, hvor god han er til at bage pandekager, hvor meget han savner Stormy og hvor almindelig han i virkeligheden er. Der er for mange gentagelser, og i stedet for at være charmerende virker Odd lidt træls denne gang.

Det var aldrig Koontz mening, at Odd skulle bruges i mere end én bog, men han fik så mange henvendelser fra læsere, at han følte, at han blev nødt til at skrive mere om Odd. Jeg håber bare, at Koontz kan finde magien fra de to første bøger igen. Ellers håber jeg, at Broder Odd bliver den sidste bog i serien.

Odd Thomas-serien:

Odd Thomas, 2004
Odd for evigt, 2006
Broder Odd, 2007
Odds mareridt, 2009

Om Broder Odd: 

Udgivelsesår: 2007
Forlag: Cicero, 261 sider
Originaltitel: Brother Odd