december 2017
M T O T F L S
« nov    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Frankenstein’

The Horror of Frankenstein

The Horror of FrankensteinEfter en pause har jeg igen kastet mig over min Ultimate Hammer Collection, og hvor seneste kig (Demons of the Mind) var en skuffelse, lever The Horror of Frankenstein fint op til mine Hammer Film forventninger.

Filmen begynder, mens Victor Frankenstein er en ung studerende, der bor alene sammen med sin far, som er noget af en liderbuk. Da faren siger, at det bliver over hans lig, at Frankenstein kommer på universitetet for at studere, dør han kort efter i en tragisk jagtulykke, og den unge baron kommer alligevel på universitetet.

Her får hans libido ham dog i problemer, og han drager hjem igen. Med ham følger vennen Wilhelm Kassner, som skal hjælpe Frankenstein med hans eksperimenter i sommerferien. Det viser sig dog snart, at de to unge mænd har vidt forskellige synspunkter på, hvad man moralsk kan og må, og da Frankenstein begynder at eksperimentere med menneskekroppe, siger Wilhelm fra. Men da er det for sent.

Ralph Bates, som spiller Victor Frankenstein, er overbevisende som den yderst intelligente, men samvittighedsløse charlatan, som det ene øjeblik er venlig, betænksom og charmerende, og det næste øjeblik er iskold og beregnende, og ikke går af vejen for mord for at fremme sit mål. Han minder ikke meget om min yndlings Frankenstein, Peter Cushing, men filmens tone er også helt anderledes, så den nye Frankenstein passer godt ind.

The Horror of Frankenstein har en underliggende humoristisk tone, som måske ikke er helt så morsom i dag som dengang. Alligevel er der øjeblikke, som fik mig til at trække på smilebåndet. F.eks. da det første gang lykkes for Frankenstein at få en afskåren hånd til at bevæge sig, og den giver seeren fingeren på engelsk manér. Jeg bed også mærke i flere interessante dobbelttydigheder i dialogen, som da Frankensteins barndomsbeundrer Elizabeth (Veronica Carlson) på et tidspunkt udbringer en skål for ham med ordene: “To your work – may you get what you deserve”, og ordspil som når Wilhelm begræder en lille skildpaddes skæbne. “Poor little thing”, og Victor svarer: “Poor little nothing”.

Til gengæld var jeg ikke så vild med monstret, som bliver spillet af den tidligere vægtløfter, Dave Prowse. Han er øjensynligt valgt for sin gode krop, som absolut også er flot og muskuløs, men skuespilsmæssigt er der ikke meget at komme efter. Han vader bare rundt og smadrer døre og kværker mennesker. Dave Prowse vendte dog tilbage som monstret i Frankenstein and the Monster From Hell fra 1974, hvor Peter Cushing igen indtog rollen som Frankenstein, og Terence Fisher sad i instruktørstolen.

Jeg undrede mig også over, hvorfor det var nødvendig for Frankenstein at sammensætte sit monster af forskellige lig, når han havde flere hele lig til fri afbenyttelse? Især da det tidligere i filmen er lykkes ham at genoplive en død skildpadde. Det er heller ikke særlig godt forklaret, hvorfor Frankenstein har magt over monstret, eller hvorfor det nogle gange dræber sine ofre og andre gange efterlader dem bevidstløs. Men den slags spørgsmål skal jeg nok bare lade være med at stille.

The Horror of Frankenstein lægger sig ikke op af tonen i de tidligere Frankenstein film fra Hammer. Men ved at vælge sin egen stil bliver det alligevel en underholdende film, bare man ikke forventer at blive skræmt fra vid og sans. Slutningen hører absolut til blandt de morsomste, og det var lige før, jeg fik helt ondt af Frankenstein.

Ekstra-materialerne indeholder et interview med Veronica Carlson, som udover rollen som Elizabeth i The Horror of Frankenstein, også spillede overfor både Christopher Lee og Peter Cushing i henholdsvis Dracula Has Risen from the Grave og Frankenstein Must Be Destroyed.

IMDB kan man læse i filmens trivia, at The Horror of Frankenstein ikke er en del af Hammers Frankenstein-serie på i alt 6 film. Oprindeligt var den tænkt som en genindspilning af The Curse of Frankenstein (1957) med Ralph Bates i Peter Cushings rolle for at tiltrække et yngre publikum. Jimmy Sangster insisterede dog på at tilføje humoren og Frankensteins virile side, så det ikke blot blev det samme film indspillet med nye skuespillere.

Frankenstein film fra Hammer Film:

The Curse of Frankenstein (1957)
The Revenge of Frankenstein (1958)
The Evil of Frankenstein (1964)
Frankenstein Created Woman (1967)
Frankenstein Must Be Destroyed (1969)
Frankenstein and the Monster from Hell (1974)

The Ultimate Hammer Collection:

She, 1965
The Nanny, 1965
Dracula – Prince of Darkness, 1966
The Plague of the Zombies, 1966
Rasputin the Mad Monk, 1966
The Reptile, 1966
The Witches, 1966
One Million Years B.C., 1966
The Viking Queen, 1967
Frankenstein Created Woman, 1967
Quatermass and the Pit, 1967
The Vengeance of She, 1968
The Devil Rides Out, 1968
Prehistoric Women, 1968
Scars of Dracula, 1970
The Horror of Frankenstein, 1970
Blood from the Mummy’s Tomb, 1971
Straight on till Morning, 1972
Fear in the Night, 1972
Demons of the Mind, 1972
To the Devil a Daughter, 1976

Om filmen:

Instruktør: Jimmy Sangster
Udgivelsesår: 1970

House of Dracula

Første gang Bram Stokers roman “Dracula” blev indspillet som film var i 1923 under titlen “Drakula halála” instrueret af Károly Lajthay. Filmen havde dog ikke meget med romanen at gøre, så Universals udgave fra 1931 står for de fleste som den rigtige første film. Tod Brownings “Dracula” blev en kæmpe succes for Universal, som straks gik i gang med flere efterfølgere. “House of Dracula” kom i 1945 og er endnu en ensemblefilm, der blander andre af Universals elskede monstre ind i historien.

Dr. Franz Edlemann bliver opsøgt af Grev Dracula (under pseudonymet baron Latos), som tilsyneladende ønsker at blive helbredt for sin sygdom og komme til at leve som et almindeligt menneske. Men ønsket er ikke dybfølt, for mens Edlemann forsøger at helbrede ham, opsøger Dracula sygeplejersken Nina for at få hende til at følge sig ind i de udødes verden.

Også The Wolfman (Lon Chaney Jr.) dukker op hos den gode doktor. Han forsøger stadig at blive befriet for sin varulvebyrde, og også ham prøver Edlemann at hjælpe. I forsøget på det finder Edlemann Frankensteins monster, som han bringer med sig tilbage til klinikken. Først vil han genoplive det, men den pukkelryggede sygeplejerske Miliza overtaler ham til at lade være.

Med alle disse monstre i huset må det gå galt. Edlemann opdager, at Dracula forsøger at dræbe Nina, og det lykkes ham at slå Dracula ihjel, før det sker. Men Dracula har smittet Edlemann, som nu har perioder underlagt Draculas vilje. Under en af disse slår han sin kusk ihjel og genopliver Frankensteins monster. Hvem skal nu stoppe doktor Edlemann?

“House of Dracula” er en lidt rodet affære. Den varer kun godt en time, og i løbet af den tid introduceres vi for ikke mindre end fire forskellige monstre (hvis vi tæller Edlemann med). Det kan ikke undgås, at der bliver nogle løse ender hist og pist. Hvordan kan Dracula fx styre Edlemann efter sin død, når vi i tidligere film har set, at hans ofre bliver helbredt ved hans udslettelse? Hvordan kan Dracula være vendt tilbage efter at være blevet udslettet af solen i “House of Frankenstein“? Og så videre.

Til gengæld indeholder filmen enkelte gode tekniske detaljer. Lon Caney Jr.’s forvandling til The Wolfman og Draculas forvandling til vampyr er to af dem. Man er dog ikke gået fra at vise en plastik flagermus hængende fra en fiskesnøre i resten af filmen.

Jeg synes, “House of Dracula” bliver en lidt for rodet affære, til at den bliver rigtig underholdende. Den ligger sig tæt op af “House of Frankenstein” som også er instrueret af Erle C. Kenton, og som også samler alle monstrene i en ensemblefilm. Men “House of Frankenstein” serveres med væsentlig mere energi, og så har den også fordelen af at have Boris Karloff på rollelisten som den gale videnskabsmand, doktor Gustav Niemann.

Instruktør: Erle C. Kenton
Udgivelsesår: 1945

Udvalg af Universals Dracula film:

Dracula (1931 – Tod Browning)
Drácula (1931- George Melford)
Dracula’s Daughter (1936 – Lambert Hillyer)
Son of Dracula (1943 – Robert Siodmak)
House of Frankenstein (1944 – Erle C. Kenton)
House of Dracula (1945 – Erle C. Kenton)
Dracula (1979 – John Badham)
Van Helsing (2004 – Stephen Sommers)

Læs også omtalen på Sleazehound

House of Frankenstein

Den gale videnskabsmand doktor Niemann (Boris Karloff) sidder i fængsel, men en storm bryder fængslets mure ned, så han og medfangen, den pukkelryggede Daniel, undslipper. De møder den omrejsende Lampini, som de myrder, hvorefter de overtager hans vogn med et drabeligt horrorshow, der bla. indbefatter Draculas lig.

Niemann ønsker hævn og drager til hjembyen, hvor det lykkes det ham at vække Dracula og med dennes hjælp slår borgmester Hussman ihjel. Dracula drages dog af Hussmans svigerdatter, men i forsøget på at kidnappe hende og gøre hende til sin brud overraskes han af solen.

Niemann og Daniel fortsætter til Vasaria til Frankensteins borg (som på forunderlig vis står der endnu, på trods af at den blev skyllet væk i “Frankenstein meets The Wolfman“). Her finder de Frankensteins monster og The Wolfman og begge indgår i Niemanns ønske om hævn. Imens er Daniel blevet forelsket i den smukke sigøjnerpige Ilonka, der dog kun har øje for Tabot (som, hun ikke ved, er en varulv). Daniel er blevet lovet, at Niemann vil give ham en smuk krop, men han bryder løftet, og det får fatale konsekvenser.

“House of Frankenstein” var endnu en ensemblefilm med flere af Universals klassiske monstre. Denne gang samlede man både den gale videnskabsmand, Frankenstein, The Wolfman, Dracula og The Hunchback, og mixet giver en lidt rodet og til tider usammenhængende historie. Der mangler lidt forklaringer hist og pist, men alligevel følte jeg mig godt underholdt det meste af tiden. Det hele serveres nemlig med masser af energi, og så er Boris Karloff er glimrende i rollen som Niemann. Det må dog have været underligt for ham at skulle spille overfor monstret, som han selv udødeliggjorde i “Frankenstein” og “Bride of Frankenstein“. Her spilles det af Glenn Strange, men makeuppen virker lidt komisk, og dermed bliver han ikke særligt overbevisende i rollen. Lon Chaney Jr. kører lidt i tomgang som The Wolfman, hovedsageligt fordi hans rolle nærmest ikke udvikler sig fra film til film, mens John Carrandine næsten er lidt for pæn som Dracula. Hans stirrende øjne er i hvert fald langt fra så onde som Bela Lugosi.

“House of Frankenstein” er måske ikke den bedste af Universals monsterfilm, men den er underholdende, og selvom den er lidt rodet, er den dog mere sammenhængende end fortsættelsen “House of Dracula“, som kom året efter i 1945.

Instruktør: Erle C. Kenton
Udgivelsesår: 1944

Se traileren på youtube.com

Læs også omtalen på Uncut.dk

Frankenstein meets The Wolfman

Oftest når jeg ser de gamle gyserfilm, er det mest som kuriøsiteter, men “Frankenstein meets The Wolfman” fik mig for første gang til at tænke, at det her godt kunne blive uhyggeligt. Det blev det dog ikke rigtigt, men ikke desto mindre var jeg godt underholdt hele filmen igennem.

I åbningsscenen ser vi to gravrøvere gå ind i et gravkammer med indskriften Tabot. De har hørt rygter om, at Larry Talbot for 4 år siden skulle være blevet begravet med sit guldur og masser af penge. Men da de åbner kisten, ser liget nærmest levende ud – og da den ene røver tager en ring fra liget, griber en hånd fat i ham! Makkeren flygter, mens den tilfangetagende råber om hjælp.

Så springer scenen til en betjent, som finder en såret mand liggende på gaden. Manden bliver bragt til hospitalet med svære hovedskader, og efter sin operation vågner han op og er klar i hovedet, men forvirret med hensyn til hvor han befinder sig. Doktor Mannering, der har forestået operationen, fortæller ham, hvad de ved, men da manden fortæller, at han er Larry Talbot, tror de ham ikke – for han døde for flere år siden.

Talbot er blevet bidt af en varulv, så da det bliver fuldmåne, flygter han fra hospitalet og slår en betjent ihjel. Næste dag tilstår han mordet, men ingen tror ham, og han bliver lagt i spændetrøje. Det lykkes ham dog at flygte, og han opsøger den gamle sigøjnerkvinde Maleva, der lover at hjælpe ham. Hun fører ham til landsbyen Vasaria, hvor Frankenstein holdt til. Håbet er at finde frem til en måde at dræbe Talbot på – som varulv er han nemlig udødelig, men han ønsker ikke at leve med forbandelsen længere.

Men Frankenstein er død. I stedet finder Talbot monstret og genopliver det. Senere kommer også Frankensteins datter og doktor Mannering til byen, og Mannering bliver overtalt til at hjælpe med at slå både monstret og Talbot ihjel. Han restaurerer derfor Frankensteins maskine, men da den først fungerer, har han svært ved at modstå fristelsen …

Mod slutningen bliver historien typisk for perioden med en helt og en smuk kvinde, der skal reddes. Og som altid er det  monstret, der må betale prisen for menneskenes dårskab. Starten i kirkegården og perioden på hospitalet er dog både spændende og glimrende lavet, og det var her jeg tænkte, at det holder også i dag. Ligeledes er jeg ganske imponeret over Talbots forvandling til varulv, som må have været helt suverænt for samtiden.

Bela Lugosi spiller Frankensteins monster, men makeuppen er ikke særlig overbevisende, og figuren virker meget kunstig. I betragtning af hvor fantastisk han spillede Dracula, forstår jeg ikke, at han ikke tilfører rollen mere liv og sympati. Lon Chaney Jr. er derimod yderst overbevisende som The Wolfman – i hvert fald indtil slutningen af filmen hvor han begynder at blive lidt for triviel i sit ønske om at dø. Slutscenen er lidt uforståelig for mig, idet monstret og The Wolfman pludselig kommer i slagsmål? Men til gengæld er ødelæggelsen af Frankensteins slot udmærket lavet.

Alt i alt blev jeg virkelig positivt overrasket over “Frankenstein meets The Wolfman”, som iøvrigt er den første af en række ensemblefilm, hvor Universal samler flere af sine klassiske monstre i en historie.

Instruktør: Roy William Neill
Udgivelsesår: 1943

Udvalg af film med The Wolfman:

The Wolfman (1941 – George Waggner)
Frankenstein Meets the Wolf Man (1943 – Roy William Neill)
House of Frankenstein (1944 – Erle C. Kenton)
House of Dracula (1945 – Erle C. Kenton)
Bud Abbott Lou Costello Meet Frankenstein (1948 – Charles Barton)
The Wolfman (2010 – Joe Johnston)

The Revenge of Frankenstein

The Revenge of FrankensteinEfter successen The Curse of Frankenstein et år tidligere, udgav Hammer Film endnu en Frankenstein film i 1958. Igen var det Terence Fisher, som sad i instruktørstolen, og The Revenge of Frankenstein blev indspillet sideløbende med, at man indspillede Dracula (Horror of Dracula), der også udkom i 1958.

Baron Frankenstein er blevet dømt til døden for de mord, hans monster begik. Men det lykkes ham at undslippe guillotinen, og han slår sig ned som doktor Stein i en anden by, hvor han opbygger en succesfuld praksis og i sin fritid hjælper til på fattighospitalet. Den unge doktor Kleve finder dog ud af, hvem han er, og overtaler Frankenstein til at lade ham assistere sig. For Frankenstein har naturligvis fortsat sine eksperimenter.

Udover Kleve hjælper også den deforme Karl Frankenstein med hans eksperimenter. Karl hjalp netop Frankenstein med at flygte, så han kunne lave en ny krop til Karl. Og den krop er nu færdig, så Kleve og Frankenstein udfører hjernetransplantationen, som umiddelbart ser ud til at være en succes. Men efter nogen tid i sin nye krop stikker Karl af fra hospitalet, og endnu en gang kommer Frankensteins skabning i uføre.

The Revenge of Frankenstein er vellavet og underholdende. Peter Cushing er overbevisende som baron Frankenstein, og det er i høj grad ham, som bærer filmen. Monstret er ikke den humanistiske kerne her, selvom man selvfølgelig har sympati for Karl, som godt vil af med sin handicappede krop. Men som monster er han ikke medynkvækkende.

Slutningen har et anstrøg af humor og lægger op til en fortsættelse af historien, og Hammer Film havde da også endnu flere Frankenstein film i ærmet.

Om The Revenge of Frankenstein:

Instruktør: Terence Fisher
Udgivelsesår: 1958

Frankenstein film fra Hammer Film:

The Curse of Frankenstein (1957)
The Revenge of Frankenstein (1958)
The Evil of Frankenstein (1964)
Frankenstein Created Woman (1967)
Frankenstein Must Be Destroyed (1969)
The Horror of Frankenstein (1970)
Frankenstein and the Monster from Hell (1974)

Bride of Frankenstein

Bride of FrankensteinJames Whales Frankenstein fra 1931 blev et kæmpe hit, og Universal begyndte hurtigt at planlægge en efterfølger. De ville gerne have James Whale i instruktørstolen igen, men han betakkede sig i første omgang. Det lykkedes dog at overtale ham til at lave Bride of Frankenstein, bl.a. fordi han denne gang fik et væsentligt større budget (det største der på den tid var givet til en gyserfilm), og fordi han fik stor indflydelse på manuskriptet.

Bride of Frankenstein åbner med den brændende mølle. Landsbyboerne står og ser møllen brænde til aske, mens de taler om, hvor godt det er, at monstret er død. Men det viser sig, at monstret har overlevet ilden, og da det flygter fra møllen, bliver det opdaget og fanget af landsbyboerne. De smider det i fængsel, men her lykkes det for monstret at bryde ud fra. På sin flugt møder monstret en blind mand, og de to fatter sympati for hinanden. Manden lærer monstret at tale, men da der dukker andre mennesker op, går det galt, og monstret må igen flygte.

Imens opsøges Henry Frankenstein af den sære doktor Pretorius. Han drømmer om at skabe liv som Frankenstein har gjort det, og lokker ham med ligedele trusler og overtalelse til at gå med til at skabe en mage til monstret. Monstret ønsker brændende en ven, men da dets brud endelig står foran ham, venter endnu en skuffelse. Heller ikke hun kan se gennem hans grusomme ydre, og monstret er ligeså alene, som det hele tiden har været.

Bride of Frankenstein er en fantastisk film. I ekstra-materialerne kalder filmhistoriker Bob Madison den for: “den mest komplekse og genialt udtænkte gyserfilm nogensinde. Kronjuvelen i Universals serie af gysere“. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Boris Karloff endnu engang skabte en fantastisk rørende og betagende figur i monstret, der så brændende ønsker nogen at elske, som elsker ham igen. Og selvom Karloff selv var imod idéen om, at monstret fik stemme, så tog publikum godt imod denne udvidelse af figuren, som jeg også synes fungerer rigtig godt.

James Whale insisterede også på få prologen med, hvor Mary Shelley (Elsa Lanchester) sidder og taler med Percy Shelley og Lord Byron, ligesom han insisterede på, at hun skulle spille monstrets brud. Og ligesom man ikke kan tænke Frankensteins monster uden at se Boris Karloffs udgave for sig, så kan man heller ikke tænke på det kvindelige monster uden at se Elsa Lanchester for sig. Hun er billedskøn men med et kæmpear på halsen og med en sindssyg frisure med hvide lynstriber i. Men hun spiller forrygende, og scenen hvor hun hisser i vrede mod monstret er særdeles vellavet.

Figuren doktor Pretorius (Ernest Thesiger) findes ikke i Mary Shelleys roman, men han fungerer perfekt som katalysatoren for, at Henry Frankenstein igen begiver sig ud i området, som er forbeholdt Gud. Pretorius er en blanding af grin, galskab og gys, og ifølge ekstra-materialerne var det nærmest sådan Ernest Thesiger var i virkeligheden. Der er en helt fantastisk scene, hvor Pretorius viser Frankenstein sine flasker med små mennesker i, hvor han sammenligner sig selv med djævelen. Han er i hvert fald den, der frister Frankenstein over evne.

Det ses også på filmens kulisser, at der var flere penge til rådighed. Bl.a. er scenen på kirkegården, hvor monstret i vrede vælter en statue af en biskop, utrolig smuk filmet. Himlen er fantastisk, og den måde alle gravstenene står i underlige vinkler på, underbygger en indtrykket af galskab og vildskaben. Visuelt er Bride of Frankenstein en fantastisk oplevelse, og når det smelter sammen med store skuespils præstationer og et interessant manuskript, er der ikke noget at sige til, at efterfølgeren denne gang nærmest overgår originalen.

I senere Frankenstein film spillede Karloff kun med i Son of Frankenstein (1939). I The Ghost of Frankenstein (1942) overtog Lon Chaney jr. rollen , og i 1943 spillede Bela Lugosi monstret i Frankenstein meets the Wolf Man. Herefter overtog Glenn Strange rollen i flere film. Se en oversigt over hvem der har spillet monstret på IMDB.

Om filmen:

Instruktør: James Whale
Udgivelsesår: 1935

Frankenstein af Mary Shelley

Frankenstein af Mary ShelleyFrankenstein er skrevet tilbage i 1818 under en ferie ved Lake Geneva sammen med hendes mand Percy, lord Byron og John Polidori. Lord Byron havde udfordret dem alle til at skrive en spøgelseshistorie, og Shelleys resultat blev til Frankenstein.

Den klassiske historie handler om videnskabsmanden, Victor Frankenstein, som skaber et væsen af ligdele fra de nærliggende kirkegårde. Det lykkes ham at give væsnet liv, men da det står foran ham, går det op for ham, hvad han har gjort, og han flygter fra monstret. Monstret, der i virkeligheden er uskyldig som en nyfødt, forfølges af alle pga. sit groteske ydre men finder til sidst frem til sin skaber. Da Frankenstein igen fornægter det, begynder monstret at slå hans kære ihjel for at tvinge ham til i det mindste at lave en mage til monstret. Historien ender med Frankensteins jagt på monstret gennem de nordlige ødemarker, og mere skal ikke afsløres her.

Mary Shelleys roman er et eksempel på, hvordan den gotiske roman begyndte at ændre stil ved at sætte fokus på andre problemstillinger. Shelley diskuterer i sin roman, hvor langt mennesket skal og må gå i sin søgen efter viden – en viden som er forbeholdt Gud. Samtidig handler historien også om menneskelige relationer og betydningen af fællesskab og kærlighed. Hvis et levende væsen stødes ud af fællesskabet, hvilket andet valg har det så end at blive ondt?

Mary Shelley voksede selv op under ret ukonventionelle forhold, og var måske derfor så betaget af det harmoniske middelklasseliv, som hun beskriver i sin roman. Victor Frankensteins familie er nærmest arketypen på lykke. Men det ændrer sig, da Frankenstein begynder at søge efter den forbudte viden.

Undervejs i romanen mister både Frankenstein og monstret alt. Fra starten har monstret ikke har andet end sin skaber, som undsiger det. Senere begynder det at holde af en familie, fra hvem det lærer at tale og begå sig, ved i det skjulte at iagttage dem. Men da monstret forsøger at møde familien, frastødes de af det, og det må flygte. Slutteligt ønsker det sig en brud, for gennem familien har det set, at kærligheden kan være redningen, men skønt Frankenstein lader sig overtale af monstret til at skabe det en mage, så ender han med at bryde sit løfte.

Samme tab sker også for Frankenstein selv. Ved at skabe monstret sætter han sig ud over de moralske love og taber også Guds kærlighed, idet han sætter sig over den guddommeligt bestemte orden. Han kan ikke modtage sin families kærlighed, da han ved, at han er skyld i broderens død, i og med at han har skabt monstret, som dræber ham. Og endeligt mister han sin elskede Elizabeth på selve bryllupsnatten. Tilbage for både Frankenstein og monstret er nu et umådeligt had til hinanden, som driver dem begge ud i vanviddet.

Frankenstein fortælles gennem en række breve mellem Roger Walton og hans søster Margaret, hvor han også fortæller Frankensteins beretning, som han har fået fortalt, og som også indeholder monstrets fortælling som det berettede den for sin skaber.

Frankenstein er skrevet for næsten 200 år siden, men alligevel er den stadig absolut læseværdig, og den er da også filmatiseret utallige gange – en af de seneste er Kenneth Branaghs filmatisering fra 1994 med ham selv som Victor Frankenstein og Robert De Niro som monstret. Selvom sproget naturligvis bærer præg af sin tid, er det en klassiker, som bør læses.

Selv holder jeg særligt meget af den udgave, som Bernie Wrightson har illustreret. Hans sort/hvide stregtegninger forener historien med en ekstra dimension, som skærer læseren i hjertet.

Læs mere på The Literary Gothic

Om bogen:

Frankenstein af Mary Shelley (Vintens forlag, 1994)
Originaludgave: 1818

Udvalgte filmatiseringer:

Frankenstein (1910) D: J. Searle Dawley
Frankenstein (1931) D: James Whale
Bride of Frankenstein (1935) D: James Whale
Son of Frankenstein (1939) D: Rowland V. Lee
Frankenstein meets the Wolf Man (1943) D: Roy William Neill
The Revenge of Frankenstein (1958) D: Terence Fisher
Frankenstein created woman
(1967) D: Terence Fisher
Mary Shelleys Frankenstein (1994) D: Kenneth Branagh