september 2017
M T O T F L S
« aug    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘fransk horror’

The Living Dead Girl

Under slottet Valmont findes en gravkrypt, hvor den smukke, unge Cathrine Valmont ligger begravet. En dag dukker nogle mænd op for at gemme kemisk affald i krypten, men der går hul på tønden, og pludselig vågner Cathrine op fra de døde, og drikker deres blod. Efterfølgende bevæger hun sig ud, hvor hun tilfældigt bliver fotograferet af den amerikanske turist Barbara Simon, som er på ferie i den nærliggende landsby sammen med kæresten Greg.

Barbara fascineres af Cathrine, og da hun finder ud af, at Cathrine anses for død, beslutter hun sig for at finde ud af, hvad der foregår.

I mellemtiden er Cathrines barndomsveninde Helene dukket op på slottet. Hun ved ikke, at Cathrine har været død, og tror blot at hun er syg. Da det går op for hende, at Cathrine behøver blod for at leve, hjælper hun straks veninden. Men Barbaras opdukken komplicerer tingene.

Jeg må nok indrømme, at “The Living Dead Girl” ikke lige er min stil. Her er godt nok nogle vældig underholdende splatterscener, bl.a. helt i starten hvor Cathrine spidder en af mændene i øjet med sin finger. Det er så tydeligt en maske, at man ikke kan lade være med at grine, når blodet vælter ud i lårtykke stråler.

Der er til gengæld ingen formildende omstændigheder vedrørende skuespillet, som er totalt ude i hampen. Jeg kunne ikke holde den emsige Barbara Simon ud, og mens Françoise Blanchard måske nok gør det rimeligt som Cathrine, så bliver Marina Pierro som Helene mere og mere skrækkelig, jo længere ind i filmen vi kommer.

Historien synes jeg heller ikke hænger særligt godt sammen. Her er nogle gigantiske forklaringsproblemer, som at Cathrine efter to år i sin kiste ikke er det mindste rådden; at krypten konstant er oplyst med fakler; at den unge pige Helene bortfører ud til slottet, først begynder at undre sig over, hvor de skal hen, da de holder udenfor lågen. Og find selv på flere.

Desuden finder jeg tråden om de to kvinders venskab/kærlighedsforhold både langsommelig og ligegyldig.

For mændene er her dog bonus-scener, når kvinderne smider tøjet og kæler for hinanden i blufærdig lesbisk kærlighed, men det tilføjer ikke filmen noget efter min smag. Så alt i alt må jeg nok erkende, at mit første besøg ind i den franske instruktør Jean Rollins univers ikke ligefrem gav mig lyst til at se mere. Men mon ikke jeg glemmer det og forsøger mig igen om nogen tid?

Læs også omtalen på HorrorUnrated.com

Instruktør: Jean Rollin
Udgivelsesår: 1982
Originaltitel: La morte vivante

La Horde

La HordeI år så jeg min første danske zombifilm (Opstandelsen), og nu har jeg så set min første franske. Og selvom danske Casper Haugegaard med garanti ikke har haft ligeså mange penge at gøre godt med som Yannick Dahan og Benjamin Rocher, så synes jeg faktisk, at Opstandelsen på sin vis var bedre.

4 betjente er på et personligt hævntogt mod en narkobande, som holder til i toppen af et kondemneringsværdigt højhus. Det går dog helt galt, og de bliver fanget i stedet for, og en af dem myrdes. Men før der kan ske mere, bryder mareridtet ud i fuldt flor. De døde begynder at rejse sig og angribe de levende, og snart må de overlevende betjente slå sig sammen med forbryderne for at forsøge at slippe levende ud af højhuset.

Normalt er jeg ret vild med zombifilm, og jeg kan ikke helt sætte fingeren på, hvorfor jeg ikke synes La Horde fungerer. Zombierne er sådan set gode nok, og personerne er hverken værre eller bedre end i så mange andre zombifilm. Ikke desto mindre var jeg forholdsvis ligeglad med, om de overlevede eller ej og synes nok i virkeligheden, at de var lidt for overspillede allesammen.

På plussiden er slutningen, som lige faldt i min smag, men bortset fra den har jeg set mange zombifilm, som var mere underholdende. For en god ordens skyld må jeg hellere gøre opmærksom på, at La Horde har fået ros fra andre sider, bl.a. Horrortalk.com, som skriver: “The Horde (La Horde) is not quite as powerful as what some are calling The New Wave of French Extremism, yet still packs a decent punch while delivering a crowd-pleasing action-horror flick.

Om La Horde:

Instruktør: Yannick Dahan & Benjamin Rocher
Udgivelsesår: 2009

Inside

InsideNu havde jeg hørt mange lovprisninger af denne franske horror-film. Da jeg er lidt en kylling, når det gælder udpenslet realistisk vold, havde jeg forestillet mig en forfærdelig grusom aften i selskab med Inside. Desværre havde jeg også fået slutningen at vide. Dermed svævende jeg ikke i uvished, som jeg ellers ville have gjort. De høje forventninger plus denne lidt trælse viden gjorde, at jeg ikke faldt så voldsomt på halen over Bustillo og Maurys film, som jeg nok ellers ville have gjort.

Sarahs mand, Matthieu, omkommer i en bilulykke. Selv overlever hun og deres ufødte barn, som fire måneder senere er klar til at komme til verden midt i julen. Sarah har en aftale med hospitalet, og den sidste aften før fødslen vælger hun at tilbringe alene hjemme i det ensomt beliggende hus.

Men om aftenen ringer det på døren. En kvinde vil låne telefonen. Da Sarah afslår, afslører den ukendte kvinde et overraskende stort kendskab til Sarahs liv. Sarah tilkalder politiet, men da de kommer, er kvinden naturligvis væk. De tjekker det hele, og beder Sarah ringe igen, hvis noget skulle ske. Men da Sarah vågner ved en lyd, er det for sent. Kvinden er i huset, og hun ønsker noget af Sarah…

Jeg ser meget film med maven, og bedømmer oftest ud fra hvordan min umiddelbare oplevelse har været. I dette tilfælde tænkte jeg, at Inside – overraskende nok – ind i mellem var lidt kedelig? Hovedpersonen er en gravid kvinde, og jeg kan godt se, at det er ekstra grumt, når nogen går efter maven. Men den vinkel kan ikke bære hele filmen, og resten af dramaet med en fremmed i huset, som vil beboeren til livs, er set rigtig mange gange før. Og scenen hvor moderen kommer forbi, havde jeg desværre allerede set i The Strangers, så chokket var heller ikke så stort her. Jeg lader mig også irritere lidt over de mange tåbelig betjente, som kommer forbi, selvom jeg godt ved, at det hører genren til.

Lydsiden var til gengæld suveræn og gjorde sit til, at jeg trods mine anker alligevel tit sad med en væmmelig fornemmelse i maven. Den skaber en virkelig ubehagelig forventning om kommende ondskab, og sætter filmen i et helt andet gear.

Forsiden lover “den mest ekstreme, psykologiske gyser i mange år”, og jeg tror på, at ser man den uden forhånds-kendskab, så er det en rigtig barsk oplevelse. For mig var den dog ikke nær så grum som f.eks. Frontiers, som jeg så for ikke så længe siden. Det skal dog ikke afholde mig fra at forsøge mig med “Martyrs”, en anden fransk film som jeg har fået anbefalet. Denne gang vil jeg bare søge at undgå at høre slutningen først.

Efter at have set filmen har jeg også læst Caspar Vangs omtale på Uncut.dk. Her synes jeg, han rammer en vigtig pointe, når han skriver: “ …hvor der var et tykt lag af exploitation-distance og B-splatter-verfremdungseffekt over bølgen af italienske kradsere, er der ikke meget at grine af eller popkorn-underholde sig over i den nye flok franske skrækfilm, der aldrig holder os i en armslængde fra begivenhederne; og jeg tror, det er derfor, mange føler deres grænse for filmvold udfordret af netop disse film. Splattet er både klamt og gravalvorligt, og spiser du popkorn til, får du dem med garanti galt i halsen.” Der er nemlig ikke meget at grine af i disse realistiske voldsorgier, mens de gamle splatterfilm var anderledes humoristiske på deres egen sære måde. Om det er grunden til, at jeg ofte har meget sværere ved at sætte en ny fransk horror film på end Slumber Party Massacre eller en anden 80’er splatter, ved jeg ikke. Men det lyder plausibelt.

Om Inside:

Instruktør: Alexandre Bustillo, Julien Maury
Udgivelsesår: 2007
Originaltitel: À l’intérieur

Læs hele Caspar Vangs anmeldelse

Omtaler af andre franske film:

Frontiers (2007)
House of voices (2004)
Haute Tension (2003)
Eyes without a face (1960)
Rædslernes hus (1955)

Frontiers

FrontiersI en blanding af The Texas Chainsaw Massacre og The Hills Have Eyes tager den franske instruktør Xavier Gens os ind i en verden fyldt med rå sadisme, trøstesløse farver, menneskelig ondskab og mod.

I Paris står gaderne i brand. Der er optøjer som følge af valget, hvor højrepartiet er gået stærkt frem. Fem unge af muslimsk baggrund har benyttet balladen til at begå røveri, men Sami bliver ramt af politiets kugler under flugten. Hans søster Yasmina og eks-kæresten Alex kører Sami til hospitalet, mens Farid og Tom kører mod Holland. Meningen er, at de skal mødes på et hotel nær grænsen.

Men alt går galt. Sami dør på hospitalet, og Yasmina og Alex må flygte fra politiet igen. Imens har Tom og Farid godt nok fundet et stille hotel at booke ind på, men værterne er ikke helt almindelige. Pludselig er også Tom og Farid på vild flugt, og da Yasmina og Alex finder frem til hotellet, er de to venner væk. Og snart går det op for Alex, at det ikke er et godt sted at være.

Frontiers er en barsk film, og jeg sad det meste af filmen med en ubehagelig fornemmelse i mellemgulvet. Man er bare ikke sikker på, at nogen klarer sig igennem i live, og de uheldige dør på virkelig modbydelige måder. I film som Wolf Creek bliver den blodige udpensling af volden for meget efter min mening. Men her i Frontiers virker det ikke påklistret og bliver dermed en naturlig del af historien. Så selvom her er nogle vildt klamme scener, bliver det aldrig torturporno.

Visuelt er filmen også værd at se. Det meste er filmet i meget trøstesløse farver, hvilket fuldkomment illustrerer den tilstand personerne befinder sig i. Skuespillet er i top, lige fra psykopat-familien til vores gruppe af unge helte – som under andre omstændigheder ligeså vel kunne have været skurkene.

Jeg blev fuldstændig blæst væk af Frontiers, og jeg må igen takke Rikke Schubart for at åbne mine øjne for den nye bølge af fransk horror. De har bare en helt særlig tone i deres film, som gør dem barske, realistiske og temmelig uhyggelige.

Efter at have set filmen læste jeg flere anmeldelser af den, og det var lidt pudsigt at opdage, at stort set alle amerikanske anmeldelser var dårlige, mens de europæiske var positive. På Uncut.dk har Caspar Vang f.eks. følgende at sige om Frontiers: “Først og fremmest er filmen en refleksion over grusomhed, og hvordan trinvis mere og mere ekstrem vold rykker vores grænser. Både for, hvad vi kan holde ud at se på, og hvem vi holder med. For hvordan har vi det, når protagonisterne koldt og kynisk basker en politibetjent til plukfisk? Den ene voldelige handling afløser den næste og sættes i perspektiv af ydmygende overgreb fra de nådesløse nazister, som fremstår som den ultimative terror. Tingene får nemlig yderligere en interessant vinkel, idet de unge flygter fra, hvad de opfatter som et rædselsregime, for blot at lande i et VIRKELIGT rædselsscenarium, der får sammenstødene i Paris’ forstæder til at ligne en udflugt med børnehaven. Nazirædslerne, de unge render ind i, fungerer som et ildelugtende ekko fra fortiden, og, vi kan let ende her igen, fortæller Frontier(s) os formanende, hvis vi ikke passer på.

Mens John Anderson på Variety.com har denne holdning: “Can a movie be an adrenalin-fueled, blood-gushing thrill ride and still be as boring as dirt? Apparently. The French answer to “Hostel” and “Saw” — which is like being the French answer to rock ‘n’ roll — “Frontier(s)” is a 100-minute hemorrhage that doesn’t bring anything to the operating table of torture-porn but more gore, cruelty and misery.”

Jeg synes dog på ingen måde, at Frontiers er kedelig og kan kun anbefale den.

Om filmen:

Instruktør: Xavier Gens
Udgivelsesår: 2007
Originaltitel: Frontière(s)

Rædslernes hus

Rædslernes husMichel Delassalle er en sadistisk rektor på en fransk drengeskole. Skolen tilhører i virkeligheden hans hustru, Christina, der lider af dårligt hjerte, men Michel behandler både hende og skolen, som det passer ham. Ganske ublu har han en affære med en af skolens lærere, Nicole Horner, men da han også er grusom mod hende, finder de to kvinder sammen i en overraskende alliance. De beslutter sig for at slå Michel ihjel, og lokker ham væk fra skolen under en forlænget weekend. Her lykkes det dem at slå ham ihjel og slippe af med liget i skolens swimmingpool. Men da poolen nogle dage senere tømmes for vand, er liget forsvundet. Og det er blot starten på en lang række mystiske hændelser.

Den franske film Rædslernes hus fra 1955 er snarere en thriller end en gyser, men en glimrende en af slagsen trods sine mere end 50 år på bagen. Overraskelsen i slutningen er nok ikke så stor i dag som dengang, men alligevel synes jeg, at historien i det store hele holder vand. Derudover er skuespillet i top, ikke mindst de to kvindelige hovedpersoner Véra Clouzot (Christina) og Simone Signoret (Nicole) gør det ualmindelig godt.

Filmen bygger på romanen Celle qui n’était plus af Pierre Boileau og Thomas Narcejac, og Clouzots filmatisering regnes i dag for en klassiker, som ligger på 49. pladsen på listen Bravo’s 100 Scariest Movie Moments. Filmen blev genindspillet i 1996 med titlen Diabolique med Sharon Stone i rollen som Nicole.

The TerrorTrap skriver, at Alfred Hitchcock rent faktisk fik tilbudt filmen først, men af forskellige årsager røg det i vasken og i stedet for løb Henri-Georges Clouzot med den. Siden skulle den så efter sigende have inspireret Hitchcock på flere måder, bl.a. Clouzots bøn til publikum om ikke at afsløre slutningen for kommende seere, som Hitchcock selv benyttede sig af i Psycho. Læs mere på TerrorTrap.

Om Rædslernes hus:

Instruktør: Henri-Georges Clouzot
Udgivelsesår: 1955
Originaltitel: Les Diaboliques

Eyes without a face

“Eyes without a face” åbner med en kvinde, som kører i bil en mørk aften. Hun virker nervøs, og i et glimt i bakspejlet ser vi, at hun har en person siddende på bagsædet skjult under en frakke. På et tidspunkt holder kvinde ind, løfter personen ud af bilen og smider vedkommende i Seinen.

Så skifter scenen. Docteur Génessier holder et foredrag om at skabe evig ungdom ved hjælp af transplantationer, da han bliver bedt om at komme til retsmedicinsk institut. Man har fundet liget af en ung kvinde uden ansigt, og man mener, at det kan være hans datter, Christiane. For nogle år siden var hun ude for et alvorligt trafikuheld, som vansirede hende frygteligt dog uden at ramme hendes øjne, og for et par uger siden forsvandt hun så.

Génessier bekræfter, at det er Christiane, og begravelsen finder sted. Men det viser sig, at Génessier løj. Christiane lever – og Génessier eksperimenterer for at give hende et ansigt igen. Ofrene er unge kvinder, som hans sekretær samler op, men da en af kvinderne meldes savnet af sin veninde, og hun beskriver en person, der kunne være Génessiers sekretær, som den sidste hun så sin veninde med, bliver Christianes forlovede mistænksom.

Imens kæmper Christiane for at bevare sin fornuft i huset, mens faderen udfører sine eksperimenter på både dyr og mennesker. Hun ønsker ikke mere at leve, men det valg vil Génessier ikke lade hende træffe.

“Eyes without a face” er en dyster historie om en gal doktor Frankenstein, der ikke kan slippe sin dårlige samvittighed eller sit ønske om at nå længere som kirurg end nogen anden. Alt andet må vige for hans lidenskab. Udgaven jeg så, var desværre temmelig grynet, hvilket var med til at ødelægge lidt af stemningen. Der er dog ingen tvivl om, at filmen oprindeligt må have været endnu mere ubehagelig.

Edith Scob, som spiller Christiane, gør det utrolig godt, når man tager i betragtning, at vi stort set kun ser hendes øjne. Det meste af tiden er hun iført en tynd tætsiddende maske, der gør hendes ansigt på en måde utrolig smuk, men også dødt at se på. Pierre Brasseur spiller Génessier, og allerede fra første scene aner man, at her er en gal person på færde. Det er på en måde lidt ærgerligt, for kunne han have spillet lidt mere tiltalende i begyndelsen, ville chokket ved hans bedrag have været større, men hans måde at spille sorgfuld og gal på var svær at adskille fra hinanden.

“Eyes without a face” er en fascinerende historie, som absolut også er værd at se i dag. Den bygger på en roman af Jean Redon, og filmen skabte store overskrifter, da den havde premiere. Franske L’Express skrev, at publikum dånede under visningen. Da filmen i 1962 kom i en amerikansk udgave, var den blevet klippet, så nogle af de værste scener forsvandt, ligesom en scene der viste Génessiers mere menneskelige sider var blevet tilføjet. Endelig blev filmen synkroniseret og udgivet under titlen “The horror chamber of Dr. Faustus”.

Instruktør: Georges Franju
Udgivelsesår: 1960
Originaltitel: Les yeux sans visage

House of voices

House of voicesJeg kom til at tænke på Henry James roman Skruen strammes, mens jeg så denne franske film. Jeg har en fornemmelse af, at Pascal Laugier har forsøgt at holde samme balance i House of voices, hvor ånderne der hjemsøger børnehjemmet måske i virkeligheden blot er et produkt af Annas fantasi, ligesom guvernanten i Skruen strammes måske også blot er neurotisk. I hvert fald betød det for mig, at filmen mister pusten en smule, når vi er ca. halvvejs. Dermed ikke sagt at House of voices er en dårlig film. Den er blot ikke så god, som den kunne være.

I 1958 ansættes Anna på børnehjemmet Saint Ange, der er ved at blive lukket ned. Børnene rejser samme dag, som Anna ankommer, og hun skal blive der alene sammen med hushjælpen Helenka og pigen Judith, der ikke er “helt rigtig i hovedet”.

Men selvom børnehjemmet skulle være tomt, føler Anna sig overvåget. Hun bliver mere og mere overbevist om, at noget frygteligt er sket med nogen af børnene, og at de stadig befinder sig bag børnehjemmets mure. Anna overtaler Judith til at droppe sin medicin, for hun er sikker på, at Judith ved mere end det umiddelbart virker til. Og en nat løber begivenhederne løbsk.

Virginie Ledoyen (Backwoods), som spiller Anna, er utrolig smuk, og hun formår at bringe en dybde og troværdighed til sin figur, som er med til at bære hele filmen. Også Lou Doillon er rigtig godt castet som Judith.

Især filmens første halvdel står stærkt. Det forladte børnehjem er en storslået kulisse, og man aner tidligt, at Anna bærer på en mørk fortid. Sidste halvdel forceres lidt efter min mening, og Annas pludselige sammenbrud understøttes ikke helt af historien. Ikke desto mindre var House of voices en okay film, som man sagtens kan se en regnvejrsdag.

Om House of voices:

Instruktør: Pascal Laugier
Udgivelsesår: 2004
Også med titlen “Saint Ange”

Grand Guignol

I dag bruges udtrykket “Grand Guignol” som en beskrivelse af underholdning, der behandler det makabre på en måde, der udpensler den grafiske vold, men oprindelig var det et teater i Paris Le Theatre du Grand Guignol, som blev grundlagt i 1897 og først lukkede igen mere end 60 år senere i 1962.

Grundlæggeren var Oscar Metenier, og teatret blev opkaldt efter den populære dukke Guignol (på dansk kendt som Mester Jakel), der så dagens lys i 1808 og straks blev populær både blandt børn og voksne for sit mod, sin humor og sin aldrig svigtende sans for retfærdighed. Den franske betydning af Guignol, er klovn, men det er i virkeligheden ganske misvisende, for Guignol er slet ikke dum.

En aften i Le Theatre du Grand Guignol bestod som oftest af 5-6 korte stykker, som kunne være alt fra sex farcer til suspensfyldte krimidramer, men midtpunktet for teatret var gyset, som altid blev spillet med udpenslet vold, hvor øjnene poppede ud af hovedet på skuespillerne, eller blodet væltede ud fra en overskåret hals i et dramatisk og blodigt klimaks.

Le Theatre du Grand Guignol blev over årene en populær turist attraktion i Paris, men i 1962 lukkede teatret. Efter sigende skulle daværende direktør, Charles Nonon have udtalt: “Før 2. verdenskrig følte publikum, at det, der udspillede sig på scenen, var umuligt. Men nu ved alle, at disse ting – og ting langt værre – er mulige i virkeligheden”. Teatret var blevet overhalet af virkelighedens rædsler i Holocaust.

I dag lever kun begrebet “Grand Guignol” videre, men der er ingen tvivl om, at det parisiske teater har haft en væsentlig indflydelse på hele gysergenren og ikke mindst udviklingen af special effects.

Besøg Grand Guignols hjemmeside

Læs mere på wikipedia

Haute tension

 

Haute TensionJeg havde fornyligt fornøjelsen af at interviewe Rikke Schubart til Litteratursiden på dk4, og ved den lejlighed udvekslede vi titler på film, som absolut bør ses. Rikke Schubart anbefalede mig Haute tension (eller Switchblade Romance som er den engelske titel), og jeg må sige, at det var en god anbefaling.

Marie og Alex er to veninder. De er på besøg hos Alexs familie langt ude på landet, da en mystisk mand pludselig dukker op midt om natten og slagter hele Alexs familie og tager Alex med sig. Det er lykkes Marie at gemme sig for manden, og hun sniger sig ud i kassevognen for at befri Alex, men ender i stedet for med at blive lukket inde sammen med hende. På en tankstation lykkes det hende dog at slippe fri, men politiet når ikke at dukke op, før morderen kører videre, så Marie må tage sagen i egen hånd endnu en gang.

Marie spilles fremragende af Cécile De France, en spinkel kvinde med helt kort hår og store udtryksfulde øjne. Hun er spiller efter min mening helt fantastisk og virker totalt overbevisende både som skræmt kvinde og som aggressiv hævner.

Instruktøren er franske Alexandre Aja på kun 30 år, som bl.a. også har instrueret 2006-udgaven af The hills have eyes. Han har lavet et godt stykke arbejde i Haute tension, og det twist han putter ind i mod slutningen af historien virker rigtig godt.

Her er masser af blod og splat (og når nu motorsaven er brugt før, må man jo finde andre værktøjer frem), og effekterne er udmærket lavet. Samtidig er historien okay, og selvom den starter lidt forudsigeligt op, så synes jeg, at slutningen til fulde kompenserer for det. Så snup en fransk film og blær dig overfor Ole Michelsen …

Om Haute Tension:

Instruktør: Alexander Aja
Udgivelsesår: 2003

Se et uddrag af interviewet med Rikke Schubart