marts 2020
M Ti O To F L S
« feb    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Fred Duval’

Hvem myrdede præsidenten? af Duval & Pécau

Hvem myrdede præsidenten? af Duval & Pécau, illustreret af Colin Wilson

I serien ”Hvad nu hvis …” af Fred Duval og Jean-Pierre Pécau tager de udgangspunkt i historiske begivenheder, og forestiller sig hvordan det kunne være gået, hvis tingene havde udspillet sig lidt anderledes. F.eks. har de forestillet sig, at russerne nåede månen først i Russerne på månen, og denne gang handler det om Vietnamkrigen og mordet på en præsident.

D. 22. november 1963 tænker de fleste amerikanere på med gru. Det var dagen, hvor præsident Kennedy blev myrdet i Dallas. Politiet arresterede Lee Harvey Oswald som skytten, men Oswald blev dræbt inden sin retssag, og det har siden givet grobund for en række konspirationsteorier.

Duval og Pécau tager dog deres fortælling en helt ny retning. I deres univers vandt Nixon præsidentvalget over Kennedy i 1960, og USA er under hans ledelse trukket langt ud mod højre. Staten slår hårdt ned på fredsdemonstrationerne mod Vietnamkrigen, og der går rygter om brutale forhørsmetoder og rene afstraffelseslejre for modstandere af præsidentens politik. Alligevel genvælges Nixon uden problemer både anden og tredje gang. Men for at blive genvalgt fjerde gang kræves mere yderliggående aktioner.

Historien fortælles gennem det tidligere Hells Angels medlem, French, som sammen med sine klubkammerater har meldt sig til Vietnamkrigen som en særlig guerilla-enhed. Nu er han tilbage i USA, hvor han får et tilbud, han ikke kan sige nej til.

Hvem myrdede præsidenten? fortælles i to spor. Et, der udspiller sig under French ophold i Vietnam, og et i samtidens USA. Billedsiden er denne gang tegnet af Colin Wilson, som bl.a. også har illustreret en række Blueberry-albums. Stilen er realistisk med rene streger og klar farvelægning. Jeg var særligt begejstret for Wilsons panorama- og situationsbilleder fra krigen, landskaber og lign., som er utrolig flotte, mens hans persontegninger er mindre udtryksfulde.

Generelt er jeg vild med ’Hvad nu hvis’-konceptet, og Hvem myrdede præsidenten? er endnu et interessant bind i serien. Her vendes virkelig rundt på verdenshistorien, men desværre ikke helt urealistisk. F.eks. har valget af præsident Trump i 2016 medført nye normer i USA, hvor man som europæer ind i mellem må undre sig over, hvad der foregår i Det Hvide Hus.

Hvem myrdede præsidenten? er både en spændende og underholdende historie i sig selv, og samtidig giver den stof til eftertanke ved at sætte fokus på, hvor lidt der måske skal til for at ændre verdenshistorien radikalt.

Anmeldt til Litteratursiden.dk

Om Hvem myrdede præsidenten?:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Zoom, 56 sider
Omslag: Manchu & Fred Blanchard
Tegnet af: Colin Wilson
Farvelagt af: Jean-Paul Fernandez
Originaltitel: Jour J, volume 5
Oversat af: Sebastian Weirsøe Flamant

Læs også:

Berlin 404 af Thomas Clemen
Russerne på månen af Fred Duval & Jean-Pierre Pécau
I kamp mod tiden af Ben Elton
22.11.63 af Stephen King
Den døde zone af Stephen King
Bødlen af Patrick Leis

Russerne på månen af Fred Duval & Jean-Pierre Pécau

Hvad nu hvis - Russerne på månen! af Fred Duval & Jean-Pierre Pécau, illustreret af Philippe BuchetHvad nu hvis russerne slog amerikanerne i kapløbet om at få den første mand på månen? Det forestiller forfatterne sig her i første oversatte bind af den franske serie ”Hvad nu hvis …”.

Apollo 11 missionen mislykkes, og i stedet bliver det russerne, som først lander en mand (eller mere præcist en kvinde) på månen. Det får præsident Nixon til at sætte turbo på det amerikanske rumprogram, og indenfor 10 år har både amerikanerne og russerne en fast base på månen.

Men spændingen stiger mellem de to supermagter på jorden, og snart bliver månen skueplads for et livsfarligt storpolitisk spil.

Billedsiden står franske Philippe Buchet for. Han er bl.a. kendt fra science fiction tegneserien Konvojen. Tegnestilen er realistisk og med en dynamisk, nærmest filmisk brug af billedrammerne, hvor der veksles mellem oversigtsbilleder og close-up af detaljer. Det er effektivt og skaber et godt drive i fortællingen.

Selve historien er skrevet af Fred Duval og Jean-Pierre Pécau, som her tager en verdenshistorisk begivenhed og vender den på hovedet.

Det er altid spændende at forestille sig, hvordan verden ville se ud, hvis enkelte ting var anderledes, og der findes en hel subgenre kaldet kontrafaktisk historie, der netop beskæftiger sig med den præmis. Det kan være meget tankevækkende at se på historien fra en alternativ vinkel, men her i Russerne på månen! er resultatet nu mere ovre i ren underholdning. Det klager jeg dog bestemt ikke over, for her er både action og humor, og en lydefri billedside der kun kan fornøje.

God underholdning er ikke at foragte, og det er netop hvad Russerne på månen! er. Anbefales.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Russerne på månen!:

Udgivelsesår: 01.04.2019
Forlag: Zoom, 56 sider
Illustrationer: Philippe Buchet
Originaltitel: Jour J 1: Les Russes sur la Lune!
Oversætter: Amalie Grubb Martinussen

Læs også:

Berlin 404 af Thomas Clemen
I kamp mod tiden af Ben Elton
Kijara af Tatiana Goldberg
Darlah : 172 timer på månen af Johan Harstad
Metrozone af Søren Mosdal
Orbital 1: Nærkontakt skrevet af Sylvain Runberg og illustreret af Serge Pellé
Sandhedens labyrint af Jørgen Steines