januar 2018
M T O T F L S
« dec    
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Fred Olen Ray’

Silent Venom

Når nu idéen med slanger på et fly blev en relativ succes i “Snakes on a plane”, så er det jo nærliggende at tænke andre locations, hvor slanger kunne være et hit – og hvad er mere nærliggende end en ubåd?

På en lille ø i det kinesiske hav er dr. Andrea Swanson (Krista Allen) tilknyttet et militærprojekt, som forsker i giftslanger for at finde et vaccine, der vil kunne bruges mod biologisk krigsførelse og terrortrusler. Til det formål har de fremavlet nogle særdeles farlige slanger, som ikke alene dræber lynhurtigt, men som også vokser til abnorme størrelser.

Pludselig er Swanson og hendes assistent Jake Goldin dog nødt til at evakuere forskningsstationen, og en gammel nedlagt ubåd, som USA har solgt til Taiwan, er nærmest til at hente dem. Men eftersom deres projekt er hemmelig, kan de ikke fortælle ubådens kaptajn (Luke Perry), at han netop har fået nogle dødsensfarlige slanger ombord. Og Jake har ikke fortalt Swanson, at han har taget alle slangerne med i stedet for kun de fire, han var blevet beordret til.

Selvfølgelig får en nysgerrig sømand åbnet for kassen, og snart er ubåden et krybende helvede. Og for at gøre ondt værre kan ubåden ikke stige til overfladen, for den er havnet midt i en kinesisk militærøvelse.

“Silent Venom” er en b-film, og starten er mildest talt ringe, da en kæmpeslange spiser en mand i en mundfuld. Men derfra stiger underholdningsværdien ganske meget, og selvom der er flere dumme kiks (som f.eks. da militærlægen modtager det første offer for slangerne på ubåden, og overser det blod der er sprøjtet ud over hans tøj, og derfor skyder på at han nok er blevet smittet af en virus!!!), så var jeg faktisk rigtig godt underholdt.

Luke Perry spiller som han plejer (jeg tror kun den mand har et ansigtsudtryk), men det er ok til rollen som ubådskaptajn. Krista Allen har vist fået for meget botex, for heller ikke hun kan meget andet end at småsmile hele tiden, men bortset fra det er hun også ok i rollen som Swanson, der for sent opdager, hvad der er sluppet løs i ubåden.

Man har for en stor del brugt rigtige slanger, og det virker rigtig godt. Til gengæld er de store CGI-slanger ikke særligt overbevisende, men dem ser vi heldigvis ikke så meget. Ubåds-scenerne er ganske udmærkede, og jeg synes, det giver en fin klaustrofobisk stemning med amok-slanger i en ubåd, som er fanget under vandet med fjendtlige fartøjer omkring sig. Det giver en ekstra dimension til historien, som øger spændingen og gør, at alt uhyggen ikke er baseret på slangerne. For det kan hurtigt blive kedeligt.

Jeg vil ikke påstå, at “Silent Venom” er en stor film, men jeg så den en tømmermands-søndag og her var den det helt rigtige 🙂

Instruktør: Fred Olen Ray
Udgivelsesår: 2009