Indlæg tagget med ‘Freddie Mandix’

Blodets bånd af Bille & Bille

Blodets bånd af Lisbeth og Steen Bille

Blodets bånd er sidste bind i trilogien om Freddie Mandix, og det bliver en vild afslutning.

Forlaget skriver:
Freddie Mandix sætter alt på spil, da en pakke med hvidt pulver skaber panik i Forskningsministeriet. Afsenderen er ukendt, og Freddie frygter, at pakken kun er det første tegn på et større angreb. Kort tid efter bliver en ekspert i genetik myrdet.

Hjemme i Holmbladsgade slås Freddies lillebror, eksnarkomanen Jacob, med sine egne dæmoner. De lokker ham i armene på Freddies ærkefjende, narkobagmanden Rune C. På kontoret arbejder Freddies kollega, Emma, med utæmmet energi på at afsløre Freddies fortid.

Da det hvide pulver og den døde forsker bringer Freddie på sporet af en sammensværgelse tæt på regeringens top, må han bruge alle kneb for at forsvare de mennesker, han elsker.

Mandix-serien er en københavnsk spændings-trilogi, der fører læserne fra ministeriernes bonede gulve over forskerverdenens hvide laboratorier til narkohandlerne på Christiania. Jeg kan rigtig godt lide blandingen af spænding og videnskab, og det er Lisbeth og Steen Bille eksperter i.

I Blodets bånd samles alle trådene fra de tidligere bind i en hæsblæsende afslutning, hvor jeg heppede på Freddie hele vejen igennem.

Uddrag af bogen:

Emma trak vejret lettet, da Freddie kom til syne i døren til deres kontor. Han virkede overrasket over forsamlingen af mennesker. Malthe og Hugo, forskningsministeren og departementets chef stod i en halvcirkel og ventede.

Emma kiggede ned i gulvet. Helenas svar havde ikke bragt noget nyt. Mailen var kort: Jeg har undersøgt det, du bad mig om. Jeg har intet fundet.

Ministeren vendte sig mod Freddie.

“Sikke et chok, du gav os.” Hendes hår hang løst, kun holdt fast af hornbrillerne, som var skubbet op i panden. Lidt mascara var gnedet ud ved det ene øje. Han vidste, at hun nærmede sig de 50. Nu virkede hun ældre.

Freddie pressede læberne sammen i noget, der skulle ligne et smil.

“Det var nok snarere den, der sendte pakken, der ville give os alle sammen et chok,” sagde han. Han holdt hænderne på ryggen. Emma gættede på, at han knyttede dem og strakte dem igen, som han gjorde når han ville hidse sig ned.

“Kan du give os en rapport?” sagde Malthe. “Aase har orienteret om forløbet og resultatet af bioberedskabets prøver, men vi vil gerne høre det fra dig, der var første mand på pletten.” Malthes smil tilhørte den general, der egenhændigt havde sendt Freddie på mission i forhallen.

Hugo nikkede.

“Vi skal finde ud af, om vi går ud med en positiv historie om vores beredskab eller lægger låg på,” sagde han og kørte en hånd gennem håret. Næppe første gang. Hans mørke krøller var endnu mere rodede, end de plejede at være.

“Vi lægger aldrig låg på,” sagde ministeren. Hun rettede på hornbrillerne. “Men vi har et hensyn at tage til de ansattes sikkerhed. Ikke alt behøver at komme ud.”

Hugo bed sig i læben. “Naturligvis,” sagde han. (side 19-20)

Reklame: Tak til forlaget People’s Press der har foræret mig serien til anmeldelse

Om Blodets bånd:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: People’s Press, 303 sider
Omslag: Rasmus Funder

Besøg Lisbeth og Steen Billes hjemmeside

Mandix-serien:
Patent på mord
Farlige forbindelser
Blodets bånd

Læs også:

Vredens ord af Bille & Bille
Det fjerde menneske af David Garmark
Dommedagskometen af Erik Juul Clausen
Al kødets gang af Ambrose Parry
Djævelens værk af Lotte Petri
Rød sne af Thomas Ringstedt
Søster min af Helle Vincentz
Is i blodet af Robert Zola Christensen

Farlige forbindelser af Bille & Bille

Farlige forbindelser af Lisbeth og Steen Bille

Farlige forbindelser er anden del i trilogien om Freddie Mandix, den tidligere betjent der nu arbejder for forskningsministeriet i Kontoret for Forskning & Sikkerhed.

På arbejdet dukker en ny sag op. Professor i kemi, Katja Frank, dukker op på konteret. Hun fortæller en forvirret historie om en forsvunden cylinder, kinesiske spioner og et muligt mordforsøg. Selvom hun overbeviser Emma om sagen, er Freddie i tvivl. Men da de sweeper Katja Franks laboratorium, opdager han, at nogen aflytter det. Så måske er der alligevel noget om snakken?

Samtidig kæmper Freddie med at holde sammen på det hele i privatlivet. Lillebroren Jacob er tilsyneladende faldet tilbage i stofferne. Oveni er Freddie bekymret for, om Emma skal finde ud af hans hemmelighed og sende ham i fængsel, så han ikke mere kan hjælpe Jacob. Og endnu engang kommer Freddie i karambolage med Rune C., narkohandleren fra Christiania, der kender en af Freddies hemmeligheder.

Farlige forbindelser er underholdende læsning. Denne gang er nogen ude efter en opfindelse, der kan rense luften for CO2. De tre forskere bag opfindelsen vil dele den gratis med hele verden, men nogen ønsker at stjæle opfindelsen fra dem og tjene penge på den i stedet for.

Politiet med Freddies gamle makker Preben i spidsen ønsker at Freddie skal holde sig fra sagen. De er nemlig sikre på, at det drejer sig om narko. Og så er Freddie i øvrigt ikke længere betjent. Men Freddies retfærdighedssans byder ham at hjælpe forskerne, for han er sikker på, at politiet har overset noget.

For nyligt havde jeg fornøjelsen af at tale med Lisbeth og Steen Bille om Mandix-serien. Her fortalte de blandt andet, om deres fascination af den videnskabelige verden, som de jo bruger i deres krimier. For selvom de ikke tror, at forskere er mere morderiske end andre, er de sikre på, at når forskere begår mord, så er det langt mere udspekuleret og køligt planlagt, end når Benny fra Bodegaen slår en mand ned med en flaske. Og faktisk blev mordmetoden til det ene mord i Farlige forbindelser (som er virkelig modbydelig), forslået af en professor på kemisk institut i København under deres research.

Jeg er generelt begejstret for krimier, som ikke kun handler om opklaringen. Så når Lisbeth og Steen Bille smider et interessant scenarie om atmosfærekemi ind, og samtidig fortæller en spændende historie fyldt med action og humor, ja så bliver det ikke meget bedre i min bog.

Så en varm anbefaling af Farlige forbindelser herfra.

Uddrag af bogen:

“Politiet kan ikke gøre noget,” sagde kvinden, der stod midt på gulvet mellem Emma og Malthe. Freddie tvang sig selv til at høre efter. Hun havde præsenteret sig som Katja Frank, professor i kemi på Københavns Universitet.

“Instituttets leder melder også pas, så hvor ellers kan jeg gå hen?” Freddie smugkiggede på Emma. Kunne hun slet ikke høre det? Professorkvinden løj. Emmas profil afslørede kun medfølelse. Typisk Emma. En kvinde i nød har altid ret.

“Men hvorfor skulle den kinesiske regering sende spioner til København for at stjæle en cylinder?” sagde Freddie.

Katja Frank vendte sig mod ham. Hun var en køn kvinde med smilerynker ved øjnene, usminket og med lyst hår, der trængte til at blive klippet. En blodåre dunkede på siden af hendes hals. Hun havde armene foldet foran brystet, som om hun ville holde sammen på sig selv.

“For at bruge opfindelsen selv,” sagde hun.

“Men sagde du ikke lige, at I har holdt jeres opfindelse hemmelig?”

“Jo, vi har været yderst forsigtige.”

“Så den kinesiske regering ved, at I har en enestående værdifuld cylinder, men den ved ikke, at I offentliggør al jeres forskning i morgen. Det lyder ikke logisk,” sagde Freddie.

Malthe rynkede panden. Han var sandsynligvis ivrig efter at tage professoren alvorligt. Emmas panderynke kendte Freddie også. Den betød: Klap i, bak ud, gå hjem. Freddie valgte at fortsætte.

“Hvis kineserne havde siddet på hænderne et enkelt døgn, så havde de fået fat i både den kemiske formel og i opskriften på, hvordan man fremstiller stoffet. De kunne fremstille tusindvis af cylindere. Er det ikke rigtigt?”

“Jo,” sagde Katja Frank. Hun virkede pludselig usikker. “Men min kollega så en kineser forlade vores laboratorium. Det var lige efter, at jeg blev låst ind i vores forsøgskammer.” (side 47-48)

Reklame: Tak til forlaget People’s Press som har foræret mig serien til anmeldelse

Om Farlige forbindelser:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: People’s Press, 274 sider
Omslag: Rasmus Funder

Besøg Lisbeth og Steen Billes hjemmeside

Mandix-serien:
Patent på mord
Farlige forbindelser
Blodets bånd

Læs også:

Vredens ord af Bille & Bille
Det fjerde menneske af David Garmark
Dommedagskometen af Erik Juul Clausen
Al kødets gang af Ambrose Parry
Djævelens værk af Lotte Petri
Rød sne af Thomas Ringstedt
Søster min af Helle Vincentz
Is i blodet af Robert Zola Christensen

Patent på mord af Bille & Bille

Patent på mord af Lisbeth og Steen Bille

Patent på mord af Lisbeth og Steen Bille er første bind i serien om den tidligere politibetjent Freddie Mandix. Oprindeligt udkom serien som en Storytel Original, men blev i efteråret 2020 udgivet i papirform af People’s Press.

Jeg hørte bogen som lydbog, da den udkom, men har glædet mig til at genlæse den i papirform. Det blev bestemt også et fint gensyn.

Forlaget skriver:
Den tidligere efterforsker Freddie Mandix er som en politihund i et spil kegler i sit nye job som svindeljæger i Forskningsministeriet. Sammen med kollegaen Emma og chefen Malthe skal han afsløre svindel blandt danske forskere. Gruppen får et anonymt tip om en dødbringende medicin, men de reagerer for sent, og kort efter bliver en forsker myrdet. Freddie og Emma tvinges til at sætte deres job på spil for at forhindre flere dødsfald. Midt i det hele dukker Freddies lillebror, Jacob, op med en mørk hemmelighed og en uoverskuelig narkogæld. Men også Freddie holder noget skjult, og han må kæmpe for ikke at blive indhentet af sin fortid.

Freddie har ikke den bedste dag, da han starter i Forskningsministeriets nyoprettede enhed, Kontoret for Forskning og Sikkerhed. Udover chefen Malthe består enheden af Freddie og forskningsbibliotekaren Emma. Hun virker umiddelbart utilnærmelig, men er til gengæld langt bedre til at sno sig i de akademiske kredse end Freddie. Deres opgave er at undersøge svindel, snyd, falske forsøg og sminkede rapporter i den danske forskerverden.

Efter en fortumlet start bliver Emma og Freddie kontaktet om en mulig sag. I første omgang virker det dog ikke som noget alvorligt, så de slår henvendelsen hen. Men da en forsker på Panum Instituttet kort efter dør, bliver de klar over alvoren.

Sideløbende med opklaringen hører vi mere om Freddie, som er en mand med hemmeligheder og et ret kompliceret liv. Der er en grund til, at han ikke mere arbejder for politiet. Også Freddies lillebror, Jacob, har problemer. Jacob skylder nemlig en ubehagelig type rigtig mange penge. Endelig kommer vi også lidt ind på livet af Emma, og finder ud af hvorfor hun optræder så tillukket.

Patent på mord er en spændende og actionfyldt krimi, der delvist udspiller sig i en forskerverden, som er ukendt for de fleste almindelige mennesker. Her fornægter Lisbeth Billes baggrund som videnskabsjournalist sig dog ikke. Vi føres med sikker hånd igennem, og kommer ud på den anden side med et lidt større kendskab til den akademiske forskerverden.

Jeg følte mig i rigtig godt selskab under læsningen. Jeg har tidligere læst Bille og Billes serie om Thea Vind, som bestemt også kan anbefales. Patent på mord er lidt mere hårdkogt, men absolut lige så underholdende. Ikke mindst på grund af den humoristiske tone, der titter frem imellem slagsmål, mord, bedrag og løgne.

En herlig spændingsroman med en slutning der giver lyst til straks at gå i gang med bind: to Farlige forbindelser.

Reklame: Tak til forlaget People’s Press der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Uddrag af bogen:

Freddie genkendte ministeren for uddannelse og forskning. Han rejste sig høfligt, mens han bandede indvendigt.

“Hej Tykke,” sagde Freddie halvhjertet. Ministeren så på ham med et blik, der sagde ‘for sent, for lidt, forkert’. Hendes mørkblonde hår var glat og nåede næsten til skuldrene. Hun var klædt i en mørk kjole. Hornbrillerne fik hende til at ligne en akademiker, hvad hun jo også var, vistnok cand.polit., så vidt Freddie kunne huske.

“Tycho! Ikke Tykke. Ligesom Tycho Brahe!” sagde ministeren.

Freddie nikkede, men holdt sin bøtte. Han kunne se på Malthe, at det ikke var et øjeblik for tidligt.

“Velkommen til,” sagde ministeren og tøvede. “Hvad er det nu, det hedder,” sagde hun over skulderen til en slank mand, der var fulgt i hendes kølvand. Freddie havde mødt ham til jobsamtalen, hvor han præsenterede sig som ministerens særlige rådgiver.

“Kontoret for Forskning og Sikkerhed,” sagde spindoktoren, der havde fulgt med i Freddies fadæse med et smil i mundvigen. Han var et hoved lavere end Freddie og på alder med Malthe. Hans kraftige, brune hår var klippet tæt i siderne, mens et hav af krøller nød friheden på toppen.

“Ja, ja, velkommen til Kontoret for Fusk og Sjusk,” sagde ministeren. “Og god arbejdslyst.” Hun greb fat om hvalpens halsbånd og forlod kontoret med hunden på slæb. (side 20-21)

Om Patent på mord:

Udgivelsesår: 15.10.2020
Forlag: People’s Press, 280 sider
Omslag: Rasmus Funder

Besøg Lisbeth og Steen Billes hjemmeside eller læs et interview med parret

Mandix-serien:

Patent på mord; 1
Farlige forbindelser; 2
Blodets bånd; 3

Læs også:

Vredens ord af Lisbeth og Steen Bille
Dommedagskometen af Erik Juul Clausen
Det fjerde menneske af David Garmark
Under overfladen af Claus Lohman
Metusalemgenet af Michael Lycke
Djævelens værk af Lotte Petri
Rød sne af Thomas Ringstedt
Søster min af Helle Vincentz
Pigen ingen vidste var af Wissing & Winther