maj 2019
M T O T F L S
« apr    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Frederick Marryat’

Spøgelseshistorier udvalgt af Hakon Stangerup

Spøgelseshistorier udvalgt af Hakon StangerupSpøgelseshistorier udvalgt af Hakon Stangerup er en af den slags udgivelser, jeg elsker. Dels indeholder den 13 pragtfulde spøgelseshistorier. Dels har Hakon Stangerup forfattet en oplysende indledning om spøgelsets historie fra primitive forestillinger til moderne tid.

Stangerup definerer et spøgelse, som en afdød der går igen fra det hinsides og fornemmes gennem sine virkninger i den fysiske verden. Troen på spøgelser har eksisteret til alle tider. F.eks. mener Stangerup, at drømme kun har bestyrket urmennesket i troen på dem, for møder vi ikke de døde lyslevende i drømme?

På et tidspunkt ændrer spøgelserne karakter, således at det kun er særlige sjæle der går igen. Nemlig sjæle der har en form for udenstående med tilværelsen, f.eks. mordere, tyve, elskovssyge, ulykkelige og hævngerrige, som enten skal sone noget, hjælpe nogen, eller ikke kan slippe den elskede. Denne karakterændring grundlagde tanken om, at spøgelser fortrinsvis viser sig på særlige steder, som kirkegårde, mordscener osv.

Stangerup fortsætter med at følge spøgelseshistorierne ind i kunst-litteraturen, hvor han bruger Shakespeare som eksempel. I kunst-litteraturen kan spøgelser enten opfattes lige ud af landevejen eller som hallucinationer, og Shakespeare gør begge dele. I Hamlet er faderens ånd er et genuint spøgelse, mens Bancos ånd i Macbeth er en hallucination.

Spøgelseshistorier blomstrede under romantikken hos forfattere som E. T. A. Hoffmann og Horace Walpole, og i Danmark skrev B. S. Ingemann med på ‘bølgen’. Men overraskende nok levede historierne videre under naturalismen. Her demonstrerer Stangerup, hvordan en naturalistisk forfatter kan blande spøgelseseffekter med virkninger af fysiske og kemiske eksperimenter til en slags ‘videnskabelig’ spøgelseshistorie. Da så spiritisme, magnetisme og psykoanalyse blev ‘opfundet’ åbnede endnu flere muligheder sig for at operere med spøgelser i litteraturen og samtidig benytte sig af den relative videnskabs nyeste resultater.

Hakon Stangerup slutter sin indledning af med ordene:

“Det er mit håb, at man vil få et indtryk af spøgelseshistoriens mange faser og muligheder: fra den primitive over den videnskabelige til den okkulte og fra den yderst seriøse til den direkte spøgefulde. Den moderne spøgelseshistorie — fra det nittende århundredes begyndelse til vore dage — er selvfølgelig en ‘gyser’, men den opererer ikke med plumpe realistiske rædselseffekter. Den appellerer til noget uroprindeligt i os alle, og den holder muligheder åbne —  ikke til troen på spøgelser naturligvis, men til fornemmelsen af en gådefuld, uafsluttet tilværelse.” (s. 9)

Indhold:

Skomageren fra Selkirk
Frederick Marryat: Varulven (The White Wolf of the Hartz Mountains, 1839)
Edgar Allan Poe: Den hypnotiserede døde (The Facts in the Case of M. Valdemar, 1845)
Edgar Allan Poe: Berenice (Berenice, 1835)
Charles Dickens: Historien om den handelsrejsendes onkel (The Story of the Bagman’s Uncle, 1837)
Sheridan Le Fanu: Genganger-elskere (The Phantom Lovers, 1938)
Sheridan Le Fanu: Graveren i Chapelizod (The Sexton’s Adventure, 1851)
A. B. Edwards: Genfærds-diligencen (The Phantom Coach, 1864)
Ambrose Bierce: Den midterste tå på den højre fod (The Middle Toe of the Right Foot, 1890)
Miss Braddon: Evelines gæst (Eveline’s Visitant, 1867)
H. G. Wells: Det røde værelse (The Red Room, 1896)
E. F. Benson: Den hængte (The Hanging of Alfred Wadham, 1928)
Mary Webb: Mr. Tallent går igen!

Om Spøgelseshistorier udvalgt af Hakon Stangerup:

Udgivelsesår: 1969
Forlag: Grafisk Forlag, 190 sider
Omslagstegning: Missen Herluf-Jensen

Harzens hvide ulv og andre klassiske varulvefortællinger

I 1994 kom den udmærkede samling Harzens hvide ulv og andre klassiske varulvefortællinger med 5 varulvefortællinger skrevet i perioden 1837 til 1893.

Catherine Crowe har skrevet den første novelle “Ulvemanden”, som nærmest dokumentarisk beretter om vampyrer m.m. og slutter af med historien om væsnet som hjemsøgte kirkegårde for at skænde ligene.

Novelle nummer to er titelnovellen “Harzens hvide ulv” skrevet af Frederick Marryat. En mand bor alene i skovene med sine tre børn, da en smuk kvinde dukker op. Han gifter sig med hende, men noget er helt galt.

“Den anden side” er skrevet af Eric Stenbock, og er historien om den unge Gabriel, som ikke rigtig passer ind i landsbyen. En dag vover han sig over på den anden side af bækken, og her oplever han en helt anden verden.

I “Panterens øjne” af Ambrose Bierce frier en ung mand til sin elskede, men hun siger nej. Da han spørger hvorfor, fortæller hun en frygtelig historie.

Den sidste novelle er skrevet af Saki (Hector Hugh Munro) og hedder “Gabriel-Ernest”. Fredsdommeren Van Cheele møder under en tur i skoven en smuk ung mand. Van Cheele føler situationen meget ubehagelig, men værre bliver det da den unge mand dukker op hjemme hos Van Cheele, og tanten optager ham i husholdningen.

De fem noveller er alle velskrevne, men skal jeg fremhæve en over de andre, bliver det titelnovellen “Harzens hvide ulv”.

Indhold:

Cathrine Crowe: Ulvemanden
Frederick Marryat: Harzens hvide ulv
Eric Stenbock: Den anden side
Ambrose Bierce: Panterens øjne
Saki: Gabriel-Ernest

Om Harzens hvide ulv og andre klassiske varulvefortællinger:

Udgivelsesår: 1994
Forlag: Piraco, 101 sider