december 2017
M T O T F L S
« nov    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031
Arkiver

Indlæg tagget med ‘fremtidsfortællinger’

Akerons porte af Niels E. Nielsen

Akerons porte af Niels E. NielsenFor flere hundrede år siden var der krig mellem menneskene på landjorden og deres slavebyer på havbunden. En krig der endte med ødelæggende klimaforandringer, så isen nu år for år rykker længere og længere sydpå og tvinger den stadig mindre befolkning i Vaalheim i knæ.

Også dværgene fra Akeron på havets bund bliver færre og færre. Selvom maskinerne stadig virker og holder dem med ilt, mad og alle øvrige fornødenheder, så lider deres børn af blodsot og mange dør, før de bliver voksne.

Alligevel består hadet mellem de to befolkninger. I Vaalheim hersker broderskabet Riddere af Isen. Øverst sidder jarl Eriksson og hans datter Kristin, Isens Dame. Livet her er hårdt, med stadig kortere sommere og dermed mindre mulighed for at skaffe mad. Tidligere tiders viden er stort set gået tabt, og byens befolkning lever i fattigdom.

I byen er også krigsfangen Oin, en havdværg der blev fanget som spion, og har trællet for Vaalheim i fem år. Men nu er friheden inden for rækkevidde. Under Høstfestens dag hvor alle byens borgere er samlet, lykkes det for Oin at befri sig fra sine lænker. Med snilde og held kidnapper han både jarlen og Kristin, og skarpt forfulgt af ridderne lykkes det ham at nå ud til havet, hvor hans ubåd stadig venter. Nu går turen til Akeron, og med sig har han arvefjendernes hersker.

Jeg er meget begejstret for Niels E. Nielsen, som i mine øjne er en af Danmarks største science fiction forfattere. Akerons porte udkom første gang i 1976, og er nu kommet i genudgivelse fra Science Fiction Cirklen. Åbenlyse trykfejl er rettet, ligesom der er foretaget enkelte mindre sproglige ændringer. Ellers er her tale om en gengivelse af førsteudgaven, og det kan naturligvis mærkes på sproget.

Nielsen har en lidt altmodisch skrivestil, hvis tone man enten kan lide, eller hurtigt bliver træt af. Jeg hører til de førstnævnte. Her i Akerons porte passer stilen også rigtig godt, idet handlingen udspiller sig i en fremtid, hvor fortidens feudale samfund er blevet hverdagens barske vilkår, og hvor de nordiske sagn og myter er traditionen.

I hvert fald så længe vi befinder os i Vaalheim. For i Akeron lever teknologien stadigvæk, omend befolkningen heller ikke her forstår at udvikle nyt. I stedet lever de en drømmende tilværelse, hvor håbet er, at isen vil knuse Vaalheim, så der atter kan blive plads til dværgene på landjorden.

Oin prøver at vække sit folk til handling ved at bringe arvefjendens øverste med sig tilbage til Akeron. I stedet ender det med, at Oin, jarl Eriksson og Kristin begiver sig ud på en lang og ukendt færd for at nå frem til Ildtræet, som sagnene siger, kan standse isen. Spørgsmålet er dog, om fjenderne kan glemme fortiden og skabe en ny fremtid sammen…

Niels Dalgaard har skrevet efterordet, hvor han bl.a. kommer ind på, at Niels E. Nielsen her i romanen låner lidt fra fantasygenren. Som altid er det interessant at læse Dalgaards analyse af romanen, som er skrevet under den kolde krig, hvor frygten for en atomkrig var reel.

Selvom romanen bruger udtryk som mikrofilm og magnetbånd, så er indholdet på ingen måde gammeldags. Akerons porte er elementær spændende, og indeholder samtidig også den samfundskritik, der kendetegner Nielsens forfatterskab. Jeg synes stadigvæk, at romanen holder, og kan kun takke Science Fiction Cirklen for deres store arbejde med at genudgive Niels E. Nielsens værker, så nye generationer også kan læse ham.

(anmeldt til Himmelskibet nr. 52)

Om Akerons porte:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Science Fiction Cirklen, 233 sider
Omslag: Manfred Christiansen
Originaludgave: 1976

Udvalg af Niels E. Nielsens udgivelser:

Den beske magt, 2015
Weekend på Mars, 2011
Klode til salg, 2011
Lilleputternes oprør, 1978
Akerons porte, 1976
Skyggen fra Sirius, 1975
Vogteren, 1974
Vagabondernes planet, 1970
Herskerne, 1970
Troldmandens sværd, 1967
Narrens drøm, 1963
To sole stod op, 1961

 

 

Dine øjne tåler ikke synet af Preben Haarup

Dine øjne tåler ikke synet af Preben HaarupEn dunst af undergang og håbløshed siver ud af siderne på Preben Haarups fremragende dystopiske fortælling Dine øjne tåler ikke synet

Efter Den Store Krig er Europa forvandlet til en grå ørken, omgivet af et sort, dødt hav. Religiøse fundamentalister, styret af Papa Khan, vandt krigen, og kun en lille enklave i Paris holder stadig stand. Siger rygterne i hvert fald. Og Morten Jensen, som bor i den lille by Gudsted (der engang hed Grindsted), tror på rygterne. Han kan ikke bære andet.

Morten lever et relativt priviligeret liv. Hans far er en af de ældste, og det betyder, at familien oftest får mad nok. Fisk, som fiskerne bringer til byen med deres kamelkaravaner. Men Morten har alligevel svært ved at acceptere tingenes tilstand. Han stiller spørgsmålstegn ved samfundets betingelsesløse given sig Gud i vold, når optegnelser fra tiden før krigen viser, at tingene kan være anderledes. Og han væmmes ved hykleriet, når de ældste på den ene side straffer utroskab, og på den anden side selv dyrker det i stor stil. Hans egen far inklusiv.

Så en dag stikker Morten af. Med sig har han et gyldent skrin, han har fundet i et gemt og glemt bibliotek sammen med et brev, der beder finderen om at tage skrinet med til Paris. På rejsen slår Morten sig sammen med kvinden Jenna, der ligesom ham er stukket af fra Gudsted, og drengen Jens Holger som stikker af fra fisker-karavanen. Turen er dog hverken ufarlig eller let. I det døde landskab truer ikke blot sult og tørst. Også andre mennesker er en kilde til fare, ligesom skjulte hemmeligheder kommer frem og sætter livet i Gudsted i et nyt lys for Morten.

Livet i Gudsted er dog intet i forhold til strabadserne Morten, Jenna og Jens Holger må udstå på rejsen. Jeg kunne næsten mærkede solen brænde mig og tørsten snøre halsen sammen under læsningen, hvor frygten for klitfolket og kamelmændene lurer konstant.

På forfatterens hjemmeside kan man læse, at Haarup var inspireret af Cormac McCarthys dystopiske fremtidsroman Vejen. Tanken om hvordan det var at overleve, hvis al føde var sluppet op, gjorde et dybt indtryk på ham, og det blev starten til Dine øjne tåler ikke synet.

Ligesom i Vejen fylder rejsen mod det ukendte Paradis hovedparten af handlingen i Haarups roman, og selvom han måske ikke når helt op til McCarthys højder, så er Dine øjne tåler ikke synet både velskrevet og fascinerende. Det dystopiske Europa fremstår trøstesløs og hæslig, og lader en dunst af undergang og håbløshed sive ud af siderne. For Morten er det eneste håb, drømmen om at fortidens civilisation stadig lever i Paris enklaven.

Med Hunger Games-seriens gennembrud på mainstream markedet har dystopier fået en opblomstring i YA litteraturen. Men selvom hovedpersonen Morten kun er 19 år, er Dine øjne tåler ikke synet for voksne. Det nådesløse univers hvor overlevelse afhænger af evnen til grusomhed er barsk læsning, og ind i fortællingen fletter Haarup også kommentarer til vores samtid med sammenligninger som: “Jenna lå i sine støvede klæder og stirrede på dugen med blanke øjne, der sad dybt i hendes markerede ansigt. En flygtning i en teltlejr fordrevet af krig og tørke, taget fra en fortidig rædselsberetning på Afrikas horn.” (s. 124)

Vi slipper også for den ellers uundgåelige teenage-romance i Haarups beskidte og ubønhørlige virkelighed, hvor lidelse er normen. Så er du til dystopiske romaner, som virkelig gør ondt, skal du ikke lade dig snyde af den uprætentiøse forside. Dine øjne tåler ikke synet er fremragende læsning.

(anmeldt til Himmelskibet.dk, nr. 52)

Om Dine øjne tåler ikke synet:

Udgivelsesår: 17. marts 2016
Forlag: Fahrenheit, 338 sider
Omslag: Lars Bering Haarup

Besøg Preben Haarups hjemmeside

Den sidste af Alexandra Oliva

Den sidste af Alexandra OlivaZoo melder sig som deltager i et nyt reality-show for at få et sidste eventyr, før hun og ægtemanden skal stifte familie. I stedet for får hun et mareridt.

Jeg kan huske, da det første afsnit af ‘Robinson Ekspeditionen’ løb over skærmen på TV3 i 1998. Det blev markedsført som en form for overlevelses-tv, hvor deltagerne blev testet både fysisk og psykisk, og var dengang banebrydende. Samme koncept er grundidéen i reality-showet ‘Ind i Mørket’ i Alexandra Olivas debutroman Den sidste – blot ganget med 100.

12 deltagere skal klare sig gennem en række udfordringer langt borte fra civilisationen for at vinde førstepræmien på en million dollars. Vinderen er den sidste tilbage i spillet. Deltagerne er castet for størst muligt drama, og udover Zoo deltager f.eks. Servitrice, Bankmand, Exorcist, Jagerpilot, TømrerTøs, Ingeniør og Sporhund. De får ikke at vide, hvor længe spillet varer, eller hvad de kan forvente. Det eneste, de ved med sikkerhed, er, at ‘Ind i Mørket’ har det største budget noget reality-show har haft endnu. Og at der er kameraer overalt.

Så da Zoos faste kameramand en morgen langt inde i showet ikke dukker op, regner hun blot med, at kameraer rundt i landskabet filmer i stedet. Hun fortsætter spillet, selvom udfordringerne bliver mere og mere ekstreme, og virkeligheden mere og mere surrealistisk. For hvad er alternativet?

Den sidste er en virkelig fremragende roman. Dels er idéen fantastisk i sig selv. Tænk at være deltager i et overlevelsesshow ude i ødemarken, mens omverdenen angribes af en dødelig pandemi. Hvornår finder man ud af, at noget er helt galt? Dels er portrættet af Zoo troværdig og nuanceret. Efterhånden som vi lærer hende bedre at kende, opdager vi, at hun ikke blot er den smilende, venlige kvinde, kameraet ser, men at hun også indeholder en kerne af stål. Og at hun vil gøre alt for at komme hjem igen. Endeligt er plottet ualmindelig vellykket med en fortællestruktur, der underbygger spændingen hele vejen igennem.

Historien er elementært spændende og intens. Det er fascinerende at følge tv-optagelserne og de udfordringer deltagerne kæmper sig igennem, og da tingene begynder at gå galt, sidder man med tilbageholdt åndedræt og følger Zoo, mens man forsøger at regne ud, hvor langt hun vil gå. Men derudover handler fortællingen også om identitet, iscenesættelse og ikke mindst selviscenesættelse. Noget der fylder mere og mere i nutiden, hvor realitystjerner bliver berømte på alt lige fra at være dumme til at være gode til at score. Problemet er, at når alt er iscenesat – inklusive én selv – hvordan bevarer man så sin virkelighedssans?

Oliva fortæller skiftevis gennem tv-holdets og tv-seernes synsvinkel og via Zoos oplevelser, ligesom hun springer frem og tilbage i tiden. Det giver en helt særlig oplevelse at læse, hvordan produceren giver hver deltager en rolle gennem klipningen af showet, samtidig med at vi læser, hvad vedkommende egentlig gjorde og mente. Det gav i hvert fald mig stof til eftertanke om, hvordan vi opfatter ting, og hvordan tv manipulerer med vores opfattelse.

Samtidig giver Zoos fortælling os et indblik i psyken på et menneske, der er presset til det yderste. Det er et både skræmmende, men også følsomt portræt og flere gange undervejs i læsningen fik jeg en klump i halsen, over de trængsler hun går igennem. Hvordan hun fysisk kæmper, men også hvordan hun mentalt holder fast i sin virkelighed, uanset om omverdenen virker til at have en anden. Nogen vil måske synes, at det er for urealistisk, at Zoo ikke erkender, hvad der sker omkring hende. Men den menneskelige hjerne kan spille én de mest syrede tricks, og når virkeligheden bliver uhyrlig, afhænger ens overlevelse nogle gange af at lukke øjnene.

Jeg blev virkelig grebet af Den sidste, som må betegnes som årets læseoplevelse for mig indtil videre. Den er ganske enkelt fantastisk skrevet og holdt mig fast i et jerngreb til sidste side var vendt.

Cowboy vender sig om for at løbe væk, men så tager hans fornuft over, og i stedet for at løbe ned ad stien hopper han væk fra den ved at trække sig selv op ad skrænten i nogle slanke træstammer, så han kommer væk fra klippestykkets bane. Det rammer dog hans fod, inden det ruller videre. Cowboys overarbejdede hjerne sender signaler om, at hans fod er brækket, før han egentlig kan mærke det: Slaget gjorde næsten ikke ondt. Han klynger sig omtåget til skrænten. Det giver kameramanden mulighed for at filme klippestykket, mens det ruller direkte mod ham. Fyren er så vant til at være usynlig, at han i adskillige sekunder blot følger den rundede, gråbrune tingest vokse sig større i monitorskærmen. Men så råber Cowboy: “Se at komme af vejen!”, og det går langt om længe op for kameramanden, at han er i fare. Han går i panik og smider kameraet fra sig. Akut stresstilstand ændrer sig til handlingslammelse. Skrækslagen står han og ser dumt på klippestykket, og han reagerer først, da det er lige ved at ramme ham, og prøver at tumle af vejen. Men det er for sent. Klippestykket hamrer direkte ind i ham, vælter ham omkuld og vipper ud i kanten af stien, hvor det standser sin flugt.”

Har du lyst til at læse andre romaner om stærke kvindelige overlevere, kan jeg også anbefale Høstens engle af Alden Bell.

Om Den sidste:

Udgivelsesår: 01.05.2017
Forlag: People’s Press, 361 sider
Omslag: Carlos Béltran, Rasmus Funder
Originaltitel: The Last One

Besøg Alexandra Olivias hjemmeside

Endorfino af JG Gylling

Endorfino af JG GyllingHvornår kammer hjælp til selvhjælp over i et formyndersamfund? Endorfino er en satirisk fremtidsroman hvor sundhedshysteriet har nået nye højder.

Endorfiner er et hormon som bl.a. udløses ved fysisk aktivitet, og som nærmest virker som et narkotikum. Populært sagt hjælper endorfiner hjernen med positiv tænkning og godt humør, ligesom de kan virke smertelindrende. Men kan det også blive for meget? Og når nu motion er så godt for os, hvorfor er der så stadig folk, der ryger, drikker, spiser for meget og rører sig for lidt?

I JG Gyllings roman Endorfino er det ikke længere det enkelte menneskes sag, hvordan man behandler sin krop. ”Sygdom er fravær af velvære, og velvære får man gennem sund livsstil” er blot et af de mange slogans folk dagligt bombarderes med i romanen. Motion og sundhed er en tvungen sag, og alle gennemgår jævnligt tests for at sikre, at man er i god form og hele tiden stræber efter at blive bedre.

Der er regler for, hvor mange grøntsager man skal spise om dagen; hvor meget affald man må smide ud; og firmaerne har hjemmesider hvor medarbejderne er kategoriseret efter deres sportslige resultater.

Vi følger Lise, som bor sammen med sin mand og deres fire børn. Lise arbejder som pædagogisk konsulent i kommunen, hvor hun tester børn op til 6 år, om de lever op til institutionernes formulerede mål, mens Martin er cheføkonom i Ernærings- og Sundhedsministeriet. De er en velfungerende og tilfreds familie med dagene fyldt af aktiviteter såsom løbetræning, svømning, kurser, coaching og naturligvis de evige tests, udover den 44 timers arbejdsuge og skolen.

For at lære folk at skønne på det gode liv de har, bliver der ind i mellem arrangeret ture til Bordingreservatet. Et reservat for bl.a. rygere, narkomaner, alkoholikere og overvægtige. Lise tager af sted med den ældste datter, Susanne, og det bliver en barsk oplevelse.

Endorfino er hurtigt læst og fortalt i et enkelt, letforståeligt sprog. Jeg blev ret fanget af Gyllings formynderiske fremtidssamfund. Allerede i dag er der jo forbud mod rygning flere og flere steder, ligesom opmærksomheden øges på de overvægtige. Men hvornår kammer hjælp til selvhjælp over i overvågning, kontrol og paternalisme?

Jeg er dog desværre ikke ubetinget begejstret for Gyllings roman. Selvom setuppet er interessant, er der ikke den store fremdrift i historien, som hovedsageligt er en beskrivelse af familiens dagligdag.

Der er ansatser til sprækker i den positive overflade, som når den yngste datter nægter at spise sin selleri, og derved indirekte får familien til at bryde op til flere forbud og regler. Eller når venner begår selvmord eller falder om på løbebåndet med et hjertestop, og reaktionen blot er et minuts stilhed på arbejdspladsen. Det tydeligste drama følger besøget i Bordingreservatet som gør Susanne så trist, at hun bliver hjemme fra skole, hvilket straks medfører at Lise indkaldes til en samtale.

Men desværre følger JG Gylling ikke op på noget af det. Personerne reflekterer ikke over begivenhederne, og vi hører intet om følgerne. I stedet fortsætter beskrivelsen af familiens dagligdag uden nogen ændringer. Gyllings beskriver et samfund, hvor positivitet og sundhed er banket så meget ind i befolkningen, at ingen overhovedet overvejer konsekvenserne eller stiller spørgsmålstegn ved den sundhedshysteriske livsstil.

Forlaget kalder romanen for samfundssatire, men den satiriske tone rammer ikke tydeligt nok. Dermed bliver Endorfino en halvtynd affære, som trods et spændende udgangspunkt og et lettilgængeligt sprog ikke rigtig formår at engagere læseren. Desværre, for oplægget er der til en interessant roman.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om “Endorfino”:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Brændpunkt, 180 sider
Omslag: Marie Gylling Møllebæk

Den beske magt af Niels E. Nielsen

Den beske magt af Niels E. NielsenNiels E. Nielsen er en af Danmarks største science fiction forfattere, om end han også skrev indenfor andre genre. Han døde i 1993, og indenfor de senere år har Science Fiction Cirklen genudgivet en række af hans romaner samt to bind med noveller. Nu kommer så den ikke tidligere udgivne roman Den beske magt.

Den beske magt er fortællingen om den unge bonde Peter Granik, som vokser op under Okaens brutale styre. Da hans familie dræbes af det kejserlige parti, tilslutter han sig oprørspartiet De Sorte, hvor han gør sig så godt bemærket, at han ender som lederen Klenovs sekretær.

Da krigen mod Okaen er slut, sidder Granik med i toppen af det nye system. Han er blevet gift med lægen Katyn, som også deltog i borgerkrigen og er højtelsket af folket. Nu er det tid til at genopbygge Centralunionen som en demokratisk stat. Men som man siger, så korrumperer magt, og i det skjulte bygger Granik sit eget system op med hemmeligt politi, tortur og arbejdslejre for at skabe en stærk nation alene under ham.

Der er ingen tvivl om, at Niels E. Nielsen har været inspireret af både Hitler og nazismen såvel som Stalin og Sovjetunionen, da han skrev romanen. I efterordet fortæller Niels Dalgaard, at Niels E. Nielsen første gang indsendte Den beske magt til sit forlag i 1952. Den gang blev bogen afvist med den begrundelse, at fremstillingen af hvordan det foregår bag kulisserne i et diktatur var for ukompliceret og naiv. Fire år senere i 1956 forsøgte Nielsen igen at få udgivet bogen, denne gang med en mere mistrøstig pointe, men fik igen afslag.

Dalgaard lægger ikke skjul på, at Den beske magt ikke hører til blandt Niels E. Nielsens bedste romaner. Den er for lang, og kommer samtidig ikke rigtig bag ved personen Granik. Nok hører vi om hans samvittighedskvaler over magtens metoder, som hver gang overdøves af begæret efter magten, men han fremstår alligevel ikke særligt nuanceret eller interessant. Jeg havde f.eks. svært ved at forstå, hvorfor hustruen Katyn elsker ham og holder fast i ham i så mange år, men også hvad det er, Granik begærer ved magten. Og så ærgrer jeg mig over, at korrekturlæsningen er gået for stærkt. Som regel er udgivelser fra Science Fiction Cirklen 100% i orden, men denne gang skæmmes teksten af slåfejl, hvor kanoner bliver til kaniner, masseflugt til maseflugt osv.

Når det er sagt, så er der dog også interessante aspekter i romanen, som tegner et portræt af et idealistisk oprør, der ender med at blive et ligeså totalitært regime som det gamle. Især mod slutningen vinder romanen ved sine beskrivelser af Graniks forsøg på at få kontakt med sin ældste søn, og den yngste søns anglen efter farens kærlighed. Også Graniks indsigt i hvordan regimets mange udrensninger har fjernet de selvstændige tænkere, som der pludselig bliver brug for, er virkningsfulde, ligesom Graniks stadig stigende paranoia og regimets brug af propaganda er velbeskrevet.

Endeligt synes jeg, at selve budskabet i romanen er vigtigt, også i dag, så selvom Den beske magt” kan virke både lidt gammeldags og naiv, er den alligevel et læseværdigt bekendtskab.

Om Den beske magt:

Udgivelsesår: 2015
Forlag: Science Fiction Cirklen, 302 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Troldmandens sværd af Niels E. Nielsen

Troldmandens sværd af Niels E. NielsenUnderholdende og tankevækkende fremtidsroman sat i en verden, hvor miljøet er gået amok.

Som ung slugte jeg alt, hvad jeg kunne finde af Niels E. Nielsen på biblioteket. Det var derfor med forventning iblandet skræk, at jeg læste Science Fictions Cirklens genudgivelse af Troldmandens sværd, der oprindeligt udkom i 1967, for kunne den nu leve op til mine erindringer?

Romanen foregår i en fremtid, hvor jorden har oplevet et økologisk sammenbrud. De overlevende er stuvet sammen i BYEN, et totalt lukket samfund, som ledes af Tante Kluk og hendes 12 Inderste. Ressourcerne er knappe, så alt er strengt reguleret – også fødselstallet. Ikke desto mindre fødes der år for år flere og flere ”lykkebørn”, som må klare sig ved at stjæle og gemme sig. For at bremse overbefolkningen udfører Børnepolitiet razziaer, og de indfangede lykkebørn henrettes og indgår igen i kredsløbet.

BYENs indbyggere husker ikke verden udenfor kuplen, men Kaninen – et lykkebarn – har været der. Majoren sender ham regelmæssigt ud for at se, hvordan det står til derude, så da Kaninen finder ud af, at pigen Bi-P er gravid med hans barn, planlægger han at tage hende med ud, så hans barn ikke skal friste samme kummerlige skæbne som de andre lykkebørn. Men Bi-P er ikke interesseret i hans plan. Hun vil møde tante Kluk og tale fornuft med hende. Så Kaninen må finde frem til tante Kluk, før han kan overbevise Bi-P, men Børnepolitiet er lige i hælene på dem, og denne gang kan Majoren ikke hjælpe.

Niels Dalgaard har skrevet et uddybende efterord, hvor han sætter Troldmandens sværd i kontekst med Niels E. Nielsens øvrige forfatterskab. Her er overbefolkning og forurening med deraf øget belastning af miljøet et tilbagevendende tema, i en tid hvor problemerne knapt var opdaget af det vestlige samfund.

Det er desværre problemer, som stadigvæk er sørgeligt aktuelle. Dermed er Troldmandens sværd også stadig interessant for nutidens læsere. Fortællingen virker ikke sprogligt bedaget, blandt andet fordi personerne ikke forstår de tekniske virkemidler i BYEN, og dermed giver dem deres egne navne. På den måde sætter læseren sit eget forståelsesbillede ind og gør fortællingen up to date.

Et andet plus er, at personerne ikke er sort/hvide. Nok styrer tante Kluk BYEN med fast hånd og slår ned på uregelmæssigheder som lykkebørn, men hun gør det for at passe på flertallet. Og Kaninen er nok vores helt, men han er også tyv og kriminel. Desuden er han den, der – selvom han sætter spørgsmålstegn ved tante Kluk – samtidig forstår, hvorfor det er vigtigt, at der ikke kommer for mange indbyggere i BYEN.

Jeg må sige, at Troldmandens sværd levede op til mine erindringer, og selvom jeg hist og pist blev lidt irriteret over, at genoptrykket tilsyneladende har ændret en masse ø’er til o’er, så er teksten generelt både pæn og læsbar, og sprogligt er der som nævnt heller ikke noget at komme efter.

Alt i alt en både underholdende og tankevækkende roman som jeg kun kan anbefale.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2014/1967
Forlag: Science Fiction Cirklen, 228 sider

Den løbende mand af Richard Bachman

Den løbende mandVi befinder os i år 2025. Fattigdom og arbejdsløshed er hverdagen for næsten alle, og chancerne for at forbedre tilværelsen er stort set ikke-eksisterende. Da Benjamin Richards datter bliver alvorligt syg, har han ikke råd til at skaffe penge til medicin. I desperation melder han sig til underholdningsprogrammet “Den løbende mand”. Præmien er en milliard nye dollars – men oddsene er dårlige for at overleve!

“Den løbende mand” er nemlig et brutalt show, hvor deltageren skal forsøge at klare sig fri af de professionelle menneskejægere, som jager ham. Og for at gøre det endnu sværere for deltageren udloves der dusør til de seere, som tipper jægerne om hvor deltageren befinder sig.

Trods de nærmest umulige odds lykkes den Richards at klare sig i flere dage, og pludselig vender stemningen i befolkningen. Fra at være imod ham, begynder de pludselig at heppe på ham. Men kan tv-stationen holde til det?

Den løbende mand er en supergod roman. Den minder lidt om Den lange vandring, som også viser et skræmmende billede af et samfund, hvor næstekærlighed kan ligge et meget lille sted, og hvor regeringen sidder uindskrænket på magten. Et emne som fascinerer Stephen King meget i disse første romaner.

Filmen The running man fra 1987 af Paul Michael Glaser bygger løseligt på romanen, men da hovedrolleindehaveren er Arnold Schwarzenegger, har man lavet det om til en actionfilm. Den er dog underholdende nok, hvis man altså ikke forventer noget Stephen King-agtig.

King har siden udtalt sig om filmen: “It was totally out of my hands. I didn’t have anything to do with making it. They obviously saw it as a book that could be adapted to fit an existing Rambo/terminator kind of genre, where you’re able to give Schwarzenegger the tag lines that he’s know for.”

Om bogen:

Originaltitel: The Running Man (som Richard Bachman)
Udgivelsesår: 1982

Den lange vandring af Richard Bachman

Den lange vandringDen lange vandring foregår i en ikke tidsbestemt fremtid, hvor en af årets største begivenheder er konkurrencen, som Majoren står i spidsen for, Den lange Vandring. 100 drenge starter ud, og vinderen er helt simpelt den, der overlever. Den mindste hastighed, de må gå med, er 6 km i timen. Går de langsommere end det, får de en advarsel. Efter den tredje advarsel er der ingen nåde. Går de endnu en gang langsommere, så er det slut – og ikke bare slut med at deltage i konkurrencen, men helt slut!

Stephen King fortæller her en barsk men fascinerende historie om, hvilke mekanismer mennesker udlever under pres. Alle drengene ved, at de er konkurrenter, og at kun én vil overleve, og alligevel har de et langt stykke ad vejen et stort sammenhold. Samtidig med vandringen hører vi deres historier og baggrunde for, at de har meldt sig, og hvad de ønsker sig, hvis de vinder.

Det lyder måske ikke særligt spændende, men det er det. King skriver stærkt, og Den lange vandring hører til blandt hans bedste.

Om bogen:

Originaltitel: The Long Walk (som Richard Bachman)
Udgivelsesår: 1979

Slip mig aldrig af Kazuo Ishiguro

slipmigaldrigSlip mig aldrig er en af den slags romaner, hvor man ikke helt ved, hvad den handler om, før man er et godt stykke inde i den. Men det er også en af den slags romaner, som er så velskrevet, at man nyder at finde frem til handlingen, og ikke et øjeblik overvejer at lægge bogen fra sig.

Kath er blevet voksen og fortæller om sin barndom og sin tid på Hailsham, det sted hun voksede op. Fra starten af er man klar over, at Hailsham ikke er et almindeligt børnehjem. Her er børn og her er værger, og vejen ud til omverdenen er spærret af hegn.

På hjemmet undervises børnene i alle de almindelige fag, og samtidig opfordres de kraftigt til at udfolde sig kunstnerisk. Ingen vil dog sige, hvorfor det er så vigtigt.

I tilbageblik fortæller Kath om hverdagen, og hvordan børnene selv prøver at finde ud af mysterierne om deres opvækst. Især Kath og Tommy har masser af teorier, men også deres fælles ven Ruth er med i fortællingen.

Det er svært at anbefale Slip mig aldrig uden at afsløre for meget, så jeg vil ikke gå i detaljer med handlingen. Blot sige at Ishiguro har skrevet en ualmindelig god roman, som fortjener masser af læsere.

Læs den…

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2005
Originaltitel: Never Let Me Go
Forlag: Gyldendal, 287 sider