oktober 2017
M T O T F L S
« sep    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘fremtidsfortællinger’

Den sidste af Alexandra Oliva

Den sidste af Alexandra OlivaZoo melder sig som deltager i et nyt reality-show for at få et sidste eventyr, før hun og ægtemanden skal stifte familie. I stedet for får hun et mareridt.

Jeg kan huske, da det første afsnit af ‘Robinson Ekspeditionen’ løb over skærmen på TV3 i 1998. Det blev markedsført som en form for overlevelses-tv, hvor deltagerne blev testet både fysisk og psykisk, og var dengang banebrydende. Samme koncept er grundidéen i reality-showet ‘Ind i Mørket’ i Alexandra Olivas debutroman Den sidste – blot ganget med 100.

12 deltagere skal klare sig gennem en række udfordringer langt borte fra civilisationen for at vinde førstepræmien på en million dollars. Vinderen er den sidste tilbage i spillet. Deltagerne er castet for størst muligt drama, og udover Zoo deltager f.eks. Servitrice, Bankmand, Exorcist, Jagerpilot, TømrerTøs, Ingeniør og Sporhund. De får ikke at vide, hvor længe spillet varer, eller hvad de kan forvente. Det eneste, de ved med sikkerhed, er, at ‘Ind i Mørket’ har det største budget noget reality-show har haft endnu. Og at der er kameraer overalt.

Så da Zoos faste kameramand en morgen langt inde i showet ikke dukker op, regner hun blot med, at kameraer rundt i landskabet filmer i stedet. Hun fortsætter spillet, selvom udfordringerne bliver mere og mere ekstreme, og virkeligheden mere og mere surrealistisk. For hvad er alternativet?

Den sidste er en virkelig fremragende roman. Dels er idéen fantastisk i sig selv. Tænk at være deltager i et overlevelsesshow ude i ødemarken, mens omverdenen angribes af en dødelig pandemi. Hvornår finder man ud af, at noget er helt galt? Dels er portrættet af Zoo troværdig og nuanceret. Efterhånden som vi lærer hende bedre at kende, opdager vi, at hun ikke blot er den smilende, venlige kvinde, kameraet ser, men at hun også indeholder en kerne af stål. Og at hun vil gøre alt for at komme hjem igen. Endeligt er plottet ualmindelig vellykket med en fortællestruktur, der underbygger spændingen hele vejen igennem.

Historien er elementært spændende og intens. Det er fascinerende at følge tv-optagelserne og de udfordringer deltagerne kæmper sig igennem, og da tingene begynder at gå galt, sidder man med tilbageholdt åndedræt og følger Zoo, mens man forsøger at regne ud, hvor langt hun vil gå. Men derudover handler fortællingen også om identitet, iscenesættelse og ikke mindst selviscenesættelse. Noget der fylder mere og mere i nutiden, hvor realitystjerner bliver berømte på alt lige fra at være dumme til at være gode til at score. Problemet er, at når alt er iscenesat – inklusive én selv – hvordan bevarer man så sin virkelighedssans?

Oliva fortæller skiftevis gennem tv-holdets og tv-seernes synsvinkel og via Zoos oplevelser, ligesom hun springer frem og tilbage i tiden. Det giver en helt særlig oplevelse at læse, hvordan produceren giver hver deltager en rolle gennem klipningen af showet, samtidig med at vi læser, hvad vedkommende egentlig gjorde og mente. Det gav i hvert fald mig stof til eftertanke om, hvordan vi opfatter ting, og hvordan tv manipulerer med vores opfattelse.

Samtidig giver Zoos fortælling os et indblik i psyken på et menneske, der er presset til det yderste. Det er et både skræmmende, men også følsomt portræt og flere gange undervejs i læsningen fik jeg en klump i halsen, over de trængsler hun går igennem. Hvordan hun fysisk kæmper, men også hvordan hun mentalt holder fast i sin virkelighed, uanset om omverdenen virker til at have en anden. Nogen vil måske synes, at det er for urealistisk, at Zoo ikke erkender, hvad der sker omkring hende. Men den menneskelige hjerne kan spille én de mest syrede tricks, og når virkeligheden bliver uhyrlig, afhænger ens overlevelse nogle gange af at lukke øjnene.

Jeg blev virkelig grebet af Den sidste, som må betegnes som årets læseoplevelse for mig indtil videre. Den er ganske enkelt fantastisk skrevet og holdt mig fast i et jerngreb til sidste side var vendt.

Cowboy vender sig om for at løbe væk, men så tager hans fornuft over, og i stedet for at løbe ned ad stien hopper han væk fra den ved at trække sig selv op ad skrænten i nogle slanke træstammer, så han kommer væk fra klippestykkets bane. Det rammer dog hans fod, inden det ruller videre. Cowboys overarbejdede hjerne sender signaler om, at hans fod er brækket, før han egentlig kan mærke det: Slaget gjorde næsten ikke ondt. Han klynger sig omtåget til skrænten. Det giver kameramanden mulighed for at filme klippestykket, mens det ruller direkte mod ham. Fyren er så vant til at være usynlig, at han i adskillige sekunder blot følger den rundede, gråbrune tingest vokse sig større i monitorskærmen. Men så råber Cowboy: “Se at komme af vejen!”, og det går langt om længe op for kameramanden, at han er i fare. Han går i panik og smider kameraet fra sig. Akut stresstilstand ændrer sig til handlingslammelse. Skrækslagen står han og ser dumt på klippestykket, og han reagerer først, da det er lige ved at ramme ham, og prøver at tumle af vejen. Men det er for sent. Klippestykket hamrer direkte ind i ham, vælter ham omkuld og vipper ud i kanten af stien, hvor det standser sin flugt.”

Har du lyst til at læse andre romaner om stærke kvindelige overlevere, kan jeg også anbefale Høstens engle af Alden Bell.

Om Den sidste:

Udgivelsesår: 01.05.2017
Forlag: People’s Press, 361 sider
Omslag: Carlos Béltran, Rasmus Funder
Originaltitel: The Last One

Besøg Alexandra Olivias hjemmeside

Endorfino af JG Gylling

Endorfino af JG GyllingHvornår kammer hjælp til selvhjælp over i et formyndersamfund? Endorfino er en satirisk fremtidsroman hvor sundhedshysteriet har nået nye højder.

Endorfiner er et hormon som bl.a. udløses ved fysisk aktivitet, og som nærmest virker som et narkotikum. Populært sagt hjælper endorfiner hjernen med positiv tænkning og godt humør, ligesom de kan virke smertelindrende. Men kan det også blive for meget? Og når nu motion er så godt for os, hvorfor er der så stadig folk, der ryger, drikker, spiser for meget og rører sig for lidt?

I JG Gyllings roman Endorfino er det ikke længere det enkelte menneskes sag, hvordan man behandler sin krop. ”Sygdom er fravær af velvære, og velvære får man gennem sund livsstil” er blot et af de mange slogans folk dagligt bombarderes med i romanen. Motion og sundhed er en tvungen sag, og alle gennemgår jævnligt tests for at sikre, at man er i god form og hele tiden stræber efter at blive bedre.

Der er regler for, hvor mange grøntsager man skal spise om dagen; hvor meget affald man må smide ud; og firmaerne har hjemmesider hvor medarbejderne er kategoriseret efter deres sportslige resultater.

Vi følger Lise, som bor sammen med sin mand og deres fire børn. Lise arbejder som pædagogisk konsulent i kommunen, hvor hun tester børn op til 6 år, om de lever op til institutionernes formulerede mål, mens Martin er cheføkonom i Ernærings- og Sundhedsministeriet. De er en velfungerende og tilfreds familie med dagene fyldt af aktiviteter såsom løbetræning, svømning, kurser, coaching og naturligvis de evige tests, udover den 44 timers arbejdsuge og skolen.

For at lære folk at skønne på det gode liv de har, bliver der ind i mellem arrangeret ture til Bordingreservatet. Et reservat for bl.a. rygere, narkomaner, alkoholikere og overvægtige. Lise tager af sted med den ældste datter, Susanne, og det bliver en barsk oplevelse.

Endorfino er hurtigt læst og fortalt i et enkelt, letforståeligt sprog. Jeg blev ret fanget af Gyllings formynderiske fremtidssamfund. Allerede i dag er der jo forbud mod rygning flere og flere steder, ligesom opmærksomheden øges på de overvægtige. Men hvornår kammer hjælp til selvhjælp over i overvågning, kontrol og paternalisme?

Jeg er dog desværre ikke ubetinget begejstret for Gyllings roman. Selvom setuppet er interessant, er der ikke den store fremdrift i historien, som hovedsageligt er en beskrivelse af familiens dagligdag.

Der er ansatser til sprækker i den positive overflade, som når den yngste datter nægter at spise sin selleri, og derved indirekte får familien til at bryde op til flere forbud og regler. Eller når venner begår selvmord eller falder om på løbebåndet med et hjertestop, og reaktionen blot er et minuts stilhed på arbejdspladsen. Det tydeligste drama følger besøget i Bordingreservatet som gør Susanne så trist, at hun bliver hjemme fra skole, hvilket straks medfører at Lise indkaldes til en samtale.

Men desværre følger JG Gylling ikke op på noget af det. Personerne reflekterer ikke over begivenhederne, og vi hører intet om følgerne. I stedet fortsætter beskrivelsen af familiens dagligdag uden nogen ændringer. Gyllings beskriver et samfund, hvor positivitet og sundhed er banket så meget ind i befolkningen, at ingen overhovedet overvejer konsekvenserne eller stiller spørgsmålstegn ved den sundhedshysteriske livsstil.

Forlaget kalder romanen for samfundssatire, men den satiriske tone rammer ikke tydeligt nok. Dermed bliver Endorfino en halvtynd affære, som trods et spændende udgangspunkt og et lettilgængeligt sprog ikke rigtig formår at engagere læseren. Desværre, for oplægget er der til en interessant roman.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om “Endorfino”:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Brændpunkt, 180 sider
Omslag: Marie Gylling Møllebæk

Den beske magt af Niels E. Nielsen

Den beske magt af Niels E. NielsenNiels E. Nielsen er en af Danmarks største science fiction forfattere, om end han også skrev indenfor andre genre. Han døde i 1993, og indenfor de senere år har Science Fiction Cirklen genudgivet en række af hans romaner samt to bind med noveller. Nu kommer så den ikke tidligere udgivne roman Den beske magt.

Den beske magt er fortællingen om den unge bonde Peter Granik, som vokser op under Okaens brutale styre. Da hans familie dræbes af det kejserlige parti, tilslutter han sig oprørspartiet De Sorte, hvor han gør sig så godt bemærket, at han ender som lederen Klenovs sekretær.

Da krigen mod Okaen er slut, sidder Granik med i toppen af det nye system. Han er blevet gift med lægen Katyn, som også deltog i borgerkrigen og er højtelsket af folket. Nu er det tid til at genopbygge Centralunionen som en demokratisk stat. Men som man siger, så korrumperer magt, og i det skjulte bygger Granik sit eget system op med hemmeligt politi, tortur og arbejdslejre for at skabe en stærk nation alene under ham.

Der er ingen tvivl om, at Niels E. Nielsen har været inspireret af både Hitler og nazismen såvel som Stalin og Sovjetunionen, da han skrev romanen. I efterordet fortæller Niels Dalgaard, at Niels E. Nielsen første gang indsendte Den beske magt til sit forlag i 1952. Den gang blev bogen afvist med den begrundelse, at fremstillingen af hvordan det foregår bag kulisserne i et diktatur var for ukompliceret og naiv. Fire år senere i 1956 forsøgte Nielsen igen at få udgivet bogen, denne gang med en mere mistrøstig pointe, men fik igen afslag.

Dalgaard lægger ikke skjul på, at Den beske magt ikke hører til blandt Niels E. Nielsens bedste romaner. Den er for lang, og kommer samtidig ikke rigtig bag ved personen Granik. Nok hører vi om hans samvittighedskvaler over magtens metoder, som hver gang overdøves af begæret efter magten, men han fremstår alligevel ikke særligt nuanceret eller interessant. Jeg havde f.eks. svært ved at forstå, hvorfor hustruen Katyn elsker ham og holder fast i ham i så mange år, men også hvad det er, Granik begærer ved magten. Og så ærgrer jeg mig over, at korrekturlæsningen er gået for stærkt. Som regel er udgivelser fra Science Fiction Cirklen 100% i orden, men denne gang skæmmes teksten af slåfejl, hvor kanoner bliver til kaniner, masseflugt til maseflugt osv.

Når det er sagt, så er der dog også interessante aspekter i romanen, som tegner et portræt af et idealistisk oprør, der ender med at blive et ligeså totalitært regime som det gamle. Især mod slutningen vinder romanen ved sine beskrivelser af Graniks forsøg på at få kontakt med sin ældste søn, og den yngste søns anglen efter farens kærlighed. Også Graniks indsigt i hvordan regimets mange udrensninger har fjernet de selvstændige tænkere, som der pludselig bliver brug for, er virkningsfulde, ligesom Graniks stadig stigende paranoia og regimets brug af propaganda er velbeskrevet.

Endeligt synes jeg, at selve budskabet i romanen er vigtigt, også i dag, så selvom Den beske magt” kan virke både lidt gammeldags og naiv, er den alligevel et læseværdigt bekendtskab.

Om Den beske magt:

Udgivelsesår: 2015
Forlag: Science Fiction Cirklen, 302 sider
Omslag: Manfred Christiansen