august 2017
M T O T F L S
« jul    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘fremtidskrigsfortælling’

Krigen i luften af H. G. Wells

Krigen i luften af H. G. Wells

Den britiske forfatter H. G. Wells er i dag sikkert mest kendt for romanen “Klodernes kamp”, der – da den blev dramatiseret til radioen i 1938 af Orson Welles – forårsagede ren panik blandt lytterne, som var overbeviste om, at marsboerne virkelig invaderede jorden. Blandt Wells andre kendte romaner findes bl.a. “Den usynlige mand” og “Doktor Moreaus ø”.

Krigen i luften er skrevet i 1907, og som Niels Dalgaard påpeger i efterordet, er romanen en del af subgenren fremtidskrigsromaner. Historien er en blanding af satire, fascination af de videnskabelige landvindinger og eftertænksomhed over den sociale og menneskelige effekt af disse.

I den lille landsby Bun Hill i Kent havde familien Smallway boet i generationer. Den ældste søn Tom ejede en lille grønthandel, og den yngste søn Bert havde fuld af foretagsomhed slået sig sammen med en kammerat om en forretning, der solgte og udlejede cykler.

Fremskridtet er dog også nået Bun Hill med monorail, telefoner og de begyndende forsøg på flyvning. Rygter om krig rumler i pressen, uden at det dog på nogen måde påvirker hverdagen for Bun Hills indbyggere.

Bert Smallway er således på alle måder en helt almindelig englænder, indtil den dag han ved et tilfælde havner i opfinderen Mr. Butteridges luftballon. Butteridges er den eneste, det er lykkes med at fremstille en stabil flyvemaskine, men endnu har han ikke afsløret sit design, selvom flere lande er mere end interesseret i hans tegninger.

Ude af stand til at styre ballonen ender Smallway i Tyskland midt i prins Karl Alberts krigsforberedelser. Prinsens plan er at flyve over Atlanten og erobre Amerika, og uforvarende overdrager Smallway Butteridges tegninger af verdens første vellykkede flyvemaskine til Tyskland.

Da det bliver afsløret, at Smallway ikke er Butteridge, er han allerede om bord på samme luftskib som prinsen. Så Smallway følger med og oplever grusomme slag og massakren af New York, mens hans forståelse af krigen ændrer sig, som han kommer tættere på dens følger.

Da Krigen i luften udkom i 1907, var det endnu uvist, om ballonskibe eller motordrevne fly var vejen frem. Det første styrbare luftskib blev konstrueret af H. Giffard i 1852, mens Charles Renard og A. Krebs i 1884 fløj i 23 min. og som de første vendte tilbage til deres startsted. I 1903 udførte brødrene Wright historiens første kontrollerede motorflyvning. De udviklede på deres konstruktion, men først i 1909 lykkes det dem at sælge den til den amerikanske hær. Hæren mente nemlig længe, at flyvemaskinen ikke kunne bruges militært. H. G. Wells lægger sig heller ikke fast på hvilken konstruktion, der bliver valgt i sin roman, men beskriver i stedet forskellige typer luftskibe og flyvemaskiner uden dog at ødelægge flowet i fortællingen med tekniske detaljer.

De første kapitler, som humoristisk beretter om Smallways absolut ikke-helteagtige natur, efterfølges af betragtninger over den videnskabelige tidsalders forandring af verdenssamfundet og krigens grusomhed. H. G. Wells påpeger, hvordan verden blev mindre via jernbaner, telegrafen osv., men uden at landene af den grund blev tættere. I stedet voksede de nationalistiske egeninteresser, og fremfor at bruge ressourcerne på at uddanne befolkningerne og højne levestandarden, blev fremskridtet i høj grad brugt på militæret.

Videnskabens udvikling havde ændret størrelsesforholdene i menneskenes affærer. Ved hjælp af hurtig mekanisk bevægelse havde den bragt menneskene tættere på hinanden, så meget tættere socialt, økonomisk, fysisk, at de gamle inddelinger i nationer og kongedømmer ikke længere var mulige, en nyere, bredere syntese var ikke alene nødvendig, men afgørende nødvendig … Bert Smallways verden gjorde intet i den retning. Dens nationale regeringer, dens nationale interesser, ville ikke høre om noget så selvindlysende; de var for mistænksomme overfor hinanden og manglede i for høj grad generøs fantasi. De begyndte at opføre sig som ubehøvlede personer i en omnibus med trængsel, at mase sig mod hinanden, skubbe med albuerne, puffe, diskutere og skændes.

Bert selv er også overbevist om krigens nødvendighed – indtil han får den på tæt hold. Da det går op for ham, at krigen ikke bare er noget, der udspiller sig langt væk, men som rent faktisk rammer almindelige folk som ham selv, forsvinder romantikken. Det beskriver H. G. Wells brutalt og uden omsvøb.

Smask! kom en uhyre eksplosion i den forreste ende af flagskibet, og et enormt stykke metal syntes at løfte sig op fra hende og kaste sig i havet, mens den smed mænd fra sig og efterlod et hul, hvorigennem en snarrådig drageflyver anbragte en brandbombe. Og så opfangede Bert et øjeblik alt for tydeligt i det tiltagende, nådesløse lys, et antal bittesmå krampagtigt aktive smådyr der var svedne, og kæmpede i ‘Theodore Roosevelts’ skummende kølvand. Hvad var de? Ikke mænd – bestemt ikke mænd? De druknende, forvredne små væsner flåede med deres gribende fingre i Berts sjæl. Åh Gud! udbrød han, åh Gud, næsten klynkende. Han så igen og de var væk, og ‘Andrew Jacksons’ sorte stavn, lidt skæmmet af det sidste skud fra den synkende ‘Bremen’, pløjede det hav, der slugte dem, til to nydeligt symmetriske bølger. I nogle øjeblikke blindede den rene rædsel Bert for ødelæggelserne under ham. Så sprang ‘Susquehanna’ med en uhyre brusende lyd, så at sige med en ujævn salve af mindre eksplosioner på ryggen, der nu var fem kilometer eller mere mod øst, og forsvandt brat i en kogende, dampende forvirring. Et øjeblik sås intet andet end hvirvlende vand – og så lød der en ræben nedefra, med uhyre svælgende lyde, udbrud af damp og luft og benzin og stumper af lærred og træværk og mænd.”

Krigen i luften blev første gang udgivet på dansk som en føljeton i Politiken i 1913, og allerede året efter brød 1. verdenskrig ud. Selvom det ikke blev en luftkrig, som Wells havde spået, så fik han dog ret i, at videnskaben medvirkede til, at krigen blev mere blodig end nogensinde før. Også selvom bombningerne af civilbefolkningen først blev virkelighed i 2. verdenskrig.

Romanen hører ikke til H. G. Wells mest kendte udgivelser, måske fordi den er så tvetydig med sin blanding af satire og eftertænksomhed. Det er således første gang, at Krigen i luften udkommer på dansk i bogform som en del af Science Fiction Cirklens klassiker-serie.

Selvom jeg gik lidt i stå over de første kapitlers nærmest falden-på-halen-komedie-stemning, er jeg glad for, at jeg holdt ved og læste romanen færdig. For historien udvikler sig til et både tragisk og barsk billede af krigens væsen, som vi stadigvæk kan lære af i dag.

Andre udgivelser fremtidskrigsfortællinger:

Slaget ved Lyngby og andre danske fremtidskrigsfortællinger
Dommens dag af Karl Larsen

Om Krigen i luften:

Udgivelsesår: 2017 (1907)
Forlag: Science Fiction Cirklen, 285 sider
Omslag: Manfred Christiansen
Originaltitel: The War in the Air

Slaget ved Lyngby og andre danske fremtidskrigsfortællinger / red. Niels Dalgaard

Slaget ved Lyngby og andre fremtidskrigsfortællinger / red. Niels DalgaardUdgivelsen Slaget ved Lyngby og andre danske fremtidskrigsfortællinger fra Science Fiction Cirklen er ikke helt ny, men eftersom novellerne heri i forvejen har omkring 100 år på bagen, gør et par år fra eller til vist ikke den store forskel i forhold til en anmeldelse.

Som undertitlen antyder, handler de seks noveller om tænkte fremtidige krigsscenarier og følger i den retning samme tråd som en tidligere udgivelse i serien ‘Gammel Dansk Science Fiction’, nemlig Karl Larsens Dommens dag der oprindelig udkom i 1908 og blev genudgivet af SFC 100 år senere i 2008.

I Dommens dag angriber Tysk­land Danmark, hvis militær er blevet nedprioriteret, og det er samme udgangspunkt her i titelnovellen “Slaget ved Lyngby”. Tyskland invaderer Danmark, som forgæves håber på hjælp fra Rusland da det danske militær slet ikke kan hamle op med den effektive tyske krigsmaskine. P. N. Nieuwenhuis står bag novellen, der udkom i 1880. Nieuwenhuis havde en lang militærkarriere bag sig, og fortællingen sprudler da heller ikke ligefrem litterært, men tynges i stedet af alenlange militære opremsninger.

Samlingens anden novelle er langt lettere at læse og dermed også (i mine øjne) mere underholdende. “Københavns belejring i 189*” er skrevet af R-r, og igen trues Danmarks grænser af en tysk invasion. Men i stedet for kun at se på situationen i Danmark, lader R-r konflikten sprede sig til hele Europa, idet Frankrig og Rusland står overfor Tyskland og Østrig. Danmark forsøger at holde sig neutralt, men invaderes alligevel, og endnu engang beskrives det danske militær som aldeles utilstrækkeligt. Modsat “Slaget ved Lyngby” må den ukendte forfatters motiv altså være at advare mod en militæroprustning.

“Den store revolution 1904” er ligeledes skrevet af en anonym forfatter og blev trykt som en avisføljeton i 1901. Her er der ikke tale om en udenlandsk invasion af Danmark, men derimod en anarkistisk revolution i København. Historien er på den ene side satirisk med masser af ‘name dropping’ af datidens kendte, men samtidig indeholder den ret voldsomme og udpenslede scener, som beskrivelsen af, hvordan anarkisterne torturerer og dræber børn af rige forældre.

Viggo Schiwe har skrevet novellen “Lynet”, hvor den tyske kejser Wilhelm for at forberede sig på krig med England og Frankrig flytter tropper til Danmark for at ‘tilbyde’ at hjælpe kong Frederik d. 8. med at bevare landets neutralitet. Skulle kongen nægte, bliver tropperne alligevel, men så som besættelsesmagt og med store økonomiske konsekvenser for landet. Endnu engang ender det med, at slaget udkæmpes på dansk jord med danskerne som de store tabere, der nogle år efter krigen må indgå i en skandinavisk forsvarsunion med Sverige og Norge. “Lynet” udkom i 1908, samme år som Dommens dag, og blev i første omgang udgivet anonymt, men da en mistanke om plagiat blev luftet, meldte Schiwe sig på banen med afvisninger af dette. Ligesom P. N. Nieuwenhuis er Schiwe tilbøjelig til at remse alt for mange tal og navne op, men “Lynet” er dog alligevel langt mere læsevenlig.

Som et modsvar til Schiwes pessimisme udgav Ekstra Bladet, ligeledes i 1908, fortællingen “Skypumpen” der tykt parodierer historier som bl.a. “Lynet”. Historien er skrevet af Julius Magnussen og Frejlif Olsen og er en ret morsom fortælling om, hvordan tyskerne vil invadere os, men i stedet ender Danmark med at herske over hele Europa pga. danskernes store tapperhed og fædrelandskærlighed. “Skypumpen” hører klart til de bedre læseoplevelser i samlingen, og de to forfattere var da også journalister og derfor vant til at skrive.

Samlingens sidste fortælling hedder “Angrebet på København 8. juli 1918 skildret af et øjenvidne”. Den udkom i et månedsblad i 1909 og er af en ukendt forfatter. Historiens fortæller er tidligere militærmand, som pga. en skade har måtte lade sig pensionere. Han er dog stadig stærkt optaget af landets forsvar og forsøger – forgæves – at gøre den militær ledelse opmærksom på, at man trods oprustning og udbygning af forsvarsværker helt glemmer ‘det vertikale forsvar’. Ingen vil dog lytte til ham, men heldigvis er han på plads til at hjælpe, da tyskerne angriber med luftskibe, som det danske forsvar er fuldstændigt hjælpeløse overfor. Historien er en blanding af en heltefortælling og en fremtidskrigsfortælling, som vil fortælle en underholdende historie og gøre opmærksom på at det ikke nytter at stagnere i sin militære tankegang, men at man er nødt til at holde de nye våben og metoder for øje.

Slaget ved Lyngby og andre danske fremtidskrigsfortællinger sluttes af med et oplysende efterord af Niels Dalgaard, som både forklarer om perioden, genren og særlige omstændigheder for historierne og som også fungerer som opslagsværk over de mange navne og betegnelser der bruges undervejs.

Som altid er Dalgaards efterord fremragende til at give en forståelse af historierne og hvorfor de er valgt til udgivelsen. Det hjælper på oplevelsen at få sammenhængen til sidst, men jeg må indrømme, at jeg undervejs i læsningen til tider havde lyst til at lægge bogen fra mig. Især titelnovellen var uhyre kedelig, men jeg forstår alligevel godt bevæggrundene for at tage den med i samlingen og også hvorfor den står først. Det gør den desværre bare ikke til underholdende læsning. I den anden ende af spektret er “Skypumpen”, hvis satiriske tone og betydeligt bedre fortalte historie stadigvæk er morsom og læseværdig.

Slaget ved Lyngby og andre danske fremtidskrigsfortællinger er et godt indblik i en genre, der i denne særlige form kun eksisterede i en kortere periode. Samlingen er ikke så umiddelbart tilgængelig som hverken Dommens dag eller Slaget ved Dorking, og jeg tænker, at man skal have en vis interesse i enten militærhistorie eller større kendskab til tidens politiske og kulturelle klima, end jeg har, for at få fuldt udbytte af udgivelsen.

(Anmeldt til Himmelskibet, nr. 47)

Indhold:

P.N. Nieuwenhius: Slaget ved Lyngby
R-r: Københavns Belejring i 189
Viggo Schiwe: Lynet
Julius Magnussen: Skypumpen
Den store Revolution i 1904
Angrebet på København 8. Juli 1918 skildret af et Øjenvidne

Om Slaget ved Lyngby og andre danske fremtidskrigsfortællinger:

Udgivelsesår: 2011
Forlag: Science Fiction Cirklen, 254 sider
Omslag: Carl-Eddy Skovgaard

Dommens dag af Karl Larsen

Dommens dag af Karl LarsenEt neutralt Danmark kommer i klemme mellem Tyskland og England i fremtidsromanen Dommens dag fra 1908.

Normalt er jeg meget begejstret for Science Fiction Cirklens udgivelser, og jeg tager også hatten af for, at de forsøger at finde lidt anderledes og mere kuriøse ting at udgive. Jeg er dog ikke så vild med Dommens dag af Karl Larsen, selvom jeg godt kan se de kvaliteter i historien, som gør, at bogen også kan være interessant i dag.

Efter nederlaget i 1864 har Danmark erklæret sig neutralt, og prøver nu at klare sig diplomatisk gennem alle kriser uden at bruge penge på noget militært. Men Tyskland og England er på kollisionskurs, og da de to lande erklærer hinanden krig, invaderer Tyskland København for at forhindre englænderne i at benytte sig af Danmarks havne.

Invasionen sker praktisk talt uden modstand. Den tyske general ville også være blevet forbavset over andet for, som han udtrykker det, har danskerne den holdning at: ”Vi er politisk ganske magtesløse … men det netop det storartede ved det. Så kan det højtbegavede danske folk, uden at hindres af militærudgifter og værnepligtsbyrde, komme til at marchere i spidsen for Europas materielle og åndelige kultur!” Men desværre for danskerne, mener generalen, skabes kultur af noget, som ikke trives i et lille lands provinsluft.

Dommens dag er en fremtidskrigsfortælling, som f.eks. George T. Chesneys novelle Slaget ved Dorking, som også er blevet udgivet af Science Fiction Cirklen.

Historien blev udgivet anonymt i 1908, og selvom den tydeligvis er fiktion, så blev den alligevel en del af datidens debat om forsvarskommisionens anbefalinger til udbygning af landets forsvar. Anmeldelserne var blandede, men typisk var venstrefløjs aviserne negative, mens højrefløjen var positive.

Som der plejer at være i Science Fiction Cirklens udgivelser, er der også denne gang et fremragende efterskrift, denne gang ved Niels Dalgaard. Efterskriftet forklarer omstændighederne for historiens tilblivelse, og efter at have læst det blev Karl Larsens historie langt mere interessant i mine øjne.

Som sagt hører Dommens dag ikke til blandt mine yndlingsbøger, men på den anden side er det jo også interessant at læse noget anderledes ind i mellem. Og Science Fiction Cirklens kommende udgivelser vil jeg fortsat glæde mig til.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Dommens dag:

Udgivelsesår: 2008
Forlag: Science Fiction Cirklen, 90 sider