Indlæg tagget med ‘fugle’

Dag 0 – mørkehav af Annemette Gravgaard Larsen

Dag 0 - mørkehav af Annemette Gravgaard Larsen

Dag 0 er første bind i fantasy-serien Mørkehav for børn/unge fra +10 år.

Ved et uheld bliver teenageren Lasse, hans lillesøster og tre andre venner låst inde i en bunker ved den jyske vestkyst. I bunkeren oplever de et voldsomt lysglimt, og da det endelig lykkes dem at bryde ud og vende hjem til Klitmøller, er alt forandret. De er alene.

Sammen drager de af sted for at finde deres familier og svaret på, hvad der er sket. Men rejsen udvikler sig hurtigt til at blive et hæsblæsende kapløb med tiden, og hver eneste dag bliver en kamp for overlevelse. (forlagets beskrivelse)

Bibliotekernes lektørudtalelse beskriver Dag 0 med ordene: “[…] den hæsblæsende start på en planlagt fantasyserie. Det er en velskrevet og medrivende fortælling fra første side. Rigtig flot og fængende forside, som nok skal fange læserens blik. Og så da i øvrigt fedt, at den foregår i Danmark.”

Jeg kan kun være enig. Selvom her er tale om en børne/ungdoms-serie, er handlingen spændende, personerne vedkommende og slutningen noget af en cliffhanger.

Uddrag af bogen:

“Skal vi gå derind?” spørger Elli forventningsfuldt og ser på mig med store øjne. Det går op for mig, at hun synes, det hele er spændende og nervepirrende på samme måde som spøgelseshuset i et tivoli eller en actionfilm, hun ikke er helt gammel nok til at se. Spændende på den ufarlige måde. Jeg har lyst til at råbe til hende, at det er en kæmpe fejl, at vi er gået herned, og at jeg ikke aner, hvordan vi skal komme ud derfra.

I stedet for at råbe puster jeg højlydt ud og siger: “Nej, gu’ skal vi ej gå derind.” Jeg strammer grebet om hendes hånd og vender mig rundt mod de andre. “Nu ringer vi efter hjælp!” siger jeg og ser i retning af Lea. “Hvad er koden til din telefon?”

“Nej, for fanden, lad os lige tjekke, hvad der er derinde,” protesterer Storm og maser sig forbi mig. Inden jeg når at reagere, er han i gang med at trække skydedøren til side.

Et enormt rabalder lyder inde fra den anden side af døren. Gulvet ryster under os, og jeg løfter instinktivt Elli op og drejer mig væk. Flere brag dundrer gennem gangen, som om noget stort og tungt bliver ved med at vælte ned højt oppefra. Hurtigt løber vi alle væk fra døren. Lea skriger, Anders skriger. Vi skriger alle, mens vi flygter tilbage mod det forreste rum. Jeg drejer hovedet for at se, om gangen falder sammen om os, men jeg kan ikke se andet end mørke. Snart runder vi det skarpe hjørne, og lidt efter nærmest kaster jeg Elli gennem den smalle åbning og følger selv efter. Sekundet efter kravler vi op over sanddyngen og triller ned på den anden siden oven i hinanden. Jeg finder døren ud til trappen og slår og skubber på den. Den er lige så lukket som for lidt siden. (side 21)

Bloggerne skriver:

Forestilling om Paradis:
Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Kim Fupz’ ”De gale”, mens jeg læste ”Mørkehav”. Præmissen er ikke helt den samme, men følelsen af magtesløshed og usikkerhed om hvad der egentlig er sket med dem man elsker, er den samme. Samtidig er det fedt med en dystopisk fortælling der foregår i Danmark, så man har nemt ved at forestille sig landskabet. (Læs hele anmeldelsen her)

Sofies Bogverden:
Denne bog er både mystisk, spændende og med fart over feltet og jeg var vild med det! Sproget var nemt for mig at følge med i og siderne læste nærmest sig selv. Selvom jeg har læst bogen fra start til slut, føler mig på ingen måde mere afklaret end da jeg startede. Tværtimod har jeg så mange flere spørgsmål som jeg utålmodigt venter på at få svar på. Bogen kan jo ikke slutte som den gjorde. HIT MED NÆSTE BOG. (Læs hele anmeldelsen her)

Benedictes Bogblog:
Da jeg begyndte på bogen blev jeg med det samme fanget af spændingen og vores hovedperson Lasse, og kunne slet ikke slippe bogen igen. Inden jeg så mig om var jeg færdig, og sikke en slutning! Jeg venter utålmodigt på en fortsættelse. (Læs hele anmeldelsen her)

Om Dag 0 – mørkehav:

Udgivelsesår: 13.11.2020
Forlag: Straarup & Co., 247 sider
Omslag: Mette Breth

Læs også:

Skygger fra Oktoberland af Nikolaj Johansen
De døde vågner af Line Kyed Knudsen
Julefandens hævn af Patrick Leis
I morgen er alt mørkt – Brages historie af Sigbjørn Mostue
Dead World af Bo Sejer
Passagen af Simon Stålenhag
Det sidste hus af Jonas Wilmann

Kaw

KawAlfred Hitchcock lavede i 1963 en fremragende filmatisering af Rebecca Du Mauriers novelle The Birds. På trods af de mange år på bagen synes jeg stadig, at scenerne, hvor fuglene samler sig i kæmpeflokke, hvorefter de går amok og angriber menneskene, er fremragende lavet. I Kaw giver instruktør Sheldon Wilson (Shallow Ground, Screamers: The Hunting, Carny) sit bud på en film om fugle.

Det er sidste arbejdsdag for sheriffen Wayne. Han og hustruen Cynthia skal flytte til en større by, hvor hun nemmere kan finde arbejde, men denne sidste dag viser sig at blive alt andet end almindelig. En kæmpe flok ravne har slået sig ned i området, og de er ualmindeligt frække – og blodtørstige. Og mens Wayne må tage ud til den ene dødsulykke efter den anden, tager Cynthia uvidende om det hele på besøg hos de lokale Mennonitter. Men her er hun uvelkommen, for sygdom hærger gården, og familiens ældste er overbevist om, at Gud straffer dem, fordi de omgåes byens befolkning. Måske findes løsningen på ravnenes gådefulde adfærd her?

Kaw er ikke en fantastisk film på samme måde som The Birds. Hertil er plottet lidt for forudsigeligt, selvom skuespillet sådan set er udmærket (jeg bed især mærke i Rod Taylor, der også spillede med i Hitchcocks film. I Kaw har han en mindre rolle som byens læge. Den rolle udfylder han med stor klasse, og hæver den langt over gennemsnittet i en horrorfilm).

Når jeg alligevel faldt lidt for filmen, så er det fordi, der i vid udstrækning er brugt rigtige ravne. Det skaber en foruroligende stemning at se de mange kulsorte fugle sidde og stirre på én, og jeg er imponeret over, hvordan de har kunne træne dem. Desværre er ravnene ofte sat op mod en dårlig CGI-baggrund, og det tager lidt af det fantastiske af stemningen. Men ikke desto mindre var Kaw ganske underholdende, og jeg tror ikke, at jeg kan se en flok ravne på helt samme måde igen.

Om Kaw:

Instruktør: Sheldon Wilson
Udgivelsesår: 2007
Tagline: Don’t Look Up

Fuglene af Daphne Du Maurier

Fuglene og andre fortællinger af Daphne Du Maurier

Nat Hocken er blevet tidlig pensioneret efter en krigsskade, og arbejder derfor kun på halv tid på Triggs gård. En eftermiddag i december lægger han mærke til en usædvanlig stor flok fugle, men ingen andre lægger tilsyneladende noget forkert i det. Om natten angriber fuglene nærmest Hockens hus, hvor de bryder ind i børnenes værelse. Det lykkes dog Hocken at slå angrebet tilbage, og selvom værelset er fuldt af døde fugle, prøver han alligevel at slå sagen hen overfor sin hustru.

Men næste dag er fuglene tilbage, og over radioen hører familien, at der over hele England finder fugle-angreb sted. Nat beslutter sig for at barrikadere huset, og da han henter datteren Jill ved skolebussen, undslipper de kun med nød og næppe et angreb fra fuglene. I løbet af aftenen tager fuglenes angreb til, og da Nat næste morgen vover sig ud af huset for at skaffe forsyninger, møder en mennesketom verden ham. Fuglene har fået overtaget …

Novellen er både grum og velskrevet. Det lykkes for Daphne Du Maurier at gøre fuglenes tilstedeværelse virkelig og skræmmende, og slutningen lader historien stå åben, hvilket jeg synes gør det hele endnu mere uhyggeligt.

Efter sigende blev Daphne Du Maurier inspireret til historien, da hun iagttog en landmand som pløjede sin mark. Bag ham dykkede skrigende måger ned, og hun forestillede sig, hvad der ville ske, hvis mågerne pludseligt blev aggressive overfor mennesker. Resultatet ville ikke nødvendigvis falde ud til menneskets favør.

Nogen mener, at novellen også kan læses som en koldkrigs-historie, idet østenvinden spiller en rolle for fuglenes pludseligt ændrede adfærd. Man derfor har tolket det som en hentydning til kommunismen fra Sovjetunionen. Bl.a. skriver Richard Kelly i sin artikel om Du Maurier for Twayne’s English Authors Series Online notes:

“By limiting the focus of her story upon Nat Hocken and his family, du Maurier manages to convey the effect of a believable claustrophobic nightmare. This sense of claustrophobia is heightened by the story’s references to the bombing raids England endured during World War II and the paranoid atmosphere created by the threat of nuclear holocaust during the middle of the twentieth century.”

Maria di Battista derimod tolker i The Daphne Du Maurier Companion (2007) novellen som: “[…] a dark, poetic tale about the overrunning of the human world by the cold, dark, instinctual forces of nature.” (side 327-328)

Her er fuglene ikke symboler på andet end naturen, og vi får ingen forklaring på, hvorfor de pludselig dukker op. Læser vi “Fuglene” i den kontekst, bliver den ekstra skræmmende i nutiden, hvor klimaforandringernes konsekvenser rykker bestandig tættere på.

Alfred Hitchcock lavede i 1963 sin berømte filmatisering af The Birds. Det var dog ikke hans første Du Maurier filmatisering. I 1939 instruerede han Jamaica-kroen og i i 1940 den Oscar-belønnede Rebecca. Sidstnævnte var Hitchcock dog ikke særlig tilfreds med, idet han mente, at produceren David O. Selznick havde for stor magt over manuskriptet, der lagde sig tæt op af romanen.

Det gør manuskriptet i The Birds ikke. David Thomson fortæller i The Daphne Du Maurier Companion, hvordan Hitchcock har fortalt, at han kun læste Du Mauriers novelle én gang. Flere år senere besluttede han sig så for at filmatisere den, og her fokuserede han stort set kun på fuglene som en effekt. Lokaliteten blev flyttet fra Cornwall til Californien, og karakterne blev smarte bymennesker fremfor landboere.

But who cared why the birds attacked or what it meant or symbolised? Hitch just wanted to do every trick with real birds that the cinema was then capable of. He liked the idea because of the huge tecnical challenge it represented.” (side 310-311)

Udgaven jeg har læst er trykt i Mine bedste gysere redigeret af Dave Allen. I 2014 udgav Rosenkilde & Bahnhof Fuglene og andre fortællinger, der udover novellen “Fuglene” også indeholder novellerne “Ikke efter midnat”, “Et grænsetilfælde”, “Gennembruddet” og “Skyggen i Venedig” (der blev filmatiseret under titlen Rødt Chok i 1973)

Læs mere på wikipedia eller læs en fyldig introduktion til Daphne Du Maurier og FugleneSleazehound.dk.

Om bogen:

Udgivelsesår: 1952 i samlingen “The Apple Tree”
Originaltitel: The Birds

Mørkets halvdel af Stephen King

Mørkets halvdel af Stephen KingThad Beumount er lærer og forfatter. Under sit eget navn har han skrevet en række pænt anmeldte bøger, som ikke har solgt noget særligt, men under pseudonymet George Stark skriver han voldelige thrillers, som publikum elsker.

Thad beslutter sig for at aflive sit pseudonym, da han bliver udsat for afpresning, og det skal gøres med en offentlig begravelse. Desværre for Thad har George Stark dog ikke tænkt sig bare at give op. Pludselig begynder en lang række bestialske mord. Stark er kommet tilbage – og denne gang i kød og blod…

King har udtalt, at han fandt inspirationen til Mørkets halvdel i spørgsmålet: Hvor får du dine idéer fra? King syntes det kunne være sjovt at skrive en historie om en muse, som gik helt amok. Slutningen kom til ham en dag, han gik en tur og så en stor flok krager. De fik ham til at tænke på et digt af H. P. Lovecraft The Psychopomp, hvor en fugl er sendebud mellem de døde og de levendes land. “In that instant, I knew exactly how to dispose of George Stark; all I had to do was go home and write it.”

Med til historien om Mørkets halvdel hører vel også, at Stephen King selv har prøvet at få afsløret sit pseudonym, og selv valgte at stå frem og fortælle at forfatteren Richard Bachman i virkeligheden var Stephen King.

Mørkets halvdel blev filmatiseret i 1993. Kings gode ven George A. Romero instruerede. Timothy Hutton, som både spiller Thad og Stark, gør det rigtig godt. Filmen er gennemført med flere gode gys i.

Om bogen:

Originaltitel: The Dark Half
Udgivelsesår: 1989