Indlæg tagget med ‘fugle’

Kaw

KawAlfred Hitchcock lavede i 1963 en fremragende filmatisering af Rebecca Du Mauriers novelle The Birds. På trods af de mange år på bagen synes jeg stadig, at scenerne, hvor fuglene samler sig i kæmpeflokke, hvorefter de går amok og angriber menneskene, er fremragende lavet. I Kaw giver instruktør Sheldon Wilson (Shallow Ground, Screamers: The Hunting, Carny) sit bud på en film om fugle.

Det er sidste arbejdsdag for sheriffen Wayne. Han og hustruen Cynthia skal flytte til en større by, hvor hun nemmere kan finde arbejde, men denne sidste dag viser sig at blive alt andet end almindelig. En kæmpe flok ravne har slået sig ned i området, og de er ualmindeligt frække – og blodtørstige. Og mens Wayne må tage ud til den ene dødsulykke efter den anden, tager Cynthia uvidende om det hele på besøg hos de lokale Mennonitter. Men her er hun uvelkommen, for sygdom hærger gården, og familiens ældste er overbevist om, at Gud straffer dem, fordi de omgåes byens befolkning. Måske findes løsningen på ravnenes gådefulde adfærd her?

Kaw er ikke en fantastisk film på samme måde som The Birds. Hertil er plottet lidt for forudsigeligt, selvom skuespillet sådan set er udmærket (jeg bed især mærke i Rod Taylor, der også spillede med i Hitchcocks film. I Kaw har han en mindre rolle som byens læge. Den rolle udfylder han med stor klasse, og hæver den langt over gennemsnittet i en horrorfilm).

Når jeg alligevel faldt lidt for filmen, så er det fordi, der i vid udstrækning er brugt rigtige ravne. Det skaber en foruroligende stemning at se de mange kulsorte fugle sidde og stirre på én, og jeg er imponeret over, hvordan de har kunne træne dem. Desværre er ravnene ofte sat op mod en dårlig CGI-baggrund, og det tager lidt af det fantastiske af stemningen. Men ikke desto mindre var Kaw ganske underholdende, og jeg tror ikke, at jeg kan se en flok ravne på helt samme måde igen.

Om Kaw:

Instruktør: Sheldon Wilson
Udgivelsesår: 2007
Tagline: Don’t Look Up

Fuglene af Daphne Du Maurier

Fuglene og andre fortællinger af Daphne Du Maurier

Nat Hocken er blevet tidlig pensioneret efter en krigsskade, og arbejder derfor kun på halv tid på Triggs gård. En eftermiddag i december lægger han mærke til en usædvanlig stor flok fugle, men ingen andre lægger tilsyneladende noget forkert i det. Om natten angriber fuglene nærmest Hockens hus, hvor de bryder ind i børnenes værelse. Det lykkes dog Hocken at slå angrebet tilbage, og selvom værelset er fuldt af døde fugle, prøver han alligevel at slå sagen hen overfor sin hustru.

Men næste dag er fuglene tilbage, og over radioen hører familien, at der over hele England finder fugle-angreb sted. Nat beslutter sig for at barrikadere huset, og da han henter datteren Jill ved skolebussen, undslipper de kun med nød og næppe et angreb fra fuglene. I løbet af aftenen tager fuglenes angreb til, og da Nat næste morgen vover sig ud af huset for at skaffe forsyninger, møder en mennesketom verden ham. Fuglene har fået overtaget …

Novellen er både grum og velskrevet. Det lykkes for Daphne Du Maurier at gøre fuglenes tilstedeværelse virkelig og skræmmende, og slutningen lader historien stå åben, hvilket jeg synes gør det hele endnu mere uhyggeligt.

Efter sigende blev Daphne Du Maurier inspireret til historien, da hun iagttog en landmand som pløjede sin mark. Bag ham dykkede skrigende måger ned, og hun forestillede sig, hvad der ville ske, hvis mågerne pludseligt blev aggressive overfor mennesker. Resultatet ville ikke nødvendigvis falde ud til menneskets favør.

Nogen mener, at novellen også kan læses som en koldkrigs-historie, idet østenvinden spiller en rolle for fuglenes pludseligt ændrede adfærd. Man derfor har tolket det som en hentydning til kommunismen fra Sovjetunionen. Bl.a. skriver Richard Kelly i sin artikel om Du Maurier for Twayne’s English Authors Series Online notes:

“By limiting the focus of her story upon Nat Hocken and his family, du Maurier manages to convey the effect of a believable claustrophobic nightmare. This sense of claustrophobia is heightened by the story’s references to the bombing raids England endured during World War II and the paranoid atmosphere created by the threat of nuclear holocaust during the middle of the twentieth century.”

Maria di Battista derimod tolker i The Daphne Du Maurier Companion (2007) novellen som: “[…] a dark, poetic tale about the overrunning of the human world by the cold, dark, instinctual forces of nature.” (side 327-328)

Her er fuglene ikke symboler på andet end naturen, og vi får ingen forklaring på, hvorfor de pludselig dukker op. Læser vi “Fuglene” i den kontekst, bliver den ekstra skræmmende i nutiden, hvor klimaforandringernes konsekvenser rykker bestandig tættere på.

Alfred Hitchcock lavede i 1963 sin berømte filmatisering af The Birds. Det var dog ikke hans første Du Maurier filmatisering. I 1939 instruerede han Jamaica-kroen og i i 1940 den Oscar-belønnede Rebecca. Sidstnævnte var Hitchcock dog ikke særlig tilfreds med, idet han mente, at produceren David O. Selznick havde for stor magt over manuskriptet, der lagde sig tæt op af romanen.

Det gør manuskriptet i The Birds ikke. David Thomson fortæller i The Daphne Du Maurier Companion, hvordan Hitchcock har fortalt, at han kun læste Du Mauriers novelle én gang. Flere år senere besluttede han sig så for at filmatisere den, og her fokuserede han stort set kun på fuglene som en effekt. Lokaliteten blev flyttet fra Cornwall til Californien, og karakterne blev smarte bymennesker fremfor landboere.

But who cared why the birds attacked or what it meant or symbolised? Hitch just wanted to do every trick with real birds that the cinema was then capable of. He liked the idea because of the huge tecnical challenge it represented.” (side 310-311)

Udgaven jeg har læst er trykt i Mine bedste gysere redigeret af Dave Allen. I 2014 udgav Rosenkilde & Bahnhof Fuglene og andre fortællinger, der udover novellen “Fuglene” også indeholder novellerne “Ikke efter midnat”, “Et grænsetilfælde”, “Gennembruddet” og “Skyggen i Venedig” (der blev filmatiseret under titlen Rødt Chok i 1973)

Læs mere på wikipedia eller læs en fyldig introduktion til Daphne Du Maurier og FugleneSleazehound.dk.

Om bogen:

Udgivelsesår: 1952 i samlingen “The Apple Tree”
Originaltitel: The Birds

Mørkets halvdel af Stephen King

Mørkets halvdel af Stephen KingThad Beumount er lærer og forfatter. Under sit eget navn har han skrevet en række pænt anmeldte bøger, som ikke har solgt noget særligt, men under pseudonymet George Stark skriver han voldelige thrillers, som publikum elsker.

Thad beslutter sig for at aflive sit pseudonym, da han bliver udsat for afpresning, og det skal gøres med en offentlig begravelse. Desværre for Thad har George Stark dog ikke tænkt sig bare at give op. Pludselig begynder en lang række bestialske mord. Stark er kommet tilbage – og denne gang i kød og blod…

King har udtalt, at han fandt inspirationen til Mørkets halvdel i spørgsmålet: Hvor får du dine idéer fra? King syntes det kunne være sjovt at skrive en historie om en muse, som gik helt amok. Slutningen kom til ham en dag, han gik en tur og så en stor flok krager. De fik ham til at tænke på et digt af H. P. Lovecraft The Psychopomp, hvor en fugl er sendebud mellem de døde og de levendes land. “In that instant, I knew exactly how to dispose of George Stark; all I had to do was go home and write it.”

Med til historien om Mørkets halvdel hører vel også, at Stephen King selv har prøvet at få afsløret sit pseudonym, og selv valgte at stå frem og fortælle at forfatteren Richard Bachman i virkeligheden var Stephen King.

Mørkets halvdel blev filmatiseret i 1993. Kings gode ven George A. Romero instruerede. Timothy Hutton, som både spiller Thad og Stark, gør det rigtig godt. Filmen er gennemført med flere gode gys i.

Om bogen:

Originaltitel: The Dark Half
Udgivelsesår: 1989