Indlæg tagget med ‘fysik’

Når vi ikke længere forstår verden af Benjamín Labatut

Når vi ikke længere forstår verden af Benjamín Labatut

På mit arbejde er jeg med til at lave den månedlige podcast Friske Faustnumre, hvor jeg og mine kollegaer fortæller om nogle af de nye titler (både film, bøger, musik m.m.), der er blevet købt ind til bibliotekets hylder. Det var i den forbindelse, jeg blev opmærksom på Når vi ikke længere forstår verden af Benjamín Labatut. Jeg synes, at den lød så interessant, at jeg udvalgte den som månedens hjertebarn, og nu har jeg så fået læst den.

Og den kan varmt anbefales …

Romanen består af en række fiktive biografiske portrætter af store naturvidenskabsmænd spundet omkring deres opdagelser. Labatut fortæller i efterordet, at bogen er “et fiktionsværk baseret på virkelige hændelser“, hvor det fiktive vokser i løbet af bogen, men stadig med fokus på at forblive tro mod de videnskabelige idéer.

Labatut starter kapitlet ‘Preussisk blåt’ med Hermann Görings selvmord med cyanid. Herfra springer han til at fortælle om, hvordan både cyanid og Zyklon B, der blev brugt i Auschwitz, kan føres tilbage til opdagelsen af det første moderne syntetiske farvepigment i 1782 skabt af Johann Conrad Dippel. Selvsamme Dippel blev i øvrigt født på Frankenstein slot tæt på Darmstadt i det vestlige Tyskland. Ifølge Labatut udførte Dippel “de mest ubeskrivelige eksperimenter på levende og døde dyr, som han dissekerede med stor iver.” Målet var at transplantere sjælen fra én krop til en anden, og han kan således have været en inspirationskilde for Mary Shelley.

Fra opfinderen af preussisk blåt springer vi videre til kemikeren, der opdagede en ny kemisk forbindelse, han kaldte blåsyre, som også kendes som cyanid. Cyaniden bringer os til computerens fader, Alan Turing, som fører os til brugen af kemiske våben under 1. verdenskrig, som fører os til Fritz Haber. Haber er både opfinderen af klorgas, der slog tusindvis af soldater ihjel i skyttegravene, men også den første der udvandt kvælstof direkte fra luften og dermed gjorde gødning tilgængelig så jordens befolkning kunne vokse fra 1,7 til 7 milliarder på under 100 år. Og så kommer vi også lige omkring Hitler, så ringen sluttes i forhold til kapitlets indledning.

Senere kapitler undersøger bl.a. matematikkens og kvantemekanikkens gåder. For sidstnævntes vedkommende introduceres vi for Louis de Broglie, Erwin Schrödinger og Einstein på den ene side, og Werner Heisenberg og Niels Bohr på den anden side. For mig var det lidt af en øjenåbner at opdage, at Schrödingers berømte tankeeksperiment om katten i boksen var ment som en demonstration af Københavner-fortolkningens absurditet, og nu i stedet bruges som argumentation for den.

Romanen slutter med en epilog om nattegartneren, som jeg læser som en beskrivelse af, hvordan idéen til romanen er opstået gennem tilfældige møder og oplevelser i Labatuts hverdag. Om det er korrekt, ved jeg dog ikke.

Forhåbentlig giver ovenstående en fornemmelse af, hvordan Labatut på nærmest kvantemekanisk facon springer mellem ubeslægtede emner, der viser sig alligevel at hænge sammen. Labatut beskriver videnskaben, men lader os også få indblik i de mænd, der udtænkte den. Hvordan de ofte kæmpede med hverdagen, fordi de i den grad var drevet af deres passion. Og måske er det derfor, de ofte er blevet overrasket, når deres opfindelser bliver misbrugt.

Jeg vil langt fra påstå, at jeg forstår alle de videnskabelige landvindinger, romanen beskriver, men det betyder intet for min oplevelse af bogen. Selvom det ind i mellem er kompleks læsning, er det også vanvittigt interessant og dybt fascinerende. Og er man det mindste interesseret i en forståelse af verden omkring os, bør man give Labatuts roman en chance.

Andre skriver:

Generelt er Labatuts nysgerrighed og begejstring smittende, og som læser får man virkelig lyst til at følge ham ned i videnskabshistoriens afkroge …” (Information 3. Juni 2022)

Benjamin Labatuts bog ‘Når vi ikke længere forstår verden’ er forrygende læsning om fire af det 20. århundredes store fysikere. Og foruroligende læsning …” (Politiken 12. Juni 2022)

Benjamín Labatuts vanvidsridt gennem det 20. århundredes videnskabelige revolutioner er en suveræn historisk roman til en overvældende tid …” (Weekendavisen 25. Maj 2022)

Mød videnskabens superstjerner og deres skelsættende opdagelser i denne underholdende og lidt nørdede roman …” (Jyllands-Posten 18. Juni 2022)

Labatut griber en tråd og følger den ad overraskende veje for at fortælle om videnskab, videnskabsmænd og uventede konsekvenser. Det gør han legende let, fascinerende og gribende …” (Horsens Bibliotek)

Denne dualitet er gennemgående i romanen og er med til at gøre ‘Når vi ikke længere forstår verden’ til en fascinerende og intens læseoplevelse, fyldt med detaljer og afkroge, men ikke tung at læse. Værket må placeres i en genre for sig mellem videnskab og fiktion …” (Litteratursiden.dk)

Bogen vil absolut ikke tiltale alle læsere, men for mig var det en fantastisk læseoplevelse. Den var fascinerende, skræmmende og tankevækkende.” (Cats, Books and Coffee)

Når vi ikke længere forstår verden er en turbulent, farverig og ufattelig fortælling om mennesket holdt op imod skæbne, videnskab og (manglende) medmenneskelighed. Hvad er det, der driver et menneske frem, og hvad kan stoppe et menneske, når det kommer for langt? Labatut springer tilbage i tiden og fortæller historien om de mennesker, der bragte videnskaben frem i verden på godt og ondt med fokus på, hvad små bitte valg og hændelser kan have af betydning for menneskeheden som et hele.” (Skriv for livet)

Om Når vi ikke længere forstår verden:

Udgivelsesår: 2022
Forlag: C&K, 195 sider
Omslag: Ute Lübbeke
Originaltitel: Un verdor terrible
Oversætter: Peter Adolphsen

Læs også:

Af stjernestøv er du kommet af Bo Karl Christensen
Tidssonde / red. Arthur C. Clarke
Hvad nu hvis … af Rasmus Dahlberg
Oprindelse af Lewis Dartnell
Meningen med livet af Anders Kofoed
Zeitgeist af Jane Mondrup
Næsten her af A. Silvestri
Otte science fiction noveller / red. Jannick Storm
En historie om mennesket af Rane Willerslev m.fl.

Tidssonde / red. Arthur C. Clarke

Tidssonde / red. Arthur C. Clarke

Arkitektur, intelligente våben og fremmede verdeners økologi er blot nogle af temaerne i Tidssonde

Tidssonde består af 11 noveller udvalgt af Arthur C. Clarke. Hver enkel novelle er valgt ud fra ønsket om, at den udover at underholde også belyser en videnskab eller teknologi. Hver novelle indledes med et kort forord af Clarke, hvor han fortæller om forfatteren samt historien.

Det firedimensionale hus (1941)
Quintus Teal drømmer om at bygge et hus, der vil revolutionere arkitekturen. En samtale med vennen Homer Bailey fører til, at Teal bygger et hus formet som en tesserakt (en kvadratisk figur med fire dimensioner, ligesom en terning har tre og et kvadrat har to). Huset lykkes så godt, at da Teal viser det frem for mr. og mrs. Bailey, opstår der uforudsete problemer. Novellen er skrevet af Robert A. Heinlein, som blandt andet kendes for Starship Troopers, der blev filmatiseret i 1997.

Vralteren (1942)
Vi følger en flyvemaskine, som smider sin last af våben ud over havet. Våbnene er delvist bevidste maskiner, der følger et programmeret instinkt om at nå et bestemt sted hen for at detonere deres indbyggede bomber. Novellen er skrevet af Will F. Jenkins under pseudonymet Murray Leinster.

Meteorologen (1962)
I fremtiden forudsiger meteorologerne ikke bare vejret. Den magtfulde Meteorologiske Kongres styrer det, og er ikke bleg for at straffe ulydige lande med tørke eller andre vejr-katastrofer. I kongressen sidder rådsmand Jonathan H. Wilburn, der drømmer om at komme længere op ad karrierestigen. Så da den 126-årige George Andrews fra Californien ønsker at opleve snevejr en sidste gang, før han dør, giver det Wilburn en mulighed.

Kulturgenstande på samlebånd (1957)
Jarrell er arkæolog på planeten Voltus. Alt han finder, bliver dog solgt til rige samlere, for sådan har verden udviklet sig. Men Jarrell hader, hvordan arkæologien er blevet gjort kommerciel. Så da kollegaen Darby støder på en hemmelighed, er Jarrell ikke sen til at støtte ham i at bringe den for lyset. Det får dog uforudsete og vidtrækkende følger.

Bedstefar (1955)
Cord er kolonistuderende på planeten Sutang, hvor han sammen med det 2000 mand store kolonihold har til opgave at studere og tæmme naturen på planeten i løbet af 20 år, så en gruppe kolonister kan slå sig ned her. Denne dag skal Regenten vises rundt, men et ellers ufarligt væsen viser sig pludselig fra en helt ny side.

Ikke så sikkert igen! (1941)
Nicholas Orloff er koloni-kommissær på Ganymedes, en af Jupiters måner. Befolkningen på Ganymedes har i mange år bedt om penge til forsvar, da de er overbeviste om, at Jupiter pønser på at udslette dem. Jorden har ikke tænkt sig at støtte dem. Men så hører Orloff endelig efter. Novellen er skrevet af Isaac Asimov, der især er kendt for at være faderen til robotikkens tre love. Her serverer han en bidende novelle med et twist.

Den lille sorte taske (1950)
I fremtiden er lægerne udstyret med en sort taske med udstyr, der stort set kan klare enhver medicinsk situation. Ved et uheld ender én af disse sorte tasker i 1940’erne, hvor en fordrukken læge uden autorisation pludselig vågner ved siden af den. Nærmest tilfældigt opdager han taskens evner, og snart er han atter respekteret. Men andre har også øje for de muligheder, tasken giver.

Blindheden (1946)
I 1987 vender Halleys komet tilbage. Astronomerne på Kernen, en institution til udforskning af blandt andet astrofysik, holder nøje øje med den, mens verden er på randen af fjerde verdenskrig. Som kometen nærmer sig, bryder civile uroligheder ud, der udvikler sig til regulær krig. Det får dog ingen indflydelse på astronomernes hverdag, indtil kometens nærhed pludselig får uforudsete konsekvenser. Robert S. Richardson har skrevet novellen under pseudonymet Philip Latham.

Tag en dyb indånding (1957)
En astronaut ombord på en kommunikations-satellit beretter, om den gang han og nogle kollegaer var ude for et uheld. Deres beboelseskvarter blev adskilt fra resten af stationen, og selvom et redningsfartøj kunne nå frem til dem, ville de ikke kunne kobles sammen. Hvad gør man så i det lufttomme rum? Novellen er Arthur C. Clarkes eget bidrag til Tidssonde, og bunder i Clarkes interesse i dykning.

Pottemagerne på Firsk (1950)
Som ung var Thomm udstationeret 19 måneder på Firsk for Ministeriet for planetare spørgsmål. Hans overordnede, George Covill, gik kun halvhjertet ind for ministeriets filosofi om at forbedre de indfødtes levestandard indenfor deres egen kulturs rammer. Så da Thomm hører om pottemagerne og deres ritualer, forlanger Covill, at han stopper det. Problemet er bare hvordan?

Vævskultur-kongen (1926)
Under en ekspedition i Afrika bliver fortælleren taget til fange af en stamme. I landsbyen møder han den hvide forsker, dr. Hascombe, som i mange år har levet sammen med stammen. Her har han med udgangspunkt i stammens religion udført eksperimenter på stammefolket både i krop og sind. Fortælleren er umiddelbart imponeret over Hascombes resultater, men forsøger alligevel at overtale ham til at flygte sammen med sig. Novellen er den ældste i Tidssonde, og fik mig til at tænke på Doktor Moreaus Ø af H. G. Wells.

Om Tidssonde:

Udgivelsesår: 1969
Forlag: Stig Vendelkærs Forlag, 266 sider
Omslag: Ole Vedel
Originaltitel: Time Probe (1966)
Oversætter: Arne Herløv Petersen

Indhold:
Robert A. Heinlein: Det firedimensionale hus (And He Built a Crooked House, 1941) Matematik
Murray Leinster: Vralteren (The Wabbler, 1942) Kybernetik
Theodore L. Thomas: Meteorologen (The Weather Man, 1962) Meteorologi
Robert Silverberg: Kulturgenstande på samlebånd (The Artifact Business, 1957) Arkæologi
James H. Schmitz: Bedstefar (Grandpa, 1955) Exobiologi
Isaac Asimov: Ikke så sikkert igen! (Not Final, 1941) Fysik
Cyril Kornbluth: Den lille sorte taske (The Little Black Bag, 1950) Medicin
Philip Latham: Blindheden (The Blindness, 1946) Astronomi
Arthur C. Clarke: Tag en dyb indånding (Take a Deep Breath, 1957) Fysiologi
Jack Vance: Pottemagerne på Firsk (The Potters of Firsk, 1950) Kemi
Julian Huxley: Vævskultur-kongen (The Tissue-Culture King, 1926) Biologi

Gudspartiklen af Mads Peder Nordbo

Gudspartiklen af Mads Peder NordboAnderledes spændingsroman om tro, kærlighed og fysik, som efter en lidt langsommelig start munder ud i hæsblæsende, men tankevækkende action.

Findes Gud? Er alt hvad vi gør forudbestemt? Hvilke hemmeligheder gemmer Pagtens Ark og Higgs-partiklen? Det er blot nogle af de spørgsmål, den fysikstuderende Mikkel må forholde sig til i Mads Peder Nordbos roman Gudspartiklen.

Mikkels liv er gået i stå efter kæresten Veronicas død. Vennen Patrick forsøger at muntre ham op med utallige byture, og under en af dem møder Mikkel sin tidligere terapeut, hypnotisøren Tosca. Mødet med hende bliver startskuddet til en lang række forandringer for Mikkel, som kort efter finder nogle hemmelige papirer i en forladt lejlighed. Pludselig er Mikkel midtpunkt for en uvelkommen international interesse, og samtidig dukker en ung nigeriansk kvinde op i hans liv.

Jeg har tidligere læst Odins Labyrint og Thuleselskabet af samme forfatter, som ligeledes er spændingsbøger med en filosofisk/videnskabelig tilgang, her med udspring i den nordiske mytologi og rune-indskrifter. Begge bøger var spændende og velskrevne og gav lyst til at læse videre fra side et.

Med Gudspartiklen blev jeg ikke fanget helt så let ind. Bogen er overordnet opdelt i seks kapitler: Bevægelse, Løse partikler, Kollision, Fission, Reaktion og henfald, Stabil – begreber som er hentet fra atomfysikkens verden, men som også beskriver de forløb bogens personer går igennem. Derudover er indlagt en række kapitler med nigerianske Oluchi som hovedperson, startende i 1998 med spring frem til nutiden.

Mads Peder Nordbo kan bestemt skrive, og kapitlerne om Oluchi greb mig straks om hjertet. Til gengæld var delen om Mikkel lang tid om at indfange mig. Hele baggrunden med hans døde kærlighed, hypnotisøren Tosca som kan mærke en masse ting i både fortid og fremtid samt besøgene i den forladte lejlighed, blev for abstrakt for mig. Både plot og personer virker lidt for konstruerede og får ikke kød og blod på sig.

Fra Kollision-kapitlet bliver romanen mere handlingsbåret, selvom der stadig er filosofiske, religiøse og videnskabelige overvejelser. Det giver både fremdrift og spænding til historien, som her får langt mere substans før den hæsblæsende afslutning.

Man behøver hverken være fysikstuderende eller religiøst interesseret for at læse Gudspartiklen, men det er en roman som kræver en opmærksom læser. Som sagt synes jeg, at den var lidt lang tid om at komme i gang, men til gengæld slutter den i top, så giv Gudspartiklen en chance hvis du har lyst til en anderledes spændingsroman om tro, kærlighed og fysik.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Forlag: People’s Press, 341 sider